EUROPAS UNGE EFTER FESTEN

EUROPAS UNGE
EFTER FESTEN
en reportageserie om reaktioner
i kølvandet på krisen
Redigeret af Charlotte Kjærholm Pedersen og Ida Meisling
Udgivet af Magasinet Kollaps med støtte fra Aktive Unge – EU’s program for ungdomsaktiviteter

INDHOLD
4 KOMMENTAR: No future.2.0
Af Henrik Chulu
- Den unge generation er blevet krisens store taber. Men internettet åbner op for
nye oprørsmuligheder.
6 UNGARN: Til højre for krisen: Ungarns unge mellem
rodløshed, nationalisme og skrøbeligt demokrati
Af Mathilde Grønborg Helms og Laura R. Lindegaard
- På jagt efter årsagerne til højrefløjens galoperende fremmarch i Ungarn.
16 FRANKRIG: En indigneret ungdom? Opskrifter på
oprør i franske aktivistmiljøer
Af Sigrid Bjerre Andersen og Ida Meisling
- Hvad efterlader myten om den franske oprørskultur af nye systemkritiske
strategier? Fire eksempler på alternativer til den politiske apati.
26 IRLAND: Irland: Landet, hvor ingen vil bo
Af Charlotte Kjærholm Pedersen og Lea Meilandt
- Emigranter og unge mødre: Den unge elite flygter, mens underklassen
fastholdes i irsk konservatisme.
40 SPANIEN: Indignation i klemme - Samtaler med
studerende i Spaniens privilegerede region
Af Rasmus Hovedskov
- Lokal selvorganisering eller global oprørsbevægelse? Studerende om handlings
muligheder i Catalonien.
46 ENGLAND: Et år efter oprøret - den sorte side af
sagen
Af Janne Louise Andersen
- Vidnesbyrd fra urolighederne i bagklogskabens lys – Tottenham mellem racedis
krimination og kriminalitet.
52 RUMÆNIEN: Dem de andre ikke må lege med
Af Charlotte Kjærholm Pedersen og Benita Marcussen
- Bag om romaproblematikken: Hvad flygter romaerne fra, og hvem bryder
stereotypen?
68 GRÆKENLAND: Politisk nytænkning i
Grækenland: Genopfinder venstrefløjen sig selv?
Af Hjalte Lokdam og Janne Louise Andersen
- Landets nye oppositionsparti Syriza har vind i sejlene – markerer de også en
tiltrængt revitalisering af venstrefløjens politiske projekt?
Redaktion
Charlotte Kjærholm Pedersen
og Ida Meisling
Grafisk design
iblameme.net
Skribenter
Charlotte Kjærholm Pedersen,
Henrik Chulu, Hjalte Lokdam, Ida
Meisling, Janne Louise Andersen,
Mathilde Grønborg Helms,
Rasmus Hovedskov og Sigrid
Bjerre Andersen,
Fotografer
Benita Marcussen, Laura R.
Lindegaard, Lea Meilandt
PR
Luise Jørgensen og Mathilde
Rosendahl Philipsen
Forsidefoto
Lea Meilandt
Udgivet af Magasinet Kollaps
med støtte fra Aktive Unge – EU’s
program for ungdomsaktiviteter
Magasinet Kollaps
www.magasinetkollaps.dk

