Læs her - Kunstnyt
Læs her - Kunstnyt
Læs her - Kunstnyt
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Denne anmeldelse/omtale af bogen handler udelukkende om siderne 205 til 210, som beskæftiger<br />
sig med den såkaldte Derain-sag, hvor Anne Birgitte Stürup var anklager i Østre Landsret. Jeg har<br />
ikke sat mig ind i bogens øvrige sider, kender ikke nok til de omtalte sager. Min anmeldelse er på<br />
ingen måde en kritik af forfatterne, men forsøger at gøre alle opmærksom på Stürups manglende<br />
kvaliteter til at kunne optræde som anklager i en retssag.<br />
Undertegnede var til stede ved samtlige retsmøder, de 12 i Københavns Byret og de fem i Østre<br />
Landsret. Som det vil vides handlede sagen om en kunsthandler fra auktionshuset Ellekilde i Bredgade<br />
i København, Svend Erik Olsen, som af en ældre kvinde købte et maleri for 200.000 kr. , solgte<br />
det til sin samlever for samme pris, som solgte det i Paris til en fransk og en engelsk kunsthandler<br />
for 5 mio. kr. Disse solgte det videre på en Sotheby’s-auktion i New York for 36 mio. kr. i hammerslag.<br />
Det kommer for vidt <strong>her</strong> at gennemgå hele retsforløbet, det er grundigt behandlet i min bog,<br />
»Retssagen om et formodet maleri af André Derain«, som udkom i maj 2011.<br />
»Gravede sig ned i alle sagens bilag« er overskriften side 205 i »Anklageren«. I det følgende vil<br />
jeg bevise, at hun ikke gravede særlig dybt, og enten ikke forstod det, hun gravede/rodede i, eller<br />
bevidst overså det væsentlige. Under sagens forløb sparkede hun konstant bolden ud over sidelinjen<br />
og gik udelukkende efter manden. På intet tidspunkt interesserede hun sig for den mulighed, at de to<br />
tiltalte var uskyldige, hvilket hun skal ifølge loven. Hun syntes systematisk at gå målrettet efter at<br />
smadre de tiltalte, som hun helt tydeligt ikke kunne lide. At hun fik held med sit forehavende skyldes<br />
ene og alene, at de ni dommere reagerede som fæhoveder og ikke forstod noget som helst.<br />
1<br />
Anklageren er en<br />
»rosebog«, som roser<br />
en person, som absolut<br />
ikke bør roses.<br />
Hun var anklager<br />
i Derain-sagen, og det<br />
klarede hun mildest<br />
talt elendigt.<br />
Bogkompagniet. 227 sider. Indb.<br />
Udsolgt fra forlaget<br />
Anmeldelse af Preben Juul Madsen
»Da jeg var ordblind som barn, gik jeg på et intensivt læsekursus, og der lærte jeg at skrålæse.<br />
Så i dag er jeg en meget hurtig læser«, fortæller Stürup i bogen. »Da jeg fik Derain-sagen, brugte<br />
jeg en uge på at læse den og markere i den«.<br />
At skrålæse, eller skimme, betyder, at en side løbes hastigt igennem og væsentlige passager trækkes<br />
ud og noteres. Noget tyder på, at Stürup skrålæste så hurtigt, at hun overså afgørende detaljer. Fx<br />
når det drejede sig om maleriets titel. Side 206 i »Anklageren« er hun citeret for følgende: »Forsvarerne<br />
påstod, at maleriet ikke var ægte og heller ikke var købt som ægte. Men Statens Museum havde<br />
undersøgt det og erklæret, at det havde tilhørt kunstsamleren Christian Tetzen-Lund. Men det var<br />
ikke veldokumenteret, mente forsvarerne, der beskyldte den gamle dames familie for at have været<br />
griske og selv at have navngivet maleriet Paysage à L’Estaque. Men i sagens akter lå også et fotografi<br />
af maleriet fra Charlottenborgs fotosamling fra 1920’erne, og under fotografiet stod, at maleriet<br />
bar navnet L’Estaque. Det var vigtigt, at maleriet havde heddet sådan hele tiden, det havde arvingerne<br />
forklaret i byretten. Og fotoet viste, at arvingernes forklaring om billedets navn var rigtig«,<br />
siger Stürup, som tilføjer, »at forsvareren var så overrasket over bilaget, at han påstod, at det var et<br />
helt nyt bilag, som ikke var fremlagt tidligere. Men det blev hurtigt dokumenteret, at bilaget hele<br />
tiden havde ligget i sagen.«<br />
Her fanges Stürup i fusk og mangel på research og indsigt i sagen. Når Stürup henviser til<br />
et foto i Billedsamlingen, så er det det rigtige maleri, som er afbildet på to næsten ens papstykker,<br />
