Højredrejningen i 1990'erne - Institut for Statskundskab

Aarhus Universitet
Institut for Statskundskab
April 2003
Højredrejningen i 1990’erne
En analyse af årsagerne til den stemmemæssige
højredrejning ved folketingsvalgene fra 1990 til 2001
Speciale af:
Jimmy van der Brugge
og
Henning Voss
Vejleder:
Jørgen Elklit
1

Abstract
The rightist turn of the 1990s
An analysis of the causes of the electoral turn to the right at the general
elections from 1990 to 2001
From 1990 to 2001, the Danish electorate have made a significant turn to the right
in terms of their electoral behaviour. Thus, right-wing parties have experienced an
overall increase in popularity of more than 14 percent. This thesis analyses the
causes of this significant rightist turn.
Our analyses demonstrate that during the election campaigns, political issues are
foregrounded in the media more and more, and that the electorate increasingly vote
according to these. Seen in this light, and in the light of the fact that neither class,
economy, political mistrust nor party leader sympathies, as our analyses
demonstrate, can explain this rightist turn, it is evident that a more thorough
analysis of political issues may afford an explanation of this significant rightist
turn. Such an analysis is developed in the three main chapters of the thesis, in
which we present empirical analyses of the position, competence and saliency
movements within welfare politics, old politics and new politics on the basis of
issue-voting theories.
On the face of it, a rightist turn among the electorate would be explicable in terms
of a general movement towards more rightist political positions among the same
electorate. However, our analyses demonstrate that the political repositioning
towards the right among the electorate is far too limited in scope to be able to
explain this overall rightist turn.
Even though the electorate have, on average, more or less retained their political
positions, the political parties have experienced a considerable degree of political
repositioning. With respect to the dimensions of both welfare politics and old
politics, the political divergence of the parties has diminished considerably, and
when there is less disagreement between the various parties in their political
positions on a given issue, the decisive factor for the success of each party is its
ability to convince the electorate that it is better equipped at satisfying their
political objectives. In other words, it should be of some interest to take a closer
look at the competences of the respective government alternatives.
Naturally, the competence of any existing government is dependent on its
performance score, and since Prime Minister Nyrup Rasmussen quickly succeeded
in reversing the unemployment curve, the old politics competence of his government
should have increased significantly. Nevertheless, the government never really
succeeded in profiting poll-wise from this favourable development, since in terms of
the issue of unemployment, the electorate had high expectations of a Social
Democratic government. Instead, the positive economic results prompted the
electorate to worry about welfare politics and immigration and refugee politics.
2

Traditionally, the left wing has benefited from a better image as regards welfare
politics, and so it is normally to their advantage that the electorate are concerned
with welfare. However, the poor welfare performance of the Social democratic led
government combined with the much more middle-ground oriented welfare position
of the right wing led to a strong devaluation of the left wing’s relative welfare
competence, and our analyses demonstrate that this is a particularly crucial reason
for the electoral turn to the right.
Apart from this direct effect of the fact that, with regard to welfare politics and old
politics, the political divergence of the parties has diminished, there is a crucial
indirect effect as well. This effect is evidenced by the fact that when the electorate
no longer perceive significant differences between the parties’ policies on a number
of issues according to which they have been used to navigate, they choose instead
to focus on other issues which still divide the parties. Thus, the electorate
increasingly emphasise their new politics positions, which, as our analyses
demonstrate, exhibit a relatively rightist position. In addition to the diminishing
political divergence between the political parties on welfare politics and, to some
extent, old politics, the growing importance of new politics is obviously due to the
fact that the electorate find this dimension important in itself. At the election in
2001 it is therefore possible for a large part of the electorate to bring their own
positions on welfare politics, old and new politics into agreement with their electoral
behaviour precisely by voting for various right-wing parties. Our analysis thus
clearly demonstrated that the increasing importance of new politics has greatly
benefited the right wing and that the increasing saliency of new politics is therefore
among the main causes of the rightist turn.
In new politics the question of immigration and refugee politics has become by far
the most important issue for the electorate in the 1990s. This issue has featured
prominently on the media agenda and has undoubtedly influenced the agenda of
the electorate, but it cannot be denied that one of the reasons why this issue is very
important to the electorate is that the number of immigrants and refugees has risen
during the 1990s.
Our general conclusion is that there are two circumstances in particular
which explain the rightist turn: the improved welfare competence of the right
wing and the fact that the electorate to a large degree acted on their rightist
beliefs with regard to new politics in general and immigration and refugee
politics in particular.
3

Indhold
1. Indledning ................................................................................................6
2. Metodiske overvejelser..........................................................................12
2.1. Undersøgelsesdesign............................................................................. 12
2.2. Dataindsamling.................................................................................... 13
2.3. Interviewperiodens længde .................................................................... 14
2.4. Behandling af data ............................................................................... 15
2.5. Logistiske standardberegninger.............................................................. 17
2.6. Forudsætningstest................................................................................ 25
3. Teori ...................................................................................................... 26
3.1. Issue voting ......................................................................................... 26
3.1.1. Definition af et issue....................................................................... 27
3.1.2. De centrale begreber inden for issue voting....................................... 27
3.1.3. Positionsbegrebet: Nærhed eller retning? .......................................... 28
3.1.4. Valensbegrebet: Kompetence – image og performance......................... 30
3.1.5. Saliensbegrebet: Hvor meget betyder emnet for vælgeren?.................. 31
3.2. Ny og gammel politik ............................................................................ 32
3.2.1. Gammel politik............................................................................... 33
3.2.2. Ny politik....................................................................................... 34
3.2.3. Ny og gammel politik – en eller to dimensioner?................................. 36
4. Uddybning af problemstillingen........................................................... 38
4.1. Empirisk præsentation af ny og gammel politik....................................... 38
4.2. Højredrejningen og sociale baggrundsvariabler........................................ 43
5. Alternative forklaringer på højrefløjens fremgang ............................. 46
5.1. Den økonomiske højkonjunkturs betydning............................................ 46
5.2. Generel mistillid til politikerne............................................................... 52
5.3. Partiledersympatiens betydning for højredrejningen................................. 56
5.4. Delkonklusion...................................................................................... 63
6. Mediernes og vælgernes dagsorden ..................................................... 64
6.1. Mediernes dagsorden............................................................................ 64
6.1.1. Mediernes dagsorden ved valget i 2001............................................. 64
6.1.2. Udviklingen i mediernes dagsorden fra 1990 til 2001......................... 67
6.2. Vælgernes dagsorden............................................................................ 70
6.3. Sammenhæng mellem mediernes og vælgernes dagsorden........................ 72
6.4. Delkonklusion...................................................................................... 76
4

7. Velfærd .................................................................................................. 77
7.1. Holdningsmæssig højredrejning på velfærdsområdet? ..............................78
7.2. Velfærd som valensemne?.....................................................................79
7.3. Velfærdskompetence .............................................................................86
7.3.1. Sundhedskompetence .....................................................................87
7.3.2. Ældrekompetence ..........................................................................92
7.3.3. Børnefamiliekompetence ............................................................... 102
7.3.4. Undervisningskompetence............................................................. 104
7.3.5. Samlet velfærdskompetence........................................................... 106
7.4. Delkonklusion.................................................................................... 107
8. Gammel politik ................................................................................... 108
8.1. Vælgernes positionsbevægelser på gammel politik.................................. 108
8.2. Partiernes positionsbevægelser på gammel politik.................................. 116
8.3. Partiernes kompetence på gammel politik............................................. 121
8.3.1. Arbejdsløshed............................................................................... 121
8.3.2. Økonomi i øvrigt........................................................................... 125
8.4. Delkonklusion.................................................................................... 128
9. Ny politik............................................................................................. 130
9.1. Vælgernes holdningsbevægelser på ny politik........................................ 130
9.2. Partiernes positionsbevægelser på ny politik.......................................... 133
9.3. Har det været en fordel for højrefløjen, at ny politik er blevet vigtigere?.... 137
9.4. Særlig fokus på udlændingespørgsmålet............................................... 156
9.4.1. Vælgernes positionsbevægelser på udlændingespørgsmålet............... 156
9.4.2. Udlændingeemnets betydning for stemmeadfærden.......................... 160
9.4.3. Årsager til emnets stigende betydning for stemmeadfærden.............. 165
9.4.4. Forklaringer på danskernes udlændingekritiske holdninger.............. 168
9.5. Delkonklusion.................................................................................... 185
10. Konklusion........................................................................................ 187
Litteratur................................................................................................. 193
5

1. Indledning
1990’erne stod i Socialdemokratiets tegn. Ikke kun i Danmark men også i de fleste
andre vestlige lande. Blair og Clinton viste vejen med en ny form for
socialdemokratisme, der havde et mere moderne præg. I begyndelsen af 1999 var
hele 13 ud af 15 europæiske regeringsledere socialdemokratiske. 1999 skulle
imidlertid vise sig at blive et vendepunkt for den socialdemokratiske dominans. Fra
1999 svingede vælgerpendulet tilbage i mange vestlige lande og højreorienterede
regeringer kom til i lande som Østrig, Italien, Portugal, Frankrig, Holland, USA og
Danmark. Siden 1999 er der altså skyllet en sand højrebølge gennem Vesteuropa og
USA, og i Danmark har bølgen været undervejs siden starten af 1990’erne 1 men
ramte først for alvor ved folketingsvalget den 20. november 2001. Valget blev
således et nedslående resultat for Socialdemokratiet, der på blot fire år havde mistet
hele 220.297 vælgere. 2 Hovedparten af disse vælgere var søgt over mod højrefløjen.
Dermed mistede partiet også for første gang i 81 år sin status som landets største
parti.
Socialdemokratiet har før oplevet store fald i vælgertilslutningen, men de
parlamentariske omkostninger har kun sjældent været så markante som i 2001.
Normalt taber Socialdemokratiet i overvejende grad sine stemmer til partiets
parlamentariske grundlag på venstrefløjen og/eller til midterpartierne (Andersen
m.fl., 1999: 53), men i 2001 søgte hele 81 pct. af de frafaldne socialdemokratiske
vælgere væk fra partiets parlamentariske grundlag. Dette medførte en kun sjælden
set parlamentarisk situation, hvor midterpartierne for første gang siden 1920 ikke
længere var afgørende for, hvilken politisk fløj regeringsmagten skulle tilfalde. Figur
1.1 på næste side illustrerer partiernes historiske tilslutning. Her fremgår det
tydeligt, at den opståede parlamentariske situation hører til sjældenhederne.
Af figuren fremgår det også, at de socialistiske partier flere gange har været endog
meget tæt på at opnå flertal uden om midterpartierne. I 1990 fik venstrefløjen
endda over 50 pct. 3 af stemmerne, men på grund af et stort stemmespild på hele 4,4
pct. opnåede venstrefløjen ikke de forjættede 90 mandater, der ville sikre dem
flertallet i Folketinget. I modsætning til venstrefløjen har højrefløjen siden 1920
været relativt langt fra at opnå flertal alene. Gennem de sidste 80 år er det således
midterpartierne – særligt Det radikale Venstre – der har haft særdeles stor
indflydelse på dansk politik i almindelighed og på regeringsdannelser i særdeleshed
(Elklit, 1999; Kaarsted, 1988, 1992; Skjæveland, 2003). Både venstre- og
højrefløjens afhængighed af midterpartierne har været en af hovedårsagerne til, at
1
Også i 1980’erne blev det i litteraturen diskuteret, om der var en højrebølge i gang – eksempelvis Svensson og
Togeby (1991).
2
Siden valget i 2001 har Socialdemokratiet i øvrigt skiftet navn til Socialdemokraterne. Vi vil dog anvende det
gamle navn.
3
Helt præcist er der tale om 50,1 pct. Det kan dog med rette diskuteres, om De Grønne, som udgør 0,9 pct. af
denne andel, nu også tilhører venstrefløjen, for ifølge De Grønne selv kan partiet ikke indplaceres på den
traditionelle højre-venstre skala. I miljøpolitikken, som er De Grønnes mærkesag, er partiet dog særdeles
venstreorienteret, hvorfor det her indgår som en del af venstrefløjen.
6

det danske folkestyre gennem årtier har været stabilt og kendetegnet ved høj grad af
konsensus og politiske aftaler hen over midten (Damgaard, 1974).
Figur 1.1. Partigruppernes stemmeandel. 1901-2001. Pct. 4
100
75
50
25
Det yderste venstre
0
1901 1910 1920 1926 1939 1950 1960 1971 1979 1988 2001
Kilde: Elklit og Tonsgaard (1985) og www.folketinget.dk.
Ved valget i 2001 mistede midterpartierne ikke kun det privilegium, det er at
udvælge statsministeren, de mistede også det meste af deres politiske indflydelse,
idet deres mandater ikke nyttigt kunne indgå i nogen flertalskonstellation. I stedet
sad Dansk Folkeparti i 2001 med nøglen til regeringsmagten. Som følge heraf
kunne Anders Fogh Rasmussen danne en mindretalsregering bestående af Venstre
og Det konservative Folkeparti med Dansk Folkeparti som eneste nødvendige 5
parlamentariske grundlag. Højrefløjens særdeles stærke position var altså ikke set
siden 1920, og som det fremgår af tabel 1.1 var denne position opnået i løbet af
ganske få år.
4 I figuren anses de Moderate (1901-1909) som tilhørende Venstre og Konservative.
5 Kristeligt Folkeparti pegede også på Fogh Rasmussen som regeringsleder.
Det yderste højre
Venstre og Konservative
Midterpartierne
Socialdemokratiet
7

Tabel 1.1. Partigruppernes vælgertilslutning ved folketingsvalgene. 1990-2001. Pct.
1990 1994 1998 2001 Ændring
Den yderste venstrefløj 1 12,7 10,4 10,3 8,8 -3,9
Socialdemokratiet 37,4 34,6 35,9 29,1 -8,3
Venstrefløjen i alt 50,1 45,0 46,2 37,9 -12,2
Midterpartierne 2 11,4 9,3 10,7 9,3 -2,1
Det konservative Folkeparti 16,0 15,0 8,9 9,1 -6,9
Venstre 15,8 23,3 24,0 31,2 15,4
Den yderste højrefløj 6,4 6,4 9,8 12,6 6,2
Højrefløjen i alt 3 38,2 44,7 42,7 52,9 14,7
Kilde: www.folketinget.dk.
1) 1990: Socialistisk Folkeparti, Fælles Kurs, Enhedslisten og de Grønne (vedrørende de Grønnes placering
jævnfør i øvrigt note 3 på side 1). Kun Socialistisk Folkeparti opnåede valg. Fra 1994: Socialistisk Folkeparti
og Enhedslisten.
2) Ved alle fire valg: Det radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. I 1990 derudover
Retsforbundet (opnåede ikke valg). I 1994 opnåede Kristeligt Folkeparti ikke valg og det gjorde
Centrumdemokraterne heller ikke i 2001.
3) Den yderste højrefløj bestod i hele perioden af Fremskridtspartiet, der dog ikke kom over spærregrænsen i
2001. Fra 1998 blev det dominerende parti på den yderste højrefløj Dansk Folkeparti.
Det fremgår af tabellen, at venstrefløjen i 1990 havde et særdeles godt valg, idet
over 50 pct. af alle vælgere stemte på et socialistisk parti. I modsætning hertil
opnåede højrefløjen uden midterpartierne kun opbakning fra 38 pct. Som tidligere
nævnt var der dog en del stemmespild på den yderste venstrefløj, og derfor kunne
Socialdemokratiet ikke udnytte stemmeflertallet til at genvinde regeringsmagten. I
stedet måtte Socialdemokratiet vente til januar 1993, idet Schlüter i december 1992
måtte trække sig på grund af Tamilsagen. Herefter skiftede midterpartierne side til
fordel for socialdemokratiets nye formand, Poul Nyrup Rasmussen, som derfor
kunne danne en flertalsregering sammen med de tre midterpartier Det radikale
Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. Rødkløverregeringen, som
den blev kaldt, blev dog efterhånden mindre og mindre. Først røg flertallet, da
Centrumdemokraternes Bente Juncker i foråret 1994 valgte at blive løsgænger.
Efter valget i 1994 måtte Kristeligt Folkeparti forlade regeringen, da de med 1,9 pct.
af stemmerne faldt for spærregrænsen. I slutningen af 1996 forlod også
Centrumdemokraterne regeringen, da det stod klart, at Nyrup Rasmussen ville
gennemføre regeringens finanslov for 1997 alene med den yderste venstrefløj. Fra
1996 og frem til 2001 var Socialdemokratiet og Det radikale Venstre derfor alene om
regeringssamarbejdet.
Den stemmemæssige højrebølge satte allerede ind ved valget i 1994, idet
venstrefløjen og midterpartierne her tilsammen gik 6,5 procentpoint tilbage –
jævnfør tabel 1.1. Til gengæld voksede Venstres stemmeandel med hele 7,5
procentpoint. Men trods denne tilbagegang for Nyrup Rasmussens første regering –
og dens parlamentariske grundlag – kunne den fortsat mønstre de 90 mandater,
der skulle til for at fortsætte efter valget i 1994. Anderledes tæt blev valget i 1998,
for selvom venstrefløjen og midterpartierne oplevede en mindre stemmemæssig
fremgang, havde Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti i mellemtiden
skiftet side og pegede nu på Venstres Uffe Ellemann Jensen som regeringsleder.
8

Derfor kunne Nyrup Rasmussen kun lige akkurat mønstre et flertal, og SRregeringen
6 overlevede således kun på det alleryderste mandat. Trods endnu en
stemmemæssig fremgang til Venstre, tog Ellemann Jensen konsekvensen af det
glippede regeringsskifte og overlod posten som Venstres formand til Anders Fogh
Rasmussen. Dermed blev han den nye udfordrer til statsministerposten. Ved valget
i 2001 led SR-regeringen og dens parlamentariske grundlag et meget stort nederlag
mens Venstre og Dansk Folkeparti gik tilsvarende frem. På baggrund af
valgresultatet kunne Fogh Rasmussen derfor indtage pladsen i statsministeriet og
for første gang siden 1975 skiftede regeringsmagten umiddelbart som følge af et
folketingsvalg.
Fra 1990 til 2001 er der således sket meget store stemmemæssige bevægelser fra
venstrefløjen til højrefløjen. Det fremgår af tabel 1.1 på side 3, at mens venstrefløjen
i 1990 fik omtrent 12 procentpoint flere stemmer end højrefløjen, er situationen i
2001 den omvendte, idet højrefløjen nu får omtrent 15 procentpoint flere stemmer
end venstrefløjen. Vælgerne har altså i massivt omfang fravalgt Socialdemokratiet
og venstrefløjen til fordel for især Venstre og Dansk Folkeparti. Fra 1990 til 2001 er
højrefløjen således samlet set gået 14,7 procentpoint frem. Historisk set må denne
udvikling betegnes som et stort stemmemæssigt højreskred. 7
Hvad kan være årsagen til dette stemmemæssige højreskred? Det er oplagt at pege
på den mulighed, at vælgerne også holdningsmæssigt er gået mod højre, og at de
som en konsekvens heraf har stemt på mere højreorienterede partier. Efter valget
har der dog også været nævnt andre forklaringer. På valgaftenen forklarede ledende
socialdemokrater således nederlaget med, at vælgerne var blevet trætte af år efter år
at se på de samme ministre. Den førte politik var der naturligvis intet i vejen med.
Andre har peget på, at medierne under valgkampen næsten udelukkende
fokuserede på udlændingeemnet, og at medierne dermed skabte en hadsk
stemning, som favoriserede Dansk Folkeparti. Endvidere har efterlønssagen været
fremhævet som en afgørende begivenhed og det har også været fremme, at især
Venstres fremgang er et produkt af, at partiet har opgivet minimalstatstanken og
erklæret sig enig i venstrefløjens målsætning om bevarelse af velfærdsstatens
kerneydelser.
Hvilke af disse og andre forklaringer kan der rent faktisk findes empirisk belæg for,
og hvor meget bidrager de hver især til forklaringen af det stemmemæssige
højreskred? Dette speciale sigter efter at give svar på disse spørgsmål. Specialets
problemstilling er derfor som følger:
Hvad er årsagerne til den stemmemæssige højredrejning ved
folketingsvalgene fra 1990 til 2001?
6 SR-regeringen: Regering bestående Socialdemokratiet og Det radikale Venstre.
7 Det skal dog bemærkes, at skreddet er sket fra et udgangspunkt (1990), hvor de socialistiske partier stod meget
stærkt – jævnfør figur 1.1.
9

En analyse, af hvorfor vælgerne i deres partivalg er gået til højre, må starte med en
beskrivelse af, hvilke mekanismer vælgerne fortrinsvis stemmer efter. Tidligere
stemte de fleste europæiske vælgere i høj grad efter klassetilhørsforhold (Lijphart,
1981; Lipset, 1981: 230; Harrop & Miller, 1987). Hvis man var arbejder, stemte
man socialistisk, og hvis man tilhørte middelklassen, stemte man i overvejende grad
borgerligt.
Alford indekset, som er vist i figur 1.2, er et mål, der udtrykker graden af
klassebestemt stemmeadfærd. Indekset fratrækker graden af socialistisk
stemmeadfærd hos arbejderklassen med graden af socialistisk stemmeadfærd hos
middelklassen (Alford, 1963). Det fremgår tydeligt af figuren, at der stort set ikke
længere er forskel mellem arbejderklassens og middelklassens stemmeadfærd. På
omtrent 35 år er Alford indekset således faldet fra over 50 til i 2001 kun 5. 8 Dette
betyder, at partivalg i dag har meget lidt med klassetilhørsforhold at gøre. Selvom
Alford indekset kan kritiseres på forskellig vis, 9 er udviklingen bemærkelsesværdig,
og kan på det nærmeste betegnes som en stille revolution.
Figur 1.2. Alford indekset. 1963–2001. Pct.
80
70
60
50
40
30
20
10
0
1964 1966 1968 1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984 1987 1988 1990 1994 1998 2001
Arbejderklassen Middelklassen Alford indeks
Kilde: 1964-1988: Goul Andersen og Borre (1997: 121) og for 1990-2001: Valgprojektets valgundersøgelser.
Sideløbende med Alford indeksets drastiske fald er antallet af vælgere, der er
medlem af et politisk parti også faldet markant gennem de seneste 50 år (Bille,
2003). Meget tyder altså på, at vælgerne ikke længere føler sig særlig tilknyttet til
8 Værdien 5 er ud fra valgundersøgelsen i 2001 ikke signifikant forskellig fra 0, hvilket betyder, at vi ikke kan
være sikre på, at der overhovedet er nogen forskel i graden af socialistisk stemmeadfærd mellem arbejder- og
middelklassen. Goul Andersen når dog – stadig uofficielt – på baggrund af et langt større respondentgrundlag
frem til, at indekset stadig viser en signifikant forskel på 5.
9 I litteraturen er Alford indekset blevet kritiseret af mange; eksempelvis Manza, Hout & Brooks (1995). Også i
dansk sammenhæng har blandt andre Damgaard kritiseret indekset for, at en sondring mellem arbejderklasse og
middelklasse er problematisk i Danmark (Damgaard m.fl., 1984: 21). Goul Andersen kritiserer desuden Alford
indekset for ikke at tage hensyn til middelklassens ændrede sammensætning (Goul Andersen, 1984: 116).
10

hverken en bestemt klasse eller et bestemt parti. Et åbent spørgsmål er derfor,
hvordan partierne i det moderne samfund opnår deres stemmer. Ifølge issue votingteorierne
er svaret, at vælgerne i høj grad stemmer på de partier, som de
holdningsmæssigt har mest til fælles med. 10 I denne optik forsøger partierne derfor
at appellere til vælgernes gunst ved at fremføre bestemte politiske holdninger og
komme med bestemte løsninger på politiske problemer (Borre, 2001: 13).
En stor fordel ved issue voting-teorierne er, at de, i modsætning til mange andre
teorier, er særdeles anvendelige til at forklare bevægelser hos vælgerne. Derfor er
netop issue voting-teorierne en frugtbar analytisk ramme for vores problemstilling,
der beskæftiger sig med vælgernes bevægelse mod højre.
Ved at anvende issue voting-teorierne som teoretisk forklaringsramme, vil vi
fokusere på tre teoretiske nøglebegreber. For det første vil vi se på vælgernes og
partiernes positionsbevægelser på en række politiske emner. For det andet vil vi
inddrage vælgernes vurdering af de politiske fløjes kompetence på en række
relevante politiske områder, og for det tredje vil vi se på ændringer i emnernes
saliens. Nøglebegreberne position, kompetence og saliens bliver præsenteret i
teorikapitlet (kapitel 3), som også vil indeholde en kort introduktion til specialets tre
centrale empiriske områder, som er henholdsvis ny og gammel politik samt
velfærd. 11
I kapitel 4 vil vi uddybe vores problemstilling ved kort at se nærmere på, hvilke
vælgergrupper der særligt er rykket mod højre. Herefter vil vi i kapitel 5 se på andre
forklaringer, som ligger ud over issue voting-teorierne. Vi vil således se nærmere på,
om udviklingen i økonomien kan have haft betydning for højredrejningen, om
politisk mistillid har haft en betydning og endeligt om partiledernes (u)popularitet
har haft nogen effekt. I kapitel 6 redegøres for udviklingen i vælgernes og mediernes
dagsorden. Kapitlerne 4-6 er således de indledende empiriske kapitler.
De empiriske analyser, der forventes at forklare størstedelen af højredrejningen
kommer i kapitlerne 7-9, hvor de tre føromtalte teoretiske nøglebegreber vil danne
ramme om analyserne. I kapitel 7 analyseres velfærdsområdet, mens gammel og ny
politik analyseres i henholdsvis kapitel 8 og 9. Specialet afsluttes med en
konklusion i kapitel 10, der blandt andet indeholder en samlet vurdering af, hvor
meget de enkelte delforklaringer bidrager til at forklare højredrejningen. I første
omgang vil vi dog i kapitel 2 se nærmere på det empiriske grundlag for dette
speciale.
10 Allerede i 1984 taler Goul Andersen om, at selvom klasser stadig er vigtige, så ”stemmer vælgerne i stigende
grad i overensstemmelse, med en klassisk, rationel model for det borgerlige demokrati, det vil sige ud fra deres
overbevisning og i mindre grad ud fra deres gruppeloyaliteter.” (Goul Andersen, 1984: 105).
11 Vi har valgt ikke at analysere EU-spørgsmålet særskilt, da EU dels ikke var på vælgernes dagsorden i perioden
(jævnfør kapitel 6), dels sjældent har nogen afsmitning på dansk indenrigspolitik (Goul Andersen, 1995b: 16).
Da vi dog har en forventning om, at der er sammenhæng mellem holdning til EU og holdning til udlændinge, vil
vi se på EU, når vi analyserer udlændingeemnet.
11

2. Metodiske overvejelser
De empiriske analyser bygger hovedsageligt på de fire vælgeranalyser, det danske
Valgprojekt 12 har foretaget i forbindelse med folketingsvalgene i 1990, 1994, 1998
og 2001. I forbindelse med mediernes dagsorden vil vi dog også anvende empiri som
vi selv har indsamlet fra aviser og TV. I dette kapitel diskuteres de metodiske
overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med de empiriske analyser. Vi vil således
komme ind på følgende hovedpunkter:
- Undersøgelsesdesign
- Dataindsamling
- Interviewperiodens længde
- Databehandling
- Logistiske standardberegninger
- Forudsætningstest
2.1. Undersøgelsesdesign
Valgprojektets hovedundersøgelse 13 består ved hvert folketingsvalg af en uafhængig
stikprøve af et stort antal repræsentativt udvalgte respondenter, 14 der bedes besvare
en lang række spørgsmål vedrørende partivalg, politiske holdninger og
socioøkonomiske forhold. Stikprøven er uafhængig fordi respondenterne udvælges
på ny ved hvert folketingsvalg. Der er altså ikke tale om et paneldesign, hvor de
samme respondenter geninterviewes.
Tabel 2.1 viser blandt andet, hvor mange respondenter, der har deltaget i hver af de
fire undersøgelser, og hvad antallet af respondenter betyder for den statistiske
fejlmargin.
Tabel 2.1. Antal respondenter og fejlmargin (i pct.) ved undersøgelserne i 1990–2001.
1990 1994 1998 2001
Antal respondenter 1008 2021 2001 2026
Fejlmargin ved 50/50 fordeling (pct.) 1 3,2 2,4 2,4 2,4
1) Fejlmargin er udregnet teoretisk (Hellevik, 1997: 327) og baserer sig på antagelsen om rent tilfældig
udvælgelse og et signifikansniveau på 95 pct.
Det fremgår af tabellen, at der i valgundersøgelsen fra 1990 deltog omtrent 1.000
respondenter. Siden er antallet af respondenter fordoblet, idet omkring 2.000
respondenter deltog i valgundersøgelserne i både 1994, 1998 og 2001. Såfremt
respondenterne er tilfældigt udvalgt blandt hele populationen, 15 gælder den centrale
12 Det danske Valgprojekt er et samarbejde mellem de politologiske institutter på universiteterne i København,
Århus og Ålborg. Valgprojektet blev indledt med valget i 1971 og har siden gennemført analyser af samtlige
folketingsvalg (Andersen m. fl., 1999: 3).
13 Udover hovedundersøgelsen er der, i hvert fald i 1998 og 2001, foretaget en række mindre undersøgelser. Vi
har dog kun haft adgang til hovedundersøgelsen.
14 Hvorledes de er udvalgt, vil vi komme nærmere ind på under afsnittet vedrørende dataindsamlingen.
15 Hvilket vi med rimelighed kan konkludere – jævnfør nedenstående afsnit om dataindsamlingen.
12

grænseværdisætning (Agresti & Finley, 1997: 103), hvormed vi på baggrund af
respondenternes tilkendegivelser kan foretage generaliseringer til hele populationen.
Antallet af respondenter har betydning for fejlmarginen, når generaliseringer
foretages. For at illustrere, hvilken betydning stikprøvestørrelsen har for
nøjagtigheden i generaliseringer, tages der i tabel 2.1 udgangspunkt i et eksempel,
hvor respondenterne på et givent spørgsmål er homogent fordelt (50/50 fordeling).
Her fremgår det, at fejlmarginen reduceres fra omtrent 3,2 pct. med 1000
respondenter til omtrent 2,4 pct. med 2000 respondenter. 16 Generelt kan det
udledes, at når antallet af respondenter firedobles, halveres fejlmarginen (Hellevik,
1997: 327).
Interviewene i valgundersøgelserne bygger på fuldt strukturerede spørgeskemaer.
Langt hovedparten af spørgsmålene er således lukkede. Undersøgelserne i de
forskellige valgår er ikke identiske. En del spørgsmål udskiftes fra valg til valg. Dog
går en hel del spørgsmål igen i de fire undersøgelser. I 1998 og 2001 var der
omtrent 300 spørgsmål i undersøgelsen, hvilket betød, at interviewene tog omtrent
en time at gennemføre (Goul Andersen m.fl., 1999: 6, 2002: 6). I 1990 og 1994
indeholdt spørgeskemaerne noget færre spørgsmål.
2.2. Dataindsamling
For alle fire undersøgelser gælder, at der er tale om besøgsinterviews. 17 Den
personlige kontakt mellem interviewer og respondent skal sikre en større forståelse
hos respondenten. Udvælgelsen af respondenterne er i alle fire undersøgelser sket
ved stratificeret klyngeudvælgelse (Goul Andersen m.fl., 2002: 7). Den anvendte
metode er altså ikke simpel tilfældig, sådan som det antages i statistikkens love.
Hellevik argumenterer for, at klyngeelementet i udvælgelsen påvirker
generaliserbarheden negativt, idet han i et konkret eksempel udregner, at
fejlmarginen stiger med omtrent 20 pct. (Hellevik, 1997: 337). Omvendt øger
stratificeringselementet ifølge Risbjerg Thomsen generaliserbarheden:
”Det er en udbredt misforståelse, at en simpel tilfældig stikprøve er den
bedste form for udvælgelse. Faktisk får man med den samme
stikprøvestørrelse i reglen større sikkerhed, dvs. mindre fejlmargin, med
stratificeret tilfældig udvælgelse.” (Risbjerg Thomsen, 1995: 74).
Når valgundersøgelserne bygger på dels stratificeret dels klyngeudvælgelse, går det
altså begge veje med hensyn til generaliserbarheden. Om den positive eller negative
effekt er størst er vanskeligt entydigt at afgøre, men det vurderes, at den anvendte
metode med stratificeret klyngeudvælgelse giver omtrent samme generaliserbarhed
som ved simpel tilfældig udvælgelse.
16 Havde man taget udgangspunkt i en mindre homogen fordeling, ville fejlmarginen være faldet alene af den
grund. Hvis fordelingen således havde været 10/90, ville fejlmarginen ved 1.000 respondenter have været ± 1,9
pct. i stedet for ± 3,2 pct.
17 Den rent praktiske gennemførelse blev foretaget af henholdsvis Gallup Markedsanalyse (1990, 1994 og 2001)
og AC Nielsen AIM (1998).
13

2.3. Interviewperiodens længde
Med vores problemstilling er partivalg ofte den afhængige variabel. Socioøkonomiske
forhold og politiske holdninger bliver uafhængige variabler, der skal forklare
partivalget. For at kunne argumentere for denne kausalsammenhæng, må det
antages, at respondenternes politiske holdninger tidsmæssigt kommer før partivalg.
Derfor må man tilstræbe, at interviewundersøgelsen gennemføres relativt hurtigt
efter valgdagen, da man ellers risikerer at måle holdninger, der har ændret sig siden
valget. Tabel 2.2 gengiver, hvor lang tid det har taget at gennemføre de fire
valgundersøgelser.
Tabel 2.2. Tidsforbruget til gennemførelsen af de fire valgundersøgelser. 1990-2001.
1990 1994 1998 2001
Valgdag 12.12.1990 21.9.1994 11.3.1998 21.11.2001
Indsamling start 1.1.1991 8.10.1994 6.4.1998 15.12.2001
Indsamling slut 31.1.1991 21.12.1994 16.6.1998 14.3.2002
Indsamlingsvarighed 1 31 dage 74 dage 71 dage 88 dage
Undersøgelsens varighed 2 50 dage 83 dage 97 dage 113 dage
1) Indsamlingsvarigheden er tidsrummet fra indsamlingens start til indsamlingens afslutning.
2) Undersøgelsens varighed er tidsrummet fra valgdagen til indsamlingens afslutning.
Det fremgår af tabellen, at gennemførelsen af interviews bliver strukket ud over en
længere periode, idet undersøgelsens varighed er steget fra 50 dage i 1990 til 113
dage i 2001. I 2001 gik der således næsten fire måneder fra valgdagen og indtil
undersøgelsen var afsluttet. En sådan relativ lang periode må anses for at være
mindre tilfredsstillende, da dette øger risikoen for, at nogle respondenter har ændret
holdninger i forhold til dem, de havde på valgdagen. Navnlig kan det tænkes, at
respondenterne i interviewperioden er blevet påvirket af de politiske tiltag den nye
regering 18 foretog. Der var særligt to begivenheder, der fik megen medieomtale. Den
11. januar 2002 fremlagde regeringen således planerne om nedlæggelsen af en lang
række statslige råd og nævn. Kort tid herefter varslede finansministeren
afskedigelsen af et relativt stort antal statslige embedsmænd. Disse to begivenheder
kan tænkes at have påvirket respondenternes syn på især Venstre. Hvorvidt dette
er tilfældet, undersøges i tabel 2.3, hvor respondenterne i valgundersøgelsen er
inddelt i tre perioder – før, under og efter de nævnte politiske udmeldinger.
18 Fogh Rasmussens regering bestående af Venstre og Det konservative Folkeparti.
14

Tabel 2.3. Valgundersøgelsen inddelt i tre perioder. Respondenternes syn på Venstre.
2001.
Antal respondenter Respondenternes syn på Venstre
(N) Pct. Stemme 1 Sympati 2 Holdning 3
Periode 1 (15.12. – 10.1.) 259 13 0,34 6,00 2,04
Periode 2 (11.1. – 15.2.) 938 46 0,32 5,80 1,98
Periode 3 (16.2. – 14.3.) 829 41 0,31 5,77 1,93
1) Andelen af respondenter, der i de tre perioder har angivet, at de stemte på Venstre ved folketingsvalget den
20. november 2001.
2) Partiets gennemsnitlige sympati (V30) hos vælgerne i gruppen på en skala fra 0-10.
3) Gennemsnitsværdien på spørgsmål om hvilket regeringsalternativ, der er bedst til at sikre balance mellem
skattetryk og social tryghed (V43): Skala: 1-3, hvor høj værdi = borgerlige bedst.
Det fremgår af tabellen, at kun 13 pct. af alle 2026 interviews blev gennemført før
regeringen fremlagde sine planer om nedlæggelse af råd og nævn samt afskedigelser
i centraladministrationen. Det fremgår ligeledes af tabellen, at partiets sympati er
højest blandt denne gruppe respondenter. Endvidere fremgår det af tabellens sidste
kolonne, at de borgerlige blandt respondenterne i første periode anses for at være
mere kompetente til at sikre balancen mellem skattetryk og social tryghed. Noget
tyder altså umiddelbart på, at respondenterne er blevet påvirket af Fogh
regeringens politik. Der er imidlertid to årsager til at denne konklusion ikke er
holdbar. For det første er Venstres stemmeandel større i første periode end i anden
og tredje periode – jævnfør tabellen. Der er altså tilfældigvis flere venstrefolk blandt
respondenterne i første periode, og derfor er der naturligvis også større sympati for
partiet. For det andet er forskellene i sympati og holdning mellem perioderne
insignifikante, også selv om der ikke tages hensyn til, at der ikke er lige mange, der
stemmer på Venstre i de tre grupper. 19 Vi kan således ikke med tilstrækkelig
sikkerhed afvise, at forskellene skyldes statistiske tilfældigheder. Den lange
undersøgelsesperiode udgør derfor ikke noget målbart problem for undersøgelsens
reliabilitet.
2.4. Behandling af data
Ved udtagelse af en stikprøve vil der ofte forekomme skævheder i stikprøvens
fordeling på en række kriterier i forhold til populationens sammensætning. I det
omfang der kendes til populationens sammensætning, vil det være nærliggende at
korrigere for disse skævheder, for derved at opnå en mere repræsentativ stikprøve.
En sådan korrektion foretages via vægtning – som regel politisk og/eller
demografisk. Demografisk vægtning foretages på baggrund af kendte
socioøkonomiske baggrundsvariabler i populationen som eksempelvis
kønsfordeling, alderssammensætning og bopæl, mens politisk vægtning normalt
foretages på baggrund af den faktiske stemmefordeling ved det pågældende valg.
Det er sjældent, at manglende demografisk repræsentativitet har nogen
nævneværdig betydning for resultaterne (Goul Andersen m.fl., 1999: 12). Derfor har
vi valgt at vægte politisk i samtlige analyser, mens demografiske forhold ikke vil
blive vægtet, men kontrolleret for, hvor det skønnes relevant. Den politiske
vægtning er foretaget på baggrund af Folketingets officielle data om partiernes
19 Ved p < 0,05.
15

eksakte antal stemmer. I tabel 2.4 bruger vi valget i 2001 som et eksempel på,
hvordan vægtene er udregnet.
Tabel 2.4. Baggrunden for politisk vægtning af data i 2001.
Populationen 1 Undersøgelsen
(N) Pct. (n) Pct. Vægt
Enhedslisten 82.685 2,40 51 2,71 0,883
Socialistisk Folkeparti 219.842 6,37 120 6,39 0,998
Socialdemokratiet 1.003.323 29,09 518 27,57 1,055
Det radikale Venstre 179.023 5,19 104 5,53 0,938
Kristeligt Folkeparti 78.793 2,28 39 2,08 1,101
Det konservative Folkeparti 312.770 9,07 169 8,99 1,008
Venstre 1.077.858 31,25 646 34,38 0,909
Dansk Folkeparti 413.987 12,00 204 10,86 1,106
Øvrige 2 80.371 2,35 28 1,49 1,564
I alt 3.448.652 100 1879 100
1) Kilde: Folketingets hjemmeside www.folketinget.dk.
2) Øvrige består af Centrumdemokraterne (1,77 pct. i populationen), Fremskridtspartiet (0,56 pct. i
populationen) og andre partier (0,029 pct. i populationen).
Det fremgår af tabel 2.4, at eksempelvis Socialdemokratiet fik lidt over én million
stemmer, svarende til 29,09 pct. af alle afgivne stemmer. I undersøgelsen var der
518 respondenter, der har stemt på Socialdemokratiet, hvilket kun svarer til 27,57
pct. Dermed er der i forhold til virkeligheden ikke nok socialdemokratiske vælgere i
undersøgelsen. Dette tages der hensyn til ved i specialets analyser at overvægte de
518 socialdemokrater. Helt præcist er vægten for disse respondenters
vedkommende i 2001 1,055, hvilket altså betyder, at disse respondenters
besvarelser indgår med større vægt end de respondenter, der har stemt på partier,
som er overrepræsenteret i valgundersøgelsen. De politiske vægte for hvert valgår er
anvendt i samtlige empiriske analyser i specialet.
Med hensyn til omkodning af variabler, har vi i de forskellige analyser kodet ”ved
ikke”-svar til en neutral midterkategori. Dermed får den neutrale midterkategori en
lidt for stor vægt, men til gengæld udgår ingen respondenter af analyserne. Dette
har særligt betydning, når der enten arbejdes med indeks, eller når der indgår
mange uafhængige variabler – eksempelvis i multiple regressioner.
I specialets empiriske afsnit vil der være en række tabeller, hvor der gøres rede for
en udvikling. I disse tabellers højre kolonne vil der være udregnet en ændring, som,
medmindre andet er angivet, altid er udregnet fra det begyndelsesår, der er angivet i
tabellen (eksempelvis 1990) til det slutår, der er angivet i tabellen (eksempelvis
2001).
I vores analyser vil vi, første gang vi anvender en variabel, i en note dels angive
variabelkoden i henhold til den tekniske rapport for datasættet for 2001 (Goul
Andersen m.fl., 2002: 107-112), dels en kort beskrivelse af spørgsmålets indhold.
16

2.5. Logistiske standardberegninger
Da det overordnede formål med dette speciale er at finde årsagerne til højrefløjens
stemmemæssige fremgang, er den afhængige variabel i mange af analyserne en
dikotom variabel, der udtrykker, om man enten har eller ikke har stemt på
højrefløjen. 20 Variablen vil blandt andet blive benyttet i de tilfælde, hvor vi måler,
hvilken effekt forskellige holdningsændringer har haft for højredrejningen. I
litteraturen anvendes ofte såkaldte standardberegninger til at udregne effekten af
sådanne holdningsbevægelser. Vi har imidlertid valgt at videreudvikle tankegangen
bag almindelige standardberegninger, idet vi kombinerer simpliciteten i de
almindelige standardberegninger med nøjagtigheden i metoden bag logistisk
regression.
For at sætte tal på effekten af eksempelvis en holdningsmæssig højredrejning
anvendes således en metode, som vi har valgt at kalde for en logistisk
standardberegning. Formålet med dette afsnit er at redegøre for tankegangen bag
denne logistiske standardberegning. Først beskrives, hvordan almindelige
standardberegninger fungerer. 21
Effekten af holdningsbevægelser beregnes normalt ved hjælp af en almindelig
standardberegning, hvor tankegangen er, at jo længere man holdningsmæssigt
bevæger sig væk fra den politiske midte, desto større er sandsynligheden for at
stemme på et givent parti eller en given fløj. En holdningsmæssig bevægelse mod
højre vil normalt føre til en stemmemæssig højredrejning, fordi vælgere med
højreorienterede holdninger overproportionalt stemmer på højrefløjen. Den
stemmemæssige effekt af en holdningsbevægelse kan udregnes ved hjælp af simpel
matematik. Et tænkt eksempel er illustreret i tabel 2.5.
Tabel 2.5. Teoretisk eksempel på en almindelig standardberegning.
Tidspunkt
t0
t1
Stilling til
synspunkt
(N)
Stemme på
højrefløjen i pct.
Antal stemmer
Enig 100 70 70
Uenig 400 40 160
Sum 500 46 230
Enig 300 70 t0 210
Uenig 200 40 t0 80
Sum 500 58 290
Af tabellen fremgår det, at der til t0, var henholdsvis 100 enige og 400 uenige
vælgere i forhold til det givne synspunkt. Det fremgår yderligere, at ved t0 stemte 70
procent af de vælgere, der var enige i synspunktet på højrefløjen, mens 40 procent
af de uenige stemte på højrefløjen. Derved fik højrefløjen i alt 230 stemmer svarende
til 46 pct. af stemmerne.
20
Når vi fremover anvender denne variabel, vil vi blot skrive at ”stemme på højrefløjen” er den afhængige
variabel.
21
For yderligere information om standardberegninger henvises til Fisker m.fl. (1999).
17

Til t1 har opinionen skiftet, så antallet af enige er steget fra 100 til 300 og antallet af
uenige er faldet tilsvarende fra 400 til 200. Da højrefløjen står stærkt i gruppen af
enige, må denne holdningsændring formodes at være til fordel for højrefløjen. Med
en almindelig standardberegning kan man udregne, hvor stor den stemmemæssige
fordel præcis er. I standardberegningen antages det, at højrefløjen også til t1 vil få
70 pct. af stemmerne blandt de enige vælgere og 40 pct. af stemmerne blandt de
uenige vælgere. Derfor ganger man blot det nye antal enige (300 vælgere) med
procentfordelingen (70 pct.), og da 70 pct. af 300 er 210, er det således
forventningen, at partiet til t1 vil få 210 af de 300 enige vælgere. På samme måde er
det forventningen, at højrefløjen vil få 80 af de 200 uenige vælgere. Samlet set vil
højrefløjen altså få 290 vælgere (210+80) til t1. Det er en fremgang på 60 vælgere,
idet højrefløjen til t0 kun fik 230 vælgere. Denne fremgang svarer til 12 pct.
(60/500*100=12). Resultatet er altså, at højrefløjen på baggrund af den givne
holdningsændring ville gå 12 procentpoint frem fra 46 pct. af stemmerne i t0 til 58
pct. af stemmerne i t1. Beregningen bygger på en forudsætning om, at alt andet
holdes lige, for rent faktisk kan det være, at højrefløjen til gengæld har mistet
stemmer på en anden opinionsændring, som går højrefløjen imod, således at det
rent faktiske valgresultat til t1 ville blive lavere end 58 pct.
Sådanne almindelige standardberegninger kan med fordel anvendes i en række
sammenhænge, men metoden har også visse ulemper. Den største ulempe er, at det
er vanskeligt at inkludere kontrol for tredje variabler. Et andet problem ved
metoden er, at den ikke tager hensyn til, at et emnes betydning for
stemmeadfærden ændres over tid. Betydningen for stemmeadfærden kommer til
udtryk ved, hvor meget emnet diskriminerer vælgerne. I eksemplet ovenfor får
højrefløjen 70 pct. af stemmerne blandt de vælgere, der er enige, og kun 40 pct. af
stemmerne blandt de vælgere, der er uenige. Man kan sige, at
diskriminationsgraden er 30 pct. (70 pct. minus 40 pct.). Havde partiet fået 70 pct.
af stemmerne blandt både enige og uenige vælgere, havde diskriminationsgraden
været nul, og dermed ville det ikke have nogen stemmemæssig effekt for partiet, at
der sker en holdningsændring på spørgsmålet. Diskriminationsgraden udtrykker
altså emnets betydning for vælgeradfærden. Hvis et emne, mellem de to
tidspunkter, bliver vigtigere for vælgerne, vil en effektberegning, der tager
udgangspunkt i den gamle betydning, undervurdere effekten af
holdningsændringen. Da almindelige standardberegninger i udgangspunktet ikke
tager hensyn til en sådan ændring i saliensen, egner de sig således bedst til relativt
korte perioder, hvor det med rimelighed kan antages, at emnets vigtighed ikke har
ændret sig. En tredje ulempe er, at metoden til tider kræver ret grove inddelinger.
Eksempelvis vil det ofte være nødvendigt at slå flere svarkategorier sammen for at
sikre, at partiets stemmeandel er konstant stigende eller faldende.
I et forsøg på at tage højde for disse problemer ved den almindelige
standardberegning, har vi som nævnt valgt at videreudvikle metoden ved at
kombinere tankegangen bag en almindelig standardberegning med logistisk
regression. Metoden kalder vi en logistisk standardberegning, hvor der er mulighed
for at kontrollere for relevante tredjevariabler, og hvor man let kan tage højde for, at
18

emnets saliens ændrer sig i løbet af den periode, der undersøges. Endvidere er det
ved en logistisk standardberegning ikke nødvendigt at lave grove inddelinger af
respondenterne, idet beregningen så at sige foretages på hver enkelt respondent.
Den logistiske standardberegning er baseret på binær logistisk regression, hvor den
afhængige variabel oftest er en dikotom variabel, der udtrykker, hvorvidt man har
stemt på højrefløjen, og den uafhængige variabel er den holdningsvariabel, der
ønskes undersøgt. 22 I en sådan logistisk regression udregnes sandsynligheden for at
stemme på højrefløjen ved hjælp af følgende generelle ligning (Agresti & Finlay,
1997: 580):
e
? ?
1 ? e
? ? ? X ?
? ? ? X ?
(formel 1)
I ligningen er ? lig konstanten og ??lig hældningskoefficienten. Grafisk kan formlen
udtrykkes som en s-kurve (Agresti & Finlay, 1997: 579). Figur 2.1 illustrerer,
hvordan to logistiske sammenhænge grafisk kunne se ud.
Figur 2.1. To typiske logistiske sammenhænge med samme konstant (0) men forskellig
b-koefficient (henholdsvis 0,07 og 0,02).
Sandsynlighed for stemme på
højrefløjen
1
0.8
0.6
0.4
0.2
0
b = 0,07
-100 -50 0 50 100
Holdningsskala
Sandsynlighed for stemme på
højrefløjen
1
0.8
0.6
0.4
0.2
0
b = 0,02
-100 -50 0 50 100
Holdningsskala
Figurerne kan teoretisk set også forløbe spejlvendt, men da den afhængige variabel
som nævnt oftest er en variabel, der måler, om man har stemt på højrefløjen, vil
kurven oftest forløbe som vist, således at sandsynligheden for at stemme på
højrefløjen stiger, desto længere man bevæger sig mod højre på x-aksen. 23 Det ses
dog også, at sandsynligheden ikke stiger lineært. I stedet er sammenhængen
således, at oddsene for at stemme på højrefløjen stiger lige meget for hver enhed,
man bevæger sig ud af x-aksen. Odds udtrykker forholdet mellem det antal vælgere,
som stemmer på højrefløjen over for dem, som ikke gør. En sådan sammenhæng er
22 Derudover kan der tilføjes et antal kontrolvariabler som uafhængige variabler.
23 Dette forudsætter naturligvis, at variablerne til hver en tid er kodet således, at en høj værdi også svarer til, at
man er højreorienteret. Det skal bemærkes, at x-aksen i de to grafer er kodet til at gå fra -100º (mest
venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret). Vi har valgt i næsten alle sammenhænge at omkode de
uafhængige variabler til denne skala. Da skalaen således har hele 201 enheder, bliver de ustandardiserede bkoefficienter
tilsvarende små.
19

som vist s-formet, og jo bedre det pågældende issue er til at differentiere vælgerne,
det vil sige jo større beta-koefficienten er, jo tættere vil grafens to ender ligge på
henholdsvis 0 og 100 pct., og desto stejlere vil overgangen mellem de to ”haler” være
(jævnfør figuren). Hældningskoefficienten udtrykker altså en holdningsvariabels
diskriminationsevne på samme måde som de 30 pct. gjorde i eksemplet med den
almindelige standardberegning.
Hældningskoefficientens størrelse og dermed kurvens stejlhed vil ofte være påvirket
af kontrol for tredje variabler. Når andre variabler inddrages, vil
hovedeffektvariablens hældningskoefficient normalt blive mindre, idet
kontrolvariablerne normalt vil overtage noget af den variation, som den oprindelige
variabel kunne forklare. 24 Herved renses der så vidt muligt ud i effektberegningerne
for eventuelle spuriøse sammenhænge. I modsætning til almindelige
standardberegninger er metoden således velegnet til at inkludere kontrol for tredje
variabler.
Når det skal måles, hvilken stemmemæssig effekt en given holdningsbevægelses har
haft, foretages først en logistisk regression med den pågældende hovedeffektvariabel
og alle kontrolvariablerne som uafhængige variabler og ”stemme på højrefløjen” som
afhængig variabel. Insignifikante led sorteres fra efter det hierarkiske princip. 25
Herefter står vi tilbage med en endelig model, hvor vi i de følgende
standardberegninger skal bruge både konstanten og de forskellige uafhængige
variablers beta-koefficienter. Når den endelige logistiske model er fundet, er det
således muligt at indsætte hver enkelt respondents svar på de spørgsmål, der
indgår i modellen, og derved udregne den pågældende respondents sandsynlighed
for at stemme på højrefløjen. Jo bedre modellen er, jo mere vil disse
sandsynligheder variere med respondenternes forskellige svar på det spørgsmål som
undersøges. Tages et gennemsnit af alle respondenters sandsynlighed for at stemme
på højrefløjen, bør man tilnærmelsesvist nå frem til højrefløjens valgresultat det
pågældende år.
For at foretage en logistisk standardberegning, må man foretage to næsten
identiske beregninger. I den ene estimeres højrefløjens rent faktiske valgresultat til
t0. Der anvendes således følgende formel i beregningerne:
? ? ? X ? ? X ? ... ? ? X ?
a a b b n
e
højrefløje ns stemmeandel
til t0
?
a a b b ... ?
1?
e
? ? ? X ? ? X ? ? X ?
n
n
n
(formel 2)
I ligningen er Xa den uafhængige hovedvariabel, som vi ønsker at undersøge og Xb til
Xn er kontrolvariabler. Denne beregning estimerer således højrefløjens rent faktiske
valgresultat til t0. Herefter finder man ud af, hvilken gennemsnitlig
24
I visse relativt sjældne tilfælde kan en kontrolvariabel dog forstærke den oprindelige sammenhæng. I så fald er
der tale om spuriøs non-korrelation.
25
Det hierarkiske princip indebærer, at det mest insignifikante led fjernes først. Herefter foretages regressionen
igen, hvorefter det led der nu er mest insignifikant fjernes. Proceduren fortsættes indtil, der ikke er flere
insignifikante led.
20

holdningsbevægelse der har været fra t0 til t1 på hovedvariablen Xa. Hvis vælgerne
eksempelvis på en skala fra -100º til +100º i gennemsnit er blevet 25º mere
højreorienteret på Xa, kan vi nu beregne, hvad den stemmemæssige effekt af denne
holdningsbevægelse er. Derfor gentager vi ovenstående beregning, stadig med data
fra t0, men i stedet for at anvende Xa anvendes en variabel, hvor hver respondent
antages at være blevet 25º mere højreorienteret. Ovenstående ligning ændres altså
på følgende måde:
? ? ? X ? ? X ? ... ? ? X ?
a a?
? t b b n
e
højrefløje ns stemmeandel
til t1
?
a a t b b ... ?
? ?
1?
e
? ? ? X ? ? X ? ? X ?
n
n
n
(formel 3)
I beregningerne tages der udgangspunkt i data fra t0, hvilket vil sige, at alt undtaget
Xa er det samme i begge beregninger. Resultatet af beregningen er den
stemmeandel, som højrefløjen, når alt andet holdes lige, har fået på grund af
holdningsændringerne i variablen Xa. Ved at trække resultatet fra de to ligninger fra
hinanden, får vi således estimeret højrefløjens stemmemæssige fremgang, således
som den følger af højredrejningen i hovedvariablen Xa.
Metoden bag denne logistiske standardberegning kan illustreres ved figur 2.2, hvor
der for overskuelighedens skyld kun er taget udgangspunkt i to vælgere.
Figur 2.2. Illustration af tankegangen bag den logistiske standardberegning. Effekten
af to forskellige vælgeres holdningsbevægelser. (a=0 og b=0,07). Teoretisk
holdningsskala fra -100º til +100º.
Sandsynlighed for stemme på højrefløjen
1
0,8
0,6
0,4
0,2
0
-100 -75 -50 -25 0 25 50 75 100
Vælger A Vælger B
21