INTRODUkTION
Af Charlotte Kjærholm Pedersen og Ida Meisling
Det er den unge generation, der står
tilbage med tømmermændene, efter
Europa har holdt fest under de luftige
økonomiske opsving. Sammen med
lignende metaforer om, at de unge ofres
på eurokrisens alter, tabes på gulvet, eller
hældes ud med badevandet, får vi i medier
og analyser malet et billede af en generation,
hvis fremtid i bedste fald ser usikker
ud. Selvom det samtidig er en generation,
der udmærker sig ved en stor andel
veluddannede og ambitiøse unge, må den
affinde sig med at spænde livremmen ind
og gå en fremtid med udsigt til ringere
levevilkår end den forrige i møde.
Mens ledighedstallene stiger, og
politikerne debatterer, om løsningen
er nedskæringer eller offentlige investeringer,
vender Kollaps blikket mod en
række forskellige afkroge af Europas
ungdom. Vi har opsøgt miljøer af unge,
der på hver deres måde er berørt af
økonomiens kollaps. Målet har hverken
været at bakke op om fortvivlelsen med
dybdegående dystopiske analyser, eller
at mane til besindighed med betryggende
løsningsforslag. Snarere ønsker Kollaps
at tilføre debatten et øjebliksbillede på
konsekvenser af krisen såvel som de
unges egne reaktioner – på godt og ondt.
Kollaps har sendt skribenter og fotografer
til syv lande i EU og bedt dem om at
opspore tendenser i ungdomsmiljøer.
Resultatet er blevet en samling af report-
ager, der spænder fra Øst til Vest og fra
højre til venstre, og som kommer bredt
omkring repræsentanterne for den unge
generation – fra politisk vækkelse og nye,
opbyggende fællesskaber til diskrimination
og mindreværd. Hvor nogle artikler
går bag om identitetsskrøbeligheden, som
den viser sig hos såvel højreekstremister
som diskriminerede romaer, giver andre
plads til nye tanker og løsningsstrategier,
som kommer til udtryk hos den mere privilegerede
gruppe af unge studerende og
politisk aktive. Dermed giver udgivelsen
også et billede af diversiteten i de unges
reaktioner og de betingelser, de reagerer
for og imod.
Omdrejningspunktet for reportagerne er
baseret på et blik på de tendenser, der
umiddelbart ligger de valgte lande til last
og gavn, og som uden tvivl kommer til at
præge fremtiden:
Ungarn er berygtet for den højreradikale
fløjs eskalerende fremmarch. Men hvad
er grunden til, at ungdommen skrider til
højre? I Rumænien er den store andel af
romaer blevet udsat for årelang diskrimination:
Er det ved at ændre sig? Frankrig
er historisk kendt for sin oprørskultur,
så findes der her alternativer til den
politiske apati? Spanien kæmper for at
bevare den nationale sammenhængskraft,
hvad tænker de unge i den privilegerede,
nordøstlige region? Krisen presser
Grækenland op i en krog og til politisk
nytænkning. Måske det viser sig at være
en fordel? England skal komme sig over
sidste års skelsættende uroligheder,
men har de lært af erfaringerne? I Irland
emigrerer de veluddannede for et godt ord
fra landets noget golde marker: Efterlader
de underklassen og alle problemerne bag
sig?
Det er problemstillinger og spørgsmål
som disse, der ligger til grund for de syv
reportager, og som samlet skal male et
bredere billede af krisen fra de unges
perspektiv. Med reaktioner som omdrejningspunkt
er der opstået et naturligt fokus
på aktivisme og politisk nybrud, men
med besøg hos romaer og unge mødre
kommer udgivelsen også omkring nogle
af de indirekte sociale konsekvenser, der
kan begrænse mobiliseringen. Kollaps har
dermed også søgt at vise variationen i
krisens konsekvenser – en variation, der
måske kunne nuancere den EU-konstituerede
ide om, at vi alle er i samme båd.
Selvom reportagerne kommer omkring
forskellige problemstillinger, er forhåbningen,
at udgivelsen også rejser spørgsmål
i en dansk kontekst. Hvad kan vi lære
af erfaringerne fra vores europæiske
naboer? Kan tilslutningen til højreideologier
forklares ud fra samme rationaler som
det ungarske tilfælde? Blæser der også
nye vinde i de danske aktivistmiljøer – og
er de så pragmatiske eller radikale?

TIL HøjRE FOR
kRISEN
Ungarns unge mellem rodløshed,
nationalisme og skrøbeligt demokrati
Af Mathilde Grønborg Helms, foto og video af Laura Lindegaard
Jobbik – ‘Bevægelsen for et bedre Ungarn’ – er på ganske få år blevet Ungarns
tredjestørste parti med næsten 17% af stemmerne ved sidste valg og med særlig
fremgang blandt de unge. Det er et nationalistisk parti, der slår sig op på en jernhård
kurs mod romaer og ‘sigøjnerkriminalitet’, spiller på Holocaust-fornægtelse og
drømmen om et Storungarn som før Første Verdenskrig, og støtter uniformsklædte
selvtægtsgrupper med eksplicitte Nazi-referencer på deres armbind. Vi tog til
Budapest for at finde en forklaring på, hvorfor yngre generationer drages af den
radikale højrefløj.

