Læs første kapitel GRATIS her (PDF) - Forlaget Facet

TEAM TRIPLE 1
TEAM TRIPLE 1
1

2
Af samme forfatt ere
Fælles udgivelser:
Stjernefl ugt
Hestepigen Maja
Hasard, den brune hingst
Serien Firkløveret:
Victoria kommer til hjælp
Rikke stikker af
Godt gået, Henriett e
Le og den store pokal
Christina Nordstrøm:
Mille fl ytt er på landet
Mille og Plet
Mille og Tøsen
Drengen og Ulve-kongen
Kirsten Nordstrøm Hansen:
En halv hest
Stine, Naja og Donna
Stine og Naja på ridelejr
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

Christina Nordstrøm & Kirsten Nordstrøm Hansen
TEAM TRIPLE 1
TEAM TRIPLE 1
FORLAGET FACET
3

4
Team Triple 1
Af Christina Nordstrøm & Kirsten Nordstrøm Hansen
Copyright © Forlaget Facet
1. udgave, 1. oplag 2010
Omslag: Rebekka Hestbæk
Sat med Arno Pro
Printed in Denmark by Scandinavian Book
ISBN-13: 978-87-92366-50-4
Lix: 22
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske eft er reglerne i lov om op-
havsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.
Læs mere på forfatt ernes hjemmeside: www.kirsten-nordstrom.dk/
Forlaget FACET
Vandværksvej 20B
4581 Rørvig
www.forlaget-facet.dk
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

TEAM TRIPLE 1
5

6
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
INDHOLD
Kapitel
Kapitel
Kapitel
Kapitel
Kapitel
Kapitel
Kapitel
Kapitel
Kapitel
Kapitel
7
28
47
69
87
108
122
135
147
152
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

1.KAPITEL
Bonzo! Siljes hjerte fl øj op i halsen, da hun så, at
hendes hund ikke længere stod bundet til hundekrogen
ved Brugsen. Et øjeblik stod hun bare og
stirrede på den tomme krog. Det var, som om fødderne
var limet fast til fl iserne. Så kunne hun igen
bevæge sig, og hun gik hen til hundekrogen. Det
var hovedløst dumt at bruge tid på det. Det gav
hende ikke Bonzo tilbage. Hun så sig desperat omkring.
Hov, var det ikke Bonzo, der gik derhenne?
Silje løb eft er hunden. Men nej, det var ikke hendes
hund. Det var godt nok en schæfer, men den
var voksen. Det var Bonzo ikke. Bonzo var kun
fi re måneder. Han var endnu så lille, at han ikke
havde fået rigtig styr på ørerne. Det ene stod tit fl ot
i vejret, mens det andet stadig ligesom var lavet af
blødt gummi, der hang ned over hundens ene øje.
Silje mærkede, hvordan hendes mave knugede
sig sammen. Hun så for sig, hvordan Bonzo pjattede
rundt på vejen og blev kørt ned. Han var ikke
særlig god til at passe på i trafi kken. Han var stadig
TEAM TRIPLE 1
7

8
hvalpefj antet.
Pludselig hørte hun en bil blive gasset voldsomt
op. Hun så sig over skulderen og spærrede øjnene
op. En stor hvid bil kom direkte imod hende fra en
af parkeringsbåsene. I sidste øjeblik lykkedes det
hende at springe til side. Hun mærkede luft trykket
fra bilen, da den kørte forbi hende og fortsatt e ud
på gaden uden at holde tilbage.
Hun stak højre langemand i vejret. Så gispede
hun. En hund sad og kiggede ud af bagruden. Det
var Bonzo. Hendes hund var blevet stjålet. Tyvstjålet
af nogle banditt er, der var fuldstændig ligeglade
med, at hun nær var blevet kørt ned.
Et øjeblik var hun alt for lamslået til at foretage
sig noget. Hun stod bare med hængende arme og
åben mund. En dame kiggede nysgerrigt på hende.
- Er det ikke din indkøbspose, der ligger derhenne?
- Så du bilen, der lige er kørt? spurgte Silje. - Så
du bilnummeret?
- Nej da. Hvilken bil? kvinden så undrende på
Silje. - Har du det dårligt? Du er helt bleg.
- Min hund. Den er blevet stjålet. En stor klump
sad pludselig fast i Siljes hals. Hun så sig desperat
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

