I Kampuchea går det godt - Historie-nu.dk

ANMELDELSE
ANMELDELSE ANMELDELSE Peter Frederiksen [6. maj 2006]
Peter Fröberg Idling:
Pol Pots Leende
393 sider
Forlaget Atlas, Stockholm
Historie Historie Netmagasinet
Netmagasinet
www.historie-nu.dk
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber diskussionerne.
I Kampuchea
går det godt
Varmen er tung og nærmest kvælende, da det kinesiske Boing 747
lander i den øde lufthavn i Phnom Penh. Ud af flyet stiger fire
svenskere og en dansetrup fra Rumænien. Det er 12. august 1978, og
de fire svenskere er repræsentanter fra venskabsforeningen Sverige-
Kampuchea. Den ene af de svenske delegater skriver senere i sin
dagbog, at hun fik tåre i øjnene over mødet med det bombeknuste
Kampuchea. Delegationens medlemmer, to mænd og to kvinder, er
alle omkring 30 år på nær ekspeditionens og venskabsforeningens
absolutte topfigur, den midaldrende forfatter Jan Myrdal.
Årene forud for den svenske delegationsrejse til Pol Pots
mareridts samfund havde landet gennemløbet et af det 20.
århundredes værste massemord, der førte befolkningen i arbejdslejre
og ud i markerne, hvor de skulle dyrke jorden. Penge var afskaffet, og
byerne lå øde hen. Det var De Røde Khmerers version af den
klasseløse bondekommunisme, der i 1970’erne fik tag i såvel svenske
som danske maoistiske grupper. Kampuchea var et lukket land fra
1975 og frem til 1978, hvor man langsomt begyndte at invitere
udenlandske pilgrimme indenfor på en fastlagt rundrejse i det
socialistiske paradis. Ugen før den svenske delegation landede i
Phnom Penh, havde to danske repræsentanter fra Kommunistisk
Arbejder Parti, KAP, besøgt landet og var i gang med at informere den
danske venstrefløj om de fantastiske fremskridt og imponerende
resultater, de havde oplevet på rundrejsen i det maoistiske
samfundseksperiment.
Den svenske journalist Peter Fröberg Idling har gennem flere års
research i Cambodja (som Kampuchea hedder i dag) skrevet et meget
opsigtvækkende bog om den svenske delegationsrejse, og han

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 2
2
forsøger at svare på, hvordan en gruppe intellektuelle og velbegavede
mennesker kunne rejse rundt i Kampuchea i to uger (det normale for
udenlandske besøg var en uge, hvilket også gjaldt det danske besøg)
uden at se eller få mistanke om, at ”her er noget galt”. På det
tidspunkt, hvor de svenske og danske maoister (og før dem de norske)
rejste rundt i landet, blev befolkningen slået ihjel i titusindvis – de
nyeste tal har beregnet, at hen ved tre millioner mennesker mistede
livet i Kampuchea 1975-79.
Udover at bogen her rejser en diskussion om den svenske
venstrefløj i 1970’erne, er bogen også interessant, fordi den kaster lys
over forskellene til den danske venstrefløj og de grupper i Danmark,
der sympatiserede med Pol Pots Kampuchea.
I Danmark var det det maoistiske KAP og den senere
Kampuchea Komiteen, der sympatiserede og beskæftigede sig med
forholdene i Kampuchea under og efter Pol Pot. I modsætning til i
Danmark lykkedes det i højere grad den svenske Kampuchea-komité
med Jan Myrdal i spidsen at vinde støtter til sympatien med
Kampuchea. Den svenske modstand mod Vietnamkrigen havde for en
stor dels vedkommende været organiseret af den stærke maoistisk
dominerede FNL-bevægelse. Dels var det maoistiske miljø i Sverige
større end det danske, og dels var den svenske opinion rykket
længere til venstre end den danske. Dette kom blandt andet til udtryk
i, at der i både Sverige og Norge var tale om egentlige
venskabsforeninger – i modsætning til den danske, der var en
solidaritetsbevægelse. I Norge blev Vennskapssambandet Norge-
Kambodsja etableret så tidligt som i foråret 1975, og i Sverige blev
Vänskapsföreningen Sverige-Kampuchea stiftet i oktober 1976 og
med det ”superkinesiske” marxistiske-leninistiske parti SKP som
politisk platform. SKP nedtonede – på linie med kineserne – kritikken
af USA, NATO og EF/EU i kampen mod Sovjetimperialismen, mens
KAP og norske AKP (m-l) mere tog udgangspunkt i rivaliseringen
mellem begge supermagter.
Det stærke maoistiske miljø i Sverige og mest af alt i
Norge fik betød en langt stærkere støtte til Pol Pots Kampuchea end
den, man fandt i danske KAP.
Efter Pol Pot var skubbet fra magten, antog KAP en ny og
mere kritisk linie overfor Kampuchea, men ikke uden en del intern
kritik. Med inspiration fra det norske søsterparti AKP (m-l) og svenske
SKP, hvor den kritiske linie først slog igennem langt senere, fasthold
mange KAP medlemmer en positiv holdning over for styret i
Kampuchea
Den danske Kampuchea Komiteen henvendte sig i foråret 1979
til både SFs og VS’ folketingsgrupper, der ikke responderede på

