Hent 3 gratis kapitler fra Aralis Hemmelighed - Forlaget Facet

Aralis Hemmelighed
FACET
ARALIS HEMMELIGHED
1

2
LISE BIDTRUP
Af samme forfatt er
Børne- og ungdomsbøger:
Den Grønne Krystal, 2005
Spiralportens Vogter, 2006
Shozin Sølvhår 1-4, 2006
Elverfyrstens Søn, 2006
Dværgene fra Terra 1-4, 2007
Uhyret fra Cachi, 2007
Kvarklogens Broder, 2007
Sandrosen, 2007
Slavetøsen, 2008
Regnbuefolket 1-4, 2008
Shinobi 1-6, 2009
Fru Hachs Broche, 2009
Ånderne fra tidernes begyndelse, 2010
Djævel på dåse 1-3, 2010
Slangen fra Tchan, 2011
Pectus’ sten, 2011
Voksenromaner:
Flagermuseliljen, 2009
Afk ørsel 12 mod Caribien, 2009

Lise Bidstrup
Aralis Hemmelighed
FORLAGET ARALIS HEMMELIGHED FACET
3

4
Aralis Hemmelighed - Børnenes bog
Af Lise Bidtrup
Copyright © Forlaget Facet
1. udgave, 2. oplag 2011
Artwork: Søren Klok
Sat med Arno Pro
Printed in Denmark by Scandinavian Book
ISBN-13: 978-87-92366-72-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske eft er reglerne i lov om ophavsret af 14. juni
1995 med senere ændringer.
Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.
Læs mere på forfatt erens hjemmeside www.lisebidstrup.dk
Forlaget FACET
Vandværksvej 20B
4581 Rørvig
www.forlaget-facet.dk
LISE BIDTRUP

Indhold
Tak til
Smykket
Drengen med det grå hår
Ingen vej udenom
Ulven
Animalis By
Den eneste chance
Flugt
Krabisumpen
Aralis Bjerg
Den Grå Ugle
Værkernes territorium
Alene i fj endtligt land
Opdaget
Endnu en fange
Mødet med Arali
Kong Asinus angriber
Den retmæssige ejer
Eft erskrift
7
9
14
24
28
38
46
50
61
72
84
94
104
113
121
127
140
149
156
ARALIS HEMMELIGHED
5

6
LISE BIDTRUP

Tak til
Forlaget Facet, som turde give sig i kast med projektet.
Min far, som praktisk har hjulpet mig med at overholde den
stramme tidsplan.
Fortællingen.dk, Boggnasker.dk, Pallesgavebod.dk, diverse
bibliotekarer og anmelderklubber, der har været så søde at udbrede
kendskabet til projektet til børnene.
Og selvfølgelig en overdimensioneret stor tak til alle de børn,
der har deltaget.
ARALIS HEMMELIGHED
7

8
LISE BIDTRUP

Smykket
ARALIS HEMMELIGHED
9

10
Solen skinnede varmt over den lyse skov. Insekter summede,
og fugle fl øjtede i den skønne sommerdag.
En ung kvinde gik gennem skoven. Over den ene arm havde
hun en kurv, og med mellemrum gjorde hun holdt og plukkede
skovbær og fi ne små blomster. Hendes gang var en anelse vraltende,
og hun pustede anstrengt, hver gang hun bukkede sig
ned. Men hun udstrålede glæde og overskud.
Den gravide mave sad lavt som tegn på, at kvinden snart skulle
føde. Det var tydeligt, at hun ventede barnet med længsel og
glæde.
Hun bukkede sig igen og plukkede en håndfuld skovjordbær,
som hun forsigtigt lagde ned i en plasticskål i kurven for ikke
at komme til at mase dem. Da hun rett ede sig op, satt e hun en
hånd i ryggen. Maven var tung, og hendes krop var præget af
den ekstra vægt.
Et lysende glimt i skovbunden fangede kvindens opmærksomhed.
Hun gik frem mod stedet, skubbede noget stridt græs
til side og så et halssmykke ligge på jorden. Det var delt i to.
Den øverste del var lavet af guld, og den nederste del skinnede
som sølv. Forundret kiggede hun op for at se, om den person,
der havde tabt smykket, var i nærheden, men der var stille i skoven.
Der var ingen andre end hende selv.
Hun samlede smykket op og lod kæden glide ind mellem fi ngrene.
Når hun samlede de to halvdele var forsiden af vedhænget
dækket af fi nurlige tegn og mønstre, og bagsiden dannede et
billede af en bjørn.
Kvinden smilede for sig selv. Hun forestillede sig allerede,
hvor smukt kæden ville hænge om hendes egen hals. Det kunne
LISE BIDTRUP