omkring. Hvem skulle hun få til at hjælpe? Hvorfor
var der aldrig noget politi på gaden? Politistationen.
Hun mått e selvfølgelig skynde sig op på
politistationen i Langegade. De mått e straks sende
en patrulje ud eft er den hvide bil.
- Husk dog dine varer, pigebarn, råbte damen efter
Silje, da hun begyndte at løbe.
Varerne. Selvfølgelig mått e hun have varerne
med. Mor ville fl ippe helt ud, hvis hun bare lod varerne
stå foran Brugsen.
Hun skyndte sig hen og snuppede indkøbsposen.
Så løb hun. Rundt om bygningen, hen til
krydset, hvor der selvfølgelig var rødt. Dirrende af
utålmodighed ventede Silje på grønt, inden hun
fortsatt e op ad Hans Schacksvej til Langegade,
hvor hun drejede til venstre.
To minutt er eft er stod hun forpustet og kiggede
på den politimand, der med forbløff ede rynker i
panden betragtede hende.
- Hvad kan jeg hjælpe dig med? spurgte han roligt.
- Min hund er blevet stjålet, gispede Silje. - Jeg
havde bundet Bonzo foran Brugsen. Jeg skulle
ikke have ret meget. Kun det her, hun holdt posen
TEAM TRIPLE 1
9

10
op for at vise, hvor få varer, hun havde købt. - Da
jeg kom ud igen, var Bonzo væk.
- Er du sikker på, at din hund ikke bare er løbet
hjem? Politimanden smilede skævt. Det var, som
om han tænkte, at Silje bare var et overspændt pigebarn.
- Jeg så Bonzo sidde i en stor, hvid bil, sagde Silje
og bøjede sig let ind over skranken. - Du må sende
en patrulje ud eft er ham. Han er blevet bortført.
- Skal vi nu ikke lade være med at være så dramatiske?
Politimanden smilede igen. Et rigtigt voksensmil,
der tydeligere end ord fortalte Silje, at hun
skulle lade være med at overdrive, at hun trods alt
ikke var andet end en pige på 12 år.
- Der er ingen, der bortfører hunde her i Kerteminde.
Det har jeg aldrig før hørt om.
- Jeg så ham jo selv sidde i den hvide bil, protesterede
Silje. - Bonzo er blevet bortført. Måske er
der nogen, der vil bruge ham til forsøg, eller … til
hundekampe.
- Nu synes jeg, du skal slå koldt vand i blodet,
sagde politimanden. Han så på sit ur. - Vi lukker
lige om lidt, så jeg kan ikke gøre noget i dag. Hvis
din hund ikke er dukket op i morgen, så kan du jo
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

komme tilbage, og så skal jeg se, hvad vi kan gøre.
Jeg er imidlertid ret sikker på, at din hund nok skal
komme tilbage.
- Vil du ikke eft erlyse ham nu? Silje så på politimanden
med åben mund.
- Ved du hvad, min ven, hvis vi skulle lede eft er
alle de kæledyr, der bliver væk, fordi deres ejere
ikke passer godt nok på dem, så kunne vi ikke lave
andet. Vi har slet ikke ressourcer til den slags. Og
nu må jeg bede dig gå. Vi lukker nu.
- I kan da ikke bare lukke, når der er sket en forbrydelse?
Silje følte det, som om hendes ben langsomt
blev til gele.
- Som sagt, du kan komme igen i morgen, hvis
din hund ikke er kommet tilbage. Den der med en
hvid bil og bortførelse, den køber jeg ikke. Der var
ikke længere noget smil på politimandens ansigt.
Han så sur ud.
- Det er fandeme godt gjort, brast det ud af Silje.
Så drejede hun om på hælen og gik. Da hun knaldede
døren i bag sig, hørte hun politimanden sige
et eller andet, noget med fr æk og respektløs.
- Jeg er sgu da bare ligeglad, hviskede hun, mens
hun styrtede ned ad trappen og ud på torvet, der
TEAM TRIPLE 1
11

