Indhold - Eigil Holm

1. Pattedyr 7
Pindsvin 7
Muldvarp 8
Flagermus 10
Skimmelflagermus 11
Hare 12
Egern 14
Rødmus 15
Ræv 16
Odder 18
Rådyr 20
Kronhjort 22
Spættet sæl 24
Marsvin 26
2. Fuglene 29
Skarven 0
Knopsvanen 2
Svanejagt
Kortnæbbet Gås 4
Ederfugl 6
Havørn 8
Viben 40
Havternen 42
Sortspætte 44
Sanglærken 44
Stær 46
Nattergal 48
Spætmejse 49
3. Krybdyr og Padder 51
Hugorm 51
Snog 52
Stålorm 54
Skovfirben 54
Markfirben 55
Padder 56
Lille Vandsalamander 56
Stor vandsalamander 57
Springpadder 58
Spidssnudet frø 58
Grøn frø 58
Klokkefrø 60
Indhold
Løvfrø 60
Skrubtudsen 61
4. Fisk 6
Ål 64
Torsk 66
Rødspætte 67
Sild 68
Fiskeri af sild 69
Laks 70
Ørred 72
Gedden 74
Fjæsing 75
Havtobis 76
Aborre 77
Trepigget hundestejle 78
Snæbel 79
5. Insekter 81
Majflue 82
Den store grønne
løvgræshoppe 8
Blå mosaikguldsmed 84
Almindelig skøjteløber 86
Stor spiralvårflue 87
Nældens Takvinge 88
Syvplettet Mariehøne 89
Eremit 90
Dobbeltbåndet svirreflue 90
Den røde skovmyre 92
Honningbien 94
Stor Sabelhveps 96
6. Mange slags dyr 99
Tøffeldyr 99
Vandmand 100
Dødningehånd 101
Regnorm 102
Blåmusling 104
Sort skovsnegl 105
Grå bænkebider 106
Strandkrabbe 107
Søstjerne 108
Kugletusindben 109
Korsedderkop 110
Skovflåt 112
7. Naturtyper 115
Stenrev 116
Lavvandede kystnære
områder 118
Strandenge 120
Kystklitter og klitheder 122
Indlandsheder 124
Søer 126
Vandløb og kilder 128
Ferske enge 1 0
Overdrev 1 2
Bøgeskov 1 4
Skov på våd bund 1 6
Højmoser 1 8
Hjemmesider 140
Bøger 140
Naturhistorisk Museum,
Århus 140
Tidsskrifter 140
Skema 141
Materialer 142
Stikordsregister 14

A. Pindsvin i ro. Piggene ligger ned. Hoved og bug har hår. Lille øre. Sort snude med følehår.
B. Et pindsvin ruller sig sammen og danner en kugle med 5000-7000 strittende pigge. Kun snuden ses, men den
er normalt på undersiden. Ræv, grævling, stor hornugle og musvåger kan slagte pindsvinet fra bugen.
(A. Shapenko. Dreamstime.com).

Vi hører til pattedyrene, der også omfatter pindsvin,
flagermus, hjorte, sæler, hvaler, ræve og
mange andre. Alle pattedyr føder levende unger,
der patter mælk af deres moders patter (bortset
fra næbdyr og myrepindsvin). Moderen passer
sine unger, til de kan klare sig selv. Alle har hår,
og huden er dækket med et hornlag. De kan selv
opretholde deres legemstemperatur. Næsten alle
pattedyr har tænder,
Pindsvin (Erinaceus europæus) Video s. 141
Set fra pindsvinets synspunkt er villabyerne bygget
specielt til det. Der er åbne græsplæner, hvor
der er regnorme fremme om natten. Der er dækning
under buske, blade i dynger om efteråret til
at sove i, græsbunker, udhuse og kompostbunker,
samt æbler til at slukke tørsten i. Også ude i naturen
foretrækker pindsvin et afvekslende landskab,
og det kan disse dyr finde i alle del af landet.
Mange giver pindsvin en skål mælk om aftenen
og har fornøjelsen af at se det drikke. Kun hundene
er sommetider et problem. Når hunden snuser til
pindsvinet, kan det gøre et hop, så hunden får piggene
i snuden.
Pindsvinets pigge er en slags hår, de er rørformede
og afstivet med lister indeni. De udskiftes
efterhånden. Pindsvin har også almindelige hår. De
sidder især på hoved, ben, bug og forkrop.
Tænderne bruges til at bide og til at sønderdele byttet.
Pindsvinet lever mest af snegle, insekter, larver,
regnorme og andre smådyr, men det kan også æde
en redefuld museunger, fugleæg eller ådsler. Planteføde
er kun en lille del af kosten, f.eks. æbler.
Der er føde nok fra april til september eller oktober.
I vinterhalvåret går pindsvinet i dvale, gerne
i en stor bunke blade, under en tæt busk eller i en
grenbunke. Forinden har den ædt sig fed, hannen
er kommet op på 1000-1500 gram, hunnen et par
hundrede gram mindre, for hun er ikke så stor som
ham. Når vinteren er forbi, har de mistet ca. ⅓ af
vægten.
Under vinterdvalen følger legemstemperaturen
omgivelsernes temperatur, så pindsvinet ikke skal
forbrænde fedt for at varme sig op. I april kommer
pindsvinet ud. Nu æder det lystigt af forårets vrimmel
af snegle, orme og insekter. Det forbereder sig
på formeringen, hvor begge køn er meget aktive.
1. Pattedyr
C. Pindsvinet har mange spidse tænder i munden.
(Zooologia Danica. Pattedyr).
En god månedstid omkring St. Hans kan man høre
hannernes snøftende lyde om aftenen og først på
natten, det er som om de lukker damp ud. Det sker,
når de møder en hun, og lydene bliver ekstra kraftige,
når der er flere hanner om en hun.
Pindsoen er gravid i 6 uger, så føder hun 4-5 (2-9)
unger i en rede lavet af strå i et skjul. Ungerne er
nøgne og blinde og lever af moderens mælk. Piggene
kommer kort tid efter fødslen. To uger gamle
åbner de øjnene. I 4 ugers alderen følger de deres
mor ud for at fange dyr og æde. I 6-ugers alderen
opløses familien. Ungerne klarer selv vinteren,
men hvis de ikke fik fedt nok på kroppen før dvalen,
vågner de og går ud for at finde føde. Der er
ikke meget at finde om vinteren, og sådanne unger
dør ofte af sult.
Pindsvin forsvarer ikke territorium, der kan godt
være flere pindsvin i samme haver. Men de undgår
hinanden.
Pindsvin bliver ofte kørt over. De er langsomme,
og selv om de løber over en vej, kan de ikke altid
undgå bilerne. Men bestanden af pindsvin har det
godt. De er fredet.
D. Hund angriber pindsvin og kradser i jorden for at
komme under pindsvinet. Men det lykkes ikke.
1. PATTEDYR