ikke være svært at samle det ødelagte smykke.
Pludselig buldrede to personer frem i skoven. En tyk sky af
mørk røg indhyllede dem, og blå gnister sprang gennem luften.
Kvinden reagerede hurtigt og klemte sig om bag stammen
af et gammelt egetræ. De to personer råbte ad hinanden, men
kvinden kunne ikke skelne deres ord, der mere lød som brøl og
hæs snerren end som et sprog, hun kendte. Hun stak forsigtigt
hovedet frem og så en stor muskuløs mand i læderrustning, en
skinnende hjelm og en lang, rød kappe i hidsig brydekamp med
en kvinde, der bestemt kunne slå fra sig. Hun havde sort, skinnende
hår, der nåede helt ned til jorden, og var klædt i mørkt
skind, der kun dækkede kroppen ned til lårene. Arme og ben
var nøgne, og fra lange fl ænger dryppede der allerede rødt blod
ned på den optrampede jord omkring dem.
De kæmpede indædt. Slog, sparkede og rev hinanden. Kvinden
trak læberne tilbage i en aggressiv snerren, og manden brølede
højt, mens han langede ud eft er hende med en juvelbesat
kniv i hånden.
Den gravide kvinde bed sig i læben. Angsten fi k blodet til at
pumpe hurtigt rundt i hendes krop. De to besynderlige kæmpende
fi k hende til at tvivle på sine egne øjne. De var ikke mennesker,
som hun kendte dem. De virkede som taget ud af en
fi l m . F r e m m e d a r t e d e .
En sammentrækning i maven fi k hendes hjerte til at banke
endnu hurtigere. Smerten jog gennem hendes krop, som om
nogen forsøgte at hive underlivet ud af hende. Sveden piblede
frem på kvindens pande.
Fødslen var ved at gå i gang.
ARALIS HEMMELIGHED
11

12
Panisk kiggede hun endnu engang ud på de kæmpende. De
var tæt omslynget i et arrigt brydergreb. Kvinden havde hakket
tænderne i mandens nakke, men han holdt samtidig hendes
slanke hals i et fast greb mellem sine to enorme hænder.
Den gravide kvinde trak sig bagud. Hun mått e væk. Hun
skulle på hospitalet.
I samme øjeblik tromlede endnu en gruppe mennesker ud i
lysningen til de to kæmpende. De var alle klædt i det samme
besynderlige tøj som manden. Læderrustning. Hjelm. Røde
kapper.
De hvæsede og snerrede. Krumme sværd og slanke knive blev
knuget i dirrende hænder. Kvinden lagde mærke til, at fl okkens
fødder var bare. Beskidte. De nyankomne viste tænder, mens
de bevægede sig nærmere de to kæmpende. Det så ud, som om
de smilede. Hånligt.
I samme nu kiggede den kæmpende kvinde op og fangede
den gravides blik.
Hendes øjne fl akkede desperat mellem manden, der holdt
hende, og den gravide kvinde, der var på vej væk.
De nyankomne bevægede sig langsomt tætt ere på de kæmpende.
Deres våben var hævet over hovederne. De var klar til at
angribe. Den sorthårede kvinde kastede et sidste hadefuldt blik
på dem, lukkede øjnene hårdt i, og ...
Den gravide kvinde mærkede et umenneskeligt sug i maven.
Hun kæmpede for at trække vejret, mens hun tumlede væk fra
gruppen. Det sidste, hun så, før hun vendte sig om og løb, var,
at den sorthårede kvinde var forsvundet. Som ved et trylleslag.
Hun mærkede fostervandet, der drev ned ad hendes ben. Nu
LISE BIDTRUP

hastede det.
Smykket var glemt. Men det lå i hendes lomme …
ARALIS HEMMELIGHED
13