men teksten er på begge fra et helt andet maleri. På det ene stykke pap står korrekt<br />
L’Estaque under billedet og Tetzen-Lunds samling nr. 21: 1906. På det andet står også<br />
L’Estaque under billedet og 1906. På begge papstykker er billedets størrelse opgivet til<br />
61x51 cm. Men det fra retssagen måler 54x65 cm. Så billede og tekst passer altså ikke<br />
sammen. Teksten vedrører nemlig et helt andet maleri, og hvilket et fremgår af Tetzen-<br />
Lunds bog fra 1934, hvor en del af samlingen er gengivet, og det har nummer 56. Det har<br />
den tekst, som står på de to papstykker. Derfor kan ingen af de to papstykker bruges som<br />
det bevis, Stürup triumferende fører sig frem med i bogen om hende. Maleriet er ganske<br />
vist det rigtige, men det har man jo vidst hele tiden, men teksten er forkert. Om det er teksten<br />
eller maleriet, som er forkert, er svært at vide. Men den iøjnefaldende uoverensstemmelse<br />
mellem tekst og billede, gør, at det ikke kan bruges som bevis for noget som helst.<br />
Stürup har læst så hurtigt, at hun ikke har fanget detaljerne. Det maleri, teksten hører til,<br />
er gengivet hos Kellermann (se <strong>her</strong>under side 5), hvor det hedder BOR DE MER CASSIS<br />
og er fra 1906. Men der er ikke proveniens til Tetzen-Lund, hvilket Kellermann i øvrigt ikke<br />
har nogen steder i sine tre fortegnelser om Derain.<br />
Så omtaler Stürup politirapporten fra afhøringen i Paris af Charles Bailly, den ene af køberne. Forfatterne<br />
skriver: »Her fandt Stürup som nævnt ud af, at samleveren havde talt prisen på maleriet op<br />
over for Charles Bailly. Men derudover så hun, at kunsthandleren havde forklaret politiet, at maleriet<br />
skulle have været i den danske maler Olav Rude og hans arvingers besiddelse.<br />
Det passede ikke, vidste Stürup. Men hvorfra stammede den fejlagtige oplysning? Stürup antog,<br />
at det var Ellekilde-direktøren og hans samlever, der havde snydt Bailly for den rigtige historie, for<br />
di de ville undgå, at han kontaktede den rigtige ejer. For så ville han opdage bedrageriet«<br />
Hvilket afsindigt vrøvl! For det første har der ikke på noget tidspunkt været tale om bedrageri.<br />
Det er ganske almindelig forretningsgang at tale sig til rette om en pris. Og hvordan<br />
skulle en henvendelse til »den rigtige ejer« (mærkelig formulering) opdage et bedrageri?<br />
Maleriet var jo på købstidspunktet, og det er det, som er altafgørende i sagen, erklæret<br />
uægte af Kellermann. Det vidste Grethe Meyer, det vidste hendes arvinger, det vidste de to<br />
2
dømte, det vidste de to købere i Paris, det vidste politiet, det vidste anklageren i byretten,<br />
Janne Mortensen, det vidste anklageren i landsretten, Anne Birgitte Stürup, det vidste<br />
dommerne. Alle vidste, at maleriet først blev erklæret ægte af Kellermann syv måneder efter,<br />
at Jannie From solgte det i Paris til Bailly og Stoppenbach. Hvad er det, anklageren<br />
Anne Birgitte Stürup og andre ikke forstår dette forhold vedrørende?<br />
Og så fortæller Stürup i bogen, at hun måtte sætte sig ind Matisse og Derains malerkunst. »Det blev<br />
jeg nødt til, fordi jeg skulle afhøre den franske kunsthandler Charles Bailly. Jeg var nødt til at vide<br />
noget om retningen, hvis der under afhøringen skulle dukke noget op, som jeg måtte reagere på.«<br />
Sætte sig ind i Matisse og Derains malerkunst! Det tager kun et par minutter at finde ud af,<br />
hvordan Matisse og Derain maler. Hvad skulle hun dog bruge det til? Det er bare at slå op<br />
i et par coffee-table-books. Men måske har Stürup lært sig så meget ved sit autodidakte<br />
studium af de to malere, at hun kan blive vurderingsekspert hos Lauritz.com.<br />
Stürup var jublende glad over, at de to blev dømt<br />
»Med dommen opnåede St rup sit mål at få d mt både direkt ren og hans samlever , skriver forfatterne.<br />
»Dommen lød på et års ubetinget fængsel til begge tiltalte, og dermed skærpede landsretten<br />
straffen til direktøren med fire måneders fængsel.«<br />
»De havde jo delt profitten fra bedrageriet, så det var fortjent, at de begge blev dømt«, fortæller<br />
