Jens Munch - 5. udgave - Birchs Legat

Min vej fra Pedersker til maskinrummet i EU-Kommissionen i Bruxelles.
Danmark havde i foråret 2012 formandsskabet i EU, og i den forbindelse giver EU-
Kommissionen mulighed for, at de ansatte fra formandslandet i EU-institutionerne kan tage
hjem til deres gamle skoler og fortælle om deres arbejde og EU. I den forbindelse fik jeg
mulighed for at komme tilbage til min gamle skole, Rønne Statsskole, hvor der også blev tid
til en lille notits i Bornholms Tidende, om at eleverne havde hørt fra en person i EUs
maskinrum, undertegnede. Avisnotitsen har medført at Støtteforeningen for Birchs legat har
bedt mig om at skrive årets causeri, og det er vist første gang at en ”maskinarbejder” har fået
den mulighed.
Jeg sidder i dag i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og
Landdistriktsudvikling, i afdelingen med ansvar for budgetspørgsmål. Her er jeg sammen med
mine 20 kolleger ansvarlig for at ”holde styr på” de knap 60 milliarder €, eller 450 milliarder
danske kroner, som Unionen årligt bruger på landbrugspolitikken.
Hvad er EU’s maskinrum? Jeg ved ikke helt, hvad lektor Thor Kure mente, da han omtalte
mig som ham fra maskinrummet i modsætning til de politikere, som man han havde haft ude
på ”Statsskolen” (Campus i nutidens sprog) i løbet af skoleåret. Jeg er ret bekendt med
maskinrummet på Povl Anker. Men det maskinrum er mørkt og larmende, og kaptajnen står
oppe på broen i lys og har det brede udsyn. Og helt ærlig, så føler jeg rent faktisk ikke, at jeg
sidder nede i mørket i Bruxelles. På den anden side er jeg godt klar over, at uden os
Kommissionsansatte kommer politikerne, hvad enten det er EU-Kommissærer, EU-
Parlamentarikere eller danske politikere med ansvar for EU-politikken, nok ikke ret langt. Jeg
vil derfor i det efterfølgende prøve at beskrive, hvad min rolle er, og hvordan jeg havnede i
Bruxelles.
Fra Bornholm til Landbohøjskolen
Nu er der jo løbet meget vand ud af Øleåen, siden jeg kom til verden på St. Loftsgaard i
Pedersker i 1958 og løb på stranden ved Øleåens udløb i begyndelsen af tresserne. Igennem
hele min gymnasietid var jeg med i bestyrelsen for VU på Bornholm og i 2 år dets
landsstyremedlem. Så interessen for politik og EU var født, og begyndte vel i grunden
allerede i 1972 da min far var aktiv i ja-kampagnen op til folkeafstemningen om EU-
medlemsskabet. Efter endt matematisk-fysisk studentereksamen på Statsskolen drog jeg til
København for at begynde agronomstudiet på Landbohøjskolen på Frederiksberg. Jeg fik
kollegieværelse på Grønjordskollegiet, og den første tid føltes nok mest som om man havde
taget et 100 år gammelt bøgetræ fra Almindingen og sat det ind på Rådhuspladsen og troede,
at det kunne gro. Heldigvis mødte jeg nogle gode fællesskaber/studiekammerater på
Landbohøjskolen og kunne fortsætte mit politiske arbejde gennem Venstres Ungdom. På
Landbohøjskolen skiftede interessen og fokus hurtigt fra dyr til økonomi, så jeg i dag mener
at kunne prale af, at jeg er den agronom, der har haft færrest biologiske fag på
eksamensbeviset. På Landbohøjskolen blev jeg allerede efter en måned valgt ind i de
Agronomstuderendes forenings bestyrelse og endte sågar med at være formand i 2 år.
