Fricamper -en beretning om ½ år i Autocamper

En beretning fra det virkelige liv:
1
28/12,99
Så kom vi da af sted.
Ikke uden større besværligheder og bekymringer end vi havde regnet med, men af
sted kom vi og et godt stykke forbi Hamborg.
Nu har vi solgt det meste af, hvad vi ejede – bil, hus, de fleste møbler og malerier
osv. -for at kunne købe camperen her, som skal forsøge at opfylde en gammel
frihedsdrøm.
Vi havde sovet på den fornemme P-plads ved Farøbroen og sejlturen gik glat.
Halvvejs til Hamborg kørte en pengetransportbil ind bag os, så op foran og
signalerede til os. Jeg blev lige lidt urolig, hvad havde vi gjort – jeg mener, de har jo
skydere og alt muligt, de folk. De ville dog bare gøre os opmærksomme på et
halvfladt bagdæk, ødelagt. Det var min fejl. Jeg havde allerede fra Hundested
bemærket, at den sejlede lidt. Den slags skal man gøre noget ved med det samme.
Det er lidt hårdere at skifte dæk på en Peugeot J 5, Pilote CX 48 autocamper end på
en lille personbil, men det gik. I udkanten af Hamborg fik vi set at vort Mastercard
virker, hævede 100 DM, købte koteletter. Nu sidder vi her i mørke og skriver, det er
som om camper batteriet aflader for hurtigt, jeg orker ikke at undersøge det nærmere
nu.
29/12, 99
I Soltau sagde benzinmanden, der ikke var et Peugeotværksted i byen, men det var
der. Vi fik et nyt dæk for 170 DM, men vindueshejsen, som gik her til morgen, skulle
bestilles, så der lever vi med klemmen i vinduet iført spidsen af en gummihandske.
Den forhindrer i hvert fald vinduet i at ryge ned hver gang vi kører over en ujævnhed.
Vejen gik OK indtil det mørknede sydvest for Paderborn, så gik der ged i det og vi
måtte overnatte ved en navnløs landsbykirke på Herr Moritz´nåde. Han kom iført
vagthund ved ottetiden, hvor vi omsider sad og spiste, og efter at have overbevist
ham om, at vi ikke var farlige, blot danskere, fik vi lov at holde dér.
30/12, 99
Fem lande på en dag, deraf nogle på grund af mindre fejlkørsler: ( som jeg helst ikke
vil komme nærmere ind på ) : Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig.
Sov på udmærket rasteplads efter 590 km.
31/12 ,99
Kørte 210 km videre af A 31 til Dijon. Her fejrer vi årtusindskiftet. Parkerer nu på Av.
de Charles de Gaulle (temmelig skråt) Har bestilt bord og deponeret 200 Franc på
lille restaurant, senere noget lys-show ?? ved hertugens palads... nu må vi se..
1/1,2000
Mærkelig dato at skrive. og den mærkeligste nytårsaften vel nogensinde. Otte-retters
menu, gåseleverpostej, en halv languster, en slags tournedos, is/kage dessert,
resten skal vi først slå op, men vi blev mætte.

2
Ved midnatstid kombineret
laser/lys/lysfontæne-show og
ubehagelig trængsel da det
var slut. Nu hygger vi os i
camperen, mens biler kører
tudende forbi. Ikke én raket
eller lynkineser kun Casper
fyrede 30 knaldperler af. Det
var alt.
Bonne anné.
1/1,00
326 km til syd for Lyon. Det
går noget langsommere end jeg havde regnet med, især fordi vi har forladt
betalingsmotorvejene og kører ad de (næsten) parallelle ( med motorvejen) mindre
veje, men hvem har travlt ? I dag kørte vi først langs Saone, som havde store
oversvømmelser og efter Lyon langs Rhone. Det er en vældig flod.
Men ved aftenstid er det temmelig svært at finde passende rastepladser langs de
små veje i mørket, så til slut kørte vi ud på betalingsvejen og ind på en fin
rasteplads, hvor vi holder og spiser fransk poulard ved siden af et par andre
autocampere. Dem er der utrolig mange af her nede. På vejen ringede mor plus
Kirsten og Bent og senere Gitte fra Holbæk. Det er skønt at høre hjemmefra og flot
at teknikken forbinder os så let som sad de i det næste hus.
2/1,00
De hidtil skønneste 150 km gennem Ardeche
området mellem Lyon og Marseille. Store
flotte bjerge - camperen i andet gear - fulde
af grotter og fantastiske udsigter over
Ardeche-floden. Her på en parkeringsplads
midt i bjergene bliver vi til i morgen. Klimaet
har ændret sig mærkbart, klokken er otte og
det er 6 grader udenfor, men mon ikke det
bliver koldt i nat ?
3/1,00
Vågner i Ardechebjergene. Kun - 0.6 grader,
ikke en vind, ikke en bil siden i aftes ved
halvnitiden. Videre ned af bjergene. Fosøgte
at få gas i Pont de St. Esprit. Umuligt. Helt
andet system.
Til Arles. van Goghs by. Så natcafeen ved
nat, en stor, ja næsten bevægende
oplevelse; sådan ser den s´gu stadig ud !
4/3 ,00
Rolig dag. Var i St. Remy og så hvor van Gogh var indlagt, en tur rundt om Le Baux,

3
ned gennem helvedes dal, lidt skuffende, alt lukket.
Fik Peugot i Arles til at reparere vort førervindue midlertidigt. 321Francs. Sov på
samme parkeringsplads som i går.
5 / 1 , 00
Broen Langlois, som van Gogh malede var en skuffelse. Den var sort i stedet for gul,
lå ved en sluse, som ødelagde helheden og var i det hele taget en dårlig kopi af den
rigtige, som tyskerne ødelagde.
Kørte det meste af dagen og er nu i Spanien - strejfede lige Pyrenæerne - syd for
Gerona, ca. 100 km før Barcelona. Vi er på en lille primitiv campingplads og Mette
siger her lugter, men her er strøm - det meste af tiden- og vi har fået den rigtige gas.
6 / 1 00
148 km til lige nord for Barcelona. Holder på en parkeringsplads helt ned til
Middelhavet. Det var 18 grader i dag og 12 her kl. 18. Kørte i dag mere på
fornemmelsen og skilte end efter kortet. Slog en sviptur ind i bjergene for at finde en
soveplads, men uden held. Nu holder vi her; fint nok.
7 / 1 00
Kørte ind i Badelona, en forstad til Barcelona. Svært at finde rundt, fandt
parkeringsplads, købte stort ind. Jeg gik ud for at finde ud af, om der fandtes en
internet cafe. Spanierne kan ikke meget engelsk; på en sprogskole vidste de dog at
der fandtes én inde i Barca. Gik tilbage til camperen, gik ned til stationen, kørte ind
til Barcelonastationen Sants, fandt cafeen nær ved - lukket til klokken 4, som alt
andet her. Gik tur og så lige Ramblaen, en stor gågade, gik tilbage til internetcafeen
- som først åbnede 16.13 - han var henne på den anden - rigtige - café. Sendte emails
til Lotte, Hanne og Filippa. Gik tilbage til stationen, kørte tilbage til Badelona
gik tilbage til.... hvor var det nu jeg havde stillet camperen og min kone og søn ??
Fandt den dog til sidst; nu er jeg træt i fusserne og mine sko er gået i stykker.
Kørte gennem Barcelona i mørke og ud på en P-plads på motorvejen mod
Tarragona. Kun 45 km i bil i dag - og vel næsten 10 til fods.
8 / 1 , 00
Stille og rolig dag. 200 km
sydpå til Tarragona og så
vestover bort fra kystens
frodighed ind i det tørre
højland. Ind imellem over små
bjergkæder og så ellers op og
ned i det Spanske højland med
oliven- og vinmarker i
terrasser. Fandt efter noget
besvær et gas-lager nær byen
Falset. Her kan man ikke bare
købe gas på tankene, men må
pænt holde i kø ved store
lagre, hvor de ikke sælger
andet. Spanierne må bruge det

4
til husopvarmning, for de små campinggasflasker kan man få i supermarkeder.
Mette kan bedst lide at køre og holde
i bjergene, så vi fandt et sted, hvor
der stadig var en rest af den gamle
og endnu mere snoede vej, vi kunne
overnatte på. Casper er ved at finde
ud af, at det ikke er så let bare at
klatre op ad bjerge, selv om han
springer rundt, så de gamle er ved at
få hjertestop af skræk, men sådan er
det vel altid; man er mere nervøs for
hvad der kan ske med de andre..
9 / 1 00.
Kørte først nedad 6 km i frigear, op og ned i
højlandet, hen over store sletter. Jeg synes det
er flot. Holdt ved totiden for at spise frokost, så
kom regnen. For første gang vel siden juleaften.
Mor ringede og vi snakkede også med Lotte og
Rikke. Man sætter mere pris på samtaler med
familien, når man er så langt hjemmefra,
3.131km.
Vi holdt igen efter 143 km på en gammel bugtning af vejen. Sent om aftenen blev
det sne og den lå der endnu om morgenen den
10/ 1 ,00
hvor vi fortsatte gennem højlandet. Jeg finder det utrolig smukt, lige i mine farver, de
brune og beige, mens Mette allerede begynder at
finde landskabet ensformigt - for tørt. Efter indkøb i
Teruel fandt vi på vejen mod Cuenca et dejligt sted
langs en stor å eller lille flod, hvor vi blev en
timestid. Mette prøvede at male og Casper og jeg
sejlede med pinde og byggede broer. Efter 168 km
holder vi for tredje nat i træk på en bid af den gamle
vej, i dag helt plant, og jeg lavede maden, stegt
kulmule med kartofler (dårlige) og Mette piftede det
op med en god tomatsovs.
Priserne i supermarkederne hernede er helt
rimelige, en dåse sardiner i olie 3.50,- en lille agurk
2.00,- en toliters Coca Cola 5.50,- en dåse Miguel
øl, (fortrinlig) 2.85,- for 33 cl, en liter appelsinjuice
4.00,-
11 / 1 ,00
123 km over store højsletter, købe ind i Cuenca (Kuenka). Drejede nordpå op ad
meget flotte bjergveje. Holdt ved "Djævelens vindue" med udsigt over Jucar floden,

5
som udmunder syd for Valencia. Videre op til Ciudad Encantada, Den fortryllede by,
et stort område med flotte stenformationer og huler, opstået ved at et blødere lag er
delvis borteroderet under et hårdere. Tilbage til Cuenca, hvor vi overnatter ved vejen
langs parken. Aftentur hen over broen over Jucar.
12 / 1 ,00
Morgentur i Cuenca, fin lille by. Kursen mod Madrid, hvor vi efter en stressende tur
efter kortet i " turen går til Spanien ", fandt en parkeringsplads 200 m. fra posthuset,
det egentlige mål. Og Heureka ! Der var post !! To breve, som Lotte havde sendt til
os. Hun fik straks en SMS-besked, som hun returnerede inden jeg havde nået at
tisse færdig. Utroligt, hvad der kan lade sig gøre i virkeligheden og ikke kun på TV.
Vi gik indtil flere aftenture i Madrid. Hvor er der mange flotte bygningen og tage og
kupler. Selve posthuset er flottere end nogle af vore slotte. Det ligger på en plads
ved navn Plazza del Cebeles, som er opkaldt efter en gudinde, som kører inde på
midten af rundkørslen i en vogn trukket af to løver. I sten. Casper ville gerne helt der
ind, men indså til sidst det umulige i det.
Jeg gik til slut en aftentur alene, hvor jeg bl.a. orienterede mig om priserne hos de
frække damer, af ren nysgerrighed, naturligvis.
Det meste af aftenen blev vor søvn forstyrret af mange politieskorter, som kom
drønende lige forbi os, og først om morgenen den
13 / 1 ,00
blev vi klar over, at det vistnok var på grund af, at den spanske konge fejrede sin
fødselsdag ved at invitere kronede hoveder fra hele Verden, og de skulle bo på hotel
Ritz, som altså lå 50 m. fra hvor vi holdt. Vi kiggede efter Frederik eller Joakim, men
så intet, de blev for godt bevogtet.
Efter at have sendt breve hjem, kørte vi ud af Madrid, let nok. Mod Toledo. Den fik vi
ret hurtigt overstået. Mette er ved at være træt af Spanien og vel af indtryk i det hele
taget. Toledo oplevede vi som halvt smalle, gamle gader, halvt turistfis-butikker,
nogle flotte bygninger og kirke og en flot udsigt, der ville have vundet ved lidt
solskin.
Videre sydpå ad en lidt kedelig hovedvej til Ciudad Real, kongebyen, som burde
hedde byen-hvor-det-er-umuligt-at-finde-en-parkeringsplads-når-man-skal-finde-etsupermarked.
Lidt længere endnu og vi holder på en parkeringsplads ved en tankstation. Der er
ingen parkerings- eller rastepladser langs de spanske hovedveje.
14 / 1 ,00

6
En køre-dag. 319 km af sted for at komme nærmere varmen, og det lykkes. Vi
drøner ned forbi Cordoba, beslutter at der er ikke noget at se, vi vil hellere
dernedad. Stopper i Sevillas udkant og køber ind i et stort supermercado. Der er
appelsintræer langs vejen og Casper får mig lokket til at løfte sig op, så han kan
plukke én med hjem, men den viser sig at være helt uspiselig; citroner er søde i
sammenligning. Da vi beslutter at køre ud af byen, kommer vi til at køre ad en meget
flot boulevard med promenade i flere etager langs Guadalquivir og fantasifulde
bygninger og broer, som skal illudere skibe i havnen. Der er virkelig imponerende,
og da der samtidig er ledige parkeringspladser, bliver vi enige om, at her vil vi godt
vågne. Da jeg er på toilettet overvejer jeg, om man kunne kalde dagbogen " udsigter
fra mit toiletvindue" eller noget endnu mindre poetisk, men da det viser sig, at Mette
har fået næsten samme idé, dropper vi den. Lige inden vi stopper ved sekstiden har
vi aflæst 12 C. Jeg går aftentur og får set lidt af Sevilla. Den gamle bymur, de
smalle, kønne gader i den gule farve vor ven Vincent fra Arles ville have elsket,
torvet med det meget brogede folkeliv, folk, der vandrer fra bar til bar her klokken
halvtolv - tolv om aftenen. Jeg har næsten ingen problemer med at finde tilbage
igen.
15 / 1 ,00
Vågner til gråvejr, det var jo ikke meningen. Bliver enige om at det er dumt at forlade
Sevilla uden i det mindste at have set den dér store kirke, Verdens tredjestørste. Vi
finder den også, tårnet er højt - tårnhøjt - 93 m, men det er indgangsprisen også, så
vi nøjes med at beundre den udefra; så interesserede er vi heller ikke, men går en
tur op ad handelsstrøget og prøver tre steder at få kondisko til Casper og mig, men
hver gang vi finder de rigtige, har de dem kun i den udstillede størrelse - i ellers
store forretninger i flere etager, "Intersport" og det hele, men nej..!
Vi kører over den smarteste af broerne ud forbi det olympiske stadion og ud af

7
Sevilla mod Huelva og Portugal. Over en flot bro over Guadianafloden og så er vi -
igen uden de mindste grænseformaliteter -" kør lige ind" -, i Portugal, men dér
pjaskregner det, så vi er lige ved at vende om. Vi finder en rasteplads allerede ved
halvfemtiden efter178 km, og ved sekstiden klarer det lidt op og afslører en flot
udsigt over en dal med oliven, pinje og appelsintræer og en lille bæk i bunden, som
bække har for vane. Her bliver vi i nat. I morgen vil vi prøve at finde den dér gode
campingplads, så vi kan få vasket os selv og vores tøj ordentligt. Jeg prøver igen at
komme på nettet, men det mislykkes stadig ; Fandens også efter alle de problemer
og udgifter vi har haft for at det bare skulle kunne lykkes.
16 / 1, 00
Vågner ved halv nitiden. Snupper lige tre kvarter mere, det regner stadig, men
opklaring er på vej. Vi letter anker og kører blot 39 km. og ankommer til en stor
campingplads i Olhão, hvor vi slår os ned. Her kan vi vist få alt, hvad vi har savnet
lidt i den sidste tid: bad, tøjvask, drikkevand i tanken, mennesker der kan forstå hvad
vi siger umiddelbart og vice versa. Vi kan bruge vores ovn og se fjernsyn og Rasmus
Klump videoer; nu mangler vi bare lidt sol og varme, lad os håbe på morgendagen.
17 / 1, 00
Vågner, trækker gardinet fra og der svæver en stork derude ! Dér er en til, ”de
bygger nok rede her i nærheden”. Ja, det gør de faktisk, ca. 400 m. væk, men det
opdager jeg først i morgen, hvor jeg ser den lande.
Helt pænt varmt, jeg tager træningstøj på og løber en tur for at finde stranden.
Vandet er der, men ingen strand, en betonmur og en del affald slutter fastlandet mod
syd. Jeg fortsætter ind gennem et bådeværft med syv gale vagthunde, heeeelt

8
forsigtigt og bare se lige ud. Det går. Finder i stedet havnen og hovedgaden med
butikker, station med tog, og til sidst havnepromenaden. Fint nok.
Næste dag den
18 / 1, 00
er det rigtig godt vejr, 13,5 grader i skyggen men mindst 20 i solen. Vi går tur og jeg
viser familien det, jeg så i går. Casper cykler. Man kan ikke få kæder til cykler med
udvendigt gear, i hvert fald ikke dér, hvor jeg spørger, så vidt jeg forstår. Hvor er det
nogle gange svært; hvad hedder :”cykelkæde til racercykel” på portugisisk, og
hvordan siger man: ”hvad er det for en møgbiks,du har” ?
Nyder et glas Monteiros rødvin til 20 kr. til lasagnen, helt fin. Mette ønsker sig den til
sin fødselsdag, det må jeg huske.
19 / 1, 00
Fint vejr igen. Mette har læst, at der rundt omkring i byerne findes store markeder,
hvor portugiserne handler hellere end i supermercadoer, så jeg bliver sendt på en
morgenløbetur ud for at følge skiltene: Mercado. Skiltene viser blot hele vejen uden
om byen og ned til promenaden, hvor vi var i går. Hjem og hente familien og så
derned igen. To store indendørs markeder, det ene fyldt med fisk af alle slags
inklusive forskellige slags blæksprutter, det andet med kød og frugter og grøntsager.
Mette flipper helt ud og køber ind på flydende dansk, men alle forstår hende og hun
får hvad hun vil have. For første gang i lang tid spiser vi kød. Rigtige tykke
svinekoteletter. Resten af eftermiddagen går med at få cyklerne til at kunne køre. De
har hængt bag på camperen i al slags vejr og kæderne er helt rustne. Det viser sig,
at en sjat dieselolie delvis kan løsne rusten og med to tænger og en masse små
vrikkebevægelser får jeg løsnet dem så meget at jeg kan sætte dem på igen og de
kan dreje rundt. Det var godt, jeg tog kædesplitteren med herned. I morgen skal vi
ud at cykle hvis vejret stadig er ligeså godt, det vil sige absolut ikke frakke, og
næsten, men ikke helt T-shirt vejr.
--------------------------
27 / 1 , 00
Så er der gået et par dage siden jeg fik skrevet sidst. Vi er ved at komme ind i en
slags rutine her på campingpladsen, gå i brusebade, køre i byen, gå på legepladsen
osv. To gange har vi været i Faro, en gang med tog og én med bus, bare for at
prøve det. Casper fik en lille bold i en "bras-automat", men den bevirkede da, at han
fik kontakt med et par drenge, som han kunne spille med nede på promenaden.
Mette ser det som et stort problem, tror jeg, at han ikke får leget med flere børn; jeg
tror nok, han skal klare sig; han er så modig til at tage kontakt, at det nok ikke
forsvinder lige med det samme.
Så har jeg holdt min første fødselsdag nogensinde i lunt solskinsvejr. Jeg fik
fødselsdagssang og en slags croissanter, opringning fra mor fra morgenstunden - vi
er jo en time bagefter hernede, når vi da regner med portugisisk tid - en flaske god
maltwhisky, en Tamdhu 10-års. Jeg fik SMS-beskeder med til lykke fra Lene og Lotte
og senere rigtig opringning fra Lotte. Der var én, der ringede tidligere, men da stod
jeg udenfor camperen, som var låst, og havde ikke mine nøgler -frustrerende ! Det
er skønt at høre hjemmefra både på den ene og anden måde, man kan rigtig mærke,
hvor meget mere man påskønner det hernede.

9
Sigøjneren i mig er allerede begyndt at vågne igen, men dels er der ganske dejligt
her, masser af storkepar, en hærfugl besøger os daglig, der er 220V, så jeg kan se
TV (jeg kan stadig ikke få det til at virke på 12 V) - jeg har set to kampe med Peter
Schmeichel, i går var det Sporting Lisbon - Benfica ( 3-1 ) - dels er det ubestridt det
sted i Portugal, måske i Europa, hvor det er bedst vejr; det alene gør, at vi nok bliver
her lidt endnu..
29 / 1, 00
Lørdag. Skønt vejr som lovet på TV2 eller hvad de kalder den, vel 20 grader i
skyggen. Vi kørte til Faro på posthuset og der var brev til Mette fra Filippa. Så var
hun tabt for omverdenen den næste halve time. Vi kørte ud på den anden side Faro,
først ind og se lufthavnen, men det var en død periode og udsigtsterrassen var
lukket, så i stedet kørte vi om på den anden side lufthavnen, hvor vi kunne holde
omtrent langs startbanen og se flyene starte og lande. Lige noget for Casper og mig.
Vi fortsatte ud over en lille dæmning og kom ned til den dejligste brede sandstrand
hvor Atlanterhavets dønninger skyllede op og legede tagfat med Casper. Vi andre
gik i shorts og bare tæer og bare nød det her vintervejr. "Hjem" til campingpladsen
og lave farsbrød. Dejlig dag. Livet lige til at holde ud.
2 / 2, 00
Pakke sammen, tømme toilet,fylde vand på, betale, slut med campingpladsens
luksus. Kørte til Faro for at finde ud af, hvad deres "Hypermercado" var, men
skuffelse, kun et simpelt "Modelo"; vi er blevet forvænte de sidste 17 dage. En tur ud
til den samme strand som sidst, mere højvande, mindre strand, færre mennesker,
hverdag. Tilbage til Faro, hvor vi fandt et dejligt sted nede ved lystbådehavnen og
promenaden med udsigt over vandet over til lufthavnen, vi holder lige under en
dadelpalme og toget passérer to meter fra os, lige igennem vores "baghave". Skønt
at se solen gå ned over vandet, glæder mig til at vågne i morgen og se ud.
5 / 2 ,00
Farvel Faro; nu kender vi dig helt godt. Dine mercadoer, supermercadoer og
hypermercadoer, dine stræder, strande og storke. De sidste drillede mig for øvrigt,
da jeg endelig besluttede mig til at gå ud og tage nogle billeder af dem en dag ved
halvfemtiden.
- Jeg har aldrig været
gode venner med den
fugl, hvor smuk og
elegant den end er.
Nu blev de
simpelthen væk. Ikke
en eneste var der at
opdrive i hele byen.
Før klokken tyve
minutter i seks. Så
kom de sejlende ind
ude fra marsken som
tyske fly den 9. april; i

10
løbet af seks minutter var alle reder fyldt igen og jeg fik et par billeder med min 500
mm.
Vi kører vestover gennem Quarteira, som vi havde fået anbefalet, men som var en
moderne turistby. Vi fandt en parkeringsplads ved promenaden, spiste frokost og
drengen og jeg legede mens Mette badede. Dog kun inde i camperen. Videre ud af
vejen, her sælger de høsten fra deres haver og marker: ved hvert andet hus kan
man købe appelsiner. Vi standser hvor der står en ældre kone, hun er garanteret
kun 45, men ligner én på 70. Hun er venligheden selv og Mette køber en pose med
5 kg. Da hun sér Casper får han i tilgift en håndfuld clementiner og mandariner inde
fra deres baghave. 5 kilo. Det er altså mange appelsiner ! Da vi har delt otte, er der
stadig tyve tilbage. Vi betalte 350 escudos, ca. tretten kroner.
Videre igennem Albufeira, som også skulle være en større turistby og ned ved en
lille parkeringsplads ud til havet med en strand med store bølger, klipper med
grotter, stier med udsigt og dejligt varmt solskin. Ikke så mange portugisere her
sådan en lørdag, men nogle turister let genkendelige på hudfarven, klædedragten
og gangarten. En par herlige timer, lad os dog bare blive her og se om her er lige så
dejligt i morgen.
6 / 2, 00
En noget urolig nat. Da vi gik i seng ved ellevetiden åndede alt fred, men i løbet af
natten kom flere og flere unge ind på P-pladsen dels for at køre "ræs", dels for at
holde discotek med deres bil-stereo-anlæg, sådan: man hører kun technotrommerne,
som kører det samme omkvæd 137 gange. Højt. Men de blev da trætte
ved otte-halvnitiden, de kære unge mennesker. Casper og jeg tog endnu en tur i
klipperne langs stranden; nu var det ebbe, så vi kunne komme ind i endnu flere
grotter.
Af sted og fem km tilbage til Albufeira og få vand og diesel. Parkerer langs en

11
promenade højt oppe med udsigt lige ned over Atlanterhavet. Det overskyede vejr
fra i morges klarer op til behagelig varme med nogen vind.
Da jeg går rundt om bilen ser jeg, at det drypper ud et sted. Belært af erfaringen går
jeg i gang med at undersøge sagen inden alt vandet forsvinder fra tanken og ned i
bunden af bilen, hvor det kan få den til at rådne op på en måned. Det viser sig at
være en læk hvor et spændebånd er bristet og jeg går ud for at finde sådan ét. Hvad
er det nu spændebånd hedder på portugisisk ? Spændebånd på en søndag ? Niks,
jeg må da være tosset, men i morgen måske inde i Modelomarkedet. Jeg går hjem
og tænker mig om og ordner det
med et plast-spænde, som vi
havde nogle stykker med af og
noget silikone. Nu håber jeg, det
holder.
Den stegte kylling, vi spiste i går
aftes viste sig at være en gammel
suppehøne, så den klarer vi ikke
resten af, men går en tur på
McDonald`s til Caspers store fryd,
men legetøjet i hans Happy Meal
er en skuffelse, en lille
Smølfefigur af stof. Han tager det
pænt og siger at den må lille Nicolaj få, når vi kommer hjem.
Mens jeg stod og biksede med slikonen kom pludselig en snakkeglad dansker forbi,
han var fra Hundested og hernede med Tjæreborg på deres otteugers pensionisttilbud.
Han inviterede os til at besøge ham på hotellet og bla. a. få et bad, måske gør
vi det for badets skyld. Han lovede at besøge Farmor med en hilsen, når han kom
hjem. Hun bliver nok glad. Især hvis hun kan slippe af med ham igen.
10 / 2, 00
Kun tre dage til Mettes fødselsdag og jeg aner ikke, hvad jeg skal finde på. Hun
ønsker sig ikke noget, i hvert fald ikke noget jeg lige kan gå hen og købe, vi har
ingen strøm til ovnen, så jeg kunne trylle lidt frem. Her er virkelig brug for kreativitet.
De sidste dage er vi kørt 20 - 30 km ad gangen vestpå og er nu nået vest for Lagos,
ikke Nigerias tidligere hovedstad, men byen i Portugal, som den er opkaldt efter. Vi
kører fra strand til strand i flot sommervejr, vel et par og tyve grader i skyggen, helt
pænt for februar.
Vi kører for at finde grotter, som Casper synes er spændende, men han bliver mere
krævende og er ikke let at tilfredsstille. Nu må vi snart til Lissabon, dér venter os
post fra Lotte.