12
for nogle år siden var blevet ændret og lavet så moderne,
at byens turister fejlagtigt troede, torvet
kun var for gående. Fejltagelsen betød, at mange
mått e springe for livet, når bilerne mod forventning
kom kørende.
Torvet var moderne, men politistationen! Silje
vendte sig og rakte tunge eft er den gamle bygning
og alt hvad den indeholdt.
Da Silje låste sig i rækkehuset på Sybergsvej, kunne
hun ikke længere holde tårerne tilbage. Ville
hun aldrig mere få Bonzo at se? Hun gik ud i køkkenet
og satt e posen med varer på bordet. Hvis
det forfærdelige ikke var sket, ville Bonzo nu have
siddet ved siden af køkkenbordet og forventningsfuldt
ventet på hunde guf. Nu var der ingen Bonzo.
Huset var lige så tomt som hjernen på den betjent,
Silje ville have haft til at hjælpe sig.
Hun lagde hurtigt varerne på plads. Hun ønskede,
hun kunne gå ud for at lede eft er Bonzo, at det
i virkeligheden var sådan, at han bare havde fået
hundesnoren listet af krogen, og var taget ud på
eventyr, men sådan var det ikke. Det var Bonzo,
der havde siddet i den der hvide bil. Det var hun
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

sikker på. Bonzo var blevet bortført.
Silje vidste, det var nytt eløst at tage ud og lede
eft er hunden. Bortførerne var for længst over alle
bjerge. Men hun kunne heller ikke blive siddende
hjemme, for hvis nu … hvis nu de alligevel var i
nærheden. Måske var det nogen, der boede i området
og bare ønskede sig en hund. Måske lykkedes
det for Bonzo at smutt e fra dem. Hvis det sidste
var tilfældet, ville han bestemt komme hjem. Bonzo
ville gøre alt for at fi nde den rigtige vej. Bonzo
var en klog hund.
Selv om Silje forsøgte at overbevise sig selv om,
at Bonzo ville slippe fra sine bortførere, rystede
benene under hende, da hun gik ud for at hente sin
cykel. Hun ville få Frederik til at hjælpe sig.
Frederiks far var læge. Han var desuden Siljes
morbror. Det var ham, der havde foræret Silje
Bonzo, da hun fyldte 12, og hun vidste, at Frederik
betragtede en lille del af Bonzo som sin egen.
Frederik havde altid selv ønsket sig en hund, men
hans mor … bare tanken om Frederiks mor fi k Silje
til at rynke lidt på næsen. Ulrikke var såmænd
fl ink nok, men hun var også meget mærkelig. Engang
havde hun været sygeplejerske, men nu var
TEAM TRIPLE 1
13

14
hun blevet omvendt, som hun selv sagde. Nu var
hun en slags alternativ fi dus. Frederiks far, Jacob,
var vist nok lidt fl ov af det. Han ville i hvert fald
aldrig tale om, hvad hans kone lavede. Silje vidste
heller ikke, hvornår Jacob skulle have tid til at tale
om sin kone, for han var aldrig hjemme. Jacob var
en af den slags læger, der både havde job på et sygehus
og egen privat konsultation. Frederik sagde
nogle gange, at han knap nok kunne huske, hvordan
hans far så ud.
Hvis Silje ikke et par dage i forvejen havde tabt
sin mobil, ville hun have ringet til Frederik. Nu var
hun nødt til at cykle. Heldigvis var der ikke særlig
langt ud til Klintevej, hvor Frederik i sommerferien
var fl ytt et ind sammen med sin familie. Hun
bad til, at Frederik ikke var sammen med Amir,
andengenerationsdrengen, der ligesom Frederik
var ny i Siljes klasse. De to havde af en eller anden
mærkelig grund slået sig sammen. Silje forstod det
ikke, for der var ikke nogen, der var mere forskellige
end Frederik og Amir, der stammede fra Iran.
Frederiks forældre var stinkende rige. Frederik
fi k alt, hvad han ville have, altså på nær en hund.
Det var hans mors skyld. Ulrikke var dødbange
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

