Danmarks_daarlige_im.. - Siden Saxo

28
SIDEN SAXO NR. 1, 2012

Danmarks dårlige
image i Storbritannien
i 1700-tallet
danmarks dårlige image i storbritannien
i 1700-tallet skyldtes hovedsageligt
denne mand: robert molesworth
(1656-1725). han kom fra en
gammel northhampton-slægt, og
hans far havde tjent en formue på
at levere forsyninger til cromwells
hær. molesworth støttede derfor
naturligt William af orange (den senere
William 3.) i den engelske borgerkrig,
hvilket ikke gik ubemærket
hen: i perioden juli 1689 – december
1692 var han ambassadør i danmark,
han sad i det irske parlament 1695-
1715, i det engelske 1695-1698 og
igen 1705-1707, og i 1707-1708 og
1715-1722 sad han i det samlede
parlament for storbritannien, og 16.
juli 1716 blev han adlet som baron
af phillipstown og 1. viscount molesworth
af swords (irsk valgkreds).
han var stærkt overbevist Whig og
indædt modstander af enevælde,
hvilket forklarer hans modvilje mod
den danske samfundsorden i 1692.
Samtidigt stik trykt af S. Harding og
P. Brown i 1798.
i dag er synet på danmark i resten af vesteuropa relativt positivt, men
sådan har det ikke altid været. i 1700-tallet havde danmark et decideret
dårligt image i storbritannien. den direkte årsag var datidens enevældige
forfatning. Med kongeloven fra 1665 som det retslige grundlag var danmark
en af de mest centraliserede stater i europa i 1700-tallet, og danmark
var derfor en oplagt skydeskive for oplysningstidens antiautoritære
strømninger i almindelighed og for liberalt-sindede briter i særdeleshed.
B j ø r n B ø g H s i m o n s e n
Mens den danske kongefamilie generelt blev omtalt i positive vendinger i Storbritannien,
bl.a. pga. de nære familiære bånd mellem det britiske og det danske kongehus,
så blev den enevældige styreform, som den selvsamme kongefamilie havde kuppet sig
til i 1660, udsat for sønderlemmende kritik. Blandt den britiske oplysnings mangfoldige
magasiner og tidsskrifter synes der at have eksisteret en konsensus om, at
Danmark var den mest ekstreme af alle enevældige stater, ikke bare i Europa, men
i hele verden, og ofte blev betegnelsen despoti hæftet på landets styreform.
SIDEN SAXO NR. 1, 2012 29

Generelt var 1700-tallets briter ikke begejstrede for ideen om enevælde. I England
havde man i 1600-tallet udkæmpet en borgerkrig mellem parlamentet, som ønskede
en begrænset kongemagt, og Stuart-slægten, der ønskede et enevældigt kongestyre
efter fransk forbillede. I den såkaldte Gloriuos Revolution i 1688 sejrede den senere kong
William 3. af England over kong James 2. fra Stuart-slægten, og året efter sikrede
parlamentet sig sine rettigheder over for kongemagten med den engelske Bill of Rights
fra 1689. Disse erfaringer gjorde, at man i kongeriget Storbritannien, der havde set
dagens lys efter unionen mellem Skotland og England i 1707, så enevælde som noget
negativt, og mindst lige så vigtigt, som noget der ikke hørte hjemme på De Britiske Øer.
1700-tallet igennem forsøgte man fra dansk side, både på statsligt og privat initiativ,
at forbedre Danmarks image i udlandet, men i hvert fald i Storbritannien forblev
disse forsøg frugtesløse. Årsagerne til dette er flere, men ser man nærmere på de
britiske beskrivelser, er det tydeligt, at en enkelt mands beskrivelse af Danmark
bærer en stor del af ansvaret.
Robert Molesworths beskrivelse af Danmark
I 1694 udgav englænderen Robert Molesworth (1656-1725) en beskrivelse af den
tid, han havde været engelsk ambassadør i Danmark, An account of Denmark as it was
in 1692. I bogen beskriver Molesworth den danske stat som et moderne despoti og
danskerne som et degenereret og modløst folkefærd.
Molesworth havde støttet William 3. under borgerkrigen og var af denne blevet
belønnet med posten som ambassadør i København. I datidens engelske politiske
spektrum tilhørte Molesworth en radikal gruppe af liberale Whiggere, de såkaldte
Commonwealth Whigs, der ønskede et decentraliseret parlamentarisk styre og en svag eller
ikke-eksisterende kongemagt. Whiggernes modstandere, Toryerne, ønskede derimod
en centraliseret stat og et stærkt monarki. For den liberale Molesworth var Danmark
intet mindre end et skræmmeeksempel på, hvor slemt det kunne gå for et samfund,
hvis ikke dets folk værnede om sine medfødte rettigheder og privilegier. An account of
Denmark blev en bestseller, ikke bare i Storbritannien, hvor den blev genoptrykt for femte
gang i 1752, men i hele Europa, takket være hollandske, tyske og franske oversættelser.
Ifølge Molesworth var indførelsen af enevælden i Danmark i 1660 en ulovlig og
ugyldig handling, hvor det danske folk var blevet narret til at opgive dets medfødte
rettigheder frivilligt. Danmark var på denne måde blevet det mest enevældige kongedømme
i verden:
”The Kingdom of Denmark in four Days time changed, from an Estate little differing from
Aristocracy, to as absolute a Monarchy as any is at present in the World”.
[Kongeriget Danmark forandredes på fire dage, fra et styre lidet anderledes end
Adelsvælde, til så absolut et Monarki som findes noget sted i denne Verden.]
