I Billedgalleriet - Henrik Ibsens skrifter
I Billedgalleriet - Henrik Ibsens skrifter
I Billedgalleriet - Henrik Ibsens skrifter
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Henrik</strong> <strong>Ibsens</strong> <strong>skrifter</strong>: Enkeltdikt I <strong>Billedgalleriet</strong><br />
I<br />
II<br />
III<br />
I <strong>Billedgalleriet</strong><br />
(Af Henr. Ibsen)<br />
Der boer en hæslig Svartalf i mit Bryst,<br />
Som stundom gjæster mig i onde Timer,<br />
I Eensomhed, som midt i Livets Lyst –<br />
Naar vaagende jeg drømmer eller rimer.<br />
5 Og naar den hvisker, om end nok saa tyst,<br />
Det er mig som en Dødningklokke kimer, –<br />
Som havde mig en gravkold Læbe kyst, –<br />
Thi efter Svartalfskik den heel sublim er:<br />
«Begriber Du ei selv», den hvisker fult, –<br />
10 «Hvor den er indholdsløs, den hele Færden;<br />
At Du har tabt din Tro paa Gud og Verden?<br />
Og kan du ei forstaa, dit Bryst er hult,<br />
Dit Ideal en Lygtmand i det Fjerne,<br />
Dit Maal et Stjerneskud – og ei en Stjerne?»<br />
15 «Dit Indre er som Bakkehældets Bæk,<br />
Hvor Kiselstenen ligger tør paa Bunden<br />
Fordi den sidste Bølge alt er runden,<br />
Mens al din Sangerkraft med den er væk.<br />
Og naar Du troer at nynne gjennem Lunden,<br />
20 Saa er det ei din Bølge mild og kjæk,<br />
(Den havde Blomsten lyttet til med Skræk<br />
Og dog med Længsel, af den Klang omvunden.)<br />
Nei, det er kun de tørre Vindfaldsgrene,<br />
Som Efteraarets Blæst har hvirvlet ned<br />
25 I Elveleiet mellem golde Stene, –<br />
Og naar den friske Strøm med Jubel risler,<br />
Og Du vanvittigt troer at synge med, –<br />
Da er det kun det brune Løv som hvisler!»<br />
«Og bild for Alting ei Dig ind at Flommen<br />
30 I Høst og Vaar forandrer din Natur;<br />
Du blier jo ligefuldt en stenet Ur,<br />
Naar din normale Tid igjen er kommen! –<br />
Ak, skal Du vente paa Begeistringstrommen,<br />
For kjækt at storme mod dit Fængsels Muur,<br />
1
<strong>Henrik</strong> <strong>Ibsens</strong> <strong>skrifter</strong>: Enkeltdikt I <strong>Billedgalleriet</strong><br />
IV<br />
V<br />
VI<br />
35 Da er det bedre, at du bliver stuur,<br />
Og kun spagfærdigt knytter Haand i Lommen! –<br />
Taus svømmer Svanen til den døer, – men klangfuld<br />
Blier Stemmen, naar den skal sin Sjæl udaande;<br />
Ak ja! hvad mægter ikke Dødsens Vaande!<br />
40 Men vil Du derfor kalde den en Sangfugl?<br />
Vid, Livsforliset satte den i Flamme,<br />
Og husk, en Ruus formaar hos dig det Samme!»<br />
Jeg stod en Morgenstund i Galleriet<br />
Og drak Begeistring af den rige Kilde,<br />
45 Som Kunstens høie Fædre havde viet<br />
Til uforkrænkligt Liv med Hænder milde.<br />
Hvor er ei Sjælen let og Sindet stille!<br />
Det er som alle Storme havde tiet,<br />
Det er som alle Bølger havde biet<br />
50 I deres Flugt, og blidt mod Stranden trille!<br />
Hvad er hiin Stilhed vel i Kirkens Haller,<br />
Hvor Menigheden triner ind, andægtig<br />
Som det sig hør og bør i Herrens Tempel,<br />
Mod denne Stilhed, der som Duggen falder<br />
55 Paa Sindet her, hvor Aanden har sit Stempel<br />
Sat paa hver Tavle evigstærk og mægtig?<br />
Hvad er det, som beruser mig saa mægtigt<br />
Imellem disse Evighedens Værker?<br />
Er det de store Navne, jeg bemærker, –<br />
60 Hvad heller Farvespillet mildt og prægtigt?<br />
Nei, hvad mig griber kjærnefuldt og vægtigt<br />
Er Tanken, at min Sjæl endnu saa stærk er,<br />
At den har Haab og Tro trods alle Klærker, –<br />
En Sats, som tidtnok klang mig selv fordægtigt.<br />
65 Ja her jeg føler, at i mig er Gud;<br />
Thi jeg formaar at gribes og beruses<br />
Ved Skjønhedstanken, der er foldet ud.<br />
Jeg skuer Gudsideen klar og plastisk;<br />
Se! derfor svulmer og min Sjæl elastisk,<br />
70 Og Tvivlens Dæmon i mit Indre knuses!<br />
Corregios «Nat!» med dine Helgenstraaler,<br />
Hvor har Du drysset Dagglands i mit Sind!<br />
Jeg stirret har i Dunkelheden ind<br />
2
<strong>Henrik</strong> <strong>Ibsens</strong> <strong>skrifter</strong>: Enkeltdikt I <strong>Billedgalleriet</strong><br />
VII<br />
VIII<br />
IX<br />
Saa dybt, som noget jordisk Øie taaler.<br />
75 Mig griber Angsten paa Marias Kind<br />
Mens hun sin Fryd og Ve i Tanken maaler, –<br />
Jeg deler Mohrens Bøn, mens rige Skaaler<br />
Han rækker Barnet af dets Lyshav blind.<br />