12
11 / 2, 2000
329 km, lang dag men også store
oplevelser. Grotterne ved Ponta de
Pietade syd for Lagos var ikke hvad
vi håbede på, så fuld fart vestpå
gennem Sagres og helt ud på
Europas syd-vestligste spids, Cabo
do Sao Vicente, Kap St Vincent; 75
m. lodret ned i havet, hvor
toogenhalv meter høje dønninger
slog ind mod klipperne. Flot, men
egentlig mere imponerende bare at
være her ved det sted, som
mennesker i hundredevis af år
regnede for Verdens Ende. Denne
klippeknold, længere kunne man
altså ikke komme.
Før en prins kendt som Henrik
Søfareren lavede en tænketank af
den tids mest kloge og fremsynede
mænd, som sendte håndfulde af
kendte opdagelsesrejsende ud på
alle have, og ændrede
Verdenskortet.
Nu nordpå gennem en helt ny type
Portugisisk landskab. Små topede
makiklædte bjerge, stedsegrønne
buske og småtræer, tørt, men
ganske kønt, hvis man synes om den slags, ikke så mange appelsin- og citrontræer,
men til gengæld dukker korkegen op med dens nederste tynde stamme, som er
meget mørkere end øverst på træet, hvor den ikke er skrællet af, og på den mørke
ny bark, som er ved at dannes, har man malet året, hvor den blev skåret af, dvs. et
9-tal for 1999, 7 for -97 osv.
I morgen skal vi nå til Lisboa og hente post, forhåbentlig et fødselsdagsbrev til min
kone.
13 / 2 , 2000 Mettes fødselsdag.
Der var bare lukket på poste restante posthuset, da vi nåede frem lørdag formiddag,
så ingen fødselsdagsbrev,
men til trods for at
mobiltelefonen hele
lørdag havde vist ingen
forbindelse, lykkedes det i
morges mor at ringe og
ønske Mette til lykke og
senere kom SMSlykønskninger
fra Lotte og
Lene. Casper, som havde

13
været mest spændt på dagen vækkede mig ved halvsyvtiden og spurgte, om vi ikke
skulle op og vække mor nu. Jeg mente, vi godt kunne tage en lille times tid mere.
Mens Casper så dækkede bord med flag og (selvplukkede) blomster, løb jeg op og
fandt til min lettelse et sted, hvor de havde en slags morgenbrød .Mette blev
naturligvis meget overrasket over sin "Beautiful" fra Estée Lauder og vi gik op på
fortet, Castelo de Sao Jorge på én af byens syv høje: fin udsigt og stor skræk for at
drengen i sin dødsforagt skulle komme til skade. Efter frokost vil Mette gerne derop
igen og male, så vi knægte tager et par ture med sporvogne op og ned af bakkerne.
Sidst på dagen ud på en fin lille restaurant. Mette siger, hun er tilfreds med dagens
forløb og vi vender tilbage til camperen, som holder helt nede ved Tejo-floden med
udsigt over mod den 2,2 km lange "25.april-bro", som vi kom ind i byen ad (mod en
betaling på 370 escudos) og det 85 m. høje beton-fundament for en enorm
Kristusstatue, som er meget mere iøjnefaldende end flot, men som i hvert fald leder
tanken hen på Rio de Janeiro. Lige ud for hvor vi holder, afgår færge til modsatte
bred tre gange i timen i dagtimerne, så her er nok at kigge på.
15 / 2, 00
Så farvel til Lisboa og til "savemanden", som efterhånden kendte Casper, der ikke
var til at rive væk fra gamlingen med dekupørsaven, hvormed han af krydsfinér
lavede de fineste kareter, dinosaurskeletter, Rolls-Roycebiler osv. Inden afskeden
nåede vi lige et gademarked på en af højene, meget sjovt, ikke noget særligt. Det
var ellers blevet anbefalet os af et dansk ægtepar som lige kom forbi og sagde
goddav. Det er alletiders med de dannebrogsflag på vognen, de har givet os kontakt
med mange danske allerede. Da vi kom hjem fra Fortet på Mettes fødselsdag stod
der en dreng med en portugisisk pige og kiggede ind ad vinduerne. Da de så os,
sagde han "Til lykke med fødselsdagen" og så
gik de bare. De havde set flagene og
fødselsdagstegningerne fra Casper; desværre
blev vi så overraskede, at vi ikke nåede at
snakke mere med dem.
Nu er vi kørt 125 km. nordpå op mod grotterne
nær den hellige by Fatima, hvor Jomfru Maria
plejer at vise sig for hyrder og andet godtfolk. Vi
holder i en lergrav midt i Portugal et sted, hvor
véd jeg ikke helt, kortene i "Turen går til..." er noget ufuldstændige når man kommer
væk fra de større veje, men vi regner med at finde nogle grotter i løbet af i morgen
formiddag. Jeg bliver ved at bilde folk ind, at det er for Caspers skyld, vi skal se de
grotter, men jeg glæder mig da selv mindst lige så meget.
16 / 2, 2000
16 km, så var vi ved de første grotter, ved Santo Antonio men der tog de ikke
creditcards så vi måtte videre til banken i Mira de Aire, spurgte en tilfældig om vej,
og han hentede straks ham i landsbyen, der kunne engelsk. Så tog vi grotterne i
Mira først, Portugals største og ganske imponerende med lys, vandfald, underjordisk
flod, stalakitter og -gmitter; alt hvad der hører til. Flot, flot.

14
Det er sjovt med Mette, når hun ser noget rigtig flot, så bliver hun helt stille, så man i
begyndelsen slet ikke ved, hvad hun synes om
det. Men det var en stor oplevelse både for
hende og drengen. De havde ventet noget helt
andet efter at vi havde set havskabte grotter
hidtil. Ja, det var også en oplevelse for mig, selv
om jeg har set noget lignende før. Både dem og
Santo Antonio-grotterne, som vi kørte tilbage til,
og som betegnedes som Portugals smukkeste.
Det var virkelig fantastisk. Her var flere steder
hvor stalakitterne og stalagmitterne var vokset
sammen til søjler eller havde dannet "gardiner"
eller "tæpper", ligesom der var massevis af
fantasislotte. Overraskende for mig, som havde
ventet kolde "grutas" var der overalt ca 17 grader
dernede. Det var nok 140 km fra Lissabon værd.
Nu er vi på vej tilbage mod Algarvekysten og det
varme vejr - her er der vel "kun" 16-17 grader i
skyggen. Vi satser på at finde vejen gennem
Monchiquebjergene, som skal være meget smukke.
Og så , pokkers, i går da jeg skulle bakke for at komme tilbage i lergraven, hvor vi
overnattede, fik jeg ramt en gren, som det viser sig har prikket et hul, lille ganske
vidst, bag i bilen. Jeg må have sat noget " gaffertape" på midlertidigt.
Mette, som er ved at skrive brev til Hanne, spørger, hvor vi er nu. ""Øhh... ... Sådan
cika midt i Portugal lidt øst-sydøst for Lisabon" ? forsøger jeg, men må præcisere: "
Ca 20 km nord for Grândola." Vi holder på en stor grusparkeringsplads for lastbiler,
hvis førere skal ind på Cafeteriaet overfor.
17 / 2, 2000
Vågner til en herlig solskinsdag og kører
sydover først ad hovedvejen, men drejer
senere af og kører ad små veje ind over de
smukkeste småtoppede bjerge bevokset med
korkeg og eucalyptustræer. Vi holder for at
spise frokost og drengen og jeg går på
opdagelse op ad bjerget,
som består mest af skifer
og kalk. Jeg opdager en
lille kugle og er i tvivl om
det er en hestepære
(hér?!), en sten eller et
stort fugleæg. Det viser
sig at være en svamp
uden stilk, en slags
støvbold. Vi tager
eucalyptusgrene med ind
i bilen, hvor de kan stå og dufte. Da vi når hovedbyen i den lille bjergkæde,
Monchique, vil Mette gerne købe ind og vi vover os ind gennem byen. En fejl !

15
Gaderne er alt for små til vores kæmpebil og vi må snegle os op og ned gennem
stræderne i første gear, mens fredelige handlende må fjerne deres varevogne for at
vi overhovedet kan komme frem. På et tidspunkt går det galt. I et højresving er
rendestenen så dyb, at vi synker lidt ned mod højre og holderen til markisen øverst
på bilen skraber mod et hushjørne med en grim lyd. Shit ! Det var anden dag i træk,
jeg fik lavet hul i huset her; det skulle ikke gerne blive en vane.
Efter den smukkeste tur i meget lang tid i det skønne vejr ender vi efter en
indkøbstur i Portemâo nede ved kysten ved Alcar Seco, hvor vi holdt for ca. ti dage
siden. Denne gang giver vi os bedre tid til at finde de rigtige huler i klipperne, nyder
solnedgangen i havet og de barske stejle klipper, der går lige ned i Atlanten. Her bor
vi i nat.
23/ 2, 2000
Så er det ved at være slut med Portugal i denne omgang. I morgen når vi tilbage til
Spanien. Efter Algar Seco tog vi et par dage i Albufeira på vor "gamle" plads ved
fortovet med udsigt ud over klippen og ned på stranden. Et rigtig skønt sted. Men nu
trængte alt og alle til en grundig rengøring, og vi tog via Faro ( ingen post ) tilbage til
campingpladsen i Olhâo. Da vi nærmede os, sagde Casper: " Det her sted kender
jeg. Nu skal jeg vise vej hen til Campingpladsen." Han føler ligesom vi andre
glæden ved at være kendt et "fremmed" sted. Nå vi vik vasket og rengjort os selv og
bilen og Casper fandt en dansk dreng, Jonathan, på fem år, som han legede med
hele eftermiddagen. Desværre var luft og træer fulde af noget spind fra disse larver,
som giver vældigt udslet og kløe. Der går voldsomme historier om hunde, der er
døde efter at have spist en larve og katte, som måtte have skåret tungen ud for ikke
at blive kvalt da den svulmede op. Måske en smule overdrevne, men grimt var det,
så vi valgte at køre efter to overnatninger. Synd for drengen; dels havde han lige
fundet en god legekammerat og nu ligger han så og har svært ved at falde i søvn
fordi det kløer ! Her hvor vi nu holder i udkanten af Villa Real de Santo Antonio i det
allerøstligste Portugal.
For mig har Portugal været en positiv overraskelse. Efter beskrivelser havde jeg
ventet noget langt mere primitivt, kedeligt og ikke tilnærmelsesvis så smukt og
frodigt, som der er mange steder. Vist er der fattige og primitive huse ude i de små
landsbyer væk fra kysten, men ikke mere end man finder i Spanien, Italien osv. Og
vist er portugiserne nogle grisebasser med hensyn til den lille mands forurening med
øldåser og al anden emballage. Til gengæld ser man ikke den massive
industriforurening, som vi har nordpå i de mere "civiliserede" egne. Men jeg må nu
give Svend Auken ret i, at vi burde beholde vores returflaskesystem, selv om det er
smart med øldåser. Hvor er det et spild af aluminium og plastic med alle de dåser og
flasker, man bare smider ud - i en affaldsspand hvis man er i det pæne humør.
Nu vover vi os østpå så længe vejret ikke bliver væsentligt værre af det.
----------------------------------------------------------------
24 / 2, 00
Vågnede og blev antastet af to politifolk, der for første gang på vor tur fortalte os, at
her måtte vi ikke parkere. Vi undlod at gå i diskussion med dem og påpege, at det
var en parkeringsplads, vi holdt på, dels på grund af deres engelskkundskaber og

16
mine portugisiske, dels fordi vi alligevel skulle til at køre. Det var da altid pænt af
dem, at de ikke var kommet aftenen før.
Vi kørte de sidste syv kilometer ind til Villa Real de osv.osv. og parkerede nede ved
Guadianafloden, som her danner grænse til Spanien. Køber en billet til den lille
færge, der efter bogen kan sejle os over. Det er ganske billigt og vi får brugt de
sidste escudos, køber en is og går en lille tur i byen og ser på "turistfis" og en stilfuld
begravelse, hvor det halve af byen følger rustvognen gennem byens gader, mens
kirkeklokken langsomt slår slag
med skiftende toner. Da vi skal
køre om bord, venter der os en
lille udfordring. Nedkørslen til
skibet ( det er meget lavvande )
er meget smal og stejl. Da vi er
kommet næsten ned og skal til at
dreje for at komme ind på selve
skibet, ser matrosen det umulige
i situationen og viser os, at vi
skal stoppe. Han giver så signal
op til kommandobroen om at de
skal bakke skibet halvanden
meter, så vi kan køre lige
ombord. Vi kæmper os op ad den sidste rampe og holder lige på tværs på dækket;
der er ikke tale om at der kan komme flere om bord, så vi sejler. En herlig lille tur og
vi er et kvartér senere i Ayamonte i Spanien. De lægger et par tykke brædder ved
opkørslen for at bagenden ikke skal skrabe imod dækket, og vi kører forholdsvis let i
land. Men alle folk smiler og vinker til os. De klapper dog ikke. Vi prøver at få vand
på en benzintank, men det tager otte minutter at fylde en spand, så vi opgiver efter
15 liter.
145 forholdsvis begivenhedsløse kilometer tilbage ad den vej vi kom og vi er tilbage
i Sevilla. ( Vi lægger dog mærke til et par ting, vi ikke så på udturen som f.eks. alle
storkerederne øverst på højspændingsmasterne. ) Vi holder som
tryghedsnarkomaner igen på vor "gamle" plads ved promenaden langs Guadalquivir
og går ud og køber den lækreste kalvemørbrad for 580 pesetas. Casper er begyndt
på ”Søren og Mette” og er næsten ikke til at holde tilbage. Her får man virkelig brug
for sine pædagogiske snydetricks.
26 / 2, 00
Vi snuppede lige en dag mere i Sevilla til bl.a. en tur over på øen, hvor EXPO 92
holdtes - der var lukket om vinteren . ØV - og jeg gik endnu en dejlig aftentur. Jeg
fandt endelig en butik, hvor de solgte mundharmonikaer men de havde kun den
næstbedste model, Hohners tihullers, og allerede den var for dyr, 12800 ptas, så nu
opgiver jeg at kigge mere efter dem.
I morges var jeg lige
en smut på en
internetcafé, jeg havde
opdaget i aftes;
nydeligt sted, da de
endelig fik vasket

17
gulvet og åbnet, men desværre kunne man ikke sende "attachments" med sine emails,
så jeg måtte opgive at få distribueret dagbogen i denne omgang.
Så i dag kørte vi sydpå til Cadiz. En køn by med palmer langs hovedgaden, mange
huse holdt i fine pastelfarver og en nydelig promenade. Efter sigende Europas
ældste by, men hvordan stiller man det regnestykke op ? Vort humør blev lidt
ødelagt ved at se et par politifolk ødelægge fornøjelsen for fire unge knægte, som
ville rapelle fra gelænderet på promenaden og ned på stranden, højst ti meter, fuldt
forsvarligt med dobbelt sikkerehedsreb og det hele, men næh.. Så vi kørte lidt uden
for byen og holder på en slags vigeplads langs hovedvejen sydpå; en del støj, men
dog ikke den evindelige vuggen af camperen hver gang en bil passerede, vi
oplevede den første nat i Sevilla, inden vi fandt ud af at flytte ned i en sidegade.
27 / 2, 00
En morgensamtale med en snakkesalig englænder, der kunne nogle gode tips og
videre sydpå. Efter frokost ned til en ( privat ) strand hvor der var windsurferskole og
mindst halvtreds surfere på vej ud og ind mod kysten. Hen ad stranden og op på en
mindst tyve meter høj vandreklit med typisk barkanfacon: vindsiden lang og skrå,
læsiden kort og meget stejl. Tilbage og sandet ud af tæer og øjne. Videre gennem
det Europæiske fastlands sydligste by, Tarifa og til Algerciras, hvor vi købte biletter
til Afrikaturen i morgen og gik en hyggelig tur på et flot torv, hvor bænkene var
smykkede med kakler med Don Quixotes bedrifter som tegneserie. Man skulle lige
have læst den lidt bedre, så man kunne forklare drengen den rigtigt. Billetterne var
ret dyre, ca. 580 kr. retur; skulle vi have haft camperen med, var det blevet næsten
to tusinde.
28 / 2, 00
”Så tog de til Afrika”.. For mit vedkommende et gensyn fra for ca. 15 år siden, men
man kan ikke bade i den samme flod to gange. Det var ellers en gevaldig tur den
gang, da mor var kommet til at låse penge, kamera og pas ind i værelsesboxen og
jeg så vidt jeg erindrer kun slap tilbage ind i Spanien fordi jeg - en smule beruset af
den skønneste rødvin jeg nogensinde har smagt, serveret på skibet i blikkande -,
råbte til tolderen, som selvfølgelig lige skulle stoppe mig: " Turista, turista. Whisky,
whisky"
Men vel ankommet til Ceuta kunne jeg intet genkende. Denne gang var vi også på
"gåben" og ikke i turistbus. Det lykkedes til sidst at finde bussen til Marokko, det vil
sige til bygrænsen. Ceuta er jo en Spansk enklave i Afrika.
Aldrig så snart havde vi sat ben på Marokkansk jord, før vi blev "overfaldet" af
officielle og uofficielle hjælpere uden hvis hjælp vi absolut ikke måtte vove os ind i
Medinaen, hvor det ville vrimle med tyve og bedragere. Det er næsten helt umuligt at
slippe af med disse mennesker, selv om vi var bevidst grove og uhøflige over for de
første to, lykkedes det dog undervejs til Tetuan en tredje på motorcykel at narre os til
at tro, han var i familie med taxachaufføren og kun var interesseret i at hjælpe os for
at træne sit engelske. ( I Marokko er alle hinandens fætre eller i hvert fald i familie,
lader det til) Han skulle absolut ikke have penge, ikke før til sidst, hvor han var
uhøflig nok til først at afslå de 1000 pesetas, ca. 40 kr., jeg af ren venlighed tilbød
ham, som værende alt for lidt. Da han fandt ud af, at han så slet intet ville få,
accepterede han dog de 1000 ptas. men uden tak eller glæde. Da havde han ført os
på standardturen gennem Medinaens spændende labyrint af ganske små gyder,

18
hvor handlende fra de omliggende bjergbyer sælger alt fra brugt ragelse til
kunstfærdig hjemmesløjd, fra eksotiske frugter, vi knapt kender navnet på, til
trækvogne fulde af kæmpestore jordbær. - Her i februar ! Vi blev også gennet ind de
samme steder, jeg nu huskede fra for 15 år siden, tæppehandlen, hvor de ikke
kunne og ville forstå at vi dog ikke behøvede eller havde plads til bare et lillebitte
tæppe i vor autocamper, butikken med krydderier og til sidst besøget i guidens brors
egen butik, hvor vi blev kraftigt opfordret til at købe bare ét eller andet, ligesom
broderen blev ved at fremhæve om ikke guiden havde været god ved os og sørget
for os på alle måder.
Desværre må jeg sige, med fare for at blive kaldt racistisk, at besøget understreger
indtrykket af marokkanerne som et folk af hurtigtsnakkende plattenslagere og
småsnydere, for nu ikke at tage munden alt for fuld. Det virker vældigt organiseret,
denne behandling af turisterne, som var noget af det eneste, jeg kunne genkende fra
dengang. Mette var helt glad over, at hun havde gået på skole med en marokkaner,
som ikke var sådan. På taxaturen tilbage til Ceuta fortalte chaufføren
glædestrålende, at han havde en bror, der kører bus i København, og bor i
Saxogade. Det ville vi godt tro på.
Også ved grænsen oplevede vi det organiserede plattenslageri. Alle turisternes pas
blev samlet i en bunke, og bragt ind til ”politichefen”, som vi kunne se, sad ganske
provokerende langsomt og bladrede dem igennem enkeltvis. Nogle af hans hjælpere
stod så udenfor sammen med os og kundgjorde, at for en beskeden sum kunne de
skaffe os ganske hurtigt igennem. De blev noget stødte, da jeg forklarede dem, at vi
selv havde mere tid end vi havde penge.
Tilbage i Ceuta, måtte vi erkende, at selv om man kunne købe et videokamera
ganske billigt, 2500 - 3000 kr, ville det dog med 12-Volt opladeren, som vi ikke ville
kunne undvære, blive for mange penge på vort nuværende budget. Så med
blødende hjerte opgav jeg tanken om en storfilm fra turen her. Vi nøjedes med at
købe en 16 års Lagavulin til 165 kr. Det er blevet vor fælles favoritmalt.
29 / 2, 2000 (det er ikke så tit, man kan skrive det)
Kun 16 km fra Algeciras og
så var vi på Gibraltar, denne
kæmpestore engelskejede
klippe, der stikker ud i
strædet mellem Atlanten og
Middelhavet. Vi skulle først
og fremmest se aberne,
havde vi lovet Casper, så vi
kørte deropad. Så et stykke
oppe skulle vi dreje ind på en
lille vej, der bare gik OP !
Med det samme var vi enige
om, at det var ikke noget for
vor gamle camper, og ganske
heldigt, da vi var kommet 200
meter op ad vejen ( til fods )
stod der et skilt om at
campere var forbudt her.