Men efterfølgende måtte alle danskere, inklusive borgerstanden, der for at slippe for
adelens tyranni havde foreslået kongen at kræve enevælden og støttet ham i dette
krav, betale prisen for denne udåd:
30
Forsiden af 1. udgaven af Molesworths
bog, som blev umådeligt
populær og det mest hyppige forlæg
for de næste 100 års britiske
beskrivelser af Danmark. Wikimedia
Commons.
SIDEN SAXO NR. 1, 2012

William 3. (1650-1702) var oprindeligt prins af orange
og søn af prinsesse mary, den engelske kong charles 1.s
ældste datter, hvorfor han kunne komme i betragtning
til den engelske trone. fra 1672 var han statholder af
holland, Zeeland, utrecht, guelders og overijssel i
republikken holland og naturligvis protestant, hvilket
gjorde ham til Whiggernes foretrukne regent, hvorfor
de i 1688 inviterede ham til at invadere england og
afsætte sin onkel James 2. han var konge af england
1689-1702. Samtidig maleri af ukendt kunstner; National
Portrait Gallery i London.
Whiggere og toryer
James 2. (1633-1701), på dansk af og til kaldet Jakob 2., var oprindeligt anglikansk
kristen (reformert/protestant), men da han og hans brødre blev tvunget i eksil på
fastlandet under borgerkrigene med cromwell, blev han tiltrukket af katolicismen.
han konverterede i hemmelighed i 1668/69 men fortsatte med at gå i anglikansk kirke
frem til 1676. han blev engelsk konge i 1685, da hans storebror charles 2. døde. der
var dog stor modstand mod en katolsk monark på tronen i england, og snart udbrød
der oprør i landet, hvilket blot eskalerede James 2.s politiske tiltag mod enevælde og
favorisering af katolikker. da James 2.s dronning, maria af modena, i 1688 fødte ham
en søn og arving, kulminerede oprørene imod ham pga. frygt for et katolsk dynasti, og
James 2. måtte derpå flygte ud af landet, da hans nevø og svigersøn (hans datter mary
var gift med William 3.) invaderede england. han levede resten af sit liv ved sin fætter,
ludvig 14.s hof. Maleri af ukendt kunstner ca. 1690, National Portrait Gallery i London.
Whig og Tory er begge kaldenavne for politiske faktioner, eller partier,
som opstod under ekslusionskrisen i det engelske parlament 1678-
81. krisens omdrejningspunkt var, om kong Charles 2.s katolske
bror, hertugen af York, den senere James 2., skulle overtage tronen.
Modstanderne, der blev til Whiggerne, mente at James havde en absolutistisk
indstilling til regeringsformen, at han ville undertrykke de
reformerte i landet og mistænkte ham for at være en del af et papistisk
komplot – og så havde han for øvrigt alt for tætte forbindelser til
Frankrig. Fortalerne, Tory’erne, så dog ikke noget problem i dette, var
tilhængere af en stærk kongemagt og ville gerne have James på tronen.
begge navne er givet af modparten og har nedsættende karakter:
Whig: betegnelsen Whig er en forkortelse af whiggamor, som betød
’kvægdriver’ og oprindeligt brugtes til at beskrive folk fra det vestlige
skotland. efter 1648 blev betegnelsen dog brugt nedsættende om
en fraktion af skotske covenanters, der var stærkt antikatolske og
greb til våben mod den katolske kong Charles 1. under de engelske
borgerkrige. herfra blev betegnelsen overført til modstanderne af
en katolsk konge i parlamentet.
Tory: betegnelsen er afledt af det middel-irske ord tóraidhe [tóraí på
moderne irsk], som betød fredløs, røver eller bandit. Oprindeligt
blev det altså brugt som en nedsættende betegnelse for en irsk
fredløs, og under de engelske borgerkrige blev det så også brugt
om royalisterne, der støttede den katolske konge. herfra blev det
overført til dem, der støttede James 2.s adgang til tronen.
SIDEN SAXO NR. 1, 2012 31

”The Commons have since experienced, that the little Finger of an absolute Prince can be heavier
than the Loins of many Nobles: The only Comfort they have left them being to see their former
Oppressors in almost as miserable a Condition as themselves (...) And to the [Danish] People
remained the Glory of having forged their own Chains, and the Advantage of obeying without
Reserve: A Happiness which I suppose no Englishman will ever envy them”.
[Borger- og Bondestanden har siden oplevet, at en absolut herskers lillefinger kan være
tungere end mange adelsmænds lænde: Den eneste Trøst der er dem forundt, er at
deres forne Undertrykkere er i næsten en lige så miserabel stand som dem selv (…)
Og for Folket levnedes blot æren af at have smedet sine egne lænker, og fordelen ved
at adlyde uden forbehold: En glæde Jeg antager ingen Engelskmand vil misunde dem.]
Molesworths beskrivelse af Danmark var tydeligvis rettet mod et engelsk eller britisk
publikum. Han mente, at det danske samfund indtil indførelsen af enevælden i 1660
havde lignet det engelske på mange punkter, og An account of Denmark skulle derfor
ses som en advarsel til dets engelske læsere, om ikke at foretrække et enevældigt
monarki frem for den balance mellem parlament og kongemagt, som man havde
sikret sig i England:
”And because it is astonishing to consider how a free and rich People (for so they were formerly)
should be persuaded entirely to part with their Liberties, I thought it very proper to give an
Account by what Steps so great a Change and Revolution was brought about”.
