1 • Marts 2008 - LEV Københavns hjemmeside

Københavns 

Kommunekreds 

Nr. 1 • Marts 2008 

20. årgang 

I dette nummer bl.a.: 

Handicaprådet i Københavns Kommune. Interview med Mette Faber. 

”Hey, det handler om kærlighed”. Teater i oplysningens tjeneste. 

Kronik: Tokanten. - Hvad skal der til for at behandle alle mennesker ligeværdigt?

LEV Københavns Kommunekreds 

B E S T Y R E L S E N 

Formand, HB-medlem Steen Stavngaard, Monrads Allé 46, 2500 Valby 

Tlf. 36 46 37 83 . E-mail: ss@sankt-annae.dk 

Næstformand Sven Milthers, Hvedevej 6, 2700 Brønshøj 

Tlf. 38 28 36 79 . E-mail: svm@adm.ku.dk 

Konstitueret næstformand Anette-Marie Jensen, Hvedevej 32, 2700 Brønshøj 

Tlf. 38 89 20 23 . E-mail: olesen@jensen.mail.dk 

Kasserer Mogens Rasmussen, Dublinvej 4, 2300 København S. 

Tlf. 32 58 98 94 . E-mail: tana@vip.cybercity.dk 

Sekretær Danielle Pröschold, Tonemestervej 3, 2400 København NV 

Tlf. 35 81 33 22 . E-mail: danielle@proschold.dk 

Medlem af Handicaprådet i Mette Faber, Rymarksvej 12, 2900 Hellerup 

København - HB-stedfortræder Tlf. 39 62 60 57. E-mail: tigerdyret@dadlnet.dk 

Redaktør Lasse Rydberg, Borgmester Jensens Allé 31 A 

2100 København Ø . Tlf. 35 38 46 90 

E-mail: lr.stp@ci.kk.dk 

Redaktør Hanne Kirstein Jensen, Wagnersvej 10, st.tv. 

2450 København SV. Tlf. 36 45 48 04 

E-mail: expansiva@post.tele.dk 

Bestyrelsesmedlem Egon Pedersen, Emdrupvej 139, 2400 København NV 

Tlf. 39 69 38 06 . Mobil 20 85 38 06 

E-mail: slet@kantorparkennet.dk 

Bestyrelsesmedlem Per Jonasson, Panumsvej 21, 2500 Valby 

Tlf. 36 45 40 43 . E-mail: per@valby.eu 

Bestyrelsesmedlem June Sloth, Markmannsgade 5, 3. th., 2300 Kbh. S 

Tlf. 35 43 30 05 . E-mail: june_sloth@post.tele.dk 

Suppleant Anne Rosbjørn Eriksen, Egilsgade 49, 2.tv. 

2300 København S . Tlf. 32 95 43 16 

E-mail: anne-e@brygge.dk 

Kritisk revisor Mary Tøpholm, Urtehaven 7, 2500 Valby 

Tlf. 36 30 07 69 

(Mary Tøpholm er medlem af Københavns Kommunekreds, 

men ikke af bestyrelsen)

I N D H O L D 

Lederen - af Steen Stavngaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 5 

Kort nyt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 7 

LEV Københavns generalforsamling 2008 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 11 

Handicaprådet i Københavns Kommune. Fra ramme til indhold - vejen til 

synlighed og borgernes talerør, der lyttes til. Interview med Mette Faber . . side 13 

Kærlighed er som man har spist for mange chokoladefrøer. ”Teater i oplysningens tjeneste 

der henvender sig til unge med udviklingshæmning. Af Lasse Rydberg . . . . . . . . side 19 

Hvorfor dyrker børn og unge i København ikke idræt? Af Dorte Mørk . . . side 25 

Tokanten. En sag - en reflektion. Hvad skal der til for at behandle 

alle mennesker ligeværdigt? Af Lasse Rydberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 29 

Hvis du vil klage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 33 

Annoncer Rosengrenen ApS 

Hovedgaden 8, Postboks 54, 8670 Låsby 

Tlf. 86 95 15 66 

– hvortil alle spørgsmål vedr. annoncer bedes rettet 

Udgivelsesplan for 2008 

Her er der en oversigt over LEV Københavns udsendelser 

samt deadline for aflevering af stof. Tag denne plan med 

i jeres planlægning, så skaffer I jer adgang med 

oplysning om arrangementer og lign. 

Vi skal have dit bidrag senest Udgives 

Blad nr. 2 1. maj 2008 medio juni 

Blad nr. 3 15. august 2008 medio september 

Blad nr. 4 1. november 2008 medio december 

Blad nr. 1 1. februar 2009 medio marts 

LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 3

Lederen 

Så skete det igen, igen !!! 

Det som jeg troede var en ond drøm 

ryddede igen forsiden på aviserne og 

indslagene i diverse nyhedsudsendelser 

i fjernsynet. To bosteder på Amager kom i 

den grad i fokus for at behandle de udviklingshæmmede 

uværdigt. Det var som om 

det ikke var mennesker, de skulle servicere 

de pågældende steder. Formanden for 

vores landsforening, Sytter Kristensen, var 

selvfølgelig dybt bekymret, men var desværre 

ikke sikker på, at vi havde set disse 

uværdige forhold for sidste gang. Som en 

forening, der organiserer pårørende til 

mennesker med udviklingshæmning, er 

man efterhånden i syv sind med hensyn 

de boforhold vore kære skal bo under. 

Nu må disse uværdige forhold da snart 

stoppe!! 

Socialforvaltningen i København tager 

heldigvis absolut sagerne dybt alvorligt, 

og har bl.a. afholdt et stormøde på Rådhuset 

med alle deltagende parter for at 

komme frem til de rigtige løsninger så 

hurtigt som muligt. Jeg deltog i dette 

møde for LEV København. Så selv om 

vi nok desværre ikke har set det sidste 

endnu, vil der selvfølgelig også være bosteder, 

der fungerer godt og behandler de 

mennesker, der bor der med værdighed 

og respekt. 

Forholdene på de omtalte bosteder i 

København har også fået Folketingspolitikerne 

op på mærkerne. Det gælder både 

i udtalelser i medierne og det forhold, at 

der afholdes møder mellem forældre og 

politikere på Christiansborg. Selv om det 

bestemt berører os alle dybt at høre om 

Af Steen Stavngaard 

formand for 

LEV København 

disse forfærdelige forhold, er det vigtigste 

nu, at denne bedrøvelige viden bruges, så 

vi fremadrettet får nogle forhold på bostederne 

som er værdige for alle parter. 

Respekt for det enkelte udviklingshæmmede 

menneske skal være nøgleordet i 

denne fremtidige politik. 