Som det fremgår af figuren, foretager de to vælgere en lige stor holdningsmæssig
højredrejning på 25º. For den venstreorienterede vælger (vælger A) betyder dette, at
sandsynligheden for at stemme på højrefløjen kun stiger med omtrent 15
procentpoint, hvorimod sandsynligheden for at stemme på højrefløjen stiger med
hele 35 procentpoint for den mere midterorienterede vælger (vælger B). De to
vælgeres holdningsmæssige højredrejning har altså i begge tilfælde øget
sandsynligheden for at stemme på højrefløjen, men sandsynligheden er ikke øget
lige meget. Det er med andre ord ikke ligegyldigt for effekten, hvor på kurven
vælgeren til t0 er placeret. Dette er den afgørende forskel på en standardberegning,
der bygger på logistisk regression, og en standardberegning, der antager en lineær
sammenhæng. Er vælgeren placeret på det stejle stykke, kan selv en mindre
holdningsændring betyde en markant stigning i sandsynligheden for at stemme på
højrefløjen, hvorimod sandsynligheden for en vælger, der befinder sig på et af de
fladere stykker ikke vil blive påvirket i samme grad af samme holdningsændring.
Fordelen ved at vælge den mere komplicerede logistiske metode frem for
eksempelvis lineær regression er, at det er væsentligt mere plausibelt, at
sammenhængen mellem holdninger og det at stemme på højrefløjen kan beskrives
ved hjælp af en s-kurve end ved en lineær model. 26 Det er således ikke plausibelt, at
vælgere med meget markante holdninger vil skifte fløj, blot fordi den pågældende
vælgers holdning bliver en anelse mindre markant. Omvendt kan man langt lettere
forestille sig, at der kun skal relativt lidt til for at vælgere, som holdningsmæssigt
ligger tæt på midten, vil skifte fløj. 27
Effekten af de to vælgeres holdningsændring i figur 2.2 på side 16 kan således
udregnes på følgende måde:
Tabel 2.6. Teoretisk eksempel på en logistisk standardberegning med kun to
respondenter og uden kontrol for tredjevariabler.
Tidspunkt Placering a b
t0
t1
Sandsynlighed for at
stemme på
højrefløjen i pct.
Vælger A -50º 0 0,07 3
Vælger B 0º 0 0,07 50
Alle (A+B) Gns. 50º og 0º= -25º Gns. af 3 og 50 = 27
Vælger A -50º (t0) + 25º (ændr.) = -25º 0 0,07 (t0) 15
Vælger B 0º (t0) + 25º (ændr.) = 25º 0 0,07 (t0) 85
Alle (A+B) Gns. af -25º og 25º = 0º Gns. af 15 og 85 = 50
I beregningerne er der taget udgangspunkt i koefficienterne (a=0 og b=0,07) fra det
teoretiske eksempel i figur 2.2. De to vælgeres sandsynlighed for at stemme på
26 Desuden vil en lineær model kunne give resultater, der er meningsløse, hvor man vil kunne nå frem til, at
sandsynligheden for at stemme på eksempelvis højrefløjen kunne overstige 100 pct. eller falde under 0 pct.
Desuden anses det for et statistisk forudsætningsbrud at anvende en dikotom variabel (partivalg) som afhængig
variabel i lineær regression.
27 At metoden rent faktisk giver en bedre beskrivelse af virkeligheden viser sig også statistisk ved, at logistiske
modeller ofte fremviser væsentlig højere forklaringskraft end lineære modeller (selvom Nagelkerke R 2 ikke er
direkte sammenlignelig med R 2 fra regressioner, der bygger på mindste kvadraters metode).
22

højrefløjen til t0 er fremkommet ved at sætte positionen, konstanten og bkoefficienten
ind i formel 1 ovenfor. 28 Eksempelvis udregnes sandsynligheden, for at
vælger A til t0 stemmer på højrefløjen, på følgende måde:
e
1?
e
? 0,
07 ? ( ? 50 ) ?
? 0,
07 ? ( ? 50 ) ?
? 3 pct.
Det fremgår således, at sandsynligheden for, at vælger A til t0 stemmer på
højrefløjen kun er 3 pct. Til gengæld er sandsynligheden hos vælger B hele 50 pct. –
jævnfør tabellen. For at finde de to vælgeres samlede sandsynlighed for at stemme
på højrefløjen, skal man så blot tage gennemsnittet af de to vælgeres
sandsynligheder, hvilket er 27 pct. 29 Jo flere vælgere der er med i undersøgelsen,
desto nærmere ville dette gennemsnit af sandsynligheder komme på højrefløjens
rent faktiske valgresultat i t0.
Når de to vælgeres holdning til t1 bevæger sig 25º til højre, fremgår det af tabellen,
at sandsynligheden for at stemme på højrefløjen stiger hos de to vælgere. Da vælger
B befinder sig på det stejle stykke i figuren, stiger hans sandsynlighed betydeligt
mere end sandsynligheden hos vælger A, der jo er så venstreorienteret i forvejen, at
der skal meget mere til, før han ville overveje at stemme på højrefløjen.
Gennemsnitligt stiger de to vælgeres sandsynlighed til 50 pct., hvilket vil sige at
højrefløjens stemmeandel til t1 estimeres til 50 pct. Da forskellen mellem 50 pct. og
27 pct. er 23 pct., er resultatet af den logistiske standardberegning, at højrefløjen
alt andet lige ville være gået 23 procentpoint frem i perioden fra t0 til t1 på grund af
de to vælgeres holdningsmæssige højrebevægelse. Generelt vil det være sådan, at jo
større hældningskoefficienten er, desto større effekt vil en positionsændring have på
højrefløjens stemmeandel.
Som det fremgår af eksemplet, tager den logistiske standardberegning, ligesom
almindelige standardberegninger, udgangspunkt i et emnes diskrimineringsgrad (bkoefficient)
ved t0 for derefter at gange igennem med holdningen fra t1 med den
diskrimineringsgrad, der var ved t0. Som nævnt betyder dette, at effekten
fejlestimeres, hvis b-koefficienten ændrer sig i den undersøgte periode. Det vi ofte
være tilfældet, at et emnes saliens ændrer sig, og derfor er det nødvendigt at udvikle
metoden yderligere, således at der tages højde for ændringen i b-koefficienten. Dette
har vi gjort ved at foretage proceduren to gange, én gang som ovenfor beskrevet og
én gang, hvor proceduren så at sige vendes på hovedet ved i stedet for at anvende t0
som udgangspunkt at anvende t1 som udgangspunkt. Når t1 anvendes som
udgangspunkt indsættes i stedet holdningerne fra t0, hvorved man finder frem til,
hvor meget mindre højrefløjen ville være gået frem, såfremt den givne
holdningsændring ikke havde fundet sted. 30 Ved således at tage udgangspunkt i
28 Formel 1 og ikke 2, da der i dette eksempel ikke er medtaget kontrolvariabler.
29 Det er vigtigt at understrege, at hvis vi satte de to vælgeres gennemsnitlige placering til t0 (-25º - jævnfør
tabellen) ind i ligningen, ville det ikke give de 27 pct. Dette ville være tilfældet, hvis sammenhængen var lineær.
30 Forudsat at der måles på en holdningsmæssig højredrejning.
23

åde t0 og t1 fås to effekter, som hver især viser, hvilken stemmemæssig effekt en
given holdningsændring har haft ved den diskrimineringsgrad, eller saliens (udtrykt
ved beta-koefficienten), der gjaldt ved henholdsvis t0 og t1. Hvis beta-koefficienten
eksempelvis falder fra t0 til t1, vil effekten af den stemmemæssige højredrejning også
blive lavere ved t1 end ved t0. Antages det, at en stigning eller et fald i
diskrimineringsgraden er forløbet jævnt i den målte periode, vil et gennemsnit af de
to effekter således have taget højde for, at emnet er steget eller faldet i betydning.
Med en logistisk baseret standardberegning kan vi altså beregne den
stemmemæssige effekt af holdningsændringer og samtidig tage højde for ændringer
i emnets betydning. På samme måde ville det være nærliggende at tro, at man kan
beregne effekten af ændringer i emnets betydning. Hvis eksempelvis alle vælgere var
enige med et bestemt parti i et synspunkt, som vælgerne til t0 ikke er særlig optaget
af, men emnet til t1 får større betydning, vil man forvente, at dette har en positiv
effekt på partiets stemmeandel. Hvis der derimod er nøjagtig lige mange vælgere,
der støtter synspunktet hos henholdsvis parti A og parti B, vil dette alt andet lige
ikke have nogen positiv effekt for nogen af partierne, idet sandsynligheden for at
stemme på de to partier øges lige meget for lige mange vælgere. Hvis man ved hjælp
af en logistisk standardberegning skulle udregne effekten af, at et emnes betydning
for stemmeadfærden ændres, må man altså præcis vide, hvilke holdninger der mest
er i overensstemmelse med partiet A og hvilke holdninger, der mest er
overensstemmelse med partiet B. Den uafhængige variabels midtpunkt skulle derfor
placeres således, at vælgerne til venstre for dette punkt er mest enig med det
venstreorienterede parti og vælgerne til højre for dette punkt er mest enig med det
højreorienterede parti. Imidlertid er det vanskeligt på forhånd at afgøre, hvor et
sådant midtpunkt er, ikke mindst hvis et emne til t0 ikke differentierer vælgerne.
Efterfølgende ved t1, hvor emnet differentierer vælgerne, kan man naturligvis
konstatere, hvilke holdninger der viste sig at være mest i overensstemmelse med
henholdsvis højre- og venstrefløjen. Men anvendes dette punkt som udgangspunkt i
standardberegningen, vil man blot have en model, der viser, hvor den faktiske
udvikling har været, hvilket vil sige forskellen mellem de to valgresultater og ikke en
model, der holder alt andet lige, som er hele pointen i standardberegninger. Derfor
er konklusionen, at det ved hjælp af den logistiske standardberegning ikke på
samme måde som for positions- og kompetenceændringer er muligt at beregne
effekten af saliensændringer. Den logistiske standardberegning kan dog, som
ovenfor vist, beregne den stemmemæssige effekt af holdningsændringer, og da den
logistiske standardberegning derudover muliggør kontrol for tredjevariabler og giver
en mere nøjagtig beskrivelse af virkeligheden end lineære modeller, er metoden
stadig særdeles anvendelig til at belyse specialets problemstilling.
Der er dog en enkelt antagelse i den logistiske standardberegning, som man bør
være opmærksom på. Centralt i effektberegningerne er således, at de
holdningsændringer, der observeres mellem t0 og t1 antages at være fordelt således,
at alle vælgere rykker til højre eller til venstre. I virkeligheden er der naturligvis tale
om, at kun en del af vælgerne har ændret deres holdninger. Men idet vi ikke har
paneldata, kan vi ikke vide, hvilke af de respondenter, der indgår i
24

valgundersøgelsen, der har ændret deres holdninger. Derfor er vi nødt til at antage,
at alle vælgere har bevæget sig som gennemsnittet. I de tilfælde, hvor
holdningsændringer foregår nogenlunde bredt blandt alle vælgere udgør antagelsen
ikke noget problem. Det er kun i de tilfælde, hvor det er bestemte grupper, der
holdningsmæssigt bevæger sig markant mere end andre, at beregningerne vil være
behæftet med en vis usikkerhed. Problemet vurderes dog at have mindre betydning,
idet det virker sandsynligt, at holdningsbevægelser som oftest også vil være bredt
fordelt og ikke kun forekomme hos vælgere med bestemte holdninger.
2.6. Forudsætningstest
Når vi i specialet foretager en lineær eller logistisk regression vil vi i en note
kommentere, hvorvidt der har været relevante forudsætningsbrud, og i så fald
hvilke konsekvenser det har for fortolkningen af resultaterne.
Ved lineær regression er den vigtigste forudsætning, at modellens uafhængige
variabler er lineære i forhold til den afhængige variabel. Når
lineraritetsforudsætningen testes skal der renses for effekten af de øvrige variabler.
Yderligere er det en forudsætning, at fejlledene var normalfordelte, og at variansen
på residualerne er konstant for alle kombinationer af uafhængige variabler. Der
skal derudover testes for interaktionsled, multikollinearitet samt ekstreme
observationer (outliers). 31 Man kunne overveje om test for autokorrelation er
relevant i vores tilfælde, idet vi arbejder med data indsamlet på fire forskellige
tidspunkter. Imidlertid er det kun meningsfyldt at teste for autokorrelation, hvis
man i samme regression har variabler, der er indsamlet på forskellige tidspunkter.
Dette vil i vort tilfælde kun give mening, såfremt vi havde haft paneldata, og derfor
er det ikke relevant at kontrollere for autokorrelation. 32
Forudsætninger for logistisk regression adskiller sig fra lineær regression på flere
områder. For det første skal sammenhængen ikke være lineær. Sammenhængen
skal i stedet forløbe som en s-kurve, hvor oddsene på den afhængige variabel
ændres lige meget for hver enhedsændring i de uafhængige variabler. Derudover
behøver den afhængige variabel ikke at være normalfordelt eller homoscedastisk for
hvert niveau af de uafhængige variabler. Der er heller ingen antagelser om
normalfordelte fejlled. Desuden behøver de uafhængige variabler ikke at være
intervalskaleret, og slutteligt kræves det ikke, at de uafhængige variabler er
ubundne. 33
31 Observationer, der ligger mere end tre standardafvigelser væk fra gennemsnittet.
32 For yderligere information om forudsætninger for lineær regression henvises til:
http://www.ps.au.dk/srt/SeminarF02/Regression.pdf.
33 For yderligere information om forudsætninger for logistisk regression henvises til:
http://www2.chass.ncsu.edu/garson/pa765/logistic.htm.
25

3. Teori
I det følgende vil vi i afsnit 3.1 kort redegøre for issue voting-teorierne og i
særdeleshed for nøglebegreberne position, valens og saliens. Herefter redegøres der i
afsnit 3.2 for ny og gammel politik dimensionerne.
3.1. Issue voting
Issue voting er ikke et nyt begreb inden for vælgeradfærdsforskningen. Begrebet er
en integreret del af Michigan-modellen, der blev udviklet af amerikanske
valgforskere i 1950’erne, og som siden er blevet en af de mest omtalte og anvendte
modeller indenfor vælgerforskning.
Rent grafisk placerer Michigan-modellen de uafhængige variabler, der påvirker
partivalget, i en slags tragt. Yderst i tragten findes sociale baggrundsvariabler så
som klasse, køn, alder, indkomst med videre. Disse sociale baggrundsvariabler
påvirker næste led i tragten, der, i amerikansk sammenhæng, er partiidentifikation,
og som i USA varigt har øvet indflydelse på partivalget. I europæisk sammenhæng
er partiidentifikationen derimod ikke så stærk og stabil som i USA, og man har
derfor ofte erstattet partiidentifikation med klasseidentifikation som den faktor, der
stabilt og varigt påvirker partivalget (Borre, 2001: 10). Længst fremme i tragten
finder vi issues og kandidater. Mens parti-/klasseidentifikation ifølge modellen er
langtidsfaktorer, betegnes issues og kandidater som korttidsfaktorer (Andersen
m.fl., 1999: 276).
Som en systematisering af variabler lader modellen sig ikke anfægte. Det
problematiske ved Michiganmodellen er derimod vægtningen, idet parti-
/klasseidentifikation er nøglevariablen i modellen, mens korttidsfaktorerne anses
for at have en mindre betydning. Denne vægtning gøres der op med i issue votingteorierne,
idet issue voting siden 1960’erne har fået større betydning, samtidig med,
at Michigan-modellens nøglebegreb – parti-/klasseidentifikation – mange steder har
fået langt mindre betydning. Dette gælder ikke mindst i Danmark. 34
Michiganmodellens stigende problemer har altså givet inspiration til en lang række
nye modeller, der i højere grad fokuserer på issues. Disse forskellige modeller
kategoriseres under issue voting-teorier. Fælles for alle teorierne/modellerne er, at
de bygger på en antagelse om, at vælgeren er rationel i instrumentel forstand. Det
rationelle består i, at vælgeren antages at maksimere sin nytte ved at stemme på
det parti, som vælgeren issuemæssigt er mest i overensstemmelse med. Vælgeren
antages dog ikke at være rationel i rational-choice forstand, selvom de to forskellige
rationalitetsbegreber ikke udelukker hinanden. Hvor det i rational-choice teorien
antages, at vælgeren maksimerer sine objektive (økonomiske) interesser, antages
det i issue voting-teorien blot, at der er rationalitet mellem holdninger og partivalg
(Dunleavy, 1991: 80). Dette fokus på forholdet mellem holdning og partivalg
34 Jævnfør figur 1.2 på side 5.
26

etyder, at man inden for issue voting-teorierne ikke interesserer sig så meget for,
hvordan vælgeren har fået sine holdninger.
3.1.1. Definition af et issue
Inden for issue voting-teorierne er det centrale begreb issues, hvorfor det er
væsentligt at få defineret, hvad der menes med et ”issue”. Den bedste danske
oversættelse af ordet er ”politisk emne”. Dermed afgrænses begrebet til ikke at
rumme ikke-politiske emner, såsom vurderinger af statsministerkandidaternes valg
af jakkesæt eller briller. Issues kan altså defineres som politiske mål og midler. En
issue-vælger vurderer således partierne på baggrund af det partierne lover at
gennemføre (politiske mål), og på hvordan de giver udtryk for at ville gennemføre det
(politiske midler) (Borre, 2001: 13).
3.1.2. De centrale begreber inden for issue voting
Model 3.1 illustrerer tre centrale nøglebegreber indenfor issue voting-teorierne, der
knytter an til denne definition af issuebegrebet.
Model 3.1. Forholdet mellem position, valens og saliens.
Positions-
issue
Høj saliens
Lav saliens
Valens-
issue
Modellens vertikale akse vedrører saliens, der udtrykker, hvor vigtigt et emne er for
vælgeren. Hvis en vælger er meget optaget af et bestemt politisk emne, har dette
emne høj saliens for vælgeren. Mange vælgere er enige med ét parti i nogle
spørgsmål og enige med et andet parti i andre spørgsmål. Derfor bliver det
afgørende for stemmeadfærden, hvilke spørgsmål vælgeren ved et valg er mest
optaget af.
Hvis et emne har en vis saliens, vil vælgeren i relation til emnet forud for sin
stemmeafgivning vurdere partierne på følgende to centrale parametre (Borre, 2001):
27

(1) Hvor de forskellige partier ligger placeret i forhold til vælgerens politiske
holdninger?
(2) Hvor kompetent en regering og det mulige regeringsalternativ er til at løse
problemet?
Disse to vurderingsparametre relaterer sig til begreberne positions- og valensissues.
Et positionsissue er kendetegnet ved, at der blandt partierne – og vælgerne – er stor
uenighed om målet. De danske EU-folkeafstemninger er et godt eksempel på et
positionsissue, for som bekendt har der både blandt partierne og hos vælgerne
været stor uenighed om, hvorvidt man skulle stemme ja eller nej til de forskellige
EU-traktater. Hvis et emne er et positionsissue, bliver det relevant for vælgeren at
vurdere partierne på baggrund af det første af ovenstående to parametre. Vælgeren
vil altså stille sig selv spørgsmålet, hvor de forskellige partier ligger placeret på
emnet i forhold til vælgerens egen holdning, for derefter at stemme på det parti, der
er i størst overensstemmelse med disse holdninger.
Valensissues er derimod spørgsmål, hvor der er udbredt enighed om målene.
Bekæmpelse af arbejdsløshed er et oplagt eksempel på et valensemne, idet alle vil
være enige om, at arbejdsløsheden bør bekæmpes. Selvom valensemner således er
kendetegnet ved, at der er enighed om målene, betyder det langt fra, at disse emner
er afpolitiserede og uinteressante. Vælgeren vil således anvende det andet
vurderingsparameter og spørge, hvor kompetent de to regeringsalternativer 35 er til
at opnå det mål, som alle er enige om. Trods enighed om målene, kan vælgernes
vurdering af de forskellige partiers kompetence på et givent område være meget
forskellig. Når man vil undersøge årsagerne til vælgernes partivalg er valensemner
således interessante, hvis der på områder, der har stor betydning for vælgerne, er
forskel på vælgernes vurdering af regeringsalternativernes kompetence til at løse
opgaven.
I model 3.1 ovenfor har vi placeret positions- og valensissues på den samme
(horisontale) akse. Dette skal illustrere, at et emne sjældent entydigt lader sig
karakterisere som enten et positions- eller valensissue. De to begreber skal snarere
opfattes som to yderpunkter på et kontinuum. Således kan et emne over tid bevæge
sig på dette kontinuum, og i højere grad blive et valensissue, hvis der eksempelvis
opstår større konsensus om målene.
Efter denne korte introduktion til de tre begreber, vil vi i de følgende tre underafsnit
gå lidt mere i dybden med dem.
3.1.3. Positionsbegrebet: Nærhed eller retning?
Hvis et emne i overvejende grad er et positionsissue, bliver det som nævnt relevant
for vælgeren at stille spørgsmålet, hvor de forskellige partier er placeret på emnet i
forhold til vælgerens egen holdning. Vælgeren vil derefter stemme på det parti, der
er i størst overensstemmelse med denne holdning. Men hvornår er et partis
35 Den siddende regering og dens opposition.
28

holdninger i overensstemmelse med vælgerens? Nærheds- og retningsmodellen er to
modeller, der giver forskellige svar på dette spørgsmål.
Nærhedsmodellen bygger på Anthony Downs’ medianvælgerteori, der blev lanceret i
1950´erne og som siden har været den foretrukne rationelle teori for vælgeradfærd.
Forudsætningen for modellen er således de klassiske rationelle antagelser om den
nyttemaksimerende vælger, der har klare præferencer og fuldkommen information
(Downs, 1957). Vælgeren antages at have et fuldkomment overblik dels over sin
egen placering på alle politiske issues, dels over partiernes placering på de samme
issues. Modellens grundlæggende logik er, at vælgerens sympati for et parti aftager
med den samlede afstand til de forskellige politiske issues (Borre, 2001: 65ff).
Vælgeren vil altså have størst sympati for det parti, der ligger tættest på vælgerens
egne holdninger. Partierne vil derfor placere sig der, hvor de største
vælgerkoncentrationer er at finde, hvilket, i hvert fald i et topartisystem, 36 vil sige
den politiske midte (Enelow og Hinich, 1984: 42).
Med retningsmodellen skabte Rabinowitz og Macdonald i slutningen af 1980´erne
en modvægt til nærhedsmodellen. Deres primære kritik mod nærhedsmodellen var
dens strenge aktørantagelser. Med vælgerens begrænsede tid og interesse for politik
in mente afviser de således, at vælgeren skulle være i stand til præcist at placere
alle partier på alle politiske issues. Deres forve ntning er i stedet, at vælgeren blot er
i stand til diffust at vurdere sin egen og partiernes retning og intensitet i holdningen
til et politisk emne (Rabinowitz & Macdonald, 1989: 94). Mens det politisk spektrum
i nærhedsmodellen opfattes som et kontinuum gående fra venstre mod højre, anses
det i retningsmodellen som en dikotomi med et neutralt midtpunkt. En placering på
midten fortolkes i retningsmodellen som fuldkommen neutral og uden intensitet.
Intensiteten stiger således i retningsmodellen når man kommer ud på fløjene. For at
vælgeren vil overveje at stemme på et parti, er det altså en forudsætning, at partiet
er på samme side af det neutrale midtpunkt som vælgeren. Blandt partierne på
samme side foretrækkes herefter det mest intense parti. Dog må partiet ikke blive
så intenst, at partiet opfattes som ekstremt. Ifølge retningsmodellen vil vælgerne
således foretrække partier, der markerer sig intenst, men som alligevel er inden for
en acceptgrænse (Macdonald, Listhaug & Rabinowitz, 1991: 1110).
Stemmemaksimerende partier vil derfor ifølge retningsmodellen søge ud mod denne
acceptgrænse. Acceptgrænsen er teoretisk set vigtig for Rabinowitz og Macdonald,
da modellen ellers ikke ville kunne forklare, hvorfor partierne trods alt ikke bliver
ekstremt yderligtgående. Det største problem med acceptgrænsen er imidlertid, at
Rabinowitz og Macdonald operationaliserer den særdeles dårligt, idet de opererer
med den samme grænse for alle vælgere. I dansk sammenhæng vil det eksempelvis
betyde, at Enhedslistens vælgere antages at have den samme grænse over for
Dansk Folkeparti som Dansk Folkepartis egne vælgere. Endvidere kan grænsen
ikke deduceres ud fra teorien, hvilket gør analyserne svært falsificerbare, da uventet
lav tilslutning til et fløjparti kan forklares ved, at partiet må have passeret
acceptgrænsen. Når acceptgrænsen introduceres til retningsmodellen, er den med
36 Modellen blev udviklet til det amerikanske topartisystem, men er siden videreudviklet til også at gælde for
flerpartisystemer, jævnfør Enelow & Hinich (1984).
29

andre ord sværere at falsificere end nærhedsmodellen (Westholm, 1997: 867).
Derudover er der i mange tilfælde ikke den store forskel på de to modellers
forudsigelser. Dette illustrerer figur 3.1.
Figur 3.1. Illustration af forudsigelser baseret på nærheds- og retningsmodellen. A,B,C
og D er fire forskellige partiers placering, og 1 og 2 er to forskellige vælgeres
placering.
-5
A
-4
1
-3
B 2 C D
-2
-1
0 1 2 3 4 5
Nærheds- Retnings-
modellen modellen
Vælger 1 ABCD ABCD
Vælger 2 CBDA ABCD
Figuren viser, at det i høj grad kommer an på vælgerens placering, hvorvidt de to
modeller overhovedet kommer med forskellige forudsigelser om vælgerens vurdering
af partierne. Vælger 1 repræsenterer en vælger, der befinder sig på en politisk fløj,
og for denne vælger er de to modellers forudsigelser nøjagtig ens – jævnfør figuren.
Vælger 2 repræsenterer derimod en mere midterorienteret vælger, og da
fremkommer de to modeller med forskellige forudsigelser. Figuren illustrerer altså,
at for en lang række vælgere vil de to modeller forudsige den samme adfærd. Det er
i høj grad kun de mindre ekstreme vælgere, der er uenighed om, og i dansk
sammenhæng er det påvist, at nærhedsmodellen er bedre end retningsmodellen til
at forudsige adfærden hos denne gruppe (Borre og Goul Andersen, 1997: 72ff). 37 Af
denne grund, og fordi retningsmodellen er sværere at falsificere, har vi valgt at
anvende nærhedsmodellens antagelse om, at vælgerne tenderer til at stemme på det
holdningsmæssigt nærmeste parti. Nærhedsmodellen vil således ligge som en
implicit præmis for alle vores analyser, der vedrører positionsbevægelser.
3.1.4. Valensbegrebet: Kompetence – image og performance.
Nærhedsmodellen (og retningsmodellen) er ikke relevant, når et emne i overvejende
grad kan karakteriseres som et valensissue, idet der ved valensissues ingen forskel
er på partiernes position, idet alle er enige om målet. Vælgeren vil i stedet basere sit
partivalg på, hvilket regeringsalternativ der fremstår som det mest kompetente til at
37 Internationalt har spørgsmålet om nærhedsmodel vs. retningsmodel afstedkommet en omfattende teoretisk og
empirisk diskussion – se blandt andet Granberg & Gilljam (1997); Iversen (1994a, 1994b); Macdonald, Listhaug,
& Rabinowitz (1991, 1995, 1998, 2001); Merrill (1994, 1995); Merrill & Grofman (1999); Rabinowitz &
Macdonald (1989); Westholm (1997, 2001). I denne litteratur får man det indtryk, at det i meget høj grad er den
valgte metode og operationalisering, der dikterer resultaterne – eksempelvis Westholms (1997) kritik af
retningsmodellen.
30

opnå det mål, som der er konsensus om. I denne forbindelse består begrebet
kompetence af to elementer – henholdsvis image, der er det langsigtede element, og
performance, der er det kortsigtede element.
Performance vedrører den siddende regerings gode eller dårlige resultater. Såfremt
den siddende regering ikke har været i stand til at levere varen på et område, giver
dette en fordel for oppositionen, der kan påpege regeringens dårlige resultater. Har
regeringen derimod opnået gode resultater, kan den med fordel henvise til disse
under valgkampen. En vælgers performancebaserede kompetencevurdering af den
siddende regering er således kortsigtet, idet den kun holder, så længe regeringen
fortsætter med at levere varen på et bestemt område (Petrocik, 1996).
Vælgerens imagebaserede kompetencevurdering er derimod mere stabil. Centralt for
et partis image er dets oprindelige ophav og dermed de klasseinteresser, partiet
oprindeligt søgte at varetage. Eksempelvis er arbejderklassen blevet repræsenteret
af venstrefløjen, som traditionelt har kæmpet for arbejdstagerrettigheder og for
opbygningen af en universel velfærdsstat, hvor borgerne nyder efter behov snarere
end efter fortjeneste (Esping-Andersen, 1996). Derfor har venstrefløjen traditionelt
haft et godt image med hensyn til velfærd og bekæmpelse af arbejdsløshed og
dermed kan man sige, at de har issue-ejerskab på emnet.
I forhold til performance er image som nævnt stabilt på kort sigt, men på længere
sigt variabelt af to grunde. For det første vil vedvarende god eller dårlig performance
påvirke regeringens image. For det andet vil en politisk fløjs imagebaserede
kompetence kunne sættes under pres ved, at den anden fløj erklærer sig enig i
målene og samtidig opstiller nye, men troværdige alternative løsningsforslag
(Petrocik, 1996).
Hvis man undersøger forskellige regeringsalternativers kompetence (image og
performance) på et område, som i overvejende grad er positionspræget, vil
vælgerens position så at sige blive indlejret i kompetencen, idet vælgeren vil mene,
at den fløj som vælgeren positionsmæssigt er mest enig med også er mest
kompetent. I disse tilfælde er kompetence således blot en proxy for position og ikke
nødvendigvis et mål for, hvem der er mest kompetent.
3.1.5. Saliensbegrebet: Hvor meget betyder emnet for vælgeren?
Hvis højrefløjen markant forbedrer sin kompetence på et valensemne, må det
forventes, at dette har en positiv effekt på højrefløjens stemmeandel. Ved
positionsissues er det positionsbevægelser, der må forventes at have en
stemmemæssig effekt. Hvis eksempelvis vælgerne bevæger sig mod højre, vil de
nærme sig højrefløjens position og ifølge nærhedsmodellen vil dette øge vælgernes
nytte af højrefløjen. Spørgsmålet er bare, hvor stor den stemmemæssige effekt er af
disse kompetence- og positionsbevægelser på henholdsvis valens- og
positionsissues. Dette afhænger meget af, hvor vigtigt emnet er for vælgeren. Som
tidligere nævnt, måler saliensbegrebet netop, hvor vigtigt emnet er for vælgeren og
31

derfor bliver saliensen afgørende for effekten af eventuelle kompetence- eller
positionsbevægelser. Saliens er naturligvis variabel, således at emners betydning
kan skifte over tid.
Saliens måles normalt ved et spørgsmål om, hvor vigtigt et givent emne er for
vælgeren (Borre, 2001: 101). I valgundersøgelsen anvendes eksempelvis følgende
spørgsmål:
”Vi har jo lige haft folketingsvalg, og derfor vil jeg gerne spørge Dem,
hvilke problemer De mener, er de vigtigste, som politikerne skulle tage
sig af i dag? Kan de nævne flere vigtige problemer?” 38
Respondenten nævner herefter en eller flere problemer, som politikerne bør tage sig
af. Dermed afdækker spørgsmålet, hvad der lige nu er på vælgerens dagsorden.
Denne type spørgsmål bruges som nævnt ofte som et mål for saliens, da det antages
at emner, der er højt på vælgerens dagsorden, også har stor betydning for
stemmeadfærden. Et emnes betydning for stemmeadfærden kan dog også måles
direkte. Som beskrevet i metodeafsnittet udtrykker beta-koefficienten i en logistisk
(eller lineær) regression, hvor stærk den statistiske sammenhæng er mellem en
given positions- eller kompetencevariabel på den ene side og eksempelvis ”stemme
på højrefløjen” på den anden side. Hvis der er tale om et positionsemne, betyder en
høj beta-koefficient, at vælgerens position på emnet har stor betydning for, hvilket
parti vælgeren foretrækker. Ved valensemner betyder en høj beta-koefficient
derimod, at vælgerens vurdering af regeringsalternativernes kompetence har stor
betydning for, hvilket regeringsalternativ vælgeren foretrækker.
Idet vi definerer saliens som et mål for et emnes vigtighed, forekommer det mest
naturligt at måle saliens direkte ved hjælp af beta-koefficienten i stedet for indirekte
ved hjælp af dagsordensspørgsmålet. Derfor vil vi omtale det direkte mål (betakoefficienten)
som et udtryk for saliens og det indirekte mål som et udtryk for
vælgerens dagsorden. Selvom vi på denne måde adskiller de to begreber, er der
naturligvis en forventning om en stærk sammenhæng, således at det der er på
vælgerens dagsorden også er det, vælgeren stemmer efter. Derfor har vi også valgt i
kapitel 6 at beskæftige os indgående med udviklingen i vælgernes dagsorden.
Udover at se nærmere på de problemer, vælgerne går op i, vil vi således også
kortlægge mediernes dagsorden, da medierne må formodes at have en vis effekt på
vælgernes dagsorden. I specialets empiriske hovedkapitler (kapitel 7-9) vil vi
inddrage resultaterne fra denne redegørelse for vælgernes dagsorden.
3.2. Ny og gammel politik
Ny og gammel politik er de to centrale politiske dimensioner, som danske vælgere
orienterer sig efter. De empiriske analyser vil derfor også tage udgangspunkt i
denne opdeling. I det følgende vil vi kort redegøre for ny og gammel politik.
38 V1 i valgundersøgelsen.
32

3.2.1. Gammel politik
Både før og efter befolkningen fik direkte indflydelse på regeringssammensætningen
ved systemskiftet i 1901 har der i Danmark, som i de fleste andre demokratier, kun
været én central politisk skillelinje, nemlig spørgsmålet om økonomisk
ressourceallokering. Denne observation er gjort af mange – eksempelvis
konkluderer Worre i 1987:
”(…) at det danske partisystem er overvejende endimensionalt: partierne
opfattes som stående på en akse fra højre til venstre, og vælgerne er
tilbøjelige til at stemme på et parti, der står nærmest deres
grundholdning på denne dimension.” (Worre, 1987: 76).
De første definitioner af politik tog således også udgangspunkt i den økonomiske
allokeringskamp. Mest kendt er Eastons definition, ifølge hvilken politik er den
autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund (Easton, 1953: 146).
Denne økonomiske skillelinje forekom så robust og institutionaliseret, at det fik
Lipset og Rokkan til i 1967 at konkludere, at partisystemet var så fastfrosset, at
stierne til al fremtidig politik var lagt (Lipset & Rokkan, 1967).
For at der kan være tale om en skillelinje skal der ifølge Lipset, Rokkan og Dahl
være opfyldt to betingelser (Aardal, 1994). For det første skal der være en kollektiv
identitetsfølelse (”os” vs. ”dem”), og for det andet skal skillelinjen institutionaliseres
i eksempelvis organisationer. Den gamle økonomiske skillelinje var
institutionaliseret via klassepartier. Hvert parti appellerede til en bestemt klasse,
som hver især havde forskellige økonomiske interesser. De vigtigste klasser var
landmænd, arbejdsgivere og arbejdstagere. Klassepartierne har historisk stået
meget stærkt, og selv jordskredsvalget i 1973 havde kun en kortvarig negativ effekt
på de gamle klassepartiers dominerende rolle i dansk politik. Dette fik i 1995 Ole
Borre til at erklære sig enig i fastfrysningshypotesens mest plausible forudsigelse
om, at klassepartierne er i live og har det godt (Borre, 1995: 194). I 2001, seks år
senere, er det nødvendigt at revidere påstanden; de gamle partier er ikke længere
klassepartier – særligt ikke for vælgere under 40 år, hvor der sågar er markant
arbejderflertal på højrefløjen. 39
Overordnet er gammel politik altså kendetegnet ved at omhandle kampen om de
økonomiske ressourcer i et samfund. Dette udgangspunkt er meget bredt og
betyder således, at alt hvad der vedrører økonomiske spørgsmål inkluderes under
gammel politik. Eksempelvis hører konflikter som lønmodtager- vs.
arbejdstagerrettigheder samt privatisering vs. offentligt eje således også ind under
gammel politik.
Ses der på, hvilke gammelpolitiske emner der har optaget vælgerne i perioden 1990
til 2001, var det i starten af perioden særligt arbejdsløshedsproblemet og i
slutningen især velfærdsspørgsmål. Selvom velfærdsområdet teoretisk set falder ind
39 I 2001 stemte 60 pct. af alle arbejdere under 40 år således på enten Venstre, Det konservative Folkeparti eller
Dansk Folkeparti.
33

under den gammelpolitiske dimension, adskiller velfærdsspørgsmål sig på en
væsentlig måde fra de mere klassiske gammelpolitiske emner såsom omfordeling,
industriens autonomi og arbejdsløshed. Velfærdsspørgsmål er nemlig karakteriseret
ved, at den ideologiske komponent er mere nedtonet. Det er således ikke
umiddelbart givet, hvad det vil sige at være liberal på ældreområdet. Dette betyder,
at de politiske diskussioner på velfærdsemner ofte er langt mere konkrete og
middelorienterede end de mere abstrakte diskussioner om eksempelvis mere eller
mindre omfordeling. Dette aspekt ved velfærd gør, at vi i specialets analyser har
fundet det mest frugtbart at analysere velfærd i et selvstændigt kapitel. Dermed
indikerer vi ikke, at velfærd betragtes som en selvstændig politisk dimension
forskellig fra gammel politik. Velfærd anses stadig som et gammelpolitisk aspekt,
men et aspekt med nogle særlige karakteristika, som med fordel kan analyseres
selvstændigt. Da velfærd altså behandles for sig, vil analysen af den
gammelpolitiske dimension således ikke inkludere velfærdsområdet, og i specialet
skal det fremover derfor forstås således, at når der eksempelvis tales om en
højredrejning på gammel politik, er der tale om en højredrejning på de aspekter af
gammel politik, der ikke vedrører velfærd.
3.2.2. Ny politik
Den første omfattende teori om postindustrialisme findes hos Bell (1973). Ifølge Bell
var det industrielle samfund indrettet til at forbedre de materielle levevilkår gennem
økonomisk vækst. Det postindustrielle samfund er derimod orienteret mod
immaterielle og kulturelle værdier. Faglig viden bliver vigtig og nye skillelinjer
dannes, som ikke længere er økonomisk betingede, men som i stedet bunder i
forskellige valg af livsstil (Gundelach & Riis, 1992: 178).
Inden for vælgeradfærdsteori er det særligt Inglehart (1971, 1977, 1990, 1997), som
har videreudviklet tankegangen, og selvom vi i de empiriske analyser ikke vil
anvende Ingleharts endimensionale tilgang, vil vi her i gennemgangen af ny politik 40
tage udgangspunkt i Ingleharts teori, idet denne på mange måder har dannet skole.
Inglehart ser skiftet fra gammel politik til ny politik som en komponent i et bredere
kulturelt skifte fra modernisme til postmodernisme, som blandt andet vedrører
ændrede kønsroller og mere tolerante holdninger til seksuelle minoriteter. Ifølge
Inglehart er moderniseringen en proces, der gennem bureaukratisering øger
betydningen af de økonomiske kræfter. På samfundsniveau fører dette til et
overordnet mål om økonomisk vækst, mens målet på individniveau bliver
præstationsiver. Da værdier er forbundet til generationer, vil større værdiændringer
ske gradvist og over lang tid. Det avancerende industrielle samfund fører derfor med
tiden til, at samfundets grundlæggende værdier ændres.
40 Nogle forskere anvender postmaterialisme og ny politik som synonymer, hvor andre teoretikere, eksempelvis
Dalton, finder det vigtigt at differentiere mellem de to termer (Borre, 1997: 50). Da vi har valgt at anvende
begreberne som synonymer, er Ingleharts postmaterialismebegreb blevet oversat med ny politik og hans
materialismebegreb med gammel politik.
34

Ingleharts teori om intergenerationelle værdiændringer bygger på to hypoteser. Den
ene hypotese er inspireret af Maslows behovspyramide og kaldes
knaphedshypotesen (Inglehart, 1997: 33). Ifølge knaphedshypotesen afspejler et
individs prioriteringer de socioøkonomiske omgivelser, således at individet tildeler
den højeste subjektive værdi til de ting, der er relativ knaphed på. I sine tidligere
analyser opererede Inglehart med flere niveauer, men på grund af stærk kritik af
Maslows teori, skelner han senere kun mellem materielle og ikke-materielle behov.
Den anden hypotese er socialiseringshypotesen (Inglehart, 1997: 33), der siger, at
individets værdier grundlæggende stammer fra de omstændigheder og
opvækstvilkår, der gjorde sig gældende, før det blev voksen. Værdimæssigt har
individet altså sine formative år før det bliver voksen.
Tidligere var overlevelse ikke en selvfølge og individet prioriterede derfor materielle
værdier højest. Man bekymrede sig eksempelvis mindre om miljøet og mere om at
undgå arbejdsløshed, da dette havde store personlige og økonomiske konsekvenser.
Men den hastige økonomiske udvikling efter Anden Verdenskrig betød, at
overlevelse blev en selvfølge, hvorfor Inglehart konkluderer, at ”people are safe and
they have enough to eat” (Inglehart, 1977: 21f). Individets opmærksomhed blev
derfor rettet mod andre spørgsmål, og de erfaringer der kom til at præge
efterkrigstidens yngre årgange var så fundamentalt forskellige fra de ældre årganges
erfaringer, at disse nye årgange udviklede nye værdiprioriteringer, der vægtede
postmaterialistiske værdier frem for materialistiske værdier.
Ifølge Inglehart vedrører materielle værdier (gammel politik) emner som økonomisk
vækst, militæret, bekæmpelse af kriminalitet, mens postmaterielle emner (ny
politik) vedrører emner som demokrati, ytringsfrihed, flotte byer med videre.
(Inglehart, 1990: 74f, 1997: 109). Nypolitiske holdninger skal ikke ses som en
modreaktion til gammelpolitiske holdninger, men derimod som en ændret
prioritering – fra økonomisk vækst til maksimering af livskvalitet (Inglehart, 1997:
65). Postmaterialister vurderer stadig materielle mål positivt, men bare ikke lige så
positivt som postmaterielle mål. Eksempelvis ønsker postmaterialister stadig
økonomisk vækst, men hvor materialister ser økonomisk vækst som et selvstændigt
mål, ser postmaterialister økonomisk vækst som et middel til at opnå andre mål.
Hvad der præcist kendetegner ny politik har vist sig vanskeligt at definere positivt,
hvorfor det ofte defineres som alle de emner, der ikke er materielle. Mange emner
ligger i randområdet af begge definitioner, da et emne eksempelvis kan indeholde
både økonomiske og ikke-økonomiske aspekter. Et eksempel kunne være en
diskussion om, hvorvidt miljøhensyn skal opprioriteres i forhold til industriens
vækst. Desuden mener Inglehart, at fysisk tryghed er en gammelpolitisk værdi, men
kategoriseres i dansk litteratur normalt som nypolitisk (Borre, 1995: 90).
Da Worre i 1987 konkluderede, at dansk politik var endimensional, var han dog
opmærksom på, at emner som eksempelvis afvejning af vækst overfor miljøhensyn
ikke kunne indplaceres på den traditionelle højre-venstre skala. Han konkluderede
35

derfor, at der også ”(...) eksisterer en moderat integreret økologisk grundholdning.”
(Worre, 1987: 76). Borre går et skridt videre med en påstand om, at ”the result
suggests that in the main the crystallization of a New Politics agenda took place
between 1979 and 1987” (Borre, 1995: 192). Siden skulle det vise sig, at nypolitiske
emner var kommet for at blive, og op gennem 1990’erne begyndte de nypolitiske
emner at blive en permanent del af den politiske dagsorden (jævnfør tabel 6.4 på
side 66). Konkret var det emner som miljø, lov og orden, ulandsbistand samt ikke
mindst flygtninge og indvandrere, der begyndte at fylde mere og mere i vælgernes
bevidsthed. I dansk sammenhæng har man dog empirisk påvist, at miljø også
korrelerer relativt højt med den gammelpolitiske dimension, og noget tyder på, at
miljøemnet ikke er fuldt integreret i hverken den ny- eller gammelpolitiske
dimension (Borre & Goul Andersen, 1997: 42f). På trods af dette analyseres
miljøemnet i dansk litteratur som nypolitisk (Borre & Goul Andersen, 1997: 44-49,
Andersen m.fl., 1999: 152p), hvorfor vi også har valgt at gøre det.
Hvorvidt ny politik i dag er udtryk for en egentlig skillelinje, synes der ikke længere
tvivl om. En kollektiv identitetsfølelse er uden tvivl til stede mellem dem, der på den
ene side ønsker, at ulandsbistanden skal hæves, at brugen af økologi skal fremmes,
og at indvandringen er positiv, og mellem dem, der på den anden side ønsker, at
udviklingen på disse områder skal gå i den modsatte retning. Modsætningen er
også institutionaliseret, men hvor gammelpolitiske synspunkter primært varetages
af politiske partier og arbejdsmarkedsorganisationer, varetages nypolitiske
interesser af en langt bredere gruppe af organisationer. Her findes alt fra helt løse
ad-hoc-grupperinger til medlemsbaserede partier og organisationer. Som eksempler
kan nævnes NOAH, Amnesty International og Greenpeace, men også partier som
Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og i stigende grad også Det
radikale Venstre. De nævnte politiske partier varetager selvfølgelig også økonomiske
interesser, men gældende for dem er, at de har større fokus på ny politik end på
gammel politik.
Hvor gammelpolitiske interesser traditionelt set har adskilt vælgerne efter hvilken
klasse de tilhørte, har det vist sig, at nypolitiske grupperinger i højere grad er
differentieret på baggrund af uddannelsesgraden. Således er eksempelvis Dansk
Folkepartis vælgere blandt de lavest uddannede, hvorimod de tre øvrige ovenfor
nævnte partiers vælgere er blandt de højest uddannede.
3.2.3. Ny og gammel politik – en eller to dimensioner?
I litteraturen har der igennem de seneste godt 30 år været en omfattende
diskussion om, hvorvidt gammel og ny politik udgør en eller to dimensioner (Davis,
1999; Flanagan, 1982a, 1982b, 1987; Gundelach & Riis, 1992: 183f; Inglehart,
1982; Warvick, 1998). Ifølge Inglehart kan et individ placeres på et endimensionalt
kontinuum med gammel politik (materialisme) som den ene pol og ny politik
(postmaterialisme) som den anden. Placeringen på kontinuumet afspejler det
enkelte individs prioriteringer mellem forskellige politiske mål. Materialister
prioriterer økonomisk vækst højest, og postmaterialister prioriterer immaterielle
værdier højest. Modsat Inglehart mener blandt andre Borre (1995), at der er tale om
36

to dimensioner, som dog er indbyrdes korrelerede. 41 Der er mange metodiske og
substantielle argumenter for begge tilgange, men da den todimensionale tilgang
uden tvivl bidrager mest til forståelsen af dansk politik, har vi valgt at anse ny og
gammel politik som to separate, men indbyrdes korrelerede dimensioner. Denne
tilgang gør det eksempelvis forståeligt, at en del vælgere ønsker en strammere kurs
overfor flygtninge, samtidig med at de samme vælgere ønsker en udbygning af
velfærdsstaten.
41 ”… Danish voters have tends to carry over their positions from Old Politics to positions on New Politics and to
have adjusted their self image as left and right voters accordingly.” (Borre, 1995: 193).
37

4. Uddybning af problemstillingen
I det følgende vil vi uddybe problemstillingen ved at se nærmere på, hvad der
karakteriserer de vælgere, der er søgt over til højrefløjen. Det skal således
undersøges, om de der har søgt mod højre, har bestemte karakteristika med hensyn
til dels ny- og gammelpolitiske holdninger dels sociale baggrundsvariabler. Det skal
eksempelvis undersøges, om det især er de lavtuddannede vælgere, der har søgt
mod højre. Afsnittet vedrørende ny og gammel politik vil dog også have til formål at
præsentere de to dimensioner empirisk.
4.1. Empirisk præsentation af ny og gammel politik
I teoriafsnittet blev der redegjort for ny og gammel politik begrebernes teoretiske
tilblivelse, og formålet er her tilsvarende at vise, at inddeling i de to dimensioner
også giver mening i relation til de valgdata, der danner grundlaget for senere
analyser. I dansk valgforskning er ny og gammel politik begreberne og deres
konkrete operationalisering blevet introduceret af Borre i en artikel fra 1995 (Borre,
1995). Siden er begreberne blevet brugt empirisk i de fleste fremstillinger om nyere
dansk vælgeradfærd – eksempelvis Andersen m.fl. (1999), Borre (1996), Borre og
Goul Andersen (1997) samt Borre m.fl. (1998). Disse publikationer arbejder med de
samme data, som vi gør. Dog er der endnu ikke publiceret så meget om valget i
2001, og derfor er formålet med dette afsnit at vise, at ny og gammel politikdimensionerne
fortsat fungerer empirisk i 2001.
Borre har traditionelt operationaliseret den gammelpolitiske dimension ved hjælp af
et refleksivt 42 indeks bestående af fire spørgsmål, der omhandler sociale reformer,
omfordeling, statens kontrol med erhvervslivet samt et spørgsmål om, hvorvidt der
er råd til lønstigninger. 43 Da Borre i sin tid udvalgte spørgsmålene var det af både
teoretiske og metodiske årsager (Borre, 1995). De teoretiske krav var, at
spørgsmålene skulle afdække konkrete økonomiske skillelinjer, og det metodiske
krav var først og fremmest, at spørgsmålene skulle korrelere indbyrdes. En
faktoranalyse viser, at de fire spørgsmål udgør en dimension i henholdsvis 1990,
1994 og 1998. 44 I 2001 skiller spørgsmålet om lønstigninger sig imidlertid ud og er
således ikke længere en del af den gammelpolitiske dimension. Årsagen hertil, er
42
Et refleksivt indeks er et teoretisk defineret indeks, der måles ved hjælp af en række operationelt definerede
variabler (Hellevik, 1991: 165).
43
De fire spørgsmål er:
V51: ”A siger: Man er gået for langt med sociale reformer her i landet. Folk burde mere end nu klare sig uden
sociale sikringer og bidrag fra samfundet. B siger: De sociale reformer, som er gennemført i vores land,
bør opretholdes i mindst samme omfang som nu.”
V52: ”A siger: Forskellene i indtægter og levestandard er stadig for store i vores land. Derfor burde folk med
mindre indtægter få en hurtigere forbedring af levestandarden end dem med højere indtægt. B siger:
Indtægtsudjævningen er gået tilstrækkeligt langt. De indtægtsforskelle som endnu findes, bør stort set
bibeholdes.”
V53: ”A siger: Forretnings- og industrifolk bør i større grad have lov til at bestemme over deres egne
forretninger. B siger: Staten bør kontrollere og samordne erhvervslivet. Den statslige kontrol bør i hvert
fald ikke være mindre end den er i dagens Danmark.”
V104: ”I den nuværende økonomiske situation er der ikke råd til lønstigninger”.
44
Tabel udeladt. For en lignende analyse henvises for 1990 og 1994 til Borre og Goul Andersen (1997: 42) og
for 1998 til Andersen m.fl. (1999: 152).
38

sandsynligvis, at Danmark op gennem 1990’erne har haft økonomisk
højkonjunktur, hvorfor mange, der ellers er højreorienterede på den
gammelpolitiske dimension, i 2001 på grund af de gode tider også mener, at der er
råd til lønstigninger. Med andre ord påvirker den realøkonomiske udvikling dette
spørgsmål, således at den ideologiske komponent, der ønskes målt, bliver fortrængt.
Derfor har vi her og i de senere analyser erstattet spørgsmålet omkring
lønstigninger med et spørgsmål vedrørende skatteprogression. 45 Valget af dette
spørgsmål indebærer både substantielle og metodiske fordele. Substantielt tilføjer
spørgsmålet et skatteaspekt i operationaliseringen af den gammelpolitiske
dimension, hvilket er en stor fordel, fordi skattespørgsmålet i løbet af 1990’erne er
blevet det vigtigste økonomiske spørgsmål på vælgernes dagsorden. 46 Metodisk har
spørgsmålet altid korreleret højt med de tre øvrige gammelpolitiske spørgsmål,
hvilket fremgår af den faktoranalyse, der præsenteres i tabel 4.1 nedenfor.
Den nypolitiske dimension har Borre operationaliseret ved hjælp af et refleksivt
indeks bestående af fire spørgsmål. Spørgsmålene vedrører udlændinge, miljø,
ulandsbistand samt lov og orden. 47 I modsætning til det gammelpolitiske indeks
fungerer alle fire nypolitiske spørgsmål udmærket i alle fire undersøgelser. Dette
fremgår blandt andet af tabel 4.1, som viser resultatet af en faktoranalyse med de
otte ovenfor beskrevne spørgsmål.
Tabel 4.1. Faktorladninger 1 for otte holdningsspørgsmål. 1990-2001.
Faktor 1 (ny politik) Faktor 2 (gammel politik)
1990 1994 1998 2001 1990 1994 1998 2001
Sociale reformer 0,29 0,20 0,17 0,20 0,50 0,57 0,59 0,56
Omfordeling -0,01 -0,02 0,05 0,00 0,66 0,73 0,76 0,69
Kontrol over erhvervslivet 0,24 0,27 0,36 0,30 0,57 0,46 0,48 0,52
Skatteprogression -0,17 -0,18 -0,10 -0,18 0,76 0,73 0,78 0,75
Indvandring udgør trussel 0,80 0,78 0,81 0,77 -0,05 -0,06 -0,02 -0,06
Miljø vs. erhvervslivet 0,55 0,56 0,61 0,63 0,26 0,28 0,20 0,19
Lov og orden 0,67 0,60 0,67 0,68 0,04 0,03 0,04 -0,03
Ulandsbistand 0,68 0,73 0,74 0,71 0,05 0,03 0,09 0,19
Pct. forklaret varians 27,5 26,3 30,9 28,7 18,6 19,2 19,3 19,2
Reliabiliteten i de to indeks 2 0,64 0,61 0,69 0,67 0,52 0,82 0,59 0,53
1) Der er anvendt varimax rotation i faktoranalysen og der rapporteres de herved fremkomne Pearsons r
korrelationer.
2) Målt ved alfa-værdi.
45
V102: ”Høje indtægter burde beskattes hårdere end tilfældet er i dag.”
46
Jævnfør tabel 6.4 på side 66.
47
Spørgsmålsformulering:
V105: ”Indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart.”
V107: ”Indsatsen for at forbedre miljøet må ikke gå så vidt, at den skader erhvervslivet.”
V83: ”Jeg vil nu spørge om Deres syn på det offentliges udgifter til forskellige formål. Jeg vil læse nogle
offentlige opgaver op, og jeg vil gerne bede Dem sige mig for hver opgave, om De mener, det offentlige
bruger for mange penge, passende, eller for få penge til disse opgaver? Ulandsbistand?”
V110: ”Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag.”.
39