[Og da det er forbløffende at overveje, hvordan et frit og velstående Folk (thi det var
de førhen) skulle lade sig overtale til at skilles fra deres Rettigheder, tænkte jeg det
passende at give en redegørelse for ved hvilke foranstaltninger så stor en Forandring
og Revolution skete.]
Molesworths spøgelse
For 1700-tallets britiske forfattere var det ikke unormalt at skrive af fra andre værker,
når det kom til faktuelle oplysninger om eksempelvis et fremmed lands geografi og
historie. An account of Denmark var uden sammenligning den beskrivelse, som britiske
forfattere oftest tyede til, når de skulle inspireres til at skildre Danmarks historie,
geografi eller politiske forhold. Årsagen hertil skal findes i den store popularitet,
som Molesworths beskrivelse af Danmark nød i begyndelsen af århundredet, samt
det faktum at Molesworth, som en af de eneste forfattere der beskrev Danmark i
denne periode, rent faktisk havde været i Danmark, og at han havde beskrevet visse
forhold meget grundigt. Den engelske historiker Thomas Salmon (1679-1767) refererede
åbenlyst til Molesworth i sin korte gennemgang af Danmarks nyere historie
i Modern history fra 1727:
”Thus, says my Author, the Kingdom of Denmark was chang’d in four Days Time, from an
Aristocracy, to as absolute a Monarchy, as could be found in the World. And the Commons,
instead of enjoying the Liberties promis’d them, had only the comfort of seeing their former
Oppressors in as miserable a Condition as themselves”.
32
molesworth var ganske tydeligt forudindtaget,
hvad angår opfattelsen
af den danske styreform, men man
kan ikke beskylde ham for at være
uinformeret. de oplysninger, han
samlede sammen i løbet af sine 3
og et halvt år som ambassadør, er
ganske imponerende, hvilket også
fremgår af hans værk. her ses en
side, hvor det oplistes, hvor mange
mænd den danske hær bestod af –
inklusive detaljer om navnene på
de officerer der havde regimentskommando.
Side fra 1752-udgaven
af Molesworths værk; British Library,
ECCO (Eighteenth Century Collection
Online).
SIDEN SAXO NR. 1, 2012

kort over skandinavien fra 3. udgaven
af thomas salmons Modern
History fra 1754. selvom der blev
citeret fra molesworths ret præcise
beskrivelse af faktiske forhold i
danmark, så haltede det stadig lidt
med den geografiske repræsentation.
British Library, ECCO (Eighteenth
Century Collection Online).
[Således, fortæller Forfatteren,
forandredes Kongeriget Danmark
på fire dage, fra et Adelsvælde, til
så absolut et Monarki som findes
noget sted i denne Verden. Og
Borger- og Bondestanden, i stedet
for at nyde de Friheder, der var
dem lovet, havde kun den Trøst at
se deres forne Undertrykkere i så
miserabel en stand som dem selv.]
Som et spøgelse fra det forrige århundrede
gik Molesworths formuleringer
igen i 1700-tallets britiske
beskrivelser af Danmark. Nogle
gange, som i Thomas Salmons tilfælde,
citerede forfatteren Molesworth;
andre gange kopierede han
simpelthen dele af teksten ind i sit
eget værk uden at lade det fremgå
af teksten, at det var lånt fra Molesworth.
Således refererede skoleholderen og forfatteren Joseph Randall (d. 1789)
intetsteds i sin lærebog A System of Geography fra 1744 til Molesworth. Alligevel var
hans formuleringer i afsnittet om Danmark tydeligvis taget fra An account of Denmark:
”The Commonality, in the Year 1660, being wearied out with the Oppressions of the Nobility,
caused such a Change in the State, that, in Four Days time, from an Aristocracy, it became
as absolute a Monarchy as could be found in the World. The People, instead of enjoying the
Privileges and Advantages they promis’d themselves, had little more than the wretched Comfort
of seeing their former Oppressors in as miserable a Condition as themselves”.
[Borger- og Bondestanden, i Året 1660, der var så udmattede af Adelens undertrykkelse,
afstedkom sådan en Forandring i Staten, at, på fire dages tid, fra at være et Adelsvælde,
blev den så absolut et Monarki som noget i denne Verden. Folket havde, i stedet for at
nyde de Privilegier og Fordele de havde tilsagt sig selv, kun lidet mere end den elendige
Trøst at se deres forne Undertrykkere i så miserabel en stand som dem selv.]
Denne form for historieskrivning var almindelig i 1700-tallets Europa, men
dermed ikke sagt at alle historikere lånte fra hinanden ukritisk. Den schweiziske
historiker Paul-Henri Mallet skrev i fortalen til sin danmarkshistorie fra midten
af 1700-tallet, at hans beskrivelse af de ældste tider ikke blot var en ”sammenflikkelse
af ældre sammenflikkelser” (denne kritik retter Mallet dog særligt mod
middelalderens krøniker), men at den tværtimod er baseret på kilder, som er
tæt på begivenhederne (her tænker Mallet særligt på sin egen inddragelse af de
islandske sagaer).