Til sidst vil jeg minde om at vi i LEV 

KK afholder vor årlige generalforsamling 

på Ungdomsskolen i Utterslev torsdag 

den 24. april. Men mere om det senere. 

Det er vigtigt at mange medlemmer møder 

op og fortæller bestyrelsen, hvilke 

indsatsområder, der skal satses på i det 

kommende år. 


Kort Nyt 

Udviklingshæmmede som levende bomber 

LEV har udsendt nedenstående pressemeddelelse: 

Fjernstyrede bombebærere 

har intet med selvmord at gøre. 

Landsforeningen LEV er rystet over 

oplysninger om, at bombebærerne i 

Bagdad formentlig var kvinder med 

Downs syndrom. Landsforeningen LEV 

har i dag (den 2. februar) på sit møde i 

hovedbestyrelsen valgt at markere overfor 

offentligheden, at terrorismen med disse 

oplysninger tager en ny drejning, der gør 

situationen endnu mere kynisk og menneskefjendsk. 

”Det er fuldstændig uhyrligt, at terrorister 

udnytter menneskers handicap 

på allergroveste vis. Selvmordsbombere 

er i sig selv et ubegribeligt foretagende, 

men ondskaben bliver om muligt endnu 

mere ubegribelig, når man sender intetanende 

mennesker af sted med fjernstyrede 

bomber”, udtaler landsformand Sytter 

Kristensen. 

”Dette må afføde andet end blot en 

nøgtern analyse af, at al-Qaeda tilsyneladende 

er løbet tør for villige sympatisører 

til selvmordsbomber, men derimod en 

kraftig fordømmelse fra verdenssamfundet 

med FN i spidsen”. 

Kørsel til og fra institutioner, skoler og 

fritidstilbud 

Fra Landsforeningen LEV – formandens nyhedsbrev 

(forkortet): 

Der er mange rundt omkring i landet, 

som oplever store frustrationer omkring 

kvaliteten i handicapkørslen. Der er eksempler 

på store uregelmæssigheder om- 

kring hentning, meget lange køretider og 

chauffører, der ikke virker kompetente 

til opgaven. Derfor er det vigtigt, at vi 

får både indsigt og indflydelse på kommunernes 

licitationer på kørselsområdet. 

Handicaprådene må på banen, så de, der 

ved hvor skoen trykker, kan få indflydelse 

på, hvor lang tid børnene må sidde i bussen, 

at chaufføren ved hvad det vil sige at 

være udviklingshæmmet osv. Det er tankevækkende, 

at det i Danmark kræver en 

del certifikater at transportere dyr, mens 

det blot kræver et erhvervskørekort at 

køre med handicappede medborgere. 

Bruger og pårørenderåd 

Fra Landsforeningen LEV – Formandens 

nyhedsbrev: 

Mange steder i landet er der oprettet bruger- 

og pårørenderåd. Men der er også 

stor usikkerhed rundt omkring. Vi har 

været i kontakt med en del medlemmer, 

som enten har fået at vide, at man ikke 

er forpligtet til at oprette bruger- eller 

pårørenderåd. Andre oplever at den lokale 

institutionsleder ikke er interesseret i at få 

oprettet et råd. Men vær opmærksom på, 

at kommunerne i følge vejledningen til 

loven har pligt til at oprette disse. Der skal 

nødvendigvis ikke være bruger- og pårørende 

råd på den enkelte institution. Men 

kommunen skal lave en struktur omkring 

det. Man kan f.eks. forestille sig et fælles 

pårørende råd for 3-4 mindre bofællesskaber. 

Vejledningen beskriver også rådenes 

kompetence. De skal have indflydelse 

Fortsættes side 9 


på, hvordan dagligdagen foregår. Men 

rådene har ikke ledelseskompetencer, som 

f.eks. ansættelse af personale. Det er en 

vigtig opgave for handicaprådene at få 

lagt de overordnede rammer for kommunens 

bruger- og pårørenderåd, så det 

ikke bliver en diskussion med den enkelte 

institutionsleder. 

Nu åbner Dansk Center for Rett syndrom 

på Kennedy Centret 

Fra Landsforeningen LEV – Formandens 

nyhedsbrev: 

Center for Rett syndrom er baseret på 

satspuljemidler, som Kennedy Centret 

fik tildelt ved uddelingen i 2006 for årene 

2007 til 2010. 

Rett syndrom er en sjælden medfødt 

neurologisk udviklingsdefekt, der hovedsageligt 

ses hos piger. Rett syndrom er 

præget af funktionstab i andet leveår, 

medførende multiple handicap i form 

af mental retardering, spasticitet, rygskævhed, 

epilepsi, dårlig trivsel, ubalance 

af det autonome nervesystem m.fl. Der 

udvikles karakteristiske håndstereotypier. 

- Læs mere: http://www.epilepsi.dk/ 

Beskyttet beskæftigelse - et overset område 

i beskæftigelsespolitikken 

Fra Landsforeningens LEV – formandens 

nyhedsbrev: 

Center for Ligebehandling af Handicappede 

har afsluttet rapporten ”Beskyttet 

beskæftigelse - et overset område i beskæftigelsespolitikken”. 

Undersøgelsen peger bl.a. på, at personer, 

der er visiteret til beskyttet beskæftigelse, 

ikke har de samme lønmodtager 

rettigheder, fx muligheden for at optjene 

feriepenge, som personer, der er ansat 

på det ordinære arbejdsmarked. Der er 

tale om et ligebehandlingsproblem, idet 

mange af de visiterede borgere føler, at 

de udfører et reelt arbejde og derfor ikke 

forstår, hvorfor de ikke har de ”almindelige” 

lønmodtagerrettigheder. 

Centrets undersøgelse har også set på 

barrierer og løsningsmuligheder i forhold 

til at sikre, at den enkelte borger ikke 

pr. automatik visiteres til det beskyttede 

værksted for ”livstid”. Her peger undersøgelsen 

fx på vigtigheden af, at kommunerne 

og de beskyttede værksteder har et 

tæt samarbejde omkring udarbejdelse og 

opfølgning på handleplaner, bl.a. for at 

sikre en løbende opdatering af viden om 

den enkelte borgers ønsker, kompetencer 

og udfordringer. Meget tyder ifølge undersøgelsen 

på, at målgruppen for den 

beskyttede beskæftigelse er meget broget, 

og at der formentlig er sket en ændring af 

målgruppen, så den i dag består af borgere 

med en større nedsættelse af arbejdsevnen, 

end tilfældet var tidligere. 

På baggrund af centrets undersøgelse 

vil Det Centrale Handiacapråd, der er 

regeringens rådgivende udvalg i handicapspørgsmål, 

rette henvendelse til 

Velfærdsministeren og Kommunernes 

Landsforening. 