En faktoranalyse er et induktivt redskab og bygger på den antagelse, at svarene på
et større antal spørgsmål udviser fællestræk, der skyldes påvirkninger fra en eller
flere enkelte ukendte årsager. Med andre ord skal den vise, om et større antal
manifeste spørgsmål udtrykker et mindre antal latente og umiddelbart ikkemålbare
dimensioner.
Det fremgår af tabel 4.1, at de fire nederste spørgsmål ved alle fire valg loader højt
sammen i faktor 1 og at de fire øverste spørgsmål ved alle fire valg loader højt
sammen i faktor 2. Derved viser faktoranalysen tydeligt, at der bag de otte
holdningsspørgsmål gemmer sig to latente holdningsdimensioner, der kan
karakteriseres som henholdsvis ny og gammel politik. Der er altså gode statistiske
argumenter for at vælgernes holdninger til en lang række konkrete politiske
spørgsmål bedst kan beskrives ved hjælp af disse to bagvedliggende
holdningsdimensioner.
På grundlag af denne inddeling af vælgernes holdninger i to hoveddimensioner kan
der opstilles en enkel model, hvor vælgerne opdeles i fire ideologiske typer alt efter
deres placering på de to dimensioner (Borre, 1995). Figur 4.1 illustrer disse fire
ideologiske vælgertyper.
Figur 4.1. De fire ideologiske vælgertyper: Venstrefløjen, gamle socialister, grønne
borgerlige og højrefløjen.
Ny venstre Venstrefløjen
Ny højre
Gamle venstre Gamle højre
Gamle
socialister
Grønne
borgerlige
Højrefløjen
Det fremgår af figur 4.1, at vælgertyperne ”gamle socialister” og ”grønne borgerlige”
er sammensatte, således at de er højreorienterede på den ene dimension og
venstreorienterede på den anden dimension. Af tabel 4.2. fremgår udviklingen i
vælgernes fordeling på de fire ideologiske typer.
Tabel 4.2. Udvikling i vælgernes fordeling på de fire ideologiske typer. 1990-2001. Pct. 1
1990 1994 1998 2001 Ændring
Venstrefløjen 22 20 22 21 -1
Gamle socialister 42 39 37 34 -8
Grønne borgerlige 9 10 9 11 2
Højrefløjen 28 31 32 35 7
I alt 100 100 100 100
1) I lighed med Borre og Goul Andersen (1997: 47) har vi valgt at placere midtpunktet der, hvor indekset deler
lige mange svarkategorier på hver side.
Det fremgår af tabellen, at 51 pct. af vælgerne i 1990 enten kan karakteriseres som
gamle socialister eller grønne borgerlige. Over halvdelen af vælgerne havde altså i
40

1990 sammensatte holdninger, således at de var højreorienterede på den ene
dimension og venstreorienterede på den anden. Tabellen bekræfter derfor, at
vælgernes holdninger er todimensionale. Som det fremgår af figur 4.2, er
partisystemet ligeledes todimensionalt, idet partierne ikke kan rangordnes på
samme måde på begge dimensioner.
Figur 4.2. Partiernes 1 placering på ny og gammel politik. 2 2001.
100
50
0
-50
Ny politik
EL
SF
SD
RV
Gammel politik
-100
-100 -50 0 50 100
DF
KR
VE
KF
1) EL: Enhedslisten, SF: Socialistisk Folkeparti, SD: Socialdemokratiet, RV: Det radikale Venstre, KR: Kristeligt
Folkeparti, KF: Det konservative Folkeparti, VE: Venstre, DF: Dansk Folkeparti.
2) Partiernes placering operationaliseres som deres vælgeres gennemsnitlige placering. Denne
operationalisering anvendes ofte i dansk sammenhæng (Borre, 1995: 196; Borre & Goul Andersen, 1997: 44;
Andersen m.fl., 1999: 157).
Det fremgår af figuren, at partierne på den gammelpolitiske dimension er placeret
på en måde som er i overensstemmelse med den generelle opfattelse af
partisystemet. Til venstre for midten har vi således Enhedslisten, Socialistisk
Folkeparti og Socialdemokratiet. På midten finder vi Det radikale Venstre og
Kristeligt Folkeparti og på højrefløjen Venstre og Det konservative Folkeparti. Dansk
Folkeparti skiller sig ud, for partiet placeres ofte i den offentlige debat på den
yderste højrefløj, men som det fremgår er partiet på gammel politik reelt et
midterparti. På den nypolitiske dimension består venstrefløjen af Enhedslisten, Det
radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Socialdemokratiet og Kristeligt
Folkeparti er placeret på midten og Venstre, Det konservative Folkeparti og Dansk
Folkeparti ligger til højre.
På samme måde som Dansk Folkeparti skiller Det radikale Venstre sig ud ved at de
er placeret til venstre på den ene dimension og til højre på den anden.
Konklusionen er derfor, at selvom de fleste partiers position på den ene dimension
41

er tæt på deres position på den anden dimension, er der tilstrækkeligt store
afvigelser i rækkefølgen til at det også i partisystemet forekommer rimeligt at
operere med to dimensioner.
Det kan altså empirisk påvises, at der er opstået en nypolitisk dimension, som
resulterer i, at dansk politik kan beskrives som todimensional. De to dimensioner
fungerer både på vælger- og partiplan.
Det er i øvrigt interessant at undersøge om gammel politik stadig er vigtig for
vælgernes valg af parti. At der kan sættes spørgsmålstegn herved, hænger sammen
med udviklingen i vælgernes dagsorden. Vi vil således senere 48 redegøre for, at
vælgerne i stigende grad fokuserer på ny politik og velfærdspolitik på bekostning af
gammel politik. Når der er et fald i interessen for økonomiske problemstillinger, er
det nærliggende at spørge, hvorvidt den gammelpolitiske dimension stadig bidrager
til at forklare stemmeadfærden, for hvis ikke, er der ingen grund til at beskæftige
sig med gammel politik. Den mest simple måde til at afdække, hvorvidt gammel
politik fortsat har betydning for stemmeadfærden, er at se på, hvordan ny og
gammel politik korrelerer med partivalg. I tabel 4.3 fremgår derfor udviklingen i
korrelationen mellem partivalg og vælgernes placering på de to dimensioner.
Tabel 4.3. Udviklingen i eta-korrelation 1 mellem partivalg og vælgernes placering på ny
og gammel politik. 1990-2001.
Ændrin
1990 1994 1998 2001 g
Korrelation mellem partivalg og gammel politik 0,64 0,54 0,60 0,51 -0,13
Korrelation mellem partivalg og ny politik 0,45 0,43 0,51 0,55 0,10
1) Eta-korrelationer kan svinge mellem 0 (ingen sammenhæng) og 1 (deterministisk sammenhæng) (Andersen
m.fl., 1999: 157).
Tabel 4.3 viser, at den gammelpolitiske dimensions eta-korrelationer falder fra 0,64
i 1990 til 0,51 i 2001. Til gengæld stiger korrelationen mellem ny politik og partivalg
fra 0,45 til 0,55 i samme periode. I 2001 er ny politik således for første gang
vigtigere end gammel politik for partivalg. Denne konklusion drages ikke kun på
baggrund af tabel 4.3, som bygger på nogle simple eta-korrelationer, men også
baggrund af analyser, hvor der er anvendt mere avancerede teknikker. 49
Selvom ny politik i 2001 er blevet lidt vigtigere end gammel politik, er gammel
politik dog fortsat næsten lige så vigtig for stemmeadfærden, og dette er
bemærkelsesværdigt set i lyset af udviklingen i vælgernes og mediernes dagsorden.
Årsagen til, at mange stadig stemmer efter den gammelpolitiske dimension, er
sandsynligvis, at dimensionen også udtrykker det traditionelle ideologiske
modsætningsforhold mellem socialisme og liberalisme. Fordi denne skillelinje har
48 I kapitel 6 om mediernes og vælgernes dagsorden.
49 En alternativ metode, hvormed vi har målt de to dimensioners indbyrdes styrkeforhold, er ved at anvende
placering på højre-venstre skalaen som proxy for partivalg. En multipel lineær regression med henholdsvis ny og
gammel politik som uafhængige variabler og højre-venstre skalaen som afhængig variabel viser, at
styrkeforholdet mellem de to dimensioner udvikler sig på samme måde som i tabel 4.3 ovenfor. For 2001 er den
standardiserede beta-koefficient for ny politik 0,34 og for gammel politik 0,28.
42

været institutionaliseret gennem mange år, fortrænges den ikke umiddelbart blot,
fordi vælgerne over en periode på elleve år er begyndt at gå op i andre emner.
Konklusionen er, at både ny og gammel politik er vigtige for stemmeadfærden, og
derfor beskæftiger vi os i de senere analyser med både ny og gammel politik.
4.2. Højredrejningen og sociale baggrundsvariabler
I indledningen gjorde vi rede for, at højrefløjen 50 siden 1990 er gået 14,7
procentpoint frem. Før vi begynder at analysere årsagerne til denne
stemmemæssige højredrejning, vil vi først uddybe højredrejningen ved at undersøge,
om den er særlig markant blandt bestemte grupper i den danske befolkning. I tabel
4.4 er vælgerne således inddelt efter en række sociale baggrundsvariabler.
Tabel 4.4. Udviklingen i stemme på højrefløjen 1 hos forskellige vælgergrupper. Inddelt
efter en række sociale baggrundsvariabler. 2 1990-2001. Pct.
1990 1994 1998 2001 Ændring
Stilling
Arbejder 19 35 36 53 34
Funktionær 38 43 39 49 11
Selvstændig 68 73 81 74 6
Erhvervsuddannelse
Ingen uddannelse 33 41 38 47 14
Erhvervsuddannelse 40 48 47 59 19
Højere uddannelse 41 43 40 47 6
Alder
Under 26 år 41 52 41 52 11
26-35 år 34 43 44 60 26
36-50 år 35 39 36 45 10
Over 50 år 42 48 47 55 13
Køn
Mænd 41 49 46 57 16
Kvinder 36 40 38 47 11
Alle vælgere 38 45 43 52 14
1) Højrefløjen defineres som Venstre, Det konservative Folkeparti, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.
2) Køn (V253), stilling (V267), erhvervsuddannelse (V264) og alder (V256).
Det fremgår af tabellen, at højrefløjen går mere end dobbelt så meget frem blandt
arbejderne som blandt alle vælgere. Hos arbejderne oplever højrefløjen således en
fremgang på hele 34 procentpoint, hvilket er den største stigning i tabellen. I 1990
var højrefløjen kraftigt underrepræsenteret hos arbejderne, hvorimod højrefløjen nu
i 2001 får hele 53 pct. af arbejdernes stemmer. Denne udvikling i arbejdernes
stemmeadfærd er meget bemærkelsesværdig.
Af tabellen fremgår også, at funktionærerne i 2001 for første gang er den
stillingsgruppe, der er mindst tilbøjelige til at stemme på højrefløjen. 51 Højrefløjen
går kun 6 procentpoint frem blandt de selvstændige, hvilket dog hænger sammen
50 Defineret som Det konservative Folkeparti, Venstre, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.
51 At arbejderne i tabel 4.4, i modsætning til i Alford indekset på side 5, er mere højreorienterede end
funktionærerne, hænger sammen med at tabellen bygger på en højrefløj uden midterpartier, mens Alford indekset
bygger på socialistis ke partier, og dermed indgår midterpartierne som ikke-socialistiske partier.
43

med, at højrefløjen traditionelt har opnået mange stemmer blandt selvstændige.
Trods fremgangen på 6 procentpoint, dækker dette dog over en tilbagegang siden
1998, hvor hele 81 pct. af de selvstændige stemte på højrefløjen. Blandt de
erhvervsuddannede går højrefløjen hele 19 procentpoint frem. Denne store stigning
hænger sammen med, at denne gruppe i høj grad består af arbe jdere, som i stadigt
stigende grad stemmer på højrefløjspartier. Blandt vælgere med en højere
uddannelse er fremgangen på 6 procentpoint mere moderat.
Inddeles vælgerne i fire aldersgrupper, fremkommer yderligere et interessant
resultat. Det er således blandt de 26 til 35-årige, at højrefløjen er gået mest
markant frem. I 1990 var højrefløjen svagest i denne aldersgruppe, men siden er
andelen steget med hele 26 procentpoint, så denne aldersgruppe i 2001 nu er den
mest højreorienterede. Årsagen til denne udvikling skal findes i generationsforskelle
(Andersen m.fl., 1999; Borre og Goul Andersen, 1997), hvor den såkaldte 68’ergeneration,
der er født mellem 1945 og 1958, er markant mere venstreorienteret
end eksempelvis den såkaldte Schlüter-generation, som er født mellem 1963 og
1974. 52 I 1990 var en stor del af de 26 til 35-årige således en del af 68’ergenerationen,
mens de 26 til 35-årige i 2001 i høj grad bestod af Schlütergenerationen.
Det fremgår af tabellen, at højrefløjen går markant mere frem blandt mænd end
blandt kvinder. Således går højrefløjen 16 procentpoint frem blandt mænd og kun
11 procentpoint frem blandt kvinder. Dermed udvides forskellen mellem mænd og
kvinder med hensyn til partivalg. Kvinder har således længe været mere
venstreorienterede end mænd (Borre og Goul Andersen, 1997; Togeby, 1994, 1995),
men forskellen er udvidet fra 5 procentpoint i 1990 til siden hen at ligge mellem 8
og 10 procentpoint.
Indtil nu har vi således set, at det særligt er blandt gruppen af arbejdere, at
højrefløjen er gået mest frem. Hvordan forholder det sig så, når man inddeler
vælgerne efter politiske holdninger? Dette undersøges i tabel 4.5, hvor vælgerne er
inddelt i de fire ideologiske grupper venstrefløj, gamle socialister, grønne borgerlige
og højrefløj.
Tabel 4.5. Højrefløjens stemmeandel i de fire ideologiske grupper. 1 1990-2001. Pct.
1990 1994 1998 2001 Fremgang
Venstrefløjen 8 13 8 10 2
Gamle socialister 26 35 34 52 26
Grønne borgerlige 53 54 42 48 -5
Højrefløjen 73 76 77 80 7
Alle vælgere 38 45 43 52 14
1) Se tabel 4.2 på side 35 for operationaliseringen af de fire ideologiske grupper.
52 Jævnfør Goul Andersens gennemgang af alderskohorternes stemmeadfærd ved folketingsvalget i 2001:
http://www.socsci.auc.dk/election/valg2001-2002/tabel-a4.htm.
44

Det fremgår af tabel 4.5, at højrefløjen er gået markant frem blandt gamle
socialister. I 1990 stemte kun 26 pct. af gammelsocialisterne på højrefløjen, hvilket
var 12 pct. under gennemsnittet. I 2001 stemte hele 52 pct. af gammelsocialisterne
derimod på højrefløjen, hvilket svarer til gennemsnittet. Dermed har højrefløjen i
løbet af de fire valg fordoblet deres stemmeandel i denne gruppe.
Højrefløjens fremgang har altså været mest markant blandt arbejdere og blandt
gammelsocialister. At fremgangen sker i begge disse grupper er naturligvis ikke
nogen tilfældighed, idet mange af arbejderne samtidig er gammelsocialister. 53 Det
tyder altså på, at en del af højrefløjens valgsucces skyldes, at den har formået at
appellere til arbejderne ved at tilbyde en kombination af venstreorienteret gammel
politik og højreorienteret ny politik. Selvom arbejderne udgør mindre end 25 pct. af
vælgerne, er gruppen alligevel central i forbindelse med højredrejningen, idet
gruppen traditionelt har stemt på venstrefløjen.
53 I 2001 var 49 pct. af arbejderne således gamle socialister, mens der kun var 33 pct. gamle socialister i hele
befolkningen.
45

5. Alternative forklaringer på højrefløjens fremgang
Som tidligere beskrevet, har vi i de empiriske analyser valgt at fokusere på
henholdsvis velfærd, gammel politik og ny politik. Selvom vi fokuserer på disse tre
emner, udelukker det ikke at se nærmere på andre interessante tilgangsvinkler. I
dette kapitel vil vi således se nærmere på tre alternative forklaringer.
Først vil vi se nærmere på, hvilken betydning 1990’ernes økonomiske
højkonjunktur har haft for stemmeadfærden. Her er det forventningen, at den
økonomiske fremgang faktisk har været til fordel for SR-regeringen, men
spørgsmålet er, hvor stor fordelen reelt har været. Derefter vil vi se på om den
stemmemæssige højredrejning skyldes et eventuelt fald i befolkningens generelle
tillid til politikerne. Sidst i kapitlet vil vi i afsnit 5.3 se på, om højredrejningen kan
forklares ved, at Socialdemokratiets partileder var mere upopulær end henholdsvis
Venstres og Dansk Folkepartis partileder.
5.1. Den økonomiske højkonjunkturs betydning
I dette afsnit ønsker vi at undersøge, hvilken betydning den økonomiske udvikling i
Danmark har haft for den stemmemæssige højredrejning. At økonomiske faktorer
overhovedet har betydning for stemmeadfærden betvivles af de færreste. Troen på at
økonomiske faktorer kan spille en rolle har således blandt andet givet anledning til
teorien om ”political business cycles”, hvor hypotesen er, at regeringer tenderer til
at stramme økonomien i starten af en valgperiode for at give vælgerne pengene
tilbage når valgdagen nærmer sig (Heywood, 1997: 224).
I Danmark har den økonomiske udvikling gennem 1990’erne været positiv for langt
de fleste økonomiske nøgletal, og det vil derfor i udgangspunktet være
overraskende, hvis den økonomiske udvikling kan bidrage til at forklare den
stemmemæssige højredrejning, fordi man umiddelbart skulle forvente, at den
positive samfundsøkonomi ville komme regeringen (og dermed venstrefløjen) til
gode. 54 Når vi alligevel undersøger økonomiens betydning, skyldes det to ting. Dels
er den økonomiske skole inden for vælgeradfærden efterhånden af en sådan
størrelse, at vi med rette vil kunne kritiseres for ikke at se på dette aspekt, dels er
det også af interesse at finde ud af, på hvilken måde økonomiens udvikling har haft
indflydelse på vælgeradfærden i 1990’erne. Forholder det sig måske sådan, at det
ville være gået endnu værre for venstrefløjen, såfremt økonomien ikke havde været i
fremgang?
Selvom der i litteraturen er enighed om, at økonomiske faktorer spiller en rolle for
vælgeradfærden, er der langt fra enighed om, i hvilket omfang økonomien spiller en
rolle og ikke mindst, hvordan det måles. Som i mange andre sammenhænge viser
det sig nemlig, at det i høj grad er operationaliseringen eller undersøgelsens design,
der dikterer, hvilket resultat man når frem til (Nannestad og Paldam, 1997a: 132-
136). Netop derfor er omdrejningspunktet for mange økonomiske
54 Jævnfør også Goul Andersen (1995b: 3).
46

vælgeradfærdsanalyser at forsvare de metodiske valg, der foretages, snarere end at
fortolke resultaterne.
Et af de centrale metodiske valg er, hvilke økonomiske parametre man skal
analysere på. De fleste analyser tager udgangspunkt i ”de to store” – arbejdsløshed
og inflation (Nannestad og Paldam, 1994: 216) – mens andre analyser ser på vækst,
betalingsbalance, realløn, skattetryk m.v. (Nannestad og Paldam, 1993: 190). Et
andet operationelt valg er, om man anvender officielle økonomiske nøgletal eller
vælgernes subjektive oplevelse af, hvordan det står til med økonomien (Nannestad
og Paldam, 1993: 193).
De centrale substantielle diskussioner i litteraturen om økonomisk vælgeradfærd
vedrører om vælgerne mest er sociotropiske eller egotropiske, og om de stemmer
retrospektivt eller prospektivt. Med hensyn til den sidste diskussion, er man nået
frem til, at vælgerne mest af alt er retrospektive, selvom de ud fra rationel
økonomisk teori burde være prospektive (Lewis-Beck og Paldam, 2000: 118;
Nannestad og Paldam, 1994: 222). Med hensyn til diskussionen om egotropi vs.
sociotropi, når de fleste studier frem til, at vælgerne mest af alt er sociotropiske
(Lewis-Beck og Paldam, 2000: 114; Nannestad og Paldam, 1994: 227-228). I dansk
sammenhæng har Nannestad og Paldam dog fundet, at de solidariske danskere
næsten udelukkende er egotropiske, hvilket forklares med, at ”it is rational if
welfare man blames the government if it fails to shield him against the economic
consequences of what happened to him.” (Nannestad og Paldam, 1997a: 136). I
modsætning til denne konklusion når Borre frem til, at det for danske vælgere
gælder, at ”sociotropic effects tend to eclipse ”pocketbook” voting” (Borre, 1997:
364).
Et vigtigt parameter i den økonomiske vælgerteori er spørgsmålet om vælgernes
viden om økonomien. Nannestad og Paldam (1993: 191, 2000b) viser i
overensstemmelse med rationel teori, at vælgernes viden om økonomien er relativt
begrænset (jævnfør også Aidt (2000)). Den rationelle teori forklarer dette ved, at
vælgerne kun stemmer for at undgå at blive ramt af en potentiel free-rider straf, og
da chancen for at ens stemme afgør et valg er ekstremt lille, er der intet incitament
for at indhente information om samfundsøkonomien. Derfor kan man også kun
forvente rationalitet i forhold til de økonomiske parametre vælgerne rent faktisk ved
noget om. Imidlertid har økonomiske spørgsmål været meget lavt på vælgernes
dagsorden i store dele af den undersøgte periode 55 og derfor kan det ikke forventes,
at vælgernes viden om økonomien er særlig stor. Derfor vil det være både metodisk
og substantielt betænkeligt at tage udgangspunkt i objektive tal omkring den
faktiske arbejdsløshed og/eller inflation (Lewis-Beck & Paldam, 2000: 120).
Desuden har langt de fleste analyser af arbejdsløsheden vist, at det er mere end
tvivlsomt, om der i Danmark overhovedet er en sammenhæng mellem regeringens
stemmeandel og udviklingen i arbejdsløsheden (Goul Andersen, 1995b: 22). Derfor
55 Jævnfør kapitel 6.
47

vil vi i nedenstående analyse anvende subjektive parametre til måling af den
økonomiske situation.
Som oftest anvendes stemme på regeringen som den afhængige variabel. Imidlertid
kan en sådan operationalisering være betænkelig i lande med mindretalsregeringer
(Lewis-Beck & Paldam, 2000: 115, 119), idet vælgerne ligeså vel kan straffe en
koalition, som de kan straffe regeringen. I dansk sammenhæng er der ikke megen
straf for regeringen i, at en vælger eksempelvis skifter Socialdemokratiet ud med
Socialistisk Folkeparti. Vi vil derfor anvende stemme på venstrefløjen som den
afhængige variabel. 56 Da den første SR-regeringen blev dannet i 1993, vil det
empiriske udgangspunkt for analysen være 1994.
Før vi udregner, hvor meget vælgerne har straffet/belønnet regeringen for dens
økonomiske resultater, vil vi præsentere de to centrale uafhængige variabler i
analysen – den egotropiske og den sociotropiske. Af tabel 5.1 fremgår således
vælgernes vurdering dels af deres egen, dels af landets økonomiske situation.
Tabel 5.1. Udviklingen i forskellige vælgergruppers vurdering af landets og vælgernes
økonomiske situation. 1990-2001. PDI.
1990 1994 1998 2001 Ændr.
Landets økonomiske situation 1 (PDI: Positiv minus negativ)
Venstrefløjens vælgere 24 29 34 54 30
Højrefløjens vælgere 72 -21 -1 34 -38
Alle vælgere 41 4 17 42 1
Vælgerens egen situation 2 (PDI: Positiv minus negativ)
Venstrefløjens vælgere -2 16 17 24 26
Højrefløjens vælgere 7 4 7 19 12
Alle vælgere 1 10 13 21 20
1) V59 i valgundersøgelsen.
2) V58 i valgundersøgelsen.
Som det fremgår af tabellen, er vælgernes vurdering af både egen økonomi og i
særdeleshed af samfundsøkonomien stærkt influeret af deres politiske ståsted. På
den ene side er der et vist rygklapperi fra vælgere, som identificerer sig med
regeringen, ligesom der er en tendens til, at vælgere, der identificerer sig med
oppositionen, ikke så ofte vil indrømme, at økonomien har forbedret sig. Dette
kommer tydeligst til udtryk ved regeringsskiftet i 1993. Hos højrefløjens vælgere
faldt PDI fra 1990 til 1994 fra hele +72 til -21, hvilket svarer til et fald på hele 93
procentpoint. Hos venstrefløjen voksede PDI derimod fra +24 til +29. Med andre ord
var de fleste vælgere på højrefløjen af den opfattelse, at økonomien led alvorlig
skade i perioden 1990 til 1994, hvorimod venstrefløjsvælgere så en økonomi i
fremgang. Dette skyldes selvfølgelig som tidligere nævnt regeringsskiftet i 1993. Der
er dog langt fra tale om, at alle vælgere svarer politisk korrekt. Således voksede PDI
56 Venstrefløjen defineres her som: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det radikale
Venstre. Sidstnævnte er medtaget fordi partiet gennem hele perioden var en del af skiftende socialdemokratiske
regeringer. Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne er derimod ikke medtaget, fordi de kun deltog i
skiftende Nyrup regeringer i henholdsvis to og fire år. De to partier er samtidig så små, at dette ikke anses noget
nævneværdigt problem.
48

hos højrefløjens vælgere fra -21 i 1994 til +34 i 2001, hvilket viser, at også et flertal
af højrefløjens vælgere anerkendte, at økonomien i 1990’erne var i fremgang.
Ses der på alle vælgere, fremgår det af tabellen, at der er meget der tyder på, at
borgerne i 1994 var skeptiske over for effekten af den nye regerings kickstart af
økonomien. Godt nok var PDI positiv, men ses den i forhold til 1990, er den faldet
fra +41 til +4. I årene efter anerkendte vælgerne dog i stigende omfang, at
økonomien var i vækst, og i 2001 var PDI steget til +42 så man således endte ved
status quo fra 1990.
Med hensyn til om vælgerne også oplevede en privatøkonomisk fremgang, er
udviklingen langt mere moderat. Dette skyldes for det første, at mange vælgere
muligvis ikke er klar over, at de rent faktisk har oplevet en mindre privatøkonomisk
fremgang. En samfundsvækst på eksempelvis tre procent er markant, og noget
befolkningen bliver gjort opmærksom på af både politikere og økonomer, hvorimod
en privatøkonomisk fremgang på tre procent knap nok vil blive bemærket. For det
andet kom fremgangen i samfundsøkonomien ikke alle grupper lige meget til gavn. 57
Udviklingen i tabellen viser, at flertallet af vælgerne enten har en neutral eller en
positiv oplevelse af såvel egen som af landets økonomiske udvikling. Dette burde alt
andet lige være kommet regeringen stemmemæssigt til gode. De facto er regeringen
(her målt ved Socialdemokratiet og Det radikale Venstre) gået 4,9 procentpoint
tilbage fra 39,2 pct. i 1994 til 34,3 pct. i 2001. 58 Årsagen til faldet skal enten findes
i, at andre forhold har opvejet belønningen for den økonomiske udvikling eller i, at
vælgerne ikke har givet de socialdemokratiske regeringer æren for opsvinget. I
midten af 1990’erne hørte man således tit de borgerlige argumentere for, at det var
de borgerliges genopretning af økonomien i 1980’erne, der havde skabt
råderummet, således at Nyrup Rasmussen fik mulighed for at kickstarte
økonomien. At vælgerne imidlertid gav regeringen æren for opsvinget, fremgår af
tabel 5.2.
Tabel 5.2. Hvor godt har Nyrup-regeringen håndteret økonomien? 1 1994 og 2001. Pct.
1994 2001 Ændring
Meget godt 5 12 7
Godt 31 47 16
Hverken godt eller dårligt 37 29 -8
Dårligt 19 11 -8
Meget dårligt 8 1 -7
PDI (Meget godt+ godt) – (dårligt + meget dårligt) 9 47 38
1) V60 i valgundersøgelsen
Af tabel 5.2 fremgår det, at vælgerne i høj grad mener, at de socialdemokratisk
ledede regeringer har æren for opsvinget. Således er der et markant flertal, særligt i
57 I maj 1995 skrev Goul Andersen således, at ”Gruppen af konverterende yngre børnefamilier i ejerbolig har
grund til at være regeringen uendelig taknemmelig. Og ingen kan bestride, at denne gruppes udvidede
forbrugsmuligheder har bidraget voldsomt til det økonomiske opsving.” (Goul Andersen, 1995: 27).
58 Jævnfør www.folketinget.dk.
49

2001, der mener, at Nyrup Rasmussen har håndteret økonomien godt. Selvom det
må formodes, at der også i ovenstående tabel er en tendens til rygklapperi, kan
stigningen i PDI fra 9 til 47 ikke tilskrives, at regeringen er gået stemmemæssigt
frem. Tværtimod er den gået tilbage og fremgangen skyldes derfor, at vælgere på
tværs af alle partier i stigende omfang har anerkendt regeringens evne til at
håndtere økonomien.
Indtil videre står vi således med et paradoksalt resultat. Regeringen og dens
parlamentariske grundlag er, selvom vælgerne på tværs af partiskel giver Nyrupregeringerne
æren for det økonomiske opsving, gået kraftigt tilbage. Dette må enten
betyde, at vælgerne ikke belønner regeringen, og at økonomisk vælgeradfærd derfor
ikke kan påvises i dette tilfælde, eller at vælgerne faktisk belønner regeringen, men
at denne belønning opvejes af andre forhold, der har været vigtigere. For at
undersøge dette, vil vi nu se på, hvor meget af stemmeadfærden de to økonomiske
spørgsmål fra tabel 5.1 kan forklare.
I modellen anvendes de to ovenstående variabler om landets og vælgernes
økonomiske situation som de uafhængige variabler. Der skal kontrolleres for
politisk tilhørsforhold, idet vælgernes vurdering af de to økonomiske spørgsmål som
vist er influeret af deres politiske tilhørsforhold. Derfor inkluderes en
kontrolvariabel, der udtrykker vælgernes holdningsmæssige afstand til regeringens
politik. 59 Da den afhængige variabel – stemme på regeringen – måles i andele,
anvendes logistisk regression. Af tabel 5.3 fremgår sammenhængen for 1994, 1998
og 2001.
Tabel 5.3. Økonomiske faktorers betydning for stemme på regeringen. Logistisk
regression. Med kontrol for afstand til regeringen. 1994-2001. Ustandardiserede bkoefficienter,
1 konstanten samt Nagelkerke R 2 . 2
1994 1998 2001
Ustandardiseret b-koefficient
Konstant -0,93* -1,35* -1,02*
Afstand til regeringen (kontrolvariabel) -0,85* -0,91* -0,82*
Landets økonomiske situation (sociotropisk variabel) 0,61* 0,66* 0,48*
Egen privatøkonomiske situation (egotropisk variabel) -0,08 0,08 -0,01
Nagelkerke R 2 0,35 0,34 0,27
1) Koefficienterne er ustandardiserede fordi logistisk regression ikke muliggør standardisering af b-koefficienten.
Da de uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til +100º), er de ustandardiserede
koefficienter dog sammenlignelige.
2) Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
* = koefficienten er signifikant ved p < 0,05.
Af tabellen fremgår det, at den egotropiske variabel (privatøkonomi) er insignifikant
i alle tre år, mens den sociotropiske variabel (landets økonomi) er signifikant i alle
tre år. Analysen viser altså i lighed med Borre og i modsætning til Nannestad og
59 Kontrollen kan operationaliseres på flere forskellige måder (Borre, 1997: 351). Vi har valgt ud fra
selvplacering på højre-venstre skalaen at kode en intervalskaleret afstandsvariabel, som måler den numeriske
afstand til regeringen. Regeringens ideologiske position er udregnet til 4,47, hvilket er et vejet gennemsnit af
Socialdemokratiets og Det radikale Venstres vælgeres gennemsnit fra 1994.
50

Paldam, at danske vælgere er sociotropiske. Resultatet er imidlertid ikke
overraskende, da vores model med subjektive økonomiske vurderinger favoriserer
den sociotropiske variabel. Mere interessant er i stedet niveauet for den
sociotropiske variabel. Det relativt høje niveau for Nagelkerke viser, at modellen er
brugbar, og at sociotropisk økonomisk vælgeradfærd er en væsentlig parameter i
stemmeafgivningen. Vi ved derfor allerede nu med sikkerhed, at når vælgerne op
gennem 1990’erne har oplevet, at økonomien er stærkt forbedret (jævnfør tabel 5.1
på side 43), har dette haft en positiv effekt for venstrefløjen. Nu mangler vi kun at få
besvaret, hvor stor denne positive effekt har været.
Ved hjælp af en logistisk standardberegning kan vi finde frem til, hvilken
stemmemæssig effekt det har haft for regeringen, at økonomien har været i
fremgang. I modellen er den afhængige variabel, hvorvidt man har stemt på
venstrefløjen, mens den uafhængige variabel er vælgernes holdning til landets
økonomiske situation. Desuden inddrages som nævnt yderligere en uafhængig
variabel, der kontrollerer for ideologisk afstand til regeringen (jævnfør note 59). Den
stemmemæssige effekt beregnes herefter ved at finde frem til, hvor meget hver
enkelt respondents sandsynlighed for at stemme på venstrefløjen stiger, såfremt
han holdningsmæssigt bevægede sig som gennemsnittet. Herefter tages et
gennemsnit af alle vælgeres øgede sandsynlighed. Differensen mellem dette resultat
og en estimering af valgresultatet giver således den stemmemæssige effekt. Effekten
beregnes både med 1994 og 2001 som udgangspunkt for at justere for en eventuel
ændring i emnets saliens. 60 Resultatet af beregningerne fremgår af tabel 5.4.
Tabel 5.4. Den effekt fremgangen i landets økonomiske situation har haft på
venstrefløjens stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1994-2001. Med og uden
kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1994 2001 Gns. 1994 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,020 0,009 0,015 0,018 0,009 0,013
Nagelkerke R 2 0,157 0,038 0,098 0,294 0,214 0,254
Effekt i pct. 9,6 4,7 7,1 7,5 3,9 5,7
1) Den afhængige variabel er stemme på venstrefløjen (Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet
og Det radikale Venstre) og den uafhængige variabel er landets økonomi, som er kodet således at jo højere
score, desto værre mener respondenten det står til med økonomien. Der blev ikke konstateret nævneværdige
brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for afstand til regeringen. b-koefficient: 1994=0,015, 2001=0,019. Skala -100º til +100º.
3) Koefficienterne er ustandardiserede, men de uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º) og derfor sammenlignelige.
Af tabellen fremgår det, at b-koefficienten er positiv, hvilket betyder, at jo bedre
man mener det er gået for økonomien, desto større er sandsynligheden for at
stemme på venstrefløjen. Ud fra den ovenfor gennemgåede teori var det naturligvis
også denne sammenhæng, man skulle forvente, idet regeringen burde blive
belønnet af de vælgere, der også mener, at økonomien har været i fremdrift. Hvor
stor belønningen har været fremgår af tabellens nederste række, som er
60 For en nærmere beskrivelse af metoden henvises til afsnit 2.5.
51

esultaterne fra de logistiske standardberegninger. I dette tilfælde er beregningerne
et udtryk for, hvor meget den gennemsnitlige sandsynlighed for at stemme på
venstrefløjen ville stige, hvis man udelukkende tog udgangspunkt i det spørgsmål,
der vedrører landets økonomiske situation. Tidligere i tabel 5.2 så vi, at der netop
på dette spørgsmål var sket en markant ændring, således at flere og flere mente, at
økonomien har været i fremgang. Af den venstre halvdel af tabel 5.4 fremgår det, at
venstrefløjen på baggrund af denne fremgang ville være gået 7,1 pct. frem. De 7,1
pct. er udregnet på baggrund af et simpelt gennemsnit af de to logistiske
standardberegninger fra 1994 og 2001. At der tages udgangspunkt i både 1994 og
2001 skyldes, at vi herved kontrollerer for at emnet er faldet i betydning. Som det
fremgår af tabellen er b-koefficienten, og derfor også effekten, størst i 1994, hvilket
betyder, at landets økonomiske situation var vigtigere for vælgerne i 1994 end i
2001. Da vi antager, at emnets faldende betydning er sket løbende fra 1994 til
2001, anser vi derfor et simpelt gennemsnit som udtryk for effekten. I
beregningerne i tabellens venstre halvdel er der imidlertid ikke taget hensyn til, at
regeringens egne vælgere ser mere positivt på økonomien. Dette tages der hensyn til
i højre side, idet effekten her udregnes samtidig med, at der kontrolleres for afstand
til regeringen. Som det fremgår, falder effekten efter en sådan kontrol til, at
regeringen ville være gået 5,7 procentpoint frem, hvis vælgerne udelukkende havde
stemt efter deres syn på samfundsøkonomien. Som tidligere nævnt gik SRregeringen
rent faktisk 4,9 procentpoint tilbage, og det må derfor konkluderes, at
nok har vælgernes belønning af regeringens økonomiske resultater været markant,
men helt åbenbart er det også, at andre faktorer har været langt mere
betydningsfulde.
Delkonklusion
Vælgerne anerkendte altså SR-regeringens økonomiske resultater, og blev som følge
heraf belønnet med en fremgang på 5,7 procentpoint. Andre forhold havde dog
større betydning, idet regeringen rent faktisk gik 4,9 procentpoint tilbage. Hvis SRregeringen
ikke var blevet belønnet for de gode økonomiske resultater, ville
valgresultatet altså have været endnu værre for regeringen.
5.2. Generel mistillid til politikerne
Fremgangen for radikale højrepartier har været genstand for adskillelige
internationale analyser (Berlet og Lyons, 2000; Betz, 1990, 1993, 1994, 2001;
Güllner, 1993; Kitschelt, 1995; Lubbers og Scheepers, 2001; Neu og Zelle, 1992;
Taggart, 1996). I denne litteratur forklares højrepartiernes fremgang ofte med en
stigende politisk mistillid. 61 Et stigende antal europæiske vælgere siges at være
utilfredse med de etablerede partiers manglende lydhørhed, hvilket øger den
politiske mistillid. De nye højrepartier er med deres populistiske facon gode til at
opfange disse vælgeres signaler, hvorfor øget politisk mistillid medfører fremgang for
partierne på den yderste højrefløj (Betz, 1994: 38).
61 For eksempel Neu og Zelle (1992), Güllner (1993) og Betz (1994, 2001).
52

På baggrund af denne internationale litteratur er det nærliggende at få afklaret, om
disse tendenser også gør sig gældende i Danmark. Den yderste højrefløj
(Fremskridtspartiet/Dansk Folkeparti) har siden 1990 fordoblet sin
stemmemæssige tilslutning fra omtrent 6 pct. i 1990 til 12 pct. i 2001. Det er
tænkeligt, at denne markante fremgang skyldes øget politisk mistillid. Derfor testes
i dette afsnit to hypoteser:
Hypotese 5.1: Den yderste højrefløj modtager mange stemmer blandt
vælgere med politisk mistillid.
Hypotese 5.2: Fra 1990 til 2001 stiger den politiske mistillid og/eller den
bliver væsentligere for folks stemmeadfærd.
De to hypoteser hænger sammen, for i relation til vores problemstilling bliver
hypotese 5.2 kun interessant, hvis vi kan finde støtte for hypotese 5.1. Hvis både
hypotese 5.1 og hypotese 5.2 styrkes, kan vi enten forklare den stemmemæssige
højredrejning med øget politisk mistillid og/eller med, at mistilliden er blevet mere
afgørende for stemmeadfærden.
For at teste hypotese 5.1 (og senere hypotese 5.2) er konstrueret et tillidsindeks, der
bygger på de to spørgsmål i valgundersøgelserne, der vedrører tillid til politikerne,
og som kan genfindes i alle fire undersøgelser fra 1990 til 2001. 62 På baggrund af
dette indeks udtrykkes tillid i grader, således at -100º udtrykker størst mulig
mistillid, mens +100º udtrykker størst mulig tillid. I tabel 5.5 er de forskellige
partigruppers vælgeres tillid til politikerne udtrykt på samme måde.
Tabel 5.5. Udviklingen i tillid til politikerne og partivalg. 1990-2001. Skala: -100º (størst
mistillid) til +100º (størst tillid).
1990 1994 1998 2001 Ændring
Den yderste venstrefløj 1 -40 -35 -19 -9 31
Socialdemokratiet -31 -21 -6 -5 26
Midterpartierne 2 -16 -18 0 10 26
Venstre og Konservative -12 -23 -12 2 14
Den yderste Højrefløj 3 -33 -57 -43 -24 9
Alle vælgere (gns.) -26 -27 -14 -4 22
1) Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.
2) Det radikale Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti.
3) Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.
Det fremgår af tabellen, at den yderste højrefløjs vælgere allerede i 1990 havde ret
høj mistillid til politikerne. Den største mistillid var imidlertid at finde på den
yderste venstrefløj, mens Venstres og Det konservative Folkepartis vælgere havde
mindst mistillid til politikerne. Idet der i 1990 var en borgerlig regering, er
observationerne i overensstemmelse med afstandshypotesen (Miller, 1974), som
62 De to spørgsmål omhandler at politikerne tager for lidt hensyn til vælgerne (V138) og hvorvidt man kan stole
på politiske ledere (V140). Der er i 2001, 1998 og 1994 også to andre spørgsmål vedrørende tillid om
henholdsvis tillid til politikerne i almindelighed (V154) og hvorvidt politikerne er for ødsle med skatteborgernes
penge (V146). Vores tillidsindeks korrelerer ved alle tre undersøgelser ganske fint med disse to spørgsmål.
53

postulerer, at mistillid stiger med afstanden til den siddende regering. Denne
htpotese er i dansk sammenhæng blevet bekræftet adskillige gange (Andersen m.fl.,
1999; Borre, 2000; Borre og Goul Andersen, 1997). Også for 1994 passer
afstandsteorien, idet den største tillid nu findes hos Socialdemokratiets og
midterpartiernes vælgere, som i mellemtiden har erobret regeringsmagten. Da
regeringsmagten har bevæget sig til venstre, er afstanden øget til den yderste
højrefløj, hvorfor vi ser, at mistilliden til politikerne hos vælgerne på den yderste
højrefløj er steget. Til gengæld falder mistilliden hos den yderste venstrefløjs
vælgere. I 1998 er tendensen den samme som i 1994. Den eneste forskel er, at
tillidsniveauet generelt er steget markant fra 1994 til 1998.
Tallene i 2001 er interessante. Tilliden hos Socialdemokratiets vælgere er nu lavere
end hos Venstre og Det konservative Folkepartis vælgere. Dette tyder på, at
respondenterne ved interviewtidspunktet allerede har vænnet sig til den nye
borgerlige regering. 63 Til gengæld er det overraskende, at tilliden hos
midterpartiernes er større end hos Venstres og Det konservative Folkepartis.
Vælgerne på den yderste højrefløj er imidlertid den mest interessante gruppe i 2001,
for selvom regeringen afstandsmæssigt igen har nærmet sig den yderste højrefløj, er
dens vælgere nu afgjort den gruppe med størst mistillid. Noget tyder altså på, at
mistillid i 2001 i mindre grad har noget med afstand til regeringen at gøre, for i så
fald skulle mistilliden, som det var tilfældet i 1990, være størst hos den yderste
venstrefløjs vælgere.
I 2001 er mistillid altså i større omfang blevet et højrefløjsfænomen. Vælgernes
mistillid til politikerne har siden 1970’erne emnemæssigt været forbundet med
modstanden mod international indflydelse. I 1970’erne og 1980’erne hang
mistilliden således sammen med modstanden mod EU og NATO, og derfor var der
størst mistillid blandt vælgerne på den yderste venstrefløj (Borre, 2000: 289). I løbet
af 1990’erne er skepsis mod EU og NATO blevet afløst af en skepsis mod
udlændinge, når det handler om, hvad der er forbundet med den politiske mistillid
(Borre, 2000: 290). 64 Denne skepsis mod udlændinge er en mærkesag for det
yderste højre, hvilket er en plausibel forklaring på, at mistilliden i løbet af 1990’erne
i stigende grad er ved at blive et decideret højrefløjsfænomen frem for et
afstandsfænomen.
Der er altså belæg for at sige, at den yderste højrefløj modtager mange stemmer
blandt vælgere med høj politisk mistillid til politikerne. Hypotese 5.1 er dermed
styrket, og vi kan derfor gå til hypotese 5.2, som postulerer, at mistilliden er steget
og/eller at vælgerne lægger større vægt på deres mistillid.
Første del af hypotesen, som vedrører stigende mistillid, kan klart afvises på
baggrund af tabel 5.5. Det fremgår således af tabellens nederste række, at alle
63
Som omtalt i afsnit 2.3 blev hovedparten af undersøgelsen først gennemført i starten af 2002 og altså en del tid
efter at der blev dannet en ny VK -regering.
64
For EU -spørgsmål gælder dette kun til dels – emnet er stadig godt forbundet med politisk mistillid. Men ikke
længere så stærkt som udlændingespørgsmålet.
54

vælgeres politiske mistillid er faldet markant fra -26º i 1990 til kun -4º i 2001. Der
kan altså ikke konstateres stigende mistillid, tværtimod er den faldet markant. Da
politisk mistillid hænger negativt sammen med et højt uddannelsesniveau (Borre og
Goul Andersen, 1997: 317) kunne denne faldende mistillid skyldes et generelt
stigende uddannelsesniveau i den danske befolkning. Derfor bør der kontrolleres for
stigende uddannelsesniveau ved at holde uddannelsesniveauet konstant. Dette sker
i tabel 5.6.
Tabel 5.6. Udvikling i tillid. 1990-2001. Med og uden kontrol for uddannelse. Skala:
-100º (mindst tillid) til +100º (størst tillid).
1990 1994 1998 2001 Ændring
Uden kontrol for uddannelse -27 -27 -14 -5 22
Med kontrol for uddannelse 1 -26 -26 -14 -5 21
1) Kontrolmetode: Multiple Comparison Analysis (MCA).
Det fremgår af tabellen, at der stort set ikke ændres på udviklingen, når der
kontrolleres for uddannelse. Ændringen falder således marginalt fra 22º til 21º,
hvilket viser, at vælgernes stigende uddannelse ikke har haft nogen effekt på den
kraftigt stigende tillid. Konklusionen bliver derfor uændret, hvilket betyder, at vi
kan afvise, at højrefløjens fremgang hænger sammen med øget politisk mistillid.
Dermed er første del af hypotese 5.2 falsificeret.
Anden del af hypotesen ser på om vælgerne i højere grad har taget konsekvensen af
deres mistillid og derfor i højere grad stemmer på den yderste højrefløj. Dette
spørgsmål belyses i tabel 5.7, der viser udviklingen i den yderste højrefløjs
stemmeandel opdelt efter alle vælgere og vælgere med meget lav tillid.
Tabel 5.7. Stemme på den yderste højrefløj 1 opdelt efter alle vælgere og vælgere med
meget lav tillid (-75º eller mindre). 1990-2001. Pct. og indeksering.
1990 1994 1998 2001 Ændring
Alle vælgere (pct.) 6,4 6,5 9,8 12,0 5,6
Vælgere med meget lav tillid (pct.) 6,9 14,6 23,4 27,4 20,5
Alle vælgere (indeks år 1990) 100 100 153 187 87
Vælgere med meget lav tillid (indeks år 1990) 100 212 339 397 297
Alle vælgere (indeks år 1994) 100 100 152 186 86
Vælgere med meget lav tillid (indeks år 1994) 47 100 160 187 87
1) Fremskridtspartiet i 1990 og 1994, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti i 1998 og Dansk Folkeparti i 2001.
Tabellens to øverste rækker viser den procentvise udvikling i højrefløjens
stemmeandel hos henholdsvis alle vælgere og vælgere med meget lav tillid. I de
næste to rækker er denne procentvise udvikling indekseret med udgangspunkt i
1990. Det fremgår, at højrefløjen fra 1990 og frem til 2001 næsten har firedoblet
deres tilslutning blandt vælgere med lav meget tillid, mens de end ikke fordoblede
tilslutningen blandt alle vælgere. Højrefløjen oplever altså en langt større fremgang
hos vælgere med meget lav tillid end hos alle vælgere generelt. Det tyder altså på, at
55

vælgere med lav tillid i øget grad søger mod højrefløjen. Man fristes derfor til at
konkludere, at vælgere med mistillid faktisk i højere grad drager konsekvensen af
deres mistillid. Forklaringen er imidlertid en anden. Højrefløjens vælgere oplevede
fra 1990 til 1994 en langt større politisk afstand til den nye SR-regering end til den
gamle KV-regering. 65 Det fremgår således af tabellens sidste to rækker, at
højrefløjen siden 1994 ikke har oplevet nogen større tilslutning blandt vælgere med
megen mistillid end blandt andre vælgere. Med andre ord er det kun fra 1990 til
1994, at fremgangen var større hos vælgere med megen mistillid end hos alle
vælgere. Forklaringen herpå er som nævnt, at der kom et regeringsskifte mellem de
to valg, hvilket øgede afstanden mellem regering og det yderste højre og dermed
også mistilliden hos højrefløjens vælgere. Den anden del af hypotese 5.2 er således
også blevet falsificeret.
Den samlede konklusion bliver derfor, at hypotese 5.2 klart falsificeres. Vælgerne
har ikke fået mere mistillid til politikerne, og de drager heller ikke i større grad
konsekvensen af deres mistillid. Udviklingen i mistilliden til politikerne kan således
ikke bidrage til at forklare fremgangen hos det yderste højre.
Delkonklusion
Fremgangen for radikale højrepartier forklares i international litteratur ofte med
faldende tillid til politikerne. Vores analyser viser da også, at der siden 1990 er
opstået en mere entydig sammenhæng mellem mistillid og stemme på det yderste
højre, hvorfor det i mindre grad er afstanden til regeringen, der forårsager mistillid.
Alligevel kan det yderste højres stemmemæssige fremgang ikke forklares ved hjælp
af mistillid, for både mistilliden og mistillidens betydning er faldet. Derfor kan vi
klart afvise, at den yderste højrefløjs stemmemæssige fremgang har noget med
udviklingen i mistilliden overfor politikerne at gøre. Hvis mistillid overhovedet har
haft nogen stemmemæssig effekt fra 1990 til 2001, har den faldende mistillid
således været med til at begrænse den yderste højrefløjs fremgang. 66
5.3. Partiledersympatiens betydning for højredrejningen
I medierne og i den offentlige debat tillægges partiledernes personlighed ofte stor
eller afgørende betydning for udviklingen i partiernes stemmeandel (Goul Andersen,
1995b: 13, 1995c: 1). Ord som stemmeslugere og billetsælgere er betegnelser, der
bliver hæftet på de partiledere, som man mener trækker stemmer til deres partier
alene på grund af deres personlighed. I starten af 1990’erne hørte man for eksempel
tit påstande om, at den såkaldte Uffe-effekt 67 gav Venstre en række stemmer blandt
unge. Mange politiske kommentatorer beklager således fra tid til anden, at vi i
Danmark er ved at få såkaldte amerikanske tilstande, hvor politikken degraderes til
et valg mellem personligheder.
65 Regering bestående af Det konservative Folkeparti og Venstre.
66 En logistisk standardberegning viser dog, at effekten af den stigende tillid er særdeles begrænset. Således ville
den yderste højrefløj som følge af den stigende tillid fra 1990 til 2001 alt andet lige kun være gået 1,1 pct. tilbage
(tabel udeladt).
67 Her henvises til Venstres formand Uffe Ellemann Jensen, som i medierne ofte blev fremstillet som særlig god
til at appellere til unge fra særligt handelshøjskolerne.
56

Inden for dansk vælgeradfærdsforskning fremlægges flere forskellige holdninger til
personers betydning. Oftest nås den konklusion, at den gængse offentlige mening
om personers store betydning er stærkt overvurderet. På baggrund af data om
valget fra 1998 når Borre frem til, at politik er omtrent syv gange vigtigere end
personer (Andersen m.fl., 1999: 112-4). En anden undersøgelse peger på, at
personer har en noget større effekt, idet Goul Andersen når frem til, at politik i
1998 kun er omtrent 2,5 gange vigtigere end personer (Goul Andersen, 1995c: 20).
Selvom de forskellige analyser ikke er helt enige om personfaktorens betydning,
synes der i litteraturen trods alt at være enighed om, at gruppetilhørsforhold
og/eller politiske holdninger er væsentligt mere vigtigt end personer og partiledere
(Nielsen, 1999a: 71).
I relation til højredrejningen vil det i en analyse af partiledernes stemmemæssige
betydning være mest oplagt at se nærmere på de partier, som har oplevet de største
udsving. Særligt ved valget i 2001 forekom der sådanne udsving, med
Socialdemokratiet, som valgets helt store taber, og Dansk Folkeparti og i
særdeleshed Venstre som valgets vindere (jævnfør tabel 1.1 på side 3). I de følgende
analyser vil fokus derfor primært være rettet mod partilederne for disse tre partier.
Men inden vi ser nærmere på, hvilken stemmemæssig effekt disse partilederes
(u)popularitet har haft for højredrejningen, vil vi først kort søge at afklare hvorvidt
politik nu også er så meget vigtigere end personer. De ovenstående refererede
resultater bygger på henholdsvis lineær (Andersen m.fl., 1999: 107-113) og logistisk
regression (Goul Andersen, 1995c: 19), hvilket i det første tilfælde betyder, at et
stort antal respondenter i analysen udelades, idet der kun måles på dem der er
positive overfor det parti der undersøges. For at undgå dette problem har vi ligesom
Goul Andersen valgt at anvende logistisk regression.
På trods af fordelene ved logistisk regression er der med hensyn til
operationalisering af partilederes effekt stadig visse problemer. Forudsætningen for
at måle personers betydning er, at partilederne har en effekt på partivalget, som
ligger ud over den politik, disse personer har ført. Hvis der med andre ord er for
stort sammenfald mellem vurderingen af partiet og lederen, opstår der problemer
med multikollinearitet. Derudover bliver det vanskeligt at afgøre
kausalitetsforholdet, idet det bliver svært at afgøre, om lederen vurderes højt fordi
partiet vurderes højt eller omvendt (Goul Andersen, 1995c: 5).
Med disse problemer in mente har vi i tabel 5.8 dels for de centrale partier dels ud
fra et vægtet gennemsnit for alle partier, målt henholdsvis parti- og ledereffekten
ved hjælp af logistiske regressioner. I analyserne er leder- og partisympati de to
uafhængige variabler, mens den afhængige variabel måler, om vælgerne har stemt
på det pågældende parti.
57