Mod slutningen af min studietid indtraf landbrugskrisen i begyndelsen af firserne. Jeg fik først
job i Grovvarebranchens Hjælpefond og senere i Dansk Landbrugs Realkreditfonds
1

tvangsauktionsafdeling. Det halvandet år, hvor jeg havde 20 timers spændende
erhvervsarbejde, sad i Venstres Ungdoms Landsstyrelse (og dets forretningsudvalg), var aktiv
i Venstre i København (var førstesuppleant til Borgerrepræsentationen) og kun havde enkelte
kurser på Landbohøjskolen, var en af de allerbedste perioder i mit liv. Desværre fik det en
ende, da jeg afsluttede studiet. Men netop aktiviteterne som formand for de
Agronomstuderende og mit arbejde i Venstres Ungdom havde givet mig tilpas erfaring med
organisationsarbejde og politik til, at jeg fik et job i Landbrugsraadets EU-kontor (nu en del af
organisationen Landbrug og Fødevarer). Jeg havde i min forlængede studieperiode (jeg blev
færdig syv år efter optagelsen på et studie, der var normeret til 4 år) også haft sommerferiejob
på Landboforeningens regnskabskontor i Rønne (nu Kannikkegaard i Aakirkeby) og 2 gange i
Landbrugsraadets EU-kontor på Axelborg i København.
I slutningen af mine studieår tog jeg 2 cand. merc. kurser på Københavns Handelshøjskole (nu
CBS) i International økonomi og EU-ret. Efter endt agronomeksamen begyndte jeg også på en
HD i Organisation, men inden jeg fik lavet den afsluttende hovedopgave var jeg taget til
Bruxelles, så den blev aldrig færdiggjort – ja, rent faktisk påbegyndte jeg aldrig
hovedopgaven.
Landbrugsraadet og første tur til Bruxelles.
Jeg begyndte mit arbejdsliv som akademiker i Landbrugsraadets EU-kontor 1. november
1983, hvor jeg især skulle arbejde med den animalske sektor. Jeg var jævnligt til møder i
Bruxelles, dels i landmændenes EU-organisation COPA-COGECA, men også i de såkaldte
rådgivende udvalg, hvor EU-Kommissionen mødes med erhvervets repræsentanter. I foråret
1985 blev jeg tilbudt et job på Landbrugets kontor i Bruxelles. Jeg sagde ja med det samme.
Men ............. så kom en af gymnasietidens synder op til overfladen. Jeg burde have fulgt en
hel del mere med i lektor Plichtas fransktimer. Nu måtte de danske landmænd i stedet betale
for, at jeg blev sendt på Berlitz sprogskole – 50 timers intensivt kursus. Nede i Bruxelles fik
jeg endnu et år med to-timers enekursus en gang om ugen, og alligevel vil mine børn i dag på
det bestemteste understrege, at jeg taler et frygteligt fransk. Jeg fik to herlige år i Bruxelles på
Landbrugets kontor.
I Bruxelles fik jeg Jørgen Ougaard som chef. En meget inspirerende person, som i den grad
lærte mig at sætte tingene i perspektiv. Ougaard påpegede ofte : Hvad betyder det så for
landmændene derhjemme? Det prøver jeg faktisk stadig at holde mig for øje, når vi sidder og
diskuterer forslagene, som Kommissionen udarbejder.
Efter 2 herlige, men også skæbnesvangre år drog jeg tilbage til København. Skæbnesvangre
år, idet jeg under mine ugentlige besøg oppe i afdelingen for svinekød havde mødt en gæv
morsingpige, som jeg blev gift med, og som er mor til vore tre børn. Tilbage på ”Borgen”
(Axelborg selvfølgelig!) var jeg så privilegeret at få lov til at være sekretær for
Sukkerroedyrkerne. Tiden med sukkerroedyrkerne var virkelig spændende, og blandt mine
venner i dag er stadig flere af formændene fra den tid. Madsen, der var formand for
dyrkerforeningen ved Nakskov-fabrikken, lærte mig at gå med butterfly, og han fik til
gengæld en af min mors hjemmestrikkede veste, som var mit foretrukne tøjmærke i dette
tidsrum. Efter sigende bruges den stadig under Madsens jagter.