Rapporten findes her: http://www.clh. 

dk/index.php?id=1358 


LEV Københavns Kommunekreds 

indkalder til 

ordinær generalforsamling 

Torsdag den 24. april 2008 

på Ungdomsskolen i Utterslev 

Horsebakken 19, 2400 København N 

Med spisning kl. 18.00 

og efterfølgende debat og generalforsamling. 

Der udsendes et ekstranummer af LEV København 

i begyndelsen af april med generalforsamlingens dagsorden 

og med kredsens beretning 


Mette Faber, medlem af Handicaprådet i Københavns Kommune og medlem af LEV Københavns 

bestyrelse. 

Handicaprådet i Københavns Kommune 

Fra ramme til indhold – vejen til synlighed og borgerens 

talerør, der lyttes til 

Interview med Mette Faber, der repræsenterer 

LEV (gennem De samvirkende 

Invalideorganisationer, DSI ) *) 

Af Lasse Rydberg 

Kommunalreform giver adgang 

for handicapråd 

Da man skabte det ”nye Danmark” med 

sammenlægning af kommuner, nedlæggelse 

af amterne og etablering af regioner, 

blev der overført flere opgaver til de nye 

kommuner bl.a. de opgaver som amterne 

tidligere havde i forhold til personer med 

handicap, som f.eks. undervisning, bolig, 

beskæftigelse m.m. 

I forbindelse med udarbejdelse af den 

nye kommunalreform var der fra handicapområdet 

(medarbejdere, handicappede 

og pårørende) en vis bekymring, 

om de nye kommuner, der stadig var små 

enheder i forhold til de tidligere amter, 

kunne klare og endda løfte opgaverne. 

Man frygtede at opgaver i relation til 

handicappede kunne drukne i kommunernes 

øvrige opgaver, at området så at 

sige kunne blive nedprioriteret. Og man 

frygtede måske mest, at den viden der 

var opsamlet i amternes samlede forvaltning 

vil forsvinde, når institutionerne og 

opgaverne nu blev spredt ud til de nye 

kommuner. 



For at imødegå kritikken, vedtog man 

ved lov dels at etablere et videnscenter 

på landsplan (VISO) og at der i alle kommuner 

skulle oprettes handicapråd med 

deltagelse fra handicap-organisationerne. 

Denne artikel handler om Handicaprådet 

i Københavns Kommune. 

Handicapråd, hvad er det? 

LEV København mødes med Mette Faber, 

der er medlem af Handicaprådet i 

Københavns Kommune, indstillet af DSI. 

Mette Faber er medlem af LEV Københavns 

bestyrelse, der har foreslået hendes 

kandidatur til DSI. Mette Faber er mor til 

en pige med udviklingshæmning. Mette 

Faber er uddannet læge, og beklæder i dag 

en ledende stilling på et københavnsk 

hospital. 

LEV København: Hvad er Handicaprådet? 

Mette Faber: Handicaprådet er et rådgivende 

organ for politikere og forvaltninger, 

men så sandelig også et dialogforum 

mellem politikere, embedsmænd og brugerrepræsentanter. 

Hvorfor er det etableret? 

Der er et stort behov for at udvikle synspunkter 

mellem brugere, politikere og 

embedsmænd. I København har man haft 

et Socialt Brugerråd, der har vist sin nødvendighed, 

og handicaprådet er en naturlig 

aftager af dette. Men mod tidligere så 

er Handicaprådet gjort lovpligtigt fra den 

1. maj 2006. København var lidt sent om 

at komme i gang, så Handicaprådet trådte 

først sammen i oktober 2006. 

Handicaprådets opgaver 

LEV København: Hvad er handicaprådets 

opgaver? 

Mette Faber: Det behandler alle lokalpolitiske 

spørgsmål, der omhandler mennesker 

med handicap, med undtagelse 

af enkeltsager, og der er nok at tage fat 

på. Mennesker med handicap er altid i 

mindretal, så det er meget vigtigt, at der 

er skabt et organ, der taler for de handicappede 

og også for pårørende til handicappede. 

Mette Faber fortsætter og siger: Ved at 

lovgive arbejdet, får det en slags særlig 

status. Det er officielt, man har fået rammerne, 

så er det op til os selv at få fyldt 

det ud. At politikere i København anser 

dette arbejde for vigtigt, kan bl.a. læses 

ved, at i rådet sidder der to borgmestre 

(Mikkel Warming og Mogens Lønborg), 

og at endnu to borgmestre er tilknyttet 

som suppleanter (Bo Asmus Kjeldgaard 

og Klaus Bondam). Særlig vigtig er det 

at socialborgmester Mikkel Warming er 

medlem af rådet, da han sidder på en 

række af de opgaver vi fokuserer på. 

Næsten alt hvad der besluttes, kan få betydning 

for personer med handicap 

LEV København: Handicaprådet, hvem 

rådgiver det? 

Mette Faber: Det rådgiver principielt hele 

kommunen, alle dets forvaltninger. Den 

første opgave var derfor, at få klarlagt, 

hvor langt alle forvaltninger var i forhold 

til Københavns Kommunes handicappolitik. 

LEV København: Hvordan kan man være 

sikker på at rådet spørges? 

Mette Faber: Et godt spørgsmål. I opstartsfasen 

var det ikke hver gang vi blev spurgt, 

når der var relevante høringer. Det blev 

den første store udfordring for rådet, at 

gøre opmærksom på sig selv. I virkeligheden 

er der ikke en eneste forvaltning, der 

14 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS

Mette Faber. 

i deres beslutningsprocesser ikke kommer 

til at berøre en handicapproblematik. Det 

er rekruttering af personale, bygning af et 

nyt museum, institutionsindretning, by 

og vejplanlægning, ja man siger med et 

smil, at alt undtagen kloakkerne, berører 

handicappede. 

LEV København: Det lyder omfattende? 

Mette Faber: Den første udfordring er, at 

komme på kommunens landkort, at vi 

kommer ind i politikernes og embedsmændenes 

bevidsthed. De må komme 

tilstede og dermed berette om de projekter 

de har og inddrage handicaprådet som 

rådgiver. 

Den næste store udfordring er, at vi 

bliver en saglig og faglig høringspartner. 

Vi sidder 7 repræsentanter fra forskellige 

handicapområder. Jeg har særlig indsigt 

i mentale handicap, andre har anden 

indsigt, men jeg sidder også som repræsentant 

for handicappede generelt, har 

jeg pligt til at skabe et høringsnetværk, 

når der skal afgives høringssvar. Et så- 

dan netværk skal bestå af folk med særlig 

viden indenfor forskellige områder 

(bolig, uddannelse, arbejdsliv, småbørn 

etc.) og være i stand til at reagere hurtigt, 

for det er karakteristisk ved høringer, at 

de altid går så stærkt. Jeg er optaget af, 

at vi som råd bliver en kvalificeret høringspartner. 