Tabel 5.8. Betydningen af partisympati i forhold til ledersympati. Udvalgte partier samt
et vægtet gennemsnit for alle partier. Logistisk regression. 1 1994-1998. Nagelkerke R 2
og ustandardiserede b-koefficienter. 2
Socialdemokratiet
Venstre
Den yderste højrefløj 3
Nagelkerke R 2
Leder Parti
b B
Parti/leder
1994 0,522 0,0086* 0,0400* 4,7
1998 0,597 0,0087* 0,0386* 4,4
2001 0,448 0,0054* 0,0375* 7,0
1994 0,526 0,0111* 0,0342* 3,1
1998 0,618 0,0045 0,0473* 10,6
2001 0,540 0,0016 0,0405* 25,5
1994 0,474 0,0152* 0,0284* 1,9
1998 0,589 0,0064 0,0363* 5,6
2001 0,545 0,0078* 0,0309* 3,9
1994 0,452 0,0074 0,0209 2,8
Alle partier (vægtet 1998 0,565 0,0063 0,0434 7,0
4 gns.)
2001 0,482 0,0043 0,0397 9,3
1) Afhængig variabel: Partivalg. Uafhængige variabler: Parti- (V16-23) og ledersympati V24-31. Der blev ikke
konstateret brud på forudsætningerne.
2) Koefficienterne er ustandardiserede, men de uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º) og derfor sammenlignelige.
3) Fremskridtspartiet i 1994 og Dansk Folkeparti i 1998 og 2001. I alle tre valgår var lederen Pia Kjærsgaard.
4) Der er vægtet efter partiernes størrelse.
* = signifikant ved p < 0,05.
Af tabel 5.8 fremgår det først og fremmest, at Nagelkerke R 2-værdierne svinger
mellem 0,448 og 0,618. Disse høje niveauer viser, at modellen er god til at forudsige
stemmeadfærden ud fra de to uafhængige variabler parti- og ledersympati. Det er
dog ikke særligt overraskende, at der er en stærk sammenhæng mellem partivalg og
partisympati. I mange analyser bliver partisympati således brugt som proxy for
partivalg, 68 og det kan i det hele tage diskuteres, om ikke kausaliteten mellem
partivalg og de to uafhængige variabler også til dels går den anden vej. Sidstnævnte
er imidlertid underordnet i denne sammenhæng.
Af tabel 5.8 fremgår det også, at partisympati for de analyserede partier er langt
vigtigere end ledersympati. Den laveste betydning af partisympati kan observeres
for den yderste højrefløj i 1994, hvor partisympatien kun er næsten dobbelt så
vigtig som ledereffekten. Den laveste effekt af ledersympati i tabel 5.8 kan
observeres i forhold til Venstres leder i 2001 (Fogh Rasmussen), hvor effekten end
ikke er signifikant. Af tabellen fremgår også et vægtet 69 gennemsnit af ledereffekten
for alle Folketingets partier i forhold til partieffekten. I beregningerne bag dette
gennemsnit var ledersympati kun signifikant i 13 ud af 24 tilfælde, hvorimod
partisympatien var signifikant i alle tilfælde. Udviklingen i det vægtede gennemsnit
er således interessant. Det fremgår, at mens politik i 1994 kun var omtrent tre
68 For eksempel Rabinowitz og Macdonald (1989), Iversen (1994a, 1994b), Westholm (1997) samt Merrill og
Grofman (1999).
69 Vægtet efter partiernes størrelse.
58

gange vigtigere end personer, var det i 1998 hele syv gange vigtigere og i 2001 over
ni gange vigtigere. Der er altså en entydig tendens til, at personer får stadig mindre
indflydelse på stemmeadfærden, hvilket står i kontrast til den i medierne ofte
fremførte forfaldshypotese om amerikanisering og stigende tendens til
præsidentvalgkampe. Hvis disse påstande om stigende personfokusering og
amerikanisering er rigtige, kan det entydigt slås fast, at det i hvert fald ikke
kommer til udtryk i stemmeadfærden.
Partiledernes betydning i relation til højredrejningen
Når det skal måles om en leder tiltrækker flere stemmer end han frastøder, skal der
tages hensyn til, at partiernes popularitet varierer meget, hvilket smitter af på
vælgernes bedømmelse af de forskellige ledere. Metodisk set er det derfor mest
hensigtsmæssigt, at se på, hvordan de forskellige ledere klarer sig i forhold til deres
parti. Dermed bliver ledernes popularitet mere sammenlignelig. Et sådant relativt
styrkeforhold kan sige noget om, hvorvidt lederen er et aktiv eller et passiv for sit
parti. Hvis en leder får en højere ”score” end partiet, er lederen et aktiv for partiet,
og omvendt, hvis lederen scorer lavere end partiet, er lederen et passiv for partiet. I
relation til den stemmemæssige højredrejning er det således forventningen, at
Nyrup Rasmussen har været et passiv for Socialdemokratiet, mens Ellemann
Jensen/Fogh Rasmussen/Kjærsgaard har været et aktiv for deres respektive
partier. Denne forventning kan formuleres med følgende hypotese:
Hypotese 5.3: Det har bidraget til Venstres og Dansk Folkepartis
fremgang, at Ellemann Jensen/Fogh Rasmussen og
Kjærsgaard blev anset som aktiver for deres respektive
partier, og det har bidraget til Socialdemokratiets
tilbagegang, at Nyrup Rasmussen blev anset som et passiv
for Socialdemokratiet.
Hypotesen testes i første omgang ved at udregne den relative sympati for de tre
partiers ledere. Denne udregning præsenteres i tabel 5.9, hvor ledernes relative
sympati er givet ved ledersympati minus partisympati.
Tabel 5.9. Vælgernes leder- og partisympati. Udvalgte partier. 1994-2001. Skala: -100º
(mindst sympati) til +100º (mest sympati).
Partisympati Ledersympati 1
Lederens relative
sympati 2
1994 1998 2001 1994 1998 2001 1994 1998 2001
Socialdemokratiet 14 16 10 2 3 1 -12 -13 -9
Venstre 10 8 15 12 10 17 2 2 2
Yderste højrefløj 3 -35 -49 -37 -24 -40 -33 11 9 4
1) Socialdemokratiets leder var ved alle tre valg Nyrup Rasmussen. Venstres leder var i 1994 og 1998 Ellemann
Jensen og i 2001 Fogh Rasmussen. Den yderste højrefløjs leder (jævnfør note 3) var Kjærsgaard i alle tre år.
2) Lederens relative sympati er lig ledersympati minus partisympati.
3) Fremskridtspartiet i 1994 og Dansk Folkeparti i 1998 og 2001.
Det fremgår af tabel 5.9, at Socialdemokratiet nyder forholdsvis stor sympati hos
vælgerne. Vælgernes sympati for Nyrup Rasmussen er betydelig mindre end partiets
og derfor fremgår det af tabellens højre del, at Nyrup Rasmussens relative sympati
59

er negativ. Både i 1994, 1998 og 2001 var han et passiv for partiet, om end hans
relative sympati fra 1998 til 2001 er steget en anelse.
Det fremgår også af tabel 5.9, at Venstre, som Socialdemokratiet, nyder stor
sympati hos mange vælgere, men dets skiftende ledere nyder en anelse (2º) større
sympati end selve partiet. Dermed bliver Ellemann Jensen/Fogh Rasmussen et
aktiv for Venstre om end meget moderat. Vælgerne er i hvert fald samlet set ikke
negativt stemte over for de to ledere og skulle vælgerne af politiske årsager overveje
at stemme på partiet, afskrækkes de ikke af dets ledere.
Kjærsgaard var i 1994 partileder for Fremskridtspartiet og har siden 1995 ledet
Dansk Folkeparti. Vælgerne har generelt lav sympati for både
Fremskridtspartiet/Dansk Folkeparti og Kjærsgaard, men sympatien for
Kjærsgaard er markant højere end for det parti, hun repræsenterer. Dermed opnår
hun en høj relativ score, og er derfor et klart aktiv for sit parti. Fra 1998 til 2001
falder hendes relative score dog fra +9º til +4º. Baggrunden herfor er, at både leder
og parti oplever en klar stigning i sympati hos vælgerne, men partiet stiger mere
end lederen, hvorfor hendes relative score falder.
Umiddelbart ser det altså ud til, at hypotese 5.3 styrkes, idet Ellemann Jensen,
Fogh Rasmussen og Kjærsgaard alle har været aktiver for deres partier, mens
Nyrup Rasmussen har været et passiv for Socialdemokratiet. Spørgsmålet er dog,
hvilken effekt dette har haft for stemmeadfærden.
Ved hjælp af logistiske standardberegninger har vi udregnet den stemmemæssige
effekt af de forskellige lederes relative popularitet. De logistiske
standardberegninger måler i dette tilfælde, hvor meget sandsynligheden for at
stemme på eksempelvis Socialdemokratiet i gennemsnit ville være steget, såfremt
vælgerne ikke havde vurderet Nyrup Rasmussen som et passiv for partiet.
Tilsvarende måles det for de ledere der har været aktiver, hvor meget
sandsynligheden for at stemme på deres respektive partier ville være faldet, såfremt
lederen var blevet anset som neutrale i stedet for aktiver. At vi anvender logistisk
regression ved beregningerne af ledereffekten er nyt i dansk sammenhæng.
Eksempelvis anvender Borre (Andersen m.fl., 1999: 107-114) en
regressionskoefficient fra en lineær regression som udgangspunkt for sit resultat
om, at Socialdemokratiet i 1998 ville have fået 1,2 pct. flere stemmer såfremt Nyrup
Rasmussen havde været lige så populær som Ellemann Jensen (Andersen m.fl.,
1999: 113f). I vores logistiske standardberegninger, som fremgår af tabel 5.10 til
5.12, 70 er den afhængige variabel, om man har stemt på det parti, der analyseres
på. De uafhængige variabler er dels er partisympati, som indgår som
kontrolvariabel, dels ledersympati, som er den variabel effektberegningen er baseret
på. I tabel 5.10 fremgår først beregningerne for Venstres ledere.
70 Jævnfør afsnit 2.5 om logistisk standardberegning.
60

Tabel 5.10. Logistisk standardberegning af den relative popularitet for Venstres
ledere. 1
Logistisk standardberegning af leder-aktiv/passiv
Ledernes relative sympati 2 Effekt i pct. Nagelkerke R 2 (N)
1994 2 0,2 0,53 1042
1998 2 0 3 0,62 1959
2001 2 0 3 0,54 1982
1) Den stemmemæssige effekt af, at Venstres ledere har været aktiver. Udregnet ved at se på, hvor mange
færre stemmer Venstre ville have fået, hvis lederen havde været neutral, det vil sige lige så populær som
partiet. Den afhængige variabel er stemme på Venstre, mens leder- og partisympati er de to uafhængige
variabler. b-koefficienterne, som beregningerne er baseret på, er de samme som i tabel 5.8 på side 53. Der
blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Jævnfør tabel 5.9 på side 54.
3) Effekten er 0 idet ledersympati for Venstres ledere i 1998 og 2001 er insignifikant (jævnfør tabel 5.9 på side
54).
Af tabel 5.10 fremgår det at effekten, af at Venstres ledere har været aktiver for
partiet, har været yderst moderat. I 1998 og 2001 er effekten 0, idet sympati for
Venstres ledere her ikke havde signifikant betydning for sandsynligheden for at
stemme på Venstre (jævnfør tabel 5.9 på side 54). I 1994 var ledersympati
signifikant, men her var Ellemann Jensen kun en anelse mere populær end
Venstre, hvorfor effekten af hans popularitet har været meget beskeden (0,2 pct.). I
tabel 5.11 fremgår effekten for Fremskridtspartiet (1994) samt for Dansk Folkeparti
(1998 og 2001).
Tabel 5.11. Logistisk standardberegning af Fremskridtspartiets (1994) og Dansk
Folkepartis (1998 og 2001) leders relative popularitet. 1
Ledernes relative sympati 2
Logistisk standardberegning af leder-aktiv/passiv
Effekt i pct. Nagelkerke R 2 (N)
1994 11 0,1 0,47 1040
1998 9 0,2 0,59 1934
2001 4 0,2 0,55 1978
1) Den stemmemæssige effekt af, at Kjærsgaard har været et aktiv for de to partier. Udregnet ved at se på, hvor
mange stemmer de to partier ville have fået, hvis hun havde været neutral, det vil sige lige så populær som
partiet. Den afhængige variabel er i 1994 stemme på Fremskridtspartiet, mens den i 1998 og 2001 er
stemme på Dansk Folkeparti. b-koefficienterne som beregningerne er baseret på er de samme som i tabel
5.8 på side 53. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Jævnfør tabel 5.9 på side 54.
Af tabel 5.11 fremgår, at også effekten af Kjærsgaards popularitet har været meget
moderat. Hendes popularitet har således kun gavnet den yderste højrefløj med en
stemmemæssig fremgang på mellem 0,1 og 0,2 pct. I tabel 5.12 fremgår effekten for
Socialdemokratiet.
61

Tabel 5.12. Logistisk standardberegning af den relative popularitet for
Socialdemokratiets leder. 1
Ledernes relative sympati 2
Logistisk standardberegning af leder-aktiv/passiv
Effekt i pct. Nagelkerke R 2 (N)
1994 -12 -1,3 0,52 1042
1998 -13 -1,2 0,60 1968
2001 -9 -0,6 0,45 1986
1) Den stemmemæssige effekt af at Nyrup har været et passiv. Udregnet ved at se på, hvor mange stemmer
Socialdemokratiet ville have fået, hvis Nyrup havde været neutral, det vil sige lige så populær som partiet.
Den afhængige variabel er stemme på Socialdemokratiet, mens leder- og partisympati er de to uafhængige
variabler. b-koefficienterne som beregningerne er baseret på er de samme som i tabel 5.8 på side 53. Der
blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Jævnfør tabel 5.9 på side 54.
Af tabel 5.12 fremgår det, at det har kostet Socialdemokratiet mellem 0,6 og 1,3 pct.
af stemmerne, at Nyrup Rasmussen var et passiv. Den højeste effekt kan
konstateres i 1994 og den laveste i 2001. Årsagen, til at effekten falder, er dels at
Nyrup Rasmussens relative upopularitet falder en anelse, dels at betydningen af
hans popularitet (b-koefficienten) bliver mindre. I en vurdering af, hvad det alt i alt
har kostet Socialdemokratiet, at de siden 1994 har haft en relativt upopulær leder,
skal der tages stilling til, om et gennemsnit eller en summering af de tre effekter er
det mest korrekte.
Summeres effekterne antages det, at Nyrup Rasmussens upopularitet kontinuerligt
koster partiet stemmer, mens et gennemsnit er ensbetydende med, at det er de
samme vælgere som holder sig væk fra partiet på grund af Nyrup Rasmussen. Da
det er sandsynligt, at vælgernes sympati for Nyrup Rasmussen er nogenlunde
konstant, og det samtidigt er givet, at det er dem som bryder sig mindst om Nyrup
Rasmussen, der tenderer til at holde sig væk fra paritet på grund af ham, er det
mest rimeligt at tage et gennemsnit, hvorfor det samlede resultat bliver, at
Socialdemokratiet ville have fået omtrent 1 pct. flere stemmer, såfremt Nyrup
Rasmussen ikke havde været et passiv. Siden 1994 er Socialdemokratiet imidlertid
gået hele 5,5 pct. tilbage, hvorfor det kan konkluderes, at effekten af Nyrup
Rasmussens relative upopularitet har været ganske beskeden.
Udover at effekten af Nyrup Rasmussens relative upopularitet har været lille for
Socialdemokratiets stemmeandel, er effekten i forhold til den stemmemæssige
højredrejning endnu mindre. Dette skyldes, at en del af den ene procent, der har
forladt partiet på grund af ham, har forladt partiet til fordel for nærliggende
venstrefløjspartier. 71 Ved at se på vælgervandringer mellem de enkelte partier, kan
det således fastslås, hvor mange af de vælgere, der forlod Socialdemokratiet, faktisk
forlod det til fordel for højrefløjen. I 2001 forlod hele 81 pct. af alle frafaldne
socialdemokrater partiet til fordel for højrefløjen, mens niveauet i 1994 og 1998 kun
var henholdsvis 50 pct. og 40 pct. Dermed kan vi nu beregne, hvor meget det har
gavnet højrepartierne, at Nyrup Rasmussen var relativt upopulær. Beregningen
viser, at højrefløjen på grund af Nyrup Rasmussens upopularitet er gået omtrent
71 Hans Jørgen Nielsen viser således, at når vælgere skifter parti, gør de det oftest til et nærliggende parti
(Andersen m.fl., 1999: 52-56).
62

0,5 procentpoint frem. 72 Højrefløjen er siden 1994 samlet set gået hele 8,2 pct. frem
og dermed kan vi fastslå, at Nyrup Rasmussens upopularitet kun har haft minimal
effekt på den stemmemæssige højredrejning.
Delkonklusion
Dette afsnit har vist, at Nyrup Rasmussen har været et passiv for sit parti, mens
Ellemann Jensen/Fogh Rasmussen og Kjærsgaard har været aktiver for deres
respektive partier. Analysen viste imidlertid også, at det stort set ikke har haft
nogen stemmemæssig effekt. Selvom Socialdemokratiet siden 1994 ville have fået
omtrent 1 pct. flere stemmer, såfremt Nyrup Rasmussen ikke havde været et passiv,
har det kun betydet omtrent en halv procent for højredrejningen. På samme måde
har det i praksis heller ikke haft nogen stemmemæssig effekt, at Kjærsgaard og
Ellemann Jensen/Fogh Rasmussen var mere populære end deres respektive partier.
Da den stemmemæssige effekt således har været minimal, kan vi afvise hypotese
5.3 om, at ledersympatier i særligt omfang har bidraget til højredrejningen.
5.4. Delkonklusion
I dette kapitel blev tre alternative forklaringer på den stemmemæssige højredrejning
analyseret. Først blev der set nærmere på, om den økonomiske udvikling kunne
forklare højredrejningen. Analysen viste, at såfremt vælgerne udelukkende havde
stemt efter, hvordan de så på deres egen og landets økonomiske situation, ville
venstrefløjen været gået 5,7 pct. frem. Den økonomiske udvikling bidrager således
ikke til en forklaring af højredrejningen.
I afsnit 5.2 blev det analyseret om mistillid til politikerne kunne forklare
højredrejningen. Analysen viste, at der hverken kunne konstateres stigende
mistillid eller stigende stemmemæssig betydning af den allerede eksisterende
mistillid. Tværtimod viste det sig, at mistilliden var faldet relativt markant.
I afsnit 5.3 blev partiledernes (u)popularitet analyseret. Det viste sig, at lederne for
de centrale partier på højrefløjen har været aktiver for deres partier, mens Nyrup
Rasmussen var et passiv for Socialdemokratiet. Den stemmemæssige effekt heraf,
viste sig dog at være yderst begrænset. At højrefløjens ledere var aktiver havde
således ingen nævneværdig effekt, mens venstrefløjen har tabt 0,5 pct. til
højrefløjen som følge af, at Nyrup har været mere upopulær end sit parti.
Alt i alt kan vi konkludere, at de tre alternative forklaringer ikke kan forklare
højredrejningen. Tværtimod har udviklingen i såvel politisk mistillid som den
økonomiske udvikling, været en begrænsende faktor for højredrejningen.
72 De enkelte effekter skal ganges igennem i de enkelte år. Det vil sige effekten i 1994 på 1,3 pct. skal ganges
med 50 pct. osv. Dermed når vi frem til at den samlede effekt var 0,54 pct.
63

6. Mediernes og vælgernes dagsorden
Det er en gængs opfattelse i medieforskning, at der er et stærkt samspil mellem
vælgernes og mediernes dagsorden (Dearing og Rogers, 1996). Ydermere må det
formodes, at det, der på valgdagen er på vælgernes dagsorden, også har væsentlig
betydning for stemmeadfærden. Da en ændring i vælgernes dagsorden således kan
have stor betydning for stemmeadfærden, er formålet med dette kapitel at se
nærmere på udviklingen i mediernes og vælgernes dagsorden i 1990’erne. I kapitlet
vil udviklingen i mediernes og vælgernes dagsorden ikke blive sat i relation til
højredrejningen. Kapitlet skal snarere give et overblik over de to dagsordener samt
udviklingen heri.
Kapitlet er inddelt i tre hovedafsnit. Først ses på mediernes dagsorden og dernæst
på vælgernes dagsorden. Til sidst sammenholdes de to dagsordener, og det
diskuteres hvilken effekt medierne konkret har haft på vælgernes dagsorden.
6.1. Mediernes dagsorden
I dette afsnit redegøres for udviklingen i mediernes dagsorden fra 1990 til 2001. Vi
har foretaget en omfattende registrering af forskellige mediers indslag under
valgkampene 73 i henholdsvis 1990, 1994, 1998 og 2001. 74 Da vi er interesserede i at
finde ud af, hvad vælgerne var optaget af, da de stod i stemmeboksen, har vi
registreret mediernes dagsorden under selve valgkampene og ikke i perioderne
mellem valgene.
Da valget i 2001 på mange måde er historisk, har vi for dette valg foretaget en
bredere registrering med inddragelse af flere aviser og tv-udsendelser. I det følgende
vil vi således først gå i dybden med valget i 2001, for herefter at se på udviklingen
fra 1990 til 2001.
6.1.1. Mediernes dagsorden ved valget i 2001
Valgkampen blev igangsat onsdag den 31. oktober, da Nyrup Rasmussen på et
pressemøde orienterede om udskrivning af folketingsvalg til afholdelse sammen med
amts- og kommunalvalg tirsdag den 20. november 2001. Der var ingen
parlamentarisk anledning til at udskrive valg, og dermed var valgkampens
overordnede tema heller ikke givet på forhånd. I lyset af terrorangrebet på World
Trade Center og Pentagon den 11. september samme år lagde Nyrup Rasmussen op
til, at valgets hovedtema skulle være terror og udenrigspolitik. Regeringen havde
73
Valgkamp defineres som perioden mellem valgets udskrivelse og afholdelse. I de fire undersøgte valg har
denne periode været omtrent tre uger:
1990: Valget blev udskrevet den 21. november og afholdt den 12. december (varighed: 19 dage).
1994: Valget blev udskrevet den 29. august og afholdt den 21. september (varighed: 23 dage).
1998: Valget blev udskrevet den 22. februar og afholdt den 11. marts (varighed: 20 dage).
2001: Valget blev udskrevet den 31. oktober og afholdt den 20. november (varighed: 20 dage).
74
Det anvendte materiale blev fundet på Statsbiblioteket, hvor det via bibliotekets avis - og TV-arkiv var muligt
at få adgang til de relevante aviser og TV-udsendelserne.
64

tidligere samme dag fremlagt en anti-terrorpakke, som dermed var ment som et
omdrejningspunkt for valgkampen. Dermed blev der fra flere politiske iagttagere
spekuleret i, at Nyrup Rasmussen ønskede en valgkamp, hvor han kunne fremstå
som den samlende statsmand, der kunne føre Danmark igennem den usikre tid
efter den 11. september.
I det følgende vil det blive gennemgået, hvilke emner der blev diskuteret i medierne
under valgkampens 20 dage, og i hvilket omfang disse emner blev diskuteret.
Grundlaget for denne gennemgang er en systematisk kortlægning af avisers,
nyhedsudsendelsers og debatprogrammers dækning af valgkampen. En sådan
kortlægning af mediernes dagsorden under en valgkamp er, så vidt vi ved, ikke
blevet foretaget i dansk sammenhæng siden 1970’erne (Borre & Siune, 1975).
Som nævnt anvender vi aviser, nyhedsudsendelser og debatprogrammer som kilde i
denne kortlægning og for alle tre kilder gælder, at vi kun har registreret
valgkampsrelateret stof, når det har været sat i forbindelse med et politisk emne
(sygehuse, skat, udlændinge osv.). Dermed har vi eksempelvis ekskluderet de
indslag som, uden henvisning til politiske emner, har fokuseret på eksempelvis
”Nyrup vs. Fogh”.
Vi har valgt at kortlægge de fem største landsdækkende aviser, hvilket drejer sig om
henholdsvis Jyllandsposten, Berlingske Tidende, Politiken, BT og Ekstra Bladet.
Disse avisers samlede daglige oplagstal var i efteråret 2001 755.203. 75 Vi har
registreret samtlige valgkampsrelaterede artikler fra udskrivning af valget den 31.
oktober og frem til valgdagen den 20. november. Dermed indgår der for dette valg
100 aviser i analysen og i alt blev der registreret 412 artikler. 76 Artiklerne er blevet
vægtet efter længde og placering, således at store forsideartikler tæller mere i
kortlægningen end en lille notits inde i avisen.
Med hensyn til TV-nyhederne har vi valgt at kortlægge de to landsdækkede kanalers
hovedudsendelser, som finder sted henholdsvis klokken 19:00 (TV2) og klokken
21:00 (DR). Der er således gennemgået omtrent 20 timers nyhedsudsendelser og de
valgkampsrelaterede indslag blev vægtet efter længde og placering, således at et
langt indslag, der bringes i udsendelsens start, vægter mere end et kort indslag lige
før vejrudsigten.
Både DR og TV2 bragte under valgkampen et antal debatprogrammer, hvori
politikere fra forskellige partier diskuterede politiske emner med hinanden. I denne
kategori har vi placeret de traditionelle partilederrunder, som ligger i henholdsvis
starten og slutningen af valgkampen. Også de to kanalers duel mellem Fogh
Rasmussen og Nyrup Rasmussen er kategoriseret som debatprogrammer.
75 Beregnet som et vægtet gennemsnit mellem salgstal på hverdage og salgstal i weekenden. Jyllandsposten
havde med 188.269 solgte aviser det største daglige oplag, mens Ekstra Bladet var den mindste af de fem, idet
deres daglige oplag kun var på 133.414.
76 Jyllandsposten var med 124 artikler den avis, der bragte flest valgkampsrelaterede artikler, mens Ekstra Bladet
var den avis, der bragte færrest (36 artikler).
65

Herudover sendte begge kanaler en række kortere programmer med et specifikt
tema, hvor en eller to repræsentanter fra hver fløj blev inviteret til debat. Disse tre
forskellige typer debatudsendelser behandles under ét som debatprogrammer.
Samlet set bragte de to kanaler i alt 587 minutters 77 debatudsendelser, som er
blevet kodet efter, hvor mange minutter de enkelte emner blev diskuteret.
I en samlet fremstilling af mediernes dagsorden, er det vigtigt at få afklaret, med
hvilken vægt de tre kilder (aviser, nyhedsudsendelser og debatudsendelser) skal
indgå. Umiddelbart kunne man argumentere for, at debatudsendelserne burde
undervægtes, idet der kun var debatudsendelser omtrent hver anden dag.
Heroverfor står aviserne og TV-nyhederne, hvis dækning var både daglig og intens.
Kvantitativt er kildeværdien altså lavere for debatudsendelserne. På den anden side
beskæftiger debatudsendelserne sig udelukkende med valgkampsrelaterede emner.
En debatudsendelse af en times varighed er typisk bygget op med en fem minutters
indledning som efterfølges af 55 minutters koncentreret debat. Dermed kommer
over 90 procent af programmet til at handle om valgkampsrelaterede emner. Denne
emnekoncentration står i modsætning til nyhedsudsendelserne og aviserne, hvor
der var forholdsvis langt imellem emnerelaterede valgindslag. Kvalitativt er
kildeværdien altså højere for debatudsendelserne, hvilket taler for en høj vægt.
Derfor synes det mest rimeligt at lade alle tre kilder indgå med samme vægt. I tabel
6.1 præsenteres således mediernes samlede dagsorden under valgkampen i 2001.
Tabel 6.1. Valgkampens emner i aviser, TV-nyheder og debatudsendelser. 2001. Pct.
Aviser Nyheder Debat Gennemsnit
Arbejdsløshed 1 0 1 1
Økonomi i øvrigt 3 0 2 2
Skat 9 13 10 10
Gammel politik i alt 13 13 13 13
Ældre 6 11 15 11
Sundhed 11 6 15 11
Familiepolitik 1 0 5 2
Uddannelse 1 0 0 0
De svage 0 0 1 1
Velfærd i alt 19 17 38 25
Miljø 1 0 0 0
Udlændinge 55 61 31 50
Lov og orden 3 6 5 5
Ulandsbistand 3 1 3 2
Ny politik i alt 62 68 39 57
EU og udenrigspolitik 1 0 1 1
Terror 5 1 4 3
Andre 1 0 1 1 1
I alt 100 100 100 100
1) Andre består af boligpolitik, regeltyranni og hjemmeværnet.
77 Svarende til knap 10 timer, som er eksklusiv den tid, som ikke omhandlede politiske emner – eksempelvis
indledning og persondiskussioner.
66

Det fremgår af tabel 6.1, at valgkampens klare hovedtema var udlændinge. Nøjagtig
halvdelen af mediernes emnerelaterede indslag handlede således om dette emne.
Især i aviserne og nyhedsudsendelserne var emnet dominerende, idet henholdsvis
55 og 61 pct. af de valgkampsrelaterede emner her omhandlede udlændinge. Om
end dækningen var mindre markant i debatudsendelserne, fyldte emnet 31 pct. af
sendetiden, og var dermed også her klart det vigtigste enkeltemne. Trods de
markante forskelle er det samlede billede entydigt; udlændingeemnet var det
altdominerende emne på mediernes dagsorden.
Under kortlægningen viste det sig, at Socialdemokratiet i starten af valgkampen selv
var med til at bringe udlændingeemnet på mediernes dagsorden. Deres strategi var
sandsynligvis, at tage den tilsyneladende uundgåelige diskussion tidligt under
valgkampen, så emnet kunne brænde ud og blive mindre diskuteret under den
sidste og vigtigste del af valgkampen. Denne strategi mislykkedes imidlertid, idet
udlændingespørgsmålet under hele valgkampen forblev det absolut dominerende
emne på mediernes dagsorden. 78 Man kan sige, at emnet opnåede en vis ”kritisk
masse” (Lund, 2000), hvorefter dækningen blev voldsomt eskaleret, fordi
journalisterne konkurrerede om at dække tidens varme historie med nye vinkler.
Sundhed og ældre er de to mest dominerende velfærdsemner, og da de begge udgør
11 pct. af mediernes samlede dagsorden, kommer de ind på en samlet andenplads.
Tæt efter følger skattespørgsmålet, der fik 10 pct. af mediernes bevågenhed. Med
henholdsvis 5 og 3 pct. kommer lov og orden samt terror ind på en fjerde og femte
plads. Selvom Nyrup Rasmussen udskrev valget med henvisning til
terrorbekæmpelse blev emnet altså kun diskuteret marginalt og hovedsageligt i
valgkampens første uge. 79 Ulandsbistand, arbejdsløshed og økonomi i øvrigt blev
kun diskuteret i et meget begrænset omfang.
På grund af udlændingeemnets dominans blev ny politik den mest diskuterede
dimension i det samlede mediebillede under valgkampen i 2001. Hele 57 pct. af
mediernes dagsorden bestod således af ny politik. De fem velfærdsemner fik samlet
set 25 pct. af mediernes omtale, hvilket er noget mere end de 13 pct., som de
gammelpolitiske emner fik.
6.1.2. Udviklingen i mediernes dagsorden fra 1990 til 2001
For valgene i 1990, 1994 og 1998 har vi også foretaget en kortlægning, om end med
et lidt mindre omfangsrigt materiale. Vi har således valgt at udelade TV-nyhederne,
idet TV-nyhedernes dagsorden i 2001 ikke afveg i særligt omfang fra avisernes
dagsorden, hvorfor det må formodes, at dette heller ikke var tilfældet i 1990, 1994
og 1998. Endvidere har vi undladt Ekstra Bladet og BT, hvilket begrundes med, at
disse aviser i 2001 kun indeholdt meget få valgkampsrelaterede artikler, og det
derfor er sandsynligt, at det også var tilfældet ved de tre tidligere valg. Med hensyn
78 I valgkampens tre uger fyldte udlændingeemnet således henholdsvis 52 pct., 51 pct. og 42 pct. af dagsordenen.
79 I valgkampens første uge fyldte terroremnet således 14 pct., mens emnet i henholdsvis uge 2 og 3 kun fyldte 1
pct. af mediernes samlede dagsorden.
67

til debatudsendelserne har vi valgt kun at registrere partilederrunderne, og således
ikke de løbende debatudsendelser som det er gjort for 2001.
Selvom registreringen af mediernes dagsorden under valgkampene i 1990, 1994 og
1998 således er mindre omfattende end ovenstående analyse for 2001, bygger
registreringen stadig på et meget omfangsrigt materiale. Det vurderes derfor, at
resultaterne for disse år er valide og i det store hele sammenlignelige med 2001. I de
nedenstående tabeller, hvor der fokuseres på udviklingen fra 1990 til 2001, har vi
alligevel valgt kun at medtage de kilder fra 2001, som vi har valgt at se på fra 1990-
1998. Hermed sikrer vi en fuldstændig sammenlignelighed. I tabel 6.2 fremgår
udviklingen i avisernes dagsorden.
Tabel 6.2. Udvikling i avisernes dagsorden under valgkampene. 1 1990-2001. Antal
artikler og vægtet pct. 2
Antal artikler (N) Vægtet procent
1990 1994 1998 2001 1990 1994 1998 2001
Arbejdsløshed 10 60 14 5 15 30 6 1
Økonomi i øvrigt 21 33 22 10 30 17 8 3
Skat 13 12 29 30 28 7 10 10
Gammel politik i alt 44 105 65 45 73 54 24 14
Ældre 0 20 12 22 0 8 5 6
Sygehuse 2 17 35 30 1 9 12 10
Familiepolitik 1 9 25 4 1 4 9 1
Uddannelse 0 2 18 3 0 1 6 1
Boligpolitik 4 5 4 4 10 3 1 1
Regeltyranni - - - 5 - - - 2
Velfærd i alt 7 53 94 68 12 25 33 21
Miljø 1 9 29 4 1 6 10 1
Udlændinge 4 15 54 150 6 9 16 50
Lov og orden 0 3 19 12 0 1 7 3
Ulandsbistand 1 1 0 12 2 0 0 3
Ny politik i alt 6 28 102 178 9 16 33 57
EU 3 7 26 5 6 5 8 3
Terror - - - 16 - - - 5
Dyrevelfærd - - 7 - - - 2 -
I alt 60 193 294 307 100 100 100 100
1) For alle fire valgkampe gælder, at der er anvendt tre aviser til kortlægningen: Jyllandsposten, Politiken og
Berlingske Tidende.
2) Artiklerne er vægtede efter placering og længde: Lange artikler samt forsideartikler indgår med større vægt
end andre artikler. Derfor er der ikke direkte sammenhæng mellem det uvægtede antal af artikler og de
vægtede procenter.
Den første væsentlige observation man kan gøre ud fra tabellen er, at det samlede
antal avisartikler stiger markant fra 60 artikler i 1990 til 307 artikler i 2001.
Aviserne beskæftiger sig altså langt mere med politiske emner i 2001 end tidligere.
Dermed har avislæsere fået et stadigt bedre informationsgrundlag for at
sammenligne partiernes issuepositioner. Denne udvikling er interessant i relation til
issue voting-teorierne, idet udviklingen indikerer, at danske vælgere rent faktisk har
god mulighed for at stemme i overensstemmelse med issue voting-teoriernes
antagelser. Udviklingen er endnu et argument for, at den påståede amerikanisering
68

og stigende fokus på form frem for indhold er en myte. 80 Det kan dog ikke på
baggrund af tabel 6.2 afvises, at valgkampe i dag også handler meget om form, men
det politiske indhold er utvivlsomt blevet opprioriteret i aviserne.
Ser man nærmere på, hvordan de enkelte emner har udviklet sig, fremgår det med
al tydelighed, at udlændingeemnets dominerende rolle i 2001 ikke genfindes under
de øvrige valgkampe. Emnet udvikler sig således nærmest eksponentielt: 6 pct. i
1990, 9 pct. i 1994, 16 pct. i 1998 og så hele 50 pct. i 2001. Emnets kraftigt
stigende omfang har medført, at nypolitiske emner også samlet set er steget kraftigt
fra 9 pct. i 1990 til 57 pct. i 2001. Velfærdsemnerne er dog også steget relativt
meget fra 12 pct. i 1990, til 33 og 21 pct. i henholdsvis 1998 og 2001. Ny politiks og
velfærdsemnernes stigende omtale i aviserne er sket på bekostning af
gammelpolitiske emner, hvis omtale er faldet drastisk fra 73 pct. i 1990 til kun 14
pct. i 2001.
Tabel 6.3 viser emneudviklingen i afslutningsdebatterne på henholdsvis DR og TV2.
Selvom tabellen således kun bygger på to udsendelser, er afslutningsdebatterne
karakteriseret ved, at de forsøger at tage alle valgkampens forskellige temaer op.
Derudover er disse udsendelser, i kraft af at de sendes i slutningen af valgkampen, i
frisk erindring hos vælgerne.
Tabel 6.3. Udvikling i dagsordenen i afslutningsdebatterne på DR og TV2. 1990-2001.
Antal minutter og pct.
Antal minutter (N) Procent
1990 1994 1998 2001 1990 1994 1998 2001
Arbejdsløshed 4 42 5 17 3 19 3 9
Skat 15 10 13 39 10 5 6 20
Lejeværdi 0 0 22 0 0 0 10 0
Økonomi i øvrigt 54 71 16 3 39 32 8 1
Gammel politik i alt 73 123 56 59 52 56 27 30
Ældre 2 7 7 34 1 3 4 17
Sundhed 1 25 21 29 1 11 10 14
Familiepolitik 0 5 17 4 0 2 8 2
Uddannelse 0 2 14 4 0 1 7 2
Socialpolitik 0 2 4 3 0 1 2 1
Efterløn 0 0 5 0 0 0 2 0
Velfærd i alt 3 40 67 73 2 18 33 36
Miljø 9 10 11 0 6 5 5 0
Udlændinge 8 33 22 67 6 15 11 34
Lov og orden 0 0 12 0 0 0 6 0
Ulandsbistand 0 8 9 0 0 3 4 0
Ny politik i alt 17 51 54 67 12 23 26 34
EU og udenrigspolitik 42 2 28 0 30 1 14 0
Andet 1 4 4 0 0 4 2 0 0
I alt 139 220 205 199 100 100 100 100
1) 1990: Om valgperiodens længde. 1994: Om Øresundsbroen.
80 Jævnfør eventuelt afsnit 5.3 om partilederes faldende betydning for stemmeadfærden.
69

Det fremgår af tabellen, at også i afslutningsdebatterne blev økonomiske emner
diskuteret langt mindre i 2001 end tidligere. Dog er faldet ikke så markant som i
aviserne. Til gengæld vokser velfærdsemnerne kraftigt og i modsætning til
udviklingen på avisfronten falder velfærdsemnerne ikke efter 1998, men bevarer, i
2001, niveauet fra 1998.
Ny politiks andel stiger også i debatudsendelserne. Det fremgår således af tabellen,
at ny politik blev diskuteret i 12 pct. af tiden i 1990 og i 34 pct. af tiden i 2001. Det
fremgår endvidere, at denne nypolitiske stigning også her er forårsaget af
udlændingeemnets stigende betydning. Faktisk var udlændingeemnet i 2001 det
eneste nypolitiske emne, der blev diskuteret under afslutningsdebatterne på DR og
TV2. Dette står i stærk modsætning til 1998, hvor alle de fire registrerede
nypolitiske emner blev diskuteret. I 1998 var udlændingeemnet således kun dobbelt
så vigtigt som hvert af de tre andre emner.
Det fremgår også af tabellen, at EU-emnet var centralt i 1990. Emnet blev således
debatteret i 30 pct. af tiden. Også i 1998 fik EU en del diskussionstid i
afslutningsdebatterne, idet 14 pct. af tiden blev brugt på EU. I 1994 og 2001 var
emnet imidlertid nærmest ikke eksisterende under afslutningsdebatterne.
Delkonklusion
I ovenstående har vi redegjort for udviklingen i mediernes dagsorden under
valgkampene fra 1990 til 2001. Resultatet af denne omfattende kortlægning blev, at
både udlændingeemnet og velfærdsemnerne er steget markant på mediernes
dagsorden. Til gengæld beskæftiger medierne sig i 2001 langt mindre med
økonomiske emner.
I det følgende ses der først nærmere på, hvad der i den samme periode er sket med
vælgernes dagsorden, hvorefter udviklingen i de to dagsordener sammenlignes.
6.2. Vælgernes dagsorden
Vælgernes politiske dagsorden måles ved hjælp af et spørgsmål i
valgundersøgelserne, hvor respondenterne bliver spurgt, hvad der efter deres
mening var de vigtigste problemer, som politikerne burde tage sig af. I hver af de fire
valgundersøgelser er spørgsmålet åbent og stillet som det første i undersøgelsen.
Denne fremgangsmåde sikrer høj validitet, idet respondenten dels ikke påvirkes af
svarkategorierne, dels ikke påvirkes af valgundersøgelsens resterende spørgsmål. 81
Den følgende gennemgang af vælgernes dagsorden i tabel 6.4 bygger således på
dette helt centrale åbne spørgsmål og viser udviklingen i vælgerens dagsorden fra
1990 til 2001.
81 Udover at spørgsmålet er åbent, er der tillige også mulighed for mere end ét svar. Respondenten opfordres
således til at nævne op til fire emner. Respondentens åbne svar kodes efterfølgende til et mere overskueligt antal
kategorier. En oversigt over disse kategorier findes i den tekniske rapport for valgundersøgelsen 2001 (Goul
Andersen m.fl., 2002).
70

Tabel 6.4. Udviklingen i vælgernes politiske dagsorden. 1 1990-2001. Pct. 2
1990 1994 1998 2001 Ændring
Arbejdsløshed 30 29 7 3 -27
Betalingsbalancen 9 1 2 0 -9
Skat 9 2 4 6 -3
Økonomi i øvrigt 12 9 8 4 -8
Gammel politik i alt 60 41 21 13 -47
Sundhed 2 10 15 17 15
Ældre 6 17 13 17 11
Børn 3 4 8 4 1
Uddannelse 2 2 4 8 6
Socialpolitik 3 4 5 5 2
Velfærd i øvrigt 4 1 2 3 -1
Velfærd i alt 20 38 47 54 34
Udlændinge 4 8 15 22 18
Lov og orden 1 2 3 2 1
Miljø 10 9 9 4 -6
Ulandsbistand 1 0 0 1 0
Ny politik i alt 16 19 27 29 13
EU og udenrigspolitik 3 2 4 3 0
Andre emner 1 0 1 1 0
I alt 100 100 100 100
1) Spørgsmålsformulering: ”Hvilke problemer, mener De, er de vigtigste i dag, som politikerne bør tage sig af?”
(V1). Åbent spørgsmål. Da respondenterne kunne angive op til fire svar, er der flere svar end respondenter:
1990: Antal resp.: 1011. Antal svar: 2098. Antal svar i gns. per resp.: 2,08.
1994: Antal resp.: 2021. Antal svar: 3887. Antal svar i gns. per resp.: 1,92.
1998: Antal resp.: 2001. Antal svar: 4610. Antal svar i gns. per resp.: 2,30.
2001: Antal resp.: 2026. Antal svar: 4671. Antal svar i gns. per resp.: 2,31.
2) Procenten udregnes i forhold til antal svar, det vil sige den udtrykker, hvor mange gange et emne samlet set
er nævnt i forhold til alle andre nævnte emner. Jævnfør i øvrigt Andersen m.fl. (1999: 115) og Goul Andersen
(2000: 26).
Det fremgår, at arbejdsløsheden var meget højt på vælgernes dagsorden i 1990 (30
pct.) og 1994 (29 pct.). Siden da er emnet stort set forsvundet, idet kun 3 pct. af
vælgerne var optaget af emnet i 2001. Det samme gør sig gældende med
betalingsbalancen som 9 pct. nævnte i 1990, mens næsten ingen nævnte det i
2001. 82 Samlet set var vælgerne særdeles optaget af gammel politik i 1990, idet 60
pct. af emnerne på vælgernes dagsorden var økonomiske. I 2001 var denne
procentdel faldet til 13 pct., og dermed er økonomien gået fra at være det mest
dominerende emne i 1990 til i 2001 at være mindre vigtig end såvel ny politik som
velfærd. Dette er bemærkelsesværdigt idet højrefløjen med Venstre i spidsen i årene
op til valget i 2001 ihærdigt har forsøgt at sætte fokus på skattespørgsmålet.
Spørgsmålet optog i 2001 kun 6 pct. af vælgerne, men var det ikke for dette emne,
ville gammel politik være stort set ikke eksisterende på vælgernes dagsorden.
Velfærdsemnerne bliver stadig vigtigere for vælgerne. Samlet set er velfærdsemner
steget fra 20 pct. i 1990 til 54 pct. i 2001. Fremgangen på velfærdsområdet skyldes
primært, at vælgerne i stigende grad bliver optaget af sundheds- og ældreområdet.
82 De 0 pct. i tabel 6.4 er afrundet fra 0,23 pct.
71

Disse to velfærdsemner er begge steget til 17 pct. og udgør dermed omtrent to
tredjedele af velfærdsemnernes samlede dagsorden på 54 pct. Velfærdspolitikken er
således klart vigtigere for vælgerne end de to andre hovedområder.
Udlændingeemnet er op gennem 1990’erne blevet stadig vigtigere for vælgerne. Fra
1990 til 2001 er emnet steget fra 4 til 22 pct. og er i 2001 dermed det vigtigste
enkeltspørgsmål. Miljøemnet har til gengæld fået væsentlig mindre betydning. Mens
omtrent 10 pct. nævnte miljø i de tre valg i 1990’erne, 83 var emnet i 2001 kun på
dagsordenen hos 4 pct. De to andre nypolitiske emner, lov og orden samt
ulandsbistand, har stort set ikke været på vælgernes dagsorden ved nogen af de fire
valg. Samlet set vokser ny politiks betydning for vælgerne alligevel fra 16 pct. i 1990
til 29 pct. i 2001.
6.3. Sammenhæng mellem mediernes og vælgernes dagsorden
Kan medierne påvirke vælgernes holdninger? Dette spørgsmål har optaget
samfunds- og medievidenskaberne siden starten af det tyvende århundrede. I
mellemkrigstiden udviklede amerikanske forskere kanyleteorien, hvor den centrale
påstand var, at massemediernes indflydelse på børn og unge kunne sammenlignes
med en kanyle, der sprøjtede sit indhold ind i modtageren, og dermed kraftigt
påvirkede børnenes holdninger og følelser (Lowery og DeFleur, 1988: 51). Lige efter
Anden Verdenskrig blev der i USA igangsat en stor klinisk undersøgelse af, hvordan
voksne blev påvirket af medierne og her fandt man atter støtte for kanyleteorien,
idet forskerne påviste, at også voksnes holdninger kan påvirkes gennem
massemedier (Hovland m.fl., 1953). Ifølge kanyleteorien har medierne således meget
stor og direkte effekt på modtagernes politiske holdninger. På baggrund af disse
forsøg, samt erfaringerne med den systematiske propaganda under Anden
Verdenskrig, frygtede mange forskere, at massemediernes fortsatte udvikling ville
give den politiske elite og medierne meget stor magt og reducere vælgerne til
hjælpeløse ofre for veltilrettelagte politiske kampagner (Croteau og Hoynes, 1997:
206f).
I løbet af 1950’erne og 1960’erne blev kanyleteorien dog afløst som den
dominerende opfattelse blandt samfundsforskerne, af en ny enighed om, at
massemediernes indhold faktisk kun havde en minimal effekt på modtagerens
holdninger (Lazerfeld, Berelson og Gaudet, 1948; Klapper, 1960). Siden blev denne
teori om mediernes minimaleffekt suppleret med teorien om mediernes
dagsordensfastsættende funktion. Samtidig med at forskerne forsat mente, at
medierne kun havde minimal betydning for modtagerens holdninger, blev det
nemlig påvist, at medierne havde stor betydning for modtagerens dagsorden. Cohen
formulerede det således:
”News may not be successful in telling people what to think, but it is
stunningly successful in telling its readers what to think about.” (Cohen,
1963: 13).
83 Dette niveau på omtrent 10 pct. genfindes i øvrigt i andre meningsmålinger, der blev foretaget i henholdsvis
1996, 2000 og februar 2001 (Goul Andersen, 2002).
72

At medierne kan påvirke borgernes dagsorden er i dag bredt accepteret i litteraturen
(Dearing og Rogers, 1996), og også i dansk forskning har denne tilgangsvinkel vist
sig frugtbar (Borre og Siune, 1975; Siune, 1982, 1984, 1991). Dog er det klart, at
der er grænser for, hvad medierne kan få modtagerne til at gå op i. Det er blandt
andet blevet påvist, at mediernes indflydelse er størst når modtagerne ikke
personligt er i berøring med emnet (Siune, 1991; Weaver, 1982).
I løbet af 1980’erne og 1990’erne er der blevet fremlagt resultater, der peger på, at
mediernes effekt er større end blot at påvirke modtagernes dagsorden. En del nyere
forskning gør således op med opfattelsen om, at medierne kun har minimal effekt
på folks holdninger (Brody, 1991; Iyengar og Kinder, 1987; Page og Shapiro, 1992;
Weaver, 1982; Zaller, 1992). I dansk sammenhæng udkom i 1995 bogen ”I svy sind”
(Gaasholt og Togeby, 1995), der vedrører danskernes holdninger til udlændinge. I
bogen bygges der på denne nyere forskning, idet den centrale påstand er, at
danskernes holdninger på kort sigt påvirkes af mediernes ofte negative historier
vedrørende udlændinge (Gaasholt og Togeby, 1995: 194). Nannestad tilbageviser
imidlertid, at medierne påvirker danskernes holdninger til etniske minoriteter, idet
han ikke finder empirisk belæg for, at udviklingen i mediedækningen har en sådan
påvirkning (Nannestad, 1999a: 150). Denne diskussion mellem Gaasholt/Togeby og
Nannestad genfindes også i nyere international forskning, hvor der også er stor
uenighed om i hvilket omfang medierne kan påvirke folks holdninger (Dearing og
Rogers, 1996).
I litteraturen er der altså uenighed om, i hvilket omfang medierne påvirker folks
holdninger. Til gengæld er der udbredt konsensus om, at medierne har stor
indflydelse på, hvad folk tænker på. I valgmæssig sammenhæng er det derfor
forventeligt, at der er sammenhæng mellem mediernes og vælgernes politiske
dagsorden. Derfor har vi ovenfor først set på mediernes og dernæst vælgernes
dagsorden, således at det nu er muligt at sammenholde de to dagsordener. Dermed
bliver det muligt at se nærmere på, i hvilket omfang vores data kan støtte teorien
om, at medierne påvirker vælgernes dagsorden. I tabel 6.5 vises således udviklingen
i både mediernes og vælgernes dagsorden. Tabellen bygger på tal fra tabellerne 6.3
og 6.4, men for at gøre sammenligning mulig, er nogle af emnerne slået sammen.
73

Tabel 6.5. Udviklingen i den politiske dagsorden i aviserne, i afslutningsdebatterne
(DR og TV2) samt hos vælgerne. 1990-2001. Pct.
Aviser Afslutningsdebatter Vælgerne
1990 1994 1998 2001 1990 1994 1998 2001 1990 1994 1998 2001
Arbejdsløshed 15 30 6 1 3 19 3 9 30 29 7 3
Skat 28 7 10 10 10 5 6 20 9 2 4 6
Økonomi i øv. 30 17 8 3 39 32 18 1 21 10 10 4
Gl. politik i alt 73 54 24 14 52 56 27 30 60 41 21 13
Sundhed 1 9 12 10 1 11 10 14 2 10 15 17
Ældre 0 8 5 6 1 3 4 17 6 17 13 17
Familiepolitik 1 4 9 1 0 2 8 2 3 4 8 4
Uddannelse 0 1 6 1 0 1 7 2 2 2 4 8
Socialpolitik 0 0 0 0 0 1 2 1 3 4 5 5
Velfærd i øv. 10 3 1 3 0 0 2 0 4 1 2 3
Velfærd i alt 12 25 33 21 2 18 33 36 20 38 47 54
Udlændinge 6 9 16 50 6 15 11 34 4 8 15 22
Lov og orden 0 1 7 3 0 0 6 0 1 2 3 2
Miljø 1 6 10 1 6 5 5 0 10 9 9 4
Ulandsbistand 2 0 0 3 0 3 4 0 1 0 0 1
Ny politik i alt 9 16 33 57 12 23 26 34 16 19 27 29
EU 6 5 8 3 30 1 14 0 3 2 4 3
Andet 0 0 2 5 4 2 0 0 1 0 1 1
I alt 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100
Det fremgår af tabel 6.5, at der helt overordnet er stor sammenhæng mellem
mediernes og vælgernes dagsorden. Både medier og vælgere er således blevet
markant mindre optaget af gammel politik og markant mere optaget af henholdsvis
velfærdsspørgsmål og udlændingeemnet. Dermed er der umiddelbart støtte for
teorien om, at medierne har en dagsordenssættende effekt, idet vælgernes
dagsorden ved hvert valg er blevet målt efter valgdagen og mediernes dagsorden
dermed ligger tidsmæssigt før vælgernes dagsorden.
Der er dog også tydeligt, at der i hvert fald på udlændingeområdet på ingen måde er
tale om en fuldstændig overensstemmelse mellem mediernes og vælgernes
dagsorden. I 2001 fokuserede aviserne således i helt ekstrem grad på
udlændingeemnet, idet halvdelen af alle emnerelaterede valgkampsartikler handlede
om udlændinge. Det var dog ikke kun aviserne, der fokuserede meget på
udlændingeemnet. Det samme gjorde TV-nyhederne hos DR og på TV2, hvor emnet
fyldte over 60 pct. – jævnfør tabel 6.1 på side 61. Der var altså i 2001 en meget stor
fokus i de daglige nyhedsmedier på udlændingespørgsmål. Dette smittede ikke fuldt
ud af på vælgernes dagsorden, hvor stigningen også var markant, 84 men ikke nær
så ekstrem som i aviserne.
Man bør dog overveje rimeligheden i at konkludere, at emnet steg mindre på
vælgernes dagsorden end på mediernes dagsorden. Dette hænger sammen med at
valgundersøgelsen, som vi har været inde på tidligere, først blev igangsat i december
84 Fra 15 pct. i 1990 til 22 pct. i 2001.
74

2001. 85 Udlændingeemnets betydning kan med andre ord allerede være faldet igen
som følge af et fald i mediernes fokus. Derfor kan det ikke umiddelbart afvises, at
vælgerne faktisk var mere optaget af udlændingespørgsmålet end valgundersøgelsen
indikerer. Der er dog en anden meningsmåling, som blev foretaget i valgkampens
første uge (2.-7. november 2001) og i denne måling, der anvender nøjagtig det
samme spørgsmål som valgundersøgelsen, fylder udlændingeemnet ligeledes kun
23 pct. på vælgernes dagsorden. Problemet med denne måling er dog, at
valgkampen på dette tidspunkt knap nok var begyndt, men da udlændingeemnet
også var højt på mediernes dagsorden i valgkampens første uge, 86 er denne måling
trods alt en rimelig indikator for, i hvor høj grad medierne påvirkede
udlændingeemnets saliens hos vælgerne. 87
Afslutningsdebatterne fokuserede ikke så meget på udlændingespørgsmålet og dette
hænger sandsynligvis sammen med, at afslutningsdebatternes journalister langt
bedre kan styre, hvor lang tid de enkelte emner skal debatteres. Det må således
formodes, at journalisterne under planlægningen af en afslutningsdebat har skelet
til de under valgkampen hyppigt offentliggjorte meningsmålinger, der viste, hvilke
emner vælgerne var optaget af. 88 Under debatudsendelserne går påvirkningen altså i
høj grad den anden vej, idet det her til en vis grad er vælgerne, der sætter
programmets dagsorden, selvom denne påvirkning også oprindeligt kunne stamme
delvist fra medierne. Kausaliteten kan derfor på baggrund af ovenstående data ikke
afgøres entydigt.
Alt i alt kan det konkluderes, at avisernes og TV-nyhedernes markante fokus på
udlændingeemnet efter al sandsynlighed havde en vis effekt på vælgernes
dagsorden ved valget i 2001. Emnet var dog ikke nær så dominerende på vælgernes
dagsorden som på avisernes og TV-nyhedernes dagsorden, og derfor er der næppe
tale om nogen perfekt sammenhæng. Vi vil i et senere afsnit, 89 der fokuserer på
udlændingeemnet, vende tilbage til diskussionen om, i hvilket omfang medierne har
påvirket vælgernes dagsorden på udlændingeområdet.
Skatteemnet er et andet eksempel på, at medierne ikke er i stand til i særligt
omfang at påvirke vælgernes dagsorden. I forhold til vælgernes noget beskedne
interesse for dette spørgsmål, er det således overrepræsenteret på mediernes
dagsorden – ikke mindst under afslutningsdebatterne i 2001, som brugte hele 20
pct. af tiden på at tale skat, selvom kun 6 pct. af vælgerne var optaget af dette
emne. På samme måde fokuserede afslutningsdebatterne i 1990 meget på EU.
85
Langt hovedparten af interviewene blev endog først gennemført i starten af 2002 – jævnfør afsnit 2.3.
86
Jævnfør note 78 på side 62.
87
Den bedste måde at måle sammenhængen på, er dog gennem et såkaldt ”rolling thunder” design, hvori
vælgernes dagsorden måles ved at den samme repræsentative respondentgruppe dagligt interviewes under
valgkampen. Den daglige udvikling i vælgernes dagsorden kan så herefter sammenlignes med den daglige
udvikling i mediernes dagsorden. Dette design har især været anvendt i Canada og her fandt man størst støtte for
teorien om mediernes dagsordenssættende funktion (Bartels, 1988; Johnston m.fl., 1992)
88
I starten af afslutningsdebatten i 2001 sagde programmets vært, Lotte Mejlhede, at TV2 havde valgt emnerne
på baggrund af vælgernes tilkendegivelser i en meningsmåling om, hvilke emner de gik mest op i. På denne
baggrund kom udsendelsen til at handle om udlændinge, ældre, sygehuse og skat.
89
Jævnfør afsnit 9.4.3.
75