A. Muldvarp. Snuden er lang og bevægelig og ender i en skive med næseborene. Lange følehår sidder på snuden.
Munden findes under snuden. Øjnene er skjult i pelsen, de er 1 mm brede. Hænderne er graveskovle med
solide kløer, der kradser jorden løs. (Martin Pawinski. Dreamstime.com).
Muldvarp (Talpa europæa) Video s. 141
Muldvarpen er den perfekte gravemaskine. Selve
navnet betyder: den der varper (= kaster) jorden op.
Den graver gange i jorden, og muldvarpen passer i
dem som et stempel i en cylinder. Intet rager ud fra
muldvarpens legeme, der er ingen ydre ører, ingen
synlig hals. Kun forbenene rager ud til siden, de er
selve graveredskabet, idet de ender i et skovlblad,
dannet af håndfladen og fingrene. Yderst er der en
slags greb, dannet af kløerne. Håndfladen er gjort
bredere af en ekstra knogle, den ligner en finger,
men er en forbening i en sene. Kraftige muskler
bevæger hænderne.
Hvis man aer en muldvarp, opdager man, at den
kan aes lige godt fremefter og bagud. Hårene står
nemlig lodret og er så tæt pakkede, at der ikke
kommer jord ind mellem dem.
Hovedet løber ud i en spids, den ender i en tryne.
Her sidder næseborene omgivet af en meget følsom
hudskive, der hele tiden bevæger sig for at
afsøge omgivelserne for føleindtryk. Temperatur
og fugtighed kan den også sanse. Lugtesansen er
fin, den kan lugte byttedyr gennem 5-10 cm jord.
Muldvarpen har også følehår på snuden, de svarer
til knurhår på en kat. De er stive, men bøjes nede i
huden, når de rører ved noget. De er vægtstænger,
der overfører berøring til følesansecellerne ved hårets
grund.
Der er også følehår mange steder i pelsen, så
muldvarpen kan føle sin gangs sider. Halen bærer
også følehår, der bruges, når den bakker.
Selvom muldvarpen færdes i sine mørke gange
det meste af tiden, har den øjne, og de er blå, ca. 1
mm i diameter. Man ved ikke, om de kan se noget,
udover at sanse om dyret er i lys. En gang imellem
forlader den nemlig sine gange for at drikke dug
eller vand fra pytter og for at hente redemateriale.
Muldvarpens gangsystem er ofte omkring 200
meter langt. Det består af kortere gange, der er
forbundet, tilsammen danner de en labyrint, men
muldvarpen ved, hvor den er henne. I yngletiden
kan hannen lave en lang, næsten lige gang i sin
søgning efter en hun. Muldvarpernes gangsystemer
kan forbindes, men træffer to muldvarpe hinanden,
jager den ene den anden væk.
I blød og løs skovjord, hvor ingen maskiner kører,
kan muldvarpen bore sig igennem uden at lave
muldskud. Men i hårdere jord, f.eks. på græsmarker
og pløjede arealer er det nødvendigt at fjerne
jorden fra gangene ved at presse den op og ud på
overfladen. Så dannes et muldskud, og de kan danne
lange rækker, der viser hvor gangene forløber.
Både denne jord og eventuelle sten kan beskadige
mejetærskernes skærebord og andre høstmaskiner.
Desuden kan jorden blive blandet i de plantedele,

B. Kranium med 44 tænder. De
er spidse og kan holde godt fast
på levende regnorme og larver.
Nederst ses et skematisk snit
gennem en muldvarperede. (Zoologia
Danica. Pattedyr).
der skal blive til ensilage, og så bliver køerne syge,
når de æder den. Derfor bekæmper landmændene
muldvarpen med gift, sakse og fælder. Også golfbaner
og villahaver kan lide under muldskud. Men
i skoven er man glad for muldvarpen, for gangene
giver fin udluftning af jorden til gavn for træernes
rødder.
Mosegrisen graver gange med muldskud ligesom
muldvarpen, og de kan benytte hinandens gange.
Man kan se, hvem der bebor et gangsystem. Er det
mosegrisen, så er der mange 6-7 cm brede huller
ned til gangen mellem muldskuddene, mens muldvarpen
ikke har dem.
Muldvarpen finder regnorme, insektlarver og andre
dyr under sin afpatruljering af gangene. Regnorme
har stive børster, der vender bagud, og derfor
æder muldvarpen dem fra hovedenden, mens den
holder ormen mellem hænderne.
Samtidigt presser den jorden inde i regnormen
ud. Når muldvarpen fanger flere regnorme, end
den kan æde, bider den hovedet af dem og gemmer
dem i en bunke. Så længe regnormen mangler hovedet,
kan den ikke bore sig gennem jorden, men
den dør ikke og er derfor frisk, når muldvarpen bliver
sulten. Skulle muldvarpen dø, får ormene nyt
hoved og kan gå ud i jorden igen.
Muldvarpen har flere reder i gangsystemet, de er
foret med blade og strå, her sover den. Den har ca.
3 aktivitetsperioder og 3 hvileperioder på et døgn.
Muldvarpen bygger undertiden store muldskud ½
meter høje og 1 meter brede. Her har den en rede.
Så store redebygninger laver den mest på enge, der
kan blive oversvømmet.
Muldvarpen er aktiv året rundt, om vinteren må
den dybere ned, fordi regnorme kan overvintre i 1
meters dybde.
I april parrer muldvarpene sig. Hunnen er drægtig
i 4 uger og føder 2-7 unger i maj-juni. Hun dier
C. Muldvarpens pels er sort, og hårene sidder så tæt,
at der ikke kan komme jord ind i pelsen. Da hårene
står lodret, kan muldvarpen gå fremad og baglæns i
sin gang uden at mærke modstand. Følehår på halen
sladrer om, hvad muldvarpen møder, når den bakker.
dem, og når de er 4-6 uger gamle, begynder de at
gå på jagt i moderens gangsystem. En månedstid
senere bliver de jaget ud. Nu begynder en farlig
tid, for de unge har ikke kræfter til at grave dybt,
men laver gange i overfladen, hvor de kan jages
af rovdyr og fugle, f.eks. hejre, stork, natugle og
musvåge. I løbet af efteråret er de udvoksede, men
de når først den fulde vægt og bliver kønsmodne
det følgende år.
Muldvarpen findes over næsten hele landet, men
har endnu ikke nået det sydvestlige Thy. Desuden
mangler den på nogle øer, f.eks. Mors, Fanø, Ærø,
Læsø, Samsø, Amager og Bornholm.
Muldvarpen må bekæmpes, hvor den gør skade.
D. Muldvarpeskud. Dens gange markeres af rækker
af skud. De er kommet efter at græsplænen blev slået
sidste gang, og de skal fjernes, inden man slår græsplænen
igen.
1. PATTEDYR 9

Flagermus (Chiroptera)
Hvis et menneske skulle forvandle sig til en flagermus,
skulle alle fingre undtagen tommelfingeren
vokse sig meget lange og tynde, og de yderste
fingerled bliver tynde som tråde, fig A. Også mellemhåndsknoglerne,
der danner håndryggen hos
os, skulle blive lange og slanke. Alle disse knogler
skulle ligge inde i en flyvehud, der udspændes og
foldes sammen omtrent som en paraply. Benene
skulle drejes i hofteleddet, så fødderne kom til at
vende bag ud, og storetåen kom til at sidde yderst.
Både ben og hale skulle sidde inde i flyvehuden.
Ørerne skulle vokse enormt. Tænderne foran i
munden skulle blive spidse, og kindtænderne laves
om til sakse.
10
A. Flagermusskelet med hud og krop. 2- 5 er fingrene, de udspiler vingerne. Flyvehuden
omfatter også halen og benene. (Efter Glenstrup 1967, ændret).
B. Flagermus i flugt. Tommelfingrene peger frem.
Munden er åben, idet dyret udsender lyde for at få
ekko. (Endeavour, Vort Lands Dyreliv 1949)
Flagermusene i Danmark flyver mest om natten,
kun i højsommeren er natten så kort, at de må
ud, mens det endnu er lyst, fig. B. De er glimrende
flyvere, der meget hurtigt kan skifte kurs. Nogle af
arterne flyver med fuldstændig sikkerhed mellem
grene og blade, hvor de kan fange insekter. Ofte tager
de insektet med halehuden, hvorefter de samler
det op med tænderne og sønderdeler det, inden det
synkes. Alt dette sker, mens de flyver. Det går så
hurtigt, at øjet ikke kan følge med.
Flagermus har øjne, men når de jager og finder vej
i mørket, bruger de lyde. Lydene kommer tilbage
som ekko fra planter, huse og insekter. Flagermusene
kan beregne retning og afstand til insektet. Et
øjeblik senere er både retning og afstand ændret,
fordi begge flyver, og insektet har måske skiftet
kurs, fordi det har hørt flagermuslyden. Hjernen
arbejder så hurtigt, at flagermusen hele tiden kan
følge med.
Flagermusene udstøder deres lyd som korte skrig
med pauser i mellem, det giver orientering nok,
mens de flyver. Men når et insekt kaster lyden tilbage,
følger skrigene tæt på hinanden, for nu skal
flagermusen følge insektets kurs nøje. Formodentlig
fortæller ekkoet, om det er en bille, en sommerfugl
eller noget andet.
Flagermus sover om dagen, gerne mange sammen.
De hænger i træerne, og hovedet vender nedefter.
Det kan ske under barkflager, i hule træer, i
huse under taget, i huler og under broer. Hunnerne
samler sig i ”barselsstuer”, hvor de føder, og hvor