14
LISE BIDTRUP
Drengen med det grå hår

- Kan du ikke bare blive hjemme?
Adela kiggede irriteret på far, der vendte hovedet bagud for at
bakke ud af indkørslen. Han drejede bilen, så de kørte ned ad
vejen. – Det ved du godt, at jeg ikke kan, skat. Vi har snakket
om det så mange gange.
Adela sukkede demonstrativt. – Men mormor og morfar?
Helt ærligt! De bor længere ude, end kragerne vender.
Far klukkede. Adela hadede, når han klukkede på den måde.
Han behandlede hende som et barn, og det var hun ikke længere.
Hun skulle op i syvende klasse. Hun var næsten voksen.
– Du har godt af at komme lidt ud af byen, sagde han og bremsede
ved et rødt lys. – Bare vent og se, det bliver sikkert den
bedste sommerferie i hele dit liv.
Adela fnøs. Den bedste sommerferie? Alle hendes veninder
skulle noget spændende og smart. Eva skulle til New York,
Tammi rejste snart til Cuba, og Sara var allerede taget af sted
på krydstogt i Middelhavet med sine forældre.
- Hvad er der godt ved at sidde i en skov og glo med to gamle
mennesker? brokkede hun sig.
Far kiggede på hende med øjenbrynene presset sammen i et
V i panden. Han var ved at blive sur, hvilket passede Adela fi nt.
Hvis hun skulle udsætt es for sådan en rådden sommerferie,
skulle han i hvert fald heller ikke være i godt humør.
- Sådan skal du ikke snakke om din mormor og morfar, sagde
han. – Det er sødt af dem, at de åbner deres hus for dig på den
måde.
Adela lagde armene over kors. – Jeg har ikke set dem i århundreder.
Hvad skal jeg lave sammen med dem?
ARALIS HEMMELIGHED
15

16
Far satt e blinklyset til. – Det fi nder du sikkert ud af, skat. Få
nu det bedste ud af det, ikke?
Adela vendte sig væk fra ham og kiggede ud af vinduet. Hun
så sin elskede storby glide forbi. Forretningerne, kebabretauranterne,
indkøbscenteret, parken med skaterbanen, folk på
cykler og biler i hobetal. Alt det, som hun elskede ved byen. Det
summende liv. De drejede ned ad boulevarden og kom snart
ud på motorvejen. Landskabet ændrede sig. Først blev bygningerne
mindre, så kom fabrikkerne og villaerne, og til sidst var
der marker på begge sider. Adela havde lyst til at tude, men det
var bestemt et af minusserne ved at blive voksen: Hun kunne
ikke længere tude sig til at få sin vilje. Far ville bare bede hende
om at holde op med at skabe sig. Hun overvejede et kort øjeblik
at gøre det bare for at irritere ham, men det pinlige ved at
tude vandt over lysten til at genere ham. I stedet proppede hun
sine høretelefoner i ørerne og skruede op for ipod’en. Så højt,
at hun var sikker på, at far kunne høre den monotone rytme.
Hun lukkede øjnene for at blive fri for at se den dødssyge natur
udenfor. Hun hadede græs, der stak og kildede på anklerne, eller
sand, der kradsede i tøjet og øjnene, eller de små summende
insekter, der altid holdt til ved med træer og buske. Hun var bymenneske,
og det var en forbrydelse at tvinge hende til at skulle
opholde sig et sted, hvor der ingen by var, i en hel lang måned.
Hun forsøgte at fremkalde sin mormor og morfar for sit indre
blik, men hun kunne ikke fastholde deres ansigtstræk. Det var
for lang tid siden, hun sidst havde set dem. De var allerede tudsegamle
dengang. De mått e være nær hundrede nu.
Faktisk havde Adela kun set dem en håndfuld gange. Af en
LISE BIDTRUP

