Hent nyhedsbrevet her (PDF dokument) - Center Nord-Vest

Nyhedsbrevet
GLORIA 3
1
december 2012

Leder
Kære Læser
I dette nummer af nyhedsbrevet kan du læse om en af de mere tunge ting, vi mennesker støder på
i løbet af livet; nemlig ensomhed.
December måned kan nemlig være en ekstra hård måned hvis man er ensom. Når man andre
omkring en fortæller om julefrokoster og nytårsfester kan ensomhedsfornemmelsen nemt blive
forstærket, og selvom man kan være glad på andres vegne, er det også nemt at sidde tilbage med
en følelse af forladthed: ”Hvorfor er der ikke nogen der har inviteret mig?”
For nogle bliver det en ekstra stor udfordring at komme igennem december. Oveni ensomheden
slås mange også med en psykisk lidelse, som gør det sociale ekstra svært. Det er en udfordring i
forvejen at være sammen med andre, hvis man føler sig forkert og samtidig hører stemmer eller er
deprimeret. Og samtidig præsenterer medierne os for et glansbillede af livet anno 2012, som man
også på en eller anden måde gerne vil eller ønsker at man kunne leve op til.
Presset er stort og kommer fra mange steder.
Selvom vi generelt ikke er gode til at tale om ensomhed, er der dog flere der godt tør åbne op og
prøve at gøre noget ved det.
Det gør også tingene lidt nemmere hvis man ved hvorfor man er ensom. Savner man kontakt med
sig selv eller med andre omkring en? Har man mistet en i familien eller af vennerne? Eller er det
noget helt andet?
Vi håber du kan bruge dette nyhedsbrev til at lære lidt om ensomheden, vide at det er muligt at
komme ud af den selvom det kan føles som en umulig og uoverskuelig opgave.
Som en engang sagde:
Venlig hilsen
Redaktionen.
Man er aldrig så ensom, at man ikke har flere millioner at dele ensomheden med.
2

Indhold
Redaktør: Millie Bellina
Ansvarshavende redaktør: Søren Christian Østerby
Kontaktinfo:
Telefon: 24940738
Mail: nyhedsbrevetgloria@gmail.com
3
4 Stigmatisering
7 Er jeg den eneste der er ensom?
10 Eventkalender og på gensyn
Bidragene er udtryk for skribentens egen holdning.
Har du lyst til at skrive til næste nyhedsbrev er adressen nyhedsbrevetgloria@gmail.com
Spørgsmål eller kommentarer? Redaktionen kan kontaktes på 24 94 07 38 eller på vores mail.
Nyhedsbrevet Gloria udkommer hver mandag i ulige uger udgives i samarbejde med Socialpsykiatrisk
Center Nord-Vest
Forsidefoto: Joan Joensen

Opfølgning på tema aften på Pinta om:
Stigmatisering
Skrevet af: Helle Clibborn
Vi har tidligere fortalt om en temaaften på Pinta med emnet stigmatisering. Ordene var mange
og de fløj som små bordtennisbolde rundt imellem væggene i lokalet i Vanløse. Her er nogle af
dem.
Spørgsmålene var mange og interessante, og oplægsholder Maria Toräng kom også med relevante
spørgsmål. (Maria er cand. pæd. studerende på DPU, Institut for Uddannelse og Pædagogik, red.)
Spørgsmålene skulle ses som inspirationskilde til diskussion i grupperne. Snakken gik livligt rundt
om bordene i alle grupperne. Der var ca. 6 deltagere i hver, fordelt på brugere, pårørende og
medarbejdere. Temaet vakte mange følelser i deltagerne, alle havde noget på hjertet. Det
afslørede også, at alle i en eller grad har oplevet såvel stigmatisering som selvstigmatisering. Dels
fra venner, familie, kolleger og dels fra professionelle i behandlingssystemet. Flere følte at
omgivelsernes reaktion forværrede lidelsen, samt at det forstærkede det indre kaos og skabte et
negativt selvbillede.
Hellere lide i stilhed
Mange gav udtryk for, at det var bedre at forsøge at holde det hemmeligt - at man var blevet syg,
og så gå og lide i stilhed. Som Susanne Hansen fra Psykiatrifondens Psykiatripanel beskrev det i sit
4