SIDEN SAXO NR. 1, 2012 33

goticisme
Molesworth og hans britiske copycats skrev alle inden for en fælles (nord-)europæisk
diskurs, som ofte kaldes goticisme. Ifølge denne diskurs dokumenterede to antikke
værker – Tacitus’ Germania fra år 98, der beskriver de germanske stammer uden for
Romerriget som stolte, frihedselskende krigere, og Jordanes Getica fra år 551, der
angiver Skandinavien som goternes hjemland – de oprindelige frihedsidealer hos de
gotiske folk, der efter Romerrigets forfald til dekadence og tyranni havde indtaget
og befolket stort set hele Vesteuropa. Det var på disse ’oprindelige frihedsidealer’, at
goticismen trak. Et af de mest kendte eksempler på denne diskurs er Edward Gibbons
The History of the Decline and Fall of the Roman Empire fra 1776. Om de vesteuropæiske
staters oprindelse skrev Gibbon:
“[The] most civilized nations of modern Europe issued from the woods of Germany, and in the
rude institutions of those barbarians we may still distinguish the original principles of our
present law and manner”.
[De mest civiliserede nationer i det moderne Europa udsprang fra de germanske
skove, og i disse barbarers grove institutioner kan vi endnu udskille de originale
principper fra vores nutidige love og skikke.]
Med denne formulering trak Gibbon på tanker, der allerede var blevet fremsat af den
franske filosof Montesquieu og den førnævnte schweiziske historiker, Paul-Henri
Mallet; men endnu tidligere, 82 år for at være helt præcis, havde Molesworth konkluderet
følgende om den danske styreform:
“The ancient Form of Government here was the same which the Goths and Vandals established
in most, if not all, Parts of Europe whither they carried their Conquests, and which
in England is retained to this day for the most part”.
[Den oldgamle styreform her var den samme som den Gotherne og Vandalerne
etablerede i det meste, hvis ikke i alle dele af Europa de erobrede, og som i England
i det store hele er bevaret til i dag.]
Mange britiske forfattere i 1700-tallet delte Molesworths opfattelse af både den
danske og den britiske styreform. Da Kongeloven for første gang blev tilgængelig for
britiske læsere i en oversættelse fra 1731, blev den ledsaget af følgende kommentar
fra den anonyme oversætter, der kaldte sig ”a lover of the British Constitution”:
“[The Danish Royal Law of 1665 is] a compleat System of absolute Government, which can’t
but reflect Honour and Glory upon the British Nation, who thro’ Succession of many Ages have
maintain’d in full Lustre the original Northern Plan of Government, and when endanger’d,
got it confirm’d by Magna Carta and subsequent Acts of Parliament”.
[Den Danske Kongelov af 1665 er et komplet system for enevældig regering, der ikke
kan andet end at kaste hæder og ære over den Britiske Nation, som gennem mange
tidsaldre har opretholdt i fuld glans den oprindelige germanske styreform, og når denne
var truet, fik den bestyrket ved Magna Carta og efterfølgende stadfæstelser i Parlamentet.]
34
side fra Joseph randalls bog A System
of Geography, hvor beskrivelsen
af danskerne indledes med følgende:
”danskerne er, hvad der er tilbage
af en engang storslået nation, der, i
forne tider, gjorde en god figur i verden,
spredte sine kolonier til mange
steder og flere gange erobrede store
dele af europa ved våben …” - alt
det positive er omtalt i datid. British
Library, ECCO (Eighteenth Century
Collection Online).
SIDEN SAXO NR. 1, 2012

paul-henri mallet (1730-1807) udfyldte
også andre opgaver for den
danske konge end blot at skrive
dansk historie, der skulle gendrive
molesworths billede. han var også
en overgang underviser for kronprinsen
(den senere christian 7.), og
senere blev han også tilbudt at skulle
undervise den senere zar paul 1.,
men afslog. efter at have endt sit ophold
i danmark blev han professor
i historie i sin hjemby geneve, hvor
han dog en periode – grundet sin
udtalte modstand mod den franske
revolutions friheds- og lighedstanker
– var så upopulær blandt sine
medborgere, at han måtte gå i eksil
(1792-1801). Samtidigt stik af Antoine
Aubert Sourd-Muet.
Med andre ord var kongeriget Storbritannien, ifølge 1700-tallets britiske forfattere,
det gode eksempel på, hvordan en stat skulle indrettes, nemlig med et begrænset
monarki og et parlament med lovsikrede rettigheder. Danmark var indrettet stik
modsat og fungerede derfor som det dårlige eksempel.
danske modsvar på Molesworths kritik
Allerede da An account of Denmark as it was in 1692 udkom i 1694, forsøgte den danske
regering, ganske vist forgæves, at få den engelske konge, William 3., til at forbyde
den og brænde de allerede trykte eksemplarer. Flere engelske forfattere kritiserede
Molesworths ensidige kritik af Danmark umiddelbart efter første udgivelse, men i
modsætning til An account of Denmark blev disse udgivelser kun læst i et begrænset
omfang og aldrig genoptrykt.
Ludvig Holbergs Dannemarks og Norges Beskrivelse fra 1729 var på mange måder
endnu et forsøg på at gendrive Molesworths injurierende påstande, men bortset fra
en tysk oversættelse kom den aldrig ud over rigets grænser, og den kunne derfor
ikke ændre ved det billede af despoti og forfald, som Molesworths beskrivelse
havde skabt af Danmark i Storbritannien.
Ved midten af 1700-tallet hyrede de danske ministre J. H. E. Bernstorff og A.
G. Moltke to schweiziske forfattere fra Geneve til at præsentere Danmark som en
moderne retsstat ude i Europa. Paul-Henri Mallet (1730-1807) blev sat til at skrive en
ny Danmarkshistorie, og André Roger (1721-1759) skulle levere en positiv beskrivelse
af den moderne danske stat og dens retslige grundlag. Begge værker blev forfattet
og udgivet på Europas hovedsprog, fransk, men også oversat til dansk og engelsk.
