Om ”Rollatoren og juletræet” 2009 - Blistrup Kirke

Om ”Rollatoren og juletræet” 2009.
Prædiken til juledag 2009.
Salmer: 100,99125,110 v. 1-6, 439,71 v. 4-5,114.
Glædelig Jul, til lykke til hver og en, for at hjertets renhed kan bo i vor midte, fordi
Jesus blev født, og selv de små som os er elsket af Gud!
Ære Være Gud, i det høje og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud. Sådan starter ”Johannes prologen” som vi
kalder indledningen til Johannes evangeliet. Den har højst sandsynlig i sin oprindelige
form engang været en hymne, som de første kristne har sunget. Smuk er den under alle
omstændigheder. Og når den først er kommet ind i vor hukommelse og i vore hjerter, så
glemmes den ikke så let.
”Ordet”. Det er Kristus og her er en beskrivelse af, at Kristus har været før tidernes
begyndelse. Han har været allerede ved skabelsen, dengang verden var tomhed og øde.
Da var Kristus hos Gud, og det kan der jo komme lange og gode snakke om, og man kan
næsten blive helt skør i hovedet af at tænke så teoretisk. Med tanke på Shubiduas
berømte sang om den røde tråd – ”man må for fanen ha´ været noget”, så kan den jo
nærmest direkte overføres til Kristus : For Kristus var noget, før han blev født på jorden.
Kristus var, før alt andet var. Han var ved tidernes begyndelse, og uden ham blev intet til
af det, som er.
Forleden, den 22. december, holdt præst og personale andagt på plejehjemmet
”Udsigten”, som er et plejehjem med speciale i demens. Det er en traditionelt set dejlig og
højtidelig stund i selskab med de gamle, der for de flestes vedkommende er blevet
demente. Ved siden af mig sad den gamle organist fra Sjællands Odde kirke, hvor jeg
trådte mine præstelige barnesko. Hun er blevet en ældre dame og kan ikke helt huske,
hvilken tid hun var i. Da jeg spurgte hende, hvem hun skulle fejre jul med kom svaret: ”Min
mor og XX, som er hendes mand og død for mange år siden. Og det gav et meget godt
indtryk af, at verden snævres ind når man bliver gammel. Man kan ikke rumme verden
mere. Fagkundskaben på dementområdet siger, at man så bør afbryde hende og fortælle
hende at det ikke helt er rigtigt. Men dér er jeg altså revnende ligeglad med
sagkundskaben, for hvorfor skal man åbne verden op for et menneske, der har haft sine
bedste år, og for hvem sindet har lukket verden ude?
Beboerne havde taget deres fine tøj på. Røde trøjer i anledning af julen og butterfly hos en
enkelt. Og da andagten var omme, drak vi kaffe. Her sad jeg sammen men mennesker,
der kunne huske nogle fraser, som inviterede til samtale. Emma Gad har sagt at man
aldrig må indlede en samtale med at tale om vejret. Man skal altid indlede en samtale med
at tale noget for den anden part behageligt.
Selv havde jeg en smule ondt af mig selv, for jeg var slet ikke kommet i gang
med at skrive juleprædikerne endnu. Ideerne var ikke kommet. De kan ikke presses frem,
hvis de ikke er der. Og mit sind var ikke i julestemning. Så kiggede jeg over på det dejlige
træ med de røde kugler og de gyldne sløjfer, og det var som om julen gik op for mig på ny.
For ved siden af juletræet stod en rollator, og dér var julen. I rollatoren – symbolet på
1

menneskelivets forfald og tab af anseelse. Julen lå jo der. Lige dér i hjerterne på de gamle.
Ikke i selve andagten. Det kan jeg ikke prale af. For det var så som så med inderligheden,
englesang og hjerteklang. Men julen stod der som et bilede af en rollator og et juletræ.
Hver og én af disse mennesker har haft deres lille verdens centrum af en familie. De har
stegt og braset til den store guldmedalje i deres køkkenet engang. De har pyntet juletræ
og stået andægtigt foran træet med tændstikkerne i hånden og mærket alvoren komme
over dem engang, som de tændte hvert lys i træet som symbol på hver jul der var gået
godt. Og som årene gik satte alderen ind, og de kom på plejehjem, fordi de ikke kunne
klare sig i eget hjem mere. Børn og børnebørn kommer da forbi. Jovist, men man mærker
at man er til besvær når man ikke kan gå selv eller komme på toilettet selv mere. Og vi
kender det godt, hver og én af os, fordi der altid har været én i familien der ikke kunne
selv. Og vi glemmer. Ikke af ond vilje, men forbi tiden bare går og går.
Julen er jo ikke gaver ej heller mad ej heller om man er sammen med hele sin
familie eller ej. Julen er genlyd af fortidens minder. Og den nærmest rungede frem fra den
her sølle rollator og fortalte om at slægt skal følge slægters gang og at det her gamle, selv
om de har haft deres bedste år og selv om mange af dem har glemt minderne, så kommer
de jo op engang imellem, og deres sind kan være nok så udtørret, men et uventet strøg på
deres hånd, eller en kold hånd de varmer kan vække selv de mest glemte følelser frem
hos dem der har vært mor eller far.
For livet venter ikke på os. Jeg hørte en udsendelse om en græsk gammel
mand, der havde valgt at lægge sig til at dø. Han var engang patriarken på øen. Den alle
kom og rådførte sig med. Nu var han blevet 90, og kunne ikke mere. Hans seng stod i
stuen, og livet gik sin vante gang omkring ham. Han ville egentlig ikke spise og drikke,
men datteren og barnebarnet fodrede ham alligevel, som for at stoppe det som med tiden
skulle komme. Han kunne ikke gøre modstand. Havde ikke kræfterne. Han kunne ej heller
tale mere, og de havde derfor svært ved at komme i kontakt med ham. Det skræmte dem,
og de valgte derfor måsek meget menneskeligt, at ignorerer den døende, så han var
blevet en statist i verden, i hverdagslivet. Et møbel, der stod henne i et hjørne. Han blev
ikke talt til mere, men talt om. Og jeg tænkte, at vi her i Danmark. Vi har det godt, og vi er
fremme på så mange felter, og det er en glæde at vi har hjemmeplejen til at hjælpe med at
passe de gamle.
Men jeg kunne alligevel godt genkendte det her med at gøre de gamle til
statister. Vi vil helst ikke tage livtag med døden. Den ER skræmmende, så vi lader de
gamle være statister i livet.
Julen er her og nu. Nuvel. Men julen er også engang, og hvert år forsøger vi
at genskabe det, der var engang. Og tit og ofte lever det ikke op til forventningerne, men vi
har en god jul alligevel, for hver jul er forskellig fra den forrige.
Stald, krybbe, hyrder, og vise mænd og det hele lyser op i mørket. I hvert
eneste af de gamles på plejehjemmets hjerter stod stalden med alle figurerne i. For lyset
fra deres hjerter skinner i mørket, og det kaster genskin af lys ud op i deres ansigter, så de
blev som barn på ny. Og enkelte lysstråler rammer os andre.
Teksten om Jesu fødsel kender vi heldigvis til bevidstløshed. Men alligevel er
det, som at vi åbner ørerne mere den ene aften om året, og muligvis er der små nye
2

