Læs her - Kunstnyt

Denne anmeldelse/omtale af bogen handler udelukkende om siderne 205 til 210, som beskæftiger
sig med den såkaldte Derain-sag, hvor Anne Birgitte Stürup var anklager i Østre Landsret. Jeg har
ikke sat mig ind i bogens øvrige sider, kender ikke nok til de omtalte sager. Min anmeldelse er på
ingen måde en kritik af forfatterne, men forsøger at gøre alle opmærksom på Stürups manglende
kvaliteter til at kunne optræde som anklager i en retssag.
Undertegnede var til stede ved samtlige retsmøder, de 12 i Københavns Byret og de fem i Østre
Landsret. Som det vil vides handlede sagen om en kunsthandler fra auktionshuset Ellekilde i Bredgade
i København, Svend Erik Olsen, som af en ældre kvinde købte et maleri for 200.000 kr. , solgte
det til sin samlever for samme pris, som solgte det i Paris til en fransk og en engelsk kunsthandler
for 5 mio. kr. Disse solgte det videre på en Sotheby’s-auktion i New York for 36 mio. kr. i hammerslag.
Det kommer for vidt her at gennemgå hele retsforløbet, det er grundigt behandlet i min bog,
»Retssagen om et formodet maleri af André Derain«, som udkom i maj 2011.
»Gravede sig ned i alle sagens bilag« er overskriften side 205 i »Anklageren«. I det følgende vil
jeg bevise, at hun ikke gravede særlig dybt, og enten ikke forstod det, hun gravede/rodede i, eller
bevidst overså det væsentlige. Under sagens forløb sparkede hun konstant bolden ud over sidelinjen
og gik udelukkende efter manden. På intet tidspunkt interesserede hun sig for den mulighed, at de to
tiltalte var uskyldige, hvilket hun skal ifølge loven. Hun syntes systematisk at gå målrettet efter at
smadre de tiltalte, som hun helt tydeligt ikke kunne lide. At hun fik held med sit forehavende skyldes
ene og alene, at de ni dommere reagerede som fæhoveder og ikke forstod noget som helst.
1
Anklageren er en
»rosebog«, som roser
en person, som absolut
ikke bør roses.
Hun var anklager
i Derain-sagen, og det
klarede hun mildest
talt elendigt.
Bogkompagniet. 227 sider. Indb.
Udsolgt fra forlaget
Anmeldelse af Preben Juul Madsen