Således gik hele 30 pct. af tiden med at tale om EU, selvom emnet kun var på 3 pct.
af vælgernes politiske dagsorden.
Der er dog også emner, hvor mediernes og vælgernes dagsorden er i god
overensstemmelse med hinanden. Det er eksempelvis påfaldende, at
miljøspørgsmålet har været repræsenteret på mediernes og vælgernes dagsorden fra
1990 til 1998. Under valgkampen i 2001 var emnet imidlertid forsvundet fra
mediernes dagsorden, hvilket kan være årsagen til, at emnet heller ikke
interesserede vælgerne denne gang. Omvendt kan det også være en mulighed, at
netop fordi vælgerne ikke var optaget af emnet, var medierne det heller ikke.
6.4. Delkonklusion
Alt i alt bliver konklusionen, at der overordnet set er en god overensstemmelse
mellem mediernes og vælgernes dagsorden. Da mediernes dagsorden tidsmæssigt er
målt før vælgernes dagsorden kan der umiddelbart findes støtte for
dagsordensteorien, der bygger på en tankegang om, at medierne gennem deres
emnevalg i høj grad er med til at sætte dagsordenen for vælgerne. Omvendt har det
også vist sig, at sammenhængen ikke altid er lige stærk og ej heller helt entydig.
Således er eksempelvis udlændingeemnet i 2001 markant overrepræsenteret i
medierne i forhold til vælgernes dagsorden. Desuden lader medierne sig i deres
emnevalg også inspirere af vælgernes dagsorden, hvorfor kausaliteten i et vist
omfang går begge veje.
76

7. Velfærd
Traditionelt har velfærdspolitikken ikke været et emne, som har interesseret særligt
mange vælgere. I perioden 1973 til 1988 var velfærdspolitikkens højdepunkt 1987,
hvor 15 pct. af vælgerne mente, at velfærd var det vigtigste problem som politikerne
skulle tage sig af (Andersen m.fl., 1999: 117). Til sammenligning udgjorde
økonomiske spørgsmål fra 1975 til 1981 minimum 75 pct. af vælgernes dagsorden.
Tabel 7.1. Udviklingen i velfærd på mediernes og vælgernes dagsorden. 1990-2001.
Pct.
Mediernes dagsorden 1 Vælgernes dagsorden 2
1990 1994 1998 2001 Ændring 1990 1994 1998 2001 Ændring
Sundhed 1 10 11 12 11 2 10 15 17 15
Ældre 1 6 4 13 12 6 17 13 17 11
Familiepolitik 0 3 8 2 2 3 4 8 4 1
Uddannelse 0 1 7 1 1 2 2 4 8 6
Socialpolitik 0 0 1 1 1 3 4 5 5 2
Velfærd i øvrigt 5 1 2 1 -4 4 1 2 3 -1
I alt 7 21 33 30 23 20 38 47 54 34
1) Mediernes dagsorden er udregnet som et gennemsnit af henholdsvis avisernes dagsorden og TVafslutningsdebatternes
dagsorden – jævnfør tabel 6.5 på side 69.
2) Jævnfør tabel 6.4 på side 66.
Det fremgår af tabellen ove nfor, at velfærdspolitikken siden 1980’erne har fået langt
større bevågenhed på både vælgernes og mediernes dagsorden. Mens emnet er
steget med 23 pct. på mediernes dagsorden, er det steget med 34 pct. på vælgernes
dagsorden. Dermed er velfærdspolitik for nutidens vælgere det vigtigste samlede
emneområde. 90 Samlet set må det derfor konkluderes, at det hverken er
arbejdsløshed, betalingsbalance eller økonomisk omfordeling, der udgør de centrale
samfundsproblemer, men derimod velfærdspolitik og til dels flygtningespørgsmålet.
Velfærdsemnet dækker over emner som ældrepolitik, sundhedsvæsenet,
uddannelse og børnepasning. Da det imidlertid er ældre- og sundhedsområdet, der
optager vælgerne mest, har vi i nedenstående analyse valgt at fokusere mest på
disse to områder. Når vi behandler ældreområdet, vil vi også se nærmere på
efterlønsreformen og dens betydning for Socialdemokratiets valgresultat i 2001.
Teoriafsnittet viste, at en vælger foretrækker det parti, som vælgeren
holdningsmæssigt er mest enig med, men hvis partierne ikke differentierer sig i
særligt omfang på et, for vælgerne væsentligt område, bliver de to fløjes kompetence
afgørende for, hvilken fløj vælgeren føler sig mest tiltrukket af. Med udgangspunkt i
denne tankegang vil følgende tre hypoteser blive undersøgt:
Hypotese 7.1: Den stemmemæssige højredrejning skyldes, at vælgerne er
blevet mere højreorienterede på velfærdsområdet.
90 Udlændingeemnet er det vigtigste enkeltstående emne.
77

Hypotese 7.2: Partierne nærmer sig hinanden på velfærdsområdet.
Hypotese 7.3: Den stemmemæssige højredrejning skyldes, at højrefløjens
partier har forbedret deres kompetence på
velfærdsområdet.
Hypotese 7.2 er en hjælpehypotese, der kun bliver relevant såfremt hypotese 7.1
falsificeres og hypotese 7.3 bliver kun relevant såfremt hypotese 7.2 bekræftes. I det
følgende vil vi derfor først teste hypotese 7.1. Vi vil altså nedenfor se på, om
højredrejningen kan forklares ved, at der blandt vælgerne er sket en
holdningsmæssig højredrejning på velfærdsemnerne.
7.1. Holdningsmæssig højredrejning på velfærdsområdet?
Det hævdes ofte, at borgere i det moderne samfund bliver mere og mere
individualistiske (Beck, 1987: 342; Betz, 1994: 51) og derfor er det forventeligt, at
danske vælgere ikke længere på samme måde bakker op om en universel
velfærdsstat, hvor ydelserne kun i ringe grad er tilpasset individuelle præferencer.
Det er således tænkeligt, at vælgerne derfor i større grad stemmer på partier, der
historisk har agiteret for mindre omfattende velfærd. På baggrund af denne
individualiseringstese kan følgende hypotese udledes:
Hypotese 7.1: Den stemmemæssige højredrejning skyldes, at vælgerne er
blevet mere højreorienterede på velfærdsområdet.
I alle fire valgundersøgelser findes kun velfærdsspørgsmål, der vedrører vælgernes
holdninger til det nuværende ressourceforbrug på de forskellige velfærdsområder.
Det ville have været bedre, hvis der havde været nogle spørgsmål, der mere direkte
omhandlede vælgernes egentlige holdninger til de forskellige velfærdsordninger. 91
Problemet ved ressourcespørgsmålene er, at der kan være modsatrettede motiver til
at mene, at der enten skal bruges færre eller flere penge på et givent område.
Eksempelvis er et ønske om at bruge færre penge på et givent område ikke
nødvendigvis ensbetydende med at man er højreorienteret. En sådan vælger kunne i
princippet ligeså godt være venstreorienteret og mene, at pengene anvendes forkert.
Selvom der sandsynligvis er nogle vælgere, om hvem man ikke kan sige om de er
venstre- eller højreorienterede ud fra ressourcespørgsmålene, kan spørgsmålene
dog stadig anvendes som indikator for, om vælgerne støtter velfærdsordningerne.
Historisk set er der da heller ikke tvivl om, at de fleste vælgere anser venstrefløjen
som dem, der ønsker at bruge flest penge på velfærd og højrefløjen som dem, der
ønsker at begrænse udgifterne til velfærd. Det synes således trods alt rimeligt at
antage, at stiger antallet af vælgere, der ønsker at bruge flere penge på velfærd, er
der tale om en venstredrejning, og falder antallet er der tale om en højredrejning.
Tabel 7.2 viser de fire velfærdsspørgsmål vedrørende ressourceforbruget. Skalaen
går i tabellen fra -100º til +100º, hvor -100º udtrykker den mest venstreorienterede
91 Der findes dog i de enkelte valgundersøgelser nogle få spørgsmål af den efterlyste karakter, men disse går
desværre ikke tilbage i tid og er derfor ikke så anvendelige i denne sammenhæng.
78

holdning og +100º udtrykker den mest højreorienterede holdning. Da vi i denne
sammenhæng har defineret de mest udgiftspositive som venstreorienterede, vil det
sige, at hvis man vil bruge flest mulige penge på velfærd, får man værdien -100º.
Tabel 7.2. Vælgernes holdninger til ressourceforbruget på forskellige
velfærdsområder. 1 1990-2001. Skala: -100º (venstreorienteret) til +100º
(højreorienteret).
1990 1994 1998 2001 Ændring
Sundhed -61 -72 -77 -68 -7*
Uddannelse -44 -42 -39 -45 -1
Folkepension -57 -51 -42 -45 12*
Daginstitutioner -28 -31 -35 -34 -6*
Gennemsnit -48 -49 -48 -48 0
1) Spørgsmålet vedrører det offentliges pengeforbrug. Bruges der for mange, passende, eller for få penge på
følgende opgaver: Sundhed (V73), uddannelse (V74), folkepension (V75) samt børnehaver og vuggestuer
(V92).
* = ændringen signifikant ved p < 0,05.
Af tabellen fremgår det, at vælgerne generelt ikke har bevæget sig særlig meget på
velfærdsspørgsmålene. Den største bevægelse kan observeres på folkepensionen,
hvor der er sket en signifikant bevægelse til højre på 12º. På uddannelsesområdet er
der stort set intet sket hen over hele perioden, mens der på sundheds- og
daginstitutionsområdet forekommer en moderat, men signifikant, venstredrejning.
Ses der på de fire velfærdsområder under et, jævnfør gennemsnittet nederst i
tabellen, er niveauet for henholdsvis 1990 og 2001 identisk, og dermed kan
hypotese 7.1 afvises. Højredrejningen skyldes altså ikke, at vælgerne er blevet mere
højreorienterede på velfærdsområderne. Tilslutningen til den universelle
velfærdsstat ser derfor ud til at være stærk, selvom der, som følge af
samfundsudviklingen, måtte være forekommet en vis individualisering.
7.2. Velfærd som valensemne?
Da vælgerne altså ikke er blevet mere højreorienterede, men der derimod er en
stabil opbakning til velfærdsydelserne, skal det derfor undersøges, om partierne har
nærmet sig hinanden på velfærdsspørgsmålene. Hvis der er opstået større enighed
om velfærdsmålene, bliver det interessant at undersøge, om de borgerlige har
forbedret deres kompetence. Men først skal det altså undersøges, om partierne
overhovedet har nærmet sig hinanden, altså om velfærd med andre ord er blevet et
valensemne – jævnfør teoriafsnittet. For at kunne diskutere, om velfærd er blevet et
valensemne, er det nødvendigt at få defineret, hvad der på velfærdsområdet er mål
og hvad der er midler.
Hvad der indenfor et politikområde betegnes som enten et mål eller middel
afhænger af, på hvilket abstraktionsniveau målet defineres. Hvis
abstraktionsniveauet er meget højt, eksempelvis at målet for sundhedsvæsenet
defineres som et velfungerende sundhedsvæsen, reduceres alle sundhedspolitiske
diskussioner til et spørgsmål om valg af midler, idet der altid vil kunne
argumenteres for, at et hvilket som helst sundhedsforslag er et middel til at opnå et
79

velfungerende sundhedsvæsen. Et så højt abstraktionsniveau er derfor
uhensigtsmæssigt, idet der så ville være enighed om alle samfundsmål og
begreberne derved udvandes. Med hensyn til velfærdsdebatten er spørgsmålet
således, hvordan målene defineres, så det giver bedst analytisk mening. Man kan
således spørge, om enighed om offentligt ressourceforbrug på et givent område er
udtryk for enighed om målet. Hertil kan indvendes, at selvom der er enighed om
offentlig finansiering og også omfanget af det offentlige ressourceforbrug, kan der
være uenighed om, hvorvidt de offentligt finansierede ydelser skal produceres i
privat eller offentligt regi. Det kan for nogle vælgere være et mål i sig selv, at
ydelserne produceres henholdsvis offentligt eller privat.
Ressourceforbrug er imidlertid et centralt parameter i velfærdsdiskussioner. For det
første er et givent ressourceforbrug en forudsætning for, at velfærden overhovedet
eksisterer. For det andet vil vælgerne opleve velfærdens omfang nogenlunde
proportionalt med, hvor mange ressourcer, der anvendes på det pågældende
område. Derfor har vi valgt, at definere mål på velfærdsområdet som et spørgsmål
om ressourceforbrug og midler som alle andre spørgsmål, herunder hvorvidt
ydelsen produceres privat.
Efter denne definition af mål og midler på velfærdsområdet, vil vi se på, om
partierne i deres velfærdsmål har nærmet sig hinanden. På hvert af de fire
velfærdsemner vil det blive undersøgt, om der, i løbet af 1990’erne, er opstået større
enighed om ressourceforbruget blandt partierne. I denne sammenhæng skal det
afklares, hvordan partiernes holdning til de enkelte velfærdsområder måles. Her
findes mange velegnede metoder. Eksempelvis kan man bede politiske eksperter og
journalister om at placere partierne i forhold til hinanden. En anden mulighed er at
spørge partiernes folketingsmedlemmer. Da det imidlertid er vælgernes syn på
partiernes placering, der er afgørende her, er den bedste fremgangsmåde at spørge
vælgerne selv. I valgundersøgelserne er vælgerne dog ikke blevet spurgt om hvordan
de opfatter partiernes placering med hensyn til forskellige velfærdsområder, men
kun til, hvor vælgeren selv er placeret. Vi har derfor valgt i stedet at anvende de
enkelte partiers egne vælgeres gennemsnitlige placering på ressourcespørgsmålene
som en indikator for partiets placering. Hvis eksempelvis et partis vælgere i
gennemsnit er placeret på -50º, vil dette blive anset som partiets placering. Denne
metode anvendes også i andre fremstillinger om dansk vælgeradfærd. 92 Figur 7.1
viser udviklingen i partiernes placering på sundhedsområdet målt på denne måde.
92 Eksempelvis Andersen m.fl. (1999: 157), Borre (1995: 196) samt Goul Andersen og Borre (1997: 44).
80

Figur 7.1. Partiernes placering samt alle vælgeres gennemsnitlige placering på
sundhedsområdet. 1990 og 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret)
EL SD KR SF Gns. KF VE DF RV
1990
…
…
-100 -75 -50 -25 0
2001
Anm.: For overskuelighedens skyld er kun venstre side af skalaen medtaget i figuren. ”Gns.” betyder
gennemsnittet af alle vælgere. DF er lig Fremskridtspartiet i 1990 og Dansk Folkeparti i 2001. Vedrørende
forkortelser for de andre partier henvises til figur 4.2 på side 36. V73 i valgundersøgelsen.
På kun 11 år er sundhedsområdet gået fra, at der blandt partierne var stor
uenighed om, hvor mange penge der skulle bruges, til at der i 2001 stort set er
enighed. Der er altså tydelige tegn i figuren på, at partierne nærmer sig hinanden
på sundhedsområdet.
Det radikale Venstre adskiller sig ved, at de i 2001 afgjort er de mest
højreorienterede. Mest bemærkelsesværdigt er dog den udvikling, den yderste
højrefløj har gennemgået. I 1990 var Fremskridtspartiet næsten de mest
højreorienterede, mens deres arvtager, Dansk Folkeparti, i 2001 er de mest
venstreorienterede. Denne udvikling skyldes, at Dansk Folkeparti fører en
velfærdspolitik, der på det nærmeste kan kaldes socialdemokratisk, og derfor har
partiet tiltrukket nogle andre vælgere end dem, der stemte på Fremskridtspartiet,
hvis daværende politik var langt mere neoliberal, selvom partiets neoliberalisme var
designet til at appellere til folk med lave indtægter (Goul Andersen, 1992a: 197).
Den yderste højrefløj har altså gennemgået en sand forvandling fra at være nogle af
de mest højreorienterede på sundhedsområdet til at være de mest
venstreorienterede.
Denne udvikling har gjort, at der i 2001 nu er den sammenhæng, at jo mere
højreorienteret vælgeren er i sit partivalg, desto mere venstreorienteret er vælgeren
med hensyn til ressourceforbruget på sundhedsområdet. 93 Selvom den statistiske
93 Sammenhængen kan konstateres ved at foretage en logistisk regression med stemme på højrefløjen som
afhængig variabel og ressourceforbrug på sundhedsområdet som uafhængig variabel og de tre øvrige
velfærdsvariabler som kontrolvariabler. Der er desuden tale om spuriøs non-korrelation, idet sammenhængen
mellem sundhed og stemme på højrefløjen kun er signifikant når der kontrolleres for de tre øvrige variabler.
Analysens resultater er som følger: Nagelkerke R 2 =0,069, b-koeffiecienter: Sundhed (0,00238), uddannelse
(- 0,00384), daginstitutioner (-0,00483), køn (0,00175) og selvstændig (0,00444). De uafhængige variabler er
kodet fra -100º til +100º.
81

sammenhæng er svag, er den alligevel signifikant og dette må betegnes som højst
overraskende. Udover den yderste højrefløjs betydelige transformering på
sundhedsområdet er en anden væsentlig forklaring på at sammenhængen er vendt
om, at Socialdemokratiets og især Venstres vælgere er konvergeret stærkt ind mod
hinanden. I 1990 var forskellen mellem Venstres og Socialdemokratiet således 35º,
mens den i 2001 end ikke er signifikant.
Udover at det tydeligt fremgår af figuren, at partierne har nærmet sig hinanden,
fremgår det også, at alle partier er ret venstreorienterede, idet alle partier befinder
sig markant til venstre for skalaens midtpunkt (0º). Der er altså både i 1990 og
2001 et stort ønske blandt alle partiers vælgere om at bruge flere penge på
sundhedsområdet. Hvis man ser på alle vælgere, mener nærmest ingen, 94 at der
bruges for mange penge på sundhedsområdet. Til sammenligning mente
eksempelvis hele 55 procent i 1994, at der blev brugt for mange penge på offentlig
administration, og i 2001 mente hele 40 pct., at der blev brugt for mange penge på
kultur. Kravet om flere penge til sundhedsvæsenet er således ikke et udtryk for at
vælgerne vil bruge flere penge på alle områder.
Af figur 7.2 fremgår det, at også på folkepensionsområdet er der tydelige tegn på, at
partierne er konvergeret mod hinanden.
Figur 7.2. Partiernes placering samt alle vælgeres gennemsnitlige placering på
folkepensionsområdet. 1990 og 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º
(mest højreorienteret).
EL SF SD Gns. KF DF KR RV VE
…
-100 -75 -50 -25 0
2001
Anm.: For overskuelighedens skyld er kun venstre side af skalaen medtaget i figuren. ”Gns.” betyder
gennemsnittet af alle vælgere. DF er lig Fremskridtspartiet i 1990 og Dansk Folkeparti i 2001. Vedrørende
forkortelser for de andre partier henvises til figur 4.2 på side 36. V75 i valgundersøgelsen.
Som det fremgår af figuren har den yderste højrefløj også på folkepensionsområdet
gennemgået en sand transformering. I 1990 var Fremskridtspartiet 46º mere
højreorienteret end Enhedslisten, mens Dansk Folkeparti i 2001 er blevet 13º mere
venstreorienteret end Enhedslisten. Også her er sammenhængen tilsyneladende
vendt om, således at de vælgere, der stemmer på højreorienterede partier også er de
94 Mellem 1 og 2 pct.
1990
…
82

mest venstreorienterede på folkepensionsområdet. Sammenhængen holder dog ikke
for en statistisk test. 95 Det viser sig således, at der i 2001 ikke længere er nogen
signifikant sammenhæng mellem holdninger til ressourceforbrug til folkepension og
det at stemme på enten højre- eller venstrefløjen. Dermed kan det konkluderes, at
også folkepensionsemnet er blevet til et valensemne.
Som det fremgår af figur 7.3, er der også på uddannelsesområdet tale om, at
partierne har konvergeret mod hinanden.
Figur 7.3. Partiernes samt alle vælgeres gennemsnitlige placering på
uddannelsesområdet. 1990 og 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º
(mest højreorienteret).
…
-100 -75 -50 -25 0
2001
Anm.: For overskuelighedens skyld er kun venstre side af skalaen medtaget i figuren. ”Gns.” betyder
gennemsnittet af alle vælgere. DF er lig Fremskridtspartiet i 1990 og Dansk Folkeparti i 2001. Vedrørende
forkortelser for de andre partier henvises til figur 4.2 på side 36. V74 i valgundersøgelsen.
Udviklingen er dog ikke helt så markant som på de to forrige områder. Der kan
således stadig konstateres en signifikant traditionel højre-venstre dimension, hvor
venstrefløjens partier også er mest venstreorienterede på uddannelsesområdet.
Sammenhængen er dog blevet klart svækket, hvilket tydeligst kan observeres ved at
se på de to store partier – Venstre og Socialdemokratiet. Som det fremgår af figuren,
har de to partier nærmet sig hinanden markant, idet forskellen fra 1990 til 2001 er
reduceret fra 27º til 7º. Da figur 7.3 endvidere er tragtformet, og forskellene imellem
partierne i 2001 er små, 96 kan det også konkluderes, at uddannelsesområdet i høj
grad kan karakteriseres som et valensemne.
På daginstitutionsområdet er det også tydeligt, at partierne konvergerer mod
hinanden. Dette fremgår af figur 7.4.
95 Samme test som i note 93 på side 76.
96 Dog skiller Enhedslisten sig fortsat ud.
EL SF SD RV Gns. KF VE KR DF
1990
…
83

Figur 7.4. Partiernes samt alle vælgeres gennemsnitlige placering på
daginstitutionsområdet. 1990 og 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º
(mest højreorienteret).
EL SF SD Gns. RV KF DF VE KR
1990
…
…
-100 -75 -50 -25 0
2001
Anm.: For overskuelighedens skyld er kun venstre side af skalaen medtaget i figuren. ”Gns.” betyder
gennemsnittet af alle vælgere. DF er lig Fremskridtspartiet i 1990 og Dansk Folkeparti i 2001. Vedrørende
forkortelser for de andre partier henvises til figur 4.2 på side 36. V78 i valgundersøgelsen.
Der er dog, som på uddannelsesområdet, stadig den traditionelle tendens til, at
venstrefløjens partier også er mest venstreorienterede på daginstitutionsområdet.
De to store partier – Venstre og Socialdemokratiet – har også på dette område
nærmet sig hinanden markant. I 1990 var forskellen mellem de to partier hele 41º,
mens den i 2001 kun er 16º. Reduktionen skyldes, at Venstre har nærmet sig
Socialdemokratiet. Den korte afstand mellem partierne i 2001 og den tydelige
tragtform i figuren betyder, at også daginstitutionsområdet kan karakteriseres som
et valensemne i 2001.
Efter denne gennemgang af alle fire velfærdsområder, vil vi nu i figur 7.5 se på
udviklingen i et indeks, der består af alle fire områder.
84

Figur 7.5. Partiernes samt alle vælgeres gennemsnitlige placering på
velfærdsindekset. 1990 og 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret).
EL SF SD Gns. KF KR RV DF VE
1990
…
…
-100 -75 -50 -25 0
2001
Anm.: For overskuelighedens skyld er kun venstre side af skalaen medtaget i figuren. ”Gns.” betyder
gennemsnittet af alle vælgere. DF er lig Fremskridtspartiet i 1990 og Dansk Folkeparti i 2001. Vedrørende
forkortelser for de andre partier henvises til figur 4.2 på side 36.
Af figuren fremgår det ikke overraskende, at partierne entydigt er konvergeret mod
hinanden. Hvor der i 1990 var 33º mellem Venstre og Socialdemokratiet, er
forskellen i 2001 reduceret til kun 7º. At denne udvikling er bemærkelsesværdig
illustreres også af, at hvor sammenhængen indtil 2001 var lineær i forhold til den
traditionelle venstre-/højredimension, er der i 2001 en u-sammenhæng.
Midterpartierne og Det konservative Folkeparti er således de mest
udgiftstilbageholdende på velfærdsområdet, og jo længere man bevæger sig væk fra
disse partier, desto mere udgiftsvenlige bliver partierne. Bemærkelsesværdigt er
også, at det samlede gennemsnit ikke har ændret sig. Således var gennemsnittet på
skalaen både i 1990 og i 2001 -48º.
Ovenstående diskussion kan sammenfattes til, at hvor der i 1990 var stor forskel på
partiernes velfærdsposition, er der i 2001 næsten ingen forskel. De forskelle, der
overhovedet er, tyder på, at der er en svag sammenhæng i retning af, at jo længere
man kommer ud på de politiske fløje desto større tendens er der til, at man ønsker,
at der skal bruges flere penge. Med andre ord betyder dette, at den ellers så solide
venstre-/højredimension ikke længere er til stede på velfærd. Den nye svage usammenhæng
kan med en vis rimelighed kaldes en slags populismesammenhæng,
hvor partier, der har mindst politisk indflydelse også kræver, at der bliver brugt
flest penge. Sammenhængen er dog relativt svag, og overordnet er der ikke tvivl om,
at der i 2001, på tværs af langt de fleste politiske skel, er enighed om hvilke
områder, der trænger mest til flere ressourcer. Goul Andersen når i lighed med
denne konklusion i 2000 frem til, at det er lykkedes de borgerlige at forbedre deres
velfærdsprofil:
”Resultatet er, at den tidligere så markante politiske polarisering mellem
Socialdemokratiet og de borgerlige partier i synet på den offentlige
sektors størrelse er udvisket ganske meget, og at de borgerlige opleves
85

som væsentlig mere status quo-orienteret end tidligere” (Goul Andersen,
2000: 6).
En vigtig årsag til, at der i perioden 1990 til 2001 er opstået større enighed om
velfærdsmålene, er, at partierne på højrefløjen har gennemgået en sand
transformering. Især på den yderste højrefløj er der sket ændringer. Det
velfærdspositive Dansk Folkeparti har afløst det neoliberale Fremskridtsparti, som
helt har måttet forlade Folketinget ved valget i 2001. Den yderste højrefløj går derfor
ikke længere ind for en minimalstat, men en velfærdsstat, hvor man sågar ønsker
velfærdens omfang udvidet. Også den moderate højrefløj, med Venstre i spidsen,
har bevæget sig markant til venstre på velfærdsområdet. Da både den moderate og
yderste højrefløj således har nærmet sig venstrefløjen på samtlige
velfærdsspørgsmål, kan vi konkludere, at hypotese 7.2, om at velfærd er blevet til et
valensemne, er blevet styrket markant.
Enighed om ressourceforbruget, og dermed enighed om de overordnede
velfærdspolitiske mål, er dog langt fra ensbetydende med at emnet afpolitiseres. Der
kan således stadig være stor uenighed om, hvilke midler man ønsker anvendt og i
forlængelse heraf, hvilken politisk fløj, vælgerne mener, er mest kompetent til at
håndtere det pågældende område. Derfor vil vi nu se på udviklingen i de to
regeringsalternativers kompetence på velfærdsområdet.
7.3. Velfærdskompetence
Siden slutningen af det 19. århundrede har det været et af Socialdemokratiet
primære mål at få opbygget en universel velfærdsstat. I praksis er det således også
Socialdemokratiet, der har stået bag de væsentligste velfærdsordninger som i dag
gør, at den danske velfærdsstat bliver karakteriseret som universel (Esping-
Andersen, 1996). De borgerlige har ofte stemt for de konkrete velfærdsforbedringer,
men har kun sjældent været forslagsstillere. Derfor har Socialdemokratiet
traditionelt haft imageejerskab på velfærdsspørgsmål (Goul Andersen, 2000: 11).
Befolkningen har således anset Socialdemokratiet som garanten for
velfærdsordningerne. Spørgsmålet er, om dette stadig gør sig gældende i 2001, hvor
velfærd er blevet til et valensemne.
I det følgende vil vi derfor se nærmere på, om det enten er lykkedes for de borgerlige
at få forbedret deres velfærdsimage eller om venstrefløjen måske har fået ødelagt en
del af deres gode image. Hvis én af delene er tilfældet, eller begge dele indtræffer
samtidig, vil venstrefløjens traditionelle kompetencemæssige fordel på
velfærdsområdet blive mindre. En sådan mindskelse af venstrefløjens
kompetenceforspring må forventes at have en direkte positiv effekt på højrefløjens
stemmeandel og vil i så fald bidrage til forklaringen af den stemmemæssige
højredrejning. Følgende hypotese skal altså testes i det følgende:
Hypotese 7.3: Den stemmemæssige højredrejning skyldes, at højrefløjens
partier har forbedret deres relative kompetence på
velfærdsområdet.
86

I nedenstående test af hypotesen har vi valgt først at se på emnerne enkeltvis for
afsluttende at foretage en samlet analyse. 97 Vi vil starte med en analyse af
henholdsvis sundheds- og ældreområdet, idet det er de to velfærdsemner, der uden
sammenligning ligger højest på vælgernes dagsorden – jævnfør tabel 6.4 på side 66.
Herefter vil vi kort beskæftige os med henholdsvis uddannelsesområdet og
børnefamilieområdet.
Når en vælger bliver spurgt, hvilket regeringsalternativ, der er mest kompetent til at
håndtere et givent politisk område, viser det sig, at svaret ofte er påvirket af
vælgerens partivalg (Borre & Goul Andersen, 1997: 92). Der kan være en tendens
til, at vælgere efterrationaliserer på kompetencespørgsmålene og svarer, at det
regeringsalternativ, som vælgeren har stemt på også er mest kompetent til alt.
Omvendt er der imidlertid mange vælgere der indrømmer, at ”de andre” er bedre til
at løse en bestemt opgave. Alligevel er det nødvendigt at kontrollere for vælgernes
politiske ståsted, når der arbejdes med kompetencespørgsmål (Borre & Goul, 1997:
99). I de følgende logistiske standardberegninger har vi derfor valgt, at kontrollere
for selvplacering på højre-venstre skalaen. Desuden vil kontrollen inkludere de
øvrige velfærdsområder, således at de udregnede effekter ikke skyldes afsmitning
fra de øvrige velfærdsområder.
7.3.1. Sundhedskompetence
Sundhedsområdet er sammen med ældreområdet det velfærdsemne, som utvivlsomt
optager både medierne og vælgerne mest. 98 Under valgkampen handlede en stor del
af sundhedsdiskussionen således om ventelisteproblematikken. Tabel 7.3 viser,
hvordan det er gået med vælgernes vurdering af de to regeringsalternativers evne til
at løse problemerne indenfor sundhedsvæsnet. 99
Tabel 7.3. Vælgernes vurdering af regeringsalternativernes evne til at løse
problemerne indenfor sundhedssektoren. 1 1996-2001. Pct.
Sept.
1996
Feb.
1997
Marts
1998
Okt.
1998
Feb.
2000
Nov.
2001
Ændring
Borgerlig regering bedst 25 27 23 30 32 45 20
Ingen forskel 34 33 42 38 22 29 -5
Socialdemokratisk regering bedst 41 40 35 32 46 26 -15
PDI i borgerligt favør -16 -13 -12* -2 -14 19* 35
1) I marts 1998 og november 2001 er anvendt data fra valgundersøgelsen (V47). I de øvrige stammer data fra
Goul Andersens Midtvejsanalyse (2000).
* betyder at PDI er signifikant forskellig fra 0 ved p < 0,05. For sept. 1996, feb. 1997, okt. 1998 samt feb. 2000
kan vi ikke vide om PDI er signifikant, da disse observationer stammer fra kilder, hvor vi ikke har dataene på
individniveau.
97
Denne samlede analyse skal blandt andet skal afklare, om de partielle forklaringer er spuriøse.
98
Jævnfør tabel 6.5 på side 69.
99
Der er ikke kontrolleret for partiidentifikation, da der på begge sider er omtrent lige meget partiidentifikation.
Der er heller ikke kontrolleret for partiidentifikation i Goul Andersens Midtvejsanalyse (2000), som udgør kilden
til nogle af tabellens værdier.
87

Af tabellen fremgår det, at de borgerlige over de sidste fem år har fået forbedret
deres sundhedsimage markant. I 1996 var der et klart flertal, der anså
Socialdemokratiet som værende bedst, idet forskellen var 16 procentpoint i
socialdemokratisk favør. I 2001 er fordelen skiftet, så det nu er de borgerlige, der
har den bedste sundhedskompetence. Værd at bemærke er også, at
Socialdemokratiets markante imagefald både skyldes et fald i antallet af vælgere,
der ser Socialdemokratiet som værende bedst, men også, at en stor del af dem som
ingen forskel så i 1998, nu ser de borgerlige som værende de bedste. Meget tyder
altså på, at de borgerlige på sundhedsområdet har fået skabt sig en klar profil, som
vælgere på begge fløje har følt sig tiltrukket af.
En så markant fremgang som de borgerlige har præsteret med hensyn til
sundhedskompetencen, er ikke noget, der ses ofte i dansk politik. Traditionelt har
befolkningen ikke været i tvivl om, at Socialdemokratiet har været bedst til velfærd.
Som vi tidligere har vist, var sundhed i 2001 højt på både vælgernes og mediernes
dagsorden 100 og ifølge issue voting-teorien, er det stemmemæssigt en stor fordel, når
en fløj vurderes til at have den bedste kompetence på et område, der er højt på
mediernes og vælgernes dagsorden. Hvor stor den stemmemæssige fordel præcis er,
estimeres i tabel 7.4 ved hjælp af en logistisk standardberegning. Vi har kun data
for 1998 og 2001 og derfor beregnes i tabellen, hvilken effekt det har haft, at
højrefløjens relative kompetence er forbedret fra -12 pct. i marts 1998 til 19 pct. i
2001 – jævnfør tabel 7.3 ovenfor.
Tabel 7.4. Effekten af højrefløjens forbedrede sundhedskompetence på højrefløjens
stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1998 og 2001. Med og uden kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1998 2001 Gns. 1998 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,022 0,018 0,020 0,009 0,006 0,008
Nagelkerke R 2 0,459 0,429 0,444 0,688 0,704 0,696
Effekt i pct. 10,7 8,3 9,5 4,4 4,0 4,2
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Regeringsalternativernes
sundhedskompetence (V47). Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for
regressionerne.
2) Kontrol for højre-venstre placering, ny og gammel politik, ældrekompetence, uddannelseskompetence,
børnefamiliekompetence, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1998: Ny politik (0,029), gammel politik (0,024), h/v-skala (0,034), ældrekompetence (0,007),
undervisningskompetence (0,008) og selvstændig (0,005).
2001: Ny politik (0,040), gammel politik (0,017), h/v-skala (0,036), ældrekompetence (0,007),
børnefamiliekompetence (0,004), undervisningskompetence (0,009), køn (0,002), alder
(-0,005) og uddannelse (0,003).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Af tabellen fremgår det, at det gør en stor forskel i beregningerne, om der
kontrolleres for relevante variabler eller ej. Den ukontrollerede gennemsnitlige effekt
er 9,5 pct. og dermed over dobbelt så stor som den gennemsnitlige kontrollerede
100 Jævnfør tabel 6.5 på side 69.
88

effekt, der er 4,2 pct. Årsagen til den store forskel er, at vi som nævnt i
indledningen til dette kapitel, foretager en omfattende kontrol, når vi udregner
effekten af de borgerliges kompetenceforbedringer på de enkelte velfærdsområder.
Udover den sædvanlige kontrol for andre politiske holdninger (ny og gammel politik)
samt kontrollen for sociale baggrundsvariabler, kontrolleres der således også for
kompetencen på de tre andre velfærdsområder. Endeligt foretages der kontrol for
selvplacering på højre-venstre skalaen, for at rense for, at mange vælgere er loyale
overfor deres favoritparti.
Denne omfattende kontrol for tredjevariabler gør, at vi kan være ret sikre på, at det i
høj grad har gavnet højrefløjen stemmemæssigt, at de relativt har forbedret deres
sundhedskompetence. Som nævnt er den gennemsnitlige effekt hele 4,2 pct., hvilket
er meget, når det tages i betragtning, at der her er tale om beregninger, der bygger
på en kun fireårig periode. På disse fire år er højrefløjen rent faktisk gået 7,3
procentpoint frem. 101 Dermed kan vi fastslå de borgerliges kompetenceforbedring på
sundhedsområdet har været en af de afgørende årsager til højredrejningen. Det kan
dog ikke konkluderes, at kompetenceforbedringen kan forklare 58 pct. 102 af hele
periodens højredrejning, idet standardberegningen bygger på en forudsætning om,
at alt andet holdes lige. 103
Som det fremgår af tabel 7.3 på side 82, er højrefløjens relative
kompetenceforbedring på sundhedsområdet endnu større, hvis vi i beregningerne
kunne have taget udgangspunkt i 1996 frem for 1998, for i 1996 var
Socialdemokratiets imagefordel hele 4 procentpoint større end det var i 1998. For
perioden 1990-96 er der ikke foretaget målinger af de to fløjes kompetence på
området, men det må formodes, at de borgerliges kompetence i denne periode var
mindst ligeså lav som den var i 1996. Dette skyldes, at højrefløjen i denne periode
var helt ude af trit med et stort flertal i befolkningen både med hensyn til mål og
midler. I perioden var der således en åben debat på højrefløjen om det ville være en
god idé at privatisere hele sundhedsvæsenet, ligesom også øget brugerbetaling var
en del af højrefløjens målsætning. Der er derfor ingen tvivl om, at de borgerliges
forbedrede sundhedsimage også skyldes, at de positionsmæssigt har bevæget sig
ind mod medianvælgeren (Goul Andersen, 2002b: 12).
Årsager til de borgerliges forbedrede sundhedskompetence
I det ovenstående blev det vist, at de borgerliges forbedrede sundhedsimage har haft
en væsentlig betydning for højredrejningen. I det følgende undersøges
sundhedsemnet derfor lidt nærmere for at få identificeret, hvilke elementer i
sundhedsdebatten, der har skaffet de borgerlige det gode image. Var årsagen dårlig
performance fra SR-regeringens side, eller var det de borgerliges mere midtsøgende
politik?
101 Fra 49,6 til 56,9 procent – jævnfør tabel 1.1 på side 3.
102 4,2 pct. af 7,3 pct. udgør 58 pct.
103 Højrefløjen kan således også være gået tilsvarende frem på andre områder ligesom også venstrefløjen på helt
tredje områder kan have opvejet noget af det den har mistet på sundhedsområdet.
89

Under valgkampen i 2001 var en af Venstres mest brugte paroler, at
sundhedsvæsnet skulle have tilført 1,5 mia. kr. ekstra, samt at borgerne for
offentlige penge frit skulle kunne vælge mellem et privat eller et andet offentligt
sygehus, såfremt ventelisten på det henviste offentlige sygehus oversteg tre
måneder. Med forslaget om at tilføre de ekstra ressourcer fastslog Venstre, at man
ikke længere ønskede et omfattende privat sundhedsvæsen men derimod et styrket
offentligt sundhedsvæsen. Tidligere havde venstrefløjen kritiseret de borgerlige
partier for at ville privatisere sundhedsvæsnet, men med de nye udspil fra Venstre
ville en gentagelse af denne påstand være meningsløs og derfor ikke have nogen
særlig effekt på vælgerne. Venstres forslag om 1,5 mia. kroner ekstra var oven i
købet en større opprioritering end Socialdemokratiet ville være med til. Hermed
overhalede Venstre sågar Socialdemokratiet indenom på et centralt velfærdsemne. I
forhold til middel/mål diskussionen vedrører forslaget om de 1,5 mia. kr. principielt
mål, hvorfor der kan argumenteres for, at sundhedsområdet alligevel ikke er et
valensemne. Venstres forslag skal dog i denne sammenhæng alligevel mest ses som
et middel, for forskellen på de 1,5 mia. kr. må overordnet set betragtes som en
mindre forskel, 104 og derfor ikke som et udtryk for reel måluenighed. Forslaget skal
nærmere betragtes som politisk drilleri, da det var designet til at udstille
”regeringens manglende vilje” til at gøre noget ved ventelisterne. Havde regeringen
imødekommet kravet, havde det heller ikke set godt ud overfor vælgerne, idet man
derved ville have indrømmet, at man ikke hidtil havde brugt tilstrækkeligt med
ressourcer. Forslaget satte derfor regeringen i en situation som den kun kunne
tabe, og det der derfor forekommer som en målforskel, er i realiteten mere et udtryk
for taktiske dispositioner.
De borgerliges stærkt forbedrede sundhedsimage hænger også sammen med, at en
markant andel af vælgerne sympatiserede med de midler som særligt Venstre
anviste som løsning på sundhedssektorens problemer. I 2001 spurgte man i
valgundersøgelsen til, om vælgerne mente, at pengene burde følge patienten. Af
tabel 7.5 fremgår det, at næsten to ud tre vælgere støttede denne idé.
Tabel 7.5. Offentlige vs. privathospitaler. Bør pengene følge patienten? 1 Holdningen
hos forskellige vælgergrupper. 2001. Pct.
Pengene
bør følge
patienten
Ved ikke
Pengene
bør ikke
følge
patienten
PDI
(bør følge
minus bør
ikke følge)
Venstrefløjsvælgere 2 40 9 50 -10 809
Højrefløjsvælgere 3 80 6 14 66 1026
Venstrefløjsafhoppere 4 70 9 22 48 176
Alle vælgere 63 8 29 34 2026
1) V56 i valgundersøgelsen.
2) Dem der stemte på: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre
3) Dem der stemte på: Kristeligt Folkeparti, Det konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti.
4) Dem, der stemte på venstrefløjen i 1998, men på højrefløjen i 2001.
104 Danmark anvender således årligt samlet set omtrent 50 mia. kr. på sundhedsvæsnet.
(N)
90

Støtten til forslaget er naturligvis størst på højrefløjen, hvor hele 80 procent støtter
idéen. På venstrefløjen finder forslaget opbakning hos 40 pct. af vælgerne, hvilket
imidlertid må betegnes som relativt højt, ikke mindst når det haves in mente, at
partierne på venstrefløjen tager skarpt afstand fra forslaget. Tages tvivlerne med ind
i billedet, er det således kun halvdelen af venstrefløjens vælgere, der støtter de
socialistiske partiers modstand mod forslaget. En forklaring på, at venstrefløjens
vælgere ikke bakker mere op omkring den officielle linje er, at forslaget vedrører
midler. Når et område er problemramt, er vælgerne indstillet på at afprøve nye
midler til at løse problemerne. Og da højrefløjen under valgkampen erklærede sig
enig i målet (et styrket offentligt sygehusvæsen) var det oplagt, at vælgerne var klar
til at afprøve nye midler, idet den siddende regerings midler ifølge vælgerne ikke
havde virket. At vælgerne rent faktisk var stærkt utilfredse med sundhedsvæsnets
tilstand fremgår af tabel 7.6, der viser, hvordan vælgerne i henholdsvis 1998 og
2001 syntes det offentlige sundhedsvæsen fungerede.
Tabel 7.6. Hvordan fungerer det offentlige sundhedsvæsen? 1 Holdningen hos
forskellige vælgergrupper. 2 1998-2001. Skala: -100º (fungerer meget dårligt) til +100º
(fungerer meget godt).
1998 2001
(N)
Ændring 1998 2001
Venstrefløjens vælgere -18 1 19 918 809
Højrefløjens vælgere -21 -13 8 910 1026
Venstrefløjens afhoppere 3 -23 -17 6 39 176
Alle vælgere -17 -9 8 2001 2026
1) V90 i valgundersøgelsen.
2) Jævnfør tabel 7.5 for definition af de forskellige vælgergrupper.
3) Dem, der stemte på venstrefløjen i 1998, men på højrefløjen i 2001.
Af den nederste linje i tabel 7.6 fremgår det, at hovedparten af vælgerne mener, at
sundhedsvæsnet fungerer dårligt. Udviklingen går dog fra 1998 til 2001 i positiv
retning, idet holdningsbarometret stiger fra -17º i 1998 til -9º i 2001. Denne
udvikling kunne ifølge Goul Andersen allerede konstateres i 2000, hvilket på dette
tidspunkt også gav sig udslag i en forbedret kompetence for Socialdemokratiet (Goul
Andersen, 2000: 10f). Det er også bemærkelsesværdigt, at fremgangen primært er at
finde hos de venstreorienterede vælgere, hvor holdningen går fra at være negativ i
1998 (-18º) til lige akkurat at være positiv (+1º) i 2001. Også holdningen, til
hvordan sundhedsvæsnet fungerer, bevæger sig i positiv retning for højrefløjens
vælgere, men bevægelsen er noget mindre (8º). Denne uensartede bevægelse skyldes
sandsynligvis, at venstrefløjens vælgere har været mere lydhøre overfor SRregeringens
budskab om, at ventelisterne på de livstruende sygdomme er blevet
nedbragt. Under alle omstændigheder synes det rimeligt at konkludere, at der i
2001 fortsat er mange vælgere, der er utilfredse med, hvordan det offentlige
sygehusvæsen fungerer. Derfor støttede selv mange venstreorienterede vælgere
højrefløjens forslag om at bruge yderligere 1,5 mia. kr.
Ses der på de vælgere, der er skiftet fra venstrefløjen til højrefløjen, viser det sig, at
de endog er mere kritiske end den resterende højrefløj. Dette viser, at venstrefløjens
91

håndtering af sundhedsområdet netop har været en vigtig årsag til, at disse vælgere
skiftede over til højrefløjen.
Delkonklusion
Ovenstående analyse har vist, at de borgerliges forbedrede sundhedskompetence
har været stærkt medvirkende til den stemmemæssige højredrejning, særligt den
del af højredrejningen, der foregik fra 1998 til 2001. Analysen viste, at de borgerlige
har forbedret deres kompetence på området så meget, at de i 2001 sågar har fået en
markant bedre kompetence end Socialdemokratiet. Denne kompetenceforbedring er
dels forårsaget af, at SR-regeringen i vælgernes øjne efterlod et dårligt fungerende
sundhedsvæsen, dels af, at vælgerne har følt sig tiltrukket både af Venstres løfter
om flere penge, og af at disse penge skal følge patienten.
Vores logistiske standardberegninger viste, at de borgerliges forbedrede
sundhedskompetence betyder at højrefløjen fra 1998 til 2001 alt andet lige ville
være gået hele 4,2 pct. frem. Alt i alt må det derfor konkluderes, at de borgerliges
forbedrede sundhedskompetence har haft stor betydning for den stemmemæssige
højredrejning.
7.3.2. Ældrekompetence
Af tabel 7.7 fremgår det, at også på ældreområdet har de borgerlige oplevet en
markant kompetencefremgang. En vigtig forskel er dog, at de borgerliges
kompetence som udgangspunkt var endnu dårligere end den var på
sundhedsområdet. Derfor har de borgerlige ”kun” fået udlignet Socialdemokratiets
fordel.
Tabel 7.7. Vælgernes vurdering af regeringsalternativernes evne til at sikre
tilfredsstillende forhold for de ældre. 1 1996-2001. Pct. og PDI.
Sept.
1996
Feb.
1998
Marts
1998
Okt.
1998
Feb.
2000
Nov.
2001 Ændring
Borgerlig regering bedst 22 24 17 17 38 36 14
Ingen forskel 35 30 38 39 23 31 -4
Socialdemokratisk regering bedst 43 46 46 44 39 33 -10
PDI i borgerligt favør -21 -22 -29* -27 -1 3 24
1) I marts 1998 og november 2001 anvendes data fra valgundersøgelsen (V46), mens de øvrige data stammer
fra Goul Andersens Midtvejsanalyse (2000).
* betyder at PDI er signifikant forskellig fra 0 ved p < 0,05. For sept. 1996, feb. 1997, okt. 1998 samt feb. 2000
kan vi ikke vide om PDI er signifikant, da disse observationer stammer fra kilder, hvor vi ikke har dataene på
individniveau.
Af tabellen ses, at de borgerliges kompetence i 2001 er tre procentpoint bedre end
Socialdemokratiets, som således har mistet sin massive fordel fra 1996 og 98.
Forskellen på de tre procentpoint er imidlertid ikke signifikant, hvorfor det må
konkluderes, at de to fløjes ældrekompetence i 2001 er lige god. Tabellen viser
endvidere, at de borgerliges kompetenceforbedring ikke er sket i forbindelse med
valgkampen i 2001, idet forskellen allerede var udlignet i februar 2001. Denne
udvikling er bemærkelsesværdig, når der sammenlignes med udviklingen på
92

sundhedsområdet. Her forbedrede de borgerlige kun deres sundhedskompetence
marginalt mellem valget i 1998 og meningsmålingen i februar 2000, for til gengæld
at stige med hele 33 procentpoint i perioden op til valget i 2001 (jævnfør tabel 7.3
på side 82). På ældreområdet faldt Socialdemokratiets kompetence brat i perioden
mellem valget i 1998 og målingen i februar 2000, hvilket efter al sandsynlighed
hænger sammen med efterlønssagen (jævnfør nedenfor), samt de borgerliges mere
midtsøgende politik.
For at finde ud af, hvilken stemmemæssig effekt de borgerliges forbedrede
ældrekompetence har haft, har vi foretaget en logistisk standardberegning på
samme måde som i sundhedsafsnittet ovenfor. Resultatet af beregningerne fremgår
af tabel 7.8.
Tabel 7.8. Effekten af højrefløjens forbedrede ældrekompetence på højrefløjens
stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1998 og 2001. Med og uden kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1998 2001 Gns. 1998 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,018 0,017 0,018 0,007 0,007 0,007
Nagelkerke R 2 0,369 0,415 0,392 0,688 0,704 0,696
Effekt i pct. 10,2 7,8 9,0 2,1 2,4 2,2
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Regeringsalternativernes ældrekompetence
(V46). Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for højre-venstre placering, ny og gammel politik, ældrekompetence, uddannelseskompetence,
børnefamiliekompetence, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1998: Ny politik (0,029), gammel politik (0,024), h/v-skala (0,034), sundhedskompetence (0,009),
undervisningskompetence (0,008) og selvstændig (0,005).
2001: Ny politik (0,040), gammel politik (0,017), h/v-skala (0,036), sundhedskompetence (0,006),
børnefamiliekompetence (0,004), undervisningskompetence (0,009), køn (0,002), alder
(-0,005) og uddannelse (0,003).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Atter fremgår det, at omfattende kontrol for relevante tredjevariabler påvirker
resultatet af beregningerne. Den kontrollerede gennemsnitlige effekt er således over
fire gange mindre end den ukontrollerede effekt. Den gennemsnitlige kontrollerede
effekt af højrefløjens forbedrede ældrekompetence er således på 2,2 pct. og dermed
omtrent halvt så stor, som effekten af de borgerliges kompetenceforbedring på
sundhedsområdet. Dette kan enten skyldes, at emnet er mindre vigtigt for vælgerne
eller at kompetenceforbedringen er mindre. Kompetenceforbedringen på
ældreområdet er ét procentpoint højere end på sundhedsområdet, og den lavere
effekt skyldes derfor, at ældreemnet er mindre vigtigt for vælgerne end
sundhedsemnet. 105 Selvom emnet er mindre vigtigt end sundhed, er emnet stadig
blandt de vigtigste, og en effekt på 2,2 pct. må også betegnes som ganske betydelig.
105 I overensstemmelse hermed fremgår det således af tabel 7.8, at den gennemsnitlige b-koefficient for
ældrekompetencen er på 0,007 og dermed mindre end sundhedskompetencens gennemsnitlige b-koefficient, der
er på 0,008 – jævnfør tabel 7.4 på side 83.
93

Vi ved fra tabel 7.7 på side 87, at de borgerliges relative ældrekompetence ved valget
i 1998 var lavere end de forudgående meningsmålinger fra februar 1998 og
september 1996. Det må derfor formodes, at den beregnede effekt på 2,2 pct. er en
anelse i overkanten når den skal sættes i relation til, hvilken effekt
ældrespørgsmålet har haft for den samlede højredrejning fra 1990 til 2001. På
sundhedsområdet forholdt det sig omvendt. Her var den udregnede effekt i
underkanten, når den blev sat i forhold til hele perioden fra 1990 til 2001.
Årsager til de borgerliges forbedrede ældrekompetence
Som nævnt havde de borgerlige allerede forbedret deres ældrekompetence et godt
stykke tid inden valget i 2001, hvilket gør det interessant at se nærmere på, hvad
der konkret skete i denne periode, og hvilke konsekvenser det havde. I det følgende
vil vi derfor se nærmere på denne periode, for at undersøge, hvad der må formodes
at være hovedårsagerne til de borgerliges forbedrede ældrekompetence. Vi vil
således se nærmere på de borgerliges mere midtsøgende politik på området, SRregeringens
generelle performance på ældreområdet samt efterlønssagen.
De borgerliges midler og midtsøgende politik
At de borgerlige har ført en mere midtsøgende politik fremgår af udviklingen på
ressourcespørgsmålet fra figur 7.2 på side 77. Figuren viste, at de borgerlige partier
markant var rykket ind mod midten med hensyn til ressourceforbrug således, at der
i 2001 ikke længere var nogen særlig forskel på de større partier, og derfor heller
ingen signifikant højre-venstre dimension. Denne konvergens kan også konstateres
derved, at Venstre under valgkampen i 2001 foreslog, at der skulle bruges
yderligere 500 mio. kr. på hjemmehjælpen. En ekspansion som selv ikke
Socialdemokratiet var indstillet på. Forslaget var dog uden tvivl populært hos
vælgerne. Således fremgår det af tabel 7.9, at der henover de seneste tre valg har
været et kraftigt ønske om at bruge flere ressourcer på hjemmehjælp.
Tabel 7.9. Offentlige udgifter til hjemmehjælp. 1 1994-2001. Pct.
1994 1998 2001 Ændring
For mange penge 1 2 1 0
Passende 25 29 29 5*
For få penge 74 69 70 -4
PDI (for få minus for mange penge) 73 68 69 -4*
1) V86 i valgundersøelsen.
* = ændringen signifikant ved p < 0,05.
Det ses af tabellen, at tilførselen af ressourcer støttes af omtrent 70 pct. af
vælgerne, og at næsten ingen mener, at der i forvejen anvendes for mange penge.
Årsagen, til at så mange vælgere ønsker at bruge flere ressourcer, hænger blandt
andet sammen med, at vælgerne er stærkt utilfredse med, hvordan hjemmehjælpen
fungerer. Venstres forslag må derfor siges at være i god overensstemmelse med
befolkningens ønsker, og derfor har forslaget givetvis haft en positiv indvirkning på
de borgerliges kompetence på området. Også i denne sammenhæng kan det
hævdes, at de 500 mio. kr. er udtryk for måluenighed, og at emnet derfor ikke er et
94

valensemne. De 500 mio. kr. må dog anses for at være et så beskedent beløb i
forhold til, hvad der alt i alt bruges på området, at også dette forslag snarere skal
ses som politisk drilleri end reel måluenighed.
Højrefløjens bevægelse ind mod midten har særlig fundet sted efter, at Fogh
Rasmussen i 1998 overtog formandsposten i Venstre. Ældrepolitikkens betydning
for højredrejningen vedrører derfor især denne periode og den ovenstående
effektberegning, der viste, at ældreområdet havde haft en stemmemæssig effekt på
2,2 pct., tog således også udgangspunkt i denne periode.
Ovenstående viste, at de borgerlige har placeret sig på den politiske midte, hvorfor
det nu bliver relevant at se på, om vælgerne har følt sig tiltrukket af de midler de
borgerlige har foreslået på ældreområdet. Under valgkampen i 2001 var de
borgerliges mest fremførte forslag på ældreområdet, at de ældre frit skulle kunne
vælge mellem privat og offentlig hjemmehjælp. Argumentationen bag forslaget
byggede på at konkurrence mellem forskellige udbydere ville højne kvaliteten. I
valgundersøgelsen har man ikke direkte spurgt til denne problemstilling, men det
må formodes, at et relativt stort flertal af vælgerne sympatiserede med forslaget, da
det på mange måder minder om forslaget på sundhedsområdet om, at pengene skal
følge patienten – jævnfør side tabel 7.5 på side 85. Venstres forslag om frit valg er
ikke nye idé fra deres side, og det kan derfor undre, at der i 2001 tilsyneladende er
relativ stor opbakning til idéen. Der kan dog peges på især to årsager til den
stigende opbakning. For det første passer idéen ind i det, man lidt abstrakt kan
kalde tidsånden. Den stigende individualisering og postmodernisering gør, at
individet i stigende grad kræver, at det skal kunne vælge mellem flere forskellige
fleksible løsninger frem for en fast offentlig patentløsning (Beck, 1987; Pittelkow,
2000). For det andet bliver idéen om frit valg langt mindre kontroversiel, når den
kombineres med, at der ikke samtidig skal spares, da det hermed fremgår, at man
er enige om målet. Tidligere fremførte Venstre idéen som et middel til at spare på
det offentlige budget, hvilket der, som det tidligere blev vist 106 ikke har været
opbakning til.
SR-regeringens performance på ældreområdet
SR-regeringens håndtering af ældreområdet kan belyses ud fra vælgernes
holdninger til hjemmehjælpen. Ældreområdet dækker selvfølgelig også over andre
relevante områder som eksempelvis plejehjemsforhold og folkepension.
Hjemmehjælpsområdet er imidlertid det aspekt af ældreområdet, der er bedst belyst
i valgundersøgelserne og ligeledes det aspekt af ældreområdet, som har påkaldt sig
størst interesse i medierne gennem 1990’erne. Derfor vil SR-regeringens
ældreperformance blive målt ud fra hjemmehjælpsområdet. I tabel 7.10 fremgår
vælgernes holdning til, hvordan hjemmehjælpen fungerer.
106 Jævnfør tabel 7.2 på side 74.
95

