Min forberedelse til La Marmotte 2011, - og det, at fuldføre ... - CCH

Min forberedelse til La Marmotte 2011, -­‐ og det, at fuldføre løbet i eet hug.
I foråret 2010 fremkom Jesper Holmelund (JH) med en vild plan. Vi skulle til de franske alper og cykle det
verdensberømte endags motionscykelløb – La Marmotte -­‐ dog på den måde, at vi skulle bruge to dage, med
en overnatning midtvejs i Valloire. Det lød jo umiddelbart lige til. JH fik samlet 4 mand nemlig Johny
Madsen (JM), Leif Thomsen (LT), Gunnar Schmøkel (GS) og undertegnede (BJ). Vi gik i skarp træning, for vi
var godt klar over, at der skulle nogle kilometer i benene, hvis vi skulle gøre os håb om, at komme over de
bjerge, som i Tour de France regnes for de helt store.
Anden sidste søndag i juni måned 2010, kørte vi syd på i to velbelæssede biler, forventningsfulde og lidt
beklemte ved situationen, ingen af os havde tidligere kørt på så store stigninger, som ventede på os.
Mandag morgen kl. 09.30 nåede vi Le Bourg d’Oisans, en lille by, som ligger ved foden af Alpe d’Heuz. Vi
havde det fuldstændig, som når en flok røde køer kommer på græs første gang om foråret, vi skulle ud at
prøve kræfter med bjergene, og det skulle være nu.
Jeg vil ikke fordybe mig i alt, hvad der skete de næste tre-­‐fire dage, men dog sige, at det var lige så hårdt
som vi havde frygtet. Vi brugte faktisk tre dage til cykle fra Le Bourg d’Oisans over Croix de Fey, Telegraphe,
Galibier, og med afslutning på Alpe d’Heuz. En tur som skulle strække sig over 174 km og med 5500
højdemeter, den blev lidt længere, idet vi kørte forkert, da vi kom til Sct. Jean de Maurinne. Turen var en
kæmpeoplevelse for os alle fem, der blev fotograferet og talt meget på hele turen, hvor vi var beæret et af
flot vejr, vi kunne simpelthen ikke få nok af den skræmmende flotte natur. På hjemturen til Danmark blev
der næsten ikke talt om andet end de bjerge vi var kørt hen over. Alle som en var vi enige om, at det var
galmandsværk, overhovedet at drømme om at tilmelde sig det rigtige La Marmotte-­‐løb, som for øvrigt blev
afviklet en uge efter vi var kørt hjem. Men det gå jo som bekendt ikke altid som præsten prædiker. Først
faldt BJ i, siden kom JM til, vi blev begge erklæret klare til indlæggelse på afdeling Y, fordi vi overhovedet
kunne få den tanke, at køre dette løb på én dag.
BJ er sikker på, at JH også på et tidspunkt ville være hoppet på galejen, hvis ikke han have mødt den store
udfordring der var at blive tilknyttet Team Rynkeby, som skal cykle til Paris, og samtidig være med til at
samle penge ind til Børnecancerfonden.
La Marmotte 2011.
Sensommeren 2010 blev der i CCH talt en del om La Marmotte, og efterhånden var der en del der udtrykte
ønske om at deltage næste år den 2. juli 2011. Sent på efteråret lå det fast, at 15 personer ønskede at
komme til Frankrig i uge 26, af de 15 havde tre deltaget i tidligere La Marmotte’, Lars Thirup Nielsen (LTN),
Bjarne Pedersen (BP) og Peter Gregersen (PG) de øvrige førstegangs deltagere er: Morten Ringkjøbing
(MR), Lars Asmussen (LA), Jørgen Vendelbo (JV), Brian Jensen (BrJ), Kurt Brandi (KB), Henrik Larsen (HL), Jan
Rasztas (JR), Magnus Lind Hansen (MLH), Michael Winther (MW), Ole Bach (OB), JM og BJ.
Så skulle vi jo have hele flokken tilmeldt, er procedure der kan virke lidt hektisk, idet der i løbet af få dage
efter at tilmeldingen er blevet åbnet, bliver meddelt, at der er færdigbooket. Men vi nåede alle at komme
med – med lodder og trisser. Det var den første stressfaktor, den anden var, at finde et sted, hvor vi alle
kunne bo og helst til fornuftige priser, det lykkedes også. Midten i Le Bourg d’Oisans fandt vi et lille
hyggeligt cykelhotel, som vi bookede til uge 26. LTN havde booket sig ind på en campingplads nær
opkørslen til Alpe d’Heuz, her havde han boet de foregående år, hvor han havde deltaget i løbet.
Nu da papirarbejdet var på plads, så kunne vi bedre koncentrere os om, at starte med at opbygge formen
hen over vinteren. Der blev virkelig gået seriøst til værks. Fitnesscentrene blev flittigt brug i de mørke
vintermåneder, MTBeren blev optimeret til landevejen, så vi også på den måde fik det til at ”smage” lidt af
decideret cykeltræning. Alle havde jo et mål, -­‐ mindst 5000 km i benene inden den 2. juli, det mål tror jeg
alle nåede. For også at træne egentlig cykelløb – helst med mange højdemeter – var vi en del der kørte:

Grejsdalløbet,-­‐ Danmarks Højeste, -­‐ Rødspætteløbet og Jyske Ås, nogle var endda på træningslejr i Harzen.
Vi var efterhånden ved at være godt klædt på til strabadserne i de franske alper.
Søndag den 26. juni drog vi mere eller mindre samlet ad sted fra Hjørring i 7 biler, ned gennem Europa med
den forfærdelige oplevelse af Stau på mange kilometers længde. Nogle fandt et overnatningssted kl. 23.00
andre først ved et-­‐tiden, men adrenalinen var allerede ved at pumpe på højtryk i de flestes kroppe, så
tidspunktet for hvil var ikke altafgørende. Vi kom så trip/trap ned til hotellet, alle blev heldigvis tilfredse
med standarden, efter et par fransk-­‐danske justeringer. Vi havde en virkelig dejlig uge i Bourg, vejret var i
top, maden på hotellet var rigtig cykelmad, der var faktisk en der tog et par kilo på, hvilket heldigvis ikke fik
nogen betydning for hans præstation, -­‐ tvært imod, så fik han tredje bedste tid af os alle 15. Når nu man går
sådan og venter på en så stort begivenhed, den største for mange af os i vores hidtidige cykelliv, så opstår
der nemt lejrkuller. Det var der ved at være optræk til om fredagen. Cykler der om torsdagen var blevet
rengjort til mindst detalje, blev taget frem om fredagen, for at få en ny ”tur” med pudseklud og
smørrekanden. Man så ikke een der i hele ugen op til løbet, nød spiritus eller øl, måske et enkelt glas rødvin
til maden, ellers kun vand og cola, ja og så rødbedesaft, til dem der kunne lide det. Fredag aften var en stille
aften i mere end en forstand.
Lørdag den 2. juli var folk tidlig oppe, og den ellers muntre morgenmadsstemning fra de andre morgener
var pludselig væk. Der blev ikke vekslet mange bemærkninger den morgen. Folk var ”gået ind” i sig selv, nu
gjaldt det. Det store prøve skulle løbe af stablen, det vi havde trænet på i et halvt år, skulle stå sin prøve. På
en måde var det også en fantastisk morgen, det var køligt uden at være koldt, så det med beklædning var
noget nemmere, Vi havde alle teorier om hvad tøj vi skulle have på, hvad ekstratøj vi skulle medtage, hvor
mange gel og energibarer, der skulle slæbes på osv. Alt sammen meget individuelt fra person til person, så
det var ikke nemt at give et endegyldigt råd. Men ellers er erfaren mand god at lytte til. Jeg havde hørt fra
Steffen Munch Hansen, -­‐ han har deltaget flere gange i løbet, -­‐ at man skulle drikke og spise hele tiden, det
efterlevede jeg, og havde det godt med det. Andre kunne nøjes med 1½ dunk vand til hele turen, det viser
hvor forskellige vi er.
Der var flere af os CCH-­‐deltagere der aldrig havde oplevet så mange cykelryttere til start på en gang, det var
virkelig overvældende. Men starten gik tilsyneladende uden problemer. Det var dejligt at komme i gang.
Der gik ikke lang tid så var alle CCH deltagerne spredt på den første del af turen. Noget man bemærkede på
hele turen var, at der var ryttere overalt, det var især et flot syn på Galibier, da man kom højt op og kunne
se ”trapperne” under sig, der bugtede rytterne sig som en lang kæde fra sving til sving.
Efter at være kommet i mål på Alpe d’Heuz, kunne man jo så over for sig selv spørge, -­‐ var det det hele
værd? For mit eget vedkommende -­‐ et rungende stort ja. Det var en kæmpeoplevelse, som jeg er meget
glad for, at jeg har fået med i mit korte cykelliv. Det slags glæder vil man jo gerne dele sammen med andre,
så derfor gik luften helt af ballonen, da jeg kom ned på hotellet og hørte, at Johny og Michael havde været
involveret i styrt, og Johny ydermere lå på hospital, så er alt det andet fuldstændig lige meget. Heldigvis
kom de ikke alvor til skade – her tænker jeg især på hovedlæsioner, men Johny brækkede kravebenet,
hvilket i sig selv er slemt nok, men det kunne have gået meget værre. Dette brud blev også skyld i, at hans
deltagelse i Team Rynkeby’ tur til Paris røg sig en tur. Michael tur i asfalten resulterede i en defekt cykel
samt mange hårde knubs.
Ved morgenbordet søndag morgen, blev der stillet spørgsmål om der var nogle der ville køre løbet næste
år. Der var der en del der ville. For mit eget vedkommende havde jeg besluttet mig, -­‐ da jeg nåede op på
Galibier, -­‐ at det blev mit første og sidste La Marmotte. Det skal ikke opfattes negativt, det var en stor
oplevelse, men jeg vil ikke udsætte min gamle krop for det pres igen.
Johny tager heldigvis derned igen og det bliver bl. a. sammen med Jesper Holmelund, så nu er ringen ved at
slutte, bare han nu ikke havner på afdeling Y.
Ærbødigt Bendt Jakobsen

Efterspil:
Johny og Jesper kommer ikke med til La Marmotte 2012. De skal cykle Team Rynkeby tur til Paris, og jeg har
ombestemt mig, jeg vil prøve La Marmotte igen. ER DER NOGLE BLANDT CCH’ RYTTERE DER VIL MED?
Bendt Jakobsen, Kurt Brandi, Johny Madsen, Brian Jensen, Lars Asmussen, Jan Rasztar, Jørgen Vendelbo,
Morten Ringkjøbing, Bjarne Pedersen, Henrik Larsen, Peter Gregersen, Lars Thirup Nielsen, Magnus Lind
Hansen, Michael Winther, Ole Bach.