»Da jeg var ordblind som barn, gik jeg på et intensivt læsekursus, og der lærte jeg at skrålæse.
Så i dag er jeg en meget hurtig læser«, fortæller Stürup i bogen. »Da jeg fik Derain-sagen, brugte
jeg en uge på at læse den og markere i den«.
At skrålæse, eller skimme, betyder, at en side løbes hastigt igennem og væsentlige passager trækkes
ud og noteres. Noget tyder på, at Stürup skrålæste så hurtigt, at hun overså afgørende detaljer. Fx
når det drejede sig om maleriets titel. Side 206 i »Anklageren« er hun citeret for følgende: »Forsvarerne
påstod, at maleriet ikke var ægte og heller ikke var købt som ægte. Men Statens Museum havde
undersøgt det og erklæret, at det havde tilhørt kunstsamleren Christian Tetzen-Lund. Men det var
ikke veldokumenteret, mente forsvarerne, der beskyldte den gamle dames familie for at have været
griske og selv at have navngivet maleriet Paysage à L’Estaque. Men i sagens akter lå også et fotografi
af maleriet fra Charlottenborgs fotosamling fra 1920’erne, og under fotografiet stod, at maleriet
bar navnet L’Estaque. Det var vigtigt, at maleriet havde heddet sådan hele tiden, det havde arvingerne
forklaret i byretten. Og fotoet viste, at arvingernes forklaring om billedets navn var rigtig«,
siger Stürup, som tilføjer, »at forsvareren var så overrasket over bilaget, at han påstod, at det var et
helt nyt bilag, som ikke var fremlagt tidligere. Men det blev hurtigt dokumenteret, at bilaget hele
tiden havde ligget i sagen.«
Her fanges Stürup i fusk og mangel på research og indsigt i sagen. Når Stürup henviser til
et foto i Billedsamlingen, så er det det rigtige maleri, som er afbildet på to næsten ens papstykker,
men teksten er på begge fra et helt andet maleri. På det ene stykke pap står korrekt
L’Estaque under billedet og Tetzen-Lunds samling nr. 21: 1906. På det andet står også
L’Estaque under billedet og 1906. På begge papstykker er billedets størrelse opgivet til
61x51 cm. Men det fra retssagen måler 54x65 cm. Så billede og tekst passer altså ikke
sammen. Teksten vedrører nemlig et helt andet maleri, og hvilket et fremgår af Tetzen-
Lunds bog fra 1934, hvor en del af samlingen er gengivet, og det har nummer 56. Det har
den tekst, som står på de to papstykker. Derfor kan ingen af de to papstykker bruges som
det bevis, Stürup triumferende fører sig frem med i bogen om hende. Maleriet er ganske
vist det rigtige, men det har man jo vidst hele tiden, men teksten er forkert. Om det er teksten
eller maleriet, som er forkert, er svært at vide. Men den iøjnefaldende uoverensstemmelse
mellem tekst og billede, gør, at det ikke kan bruges som bevis for noget som helst.
Stürup har læst så hurtigt, at hun ikke har fanget detaljerne. Det maleri, teksten hører til,
er gengivet hos Kellermann (se herunder side 5), hvor det hedder BOR DE MER CASSIS
og er fra 1906. Men der er ikke proveniens til Tetzen-Lund, hvilket Kellermann i øvrigt ikke
har nogen steder i sine tre fortegnelser om Derain.
Så omtaler Stürup politirapporten fra afhøringen i Paris af Charles Bailly, den ene af køberne. Forfatterne
skriver: »Her fandt Stürup som nævnt ud af, at samleveren havde talt prisen på maleriet op
over for Charles Bailly. Men derudover så hun, at kunsthandleren havde forklaret politiet, at maleriet
skulle have været i den danske maler Olav Rude og hans arvingers besiddelse.
Det passede ikke, vidste Stürup. Men hvorfra stammede den fejlagtige oplysning? Stürup antog,
at det var Ellekilde-direktøren og hans samlever, der havde snydt Bailly for den rigtige historie, for
di de ville undgå, at han kontaktede den rigtige ejer. For så ville han opdage bedrageriet«
Hvilket afsindigt vrøvl! For det første har der ikke på noget tidspunkt været tale om bedrageri.
Det er ganske almindelig forretningsgang at tale sig til rette om en pris. Og hvordan
skulle en henvendelse til »den rigtige ejer« (mærkelig formulering) opdage et bedrageri?
Maleriet var jo på købstidspunktet, og det er det, som er altafgørende i sagen, erklæret
uægte af Kellermann. Det vidste Grethe Meyer, det vidste hendes arvinger, det vidste de to
2

