Læs som pdf - Historie-nu.dk

det på i vores samtid.
Hvilket jo er en konsekvens af, at handlinger, skrifter, ord
m.v. ikke har iboende betydninger, men at enhver betydning
netop bliver forhandlet igen og igen.
„The natives point of view“
For det tredje det antropologiske greb “the natives point of
view”, der handler om at tage fortidens mennesker for pålydende.
Hvilket derfor ikke baserer sine analyser på den
kildekritiske vurdering af troværdighed. Men derimod som
udgangspunkt må antage at det fortidens mennesker fortæller
os om deres oplevelser er korrekt, med mindre andet
bliver godt og grundigt bevist. Og når vi ikke helt kan
forstå hvad de mener, med det de siger, må vores standpunkt
være at det er os, der ikke har forstået den logik det
baserer sig på, frem for at det er dokumenterne der er
fordrejede eller indeholder fejl.
Kontekstualisering
Og endelig den kontektualiseringsretning der anvendes i
den mikrohistoriske tilgang. Den traditionelle måde at udnytte
en kontekst på har været ved at anvende en på forhånd
given (ofte i form af sekundær litteratur) kontekst til
at tillægge det analyserede en betydning. Hermed er
betydningstillæggelsen af tekstens forskellige spor styret
og afhængig af den ydre (formodet objektive) kontekst.
Det kan bl.a. betyde, at der i fortolkningen implicit videreføres
en række forudsætninger, som ligger i den på forhånd
givne kontekst, og risikoen for anakronismer på bekostning
af „fortidens egne ord“ er overhængende. Det er
en af årsagerne til, at den mikrohistoriske kontekstbrug
tager udgangspunkt i selve teksten ved først at tillægge de
forskellige spor i teksten betydning ud fra tekstens eget
univers. Tekstens egen logik og sammenhæng anvendes
altså til at etablere den første betydningskonnotation og
først derefter følges tekstens spor ud i en „ydre kontekst“.
Den mikrohistoriske kontekstanalyse tager udgangspunktet
i teksten selv ud fra de spørgsmål, som problemstillingen
rejser. Og det er begreberne og ordenes egen logiske
struktur og betydning, som peger på, hvilken kontekst, der
kan etableres og inddrages alt efter hvilke spørgsmål, der
rettes til teksten frem for en på forhånd given opfattelse.
Det kan også udtrykkes således, at det er
kontekstualiseringens bevægelsesretning, der adskiller de
to kontektualiseringsmåder eller greb.