19
Smart. Vi gik så opad i 20 minutter til vi kom til en billetluge, hvor de gerne ville have
fem Gibraltarpund for hver for at komme videre. Næh, de tog da virkelig ikke
VISAkort, de var da ikke nogen bank ! Jeg slugte et par bemærkninger om at
tilpasse sig til moderne tider, som nok ville have givet mig en fornærmet uven,
efterlod Mette, drengen og mit kamera og begav mig ned i byen igen for at finde en
bank, og efter et besøg hos Barclays, kunne jeg gentage bjergbestigningen. Det hele
tog kun en time. Vi vandrede videre opad og til sidst lykkedes det virkelig Casper at
opdage aberne som den første. Dér tabte jeg en is. Højdepunktet var da jeg havde
hugget et par overskårne appelsiner, der var lagt ud, og det lykkedes Casper at få
aberne til at tage dem af hans hånd. Dagen var reddet. På nedturen tog vi, for at
spare benene og Mettes ryg, som efter en rulletur i Mitsubishien ikke bryder sig om
at gå opad, en lidt uautoriseret rute nedad hvorved vi måtte krydse to låsede porte.
Det gik. En hyggelig tur i hovedgaden, hvor det bare er som pludselig at være i
England, indkøb i et supermarked og så ud igen i en fart...nåh, nej. Jeg havde glemt,
at spanierne for at drille de, der er så frække at besøge denne engelske besiddelse,
som chikane kun lader biler køre ud i enkeltkolonne, så man har måttet lave en stor
venteplads, hvor man så kan holde og bevæge sig fremad med ca. 50 meter hvert
femte minut. Denne gang tog det os dog kun godt tre kvartér. Så østover mens solen
gik smukt ned over bjergene. Jeg havde ellers lovet mig selv, at vi altid skulle finde
en plads mens det var lyst, men tiden gik, bl.a. med at Casper lige skulle låne lidt
tape til at sætte to chips-rør sammen med, og åbnede skabet lige i en venstrekurve,
hvorved han fik en masse bøger osv. ned over sin ryg. Der skete dog ingen varig
skade. Da vi igen kører på hovedvejen langs sydkysten er det meget småt med
rastepladser. Jeg bliver stresset af at skulle køre så langsomt, at jeg kan nå at
standse, samtidig med at halen af køretøjer bag os bliver længere og længere. De er
ellers ret tålmodige, spanierne. Næsten lige så tålmodige som portugiserne, som
man gerne skulle dytte mindst to gange ad før de opdagede, at lyset var skiftet til
grønt. Nå, resultatet blev at vi måtte bort fra vejen og overnatte i en rundkørsel,
hvor der ikke kom så mange biler. Så har man prøvet det.
1 / 3, 00
Næste morgen vågnede jeg tidligt.
Jeg havde nok ikke sovet helt roligt i
rundkørslen, i hvert fald havde jeg
ikke nerver til også at spise
morgenmad der, så vi fortsatte nu,
hvor vi kunne se, ca. 200 m.
længere frem og kom til en lille
vigeplads med den dejligste udsigt.
Ellers en rolig dag med besøg på et
par forskellige strande på begge
sider af Marbella. Strandene lever
ikke op til byens ry som jet-set´ets
foretrukne by hernede. Vi er nok blevet for kritiske m.h.t. strande, er vi enige om.
Mette ser helst en strand med rent, hvidt sand, ikke sort, ingen vind, klipper med lidt
grotter, ingen generende smådyr, tilpas størrelse bølger og vendt, så hun kan se
solnedgangen. Man gør jo, hvad man kan. Vi overnatter på en stor, støvet P-plads
lige ned til klitrækken bag hvilken Middelhavet ligger. Vi finder en herlig lille italiensk

estaurant og spiser pizza.
20
2/3,00
Vi vækkes af en SMS-besked fra Lotte, at hun har sendt post. Vi svarer, at vi vil
være i Malaga om et par dage. Det er bar´ løgn.
Vi er der allerede, efter at have kørt og ledt efter den helt rigtige strand, men der har
blæst en lidt kølig brise hele dagen, der har gjort, at det ikke rigtig var strandvejr. Det
var også kun 17 grader ved femtiden, da jeg gik ud for at finde posthuset, så vi ved
hvor det er, mens Mette hvilede og Casper spillede på computeren. Vi holder fint her
på promenaden, bortset fra at en lastbil lige har blokeret vor havudsigt for natten og
en flok unge holder diskoparty lige udenfor. Man kan ikke få det hele hver gang.
4/3, 00
Jeg er pludselig lysvågen på halvandet sekund ! Klokken er 05.30 og der er en lyd,
der absolut ikke bør være der og en ganske svag duven af camperen. Vi har ikke
duvet hele natten, som i Sevilla, vi holder stadig i Malaga og venter på post. Der er
nogen udenfor. En svag skramlen. Cyklerne !! En eller anden er ved at hugge min
cykel ! Jeg bliver stiktosset og farer op og hen og banker hidsigt på bagvinduet. Jeg
kan intet se, men lyden holder op. Underhylerne på og ud at kigge. Det kan da ikke
passe, jeg har drømt. Men rigtig nok: tåclipremmene, der holder hjulene, er spændt
op, aluminiumsarmen, der holder tværstangen på min cykel er splittet ad, alle tre
"blæksprutte"-elastikker er løsnet, kun fordi jeg har drejet Mettes pedaler en kvart
omgang baglæns for at se, hvor rusten kæden var blevet, er cyklerne blevet filtret så
meget sammen, at han ikke bare har kunnet løfte den ned og køre. Jeg fjols havde jo
ikke låset den. Mette kommer ud og spørger om jeg ikke vil have sko eller sokker på,
men jeg skal først have ordnet det hele: spændt cyklerne op igen, set om der
mangler noget (heldigvis ikke - det var bare splittet ad), låst min cykel og have
spændt den sammen med Mettes. Vi går i seng igen, men det varer en time inden
jeg kan sove. Kan han finde på at komme igen? Nej.
Ved nitiden prøver jeg endnu en gang posthuset, uden held. Vi er enige om, at nu
gider vi ikke ligge der mere, overvejer Granada, men der er 150 km også når vi skal
tilbage igen. Vi skal jo have Lottes brev. Vi kniber os ind på en plads nær posthuset,
sender brev til Hanne, som snart har fødselsdag, køber ind og drøner ud af byen, nu
vil vi op i bjergene. I andet forsøg kommer vi op til en lille bjerglandsby. Her slutter
vejen og bliver til en
grussti. Vi vender om og
tager en anden vej, som
fører os ned i en skøn dal.
Her bliver vi. Casper og
jeg vover os lidt længere
ned ad bjergsiden, vi kan
høre en lille bæk et eller
andet sted. Vi finder den
og han løfter en sten, for
at kaste den i vandet, men
springer tilbage med et
skrig: "En slange !" Jeg
bliver roligt siddende, det

21
er en snog, men siger intet før den er forsvundet ned i bækken, han skal have lov at
opleve skrækken fuldt ud og at tingene ikke altid er helt så farlige som først antaget.
Vi har dog ikke fortalt ham om cykeltyven i morges.
Her er skønt. Når ikke der lige kommer en bil eller knallert forbi hver halve time, er
her helt stille. Fuglene er det eneste, der kan høres; de bliver ved til solen går tidligt
ned bag bjergkammen. Lidt oppe ad bjerget har én tændt et bål. Vi kan se
flammerne, og røgen stiger bare helt lige op. Først i måske ti meters højde begynder
den at blæse lidt nordover. Casper fandt en lang bambuskæp nede ved bækken og
vi hjælpes ad med at save og file mens Mette laver mad. Jeg laver en ny panfløjte,
Casper et nyt skib. Panfløjter kræver dog utrolig megen luft; jeg må vist løbetræne
lidt mere.
5/3,00
Jeg vågner, kigger ud og ser ned igennem en bjergkløft, hvor solen belyser den ene
side. Gid man aldrig skulle se andet når man vågnede. Jeg står op og sætter kaffe
over til Mette og tager en trøje på. Det er stadig lidt køligt. Lidt efter når solen ned til
os og jeg åbner døren og varmen strømmer ind. Jeg går ud og tager trøjen af igen.
Der nærmer sig en klapren, og to mænd rider forbi på æsler, lastet med hø.
Senere kører vi videre op ad noget nær de mindste og mest ujævne bjergveje, jeg
har prøvet. Skønt overalt. På nedturen mod Malaga igen er vi inde på en større vej
og har svært ved at finde et sted at overnatte, her er jo bare en bjergskrænt med
høje træer og en nøgen væg på den anden side... Hvor er vi dog blevet forvænte.
6/3,00
5 km ned ad bakke til Malaga centrum. det tog vel 20 min og det samme at finde en
P-plads. Stadig ingen post. Fandens ! Jeg er lige ved at begynde at skælde ud på
de halenegere på posthuset, men de har jo fat i den lange ende. I stedet kører vi ud
til Torremolinos igen og finder en fin plads ved promenaden. Nogle danske
invaderer os og sammen bliver vi en time senere "smidt ud af byen". "You cannot
park here. Only for small cars" Vi følges uden for bygrænsen hvor der holder en
horde andre campere fra alle nationer, og vi får besøg hele aftenen, lidt trættende,
men vi fik da ved hjælp af hans spanske taletidskort vort internet til at virke. Herligt !
Nu skal vi til at kommunikere !
8/3,00
Da jeg har stået i den sædvanlige kø i ti minutter på posthuset i Malaga og det bliver
min tur, får jeg at vide, at i dag er poste restante-køen den ved den anden luge. De
står i samme rum og går frem og tilbage samme steder, men… Efter yderligere 25
min. er jeg nået gennem den anden kø: Intet brev ! Jeg brokker mig og nægter at gå,
selv om han begynder at ekspedere de næste. En ung fyr med fine små fletninger
kan lidt engelsk og han prøver forgæves at hjælpe mig. Da jeg til sidst beder ham
oversætte,hvad jeg mener om det spanske postvæsen, bakker han dog klogeligt ud.
Jeg spekulerer på om jeg skulle have forsøgt at betale ham ( postfidusen ) nogle
penge, men jeg tror nu ikke, det havde hjulpet. Jeg opgiver og forsøger at få ham til
at forstå, at de skal eftersende brevet til Valencia, men jeg ved ikke om han forstod
det rigtigt. Vi orker ikke mere, lader post være post og kører endeligt ud af byen.
Hvis folk vil os noget meget vigtigt, må de skrive igen.
Mette har det lidt skidt, nu ligger vi stille i en lille by nede ved vandet. Vi ved ikke

22
hvad den hedder, men de har da nogle nydelige farvede mosaik-vinduer i deres lille
kirke.
9/3,00
Videre østpå. Mette har stadig ondt i halsen og kræver lakrids ! Det er det eneste
der hjælper. Vi holder ind i Adra, en nydelig lille by med promenade, legepladser og
et farmacia, hvor den ene dame kan lidt engelsk. Hun ved blot ikke lige, hvad
"liquorice" (er det ikke sådan, det staves?) betyder, men det lykkes til sidst at få
både det, og nikotinplaster. Nu skal vi holde op med at ryge! Jeg ønsker al mulig
held og lykke og støtter i øvrigt bedst ved at holde helt kæft, forstår jeg. Jeg løber en
tur mens Mette sover og Casper spiller computer. Vi kører videre en lille times tid.
Omtrent hele området er overdækket, så de kan dyrke grøn peber. Det står lidt
skrælt til, vi er ramt af tørke. Synd for peberdyrkerne, held for os. Vi sover igen nede
ved vandet sammen med fire - fem tyske campere.
Casper er ved at blive stor og lidt rigeligt kvik en gang imellem. Vi går nede ved
stranden og han vil forklare mig, hvordan de lavede knive dengang de ikke havde
nogen. Det er noget med at man tager en sten og skærer den til med en kniv - hans
fantasi kører løs -. Da jeg siger: " Hvordan kan de bruge en kniv, når den ikke er
opfundet?" , tænker han et øjeblik og svarer så flabet:
"Ja, det er der også mange, der spørger om!"
10/3,00
Kørte til en campingplads lige vest for Almeria. Rent tøj igen, og hurtigt tørt i det
skønne varme vejr. Men her vrimler med tyskere.
11/3,00
Kører rene og med nyvasket tøj videre, kikker lige på stranden ved Almeria, men her
er rødalger, og de og et let skydække afgør, at vi alligevel ikke får en rolig dag ved
stranden, som Mette havde drømt om.
I stedet drejer vi nordover langs den spanske østkyst og er efter få kilometer borte
fra turistområdet. Slut med vrimlen af autocampere, hoteller og isboder. Det sidste til
Caspers store fortrydelse, han havde vundet en is fra Mette ved ikke at blive (ret)
våd, da jeg vaskede camperen med højtryksspuler på campingpladsen ved
Roquetas del Mar.
Nu kører vi op gennem Levanten. Det aride landskab med små busk- og
græstotbeklædte bjerge er en stor kontrast fra den godt nok tørkeplagede solkyst.
Det er efterhånden længe siden, vi har set en flod med andet end støv i bunden.
De sidste dage er vi kørt gennem en kystslette, som nærmest kan betegnes som helt
overdækket, - nemlig med deres form for drivhuse, en slags plastic-stof, som omgav
alle marker. Her dyrkede de peberfrugter og lidt tomater, men, som vi havde hørt i
den danske radio, var her en usædvanlig tørke, der gjorde det vanskeligt for dem at
vande markerne som vanligt. Det afholdt dem dog ikke fra at vande golfbanen og
græsplænerne foran hotellerne i Almeria del Mar, en by, som lige er ved at skyde op.
De har det mest nødvendige: hotellerne, golfbanen, palmer og skønne blomster
langs vejene, mens de endnu mangler mere underordnede ting som vejskilte, der
viser ud af byen, så fredelige campister ikke havner i en grusgrav, når de tror sig på
vej til Almeria. Man må jo prioritere..
Nu holder vi i de små skønne bjerge mellem Aguilas og Cartagena. Hvor er det nu,

23
jeg har læst om Cartagena ? Var det et digt eller en historie om Romerne fra skolen
? Den grundlagdes i hvert fald af kartagerne, som for ca. 2200 år siden anlagde "
Det ny Kartago " her, har jeg læst mig til. Den glæder jeg mig til at se i morgen om alt
går vel.
15/3,00
Et par dage er gået, hvor jeg ikke har orket at skrive om aftenen. Cartagena var alle
tiders. Oppe på Castillo de la Conception var der en stor udsigt over hele byen og
en del af omegnen, og om aftenen var promenaden fuld af fristende smukke
negerdamer. Vi kørte ud til La Manga, som er en sandtange med varmt lagunevand
på den ene side og Middelhavet til den anden. I midten Spaniens svar på Miami
Beach, en 20 km lang række af
hoteller, barer osv. Vi fandt en rolig
vig og mens Casper byggede et
havneanlæg i sandet, gik jeg rundt
om et bjerg, som var en ø forbundet
til tangen med en dæmning. Herligt
at have en hel ø helt for sig selv;
kun tre turister lå ved vandet og
havde smurt sig ind i
lagunebundens helbredende
mudder. Da jeg lidt senere sad på
toppen af bjerget, fik jeg kigget på skyerne, som kørte hver sin retning i forskellige
højder. Jeg gik tilbage til Mette og sagde, hun skulle begynde at pakke, fordi det ville
blive regn om en halv times tid! Hun kiggede op på solen og så noget tvivlende ud,
men da det begyndte at dryppe efter tre kvarter, var hun vist lidt imponeret.
På vort gamle kort så det ud til at man kunne køre langs tangen og videre ind på
fastlandet, men pludselig stoppede vejen og en schweizisk dame i autocamper
kunne vise os, at her sluttede denne del af Verden. Hun spurgte om vort kort var
meget gammelt, og jeg så efter: Nåh.. 1975, er det gammelt ? Vi overnattede på
spidsen, så nogle underlige fugle, fangede en krabbe og kørte næste dag tilbage
igen og videre nordpå. Vejen her var ret kedelig de næste 130 km, kun afbrudt af et
sted, hvor de havde mægtige "salinas", bassiner hvor de udvinder salt. Saltet lå i
bunker så store, som vi hjemmefra kender grusbunker i grusgrave og ude i "salinas"
gik flamingoer, hvide hejrer og andre vadefugle. Da vi endelig troede, vi holdt ved
stranden i Alicante, viste det sig, at vi var kørt for langt og var kommet 6 - 7 km forbi.
Vi prøvede at køre tilbage, men det var umuligt at finde et sted at parkere, så vi
kørte tilbage til "Playa san Juan". Jeg havde ellers haft planer om en aftentur på
Alicantes strøg, så da Casper sov, gik jeg ud, fandt en bus, betalte 100 ptas. og blev
kørt lige ind til bymidten. Klog af skade skrev jeg både rutenummer og navnet på
stoppestedet, hvor jeg stod på, op på min hånd med kuglepen, men da jeg efter en
dejlig strøgtur kom tilbage, hvor bussen holdt, fandt jeg ud af, at busserne slet ikke
kørte efter kl. 11.30. Jeg måtte så have gang i fusserne og løb/gik de 7 km tilbage til
Mette i camperen. Undervejs måtte jeg - for at undgå at skulle gå 600 m. tilbage -
hoppe over et par to meter høje hegn, som omkransede jernbanen.
Om aftenen var vi på nettet og sendte en mail til fætter Ole. Vi ville jo gerne prøve at
finde moster Ellen og onkel Knuds gamle hus.
Og efter en strandtur i Benidorm kørte vi ud til Alfaz del Pi og da vi havde talt lidt

24
norsk, tysk og fransk (med den tidligere indehaver af supermarkedet) lykkedes det
os at finde huset. Sjovt ! Det hed stadig "Denia", som dengang for 15 - 20 år siden
og jeg kunne kende noget af det fra fotos, jeg så for mange år siden, bl.a. den
smukke busk med violette blomster, som moster Ellen så godt kunne lide.
Nu er vi kørt lidt videre og holder i en by ved navn Calpe. Det mest
opsigtsvækkende her er en mægtig klippe a la Gibraltar, dog lidt mindre og uden
aber. Casper og jeg var nede ved havnen ved sekstiden og så alle fiskebådene
komme ind og losse deres spændende fangster af forskellige fisk, blæksprutter,
krabber og en enkelt kæmpestor hummer.
17/3,00
BUM ! Bulder og brag ! Høje brag ! Vi er kommet til Valencia, hvor vi dumper ind
midt i Fallas-festlighederne. Overalt i byens vejkryds har de lavet hushøje figurer i
papmaché og polystyrénskum af kendte og opdigtede personer belyst om natten og
beundret af tætte flokke af folk hele dagen. Vi finder posthuset i det svage håb, at
vores brev er nået frem, men nej...
Nu vil jeg finde et menneske, som kan dansk eller ordentligt engelsk foruden spansk
og så betale vedkommende for at ringe til posthuset i Malaga og få orden på
sagerne. Hvor finder jeg vedkommende ? Jeg prøver først at skaffe telefonnummeret
til Malaga, men det forstår ingen. Hvorfor skulle man dog også ville ringe til et
posthus. Og så i Malaga, når der ligger et fint ét lige på rådhuspladsen. I øvrigt kan
det i hvert fald ikke blive i dag, for hele pladsen er stuvende fuld af mennesker, som
glade og forventningsfulde venter på at klokken skal blive to. Da starter
kæmpemæssige kanonslag, som afløses af endnu større. Der er intet lysfyrværkeri,
som vi kender det, men jorden ryster som var næste Verdenskrig brudt ud inde på
midten af pladsen og bragene lyder højere og hurtigere efter hinanden og slutter
først efter 20 - 25 minutters inferno i en ubeskrivelig række af brag, vel ti til femten i
sekundet, hvorefter folkemængden bryder ud i spontane klapsalver. Mærkeligt
folkefærd ..
På vor vej gennem byen møder vi masser af optog med kvinder og enkelte mænd i
noget, der ligner egnsdragter, efterfulgt af orkestre klædt i pænt sort tøj. Nogen af
dem er rigtig gode, man kan høre, de har det sjovt og elsker at spille. Politiet
standser færdslen hvor de kommer frem, der er totalt trafikkaos overalt og vi priser
os lykkelige, at vi i tide fik sat camperen ind på en stor grusparkeringsplads, hvor vi
kan holde for 500 ptas. om dagen.
Jeg finder adressen på det danske konsulat og finder også ret nemt stedet. Jeg
trykker på dørtelefonen. Intet svar. En ung pige skal ind: Prøv ved femtiden, så er de
der måske ! Det er fredag klokken halv fire nu. Klokken fem prøver jeg igen. Denne
gang kommer en kraftig kvinde ud: På mandag mellem 9 og 12 eller 13. Helt sikkert !
Om natten sover vi ikke meget, der er fest i byen; voldsomme brag, marcherende
orkestre, unge, der morer sig meget højt lige uden for døren og det flotteste
fyrværkeri, vi har set: tyve minutter, hvor man efter de først fem hele tiden sagde: nu
må det være afslutningen, hvor var det flot, men nej, der var mere !
18/3,00
Lørdag. Jeg prøver lige konsulatet for en sikkerheds skyld; denne gang er det et
yngre ægtepar på min alder, der skal ud: På mandag, helt sikkert ! Da vi har været i
Consum og fouragere ser vi, at vor parkeringsplads pludselig er ved at blive kraftigt

25
fyldt op med biler. Vi er næste lukket inde, da vi haster ud, ud af byen inden et
endnu større kaos end i går spærrer os inde indtil mandag. Vi kører nu gennem
Valencia i det mylder vi i går var så glade at slippe for, men jeg kender takket være
min aftentur i det mindste retningen vi skal tage for at slippe hurtigt ud.
Vi tager lidt sydpå igen, prøver at finde La Albufera - navnet klinger skønt af et rart
sted i Portugal - denne gang er det en ferskvandslagune med et rigt fugleliv.
Undervejs derud af små veje siger Casper pludselig: "Nu kan vi snart ikke komme
længere. Hvor høje er det nu, vi er, far ?" Han har lagt mærke til et skilt med max. 3
m., som jeg har overset, og rigtig nok, snart dukker til Caspers stolthed og vor
ærgrelse en ganske lille tunnel under en motorvej op forude. Heldigvis er der let at
vende.
Vi finder et skønt sted med udsigt over lagune og fugleliv, men desværre har
tohundredefemogtyve Valencianere fået samme gode idé, så vi smutter. Ud til
stranden igen. Først lægger vi os inde ved fyrreskoven, men en herre kommer og
fortæller os, at hvis vi har tænkt at overnatte, er det bedre på P-pladsen nede ved
stranden. Jeg forstår ikke alt hans spanske - langtfra - men så vidt jeg fatter, vil der i
løbet af natten komme nogle dyr ud fra skoven, som vil kravle ind under bilen og
ødelægge vore dæk ! Jeg kender ikke lige sådan nogen skabninger, men måske er
det mit spanske, der ikke er up to date. Vi vælger trods alt at tage advarslen
alvorligt, manden virker venlig og slet ikke gak gak som det måske lyder til. Vi flytter
ned ved stranden, her er også rart selv om det blæser noget. Måske har det lagt sig i
morgen.
19-03-00
En ganske almindelig søndag, men nu kan Casper cykle. Vi kørte en cykeltur i
morges med støttehjul som
sædvanlig. (Casper altså!)
Efter turen fortalte Mette ham igen, at
Hannes Søren da havde lært sig selv
at cykle for længe siden henne i
børnehaven. Casper stod lidt og
kiggede, gik ind i camperen og kom
ud med en stjernenøgle. " Så vidt jeg
husker, var det 15´eren," sagde han
og lagde sin cykel ned. "Hvad vej er
det nu man drejer?" Så pillede han
selv simpelthen støttehjulet af, som
han havde set jeg gjorde, da vi skulle
prøve det i Olhao. Han fik en anelse
hjælp til at sætte bøjlen til skærmen
fast igen, ellers klarede han selv det
hele. Var jeg lige lidt stolt !!? Da han havde taget det andet støttehjul af, satte han
sig op og kørte! Så gik resten af dagen naturligvis med at køre, vælte, stille
pedalerne i den rette position for start osv. Mor lavede skumgummipuder til albuer
og skinneben, hele hurlumhejet, men faktum er at nu kan han cykle uden støttehjul.
Min dreng. Pas på, Bjarne Riis.

26
23-03-00
I Valencia igen var alle figurerne brændt af og gadefejerne havde overarbejde. Jeg
fandt ret nemt stedet, jeg ville parkere ved den gamle flodseng, som nu er lavet til
park, efterlod Mette og drengen i småregnen i camperen og opsøgte konsulatet. En
herre åbnede: -Taler de dansk ? Ikke ? Do you speak English, for pokker ? - A little
! Men klokken tolv kommer der én, som kan dansk !
Han gjorde nu hvad han kunne. Ringede til en dansktalende kvinde ( konsulen ??)
som jeg kunne forklare sagen om den forsvundne post. Hun forklarede så videre til
manden, som ringede og fik nummeret på posthuset i Malaga, ringede og fik at vide,
at han skulle ringe til et andet nummer. Det svarede ikke. Ringede igen til
oplysningen, fik et tredje nummer som han snakkede med i otte minutter. Cirka.
Ringede så til den dansktalende dame og forklarede hende hvad posthuset havde -
svaret, hvilket hun så kunne meddele mig: at de kunne ikke oplyse, om der var post
til mig, men hvis jeg havde lagt en dertil indrettet formular, skulle brevet være
videresendt.. Hun havde også et faxnummer, jeg kunne bruge, hvis jeg ville sende
en ny besked til posthuset i Malaga. - Om de kunne sende den for mig ? Næh.. så
langt her havde de ringet gratis for mig, men at sende en fax ville koste over 11000
ptas ( ca. 400kr !), så det måtte jeg selv klare. - Jamen hvad hedder " vær venlig at
videresende min post" på spansk ? Så prøvede jeg lige posthuset igen, det kunne jo
vel tænkes, de havde kørt på halv kraft pga. Fallas´en. Intet held. Jeg afleverede en
seddel til dem med ovennævnte tekst om at videresende til Tarragona. På vej tilbage
til familien tænker jeg: 11000 ptas for at sende en fax, det kan sgu da ikke passe !
Via en AVIS biludlejning, hvor de kunne engelsk, fandt jeg et papelleria, hvor de ikke
alene ville sende min fax til Malaga for 350 ptas, men også forære mig et stykke
papir, så jeg kunne gentage anmodningen om videresendelse.
Så kunne jeg ikke gøre mere her og vi kørte videre nordpå og ud mod øst i
Ebroflodens mægtige delta. Dér lå vi to nætter langt ude på den mest øde strand for
enden af det flade delta, som var gennemkrydset af afvandingskanaler. Lidt fra os
var der en lagune, som var rasteplads for en mængde fugle, bl.a. flamingoer,
silkehejrer og strandskader langt uden for deres sædvanlige territorium.
Bevoksningen var ligesom hjemme i marsken, kveller som tåler at vokse i saltvand,
samt de der stive græsser med meget spidse blade, som jeg ikke ved hvad hedder.
Vejret var gråt, småkoldt ( 12 - 15 grader ) og blæsende. Den anden aften tog
blæsten til, og jeg lagde mærke til, at vandpytterne blev større og større og
nærmede sig vor camper. Det var blæsten, som drev havvandet ind over den flade
strand og begyndte at oversvømme den. Jeg besluttede at vi skulle rykke et stykke
længere op, jeg vidste jo ikke hvor meget vandet kunne risikere at stige på sådan en
blæsende nat. Dagen efter checkede vi: vi ville ikke være druknet, kun fået våde
dæk. På vej ind fra deltaet kunne vi se rismarker - uden ris. Det er åbenbart ikke
sæson for dem endnu. Vi tog ind på en "GALP" station for at få vand og diesel, og
Mette opdagede at de havde et fint baderum til chauffører og fik naturligvis ikke ro,
før vi alle fik tiltusket os et rart og tiltrængt gratis bad. Flink tankpasser: You want
bath - no problem !