Kampen om dagsordenen 

Mette Faber fortsætter, med baggrund i de 

mange opgaver som rådet kan behandle: 

Lev har sat en hel del sager på rådets 

dagsorden, bl.a. fordi der indenfor LEV 

området har været en række særlige sager, 

at principiel karakter. Det er en kamp om 

at få ting på dagsordenen, der er rigtig 

meget vi alle vil have med, og det er et 

sundhedstegn for rådet. 

LEV København: Hvor tit mødes rådet? 

Mette Faber: Officielt ca. 6 gange om året, 



men i realitet bliver det formodentlig 

omkring til 10 møder. Vi lægger ofte rådsmøderne 

på institutioner, så ved vi mere 

om, hvad vi taler om. At der bliver til flere 

møder beror også på, at vi har skabt en 

slags Cafe, hvor borgerne kan komme til 

at tale med rådets og dets medlemmer. 

Rådets placering i kommunen 

LEV København: Hvem superviserer rådet, 

hvor er det placeret i det kommunale 

system? 

Mette Faber: Det ligger under socialforvaltningen. 

Oprindelig ønskede vi, at det 

var placeret under Borgerrepræsentationen 

for at få så stor overvågning som 

muligt. Men vi føler os godt betjent af 

socialforvaltningen, hvor mange af de 

sager vi behandler også forvaltes. 

For rådet er det overordnet vigtigt at 

komme ind i processerne så hurtigt som 

muligt. Næste års budgetlægning starter 

allerede i januar og februar, så det er her 

rådet skal ind. Det er en kompliceret proces, 

og rådet har derfor fået undervisning 

i, hvordan en storkommunes budget er 

skruet sammen. Handicaprådet skal her 

skærpe sin indsats, for også her, at blive 

en vægtig samtalepartner. 

Handicaprådet og tydelighed 

Måden vi arbejder på er vigtig for, om 

vi som organ kommer ud over rampen. 

Det betyder bl.a., at vi skal sørge for at 

indholdet får betydning for borgere med 

handicap. Der er rigtig meget at tage fat på 

indenfor LEV området. (Og Mette Faber 

nævner bl.a.): 

- Problemer med rekruttering og fastholdelse 

af personale 

- Lange ventelister til bolig for udviklingshæmmede 

- Venteliste til aflastning 

- Meget få fritidstilbud til voksne udviklingshæmmede 

- Besparelser på dagstilbud 

- Arbejdslivet for udviklingshæmmede 

- Overgangsproblemer fra ung til voksen, 

hvor forældre ofte må agere som ”sagsbehandlere” 

Behov for opmærksomhed på 

handicapområdet 

Mette Faber fortsætter: Med sagen om 

”Tokanten” (Offentliggjort dagen før 

dette interview) og mange andre sager, 

synes hele tilgangen til udviklingshæmmede 

desværre ikke at have ændret sig 

så meget som jeg havde troet. Når det 

gælder udviklingshæmmedes rettigheder 

og lige muligheder, synes der at være 

langt igen. Ja men se på valgmuligheder, 

hvis man ikke befinder sig godt på sin 

skole, hvor går man hen, der er faktisk 

meget få eller ingen valgmuligheder. Den 

udviklingshæmmede afhængighed af 

forvaltningens tilbud er overvældende. 

Hadicaprådet har som overordnet organ 

meget at gøre her. 

LEV København: Hvad kan du foreslå 

bl.a.? 

Mette Faber: Det første der skal gøres 

er at få vedtaget en pårørendepolitik og 

etableret pårørenderåd på alle bosteder. 

Pårørende er helt afgørende som sparringspartnere 

og ressourcepersoner både 

for beboerne og for personalet. 

Der skal tilføres mere økonomi til området, 

der har været genstand for besparelse 

fra år til år. Man kan ikke fastholde 

og rekruttere personale til et område der 

er så lavt prioriteret, - det kan ende med 

at vi ikke har kvalificerede personer til at 

passe vores børn. Området er simpelthen 

for udsat. 


Vi må arbejde på, at få en god kultur, 

der hvor man ikke er i tvivl om, hvordan 

man gør tingene godt. Og der er man 

afhængig af ordentlige rammer, gode vilkår 

og ikke mindst uddannelse. Har vi et 

ordentlig personale så har de udviklingshæmmede 

det godt. Det er med andre 

ord, meget centralt at se på, hvordan 

personalet har det. 

Ny politik 

Mette Faber, illustrere sit synspunkt: Der 

er institutioner i København Kommune 

der er rigtig dygtige, set både udefra og 

indefra, det kan man se bl.a.: Sygefravær 

- personaleomsætning – budgetoverholdelse 

– arbejdsmiljø – tilsynsrapport - til- 

fredshedsundersøgelse – kommunikation 

(eks. hjemmeside) – samarbejdsorganer 

m.m. Men kommunen belønner dem 

ikke, alle behandles lige, uanset hvordan 

der ageres. Hvorfor er det lykkedes så godt 

på Vejle Sygehus? Fordi de afdelinger 

der genererer gode forløb og får penge i 

overskud i relation til de parameter der 

er opsat, får lov til at udvikle sig videre, 

og bruge pengene til denne proces. Det 

kan ærgre mig, at kommunen ikke har en 

politik, hvor det kan betale sig, at være 

rigtig dygtige. 

*) Pr. 1. januar 2008: Danske Handicap 

organisationer, DH. 

Fakta 

Handicaprådet i København: 

Etableret: Medio 2006 

Overordnet politik: Københavns Kommunes vedtagne handicappolitik, som 

rådet har tilsluttet sig. 

Medlemmer af rådet: 

7 medlemmer Borgerrepræsentationen - 7 medlemmer fra DSI 

Teknik- og miljøudvalget: Monica Thon (B) 

Økonomiudvalget: Mikkel Warming (Ø) 

Kultur- og Fritidsudvalget: Karin Storgaard (O) 

Børne- og Ungdomsudvalget: Signe Goldmann (F) 

Sundheds- og Omsorgsudvalget: Mogens Lønborg (C) 

Socialudvalget: Thor Buch Grønlykke (A) 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget: Jens Nielsen (A) **) 

DSI: Inge Munch (Diabetesforeningen) 

DSI: Janne Sander Knudsen *) (Muskelsvindfonden) 

DSI: Jørgen Eckmann (Dansk Blindesamfund) 

DSI: Karsten Kristiansen (PTU) 

DSI: Lisbeth Jørgensen (SIND) 

DSI: Mette Faber (LEV) 

DSI: Sven A. Knudsen (Dansk Handicap Forbund) 

*) Formand **) Næstformand 


Opvarmning. 