eller anden grund, som hun ikke forstod, virkede det, som om
far havde svært ved at se dem. Noget, som havde med mors forsvinden
at gøre.
Det skete, da Adela var helt spæd, så hun kunne ikke huske
sin mor. Måske bragte morfar og mormor for mange minder
frem for far. Adela kunne tydeligt huske deres rødsprængte
øjne og tårerne, der løb ned ad mormors kinder, når de kom på
besøg. Adela lignede sin mor, og når mormoren så hende, brød
hun altid sammen. Det var pinligt.
Adela sukkede endnu engang tungt. Hun havde helt glemt
mormorens reaktion, hver gang de var sammen. Ikke nok med,
at hun skulle opholde sig på landet med to gamle mennesker.
Den ene af dem ville også vade tudende rundt i en måned. Det
var ikke til at bære.
Adela slog forvirret øjnene op. Hun havde blundet. Far kiggede
på hende med et smil og gav hendes ben et klem. – Godt at se,
du er vågen, sagde han. – Vi er der snart.
Adela gned sine øjne og samlede høretelefonerne op fra gulvet.
Bassen dunkede stadig fra de små højtt alere. Hun kiggede
ud af vinduet. Træer. Der var ikke andet end træer, ligegyldigt
hvad vej hun kiggede. Hun skutt ede sig. Den her måned ville
med garanti blive endnu værre, end hun forestillede sig.
- Se. Far pegede fremad mod et lille bindingsværkshus, der
dukkede op mellem de knortede stammer og grene. – Der er
det.
Adela sagde ingenting. Hendes hjerte sank lige så stille ned i
maven, og en sort sky gled ind foran hendes humør. Hun ville
ARALIS HEMMELIGHED
17

18
hellere i fængsel.
Far kørte langsomt op ad en tilgroet indkørsel, der tydeligvis
ikke havde haft besøg af en bil i umindelige tider. Ude foran
huset stod to mennesker.
Adela kneb øjnene sammen. Hun kunne godt kende dem,
nu hun så dem. Det var, som om de ikke havde ændret sig det
mindste på trods af alle de år, der var gået siden sidst.
Morfar havde en sort T-shirt og blå Kansasbukser på, og mormor
stod i en lys, blå kjole og smilede imod dem. Hun begyndte
at vinke. Far vinkede igen.
- Hvorfor kunne jeg ikke bare være hos farmor og farfar, sagde
Adela surt.
Far blev ved med at smile til de to gamle mennesker. – Nu
stopper du! De er ikke hjemme, og du får det fi nt her.
Han bremsede bilen, drejede nøglen om og steg ud. Mormor
gav ham et varmt knus. Morfar gav ham hånden. Adela steg
langsomt ud. Hun havde lyst til at proppe høretelefonerne i
ørerne igen for at slippe for at høre på de andre.
Mormor kom hen til hende med udbredte arme. En kuldegysning
for igennem Adela. Hun havde ikke lyst til at kramme
den gamle dame. Mormor lagde hænderne på hendes skuldre
og smilede bredt.
- Hvor er du dog blevet stor, Adela, sagde hun, og Adela syntes
næsten, hun lød stolt. – Din far har slet ikke fortalt, at du er
blevet en voksen, ung dame.
Adela smilede og kiggede ned på sine tæer. Hun vidste ikke,
hvad hun skulle sige. Mormors ord varmede, selvom hun sikkert
ikke mente dem. Ingen andre kaldte Adela voksen ud over
LISE BIDTRUP