ungerne opholder sig, mens moderen jager insekter.
Hannerne sover også mange sammen.
Om efteråret parrer flagermusene sig. Men der
sker ingen befrugtning før til foråret. Sæden bliver
blot liggende i æggelederen.
Flagermus føder 1 unge, sjældent 2 i højsommeren,
hvor der er flest insekter. Det er en meget lav
formeringshastighed. Den opvejes af, at flagermus
bliver gamle, op til ca. 25 år, så de når alligevel
at få mange unger. Dødeligheden for de voksne er
lav. Der er som oftest insekter nok om sommeren,
og der er ingen fjender, der er specialister i at æde
flagermus.
Der er fundet 17 arter flagermus i Danmark. Nogle
er udbredt over hele landet, andre er sjældne;
ofte er de strejfere fra store bestande andet sted på
Jorden.
Flagermus er fredet. Den største skade er, at deres
ekskrementer kan samle sig inde under sovepladserne
i husene.
Skimmelflagermus (Vespertilio murinus)
Skimmelflagermusene har sine sommerkolonier i
1-2 etagers huse i landsbyer eller udkanten af byerne.
Vinterkvarteret er i højhuse i København eller
andre store byer, ofte på 14.-16. etage på hospitaler
eller hoteller. Den bor kun i huse i Danmark. Verdens
tætteste koncentration af skimmelflagermus
er i Nordøstsjælland. I resten af landet er der få
kolonier, f.eks. i Århus.
Man kan se, om der er skimmelflagermus i huset,
for deres ekskrementer findes der, hvor de flyver
ud. Desuden kan man høre dem larme i kolonien.
Døde eller døende unger kan findes nær huset.
Om efteråret kan man høre en høj, tikkende lyd,
der kommer ovenfra om aftenen. Det er hannerne
af skimmelflagermus, der samler sig om høje bygninger
i byerne og kalder på parringsvillige hunner.
Lyden er på 14 kHz og kan høres af yngre
mennesker.
Skimmelflagermusen jager sommerfugle ved
gadelygter, især de blå-hvidt lysende, der belyser
motorvejene. I sommeraftener jager de myg og
andre insekter, der har masseforekomster ved eller
over de store nordsjællandske søer. Det er tiden
hvor ungerne vokser op, og det passer med, at flagermusene
bor på landet om sommeren, fordi der
er så mange insekter.
Skimmelflagermusen overvintrer i frostfrie steder
på høje huse, f.eks. luftkanaler, bag plader og
i murværk, hvor de kan kravle ind. Hvis der bliver
frost på opholdsstedet, prøver de at finde et varmere
sted, og så kan de forvilde sig ind i folks beboelse.
C. Skimmelflagermus har hvide hårspidser, så den ser
ud, som om den er angrebet af skimmel. (Hans Baagøe)
Skimmelflagermusen kan flyve langt, over
1000 km, om det skal være. De fleste fund uden
for Nordøstsjælland skyldes strejfende eller trækkende
dyr.
Hvor boede skimmelflagermusen, før mennesket
bygede høje huse og kirker? Sandsynligvis på stejle
og lodrette klippevægge. Derfor er det usandsynligt
at den boede i Danmark, før kirker og borge
blev bygget i Middelalderen.
D. Skimmelflagermus. Bagbenene peger opad, og foden
vender bagud. Vingerne er foldet sammen. Kloen
sidder på tommelfingeren. (Naturhistorisk Museum,
Århus).
1. PATTEDYR 11

A. Løbende hare. De lange bagfødder sættes ned foran forfødderne, der afsætter runde spor. (E. Artmann.
Dreamstime.com).
Hare (Lepus europæus) Video s. 141
Der ligger en harekilling på jorden foran dig, fig.
C. Den ser dig, men du ser den ikke. Den rører
sig ikke og de store, klare øjne er stille. Du går et
skridt nærmere og skræver over den uden at bemærke
det. Harekillingens kamuflage virker. De
brunlige, grålige og mørke farver i pelsen ligner
ikke noget særligt, så der er intet at lægge mærke
til. Det vigtigste er, at harekillingen ikke kaster en
markeret skygge, og at den er helt stille.
Mennesker og alle dyr, der bruger synet, er meget
agtpågivende over for bevægelser, også når vi ikke
ser direkte på tingen. Vi retter straks øjet mod det,
der rører på sig, og ser, hvad det er. Det er derfor, at
mange dyr beskytter sig ved at være helt stille, og
det er også derfor, at der er blinklys på biler.
Haren føder 1-4 killinger. De er pelsklædte og
kan se straks efter fødslen. Moderen lader dem die
hver dag kort efter solnedgang, ellers opholder hun
sig steder, hvor hun kan få nok at æde og producere
mælk med 17% protein og 23% fedt. Så kan
killingerne vokse hurtigt. Når de er to uger gamle,
B. Harens spor i sne. Lange bagfodsspor, runde
12
begynder de at æde grønt, og fire uger gamle må
de klare sig selv. I løbet af få måneder er de blevet
voksne, men de kan først begynde at formere sig
næste år.
Allerede få dage før fødslen kan hunnen parre sig
igen. Efter fødslen kan nye fostre vokse i hendes
livmoder, og 7 uger senere føder hun et nyt hold
killinger. 3 eller 4 kuld bliver det til, og der kan
findes killinger fra marts til september, undertiden
senere. Hvis vejret bliver dårligt i længere tid,
mens hun er gravid, kan hun ikke skaffe føde nok,
og så opløses et eller flere af fostrene i livmoderen.
Haren udstrækker altså sin ungeproduktion over
godt halvdelen af året, og det giver sikkerhed for
at nogle overlever.
Dødsrisikoen for killinger er stor, de kan dø af
sygdomme, og de kan ædes af krager og rovfugle,
der ser dem bevæge sig fra luften.
Harerne hører hjemme i landbrugslandskabet. I
1940’erne var de fleste landbrug små og havde forskellige
afgrøder, vintersæd (hvede elle rug), vårsæd
(byg eller havre), græsmarker med kløver til
køer og heste, roer til køer og måske en mark med
ærter, gulerødder eller kartofler. Der var ukrudt,
som nåede at sætte frø, og der var levende hegn
mange steder. Her kunne harerne finde føde og sovepladser
hele året. Hvis alt var snedækket, åd de
bark, f.eks. af frugttræer, der døde, hvis haren gnavede
barken hele vejen rundt om stammen. Jagtudbyttet
i 1944: 480.000 harer i hele Danmark.
I 2008 var jagtudbyttet under 100.000, for landbruget
har ændret sig. Korn og vinterraps dækker
enorme arealer, markerne er meget store, mange

hegn er fældet, og græsmarkerne er små. Roerne
er forvundet mange steder, og ukrudtet med dets
frø er sprøjtet væk. Harerne har ikke nær så gode
muligheder som før. De er ikke truede af udryddelse,
men antallet er faldet overalt undtagen på
Bornholm. Det er tydeligt, at haren hører til på
landbrugsjord. Den indvandrede først til Danmark,
da landbruget kom til landet for 6000 år siden.
Harerne holder af åbent land, så derfor kan de
også leve på heder og klitter. Disse landskaber er
skabt af Middelalderens landbrug.
Haren er mest fremme om natten og i skumringen.
Alligevel er det let at se, om der er harer i
et område, for der ligger deres ekskrementer, små
kugler, 1,5-2 cm i diameter. Man ser også harens
sæde, altså hvilepladser. De ses ofte i græs, her er
det trykket ned. Haren bruger ofte den samme hvileplads
mange gange.
Haren æder sin føde to gange. Første gang ender
det ufordøjelige i blindtarmen. Her fordøjes cellulose
og andet ved hjælp af bakterier, der producerer
vitaminer og andet godt. Indholdet af blindtarmen
går derpå ud i tyktarmen og videre ud gennem tarmåbningen.
Det bliver straks ædt af haren og derpå
går det gennem fordøjelseskanalen igen. Her optages
de værdfulde stoffer. Resten forlader tarmen
som ekskrementer.
Harens store ører drejer sig efter lyden, når de
hører noget nyt. Øjnene er store og sidder på siden
af hovedet. Derved kan den se næsten hele horisonten
uden at dreje hovedet.
Hvis den ser en fjende, lægger den sig først ubevægelig.
Hjælper det ikke, så løber den. Den kan
komme op på 80 km i timen over korte strækninger,
og 50 km i timen over en længde på 1 km. fig.
A. Så farer den af sted med store spring, for de
lange fødder på bagbenene giver et kraftigt afsæt,
fig. E. Den kan pludselig lave et spring til siden,
så sporet afbrydes, eller den kan slå en cirkel og
komme tilbage til sit eget spor. Det forvirrer ræve
og hunde, der bruger næsen til at følge sporet. Det
dufter nemlig af hare, for en hare kommunikerer
med andre harer ved at afsætte dufte fra kirtler,
hvor den træder.
Harens spor er lette at kende, fig. B. Der er ikke
spor efter trædepuder, for det har den ikke. I stedet
er fodens underside beklædt med elastiske hår.
Haren sætter også spor, når den gnaver bark af
træer. Dens tænder er skarpe, fig. D, og mærkerne
ses tydeligt på træet.
Haren sover ikke vintersøvn, der er åbenbart altid
noget spiseligt at finde, f.eks. i hegn, skovbryn og
villahaver.
Haren findes over hele Danmark.
C. Harekilling. Ørerne er korte, øjnene er store, og
følehårene på snuden er lange. Den sidder stille.
(Aguirre mar. Dreamstime.dk).
D. Kranium. Der er to knivskarpe fortænder både i
over- og undermunden. De sliber hinanden, når haren
tygger, så de altid er skarpe. De vokser hele livet.
(Zoologia Danica. Pattedyr).
E. Harens bagben er meget store. I lårene sidder de
muskler, den bruger, når den springer. (P. Mikoska.
Dreamstime.com).
1. PATTEDYR 13