Kærlighed er som når man har spist 

for mange chokoladefrøer 

”Hey, det handler om kærlighed” 

Teater i oplysningens tjeneste, der henvender 

sig til unge med udviklingshæmning 


Det medspillende publikum 

Omkring 40 elever på Ungdomsskolen i 

Utterslev, trækker ned mod skolens store 

idræts- og festsal. Med en sort skærm er 

der skabt et bagtæppe for scenen på gulvet 

og foran denne er der plads til publikum, 

ikke mageligt, nej der er lagt op til at spillet 

på scenen og publikum forudsætter 

hinandens aktive deltagelse. Vi ved det, 

for vi har forberedt os på, hvad det er vi 

skal se, og hvad der forventes af os. Vi har 

før forestillingen skulle tage stilling til, 

hvad vi oplever som kærlighed, hvad der 

er en god kæreste, hvad ret til egen krop 

egentlig betyder og flere spørgsmål. 

Det summer af forventning hos de 

unge, der er på vej eller har trådt de første 

trin i oplevelse i kærlighedens gådefulde 

og besværlige land. Men først skal de 

varme op. 

Publikum skal også varme op 

Det kommer ikke bag på nogen, at en 



Spillet er stoppet – publikum deltager aktivt i at digte videre på historien. 

skuespiller skal varme op før en forestilling, 

mentalt og fysisk, men at publikum 

også kan varme op er afgørende, når publikum 

nu også skal være deltagende. 

De tre skuespillere stiller op til fælles 

opvarmning. Først skal vi varme øjnene 

op, vi skal øve os i at se, det kan godt 

være vi kan se, men det nytter ikke, hvis 

vi ikke ser det vi skal se. Se din sidemand 

i øjnene et øjeblik, lidt generte bliver 

nogle, men det gik. Se nu sidemanden 

længe i øjnene, det bliver svært, nogle 

vil ikke, nogle kommenterer øvelsen som 

latterlig andre som dumt, men mange 

anerkender at det var godt, selv om de 

kom til at fnise og rødme. 

Vi taler dansk også på scenen, men 

vi taler også et sprog med hele kroppen 

og med ansigtet, uden ord. Nu skal vi 

øve os i at sætte ord på dette sprog. Det 

går forrygende, de unge er helt med på, 

hvad det betyder når kroppen er åben og 

rettet mod publikum og når den lukker 

sig og forsøger at gemme sig selv. Snart 

sættes der historie på kropsudtrykket, og 

eleverne kan med præcision, afgøre om 

”han er helt væk” og ”hun er helt blød 

i knæene” for kærlighed handler om, 

som også teatret her, at kroppen måske 

fortæller en anden historie end den der 

kommer ud af munden. 

Forumteater - en særlig teaterform 

Forumteater er en teaterform udviklet 

med det formål, at involvere publikum i 

løsning af de konflikter, udfordringer og 

muligheder, der opstår i spillet på scenen. 

Det er skuespillerne der er de første, der 

sætter spillet i forhold til det tema, der er 

på dagsordenen. I denne teaterform stopper 

forestillingen altid, hvor konflikten, 

udfordringerne og mulighederne er størst, 

og med dette udgangspunkt går selve 

forumarbejdet i gang, hvor publikum 


aktivt involveres med henblik på, ud fra 

deres præmisser, at løse forestillingens 

problemstilling. 

Første scene *): Flirt 

Forestillingen spilles af tre professionelle 

skuespillere, Anne Gerd Sindballe, Mitte 

Marie Wagner og Morten Andersen og 

dialogen med publikum styres af en professionel 

spilleder Henrik Lauge. 

Først taler en af skuespillerne med publikum 

om, hvad det er at flirte, Det er der 

god enighed om, for det er vel den del af 

kærlighedslivet de alle har taget hul på. 

Så går spillet i gang, to unge menneskers 

møde. På et tidspunkt stopper spillet og 

publikum anmodes om at komme med 

forslag til, hvordan han eller hun kan 

flirte. Skuespillerne spiller forslaget. Næ- 

I dialog med publikum. 

ste gang bliver forslagsstilleren bedt om 

at komme på scenen og vise, hvad han 

ville sige og gøre. ”Vil du danse?” foreslår 

en ung mand – en anden vil byde på øl, 

men kan ikke få det, for ingen alkohol 

her – en tredje går op på scenen stiller sig 

foran skuespilleren og bukker, det var det! 

Og alle klapper, for ingen havde forestillet 

sig, at han også var en igangsætter. 

Anden scene: Kærester 

Hvornår er man kærester, hvordan kan 

man mærke at man er kæreste, kan man 

have flere kærester… der er mange spørgsmål, 

og dem spilles der op til. Scenerne 

spilles, rollerne skiftes, en mor sidder på 



sin søn, som er chanceløs i kærlighedslivet, 

en fyr har flere kærester, det gi’r 

adgang til hans drømme om at være aktiv 

ved musikken i klubberne. Spillet stoppes, 

genspilles i ny variant efter mange 

forslag, publikum ofte på scenen for at 

vise deres forslag til at løse konflikten, 

eller få gang i kærligheden. Og i dialogen 

om, hvordan man kan mærke man er 

kærester, svarer mange, ”man bliver rød 

i hovedet”, og det bliver de faktisk, og 

en ivrig ung mand ved det ret nøjagtigt 

for det er ”som man har spist for mange 

chololadefrøer.” 

Tredje scene: Grænser overskrides 

Rasmus følger Pernille hjem til hendes bosted. 

Hun vil helst sige farvel i gadedøren, 

men Rasmus lokker sig med hende op i 

lejligheden, efter at have konstateret, at 

der ikke er pædagoger i huset. Han konstaterer 

at hun har et sprit nyt flot TV, som 

hun stolt beretter, at hun har fået foræret, 

og da han spotter at hun har en DVDafspiller 

og mange dvd´er, spørger han 

om hun har pornofilm, senere forsøger 

han at få kys og mere end dette… 

Nu gælder det om at være varmet op og 

se, så publikum bliver bedt om at stoppe 

forestillingen når de synes at grænser 

overskrides, og jeg skal love for, at de er 

som de mest følsomme seismografer. 

Fjerde scene: Lokkeren 

Rasmus og Sofie går på nettet, de praler 

lidt med hvor mange kontakter de har, 

Rasmus 48 og Sofie 62. Sofie har lagt billeder 

af sig selv på siden og en dag får hun 

en ”god” kontakt: ”Du ser helt vildt sød 

ud. – Vil du være med til at ride mine nye 

islænder (hest) til, så kan du tjene 2000 

kr.” ”Det skal du ikke”, siger Rasmus, men 

Sofie er vild i varmen, ”han er kun to år 

ældre end mig, og 2000 kr. jeg kan få det 

lækre tøj jeg ikke har råd til.” 