oplæg: ”Jeg var skabs skizofren.” Det kræver ro omkring en, både når det drejer sig om at få en
diagnose og når det handler om selv at forstå hvad der sker med en. Det sidste man har brug for,
er at omgivelserne begynder at tage afstand. Det føles som om de ikke stoler på en længere; man
er en fremmed. Lidelsen får lov til at tage over.
Mange har oplevet at blive talt ned til på arbejdspladsen, at kolleger ikke ville inddrage dem i
samtaler og det sociale liv. Som om kollegaerne så anderledes på en. At kæmpe med både sin
lidelse og holde fast i arbejdet er umuligt uden støtte og opbakning fra kolleger og chefer. Uden
den støtte giver man derfor op.
Mange har mistet venner under den lange kamp for at komme sig efter en sindslidelse. Venner
som ikke kunne forstå op - og nedturene, som en sindslidelse giver, og derfor valgte at holde sig
væk. En deltager fortalte om en veninde med en psykisk lidelse, og om hvor hårdt det kan være at
være tæt på en person i de svære tider. Her eniges vi om, at det handler om at få lavet spilleregler
om samværet i de svære perioder, og om hvordan man bedst kan støtte her, så det kommer begge
parter til gode.
Den daglige kamp mod dæmonerne
Venner er vigtige for ens selvopfattelse; at andre synes man har noget at byde på. Mange af
deltagerne har oplevet at skifte alle vennerne ud med nogle, som har prøvet det på egen krop og
som derfor har en gensidig forståelse og indsigt, som andre kan have svært ved at have.
Nogle har også oplevet, at nærmeste familie tog afstand; man var ikke velkommen så ofte som før.
Man var blevet en belastning i stedet for et nært familiemedlem.
Mange af emnerne berørte adskillige, men der var også en følelse af samhørighed. Alle havde i en
eller anden grad oplevet at tænke dårligt om sig; at stigmatisere sig selv og reducere sig selv til
andres meninger om en. En udtrykte det på denne måde: ”Det er en daglig kamp at slås med sine
egne dæmoner, men kampen bliver endnu sværere, når man også skal kæmpe mod andres
uvidenhed og fordomme.” ”Det er en daglig kamp at vende tilbage til den man var før
sygdommen, at se sig selv igen som et ligeværdigt menneske, som har noget at byde på.”
Mediernes rolle
Nogle beskrev at medierne er med til at give et sensationspræget billede af psykisk syge og at de
er med til at fastholde en negativ opfattelse af mennesker med sindslidelser. Dette gør at mange
ikke har lyst til at fortælle om deres sindslidelse.
Men hvad skal der til for at begrænse omfanget af både stigmatisering og selvstigmatisering? Der
skal flere solstrålehistorier i medierne til at understrege, at mennesker med sindslidelser er en del
af samfundet på lige fod som alle andre, og at denne gruppe har rigtig meget at byde på. Og det er
en gruppe, som ønsker at blive inkluderet i samfundet og regnes for noget.
5