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 3
3
tilbuddet om at indgå i et politisk samarbejde rettet mod den
vietnamesiske invasion af Kampuchea. Henvendelsen til Dansk-
Vietnamesisk Forening blev besvaret med en kontant afvisning, som
satte spørgsmålstegn ved den politiske modenhed hos Kampuchea
Komiteen i deres holdning til konflikten og Pol Pots styre.
Derimod havde Jan Myrdals venskabsforening en langt større
rækkevidde, og den delvise selvkritik, der fandt sted i danske KAP
efter Pol Pot var blevet jaget fra magten af vietnameserne, fandt ikke
på samme måde sted i Sverige, hvor de gamle kæmper holdt fast i Pol
Pots ædle idealer.
Pol Pots leende er fascinerende læsning, den er godt skrevet og
giver et godt indblik i den stærke maoistiske tænkning i Sverige i
1970-80’erne. Jan Myrdal tilgav aldrig de tidligere kammerater, der i
1980’erne begyndte at undsige Pol Pots bondeutopi – og det er heller
ikke lykkedes forfatteren til bogen at få Jan Myrdal til at medvirke i
undersøgelsen.
Som i undersøgelsen af de danske KAPeres besøg i Kampuchea
ser de svenske delegater i dag med delvis forundring på deres
opfattelse af forholdene under rejsen i Kampuchea, men bogen giver
ikke svaret på, hvorfor de lukkede øjnene for det massedrab, der
fandt sted ikke langt fra den veltilrettelagte rute, som delegationen
fulgte gennem landet. En del af svaret, som bogen også antyder, er, at
de var forudindtaget i deres opfattelse af, hvad det var de skulle
besøge. Hertil kan man supplere, at de udlændinge, der kom til
Kampuchea, var særligt udvalgt og følte, at de derved stod i gæld til
styret. Det er her de danske og svenske maoister fejlede,
menneskeligt og moralsk. Bogen nedtoner derfor det aspekt, at vi
mennesker – uanset politisk ståsted – har en fri vilje og dermed
muligheden for at sige fra. Bogen forklarer – i øvrigt som den danske
undersøgelse – at en del af forklaringen på den fascination der var af
den kampucheanske revolution, ikke kun i det maoistiske miljø, men
også i andre dele af det svenske samfund, skal findes i den antiamerikanisme,
der fandtes i kølvandet på krigen i Vietnam. Dette er
ikke hele forklaringen, og bogen tilsidesætter derved en undersøgelse
af, hvilken socialpsykologiske baggrund de svenske delegater og
deres medsammensvorne havde. Dette kunne kaste nyt og brugbart
lys over, hvorfor disse svenskere omfavnede Pol Pot.