Ungarn: Fra monarki til
republik i krise
Første Verdenskrig: Ungarn
kæmpede som en del af det
dualistiske monarki Østrig-
Ungarn og led store tab.
1920: Trianon-traktaten, en
fredsaftale pålagt Ungarn
af Første Verdenskrigs
sejrherrer, tvinger Ungarn til
at afstå 60% af sit territorie
og befolkning til nabolandene,
hvor der stadig bor
store ungarnske mindretal
den dag i dag. Trianon førte
til en stærk revanchisme i
ungarnsk udenrigspolitik -
under Anden Verdenskrig
forsøgte man at genvinde
det tabte ved at alliere sig
med tyskerne – og er stadig
et nationalt traume for
store dele af den ungarnske
befolkning.
1944: Det ungarnske nazistparti,
Pilekors-bevægelsen,
overtager statsmagten i
Ungarn.
1956: Den Ungarnske
Opstand – et oprør mode
det kommunistiske styre i
Ungarn, opildnet af stalinismens
fald i Polen. Med
militær hjælp fra Sovjetunionen
blev oprøret dog
hurtigt kvalt.
1989: Østblokkens fald og
etablering af Ungarn som
parlamentarisk republik
2004: EU-medlemskab
2002-2010: Socialistpartiet
MSZP sidder med regeringsmagten,
da krisen for alvor
rammer Europa.
2010: Fidesz genvinder
regeringsmagten og
begynder med 2/3 af pladserne
i parlamentet at lave
omfattende forfatningsændringer.
Jobbik får 16.7% af
stemmerne og bliver Ungarns
tredjestørste parti.

100% MAGyAR:
REvOLUTION FRA HøjRE?
At være ungarer er noget, man er stolt af. Men mange føler sig klemte mellem
et Europa i krise, et utroværdigt politisk system og et stort mindretal af romaer,
som klandres for udhulning af økonomien og moralsk forfald. Nationalismen har
velmagtsdage: Ungdommen leder efter sine rødder i en mytisk fortid, og den ekstreme
højrefløj tilbyder den en revolution, hvor skarp systemkritik forenes med radikal
subkultur og genrejsning af stolte traditioner.