Modsat Roger ønskede Mallet ikke at retfærdiggøre enevælden som styreform på
bekostning af adelsvælde eller parlamentarisme, og i Introduction à l’historie de Dannemarc
fra 1755 søgte han i stedet at højne Danmarks status, ved at sætte lighedstegn
mellem nutidens skandinaver og de tapre, frihedselskende germanere, som Tacitus
og Jordanes havde beskrevet i antikken. Dette værk fik året efter følgeskab af Monuments
de la mythologie et de la poesie des Celtes, et particulierement des anciens Scandinaves,
hvor Mallet som den første nogensinde præsenterede franske oversættelser af de
islandske sagaer. Mallet nød enorm popularitet med Introduction og Monuments, og
de to værker blev i 1770 oversat til engelsk af Thomas Percy (1729-1811) og udgivet
samlet under titlen Northern Antiquities. Heri præsenteres de britiske læsere for den
idé, at det særligt var fra oldtidens Skandinavien, at de erobringer, som havde bragt
friheden tilbage til Vesteuropa efter Romerrigets fald, var udgået:
“History has not recorded the annals of a people who have occasioned greater, more sudden, or
more numerous revolutions in Europe than the Scandinavians; (…) we observe a nation issuing
step by step from the forests of Scythia (…) like at tree full of vigour, extending long branches
over all Europe; we see them also carrying with them (…) a form of government dictated by
good sense and liberty, a restless unconquered spirit”.
[I historiens annaler er ikke opført noget folk der afstedkommet større, mere pludselige,
eller mere talrige omvæltninger i Europa end Skandinaverne; (…) vi ser en
SIDEN SAXO NR. 1, 2012 35

nation der trinvist spreder sig fra Skytiens skove (…) som et træ fuldt af liv, spreder
de deres lange grene over hele Europa; vi ser dem også bærende med sig (…) en
styreform som er dikteret af fornuft og frihed, en rastløs, uovervunden ånd.]
Mallet gik langt i sit forsøg på at højne skandinavernes og Danmarks historiske ry,
og han ville muligvis have gået længere, end det danske styre kunne acceptere, hvis
han havde haft helt frie hænder. I hvert fald lod Mallet en ”revideret og korrigeret”
udgave af Introduction trykke i Geneve i 1758, som var noget mere eksplicit i sin beskrivelse
af, hvad den gamle nordiske frihed egentlig havde bestået i. Det var denne
version Percy oversatte i 1770. Efter at have citeret Tacitus, konkluderede Mallet
om den gamle styreform i Norden:
”Here we see Kings, who owe their advancements to an illustrious extraction, presiding, rather
than ruling, over a free people. Here we see the Nation assembling at certain stated times, and
making resolutions in their own persons on all affairs of importance (…) That is, we trace here
the first lineaments, if I may so say, of what was afterwards named in different countries, ”The
council of the nation”, ”The senate”, ”The house of peers”, &c. Here we discover the origin of
that singular custom, of having an elective General under a hereditary King: a custom received
among the most of the nations of German extraction”.
[Vi ser her konger, hvis ophøjelse skyldes en hæderkronet udvælgelse, der leder,
snarere end regerer, over et frit folk. Her ser vi Nationen samles på bestemte tidspunkter,
hvor de personligt tager beslutninger i alle vigtige sager (…) Således kan vi
her trække de første konturer, hvis jeg må sige det, til hvad der senere i forskellige
lande kaldes: ”Rigets Råd”, ”Senatet”, ”De Øverstes Råd”, osv. Her afdækker vi oprindelsen
af den enestående skik, at have en valgbar forsamling under en Arvekonge:
En skik der er nedarvet blandt de fleste nationer af germansk oprindelse.]
Mallet mente yderligere, at det var denne oprindelige, nordiske, republikanske
styreform, som de nordiske nybyggere på Island havde taget med til deres nye
hjemland, og som Mallet kunne finde beskrevet i de islandske sagaer og endnu se
glimt af i det eksisterende islandske Alting. Der var en afgrundsdyb forskel på den
republikanske styreform, som Mallet forherligede i Introduction, og som man i dag
ville kalde konstitutionelt monarki, og den enevældige styreform, som hans arbejdsgivere
repræsenterede. Umiddelbart skulle man tro, at Mallet, for ikke at modsige
sig selv, var tvunget til at drage den samme konklusion som Molesworth; nemlig at
den danske styreform før 1660 havde været bedre end den nuværende. For at undgå
dette forsøgte Mallet at rette fokus væk fra de politiske realiteter og i stedet fokusere
på sæder og moral. Det væsentligste i denne sammenhæng, argumenterede Mallet,
var ikke, at den republikanske styreform ikke længere bestod, men at nutidens
styreform havde bevaret de væsentligste dyder fra fortiden:
“For although the Gothic form of government has been almost every where abolished, have we
not retained, in most things, the opinions, the customs, the manners which that government
had a tendency to produce? Is not this, in fact, the principal source of that courage, of that
36
Johann hartwig ernst von bernstorff
(1712-1772) var fra 1751 til 1770
udenrigsminister med ansvar for
ledelsen af tyske kancelli og danmarks
relationer til udlandet. det
var derfor kun naturligt, at han tog
en interesse i at forbedre danmarks
dårlige image, hvilket resulterede i,
at mallet og roger blev hyret til at
skrive positive værker om danmark.
Maleri af Peder Als (1726-1776).