27
Vi krydsede den store
Ebro og drejede straks
ud på deltaets nordlige
del. Her har vi endnu
ikke fundet en strand,
men ligger ved en
promenade ud for et
vinterforladt tyskerturist-kvarter.
Stille og fredeligt. Og mor har lige lånt os nogle penge, så vi kan klare
os en god månedstid indtil min MX 5 forhåbentlig bliver solgt.
26-03-00
Nu holder vi på andet døgn ved Miami Beach - i hvert fald Miami Playa. Eller Platya
som de ynder at sige heromkring. de snakker jo et lidt andet sprog omkring Valencia.
Ikke at jeg kan høre forskellen, men vi kan se, der står
noget andet på vejskiltene - nogen gange både på
"almindeligt spansk" og på Valenciadialekten. Vi
holder her og venter på at det skal blive mandag, så vi
kan køre til Tarragona og se efter post. Den post er vi
snart trætte af, vi ved ikke engang om der er noget
vigtigt eller sjovt i den. Hvis den ikke er kommet (
hvad jeg ikke tror, den er ) beder jeg dem sgu sende
den retur til Danmark, så må Lotte prøve igen og sende den til Frankrig eller Italien.
Nu har vi nemlig besluttet at vi tager mod Italien i stedet for at køre de 2000 km
ekstra for at hilse på mor i Normandiet. Der var for mange problemer og
vanskeligheder ved det: tiden, gassen, økonomien, vejret osv. osv. Jeg har så lovet
Mette, at vi må se Paris på et andet tidspunkt.
28-03-00
Der var naturligvis ingen post i Tarragona,
men vi fik da overnattet langs stranden og set
lidt af byen. På vej ud af byen ville Casper
gerne se en aquaduct, vi havde læst om. Det
var en god idé. Den var meget flot og utroligt
at den har kunnet holde i 2100 år. Ingen
byggesjusk dér. Godt gjort, Romere !
Efter 225 km koncentrationskrævende kørsel
er vi så i Andorra. Lidt forvirring ved grænsen. Ingen ville se pas, og de stoppede os
ikke - de er på en eller anden måde med i EU - men det så ud til at de stopper en
masse på vej ud af dette skattefri paradis. Nu må vi se i morgen om det er et
paradis, det er i hvert fald et trafikhelvede, hvor vi skal komme til at parkere kan jeg
slet ikke tænke mig. Vi har efterhånden en hel liste af ting, vi kunne tænke os:
videokamera, kamera til drengen som fødselsdagsgave, nye sko til mig og sandaler
til drengen, whisky, whisky og whisky. Vi er nu kørt igennem det værste byområde
og op mod et vintersportssted. Der er sne på toppen af bjergene her og hundekoldt (
4 grader ). Vi holder 200 meter fra en campingplads der hedder noget med to x´er
og har lige været på restaurant, hvor de kunne tale godt engelsk og fået en dejlig
rød bøf med pommes frites og sprød frisk grøn brøndkarse. Lige nedenfor, hvor vi

28
holder, løber der en lille bæk. Vi var dernede før middagen og jeg viste lige drengen
hvordan man får en våd sok, når man skal hoppe over bækken på de våde sten. Fire
minutter senere viste han mig at han allerede kunne. Endda med begge ben - og
bukserne. Den dreng er lærenem. Fars dreng.
29-03-00
Jeg vågner ved nitiden og der står en anemone med sine venner udenfor på bjerget.
Længere oppe, ved toppen ligger der sne og her er ret fodkoldt. Vi kører med bange
anelser angående parkering ned mod byen, men det tager kun tyve minutter at finde
en plads hvorfra der kun er en kilometer at gå tilbage mod byen. Vi køber vildt ind.
kamera til drengen på hans fødselsdag - en dyb hemmelighed. Jeg tror nu, han har
lugtet lunten, men er stor nok til at gå med på, at det er cigaretter til mor, jeg har
købt. "Det er nu en underlig facon de dér cigaretter har !?" Vi køber videokamera
(2.500 danske kroner), gas, diesel, ny jakke til Mette - tiltrængt ! Og whisky og
whisky. Det eneste, der tilsyneladende ikke kan fås billigt, er aftensmad. Det kan vi
overhovedet ikke finde. Vi kører ud af Andorra mod Frankrig, det begynder at sne.
Længere op ad Pyrenæerne, det sner mere. Næsten helt op, nu ligger der over en
meter sne nogle steder, undtagen på vejen heldigvis, og folk kører i snescooter inde
langs vejen, der stadig snor sig op og op. Lige over toppen og vi er i Frankrig, igen
helt uden formaliteter. Vi vælger den nemme vej ned gennem den næsten 5 km
lange tunnel gennem bjerget for den sum af 80 franc, sætter kursen mod Perpignan,
men er snart trætte, ivrige efter at prøve det ny videokamera og klokken er ved at
være seks, så vi stopper ved en rasteplads. Casper er noget skuffet over at han ikke
bare må filme løs. "Er det kun dit kamera ?" Vi laver det kompromis, at hvis han
selv vil købe et videobånd, må han filme under min vejledning, når jeg ikke bruger
det. ( Ingen spørger Mette om noget) Den ordning er han tilfreds med. Indtil videre.
Da vi ikke har kunnet skaffe aftensmad må vi tære på reserverne og får fin
aspargessuppe og pandekager. Vi lever godt.
31-03-00
I går kørte vi videre nordpå til Beziers og ud til kysten ved Cap d´Agde i håb om
strand og strandvejr, men det blev kun til en stenstrand, femten grader og blæsevejr.
I dag er vi kommet til Arles igen. Der er noget dragende over den by. De har lagt
fliser ned i fortovene, der viser de forskellige turistruter, den historiske, den
arkitektoniske osv. Jeg går rundt og filmer van Gogh-stederne med mit ny
videokamera. Det regner, men vi spiser frikadeller.
04-04-00
De sidste dage har vi kørt en del. Det har været dårligt vejr, regn, torden, kun 8 - 14
grader. Kørevejr. Marseille var flottere end jeg havde regnet med, jeg havde læst om
snuskede havnekvarterer, dem så vi slet ikke, kun en flot marina og en travl gågade.
Videre gennem Toulon mod den berømte St. Tropez, men dér var autocampere totalt
forbudt i hele byen, så vi kørte ud ved en nærliggende strand som var fin nok, det
blæste bare. Det er i det hele taget en tendens hernede omkring, at de fører en tavs
krig mod camperfolket, som ikke bruger deres hoteller, campingpladser og
restauranter. De forbyder os simpelthen at parkere i hele byen. Da det i forvejen er
svært at finde rastepladser på de smalle bjergveje langs rivieraen, kan det blive
noget af et problem i det hele taget at finde et sted at holde stille for slet ikke at tale

29
om at sove. I Cannes holdt vi halvanden kilometer uden for byen og gik ind og så
lystbådehavnen med de fabelagtige yachts og bygningen med casinoet og stedet,
hvor alle filmpriserne uddeles. Udenfor var der kakler med håndaftryk af alverdens
kendte skuespillere og instruktører. Meget skægt. Da vi havde været igennem flere
af de berømtes byer: Antibes, Juan-les-Pins og Nice i regn og blæst, synes vi, det
kunne være nok og tog betalingsvejen til Monaco. Der ville vi stoppe, uanset vejret.
Det kunne vi bare ikke. De havde særlige P-pladser til autocampere: Optaget. Alle
andre offentlige P-pladser har en indkørsel med en bom i højden 1,90 m. Vi er 3,25.
Det var simpelthen umuligt at finde et sted at holde og efter tre kvarters køren rundt
opgav vi. Men vi fik da set lidt af byen, mens vi kørte rundt. Utroligt at de kan køre
Formel 1 løb her, så stejle og smalle, gaderne er. Videre til Menton og pludselig var
vi ved at ryge ind i Italien, så vi måtte vende om og bruge de sidste francs til noget
fornuftigt - det er Mette brandgod til - og fylde noget billig diesel på dytten.
Så til San Remo og videre ad kystvejen. Det er en utrolig snoet bjergvej, som følger
kysten næsten slavisk og hvor byerne ligger tæt. Ofte er der kun 50 meter mellem to
byer ! Det er ret koncentrationskrævende så da vi sidste nat havde overnattet på en
lille vigeplads øst for Imperia tog vi i dag betalingsvejen til Genova. På den
rasteplads, som var temmelig skrå, fik vi rettet vognen lidt op ved hjælp af et par
stakke reklamer, som en eller anden meget tilpas havde "glemt" at dele ud og i
stedet lagt til os.
Genova er altså en stor by. Der var vist i hele byen kun én parkeringsplads ledig.
Max. 2 timer. Den tog vi. Kunne vi i en fremmed storby på to timer nå at finde det
rigtige posthus og forklare dem, at de burde have et brev til os ? Vi huskede alt for
godt Malaga, Valencia, Tarragona... Men en gang imellem er man heldig. Den første
negerpige, jeg spurgte på forsigtigt italiensk, kunne flydende engelsk - som hun
hurtigt slog over i, da hun hørte min udtale - og forklarede mig at posthuset med
poste restante breve lå lige oppe om det dér hjørne. Jeg kunne ikke tage fejl. Og
virkelig: efter 12 minutter var jeg tilbage. Med brev fra Lotte ! Sådan !
Da vi havde læst og besvaret de vigtigste breve, kunne vi således forlade Genovas
regnvåde trafikfyldte gader og holder nu atter på en - lidt større og helt vandret -
rasteplads på vej mod La Spézia og Pisa. Og regnen er da holdt op.
06-04-00
I går kørte vi så omsider væk fra den
slyngede kystvej og tog vejen over
bjergene til La Specia. Hyggelige små
(615 m.o.h.) skovklædte bjerge hvor man
rigtig fornemmer foråret med påskeliljer i
vejkanten og mørkerøde magnolietræer
blomstrende i folks haver. Men vi mangler
vand. Hvor i alverden får vi vand her ?
Simpelt: vand vælter ud af bjerget overalt,
så vi stopper hvor der er en større bæk,
der rinder ned over, og henter nogle
spandfulde frisk klart velsmagende
kildevand. Sent på eftermiddagen har vi
de sædvanlige problemer med at finde et
sted at stoppe, så vi drejer bort fra vejen

30
og standser i et forsømt parkområde i et bedre villakvarter. Drengen og jeg spiller
petanque med seks store fyrrekogler til det bliver for mørkt.
Og så i dag rammer vi Pisa nordfra. Vi er lidt i tvivl om vi tør køre ind; overalt er der
tavler med: max 3.30 m. Vi er ca. 3.25, hvor nøjagtigt har de mon målt det ? Lige før
den afgørende tunnel ser vi det, vi har ventet så længe på: spidsen af Tårnet. Dér er
det søreme. Vi holder ind på en lille vej inden tunnellen og går derhen. Det er let nok
at finde, souvenirboderne starter 500 m. inden vi når pladsen. Jeg er ikke helt sikker
på om vi nu behøver at gå helt derhen. Jeg mener, når vi kan købe det her i lyserød
plastic !! Nå, pyt vi går derhen og der står det ved siden af en ret flot katedral, til
hvilken det blev opført som klokketårn. Allerede mens de byggede på tårnet
begyndte det at hælde da det fik presset det bløde ler-fundament godt sammen, så
for at bøde lidt på det prøvede de at rette op på de øverste etager. Så skævt er det.
Temmelig skævt. De kæmper stadig for at sikre det og forbedre undergrunden så de
om et par år kan fjerne de ståltrosser, det i øjeblikket er forankret med. Det bliver
spændende, når de skal fjerne dem. Henne i den anden ende af pladsen står en
bygning, de kalder Il Battistero. Den mener jeg helt bestemt også er skæv, men det
nævner ingen noget om. Mon de ikke har opdaget det endnu ? Nu har vi set det
skæve tårn i Pisa. Med egne øjne. Det er alligevel noget.
Her nede står der ved mange lyskurve folk og tigger af de, der holder for rødt. De
har hjemmelavde papskilte hvor de vistnok har skrevet hvor mange sultne børn de
har at forsørge eller sådan noget. Til en af dem forærede Mette en dåse tun med
grøntsager, som hun selv havde fået som reklame på gaden i Marseille. Den blev
hun vist nok meget glad for !? Og Mette kunne ikke selv lide den, så..
Vi kører over Arnofloden ud af Pisa og da vi endelig kommer ud af bymæssig
bebyggelse havner vi på en lille gratis motorvej hvor vi kan skyde en god fart og
stopper først ved sekstiden efter 181 km ved Grosseto. Med den fart kunne vi nå
Rom i morgen. Nu må vi se. Det tror jeg ikke jeg er helt klar til endnu.
11-04-00
I dag var jeg i Rom. Ja, i går med for den sags skyld, men lad mig lige samle op. Når
jeg ikke har skrevet et par dage, er det fordi jeg mistede noget af humøret i lørdags.
( i dag tirsdag) Vi havde ellers fundet en rigtig rar parkeringsplads ved en strand,
Villa Romana ca 25 km før Rom og havde hygget os og været på stranden i shorts
om fredagen, og så lørdag eftermiddag ringede en mand fra Diners Club og spurgte
om jeg havde været i Italien for der var foretaget nogle kraftige hævninger på mit
kort. Jeg foer ind og checkede og rigtig nok: både "Diners" og mit VISA-kort var væk
! En åbenbart professionel havde dirket døren op mens vi var på stranden, havde
hugget kortene men ikke rørt andet. Som han havde regnet med, varede det noget
inden vi opdagede tyveriet og fik lukket kortene, så han fik tid til at hæve flere penge
end hvis han også havde taget computer og kamera. Vi kunne først her mandag
ringe og høre, hvor meget der var hævet, og hvad vi i givet fald kom til at hænge på.
Var det her nu afslutningen så vi måtte tage hjem ? Humøret var rigtig lavt. Ikke kun
over pengene og udsigterne, men i næsten lige så høj grad over at nogen havde
kunnet narre mig på den måde. Jeg hader at blive snydt. Da vi ringede, var der
stadig ikke oversigt over de samlede hævninger, men han anslog mellem 40 og
50.000. Han mente dog at vi "kun" kom til at skulle betale omkring 8 - 10.000.
Alvorligt nok, men sikkert ikke katastrofalt. Nu må vi se om en ugestid, når han

31
mailer det endellige resultat til os.
Vi havde derfor ikke den helt store lyst til at køre til Den evige Stad, men nu var vi
her jo, så vi enedes om at prøve at finde en campingplads og få vasket noget tøj. Vi
har jo denne her CD-Rom med Europas campingpladser, hvilke faciliteter de har og
hvordan man finder derhen. Ganske smart og for det meste fungerer det helt godt,
men inde i selve Rom kan den altså ikke vise os vej nøjagtigt nok. Efter at have kørt
rundt et par timer og set en hel del af byen, hvilket var fint nok, fandt vi dog endelig
pladsen ca. 20 km nord for centrum.
Og så skulle vi endelig se Roma, men det regnede ! Meget. Vi kørte med bus, tog og
Metro og var så på Plazza de Republica, og det regnede. Der var næsten lige så
mange paraplysælgere som der var turister. Mette indså det fornuftige i at have én
og købte en for 5000 Lire. Han havde ellers startet med 15.000, så hun følte, det var
en god forretning. Det er det jo, når begge parter er tilfredse. Jeg derimod skulle jo
bære på videokameraet, så jeg kunne da ikke også have paraply. Men det regnede
meget. Og længe. Først måtte vi på hovedpolitistationen for at melde om tyveriet af
vore kort. I nærheden var en turistinformation og vi fik et kort; der var så ikke så
langt til Collosseum. Vi gik derned, det regnede stadig. Det var da flot, i hvert fald
stort. Havde det ikke regnet, eller havde vi kunnet købe os lidt tørvejr, havde vi nok
betalt de 100 kr. det kostede at komme derind, men som sagerne stod, var vi enige
om, at så interesserede var vi heller ikke. Vi ved nok for lidt om historie og arkæologi
til at kunne se det helt store i disse Verdensberømte bygninger. For mig at se
lignede den meget de fleste andre amfiteatre, jeg har set rundt omkring, som sagt
måske lidt større, men.. Og så er det altså Collossalt hvad vejret kan gøre ved ens
lyst til kultur, når man ikke er ordentligt påklædt og vandet begynder at løbe ned
indvendigt i ens frakke. Vi tog i hvert fald Metroen igen til Vatikanstaten. Det er nemt
og sjovt at køre med den ( Metroen, altså ) og vi fandt nemt ned til Peterspladsen.
Det regnede. Jeg ved ikke om det var fordi jeg ikke havde barberet mig, men en
nydelig ung dame spurgte mig på italiensk: "Scusi. Parla inglese ?" "Yes, I do",
svarede jeg altid villig til at hjælpe, især unge damer. " How do you say : I have one
in Italian ?" Hun var åbenbart ligesom vi dødtræt af energiske paraplysælgere. Da
jeg så måtte svare " I have no idea. I don´t speak Italian " , var hun ved at dø af grin.
Det var da også meget skægt, men det regnede og mit kamera var nu temmelig
fugtigt af at ligge i min gennemblødte lomme. Men vi fik set Peterspladsen. Og
Peterskirken. Den er stor!! Og flot, ja og som så ofte før måtte Mette og jeg snakke
om, hvor mange munde der kunne være mættet for det, dette pragtbyggeri havde
kostet. Men det er svært at gøre op hvad der er vigtigst i længden, og de folk, der
måske dengang måtte sulte, var jo nok døde nu alligevel.
Sjovest for Casper var det at se Schweizergardisterne i hvad Mette respektløst
omtalte som klovnedragter, men som i virkeligheden er renæssanceuniformer. Han
ville slet ikke med og ville absolut vente og se om ikke paven kom ud.
Vi havde dog fået nok og tog turen tilbage til campingpladsen igen. Det kneb med at
få stemplet billetterne i toget, de var for bløde fordi, ja jeg har vist fået fortalt, at det
stadig regnede, men i toget skulle jeg blot lade være at læne mig op ad ryglænet, så
jeg kunne mærke min våde frakke, så var det såmænd en ganske dejlig tur.
Vi var enige om, at hvis det stadig regnede i morges, ville vi droppe resten af Rom
og køre videre sydpå. Det gjorde det. Vi var heldigvis ikke de eneste, der måtte have
hjælp af en havetraktor til at hale os ud fra campingpladsen, hvor der efterhånden lå
temmelig dybe søer med frøer i.

32
Jeg ville godt have set noget mere af Rom, nu vi var der, men.. Nu er vi på vej til
Napoli og holder ude ved vestkysten bag nogle høje klitter som dækker for udsigten
til Middelhavet. Vi har lige passeret Sacremento og holder ved San Andrea, mon det
er her de italienske immigranter til Californien kom fra ?
15-04-00
Her blev vi i tre nætter og fik tørret noget tøj, et videokamera og det meste af en
forlygte på bilen. Så et bitte nøk videre og holde ved en lidt kedelig strand, hvor det
flød med affald. Da Casper og jeg skulle ned og se på bølgerne kom en dame ud fra
et lille strandhus og spurgte om vi dog ikke talte tysk. Det gjorde vi så. Hun havde
været tredive år i Tyskland og var synligt glad for at kunne brillere overfor turister.
Hun beklagede oprigtigt svineriet på vendepladsen, hvor vi var, mens hun fandt det
nede på stranden naturligt. Det kom ind med bølgerne. Javist. Hvis der ellers var
noget ville hun gerne hjælpe og boede lige dér oppe..
Så i morges vidste jeg lige, hvad hun skulle hjælpe os med. Vi havde i et stykke tid
kigget efter gas og ikke kunnet finde det. Jeg gik op og fandt hende også, hun ville
så spørge sin mand, men han var væk. Vi rendte lidt rundt i byen og ledte, men om
ikke jeg kunne komme igen om en halv time. Det kunne jeg godt. Da jeg kom igen og
havde set lidt på at hun pillede en hel balje fuld af broccoli til at fryse ned, kom så
fatter og gik i gang. Ned at kigge på gasflasken, mørke miner, ikke deres system,
men vi kunne da "probieren". Han kunne også tysk. Havde arbejdet ved Magirus
Deutz fabrikkerne i Ulm i syvogtyve år ved lastbilsamlebåndene.
Så ud på landet til "stedet hvor de sælger gas" ( havde aldrig selv fundet frem til det
) men nej. Det system findes ikke i hele Italien. Her var da et sted, hvor EU for en
gangs skyld kunne gøre lidt gavn med deres harmoniseringer. Lige ud og fodre hans
halvtreds undulater så jeg kunne se og rose hans flotte hus. "Es kostet viel arbeit !"
Tilbage til en tankstation, købe en ny studs til gas, hen til hans arbejdsplads og
hente en gasflaske der passer og så hjem til vores lille hjem med det hele. 40.000
Lire und vielen dank. Flinker mand, som tydeligt nød at kunne hjælpe. Nu kan vi
bruge gas i hele Italien. Til afsked forærede han os en håndfuld citroner dyrket
hjemme i hans egen have.
Videre mod Napoli. Nogle kilometer før fandt vi frem til et sted med en næsten
uddød vulkan, Solfatara. Man går i det gamle krater og kan endnu se mudderpotter,
svovlholdig damp, der vælter op, små huler, de har lavet som en slags svedehytter
og steder, hvor jorden føles hul; det gungrer, når man stamper hårdt eller kaster en
stor sten ned. Man kan mærke vibrationer og fornemmer at jordskorpen måske kun
er en halv meter tyk dér. Og så holder man op med at stampe så hårdt !
Nogen gange går tingene lidt hurtigere end man ønsker. Vi skulle lige ud på
omfartsvejen, La Tangenziale, rundt om Napoli, men pludselig var vi på
betalingsmotorvejen, første eller anden afkørsel var til Ercolano, Herkulanum, og
anden sidevej førte mod Vesuvio. Op ad en ret stejl vej, første gear, hårnålesving
men holdt. Klokken var nu fire, mon ikke vi skulle gemme Vesuv til i morgen ? Nu
holder vi her med en lidt tåget udsigt over Napoli og havnen, og til den anden side
Vesuvs skyklædte kegle. Jeg kom i tanker om hvordan det var gået i Gibraltar, hvor
de ikke tog VISAkort, og klog af skade gik jeg ned mod byen for at hæve penge. Her
var vel kun tre kilometer, men de føles som flere, når man er på vej tilbage op ad en
ret stejl vulkanvej. I morgen bliver den endnu stejlere. Vejen er belagt med små
glatte brosten, og der står et skilt ved opkørslen: kun for biler med gode dæk.

