Klik her og læs hele artiklen - Vagabond

More documents

Recommendations

Info

thailand alligevel SyneS de fleSTe TuriSTer aT overSe deT SMukke lille indiSke TeMPel, der ligger kleMT inde MelleM gadenS uTallige HoTeller og SHoPPingcenTre ind i de små gyder Turister i tusindvis stod i kø foran billetlugen til Grand Palace’s storslåede Wat Phra Kaew, men der var ingen andre udlændinge at se på amuletmarkedet den dag, vi besøgte stedet. Ved første øjekast så markedet ikke ud af meget. Boder med amuletter var stillet op på fortovet langs en asfalteret vej side om side med frugtpressere, medicin i håndkøb og sågar en storsmilende dame, der solgte færdiglavede tandproteser. Men da vi bevægede os væk fra vejen og ind i gyderne, åbenbarede der sig en sand labyrint af overdækkede gange fyldt med boder. Her lå bunker af amuletter til skue side om side med Buddha-statuer i alle tænkelige størrelser. Lige fra helt små statuer, man let kunne medbringe på en rejse, til enorme statuer det ville kræve en gaffeltruck at flytte. Vi bevægede os dybere ind i denne hellige og magiske verden, hvor en amulet bestemt ikke bare er en amulet. Potentielle købere tog sig god tid til at finde den helt rigtige – den skulle jo trods alt beskytte deres liv. De tog amuletten op og vejede den i hånden. De studerede detaljerne i figuren og bombarderede sælgeren med spørgsmål om den pågældende amulets magiske egenskaber. Figuren i sig selv, eller det materiale den er lavet af, yder ingen beskyttelse, uden den er blevet velsignet på rette vis af de helt rigtige munke fra det helt rigtige tempel. Derfor er det vigtigt for køberen at kende til amulettens historie. sAmleroBjekTer Vi havde dog ikke tilbragt lang tid på markedet, før det gik op for os, at vi var omringet af to slags købere: Langt de fleste køber amuletterne for beskyttelse, men for nogle er det blevet en hobby – eller en besættelse – at samle amuletter. Nogle amuletter udgives kun i meget lille antal, hvilket gør dem ekstremt attraktive for samlere. Andre er så gamle, at kun få af deres slags har overlevet. Denne hobby er blevet så stor i Thailand, at den har udviklet sig til en industri, der hvert år omsætter for mere end 1,5 milliarder danske kroner. Omkring 10 forskellige forlag udgiver tidsskrifter med artikler om amuletter og dagspriser på samlerobjekter. Ofte er disse krydret med fantastiske historier om amuletter, der har hjulpet bæreren ud af drabelige situationer, der nær havde kostet denne livet. Om de thaier, vi mødte på amuletmarkedet denne dag, tror på historier som disse, er svært at sige. Men én ting er sikkert: Thaierne tager deres amuletter meget seriøst, og intet sted i Bangkok oplever man denne verden af magisk beskyttelse bedre end på amuletmarkedet nær Grand Palace. et lille stykke indien På silom roAd Silom Road er en af de mere befærdede og turistede veje i Bangkok. Alligevel synes de fleste turister at overse det smukke lille indiske tempel, der ligger klemt inde mellem gadens utallige hoteller og shoppingcentre. Det gør ellers, hvad det kan for at gøre opmærksom på sig selv. Dets stærke farver lyser godt op i landskabet, og på en dag med mange pilgrimme overdøver lyden af bønner næsten den støjende trafik fra gaden. Det var på sådan en dag, at vi begav os fra Sala Daeng skytrain-station mod Sri Mariamman Temple, der blandt thaier også er kendt som Wat Phra Si Maha Umathewi. Da vi nærmede os templet, begyndte gadebilledet at ændre sig. Antallet af folk i farvestrålende indiske klædedragter steg, og små boder med gule blomsterranker og andre offergaver dukkede op langs vejen. Snart fik vi øje på det lille trapezformede tårn, der udgjorde indgangen til templet. Tårnet var dækket af fantasifulde figurer i alle tænkelige skikkelser. Her var mystiske guder, fantastiske fabeldyr og guddommelige ånder - alt sammen malet i klare, stærke pastelfarver. Denne form for tempelarkitektur stammer fra den sydindiske provins Tamil Nadu, og det var da også immigranter herfra, der i 1860 byggede templet på Silom Road. BlAndT pilgrimme i TempleTs indre Vi trådte gennem porten og ind i templet blot for at konstatere, at bygningerne herinde var fuldt ud lige så farverige som porten. Templet var ikke stort, og hovedbygningen med sin forgyldte kobberkuppel