SIDEN SAXO NR. 1, 2012

Forsiden af den tyske udgave af André
Salomon Rogers (1721-1759)
værk til forsvar for den danske stat
fra 1758. Roger havde mødt Bernstorff
mens denne var udstationeret
som gesandt i Paris, og det var på
baggrund af dette, at Bernstorff og
Moltke kaldte ham til Danmark for
at skrive modskrifter til Molesworth
og hans arvtagere. Roger arbejdede
dog også med at skaffe franske huguenotter
til Danmark og kontrahere
statslån i Schweiz. Han nåede
dog aldrig selv at udgive mere end
første bind af sine skrifter om den
oplyste danske enevælde, da han
på vej til England for at bistå ved
forhandlinger om kaper-virksomhed
omkom i en trafikulykke. Det Kongelige
Bibliotek.
aversion to slavery, of that empire of honour which characterize in general the European nations;
and of that moderation, of that easiness of access, and peculiar attention to the rights
of humanity, which so happily distinguish our sovereigns from the inaccessible and superb
tyrants of Asia?”
[Til trods for at den gotiske styreform næsen alle steder er afskaffet, har vi ikke stadig
– i store træk – de samme holdninger, skikke og sæder, som den type styreform
havde tendens til at afstedkomme? Er dette ikke, reelt set, den primære kilde til
det mod, til den aversion mod slaveri, til det ærens imperium, som generelt karakteriserer
de europæiske nationer; og til den moderation, til den åbenhed, og til det
særlige fokus på menneskets rettigheder, som så glædeligt adskiller vore regenter
fra Asiens utilgængelige og enestående tyranner?]
Mallets arbejdsgivere, Bernstorff og Moltke, var så vidt vides tilfredse med produktet.
Hvorvidt Rogers og Mallets værker gjorde noget for at rette op på Danmarks
skrantende image blandt oplysningstænkerne på det europæiske kontinent, skal
her være usagt, men i Storbritannien havde de i hvert fald ikke den ønskede effekt.
De blev som sagt oversat til engelsk og udgivet i hhv. 1762 og 1770, og hvis man
studerer de beskrivelser af Danmark, som udkom i Storbritannien fra 1762-1800,
finder man, at andelen af skrifter, der omtaler den danske stat og det danske folk
negativt, er større i denne periode, end det er tilfældet for de beskrivelser, der
udkom i perioden 1700-1762.
Den stereotype britiske beskrivelse af Danmark
Molesworths beskrivelse af indførelsen af enevælden i 1660 som en udåd gik således
aldrig i glemmebogen i Storbritannien. Forfatteren Daniel Fenning (1714/15-1767)
skrev mest lærebøger i det engelske sprog, men i A new system of geography fra 1764
kom han til at beskæftige sig med dansk historie og politik. Fenning var tilsyneladende
enig med Molesworth vurdering af begivenhederne i 1660:
”Thus, in the space of four days, the kingdom of Denmark was changed from a state but little
different from an aristocracy, to that of an unlimited monarchy. We here see a house of commons
stimulated by resentment, and filled with indignation at the insolence of the nobility,
betraying their constituents, and, instead of a noble effort to oblige those nobles to allow them
the privileges they had a right to demand, voluntarily giving up themselves, their constituents,
and their posterity, what they ought to have struggled to preserve at the hazard of their lives;
while the only comfort the people had left, was, in being freed from the tyranny of their former
oppressors, and seing them as much humbled as themselves”.
[Således, i et tidsrum på blot fire dage, forvandledes Kongeriget Danmark fra en
stat lidet anderledes end et adelsvælde, til et uindskrænket monarki. Vi ser her en
bonde- og borgerstand, stimuleret af fortørnelse og fyldt med harme over adelens
uforskammethed, forråde deres mandat, og, i stedet for ved nobel indsats at forpligte
adelen til at tilstå dem de rettigheder, de havde ret til at kræve, frivilligt opgive
sig selv, deres mandat, og deres eftertid, som de med livet som indsats burde have
SIDEN SAXO NR. 1, 2012 37

kæmpet for at bevare; mens den eneste trøst Folket havde tilbage, var at blive befriet
for tyraniet fra deres tidligere undertrykkere, og at se dem lige så ydmygede som
dem selv.]
Fennings argument blev gentaget ord for ord i John Paynes An epitome of history fra
1795. Uanset hvor store litterære friheder de britiske forfattere tillod sig, så afveg
deres beskrivelser af Danmark sjældent fra Molesworths Account i mening. I 1774
skrev historikeren John Andrews (1736-1809) således i The history of the revolutions
of Denmark følgende om enevældens indførelse i 1660:
”In this unexampled manner did a nation, hitherto renowned for a spirit of freedom, and not
less for courage and prowess in arms, submit, with the most absurd devotion and zeal, to the
treacherous guidance of men, who had the iniquitous address to persuade them, it was for their
honour and interest to divest themselves of their liberties, and sacrifice them wholly, and without
the least reserve, to the will and pleasure of a court”.
[På denne ueksemplariske måde underkastede en nation, der hidtil var kendt for
frihedsånd, og ikke mindst for mod og dygtighed i krig, sig, med den mest absurde
hengivenhed og iver, forræderiske råd fra mænd, der havde den skændige intention
at overtale dem til, at det var til deres ære og interesse at afhænde deres rettigheder,
og at ofre dem fuldstændigt, uden det mindste forbehold, til hoffets lyst og vilje.]