hende selv.
- Jaså. Morfar rakte en stor næve frem mod Adela. Han havde
et varmt, fast håndtryk. – Så lille Adela er blevet stor? Det må
jeg nok sige.
Hans kiggede tilfreds på hende og smilede med de mørke
øjne.
- Ja, tiden fl yver, sagde far omme bag bilen, hvor han var ved
at hive Adelas kuff ert ud af bagagerummet.
Mormor klappede i hænderne. – Kom indenfor, søde venner.
Du bliver da til en kop kaff e, ikke Jens?
Far kiggede hurtigt på uret og nikkede. – Jo, en kop kaff e ville
være dejligt. Det er en lang tur tilbage til byen.
Adela satt e sig på sengen i det værelse, der skulle være hendes
de næste fi re lange uger. Tapetet på væggene var lyserødt med
lilla blomster, og der hang en sengehimmel over den mørke træseng,
som virkede alt for kort. En gammeldags skrivepult stod
ved siden af døren, og fra loft et dinglede en grim lysekrone, der
var alt for stor til sådan et lille værelse.
De voksne snakkede og drak kaff e i stuen. Adela havde sagt, at
hun ville pakke ud, men da hun havde set den gamle kommode,
hvor hendes tøj skulle ligge, valgte hun i stedet at lade det hele
blive i kuff erten. Kommoden lugtede støvet. Sengen lugtede
også. Hele værelset lugtede. Adela vrængede på næsen og hev
sin mobil frem. Det eneste, der kunne få hende i en smule bedre
humør, var at dele sin ulykke med en af veninderne.
- Hvad?
Hun kiggede på det lysende display. Ingen forbindelse. De-
ARALIS HEMMELIGHED
19

20
sperat bevægede hun sig rundt i værelset for at fange lidt kontakt.
Hun holdt endda hånden langt ud af vinduet. Ingenting.
Telefonen var død. Adela kastede den opgivende på sengen og
lod sig selv dumpe ned ved siden af den. Hun gemte hovedet i
puden og bed tænderne hårdt sammen. Det her var uden sammenligning
det værste, hun nogensinde havde oplevet.
Og det ville vare en måned!
Far stak hånden ud af vinduet og vinkede, og et øjeblik eft er
havde skovens tætt e træer opslugt bilen, så det eneste, der var
tilbage, var den forsvindende lyd af en spindende motor.
Adela blev stående uden for huset et godt stykke tid eft er, at
mormor og morfar var gået ind. Hun havde en knugende fornemmelse
i brystet og en genstridig klump i halsen. Selvom hun
havde vidst i lang tid, at hun skulle holde sommerferie på dett e
gudsforladte sted, var det først nu, at virkeligheden rigtigt sank
ind. Hun satt e sig på en bænk ved siden af hoveddøren, hvor
den hvide maling skallede af i store fl ager. Alt her hos mormor
og morfar virkede, som om det var ved at falde fra hinanden.
Taget af huset manglede et hjørne. Det var dækket af en presenning,
der var grøn af mos. Haven var fuldstændig tilgroet, og en
gren fra et højt træ var på en eller anden måde vokset ind i og
blevet en del af skorstenen.
Adela lagde armene om sig selv. På trods af at det var sommer
og varmt i luft en, havde hun det koldt. Hun følte sig ensom og
utryg. Langt væk fra vante omgivelser.
- Er du til tærte?
Adela kiggede op og mødte mormors blide blik i det åbne
LISE BIDTRUP

køkkenvindue. En lifl ig duft af bagværk bølgede ud derindefra.
- Mja, svarede Adela tøvende. Hun mått e tænke på vægten.
Det ville ikke være særlig sejt at komme tilbage til skolen eft er
en rigtig skodsommerferie og veje mere end de andre.
Mormor blinkede til hende. – Et lille stykke kan vel ikke skade?
Adela trak på skuldrene. – Ok... Det lyder dejligt, tilføjede
hun en anelse for langsomt til rigtigt at være høfl igt.
- Du kan jo komme ind og hjælpe.
Adelas hjerte begyndte at hamre. Hun kunne ikke overskue
at snakke med de gamle endnu. Hun var bange for, at de ville
tale om gamle minder eller om mor. Hun havde ikke lyst til noget
af det.
- Øh, jeg havde tænkt mig at... Adela kiggede rundt for hurtigt
at fi nde på en passende undskyldning. - ... at se mig lidt om i
skoven.
Mormor nikkede. – Jamen, så god tur da. Far nu ikke vild.
- Det skal jeg nok lade være med.
Adela rejste sig. Mormor blev stående i vinduet og kiggede
smilende på hende. Adela knytt ede hænderne. Hun havde håbet
på, at mormor ville gå tilbage til sit bagværk, så hun bare
kunne smutt e et andet sted hen og sætt e sig i nærheden af huset.
Hun havde på ingen måde lyst til at vade rundt i en åndssvag
skov.
Mormor vinkede.
Adela vinkede tilbage og begyndte at gå. Satans! Der var ingen
vej udenom.
Hun havde ikke gået langt, før huset var forsvundet mellem
ARALIS HEMMELIGHED
21