Hvordan mon vi klarer den ?
33
17-04-00
Vi sidder her trætte og mætte af indtryk. I Pompei, lige ved stationen. I går morges
startede vi op ad vulkanens sider. Det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Efter
det første stykke med brosten blev vejen til en helt almindelig smal bjergvej med
skarpe hårnålesving. Lyder det blasert: "helt almindelig bjergvej"? Vi kom heldigvis i
ret god tid inden P-pladsen blev fyld helt kaotisk op.
Det sidste stykke går man op. Jeg havde fået Mette til at tage vandrestøvlerne på,
men heller ikke gåturen var slem. Egentlig lidt for civiliseret efter min smag. Men op
på kanten kom vi da og imponerende var det. Der er tydelige tegn på, at den
sagtens kan gå hen og eksplodere en skønne dag. Fire til fem steder ryger det ud af
små sprækker og da der lød kanonskud ude fra havet, blev Casper nervøst stående,
lyttende. Det var vel ikke vulkanen ?? Der var så mange turister på denne solrige,
men helt almindelige søndag at jeg filosoferede: hvis den går i udbrud lige nu, bliver
der dræbt flere tyskere end italienere.
Nåh, helt almindelig var den alligevel ikke, søndagen, hvilket vi blev mindet om lidt
senere på dagen, hvor vi kørte ud af Napoli / Herkulanum for at søge et sovested på
landet, men inden vi var ude af bymæssig bebyggelse befandt os i Pompei. Vi blev
viftet ind på "den offentlige P-plads. Til Ruinerne" men dels virkede det lidt lusket på
mig, lidt for turistfup-agtigt, dels ville vi gemme Pompeis ruiner til næste dag. Vi
kunne ikke godt klare flere store indtryk lige nu, og klokken var fire. Vi fandt så det
her sted lige ved stationen - 12 tog i timen - og gik på opdagelse i vore dages
Pompei. Og her var det, vi havnede til Palmesøndag-messe i byens store flotte
katedral. Jeg var ikke helt glad ved at stå og videofilme derinde, følte mig noget
påtrængende, at folk kiggede skævt til mig, så det blev kun til lidt smug-kig. Om
aftenen checkede jeg så P-pladserne og indgangen til ruinerne og det viste sig, at
vores fornemmelse var rigtig. P-pladsen var overhovedet ikke officiel og et godt
stykke fra ruinerne. Vi besluttede at spadsere derhen i dag.
Og så har vi altså været i det gamle Pompei i dag. Udgravet af vulkansk aske anno
79. Det var søreme en stor by, og hvor har de, der boede der været velhavende !
Kæmpestore huse med op til tres værelser, og kunst på væggene og i haven
vidnede om, at også dengang har der været store økonomiske forskelle på folk.
Store flotte pladser med udsigt til den "fredelige" Vesuvio, templer, bagerier,
amfiteater, et andet stort teater, man kan blive ved. Og det gjorde vi i fem timer. Og
da vi andre var ømme i fusserne og godt trætte, styrtede seksårige Casper rundt og
skulle da også lige se de der søjler og den der kælder.. Han var simpelthen mere
interesseret i arkæologi, end jeg nogensinde kan lade som om, jeg er.
Og så til ugens gode nyhed. Efter lidt spørgen mig for i Pompei, fandt jeg et sted
med internetadgang og fik svar fra Diners, at vi "kun" skulle betale 1200,- i selvrisiko
på vort stjålne kort. Py-ha. Det kunne nemt have været meget værre.
Men nu er det tid til godnathistorie.
22-04-00 08:07
Jeg sidder og skriver i Ravello med den skønneste udsigt til grønne vinterrasser op
mod en malerisk lille by ved navn Scala. Desværre er jeg lige blevet vækket af en
minigraver med trykluftbor, som er ved at fjerne et bjerg til fordel for en lille parkeringsplads
ti meter fra mit hovede. Utrolig nok sover Mette og Casper stadig selv

34
om duften af nylavet kaffe burde være nået deres fintmærkende næser nu. Det var
også en hård dag i går.
Efter Pompei fandt vi med nogen besvær kystvejen mod Sorrento, som klynger sig til
bjergsiden der ned af. En enkelt overnatning og et par byture i Sorrento, ganske
hyggelig og køn lille by. Men ikke et sted man vil betale sig fra at parkere i flere
dage, mens vi venter på fødselsdagspost i Napoli. Næste dags højdepunkt blev
besøget i Positano, en tidligere fiskerby, nu forvandlet til sandal- og
turistbrassælgende butikker i hård konkurrence med de evindelige barer og
restauranter. Man sætter sin bil - især når det er en campingbil på 5.89 m. - ovenfor
byen og går ned. På vej derned faldt vi for nogle lækkert udseende jordbærkager og
et par dåser cola. Indtaget på en fin terrasse som heldigvis kunne overdækkes da
der kom et par dryp ovenfra. Nede fra stranden, som bestod af små sorte sten, var
der et fint overblik over den meget maleriske by, bygget op ad og nærmest ind i
bjerget og holdt i sarte pastelfarver. Nydeligt . Vi spadserede op igen, ikke ad den
snoede vej, vi var gået ned ad; nu havde vi fundet fidusen med de små stikveje, som
bestod af trappetrin. Casper talte omkring 500, allesammen opad. Næste nat blev
på en lillebitte vendeplads på toppen af en hundredemeterklippe lige ned til det
blågrønne Middelhav. Et par andre tyske campere kom og prøvede at holde samme
sted, men der var simpelthen ikke plads. Kun til os. Og så i går, da vi gjorde holdt for
at se smaragdgrotten, som forøvrigt var lidt skuffende, mødte vi et dansk par, Thor
og Marianne, som var på en uges ferie hernede i en lejet lejlighed. De havde en
dreng på seksogethalvt år, Terkel, som Casper straks gik i gang med at lege med. Vi
kunne nu mærke, hvor meget han savner en jævnaldrende i dagligdagen, så da vi
blev inviteret på kaffe i deres lejlighed i Scala, tog vi med tak imod indbydelsen. Da
vi kunne mærke, de gerne ville gøre sig klar til at tage i byen deres sidste aften og vi
ville tage af sted, ville Casper ikke skilles fra Terkel. Vi aftalte så, at han kunne blive
hos dem den næste timestid, mens Mette og jeg kørte over til Ravello her lige på
den anden side af dalen. Vi skulle så mødes foran domkirken klokken seks. Det
kvarter, de kom for sent, var meget langt for Mette og mig. Vi gik op og så en berømt
have, hvor konger, en pave og komponisten Wagner havde boet. Der var den mest
mavesugende, men mageløse udsigt: femhundrede meter lodret ned, hen over
bjerge lavere end vort og ud over kysten og havet til begge sider. Meget flot på trods
af dis og lave skyer over bjergtoppene. Inden vi fulgtes hen og spiste sammen på
Thor og Mariannes favoritrestaurant, stødte vi ind i et betagende langfredagsoptog,
hvor der forrest gik mænd i lange hvide, præsteagtige kutter, så fulgte otte stærke
mænd, som bar en kiste på to bjælker. Ovenpå lå en kristusfigur og bagved kom de
bærende med en figur af jomfru Maria. Så fulgte et kor som sang en slags sørgehymne
efterfulgt af byens mødre med småbørn, som alle var klædt ud i fint tøj med
gyldne englevinger. Så kom et byorkester for fuld udblæsning og bagved kom så
hvad der lignede hele byens befolkning sluttende med en pæn flok turister. Det tog
vel hele optoget otte - ni minutter at passere os. Ret interessant.
25-04-00
Om morgenen kører vi igen ned ad de meget smalle bjergveje og jeg får lavet en
skramme i den bageste kofanger da vi skal ud fra en umulig plads efter at have købt
ind i et Spar-supermarked uden Parkeringsplads. Tosset, synes vi, men der var bare

35
ingen steder at lave den, kun lige plads til vejen forbi. Vi fortsætter kun ca 20 km
mod Salerno, så finder vi en rar lille rasteplads med en fabelagtig udsigt. Det bliver
snart trivielt at skulle beskrive disse udsigter, her er så mange af. Det kan man jo
alligevel ikke; klipper der falder næsten lodret hundrede meter eller mere ned mod et
hav i højblå og grønne nuancer altid med store dønninger selv i magsvejr. Klipperne
her i foråret bevokset med de fineste blomster og træer klamrende sig fast i de mest
umulige sprækker. Så finder man sig i trafikstøjen fra de store motorcykler, som
stadigt konkurrerer i at turde køre hurtigst op og ned ad bjerget og de blå bussers
evige totonede horn når de nærmer sig vort sving. Vejret er skønt varmt og jeg
lægger mig oven på camperen som er det mest fredelige sted på denne rasteplads,
hvor folk hele tiden stopper og stiger ud med deres videokameraer og små lommekameraer.
Lidt senere lægger Mette sig derop iført shorts og soltop, hvilket er ved at
forårsage adskillige færdselsuheld. Casper spiller ringspil med en italiensk dreng fra
en anden camper, som holder der et par timer. Om aftenen henter Mette mig ud for
at se "fireflies" eller Sct. Hansorme, der sender deres elskovsblink ud i natten. Det
har jeg utrolig nok aldrig set før, dejligt at opleve noget helt nyt - eller det var måske
nok en lidt for flot og uoverlagt bemærkning.
Næste dag, Påskedag, holder vi i udkanten af Salerno og går tur på deres fine
promenade sammen med resten af byen og de fleste folk fra omegnen. Der er et lille
tivoli, og Casper får lokket fire ture i radiobil ud af mig. Jeg spekulerer på om det er
det dér med at projicere ens egne uopfyldte ønsker over på sine børn, men nej. Han
elsker det virkelig.
Nu trænger vi virkelig til at få vasket tøj og vi finder på vor CD-Rom en campingplads
med vaskemaskine og kører sydpå. Men det er anden påskedag, så det gør resten
af byens befolkning også. Selv om vi tager motorvejen et stykke, lykkes det os på tre
timer kun at køre 60 km. Regn selv gennemsnitsfarten ud. På Camping Nettuno har
de godt nok en gammel vaskemaskine, som de åbenbart nødigt ser brugt. "Perhaps
possibile four o´clock.. No possibile now! Wash two times ? No possibile. Perhaps 8
o,clock.
Or tomorrow.." Vi bringer en stakkels dame i svære vanskeligheder - udover sproget
- ved at blive ved at spørge hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre, og til sidst
lykkes det da også - efter at hun hændervridende har konfereret med såvel bossen
som overbossen - at få vasket fire makinfulde, så det kan nå at tørre til i morgen,
hvor vi så kan køre videre. Casper ser en tysk dreng gå rundt med en fodbold og
spørger: " Hvad skal jeg sige til
ham ?" "Øh, fussball spielen ?" ? Det gør han så bare og har fået sig en ny ven
som han leger med til vi skal køre. Han er fantastisk til at acceptere at hans
venskaber kun kan vare få timer hvert sted. Det har forældrene nok lidt kedelig
samvittighed over. Jeg går en tur rundt om campingpladsen og harmes over at se, at
dér, hvor folk i går sad og hyggede sig med bål (lidt farligt midt i pinjeskovens tørre
bund ) og picnic, dér flyder det i dag med plastictallerkner, colaflasker, uspiste brød,
vinflasker og alskens andet skrammel, som de ikke har gidet slæbe med sig hjem
eller i det mindste til nærmeste affaldsbøtte. Lidt senere ser jeg en mand smide en
grøn affaldspose fra hans hjem fra sig lige i vejkanten ved samme skov. Jeg tænker
nogen grimme tanker om italienere og deres rolle i et moderne Europæisk samfund.
Vi kører tilbage ad kystvejen mod Salerno, som nu er helt fri for køer, bortset fra et
par brogede inde på en mark, og holder på en plads i byens anden udkant lige ned
til vandet.

36
27-04-00
Vi har nu tilbragt et par dage her bortset fra et besøg i Salernos Spar-supermarked,
og kører på en god timestid ad motorvejen tilbage til Pompei. Det er den tur, som ad
kystvejen tog os otte dage. Vi holder på en betalingsplads nær stationen til den lille
S-togsbane "Circumvesuviana" og tager toget til Ercolano Scavi, udgravningerne i
Herkulanum. Vi er alle tre enige om at Herkulanum er et antiklimaks efter
Pompeiudgravningerne. Bygningerne er mere velbevarede, men mangler den
sprudlen, der var over Pompei. Det er et underligt ord at bruge om en død by, og
måske finder jeg en dag et bedre, men indtil da.. Pompei er mere åbent, indbydende,
fornemmere, mere pompøst. Herkulanum ligger nede i et hul. Tidligere dækket af et
ca 30 meter dybt askelag, som visse steder har skånet selv træværk fra år 79. Eller
cirka deromkring. Men nu har vi set det.
Da vi kommer tilbage og har spist koteletter og spillet lidt computer, løber jeg ned for
at se, om vor "gamle" plads ved den anden station er blevet ledig siden i formiddags.
Det er den, og nu sidder vi her og er helt hjemme i larmen mellem biler, lastvogne og
busser på den ene side og gennemkørende eksprestog på den anden. Mette er
tapper og siger, at hun nok kan sove. Her er det jo gratis at holde.
29-04-00 Caspers 7 års fødselsdag.
De sidste dage har været lidt stressende for mig. Jeg bliver altid lidt nervøs, når jeg
gerne vil gøre det så godt og ikke kan få tingene til at fungere som de skal. I går tog
jeg først med Cirkumvesuviana til Napoli for at hente fødselsdagspost. Den var ikke
kommet. Jeg ser i ånden endnu et " Malaga " . Brevet med drengens
fødselsdagsgaver hjemmefra må simpelthen ikke gå tabt.
Hvad gør man så ? Skulle vi bruge hans fødselsdag på endnu et måske forgæves
forsøg på at hente post eller skulle vi prøve at opfylde hans ønske om en dag i
skoven, eller skulle vi søge mod noget vand, nu hvor jeg havde købt en fiskestang
han skal have i fødselsdagsgave ? Man vil jo gerne prøve sine nye gaver med det
samme, især når man fylder syv. Det blev til at vi prøvede med noget skov og det var
ikke så nemt som hjemme i skovfyldte Danmark. Det meste af sletten rundt om
Vesuv er fyldt op enten med bymæssig bebyggelse eller marker med grøntsager af
alle slags. Dels fordi de vulkanske sedimenter er meget næringsrige, dels fordi de
skal dække et stort marked i storbyen, Napoli. Først kørte vi efter skilte med vesuvnationalpark.
Det gik på et tidspunkt ret stejlt op - første gear og sømmet i bund.
Bilens termometer kravlede langsomt op over de halvfems grader, men det kan ikke
nytte noget at stoppe her, så får den jo slet ingen køling, og der er ingen steder, man
kan stoppe og lade den køle ned. Vi fandt et sted med en lille parklignende skov,
som Casper syntes godt om, men det trak op til diskofest i en nærliggende villa, så
klog af skade fortrak vi. Der er Casper heldigvis meget moden og fleksibel; han kan
godt se, at nogle gange kan man ikke få det, man gerne ville. Vi søgte så over mod
nogle bjerge i det fjerne og kørte tres kilometer gennem små byer med meget
snævre gader og vild syditaliensk trafik og måtte til sidst i desperation søge op på
Autostradaen. Hernede kører man ikke efter almindelige regler. Man holder -
nødtvungent - tilbage for dem, der kører frem. Holder man tilbage efter reglerne,
kommer man ingen vegne, men bliver ustandselig dyttet af. Til sidst nåede vi dog ud
af det værste virvar og kom lidt ud på landet og søgte for at komme bort fra
grøntsagsmarkerne op ad en lille bjergvej. Første gear igen og efter et par kilometer
er vejen så spærret af en jorddynge. Vende om og prøve en anden lille vej; jeg er

37
snart ved at opgive det hele, og så pludselig er den der, den lille plads, hvor vi lige
kan holde og hvor vi kan komme ind ad en fin lille sti op ad bjerget og ind i skoven.
Py-ha.
Casper er også noget spændt på hvordan hans fødselsdag vil blive og bliver meget
vred og ked af det, da jeg kommer til at røbe, at han vil få en fødselsdagsgave !!
Da drengen endelig sover og Mette skal ud for at ryge, kalder hun mig ud for at høre
fuglesangen her på den ellers helt stille bjergside. Jeg er ikke sikker, men vi bliver
enige om, at det må være nattergale, hvem ellers synger så dejligt så sent ? Hele
eftermiddagen har der også været fuglesang, bl. a. har vi hørt gøgen flere gange.
Den kan vi da kende.
Og så i dag går det hele alligevel næsten helt efter planen. Han får sin morgensang
og croissanter, som Mette har fundet i et lille supermarked, varmet på panden med
staniol over. Han bliver meget glad for sit lille kamera og fiskestangen. Han kan ikke
blive træt af at prøve kameraets zoom, som kører ud og ind og at dreje på
fiskestangens hjul, som kører op og ned når det vinder snøren ind. Farmor ringer for
at ønske til lykke og Casper får sig et billigt grin da farmor, som intet aner om fiskestænger,
til oplysningen om at den har hjul, siger. " Men kan den så køre ?"
Ved halvtolvtiden trækker det op til et par regndråber, men det lykkes at gennemføre
en skovtur inden regnen rigtig sætter ind. Mette har lavet en fin madpakke med laks,
rejer, æg og ost i sandwichene, bagt os hver en pandekage og købt masser af
lækker frugt. Hun er nu en rigtig sød hønemor. (Men samtidig en tiger) Senere laver
hun lagkage med syvtalslys og masser af krymmel. Det sidste skyldes nu lige så
meget at låget røg af krymmelbøtten da Casper selv ville pynte. Til slut kører vi ned
til en mindre by ved navn Nola. Den er ikke på ret mange kort, har vel en 6-7000
indbyggere og helt uden turistfis. Det er faktisk ret svært for os at finde en
restaurant, hvor vi kan få vores pizza her i byen helt uden fortove. Vi ser her lørdag
aften tre barbersaloner, som har åbent, fire isbutikker, men ingen pizzeriaer.
Usædvanligt, hvor vi kommer fra. Da vi endelig finder byens restaurant og har spist
en dejlig pizza hver ( Quattro stagioni) vil vi betale med Visa-kortet, som de på døren
reklamerer med at de accepterer. Men deres maskine virker ikke ! Selv om jeg har
lommen fuld, påstår jeg at vi ingen kontanter har, hvad gør vi så ?? Ja, så må vi jo
betale en anden gang ! Ja tak, siger vi og skynder os ud selv om vi egentlig skulle
have været på toilettet. Tænk om maskinen pludselig skulle blive i orden igen. Gratis
aftensmad til en værdi af 28.000 Lire. Velbekomme.
30-04-00
Holder stadig på torvet i Nola mellem to gader, en stor ruin af nyere dato og
fodboldstadion. Jeg var lige derovre og kigge ind mellem tremmerne i formiddags da
byens egne stjerner tog imod gæster fra omegnen. Det gik dårligt for hjemmeholdet.
De var hårdt presset i hele første halvleg. Anden så jeg ikke, min næse var allerede
helt skæv af at stå og presse den ind mellem to jernstænger. Ellers har jeg tullet lidt
rundt i byen, set jernbanestationen og at det er muligt at køre til Napoli efter post
herfra. Dog først på tirsdag. I morgen er det 1.maj, som vist nok er lukkedag i hele
Italien. Hele eftermiddagen har der været gademarked her lige udenfor vore vinduer
og tivoli lige på den anden side af pladsen. Casper og jeg var også ovre ved
radiobilerne i formiddags. Otte ture blev det til, og endnu en her til aften inden
sengetid. Han bliver forkælet, den dreng, men som han siger. Det er bedre at blive
forkælet end at blive forkølet.

38
02-05-00
Holder stadig på torvet i Nola mellem to gader, en stor ruin af nyere dato og
fodboldstadion. Vi var i Napoli i dag. Alle tre, med toget. Vi nød togturen derind
gennem de frodige grøntsagsmarker. Men ingen post ! vi prøvede alle krumspring, at
få ham til at kigge i en anden bunke, at gå ned på pakke- kontoret. Ingen post.
Heldigvis havde McDonald´s åbent så vi fik en forsinket fødselsdagsmenu, fine Mc
Royal de Luxe. Også Casper, legetøjet i den sædvanlige Happy Meal så ikke
spændende nok ud, og nu er man vel også syv år.
På vej tilbage gik vi forbi en masse gadehandlende og Mette kom i tanker om, at hun
manglede cigaretter. Jeg vidste da forresten også, at man kunne få dem lidt billigere
på gaden, så vi gik hen til en snusket udseende fyr og hørte, hvad han skulle have.
30.000 lire for en hel karton Marlboro, det var da vist ikke galt og han tilbød oven i
købet to for 50.000 lire, ca. 192 kr., så vi slog til. Jeg sagde til Mette at hun lige
skulle checke at der var cigaretter i en af pakkerne, men inden skulle han lige undersøge,
om den 50.000-seddel, jeg havde givet ham, var OK. Det er noget vi ser
hernede hele tiden, så jeg blev ikke særlig overrasket over, at han lige skulle op i
købmandsbutikken og have den undersøgt. Jeg forhindrede dog at han også tog de
30.000, vi først havde givet ham for den ene karton med derop. Så snart han var ude
af syne, meldte tvivlen sig. Det var vel ikke fup ? Ville han mon komme tilbage med
vore 50.000£ ? Nå, vi havde da altid to kartonner Marlboro plus tre andre af andre
mærker i pant. Mente vi da. For som minutterne gik voksede tvivlen til vished og vi
fik pakket alle kartonerne ud. De indeholdt alle flamingo, nøje tilpasset og fyldt op
med store søm, som skulle give en plausibel vægt. Nu vidste vi, at det var fup.
Satans, jeg hader at blive snydt ! Da jeg var i gang med systematisk at flænse
kartoner og flamingo itu og var gået i gang med plastickassen, det havde stået på,
dels for at gøre en gentagelse sværere for ham, dels i rent raseri, kom en ung gut ud
fra en kiosk og sagde, at kassen tilhørte købmanden, så det måtte jeg ikke. Han
vidste i øvrigt godt at cigaretfyren var narkoman og småsvindler. Det sagde han nu !
Jeg gik op til købmanden og spurgte på temmelig højlydt engelsk, om det var deres
kasse ? Joh.. Om hvad der var blevet af fyren, som var gået herind for lidt siden ?
Det vidste de sandelig ikke. De vidste godt, at nogen solgte falske cigaretter til
godtroende turister fra deres kasse, men når kassen var ude af deres butik var den
nærmest affald for dem. Så skal I altså ikke bruge den, konkluderede jeg og fortsatte
med at ødelægge den. Det var nu ikke så let, jeg kunne kun bøje den, så jeg tog den
og satte den ud på midten af gaden på et busstoppested. Den unge fyr fra kiosken
så lidt misbilligende ud og mente i hvert fald ikke, vi ville få andet end skriveri ud af
at melde til politiet. Det var jeg nok tilbøjelig til at give ham ret i.
Med mit kendskab til den menneskelige psyke, bl.a. den dér med at forbryderen
vender tilbage til gerningsstedet, var jeg ved at lægge en plan, som jeg fortalte
Mette: Vi skulle gå videre ned ad gaden, som om vi resignerede, så skulle jeg vende
tilbage alene og se, hvad jeg kunne gøre. Mette var ikke meget for det, også fordi
jeg stadig havde et af de lange søm i hånden, jeg havde taget ud af flamingoen. Jeg
fik dog lov at gå. Jeg tænkte først på at stå i ly af kiosken, men det var nok for tæt
på, og jeg var heller ikke helt sikker på ham kioskfyren. Jeg havde iført mig min
orange regnfrakke, som jeg hidtil havde båret sammenfoldet under armen. Det var
alt, hvad jeg kunne finde på af forklædning. Jeg stod så i orange regnfrakke i
forårsvarmen og kikkede interesseret på et vindue med damesko. Gennem ruden

39
kunne jeg se kassen ude ved stoppestedet og det halve af kiosken. Da kioskmanden
gik lidt rundt derhenne passede jeg på, at han ikke kunne se mig.
Mens jeg stod og ventede blev jeg i tvivl. Ville jeg overhovedet kunne genkende ham
sikkert nok ? Ville han overhovedet komme tilbage ? Hvis han var narkoman, ville
han sikkert have rigeligt nu til dagens ration. Men da jeg havde stået i seks minutter,
så jeg ham pludselig stå ude ved kassen i samtale med - kioskmanden ! Jeg tøvede
i ca. halvandet sekund inden jeg gik skødesløst over imod dem. Det gjaldt jo om at
komme så tæt på ham som muligt uden at han opdagede mig. Selv om jeg ikke
havde nogen færdig plan, var jeg på en gang rasende og helt kold.
Titommerssømmet havde jeg liggende i højre hånd, men jeg var aldrig i tvivl om, at
jeg højst ville bruge det til at true med.
Da jeg var femten meter fra ham, opdagede han mig. Han stak i løb og jeg efter, over
gaden og ned ad en sidegade. Gaden med stoppestedet, en af Napolis hovedstrøg,
Corso Umberto I, er normalt voldsomt trafikeret, men netop da var der et hul i
trafikken, både til ham og til mig. Vi løb begge alt hvad vi kunne, han i angst, jeg i
raseri. Efter en tredivemeters spurt hev han pludselig en seddel op og smed fra sig
på gaden. Jeg var ret sikker på efter farven at det var vores 50.000-lire seddel, så
jeg valgte at standse og gå efter pengene frem for efter ham. Hvad glæde havde jeg
af at fange ham eller blot se, hvor han løb hen ? Hvad i alverden skulle jeg have
stillet op med ham ? Så jeg foretog en hård opbremsning, som på den våde stenbro
( samme slags magmasten, vi havde set i Pompei ) fik mig til at ryge på rumpe og
albuer, men jeg fik sedlen. Og det var vores penge. Py-ha.
Nu havde jeg sådan set fået, hvad jeg kom efter, foruden ondt i albuen, men jeg var
stadig "oppe og køre" så jeg forklarede de let måbende tilskuere at næste gang ville
det gå ham værre, det kunne de godt fortælle ham. Selv var han naturligvis over alle
bjerge. Jeg gik ligeledes tilbage og fortalte kioskmanden at hvis jeg så hans ven
igen, ville det gå ham ilde samt at han selv var en bandit og tyv.
Så var jeg kølet nok ned til at jeg kunne smide sømmet fra mig i samme
affaldscontainer som de øvrige ting var havnet i og gå tilbage til Mette og drengen.
Jeg må indrømme, at jeg var lidt stolt over at det var gået så heldigt, at jeg havde
pengene med.
Turen hjem gik fint og vi fik en ( dyr ) bøf til aftensmad.
Mens jeg sad og skrev dette her, kom en civil politimand hen til os. Han kunne
engelsk bedre end de fleste italienere og fortalte at i løbet af natten ville pladsen
blive fyldt op med markedshandlende, som sikkert ville genere os. Vi måtte gerne
blive holdende, kunne selv vælge, men vi måtte også gerne flytte os hjem i hans
gård. Det lød jo meget tiltalende, så efter lidt tøven kørte vi efter ham og her holder
vi nu. Det er ubehageligt efter en oplevelse som den i Napoli i dag at føle, hvor
mistænksom man er blevet over for alle mennesker. Ham her vil sandsynligvis gerne
hjælpe os og samtidig prale lidt af sit engelske og sit hjem. Vi er allerede inviteret ind
og se det i morgen. Nu må vi se.
04-05-00
Vi havde ingen grund til vor mistænksomhed. Manden vækkede os om morgenen.
Var vi
ok ? Ville vi med på markedet ? Ikke endnu, vi var ikke stået op. Vi følte nok at hans
troværdighed afhang en del af, om der rent faktisk var et marked. Det var der !
Og det var stort. Vi var blevet lukket helt inde eller måske jaget bort af de handlende