A. Egern med busket hale og lange hår på ørerne løber op ad en træstamme, idet den slår kløerne i barken.
(Kornwa. Dreamstime.com).
Egern (Sciurus vulgaris) Video s. 141
Der er noget ved egernet, som gør, at de fleste
mennesker bliver glade, når de ser det. Pludselig
ser man det løbe ned af en træstamme med hovedet
forrest, så op, over på den anden side og væk.
Lidt efter kigger det frem, som om det spørger: ”Er
du der endnu”. Så op i trækronerne og i et spring
over til nabotræet. Måske drejer den i luften for at
lande præcist, det kan den store hale klare, for den
bruges som ror.
Egernet kan æde knopper på nåletræer, og hvis
endeknoppen bliver bidt af, vokser træet skævt, og
så har egernet gjort skade. Det kan også tage æg fra
B. Egern betragter verden opmærksomt. Ved det
mindste tegn på fare springer den op i det nærmeste
træ. (Mazzur. Dreamstime.com).
14
fuglereder, f.eks. fasaner, men den skade er begrænset.
Det går heller ikke af vejen for at æde insekter.
Om efteråret laver egernet vinterforråd, især af
nødder, bog og agern. De gemmes under bark eller
i jorden.
Egernreder er almindelige, men svære at få øje
på. De bygges gerne nær stammen på grantræer,
og derved er det næsten umuligt at se dem nedefra.
Der bygges en stor rede og en del mindre reder,
hvor den kan sove i sikkerhed. Egern har territorier,
hvor de kender alle muligheder. Hanegern må
gerne færdes på andre hanners territorier. Derimod
forsvarer hunnen sit territorium mod andre hunner,
men ikke mod hannerne.
Ungerne fødes i den store rede. Det kan ske fra
begyndelsen af marts til august. Den tilgængelige
fødemængde bestemmer, hvornår det sker. Hunnens
graviditet varer 39 dage. Der fødes 3-7 unger.
De er nøgne og blinde. Øjnene åbnes 4-5 uger efter
fødselen. Når ungerne er 9-10 uger gamle, forlader
de reden og klarer sig selv. De bliver kønsmodne
1 år gamle.
Egernet har ikke mange fjender. Duehøgen kan
se det fra et udkigspunkt og tage det i et styrtdyk.
Skovmåren kan forfølge egernet i træerne eller
tage det i reden, mens det sover. Men skovmåren
er sjælden. Kat og ræv kan overrumple egern på
jorden. Mennesket hørte tidligere til fjenderne, idet
egern blev regnet for et skadedyr, fordi det gnaver
topskud af nåletræer og kan tage fasanæg. Skaden
er sjældent stor, og siden 1990 er egern fredet. Men

C. Egern. De to fortænder i over- og undermunden
sliber hinanden knivskarpe, når de passerer hinanden.
(Zoologia Danica. Pattedyr).
egernjægerne sagde: ”Det er bare en rotte med en
busket hale”.
Samtidigt med at egernet blev jaget, skete der
ganske mange udsætninger i skovene, fordi egernet
er sympatisk. Bornholm havde ingen egern,
men i 1886 blev der udsat svenske egern, og de
klarer sig godt. Der er også sket udsætninger i Jylland
og på Sjælland. De udsatte egern har undertiden
anden pelsfarve end det røde, danske egern,
nemlig grå og sort. I dag findes egern over næsten
hele Danmark. Det er en gammel indvandrer, de
ældste knogler er fra 9500 år før vor tid.
Tidligere skød man egern om vinteren for at få
dens lækre, varme vinterpels. Den blev kaldt gråværk
og blev båret af rige folk. Egernhår blev brugt
til pensler af kunstmalere.
Egern hører til gnaverne sammen med mus, rotter
og bævere. De kendes på fortænderne, der kaldes
gnavertænder, fig. C.
D. Egern med nød. Den bruger forpoterne som hænder.
(I. Besedin. Dreamstime.com).
E. Rødmus. Den er 8-12 cm lang med en hale, der
er ca. halvt så lang. Den har rødlige hår. Dens ører
er store, øjnene kulsorte, snuden med næseborene er
omgivet af lange ”knurhår”, der bruges som føleredskaber.
(V. Vishnevskiy. Dreamstime.com).
Rødmus (Myodes glareolus)
Der findes mus overalt, og de spiller en stor rolle
som føde for de fleste rovdyr og rovfugle. Musene
er små, de er mange, fordi de er planteædere, og
de formerer sig stærkt. Når planterne er 1. led i
fødekæden, og mus er 2. led, så bliver museæderne
3. led. Af 100 kg planter bliver der 10 kg mus, der
igen ernærer 1 kilo rovdyr.
Den har gnavertænder ligesom egernet, fig. C.
Efter fortænderne følger et tandløst stykke, og så
kommer kindtænderne, der bruges til at findele
føden. Rødmusen lever af mange slags planteføde:
Hasselnødder, bog, agern, kirsebær med sten,
grønne planter, frugter og bark. I de år, hvor bog og
agern er rigelige, forplanter rødmusen sig også om
vinteren, så der bliver mange næste år.
Rødmus er et skovdyr. Den lever også på fugtig
bund med pilebuske. Rødmusen er god til at klatre
i træer. Visse år æder de meget bark; de begynder
i en grenvinkel og arbejder sig opefter. Den
kan ødelægge barken på unge ege, juletræer (normannsgran),
og bøge og derved gøre skade.
Rødmus graver gange nede i jorden, helt ned til
½ meters dybde. Her hviler den, og om efteråret
fylder den gangene med forråd af hasselnødder,
bog, agern og kirsebærsten. Den sover ikke vintersøvn.
Den bygger rede lige under jorden eller på
jordoverfladen. Hunmusen forsvarer sit territorium
mod andre hunner. Efter parringen er hunnen gravid
i 18 dage, og så føder hun 3-6 unger (min. 2,
max 9). Ungerne forlader reden efter få uger, og så
kan hun få et nyt kuld unger. Ungerne kan yngle i
deres første leveår.
Rødmusen findes over det meste af landet. Dog
mangler den på Bornholm og en del andre øer,
samt i Thy og dele af Vendsyssel.
Den bekæmpes undertiden i planteskolerne.
1. PATTEDYR 15