Den 20. august fejrer ungarerne
grundlæggelsen af deres nation
med militærparader foran parlamentet,
religiøse optog, hvor en fordums konges
balsamerede hånd bæres på en silkepude
gennem byen, og storslået fyrværkeri
over Donau-floden. Selvom ungarsk politik,
kultur og traditioner for tiden koges
sammen i en vældig heksekedel, bærer
nationaldagen præg af primært at være en
kulturel folkefest, og Jobbik er det eneste
politiske parti, som markerer den.
I en park på Margrethe-øen midt i Donau
er hundredvis af mennesker samlet i en
broget flok af skinheads, gotiske teenagere,
skjorteklædte politikertyper og
børnefamilier. På en scene spiller rockbands
og folkemusikanter foran et stort
banner med ordene: ”Forsvind herfra,
tyveknægte – det er mit land.” Den hede
luft er krydret med duften fra store, fede
ungarske paprikapølser, og boder sælger
et spraglet udvalg af parti-merchandise,
folkloresmykker, sparkedragter påtrykt
‘100% Magyar’ (100% ungarer) og t-shirts
med motiver af kors, våbenskjold og en
knejsende Turul – en mytisk fugl, som
ifølge sagnene ledte magyarerne til
Donau-flodens bredder, og som fungerer
som et guddommeligt sendebud mellem
folk og højere magter.
Hader I mig?
I udkanten af festen sidder en gruppe
unge og drikker øl. De har stemt på Jobbik,
men er ikke medlemmer. De er her mest
på grund af bandsene. De kan godt lide
Jobbik, fordi de er radikale, men tror ikke
på, at politik kan forbedre situationen for
unge i Ungarn:
» Vi hader demokrati! Det virker ikke i
Ungarn. Det har aldrig været her. Alle
politikerne er nogle røvhuller. De lyver
og holder ikke, hvad de lover!, siger en
ophidset pige med sort og pink hår.
Hun hedder Viktoria, er 26 år og arbejder
som logistikassistent i udkanten af
Budapest. Men hvis demokratiet ikke
virker i Ungarn, hvad skal så sættes i
stedet? Forklaringen hænger et sted i
luften mellem svævende og udeblivende.
De kigger på hinanden og får ved fælles
indsats sammenstykket et svar, som lyder
lidt som ‘nationalsocialisme’. Victoria leder
febrilsk efter ordene og griner usikkert.
Men så formørkes hendes ansigt, og hun
udbryder lidt påtaget, men ikke uden en
snert af oprigtighed:
» Mit engelsk er så dårligt. Hader I mig?
Viktoria tilbyder os endnu en dåseøl og
prøver at forklare os, at det område, vores
hostel ligger i, er farligt:
» Der er jo fyldt med sorte og sigøjnere!
De angriber mig, når jeg går på gaden. De
angriber mig, og tror, det er deres land.
Viktoria føler, at hun selv og hendes
generation er trængt op i en krog – af ‘de
fremmede’ og af deres egne folkevalgte:
» Mange unge flytter til Budapest for
at finde arbejde, men her er ingen jobs,
eller også er lønnen for lav. Politikerne
hader os og prøver at undertrykke os – de
foretrækker de sorte og gule frem for os,
fordi de arbejder og lever billigere.
De unge føler, at omverdenen og regeringen
ikke ser problemerne, som de virkelig
er i Ungarn:
» Sigøjnernes terrorisme er den
virkelige terrorisme! Regeringen kan
kun lide sigøjnerne og gør ikke noget
for ungarerne, siger et fortørnet ungt
Jobbik-medlem ud på aftenen til festen på
Margrethe-øen.
Højrefløjens revolution
Viktoria og hendes venner føler sig fortabte,
forladte og oversete. Jobbik tilbyder
den unge generation noget nyt og udgør
det eneste alternativ til det bestående.
Det er både tilhængere og modstandere
enige om. Jobbiks program forener den
populistiske, nationalistiske retorik med
en basal kapitalismekritik, EU skepsis
og en - selv ifølge Jobbik-modstanderne
- tiltrængt revselse af det såkaldt demokratiske
system i Ungarn.
» Jobbik tilbyder den eneste egentlige
kritik af et system, som ikke har skabt
positive forandringer de sidste tyve år.
Unge har en tilbøjelighed til at være imod
det bestående. De vil gerne ændre ting,
mener Peter Csigo, tidligere ansat som
professor i sociologi ved det polytekniske
universitet i Budapest.
Jobbiks populisme tager kærlig hånd om
de unges desillusion, og det store fokus
på traditioner tilbyder et holdepunkt til
de unge, som famlende søger efter deres
rødder i en historisk horisont af totalitære
regimers dystre ekkoer:
» Ungarn er blevet et atomiseret, individualistisk
samfund. Jobbik tilbyder en følelse
af national identitet, som også omfatter de
unge, mener Peter Kreko fra den ungarske
tænketank Political Capital.
Hvor de traditionelle partier opfattes som
dinosaurer – fortidslevn – taler Jobbik de
unges sprog og formår at forene subkultur,
ideologi og fællesskab.
» Stilen er anti-teknokratisk, klar, straight
– og barsk. Jobbik forstår de unges
problemer og deres frygt, fortsætter
Peter Kreko og fremhæver brugen af ‘viral
populisme’ og rockbands som tiltag, der
når effektivt ud til de unge.
Et eksempel er Magyar Sziget festivalen
(‘Hungarian Island’ – ikke at forveksle
med rock-festivalen Sziget), hvor op mod
20.000 unge fra den radikale højrefløj
mødes for at høre musik og diskutere
ungarsk kultur og historie. Festivalen
vakte en del furore i 2011, hvor et
medlem af the British National Party blev
grebet i at heile til en koncert med den
svenske sangerinde Saga, hvis tekster
Anders Breivik hævdede at være inspireret
af.
Mellem martyrium og storhedsvanvid
Den aktuelle højredrejning i Ungarn har
også specifikke historiske, politiske og
kulturelle rødder, mener Peter Csigo:
» Ungarn har en særlig kulturarv og
historie, som gør, at folks frustrationer
kanaliseres ud på højrefløjen, i stedet for
ud i venstrefløjs- eller Occupy-bevægelser
som andre steder i Europa.
Og den radikale nationalisme på højrefløjen
afspejler en form for identitetskrise
i Ungarn, som også indbefatter de unge,
påpeger Peter Kreko. Følelsen af at være
undertrykt af verden udenfor oversættes
til fordomme og diskrimination indadtil:
» Ungarn er en deprimeret nation med
dårlig, kollektiv selvtillid. Man har svært

EN INDIGNERET
UNGDOM?
Opskrifter på oprør i
franske aktivistmiljøer
Af Sigrid Bjerre Andersen og Ida Meisling
Frankrigs unge generation lider under historisk
høj arbejdsløshed. Men hvor er oprøret hos det
revolutionsromantiske folkefærd? Vi fandt fire
eksempler på bevægelser, der viser vej til alternativer til
den politiske apati.