Ordvalget er anderledes, men budskabet var det samme hos Fenning og Andrews,
som det var hos Molesworth: Det danske folk havde tidligere nydt stor frihed, men
i 1660 havde de sært nok givet afkald på denne frihed, enten fordi de var blevet
vildledt af andre, eller også fordi de havde været styret af hævngerrighed over for
adelen. I hvert fald havde de ikke fulgt deres (for britiske læsere) åbenlyse interesse:
At kæmpe for deres rettigheder. Britiske beskrivelser af Danmark havde, om ikke
tidligere, så i hvert fald i den sidste halvdel af 1700-tallet, udviklet sig til en stereotypisk
omgang ”enevælde-bashing”. I Andrews værk, der, som titlen antyder,
beskæftigede sig indgående med danske forhold, gav forfatteren, der efter eget
udsagn både havde læst Rogers og Mallets værker, dog en indrømmelse til fordel
for den danske styreform:
”We discover, on a due examination of facts, that, in a variety of respects, the government of
Denmark, however despotic in theory, is remarkably mild in practice”.
[Vi ser, ved en behørig undersøgelse af kendsgerningerne, at, i en række henseender,
styret i Danmark, hvor despotisk det end er i teorien, er bemærkelsesværdigt
mildt i praksis.]
degenererede danskere
Ligesom Molesworth mente de britiske forfattere i sidste halvdel af 1700-tallet, at
indførelsen af enevælden havde haft en meget negativ indvirkning på det danske
folks karakter. I 1694 havde Molesworth beskrevet det jævne danske folk således:
38
adam gotlob moltke (1710-1792)
var en af rigets mægtigste mænd.
han var fra 1747 gehejmeråd og
gennem lang tid frederik 5.s personlige
ven og rådgiver. han var tillige
en stor mæcen for kunst og kultur,
og det er derfor kun naturligt, at han
var med til at sponsere et litterært
modsvar til molesworth. Træsnit
gengivet efter Niels Bache: ”Nordens
Historie” i 5 bind (1881-1887).
SIDEN SAXO NR. 1, 2012

Kort over Danmark fra 1765-udgaven
af Daniel Fennings A New System
of Geography. I sådanne værker var
det ikke kun i teksten, at man fandt
genbrug af forfattere, også kortene
blev gengivet efter andre værker; her
er kortet gengivet efter ”Siuer Robert’s
Atlas” – dog med forbedringer.
British Library, ECCO (Eighteenth
Century Collection Online).
Titelbladet på John Paynes An Epitomy
of History, der gentog Molesworths
betragtninger. At et værk,
der udkom næsten 100 år efter An
Account of Denmark, stadig gentog
dets vurderinger, viser blot hvor
holdbar Molesworths opfattelse
var i Storbritannien. British Library,
ECCO (Eighteenth Century Collection
Online).
“The common People are mean-spirited, not warlike in their Tempers as formerly; inclined to
gross Cheating, and to suspect that others have a Design to cheat them”.
[Det jævne folk er smålige, ikke af krigerisk temperament som førhen; tilbøjelige
til groft bedrag, og til at mistænke andre for at ville bedrage dem.]
I sin beskrivelse af de danske (sjællandske) bønder, påstod Molesworth, at deres
leveforhold var gode, dengang de var frie, men som følge af enevældens tyranni
levede de nu under dårligere forhold end slaverne i Vestindien:
”In Zealand they are all as absolute Slaves as the Negroes are in Barbadoes, but with this Difference,
that their Fare is not so good”.
[På Sjælland er alle lige så meget Slaver som Negrene på Barbados, men med den
Forskel, at deres Kost ikke er lige så god.]
I 1768 gentog Tobias Smollett Molesworths karakteristik af det danske folk i The
present state of all nations, dog uden at opgive hvor han havde sine informationer fra:
”[The Danes] no longer inherit the spirit and virtues of their ancestors; but are become servile,
indolent, ostentatious, extravagant, and oppressive. Their general character is a strange composition
of pride and meanness, insolence and poverty (…) [The] lower class of people are as
absolute slaves as the negroes in the West-Indies, and subsist upon much harder fare (…) The
warlike genius of the Danes no longer subsists: the common people are mean-spirited, suspicious,
and deceitful”.
[Danskerne arver ikke længere deres forfædres ånd og dyder; de er blevet underdanige,
dovne, pralende, ødsle og undertrykkende. Deres generelle karakter er en
mærkelig sammensætning af stolthed og smålighed, uforskammethed og undertryk-
SIDEN SAXO NR. 1, 2012 39

kelse (…) De jævne folk er lige så meget slaver som negrene i Vestindien, og lever
på langt hårdere kost (…) Danskernes krigeriske genialitet eksisterer ikke længere:
Det jævne folk er smålige, mistænksomme og bedrageriske.]
Uanset om der var sandhed i dette udsagn eller ej, er inspirationen fra Molesworth,
både i mening og ord tydelig, og kun sjældent finder man i 1700-tallet positive
britiske beskrivelser af danskerne som folk. Et eksempel på det sidste er førnævnte
John Andrews, der i 1774 konkluderede, at danskerne var et ”tractable and orderly
people”.
Men dette var undtagelsen, der bekræfter reglen. Smolletts beskrivelse blev
gentaget ord for ord i Neville Wyndhams Travels Through Europe fra 1790, og
sammenligningen mellem samtidens danske bønder og negre i Vestindien kunne
man støde på i et geografisk magasin så sent som i år 1800, altså 106 år efter
Molesworths Account blev udgivet første gang. Endnu en gang var ordvalget ændret
en smule:
”The lower class of people are as absolute slaves as the Negroes in the sugar islands, and subsist
on much coarser provisions”.
[Den lavere stand er så meget slaver som Negrene på sukker-øerne og lever på langt
ringere kost.]