A. Ræven er på størrelse med en glathåret foxterrier. Men pelsen fylder så meget, at ræven ser meget større ud.
Vægt: Hun 6,5 kg, han 8 kg i gennemsnit. Max. levealder 10-12 år, hvor den ikke jages. (G. Gaffney. Dreamstime.com).
Ræv (Vulpes vulpes) Video, lyde s. 141
Den røde Mikkel ræv med sin lange hale er blevet
almindelig i byerne, fig. A. København har haft
ræve i mange år. Århus har haft mange ræve siden
ca. 1990. Det samme er sket i London og andre
storbyer. Men hvorfor finder ræven byerne så tiltrækkende?
En årsag er, at villakvarterernes ældre
haver har mange buske og træer, samt uforstyrrede
pletter med sol til hvilepladser. Der er fred en stor
del af tiden, for folk er på arbejde og børnene er i
skole, og der er ikke jagt. Der er masser af fugle
og fugleunger, samt mus i mængder. Rotter tager
ræven også. Der er frugt og insekter, som også kan
ædes. Nogle steder kan ræven også komme til affaldet.
Affald i plasticsække skal være indelukket
i kasser eller bag net, ellers bliver det ædt af ræve
og rotter, der spreder affaldet.
B. Rævens tandsæt.(Zoologia Danica. Pattedyr).
1
Ræven er faktisk altædende. Hvis den får fat i
mere mad, end den og dens unger kan æde, bliver
det gravet ned til senere brug.
Når ræven bemærker en mus, står den stille. I det
rette øjeblik springer den højt op i luften og falder
ned på musen, fig. C,D), der dræbes med de lange
hjørnetænder, fig. B. En høne bliver også dræbt
med hjørnetænderne. De store fjer bides af, flere
ad gangen med kindtænderne. Knogler og sener
klippes over med rovtænderne, der virker som en
saks. Det, der skal tygges, behandles af de bageste
kindtænder, der har knuseflader ligesom vore
kindtænder. Fortænderne bruges til at bide kød af
knogler, til plukning af frugt m.v.
Der skydes 40.000 – 60.000 ræve om året; det
sker i skovene og i landbrugslandet, hvor det kan
ske uden risiko for andre mennesker. Desuden
dræbes 20.000 – 30.000 ræve årligt i trafikken.
Ræven graver en tunnel i jorden på nogle meters
længde. Her sover den, især i dårligt vejr. Tunnellen
udvides til en kedel, hvor rævehvalpene fødes
og vokser op. Ræve bor ofte i grave, som en flere
år gamle, og hvorfra der er to eller flere udgange.
Et ordsprog siger: ”En klog ræv har altid to udgange”.
Ved den form for rævejagt, der hedder gravjagt,
er der to eller tre jægere, og de bruger en eller flere
hunde. Det kan være foxterrier (fox = ræv) eller

C. Ræven har fundet en mus under sneen og springer
på den. (C og D: V. Kirsanov. Dreamstime.com).
gravhunde (rævegrav). Disse hunde går gerne ned
i en rævegrav og jager ræven ud. Hundene skal
ikke angribe ræven, men genere den, så den forlader
graven. Hundene er trænet, sommetider i en
kunstig rævegrav med en ræv: Hundene skal lære
at komme op med få minutters mellemrum, og de
skal lære, at de ikke må slås med ræven. Desuden
skal de lystre kommandoer. Mens hunden er nede,
står jægerne parat ved udgangene. Når ræven kommer
ud, skydes den, og hunden får ros. Måske bliver
den også belønnet ved at få lov til at ruske den
døde ræv. Ræve jages på mange andre måder.
Januar og februar er rævenes parringstid. Om
aftenen og natten kan man høre hannernes gøen,
når de vil tiltrække en hun. Graviditeten er 52-53
dage, og ungerne fødes i marts. Et kuld er på 4-7
hvalpe, min. 1, max. 12. De fødes med en fin pels.
Deres øjne åbnes, når de er ca. 11 dage gamle.
Den første tid får de kun mælk, senere får de også
E. Spor af ræv til venstre, og hund. Den sorte linie
mellem de yderste trædepuder skærer de øverste trædepuder
hos hund, men ikke hos ræv. Der er også
spor efter kløerne.
D. Ræven er landet på musen og holder den fast med
poterne og snapper efter den.
opgylpet, halvt fordøjet kød. Både moderen og
faderen skaffer føde. Mens moderen dier, forlader
hun nødigt ungerne og fodres af faderen. Når
ungerne er 4-5 uger gamle, søger de udenfor. Her
leger de, også om dagen, og her fodres de med
fugle, mus og andet bytte. De lærer at behandle
det rigtigt. I juni flytter hele kuldet ofte til en ny
grav. I september-oktober spredes familien. Dog
bliver nogle af de unge, især hunner, i familien.
Ræve lever i par eller i familier. De er sociale
og danner flokke, hvor det gamle par stadigvæk
yngler, mens de unge er der, men uden at yngle.
Skulle moderen dø, kan en af de unge overtage
hendes rolle.
Ræve markerer deres territorier, men de jager
ikke andre ræve bort. Markeringen sker dels med
urin, der har en speciel duft, dels med afføring, der
lægges et synligt sted, f.eks. på en træstub. Markeringen
fortæller fremmede ræve, at der er ræve
i området, og måske også hvilken ræv, der har sat
sit mærke. Hunde bruger deres urin og afføring på
samme måde.
Der er ræve næsten overalt i Danmark. I isvintre
går de over isen og kan komme til øer uden ræve.
Netop rævefrie øer er af stor betydning for måger,
terner, skestore, andefugle og vadefugle. Et enkelt
rævepar kan forhindre fuglene i at yngle. Derfor
skydes rævene, når de opdages i fuglekolonier.
Ræven har levet i Danmark siden Istidens ophør.
De ældste knoglefund er 9500 år gamle.
Ræveskind fra dyr, der er skudt om vinteren,
er tætte og varme. De har altid været brugt til beklædning.
1. PATTEDYR 1

A. Odderen har fanget en fisk under vandet. Nu ligger den på en sten og æder fisken. Pelsen er stadigvæk våd,
og hale og bagben er under vandet. Halen en trykket sammen fra side til side, så den kan bruges til svømning.
(M. Blajenov. Dreamstime.com).
Odder (Lutra lutra) Video s. 141
Odderen lever mest af fisk, som den fanger ved at
dykke. Den er stor, godt en meter lang med hale,
fig. A. Pelsen består af varmeisolerende uldhår inderst
og lange dækhår yderst. Dækhårene danner
et vandtæt lag, og når de er våde, klæber de sammen
i spidsen som en pensel til vandfarver og får
odderen til at se ud, som om den er dækket med
pigge. Pelsværk af odder blev regnet for det bedste
fra danske dyr i gamle dage.
B. Odder, kranium. Den store kam på issen er fæste
for de kraftige kæbemuskler. De leverer et kraftigt bid.
(Zoologia Danica. pattedyr).
1
Odderen har svømmehud mellem tæerne, og den
ses i spor i fugtigt sand. Når dyret svømmer, bugter
kroppen og halen sig fra side til side, og bagbenene
bruges som ror, fig. C. Den finder fisk under vand,
også når det er usigtbart på grund af ophvirvlet
mudder og sand. Om natten finder den fiskene med
de lange varbørster på snuden, fig. D. De er følsomme
for vibrationer og kan føle en svømmende
fisk på nogen afstand. Hvor meget den bruger synet
under vand, vides ikke.
Odderen har et rovdyrtandsæt med store hjørnetænder
i over- og underkæbe til at dræbe med, fig.
B. Små fisk som hundestejler og fiskeyngel ædes
under vandet, større fisk æder den på land. Ædepladserne
røber odderens tilstedeværelse, her er
skæl, fiskeknogler og andre rester. Den piller kødet
af benene med fortænderne, og fisken klippes i
bidder med kindtænderne. Odderen tager sjældent
store fisk, hovedparten er 10-15 cm lange, ål dog
op til 25 cm. En odder æder 1-1,5 kg fisk dagligt,