for hunde.
Amirs forældre var ret fatt ige. Amirs mor var
hjemmegående, mens hans far kun indimellem
havde et eller andet tilfældigt job. Silje havde hørt
nogen sige, at det var et job, som ingen andre rigtig
gad røre ved. Det var ret strengt, syntes hun.
Alligevel havde Frederik og Amir af en eller anden
grund en masse at snakke om. De var begge
to gode til fodbold, men … ja, det var nu også det
eneste fællestræk Silje kunne se.
Lige nu var hun imidlertid ligeglad. Frederik
mått e hjælpe hende med at lede eft er Bonzo. Hvis
Amir var på besøg i den store villa, kunne han
enten hjælpe til eller tage hjem til Mellemleddet,
hvor han boede sammen med sine forældre og tre
ældre søskende.
Frederik så anspændt på Amir, der var ved at slå
rekorden på det sidste ny computerspil. Ville det
lykkes? De to drenge lænede sig frem mod skærmen,
og så gik det galt. Midt i labyrinten, blev
Amirs kampsoldat ramt af en granat. Game over,
game over, teksten blinkede på skærmen, og Frederik
mærkede en strøm af lett else skyde gennem
TEAM TRIPLE 1
15

16
kroppen. Han var stadig den, der havde rekorden.
- Skal vi prøve igen? Amir så hurtigt på Frederik,
men inden Frederik nåede at svare, hørte de en ophidset
pigestemme råbe foran huset.
- Frederik! Frederik! Er du hjemme?
- Det er Silje, sagde Frederik og rynkede panden
let. - Det lyder, som om hun er vildt ophidset.
Amir svarede ikke, men Frederik kunne ikke
undgå at se, at der ligesom gled et slør foran hans
ansigt.
- Jeg skal lige høre, hvad der er galt, sagde Frederik.
Amir trak på skuldrene. Han havde mere lyst til
at starte på et nyt spil. Han havde været lige ved at
slå Frederiks rekord. Uden at tænke over det, startede
han spillet op igen. Snart var han langt væk.
Han glemte alt omkring sig. Han skulle slå Frederiks
rekord. Han ville slå den. Hvis han bare en
eneste gang kunne være bedre end Frederik, så …
- Bonzo er væk. Han er blevet stjålet. Jeg var lige
inde i Brugsen, og da jeg kom ud igen, var han væk.
Silje slog armene omkring sig selv, som om hun
frøs. Så fortalte hun hurtigt om den hvide bil og
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

esøget på politistationen.
Frederik mærkede, hvordan hans mave trak sig
sammen. Bonzo var jo den hund, han gerne selv
ville have haft , og nu var hunden væk.
- Hvordan kunne du fi nde på at binde ham
udenfor en butik? spurgte han vredt. - Det er for
dumt, Silje.
- Jeg har aldrig hørt om hunde, der er blevet
bortført her i Kerteminde, forsvarede Silje sig. -
Vil du ikke hjælpe mig med at lede eft er ham?
Frederik tænkte på computerspillet. Han og
Amir havde faktisk aft alt, at de skulle spille et par
spil mere, men …
- Amir er her, sagde han. - Det kan være han vil
hjælpe med at lede.
- Amir! Silje rynkede svagt på næsen.
- Amir er god nok. Jeg troede ikke, du var racist.
- Det er jeg i hvert fald ikke. Jeg bryder mig bare
ikke om Amir. Han virker så … så lusket. Jeg ville
have syntes det samme, hvis han havde været dansker.
- Amir er dansker, snerrede Frederik.
- Nå ja. Du ved godt, hvad jeg mener.
Det vidste Frederik godt, men det irriterede
TEAM TRIPLE 1
17