fyldte det meste. Foran denne lå tempelgården, der var fyldt med mennesker. Stemningen i templet var lige så eksotisk, som ved templer i Indien. Nogle ofrede blomster og røgelse til templets guder, mens andre mere så ud til at være på skovtur på templets område. Folk sad rundt omkring i små grupper og snakkede lystigt, men andre sad alene og stirrede stille på folkemængden. Hovedbygningen er tilegnet Shakti, der er Shivas ”hustru”. Gudinden er repræsenteret med en statue inde i bygningen. Ved sin ene side har hun sin søn Phra Khanthakuman, mens hendes anden – og langt mere berømte – søn Ganesha med elefanthovedet sidder ved hendes anden side. Der var en del mennesker, der kæmpede for at komme frem til statuen, så vi blev ikke stående længe inde i bygningen. Vi blev dog længe nok til at studere de utallige øvrige statuer af Shiva, Visnu og andre hinduistiske guder, der prydede templets vægge. Vi trådte igen ud i det stærke tropiske solskin, hvor vi blev mødt af en kvinde med hænderne fulde af røgelsespinde. Hun var indisk af udseende og bar den indiske klædedragt, sarien. Duften fra hendes røgelsespinde blandede sig med larmen fra tempelgården. Hun kiggede på os et øjeblik og forsvandt så ind i templets mørke. Sri Mariamman Temple er et godt eksempel på, hvor multikulturel Bangkok i virkeligheden er. Der findes adskillige sådanne små kulturelle bobler rundt om i storbyen. Alle er de særdeles farverige og bidrager til at gøre Bangkok til den intense og eksotiske oplevelse, den er. suAn PAkkAd PAlAce Midt mellem Bangkoks skyskrabere, blot to skytrain-stationer nord for Siam Square, ligger en af Bangkoks bedst bevarede hemmeligheder. Fra vejen kunne vi ikke fornemme, hvad der ventede os bag murene, men da vi trådte ind i den lille have, var det som at komme 100 år tilbage i tiden. Rundt om en lille græsplæne stod 11 traditionelle thai-huse på pæle. Alle var de udført i mørkt træ og med de svungne tage, der er så karakteristisk for thailandsk arkitektur. Duften af eksotiske blomster fyldte luften, og træernes tætte grønne trækroner skjulte effektivt verden thailand 64__rejs__11__2009__www.vagabond.info www.vagabond.info__11__2009__rejs__65
thailand Suan Pakkad ligger SoM en oaSe MidT i STorbyen. alligevel finder kun ufaTTelig få TuriSTer vej Til deTTe lille åndeHul fuld af fred, ro og ikke MindST STolTe THailandSke TradiTioner udenfor. Der var ikke et øje at se i haven, der emmede af en sådan fred og ro, at man let kunne glemme, at Bangkok lå lige uden for murene. Selvom stedet kunne minde om en idealiseret thailandsk landsby fra det 19. århundrede, har Suan Pakkad aldrig været en sådan. ”Suan Pakkad” betyder ”kålhaven”, og det var præcis, hvad der lå på dette sted indtil 1950’erne, hvor prins Chumbhot Paribatra af Nagor Svarga overtog jorden sammen med sin prinsesse, M. R. Pantip Paribatra. Prinsen var barnebarn til kong Rama d. 5., der regerede Thailand i sidste halvdel af 1800-tallet. Rama d. 5. er en af de mest elskede konger i den thailandske kongerække, men i Vesten er han nok bedst kendt fra bogen, filmen og musicalen ”Anna og kongen”, hvor han er den lille prins, Anna Leonowens ansættes til at undervise. Chumbhot Paribatra lod et nyt palads opføre i den tidligere kålhave, men det lignede på ingen måde hverken det nærliggende Grand Palace eller kongepaladset Vimanmek i udkanten af Bangkok. Derimod hentede man fire antikke huse fra deres oprindelige placeringer rundt om i landet. Disse blev genopført i den lille have og indrettet som prinsefamiliens hjem. Gangbroer forbandt nogle af husene, der blev fyldt med familiens personlige ejendele samt en betydelig samling af arvestykker fra den kongelige familie. lAk-pAvillons skrøBelige skønHed Gennem de følgende år blev endnu flere huse hentet til haven, og paladset voksede støt og roligt. I 1959 ankom således en ganske særlig bygning. Det er en af paladsets mindste bygninger, men Lak-pavillonen, som den kaldes, anses for at være blandt Thailands ypperste arkitektoniske skatte. Den lille pavillon blev opført som en tempelbygning i det 17. århundrede nær Thailands daværende hovedstad, Ayuthaya. Da prins Chumbhot fandt bygningen, var den desværre i meget ringe stand. Men prinsen forelskede sig i den lille pavillon, og med munkenes