40
titelbladet på første bind af tobias
smollets The Present State of all Nations,
hvori beskrivelsen af danmark
findes. også smollet gentog molesworths
nedsættende bemærkninger
om danskerne og hans sidestilling af
de sjællandske bønder med slaver.
British Library, ECCO (Eighteenth Century
Collection Online).
i molesworths beskrivelse af danmark
vurderede han, at de sjællandske
bønders situation var at
sammenligne med slaverne på de
vestindiske øer – ja endog værre,
da han mente, at slaverne blev behandlet
bedre. Akvarel fra 1825, der
viser sukkerhøst på Skt. Croix; British
Museum.
SIDEN SAXO NR. 1, 2012

litteratur
robert Molesworth: An Account
of Denmark as it was in
the year 1692 (1. udg. 1694).
det kongelige bibliotek
har 4 eksemplarer af 1.
udgaven, men den kan også
findes online via det kongelige
bibliotek.
der findes også en dansk
oversættelse:
erik kjersgaard: En beskrivelse
af Danmark som det var
i 1692 (1978).
For en behandling af emnet
se bl.a.:
henrik horstbøll: ”Mellem
despoti og demokrati
– den schweiziske forbindelse:
roger, Mallet og
reverdil om den danske
enevælde.” i Fund og Forskning
bd. 42 (2003).
d.W. hayton: ”the personal
and political Contexts
of robert Molesworth’s Account
of Denmark”, i
haakonsen og horstbøll:
Northern Antiquities and
National Identities (københavn
2008), s. 41-67.
sebastian Olden-Jørgensen:
”robert Molesworth’s An
Account of Denmark as it was
in 1692: a political scandal
and its literary aftermath”,
i haakonsen og horstbøll:
Northern Antiquities and
National Identities (københavn
2008), s. 68-87.
henrik horstbøll: ”northern
identities and national
history – paul-henri Mallet,
peter Frederik suhm
and tyge rothe”, i haakonsen
og horst bøll: Northern
Antiquities and National Identities
(københavn 2008),
s.207-226.
danmark som storbritanniens modbillede
I det liberale Storbritannien skulle der mere end blot et par positive bestillingsarbejder
fra den danske stat til at forbedre Danmarks omdømme. Selvom der blev skrevet
beskrivelser af Danmark, som var positive på nogle områder, og selvom briterne
gennem hele 1700-tallet blev mere og mere begejstret for deres eget monarki, så var
og blev Danmark, modsat Storbritannien, et centraliseret enevælde, og det var sådan
set slemt nok i sig selv. De britiske forfatteres negative syn på Danmark forandrede
sig stort set ikke over hele århundredet, selvom de mod slutningen blev en smule
mere afbalancerede i deres syn på statsomvæltningen i 1660.
Dette skyldes til dels det faktum, at Molesworths beskrivelse var så populær, som den
var, og at hans formuleringer ukritisk blev gentaget igen og igen i andre beskrivelser.
Molesworths iagttagelser var ganske enkelt ikke til at slippe udenom og måtte derfor
være en del af enhver brites billede af Danmark. Men også forestillingen om, at alle
vesteuropæiske stater var grundlagt af frihedselskende germanere, spillede ind. Mallet
gjorde et ihærdigt forsøg på at anvende den goticistiske logik til Danmarks fordel, men
det var noget nær en umulig opgave at retfærdiggøre en enevældig styreform inden for
denne diskurs, i hvert fald over for et britisk publikum, der jævnligt blev mindet om,
at deres nuværende styreform var af den ”oprindelige gotiske” model.
Den engelske historiker William Coxe (1747-1828), der som en af de få, der
beskrev Danmark, selv havde besøgt landet, konkluderede i 1784, at Molesworth
nok havde været for skrap i sin retorik, men at Kongelovens strenge bestemmelser
ikke desto mindre gjorde, at hans kritik var berettiget. Følgende uddrag fra Coxes
rejsebeskrivelse opsummerer meget godt det britiske syn på Danmarks styreform i
slutningen af 1700-tallet:
”Allowing, what is true, that the kings of Denmark have seldom abused their authority; and
without pretending to deny that the tyranny of the nobles had risen to an excessive height, we
surely may conclude, that it would have been happier for the kingdom, if the power of the crown
had been due in some degree limited, while the rights of the nobles had been qualified, not
abolished; and the people continued subjects of a limited monarchy, not enslaved to arbitrary
will and dominion”.
[Det skal indrømmes, at Danmarks konger sjældent har misbrugt deres myndighed;
og uden at foregive at benægte at adelens tyranni var steget til uforholdsmæssige
højder, kan vi sikkert konkludere, at det ville have været et lykkeligere kongerige, om
Kronens magt blot til en vis grad var blevet begrænset, mens adelens rettigheder var
blevet kvalificeret, ikke afskaffet; og at folket fortsat var undersåtter i et begrænset
monarki, ikke underlagt vilkårlig vilje og herredømme.]
I dette tilfælde, som i så mange øvrige af 1700-tallets britiske beskrivelser af Danmark,
bliver landets skæbne og styreform sammenholdt med britiske forhold. På
denne måde handlede mange af beskrivelserne af Danmark mere om Storbritannien,
end de handlede om Danmark. Som i Molesworths Account tjente de som et spejl for
1700-tallets briter, hvori de kunne få bekræftet den britiske styreforms overlegenhed.
Bjørn Bøgh Simonsen er cand.mag. i historie og MA in Historical Research.
SIDEN SAXO NR. 1, 2012 41