Rasmus mener at han lyver, men Sofie 

siger: ”Nej, folk med heste lyver ikke!” 

Historien fortsætter, og til sidst må Sofie, 

indse at hun har givet ham sit rigtige 

navn og telefonnummer, hun må simpelthen 

komme ud af det. Og til det får 

hun publikums hjælp, der er konkret og 

kontant, de har nemlig for længst lugtet 

den lunte Sofie ikke kunne lugte. 

Der er flere scener. Forestillingen varer 

tre timer med to gange 10 minutters 

pause, men på nær en enkelt falder ingen 

fra, de er lige aktive fra første scene til 

sidste. 

Publikums rolle 

Da man spørger eleverne, hvad der har 

været godt, fokuserer mange på, at have 

været oppe på scenen og være sådan 

smart, nogle bare det, at de kom op på 

scenen og høstede bifald for deres mod. 

Det er som alle ved, at man vurderer hinanden 

efter forudsætninger. Mange er 

optaget af genkendeligheden, de er så 

at sige blevet dus med Pernille, Rasmus, 

Thorbjørn, Peter, Kathrine og hvad nu 

rollerne hedder. Det er underordnet om 

det er den samme skuespiller der optræder 

i tre forskellige roller, det er rollen man 

forholder sig til, som den virkelighed 

den er bragt ind i, gennem samspillet 

med publikum. For rollerne udvikler sig 

i samspillet med mig og de andre i salen, 

vi får et medejerskab til konflikterne og 

deres løsning. 

”Hey, det handler om kærlighed”: 

Et projekt 

Teaterforestillingen er et led i et projekt, 

hvor man vil udvikle nye formidlingsformer 

indenfor seksualoplysningsområdet, 


specielt med henblik på oplysning og information 

til unge med udviklingshæmning. 

Her har man så valgt forumteatret 

som arbejdsform. 

På baggrund af en kreativ analyse og 

en evaluering af projektet vil der blive 

udsendt en rapport. Det primære er, at 

vurdere, hvordan denne oplysningsform 

er relevant i fremtidens seksualundervisning 

indenfor specialområdet. 

Evaluering eller forsøg på en anmeldelse 

Jeg skal ikke anmelde forestillingen, men 

kan ikke dy mig, for på den måde at give 

et lille bidrag til evalueringen. 

At fastholde ca. 40 unge med udviklingshæmning 

i tre timer kræver noget 

særligt. Ikke kun gode historier, ikke kun 

genkendelighed, ikke kun underholdning, 

men skuespillere der kan træde ud 

og ind i rollerne, så de opstår med en 

forbavsende troværdighed, og så alligevel 

bevare sig selv som skuespillere, det 

kræver en særlig spillestil, der er svær, 

en slags skuespilkunst hvor man holder 

rollen foran sig og samtidig i sig, som 

at opbygge en aftale med publikum, at 

de former og udvikler rollepersonernes 

personlighed. Og det forudsætter en spil- 

leder der er en kunst i sig selv, for det er 

ikke en ordstyrer, men en instruktør og 

dramatiker der spiller med publikum. 

Ingen var bange for at give bidrag og de 

fleste fandt det OK at gå på scenen og 

stå der lidt ”nøgen” foran alle sine venner 

i et spil om det, der lige nu er meget 

svært, kærlighed. At tale om det, man for 

nogle måneder siden syntes var det mest 

klamme man kunne begive sig ud i. 

At projektet denne dag synes lykkedes, 

fandt jeg i, at der var en stor konsensus 

om, hvad det handler om, ikke mindst 

til retten over ens krop og hvornår man 

overskrider grænser – ingen der forlod 

salen var i tvivl om mange af kærlighedslivet 

vanskelige spilleregler. 

Fakta 

Projektleder: 

Mette Marie Wagner, cand. mag, skuespiller 

og dramapædagog 

Nynne Ubbe, stud mag i teatervidenskab 

og ansat på LAVUKs fritids- og ungdomsklub. 

Forankring: 

Projektet er blevet forelagt Dansk Handicap 

Forbund samt Landsforeningen LEV. 

Begge organisationer har skriftligt tilkendegivet 

at de bakker op om projektets ide 

og grundlag. 

Finansiering: 

Projektet finansieres af Socialministeriets 

Satspuljeordning, IOF Invalidernes 

oplysnings-forbund og LAVUKs administrationsfond. 

*) Anvisning af scener relaterer ikke nøjagtig 

til numrene på forestillingens scener. 


Hvorfor dyrker børn og unge 

i København ikke idræt? 

Af Dorte Mørk *) 

I KIFU (Københavns Idrætsforening for 

Udviklingshæmmede) undrer vi os! Hvordan 

kan det være at vi ikke har et ungt 

fodboldhold, og hvorfor er vores voksenhold 

efterhånden oldboys? Hvor er 

de unge kvinder der kan lide at danse, 

og hvorfor er vores svømmere snart pensionisthold? 

Er det fordi yngre udviklingshæmmede 

har bedre tilbud end KIFU, eller 

er det fordi de ikke går til nogen form 

for idræt. 

Interesserer de sig ikke for sport, eller 

kan de ikke lide foreningslivet? 

Eller mangler der opbakning fra forældre 

og pædagoger til denne side af 

tilværelsen? 

For faktisk tror vi ikke på, at det er interessen 

der mangler. Hvis vi ser på vores 

sportsskole for børn, er der ca. 45 børn 

der har en dejlig uge med at spille fodbold 

og lave dans og gymnastik. Til skolernes 



Idrætsdag ser vi mange glade børn, der 

bevæger sig. På værkstedernes idrætsdag 

er der bl.a. en hel fodboldturnering for 

mænd i København og Frederiksberg. 

Men når vi tager til stævner rundt i 

Danmark med vores KIFU’er, er vi snart 

pensionistforeningen på tur. 

Dette er selvfølgelig sat på spidsen – vi 

har også yngre medlemmer. Men vi mener 

faktisk at mange børn, unge og yngre udviklingshæmmede 

går glip af et fantastisk 

tilbud. Her er en sammenhæng hvor der 

er meget stolthed, anerkendelse, krav og 

glæde. Her er muligheder for en identitet 

som idrætsudøver – jeg er KIFU’er. Se bare 

hvor meget stolthed der er forbundet med 

at bære vores tøj, tasker m.m. 