Tabel 7.10. Hvordan fungerer hjemmehjælpen? 1 1998-2001. Pct.
1998 2001 Ændring
Udmærket 4 3 -1
Ganske godt 17 20 3
Ved ikke 10 8 -2
Ikke helt godt 44 50 6
Dårligt 26 19 -7
PDI 2 -49 -46 3
1) V93 i valgundersøgelsen.
2) (Udmærket + ganske godt) – (ikke helt godt + dårligt).
Af tabellen ses, at vælgerne er utilfredse med, hvordan hjemmehjælpen fungerer. I
2001 mener mere end to ud af tre vælgere (69 pct.), at det enten står dårligt eller
ikke helt godt til med hjemmehjælpen. Kun 23 pct. mener, at hjemmehjælpen
fungerer udmærket eller ganske godt. Vælgernes utilfredshed er ikke overraskende,
vi tidligere har vist, at langt de fleste vælgere også mener, at der er behov for flere
ressourcer til hjemmehjælpsområdet.
Da Socialdemokratiet kom til magten havde mange vælgere en forventning om, at
ældreområdet ville blive styrket. Ovenstående har imidlertid vist, at vælgerne stadig
er utilfredse med, hvordan hjemmehjælpen fungerer og hvor få penge, der anvendes
på den. De skiftende Nyrup-regeringer har altså ikke indfriet vælgernes
forventninger på ældreområdet. Dette har uden tvivl været en medvirkende årsag til
de borgerliges forbedrede ældrekompetence. Det er dog ikke en selvfølge, at dårlig
performance vil styrke modpartens kompetence på et givent område. I mange
tilfælde har en fløj således et relativt stort spillerum på de områder som de af
vælgerne normalt anses som værende bedst til at løse. 107 I 1990’erne lykkedes det
dog ikke for Socialdemokratiet at overbevise vælgerne om, at de stadig var de mest
kompetente på ældrepolitikken, selvom de historisk set har været anset som sådan
(Goul Andersen, 2002b: 11).
Efterlønsreformen
Da SR-regeringen den 25. november 1998 indgik forlig om en efterlønsreform med
de borgerlige var det for Socialdemokratiets vedkommende et brud med en lang
tradition indenfor velfærdspolitikken. Reformen indebar således, at en vigtig
universel velfærdsydelse i stigende grad blev en forsikringsydelse (Ræbild &
Spangsberg Kristensen, 2001: 47). Socialdemokratiet tog således et skridt i retning
af den kontinentale velfærdsmodel, og dette endda samtidig med, at Nyrup
Rasmussen konkret havde lovet vælgerne ikke at røre ved efterlønnen. Reformen
blev da også mødt af hård kritik fra socialdemokratiets bagland, fagbevægelsen og
fra befolkningen som helhed (Ræbild & Spangsberg Kristensen, 2001: 56-74).
Meningsmålinger bekræftede de skarpe reaktioner. En uge efter forliget mente fire
107 Eksempelvis så man i 1980’erne, at det flere gange lykkedes de borgerlige at blive genvalgt selvom
økonomien længe voldte store problemer. Årsagen var blandt andet, at vælgerne på trods af de økonomiske
problemer stadig vurderede de borgerlige som værende de bedste til at rette op på økonomien. Denne tiltro var
uden tvivl baseret på vælgernes dårlige erfaringer med Socialdemokratiet i 1970’erne, hvor partiet, med Knud
Heinesens ord, var ved at køre nationaløkonomien ud over afgrunden.
96

ud af fem danskere således, at Nyrup Rasmussen havde brudt sit
efterlønsvalgløfte. 108
For Socialdemokratiet fik efterlønsforliget betydelige konsekvenser. Partiets
tilslutning blev i visse meningsmålinger næsten halveret, og man skulle helt tilbage
til 1903 for at finde et tilsvarende lavt niveau for Socialdemokratiets tilslutning
(Ræbild & Spangsberg Kristensen, 2001: 83). Figur 7.6 viser et gennemsnit af
meningsmålingerne før, under og efter forliget.
Figur 7.6. Socialdemokratiets tilslutning i meningsmålingerne. 1998-2001. Pct.
Pct. stemmer
36
34
32
30
28
26
24
22
20
Mar-98
May-98
Jul-98
Sep-98
Nov-98
Jan-99
Efterlønsreformen
Mar-99
May-99
Jul-99
Sep-99
Nov-99
Kilde: Søren Risbjerg Thomsen (http://www.srtconsult.dk/Mening/Pct.html). Data bygger på et vægtet gennemsnit
af en række meningsmålinger fra de førende analyseinstitutter.
Jan-00
Af ovenstående figur fremgår, at selvom faldet var markant, fik Socialdemokratiet
relativt hurtigt genvundet meget af det tabte. Alligevel befandt partiet sig stadig
langt under hvad der har været sædvanligt for partiet. Selvom Socialdemokratiet
altså tilsyneladende hurtig genvandt det tabte, har efterlønssagen givetvis haft en
negativ effekt på Socialdemokratiets stemmeandel i 2001, hvorfor vi i det følgende
vil analysere emnet nærmere.
For venstrefløjen som helhed var sagen ikke så alvorlig som for Socialdemokratiet.
Som det fremgår af figur 7.7, absorberede den yderste venstrefløj store dele af
Socialdemokratiets fald. Socialistisk Folkeparti stod således i visse
meningsmålinger til en fordobling i forhold til valgresultatet i 1998.
108 Kilde: Ugens Gallup nr. 23 1998. Jævnfør
http://www.gallup.dk/ugens_gallup/UgArkivValg.asp?dokument=199826&AarValg=1998.
Mar-00
May-00
Jul-00
Sep-00
Nov-00
Jan-01
Mar-01
May-01
Jul-01
Sep-01
97
Nov-01

Figur 7.7. Den samlede venstrefløjs stemmeandel i meningsmålingerne. 1998-2001.
Pct.
Pct. af stemmerne
52
50
48
46
44
42
40
Mar-98
May-98
Jul-98
Sep-98
Nov-98
Jan-99
Efterlønsreformen
Mar-99
May-99
Jul-99
Sep-99
Nov-99
Kilde: Søren Risbjerg Thomsen (http://www.srtconsult.dk/Mening/Pct.html). Data bygger på et vægtet gennemsnit
af en række meningsmålinger fra de førende analyseinstitutter.
Jan-00
At især Socialistisk Folkeparti gik frem var forventeligt, idet der normalt er stor
vælgerudveksling imellem Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet. Selvom både
Det radikale Venstre og flere borgerlige partier var med i efterlønsforliget, var det
kun Socialdemokratiet, der gik tilbage i meningsmålingerne. Spørgsmålet er derfor,
hvor de socialdemokratiske afhoppere bevægede sig hen, og om de gjorde det
permanent. De socialdemokratiske vælgere, der på grund af efterlønssagen skiftede
parti, må formodes at være søgt hen til de partier, der stod uden for forliget. Disse
partier er Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Umiddelbart
efter efterlønsreformen steg Dansk Folkeparti ikke i meningsmålingerne. Derimod
gik Venstre 2,6 procentpoint frem, hvilket tyder på, at Venstre som også var med i
forliget, absorberede en del af de frafaldne socialdemokrater. Denne slutning kan
imidlertid være en økologisk fejlslutning. Den virkelige bevægelse kunne lige så godt
have været, at de frastødte socialdemokrater primært søgte hen til de tre partier,
der stod uden for forliget, samtidig med at andre vælgere fra disse partier søgte hen
til Venstre. Det er dog stadig centralt at få afgjort, hvilken indflydelse sagen havde
på Socialdemokratiets stemmemæssige tilbagegang ved valget i 2001. For at svare
på dette, vil vi tage udgangspunkt i tabel 7.11, der viser reformens popularitet.
Mar-00
May-00
Jul-00
Sep-00
Nov-00
Jan-01
Mar-01
May-01
Jul-01
Sep-01
98
Nov-01

Tabel 7.11. Var det rigtigt at ændre på efterlønsordningen? 1 2000-2001. Pct. og PDI.
2000 2001 Ændring
Helt enig 12 12 0
Delvis enig 18 15 -3
Hverken enig eller uenig 16 33 17
Delvis uenig 22 17 -5
Helt uenig 32 24 -8
PDI -24 -12 12
1) Kilde: 2000: Goul Andersens midtvejsanalyse (2000). 2001: V130 i valgundersøgelsen.
2) (Helt enig + delvis enig) – (Delvis uenig + helt uenig).
Tabellen viser overordnet, at reformen var upopulær. I 2000 støttede kun 30 pct. af
vælgerne reformen, mens hele 54 pct. var imod. Året efter steg accepten, idet
antallet af tvivlere steg fra 16 pct. til 33 pct. Selvom reformen altså ikke blev mere
populær, var der en del vælgere, hvis utilfredshed med reformen blev mildnet med
tiden. Denne udvikling skyldes formentlig, at megen af utilfredsheden opstod på
grund af mangelfuld information fra SR-regeringens side om forligets egentlige
indhold. Fra Nyrup Rasmussens side lød det: ”Efter finanslovsforliget har vi
simpelthen ikke formået at informere befolkningen godt nok.” (Ræbild & Spangsberg
Kristensen, 2001: 91). Som så mange andre havde socialdemokratiets kernevælgere
således svært ved at gennemskue reformens konsekvenser, hvilket var medvirkende
til at øge den frustration som selve løftebruddet i sig selv havde skabt. Men som
tiden gik og reformens indhold blev forklaret, blev den oprindelige vrede altså delvis
reduceret til en stiltiende accept.
Selvom Socialdemokratiet genoprettede sin styrke i meningsmålingerne, havde
efterlønssagen sandsynligvis en desillusionerende effekt på mange
socialdemokrater. Socialdemokratiet havde tillige lavet andre upopulære indgreb i
perioden efter valget i 1998. Til stor fortrydelse for mange af partiets vælgere, greb
den socialdemokratiske regering således ind i storkonflikten 109 og derudover
gennemførte regeringen også en upopulær pinsepakke, hvor det ifølge Goul
Andersen ”tyder på, at holdningen til pinsepakken har kastet socialdemokratiske
vælgere i armene på V og K” (Goul Andersen, 2000: 16). Indenfor relativ kort tid
oplevede de socialdemokratiske kernevælgere således tre større politiske tiltag, som
alle blev anset for at være mere til fordel for de borgerlige end for Socialdemokratiet.
At det netop var Socialdemokratiet, som blev ramt i meningsmålingerne som følge af
efterlønsreformen, er ikke overraskende, når vælgerne fra de forskellige partier
sammenlignes efter, hvor tilfredse de var med reformen. Dette sker i tabel 7.12
nedenfor.
109 I starten af konflikten var hele 67 pct. af de socialdemokratiske vælgere imod et regeringsindgreb i konflikten.
Hen imod slutningen af konflikten faldt dette til 57 pct. Jævnfør ugens Gallup nr. 6 og 7 (1998):
http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_gra/ug_6_98_hg.pdf.
http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_gra/ug_7_98_hg.pdf.
99

Tabel 7.12. Var det rigtigt at ændre på efterlønsordningen? Fordelt efter parti. Skala:
-100º (forkert at ændre efterlønnen) til +100º (rigtigt at ændre efterlønnen). 2001.
Holdning (N)
Dansk Folkeparti -31 225
Enhedslisten -29 45
Socialistisk Folkeparti -23 120
Socialdemokratiet -21 547
Kristeligt Folkeparti -18 43
Venstre -1 588
Det konservative Folkeparti 2 169
Det radikale Venstre 6 98
Alle vælgere -15 2026
I tabellen er partierne rangordnet efter, hvor forkert deres vælgere syntes det var at
ændre på efterlønsreformen. De tre partier med de mest kritiske vælgere, Dansk
Folkeparti, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, stod alle udenfor forliget og
dermed er de i overensstemmelse med deres vælgere. De resterende partier indgik i
forliget om efterlønnen og som det fremgår af tabellen, er Socialdemokratiet
sammen med Kristeligt Folkeparti de partier, der har størst problemer med sine
vælgere på spørgsmålet om efterlønnen. Socialdemokratiets vælgere er således stort
set lige så kritiske overfor forliget som fløjpartiernes vælgere. Derfor er det ikke
overraskende, at forliget kostede Socialdemokratiet en markant tilbagegang i
meningsmålingerne.
Såfremt denne store utilfredshed med reformen har haft stemmemæssige
konsekvenser ved valget i 2001, må det kunne påvises, at de socialdemokrater der
har forladt partiet, vil tendere til at søge mod yderpartierne desto mere utilfredse de
var med reformen. Tabel 7.13 viser, hvordan frafaldne Socialdemokrater forholder
sig til efterlønsforliget. Da antallet af frafaldne socialdemokrater i valgundersøgelsen
er relativt få, er de frafaldne socialdemokrater grupperet i blokke efter de partier de
er søgt hen til.
Tabel 7.13. Frafaldne og tilbageblevne socialdemokrater fordelt efter partigrupper.
2001. Skala: -100º (forkert at ændre efterlønnen) til +100º (rigtigt at ændre
efterlønnen).
Holdning (N)
Socialdemokratiske afhoppere til Dansk Folkeparti -48 26
Socialdemokratiske afhoppere til Venstrefløjen -20 18
Socialdemokratiske afhoppere til Venstre og Det konservative Folkeparti -14 100
Socialdemokratiske afhoppere til midterpartierne 14 54
Alle socialdemokratiske afhoppere -21 198
De tilbageblevne socialdemokrater -21 547
Af tabellen fremgår det tydeligt, at de socialdemokrater, der var meget uenige i
reformen primært er søgt over til Dansk Folkeparti. De resterende afhoppere var
ikke mere uenige i efterlønnen end de tilbageblevne socialdemokrater og dermed må
det formodes, at efterlønnen ikke har været motivationen for at søge væk for disse
100

vælgere. Disse observationer viser tydeligt, at desto mere utilfreds en
socialdemokrat var med efterlønsforliget, desto større var tendensen til at søge hen
til især Dansk Folkeparti. At det således især er Dansk Folkeparti, der tiltrækker de
fleste af de utilfredse socialdemokrater kan umiddelbart virke overraskende, da vi
tidligere har vist, at det i meningsmålingerne var Socialistisk Folkeparti, der
umiddelbart efter reformens gennemførelse gik mest frem. Goul Andersen mener
således også at kunne påvise, at efterlønsreformen især sendte de utilfredse
socialdemokrater over i ved ikke/sofavælgergruppen (Goul Andersen, 2000: 15). Da
det så kom til valgdagen var det altså især Dansk Folkeparti, der formåede at
tiltrække disse tidligere socialdemokrater.
I ovenstående analyse er grupperne relativt små, og analysen kan derfor med fordel
suppleres med at se på, hvilke partier de socialdemokrater, der ikke skiftede parti
overvejede at stemme på i forhold til deres holdning til efterlønnen. Det ovenstående
resultat vil således blive styrket, hvis den samme tendens gør sig gældende, hvilket
vil sige, at de mest utilfredse socialdemokrater i højere grad overvejede at stemme
på fløjpartier og i særdeleshed Dansk Folkeparti. Tabel 7.14 illustrerer
sammenhængen.
Tabel 7.14. Socialdemokrater, der overvejede at stemme på et andet parti. Holdning til
efterløn fordelt på de partigrupper, socialdemokraterne overvejede at stemme på.
2001. Skala: -100º (forkert at ændre efterlønnen) til +100º (rigtigt at ændre
efterlønnen).
Holdning (N)
Dansk Folkeparti -42 42
Venstrefløjen -36 49
Venstre og Det konservative Folkeparti -23 49
Midterpartierne 4 34
Alle Socialdemokrater -21 547
Tabellen viser, at jo mere utilfreds en socialdemokratisk vælger var med
efterlønsforliget, desto større var tendensen til, at vælgeren overvejede at stemme på
Dansk Folkeparti og til dels venstrefløjen. Sammenhængen er altså som forventet,
hvilket understøtter, at efterlønssagen har været en betydelig faktor for de vælgere,
som skiftede fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti. Dermed har
efterlønsforliget haft betydning for højredrejningen.
Da efterlønsspørgsmålet af gode grunde kun findes i valgundersøgelsen for 2001,
kan vi ikke anvende en logistisk standardberegning til at afgøre, hvilken
stemmemæssig effekt efterlønssagen har haft. Alligevel forekommer det på
baggrund af denne analyse plausibelt, at efterlønsreformen har haft en positiv effekt
på højredrejningen, især fordi Dansk Folkeparti har profiteret af sagen.
Delkonklusion
Ovenstående analyse har vist, at de borgerliges forbedrede ældrekompetence har
været betydningsfuld for den stemmemæssige højredrejning, særligt den del af
101

højredrejningen, der foregik fra 1998 til 2001. Analysen viste, at de borgerlige har
forbedret deres ældrekompetence så meget, at de i 2001 har udlignet
Socialdemokratiets tidligere så markante kompetencefordel. Den stemmemæssige
effekt heraf blev udregnet til 2,2 pct. Årsagen til de borgerliges forbedrede relative
kompetence viste sig at være en kombination af især to forhold. For det første har
højrefløjen med en mere midterorienteret politik gjort sig mere attraktiv for den
brede vælgerbefolkning. Særligt var de borgerliges forslag om øget ressourcetilførsel
til hjemmehjælpsområdet populært blandt vælgerne, som fandt at den offentlige
service på dette område var utilfredsstillende. For det andet viste analysen, at
særligt Socialdemokratiets vælgere var utilfredse med efterlønssagen, hvilket viste
sig at have været medvirkende til at frastøde socialdemokratiske vælgere til især
Dansk Folkeparti.
7.3.3. Børnefamiliekompetence
Børnefamilieområdet vedrører et velfærdsaspekt, som ikke er særlig salient hos
vælgerne. Barselsorlov blev dog under valgkampen i 2001, særligt af højrefløjen,
forsøgt gjort til et tema. Trods dette fyldte emnet kun marginalt på mediernes og
vælgernes dagsorden – jævnfør tabel 6.5 på side 69. Da emnet således hverken er
særlig salient eller historisk har haft nogen særlig betydning for vælgeradfærden,
forventes det heller ikke, at emnet denne gang har haft den store betydning for
højredrejningen.
Som det fremgår af tabellen, har de borgerlige også på børnefamilieområdet
indhentet en stor del af socialdemokratiets markante kompetencefordel.
Tabel 7.15. Vælgernes vurdering af regeringsalternativernes evne til at tilgodese
børnefamiliernes behov. 1 1998-2001. Pct. og PDI.
1998 2001 Ændring
Borgerlig regering bedst 12 26 14
Ingen forskel 31 31 0
Socialdemokratisk regering bedst 56 43 -13
PDI i borgerligt favør -44* -17* 27*
1) V45 i valgundersøgelsen.
* = signifikant ved p < 0,05.
Socialdemokratiets kompetence er stadig bedre end de borgerliges, men forskellen
er, som det fremgår af tabellen, fra 1998 til 2001 blevet reduceret fra -44 til -17.
Dette fald er umiddelbart paradoksalt, idet vælgerne på daginstitutionsområdet dels
er meget tilfredse med, hvordan det fungerer, dels fra 1998 til 2001 mener, at
servicen er blevet endnu bedre. 110
Spørgsmålet er, hvilken stemmemæssig effekt det har haft, at de borgerlige har
forbedret deres kompetence på børnefamilieområdet. Svaret herpå fremgår af tabel
110 Tabel udeladt, men på spørgsmålet om, hvordan daginstitutioner fungerer (V92) var der allerede i 1998 et
stort flertal (PDI=27), der mente, at daginstitutioner fungerer godt. Dette flertal er i 2001 vokset yderliger.
(PDI=36).
102

7.16, der viser den sædvanlige logistiske standardberegning med og uden kontrol
for andre relevante variabler.
Tabel 7.16. Effekten af højrefløjens forbedrede børnefamiliekompetence på
højrefløjens stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1998 og 2001. Med og uden
kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1998 2001 Gns. 1998 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,014 0,013 0,014 insig, 0,004 0,002
Nagelkerke R 2 0,244 0,282 0,263 0,688 0,704 0,696
Effekt i pct. 7,8 7,4 7,6 0,0 1,0 0,5
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Regeringsalternativernes
børnefamiliekompetence. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for
regressionerne.
2) Kontrol for højre-venstre placering, ny og gammel politik, ældrekompetence, uddannelseskompetence,
børnefamiliekompetence, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1998: Ny politik (0,029), gammel politik (0,024), h/v-skala (0,034), sundhedskompetence (0,009),
ældrekompetence (0,007), undervisningskompetence (0,008) og selvstændig (0,005).
2001: Ny politik (0,040), gammel politik (0,017), h/v-skala (0,036), sundhedskompetence (0,006),
ældrekompetence (0,007), undervisningskompetence (0,009), køn (0,002), alder (-0,005) og
uddannelse (0,003).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår af tabellen, at der ser ud til at være en betydelig effekt, når der ikke
kontrolleres for andre forhold, men endnu engang mindskes effekten markant, når
der kontrolleres for andre variabler. I de beregninger, der tager udgangspunkt i
1998 bliver børnefamiliekompetence endog insignifikant ved fuld kontrol og derfor
må vi konkludere, at effekten er 0 pct. med udgangspunkt i 1998. I 2001 bliver
børnefamiliekompetence akkurat signifikant og dette giver en effekt på 1,0 pct. I
gennemsnit er effekten således 0,5 pct. og dermed yderst begrænset.
Denne meget lave effekt hænger efter al sandsynlighed sammen med, at
børnefamilieområdet stort set ikke har været på hverken vælgernes eller mediernes
dagsorden. Den markante kompetenceforbedring skyldes derfor i mindre omfang
forhold som vedrører børnefamilieområdet. Andre forhold har med al sandsynlighed
påvirket vælgernes vurdering af børnefamilieområdet. Eksempelvis vil mange
vælgere, der skifter holdning til, hvem der er bedst til at håndtere
sundhedssektoren, også, bevidst eller ubevidst, tendere til at skifte holdning til,
hvem der er bedst til børnefamilieområdet og da sundhed er langt vigtigere for
vælgerne er det sandsynligt, at fremgangen på børnepasningsområdet skyldes
ureflekteret efterrationalisering. 111 I forhold til stemmeadfærden kan det altså
statistisk afvises, at børnefamilieområdet har haft nogen nævneværdig betydning.
111 At dette er tilfældet understøttes af, at børnefamiliekompetence ukontrolleret har en stor effekt, hvorimod
effekten stort set forsvinder, når der kontrolleres for blandt andet de andre velfærdsområder.
103

7.3.4. Undervisningskompetence
Heller ikke undervisning har i 1990’erne i noget særlig omfang været på hverken
vælgernes eller mediernes dagsorden. Da undervisning kan kategoriseres som et
velfærdsemne, vil det være forventeligt, at de borgerlige også her har fået forbedret
deres kompetence markant. Imidlertid viser tabellen, at det ikke helt er tilfældet. De
borgerlige har kun forbedret deres relative kompetence med 5 procentpoint, hvilket
dog er nok til, at de i 2001 nu har den bedste kompetence.
Tabel 7.17. Vælgernes vurdering af regeringsalternativernes evne til at sikre en god
undervisning i folkeskolen. 1 1998-2001. Pct. og PDI.
1998 2001 Ændring
Borgerlig regering bedst 27 34 7
Ingen forskel 45 36 -9
Socialdemokratisk regering bedst 27 29 2
PDI i borgerligt favør 0 5 5
1) V48 i valgundersøgelsen.
En af årsagerne til, at de borgerlige ikke har oplevet samme markante fremgang på
undervisningsområdet, som på de øvrige velfærdsområder skyldes, at de borgerlige
allerede i 1998 havde en lige så god kompetence som Socialdemokratiet. Dette
kunne indikere, at undervisning ikke er en integreret del af vælgernes
velfærdsdimension. Men emnet korrelerer imidlertid godt med de øvrige tre
velfærdsemner 112, og det må derfor være andre faktorer, der er årsag til, at de
borgerliges kompetence på dette område allerede var udlignet i 1998. Det var først
fra 1998, at de borgerlige for alvor søgte ind mod midten på velfærdsområdet,
hvorfor det er tænkeligt, at den forbedrede kompetence skyldes dårlig performance
fra SR-regeringens side. Tabel 7.18 nedenfor viser, hvordan vælgerne mener
folkeskolen fungerer i henholdsvis 1998 og 2001. 113
Tabel 7.18. Hvordan fungerer folkeskolen? 1 1998-2001. Pct. og PDI.
1998 2001 Ændring
Udmærket 6 6 0
Ganske godt 43 38 -5
Ved ikke 7 8 1
Ikke helt godt 38 40 2
Dårligt 6 7 1
PDI 2 5 -3 -8
1) V91 i valgundersøgelsen.
2) (udmærket + ganske godt) – (ikke helt godt + dårligt)
Tabellen viser, at der stort set er lige så mange positive som negative. Fra 1998 til
2001 kan der konstateres et fald i PDI på otte procentpoint, så der i 2001 er flere
kritiske end positive svar. Ifølge issue voting-teorien forbedres oppositionens
kompetence, hvis fløjen med regeringsmagten vedvarende leverer dårlige resultater.
112 Pearsons R er i gennemsnit 0,591 mellem undervisning og de tre andre velfærdsemner.
113 Der findes ikke data fra før 1998 på dette område.
104

Da vi ikke har data fra før 1998, kan vi ikke vide, om der er tale om en generel
tendens med stigende utilfredshed på området, men det faktum at der i 1998 kan
konstateres en vis utilfredshed med folkeskolens tilstand, har givetvis været en
medvirkende årsag til, at de borgerliges kompetence allerede i 1998 var lige så god
som venstrefløjens. At der hos vælgerne kan spores en del utilfredshed med,
hvordan folkeskolen fungerer, kan muligvis forklares ved, at der op gennem
1990’erne er udkommet en række internationale undersøgelser, der viser, at danske
børn fagligt set, er middelmådige i forhold til børn fra de lande, Danmark normalt
sammenligner sig med. 114
I tabel 7.19 viser vi ved hjælp af logistiske standardberegninger, i hvilket omfang
det har haft en stemmemæssig effekt, at de borgerlige trods alt har forbedret deres
relative undervisningskompetence.
Tabel 7.19. Effekten af højrefløjens forbedrede uddannelseskompetence på
højrefløjens stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1998 og 2001. Med og uden
kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1998 2001 Gns. 1998 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,019 0,017 0,018 0,008 0,009 0,008
Nagelkerke R 2 0,377 0,372 0,375 0,688 0,704 0,696
Effekt i pct. 1,6 1,5 1,6 0,4 0,4 0,4
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Regeringsalternativernes
uddannelseskompetence. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for
regressionerne.
2) Kontrol for højre-venstre placering, ny og gammel politik, ældrekompetence, uddannelseskompetence,
børnefamiliekompetence, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1998: Ny politik (0,029), gammel politik (0,024), h/v-skala (0,034), sundhedskompetence (0,009),
ældrekompetence (0,007) og selvstændig (0,005).
2001: Ny politik (0,040), gammel politik (0,017), h/v-skala (0,036), sundhedskompetence (0,006),
ældrekompetence (0,007), børnefamiliekompetence (0,004), køn (0,002), alder (-0,005) og
uddannelse (0,003).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår, at den kontrollerede effekt af de borgerliges forbedrede
undervisningskompetence er 0,4 procentpoint, og det er uanset om 1998 eller 2001
anvendes som referenceår. Denne meget svage effekt viser, at undervisning ikke har
haft nogen særlig betydning for den højredrejning, der har fundet sted mellem 1998
og 2001. Dette kan forklares ved, at emnet ikke i noget særlig omfang har været på
hverken vælgernes eller mediernes dagsorden – jævnfør tabel 6.5 på side 69. Da vi
ikke har data for undervisningsområdet fra før 1998 kan vi ikke statistisk afvise, at
undervisningsområdet har haft betydning for den højredrejning, der foregik fra
1990 til 1998. Da emnet imidlertid heller ikke i denne periode i noget særligt
omfang var på mediernes eller vælgernes dagsorden, må det formodes, at emnet
heller ikke her har haft nogen nævneværdig betydning.
114 Eksempelvis OECD’s PISA-undersøgelse fra 2000 (OECD, 2000).
105

7.3.5. Samlet velfærdskompetence
Vi har nu gennemgået de fire velfærdsemner hver for sig. På alle fire områder har
højrefløjen forbedret sin relative kompetence og dette har på hvert område haft en
stemmemæssig effekt, men som tabel 7.20 illustrerer, er effekterne forskellige.
Tabel 7.20. Højrefløjens kompetenceforbedring samt den stemmemæssige effekt heraf
på de fire velfærdsområder. Pct. og effekt.
Kompetenceforbedring
1
Effekt af
kompetenceforbedring
2
Sundhedsområdet 31* 4,2
Ældreområdet 32* 2,2
Børnefamilieområdet 27* 0,5
Uddannelsesområdet 5 0,4
Samlet Gns. 24* Sum 7,3
1) Vedrørende kompetenceforbedringerne på de enkelte områder henvises til tabellerne 7.3, 7.7, 7.15 og 7.17.
2) Vedrørende effekten af kompetenceforbedringerne på de enkelte områder henvises til tabellerne 7.4, 7.8,
7.16 og 7.19.
* = signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at de borgerlige oplever omtrent den samme
kompetenceforbedring på både sundhedsområdet og ældreområdet, ligesom vi
tidligere har set, at de to emner er omtrent lige meget repræsenteret på mediernes
og vælgernes dagsorden. 115 Derfor ville det være forventet, at den stemmemæssige
effekt af kompetenceforbedringen også er omtrent den samme, men som det
fremgår af tabellen, er effekten af kompetenceforbedringen på sundhedsområdet
næsten dobbelt så stor som effekten af kompetenceforbedringen på ældreområdet.
Dette viser, at selvom vælgere og medier er næsten lige så optaget af de to områder,
er sundhedsområdet trods alt et væsentligere emne for vælgerne, når de står i
stemmeboksen.
Børnefamilieområdet og uddannelsesområdet har stort set ingen effekt på
højrefløjens stemmeandel, hvorfor det heller ikke influerer højredrejningen. Som
tidligere nævnt, hænger dette sandsynligvis sammen med, at emnet ikke optager
hverken vælgerne eller medierne.
Da de fire logistiske effektberegninger, der er gengivet i tabel 7.20 ovenfor,
inkluderer en kontrol af de øvrige velfærdsområder, burde det være muligt at
udregne velfærdens samlede betydning ved blot at summere de enkelte områder.
Som det fremgår, er den samlede effekt på denne måde udregnet til at være på 7,3
pct. For at øge sammenligneligheden med de kommende analyser har vi konstrueret
et velfærdsindeks bestående af de fire velfærdskompetence spørgsmål. Indekset
viser, ligesom gennemsnittet i tabel 7.20, at de borgerlige alt i alt har forbedret
deres velfærdskompetence med 24 pct. Effekten af denne samlede forbedring
115 Jævnfør tabel 6.5 på side 69.
106

udregnes ved hjælp af den sædvanlige standardberegning i tabel 7.21 og det
forventes, at resultatet vil være tæt på de 7,3 pct.
Tabel 7.21. Effekten af højrefløjens forbedrede velfærdskompetence på højrefløjens
stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1998 og 2001. Med og uden kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1998 2001 Gns. 1998 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,009 0,008 0,008 0,006 0,006 0,006
Nagelkerke R 2 0,538 0,579 0,559 0,683 0,700 0,692
Effekt i pct. 11,5 10,4 10,9 6,1 6,2 6,2
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Et velfærdsindeks bestående af de fire
velfærdskompetencespørgsmål: Sundhed (V47), ældre (V46), børnefamilier (V45) og uddannelse (V48). Der
blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for højre-venstre placering, ny og gammel politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og
stilling (tre dummyer: arbejder, selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev
signifikante:
1998: Ny politik (0,034), gammel politik (0,019), h/v-skala (0,037), selvstændig (-0,001) og køn (0,002).
2001: Ny politik (0,040), gammel politik (0,017), h/v-skala (0,036), køn (0,002) alder (-0,004) og
uddannelse (0,003).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår af tabellen, at den gennemsnitlige kontrollerede effekt af højrefløjens
samlede forbedring på velfærdskompetence på denne måde udregnes til at være 6,2
pct. og dermed lidt lavere end de 7,3 pct., som er resultatet, når de enkelte
delområder blot summeres. Forklaringen er, at når man lægger spørgsmål sammen
i et indeks, vil man altid miste variation, selvom variationen også i delanalyserne
allerede er reduceret kraftigt af, at der i delanalyserne kontrolleres for de andre
velfærdsområder. I de følgende kapitler vedrørende ny og gammel politik arbejder vi
med indeks og derfor har vi for sammenlignelighedens skyld valgt at arbejde videre
med velfærdsindekset og dermed med de 6,2 pct.
7.4. Delkonklusion
Ovenstående analyse af velfærdsområdet har først og fremmest vist, at højrefløjen
har forbedret deres velfærdsimage markant, og at dette har haft en markant
stemmemæssig betydning. Selvom datagrundlaget på velfærdsområdet kun gik fire
år tilbage, blev det påvist, at den kompetenceforbedring de borgerlige havde opnået,
havde haft en stemmemæssig effekt på 6,2 procentpoint, når alt andet holdes lige.
Rent faktisk gik højrefløjen 7,3 pct. frem fra 1998 til 2001, og dermed kan vi med
sikkerhed konkludere, at højrefløjens forbedrede velfærdskompetence er en af de
afgørende forklaringer på den højredrejning, der fandt sted fra 1998 til 2001 og
dermed også en vigtig delforklaring på den samlede højredrejning fra 1990 til 2001.
Analysen har vist, at årsagen til højrefløjens forbedrede kompetence dels er SRregeringens
dårlige performance dels højrefløjens egen ændring i velfærdspolitikken.
Denne konklusion er i tråd med konklusionerne hos Goul Andersen, idet han også
argumenterer for, at SR-regeringens største problem ikke så meget var dens eget
velfærdsimage, men snarere at de borgerlige mere og mere syntes at have fået skabt
et troværdigt velfærdsimage (Goul Andersen, 2000: 11, 2002b: 13).
107

8. Gammel politik
Tidligere har vi argumenteret for, at den gammelpolitiske dimension længe har
været den dominerende i dansk politik, og selvom vælgerne i 1990’erne er blevet
stadigt mere optaget af velfærd og ny politik, så vi i kapitel 4, at gammel politik
fortsat har stor betydning for vælgernes stemmeadfærd. Dette hænger mest af alt
sammen med, at der i den gammelpolitiske dimension er indlejret den vante
ideologiske modsætning mellem lighed og frihed (socialisme vs. liberalisme), som
trods alt stadig bruges af vælgerne til at orientere sig med i det partipolitiske
landskab.
Formålet med dette kapitel er at afdække, hvordan og i hvilket omfang udviklingen
på den gammelpolitiske dimension kan bidrage til at forklare den stemmemæssige
højredrejning. I afsnit 8.1 analyseres vælgernes positionsbevægelser på den
gammelpolitiske dimension. Herefter vil partiernes positionsbevægelser blive
undersøgt i afsnit 8.2, og i det afsluttende afsnit 8.3 ses der nærmere på
udviklingen i de to regeringsalternativers gammelpolitiske kompetencer.
8.1. Vælgernes positionsbevægelser på gammel politik
Et centralt element i den gammelpolitiske dimension er som nævnt modsætningen
mellem lighed og frihed. Maksimal lighed indebærer knægtelse af frihedsrettigheder
og absolut frihed indebærer stor ulighed. Modsætningen indebærer således et tradeoff
mellem i hvor høj grad, man er villig til at knægte frihedsrettigheder for at opnå
målet om lighed. Den gammelpolitiske dimension handler altså hovedsageligt om
økonomisk fordelingspolitik. Historisk set har arbejderbevægelsen og den politiske
venstrefløj været fortalere for øget grad af omfordeling, idet denne i høj grad ville
komme arbejderne til gode. Arbejdsgiverne og højrefløjen har derimod ofte kæmpet
imod stigende omfordeling, selvom de ofte er endt med at stemme for de konkrete
velfærdsforbedringer. Sammenlignet med andre lande har Danmark i dag et højt
skattetryk og den danske velfærdsstatsmodel betegnes da også som en af de mest
universelle (Esping-Andersen, 1996), hvilket blandt andet indebærer, at Danmark
er et af de mest omfordelende lande i den vestlige verden. Samtidig har Danmark i
lighed med andre vestlige lande siden Anden Verdenskrig oplevet en betydelig
generel velstandsstigning. Det er formodningen i litteraturen om ny og gammel
politik, 116 at en velstandsstigning i et samfund med en høj grad af omfordeling,
medfører en gammelpolitisk højredrejning, fordi velstandsstigningen mindsker
behovet for den økonomiske omfordeling. 117 Danskerne er altså blevet rigere og
rigere og som følge heraf er det forventningen i litteraturen, at vælgerne er blevet
mere højreorienterede på den gammelpolitiske dimension og derfor i højere grad
stemmer på højreorienterede partier. Der kan altså formuleres følgende hypotese:
116 Eksempelvis Dalton (1988) og Borre (2001).
117 Det forventes også, og det er især dette litteraturen fokuserer på, at ny politik vil vinde frem på bekostning af
gammel politik. Denne del vil vi beskæftige os indgående med under ny politik.
108

Hypotese 8.1: Den stemmemæssige højredrejning skyldes at vælgerne,
som følge af en generel velstandsstigning, er blevet mere
højreorienterede på gammel politik.
Hypotesen er i litteraturen formuleret som en langsigtet tendens, og man kan derfor
med rette spørge om man også kan forvente at se tendensen bekræftet over en
horisont på 11 år (1990-2001). Imidlertid har Danmark i den undersøgte periode
stort set 118 været præget af økonomisk fremgang og højkonjunktur, og derfor
forekommer hypotesen fortsat rimelig.
For at teste hypotesen ses der først på tabel 8.1, der viser vælgernes
positionsbevægelser på det gammelpolitiske indeks.
Tabel 8.1. Udviklingen i vælgernes placering på gammel politik indekset. 1 1990-2001.
Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
1990 1994 1998 2001 Ændring
Placering på gammel politik indeks -11 -5 -5 1 12*
1) Indekset består af V51, V52, V53 og V102. Jævnfør note 43 (side 33) og 45 (side 34).
* betyder, at ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at vælgerne fra 1990 til 2001 faktisk er blevet signifikant
mere højreorienterede på den gammelpolitiske dimension. Således stiger vælgernes
gennemsnitsplacering fra -11º i 1990 til +1º i 2001. Det tyder altså på, at vælgerne,
som postuleret i hypotese 8.1, er gået en del mod højre på den gammelpolitiske
dimension. Dette er i hvert fald konklusionen, når man måler vælgernes
gammelpolitiske holdninger ved hjælp af det gammelpolitiske indeks, der blev
defineret i kapitel 4. Der er dog også andre økonomiske spørgsmål i de fire
valgundersøgelser, der indikerer, at billedet ikke er så entydigt endda. Udover de
fire spørgsmål fra indekset, er disse spørgsmål præsenteret i tabel 8.2.
Tabel 8.2. Udviklingen i vælgernes placering på en række gammelpolitiske
spørgsmål. 1 1990-2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret).
Ændrin
1990 1994 1998 2001 g
Man er gået for langt med de sociale reformer -37 -35 -34 -25 12*
Forskelle i indtægter og levestandard er stadig for store -25 -8 -5 -6 19*
Statens kontrol med industrien 19 25 23 22 3
Ønske om større skatteprogression 1 -3 -6 12 11*
Ikke råd til lønstigninger i nuværende økonomiske situation 25 26 1 0 -25*
Off. aktiviteter udføres bedre og billigere ved at privatisere 41 31 21 12 -29*
Spare penge ved at effektivisere den offentlige sektor 46 28 27 27 -19*
For mange får sociale ydelser uden at de trænger til det 33 46 30 25 -8*
1) De fire første spørgsmål er dem, der indgår i det gammelpolitiske indeks (V51, V52, V53 og V102 – jævnfør
note 43 (side 33) og 45 (side 34). De næste fire er: V104, V111, V117 og V119.
* betyder, at ændringen er signifikant ved p < 0,05.
118 Med undtagelse af starten af perioden (1990-93).
109

De fire øverste spørgsmål i tabellen er de fire spørgsmål, der indgår i det
gammelpolitiske indeks og som det fremgår, har vælgerne på disse fire spørgsmål
bevæget sig mod højre. 119 Tabellens fire nederste spørgsmål er undersøgelsernes
andre gammelpolitiske spørgsmål, som går helt tilbage til 1990 120 og som det
fremgår, er vælgerne på alle disse fire spørgsmål gået signifikant til venstre. Den
gammelpolitiske højrebevægelse er altså ikke så entydig, som den umiddelbart
forekommer ud fra det oprindelige indeks.
Der er dog flere grunde til, at de fire alternative spørgsmål ikke bør tillægges lige så
stor vægt som de oprindelige fire. For det første er spørgsmålet vedrørende
lønstigninger givetvis stærkt påvirket af den samfundsøkonomiske udvikling og
derfor ikke særligt velegnet. De to næste spørgsmål handler om, hvorvidt man kan
effektivisere den offentlige sektor. Om end der ikke er tvivl om, at de to spørgsmål
måler økonomiske aspekter, er de dog ikke særlig velegnede i relation til vores
hypotese, idet de i høj grad måler holdninger til driften af den offentlige sektor 121 og
ikke de fordelingsmæssige aspekter, som er kerneelementet i gammel politik. Da
hypotese 8.1 i høj grad bygger på en forventning om, at den stemmemæssige
højredrejning skyldes mindre behov for omfordeling, må vi altså tillægge spørgsmål
vedrørende omfordeling størst betydning. Tre af de fire første gammelpolitiske
spørgsmål indeholder et fordelingsmæssigt aspekt 122 og her er tendensen klar:
Vælgerne er gået markant til højre. Blandt de alternative spørgsmål er det kun det
sidste spørgsmål, 123 der indirekte omhandler omfordeling og her er
venstredrejningen ikke særlig markant (8º).
På baggrund af de spørgsmål vi har til rådighed, kan vi altså konkludere, at
vælgerne siden 1990 i overvejende grad har bevæget sig mod højre på
omfordelingsspørgsmål. Siden undersøgelsen i 1994 har man imidlertid også spurgt
til en række andre omfordelingsaspekter, som yderligere kan nuancere den
højredrejning, som det oprindelige indeks viser. Disse spørgsmål fremgår af tabel
8.3.
119 Dog er bevægelsen på spørgsmålet vedrørende statens kontrol med industrien ikke signifikant.
120 Kriterierne for udvælgelsen af de fire spørgsmål var for det første, at de skulle vedrøre vælgernes holdninger
til økonomiske forhold. For det andet skulle de korrelere relativt højt med de fire oprindelige gammelpolitiske
spørgsmål, og for det tredje skulle spørgsmålene kunne genfindes i alle fire valgundersøgelser.
121 Man skulle derudover tro, at de i meget høj grad måler det samme, da spørgsmålene næsten er identiske.
Dette er dog ikke tilfældet, for om end korrelationen mellem de to spørgsmål er høj (omkring 0,4 i alle fire
undersøgelser), er den dog langt fra høj nok til, at man kan tale om, at de to spørgsmål måler det samme. At det
ene handler om effektivisering gennem privatisering, mens det andet handler om effektivisering indenfor det
offentlige gør altså, at spørgsmålene ikke opfattes ens af vælgerne.
122 Kun spørgsmålet vedrørende statens kontrol med industrien indeholder ikke et fordelingsaspekt.
123 Spørgsmålet om, hvorvidt der er for mange, der får sociale ydelser uden at de trænger til det.
110

Tabel 8.3. Udviklingen i vælgernes placering på en række spørgsmål vedrørende
omfordeling. 1 1994-2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret).
1994 1998 2001 Ændring
Man er gået for langt med de sociale reformer -35 -34 -25 10*
Forskelle i indtægter og levestandard er stadig for store -8 -5 -6 2
Ønske om større skatteprogression -3 -6 12 15*
Overførselsindkomsterne vokser os over hovedet 31 19 24 -7*
Ikke råd til at opretholde velfærdsstaten på lang sigt 10 -10 -1 -11*
Mange arbejdsløse ønsker reelt ikke arbejde 10 4 1 -9*
Skattelettelse eller bedre offentlig service -1 -12 -7 -6*
For mange får sociale ydelser uden at de trænger til det 46 30 25 -21*
1) De tre første er dem, der indgår i det gammelpolitiske indeks (V51, V52 og V102 – jævnfør note 43 (side 33)
og 45 (side 34). De næste fem spørgsmål er: V113, V114, V95 og V119.
* = signifikant ved p < 0,05.
Tabellens tre første spørgsmål viser den højredrejning, der er foregået siden 1994 på
indeksets tre fordelingsspørgsmål. De sidste fem spørgsmål indeholder også
fordelingspolitiske aspekter og på samtlige disse fem spørgsmål er der siden 1994
foregået en signifikant venstredrejning.
De alternative spørgsmål i tabel 8.2 og 8.3 viser altså en venstredrejning, og den
ellers så klare højredrejning som det oprindelige indeks viste, er således slet ikke så
entydig alligevel. Hvad angår fordelingspolitikken, som er et kerneelement i den
gammelpolitiske dimension, kan vi dog sige, at vi på baggrund af det foreliggende
datagrundlag er ret sikre på, at der fra 1990 til 1994 er foregået en betydelig og
stort set entydig højredrejning. Siden 1994 har man spurgt til fordelingspolitikken
på endnu flere forskellige måder end i 1990 og som vi har vist nuancerer dette
billede en del. Også fra 1998 til 2001 er der tilstrækkelig mange indikatorer, der
viser en højredrejning. Overordnet set er det derfor ikke muligt helt at afvise
hypotese 8.1 om, at der fra 1990 til 2001 har fundet en gammelpolitisk
højredrejning sted.
Det næste spørgsmål, der skal afklares, før vi kan konkludere på hypotese 8.1, er,
hvor stor betydning vælgernes gammelpolitiske højredrejning har på den
stemmemæssige højredrejning. Dette har vi valgt at teste ved at se bort fra de
indikatorer, der peger på en holdningsmæssig venstredrejning. Vi inkluderer altså
kun de spørgsmål, der peger på en højrebevægelse, hvilket svarer til de fire
spørgsmål fra tabel 8.1 ovenfor. Derved ser vi altså bort fra de nuancer, der kom
frem i tabel 8.2 og 8.3. Vi giver med andre ord den gammelpolitiske højredrejning de
mest gunstige vilkår og den effekt vi kommer frem til udtrykker derfor hvad den
holdningsmæssige højredrejning maksimalt ville kunne forklare af den
stemmemæssige højredrejning.
Vores analyse af effekten af højredrejningen tager udgangspunkt i figur 8.1, der er
en grafisk fremstilling af udviklingen i hvor stærkt henholdsvis venstre- og
højrefløjens partier er repræsenteret blandt vælgere med forskellig placering på det
gammelpolitiske indeks.
111

Figur 8.1. Udviklingen i venstre- og højrefløjens 1 vælgersammensætning på gammel
politik. 1990 og 2001. Pct. 2
Pct. af
vælgerne
0,5
0,4
0,3
0,2
0,1
0,0
VF
-100 -75 -50 -25 0 25 50 75 100
Pct. af
vælgerne
0,5
0,4
0,3
0,2
0,1
0,0
VF
-100 -75 -50 -25 0 25 50 75 100
1) Venstrefløjen (VF): Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Kristeligt
Folkeparti. Højrefløjen (HF): Venstre, Det konservative Folkeparti og den yderste højrefløj (Fremskridtspartiet
i 1990 og Dansk Folkeparti i 2001).
2) Graferne bygger på en model for fløjenes vælgeres (og alle vælgeres) placering på gammel politik. Efter en
visuel vurdering af, hvilken model, der bedst gengiver den faktiske fordeling, er der valgt en kurvelineær
(polynomisk) sammenhæng.
Figurens to grafer skal læses således, at arealet under linjerne giver den samlede
fordeling. Samlet set udgør alle vælgere naturligvis 100 pct. 124 og derfor er arealet
under ”alle” 100 pct. Venstrefløjen, som den er defineret i figuren ovenfor, fik i 1990
62 pct. af stemmerne, og højrefløjen fik 38 pct. af stemmerne. Derfor er arealet
under venstrefløjen (VF) i 1990 større end arealet under højrefløjen (HF). I figuren
udtrykker den korte stiplede linje, hvor de to fløje krydser hinanden. Til venstre for
denne linje, er venstrefløjen bedst til at tiltrække vælgerne, og til højre for
skæringspunktet gør det modsatte sig naturligvis gældende. Den lange stiplede linje
viser alle vælgeres gennemsnitlige placering på gammel politik.
Hvis gammel politik er vigtig for vælgerne vil de normalt foretrække et parti på den
fløj som de holdningsmæssigt selv er placeret på. Derfor vil de to fløjes kurver
normalt være parallelforskudt, således at venstrefløjen henter hovedparten af deres
stemmer i venstre side af dimensionen, mens højrefløjen henter hovedparten af
stemmerne i højre side af dimensionen. Jo højere graden af issue voting er, desto
mere parallelforskudte vil de to fløjes fordelinger være.
124 Vi har således udeladt de respondenter i undersøgelserne, der ikke stemte på et af de partier, der indgår i de to
fløje.
1990 2001
Alle
HF
112
HF
Alle

Det fremgår af figuren, at kurverne i 1990 allerede er meget parallelforskudte,
således at venstrefløjen fik næsten alle de venstreorienterede vælgeres stemmer,
mens højrefløjen fik næsten alle de højreorienterede vælgeres stemmer. Denne høje
grad af issue voting er ikke specielt overraskende, da dimensionen som tidligere
nævnt har været kernen i dansk politik i flere hundrede år. Mere interessant er at
fordelingen for alle vælgere i 1990 er højreskæv, samtidig med at skæringspunktet
for de to fløje, er til højre for gennemsnittet. Dette kan ses som et udtryk for, at et
flertal af vælgerne i 1990 var relativ venstreorienterede på gammel politik, hvilket
naturligvis var en fordel for venstrefløjens partier.
Idet vælgerne holdningsmæssigt i løbet af 1990’erne bevæger sig mod højre, er
fordelingen for alle vælgere i 2001 ikke længere højreskæv. Dermed er den relative
fordel, venstrefløjen havde i 1990 blevet neutraliseret. I 2001 er skæringspunktet
mellem fløjene således stort set sammenfaldende med gennemsnittet, hvilket vil
sige, at begge fløje har omtrent lige mange vælgere. Udviklingen i vælgernes
gammelpolitiske placering har altså haft den effekt, at venstrefløjens fordel fra 1990
er blevet neutraliseret i 2001.
Hvor mange stemmer har det så kostet venstrefløjen, at fordelen er neutraliseret?
Inden man svarer på dette, må man overveje, hvorvidt gammel politik i 2001 fortsat
er så betydningsfuld for stemmeadfærden som dimensionen var i 1990. Dette
spørgsmål blev undersøgt i kapitel 4 og konklusionen var, at gammel politik fortsat
har stor betydning for stemmeadfærden, men dog ikke helt så meget som tidligere.
Der er altså en moderat tendens til, at gammel politiks stemmemæssige betydning
falder, og dette må naturligvis inddrages, når effekten af højredrejningen udregnes.
Ændringer i dimensionens betydning tages der netop højde for i de logistiske
standardberegninger, vi benytter og derfor er det ikke noget problem for
standardberegningen i nedenstående tabel 8.4, at emnets betydning er vigende.
Tabel 8.4. Effekten af vælgernes gammelpolitiske højredrejning på højrefløjens
stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1990 og 2001. Med og uden kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1990 2001 Gns. 1990 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,022 0,019 0,020 0,024 0,018 0,021
Nagelkerke R 2 0,387 0,263 0,325 0,446 0,444 0,445
Effekt i pct. 4,9 4,2 4,6 4,2 3,3 3,8
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Vælgernes gammelpolitiske position.
2) Kontrol for ny politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1990: Ny politik (0,011), selvstændig (0,005) og arbejder (-0,005).
2001: Ny politik (0,026), alder (-0,004) og uddannelse (0,004).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
113