18
ham, at Silje kom lige nu. Så tænkte han på Bonzo,
og han vidste, at han hverken kunne eller ville afvise
sin kusine.
- Tog du ikke nummeret på den der hvide bil?
spurgte han.
- Det tænkte jeg slet ikke på. Jeg stod bare og
gloede eft er den. Jeg kunne jo se Bonzo sidde og
kigge ud af bagruden.
- Det er typisk, sukkede Frederik. - Piger tænker
sig aldrig rigtig om.
Silje havde et skarpt svar på læberne, men hun
holdt det tilbage. Hun orkede ikke at skændes med
Frederik. Han skulle bare hjælpe hende.
- Hvad med Amir? spurgte hun. - Tror du, han
vil hjælpe med at lede?
- Tja … Frederik følte sig pludselig usikker. Han
vidste, at Amir ikke brød sig om hunde. Amir var
faktisk lidt bange for dem. Frederik havde set ham
hoppe forskrækket tilbage for en gravhund, da de
en dag stod og skød på mål nede på sportspladsen.
Lige pludselig var hunden kommet løbende, og
Amir havde skyndt sig at tage bolden op i hænderne.
Han havde sparket ud eft er hunden. Frederik
havde set, at hans mørke øjne havde været vidt-
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

åbne af skræk.
Bageft er havde Amir nægtet, at hunden gjorde
ham bange.
- Jeg kan bare ikke fordrage hunde, havde han
sagt.
- Vil du hjælpe mig med at lede eller vil du ikke?
afb rød Silje Frederiks tanker.
- Selvfølgelig, svarede han. - To sekunder, så er
jeg tilbage. Frederik ventede ikke på at se, hvad
Silje ville gøre, han skyndte sig op ad trappen til
sit værelse.
- Vi kan spille en anden gang, Amir, sagde han,
da han så at kammeraten var begyndt på et nyt
spil. - Siljes hund er blevet bortført, da den sad
bundet foran Brugsen. Vi skal ud at lede eft er den.
Amir bare så på Frederik.
- Hvad mener du med bortført? spurgte han.
- Det jeg siger. Bonzo var væk, da Silje kom ud.
Lidt eft er så hun hunden sidde på bagsædet i en
stor hvid bil. Selvfølgelig var hun for dum til at
tage nummeret på bilen. Vi kan kun håbe, at Bonzo
er smutt et fra sine bortførere.
- En stor hvid bil, mumlede Amir.
- Ja. Det er måske nogen du kender? Frederik så
TEAM TRIPLE 1
19

20
spørgende på ham.
- Nej. Amirs svar kom meget hurtigt. Så bed han
sig i læben. - Hvor har I tænkt jer at lede?
- Du mener, hvor har vi tænkt os at lede, sagde
Frederik og kneb øjnene let sammen. - Du hjælper
da til, gør du ikke?
- Jo. Jo selvfølgelig. Amir rejste sig langsomt.
Det slog Frederik at hans ven undgik hans øjne,
men han glemte det igen. Det kunne ikke gå for
hurtigt med at komme af sted.
Amir kom den aft en for sent hjem. Da han susede
ind foran blokken, hvor hans familie boede, så
han, at hans ældste bror, den 18årige Rahim, var
hjemme. Hans bil holdt på parkeringspladsen. En
stor hvid bil, men det var ikke den bil, Silje havde
talt om. Det var det selvfølgelig ikke. Hvorfor
skulle hans bror snuppe Siljes hund? Rahim brød
sig heller ikke om hunde, det var der ingen i Amirs
familie, der gjorde.
Amir skyndte sig op ad trappen til anden etage.
Der lugtede krydret og godt på trappen. Amirs familie
var ikke den eneste fr emmede i Mellemleddet.
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