Vi ved jo godt at der er mange problemer 

forbundet med at have børn med 

et handicap. Men I skulle bare vide hvor 

meget glæde der er i, at sidde på sidelinjen 

ved en fodboldkamp – og råbe: ”godt 

gået”. Eller se ens barn/beboer lave en 

danseopvisning for mange mennesker. 

KIFU bruger mange frivillige i bestyrelse 

og til træning. Det kan vi fordi 

KIFU’s arbejdet er livsbekræftende. Vi 

får lov til at få del i, at et menneske får 

mere selvtillid, i mødet med os. 

Og denne glæde skulle forældre og 

pædagoger tage at opleve selv. 

*) Artiklen er på Dorte Mørks helt egne 

vegne. 

Dorte Mørk er ansat ved KIFU efter tidligere 

at være tilknyttet som frivillig. Hun har tidligere 

arbejdet som pædagog i Københavns 

Kommune. 

INVITATION 

P.S. Hvis I vil se lidt nærmere på os: 

Er vi altid glade for gæster til vores årlige Idrætsdag. 

Det er i år lørdag d. 26. april på Sankt Annæ Gymnasium. 

Der er indmarch kl. 12. 


Tokanten 

Kronik 

En sag - en refleksion 

Hvad skal der til for at behandle alle mennesker 

ligeværdigt? 


Tokanten 

Tokanten er en umulighed, og alligevel 

et ord der knytter sig til en kunst der var 

ekspressiv fabulerende og i dag: et møde 

mellem to parter. At kalde et botilbud 

for Tokanten er på en måde smukt, det 

er stedet hvor man mødes, i dets mest 

intense form, mødet mellem to, og det 

tager det særlige ved tokantmødet med 

sig, at det ofte er de uforenelige elementer 

der mødes. 

Tokanten er også et botilbud for voksne 

med udviklingshæmning, der i særlig 

grad har brug for støtte, hjælp og opsyn. 

Tokanten endnu et botilbud, hvis dagligdag 

og liv er udstillet i pressen, fordi 

dens ledelse ikke, som man skal over for 

myndighederne, har indberettet de overgreb 

der er gjort mod beboere. Nogle i 

nødværge og mange i afmagt. 

En kompleks situation 

I sagen om Strandvæget i Nyborg, så 

vi hvordan medarbejderne, havde deponeret 

deres ansvar til at have respekt 

for beboerne, de så dem ikke mere som 

medmennesker, men som nogle de skulle 

holde i live, og ellers få dagene til at gå 

uden mål og med. Det var et stort chok 

at se disse billeder, af en verden man tro- 

ede man havde sagt farvel til gennem de 

sidste 50 år, fra og med forælder opgøret i 

1940erne og 50erne der dannede grundlag 

for etableringen af Landsforeningen 

Evnesvages Vel. 

Strandvænget og andre lignede afsløringer 

kan give anledning til at tro, 

at det kan være helt generelt problematisk 

at behandle mennesker med svære 

funk tionsnedsættelser respektfuldt og 

humant. Mange bosteder gør sig umage 

og viser, at nok er det svært, men at der 

findes muligheder for at skabe et respektfuldt 

samvær, der gør livet for beboerne 

synligt for omverdenen og for det meste 

til glæde for dem selv. 

Men med disse sager, står det klart, at 

vi endnu mere end vi hidtil har gjort, må 

afdække, hvad det er der skal til for at 

behandle alle mennesker ligeværdigt. Det 

vil inddrage grundsynsmæssige, etiske, 

økonomiske, materielle, videnskabelige, 

erfaringsbaserede og ressourcemæssige 

faktorer. Det er Birgit Kirkebæk der peger 

på dette, i sin seneste bog ”Uduelig og 

ubrugelig”, der handler om de udviklingshæmmede 

der er blevet udskilt og 

isoleret på baggrund af deres handicaps 

sværhedsgrad. 



Skyld og skud 

Nogen må have skylden, når der afsløres 

forhold, vi ikke troede på fandtes, selv om 

vi måske frygtede det. Især det sidste må 

vi ikke glemme, det gør os ansvarlige. For 

frygter vi, at der er noget der måske ikke 

er som det skal være, er vi forpligtet til 

at tale det ind i vores faglige og politiske 

samtale. 

Skylden er derimod det hurtige skud, 

der efter en tid kan opleves som et vildt 

skyderi. I den aktuelle sag om Tokanten, 

har borgmester Mikkel Warming stået 

mere end for skud især politisk. Ledelse 

og personale har stået for skud, og nogle 

ramt endog alvorligt. Tilsynet er blevet 

mistænkeliggjort og bør erstattes af eksternt 

tilsyn, og endelig skyder næsten alle 

på, at mere tilsyn hjælper. Så når nogle 

er afskediget, mange rejst, nogle slikket 

sine sår, færre vil søge jobbene, der er 

udarbejdet tidskrævende administrative 

evalueringssystemer, og procedurer for 

tilsyn….. så er vi ikke kommet videre 

med at afdække, hvad der skal til for at 

behandle alle mennesker ligeværdigt. 

Det politiske ansvar 

Borgerrepræsentationen fastsætter rammerne 

for den virksomhed et botilbud er. 

De beslutter økonomien, boligens standard, 

ressourcer, budgetter etc. Det politiske 

system står med et ansvar for, om de 

rammer de nu har besluttet, kan leve op 

til de forventninger de har. Måske passer 

forventninger til de politiske beslutninger 

om rammer og økonomi, men vi er ikke 

klar over det, før vi matcher det med de 

forventninger vi har som forældre, som 

beboer og som medarbejder. Måske er den 

politiske samtale og den politiske realitet 

ikke i overensstemmelse. Så det er et felt, 

hvor alle let kan skyde på hinanden. 

Oplevelsen af politikkens realiteter 

Forældre, beboere og vel især medarbejdere 

oplever, at de hele tiden medvirker 

i et felt, hvor beskæringer, besparelser, 

fusioner er den politiske dagsorden. Signalet 

med denne dagsorden kan nemt 

blive oversat til, at det vi gør ikke er så 

vigtigt. Især fordi mange af de politiske 

beslutninger opleves som en derespekt 

for arbejdet. De tror ikke på, at det vi gør, 

har behov for ressourcer, for ændringer 

i rammer, for nytænkning, der kun kan 

klares med lidt mere end et slag på skulderen 

og selvforvaltning. 

Bosteder der gør det rigtig godt behandles 

på samme måde, som dem der 

har store vanskeligheder, og som trænger 

til hjælp. Det er som om det forvaltningsmæssigt 

er ligegyldigt om man tager sig 

sammen og vil gøre det godt, eller (som 

jeg har oplevet mange gange) lad det 

stå til med uduelighed, ligegyldighed på 

grund af fejlagtig ledelse. Det kan godt 

være man ved, hvor det er og langs ad 

vejen gør noget, men det er oplevelsen 

af, at selv om man vil gøre en forskel, så 

kører ”grønthøsteren” ind over en, og 

snupper de penge man havde afsat til 

netop at gøre forskellen til en fortælling 

om, hvordan det kan gøres. Hvor længe 

bevare man modet og håbet? 