Først og fremmest fremgår det af tabellen, at gammel politiks b-koefficient hverken
bliver insignifikant eller falder, 125 når der kontrolleres for andre relevante forhold.
Derfor vil vi koncentrere os om højre side af tabellen, hvor effekten af gammel
politik er kontrolleret for andre relevante forhold.
Tabellen viser, at hvis man tager udgangspunkt i 1990 er effekten af vælgernes
gammelpolitiske højredrejning en fremgang for højrefløjens partier på 4,2
procentpoint. Hvis man i beregningerne i stedet tager udgangspunkt i 2001, er
effekten 3,3 procentpoint. Denne forskel skyldes, at gammel politiks betydning for
stemmeadfærden er faldet fra 1990 til 2001 (jævnfør gammel politiks faldende bkoefficient).
Den gennemsnitlige effekt er på 3,8 pct.
Analysen har altså vist at der som forventet i hypotesen, har fundet en
holdningsmæssig højredrejning sted, om end denne konklusion delvis er afhængig
af, hvordan den gammelpolitiske dimension operationaliseres. Ser man på det
oprindelige indeks viser beregningerne altså, at højredrejningen kan forklare 3,8
procentpoint af højrefløjens fremgang. Men som tidligere vist, er
positionsbevægelserne på den gammelpolitiske dimension ikke helt så entydige, og
effekten er derfor i realiteten mindre end de udregnede 3,8 pct. Det sås tidligere, at
højrefløjens kompetenceforbedringer på velfærdsområdet alene fra 1998 til 2001
kunne forklare 6,2 pct. af højrepartiernes fremgang. Set i dette lys er betydningen af
den gammelpolitiske højredrejning noget mindre. Samlet set må det derfor
konkluderes, at hypotese 8.1 om at den stemmemæssige højredrejning kan
forklares ved en holdningsmæssig højredrejning på gammel politik kun styrkes
delvist. Den holdningsmæssige højredrejning er således en delforklaring, som dog
langt fra er tilstrækkelig til at forklare hele den stemmemæssige højredrejning.
En udløber af hypotese 8.1 er, at arbejderne i dag har så stor andel i samfundets
goder, at de ikke længere vægter omfordeling så højt som tidligere. Denne
forestilling er ganske udbredt indenfor vælgeradfærdsforskningen og går under
betegnelsen borgerliggørelsestesen (Goldthorpe og Lockwood, 1969; Inglehart, 1977;
Lipset, 1964). Tesen anvendes ofte som forklaring på arbejdernes faldende
tilslutning til socialistiske partier. Som tidligere nævnt gør denne tendens sig også
gældende i Danmark og særligt i perioden 1990 til 2001. Derfor er det interessant
at undersøge, om arbejdernes stemmemæssige højrebevægelse rent faktisk skyldes
en holdningsmæssig højrebevægelse på den gammelpolitiske dimension, sådan som
det antages i borgerliggørelsestesen. I ovenstående er det netop påvist, at den
holdningsmæssige højredrejning blandt alle vælgere maksimalt kan forklare 3,8
procentpoint af højrepartiernes samlede fremgang. Sættes denne fremgang i forhold
til hele højrefløjens fremgang på 14,7 procentpoint, kan man lidt firkantet sige, at
denne bevægelse kan forklare 28 pct. (3,9 pct./14,7 pct.) af den samlede
højredrejning. 126 Såfremt borgerliggørelsestesen skal kunne bekræftes må det være
125 I 1990 stiger b-koefficienten sågar.
126 Som vi tidligere har været inde på, kan vi dog ikke helt regne på denne måde, idet der kan være andre forhold,
der trækker i den anden retning og dermed kunne det være, at det, der rent faktisk skal forklares er en samlet
114

sådan, at en eventuel gammelpolitisk højredrejning blandt arbejderne kan forklare
en større andel af arbejdernes stemmemæssige højrebevægelse. Dette spørgsmål
skal undersøges i det følgende. I tabellen sammenlignes arbejdernes
stemmeafgivning og gammelpolitiske holdninger med alle vælgeres.
Tabel 8.5. Sammenligning af arbejderne og alle vælgere: Udviklingen i højrefløjens
stemmeandel (i pct.) samt udviklingen i gammelpolitisk placering. 1990-2001. Skala:
-100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
1990 1994 1998 2001 Ændring
Arbejderne
Højrefløjens stemmeandel 19 35 36 53 35
Gammelpolitisk placering -29 -23 -16 -12 17
Alle Vælgere
Højrefløjens stemmeandel 38 45 43 52 14
Gammelpolitisk placering -11 -5 -5 1 12
Det fremgår af tabellen, at arbejderne fra 1990 til 2001 er gået hele 17º til højre på
den gammelpolitiske dimension. Denne højredrejning er større end blandt alle
vælgere, som kun bevæger sig 12º mod højre. Umiddelbart tyder det altså på, at
arbejderne er blevet mere borgerliggjorte end befolkningen som helhed. Spørgsmålet
er blot, om denne mere markante højredrejning også har givet anledning til en mere
højreorienteret stemmeafgivning, end befolkningen som helhed. Dette undersøges i
tabel 8.6, hvori der foretages den samme logistiske standardberegning som i tabel
8.4, men denne gang kun for arbejderne. 127
Tabel 8.6. Effekten af arbejdernes gammelpolitiske højredrejning på højrefløjens
stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1990 og 2001. Med og uden kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1990 2001 Gns. 1990 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,021 0,014 0,018 0,021 0,014 0,018
Nagelkerke R 2 0,253 0,151 0,202 0,253 0,313 0,283
Effekt i pct. 5,0 5,4 5,2 5,0 4,5 4,8
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Arbejdernes position på gammel politik. Der
blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for ny politik, køn (kvinder lav værdi), alder og uddannelse. Følgende variabler blev signifikante:
1990: Ingen kontrolvariabler blev signifikante.
2001: Ny politik (0,021), alder (-0,009) og uddannelse (0,005).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår af tabellen, at den gennemsnitlige kontrollerede effekt af arbejdernes
gammelpolitiske højredrejning er på 4,8 procentpoint. Disse 4,8 procentpoint skal
sættes i forhold til højrefløjens faktiske fremgang blandt arbejderne, som er på hele
34 procentpoint – jævnfør tabel 8.5. Procentvis svarer dette til, at kun 14 pct. (4,8
pct./34 pct.) af arbejdernes stemmemæssige højredrejning kan forklares ved deres
gammelpolitiske højredrejning. Da dette kun er halvt så meget som resultatet for
bevægelse, der er langt højere end de 14,7 pct. Alligevel vil vi bruge tankegangen her, da den kan bruges til at
teste tesen om, at især arbejderne er gået mod højre.
127 Bortset fra at der her naturligvis ikke kontrolleres for stilling.
115

alle vælgere, bliver konklusionen, at selvom arbejdernes gammelpolitiske
holdningshøjredrejning har været markant større end i resten af befolkningen, har
den stemmemæssige effekt af denne holdningsbevægelse været relativt mindre end
hos resten af befolkningen. Borgerliggørelsestesen må derfor i denne sammenhæng
afvises, i hvert fald hvis man med borgerliggørelse mener, at arbejderne i stigende
grad stemmer borgerligt, fordi de fordelingspolitisk er blevet mere højreorienterede.
Delkonklusion
I dette afsnit har vi set nærmere på vælgernes gammelpolitiske
holdningsbevægelser. Som følge af den økonomiske højkonjunktur i 1990’erne
kunne der forventes en fordelingspolitisk højredrejning blandt vælgerne. Derfor blev
der opstillet en hypotese om, at vælgernes stemmemæssige højredrejning skyldes en
gammelpolitisk højredrejning. Analysen viste, at vælgernes gammelpolitiske
positionsbevægelser langt fra var entydige. På nogle spørgsmål gik vælgerne mod
højre, mens de på andre gik til venstre.
På de fire spørgsmål, der indgår i det gammelpolitiske indeks, var der dog en klar
højredrejning, som hvis alt andet holdes konstant havde givet højrefløjen en
stemmemæssig fremgang på 3,8 procentpoint. Der blev argumenteret for, at denne
effekt var den maksimale, idet en række andre gammelpolitiske spørgsmål viste en
venstredrejning. I forhold til højrefløjens samlede fremgang på 14,7 procentpoint er
det givet, at en holdningsbevægelse, der kun kan forklare 3,8 procentpoint dermed
kun er en delforklaring på højrefløjens samlede fremgang. En effekt på 3,8
procentpoint er dog stor nok til, at hypotesen ikke helt kan afvises. Konklusionen er
derfor, at vælgernes gammelpolitiske højredrejning har haft en mindre, men ikke
helt ubetydelig effekt på højredrejningen.
I analysen blev der endvidere særligt fokuseret på arbejdernes gammelpolitiske
holdningsbevægelser. Der blev opstillet en forventning om, at højredrejningen især
ville have gjort sig gældende for arbejdere. Analysen indikerede, at arbejderne
holdningsmæssigt havde bevæget sig mere mod højre på den gammelpolitiske
dimension end hele befolkningen. Imidlertid var den stemmemæssige effekt af
denne bevægelse mindre end for den resterende del af vælgerne, hvorfor det kan
afvises, at arbejderne i særligt omfang har forladt de socialistiske partier på grund
af ændringer i deres fordelingspolitiske holdninger.
8.2. Partiernes positionsbevægelser på gammel politik
Forrige afsnit viste, at vælgerne har bevæget sig mod højre på den gammelpolitiske
dimension og at denne bevægelse bidrager til den stemmemæssige højredrejning. I
dette afsnit ses der nu på partiernes gammelpolitiske bevægelser. En oplagt
forklaring på den stemmemæssige højredrejning kunne således være, at højrefløjens
partier har bevæget sig ind mod midten af den gammelpolitiske dimension for
herved at blive mere attraktiv for det store vælgerflertal på midten. Der kan altså
opstilles følgende hypotese:
116

Hypotese 8.2: Den stemmemæssige højredrejning skyldes, at højrefløjens
partier på gammel politik har bevæget sig ind mod midten.
For at kunne teste hypotesen, skal udviklingen i partiernes gammelpolitiske
placering kortlægges. Spørgsmålet er bare, hvordan man måler partiernes placering
på en politisk dimension. Som tidligere nævnt er det bedst at spørge vælgerne selv i
stedet for at forlade sig på ekspertudsagn eller politikernes egen placering. I
valgundersøgelserne blev der spurgt til vælgernes vurdering af partiernes placering
på en række politiske spørgsmål. Et stort problem ved disse spørgsmål er dog, at de
først er blevet stillet fra 1994, og desuden kan der kun genfindes ét gammelpolitisk
spørgsmål, der går igen i henholdsvis 1994, 1998 og 2001. 128 Spørgsmålet er derfor
alligevel ikke særlig velegnet, hvorfor de enkelte vælgeres gennemsnitlige placering
indenfor de enkelte partier i stedet anvendes som en indikator for partiets placering
på den gammelpolitiske dimension. Metoden er tidligere blevet anvendt i
behandlingen af partiernes velfærdsposition og anvendes også i andre fremstillinger
om dansk vælgeradfærd – se eksempelvis Borre (1995: 196), Goul Andersen og
Borre (1997: 44) samt Andersen m.fl. (1999: 157). Tabel 8.7 viser således
udviklingen i partiernes placering på den gammelpolitiske dimension målt efter
denne metode.
Tabel 8.7. Udviklingen i partiernes placering på gammel politik 1 1990-2001. Skala:
-100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
1990 1994 1998 2001 Ændring
(N)
(1990)
(N)
(2001)
Partier
Enhedslisten -76 -51 -70 -54 22 13 42
Socialistisk Folkeparti -58 -55 -58 -49 9 67 119
Socialdemokratiet -38 -31 -35 -28 10* 292 534
Det radikale Venstre 8 -6 -5 -5 -13 28 97
Kristeligt Folkeparti -8 -11 12 9 17 15 35
Det konservative Folkeparti 25 34 41 38 13 123 170
Venstre 35 28 33 29 -6 116 575
Den yderste højrefløj 2 31 5 15 9 -22 * 52 220
Partigrupper
Venstrefløjen 3 -43 -36 -41 -33 10 * 372 695
Midterpartierne 4 2 -7 2 -1 -3 42 132
Venstre og de konservative 30 30 35 31 1 239 745
Den samlede højrefløj 5 30 27 31 26 -4 290 965
Alle vælgere -11 -5 -5 1 12 * 954 1975
1) Partiernes placering er målt ved deres vælgeres gennemsnitlige placering på det gammelpolitiske indeks.
2) Den yderste højrefløj består i 1990 og 1994 af Fremskridtspartiet, i 1998 af Fremskridtspartiet og Dansk
Folkeparti og i 2001 alene af Dansk Folkeparti.
3) Venstrefløjen består af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
4) Midterpartierne består af Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti
5) Den samlede højrefløj består af Det konservative Folkeparti, Venstre og den yderste højrefløj.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at den yderste højrefløj (Fremskridtspartiet/Dansk
Folkeparti) bevæger sig meget markant ind mod midten fra 1990 til 2001.
128 Spørgsmålet vedrører, hvor stor partierne mener, at den offentlige sektor bør være (V188-V197).
117

Bevægelsen er signifikant også selvom der i undersøgelsen fra 1990 kun indgår 52
respondenter, der har stemt på Fremskridtspartiet. Årsagen til bevægelsen er, at
den yderste højrefløj har gennemgået en sand transformering. Da Kjærsgaard i
1995 forlod Fremskridtspartiet for at stifte Dansk Folkeparti afskrev hun således
Fremskridtspartiets neoliberale økonomiske synspunkter på det gammelpolitiske
område, for i stedet at indtage en langt mere midterorienteret profil. De nye
mærkesager blev i stedet udlændingepolitikken og EU.
Venstre har også bevæget sig ind mod midten, men til gengæld har Det konservative
Folkeparti bevæget sig til højre, og de to partier har således byttet plads med
hensyn til at være det mest højreorienterede gammelpolitiske parti. Forklaringen
herpå er, at Venstre efter 1990 har overtaget Det konservative Folkepartis rolle som
det store borgerlige ”catch all” parti, hvilket betyder, at Venstre i høj grad tiltrækker
vælgere, der nok er borgerlige, men alligevel moderate i deres politiske holdninger.
Samlet set har Venstre og Det konservative Folkeparti ikke bevæget sig ind mod
midten på gammel politik, idet det fremgår af tabellen, at de to partiers samlede
placering i 1990 og 2001 kun afviger med 1º. Ses der på hele højrefløjen under ét,
har den tilsyneladende bevæget sig ind mod midten, men bevægelsen på 4º er ikke
signifikant.
I forhold til hypotese 8.2 må det derfor afvises, at højrefløjens partier samlet set
skulle være rykket ind mod midten på den gammelpolitiske dimension. Heller ikke
Det konservative Folkeparti og Venstre har samlet set bevæget sig, selvom de har
byttet plads. Hypotesen må derfor også afvises i forhold til disse to partier. Den
yderste højrefløj har derimod bevæget sig markant ind mod midten, og hypotesen
kan derfor ikke afvises for deres vedkommende. Den yderste højrefløjs
gammelpolitiske transformering fra et neoliberalt til et nærmest socialdemokratisk
parti har uden tvivl haft en positiv effekt på Dansk Folkepartis tilslutning, idet
partiet dermed er blevet langt mere attraktivt for eksempelvis arbejdere, der for
manges vedkommende er venstreorienterede på gammel politik, men samtidig
højreorienterede på udlændingeområdet og skeptisk overfor EU.
Netop fordi partiets placering måles som gennemsnittet af dets vælgeres placering,
kan der dog ikke være sikkerhed om kausaliteten. Det kunne således lige så godt
være, at Dansk Folkeparti på grund af deres hårde kurs i udlændingepolitikken har
tiltrukket en række arbejdere, der er venstreorienterede på gammel politik, og at
partiet alene af denne grund fremstår mere venstreorienteret på gammel politik.
Tabel 8.8 bygger på det spørgsmål i valgundersøgelsen, hvor respondenterne skal
placere de enkelte partier med hensyn til den offentlige sektors størrelse og her er
der derfor ikke de samme kausalitetsproblemer. Også denne måde at måle den
yderste højrefløjs placering indikerer, at den yderste højrefløjs gammelpolitiske
bevægelse ind mod midten ikke er en tilfældighed, men noget som også er blevet
opfattet af vælgerne – både af partiets egne og alle andre.
118

Tabel 8.8. Den yderste højrefløjs 1 placering på spørgsmålet om den offentlige sektors
størrelse. 2 Hvor placerer alle vælgere den yderste højrefløj i forhold til hvor den
yderste højrefløj placeres af højrefløjens egne vælgere? 1994-2001. Skala: -100º (mest
venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
1994 1998 2001 Ændring
Alle vælgeres placering af den yderste højrefløj 69 60 45 -24*
Egne vælgeres placering af den yderste højrefløj 51 47 39 -12*
1) 1994: Fremskridtspartiet. 1998: Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. 2001: Dansk Folkeparti.
2) V197 i valgundersøgelsen.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår således af tabellen, at partiet ifølge alle undersøgelsens respondenter
fra 1994 til 2001 har bevæget sig markant ind mod midten. I 1994 blev partiet
placeret på 69º og i 2001 på 45º. Blandt den yderste højrefløjs egne vælgere er
bevægelsen lidt mindre markant, hvilket skyldes, at fløjens egne vælgere i
udgangspunktet (1994) ikke opfattede partiet helt så ekstremt højreorienteret som
resten af vælgerkorpset. 129
Der er således god overensstemmelse mellem udviklingen i vælgernes
gammelpolitiske placering af den yderste højrefløj i tabel 8.8 og udviklingen i
højrefløjens vælgeres gennemsnitlige placering i tabel 8.7. Der er således flere
indikatorer for, at vælgerne har opfattet, at den yderste højrefløj har bevæget sig
væk fra dets neoliberale synspunkter og ind mod en mere socialdemokratisk linje.
Dermed er det også plausibelt, at denne transformering har haft en positiv
stemmemæssig betydning for den yderste højrefløj. For Dansk Folkepartis
vedkommende er hypotesen altså i høj grad blevet styrket. 130
Da hypotese 8.2 vedrører holdningsbevægelser blandt partierne på højrefløjen, har
vi hidtil ikke beskæftiget os med bevægelser blandt de øvrige partier, men som det
fremgår af både tabel 8.7 ovenfor og af figur 8.2 nedenfor, kan der også konstateres
interessante bevægelser blandt disse. Figur 8.2 viser således grafisk de samme
holdningsbevægelser som tabel 8.7.
129 Denne observation er velkendt indenfor vælgeradfærden, idet vælgere på de politiske fløje som regel opfatter
sig selv som mindre ekstreme end de opfattes af de øvrige vælgere (jævnfør eksempelvis Andersen, mfl., 1999).
130 Om end det ved partibevægelser er vanskeligt at fastslå, hvilken effekt bevægelsen har haft på den
stemmemæssige højredrejning, for det lader sig ikke gøre at beregne effekten ved hjælp af en logistisk
standardberegning.
119

Figur 8.2. Partiernes samt alle vælgeres gennemsnitlige placering på gammel politik.
1990 og 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
EL SF SD Gns.
KR RV KF HF VE
-100 -50 0 50
2001
100
NB: ”Gns.” står for alle vælgeres gennemsnitlige placering og HF står for den yderste højrefløj (Fremskridtspartiet
i 1990 og Dansk Folkeparti i 2001). Vedrørende forkortelser for de andre partier henvises til figur 4.2 på side 36.
Det fremgår af figuren, at hele venstrefløjen har bevæget sig markant ind mod
midten af det gammelpolitiske spektrum. Socialdemokratiet er gået 10º til højre, fra
-38º i 1990 til -28º i 2001. Det er altså tydeligt, at partiet forsøger at profilere sig
med en mere ”ansvarlig” økonomisk profil. Socialdemokratiets kursændring
startede således med formandsopgøret i 1992, hvor Svend Aukens forholdsvis
venstreorienterede linje blev erstattet af Nyrup Rasmussens mere midtsøgende
kurs, der indebar, at partiet afskrev anvendelsen af ekspansiv finanspolitik, og i
stedet adopterede den borgerlige fastkurspolitik og relativt stramme finanspolitik.
Generelt fremgår det således af figur 8.2, at partierne i overvejende grad har
konvergeret ind mod midten på gammel politik. Kun Det konservative Folkeparti er i
2001 længere væk fra midten end de var i 1990. Der er således en klar tendens til,
at partierne på gammel politik har nærmet sig hinanden. For mange vælgere er der
dog fortsat forskel på partiernes placering på den gammelpolitiske dimension, så
der er ikke på samme måde som på velfærdsområdet tale om, at den
gammelpolitiske dimension er blevet et decideret valensissue. Polariseringen mellem
partierne er dog uden tvivl blevet klart mindre, og fortsætter udviklingen, vil også
gammel politik blive et valensissue. Som vi tidligere har været inde på, fører de to
store partier, Venstre og Socialdemokratiet, også i meget høj grad den samme
økonomiske politik.
Delkonklusion
I dette afsnit har vi testet en hypotese om, at højrefløjens partier holdningsmæssigt
er rykket ind mod midten på den gammelpolitiske dimension. Det viste sig kun at
være tilfældet for den yderste højrefløj, hvor Kjærsgaard med skabelsen af Dansk
Folkeparti har forladt Fremskridtspartiets neoliberale synspunkter, for herved bedre
at kunne appellere til socialdemokratiske kernevælgere.
1990
120

Endvidere er der en klar tendens til, at partierne generelt har nærmet sig midten.
Kun Det konservative Folkeparti har bevæget sig væk fra midten, og derfor kan det
konkluderes, at der i perioden 1990 til 2001 er opstået markant større enighed om
de gammelpolitiske mål. Når dette er tilfældet, bliver et centralt spørgsmål, hvilket
regeringsalternativ, vælgerne anser som de mest kompetente til at opnå målene
(jævnfør teoriafsnittet). I det følgende skal der derfor ses på de to
regeringsalternativers kompetence på forskellige gammelpolitiske områder.
8.3. Partiernes kompetence på gammel politik
Vælgernes vurdering af partiernes kompetence på et givent politisk område bliver
især central, når der, som på gammel politik, opstår større enighed om målene.
Regeringsalternativernes kompetence er blandt andet influeret af de midler de
foreslår for at opnå det fælles mål. Har en vælger størst tiltro til eksempelvis
højrefløjens midler, vil den pågældende vælger som oftest mene, at højrefløjen er
mest kompetent til at opnå målet. Derudover afhænger kompetencevurderingen af
den siddende regerings pe rformance på området – jævnfør teoriafsnittet.
I dette afsnit ses der nærmere på udviklingen i de to regeringsalternativers
kompetence på beskæftigelsesområdet og på økonomi i øvrigt. Disse to områder er
vigtige emner i den gammelpolitiske dimension. På hvert af disse to områder vil det
således blive undersøgt, om den stemmemæssige højredrejning kan forklares ved, at
det borgerlige regeringsalternativ i vælgernes øjne er blevet mere kompetent,
og/eller ved at det socialdemokratiske regeringsalternativ er blevet mindre
kompetent.
Skattepolitikken er et tredje centralt gammelpolitisk område, hvorfor det
umiddelbart også ville være relevant at se nærmere på de to regeringsalternativers
kompetence på dette område. Men på skatteområdet er der ikke nær samme
konsensus, som der er på de to andre områder. Alle er eksempelvis enige om, at
arbejdsløsheden skal bekæmpes, men ikke alle er enige i, hvor stort skattetrykket
skal være. Store dele af højrefløjen ønsker således skattetrykket sænket, hvor
venstrefløjen ønsker at bevare eller hæve skattetrykket. Når der ikke er konsensus
på et område vil kompetencespørgsmål i høj grad blot udtrykke, hvilken fløj en
vælger positionsmæssigt er enig med. Et andet problem ved skattespørgsmålet er, at
der i valgundersøgelserne ikke er spurgt til hverken SR-regeringens
skatteperformance eller de to regeringsalternativers skattekompetence. Af disse
både substantielle og metodiske grunde analyseres partiernes skattekompetence
ikke nærmere.
8.3.1. Arbejdsløshed
Da Nyrup Rasmussens første regering tiltrådte i 1993, gjorde den meget ud af at
proklamere, at den havde til hensigt at knække arbejdsløshedskurven. Som det
fremgår af figur 8.3, lykkedes dette ganske godt.
121

Figur 8.3. Udvikling i antallet af ledige. 1990-2000.
120.000
100.000
80.000
60.000
1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Kilde: Danmarks Statistik. Opgørelse over den gennemsnitlige månedlige ledighed blandt fuldtids - og
deltidsforsikrede dagpengemodtagere.
Det fremgår således af figuren, at arbejdsløsheden toppede i 1994, hvorefter den
siden er faldet markant. Arbejdsløshed er et væsentligt individuelt og
samfundsmæssigt problem, som derfor optager mange mennesker, og da
arbejdsløsheden var højest – i 1994 – var emnet også det vigtigste samfundsproblem
for vælgerne – jævnfør tabel 6.4 på side 66. I den offentlige debat blev emnet sågar
diskuteret så meget, at det gav anledning til artikler og endda bøger, som
udelukkende beskæftigede sig med om Socialdemokratiet kunne knække kurven. 131
Hvorvidt faldet i arbejdsløsheden alene var Socialdemokratiets fortjeneste, er
naturligvis et kontroversielt spørgsmål. Således er det hævet over enhver tvivl, at de
internationale konjunkturer var gunstige i den periode, hvor arbejdsløsheden faldt
mest (fra 1994 til 1998). Desuden har de borgerlige ofte hævdet, at grobunden for
1990’ernes økonomiske opsving blev grundlagt af den borgerlige regering i
1980’erne. Under alle omstændigheder burde Nyrup Rasmussen umiddelbart have
det meste af æren for faldet i arbejdsløsheden. Emnet forsvandt i hvert fald ud af
vælgernes dagsorden, hvilket viser, at vælgerne opfattede problemet som løst.
Endvidere mente langt hovedparten af vælgerne i 2001, at Nyrup Rasmussens
regeringer havde håndteret beskæftigelsen tilfredsstillende – dette fremgår af tabel
8.9.
131 Eksempelvis ”Kan de knække kurven?” af Ebbe Sønderriis (1993).
122

Tabel 8.9. Hvor godt har Nyrup-regeringen håndteret beskæftigelsen? 1 2001. Pct.
Alle
vælgere
Venstrefløjens 2
vælgere
Midterpartiernes 3
vælgere
Højrefløjens 4
vælgere
Meget godt 10 21 11 4
Godt 50 59 53 43
Hverken godt eller dårligt 28 17 30 34
Dårligt 11 3 6 17
Meget dårligt 1 0 0 2
I alt 100 100 100 100
PDI 5 48 77 58 28
1) V61 i valgundersøgelsen.
2) Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.
3) Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.
4) Venstre, Det kons ervative Folkeparti og Dansk Folkeparti.
5) (Meget godt+ godt) – (dårligt + meget dårligt)
Det fremgår af tabellen, at vælgerne anerkendte Nyrup-regeringernes indsats mod
arbejdsløsheden. Hele 60 pct. af vælgerne mente i 2001, at regeringen håndterede
beskæftigelsen godt eller meget godt og kun 12 pct. mente, at de håndterede
området dårligt eller meget dårligt. Dermed bliver forskellen 48 procentpoint i
socialdemokratisk favør. Endvidere fremgår det af tabellen, at også højrefløjens
vælgere i meget høj grad anerkendte SR-regeringens indsats på
beskæftigelsesområdet.
Det kan altså konkluderes, at vælgerne både anerkender, at arbejdsløsheden er
blevet markant mindre, og at SR-regeringen for en stor dels vedkommende har æren
for det. Med andre ord har Nyrup Rasmussen performet godt på
arbejdsløshedsområdet, hvilket må forventes at have haft en positiv effekt på
socialdemokratiets beskæftigelseskompetence, som igen må forventes at have en
positiv effekt på SR-regeringens stemmeandel. Dermed forventes det, at den lavere
arbejdsløshed umiddelbart er uforenelig med den stemmemæssige højredrejning.
Tabel 8.10 viser dog, at vælgernes vurderinger af de to regeringsalternativers
beskæftigelseskompetence ikke har udviklet sig som forventet.
Tabel 8.10. Udviklingen i vælgernes vurdering af de to regeringsalternativers
beskæftigelseskompetence. 1 1990–2001. Pct.
1990 1994 1998 2001 Ændring
Socialdemokratisk regering bedst 47 50 53 47 0
Ingen forskel 36 31 29 24 -12
Borgerlig regering bedst 17 19 19 29 12
I alt 100 100 100 100 0
PDI (I Socialdemokratiets favør) 30 31 34 18 -12
1) V38 i valgundersøgelsen.
Det fremgår af tabellen, at vælgerne allerede før magtovertagelsen i 1993 anså
Socialdemokratiet for at være langt mere kompetent end de borgerlige til at
bekæmpe arbejdsløsheden. Forskellen mellem de to blokke er i 1990 således hele
30 pct. Da Nyrup Rasmussen blev statsminister var der således i forvejen store
forventninger til, at der kunne leveres positive resultater. Fra 1994 til 1998, hvor
arbejdsløsheden faldt mest, kan der observeres en fremgang på 3 procentpoint i
123

Socialdemokratiets beskæftigelseskompetence. Frem til 1998 kvitterer vælgerne
altså for den gode performance.
I 2001 falder forskellen mellem de to regeringsalternativer imidlertid betragteligt.
Dette skyldes ikke, at vælgerne i særligt omfang mister tilliden til
Socialdemokratiets evner på området, for som i 1990 mener hele 47 pct. af vælgerne
i 2001, at Socialdemokratiet er bedst. Årsagen er derimod, at en stor del af de
vælgere, som tidligere mente, at der ingen forskel var, nu mener, at de borgerlige er
bedst. Vælgernes tillid til de borgerlige øges altså markant fra 1998 til 2001, hvilket
betyder, at forskellen mellem de to regeringsalternativer samlet set mindskes
betydeligt fra 30 pct. i 1990 til kun 18 pct. i 2001.
Selvom vælgerne anerkender SR-regeringens indsats, er Socialdemokratiets
kompetence på beskæftigelsesområdet altså relativt set faldet markant. Dette er
overraskende og kan muligvis skyldes, at emnet ikke længere optager vælgerne, og
derfor overvejer vælgerne heller ikke så nøje, hvem der er bedst til at løse opgaven.
En anden mulig forklaring er, at nogle vælgere kæder spørgsmålet sammen med
efterlønssagen, da begge emner har et arbejdsmarkedstilsnit, og hvor Nyrup
Rasmussen, som tidligere vist, ikke klarede sig særlig heldigt. Faktum er i hvert
fald, at Socialdemokratiet, trods god performance, ikke belønnes af vælgerne, idet
Socialdemokratiets relative beskæftigelseskompetence er faldet fra 1990 til 2001.
Idet de borgerliges kompetence forbedres vil udviklingen på beskæftigelsesområdet
sågar kunne medvirke til at forklare højredrejningen. Ved hjælp af en logistisk
standardberegning undersøges derfor i tabel 8.11 den stemmemæssige effekt af
højrefløjens relative forbedring af deres beskæftigelseskompetence.
Tabel 8.11. Effekten af højrefløjens forbedrede beskæftigelseskompetence på
højrefløjens stemmeandel. Logistisk standardberegning 1 . 1990 og 2001. Med og uden
kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1990 2001 Gns. 1990 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,021 0,015 0,018 0,012 0,008 0,010
Nagelkerke R 2 0,461 0,371 0,416 0,693 0,647 0,670
Effekt i pct. 3,9 3,2 3,6 1,5 1,1 1,3
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Regeringsalternativernes
beskæftigelseskompetence. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for
regressionerne.
2) Kontrol for økonomisk kompetence, ny og gammel politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og
stilling (tre dummyer: arbejder, selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev
signifikante:
1990: Ny politik (0,011), gammel politik (0,016) og økonomisk kompetence (0,020).
2001: Ny politik (0,022), gammel politik (0,011) og økonomisk kompetence (0,013).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår af tabellen, at den ukontrollerede gennemsnitlige effekt af de
borgerliges forbedrede beskæftigelseskompetence ligger på 3,6 pct. Effekten
124

formindskes imidlertid væsentligt til 1,3 pct., når der kontrolleres for betydningen
af andre kompetencevurderinger, 132 vælgernes holdningsmæssige placering på ny og
gammel politik samt de sociale baggrundsvariabler (jævnfør note 2 i tabel 8.11). Alt
andet lige er højrefløjen altså gået 1,3 pct. frem som følge af dens forbedrede
beskæftigelseskompetence. Rent faktisk gik højrefløjen 14,7 procentpoint frem fra
1990 til 2001 og derfor bliver konklusionen, at der er tale om en beskeden effekt.
Den ovenstående analyse har vist, at Socialdemokratiet ikke har kunnet drage nytte
af deres gode performance på området. Vælgerne havde allerede inden Nyrup
Rasmussen blev statsminister, store forventninger til en socialdemokratisk ledet
regering. Forventningerne blev indfriet, men tilsyneladende tog vælgerne altså
indsatsen for givet.
Både på arbejdsløshedsområdet og på velfærdsområdet havde vælgerne således høje
forventninger til Socialdemokratiet. Da vælgerne i starten af Nyrup Rasmussens
regeringstid var mest optaget af arbejdsløsheden, løste regeringen problemerne og i
stedet for at være taknemmelige herfor, blev vælgerne i stedet optaget af velfærds-
og udlændingeproblemer, hvor vælgerne på velfærdsområdet ligeledes havde høje
forventninger til regeringen. Det lykkedes dog ikke regeringen i tilstrækkelig grad at
omstille sig til vælgernes nye dagsorden. Hvis regeringen havde en forventning om,
at den ville blive belønnet for indsatsen på arbejdsløshedsområdet, så viser
valgresultatet i 2001, at den tog fejl. Denne observation er i overensstemmelse med
teorien på området. Ifølge issue voting-teorierne stemmer vælgerne således primært
ud fra de emner de finder vigtige, hvilket som oftest er samfundets uløste problemer
(Goul Andersen, 2000: 10).
8.3.2. Økonomi i øvrigt
Den sidste halvdel af 1990’erne har været præget af økonomisk opsving og som det
fremgik i afsnit 5.1 om økonomisk stemmeadfærd, er der blandt vælgerne på tværs
af partiskel stor enighed om, at både samfunds- og privatøkonomien har fået det
bedre. I afsnit 5.1. blev det endvidere analyseret, hvor meget denne økonomiske
udvikling havde gavnet SR-regeringen. Her så vi, at regeringen og dens støttepartier
siden 1994 på grund af det økonomiske opsving alt andet lige ville være gået 5,7
procentpoint frem.
I dette afsnit vender vi os endnu engang mod økonomien, men denne gang ses der
på vælgernes vurdering af SR-regeringens økonomiske performance og på
udviklingen i vælgernes syn på de to regeringsalternativers økonomiske
kompetence. Det der således skal undersøges her, er om vælgerne, ud fra deres
vurdering af SR-regeringens økonomiske performance har belønnet SR-regeringen
for den positive økonomiske udvikling.
132 Vi kan kun kontrollere for effekten af de to regeringsalternativers økonomiske kompetence (V37), fordi dette
er det eneste kompetencespørgsmål, der, i lighed med beskæftigelsesspørgsmålet, går helt tilbage til 1990. Hvis
data havde været til stede kunne man imidlertid med fordel have kontrolleret for effekten af eksempelvis
kompetencen på velfærdsområdet.
125

Af tabel 8.12 fremgår udviklingen i SR-regeringens performance. Tabellen starter i
1994, da SR-regeringen først tiltrådte i 1993. Der er ikke spurgt til SR-regeringens
performance i 1998 undersøgelsen.
Tabel 8.12. Hvor godt har Nyrup-regeringen håndteret økonomien? 1 1994-2001. Pct. og
PDI.
1994 2001 Ændring
Meget godt 5 12 7
Godt 31 47 16
Hverken godt eller dårligt 37 29 -8
Dårligt 19 11 -8
Meget dårligt 8 1 -7
I alt 100 100
PDI 2 9 47 38
1) V60 i valgundersøgelsen.
2) (Meget godt + godt) – (dårligt + meget dårligt).
Det fremgår af tabellen, at der siden 1994 er sket et markant skifte i vælgernes syn
på SR-regeringens performance på det økonomiske område. Allerede i 1994 var der
var flere vælgere, der syntes, at Nyrup Rasmussen havde klaret økonomien godt
eller meget godt, end der var vælgere, der syntes det modsatte (PDI= +9). Siden er
andelen af vælgere der mener, at Nyrup Rasmussen håndterede økonomien godt
eller meget godt vokset til hele 59 pct., resulterende i at PDI i 2001 er hele 47
procentpoint i Nyrup Rasmussens favør. Tabellen viser således tydeligt, at vælgerne
anerkender Nyrup Rasmussens indsats på det økonomiske område, hvilket må
formodes at have haft en positiv effekt på udviklingen i Socialdemokratiets
økonomiske kompetence – jævnfør teoriafsnittet. I tabel 8.13 har vi derfor set
nærmere på udviklingen i de to regeringsalternativers økonomiske kompetence.
Tabel 8.13. Udviklingen i vælgernes vurdering af de to regeringsalternativers
økonomiske kompetence. 1 1990–2001. Pct.
1990 1994 1998 2001 Ændring
Socialdemokratisk regering bedst 22 22 35 30 8
Ingen forskel 34 28 28 25 -9
Borgerlig regering bedst 44 50 37 45 1
I alt 100 100 100 100
PDI (I Socialdemokratiets favør) -22 -28 -2 -15 7
1) V37 i valgundersøgelsen.
De borgerlige er i modsætning til Socialdemokratiet traditionelt kendt for at kunne
holde styr på statens finanser (Goul Andersen, 2002b, 10f). Derfor er det ikke
overraskende, at det af tabel 8.13 fremgår, at de borgerlige i 1990 havde det klart
bedste økonomiske image. Kun 22 pct. fandt i 1990, at Socialdemokratiet var bedst
til at løse landets økonomiske problemer. I 1994 havde Socialdemokratiet stadig et
dårligt økonomisk image, men fra 1994 til 1998 skete der til gengæld en markant
positiv udvikling i Socialdemokratiets kompetence, idet andelen af vælgere, der
mente, at Socialdemokratiet var bedst steg fra 22 pct. til 35 pct. i 1998. Dermed
havde Socialdemokratiet i praksis fået udlignet de borgerliges kompetencefordel
(PDI=-2) (jævnfør også Goul Andersen, 2002b, 10). Frem til 1998 tyder det altså på,
126

at SR-regeringens gode økonomiske performance havde en positiv effekt på
Socialdemokratiets økonomiske kompetence. Efter 1998 faldt vælgernes tillid til
Socialdemokratiet dog markant igen. Dette fald er umiddelbart overraskende, da
økonomien i perioden dårligt kan betegnes som at have været i tilbagegang. Årsagen
skal måske findes hos højrefløjen eller nærmere bestemt hos Venstre, hvor
udskiftningen af Ellemann Jensen med Fogh Rasmussen betød, at de mere radikale
idéer hos Venstre blev kraftigt nedtonet. Årsagen kan også være, at der har været
en del upopulære økonomiske indgreb siden valget i 1998, herunder særligt
efterlønsreformen, pinsepakken og indgrebet i storkonflikten (Goul Andersen, 2000:
14ff). Disse indgreb er en mulig forklaring på den ellers lidt besynderlige tilbagegang
i Socialdemokratiets økonomiske kompetence. Uanset årsagen lykkedes det i hvert
fald ikke Socialdemokratiet at fastholde det høje kompetenceniveau fra 1998. Det
observerede mønster er altså lidt det samme som på arbejdsløshedsområdet.
Vælgerne anerkender på begge områder SR-regeringens gode performance og frem
til 1998 er der også en klar tendens til, at Socialdemokratiets kompetence forbedres
på baggrund heraf, men i 2001 mistes meget af det vundne.
Uanset tilbagegangen, er der dog stadig en tendens til, at Socialdemokratiet på
baggrund af den gode performance har fået forbedret partiets økonomiske
kompetence og derfor vil vi nu se på, hvilken stemmemæssig effekt dette har haft.
Effektberegningen vises i tabel 8.14, der som sædvanligt er udarbejdet ved hjælp af
logistisk regression og denne gang med stemme på den tidligere regering
(Socialdemokratiet og Det radikale Venstre) samt dens faste støttepartier
(Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti) som afhængig variabel.
Tabel 8.14. Effekten af Socialdemokratiets forbedrede økonomiske kompetence på
venstrefløjens stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1990 og 2001. Med og
uden kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1990 2001 Gns. 1990 2001 Gns.
b-koefficient 3 -0,026 -0,021 -0,023 -0,020 -0,015 -0,017
Nagelkerke R 2 0,572 0,548 0,560 0,666 0,674 0,670
Effekt i pct. 2,5 2,0 2,3 1,6 1,1 1,4
1) Afhængig variabel: Stemme på venstrefløjen. Uafhængig variabel: Regeringsalternativernes økonomiske
kompetence. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for beskæftigelseskompetence, ny og gammel politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og
stilling (tre dummyer: arbejder, selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev
signifikante:
1990: Gammel politik (-0,015) og beskæftigelseskompetence (-0,009).
2001: Ny politik (-0,019), gammel politik (-0,012), beskæftigelseskompetence (-0,009) og alder (0,005).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår af tabellen, at den gennemsnitlige kontrollerede effekt af
Socialdemokratiets forbedrede økonomiske kompetence, alt andet lige ville have
givet den samlede venstrefløj 1,4 pct. flere stemmer. Tallene indikerer altså, at
vælgerne til en vis grad har reageret positivt på, at Socialdemokratiet er blevet et
mere økonomisk ansvarligt parti. Med Lykketoft i spidsen for finanspolitikken har
127

SR-regeringen i høj grad ført den samme økonomiske politik som Schlüter gjorde i
1980’erne. Der har med andre ord været styr på en blomstrende økonomi og dette
ville alt andet lige have ført til en vælgermæssig fremgang på 1,4 pct. Imidlertid gik
venstrefløjen som bekendt markant tilbage, og derfor er konklusionen, at
udviklingen i de to regeringsalternativers økonomiske kompetence ikke kan bidrage
til at forklare den stemmemæssige højredrejning. Tværtimod har udviklingen lagt en
moderat dæmper på den stemmemæssige højredrejning.
Delkonklusion
I dette afsnit har vi set nærmere på udviklingen i de to regeringsalternativers
gammelpolitiske kompetence. Både hvad angår beskæftigelsen og økonomi i øvrigt,
har SR-regeringen leveret en god indsats. Ledigheden er faldet markant og
økonomien har været i fremgang siden midten af 1990’erne. SR-regeringens gode
økonomiske og beskæftigelsesmæssige performance anerkendes da også af
vælgerne, og frem til 1998 kvitterer vælgerne også for den gode indsats med større
tillid til Socialdemokratiets kompetence på disse to områder. Siden 1998 har
Socialdemokratiet dog oplevet en vis kompetencemæssig tilbagegang på begge
områder.
Tilbagegangen var størst på beskæftigelsesområdet, hvor vælgernes forventninger til
Socialdemokratiet fra starten havde været meget høje. Af denne grund er
Socialdemokratiets samlede kompetenceudvikling på beskæftigelsesområdet således
negativ, hvilket dog kun har haft en mindre effekt på stemmeadfærden. På det
øvrige økonomiske område lykkedes det Socialdemokratiet, trods tilbagegangen i
2001, samlet set at forbedre partiets kompetence. Dette viste sig dog kun at have en
lille positiv effekt på venstrefløjens stemmemæssige tilslutning.
8.4. Delkonklusion
Det er i dette kapitel blevet undersøgt, om holdningsbevægelser på den
gammelpolitiske dimension kan bidrage til at forklare den stemmemæssige
højredrejning. I første omgang blev der set nærmere på vælgernes gammelpolitiske
holdningsbevægelser, og selvom bevægelserne ikke var helt entydige, er der dog en
del indikatorer, der peger på, at der har fundet en vis holdningsmæssig
højredrejning sted. Denne holdningsmæssige højredrejning har gavnet højrefløjen,
idet vores beregninger viste, at den på denne baggrund er gået 3,8 procentpoint
frem.
Efter analyserne af vælgernes bevægelser, blev der set nærmere på partiernes
gammelpolitiske positionsbevægelser. Hypotesen var, at vælgernes stemmemæssige
højredrejning kunne forklares ved, at højrefløjens partier generelt havde bevæget sig
ind mod midten på den gammelpolitiske dimension. Det viste sig, at dette kun
gælder for den yderste højrefløj, hvor Kjærsgaard med dannelsen af Dansk
Folkeparti er gået væk fra Fremskridtspartiets neoliberale synspunkter for herved
bedre at kunne appellere til de socialdemokratiske kernevælgere. Venstre og Det
konservative Folkeparti har derimod ikke entydigt søgt ind mod midten – der er
snarere tale om, at de to partier har byttet roller. Venstre har nærmet sig midten og
128

har overtaget Det konservative Folkepartis rolle som det store borgerlige ”catch-all”
parti. Det konservative Folkeparti er til gengæld rykket længere ud mod højre på
den gammelpolitiske dimension.
Bortset fra Det konservative Folkeparti har alle politiske partier således nærmet sig
midten på den gammelpolitiske dimension. Dette indikerer, at der siden 1990 er
opstået større enighed om de gammelpolitiske mål, og når der er større enighed om
målene, bliver det interessant at se på, hvilket regeringsalternativ vælgerne anser
som mest kompetent til at opnå de mål, der er konsensus om. Som netop
gennemgået har vi set, at SR-regeringen ifølge vælgerne faktisk har gjort det ganske
udmærket på både beskæftigelsesområdet og med hensyn til økonomi i øvrigt. På
økonomien har dette også ført til en vis kompetenceforbedring, hvilket har haft en
positiv effekt på venstrefløjens stemmeandel. På beskæftigelsesområdet derimod er
Socialdemokratiets kompetence faldet relativt set, hvilket indikerer, at vælgerne
nærmest tager det for givet, at Socialdemokratiet løser arbejdsløsheden og når de
har gjort det, får de ingen belønning herfor. Dette fald i Socialdemokratiets relative
beskæftigelseskompetence har således haft en mindre effekt på den
stemmemæssige højredrejning.
129

9. Ny politik
I dette kapitel vil vi beskæftige os med den nypolitiske dimension og se nærmere på,
hvorvidt udviklingen på denne dimension kan bidrage til at forklare den
stemmemæssige højredrejning. Som i de to tidligere kapitler starter vi i afsnit 9.1.
og 9.2. ud med en analyse af henholdsvis vælgernes og partiernes nypolitiske
holdningsbevægelser. Herefter ser vi i afsnit 9.3 på, hvorvidt den stemmemæssige
højredrejning kan forklares ved, at ny politik har fået større betydning for
stemmeadfærden.
Udlændingeemnet synes at være det mest centrale nypolitiske emne – ikke mindst
fordi emnet op gennem 1990’erne fylder stadig mere på både mediernes og
vælgernes dagsorden. Derfor har vi valgt i afsnit 9.4 at fokusere særligt på
udlændingeemnets betydning for højredrejningen. Kapitlet afrundes i afsnit 9.5 med
en samlet konklusion.
9.1. Vælgernes holdningsbevægelser på ny politik
Spørgsmålet, der skal undersøges i dette afsnit, er, om den stemmemæssige
højredrejning kan forklares ved, at vælgerne fra 1990 til 2001 holdningsmæssigt er
blevet mere højreorienterede på ny politik. Følgende hypotese skal altså testes:
Hypotese 9.1: Den stemmemæssige højredrejning skyldes en
holdningsmæssig højredrejning på den nypolitiske
dimension.
For at teste hypotesen vender vi os i første omgang mod tabel 9.1, der viser
vælgernes positionsbevægelser på det nypolitiske indeks samt holdningsbevægelser
på hvert af de fire spørgsmål, der indgår i indekset.
Tabel 9.1. Udviklingen i vælgernes placering på ny politik indekset samt på de fire
spørgsmål indekset består af 1 . 1990-2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til
+100º (mest højreorienteret).
1990 1994 1998 2001 Ændring
Indvandring udgør en trussel mod Danmark 5 -1 -3 -4 -9*
Voldsforbrydelser bør straffes hårdere 67 79 69 71 4
Miljø vs. konkurrenceevne 17 8 10 11 -6
Penge til ulandsbistand 28 35 40 33 5
Ny politik indeks 29 30 29 28 -1
2) Indekset består af V106 (indvandring), V112 (voldsforbrydelser), V107 (miljø) og V83 (ulandsbistand).
Jævnfør note 47 på side 34.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at der på de to spørgsmål om indvandring og miljø er sket
en venstredrejning, mens der på de to andre om ulandsbistand samt lov og orden er
sket en højredrejning. Ændringerne i de fire spørgsmål er små, og kun
venstredrejningen på indvandrerspørgsmålet er signifikant. Summeres de fire
spørgsmål i et indeks, er ændringen marginal (-1º) og ikke signifikant. Dermed
tyder det på, at vi umiddelbart kan afvise, at nypolitiske holdningsændringer kan
130

forklare højredrejningen. Siden 1994 er vælgerne imidlertid blevet spurgt til deres
holdninger på en række andre nypolitiske spørgsmål. Dette muliggør en udvidelse
af det empiriske område, der lægges til grund for hypotesetesten. Man kan således
spørge, om der heller ikke på disse andre nypolitiske spørgsmål er sket nogen
signifikante holdningsmæssige bevægelser. Dette undersøges i tabel 9.2. For at øge
sammenligneligheden inkluderer tabellen både de fire gamle nypolitiske spørgsmål
fra tabel 9.1 samt de alternative nypolitiske spørgsmål.
Tabel 9.2. Udviklingen i vælgernes placering på en række nypolitiske
enkeltspørgsmål. 1 1994-2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret).
1994 1998 2001 Ændring
Indvandring udgør en trussel mod Danmark -1 -3 -4 -3
Voldsforbrydelser bør straffes hårdere 79 69 71 -8*
Miljø vs. konkurrenceevne 8 10 11 3
Penge til ulandsbistand 35 40 33 -2
Flygtninge og indvandreres ret til social bistand 36 26 21 -15*
Antal flygtninge Danmark kan tage imod 28 33 34 6*
Strengere straffe vs. forebyggelse og human behandling 8 16 27 19*
Mere eller mindre grøn politik -30 -24 -18 12*
1) Tabellens fire første spørgsmål er de spørgsmål, som indekset består af – jævnfør note 47 på side 34. De fire
nederste spørgsmål er V112, V187, V214 og V205.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at bevægelsen i holdningerne på disse alternative
nypolitiske spørgsmål (nederst i tabellen) er mere markante, idet vælgernes
holdningsændring på disse fire spørgsmål signifikant ændrer sig fra 1994 til 2001.
Tre af de fire spørgsmål viser en højredrejning, mens spørgsmålet om flygtninges ret
til social bistand viser en venstredrejning.
Fra 1994 til 2001 er der ud af de otte spørgsmål fem signifikante
holdningsbevægelser: Tre til højre og to til venstre. Vælgernes nypolitiske
holdningsbevægelser er således langt fra entydige.
Det samme gjorde sig gældende for vælgernes gammelpolitiske
holdningsbevægelser, hvor inddragelse af andre gammelpolitiske spørgsmål også
betød, at der måtte stilles spørgsmålstegn ved den entydige højredrejning, som det
oprindelige gammelpolitiske indeks viste. I forhold til den nypolitiske dimension er
forskellen dog, at det oprindelige nypolitiske indeks ikke viser nogen højredrejning,
men at det er de alternative spørgsmål, der viser det.
Hvis man et øjeblik ser bort fra, at det oprindeligelige nypolitiske indeks ikke viser
nogen bevægelse, ville det være interessant at undersøge den stemmemæssige effekt
af vælgernes holdningsmæssige højredrejning på de alternative spørgsmål. Dette
kan undersøges ved at konstruere et nypolitisk indeks bestående af de tre
alternative nypolitiske spørgsmål fra tabel 9.2 ovenfor, hvor der var sket en
131

højredrejning. 133 En analyse af dette indeks viser, at vælgerne bevæger sig 12º fra 2º
i 1994 til 14º i 2001 (tabel udeladt). Effekten af denne signifikante
holdningsmæssige højrebevægelse fremgår af tabel 9.3, der bygger på en logistisk
standardberegning.
Tabel 9.3. Effekten af vælgernes højredrejning på det alternative nypolitiske indeks på
højrefløjens stemmeandel. Logistisk standardberegning. 1 1994 og 2001. Med og uden
kontrol.
Uden kontrol Med kontrol 2
1994 2001 Gns. 1994 2001 Gns.
b-koefficient 3 0,028 0,032 0,030 0,024 0,030 0,027
Nagelkerke R 2 0,181 0,344 0,262 0,392 0,464 0,428
Effekt i pct. 7,3 7,2 7,2 5,1 5,9 5,5
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Vælgernes position på det alternative
nypolitiske indeks. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for gammel politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1994: Gammel politik (0,020) og alder (-0,003).
2001: Gammel politik (0,017).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår af tabellen, at den kontrollerede gennemsnitlige effekt er 5,5 pct. Dette
betyder, at højrefløjen fra 1994 til 2001 på grund af vælgernes højrebevægelser på
det alternative nypolitiske indeks ville være gået 5,5 procentpoint frem. Set i
forhold til, at højrefløjen rent faktisk gik 8,2 procentpoint frem fra 44,7 pct. i 1994
til 52,9 pct. i 2001, er der her tale om en betydelig effekt.
Spørgsmålet er nu, om vi skal anvende resultatet fra det oprindelige indeks eller
det alternative indeks. Da man i dansk litteratur anvender det oprindelige indeks
forekommer det mest rimeligt at tillægge dette indeks størst vægt, men det vil dog
være betænkeligt ikke at tage hensyn til, at det alternative indeks viser en relativ
markant højredrejning og stemmemæssig effekt som følge heraf. Konklusionen
bliver derfor, at vi ikke kan afvise, men ej heller præcist afgøre, hvor stor en del af
den stemmemæssige højredrejning, der skyldes en holdningsmæssig
højrebevægelse på ny politik.
Det kunne formodes, at der blandt arbejderne er en mere entydig tendens til
holdningsmæssigt at bevæge sig mod højre på de nypolitiske spørgsmål. En test
viser imidlertid, at arbejdernes holdninger til ny politik godt nok bevæger sig mere
mod højre end for resten af befolkningen, men at det ikke stemmemæssigt har haft
en tilsvarende effekt (tabel udeladt).
133 Det alternative indeks består således af spørgsmålet om antallet af flygtninge (V187), spørgsmålet om hårdere
straffe vs. human behandling (V214) og spørgsmålet om mere eller mindre grøn politik (V205). Det alternative
indeks indeholder således i modsætning til det oprindelige indeks ikke noget spørgsmål om ulandsbistand,
hvilket er beklageligt, men skyldes, at der i datasættene ikke findes andre spørgsmål om ulandsbistand end det,
der er anvendt i det oprindelige indeks.
132

I forhold til konklusionen på det gammelpolitiske område er der altså væsentlige
lighedspunkter. Vi ser begge steder, at billedet ikke er entydigt, men at der alt i alt
er tale om en mindre holdningsmæssig højredrejning på både ny og gammel politik,
som, vi ikke kan afvise, har haft en vis om end begrænset betydning for den
stemmemæssige højredrejning.
9.2. Partiernes positionsbevægelser på ny politik
I dette afsnit vil partiernes nypolitiske bevægelser blive undersøgt. En oplagt
forklaring på den stemmemæssige højredrejning kunne således være, at højrefløjens
partier har bevæget sig ind mod midten af den nypolitiske dimension for herved at
blive mere attraktive for midtervælgere. Der kan altså opstilles følgende hypotese:
Hypotese 9.2: Den stemmemæssige højredrejning skyldes, at højrefløjens
partier på ny politik har bevæget sig ind mod midten.
Som i analysen af partiernes velfærdspolitiske og gammelpolitiske
positionsbevægelser, vil vi som udgangspunkt anvende partiernes egne vælgeres
gennemsnitlige placering på det nypolitiske indeks som indikator for partiernes
placering. I modsætning til gammel politik er der dog i valgundersøgelserne hele tre
nypolitiske spørgsmål, 134 hvor man har bedt respondenterne om at placere de
enkelte partier. Disse vurderinger er en bedre indikator for partiernes placering og
selvom de kun dækker tre af de fire emner, som indekset indeholder, har vi valgt at
supplere analysen af partiernes placering med et alternativt indeks bestående af
disse tre spørgsmål. I tabel 9.4 måler vi dog i første omgang partiernes placering på
det oprindelige nypolitiske indeks ved at anvende vælgernes gennemsnitlige
placering indenfor de enkelte partier.
134 Som dog kun går tilbage til 1994.
133

Tabel 9.4. Udviklingen i partiernes placering på ny politik 1 målt ved vælgernes
gennemsnitlige placering indenfor de enkelte partier. 1990-2001. Skala: -100º (mest
venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
1990 1994 1998 2001 Ændring
(N)
1990
134
(N)
2001
Partier
Enhedslisten -48 -14 -38 -49 -1 13 45
Socialistisk Folkeparti -17 -10 -15 -12 5 67 120
Socialdemokratiet 31 29 23 18 -13* 300 547
Det radikale Venstre -1 -3 -19 -20 -19 28 98
Kristeligt Folkeparti 28 3 20 10 -18 18 43
Det konservative Folkeparti 38 42 44 36 -2 128 170
Venstre 42 41 45 43 1 127 587
Den yderste højrefløj 2 63 66 65 65 2 52 226
Partigrupper
Venstrefløjen 3 20 20 14 8 -12* 380 711
Midterpartierne 4 10 -2 -4 -11 -21* 47 140
Højrefløjen 5 44 45 49 47 3 307 983
Alle vælgere 29 30 29 28 -1 1011 2026
1) Jævnfør note 47 på side 34 for spørgsmålsformuleringer.
2) Den yderste højrefløj består i 1990 og 1994 af Fremskridtspartiet, i 1998 af Fremskridtspartiet og Dansk
Folkeparti og i 2001 alene af Dansk Folkeparti.
3) Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
4) Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti
5) Det konservative Folkeparti, Venstre og den yderste højrefløj.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at højrefløjens partier ikke bevæger sig ind mod midten på
den nypolitiske dimension. Både Det konservative Folkeparti, Venstre og den
yderste højrefløj indtager derimod i 2001 stort set den samme position som i 1990.
Den yderste venstrefløj står også fast på deres position. Socialdemokratiet, Det
radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti bevæger sig derimod markant mod venstre.
Det er således bemærkelsesværdigt, at De radikale Venstre i 2001 i modsætning til
1990 er markant mere venstreorienteret end Socialistisk Folkeparti, og at
midterpartierne tilsammen i dag er mere venstreorienterede end den traditionelle
venstrefløj. Som også påpeget af andre (Borre, 1995; Borre og Goul Andersen,
1997), må Det radikale Venstre derfor på den nypolitiske dimension sammen med
Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti betegnes som et venstreorienteret parti.
Socialdemokratiets bevægelse er også særdeles interessant. I 1990 var partiets
placering 31º og partiet var dermed sammen med Kristeligt Folkeparti det parti, der
var tættest på alle vælgeres gennemsnitlige placering (29º). Fra 1990 til 2001 har
gennemsnitsvælgeren stort set ikke bevæget sig på det nypolitiske indeks, men til
gengæld er Socialdemokratiet blevet markant mere venstreorienteret. Dette hænger
sandsynligvis sammen med, at det er vælgere, der er højreorienterede på den
nypolitiske dimension, der har forladt partiet, hvorved de resterende
socialdemokrater trækker partiets gennemsnitlige placering mod venstre. Derfor
indikerer tabellen, at Socialdemokratiet i stigende grad har fjernet sig fra det store
flertal på det nypolitiske område. På baggrund af tabel 9.4 kan vi således afvise, at
højrefløjens partier har bevæget sig ind mod midten. Til gengæld er