Stürup. »Jeg var meget glad for dommen […]. Vi anklagere vinder jo ikke sager, for de er ikke et<br />
personligt anliggende mellem os og de tiltalte. Men derfor kan det godt være svært at sætte et stenansigt<br />
op, når man er godt tilfreds.«<br />
Jeg har meget svært ved at bruge andre udtryk om Stürup end at hun er 100 procent uduelig<br />
som anklager. Er det hendes fortid som ordblind, der fortsat hæmmer hende, så er det<br />
ingen undskyldning for at opføre sig så amatøragtigt, som hun har gjort i Derain-sagen.<br />
Det er heller ingen undskyldning, at hun ikke har forstået, hvad sagen handler om. Og det<br />
er slet ingen undskyldning for hende, hvis hun bevidst er gået efter at smadre to uskyldige<br />
uden hensyn til de klart og tydeligt manglende beviser for de dømtes skyld. Har hun det, så<br />
er hun i mine øjne en led og ondskabsfuld kælling, rent ud sagt.<br />
Det er ufatteligt, at Svend Erik Olsen og Jannie From kan blive dømt for bedrageri ved at have<br />
snydt Grethe Meyer. Det har de på ingen måde. Sagen er lige at gå til.<br />
På købstidspunktet, og det er ud fra det tidspunkt, sagen er rejst, er maleriet at betragte<br />
som uægte. Det er skriftligt bevidnet af Michel Kellermann og dette skriftlige bevis dokumenteret<br />
af den ene køber, Robert Stoppenbach, som er Kellermanns stedsøn.<br />
Det er bevidnet i retten af den ene køber, Charles Bailly, at maleriet, hvis det ikke var ægte,<br />
ville have en pris omkring 150.000 kr., stort set den pris på 200.000 kr., som Svend Erik<br />
Olsen betalte Grethe Meyer.<br />
Det er dokumenteret, at maleriet først er erklæret ægte 28. april 2005, syv måneder efter,<br />
at Jannie From sælger det i Paris.<br />
Det er dokumenteret, at uden Kellermanns skriftlige erklæring ville Sotheby’s ikke have<br />
taget maleriet med på auktionen i New York. Køberne på auktionen ville heller ikke have<br />
købt det, ved vi.<br />
Med ovenstående kendsgerninger må det stå klart for enhver, at dommen over Svend Erik<br />
Olsen og Jannie From er forkert, og derved at betragte som groft justitsmord.<br />
3
Papstykket i Billedsamligen. Billedet er det fra retssagen, men teksten vedrører maleriet side 5. Der<br />
henvises på papstykket til nr. 21 i Tetzen-Lunds samling, hvor det korrekt er navngivet L’Estaque,<br />
men ikke har mål angivet. Maleriets rigtige mål er 54x65 cm, ikke 61x51 som <strong>her</strong>over. Men det er<br />
retssagen vedrørende ligegyldigt, hvad billedet hedder og hvor det kommer fra. Det altafgørende er,<br />
at Kellernann på købstidspunktet havde erklæret maleriet uægte. At selvsamme Kellermann så senere,<br />
syv måneder efter salget i Paris, erklærer det ægte, kan ikke bruges om bevis for, at de to dømte<br />
på købstidspunktet vidste, at det var ægte, hvilket er det, de er dømt for. Havde anklagemyndigheden<br />
ført bevis for, at de vidste det, var de skyldige. Men det vidste de ikke, og det blev heller ikke<br />
bevist i retten. Altså et klokkeklart justitsmord.<br />
4
Herunder fra Billedsamlingens protokoller. Øverst fra 1927, nederst fra 1928. Som det ses, har Tetzen-Lund<br />
i 1927 foræret samlingen 101 fotografier, i 1928 315, nogle dubletter, i alt over 400.<br />
Maleriet <strong>her</strong>over er afbildet i Tetzen-Lunds bog fra 1934. Som det ses, er målene, 61x51 cm, de<br />
samme som på papstykket side 4. Maleriet er gengivet i Kellermanns store trebindsværk om Derain<br />
se <strong>her</strong>under side 6. Her har det skiftet titel, hedder BORD DE MER A CASSIS og er nu fra 1905.<br />
Men uden proveniens til Tetzen-Lund.<br />
5
<strong>Kunstnyt</strong>.dk<br />
3. september 2011<br />
6<br />
Det er dokumenteret, at maleriet <strong>her</strong> til<br />
venstre har tilhørt Tetzen-Lund, se s. 5.<br />
Tetzen-Lund havde en imponerende<br />
samling af store udenlandske navne,<br />
ifølge han egen bog fra 1934 bl.a 7 Cézanne,<br />
19 Derain, 3 Gauguin, 9 van<br />
Gogh, 17 Matisse, 2 Modigliani, 4 Monet,<br />
20 Picasso, 2 Pissarro, 7 Renoir, 2<br />
Rousseau, og 2 Toulouse-Lautrec. Flere<br />
af dem hænger i dag på berømte museer.<br />
Fotoet er fra Kellermanns trebindsværk<br />
om Derain.