40
i nattens løb; det fyldte bare hele pladsen og lidt til, som han havde sagt. Vi kørte på
landet, fik vand på, fik tømt toilettet, fik spist frokost, fik en middagssøvn ( Mette)
,blev igen passet op af lokale Polizias, om alt var ok ? Vi havde vel ikke tænkt at
sove der i vejkanten ? Meget farligt ! De understregede farligheden ved at lave knive
og revolvere med fingrene. Vi oplever tit, at politiet for os at se overdriver den
almindelige befolknings farlighed. Er det for at fremstå bedre i turisternes øjne selv,
ved at have advaret på forhånd, tror de selv, at folk er så farlige, eller har de virkelig
oplevet så mange ting, som vi heldigvis er blevet skånet
for ?
I dag tog jeg så til Napoli igen. Denne gang var halvdelen - vores halvdel med fermo
posta - lukket på grund af ombygning. Kom igen i morgen. Man skal have god
tålmodighed for at få sin post på denne måde. Vor ven betjenten, Vincenzo Broda,
havde besøgt Mette med et par kolleger imens jeg var væk, og her i eftermiddag
kom han igen med et par andre. Det er utrolig sjældent at vi har mødt så ægte
venlige betjente. Han og en del af hans kolleger har selv Camping-cars og havde
sidste år mødt stor gæstfrihed i Frankrig, som han så forsøger at gengælde overfor
os. Hvorfor havde vi dog ikke fortalt ham om vanskelig-hederne med posten for flere
dage siden? Nu i morgen tidlig ville hans kollega ringe til posthuset i Napoli og høre
om de var i strejke eller hvad og om der var kommet brev til os. Så kommer han
herned og fortæller os det, og om eftermiddagen er vi inviteret på Neapolitansk kaffe
- " Very strong " i hans eller kollegaens hjem. Ægte Neapolitansk venlighed, vi
glæder os næsten, selv om jeg, der aldrig drikker kaffe uden et bjerg af sukker,
frygter, hvad hans kaffe kan gøre ved min mave..
05-05-00
Jeg måtte selvfølgelig selv opsøge polizias municipale, men fik da opklaret at der
ikke er strejke i postvæsenet, at der ikke er kommet breve endnu, prøv mandag eller
tirsdag. Nu er vi ved at blive desperate.
Og så var vi inviteret hjem til Vincenzos kollega, Paolino Maddaloni og hans kone,
Anna. En spændende og særpræget oplevelse.
Vincenzo, hvis kone, unge datter og elleveårige søn også var med, var den eneste,
som kunne en del engelsk foruden italiensk, så mens han oversatte for familierne
oversatte jeg til dansk for Casper, som er vældig utilfreds, når han ikke forstår, hvad
der bliver sagt. Altså så længe han var der, for han løb modigt med Vincenzo jr. ud
for at lege. Vi havde de sædvanlige problemer med hvordan skik og brug nu var her,
bl.a. havde vi læst at man skulle have pænt tøj på og have en gave med til
værtinden for at blive accepteret. Vi nåede ikke at købe blomster, så eneste
mulighed for at købe noget var en parfume til 18.000£. Egentlig havde vi tænkt den
til Vincenzos kone, Annunciate; det er trods alt ham, der har gjort mest for at hjælpe
os, men det var jo kollegaens kone, der var værtinden, så hun fik den, da vi gik,
også fordi de forærede os to pølser ( hvoraf jeg kan blive ved med at smage den
ene) og to flasker hjemmebrændt vin, som godt nok ikke smager af så meget, men
nu må vi se virkningen om lidt.
08-05-00
Om ikke krisestemning, så noget mørke miner: Ingen post i Napoli. Nu er den
opgivet, vi må videre.
For ikke at holde på den gamle excercérplads i Nola , som jeg nu har fundet ud af,
det er, tog vi i weekenden en tur ud til stranden ved Bacoli, vest for Napoli. En noget

41
tilsvinet strand, men Casper og jeg fik prøvet hans ny fiskestang. Dog ingen fisk, de
kan vist hverken lide Maddalonis spegepølser a la Napoli, eller den tørre ost, jeg har
fået købt og kæmper med ved hver frokost.
Og så i dag igen Napoli. Hverken trusler eller bønner hjalp, hverken besøg på det
sædvanlige posthus eller en længere travetur ud til deres pakkepost-afdeling i den
anden ende af byen hjalp. Jeg fik slet ikke skældt ud på nogen, som jeg havde
hidset mig op til, alle var flinke og forsøgte virkelig at finde vore breve/pakker. Jeg
tror virkelig ikke, de er i Napoli. Hvor de så er, og hvorfor to forsendelser til os kan
forsvinde, kan nok give anledning til spekulationer. Og det har det gjort !
Vi besøgte Vincenzo en sidste gang. Han lovede at hvis de ringede fra posthusene -
jeg havde givet dem hans nummer - skulle han nok sørge for, at pakkerne kom retur.
Han har været utrolig hjælpsom, til afsked forærede han os to CD-Rom´er med h.h.v
rutefinder og et oversætterprogram mellem engelsk, italiensk, spansk og fransk. Det
kan blive meget nyttigt. Casper købte han et sæt shorts og T-shirt til og Mette fik en
lighter fra Nola. Vi var ret flove over kun at kunne give dem et foto af Casper og et
lille lagkage-dannebrogsflag. Da Vincenzo jr. fik at vide, at vi skulle rejse, og at
Casper ikke kom igen, brød han helt sammen og begyndte at græde. Til slut kørte
Vincenzo med ned og sagde farvel til familien og bragte sin ven Paulino med. Da
han så vore kort, ,kørte han hjem på stationen og hentede et nyt (brugt) til os, som vi
fik med. Flinke folk.
Nu er vi på vej tværs over Italien og holder vel midt inde, lige før Iserna på en bid af
den gamle vej lige efter en tunnel (468 m.)
Det er morsomt, nu er natten helt mørk, kun lysene inde i tunellen kan vi se. Jeg
siger, at bilerne kører ind i natten, Casper svarer at de da kører ud af natten. Sådan
er det.
09-05-00
Så kom vi over på østsiden, "læggen" på støvlen. På grund af Vincenzos og
Paulinos anvisninger undgik vi de mange små bjergveje med de tids- og
koncentrationskrævende hårnålesving gennem Abruzzerne og kørte istedet ad ss16
- superstrada - fra Isernia mod nordøst til Vasto ude ved Adriaterhavskysten og så
mod nordvest, først ad hovedvejen og siden ad Autostradaen forbi Pescara, Ancona
og Pesaro og nu holder vi nogle kilometer syd for Rimini på en fredelig villavej på
sportshallens parkerings- pladser. I morgen planlægger vi at se om der er noget ved
San Marino andet end frimærker. Det skulle være toldfrit område. Mon de har whisky
..?
10-05-00
Vejret skiftede fra gråt til sol, da vi kørte op imod San Marino sydfra ad en meget
smuk vej, men skyer kredsede om toppen, hvor selve hovedbyen ligger, kunne vi se
på lang afstand. Vi parkerer udenfor byen på parkeringsplads nummer 10 af 12 og
tager elevatorer op til centrum, som domineres af de sædvanlige souvenirbutikker og
restauranter. Vi ser fabrikation af de meget flotte lys, vi også så i Salerno og prøver
at lure fidusen af. Det må vi prøve, når vi kommer hjem. Jeg prøver at filme lidt, men
det vil de ikke have. Det er sjovt at gå oppe i en bjergby og se skyerne komme
væltende op imod én, eller at kigge på svævebanen, som forsvinder ned i skyerne i
stedet for op i skyerne. Ellers er Republikken San Marino hurtigt overset, de har i
hvert fald ikke whisky billigere end i de almindelige supermarkeder, og vi vender

42
tilbage til Italien.
Vi tager hovedvejen mod Ravenna og lægger mærke til at landskabet skifter: nu er vi
kommet ind i den sydlige del af den mægtige Po-slette og her er helt fladt. Da vi
drejer fra vejen for at finde et kønt sted at sove, havner vi ved et sted med udsigt
over et fladvandsområde, en slags marsk, som minder meget om Ebro-deltaet i
Spanien, men er længere fremme i sin geografiske udvikling. Her vokser dog stadig
kveller, som jo kan tåle saltvandet, og silkehejrerne går rundt og har fede tider. Vi
griber chancen og finder fiskestangen og brødkrummerne frem, men efter godt en
times hyggefiskeri har vi stadig vores første fisk til gode. Hvor ville jeg gerne vide lidt
mere om at fiske, så jeg kunne hjælpe drengen rigtigt.
12-05-00
I går kørte vi så til denne parkeringsplads lige uden for Venedig, hvor vi overnattede
for et ret fyrsteligt beløb.
Og så i dag Venezia. For mit vedkommende et charmerende gensyn fra for - py ha,
lad mig se - 36 år siden, sgu´.
( det kan da ikke passe, lad mig lige regne igen...) Da vi først kom ned i
Motoscafoen, hurtigbåden, der bringer os fra p-pladsen til Marcuspladsen, er det
faktisk utroligt så meget jeg genkender og kan huske. Eller måske ikke så utroligt, for
Venedig gør et stort indtryk på selv den mest blaserte. ( Mig ? ) Den har samtidig
charme, hygge, storhed, forfald, skønhed..
For både Mette og drengen er det en stor oplevelse, kan jeg se. - Og nyder det. Vi
går i land nær dogepaladset, forbi sukkenes bro til Marcuspladsen, bliver lidt
bertænkelig ved køen til Marcuskirken, udskyder den lidt, går rundt og ser og
fotograferer cafeerne med den levende musik, ærtesælgerne, tiggerne og ikke
mindst vrimlen af turister fra hele Verden. I dag nok flest tyskere og japanere, men
også rigtig mange italienske skolebørn fra andre egne af landet. Vi fortsætter rundt i
de smalle stræder, over broer, nyder solens spil i kanalernes smågrumsede vand.
Det er heldigvis en god dag, varmt men med en svag dis for solen, som gør det
udholdeligt at gå rundt. Vi har hovedretning mod Rialtobroen og finder den ret nemt.
Der er skilte alle vegne. Efter en god times slendren rundt kommer vi tilbage til
Marcuspladsen. Casper får en pose ærter til 2000 lire og en sjov oplevelse da
duerne overfalder ham for at få del i byttet. Pludselig er køen til kirken ikke så lang
og vi skynder os derhen, kirken må man have set. Det var vel lidt synd for
Marcuskirkens flotte guldmosaikker, at det ikke er så længe siden, vi var i
Peterskirken i Rom. Den bliver ikke nem at leve op til for nogen kirke. Det er
(naturligvis !?) gratis at komme ind i kirken, men når man er derinde begynder det at
koste. Entré for at komme op i tårnet, på balkonen, ind i skatkammeret, op nær til
alteret osv. Vi vælger skatkammeret for Caspers skyld og han syntes også det var
flotte ting. Selv blev jeg lidt skuffet, igen ved jeg nok for lidt om tingene til rigtigt at
påskønne dem.
Til sidst kan vi ikke rumme flere indtryk og vore fusser er trætte, så vi sejler hjem
igen og efter frokost og vandpåfyldning sætter vi kurs mod Gardasøen. Mette ville
gerne have set den romantiske del af Verona, men jeg får ødelagt det lidt for hende
ved at påpege at Romeo og Julie kun levede i Shakespeares drama og at deres
"huse" i Verona nok ikke er mere reelle end 221 b Baker Street, London, hvor
Sherlock Holmes "boede" eller vor egen Hamlets Kronborg, så vi kører direkte mod
Gardasøen. Vi er advaret om, at det kan blive vanskeligt at finde egnede steder at

43
stoppe og det er sandt. Først i byen Garda får Mette mig lokket til at holde et skønt
sted lige ned til søpromenaden, men jeg er urolig ved at holde der, og rigtig nok,
mens vi spiser kyllingefileter ruller ordensmagten op og beordrer os bort. De er nu
meget flinke og fortæller os hvor vi kan holde. På pænt engelsk, endda.
Det viser sig at være en lille plads, hvor der holder ti andre campere i forvejen,
fortrinsvis tyske, og den er vist oven i købet gratis !
Her er fint, næsten lige ned til søen, hvor vi kan fiske og bade ( ja, ja, nu må vi se )
promenade hvor vi kan cykle og en meget smuk udsigt oppe fra vores tag. Vi glæder
os til i morgen. Inden vi går i seng tænker jeg, at det bør man skønne på at kunne
sige: Vi glæder os til i morgen.
16-05-00
Nu har vi så holdt her et par dage og egentlig følt vi var på ferie meget mere end vi
plejer til daglig. Selv om vi rejser rundt og ser alverdens spændende og berømte
ting, er det blevet vores " Way of life " mere end følelsen af sommerferie. Men her
ved Gardasøen er feriefornemmelserne der igen. Vejret er skønt som de varmeste
sommerdage derhjemme og selv jeg har været rigtigt i vandet. Sådan hele kroppen
under vand på en gang, I ved. Casper har lokket en luftmadras ud af os og det nyder
hele familien godt af. Man bliver neger-brun af at ligge og dase derude på søen og
vugge på flyvebådens hækbølger. Først kiggede Casper i campingpladsens udsalg
her ved siden af: billigste luftmadras 19.000£, ca. 73 kr, næh, ved du hvad... Far
kørte til Garda og fandt den samme i legetøjsbutikken til 4.900£. Og så i blå. Jeg har
kørt stierne langs søen tynde på cykel de sidste par dage. I begge retninger. Her er
bare så smukt. Og selv om her er mange turister, endda tyskere, føles det slet ikke
som turistræset ved Middelhavskysterne. Stien langs vandet med roser i fuldt flor, de
små færger, som sejler frem og tilbage hele tiden, restauranter og isbarer ved
småbyernes promenader. Det hele virker så fredeligt og harmonisk, og de 29 grader
i skyggen her klokken 18.30 skader jo heller ikke på helhedsindtrykket. Jeg var nede
og hente de billeder Casper tog med sit engangskamera fra Spanien og indtil han fik
det ny til sin fødselsdag. De blev forbavsende gode. Og fremkaldelse og kopiering
var ikke dyr, 16.500 lire, ca. 64 kr. for 21 billeder på halvanden dag. Og i pæn
kvalitet.
Så har vi i fællesskab truffet en stor beslutning. Mette vil gerne hjem til nogen hun
kender rigtigt, hun savner mange af dem og har nok fået sit behov for nye indtryk
mættet for et godt stykke tid. Jeg derimod stortrives med dette liv og har ikke fået
nok, så nu kører vi over Paris hjem, finder forhåbentlig hurtigt et sted, Mette og
Casper kan tænke sig at bo og så kører jeg videre et par måneder. Jeg mangler at
se nogle af de østeuropæiske stater og måske en tur til England, hvor jeg rigtigt
kunne bruge mine sprogkundskaber. Nu må vi se om økonomien bliver til det. Det
føles godt, at vi kan blive enige om noget så utraditionelt. Jeg synes det siger noget
godt om styrken af vort ægteskab, at vi gensidigt vil lade den anden gøre det, -
han/hun helst vil, selv om vi ved, vi vil komme til at savne hinanden.
I morgen kører vi videre, måske til en campingplads med en vaskemaskine.
P.S. En dejlig nyhed på mobiltelefonen: Caspers gave fra Søren, som vi opgav i
Napoli er dukket op og befinder sig i sikkerhed hjemme i Måløv. Py - ha.
18-05-00
Camping Al Porto lige før Riva var et godt sted at vaske tøj. Sol og en ret kraftig

44
blæst hjalp med tørringen, mens Casper legede lidt med et par tyske børn, men de
smed kogler efter ham og han vidste jo ikke hvordan man sagde" hold op !" på tysk..
I dag gennem Riva og en kærlig tanke til vor gamle ven, Bent, som en gang holdt sin
bedste ferie her. Endda i en grad, så han opkaldte sit sommerhus efter byen. Videre
op over Brennerpasset ad motorvejen. Der står pludelig nogle skilte med noget tysk
tekst, jeg fanger det ikke helt, men det var noget med gebührpflicht eller sådan
noget. Jeg beslutter at holde ind ved næste tank og spørge, og rigtig nok, man skal
købe et mærke til forruden for at måtte køre på de østrigske motorveje og da vi jo
kommer ind ad én, er der ingen vej udenom. - Bogstavelig talt. Det koster 10.500
lire. Nu havde vi ellers lige købt is for de sidste lire, men heldigvis tager de VISAkort.
Inde i Østrig tager regnen rigtig fat. Inden Innsbruck drejer vi vestover, vi vil se
nogle flere Alper inden vi kører op i
Tyskland. Godt nok er
Brennermotorvejen meget smuk,
men man føler ikke så meget, man
er i bjergene. Det skal vi nok komme
til i morgen. Vi holder på en
rasteplads klos op ad floden Inn.
Den har godt nok fart på her, skyder
vel en elleve- tolv knob ude på
midten, hvor det jo altid går
stærkest. Den er derfor helt
grumset, fører altså meget materiale
med sig ned fra bjergene. Casper
øger mængden med adskillige pinde. Bjergsø. Foto: Casper
19-05-00
Efter en regnfuld nat og morgen klarer det op og vi kører vestover op over
Mieminger-kæden, over Fernpasset ind i Lechtaleralperne, passerer Zugspitze og
fortsætter vestpå gennem de skønneste landskaber indtil vi - som sædvanlig næsten
ube-
mærket - kører ind i Tyskland ved Oberjochpasset. Østrig er nysseligt, det er vi
enige om. Vi kører i den flade græsgrønne dalbund omkranset af
nåletræsbevoksede Alper hvoraf mange er så høje, at de har sne på toppen. En
symfoni af grønne farver iblandet markblomsternes regnbue. Og så de altid
velholdte østrigske huse med de træbeklædte gavle og balkoner med et smukt
blomsterflor. Det ene skønne panorama afløser det andet; man har Iyst til at standse
på alle mulige og umulige rasepladser for at filme, forsøge at bringe disse udsigter
med hjem.
I Tyskland holder vi den vestlige kurs til vi rammer Bodensee og gør holdt for natten
ved Wasserburg, en lille by ved søens østligste ende, hvorfra der sejler små færger i
rundfart mellem Tyskland og Østrig og Schweiz, som begge ligger mindre end 10
km. borte.
21-05-00
Wasserburg var en vældig hyggelig lille by med flinke mennesker og en masse
cyklister langs vejene rundt om søen. Selv kørte jeg til Lindau den ene dag og til
Krassbrun den anden, vi var nede og se de små færger lægge til og tilbragte nogen
tid på den fine legeplads. Mette og Casper kørte en lang tur i formiddag, godt 10

kilometer.
I eftermiddag kørte vi igen vestpå langs Bodensøens nordside, over den ganske
unge Donau og op i Schwarzwald. Vi holder på en rasteplads ved en skov og
Casper og jeg har været inde og bygge en fin hule. Hulen i Scwarzwald. Det lyder
som et eventyr eller titlen på en gammel sang.
45
23-05-00
Efter endnu en nat på en rasteplads, denne gang inde i Frankrig, som vi kom ind i
ved at krydse Rhinen ved Colmar, er vi nu for alvor på vej mod Paris. Men Frankrig
er altså et bredt land lige her, bare i dag har vi kørt lige over 300 km. Dagens
oplevelse for mig var da vi kom gennem den lille ubetydelige landsby Colombey Les
deux Eglises. Der måtte vi naturligvis stoppe og se kirkegården, hvor tidl. præsident
de Gaulle ligger begravet.
Vist nok lidt mod hans vilje - i hvert fald mod hans testamentariske ønsker - er der
rejst et ret stort monument, og som man åbenbart bruger hernede har en masse af
hans venner og organisationer, bl.a. vælgerforeninger, ladet lave små "gravsten",
som står side om side rundt om graven, vel en fyrre - halvtreds stykker i alt. Herpå
hylder og takker de den store statsmand, som han uomtvistelig var. Så kan man
mene om hans facon hvad man ellers vil. Jeg er i hvert fald glad for at have set
stedet.
Vi har haft en lille diskussion i aften om vi vil bruge penge på at komme ud og se
Disneyworld uden for Paris. Det vil efter beregningerne komme til at koste os mindst
700 kr. Vi snakkede om, om der var nogle mere tillokkende alternativer, men nåede
vist ikke helt en konklusion.
På denne rasteplads er der mere roligt end på den forrige. Der er stadig små 100 km
til Paris, selv om vi lige har krydset La Seine.
24-05-00
Endelig i Paris ! De sidste 100 km gik problemfrit i starten, men da vi kom ind på
motorvejene omkring byen gik der panik i den og det sidste stykke var en hård
prøvelse for vort ægteskab, hvor Mette skulle finde vej på kortet og jeg i
virkeligheden, men også det klarede vi til sidst - ( nu tror jeg, vi kan klare alt ) - og nu
holder vi på min "gamle" campingplads, hvor jeg sidst lå med Ole, Gert og onkel
Knud under studenteroprøret i 1968. Det er altså 32 år siden ! Det er den rene
luksus, vi bruger løs af strøm og vand både til opvask og bad. Det eneste problem er
at vor italienske gas fra nord for Pisa er løbet ud, vi har kun ganske lidt tilbage af
den portugisiske, vi havde gemt og her i Frankrig er det som nævnt et helt andet
system, i Tyskland et helt tredje; vi ved faktisk kun helt sikkert hvor vi kan få gas, når
vi kommer til Danmark. Det kan blive en vigtig faktor i beslutningen om hvornår vi
vender hjem.
Nu glæder vi os bare til at se "Paris in the Springtime" i morgen.
27-05-00
For nøjagtig fem måneder siden stævnede vi ud fra Hundested og nu er vi på vej
hjem igen.
Vi fik set / genset byernes by eller i hvert fald en lille del af den. Mette havde valgt at
hun gerne ville se Notre Dame, Eiffeltårnet og Versailles. De to første fik vi set.

46
Starten var ellers ikke særlig lovende. Det småregnede og blæste en del. Bussen,
som går fra campingpladsen og ind til en metrostation, var der ikke da den skulle
være der, og da den endelig kom, forlangte han 27 Franc for turen. Vi havde regnet
med at den var en gratis service ligesom i Rom og ved de fleste andre
campingpladser. Vi havde slet ingen Franc, kun vort VISA-kort, og det kunne han
naturligvis ikke bruge. Hvad skulle vi gøre ? Joh, vi måtte gå op i bydelen Suresnes
på den anden side af Seinen, dér var banker.
I den første havde de ikke anlæg, så vi kunne hæve. Den anden kunne henvise os til
en hæveautomat. Den var ude af drift. De to næste afviste kortet, eller der var ingen
penge i. I den næste fik vi den forklaring, at der var en strejke blandt de folk, der
kommer penge i alle automaterne..! Lige nu var min tålmodighed meget lille og jeg
var lige ved at gå helt op i limningen. Men den næste automat spyttede nok så
nydeligt 500 Francs ud uden vrøvl. Så kunne vi spadsere tilbage langs Seinen små
tre kilometer ned til den ny "high tech"-bydel La Defence, købe to bundter billetter og
snuppe Metroen ind til Châtelet. Notre Dame er stor, meget flot udvendig og meget
mørk indvendig. Det er svært, Peterskirken "spøger" stadig i vor erindring. Efter få
ture gav Mette mig ret i, at Metroen er nem at finde rundt med og vi kørte ud til et af
turens højdepunkter - i bogstavelig forstand - 320 m. Vi betalte 67 kr. for hver af os
voksne og 32 for Casper, og så var vi på vej med elevatoren op i Eiffeltårnet.
Heldigvis var gråvejret fra i morges klaret så meget op, at udsigten var rigtig fin.
Mette var glædelig overrasket; hun havde troet efter beskrivelsen, at gulvet, man
står på oppe i toppen var et gitter, man kunne se ned igennem, men det var rigtigt
gulv og der var fint afskærmet alle steder, så selv min højdeskræk - især når drengen
er med - generede mig overhovedet ikke deroppe. Snart var vi mætte - ikke kun
af den pandekage, vi spiste ved karrussellen neden for tårnet - men lige så meget af
indtryk og vi metroede tilbage til en ny gåtur tilbage til pladsen. Min aftentur gav mig
et meget interessant indblik i nattelivet i Boulogneskoven.
Næste morgen havde min recognesering vist hvor man tager den rigtige - billige -
bus til Metrostationen Porte Maillot og vi tog ind med det formål, at nu skulle der
købes små gaver til vore nærmeste og Mette skulle kigge på tøj. Den slags har det
med at udvikle sig til mareridt for mig, så god som jeg er til at finde på gaver. Jeg
prøver at forestille mig hvad jeg selv ville blive glad for, men der er simpelthen intet
af deres souvenirbras, som jeg ville eje. Heldigvis fik Mette den ide at købe noget
spiseligt og vi fandt lidt lækkert i form af en speciel olie, et udvalg af fransk honning,
nogle oliven osv., som vi håber de forskellige kan synes om. Jeg tror nok, Mette nød
at gå rundt i de forskellige tøjbutikker, men hun fandt desværre ikke noget, hun
syntes om og som vi samtidig kunne betale. Nu var planen at hun skulle tage ud til
Versailles mens Casper og jeg tog hjem med pakkenellikerne, men hun orkede det
ikke og var vist også stadig lidt usikker med hensyn til, om hun selv kunne finde
hjem igen. I stedet slentrede vi en tur ned langs La Seine, forbi Louvre - stort og
meget meget flot udvendig, men ikke noget, vi ville bruge tid og penge på
indvendigt. Igen vor manglende kulturelle viden og interesse. - Vi tullede videre ned
gennem Tullerierne, de elegante parkanlæg og havnede ned på Concordepladsen,
hvorfra vi tog Metroen hjemad. Casper ville frygtelig gerne have prøvet det store
Pariserhjul dér, men de ville kun tage VISA-kort på beløb over 100 Francs, så de gik
glip af den fortjeneste og Casper af den tur. Vi havde ikke nok kontanter og det ville
koste os 50 kr. ud af vinduet, hvis vi skulle hæve flere. Jeg spekulerer en gang
imellem på, at når jeg drømmer om at have masser af penge nok, er det lige så tit for