altså 400-500 kilo om året. Den tager også frøer,
krebs og små pattedyr.
Hanodderen tåler ikke andre hanner på sit territorium,
og det kan strække sig 10 km langs et
vandløb. Det kan overlappe to territorier for hunner
med unger. Mærkningen sker med duftstoffer
i urin og afføring, der er næsten sort og indeholder
fiskeben. Afføringen anbringes synligt og er et
godt tegn på odderens tilstedeværelse.
Hunnen kan komme i brunst året rundt. Hun er
gravid i 2 måneder og får 2-3, undertiden 5 unger.
De fødes i et skjul. f.eks. en rævegrav, under
trærødder ved vandløbets bred eller i en hule med
indgang under vandet. De dier moderen i op til 4
måneder. Når de er 2-3 måneder gamle får de deres
første svømmetur, og de lærer hurtigt at fange fisk.
Men de bliver hos moderen til de er 1 år gamle.
Odderen kan fiske både i søer, åer og i saltvand.
Omkring 1960 fandtes den i alle landsdele. Men så
satte tilbagegangen ind, og omkring 1980 var der
kun oddere omkring den vestlige Limfjord. Bestanden
blev anslået til 200 individer, og der blev
slået alarm, fordi det frygtedes, at den ville uddø i
Danmark. I Tyskland og andre steder i Europa var
tilbagegangen også stor.
Der var flere årsager til tilbagegangen. En årsag
var, at de fleste åer blev reguleret, så de lignede kanaler,
og rørskov og træer langs disse vandløb blev
gravet bort. Så gik fiskene meget tilbage og odderen
mistede skjulesteder og føde. Forureningen har
også fordrevet odderen fra flere vandløb, især fordi
den slog mange fisk ihjel. Også trafikdrab spillede
en rolle. Bekæmpelse af odder fandt sted, især ved
C. Odderen svømmer ved at bevæge halen og kroppen
fra side til side ligesom en fisk. (Hixson. Dreamstime.
com).
D. Odderen æder en fisk. Den bruger sine forpoter
lige som vi bruger hånden. (I.B. Shejbal. Dreamstime.
com).
dambrug, hvor den rigtigt kunne gøre skade. Men
den bekæmpelse havde foregået i over 100 år og
spillede ikke nogen stor rolle. Mange oddere druknede
i fiskernes ruser.
Det offentlige forbød al bekæmpelse. Fiskerne
skulle indsætte en rist i ruserne; den var billig og
nem og hindrede ikke fisk i at gå ind, mens odderen
pænt måtte blive udenfor. Der blev lavet broer
(banketter) til oddere, hvor vandløb gik under
vejene for at undgå trafikdrab, og det har hjulpet.
Fra 1980’erne er vandløbene blevet meget bedre.
Spærringerne er fjernet, hvilket har været godt for
fiskene. Mange åer er genslynget, og der er igen
kommet rørskov og træer lange vandløb. Forureningen
er blevet væsentligt formindsket.
Nu er odderen udbredt over det meste af Jylland,
og der er fundet nogle få i Vestsjælland. Det har
virkeligt haft en god virkning at hjælpe odderen.
Odderen hører til mårfamilien indenfor rovdyrene.
1. PATTEDYR 19

A. Råbuk græsser anemoner. Den er ved at fælde den grå vinterpels, der falder af i store partier. Neden under
kommer den rødbrune sommerpels frem. Det hvide spejl på bagpartiet rejser hårene, når dyret skræmmes. Det
advarer de andre rådyr.
Rådyr (Capreolus capreolus) Video s. 141
Det er en forunderlig oplevelse at stå ved et ganske
ungt rålam en dag i juni. Det kan ske i et skovbryn
eller en lysning i skoven med høje planter, buske
og solpletter på skovbunden. Opdagelsen sker
pludseligt, måske i det øjeblik man er ved at træde
på den lille. Den bevæger sig ikke, men ligger der
med sine store øjne og lystplettede pels, og man
kan i ro og mag se på den, fig. F. Rør den ikke, for
så lugter den af menneske og det kan dens moder
ikke lide. De små lam fødes omkring 1. juni.
Moderen æder meget frisk grønt, for hun skal
producere rigelig mælk. Hun giver lammene mælk
til ud på efteråret, selvom de snart begynder at æde
planter. Lammene går sammen med hende indtil
næste sommer, hunnerne længere end hannerne.
Når tiden for næste års fødsel nærmer sig, jager
hun sine unger bort. De kan sagtens klare sig selv.
Parringen sker i august. Hannen driver hunnen
af sted inden parringen, og ofte løber de rundt om
en busk i snævrere og snævrere cirkler. Sådan en
nedtrampet sti kaldes en heksering. Hun er kun
brunstig én dag, og da bliver hun bedækket adskillige
gange af den samme han. Æggene befrugtes,
men de bliver liggende uden at vokse; fostrenes
vækst går først i gang omkring nytår. Når rådyret
20
har denne forlængede drægtighed, som den kaldes,
hænger det sammen med, at parringslegen kræver
meget energi og skal foregå, når der er rigelig føde.
Det samme gælder drægtighed og fødsel.
Hannerne (bukkene) bærer en opsats, og det svarer
til geviret hos de andre hjorte, fig. C. Hanlige
rålam får en opsats hen på efteråret. Den er bare
0,5 – 3 cm høj. Den fældes mod slutningen af året,
og kort efter vokser to nye, lange takker frem. Inderst
består de af ben, yderst af hud med talrige
blodkar. Det hele er dækket med korte hår og føles
som fløjl. I april-maj er opsatsen færdig, og så skal
alt det bløde (basten) på opsatsen væk. Dyret fejer
med opsatsen i grene og kviste, og i løbet af et par
timer eller dage er basten slidt af.
Ejeren afmærker sit territorium ved at føre sin
opsats op og ned i grene og kviste. De knækker
og et duftkirtelsekret overføres til dem. Bukken
kan også skrælle bark med sine fortænder i underkæben.
Det lyse ved skinner og mærkes med duft.
Duftmarkeringen kan være nok til at skræmme andre
bukke væk. Hvis det ikke er nok, kan synet
af en stor buk med en flot opsats måske gøre det.
Ellers må der kamp til.
Rådyr er mest aktive ved solopgang og solned-

B
B. Råbuk i sommerdragt. Det er en gaffelbuk.
C. Opsats fra 1-årig spidsbuk, 2-årig gaffelbuk og 3årig
seksender. (Zoologia Danica. Pattedyr).
gang. De drager gerne fra skov og hegn ud på de
åbne marker, hvor de æder det grønne korn og
græsmarkernes græs og kløver. Herved gør de lidt
skade. Det er værre i skovene, hvor rådyrene æder
unge, friske skud af nåle- og løvtræer. Herved kan
de ødelægge en bevoksning af unge træer fuldstændig.
Derfor indhegner skovejeren nyplantninger
med et 2 meter højt vildthegn, for så højt kan
rådyret ikke springe. Skaderne på unge træer var
en af årsagerne til, at rådyr blev udryddet de fleste
steder i Danmark i den første halvdel af 1900-tallet.
En anden årsag var en for hård jagt.
Rådyrene fik det bedre efter 1960’erne, og bestanden
er steget så meget, at der skydes 100.000-
110.000 om året, uden at bestanden går ned. I
1940’erne var jagtudbyttet 15.000 årligt. Rådyrene
plejes, i hårde vintre får de foder. De jægere, der
har lejet jagten i et område, holder øje med antallet
af rådyr og indretter sig, så de kun skyder overskuddet
af dyrene. Rådyr i god ernæringstilstand
vejer 20-22 kg, undertiden helt op til 30 kg.
Rådyr og andre hjorte, ko, får og ged er drøvtyggere.
De æder en mængde planter på kort tid.
Derpå søger de et roligt sted, hvor de ligger og
tygger al føden, inden de synker den igen, fig. D.
Drøvtyggernes ben ender i en klov, fig. B, E. Den
svarer til vore negle. Faktisk går drøvtyggerne på
fingerspidserne.
E
D
C
D. Kranium af rådyr. Der er kun fortænder i undermunden,
ingen hjørnetænder, men kindtænder i over-
og underkæben. (Zoologia Danica. Pattedyr).
E. Spor. På fugtig jord synker kloven ned, så også
bagtæernes klove afsætter spor. Kloven spredes ud.
Til højre ses spor på tør jord. Kloven er samlet.
F. Nyfødt rålam. Det kan gå samme dag, det bliver
født. De lange ben gør, at det kan nå op til yveret.
Når moderen forlader sine to eller tre lam, ligger de
stille i græsset. De hvide pletter på kroppen ligener
solpletter, og dyret er godt kamufleret på den måde.
(E. Isselée. Dreamstime.com).
1. PATTEDYR 21