Oprør og systemkritik er en berygtet
del af den franske nationale identitet.
Siden republikkens sejr efter revolutionen
i 1789 har beboerne på det franske
territorie udmærket sig ved viljen til at
protestere imod uretfærdighed. Især den
unge del af den franske befolkning har
brilleret igennem historien: Fra etableringen
af den revolutionære ”Pariserkommune”
i 1871 over modstandsbevægelsen
under Anden Verdenskrig, til det verdensberømte
ungdomsoprør i 1968.
Frankrig er derfor et oplagt sted at lede
efter nytænkning i en krisetid, hvor det
eksisterende system har spillet fallit.
Landet står overfor en af de højeste
arbejdsløshedsrater i årtier. 9,6% - eller
knap tre millioner franskmænd - er uden
job; en stigning på en million i løbet af
de sidste fem år med den globale finanskrise
åndende i nakken. Blandt unge er
arbejdsløsheden oppe og ramme 23,8%,
og krisens lange varighed har udmøntet
sig i reelle fattigdomsproblemer for alle
dem, der har været arbejdsløse i længere
end de to år, som den franske arbejdsløshedsunderstøttelse
dækker. De er nu
på minimumindkomst, uden udsigt til at
komme tilbage til en ordentlig løn i en
overskuelig fremtid.
Myten om den franske oprørskultur
Ideen om den franske oprørskultur
begrænser sig ikke kun til historiebøgerne,
men bliver gang på gang troligt
vakt til live i den franske offentlighed:
Bastilledagen d. 14. juli fejres hvert år
med militærparader og ødsel fyrværkeri
foran Eiffeltårnet til minde om den folke-
lige opstand mod Bastillen – området, der
under den franske enevælde fungerede
som fængsel - som varslede den franske
revolution. Den populære leder af venstrefløjspartiet
’Front Gauche’, Jean-Luc
Melenchon, påkaldte franskmændenes
revolutionære gnist fra Batille-stormen i
en tale ved en gadedemonstration forud
for præsidentvalget i 2012. Og en pamflet
skrevet af den aldrende modstandsmand
Stephane Hessel vandt uhørt popularitet
i 2010. Med udgivelsen ”Gør oprør!” ville
Hessel minde den franske ungdom om
deres stolte arv fra verdenskrigstiden
og vække idealerne fra modstandsbevægelsen
til live igen inden for rammerne af
den nuværende finanskrise.
Passive systemtilhængere
Men selvom Stephane Hessels populære
kampskrift trækker på den franske
oprørsidentitet, bærer hans opfordring
også vidnesbyrd om netop fraværet af et
praktiseret oprør. Hessels ærinde er netop
at vække en slumrende revolutionær
identitet i en tid, han mener, er præget af
en skadelig historisk konsensus mellem
det politiske system og finansverdenen,
der er på bekostning af demokratiet.
Mindre folkelig appel, men en del furore,
vakte pamfletten ”Den kommende
opstand”, udgivet i 2007 under pseudonymet
Den Usynlige Komité. Den
anonyme anarkistiske gruppe tegner
også en diagnose af franskmændene som
passive og eftergivende for republikkens
altomsluttende statssystem. En lydighed,
som er blevet indprentet i dem, siden de
startede i første klasse.
Radio
Hør en introduktion af og debat om
Den Usynlige Komités kontroversielle
udgivelse “Den kommende opstand”
I Den Usynlige Komités optik er det
franske demokrati derfor en ligeså død
sild som i så mange andre vestlige lande.
Her betegner et ”magtskifte” egentlig bare
en evig ubeslutsomhed i befolkningen, der
får det politiske pendul til med nogle års
mellemrum at skifte fra højre til venstre
og tilbage igen. En påstand, der ikke blev
udfordret ved det nylige franske præsidentvalg,
hvor lidt over halvdelen satte
deres kryds ved et magtskifte til Francois
Hollande, hvis politiske råderum er godt
begrænset af EU-samarbejdet og brylluppet
mellem politikerne og finansverdenen.
Hvor er revolutionen henne?
Franskmændene, som de er flest, er altså
oprørske. Men det er et oprør inden for
systemets rammer, og med udvandede,
konservative metoder som kampskyts.
Sådan kunne en mod-myte til forestillingen
om det franske revolutionære
DNA-molekyle i hvert fald formuleres.
Vi har vendt blikket væk fra de bonede
gulve og etablerede politiske bevægelser,
og tog i foråret 2012 til Paris for at undersøge
nytænkende oprørsmetoder. Vi fandt
fire bevægelser, der hver især kæmper for
radikale alternativer til det nuværende
system med det til fælles, at den politiske
handling skal ned på hverdagsniveau. Vi
bad dem formulere såvel deres forskellige
diagnoser af systemets fallit som deres
bud på, hvordan borgerne så får magten
tilbage.