De udskilte 

Tokanten er et eksempel på, at man stadig 

i dansk socialpolitik udskiller de sværest 

handicappede til særlige boenheder. Det 

er en fortsættelse af en mere end 120 

års tradition, der byggede på, at gemme 

disse mennesker væk. Det siger vi naturligvis 

ikke i dag, men vi fortsætter med 

at udskille dem til særlige boenheder. 

Det kan være, at der på et praktisk plan 

kan italesættes en forklaring på dette. 


Men man skal være opmærksom på, at 

det er et led i en uafbrudt tradition, som 

har sin egen fortælling, historien om at 

blive tiet ihjel. 

Tokanten har således skullet løse en 

opgave, der er særdeles vanskelig, fordi 

man igennem historien, ikke har sat fokus 

på, hvordan den kunne løses på ny 

måde. Med normaliserings ideen, der 

opstod for 50 år siden, troede man på, 

at man via at leve så nært det normale 

som muligt markant kunne ændre forholdene 

for disse mennesker. Så nær det 

normale har for Tokantens beboere, stort 

set ikke været eksisterende. De har levet 

i en centralinstitution (anstalt) selv om 

man senere har italesat den, som mange 

selvstændige boliger. 

Rammerne – beton der stod 

Tokanten er et sted, der for ca. 25 år siden 

afløste sovesalen med et værelse. Et sted 

der med sine rammer, fik ombudsmanden 

til for nylig, at stille en række krav til boligen 

som et værdigt sted. Stedet byder ikke 

på værdighed, der er fælles toilet og bad 

på gangen for kvinder og mænd, der ofte 

ikke tør sidde for lukket dør. Hvem kan, 

der er angst, usikker, bange, vred… opføre 

sig værdigt, i et sådant hus. Værelse, ak 

ja, ikke med tekøkken, køleskab…hvem 

lærer noget om at bo i bolig. Brede lange 

gange, skakte der forplanter angstens råb, 

og smitter. 

Personalet der tabte 

Jeg kan se mig selv på stedet. Jeg kan se, 

at der gøres meget, mange fotos fortæller 

om, at der iværksættes så meget man 

kan klare. Ja, jeg har set det, men det er 

nogle år siden, men det var den samme 

leder, som nu er afskediget. Intet virkede 

forstilt. Jeg kendte ret meget til nogle af 

beboerne, og reflekterede over, hvor svært 

det mon var, for personalet. 

Og svært har det været, forstår jeg. 

Det er uforståeligt at forstanderen ikke 

har fremsendt indberetning om overfald, 

men det endnu mere uforståelig, at forvaltningen 

ikke har reflekteret over dette 

og hermed indirekte svaret Tokanten. 

Indenfor andre områder, der arbejder 

med personer, der kræver særlig hjælp, 

der har man for længe, længe siden, indarbejdet 

efteruddannelse og supervision 

af medarbejderne, som en del af arbejdet. 

”Tag del eller la´vær.” 

Det er mig en gåde, at de medarbejdere, 

der i Danmark skal arbejde med 

det sværeste handicappede ikke indgår 

i en arbejdsproces, hvor det er en del af 

arbejdet at få uddannelse og supervision 

til at få faglig og personlig indsigt i, at løse 

opgaver som er nok de sværeste man kan 

tilbyde socialmedarbejdere. 


Hvis du vil 

klage 

Socialforvaltningen fører tilsyn med døgninstitutioner, 

opholdssteder, bo- og dagtilbud samt krisecentre. 

Konsulenter fra Kvalitets- og Tilsynskontoret kommer på 

tilsynsbesøg for at sikre, at rammerne og vilkårene er i orden, 

og at beboerne trives og får den omsorg og støtte de har 

behov for. 

Ved besøgene har børn, unge og voksne og deres pårørende 

mulighed for at tale med konsulenterne. 

Hvis du ikke mener, du er blevet behandlet godt 

nok, kan du i første omgang tale med ledelsen 

af tilbuddet. Hvis dette ikke hjælper, kan du 

henvende dig til Kvalitets- og Tilsynskontoret. 

Du kan skrive direkte til os. Du kan også 

bede lederen eller personalet om hjælp til at 

kontakte os. 

I folderen ”Hvis du vil klage over døgninstitutionen, 

opholdsstedet, bo- og dagtilbuddet 

eller krisecentret” kan du læse 

mere om formålet med tilsynet. 

Socialforvaltningen • Kvalitets- og Tilsynskontoret • Bernstorffsgade 17, 3.sal • 1592 København V. 

Telefon: 33 17 34 77 • E-mail: SOF_tilsyn@sof.kk.dk 


»Vi kan mere end du tror – men vi behøver din hjælp« 

Medlemskontingent: sæt venligst X Pensionister/Studerende 

kr. 2000,00 livsvarigt med blad kr. 85,00 årligt med blad 

kr. 175,00 årligt med blad kr. 125,00 årligt for par med blad 

kr. 250,00 årligt for par med blad kr. 50,00 årligt uden blad 

kr. 100,00 årligt uden blad 

kr. 800,00 årligt for forening med blad Betal først, når girokortet modtages. 

Undertegnede ønsker at blive medlem af LEV København-kredsen 

Skriv venligst med blokbogstaver: 

Landsforeningen LEV 

Navn: 

Adresse: 

Kløverprisvej 10 B 

+++ 5019 +++ 

2650 Hvidovre 

Postnummer: By: 

Telefonnummer: 

Landsforeningen LEV arbejder blandt andet for: 

at voksne udviklingshæmmede skal have ret til meningsfyldt 

arbejde og/eller beskæftigelse ud fra egne 

forudsætninger og ønsker 

at alle udviklingshæmmede har ret til kultur- og fritidstilbud 

alle udviklingshæmmede mennesker har ret til ægteskab, 

samliv, sexliv og fællesskab 

at alle mennesker - uanset handicap - har lige ret til livet 

udviklingshæmmede børn, unge og voksnes ret til 

kvalificeret undervisning og uddannelse 

- ud fra egne præmisser 

voksne udviklingshæmmedes ret til egen, velindrettet 

bolig med stabil og kvalificeret hjælp 

LEV København v/ Steen Stavngaard • Monrads Allé 46 • 2500 Valby 

Tlf. 36 46 37 83 • E-mail: ss@sankt-annae.dk 

Udvikling for udviklingshæmmede

1 • Marts 2008 - LEV Københavns hjemmeside

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?