22
træerne. Skoven var tætt ere end noget, hun havde oplevet før.
Det var uhyggeligt. Adela ville langt hellere befi nde sig i en
mørk gyde i storbyen midt om natt en end ude i en klam skov. I
gyden ville hun i det mindste vide, hvad hun skulle gøre. Skoven
var fremmed og ugæstfri.
Lidt længere fremme brød solen igennem det tætt e, grønne
bladhang. Vandet i en stille sø fi k dens stråler til at tegne sølvglimmer
på overfl aden. Adela bestemte sig for, at det var det
perfekte sted at stoppe. Det var muligt at se en anelse himmel,
og huset var ikke langt væk. Hun børstede sippet lidt mos og
gamle blade af en fl ad sten ved søbredden og satt e sig på den. I
mangel af andet at lave tændte hun for ipod’en og overdøvede
skovens uhyggelige stilhed med musikken. Hun lænede sig tilbage,
lukkede øjnene og nød solens varme i ansigtet. Det her
var ikke så ringe, men hold da op, hvor ville det blive kedeligt i
en hel måned.
Pludselig gled noget ind foran solen, og en kølig skygge ramte
Adela. Hun sprang op og glemte i skyndingen, at stenen, hun
lå på, var i vandkanten. Hun spjætt ede den ene fod i søen og
kunne straks mærke vandet trænge helt ind til huden.
- Hvad har du gang i?
Stemmen var drillende. Adela kiggede op. En dreng på hendes
egen alder eller måske et år ældre stod lige ved siden af hende
med begge hænder i siden.
Adela rystede foden. Vandet sprøjtede af i store dråber.
- Hvad jeg har gang i? snerrede hun. – Du gav mig et chok.
Hvad er du for én, der lister sig ind på folk på den måde?
Drengen trak på skuldrene, hans hår skinnede gråt i solens
LISE BIDTRUP

lys. Adela havde aldrig før set en dreng med gråt hår. – Jeg listede
nu ikke ligefrem, men du hørte mig ikke på grund af de
der tingester i dine ører.
Adela kom op at stå, hun brød sig ikke om at kigge op på drengen.
Det hjalp ikke helt. Selv når hun stod på stenen, var han et
halvt hoved højere end hende.
- Hvad vil du? Jeg vil gerne være i fred.
Adela kiggede undersøgende på ham. Han stirrede helt åbenlyst
på hende, som om han aldrig havde set en pige før. Hans
øjne bevægede sig nedad. Adela holdt hånden op til brystkassen.
Idiot.
- Søen er bundløs, sagde drengen. – Du må ikke bade i den.
Adela klemte øjnene sammen. Han gjorde grin med hende.
Det gjorde folk ikke ustraff et. – Jeg badede ikke, svarede hun. –
Du skræmte livet af mig med dit listeri. Du må betale, hvis min
sko er gået i stykker. Den er af læder fra Milano, og det kan ikke
tåle vand.
Drengens øjne gled ned til Adelas fødder. – Sko, der ikke kan
tåle vand? Det lyder åndssvagt.
- Du lyder åndssvag, snappede Adela, gik værdigt ned fra stenen
og fortsatt e hen mod huset uden at se sig tilbage.
- Hey, råbte drengen. – Hvad hedder du?
- Det rager ikke dig, hviskede Adela og åndede lett et ud, da
hendes mormors og morfars hjem dukkede op mellem træerne.
ARALIS HEMMELIGHED
23