Et øjeblik tøvede han. Hans far blev altid gal, når
han kom for sent hjem. På det sidste var det sket
ret oft e. Faktisk siden de var fl ytt et fra København
til den lille provinsby, der lå hyggeligt klemt inde
mellem fj orden og bæltet, der skilte Fyn fra Sjælland.
Amirs mor sendte ham et advarende øjekast, da
han kom ind. Hun rystede på hovedet, da han ville
fortsætt e ud i køkkenet, og i næste nu hørte han
vrede stemmer. Det var Rahim og hans far, der
skændtes.
Amir så spørgende på sin mor, men hun så hurtigt
væk. Amir kunne se, at hun var bange og urolig.
- Gå ind på værelset, hviskede hun, og selv om
Amirs mave rumlede af sult, gik han ind på værelset,
hvor hans anden bror, den 16årige Arian, sad
og stirrede tomt frem for sig.
- Hvad sker der? spurgte Amir.
Arian trak på skuldrene. Så smed han sig i den
køje, der var hans og sagde roligt.
- Politiet har været her. De spurgte eft er Rahim,
men da var han endnu ikke kommet. De ville vide,
hvor de kunne fi nde ham. Det var noget med et rø-
TEAM TRIPLE 1
21

22
veri på en eller anden tank. Far blev stiktosset og
råbte op om, at bare fordi vi ikke er etniske danskere,
så skal vi hele tiden mistænkeliggøres. Det
er sgu også rigtigt. Jeg hader landet her, jeg hader
denne her fucking by. Han vendte pludselig sine
mørke øjne mod Amir og så hånligt på ham. - Men
du kan selvfølgelig godt lide fucking Kerteminde,
du er snart en af deres.
Amir kneb læberne sammen. Han gad ikke
skændes med Arian, når han var i det humør. Han
gad ikke sige, at Arians bedste ven i København
havde været pæredansker. Arian var bare sur på
hele verden, fordi de var fl ytt et.
Amir ville kravle op i sin egen køje, men Arian
tog fat om hans ene ankel.
- Har jeg ikke ret? Arian kneb øjnene sammen. -
Du er snart en af deres.
- Jeg gider ikke skændes, mumlede Amir. - Jeg
… Han tav, da han hørte en dør blev smækket
hårdt i. Var Rahim kørt igen?
De to brødre så på hinanden. Så strøg Arian sig
gennem sit tætt e sorte hår med begge hænder.
- Jeg mente det ikke, Amir, sagde han. - Det er
bare det, en familie skal holde sammen, det skal
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

den da.
- Gør vi da ikke det? Amir så på sin bror. Det
gjorde ham ked af det at se, at Arian ikke så ud til
at have det godt. Engang havde det været anderledes.
Dengang de stadig boede i København, havde
det været anderledes. Rahim var begyndt i gymnasiet,
og deres far havde været vildt stolt, men så
… Amir vidste ikke helt, hvad der var sket. Kun
at Rahim var droppet ud og begyndt at hænge ud
med nogle fyre, der altid lavede ballade. Om det
var det, der var skyld i, at de var fl ytt et, vidste han
ikke helt. Hvis det var, havde det været nytt esløst.
Det var, som om Rahim tiltrak den del af nydanskerne,
der ikke kunne fi nde ud af, hvordan de
skulle leve deres liv.
Det bankede på døren. Det var familiens eneste
pige, den 14årige Maryam.
- Mor vil gerne have, I kommer ind i stuen, sagde
hun.
- Var det Rahim, der gik? spurgte Arian.
- Nej, det var far. Han gik ned i klubben. Det er
torsdag.
Amir sprang ned fra køjen og fulgte eft er de to
andre.
TEAM TRIPLE 1
23