Det hjælper at tale om det
Det kom frem, at det var vigtigt at spørge sig selv: ”Hvad kan jeg selv gøre og hvad er positivt for
mig?” Vi er alle en del af samme kultur og samfund, og man skal prøve at blive mere ligeglad med
hvad andre tænker og selv tænke: ”Jeg er som jeg er.” Brugere, pårørende og professionelle skal
tale mere åbent sammen og skabe et ”os” i stedet for et ”dem og os”.
Aftenens sidste kommentar var: ”Vi skal have langt flere af disse aftener og også gerne i større
forum.” ”Det hjælper at tale om det og føle, at man ikke står alene med alle sine tanker og
følelser.”
Marias spørgsmål til diskussion
Er stigmatisering (andres fordomme/egne fordomme) noget I tænker på jævnligt?
Hvorfor/hvorfor ikke?
Hvordan har I oplevet, at folk omkring jer har reageret, hvis I har fortalt om jeres psykiatriske
diagnose?
Er der situationer/steder, hvor det er særlig svært at skulle fortælle/snakke om sin psykiatriske
diagnose? (fx i familien, blandt venner, i mødet med nye bekendtskaber)
Er der situationer/steder, hvor det er okay at snakke om sin diagnose? (fx familien, venner, på et
samværs- og aktivitetssted) Hvis ja, hvorfor?
Hvis I tager udgangspunkt i en af de situationer/oplevelser en af jer i gruppen har fortalt om, kan
I tænke på andre måder, man kunne have handlet i situationen? Hvordan kunne det have ændret
situationen?
Hvad tænker I der skal til for at mindske/begrænse stigmatisering?
6

Er jeg den eneste der er ensom?
December betyder for mange et øget fokus på venner og familien. Julen nærmer sig; ”hjerternes
fest!” lyder det, og ugeblade, tv og radio fokuserer på samværet. Men årstiden er ikke
ensbetydende med hygge og glæde for alle. For mange betyder de mørke måneder at deres
ensomhed vokser.
Skrevet af: Millie Bellina
Der kan være mange grunde til at man er ensom, men dybest set handler det om at man savner
noget. Kontakt til en man har mistet, ikke ser så tit eller at man savner nogen at dele interesser
eller tanker og følelser med. Man kan føle, at ingen forstår en, at man ikke hører til nogen steder,
og at ingen sætter pris på en. Det handler altså om hvorvidt man føler sig ”forbundet” med nogen.
I værste tilfald kan man blive så ensom, at man føler at ingen ville savne en hvis man ikke var her
mere.
Mennesket er grundlæggende et socialt væsen, og vi har brug for andre mennesker for ikke at
gå i stå både fysisk og psykisk. Men selvom man har venner og familie kan man sagtens føle sig
ensom i ny og næ. Man kan sagtens være ensom selvom man er sammen med andre, og man kan
sagtens være alene uden at føle sig ensom. Ensomhed handler om at være ufrivilligt alene.
De svære relationer
Skal man ud af sin ensomhed handler det om at få kontakt og
relationer til andre. Det kan være en udfordring for alle, og har
man fx skizofreni eller depression kan det være ekstra svært.
Angsten for at være en belastning, for ikke at have noget at sige,
eller for at blive afvist, kan betyde at man ikke tør møde andre
mennesker. Når man slås med ensomhed kæmper man tit også
med flovhed og skam. Man skammer sig måske over at være
ensom: ”Det er nok mig der er noget galt med siden jeg ikke har
7