Og Stjernen, som de fromme Hyrder skimted, –<br />
80 Der peged did, hvor Frelseren var stegen<br />
Som Menneske fra Himlen ned til Jorden, –<br />
Se, den har og for mig i «Natten» glimtet,<br />
Min Frygt er kuet og min Tvivl er vegen,<br />
Den skjønne Mythe er til Sandhed vorden!<br />
85 Og Rafaels «Sixtinske Jesu-Moder»<br />
Med Frelserbarnet mellem sine Hænder,<br />
Imedens Himmelen sin Hvælving spænder<br />
Om Tusinder af milde Engleho’der! –<br />
Og saa den trivelige Nederlænder,<br />
90 Som sidder veltilmode i sin Bod, der<br />
Til Overflod er fuld af døde Ænder,<br />
Og Gjæs og Høns og andre Verdens Goder!<br />
Den Ene overskygger ei den Anden:<br />
Violen kan jo dog med Tulipanen<br />
95 Forliges nok saa godt i en Bouket;<br />
Og tør da ikke jeg i en Sonnet,<br />
Som Anemonen med den gyldne Iris,<br />
Forbinde Rafael med Jan van Mieris? –<br />
Thi mindes skal Du, at i Kunstens Rige,<br />
100 Der er det ene Formen som har Rang;<br />
Hvis Du vil dømme Skaldens Tonestige,<br />
Saa hør hvorledes, ikke hvad han sang.<br />
Hvad Kunstneren har tænkt vil Intet sige, –<br />
Lad da Ideen gaae sin egen Gang;<br />
105 Det hjalp kun lidt mod Himmelen at hige,<br />
Hvis ei paa stærke Vinger Du Dig svang;<br />
Ja Formen, Formen kun i Et og Alt<br />
Formaar at adle Kunstneraandens Foster<br />
Og stemple det som stort og genialt;<br />
110 Ja, Formen hylder jeg hvad end det koster!<br />
Begribeligt! thi, tab det ei af Sigte:<br />
Ved Formen blive mine Vers til Digte!<br />
3
<strong>Henrik</strong> <strong>Ibsens</strong> <strong>skrifter</strong>: Enkeltdikt I <strong>Billedgalleriet</strong><br />
X<br />
XI<br />
Og hvorfor skal da vi Poeter rave<br />
Med øllet Hjerne om Ideens Baal,<br />
115 Og blindt afsted paa Versefødder trave<br />
En Hestelængde foran Tankens Maal?<br />
Se, Kunsten er jo dog en Strudsemave,<br />
Der døier Alting, Selv Granit og Staal, –<br />
Og Du kan fodre den med Grød og Kaal,<br />
120 Som med den gyldne Frugt fra Edens Have.<br />
Og hvortil da de overstemte Toner,<br />
Og denne Sværmen-om i Regioner,<br />
Hvor Vingen brister og hvor Stemmen svigter;<br />
Istedetfor at slaae i Jorden Rod,<br />
125 Og skabe Billeder med Kjød og Blod<br />
Fra Hverdagslivet, som Stillebens-Digter?<br />
De stille Morgentimer er tilende,<br />
Og jeg er vakt af mine Drømmes Dvale, –<br />
Thi broget bølge gjennem alle Sale<br />
130 Besøgende hvorhen jeg vil mig vende.<br />
Og Recensioner mine Sandser blænde;<br />
Jeg føler mig som Vaarens første Svale<br />
Idet den atter gjæster Hjemmets Dale<br />
Men endnu ikke kan sin Rede kjende:<br />
135 Jeg skued Alting i Morganataage;<br />
Nu kritiseres her fra alle Kroge<br />
Saa det tilsidst mig Sind og Syn forvilder.<br />
Hvad maa dog ei et Digterhjerte døie!<br />
Ak, hvilken Marter for et lyrisk Øie,<br />
140 Naar det skal skjærpes ved Kritikens Briller!<br />
Og mellem Klyngerne Repræsentanter<br />
For alslags Kunstbegeistring er tilstede;<br />
Her En, som fægter i æsthetisk Hede,<br />
Fordi han selv har Rang blandt Dilettanter,<br />
145 Og der en Anden, hvis Begeistring skranter,<br />
Fordi den fostredes af Livets Lede,<br />
Og derfor trænger til lidt lunken Væde,<br />
Dugperlens Surrogat for Potteplanter.<br />
Og hist en Tredie med aabne Øren, –<br />
150 Det ene Ind- det andet Udgangsdøren<br />
For hele Skarens klingende Kritik;<br />
Han lytter stille, med opmærksomt Blik,<br />
Er ganske enig med dem Allesammen,<br />
4
<strong>Henrik</strong> <strong>Ibsens</strong> <strong>skrifter</strong>: Enkeltdikt I <strong>Billedgalleriet</strong><br />
XII<br />
Og spør’ tilsidst hvad Prisen er – paa Rammen.<br />
155 Men i den indre Sal, hvor Dagen falder<br />
Med dæmpet Lysning gjennem Vindvets Bue,<br />
Hvor Spaniens høie Mesterværker skue<br />
Zigeunerdunkle gjennem Seclers Alder, –<br />
Der klinger ei det kritiske Rabalder,<br />
160 Der brænder ene Kunstnerdrømmens Lue<br />
Saa tyst som Kjærten, der til Andagt kalder<br />
Ved Korsets Tegn i Katholikens Stue.<br />
Thi for Murillos høie Himmelfrue<br />
Der sidder tankefuld en Kunstnerinde<br />
165 I stum Beskuen af sit Fortidsminde;<br />
Og hendes Sjæl sig svinger som en Due, –<br />
Vi følge den paa Versets lette Vinger,<br />
Lad se, om Fredens Olieblad den bringer!<br />
5