24
Deres mor sad i sofaen med hænderne foldet i
skødet. Hun så alvorligt på dem. Så gled hendes
øjne hen til Rahim, der stod mørk og rugende ved
vinduet.
- Rahim fl ytt er hjemmefra, sagde deres mor
stille. - Rahim har allerede fundet en lejlighed. Du
sagde, du havde noget at sige til dine søskende, Rahim,
slutt ede hun og slog blikket ned.
Rahim rett ede sig op og kiggede på Amir. Så
gled hans øjne videre til Arian, og til sidst lod han
dem hvile på Maryam.
- Arian. Jeg regner med, at du passer på Maryam,
begyndte han. - Jeg …
- Jeg kan godt passe på mig selv, afb rød Maryam
og slog med nakken.
- Jeg skal nok se eft er hende, sagde Arian. Så så
han opgivende på den ældste bror. - Hvorfor fl ytter
du, Rahim? Var det ikke meningen, du ville på
gymnasiet igen?
- Jeg har fået et job. Et godt job. Rahim kneb øjnene
let sammen, inden han vendte sig mod Amir.
- Du skal lade være med at gå og komme som det
passer dig, sagde han. - Jeg forventer, at du ligesom
Arian ser eft er din søster, og jeg forventer, at du
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

passer din skole og lader være med at hænge ud
med dårlige kammerater.
Amir havde altid holdt meget af sine søskende.
Han havde især set op til sin ældste bror, men
lige nu var han dybt skuff et. For det første var det
dumt, at Rahim havde skændtes med deres far.
Det gjorde man bare ikke. For det andet virkede
det forkert, at Rahim talte til dem, som om det var
ham, der var familiens overhoved. Det var forket
af ham at fl ytt e, og hvad var det med politiet? Skulle
Rahim snakke med dem? Havde han været med
til et røveri?
Skuff elsen fi k det til at rive i Amirs bryst, men
det lykkedes ham at lade være med at græde. Da
Rahim på skift sagde farvel til dem, nægtede Amir
at se ham i øjnene. Han gjorde nakken stiv, da Rahim
lagde en hånd om den. Så kiggede han alligevel
på Rahim, og det var Rahim, der slog blikket
ned, inden han gav slip på Amir og vendte ryggen
til ham.
- Du var ikke ude at røve den tank, sagde Amir.
- Det ved jeg, du ikke var.
Rahim vendte sig smilende.
- Selvfølgelig var jeg ikke det. Hvis politiet sta-
TEAM TRIPLE 1
25

26
dig ønsker at tale med mig, har jeg vidner på, at
det ikke var mig. Måske skal jeg selv gå til politiet
og fortælle det.
- Du var ved Brugsen her i byen, fortsatt e Amir
lavt. - Du var ved at køre en af mine venner ned.
Du kørte af sted med hendes hund.
- Hvad fanden siger du, dreng? Rahim så med
sammenknebne øjne på Amir.
- Hunden hedder Bonzo, fortsatt e Amir med
bankende hjerte. - Det er en schæfer, og den er kun
fi re måneder gammel. Skal den bruges til hundekamp?
- Hvad regner du mig for? spurgte Rahim tonløst.
- Silje siger, hendes hund blev kørt væk i en stor
hvid bil.
- Verden er fyldt med store hvide biler, blandede
Arian sig i samtalen. - Hvad har du gang i, Amir?
- Jeg vidste ikke, du er ven med en dansk pige,
sagde Rahim og løft ede ironisk øjenbrynene. - Jeg
vidste heller ikke, du er hundeelsker.
- Var det dig, Rahim?
- Hvad tror du selv? Rahim lo hårdt. Så forlod
han lejligheden. Kort eft er kunne de høre bilen
CHRISTINA NORDSTRØM & KIRSTEN NORDSTRØM HANSEN

live gasset voldsomt op nede på parkeringspladsen.
- Hvad skal det hele ende med? hviskede deres
mor, mens både Arian og Maryam så bebrejdende
på Amir.
TEAM TRIPLE 1
27