47
at kunne glæde andre som for selv at kunne gøre, hvad jeg havde lyst til. Det er
egentlig forbandet at være så rige, som vi er, globalt set, og så føle sig så fattig. Det
er jo til at få dårlig samvittighed over. Pokkers.
Nu holder vi på en rasteplads i Belgien mellem Liege og Aachen efter en dagsmarch
på 416 km. Danmark venter forude..
28-05-00
Ret begivenhedsløs dag. Rundt om Hamburg uden køproblemer. 638 km. Ny rekord
for denne tur. Siden Hundested for fem måneder siden 14.435 km. Næsten 100 i snit
pr. dag. I morgen er vi hjemme i Danmark. Står det endnu - med brede bøge ?
Bliver det nu ferie eller slid ?
So long, dagbog. Vi snakkes ved, når jeg starter igen.
-------------------------------------------------------------ooOOOoo---------------------------
---------------------------------
19 aug 2000
Denne gang var det en anden type vanskeligheder, jeg havde inden jeg kunne
komme af sted.
Vi havde jo aftalt, at jeg skulle blive til drengen var kommet godt i gang i skolen, og
det kom han. Han skal allerede efter den første uge have en ekstra regnebog, fordi
han altid bliver først færdig. Godt nok. Så var det tid at give bilen nye fordæk, en
omgang alm. service med olieskift, luft- og oliefilter osv. Og da tandremmen
tilsyneladende havde gået mindst 100.000 km ville jeg for en sikkerheds skyld have
en ny på. Min egen gode mekaniker turde ikke binde an med det, han manglede
specialværktøjet. Jeg ringede en fire - fem steder hvor de enten ikke kunne eller
havde tid, men omsider fandt jeg én inde i Hvidovre, som sagde, at han kunne. Det
kunne han bare ikke, viste det sig. Den sagde underligt da jeg kørte med den, og
efter en lille times kørsel, gav den op, og jeg måtte have den bugseret ind til
Peugeot i Frederikssund, hvor Hannes far arbejder. Efter tre dages utålmodig venten
hos mor i Hundested stod jeg så endelig med korrekt monterede taktremme, nye
stødstænger og vippearme til erstatning for de, som den forkerte montering havde
ødelagt, og en ny regning på 7.500 kr. En opringning til FDM afslørede, at da jeg
ikke havde fået nogen regning på beløbet hos ham klamphuggeren inde i Hvidovre,
skulle jeg ikke regne med at en retssag kunne give mig en krone i erstatning fra
ham. Jeg kørte så ind til ham og efter en god times parlamenteren, lidt mere eller
mindre skjulte trusler fra begge sider og en god portion hestehandlerprangen, gik jeg
derfra med 4.500. Ikke en tilfredsstillende løsning, men bedre end intet.
Da vi ikke har fået solgt vores MX5 ´er, skulle Mette jo så have den at køre i. Den
skulle bare lige have nogle nye hjul til erstatning for de, der var blevet stjålet. Det fik
vi uden problemer, andet end at vi måtte betale selvrisikoen på 100 kr. Da Mette
skulle køre den hjem, manglede der godt nok en del luft i det ny højre bagdæk, men
vi fik det pumpet op. Da jeg fire dage senere kom hjem oppe fra Frederikssund med

48
Camperen klar, var dækket fladt igen. Så lige to dages venten med at køre til
mekanikeren ude på Amager, som havde skaffet hjulene, og finde fejlen. De
sprøjtede dækket til med sæbevand. Intet hul. De pøsede vand på fælgkanten og
ventilen. Intet hul. "Jamen luften fiser altså ud !" Hvad med at komme hele hjulet ned
i en balje med vand ligesom cykelsmed Jørgensen i Melby gjorde i gamle dage ? Jo,
men vi har ikke så stor en balje. Men det har vores kollega nede ad gaden da
forresten ! Det endte med, at de fandt hullet i fælgen, ikke i dækket. Noget
usædvanligt, men vi fik en ny fælg. Og et nyt dæk. Flinke folk, såmænd, men ting
ta´r tid. Og jeg ville jo gerne af sted.
Og dog. Jeg har ikke den samme ubændige lyst nu til at forlade min familie for
eventyrets skyld, som jeg havde for to måneder siden. Jeg ved ikke om det er
besværet med at komme af sted, vores ret forværrede økonomi, eller hvad. Men det
kan jo være lysten kommer når jeg nu kommer rigtigt i gang.
20. august 2000
Jeg tog lige ind og besøgte Susser på Strib på vejen over Fyn. Det var ellers groft,
de forlangte 565 kr for at jeg kunne køre camperen over Storebælt. Det skulle jeg
nok have undersøgt lidt grundigere, det er lige før det havde været billigere at sejle
fra København til Polen.
Nå, efter en øl hos Susser kørte jeg ud mod Blåvands Hug, som er et af de steder i
Danmark, jeg mærkelig nok aldrig har været. Pænt vejr, en del blæst, sand i øjnene,
et højt fyr og et hul i panden, som jeg får, da jeg vil ind i nogle af de gamle
tyskerbunkere nede på stranden. Der er altså temmelig mørkt der inde. Og altså
lavtgående rør i loftet.
Jeg kører gennem Esbjerg og uden om Ribe ned til lige nord for Kruså. Her sidder
jeg og har tændt for varmen i forsøg på at få brugt min ene gasflaske op. Jeg tør ikke
andet end at købe en ny i morgen, så jeg starter gennem Tyskland og Polen og
gudvedhvorhen med to nye ellevekilosflasker. Det er ikke til at vide, hvordan de
forskellige landes systemer er, det har vi jo lidt dårlige erfaringer med.
22. august 2000
I går morges mens jeg kogte tevand lykkedes det mig at få gassen til at løbe ud.
Perfekt timet. Ny gas ved Kruså camping til kun 130,- , de sidste indkøb og så til
Flensborg - købte nakkekoteletter - over Kiel, Lübeck og videre østpå. Pludselig
syntes jeg både landskab, mennesker bygninger og veje havde ændret karaktér. Et
blik på kortet, jo, rigtig nok. Jeg var kommet ind i det gamle Østtyskland. Selv her ti -
elleve år efter sammenlægningen kan man stadig føle en forskel.
Efter Wismar mod sydøst og overnatte i Güstrow, som jeg aldrig har hørt om , men
min aftentur åbenbarede pludselig et flot lille slot fra 16. årh. som var shinet op midt i
tresserne. Jeg må huske at tage mit kamera med, når jeg går nogen steder.
Og så i dag krydsede jeg uden større besvær grænsen til Polen syd for Stettin, kørte
videre øst-nordøstover og er nu havnet i en by ved navn Bialy Bór. Var ude og se en
stor væddeløbsstald. Flot etablissement, fire store smukke rene staldbygninger fulde
af dejlige heste, men ussel sikkerhed. Jeg kunne gå lige ind hvor jeg ville og snuppe
favoritten til derbyet. Det gjorde jeg dog ikke, den ville fylde for meget i camperen.
Ingen af de ellers flinke staldfolk talte andet end polsk, men jeg tror nok, jeg fik lov at
komme og se træningen i morgen ved sekstiden. Tja, nu må vi jo se om der er

nogen, der vækker mig ved den tid..
49
23. august 2000
Min indre computer vækkede mig faktisk klokken fem og efter et mindre, internt
opgør om hvorvidt jeg skulle stå op på dette malabariske tidspunkt, vandt den del af
fornuften, som sagde mig, at jeg ville fortryde, at jeg skulle tage mig sammen osv.
Jeg kørte op til stalden og var dernede et kvarter over seks. En klatøjet og noget
forbløffet polsk staldmand forklarede mig at der først skete noget ved ottetiden. Det
fik jeg bekræftet af en fyr i ridebukser, jeg mødte på tilbagevejen og som kunne
noget tysk.
Altså stod jeg der ti i otte med 200- millimeteren spændt fast på min gamle Pentax.
Her ude i dagslyset, så man kunne se andet end hovederne, lignede det nu ikke
fuldblodsheste. Det lignede rideheste. Pæne rideheste ganske vist. Men, altså..
Det blev noget af en skuffelse. Det var flotte stalde. Flotte anlæg. Dejlig natur og
nydelige dyr. Men jeg ville påtage mig at ride bedre end nogen af den samling
amatører, som humpede rundt på de heste. Det lignede en rideskole for voksne, der
havde redet et halvt år. For ti år siden. Øv. Ingen galopheste her, som det ellers var
lovet i ”Turen går til Polen”. Da andet hold gik i gang med deres tyve minutters riden
rundt, mens to af dem forsøgsvis sprang en oxer på mindre end en halv meter, gik
jeg lige så stille.
Nordpå op til Østersøen, hvor jeg havde læst, der skulle være nogle store flotte
vandreklitter.
Jeg stopper langs kanalen i en større badeby, Leba, hvor folk promenerer forbi hele
dagen. Tager cyklen ned, finder turistbureauet, der kan engelsk og kan beskrive
vejen til Slowinsky Nationalparken. ( L-erne i Leba og Slowinsky er de polske med
en streg igennem, som udtales som et W, men det kan maskinen her ikke skrive)
Efter tre kilometers cykeltur er jeg ved indgangen til parken. Her er en bom, hvor de
gudhjælpemig vil have penge for at lukke folk ind. Ganske vidst kun to zloty, men
alligevel. Plus en halv for cyklen, sgu ! Jeg grinede højt af ham og kørte tilbage en
god halv kilometer, så de ikke længere kunne se mig, og svingede ned af en skovsti,
ned mod vandet. Den fulgte jeg indtil jeg kom ned til stien, der går bag klitterne
parallelt med vandet. - Undervejs kom jeg til at skræmme livet af en dame, der stod
og samlede svampe med rumpen i vejret. Jeg forstod ikke hvad hun sagde, men jeg
tror, jeg forstod meningen. Så var det bare et spørgsmål om at følge stien længe nok
og så dreje tilbage op mod den store vej. Det lykkedes. Jeg kom op på den rigtige
side af bommen og følte en barnlig glæde over at have snydt den polske stat for fem
kroner. Betale for at se på naturen, de må jo være gale !
Efter yderligere fem kilometers kørsel på en asfalteret sti af vanlig polsk standard og
en smallere grussti med indlagte trærødder - (en klar forbedring i forhold til
asfaltstien) - kom jeg omsider til den store vandreklit. Den var godt nok sej. Over 50
meter høj, og så havde de arrangeret det, så man skulle gå op ad den stejle af
siderne, man skal jo have valuta for sine to og en halv zloty. Helt oppefra var der fin
udsigt over flere klitter, heraf nogen med mere tydelig barkanfacon, Østersøen til
den ene side og Lebskosøen til den anden. Der var sat markeringspæle op; de
andre klitter måtte man ikke gå ud i. (Og det kalder de endda vandreklitter) Det var
nu OK. En strøm af turister ville hurtigt have ødelagt den fine balance i naturen her.
Jeg prøvede at lave et fodspor og tage tid på, hvor længe det var om at sande til
igen: tyve sekunder, så var der ikke flere mærker efter mønsteret og efter fem

minutter var hele fodsporet fyldt op.
På hjemvejen køber jeg en lille kotelet. 2,87 zloty, man skal gange med to, dvs.
øh..ca 5.75 kr. Det er vel ikke så galt.
50
25. august 2000
I går var en skidt dag. Vejret koldt og ruskende. Efterår. Og mit humør matchede
som så ofte vejret.
Underskud på kontoen derhjemme, jeg syntes ikke rigtig, jeg kunne køre nogen
steder uden diesel. Prøvede at gå en lille tur i regnen; ingen mennesker ude, hvad
laver jeg her ? Prøvede til sidst at spille musik og lave pandekager til aften, det hjalp
lidt. Lidt.
Så var det da lidt bedre i dag, solen titter ind imellem frem gennem bygerne. Mette
sender besked, at der er penge igen. (Hun afholder sig listigt fra at sige hvor få.) Jeg
går en lidt bedre tur ned gennem fyrreplantagen, ned til stranden. Vinden, som i
aftes vuggede mig i søvn, mærkes rigtig hernede. Så store bølger er vi ikke vant til
at se på Østersøen.
Så op og fylde diesel på, "ON" hedder det her, og så østover gennem Gdynia til
Gdansk. Jeg parkerer for 4 zloty og går op og ser den gamle bydel, hvoraf det meste
altså er en slags fup, idet det er en genopbygning af de 1600-tals huse, som blev
smadret temmelig totalt i 2. Verdenskrig.
Og så gjorde jeg noget, ikke mange ville have troet, jeg gik ind i den store
Mariakirke. Helt frivilligt, ja næsten spontant. Jeg må være ved at blive gammel eller
også har Dich og Frederik påvirket mig mere end jeg troede. De havde også et
indendørs marked a la Portugal. Der købte jeg en neglebørste, et lille franskbrød og
hele to koteletter. Nu har jeg kurs mod skovområdet Puszcza Borecka, hvor der skal
være ulve, elg og vildsvin.
26. August 2000
Er kørt gennem det smukke mazuriske sø-landskab og holder dybt, dybt inde i en
skov. De sidste kilometer kørt på mindre og mindre skovveje. Her er stille. Helt stille
! Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om her er skønt stille eller uhyggelig stille. Alle
andre steder, jeg har været i Verden har man altid på et tidspunkt kunnet høre et
eller andet, en hund, en fjern knallert, et jetfly passerende henover. Her er der bare
helt stille. Jeg går en tur på en timestid ind i skoven. Jeg er meget opmærksom på
retningen, solen, vinden. Er simpelthen lidt bange for ikke at kunne finde tilbage til
camperen. Herude kan man ikke bare råbe på hjælp. Og slet ikke på dansk. Jeg ser
tydelige spor af vildsvin, som har rodet jorden op ved et lille vandhul, og senere
friske hovspor ( eller hedder det klovspor ?) fra en elg. Men dyrene ser jeg ikke. Er
temmelig lettet da jeg støder på mærket på stien, jeg lavede, da jeg forlod den for at
søge ind i tykningen. Går ud i natten efter aftensmaden. Her er mørkt. Stjernerne
formår ikke at oplyse min lille skovsti og jeg vover simpelthen ikke at gå mere end en
snes meter væk fra bilens sikkerhed.
Om morgenen kommer en lille bil med et par skovarbejdere forbi. De kikker forundret
efter mig.
27. august 2000
Kørt fra de nordlige skove ned til Warszawa for at se galop her søndag. Undervejs

51
ved frokosttid lykkedes det at komme på nettet og læse Mettes mail, men jeg har
ikke kunnet returnere noget.. Det driller lidt.
Da jeg kom til banen i den sydlige ende af byen, var der ingen galop, men dyrskue,
så nu må jeg se at få tiden til at gå til på onsdag, hvor de siger, der kommer løb. Jeg
holder nu her lige ved banen, måske sker der noget der inde i morgen.
28. august 2000
Ellers en helt god dag. Tullede omkring i morges og stod - efter at være krøbet
gennem hullet i et hegn - i et stort træningsetablissement, med heste alle vegne.
Hurtigt tilbage og hente video- kameraet og hen og spørge om nogen kunne give
mig lov til at gå rundt og kigge. Det kunne en træner, som kunne lidt engelsk !
Mange store stalde, veltrænede fuldblodsheste, aktivitet, lige noget for mig. Jeg gik
rundt mindst to timer og så heste, der gik rundt i en slags trædemølle, standsede af
sig selv når en ny kom og skulle hægtes ind og fortsatte så med at skridte rundt.
Staldknægtene, der fejede, mugede, sadlede op og red til selve træningsbanen, hvor
de forskellige trænere gav instruktioner ( går jeg ud fra ) og hvor hestene så travede,
cantrede eller galopperede banen rundt. En del af hestene var nu ikke fuldblod, men
nogle meget smukke arabere. Dem er der, ligesom visse andre steder, en del løb for
herovre. Det var herligt, jeg blev der til der ikke skete mere.
Noget af eftermiddagen gik med at cykle ind til centrum og se på pladsen hvor
kulturpaladset ligger. Jeg fandt det hotel, hvor jeg engang spiste sammen med
bjørnebanden, men ellers var meget forandret. Den gang turde man knapt nærme
sig pladsen foran Kulturpaladset, den 234 m høje gave fra Stalin til det polske folk,
af bar reverens og frygt for at genere soldaterne, som gik langsom strækmarch frem
og tilbage. Nu var soldaterne væk, og i stedet lå der et gademarked med billige sko,
tøj og alm. turistgejl. Og rundt om pladsen var der opført supermoderne hoteller,
nogle endnu højere end paladset selv.
29. august 2000
Træt af at vente i kulden og regnen uden at kunne finde fornuftig beskæftigelse
kører jeg sydpå. Nu må jeg ned mod varmen, hvis den findes. Jeg kan mærke at jeg
er rastløs. Kører gennem æbleland.
En kone står og blaffer, hun vil med til Kielce. Jeg forklarer, at jeg kun skal noget af
vejen, så drejer jeg mod Jedrzejow . Hun forsøger at få mig til at køre den anden vej,
den er kun lidt længere og meget bedre vej. Jeg holder fast ved mit. Så vil hun ikke
med. Alt det fik vi snakket om uden at vi forstod ét ord af, hvad den anden sagde. Nu
er jeg her så og det regner stadig. Og lyner. Jeg læser lidt om Tjekkiet og Slovakiet.
Der er vist ikke meget at se.. Hvad gør jeg mon..
30. august 2000
Kørte til Krakow, fandt let en gratis P-plads og så kongeslottet Wavel og genså
bymidten med torvet og markedshallen. Dem kunne jeg godt kende fra sidst. Det
samme gælder Auschwitz, som jeg kørte ud til derefter. Det er ufattelig
deprimerende at gå rundt og se disse krigens uhyrligheder, man får til tider
simpelthen en klump i halsen og går hovedrystende bort. Men jeg fik da taget lidt
videooptagelser.
Nu ville jeg forsøge at komme ind først i Slovakiet og derfra ind i Tjekkiet, men vejen,
som jeg - trods omkørsel og alenlange men velmenende forklaringer på flydende

52
polsk fik fra tre let vodkaiserede herrer - fandt til sidst, endte ikke som på kortet i en
toldstation, men i - ingenting. Vejen sluttede simpelthen. Heldigvis var der en
vendeplads for bussen, så tilbage og forfra. Det bliver altså først i morgen, jeg
kommer til Tjekkiet. Nu ligger jeg i en skov i de små Tatrabjerge ved Wisla, byen,
hvor floden af samme navn udspringer.
3. september 2000 kl 8.30
Nu går det bedre. Jeg kom uden større problemer ind i Tjekkiet. Bortset fra altså, at
de ved vekselboden ved ikke grænsen ikke kunne veksle ! Det ville heller ikke
hjælpe at køre over på den anden side.. Ville jeg have vekslet mine polske Zloty,
måtte jeg køre tilbage til banken i byen. Der var de meget flinke, vekslede både
sedler og mønter og gav mig kursen på tjekkiske kroner, som ligger på samme
niveau som D-marken.
Tjekkiet kørte jeg bare igennem. Nogle småbjerge, lidt fattigt udseende industri og
en del landbrug. Men der var frugttræer langs vejene. Sov på en p-plads i det
sydøstligste Tjekkiet, Vesely. Skrev brev hjem og gik på posthuset om morgenen.
Brev til Mette:
Allerkæreste skattepige !
Jeg har vist givet dig det sidste papir, så nu skriver jeg på denne lap. Det er
31. august, klokken er 19.30 og jeg sidder i en lille by, Vesely i det sydlige
Tjekkiet, lidt N.Ø.. for Breslau.
Jeg har været noget trist i de sidste dage, ligesom vejret, gråt, køligt, byger.
Jeg mangler dig til at bilde mig ind, hvilken glimrende mand jeg er en gang i
timen. Nu grubler jeg over hvad jeg selv synes, jeg er og føler det her mere
som en flugt end som et eventyr; rastløs kører jeg af sted sydpå mod varmen,
vejret kun til at køre i, mens jeg halvt bebrejder mig selv at jeg bruger vores
penge på diesel.
Nå, nu ikke mere ”depri-snak”. Nu har jeg da været i Tjekkiet. I morgen kører
jeg nok enten mod Slovakiet eller Østrig. Det her er et landbrugsland med
små bjerge rundt om og menneskene ligner os til forveksling, men taler ikke
mange fremmedsprog. Der vokser tit æble- eller pæretræer langs vejene, men
der er ingen rastepladser, så man kan stoppe og plukke.
Måske skyldes noget af mit mismod, at jeg i går var i Auschwitz
koncentrationslejren fra 2. verdenskrig. Det er virkelig en deprimerende stærk
oplevelse, selv om jeg har været der før med Bjørnebanden. Nu glæder jeg
mig til du ringer på søndag. – jeg ville egentlig gerne vide hvordan det gik med
den der russiske ubåd. Fik de nogen ud? Jeg synes det er tappert af dig at
blive ved at prøvet at ”kradse” nogle penge ind, mens jeg bare bruger løs.
Du ved jeg elsker dig.
Din - for ever.
Og så kørte jeg til Østrig. Ligger nu på tredje døgn på en stor p-plads på en ø midt i
Donau, hvorfra jeg kan cykle ind til Wien. Fredag var jeg derinde og se den gamle
by. Jeg kunne genkende nogle af navnene, Stephansdom, Hofburg.. Og så stod jeg
pludselig ved Den spanske Hofrideskole ! Der var opvisning søndag. Skulle jeg
vente tre dage og bruge 175 af de kroner, vi ikke har ? Jeg
tøvede, men det var trods alt en barndomsdrøm, jeg kunne
opfylde. Og er det måske ikke det, jeg er her for !? Det er ikke
sikkert, jeg får chancen igen i dette liv. Jeg gik ind og købte

53
billetten, og nu skal jeg af sted om en halv time. Jeg glæder mig godt nok..
Kl.15.20
Nu har jeg været derinde. Jeg har set Den spanske Rideskole give opvisning i vel
nok Verdens smukkeste ridehus. Det var betagende. Efter velkomst, hvor det blev
understreget, at man absolut ikke måtte fotografere - hvilket jeg naturligvis gjorde
alligevel, jeg mener, hvor tit kommer man dér - og et musikalsk forspil, som øgede
spændingen, begyndte det med seks unge heste og ryttere, kun et par år inde i
uddannelsen, som for hestenes vedkommende varer otte år. De red rundt individuelt
uden de store øvelser udover traversader i trav og galop og et par piruetter. Smukt
og enkelt. Jeg tror for øvrigt, at det var levende musik til det hele, men jeg stod et
sted, hvor jeg ikke kunne se nogen musikere. Så fulgte nogle mere øvede ekvipager
i en lidt højere sværhedsgrad. Man kunne se, hvor gennemarbejdede de heste var;
det hele så så nemt ud. Senere kom seks hingste ind for hånden, et par af dem med
en ekstra hjælper. de lavede så nogle af de kendte figurer og spring, levaden,
courbetten og den vanskeligste, capriolen, hvor hesten springer op og slår ud med
begge bagben samtidig. Alle disse klassiske øvelser, som oprindelig skulle tjene til
at beskytte og forsvare rytteren i en krigssituation. Så fulgte det for mig næsten mest
imponerende, øvelsen hvor rytteren går bag hesten og kun leder den med en lang
tøjle eller kort tømme, der lige når rundt om hestens bagpart. Kun med denne og
uden nogen form for hjælper som schenkler, vægt
eller stemme førte han hesten gennem versader,
passage og piaffe og et kort galopprogram. Det er
virkelig en kunst, som man skal være rytter for
rigtig at vurdere efter fortjeneste. Det hele sluttede
med en kvadrille af otte af de smukkeste og mest
øvede hvide hingste. Det var næsten bevægende.
Her stod jeg og så, hvad jeg har hørt og læst og
drømt om siden jeg var ti år gammel. Og den
præcision. Der stod på billetten at det ville slutte
12.10 og den var på mit ur fem sekunder over, da
den sidste hvide hingst forlod hallen.
Bagefter
blev vi vist rundt i Lippizanermuseet og fik
genopfrisket historierne og hørt et par nye,
samt kastet et blik - gennem mørkt glas - ind
i staldene. Dér måtte man ikke komme. Det
var for farligt ! Altså for hestene, en hingst
var død for nogle år siden pga. en virus, en
besøgende havde bragt ind i staldene.
Og så sparede jeg tolv kroner ved at gå hjem
i stedet for at tage sporvognen. Det tog en
time og tyve minutter.
Jeg havde set et navn på kortet, som jeg
også havde hørt før: "Prater", så jeg cyklede
ned og så hvad det kunne være. Det var alle
tiders ! Et stort tivoli, ja, mindst lige så stort
som vort derhjemme i København. En masse

54
mennesker her på denne småkolde søndag, en dejlig stemning og en mængde
forlystelser, flere af den moderne type, hvor man kører med hovedet nedad, springer
bungyjump eller bliver skudt 100 meter op i luften inde i en kugle. Lige noget for min
søde kone. Det var gratis at komme ind, jeg havde ikke penge med ellers havde jeg
nok brugt en mindre formue i deres forskellige gokarts.
4. september 2000
I morges gik jeg ned og købte ind i et elendigt Spar-supermarked og så cyklede jeg
ind og fandt den danske ambassade. Jeg fik lov at stemme, men hun var ikke sikker
på, om den ville tælle, når jeg ikke stod tilmeldt folkeregisteret. Nej, naturligvis !!...
Da jeg kom tilbage sad der en parkeringsbøde i forruden. 300 shilling, ca 150
kroner. Egentlig billigt for at parkere 3 døgn på en totimers parkeringsplads med så
dejlig udsigt. Desværre forstår jeg ikke, hvordan jeg skal betale den, så...
Så forlod jeg Wien, en tiltalende og venlig by, og kørte vestover det meste af dagen,
jeg vil prøve at finde Zell am See, hvor jeg var to gange for ca. fyrre år siden, først
med onkel Knud, Ellen og Ole og siden med far, mor og Sys. Mon familien Turchitz
bor der endnu ? Jeg nåede ikke helt derned i dag, holder her langs en brusende lille
flod - en biflod til Salzach - i øsende regnvejr mellem Wagrain og St. Johann ca. 40
km s.ø. for Salzburg. Og jeg kan stadig ikke komme på nettet: intet svar.
5. september 2000
Kørte til Zell am See. Jeg kunne let finde vejen derhen og straks kende rækken af
huse. Jeg drejede ned og parkerede. Gik lidt rundt og kikkede på navneskiltene:
Bergen... Rumholz , nej det var vel umuligt efter så mange år. Jeg havde prøvet at
regne på, hvor gamle de ville være nu. Sandsynligvis var de
på plejehjem, hvis de har sådan noget hernede. Pludselig:
Turchitz ! Spændt ringede jeg på. En nydelig ung dame på
min alder lukkede op og så noget desorienteret på mig. På
mit bedste tysk sagde jeg: Undskyld, De kender mig ikke
igen, men jeg var her for fyrre år siden. De er Veronica, ikke
? Det var hun. Den store pige, jeg i hemmelighed beundrede
for så længe siden. Jeg blev budt inden for på kaffe. Hendes
bror, som ikke boede hjemme dengang, var der også. Vi fik
en hyggelig snak. Hun kunne naturligvis ikke huske en lille
knægt, hun havde set, da hun var 16, men synes ligesom
jeg, det var morsomt at mødes. Jeg fortalte alt, hvad jeg
kunne huske fra den gang og det var ikke så lidt, syntes hun.
Hun fortalte at gamle Turchitz var død, men moderen levede,
og var lige kommet på sygehuset for en uge siden. Jeg så et
foto af hende og kunne godt kende hende. Jeg fik lov at tage
et par billeder af huset og Veronica inden jeg drog videre.
Det var en rigtig sjov oplevelse.
Videre over Kitzbühel og Innsbruck. Efter Innsbruck samlede jeg et ungt Tjekkisk par
med nogle enorme rygsække op og de kørte med over grænsen ved Brenner og ned
til Trento. De ville så videre østpå over til Adriaterhavskysten og se vandet. Det vil
de jo gerne, de folk, der bor midt i Europa og ikke bare lige kan tage til stranden.
Nu holder jeg her i Dolomitterne syd for Trento med fin udsigt over bjerg og dal. I
morgen vil jeg til Garda. Vejret her syd for Alperne er allerede 26 grader. Nemlig!

