Læs artikel. - Historie-nu.dk

Gerhardt Eriksen er journalist og
Cand.phil.
Historie Netmagasinet
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber
diskussionerne.
TEKST Gerhardt Eriksen
EDDERKOPPESAGEN
i virkelighedens verden
Der er vistnok en del, som tror, at en kriminalreporter er en blanding af Sherlock
Holmes og en forrygende, whiskydrikkende herre med en fortygget havanacigar
i den skæve mundvig.
Citatet stammer fra ingen ringere end den journalistiske hovedmand bag opklaringen
af Edderkoppe-sagen, Anders B. Nørgaard, dengang en erfaren
kriminalreporter først i fyrrerne.
Nørgaard, der fra efteråret 1948 dannede reporterduo med sin 23-årige kollega
Poul Dalgaard, fortsætter i en levende beretning om sagen (i bogen Store
oplevelser. 23 journalister fortæller, Jespersen og Pios Forlag, 1955), at kun
glimtvis passer filmverdenens og kriminalromanens billede af reporteren.
Man kunne her tilføje pressehistorikeren, professor Niels Thomsens karakteristik
af den unge journalist Bjarne Madsen i TV-serien.
Thomsen, der som ung historiestuderende var arkivar på Social-Demokraten
i Edderkoppe-dagene, erklærer rent ud, at Bjarne Madsen ikke ville have en
chance på redaktionen i København: „Efter sin indledende optræden var han
omgående blevet sendt til den socialdemokratiske avis i Holstebro som sportsmedarbejder!“
Miljøet på den socialdemokratiske hovedavis i Danmark lignede
heller ikke det, man ser i filmen, siger Niels Thomsen: „De 30 medarbejdere
havde hver et område at passe og kendte dårligt nok hinanden. Et
redaktionsmøde, som det fremstilles på TV, afholdtes ikke i hine tider.“ Man
kan tilføje, at det var et tilfælde, at netop Social-Demokraten kom til at stå
med palmerne i hænderne og som bladet, hvor dybdegående journalistik var
sagen.
Tværtimod var Social-Demokraten, som en halv snes år senere, i 1959, blev
peppet op og tog navneforandring til Aktuelt, sidst i fyrrerne en lettere kedsommelig
partiavis, som blev holdt oppe ved tilskud fra De Samvirkende Fagforbund,
som LO da kaldte sig.
Alligevel var avisens oplag på en konstant nedtur, fordi mange fagforenings-

www.historie-nu.dk - side 2
medlemmer ikke både ville betale tvungent bidrag til partibladet og samtidig
give penge for et abonnement. Så hellere købe BT, da et blad i fremgang, i
kiosken.
Og hvad redaktionelt indhold angår, formåede Social-Demokraten ikke at hamle
op med et blad som Politiken eller med Ekstra Bladet, når det drejede sig om
kriminalreportage.
Social-Demokraten fulgte under sin chefredaktør siden 1941, P. Tabor, Socialdemokratiets
linie aldeles uden vaklen og viste aldrig liberalitet over for
andres tanker, og slet ikke afvigere inden for partiets egne rækker. Partiet
havde altid ret.
Tabors position og status blev skarpt, men præcist beskrevet af chefredaktør
Erik Seidenfaden i Information i 1958:
“Tabor har som redaktør af Socialdemokraten af to dårlige resultater, en avis
kan opnå, nået dem begge. Han burde jo af organet for de største vælgermasser
kunne skabe landets største avis. Eller hvis kvaliteten var målet, skulle
han af organet for landets mest indflydelsesrige parti have skabt den mest
indflydelsesrige avis. Han er imidlertid redaktør af en af de mindste og mest
ligegyldige.“ Ikke desto mindre rådede Social-Demokraten altså over en god
leder af politiredaktionen, den nyligt tiltrådte Anders B. Nørgaard, hvis beretning
om indledningen til hans største journalistiske triumf meget vel kunne
indledes med den kendte sætning: „Det var en mørk og stormfuld nat.“ For
det var i de tider, da morgenbladsjournalister ofte sad på bladet til langt ud
på natten, og det var også halvsent, da en lille lurvet udseende, øldunstende
mand en sen regnfuld oktoberaften i 1948 satte sig på stolen foran Nørgaards
skrivebord.
Journalisten var træt, men i kraft af sin journalistiske tæft gav han sig tid til at
høre på manden, som blev sat i gang med en opknappet bajer og i usammenhængende
sætninger fik antydet så meget om Københavns sortebørsunderverden,
at Nørgaard blev rigtig interesseret.
Han fik blandt andet i sin næste samtale med den lille mand, som han senere
kaldte stikkeren, udleveret navnet på manden, der tilsyneladende med gode
forbindelser til politiet var centrum i en lyssky verden af sortbørshandlere,
alfonser og indbrudstyve.
Svend Aage Hasselstrøm nemlig. I starten brugte Nørgaard og Dalgaard ikke
navnet i avisen. I den første artikel om sagen skrev de Edderkoppen, et pseudonym,
som Social-Demokratens anden chefredaktør, Preben Wilman, fandt
på.
Første artikel stod meget beskedent under den to-spaltede overskrift Chefen
bag den sorte børs i nederste højre hjørne af forsiden, med omløb til side 2.
For det var den 4. november 1948, og resten af forsiden var plastret til med
en international nyhed: Harry S. Truman havde vundet præsidentvalget i USA.
Journalisten p., Poul Dalgaard, startede ret stilfærdigt der var tale om en
omskrivning af Nørgaards oprindelige artikel, og redaktionen havde foretaget
forsigtige forkortelser. Så han roste krisepolitiet, som nu skulle afvikles, for
en god indsats mod sortebørshandelen:

www.historie-nu.dk - side 3
“Når det er sagt, skal det tilføjes, at krisepolitiet svigtede på et afgørende
punkt: Det er ikke til dato lykkedes at komme sortbørsens store bagmand til
livs.“ Inden Dalgaard skildrede Edderkoppen, „en charmerende og gæstfri
herre“, konstaterede han, at politiet manglede beviser og sluttede med et
spørgsmål, efter forsigtige indledende ord: „Offentligheden underkender ikke
politiets arbejde, men det er nærliggende at spørge, om det virkelig er muligt
for en mand at skabe sig en formue på andres forbrydelser og holde den
gående.“ I modsætning til chefredaktøren i TV’s udgave af Edderkoppen bakkede
Social-Demokratens chefredaktion omgående sine reportere op i en leder,
der udtrykte undren over, at en anden avis, Ekstra Bladet, havde reageret
på Social-Demokratens artikel med beskyldninger om kulørt journalistik! Netop
i 1948 førte mange gode kræfter kampagne mod alt kulørt.
Ekstra Bladet, der ellers ikke var fremmed for kulør på journalistikken, havde
sluttet sig til disse kræfter og skrev samme 4. november en petitkommentar:
“Vil De opleve en kraftig gyser, vil De dirre af spænding, så læs Socialdemokratens
skildring i dag af en fantastisk, men farlig charmetrold, den gavmilde
edderkop, der lever et liv i luksus med kostbar lejlighed og flere dyre biler,
men i virkeligheden er sortbørsens ukronede konge. Krisepolitiet ved alt om
ham.
Politiinspektør Agdal er lige ved at nuppe ham Ih hvor er det spændende.
Fortsætter Social-Demokraten og krisepolitiet det så glorværdigt indledede
samarbejde, kan alle kulørte kræfter gå hjem og lægge sig!“ Social-Demokraten
svarede stilfærdigt, at sagen vist var mere farverig, end avislæseren endnu
var klar over, og fortsatte de følgende måneder med flere afsløringer, blandt
andet under den trespaltede forsideartikel Chefen slog sig op på det store
mærketyveri i Gentofte en affære fra 1943.
Der gik kun få dage, så steg den øvrige dagspresse på sagen, først Information,
der havde en stor forsidereportage den 13. november fulgt af en leder af
chefredaktør Børge Outze, som satte Social-Demokratens indsats i relief:
“Krisepolitiet har i denne sag ikke at gøre med sin gamle fjende Ekstra Bladet,
eller med det samfundsomstyrtende Information, men med Bladet med
den direkte Telefonforbindelse til statsminister Hedtoft.“ Også det konservative
Nationaltidende og snart efter de Berlingske aviser gik ind i sagen, men
mærkeligt nok var Politiken valen i starten. Den 14. november bragte bladet
et ægte mikrofonholderinterview med Københavns politidirektør, Jens Herfelt,
der forsøgte at nedgøre pressens indsats med ordene:
“Jeg har kigget på Edderkoppen- men også hans format er jeg tilbøjelig til at
formindske i ganske overordentlig grad, selv om rygterne hele tiden har sagt
det modsatte.“ De ord måtte politidirektøren tage i sig igen, da Hasselstrøm
og to andre store fisk, møbelhandler Linde og Fede Ejnar, blev anholdt, og det
blev åbenbart, at Københavns politi for en del medarbejderes vedkommende
var korrupt..
Herfelt gjorde politiadvokat Dorn-Jensen til leder af et team på 15-20 fagfolk,
som gik til bunds i mange sager under afhøring af 5000 mennesker.
Da Venstre-justitsminister Helga Petersen der i sin tidligere egenskab af byretsdommer
flere gange havde haft Hassselstrøm foran sig kunne konstatere,
at sagen var opklaret, hørte det med, at 15 politifolk blev idømt fængsels-
eller bødestraf foruden afskedigelse, mens 15 andre kom for
tjenestemandsdomstol med efterfølgende afskedigelser, bøder eller
irrettesættelser.

www.historie-nu.dk - side 4
Nørgaard og Dalgaard fortsatte deres kombinerede journalist/privatdetektivvirksomhed
og forsøgte at finde tråde fra Edderkoppe-miljøet til en af efterkrigstidens
mest omtalte mordsager: dobbeltmordet på ægteparret Jacobsen
på Peder Bangs Vej på Frederiksberg. Det lykkedes ikke.
Men reporterparret fik Cavling-prisen allerede i 1950 „som anerkendelse for
deres initiativ ved optrævlingen af Edderkoppesagen“. Nørgaard gik på pension
i 1970 og var pressesekretær for Grænseforeningen helt fra 1950, næsten
til han døde, i 1984.Dalgaard blev 1959 ansat på Ekstra Bladet, hvor
han i 1965 fik Cavling-prisen igen denne gang for sin jagt på bolighajer i
øbenhavns underverden. Han døde i 1984. De to blev foregangsmænd for en
generation af journalister, der ikke nøjedes med at ringe til politiet med spørgsmålet:
“Der er vel ikke noget nyt i aften?