nogen venner,” tænker man. Og så får man måske mere lyst til at isolere sig, hvilket gør at man
bliver mere ensom, og det bliver endnu sværere at bryde ud af ensomheden. Ensomhed er også
svært, fordi det er et tabubelagt emne. Vi har en verden, der hylder de udadvendte og hvor det er
vigtigt at have mange venner, og er man indadvendt eller ikke har mange venner, kan følelsen af
ensomhed nemt blive forstærket.
De første skridt
Ensomhed er ikke vores egen skyld, men
vi er den eneste, der kan gøre noget ved
det. Der er heldigvis meget, man selv kan
gøre for at komme ud af sin ensomhed
og isolation. Først kan man erkende at
man savner nogen eller noget. Dernæst
kan man begynde at gøre noget ved det.
Det kan være svært at åbne sig for andre,
hvis man er bange for at blive såret eller
afvist, men det er altid muligt at
begynde over en kop varm kaffe. Den ensomme ulv er en myte. Ulve lever i flokke på mindst
mindst 5-10 medlemmer.
Hvis du ikke ved hvad man skal tale om, er vejret altid en mulighed. Hvis man skal bryde med
ensomheden er man dog nødt til at tale om andet end bare vejret. Hvis det er svært at åbne for
hvad du tænker eller føler, fordi du er bange for at blive såret, skuffet eller afvist, kan du lade den
anden person begynde. Han eller hun fortæller noget, og så betror du ham eller hende noget
tilbage. Det skal ikke nødvendigvis være noget meget personligt, men skal man ud af ensomheden,
er man med tiden nødt til at lukke lidt op for hvad der sker indeni. Hvis du ikke åbner dig for
andre, hvordan skal du kunne blive forbundet med dem?
Ensomhed påvirker vores livskvalitet og at forsøge at komme ud af den kan være både genere
ubehag, frygt og sårbarhed. Men der er kun en, der kan gøre noget ved ens ensomhed og det er
en selv. Hvis du føler sig overvældet over tanken det, så tænk over at der er mange andre derude,
som også savner nogen at være sammen med. De er måske lige flyttet, har slået op med kæresten
eller kunne godt tænke sig at lære nye mennesker at kende.
Hvordan kommer jeg ud af ensomheden?
Hvis du har venner du ikke har set i et stykke tid, du har måske ikke har haft meget overskud, er
det fx muligt at ringe til dem. Lær at smalltalke. Er det for uoverskueligt at kaste sig ud i det, har
biblioteket bøger om emnet. Small talk kan virke ligegyldigt og overfladisk, men dels er det det, vi
8

har brug for en gang i mellem og dels kan small talk lede til ”big talk,” de lidt mere personlige
emner. Få en hobby, enten en ny eller gå tilbage til en gammel interesse. På aktivitetsstederne er
der mange muligheder for at lave forskellige ting. Det kan også give dig noget at tale om. Er der
noget der driller, kan du fx spørge om hjælp.
Der er flere muligheder for at komme ud af ensomheden. Noget af det vigtigste er måske at
undgå at synke hen i den, selvom den kan føles lammende. Gå en tur, læg en kabale, læs en bog
om ensomme mennesker. At læse at andre også har det svært i ny og næ kan nogle gange være en
lettelse. Ikke fordi man er ondskabsfuld, men fordi man møder andre der forstår hvad det vil sige
at være ensom. Nogen gange kan ensomheden være ekstra belastende, fordi det føles som om
man er den eneste i hele verden, der føler sig udenfor. Litteratur kan gøre det synligt, at sådan er
det ikke. Alle kan føle sig ensomme.
Accept
Flere psykologer anbefaler også, at man accepterer følelsen af ensomhed, at man giver den plads
på lige fod med andre følelser. De nævner at det kan være gavnligt bare at lade den være uden at
prøve at ændre på den; du skal
bare lægge mærke til at den er
der. Og så lade den være som
den er. Det er vigtigt at give sig
selv plads til at have det, som
man har det uden at man
dømmer sig selv. Kan man give
sig selv plads, kan man
acceptere sig selv er det alt
andet lige nemmere at være åben og nysgerrige for andre mennesker og deres måde at være og
tænke på. Dette kan lyde som om det er meget simpelt at komme ud af sin ensomhed. For nogle
er det nemt, for andre er det svært. Når overskuddet og lysten til at være sammen med andre er
det dog altafgørende at du gør noget ved det, at du handler.
Den danske filosof Søren Kierkegaard er citeret for at have sagt: ”Den der kæmper, kan tabe. Den
der ikke kæmper, har tabt.”
I forbindelse med det at komme ud af sin ensomhed kan man sige at hvis man ikke prøver at
komme ud af ensomheden, så sker der ingenting. Hvis man prøver, handler, kan det lykkedes. Det
kan være svært, hårdt, ja. Men gør man intet, sker der … intet.
Kilder: www.psykiatrifonden.dk & www.dr.dk/tvaers
9

Eventkalender
Din event her?
På gensyn mandag den 17. december
10