55
Men jeg kommer heller ikke på nettet i dag. Her er simpelthen nul forbindelse.
-
6. september 2000
Kørte til Gardasøen. Vejret var ikke for godt fra morgenstunden, 13 grader,
men blev fint over middag. Jeg var lige inde på campingpladsen i Torbole,
hvor vi lå sidst og stjæle et bad. Det var helt rart. Da jeg kom til "vores"
plads ved Garda, skulle man nu betale. 9000 lire. Desværre var der en
irriterende lille mand, som rigtig skulle spille konge og var utrolig
uforskammet overfor folk her. Han ville have, jeg skulle rykke så tæt på
naboen, at døren ikke kunne åbnes. Jeg fik fortalt ham, hvad jeg mente om
ham, men desværre kun på dansk. I eftermiddag har jeg cyklet i det gode
vejr, helt ned til det sted, som hedder Gardaland. ( 15 km hver vej ). Der
var det naturligvis ikke gratis at komme ind. Jeg tager tilbage til Prater i
Wien.
9. september 2000
Kørte videre ved ellevetiden næste dag efter endnu en gang ballade med den
lille lort, der råbte op at han skulle have flere penge. Jeg kørte med ham
løbende efter mig hamrende på vognen. Jeg kan mærke, jeg skal passe vældig
meget på ikke at blive voldsom i den slags situationer. Kørte sydpå gennem
Mantova og vestpå gennem Posletten: Cremona, Piacenza, Voghera, hvor jeg
overnattede, Alessandria, mod syd igen: Alba, Bra ( er det mon svensk eller
engelsk. Ha, ha) Cuneo og op mod passet Col de Tende, som jeg har læst skulle
være et spændende sted at køre over. Fik SMSbeskeder og mails fra min søde
kone, at der var ballade i Frankrig, ikke til at få Diesel. Så nu holder jeg
her halvt oppe ad bjergvejen ved en lille landsby, Vernante, stadig på den
italienske side. Den har åbenbart noget med Pinnochio at gøre, for der er
statuer og malerier fra historien mange steder på husene. Har ellers blot
nydt dagens gode vejr på taget af bilen, nede ved den lille flod, her løber
forbi og så en tur op i byen. Hallo !! der er lige løbet en mand forbi med
en fakkel ! Biler med røde flag foran og bag ham. Kan det mon være den
olympiske flamme, som kom her forbi ? Jeg tror det ! Det synes jeg er
fantastisk morsomt, hvis det er rigtigt. Det bliver nok eneste gang i mit
liv, jeg får det at se i virkeligheden.
11. september 2000 kl.13.30
I går kørte jeg så gennem tunellen ved Col de Tende og ind i Frankrig. Der
var to tilkørselsbaner, en for alm. biler og en for os "store". Der var rødt
lys for os, men da jeg og en anden camper havde ventet i 6 min., syntes jeg
det kunne være nok og kørte bare. Det skete der heller ikke noget ved.
Holdt lidt nede på den anden side et dejligt sted i skyggen og efter et par
ture rundt i terrænet fortsatte jeg lidt nedover til morgen. Da jeg holdt et sted for at

56
nyde udsigten og lade køen bagved passere, så jeg, at der gik en sti op ad bjerget.
Jeg låsede så kareten og gik deropad. Det blev en dejlig tur. Op ad en lille
bjergsti med skønne udsigter, fyrretræer, lyng, blomster, sommerfugle, bier
og langt nede svævede en stor rovfugl højt oppe. Solen varmede min
gennemsvedte T-shirt, men det var en sådan balsam for sjælen, at benene
glemte at blive trætte. Jeg fortsatte til stien blev til folks private
marker og jeg var ved at komme ind i en højtliggende lille landsby. Turen
nedad tog tre kvartér.
Fortsatte og var pludselig ifølge skiltene i Italien igen. Holder nu i
Ventimiglia og venter på at "Lidl" skal åbne klokken 15.30.
12.9.2000 Kl 13.30
Jeg er bare så rasende og ked af det.I går i Ventimiglia i Italien brød én ind ad den
lille dør, ødelagde låsen og stjal min computer og videokameraet med filmen fra hele
turen !
Han kan være glad for at jeg ikke har nogen chance for at få fat i ham. Jeg havde jo
parkeret ved et Lidl supermarked og ventede på det skulle åbne efter siestaen. Jeg
gik så en tur til stranden og var rent faktisk i vandet ! Det er ellers sjældent, men
Middelhavet var bare så skønt, varmt og blågrønt som det jo er. I raseri over dette
kørte jeg ud af Italien, ind i Frankrig, overnattede på motorvejen nord for Cannes og
er nu kørt gennem Marseille.
Mette har lige foreslået at jeg skal komme hjem indtil vi får skattepenge retur, måske
er det en løsning, men så kommer jeg nok ikke af sted mere. Jeg kan ikke finde ud
af, hvad jeg vil. Når jeg er ude vil jeg hjem og når jeg er hjemme vil jeg ud, Er det
normalt ?
En campingvogn tabte lige hjulet her ud for - måtte ud på motorvejen og hjælpe ham.
God bryllupsdag.
14 sep
Det her med at skrive dagbog i hånden er ikke så sjovt som at skrive på computer;
man skal tage sig mere sammen, men altså:
Vest for Marseille kørte jeg ned ved vandet og fandt en sød lille fiskerby, Suresnes.
Jeg lå den første dag ved en slags fodgængerpromenade og dagen derpå, da jeg
havde provianteret, kørte jeg ud i et gammelt stenbrud, hvor der ikke kom så mange,
og gik nogle ture i klipperne langs vandet.
I går aftes holdt jeg sammen med nogle (andre) sigøjnere på en stor rasteplads vest
for Martigues, som er en noget større - og grimmere industriby, end man umiddelbart
kan se på kortet. I dag er jeg så kommet “tilbage” til Arles og holder med udsigt over
den store Rhoneflod. Der ligger nogle flod-krydstogtsskibe med rige amerikanere
lige her nedenfor. De er lange som en fodboldbane. Skibene altså. Man er ved at
fejre den årlige fest for rishøsten (ude i La Camargue) så jeg bliver lige lidt og ser,
om der sker noget. Jeg har lige måttet ind og købe to liter juice. Jeg bliver så tørstig
her i varmen, og drikker jeg kun øl, bliver jeg søvnig. Men jeg må nok lige ind og
gense Café la Nuit, når det er blevet mørkt.
15.9 kl 12.30
Har lige været en dejlig cykeltur udenfor Arles. Tog fodbad i La petit Rhone, kørte
over en gammel bro, som knagede i stålwirene hver gang en bil kørte over og fandt

57
et figentræ med modne figner. Tænk at stå og plukke fignerne og spise lige fra
træet. En god oplevelse ! Jeg kunne kun nå en otte-ti stykker. Det var nok godt for
min mave. Nu skal jeg over Rhone igen og i et Intermarche, jeg har fundet, når
siestaen er overstået og se om ikke de tager VISAkort. Mette ringede jo i går og
sagde at skattepengene var gået ind. Py-ha.
Jeg har været ovre på Arles banegård et par gange og se et TGV-tog suse igennem.
Det går godt nok stærkt!
Orker ikke at gå op i byen igen kl. 19 for at se optog. Tidligt i seng. Sover dårligt,
måske pga. varmen.
Næste dag
Kører fra Arles
mod Saintes
Maries de la
Mer. Gennem
La Camargue
ned gennem
Rhonedeltaet.
Ser en del
hvide heste -
du kan leje
dem for 80
francs i timen,
men jeg har
kun 100 og ...
ja det
sædvanlige.
Også en del sorte tyre med meget spidse horn. Her er det en fordel at sidde oppe i
førerhuset i en camper, du kan se meget længere ind over markerne. Kører forbi et
stort fuglereservat. Det dér ligner da.. Ja, det er søreme flamingoer, der flyver rundt i
en stor flok lige derude. Selve byen Les Saintes Maries er (blevet) en udpræget
turistby. Ikke en sigøjner i sigte, men jeg stopper lige efter byen og tager mig et -
tiltrængt- bad i Golfe du Lion. På vej mod Aigues Mortes -det døde vand- er der to
vej-muligheder. Jeg prøver den mest spændende udseende, og holder snart ved en
lille - gratis !- færge over La petite Rhone. Det skal blive sjovt. Mens jeg venter på
færgen kommer et hold turister og sidder af de hvide heste, de har været ude og ride
på, mens et hold kajakroere læsser deres kajakker fra floden op på en ventende
vogn. Men da jeg skal køre ombord, kommer færgemanden op til mig og forklarer
mig - utroligt så meget fransk, jeg forstår - at ved opkørslen på den anden side er
der en slags “grøft” hvor bagenden af bilen sandsynligvis vil støde på. Han fraråder
mig at prøve, så OK, det er vel ikke værd at ofre en skrammet eller bulet bil for en
sjov sejltur. Jeg vender og kører den anden vej. Aigues Mortes er også blevet
invaderet af masseturismen og består inden for den imponerende ringmur med tårne
mest af restauranter, barer og en enkelt kunstudstilling. Jeg tænker på, at jeg
egentlig aldrig har lært at nyde livet og forkæle mig selv. Og gør jeg det endelig, får
jeg samvittighedsnag. De penge, det ville koste at sætte mig ind på en restaurant og

58
få et måltid mad eller blot en øl - eller tage en
ridetur ude i sumpene - har jeg sparet. Jeg
har altid lært: vi skal spare ! Aldrig: vi skal
more os, eller: vi skal tjene nogle penge. Med
alt det, jeg har sparet i mit liv, hvorfor skylder
jeg så 110.000 kr. væk og føler mig som en
kirkerotte ? - Efter dansk velfærdsstandard,
naturligvis.
Nå, videre gennem det spændende landskab
via Grau de Roi - flere flamingoer - gennem
storbyen Montpellier sydpå gennem Sete -
jeg kan huske flere af stederne fra da vi kørte
den anden vej i maj - ned og parkere ved
stranden mellem Sete og Cap de Agde, lige ned til vandet. I maj var her småkoldt og
overskyet, nu 28° Jeg har for første gang købt en lokal rødvin (forkælet mig selv, ha
ha) dyrket på den flade Rhoneslette - Vin de Sable - sandvinen. Jeg drikker den til
en lidt tør hakkebøf - eller krebinet- jeg er ikke helt sikker på ophavsdyret til det
hakkede kød. Den er udmærket, vinen. Jeg gemmer den sidste halvdel til i morgen.
Vi skal jo spare! Og jeg er blevet for gammel til at gide vågne med hovedpine bare
fordi... Godnat.
17. 9. 2000
Vågnede til en skøn
solopgang over
Lionbugten. Snart er
det varmt nok til at
sidde ude på
trinbrættet uden
meget tøj på, men jeg
pakker og kører
gennem Beziers og
drejer vestpå ind
langs Pyrenæerne.
Det virker lidt
tilfældigt, hvor jeg
tager hen, har svært
ved at bestemme mig,
men nu prøver jeg La
Route des Pyrenees. Holder ved frokosttid og tager et par billeder af nogle mænd i
færd med vinhøsten. Da de er kørt hjem til frokost stjæler jeg en lille klase druer,
som jeg spiser til ostemaden. Det er bare skønt. Hvis vinen er lige så god som
druen, skal jeg huske at købe “Corbieres” Nogle af druerne er runkne, men jeg
prøver at spise én alligevel og Oh la la: en mellemting mellem en vindrue og en skøn
rosin fuld af smag. Jeg må stoppe igen ved Carcassone og snuppe en klase mere,
samtidig med at jeg får et godt billede af modne vinstokke med et slot i baggrunden.
Det er den skønneste oplevelse at sidde og spise disse kraftige søde blå druer lige
fra stilken mens jeg kører. Resten af dagen går med at finde over Col de Port. (1249
moh.) Og efter St. Girons er jeg så udmattet af indtryk og koncentration, at jeg

59
næsten er for træt til at lave aftensmad: bacon, æbler og spejlæg og med resten af
vinen fra i går til. Nu læser jeg til jeg falder i søvn. Det varer ikke længe... Mette og
drengen ringede - dejligt at høre deres stemmer.
18/9
Har lige siddet og læst en lille timestid oppe på taget med den mest pragtfulde udsigt
over græsklædte Pyrenæer mellem Lourdes og Col de Aubisque på Col de Soulov.
Heste køer og får går omkring med deres klokker konstant bimlende med denne
flade klang så karakteristisk for “koklokker”. Og pludselig kommer en kraftig skimmel
galopperende hen over bjerget ivrigt vrinskende. Men selv om solen skinner og
varmer var der lumsk deroppe. I skyggesiden køler en let men stadig brise én ned.
Jeg var lige en gåtur oppe på bjerget her ved siden af. Hvad jeg kunne se ? At der
var længere op end det
så ud til nedefra og at
når man kom helt op,
hvor man kunne se
nedefra, fortsatte bjerget
blot længere op - og
længere igen. Mens jeg
var deroppe kørte det
ældre ægtepar fra
Portsmouth, jeg havde
snakket med inden. Vi
var ellers blevet enige
om, at her ville vi blive i
nat, men konen, som var
tyskfødt ( det kunne jeg
godt høre, selv om jeg
var for høflig til at sige det ), og hvis bedsteforældre stammede fra hhv. Polen og
Rusland, var nervøs ved ikke at sove
på en campingplads. Mens vi stod og
snakkede svævede fire-fem store
fugle højt - meget højt over os.
Utvivlsomt ørne af en slags, men jeg
har åbenbart ladet fuglebogen blive
derhjemme. Tidligere på dagen var jeg
over Col d´Aspin og Colde Tourmalet,
Pyrenæernes højeste pas (2115
moh.) Deroppe står en metal statue af
en lidende cykelrytter til minde om
første gang Tour de France passerede
her i 1910 - var det vist.
Her ovre på P-pladsen på den anden
side af vejen står to kvinder og en
mand og spiller “boule” eller petanque.
Så må de være franskmænd.
19. 9

60
Betalte i dag prisen for at sidde og fryse oppe på taget i går. Har været møg-forkølet
med hovedpine hele dagen. Det er altså ikke nok at man gennemsnitligt har det
tilpas varmt.
Vågnede til et - flot - tordenvejr oppe på Col de Soulov og så begyndte regnen. Og
blev ved. Kørte så over Col d´Aubisque -en meget smal bjergvej, men heldigvis var
der ikke megen trafik dér mellem 9 og 10. Nordvestpå til Oloron, da planen hed
Bayonne og Biscayabugten, men regnen og min forkølelse gjorde, at jeg
ombestemte mig og drejede sydpå over Somportpasset, ind i Spanien og ned ad
Pyrenæerne. Som ventet begyndte opklaringen da jeg kom ned fra bjergene, i Jaca
dukkede de første blå pletter op og her en halv times kørsel fra Zaragoza er det kun
halvskyet og dejlig lunt igen. Og jeg prøver at bilde mig ind, at forkølelsen er på
retur.
21 - 9 2000
I går var det så gråvejr og kun til at køre i. Fra Zaragoza, hvor jeg lige så et glimt af
en stor flot kirke på den vestlige bred af min gamle ven Ebro. Mod nordvest, jeg har
besluttet ikke at tage til Madrid denne gang. Hvorfor og hvordan tager jeg sådanne
beslutninger ? Ja, der skal jo tages én. Jeg kan jo ikke blive her. Meget tilfældigt ! Et
kik efter bare et eller andet i “Turen går til”, som ikke er historisk, et kik på kortet, et
navn, jeg måske har hørt før og genkender, langs en flod, over et pas, en grøn streg
langs vejen, som betyder: køn vej...
I al fald: gennem Tarazona og Soria. Så lidt syd-sydvest for at ramme Segovia. -
Måske underbevidsthedens tilfældighed igen - guitaristen Andre Segovia spiller
stille, køn musik. Der var nu en meget flot aquaduct, meget velbevaret fra romertiden
i grå granit, tilhugget så nøje, at de ikke
behøvede mørtel. Og den sædvanlige kollossale
katedral - som må have holdt hundreder af
bønder på sultegrænsen i sin tid - beliggende
ved et hyggeligt lille torv.
Nu kørte jeg så meget i går - over 500 km, fyldte
tanken op to gange -avs - at jeg føler, jeg bør
sætte tempoet ned og holder derfor nu i et sving
fra den gamle vej vest for Madrid, halvvejs
mellem den og Portugal. Vejret er som det skal (
pas nu på den kølige brise !) - en bil hvert
syvende minut og kun set ét menneske, en
fårehyrde som - vistnok - kom med
bemærkninger om vejret i anledning af, at jeg
kun sad i badeshorts.
Ind imellem er her ret
stille - næsten lige som
i de nordøstpolske
skove. Men nu er
trafikken taget til: en bil hvert tredje minut. Siestaen er ved
at være overstået. Så må jeg nok også videre. Sammen
med flokken.
Det passede med den grønne stribe på kortet ! Det var
Extremadura, jeg kørte ned i. Ja, ned og ned gennem

61
Placenciadalen i Sierra Tormantos. Smukt og vildt ! Nu er korkegen så småt dukket
op og efter Placencia holder jeg nu ved “Tejos kilder”, et kæmpe langstrakt
søområde som Tejo (eller Tajo, som spanierne holder på, den hedder) og nogle af
dens større bifloder udfylder inden den løber videre mod Lissabon. Jeg holder på en
station - “ en stille og rolig station,” Casper - som hedder “Rio Tajo”
Nu skal jeg på fluejagt inden jeg spiser. Pølser og spejlæg
22 / 9 fredag
Kører langsomt videre sydpå udenom Carares og vestpå ind i Portugal. På vejen
finder jeg en ræv, som lige er kørt over og får endelig den rævehale, jeg længe har
ønsket mig, sat på min antenne. Bare det nu holder.
I morges da jeg skulle beslutte, besluttede jeg at jeg vil ud til Atlanterhavskysten,
hvor der skulle være nogle gode strande. Også for ikke at komme for hurtigt til
Lissabon, hvortil Mette i dag sender post. Kludrer lidt med vejen i Albrantes, men
kigger så ordentligt på kortet : jeg skal jo over Tejo inden jeg skal videre vestpå. Rart
med et godt kort. - Næsten uundværligt. Inden jeg kører helt ud af byen, kører jeg
ned og finder Modelo og køber ind der - næsten lige som at være hjemme -
genkendelsens glæde igen. Det samme sker, da jeg kører videre og pludselig
befinder mig i Mira de Aire, hvor vi for godt et halvt år siden hævede penge og var
oppe og se de flotte grotter -de første, vi så. Jeg prøvede at køre op og holde på ppladsen
ved “grutas”, men den var for stejl til at sove på. Nu holder jeg lige uden for
byen.
23 - 9 - 00 lørdag
Vågner og hele dalen under
mig ligger i tæt tåge. Solen
rammer ned i dalen og tågen
er væk på 10 minutter. Mor
ringer. Hun skal opereres
efter jul. Jeg kan høre, hun er
nervøs for det men lader mig
ikke mærke med noget. Det
er ikke lige tidspunktet i en
mobiltelefon..
Kører til Nazaré ude ved
Atlanterhavskysten. Dejligt
lille sted. Høje klipper rundt
om en bred sandstrand -
sandet er næsten grus.
Synes jeg kan høre lyden af
en SMSbesked og fisker
telefonen ud fra sit
gemmested på badeværelset.
- Intet ! To minutter efter
bipper beskeden så ind fra

62
Mette: “Kom hjem, vi har ikke flere penge”.
Ja, det var så det.
Hvad fik jeg ud af denne tur ? Noget selverkendelse, måske - ikke så dårligt måske,
i det lange løb.
Går lige en tur hen ad stranden, men har ingen ro. Starter dytten. Hjemad. Nu !
Kører 455 km gennem Coimbra, Guarda, Villar Formoso, ind i Spanien igen, udenom
Salamanca -ser lige stadion - ikke et sted, jeg kan anbefale. Omegnen er noget af
det goldeste, jeg har oplevet på denne tur. Et par enkelte steder ser jeg, hvor de
opdrætter de berømte store spanske kamptyre til arenaerne. Der er nu flest køer,
men hvad, man kan vel ikke opdrætte kamptyre uden at have nogle “kamp-køer” !
I morgen går det videre, nu må jeg hjem. Jeg tror også Mette må have lært noget af
det hér. Hun er fra sin barndom vant til, at penge er bare noget, der er der. Jeg har
længe set faresignalerne, men hun har jo nok ikke nænnet at sælge den lille røde
MX5, hvilket var forudsætningen for at det kunne gå lidt endnu. Sikkert mest for min
skyld, det kære væsen. Men nu er jeg lidt træt.
24 - 9 - 2000 (kun 3 mdr. til juleaften)
Køre, køre, køre. Næsten 10 timer
( 9.30 - 19.20 ) 754 km. Et helt
pænt snit, når man tager i betragtning
at noget af vejen var gennem
franske byer med 50 kmbegrænsning
og en syvottehundrede
rundkørsler. Men
mest motorvej. Man kommer frem,
men ser ingenting. Nu sidder jeg i
nærheden af Cognac og drikker
Whisky. Hvad kan man lære af
det ? Ingenting, vist nok. Godnat.
P.S. Var lige ude i mørket og
hugge en klase druer. De er grønne, små, umodne, sure.Jeg presser- ved hjælp af
en dansk ølflaske, som lige passer ned i kruset- resten af klasen til saft - et par
teskefulde sukker i - ja, nu er den helt fin. Får jeg mavepine i nat, ved jeg, hvad det
er.
25 - 9
Kørt 11 timer 798 km. Skiftevis god motorvej, dyr betalingsvej, småveje med byer
med stoplys og rundkørsler og så helvedet rundt om Paris. Har lige passeret
krigergrave ved Sommes og holder et stykke fra Verdun på en vigeplads, hvor der lå
stenbunker. Så jeg har været ude at grave med fejebakken og holder derfor næsten
vandret.
26 - 9
Bare kørt. 693 km, 10 timer. Frankrig, pludselig i Luxembourg, kørt 500 m. Forkert,
tilbage, næh, nu er jeg da vist i Belgien. Nå, nu er jeg i Luxembourg igen. Lidt diesel
og lidt frokost og så op ad de kendte og kedelige, men koncentrationskrævende
tyske motorveje. Sover nord for Osnabrück…

63
S L U T