2

EU – Kommissionen.
Ved afslutningen af min tid i Bruxelles havde EU-Kommissionen annonceret en
optagelsesprøve som funktionær inden for landbrug, fiskeri og udvikling. Jeg søgte i foråret
’85, og i februar ’87 var der de afsluttende mundtlige prøver. I oktober 1988 blev jeg så ansat
i Generaldirektoratet for Landbrug i afdelingen med ansvar for Danmark. For at få et job i
EU-Kommissionen kan man ikke bare søge på et stillingsopslag. Man skal bestå en
optagelsesprøve – concours. Når man er kommet igennem dette nåleøje, kommer man på en
reserveliste hvor de, der har ledige stillinger, kan udvælge kandidater fra, hvis der ikke er
interne ansøgere. Ikke alle der kommer på en reserveliste, får tilbudt et job.
I mit første job i Kommissionen skulle jeg udvælge de projekter inden for landbrugs- og
fiskeforarbejdningsindustrien der skulle have investeringsstøtte. Der blev det vist også til et
par bornholmske projekter. Meget spændende periode.
Efter 2 år med projektudvælgelse søgte jeg og fik job i afdelingen for oliefrø- og
proteinafgrøder. Her havde jeg fire vidunderlige år hvor min interesse for at arbejde med det
fremadrettede i EUs landbrugspolitik blev styrket. Vi var en afdeling på 10 med en ung
dynamisk engelsk kontorchef, og her arbejdede jeg, medens den første store reform af
landbrugspolitikken fandt sted under den irske landbrugskommissær Ray McSharry.
Som den sidst tilkomne havde jeg i 1990 sommerferievagten i august måned, hvor EU holder
ferie. Jeg sad således med ansvaret for årlige udgifter på godt 37 milliarder kroner om året,
der var afhængige af verdensmarkedspriser og dollarkurs. Da jeg mandag morgen d. 1/8
vågnede og i radioen hørte, at Saddam Hussein havde invaderet Kuwait, var jeg klar over –
det bliver en hektisk dag i maskinrummet. Hvordan sikrer jeg, at aktørerne ude i markedet
ikke udnytter situationen til at fastsætte ekstra store støttebeløb? Dollarkursen svingede vildt i
løbet af dagen, og det samme gjorde verdensmarkedspriserne for oliefrø. Det blev en lang dag
i maskinrummet, men de europæiske skatteydere mistede ikke penge i forløbet. Med denne
erfaring var jeg vel beredt, da jeg det følgende år under ferievagten i august i radioen hørte, at
nu stod der tanks på den Røde Plads i Moskva og skød på Duma’en, det russiske parlament.
Efter 4 år i oliefrøsafdelingen flyttede jeg i 1994 til kornafdelingen, hvor jeg arbejdede med
import og eksport af korn. Her havde jeg 2 interessante år med en tysk jurist som kontorchef,
plus kollegaer der havde været i Kommissionen i den samme stilling i både 20 og 30 år. Det
var i den periode, hvor EU skulle lave gennemførselsbestemmelserne for den netop indgåede
Uruguay-runde handelsaftale. Det var også i den periode, at verdensmarkedspriserne på korn
eksploderede og EU indførte eksportskat, for at holde prisen nede på det interne marked.
Korn og oliefrø skiftes ud med prognoser og tal.