24
LISE BIDTRUP
Ingen vej udenom

Det eneste lys i det lille rum kom fra pejsen, hvor en kævle
sprutt ede gnister og fl ammer op i luft en. En gammel, krumrygget
mand sad i en slidt lænestol, og på gulvet foran ham sad
drengen med det grå hår.
- Er du sikker, Alec? spurgte den gamle mand alvorligt.
Alec nikkede ihærdigt. – Helt sikker, bedstefar. Det var den.
Jeg kunne kende den og også mærke det. Der var kræft er i den.
Den gamle mand førte en hånd hen over sit tynde hår. Det
gyldne lys fra pejsen spillede i hans øjne, der så unaturligt levende
ud i forhold til resten af hans fremtoning.
Alec trak benene op under sig og hvilede hovedet på knæene.
– Kan jeg ikke bare snuppe den?
- Nej!
Mandens udbrud kom pludseligt og højt. Han løft ede en kroget
pegefi nger op mod Alec. – Du rører den ikke. Den er forhekset.
Den hører sammen med sin ejer. Den kan ikke stjæles.
Den kan ikke skilles fra personen, der har den på. Der sker frygtelige
ting, hvis man stjæler den.
- Men hvordan gør jeg så?
Manden svarede ikke. I stedet lænede han sig tilbage og kiggede
ind i pejsen med tænksomme øjne. Sådan sad han i nogen
tid uden at sige noget. Det var Alec, der til sidst brød tavsheden.
- Jeg ville ønske, at du kunne hjælpe, bedstefar, sagde han med
en klump i halsen.
Den gamle mand kiggede med et blik fuld af ømhed på Alec.
– Det ville jeg også, kære ven. Det ville jeg virkelig. Men jeg kan
jo dårligt komme ud af sengen om morgenen. Jeg er slet ikke i
stand til at hjælpe.
ARALIS HEMMELIGHED
25

26
Alec rejste sig og smed endnu en kævle i pejsen. Ilden spruttede
en smule, og hurtigt fangede fl ammerne det nye træ.
- Kan vi ikke få hjælp af nogen andre? spurgte Alec forsigtigt.
Hans bedstefar sukkede. – Vi kan ikke stole på andre, det ved
du godt. Husk på, hvad det skete med Korgis gruppe.
Alec tav. Han kunne alt for godt huske Korgis gruppe. De
havde været tæt på. Det var lige ved at lykkes for dem at overliste
Arali. Men i sidste øjeblik trævlede dronningens hemmelige
spioner gruppen op og tilintetgjorde den. Alecs blik formørkedes
ved tanken om Arali. Ondskab og magtbegær, det var, hvad
der drev hende.
I begyndelsen var hendes plan blot at fravriste Kong Asinus
hans magt, men pludselig, et par år eft er at Alec blev født, var
Arali begyndt at søge eft er Den Grå Ugle. Ingen vidste hvorfor,
og ingen havde lyst til at fi nde ud af det, men nogle få modige
folk fra Animali-stammen var fl ygtet med den dyrebare og magiske
fi gur, så hun ikke kunne få fi ngre i den.
Heller ingen i Animali vidste, hvor mændene, der vogtede
uglen, befandt sig. Det var den bedst bevarede hemmelighed i
Alecs stamme.
Alec vendte sig mod sin bedstefar. – Hvad så nu?
Bedstefars øjne var alvorlige. – Du skal have fat i den. Koste,
hvad det vil. Du ved, det må gøres, hvis vi skal bryde Aralis
magt. Du må tage pigen med.
Alec nikkede. Han vidste det godt, men det var ikke ensbetydende
med, at han brød sig om det. Han havde allerede nu en
ubehagelig, urolig fornemmelse i maven, og han vidste med sig
LISE BIDTRUP

selv, at den ikke ville forsvinde, før det hele var overstået.
- Det er også bare det, at...
Bedstefar løft ede det ene øjenbryn.
- Hvad?
Alec slog ud med armene.
- Hun er utålelig, stønnede han. – En rigtig pestilens.
Bedstefar smilede. – Sådan er piger i den alder vist. Det kan
der ikke gøres noget ved.
Alec sukkede. Han mått e af sted igen, hvis han skulle nå tilbage
til pigen inden alt for længe.
ARALIS HEMMELIGHED
27