tilladelse bragte han den tilbage til paladset i Bangkok. Her forærede han bygningen til sin prinsesse på hendes 50 års fødselsdag. Lidt efter lidt blev pavillonen nænsomt restaureret under prinsens kyndige bevågenhed. Desværre levede han ikke længe nok til at se arbejdet færdiggjort, og han oplevede derfor ikke pavillonen i al sin pragt. Udenpå er den lille teaktræsbygning dekoreret med mønstre i guld, men det er pavillonens indre, der er mest fantastisk. På en baggrund af sort lak fortæller delikate og yndefulde guldmalerier fra gulv til loft fantastiske historier fra Buddhas liv og det indiske sagn Ramayana. Malerierne er i klassisk thai-stil, og snart glider man ind i en fortryllet verden fyldt med dæmoner, storslåede kampscener, vidunderlige paladser og omvandrende asketer. Prins Chumbhot ville have nydt at se bygningen, som den ser ud i dag, men det ville helt sikkert også glæde ham at vide, at han reddede en enestående bygning, som offentligheden nu har glæde af. en megeT ATypisk BesluTning At prinsefamilien valgte at bo i disse traditionelle huse var ganske atypisk for deres tid, hvor det var langt mere moderne at bygge paladser i en stil, der blandede traditionel thai-arkitektur med moderne europæiske stiltræk. Men prinsen traf også en anden og om muligt endnu mere uventet beslutning. Som alle andre kongehuse på dette tidspunkt levede den thailandske kongefamilie i paladser bag høje mure, som den almene befolkning ikke havde adgang til. Men stik imod al tradition besluttede prinsen at åbne dørene til flere af bygningerne for befolkningen, så de kunne bese de fantastiske skatte, husene indeholdt – vel at mærke mens familien stadig boede i de øvrige huse. Folk strømmede til for at se de smukke møbler, samlingen af antikviteter og familiens mange royale luksusgenstande. Disse skatte er stadig til offentligt skue, og udstillingen fortæller meget om den familie, der boede i disse huse. Eksempelvis anses prins Chumbhots far for at være en af Thailands helt store komponister, og paladsets samling af antikke musikinstrumenter er unik. Prinsessen derimod havde en forkærlighed for mineraler, muslingeskaller og sten. Selv kaldte hun sin samling for ”Ali Babas hule”. Derudover rummer husene naturligvis også familiens royale arvestykker, en fin samling keramik og kunsthåndværk fra hele Sydøstasien. Men sjovest er måske samlingen af masker og dukker brugt til de klassiske Ramayana-forestillinger samt udstillingen af familiens husholdningsgenstande. Sågar en royal processionsbåd har man fundet plads til i haven. en oAse midT i sTorByen I dag bor efterkommerne af familien ikke længere i paladset, der er lavet til et officielt museum. En større moderne tilbygning så dagens lys i 1996. Her huses skiftende kunstudstillinger og en af verdens vigtigste samlinger om den forhistoriske thailandske Ban Chang civilisation. Men trods disse udstillinger er af international klasse, er og bliver de gamle træbygninger Suan Pakkads største attraktion. Suan Pakkad ligger som en oase midt i storbyen. Alligevel finder kun ufattelig få turister vej til dette lille åndehul fuld af fred, ro og ikke mindst stolte thailandske traditioner. At der findes steder som Suan Pakkad blot et stenkast fra Siam Square, viser med al tydelighed, at Bangkok stadig har mange uopdagede skatte at byde på for dem, der tager sig tiden til at begive sig dybere ind under huden på denne unikke og altid overraskende storby. 66__rejs__11__2009__www.vagabond.info www.vagabond.info__11__2009__rejs__67 FAkTA thailand Amuletmarkedet ligger i sidegaderne omkring Thanon phra Chan og Thajnon maharat nær grand palace. går du fra flodbådsstationen Tha Chang mod indgangen til grand palace, kommer Thanon maharat på venstre hånd. sri mariamman Temple ligger på silom road nær soi 15. der er ca. 1,2 km fra sala daeng skytrain-station til templet. du kan ikke undgå at se det. de bedende i sri mariamman Temple ønsker ikke at blive fotograferet. dette må man respektere. indgangen til suan pakkad palace er på gaden sri Ayuthaya et par hundrede meter øst for skytrain-stationen phayathai. læs mere på www.suanpakkad.com.
Page 1: thailand BAnGkoks små ukendte Perl

Klik her og læs hele artiklen - Vagabond

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?