Igennem min tid i oliefrø- og kornafdelingerne havde jeg fået mulighed for at deltage i en
intern arbejdsgruppe, Outlookgruppen, nedsat direkte under generaldirektøren, for at arbejde
med høstprognoser. I 1996 skiftede jeg til prognoseafdelingen som ”sekretær” for
Outlookgruppen med ansvaret for korn og oliefrø – internt i EU men også på
verdensmarkedet. Her fik jeg 5 meget interessante år. Det var i den periode, hvor EU havde
indført tvungen braklægning (landmændene måtte ikke dyrke en del af deres arealer for at
3

egrænse produktionen), men hvis høsten pga vejr eller andet blev mindre end planlagt,
kunne procentsatsen ændres. Jeg lavede beregningerne og notaterne for Outlookgruppen, som
lå til grund for beslutningen om, hvad braklægningsprocenten skulle være det følgende år.
Her var det igen, jeg skulle huske på Ougaards ord – hvad betyder det for landmændene?
I dette job begyndte min anden store passion – Udvidelsen mod Øst, som stadig i dag er en
del af mit arbejdsområde. Jeg skulle lave prognoser for produktionen i de ti kandidatlande 7
til 8 år ud i fremtiden, for korn, oliefrø, mælk, okse-, svine- og fjerkrækød. Et af de store
problemer i slutningen af 90’erne og mindre end 10 år efter Murens fald var, at statistikken i
disse lande var meget mangelfuld. Derudover havde landene ofte for det samme emne sendt et
tal til verdensfødevareorganisationen FAO i Rom, et andet tal til EUs statistiske kontor i
Luxembourg, og der figurerede et helt tredje tal i den nationale statistik. Det var ekstremt
spændende at sidde der på kontoret og skulle afgøre, hvad var det rigtige tal? Vi havde et godt
team, og jeg tror, vi med rette kan sige, at vi ramte rimelig præcist, og i hvert fald temmelig
meget bedre end mange af de universitets-professorer, der lavede de samme beregninger på
samme tid.
Efter 5 minderige år besluttede jeg at skifte til budgetspørgsmål i 2001, og samtidig skifte
korn og oliefrø ud med animalske produkter. Til gengæld ”beholdt” jeg udvidelsen. Her er jeg
så næsten groet fast, idet jeg stadig sidder i afdelingen, omend arbejdet og mit arbejdsområde
har ændret sig en hel del.
Aktiv under EU-topmøderne i 2002.
Året 2002 blev et særligt begivenhedsrigt år, idet tallene fra min computer blev brugt ved to
topmøder. Første gang var i oktober, hvor man under det danske formandskab med Anders
Fogh Rasmussen for bordenden fastlagde den overordnede budgetramme for udvidelsen og
specielt de samlede udgifter for landbrugsbudgettet i årene 2007-13. Forud gik en hektisk uge.
Internt i Landbrugsgeneraldirektoratet havde vi i ugerne op til topmødet løseligt diskuteret,
hvor stort et budget var nødvendigt for at finansiere Øst-udvidelsen, og ud fra hvilke kriterier
et eventuelt maksimumbeløb kunne fastlægges. I løbet af mandagen blev det pludselig klart,
at der var mulighed for, at den tyske kansler Schrøder og den franske præsident Chirac var
indstillet på at indgå en aftale, og at der var opbakning til denne blandt de andre 13
medlemslande. Så blev jeg sat på arbejde, og sammen med nogle få overordnede udarbejdede
vi forskellige scenarier og stigningstakter for landbrugsbudgettet, samt de enkelte bidrag til de
første udkast til topmødetekster, som stats- og regeringscheferne skulle tage stilling til. Da det
blev torsdag, fik jeg at vide, at jeg højst sandsynligt ville blive kaldt på arbejde i løbet af
natten. Jeg talte med min vicegeneraldirektør ved 23-tiden, og han havde intet hørt. Men kl.
0.30 kom telefonopringningen, med ordre om at møde hurtigst muligt på et kontor i
Generaldirektoratet for Budget. Der sad jeg så sammen med en kontorchef, to
vicegeneraldirektører og Kommissions-formand Prodis vicekabinetschef. I slutdokumentet fra
topmødet er en tabel som jeg lavede i denne gruppe. Herefter kunne vi forlade bygningen kl.