A. Kronhjort hævder territorium ved at brøle højt. Den er ophidset og har slået om sig med geviret, så der er
planter på det. (David Hughes. Dreamstime.com).
Kronhjort (Cervus elaphus) Video, lyde s. 141
Kronhjorte er store dyr, og de færdes i flokke, især
hvor der er noget godt at æde. De holder af landbrugets
afgrøder; kartofler sparkes op, roer rives
hele op, og raps og korn ædes, mens det er grønt,
og selve kornet trækkes af stråene. Jo, landbruget
bereder et natligt festmåltid for kronhjortene.
Landmanden betaler, og prisen kan godt være
100.000 kr. eller mere for en enkelt landmand.
Hvad skal landmanden gøre? Der findes elektroniske
apparater, der skræmmer hjortene væk.
Der er også brug for at skræmme hjortene bort fra
nyplantninger i skove og plantager. Dyrene elsker
friske skud og kan spolere alle de unge træer, fig.
D. Nogle steder river hjortene bark af grantræerne i
B. Kronhjort og hind. (Micromann. Dreamstime.
com).
22
lange strimler, og det ødelægger dem. Hjortene æder
græs i skovene og moserne og lyng på hederne.
Hjortene er farlige i trafikken. Hannerne vejer i
gennemsnit 150 kg, max 320 kg, fig. A. Hunnerne
ca. 100 kg. De er omkring 2 m lange. En bil, der
kører ind i så stort et dyr, får store skader, og de,
der er i bilen, kan blive dræbt. Der gøres forsøg på
at lave et skræmmesystem, så hjortene holder sig
væk, når der kommer biler.
Kronhjort smager godt, og for 300-400 år siden
var dens kød så vigtigt i kongens husholdning,
at han erklærede alle kronhjorte for sin ejendom.
De, der skød en hjort uden kongens tilladelse, betalte
store bøder eller blev hængt. I slutningen af
C. Kronhjortens gevir gror. Det er dækket med bast.
Klovene ses tydeligt.

D. Kronhjort æder frisk løv så højt, den kan nå.
Hvor der er kronhjorte, kan man se langt gennem
skoven.(Clinton Moffat. Dreamstime.com).
1700-tallet blev skaderne på markene så store, at
regeringen besluttede, at kronhjortene skulle udryddes,
undtagen i dyrehaver. Jægerne skød, hvad
de kunne, og i 1854 var alle Sjællands hjorte og
i 1872 alle Fyns udryddet. Jyllands hjorte gik tilbage,
men nogle godser ville bevare jagten, og fra
de dyr stammer Jyllands store hjortebestand. Den
voksede langsomt, men da Vestjyllands nåletræsplantager
blev store i 1900-tallet, fik hjortene et
godt levested. Nu er der også en bestand på Sjælland.
Der er stor forskel på han og hun. Hannen er
større end hunnen og bærer gevir fra juli til februar-marts,
fig. E. Så fældes det, og et nyt og større
vokser frem, dækket med bast (hud med hår og
blodkar), fig. C. Det fejes i juli og er klar til brug.
Det vejer 6-8 kg og er meget solidt.
Geviret bruges til at imponere andre hanner, men
det får først betydning i brunsttiden, når parringerne
skal ske. Indtil da færdes hannerne i flokke
(rudler) af vekslende størrelse. I brunsttiden i september
- oktober ændres hannernes adfærd. Hver
hjort forsøger at samle så mange hinder om sig
som muligt for at parre sig med dem, fig. B. Andre
hanner prøver at tage hinderne fra ham. Først truer
han dem, og hvis de ikke viger, farer han frem mod
dem. Det kan ende med slagsmål. Begge hjorte
brøler højt og slår hinanden med geviret, fig. A,
F. De mange spidse takker kan give store sår. Det
mest risikable øjeblik er, når den underlegne hjort
giver fortabt og vil flygte, for da kan den få et slag,
som river dens side op.
I forbindelse med brunsten søler hjorten sig i
mudder, der er gjort stærkt stinkende af urin og afføring.
Sølepladserne er trådt op, og der er aftryk
af hjortens krop. Han bruger megen tid på at brøle,
og det kan høres vidt omkring.
Hinden kan kun parres nogle få timer. Så får hannen
lov til at bestige hende. Hver parring varer kun
E. Kronhjortegevirer. Jo ældre de bliver, jo større bliver
geviret. Det ender med en krone af takker øverst.
(Zoologia Danica. Pattedyr).
få sekunder, men gentages mange gange.Hannen
æder ikke i brunsttiden, den taber måske 20% af
sin vægt.
Efter brunsttiden samler hjortene sig igen i rudler
uden fast sammenhold. Hinderne og kalvene danner
egne rudler, der ledes af en gammel erfaren
hind. Hun har selv en kalv og ofte en datter fra forrige
år, og de er bundet til hinanden hele livet. Ofte
består rudlen af hinder, der er i familie med hinanden.
Førerhinden bestemmer, hvor de skal æde, og
hvornår de skal hvile eller sætte sig i bevægelse.
Rudlen er et godt forsvar mod rovdyr, som en gang
truede kalve og hinder, nemlig ulv, jærv, bjørn, los
med flere.
Kronhjorten er indvandret til Danmark for ca.
10.000 år siden. Der er mange fund af knogler og
takker i oldtidens bopladser, for hjorten har altid
været vigtig til fremstilling af redskaber.
F. To kronhjorte slås. Sommetider kan de ikke komme
fri af hinanden, og så må de begge dø af sult. (M.
Pateman. Dreamstime.com).
1. PATTEDYR 23

A. Sæler ved havet. Den forreste sæl ”leger banan”, en hvilestilling, de tit indtager. Sæler hviler i flok.
Spættet sæl (Phoca vitulina) Video s. 141
Nyttig – forhadt – forfulgt – næsten udryddet – sød
og nuttet. Dette er sælernes historie i Danmark og
mange europæiske lande.
Oldtidens folk fangede både spættet sæl og gråsæl.
Det ved man fra affaldet, hvor gråsælernes knogler
er mere almindelige end spættet sæls. Skindet
blev brugt til tøj og fodtøj, syet sammen med tråd
fremstillet af sener fra musklerne. Hertil brugtes
en nål, lavet af en bensplint. Spækket kunne spises.
Fedt fra smeltet spæk, kaldet tran, blev brugt til
belysning (en væge i en skålfuld spæk). Tran blev
også brugt til at smøre læder i, så det blev smidigt.
I Oldtid og Middelalder var sælen nyttedyr.
Da fiskerne gik over til at bruge ruser og bundgarn,
blev sælen en fjende. Nettet i redskaberne var
lavet af tråde. Når redskaberne havde fanget fisk,
kom sælerne. Ikke alene åd de fiskene, de rev også
huller i nettene, så fiskene slap ud eller blev skambidt.
Der er mange klager over sælerne, allerede
fra 1600-tallet. I 1800-tallet blev geværer alminde-
B. Sælens kranium. Tænderne er spidse, gode til at
gribe fisk med og sønderrive dem. Men de tygges ikke.
(Zoologia Danica. Pattedyr).
24
lige, og fiskerne tog fat på at udrydde sælerne, støttet
af Staten, der udbetalte skydepræmie for hver
dræbt sæl fra 1889 til 1927. Det virkede, gråsælen
blev udryddet, og den spættede sæl sjælden og sky.
I 1977 blev sælerne fredet, og bestanden steg hurtigt
fra ca. 2000 i 1976 til 12.000 i 2006.
Spættet sæl tilbringer 25% af tiden på land, mest
på sandbanker og kyster på ubeboede øer, fig. A.
De kan tælles fra luften om sommeren. I juni-juli
går hunsælerne på land for at føde, og de 4 uger
ungerne dier, er de på land det meste af tiden. Ungen
fødes med en pels, der ligner de voksnes, og
den kan svømme og følge sin moder lige fra fødselen.
Det er af betydning, fordi der kan komme
højvande, hvor sælernes sted bliver oversvømmet.
Ungen fanger ikke fisk, før den er 4 uger gammel. I
den alder jager moderen den bort, og den må klare
sig selv.
I hele den tid ungerne dier, holder moderen sig
tæt til sin unge. Hun kender den på lugten. Bliver
de skilt fra hinanden under en storm, eller fordi
turister har skræmt sælerne ud i vandet, så ligger
ungen på stranden og hyler i lang tid. Moderen søger
efter den og undersøger alle hylerne, indtil hun
finder sin egen. Hvis du hører en hyler, så hold dig
væk, selv om du bliver rørt til tårer. Bliver du ved
den, tør moderen ikke gå i land, og så er ungen
fortabt.
Der fødes kun én unge. Den vejer 10 kg ved
fødselen, mens moderen vejer 100 kg. Ungen får
mælk med 50% fedt, og på 4 uger tager den så meget
på, at den ender med at veje 30-35 kg.
Når ungen skal klare sig selv, skal den være fed.
Fedtet aflejres i et tykt lag under huden på krop-