detaljer vi lægger mærke til. Men Johannes prologen juledag sætter det hele i relief, at
Gud Den Almægtige har magt over vores liv.
Og ordene i dag til os små mennesker har jeg altid haft et lydmæssigt til. Ikke
at jeg høre Mozarts Messias dertil. Det kan jeg ikke prale af. Men med nogle af teksterne i
Det Nye Testamente er det, at når de læses, så kommer der lyd på. Og lyden til den her
tekst er altid rislende vand, som et stille vandfald er det, og lyden forstørres og man hører
dråberne falde enkeltvist dryp, dryp.
Jeg ville ønske, at jeg også havde læst denne tekst for dem, men jeg ved, at
nogle af dem hørte den juleaften. Den dag sad beboerne og smilte under kaffen. De gjorde
deres yderste for at mærke juleglæden. For at føle den samme glæde sammen med
fremmede mennesker, de ikke selv havde valgt at være sammen med. Hvis vi andre
genkendte deres smerte og deres julesorg, og hvis vi kunne placere den som en
grundbestanddel i al den jule- hurlumhej og debat om hvem der skal være hos hvem
juleaften. Hvis vi kunne krydre den med de gamles beskedenhed og ydmyghed overfor
det, der engang har været, så kunne vi måske igen mærke hjertet banke for det sande, det
gode og det rene: At glæden er jordens gæst i dag, og vi har alle fået ret til at blive Guds
børn. Derovre, på den anden side af kirken på plejehjemmet dér sidder Guds engle små.
Guds sendebud, og skam den der ikke kan se det!
Jeg vil slutte af med at citerer et digt af Jens Rosendahl, poeten der har
skrevet ”Du kom med alt hvad der var dig”. Han har skrevet et digt, der hedder ”Lad os
kalde dem engle”:
”Lad os kalde dem engle.
disse lysende hærskarer
som synger om fred under kampen
disse sendebud
som flytter underet ind i os
disse sværme af håb
som finder frem til hver enkelt menneske
som møder den enkelte og folket
som standser flugten
så vi atter vender os mod realiteterne
med håb og en større virkelighed i vore hjerter
----------
Lad os kalde dem engle
som vender vores opmærksomhed
bort fra døden og gravene
så vi ikke forvilder os ind
i hadet og lukketheden
disse engle som færdes netop her
for at føde det skred i vore hjerter
der som et jordskælv drejer opmærksomheden
vælter stenen væk
så vi kan komme tilbage til livet
tilbage til smerten og ømheden
3

tilbage til kærligheden og opstandelsen
der som spurvene kvidrer selvfølgeligt
om dagligdagen og optagetheden
så du pludselig, eller lidt efter lidt
får at vide, at den som du søgte forgæves blandt døde
skal findes og genkendes her blandt de levende.
Lad os kalde dem engle som bliver ved med at synge
når alt er gjort op og forbi
og der slet intet er mere undtagen englesangen
der løfter dig op
bærer dit håb og dit hjerte
dine hænder og dine læber
som skulle du aldrig gå til grunde.
- en glædelig og oprigtig jul ønskes til Jer alle.
Amen.
Kirkebøn: Tak Gud, fordi du kommer os i forkøbet, og giver os livet, før vi har fundet det
selv.
Giv os evner til at leve det liv med de ubesvarede spørgsmål, der gør livet værd at leve.
Fortæl os, at liv er bedre end ikke- liv og giv os mod til at leve det liv, vi venter på.
Lad os da bruge vore kræfter på at give liv til andre ved at bære lys ud i verden. Være
stærke blandt de svage/svage blandt de stærke/store blandt de små/små blandt de store.
Kom igen ind i vor verden og bland dig i vores liv med dit ord om, at freden er en vej og
ikke kun et mål.
-dronningen.
-kirken.
- vore medmennesker.
½ minuts stille bøn
Amen.
Lad os rejse os og tilønske hinanden, ønske at vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab må være med os alle. Amen
4