dømte, det vidste de to købere i Paris, det vidste politiet, det vidste anklageren i byretten,
Janne Mortensen, det vidste anklageren i landsretten, Anne Birgitte Stürup, det vidste
dommerne. Alle vidste, at maleriet først blev erklæret ægte af Kellermann syv måneder efter,
at Jannie From solgte det i Paris til Bailly og Stoppenbach. Hvad er det, anklageren
Anne Birgitte Stürup og andre ikke forstår dette forhold vedrørende?
Og så fortæller Stürup i bogen, at hun måtte sætte sig ind Matisse og Derains malerkunst. »Det blev
jeg nødt til, fordi jeg skulle afhøre den franske kunsthandler Charles Bailly. Jeg var nødt til at vide
noget om retningen, hvis der under afhøringen skulle dukke noget op, som jeg måtte reagere på.«
Sætte sig ind i Matisse og Derains malerkunst! Det tager kun et par minutter at finde ud af,
hvordan Matisse og Derain maler. Hvad skulle hun dog bruge det til? Det er bare at slå op
i et par coffee-table-books. Men måske har Stürup lært sig så meget ved sit autodidakte
studium af de to malere, at hun kan blive vurderingsekspert hos Lauritz.com.
Stürup var jublende glad over, at de to blev dømt
»Med dommen opnåede St rup sit mål at få d mt både direkt ren og hans samlever , skriver forfatterne.
»Dommen lød på et års ubetinget fængsel til begge tiltalte, og dermed skærpede landsretten
straffen til direktøren med fire måneders fængsel.«
»De havde jo delt profitten fra bedrageriet, så det var fortjent, at de begge blev dømt«, fortæller
Stürup. »Jeg var meget glad for dommen […]. Vi anklagere vinder jo ikke sager, for de er ikke et
personligt anliggende mellem os og de tiltalte. Men derfor kan det godt være svært at sætte et stenansigt
op, når man er godt tilfreds.«
Jeg har meget svært ved at bruge andre udtryk om Stürup end at hun er 100 procent uduelig
som anklager. Er det hendes fortid som ordblind, der fortsat hæmmer hende, så er det
ingen undskyldning for at opføre sig så amatøragtigt, som hun har gjort i Derain-sagen.
Det er heller ingen undskyldning, at hun ikke har forstået, hvad sagen handler om. Og det
er slet ingen undskyldning for hende, hvis hun bevidst er gået efter at smadre to uskyldige
uden hensyn til de klart og tydeligt manglende beviser for de dømtes skyld. Har hun det, så
er hun i mine øjne en led og ondskabsfuld kælling, rent ud sagt.
Det er ufatteligt, at Svend Erik Olsen og Jannie From kan blive dømt for bedrageri ved at have
snydt Grethe Meyer. Det har de på ingen måde. Sagen er lige at gå til.
På købstidspunktet, og det er ud fra det tidspunkt, sagen er rejst, er maleriet at betragte
som uægte. Det er skriftligt bevidnet af Michel Kellermann og dette skriftlige bevis dokumenteret
af den ene køber, Robert Stoppenbach, som er Kellermanns stedsøn.
Det er bevidnet i retten af den ene køber, Charles Bailly, at maleriet, hvis det ikke var ægte,
ville have en pris omkring 150.000 kr., stort set den pris på 200.000 kr., som Svend Erik
Olsen betalte Grethe Meyer.
Det er dokumenteret, at maleriet først er erklæret ægte 28. april 2005, syv måneder efter,
at Jannie From sælger det i Paris.
Det er dokumenteret, at uden Kellermanns skriftlige erklæring ville Sotheby’s ikke have
taget maleriet med på auktionen i New York. Køberne på auktionen ville heller ikke have
købt det, ved vi.
Med ovenstående kendsgerninger må det stå klart for enhver, at dommen over Svend Erik
Olsen og Jannie From er forkert, og derved at betragte som groft justitsmord.
3

Papstykket i Billedsamligen. Billedet er det fra retssagen, men teksten vedrører maleriet side 5. Der
henvises på papstykket til nr. 21 i Tetzen-Lunds samling, hvor det korrekt er navngivet L’Estaque,
men ikke har mål angivet. Maleriets rigtige mål er 54x65 cm, ikke 61x51 som herover. Men det er
retssagen vedrørende ligegyldigt, hvad billedet hedder og hvor det kommer fra. Det altafgørende er,
at Kellernann på købstidspunktet havde erklæret maleriet uægte. At selvsamme Kellermann så senere,
syv måneder efter salget i Paris, erklærer det ægte, kan ikke bruges om bevis for, at de to dømte
på købstidspunktet vidste, at det var ægte, hvilket er det, de er dømt for. Havde anklagemyndigheden
ført bevis for, at de vidste det, var de skyldige. Men det vidste de ikke, og det blev heller ikke
bevist i retten. Altså et klokkeklart justitsmord.
4

Herunder fra Billedsamlingens protokoller. Øverst fra 1927, nederst fra 1928. Som det ses, har Tetzen-Lund
i 1927 foræret samlingen 101 fotografier, i 1928 315, nogle dubletter, i alt over 400.
Maleriet herover er afbildet i Tetzen-Lunds bog fra 1934. Som det ses, er målene, 61x51 cm, de
samme som på papstykket side 4. Maleriet er gengivet i Kellermanns store trebindsværk om Derain
se herunder side 6. Her har det skiftet titel, hedder BORD DE MER A CASSIS og er nu fra 1905.
Men uden proveniens til Tetzen-Lund.
5

Kunstnyt.dk
3. september 2011
6
Det er dokumenteret, at maleriet her til
venstre har tilhørt Tetzen-Lund, se s. 5.
Tetzen-Lund havde en imponerende
samling af store udenlandske navne,
ifølge han egen bog fra 1934 bl.a 7 Cézanne,
19 Derain, 3 Gauguin, 9 van
Gogh, 17 Matisse, 2 Modigliani, 4 Monet,
20 Picasso, 2 Pissarro, 7 Renoir, 2
Rousseau, og 2 Toulouse-Lautrec. Flere
af dem hænger i dag på berømte museer.
Fotoet er fra Kellermanns trebindsværk
om Derain.