musikeren, Billie Koppel

12 Viva Interview SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012
Hvordan er det at danne band med sin mand?
»Det er på godt og ondt. Det er en fantastisk gave, fordi det binder os sammen og
gør vores forhold stærkt og intenst. Når jeg har så mange følelser i musikken, er det
godt, han er med. Men vi bliver også dybt uenige nogle gange. Og i processen er der
voldsomme følelser på spil. Men det binder os sammen, og vi har en dyb forståelse
for hinanden.«
Hvordan vil du selv beskrive din optræden, når du er på en scene?
»Jeg udtrykker det, jeg føler. Når jeg er på en scene bliver jeg helt draget af det, og
jeg ser måske åndssvag ud, mens jeg synger, men jeg er ærlig over for mine følelser.
Det er en sær blanding med vildskab, oprør og generthed. Min stemme er nærmest
som et instrument, hvor jeg på skift kan synge stærkt og lyst. Det er kontraster, der
afspejler min personlighed.«
Hvordan deler du ud af dine personlige tanker
og privatliv, når du skriver sange?
»Jeg udtrykker den historie, jeg gerne vil fortælle. Så jeg videregiver
noget, der er oprigtigt, og de følelser, jeg har.«
Da Billie Koppel bliver spurgt til, om det
E
mon har givet pote eller har hæmmet hende at
have det berømte efternavn, kigger hun søgende
på alle de forskellige mennesker, der hygger sig i
Kulturhusets have i sensommerens solstråler.
Der går noget tid, før hun svarer:
»Det har været meget blandet. Jeg er ikke enig
med mig selv om, hvorvidt det har hjulpet mig
eller ej. På nogle punkter har det givet mig en frihed.
Det, at min karriere startede i mine forældres
band, gav mig jo mange erfaringer med turneringer
og publikum. Det ville ikke have været
det samme, hvis ikke jeg var startet der. Og den
sparring og det input, jeg har fået af mine forældre,
har også spillet ind. Samtidig føles det som
en spændetrøje med folks fordomme og forventninger
om mig i forhold til mine forældre,« siger
Billie Koppel.
Hendes intense øjne afslører hendes nysgerrighed
og undren, da hun afbryder sig selv med at
sige, at hun sommetider tænker, hvordan tingene
havde været, hvis hun ikke var den, hun er:
»Jo, nogle gange ville jeg gerne prøve at se,
hvordan det ville være at være en anden musiker.
For eksempel én, der ikke har de samme forbindelser
til og følelser om familien, og som ikke fylder
i mediebilledet. Derfor er det dejligt at spille
i udlandet, hvor vi kan mærke, at det kun er os,
der er på scenen, det handler om. Danmark er et
lille land, hvor folk nogle gange tænker: ’Nå, det
er bare endnu en Koppel’. Så får jeg lyst til at
rejse langt væk til et sted, hvor folk ikke kender
en. Herhjemme er jeg er jo bare endnu en i rækken
af Koppler.«
Koppel-talentet
Solen har rykket på skyggerne under birketræet,
så Billie Koppel må flytte sin stol lidt for ikke at
få strålerne, der reflekterer i bordet, direkte i
øjnene. Fra kulturhuset kommer både klapsalver,
høje råb og musik, men Billie Koppel lader ikke
til at være generet af, at støjniveauet er steget.
Hun tager en længere pause, mens hun prøver at
finde de rette ord til at beskrive, hvordan det
egentlig er at være en ’Koppel’. Det er svært for
hende, da hun jo ikke har prøvet andet end at
være en Koppel hele livet, forklarer hun.
»Det er jo min identitet, og det er naturligt for
mig at v¡e en del af min store familie. Her mærker
jeg en stor varme og respekt for musik og forståelse
for hinanden. På mange punkter er vi
præcis som alle andre mennesker. Men vi er selvfølgelig
mange om musikken og har stærke musiktraditioner
og historie. Men vi er stadig meget
forskellige med hver vores genre. Vi har tit talt
om, at vi nok ligner en stor cirkusfamilie, der har
noget fælles at samles om. Men det har man nok
også i andre lignende familier,« siger hun med et
alvorligt blik, mens hun eftertænksomt fortsætter
med at sætte flere ord på:
»Det var helt fantastisk at lytte til min farfar
(Herman D. Koppel, red.), der spillede på flyglet,
og det er spændende at følge mine andre familiemedlemmers
succes og liv.«
Billie Koppel må lede lidt efter ordene og
prøve at overdøve larmen fra Kulturhuset, når
hun skal forklare, hvorfor hun tror, så mange af
hendes familiemedlemmer er musikere, når der
nu ikke findes en opskrift på, hvordan man får
musiktalent.