IRLAND
Landet hvor ingen vil bo
Af Charlotte Kjærholm Pedersen
Hver uge flygter ca. 1.000 unge fra Irland. Men det
er ikke noget nyt: Emigration er nærmest blevet en
tradition for irerne. Det har været strategien i trange
perioder i fortiden, og det er også blevet løsningen på
håndteringen af den nuværende økonomiske krise. Men
ikke alle har ressourcer til at stikke af fra recessionen og
søge grønnere græsgange på andre kontinenter. Irland
har også et af de højeste antal af teenagemødre. De
unge og enlige mødre kæmper med at få hverdagen til
at hænge sammen i landet, der forbyder abort og først
for nylig har indført seksualundervisning i skolerne.

Og så er der nOgle,
der ikke udvandrer
Unge mødre i Dublins udkant
Fotoserie af Lea Meilandt
TVILLINGESØSTRE
17-årige Danielle og Denise Mc. Namara er enæggede tvillingesøstre og har boet i Jobstown hele
deres liv. De blev begge mødre i en tidlig alder - Danielle fik den nu 1-årige Katie som 15-årig og
Denise den nu 4-måneder gamle Jordan som 16-årig. Jordan bliver passet af en tante længere nede
af vejen i dagstimerne, så Denise kan få lidt fred. Og det kan der være brug for: Tvillingerne bor i
et lille rækkehus med deres mor og syv søskende. Med hver deres lille barn bliver det til i alt tolv
mennesker fordelt på tre værelser. De to søstre er enige om, at det er alt for mange mennesker på alt
for lidt plads.

Jobstown er et af Dublins mest udsatte kvarterer, og her er bestanddelen af unge
mødre væsentlig højere end i byens mere velstående områder. Frem til 1990’erne
betragtede irerne det som en synd, hvis teenagere havde sex, og det at blive mor i
en ung alder er fortsat forbundet med tabu og stor skam. De unge og enlige mødre i
Jobstown kæmper ikke kun for at få hverdagen og det praktiske til at hænge sammen
- de kæmper også imod omgivelsernes fordomme og lavt selvværd.
KILLTERLOWN VIEW
Det yderste Jobstown.
- Det var ganske almindeligt
at sende unge, ugifte mødre
på institutioner helt op i
1970’erne, dels for at gemme
dem af vejen og dels for at
opdrage på dem. De blev
betragtet som syndere.
Først i 1996 lukkede det
sidste ”Magdalene Asyl”, som
institutionerne blev kaldt.
- Indtil 1981 var prævention
forbudt i Irland. Kun gifte
kvinder med recept fra lægen
kunne købe prævention på
apoteket.
- Fra 1981 til 1989 blev det
lovligt for unge kvinder at købe
prævention, hvis de altså fik
deres forældres accept i form
af en underskrift og derefter
en recept fra lægen. Først fra
1989 kunne alle købe prævention.
- Abort er forbudt i Irland, og
meningsmålingerne viser, at
blev der afholdt folkeafstemning
i dag, ville 2/3 dele af
befolkningen stadig være imod
abort.
- Skilsmisse blev først legalt i
1995. Irland havde simpelthen
ikke lovgivning for, hvordan
man skulle tage sig af fraskilte
mødre før da, og kunne derfor
heller ikke legalisere skilsmisse.