C. Sælens krop er strømlinet. Bagest ses bagbenene. De kan spredes som en vifte og bruges under svømningen.
Den hviler på de forreste luffer, der har kløer. På hovedet ses de store øjne og øreåbningen.
pen. Det kaldes spæk, og det er så varmeisolerende,
at en sæl på sne ikke smelter den. Derfor
kan sæler opholde sig i iskoldt vand, uden at det
generer dem.
Kort efter fødslen parrer sælerne sig i vandet,
så det ser man ikke. I juli-august går sælerne på
land for at fælde pelsen og få en ny. I sommervarmen
bliver huden så godt opvarmet, at hårene kan
gro ud. Også på andre tider af året går sælerne på
land.
Sælerne finder al deres føde i vandet. Det er fisk
af mange slags, f.eks. torsk, sild, ørred og rødspætte.
Sælen er hurtig i vandet, den svømmer ved
at bugte bagkroppen fra side til side; bevægelsen
forstørres af de bageste fødder, der virker som
dykkernes svømmefødder, fig. C. Når sælen er lige
foran fisken, skyder den pludselig hovedet langt
frem ved at rette rygraden ud, smækker kæberne
sammen og sluger fisken hel, hvis den ikke er for
stor. Tænderne duer kun til at holde byttet fast, de
kan ikke tygge, fig. B. Sælens forben kaldes luffer;
de lange fingre er indesluttet i fælles hud, fig. C, D.
De bruges som ror under svømningen.
Sælen kan dykke ned til 150 meter og blive nede
5-10 minutter. I den tid bruger den ilt fra de iltbindende
molekyler hæmoglobin i blodet og myoglobin
i musklerne. Sælkød er meget mørkerødt, næsten
sort, fordi der er så meget myoglobin i dem.
Vi har også de to globiner, men ikke så meget som
sælen.
Sæler kan høre under vand, selvom øregangen
med trommehinden er lukket; den bruges kun, når
sælen er på land. Når den er neddykket, går lyden
gennem en knogle direkte til det indre øre, og sælen
kan høre lyde op til 60 kHz, mens menneskets
øvre grænse er 20 kHz. Mange fisk og andre havdyr
udsender lyde, og lyd går hurtigere og længere
D. Sælens varbørster er stive føleredskaber, der bruges
under vandet og i mørke. Pelsen er spættet.
E. Svømmende sæl stikker hovedet med varbørsterne
op for at ånde.
gennem vand end luft. Øjnene kan bruges under
vand, men selv blinde sæler er i god foderstand,
så synet er ikke absolut nødvendigt. Sandsynligvis
kan sæler opfange trykbølger fra svømmende dyr
med varbørsterne, fig. D, E.
1. PATTEDYR 25

A. Model af marsvin Mørk ryg, lys underside. Luffe ved brystet. Stor mund med tænder. Ryg- og halefinne.
(fotograferet af E. Holm i NaturBornholm).
Marsvin (Phocoena phocoena)
Marsvinet er en lille hval, omtrent så lang som et
menneske, men lidt lettere, omkring 50 kg. Fra små
både ser man tit, hvordan det kommer op, og viser
sin blanke sorte ryg med rygfinne. Det pruster, idet
det puster luft og vanddamp ud af næseboret, så ånder
det og dykker igen. Ofte ser man det igen efter
2-3 minutter, men det kan dykke 12 minutter, hvis
det skal dybt ned, helt ned til 50 meter eller mere.
Marsvinet er glat med lys bug og sort ryg, ligesom
mange fisk, fig. A. Det gør den svær at få øje
på nede i vandet, især for de fisk, den jager. Munden
har omkring 100 tænder, som den griber fisk
og blæksprutter med. Byttet sluges helt. Marsvinet
svømmer op mod 20-30 km i timen ved at føre ha-
26
len op og ned. Den vandrette halefinne forstørrer
bevægelsen. Den kan springe ud af vandet som
dens slægtning, delfinen, men gør det sjældent, fig.
C. Rygfinnen er en slags køl, der hindrer rulning,
mens lufferne bruges både som højderor og sideror.
Lufferne svarer til forben hos andre pattedyr.
Øjnene er store. De bruges ikke alene om dagen;
om natten er der mange lysende dyr i vandet: fisk,
blæksprutter, gopler, morild med mere.
Alle tandhvaler orienterer sig ved at udsende lydbølger
fremefter og modtage ekkoet i ørerne. Lydbølgerne
når langt ud, og marsvinet kan bedømme
afstanden til en fisk nøjagtigt og høre, hvad det er
for en slags fisk. Spækhuggeren, den store tand-
B. Marsvinefangst i Gamborg Fjord. LFiskerne slår i vandet med grene. Bådene har drevet marsvinene ind på
lavt vand, hvor de slagtes. (Wisbechs Almanak 1878).

hval, æder gerne marsvin; de kan identificere de
lyde, spækhuggeren udsender for at finde dem og
flygte.
Marsvinet kommunikerer med sine artsfæller
med lyde. De kan gå meget længere i vand end i
luft, så dyrene kan finde hinanden på stor afstand.
Det har stor betydning for moder og kalv, for de
holder sammen 1 år eller længere.
Marsvin kan optræde i flokke, der samles og
adskilles igen. Omkring en fiskestime kan marsvinene
samarbejde om at trænge den ind mod kysten
eller tvinge den til at samle sig i en klump.
Så er der lejlighed til et stort måltid. Marsvin æder
mange slags fisk, f.eks. sild, torsk, tobis, kutling,
makrel, ål og rødspætte.
Marsvin kan blive over 20 år. De bliver kønsmodne
i 3 års alderen. Hunnerne føder 1 unge
(kalv) hvert eller hvert andet år. Det sker fra midt
i juni til midt i juli. Ungen er ca. halvt så lang som
moderen, 70-85 cm. Den dier 5 - 8 måneder og går
så over til at æde fisk. Mælken indeholder ca. 40%
fedt, så ungen vokser hurtigt. Fedtet ligger som et
tykt lag spæk under huden. Det er varmeisolerende.
Ungen bliver hos moderen i et år eller mere, ofte
svømmer den over hende, lige bag hendes hoved.
Så er ungen dækket.
Mange hunner parrer sig igen ca. 1 måned efter
fødslen. Disse hunner føder 11 måneder senere.
En hun kan altså give die, samtidigt med at hun
er gravid.
Marsvinene finder næsten overalt i havet omkring
Danmark; der er flest omkring Fyn. Tidligere
var der mange marsvin i Østersøen, men bestanden
er gået meget tilbage. Truslen mod marsvinet er
store fiskenet (nedgarn), der hænger som en kilometerlang
spærring et stykke under overfladen.
Hvis et marsvin bliver viklet ind i det, drukner det,
og flere tusinder går til hvert år. Det er ikke lykkedes
at finde ud af, hvordan man undgår denne
bifangst. Dog er der flere eksempler på, at en lydskræmmer
(pinger) kan skræmme marvinene væk
fra fiskegarnene.
I mange hundrede år, indtil omkring 1900, var
marsvinefangst vigtig. Den største fangstplads var
Gamborg Fjord ved Middelfart. Jagten foregik fra
november til januar. På det tidspunkt optrådte der
store flokke i Lillebælt, fig. B. De døde marsvin
blev skåret op, og spæklaget blev smeltet i store gryder,
så det rene fedt (tran) blev udskilt fra bindevæv
og kødrester. Kødet blev også kogt af og gav noget
tran. Tran var højt værdsat. Den fineste kvalitet blev
brugt til gadebelysning og anden belysning. Noget
tran blev brugt til at smøre på læder, så det blev
blødt og smidigt.
C. Trænede marsvin kan ses i Fjord&Bælt i Kerteminde.
Marsvinet forsøger at røre den røde kugle.
D. Sådan ser man marsvin, når man møder dem på
havet. Fig. C og D er fotograferet i Fjord&Bælt, Kerteminde.
Marsvinefangsten i Danmark holdt op omkring
1900, fordi tran var blevet billigere på grund af
hvalfangsten i Nordatlanten, og fordi mineralolie
(petroleum) var blevet billig og god til belysning.
Desuden kunne marsvinejægerne tjene mere ved
fiskeri.
1. PATTEDYR 27