»Vi børn har haft musikken som et sprog. Jeg
kan huske, jeg som lille også altid sang dagen
lang. Jeg kunne slet ikke holde kæft. Det skulle
bare ud. På det tidspunkt var det bare ikke karrierebundet.
Musikken var og er vores åndedræt.
Det er en nødvendighed. Det er nok lige som et
barn, der lærer at tale. Musikken er en del af
vores sprog og giver os mulighed for at kunne
udtrykke noget stærkt. Når det er sagt, så føler
jeg også nogle gange, at der er kommet nogle
ubeskrivelige kræfter forærende til mig. Det følte
jeg også i forbindelse med min fars død.«
Da familiens grundsten gik bort
En af de største veje i haveforeningens kvarter
hedder Thomas Koppels Vej og er opkaldt efter
Billie Koppels far. Den vej går hun forbi hver dag,
mens minderne om ham varmer hendes hjerte.
Han døde pludseligt af et hjerteslag i 2006, mens
han, Annisette Koppel og Billies søster, Naja
Rosa Koppel, var i Puerto Rico.
»Ud over at min fars død var ganske uvirkelig
og helt igennem forfærdeligt for mig, var det
endnu værre, fordi jeg ikke var der sammen med
resten af familien. Vi er alle utrolig tætte, så det
var meget mærkeligt, at det hele skulle klares
over telefonen. Hans død kom som et kæmpe
chok for os. Han var på toppen af sin karriere,
havde lige indspillet et nyt klaveralbum og var
ved at fuldføre sine egne drømme.«
Billie Koppels blik er fjernt, mens hun kigger
på træets gule blade, som brisen har fået med sig
i sin fangst. De er landet på bordet foran hende,
og hun lader dem ligge, mens hun forklarer om
perioden efter Thomas Koppels død:
»Min far var træstammen i familien, og nu
skulle vi prøve at få det til at fungere uden ham.
Vi var i en lang periode i en underlig boble. Vi
forstod det slet ikke. Den ufattelige sanselige
periode, vi var i, var svær for os alle og selvfølgelig
også for min mor, der jo havde haft ham som
en del af sit liv i så mange år. Hele familien var
der heldigvis for hinanden, og min søster, min
mor og jeg var meget tætte og brugte hinanden
meget. Vi gik gennem alle følelser fra den ene
ekstrem til den anden. For eksempel købte min
søster og jeg helt spontant en farverig pakistansk
dragt med palietter til at tage på til begravelsesceremonien.
Men da vi fik dragterne på, fik vi det
største grineflip, jeg nogensinde har fået. Midt i
al sorgen var vi ved at kaste op af grin.« Billie
Koppels stemme er stadig sagte, mens hun kalder
de svært beskrivelige følelser frem:
»Hele perioden var meget surrealistisk for
mig, men jeg har altid haft et afklaret forhold til,
at man lever og dør. Men pludselig var der en
væg, der var væk, og man kunne kigge ud i noget
uendeligt. Jeg følte lidt, at jeg kunne forenes med
det mærkelige univers. At jeg kunne stikke
armen ud og mærke det. Det var ekstremt og ekstra
nødvendigt for mig at synge i den periode. Jeg
brugte især naturen og nattens ro til at synge.
Folk sagde, jeg skulle slappe af. Men jeg havde aldrig
været mere klar og haft så stort et behov for
at synge. Det fik mig til at føle en samhørlighed
med hele universet. Med min far.«
Livets gang
Der er nu gået seks år fra Thomas Koppels død,
og selvom tiden læger alle sår, er Koppel-familien
stadig præget af den tomhed, han har efterladt
sig. Billie Koppel kigger melankolsk ud i det
fjerne, mens hun læner sig frem i stolen og folder
hænderne.
»Vi brugte alle sammen hans skuldre rigtig
meget. Han har altid været en stærk klippe med
et utroligt overblik, og han var altid klar til at
give os en hjælpende hånd videre. Jeg var bekym-
OPKALDT EFTER
BILLIE HOLIDAY
»Der er ikke noget, der
hæmmer mig i at leve op
til mit navn. Jeg er glad
for mit navn, og trods
min kærlighed til Billie
Holiday, prøver jeg ikke
at lyde som hende.«
BILLIE HOLIDAY
(1915-1959)
Amerikansk jazz-sangerinde,
der med sine stærke
vokaler havde stor
indflydelse på jazzen i
1930’erne og 40’erne.
Hun modtog en række
priser, og hun nåede at
udgive 12 album, inden
hun døde af druk i en alder
af 44 år. Blandt daværendemusikbeundrere
var sangere som Frank
Sinatra og Fred Astaire.