06.00 om morgenen.
Jeg valgte at gå tilbage til mit eget kontor og ordne forskellige ting og lave diverse
baggrundsmateriale til mine kollegaer, så da de alle var mødt 9.30, og vi havde fået
4

ekræftelse på, at alle 15 stats- og regeringschefer var enige, kunne jeg tage hjem og få et par
timers søvn og være sikker på, at der var nogen i afdelingen, der kunne svare på de mange
opkald, der uvægerligt ville komme om, hvad topmødeteksten kunne betyde eller ikke betyde.
Jeg har altid lagt vægt på, at ved sådanne natteforhandlinger er det nødvendigt, at der er
kollegaer, der er informeret om nattens resultat og kan svare på eventuelle spørgsmål. Endelig
skal det ikke glemmes, at der ikke er noget der hedder overtids- eller nattillæg eller
kompensation for natarbejde i Kommissionen. Jeg var derfor tilbage på mit kontor kl. 15.00,
så jeg kunne lave fredagens arbejde, inden det blev fyraften 19.00.
Aftalen i oktober var altafgørende for, at udvidelsesforhandlingerne kunne afsluttes på
topmødet i København i december 2002. Med oktoberaftalen blev det sikret, at der var loft
over det samlede landbrugsbudget, og de endelige detaljer for udvidelsen kunne nu
færdigforhandles. Det blev en hektisk periode, for der skulle forhandles med de ti
ansøgerlande enkeltvis, og de havde hver især deres ønsker til ekstra præmierettigheder,
ekstra støtte til dit og dat. Under topmødet i København diskuterede stats- og
regeringscheferne jo også landbrug inklusive kvoter og lofter over støtteberettigede dyr etc.
Så hver gang de ændrede disse i København, skulle jeg, lige så hurtigt som faxen tikkede ind i
Bruxelles, sende nye tabeller tilbage. Det var utrolig spændende at være en del heraf (omend
lillebitte), og forhåbentlig har det arbejde, jeg har udført, hjulpet til i den politiske proces, der
førte til en af de største begivenheder i EUs historie. De ti tidligere kommunistlande vendte
hjem til et demokratisk Europa, et fællesskab med næsten 500 millioner indbyggere.
Betydningen af denne begivenhed kan IKKE undervurderes.
Arbejdet 2012 – sidste nyt.
Lige her og nu er jeg travlt optaget af arbejdet omkring EUs flerårlige budgetrammer 2014-
2020 samt forslagene til reform af den fælles landbrugspolitik. Jeg var således på natarbejde
under topmødet d. 22-23 november, hvor jeg sammen med 5 kolleger lavede beregninger for
Kommissionens forhandlere og EU-præsident von Rompuy om EUs budget 2014-2020. Det
er arbejdskrævende og spændende, men det er nok bedst, at jeg venter nogle år, førend jeg
fortæller om, hvad jeg mere detaljeret lavede. Det er jo ikke alt, hvad jeg skriver og beregner,
der er tiltænkt den store offentlighed. Meget er at analysere hvad konsekvenserne er af
forskellige muligheder/politiske valg, og det skal jo ikke ud, før forhandlingerne er afsluttede,
hvis det overhovedet skal ud. Samtidig med dette har der jo også været mange mange
diskussioner mellem EU-Parlamentet og medlemslandene om budgettet for 2013, som vores
afdelingen også har brugt meget tid på den seneste måned.
Nede i maskinrummet på Povl Anker ved de hvordan de bedst får motoren til at snurre og
sikrer skibet fremdrift. Kaptajnen oppe på broen kan kun se, hvor hurtigt skibet sejler.
Forhåbentlig ved de i maskinrummet hvor hurtigt skibet skal sejle, og når de kommer i land,
husker de: Hvad er bedst for landmændene – også på den lange bane..?
Jens A. MUNCH
5