Socialdemokratiet blevet mere venstreorienteret, og dette har givetvis haft en positiv
betydning for højrefløjspartierne, idet Socialdemokratiet dermed er blevet mindre
attraktivt for midtervælgerne.
I tabel 9.5 ser vi på udviklingen i partiernes nypolitiske placering på det alternative
indeks bestående af de tre spørgsmål, hvor vælgerne blev bedt om at placere alle
partierne. De tre spørgsmål omhandler udlændinge, miljø og retspolitik og er de
samme som de tre alternative spørgsmål fra forrige afsnit, der viste en betydelig
højredrejning. 135
Tabel 9.5. Alle vælgeres vurdering af de enkelte partiers placering på et alternativt
nypolitisk indeks. 1994-2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret).
1994 1998 2001 Ændring
Enhedslisten -32 -56 -50 -18*
Socialistisk Folkeparti -39 -53 -44 -5*
Socialdemokratiet -20 -20 -23 -3*
Det radikale Venstre -13 -22 -21 -8*
Kristeligt Folkeparti -12 -9 -10 2
Det konservative Folkeparti 18 33 41 23*
Venstre 24 33 43 19*
Den yderste højrefløj 1 49 65 66 17*
Vælgernes egen gennemsnitlige placering 2 9 14 12*
1) Den yderste højrefløj består i 1994 af Fremskridtspartiet, i 1998 af Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti og
i 2001 alene af Dansk Folkeparti. I 1998 er vurderingen af henholdsvis Fremskridtspartiet og Dansk
Folkeparti vægtet efter partiernes daværende størrelse.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabel 9.5, at partiernes bevægelser er ganske forskellige, når
partiernes placering måles ved hjælp af vurderinger fra vælgerne i stedet for ved
hjælp at vælgeres gennemsnitlige placering indenfor de enkelte partier. Samtlige
partier er således blevet mere ekstreme i deres synspunkter på ny politik. 136 Hvis et
parti var til venstre for midten i 1990, er partiet i 2001 blevet signifikant mere
venstreorienteret og hvis partiet var til højre for midten i 1990, er partiet blevet
signifikant mere højreorienteret i 2001. På det nypolitiske område er der således
sket en markant polarisering i partisystemet, hvilket er illustreret i figur 9.1.
135 Jævnfør note 133 på side 127 for beskrivelse af spørgsmålenes indhold.
136 Dog med Kristeligt Folkeparti som eneste undtagelse.
135

Figur 9.1. Partiernes samt alle vælgeres gennemsnitlige placering på det alternative
nypolitiske indeks. 1994 og 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret).
SF EL SD RV KR Gns
KF VE HF
-100 -50 0 50
2001
100
Bemærk, at ”Gns.” står for alle vælgeres gennemsnitlige placering og HF står for den yderste højrefløj
(Fremskridtspartiet i 1994 og Dansk Folkeparti i 2001). Vedrørende forkortelser for de andre partier henvises til
figur 4.2 på side 35.
Figuren er tydeligvis omvendt tragtformet, hvilket illustrerer partisystemets
polarisering på den nypolitiske dimension. Denne polarisering står i modsætning til
partiernes bevægelser på gammel politik og især på velfærdsområdet. Både på
gammel politik og velfærd så vi således, at partierne nærmede sig hinanden og på
velfærdsområdet var tilnærmelserne så markante, at der i 2001 slet ikke længere
var nogen signifikant forskel mellem de to fløje. Den enighed, der præger
velfærdspolitikken og til dels også gammel politik gør sig altså ikke gældende på ny
politik, og tendensen går tilmed i den modsatte retning.
Det fremgår tillige af figuren, at både højrepartierne og den gennemsnitlige vælger
bevæger sig mod højre på det alternative nypolitiske indeks. Venstrefløjen og Det
radikale Venstre bevæger sig derimod mod venstre. I modsætning til venstrefløjen
bevæger højrefløjen sig altså i samme retning som vælgerne og dermed øges
afstanden mellem vælgerne og venstrefløjen uden, at afstanden mellem vælgerne og
højrefløjen øges tilsvarende.
Delkonklusion
Selvom bevægelserne er forskellige i henholdsvis tabel 9.4 og 9.5 er der alligevel et
væsentligt lighedspunkt. I begge tilfælde bliver der større afstand mellem vælgerne
og venstrefløjen, hvorfor der opstår større relativ nærhed mellem vælgerne og
højrefløjen. I relation til medianvælgerteorien er det en fordel for partierne at
bevæge sig ind mod vælgerflertallet og derfor er partibevægelserne i både tabel 9.4
og 9.5 i overensstemmelse med den stemmemæssige højredrejning. Med andre ord
bidrager det til at forklare den stemmemæssige højredrejning, at venstrefløjen og
især Socialdemokratiet bevæger sig væk fra vælgerne på den nypolitiske dimension.
1994
136

9.3. Har det været en fordel for højrefløjen, at ny politik er
blevet vigtigere?
Det er en udbredt opfattelse i litteraturen om ny og gammel politik, at den vestlige
verdens stigende rigdom medfører et fokusskifte væk fra gammelpolitiske spørgsmål
og over til nypolitiske spørgsmål (Borre, 1995; Borre & Goul Andersen, 1997;
Flanagan, 1987; Hildebrandt & Dalton, 1978; Inglehart, 1971, 1997, 2001). Indtil
nu er vi flere gange stødt på danske data, der understøtter denne opfattelse. Vi så
således i kapitel 6, at ny politik fylder stadig mere på både vælgernes og mediernes
dagsorden. Tabel 9.6 opsummerer således udviklingen i ny politik på mediernes og
vælgernes dagsorden.
Tabel 9.6. Udviklingen i ny politik på mediernes og vælgernes dagsorden. 1990-2001.
Pct.
1990 1994 1998 2001 Ændring
Mediernes dagsorden 1 11 20 30 45 34
Vælgernes dagsorden 2 16 19 27 29 13
1) Gennemsnittet af avisernes og TV-afslutningsdebatternes dagsorden - jævnfør tabel 6.5 på side 69.
2) Jævnfør tabel 6.4 på side 66.
Det fremgår af tabellen, at ny politik har fået stadig stigende plads på både
mediernes og vælgernes dagsorden. Mens mediernes dækning af ny politik
firedobles fra 1990 til 2001, sker der ”kun” en fordobling på vælgernes dagsorden.
Mediernes omfattende behandling af emnet smitter altså ikke fuldstændigt af på
vælgernes prioriteringer. Imidlertid er der ingen tvivl om, at også vælgerne finder
den nypolitiske dimension mere væsentligt i 2001 end i 1990. Derfor må det
forventes, at den nypolitiske dimension også bliver stadig vigtigere for vælgernes
stemmeadfærd. Vi har tidligere bekræftet denne sammenhæng, idet vi i kapitel 4
viste, at ny politik, til dels på bekostning af gammel politik, i løbet af 1990’erne er
blevet stadig vigtigere for stemmeadfærden og i 2001 for første gang er lidt vigtigere
end den gammelpolitiske dimension. Også tabel 9.7 bekræfter, at ny politiks saliens
har været stigende. Tabellen bygger på en logistisk regression med stemme på
højrefløjen som afhængig variabel og ny politik som uafhængig variabel.
137

Tabel 9.7. Ny politiks betydning for stemme på højrefløjen. Logistisk regression. 1 1990-
2001. Med og uden kontrol. 2 b-koefficient 3 og Nagelkerke R 2 .
Ændring
1990 1994 1998 2001 Absolut I pct.
Uden kontrol
b-koefficient 0,012 0,015 0,020 0,023 0,011 91
Nagelkerke R 2 0,087 0,127 0,210 0,262 0,176 203
Med kontrol
b-koefficient 0,011 0,017 0,021 0,026 0,015 130
Nagelkerke R 2 0,434 0,404 0,470 0,444 0,009 2
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Vælgernes position på ny politik. Der blev
ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for gammel politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1990: Gammel politik (0,024), arbejder (-0,005).
1994: Gammel politik (0,020), arbejder (-0,002), selvstændig (0,005), alder (-0,006) og køn (0,001).
1998: Gammel politik (0,021), arbejder (-0,001) og selvstændig (0,007).
2001: Gammel politik (0,018), alder (-0,004) og uddannelse (0,004).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Det fremgår af tabellen, at ny politiks betydning for stemme på højrefløjen er steget
markant fra 1990 til 2001. Når der kontrolleres for gammel politik og sociale
baggrundsvariabler er stigningen i b-koefficienten større end uden kontrol. Dette
viser, at der er lidt spuriøs non-korrelation i data, som forsvinder når der
kontrolleres for relevante tredjevariabler. Ny politiks betydning for stemmeadfærden
stiger således med kontrol med 130 pct. fra 1990 til 2001, og dermed kan vi
konkludere, at ny politik er blevet mere end dobbelt så vigtig.
Det fremgår ligeledes, at dimensionens betydning for stemmeadfærden er steget
med over 200 pct. når der ikke kontrolleres. Denne observation er interessant fordi
den samlede forklaringskraft stort set ikke stiger, når kontrolvariabler indgår i
analysen. Dette bekræfter tidligere resultater om, at ny politiks stigende betydning
er sket på bekostning af andre emner og især på bekostning af gammel politik.
Uanset hvilken metode, der anvendes til at undersøge udviklingen i ny politiks
betydning for stemmeadfærden, 137 er sammenhængen altså klar og entydig: Ny
politik er blevet markant vigtigere for vælgerne i løbet af 1990’erne og er i 2001
vigtigere end nogensinde før. Alle vores analyser viser således, at vælgerne i 2001
nu er meget optaget af nypolitiske spørgsmål og derfor også i højere grad stemmer
efter deres nypolitiske holdninger.
Hvorfor er ny politik så blevet så vigtig for vælgerne? Som nævnt ovenfor, er det
opfattelsen i store dele af litteraturen om ny og gammel politik, at vælgerne er blevet
så økonomisk sikrede, at de ikke længere behøver at være optaget af materielle
spørgsmål og derfor nu bekymrer sig om ikke-materielle emner såsom miljø og
udlændinge. Udover den økonomiske fremgang kan der dog også peges på en anden
forklaring, der er mere specifik for Danmark. Som tidligere beskrevet, er både
137 Udover ovenstående logistiske regression har vi således påvist sammenhængen ved hjælp af eta-korrelationer
og lineær regression med h/v-skalaen som proxy for partivalg – jævnfør note 49 på side 37.
138

velfærdspolitikken og den økonomiske politik i løbet af 1990’erne langt hen ad vejen
blevet gjort til valensemner, idet der især blandt de to store partier, Venstre og
Socialdemokratiet, er opstået enighed om målene. På det økonomiske område er det
således primært venstrefløjen, med Socialdemokratiet i spidsen, der i meget høj
grad har adopteret de borgerliges mål for den økonomiske politik.
Socialdemokratiets nye økonomiske kurs lønnede sig, idet vælgerne i 1998 ikke
længere vurderede, at der var nogen særlig forskel i de to blokkes kompetence på
det økonomiske område. Højrefløjens traditionelle fordel var således forsvundet i
1998 og som modsvar begyndte de borgerlige med Fogh Rasmussen i spidsen at
udfordre Socialdemokratiet på velfærdsområdet, hvor Venstre erklærede sig enig i
de Socialdemokratiske mål om en bevarelse og på nogle områder endda en styrkelse
af velfærdsstaten.
Groft sagt fører begge fløje anno 2001 altså på den ene side borgerlig økonomisk
politik og på den anden side socialdemokratisk velfærdspolitik. Dermed er det
blevet stadig sværere for vælgerne at differentiere fløjene på to traditionelt set meget
væsentlige politikområder. Tilbage står ny politik, hvor blokkene fortsat er meget
uenige. Fremgangen i ny politiks betydning bør altså langt hen ad vejen også ses
som en konsekvens af de to blokkes gensidige tilnærmelser på henholdsvis den
økonomiske politik og velfærdspolitikken. Spørgsmålet, der skal undersøges i dette
afsnit er, om det kan siges at have været til højrefløjens fordel, at den nypolitiske
dimensions saliens er steget. Således testes følgende hypotese:
Hypotese 9.3: Det er kommet højrefløjen stemmemæssigt til gode, at
vælgerne i stigende grad tillægger ny politik betydning for
deres stemmeadfærd.
Mest nærliggende er, at hypotesen styrkes, hvis der kan findes støtte for, at
vælgernes holdninger på det nypolitiske område er mere i overensstemmelse med
højrefløjens end venstrefløjens. Bekræftes dette er det ensbetydende med, at det har
været til højrefløjens fordel, at de to fløje har nærmet sig hinanden på henholdsvis
den økonomiske politik og på velfærdspolitikken. Men hvordan afgøres det, om en
saliensstigning har været til fordel for den ene eller den anden fløj? Hidtil har vi
anvendt logistiske standardberegninger til at udregne den nøjagtige effekt af
holdnings- og kompetenceændringer. Som vi har argumenteret for i
metodeafsnittet, 138 kan den logistiske standardberegning ikke anvendes til at
beregne den stemmemæssige effekt af saliensændinger. I det hele taget findes der
ikke nogen statistiske modeller, der er egnede til at beregne den stemmemæssige
effekt af saliensændringer, for hvis et emne til et givet tidspunkt (t0) ikke
differentierer vælgerne, kan man ikke på forhånd beregne, til hvis fordel det vil
være, at emnet skulle begynde at differentiere vælgerne.
Derfor må vi i stedet finde andre metoder til at afdække spørgsmålet. I det følgende
vil vi således anvende forskellige tilgangsvinkler til at belyse spørgsmålet om,
138 Jævnfør side 19.
139

hvorvidt ny politiks stigende betydning har været til fordel for højrefløjen. I første
omgang vender vi os mod figur 9.2, der viser hvor stærkt henholdsvis venstre- og
højrefløjen er repræsenteret blandt vælgere med forskellig placering på det
nypolitiske indeks. Figurens to grafer er lavet på samme måde som de to tilsvarende
gammelpolitiske grafer – se side 107 for en nærmere beskrivelse.
Figur 9.2. Udviklingen i venstre- og højrefløjens 1 vælgersammensætning på ny politik.
1990 og 2001. 2 Pct. af vælgerne. Holdningsskala: -100º (mest venstreorienteret) til
+100º (mest højreorienteret).
Pct. af
vælgerne
0,6
0,4
0,2
0,0
-100 -75 -50 -25 0 25 50 75 100
Pct. af
vælgerne
1990 2001
Alle
HF
VF
0,6
0,4
0,2
0,0
-100 -75 -50 -25 0 25 50 75 100
1) Venstrefløjen: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Kristeligt
Folkeparti. Højrefløjen: Venstre, Det konservative Folkeparti og den yderste højrefløj (Fremskridtspartiet i
1990 og Dansk Folkeparti i 2001).
2) Graferne bygger på en model for fløjenes vælgeres (og alle vælgeres) placering på ny politik. Efter en visuel
vurdering af, hvilken model, der bedst gengiver den faktiske udvikling, er der valgt en kurvelineær
(polynomisk) sammenhæng.
Det fremgår af figuren, at alle vælgeres fordeling på den nypolitiske skala i 1990 og
2001 stort set er identisk, hvilket skyldes, at vælgernes gennemsnit på den
nypolitiske dimension stort set ikke har ændret sig fra 1990 til 2001. Af figuren
fremgår det også, at fordelingen både i 1990 og 2001 er venstreskæv, hvilket vil
sige, at hovedparten af vælgerne er placeret i højre side af figuren. Dette er ikke
nødvendigvis ensbetydende med, at majoriteten af vælgerne er højreorienterede på
ny politik, for midtpunktet på et indeks bestående af flere spørgsmål vil være
arbitrært. Ses der nærmere på hvert af de fire spørgsmål, der indgår i indekset, er
det imidlertid således, at højrefløjen agiterer for de synspunkter, der ligger til højre
for det neutrale midtpunkt i de enkelte spørgsmål, og venstrefløjen agiterer for de
synspunkter, der ligger til venstre for det neutrale midtpunkt. 139 Der kan derfor
139 Påstanden kan dog med rimelighed problematiseres. Det er således især spørgsmålet om lov og orden (V110),
der gør figuren venstreskæv, idet stort set alle vælgere er enige i, at vold skal straffes langt hårdere end det er
tilfældet i dag. Der findes også andre spørgsmål om lov og orden (som dog ikke går tilbage til 1990), der viser en
mere lige fordeling. Eksempelvis gælder dette for spørgsmålet om forebyggelse vs. fængselsstraffe (V214). Der
140
Alle
HF
VF

med rimelighed argumenteres for, at når figuren ovenfor viser en venstreskæv
fordeling, er det også et udtryk for at vælgerne er relativt højreorienterede på ny
politik. I dette lys vil det ligeledes være forventeligt, at hvis den nypolitiske
dimension bliver vigtigere for stemmeadfærden vil det også komme højrefløjen til
gode. Hvorvidt dette er tilfældet kan afgøres ved at se nærmere på de to fløjes
fordelinger i figuren ovenfor. Såfremt det har været en fordel for højrefløjen vil
resultatet være, at højrefløjen får næsten alle vælgere, der er højreorienterede på ny
politik, samt over halvdelen af de vælgere, der holdningsmæssigt er
midterorienterede på ny politik.
Det fremgår af figuren, at der fra 1990 til 2001 er sket markante ændringer i de to
fløjes fordelinger. I 1990 er de to fløjes kurver næsten parallelle, og kurverne minder
meget om to identiske ”miniudgaver” af alle vælgeres fordeling, hvor venstrefløjen
blot generelt har flest vælgere. I 1990 var der således stort set ingen issue voting på
den nypolitiske dimension.
I løbet af 1990’erne er dimensionen blevet mere salient. Såvel vælgerne som
medierne diskuterer nu i stort omfang nypolitiske emner, og vælgerne er også i
langt højere grad begyndt at stemme efter deres nypolitiske holdninger. Det sidste
fremgår tydeligt af figuren, idet de to fløjes fordeling i 2001 er langt mere
parallelforskudte end de var i 1990. Den øgede saliens har altså som forventet
skabt en langt større adskillelse mellem blokkene, således at vælgere til venstre i
spektret stemmer på venstrefløjen, mens vælgere til højre i spektret stemmer på
højrefløjen. Der er sådan set ikke noget nyt i, at venstrefløjen får næsten alle
stemmerne fra de vælgere, der er venstreorienterede på ny politik – det gjorde den
allerede i 1990. Det nye er derimod den udvikling, der er sket i højre side af figuren.
I 2001 er venstrefløjens kurve således rykket markant ned i højre side, mens
højrefløjens kurve til gengæld er rykket tilsvarende op. Dette er et udtryk for, at
højrefløjen især er gået frem blandt de vælgere, der er højreorienterede på ny politik.
Da det netop er her, at mange af vælgerne befinder sig, kan vi derfor konstatere, at
det har været en stor stemmemæssig fordel for højrefløjen, at den nypolitiske
dimension er steget i betydning.
Samtidig har højrefløjen i 2001 klaret sig bedre end venstrefløjen blandt de
midterorienterede vælgere. Skæringspunktet mellem de to fløje er således i 2001 til
venstre for medianvælgeren, hvilket i dette tilfælde betyder, at over 60 pct. af
vælgerne befinder sig til højre for skæringspunktet. Højrefløjen er således bedre til
at tiltrække vælgere, der holdningsmæssigt er fordelt omkring midten på den
nypolitiske skala.
Figuren viser altså, at emnets øgede saliens har været til fordel for højrefløjens
partier, idet mange af venstrefløjens vælgere har draget konsekvensen af deres
mere højreorienterede nypolitiske holdninger. Det kan altså konstateres, at
højrefløjen har fordel af at den nypolitiske dimension er steget i betydning. Ved
er dog ikke tvivl om, at det især er højrefløjen, der argumenterer for strengere straffe for vold, men den konkrete
spørgsmålsformulering påvirker uden tvivl, hvor venstreskæv figuren bliver.
141

sammenligning af den nypolitiske figur ovenfor med den tilsvarende figur for den
gammelpolitiske dimension (side 107) bliver denne observation endnu tydeligere.
Det fremgår således, at effekten af den nypolitiske dimensions stigende betydning
har været langt større end effekten af, at vælgerne på gammel politik er blevet mere
højreorienterede. At den stemmemæssige højredrejning således mere hænger
sammen med udviklingen på ny politik end med udviklingen på gammel politik
illustreres også ved hjælp af tabel 9.8, hvor de socialdemokratiske afhopperes
holdninger på velfærd, gammel politik og ny politik sammenlignes med de
tilbageblevne socialdemokraters holdning og med holdningen hos afhoppernes nye
partier.
Tabel 9.8. Placering på velfærd, ny og gammel politik for henholdsvis
Socialdemokratiet, Venstre og Det konservative Folkeparti samt for de
socialdemokrater der skiftede til Venstre og Det konservative Folkeparti. 2001. Skala:
-100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
2 Gammel
Velfærd
politik
Ny
politik
Position
Socialdemokratiet -58 -28 18 547
Soc.dem. afhoppere til VE og KF 1 -65 -2 39 99
Venstre og Det konservative Folkeparti -51 36 42 658
Afstand – Soc.dem. afhopperes afstand til
Socialdemokratiet -7 26* 21*
Venstre og Det konservative Folkeparti -14* -38* -3
1) Dem, der i 1998 stemte på Socialdemokratiet og i 2001 på Venstre eller Det konservative Folkeparti.
2) Velfærdsindekset består af et sundhedsspørgsmål (V73) og et ældrespørgsmål (V75), idet disse to emner er
de mest saliente velfærdsemner.
* = afstanden er signifikant ved p < 0,05.
Tabellens øverste del viser den gennemsnitlige position på de tre dimensioner hos
de tre vælgergrupper. De socialdemokratiske vælgeres gennemsnitlige position på
velfærd er eksempelvis -58º, mens den er -65º for de tidligere socialdemokrater,
der i 2001 valgte at stemme på Venstre eller Det konservative Folkeparti.
Afhopperne er altså 7º mere venstreorienterede på velfærd, hvilket fremgår af
tabellens nederste del, idet den illustrerer afstanden mellem afhopperne på den
ene side og henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre/Det konservative Folkeparti
på den anden side.
Det fremgår af tabellen, at de socialdemokratiske afhoppere til Venstre og Det
konservative Folkeparti (svarende til 5,3 pct. af alle vælgere) 140 på ny politik i langt
højere grad ligner de partier, de har søgt over til, end det parti, de kommer fra.
Mens afstanden til Socialdemokratiet er hele 21º, er afstanden til Venstre og Det
konservative Folkeparti kun 3º. Afstanden til de nye partier er således end ikke
signifikant. Dette indikerer, at motivationen for afhopperne til at skifte fra
Socialdemokratiet til Venstre/Det konservative Folkeparti i meget høj grad har
140 Venstre fik hovedparten (4,2 pct.) af disse socialdemokratiske afhoppere, mens Det konservative Folkeparti
måtte nøjes med 1,1 pct. I øvrigt kan det oplyses, at kun 0,6 pct. af alle vælgere i 2001 gik den anden vej, altså
fra Venstre og Det konservative Folkeparti over til Socialdemokratiet.
(N)
142

været at skabe overensstemmelse mellem deres partivalg og deres nypolitiske
holdninger. At det i langt højere grad er ny politik frem for gammel politik, der har
været drivkraften bag partiskiftet ses således også af, at afhopperne på den
gammelpolitiske dimension ligger midt imellem Socialdemokratiet og Venstre/Det
konservative Folkeparti.
På baggrund af tabellen kan det endvidere konstateres, at heller ikke velfærd har
været den direkte anledning til at stemme på Venstre og Det konservative
Folkeparti, for som det fremgår, er afhopperne faktisk mere venstreorienterede end
både de tilbageblevne socialdemokrater og vælgerne hos Venstre og Det
konservative Folkeparti. Hvis afhopperne havde ønsket at tage konsekvensen af
deres velfærdspolitiske holdninger, ville de sandsynligvis have stemt på partier, der
velfærdspolitisk er mere venstreorienterede end Socialdemokratiet. Det er
imidlertid vigtigt at slå fast, at forskellen mellem Socialdemokratiet og Venstre/Det
konservative Folkeparti på velfærdsindekset er noget mindre i 2001 end
tidligere. 141 De to borgerlige partiers velfærdspolitiske bevægelse hen imod
Socialdemokratiet, som det blev diskuteret i kapitel 7, har således sandsynligvis
haft en væsentlig indirekte effekt, idet de borgerliges velfærdspolitik i 2001 ikke
længere var en barriere for, at mange af Socialdemokratiets vælgere i 2001 tog
konsekvensen af deres højreorienterede holdninger på den nypolitiske dimension
og forlod Socialdemokratiet til fordel for Venstre og Det konservative Folkeparti.
Lidt firkantet kan det siges, at da disse vælgere i 1990 stemte på
Socialdemokratiet, gjorde de det på trods af deres nypolitiske holdninger, men på
grund af deres gammel- og velfærdspolitiske holdninger. I 2001 stemte de på
højrefløjens partier på grund af deres nypolitiske holdninger og til dels på trods af
deres gammelpolitiske holdninger, mens velfærd mere eller mindre er blevet
neutraliseret, som følge af den enighed, der eksisterer på tværs af partiskel.
Der er således på baggrund af tabel 9.8 ovenfor ingen tvivl om, de mange vælgere,
der forlod Socialdemokratiet til fordel for Venstre og Det konservative Folkeparti i
meget høj grad gjorde det fordi de på ny politik var mere enige med disse partier
end med Socialdemokratiet. Tabel 9.8 viser således tydeligt, at det har været til
stor fordel for den moderate højrefløj, at ny politik er blevet vigtigere for vælgerne.
Spørgsmålet er, om det forholder sig på samme måde for de socialdemokratiske
afhoppere, der søgte over til Dansk Folkeparti. Dette undersøges i tabel 9.9.
141 Mens afstanden mellem Socialdemokratiet og Venstre/ Det konservative Folkeparti på velfærd i 2001 er på 7º
og insignifikant, var den i 1990 på 15º og signifikant (jævnfør tabel figur 7.5 på side 80).
143

Tabel 9.9. Placering på velfærd, ny og gammel politik for henholdsvis
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti samt for de socialdemokrater der skiftede til
Dansk Folkeparti. 2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest
højreorienteret).
2 Gammel
Velfærd
politik
Ny
Politik
Position
Socialdemokratiet -58 -28 18 547
Soc.dem. afhoppere til Dansk Folkeparti 1 -73 -15 53 54
Dansk Folkeparti -71 16 68 171
Afstand – Soc.dem. afhopperes afstand til
Socialdemokratiet -15 13 35*
Dansk Folkeparti -2 -31* -15
1) Dem, der i 1998 stemte på Socialdemokratiet og i 2001 på Dansk Folkeparti.
2) Velfærdsindekset består af et sundhedsspørgsmål (V73) og et ældrespørgsmål (V75).
* = afstanden er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår at tabellen, at også de socialdemokrater, der skiftede til Dansk
Folkeparti (svarende til 2,9 pct. af alle vælgere) 142 på ny politik har langt mere til
fælles med Dansk Folkeparti end med de tilbageblevne socialdemokrater.
Afhoppernes afstand til de tilbageblevne socialdemokrater er således hele 35º,
hvilket er signifikant, selvom analysen er baseret på kun 54 respondenter. På
gammel politik forholder det sig omvendt. Her er afstanden til Dansk Folkeparti
hele 31º og kun 13º til Socialdemokratiet. Dermed kan det konkluderes, at de
vælgere, der fravalgte Socialdemokratiet til fordel for Dansk Folkeparti, gjorde dette
på grund af deres nypolitiske holdninger og bestemt ikke på grund af deres
gammelpolitiske holdninger.
Tabellen viser endvidere, at også på velfærdsindekset, har afhopperne mere
tilfælles med Dansk Folkeparti end med deres gamle parti, Socialdemokratiet. Da
der dog generelt ikke er særlig stor forskel mellem partierne på
velfærdsdimensionen, er forskellen mellem afhopperne og Socialdemokratiet ikke
signifikant. Konklusionen er derfor, at velfærdspolitik muligvis også har været en
medvirkende årsag til at de socialdemokratiske afhoppere søgte over til Dansk
Folkeparti. Den største motivation har dog uden tvivl været ny politik.
Samlet set viser ovenstående analyse af socialdemokratiske afhoppere, at både
afhopperne til Venstre/Det konservative Folkeparti og til Dansk Folkeparti afgjort
har mere til fælles med deres nye partier på ny politik end med Socialdemokratiet.
Derfor kan det konkluderes, at det for disse vælgere har været en væsentlig
motivation for deres partiskifte, at bringe deres nypolitiske holdninger i
overensstemmelse med deres partivalg. I udgangspunktet må vi forvente, at også
dem, der søgte fra højrefløjen over til venstrefløjen må formodes at have gjort det for
at skabe overensstemmelse mellem nypolitiske holdninger og partivalg. Derfor er
problemet i udgangspunktet symmetrisk for de to fløje. Der er dog markant forskel i
vælgervandringernes omfang og derfor bliver problemet reelt markant større for
venstrefløjen end for højrefløjen. I 2001 udgør socialdemokratiske afhoppere til
142 Vælgervandringen den modsatte vej udgjorde kun 0,1 pct. af alle vælgere.
(N)
144

Venstre, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti således hele 8,2 pct. af
alle vælgerne, mens kun 0,7 pct. af vælgerne i 2001 gik den anden vej, altså fra de
tre højrefløjspartier til Socialdemokratiet. Da der derved er langt flere
socialdemokratiske afhoppere til højrefløjen end højrefløjsafhoppere til venstrefløjen,
har ny politiks stigende betydning været til meget stor fordel for højrefløjen.
Vi har altså indtil nu fundet to indikatorer på, at ny politiks stigende betydning har
været til fordel for højrefløjen. Først viste vi grafisk, at vælgerne i overvejende grad
altid har været noget højreorienterede på ny politik og når emnet så stiger i
betydning, drager mange højreorienterede vælgere konsekvensen af deres
holdninger ved at stemme på højrefløjen. Denne grafiske illustration blev suppleret
med en analyse af socialdemokratiske afhoppere. Analysen viste tydeligt, at den
primære motivation for de mange afhopperes skifte til højrefløjen har været at
bringe overensstemmelse mellem deres højreorienterede nypolitiske holdninger og
deres partivalg.
Da det er centralt for højredrejningen, at ny politiks stigende betydning for
stemmeadfærden har været til fordel for højrefløjens partier, vil vi i det følgende
beskæftige os med en tredje tilgangsvinkel til spørgsmålet. Denne tredje
tilgangsvinkel tager udgangspunkt i issue-ownership modellen (Budge & Farlie,
1983; Petrocik, 1996), som primært bruges til at analysere valgkampe. Modellen
antager, at de centrale politiske emner under valgkampe er valensemner, altså
emner, som partierne grundlæggende er enige om. Når der er bred enighed om et
emne, er der mulighed for, at den ene eller anden fløj kan ”eje” emnet, hvormed der
menes, at det vil være til fordel for den fløj, der ejer det pågældende emne, at emnet
er højt på vælgernes og mediernes dagsorden. Et eksempel på et issue-ejerskab er,
at vælgerne traditionelt har anset venstrefløjen som værende de mest kompetente til
at nedbringe arbejdsløsheden. Hvis arbejdsløsheden begynder at optage medierne
og vælgerne, vil det, ifølge issue-ownership teorien derfor være til fordel for
venstrefløjen.
Som nævnt er issue-ownership tankegangen udviklet under en antagelse om, at
politiske emner først og fremmest er valensemner, men tankegangen kan også
bruges på positionsemner, hvor der ikke er enighed om målene. Ved positionsemner
vil vælgernes kompetencevurderinger således afspejle, hvilken politik, der er størst
opbakning til og dette kan derfor stadig bruges i vurderingen af, hvilken fløj, der vil
have fordel af, at emnets saliens stiger.
For at undersøge, hvorvidt ny politiks stigende betydning har været til fordel for
højrefløjen, må det altså for hvert enkelt nypolitisk emne undersøges, hvilken fløj
der har den bedste kompetence. Hvis de borgerlige har den bedste relative
kompetence på alle fire nypolitiske emner, har de samlet set utvivlsomt issueejerskab
på ny politik og så kan vi slutte, at det har været en stor fordel for
højrefløjen, at ny politik er steget i betydning. Af tabel 9.10 fremgår forskellen i de
145

to fløjes kompetence på tre af de fire nypolitiske spørgsmål. 143 Hvis forskellen er
positiv, betyder det, at de borgerlige har den bedste kompetence og hvis forskellen
er negativ, betyder det, at Socialdemokratiet har den bedste kompetence.
Tabel 9.10. De borgerliges relative kompetencefordel på miljø, udlændinge samt lov og
orden. 1 1994/98-2001. PDI i borgerligt favør. 2
1994 1998 2001 Ændring
Miljø -42 -50 -46 -4
Lov og orden 14 21 39 25*
Udlændinge - 4 24 20*
1) Miljø (V40), lov og orden (V41) og udlændinge (V44)
2) Procentvis forskel mellem dem, der mener, de borgerlige er bedst og dem, der mener, Socialdemokratiet er
bedst.
* = ændringen signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at Socialdemokratiet har den bedste kompetence på
miljøområdet. Rent historisk opstod den politiske interesse for miljø i 1970’erne,
hvor det som et af de første immaterielle spørgsmål blev en permanent del af den
politiske dagsorden (Borre & Goul Andersen, 1997). Miljøemnet blev taget op af en
ny generation af venstresocialister, som med deres fokus på immaterielle spørgsmål
havde en markant anden dagsorden end de traditionelle socialisters fokus på
økonomisk omfordeling. De borgerlige havde i starten en passiv attitude på
miljøområdet og lod dermed venstrefløjen fastsætte de rammer, inden for hvilke de
fremtidige diskussioner skulle komme til at foregå. Derfor er det ikke overraskende,
at det i dag stadig er venstrefløjen, der har den bedste kompetence på miljø. Vi kan
således konkludere, at venstrefløjen har et stærkt issue-ejerskab på miljøområdet.
Til gengæld fremgår det af tabellen, at højrefløjen har den bedste kompetence på lov
og orden, og at kompetencefordelen oven i købet er blevet markant større fra 1994
til 2001. Det er særligt Det konservative Folkeparti samt til dels Venstre, der
gennem tiderne retorisk har været i offensiven på spørgsmålet om lov og orden.
Dette underbygges af, at der op gennem 1990’erne har været massiv opbakning til
de borgerliges krav om strengere straffe. Således støtter omtrent 85 pct. af alle
vælgere, at voldsforbrydelser burde straffes langt hårdere. Derfor kan det
konkluderes, at de borgerlige har issue-ejerskab på emnet.
Også på udlændingeområdet har de borgerlige den bedste kompetence, men som
det fremgår af tabellen, var kompetencefordelen i 1998 særdeles moderat, idet de
borgerliges kompetence kun var 4 pct. bedre end Socialdemokratiets. Siden har de
borgerlige dog udviklet deres kompetence betragteligt og i 2001 er forskellen således
på hele 24 pct. Selvom indvandringen blev sat på den politiske dagsorden af
Fremskridtspartiet allerede i 1979, var det først i midten af 1980’erne, hvor antallet
af indvandrere steg markant, at udlændingespørgsmålet begyndte at optage
vælgerne (Goul Andersen, 1992). Som på miljøområdet, reagerede de politiske
modstandere med passivitet, og Fremskridtspartiet kunne derfor uimodsagt diktere
143 I valgundersøgelsen er respondenterne ikke blevet spurgt om regeringsalternativernes kompetence på
ulandsområdet og derfor er dette emne ikke behandlet i tabellen.
146

de rammer og det sprogbrug, som siden hen skulle komme til at dominere
udlændingediskussionen (Gaasholt og Togeby, 1995). Fra slutningen af 1980’erne
gjorde også Venstre og Det konservative Folkeparti udlændingeemnet til et af deres
centrale politiske emner. Siden hen har også Socialdemokratiet måttet forholde sig
til emnet trods markante interne modsætninger. Det var således de borgerlige, der
var først med at gøre udlændinge til et tema, og det forhold, at ingen partier agiterer
for lempeligere udlændingeregler, indikerer også, at de borgerlige har fordel af at
diskutere emnet. At det er de borgerlige, der i høj grad har ejerskab på
udlændingeemnet understreges yderligere af, at der fra vælgernes side er et massivt
ønske om opstramninger på udlændingeområdet. Konklusionen er derfor, at
højrefløjen har issue-ejerskab på udlændingeemnet.
Ulandsbistand er det fjerde emne, som indgår i det nypolitiske indeks, men der
findes i valgundersøgelserne ikke et spørgsmål vedrørende fløjenes kompetence på
ulandsområdet. Samtidig viser tabel 9.11, at der blandt vælgerne er delte meninger
om, hvorvidt der bruges for mange penge på ulandsbistanden.
Tabel 9.11. Udvikling i holdning til penge til ulandsbistand. 1 1990-2001. Pct.
1990 1994 1998 2001 Ændring
For mange penge 36 43 47 42 6
Passende 55 50 46 48 -7
For få penge 9 7 7 10 1
PDI (forskel mellem for mange og for få) 27 36 40 32 5
1) V83 i valgundersøgelsen.
* = ændringen signifikant ved p < 0,05.
Af tabellen fremgår det, at der op gennem 1990’erne har været stor uenighed om
ulandsbistandens størrelse. Generelt finder omtrent halvdelen af vælgerne, at
udgiftsniveauet har været passende, lidt over 40 pct. mener, at der har været brugt
for mange penge, og knap 10 pct. mener, at der har været brugt for få penge. Derfor
er det umiddelbart svært at tilkende nogen af fløjene et ejerskab på emnet, for mens
de borgerlige med Venstre i spidsen under valgkampen 2001 agiterede for at spare
på ulandsbistanden, gjorde venstrefløjen og midterpartierne deres stærke modstand
gældende mod disse besparelser. Da kun lidt over 40 pct. af vælgerne således
støtter højrefløjen på området, vil det i hvert fald ikke være rimeligt at tildele
højrefløjen ejerskabet. Hvis nogen skulle tilkendes ejerskab, skulle det være
venstrefløjen, for den har trods alt de fleste vælgere bag sig i modstanden mod
besparelser. Dette bekræftes også af det generelle indtryk fra valgkampen i 2001,
hvor det var venstrefløjen, der var i offensiven på spørgsmålet.
Mens højrefløjen således kan siges at have issue-ejerskab på retspolitik og
udlændingeemnet, har venstrefløjen til gengæld issue-ejerskab på ulandsbistanden
og miljøpolitik. Når fløjene på denne måde har ejerskab på hver sine nypolitiske
emner, kan man ikke umiddelbart afgøre, om det har været til fordel for højrefløjen
eller venstrefløjen, at ny politiks saliens har været kraftigt stigende. Det er således
nødvendigt også at undersøge, hvor meget de enkelte nypolitiske emner fylder i
147

forhold til hinanden på mediernes og vælgernes dagsorden. Dette gøres i tabel 9.12
nedenfor.
Tabel 9.12. Nypolitiske emner på mediernes og vælgernes dagsorden fordelt efter
issue-ejerskab. 1990-2001. Pct.
Mediernes dagsorden 1 Vælgernes dagsorden 2
1990 1994 1998 2001 Ændr. 1990 1994 1998 2001 Ændr.
Højrefløjens emner
Udlændinge 57 60 46 93 36 25 42 56 76 51
Lov og orden 0 3 22 3 3 6 11 11 7 1
I alt 57 63 68 96 39 31 53 67 83 52
Venstrefl øjens emner
Miljø 33 28 25 1 -32 63 47 33 14 -49
Ulandsbistand 10 10 7 3 -6 6 0 0 3 -3
I alt 43 38 32 4 -38 69 47 33 17 -52
Ny pol. samlede andel 11 20 30 45 35 16 19 27 29 13
1) Gennemsnittet af avisernes og TV-afslutningsdebatternes dagsorden - jævnfør tabel 6.5 på side 69.
2) Jævnfør tabel 6.4 på side 66.
Af tabellen fremgår det, som tidligere vist, at det især er udlændingeemnet, der er
vokset på både mediernes og vælgernes dagsorden. Mens emnet optog 57 pct. af alle
nypolitiske indslag i medierne i 1990, var emnet med 93 pct. stort set det eneste
nypolitiske emne i 2001. Hos vælgerne er emnet steget fra at udgøre 25 pct. af de
nypolitiske emner til at udgøre hele 76 pct. Yderligere fremgår det af tabellens
nederste række, at ny politiks andel af den samlede dagsorden er steget markant i
medierne med 35 pct., mens den kun er steget med 13 pct. hos vælgerne. Tabellen
viser altså, at udlændingeemnet hos både medierne og vælgerne er steget så meget,
at det dels får den samlede nypolitiske dagsorden til at stige dels fortrænger de
andre nypolitiske emner.
Da højrefløjen har issue-ejerskab på udlændingeemnet, må emnets markante
stigning på mediernes og vælgernes dagsorden anses som en klar fordel for
højrefløjen. På mediesiden fyldte udlændingeemnet allerede i 1990 så meget, at de
borgerlige samlet set havde fordel af 57 pct. af den nypolitiske dagsorden i
medierne. Denne fordel blev i løbet af 1990’erne udvidet og kulminerede i 2001,
hvor mediernes ensidige fokus på udlændingeemnet gjorde, at højrefløjen kan siges
at have haft fordel af hele 96 pct. af mediernes nypolitiske dækning under
valgkampen.
Vælgernes dagsorden er vigtigst i denne sammenhæng og her fremgår det af
tabellen, at miljø var det mest dominerende nypolitiske emne i 1990, og derfor var
vælgernes samlede nypolitiske dagsorden faktisk mest til fordel for venstrefløjen.
Siden har udlændingeemnet fortrængt blandt andet miljø, hvorfor højrefløjen i dag
har ejerskab på hele 83 pct. af vælgernes nypolitiske dagorden.
Tabellen viser altså, at det har været til fordel for højrefløjen, at ny politik samlet
set er blevet vigtigere for vælgerne. Det må formodes, at mediernes ensidige fokus
148

på udlændingeproblematikken har bidraget til at øge emnets betydning, hvilket har
været til fordel for højrefløjen, idet de har issue-ejerskab på emnet. Denne
konklusion bygger på den antagelse, at der er en sammenhæng mellem mediernes
og vælgernes dagsorden på den ene side og de enkelte nypolitiske emners saliens
på den anden side. Det forventes således, at da udlændingeemnet er blevet det
vigtigste nypolitiske emne på både mediernes og vælgernes dagsorden, er
udlændingeemnet også det nypolitiske emne, som vælgerne i størst grad stemmer
efter. Hvorvidt dette er tilfældet undersøges i tabel 9.13, der viser udviklingen i bkoefficienterne
for de fire nypolitiske emner i logistiske regressioner, hvor stemme
på højrefløjen er den afhængige variabel, og de fire nypolitiske variabler de
uafhængige. Desuden er der inkluderet en række kontrolvariabler.
Tabel 9.13. De enkelte nypolitiske emners betydning for stemme på højrefløjen.
Logistisk regression. 1 1990-2001. Kun med kontrol. 2 b-koefficient 3 og Nagelkerke R 2 .
1990 1994 1998 2001 Ændring
Højrefløjens emner
Udlændinge 0,0017 0,0038 * 0,0048* 0,0060* 0.0043
Lov og orden 0,0047* 0,0053 * 0,0038* 0,0068* 0.0021
Venstrefløjens emner
Miljø 0,0050* 0,0047 * 0,0065* 0,0038* -0.0012
Ulandsbistand 0,0005 0,0039 * 0,0049* 0,0099 * 0.0094
Nagelkerke R 2 0,452 0,405 0,469 0,454 0,0017
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængige variabler: Vælgernes position på de fire nypolitiske
emner. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for gammel politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1990: Gammel politik (0,0241), arbejder (-0,0044) og selvstændig (0,0046).
1994: Gammel politik (0,0202), arbejder (-0,0022), selvstændig (0,0050), alder (-0,0057) og køn (0,0014).
1998: Gammel politik (0,0207) og selvstændig (0,0077).
2001: Gammel politik (0,0178), alder (-0,0033), uddannelse (0,0035) og selvstændig (0,0026).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
* = koefficienten er signifikant ved p < 0,05. Normalt ville insignifikante uafhængige variabler ikke blive
medtaget i den endelige model, men her er der gjort en undtagelse, for ellers kan vi ikke se på udviklingen i
b-koefficienten.
Det fremgår af tabellen, at det imod forventningen ikke er udlændingeemnet, men
ulandsbistand, der har den største b-koefficient i 2001. Da ulandsbistanden
samtidig stort set ikke havde indflydelse på stemmeadfærden i 1990, bliver emnets
saliensstigning fra 1990 til 2001 ligeledes den største. Denne udvikling
forekommer kontraintuitivt, for sammenlignet med udlændingeemnet var
ulandsbistand meget lavt prioriteret på såvel mediernes som på vælgernes
dagsorden. Derfor er det nødvendigt, at se lidt nærmere på spørgsmålet om
ulandsbistanden.
Det fremgår af tabellen, at ulandsbistandens b-koefficient ikke stiger jævnt i løbet
af perioden. Fra 1990 til 1998 er stigningen således meget moderat, hvorefter bkoefficienten
fordobles fra 1998 til 2001. Denne kraftige stigning skyldes efter
vores vurdering ikke, at emnet pludselig er blevet centralt for vælgeradfærden, men
i stedet et tilfældigt sammenfald af, at spørgsmålsformuleringen i 2001 rammer
149

præcis ind i den konkrete valgkamp, hvilket medfører, at respondenterne præcist
kan huske, hvad deres respektive fløj mente i forhold til det pågældende
spørgsmål. Ser vi nærmere på spørgsmålsformuleringen lyder den således:
”Jeg vil nu spørge om Deres syn på det offentliges udgifter til forskellige
formål. Jeg vil læse nogle offentlige opgaver op, og jeg vil gerne bede Dem
sige mig for hver opgave, om De mener, det offentlige bruger for mange
penge, passende, eller for få penge til disse opgaver? Ulandsbistand?” 144
Som det fremgår, omhandler spørgsmålet, hvorvidt det offentlige bruger for mange
eller for få penge på ulandsbistand. Under valgkampen i 2001 bragte Venstre netop
spørgsmålet om penge til ulandsbistand op på dagsordenen med et forslag om at
spare 1,5 mia. kr. på ulandsbistanden. Under valgkampen var diskussionen om
ulandsbistand således meget veldefineret og uden de store nuancer. Enten
ønskede partierne at spare de 1,5 mia. kr., eller også gjorde de ikke.
Valgundersøgelsens spørgsmål om ulandsbistand rammer altså præcist ind i
valgkampens diskussion, og derfor er det sandsynligt, at respondenterne nøjagtig
kan huske, at det netop var højrefløjen, der argumenterede for færre penge og
venstrefløjen, der argumenterede imod. Dermed stiger faren for efterrationalisering
betydeligt, idet mange vælgere vil foretrække at svare i overensstemmelse med
deres parti/fløj. Faren for efterrationalisering er naturligvis til stede på alle
spørgsmål, men faren stiger jo bedre information respondenterne har om, hvilken
position deres eget parti har på det pågældende spørgsmål. I dette tilfælde er
informationen meget god, idet spørgsmålet om ulandsbistand som nævnt
tilfældigvis i 2001 rammer præcist ned i den diskussion, der blev ført under
valgkampen.
Hvis respondenterne i 2001 i højere grad end ellers efterrationaliserede på
spørgsmålet om ulandsbistand, påvirker dette naturligvis b-koefficienten i
opadgående retning. Derfor er det sandsynligt, at ovenstående b-koefficient i 2001
er noget større end den ellers ville have været. Om denne påstand er sand, kunne
testes ved at erstatte spørgsmålet med et andet spørgsmål om ulandsbistand.
Desværre eksisterer et sådant ikke i valgundersøgelserne. Påstanden kan også
understøttes ved at søge at erstatte et af de øvrige nypolitiske spørgsmål med et
spørgsmål, som ligger tættere op ad det, der blev diskuteret under valgkampen i
2001 på dette område. Her vil det være naturligt at tage fat i udlændingeområdet,
da det også umiddelbart synes mærkeligt, at emnet er mindre betydningsfuldt end
både ulandsbistand samt lov og orden. Atter er en mulig forklaring på den
overraskende lave b-koefficient, at spørgsmålsformuleringen rummer nogle
problemer. Formuleringen er som følger:
”Indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart.
Fem svarmuligheder: helt enig, enig, hverken enig eller uenig, uenig og
helt uenig.” 145
144 V83 i valgundersøgelsen.
145 V105 i valgundersøgelsen.
150

Indholdet i spørgsmålet om udlændinge er meget abstrakt. Hvorvidt indvandring
udgør en trussel mod vores nationale egenart, er ikke noget der blev diskuteret i
valgkampen. Her drejede diskussionerne sig om forhold, der var langt mere
konkrete. De centrale diskussioner omhandlede således stramninger i
asyllovgivningen, antallet af familiesammenføringer, arrangerede ægteskaber og
indvandrernes manglende integration. Også i forhold til miljøspørgsmålet samt lov
og ordensspørgsmålet, som indgår i det nypolitiske spørgsmål, er ovenstående
spørgsmål langt mere abstrakt og derfor sværere at tage stilling til. Dette betyder,
at der er større usikkerhed forbundet med om det, der måles med spørgsmålet,
også er det vi ønsker at måle, nemlig vælgernes udlændingeholdninger. Om det
forholder sig således, kan vi undersøge ved at se på et andet
udlændingespørgsmål, der er mere konkret, men som kun går tilbage til 1994:
”Partierne er blandt andet uenige om, hvor mange flygtninge vi kan tage
imod. Nogle mener, vi tager imod alt for mange. Andre siger, vi sagtens
kan tage mod flere flygtninge. (...) Og hvor vil De placere Dem selv?” 146
Hvis vi i stedet anvender dette spørgsmål i en logistisk regression med stemme på
højrefløjen som afhængig variabel, får udlændingeemnet straks langt større
betydning end de andre nypolitiske emner. Dette fremgår af tabel 9.14.
146 V187 i valgundersøgelsen.
151

Tabel 9.14. De enkelte nypolitiske emners betydning for stemme på højrefløjen. Det
abstrakte udlændingespørgsmål udskiftet med et mere konkret spørgsmål. Logistisk
regression. 1 1994-2001. Kun med kontrol. 2 b-koefficient 3 og Nagelkerke R 2 .
1994 1998 2001 Ændring
Højrefløjens emner
Udlændinge (antal flygtninge) 0,0078* 0,0110* 0,0139* 0.0061
Lov og orden 0,0049* 0,0030 0,0057* 0.0008
Venstrefløjens emner
Miljø 0,0049* 0,0069* 0,0038* -0.0011
Ulandsbistand 0,0032* 0,0044* 0,0083* 0.0051
Nagelkerke R 2 0,412 0,482 0,473 0,0610
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængige variabler: Vælgernes position på de tre sædvanlige
nypolitiske emner samt det alternative udlændingespørgsmål. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud
på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for gammel politik, køn (kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder,
selvstændig og funktionær, som referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1994: Gammel politik (0,0197), arbejder (-0,0020), selvstændig (0,0050), alder (-0,0045) og køn (0,0013).
1998: Gammel politik (0,0200), selvstændig (0,0071) og arbejder (-0,0017).
2001: Gammel politik (0,0179) og uddannelse (0,0038).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
* = koefficienten er signifikant ved p < 0,05. Normalt ville insignifikante uafhængige variabler ikke blive
medtaget i den endelige model, men her er der gjort en undtagelse, for ellers kan vi ikke se på udviklingen i
b-koefficienten.
Af tabellen fremgår det, at det nye udlændingespørgsmål i 2001 afgjort er det
vigtigste nypolitiske spørgsmål og tilmed næsten dobbelt så vigtigt som det
næstvigtigste nypolitiske spørgsmål (ulandsbistand). Derudover er
udlændingeemnet samtidig det emne, som fra 1994 til 2001 absolut set oplever
den største stigning i betydning, idet emnets b-koefficient stiger 0,0061. Således
har det nye udlændingespørgsmål markant reduceret betydningen af
ulandsbistand samt lov og orden. Det er derfor rimeligt at konkludere, at
udlændingeemnet, som forventet, har været det væsentligste nypolitiske emne for
vælgeradfærden i 2001.
Analysen af de enkelte nypolitiske emners saliens har således vist, at
ulandsemnets betydning for stemmeadfærden var noget overestimeret fordi
spørgsmålsformuleringen gjorde, at der sandsynligvis var en overnormal
efterrationalisering blandt respondenterne. Desuden viste analysen, at
udlændingeemnets betydning i det oprindelige indeks var underestimeret, når det
meget abstrakte spørgsmål blev anvendt. Disse nærmere analyser har altså
sandsynliggjort, at det var udlændingeemnet og ikke ulandsbistand, som var det
nypolitiske emne, der havde størst betydning for vælgernes stemmeadfærd i 2001.
Konklusionen på issue-ownership analysen kan altså fastholdes, for vi har nu vist,
at det der især optog mediernes og vælgernes dagsorden også har haft størst
stemmemæssig betydning. Issue-ownership analysen viste således, at ny politiks
stigende betydning har været til fordel for højrefløjen. Den samme konklusion
nåede vi frem til, da vi undersøgte spørgsmålet grafisk ved at se på udviklingen i de
to fløjes vælgergrundlag. Endvidere nåede vi frem til samme resultat i analysen af
152

de socialdemokratiske afhoppere. Vi har altså nu foretaget tre analyser, der helt
entydigt peger på, at ny politiks stigende betydning har været til klar fordel for
højrefløjen. Derfor kan det nu konkluderes, at hypotese 9.3 er styrket. Spørgsmålet
derfor nu, hvor meget af den stemmemæssige højredrejning, der kan forklares ved,
at ny politik er steget i betydning. Dette har vi hidtil afgjort ved hjælp af logistiske
standardberegninger, men som vi tidligere har været inde på, kan den logistiske
standardberegning ikke bruges i forbindelse med saliensændringer. Derfor har vi
ikke mulighed for præcist at afgøre, hvor stor en del af højrefløjens samlede
fremgang på 14,7 procentpoint, der kan forklares ved den nypolitiske
saliensændring. Den ovenstående analyse levner dog ingen tvivl om, at ny politiks
stigende saliens har været en af de afgørende årsager til den stemmemæssige
højredrejning. Selvom vi altså ikke præcist kan afgøre, hvor mange procent det har
gavnet højrefløjen, at ny politik er steget i betydning, vil vi alligevel senere, i kapitel
10, forsøge at vurdere de enkelte delforklaringer i forhold til hinanden.
Venstrefløjens forhold til ny politik i fremtiden
Selvom vi nu kan konkludere, at ny politiks stigende betydning har været en stor
fordel for højrefløjen, er det interessant kort at undersøge, hvad der ville ske, hvis
emnet i fremtiden skulle stige yderligere i betydning. I relation til figur 9.2 på side
135, kan det således siges, at selvom de to fløjes fordelinger i 2001 er blevet noget
mere parallelforskudte, er der stadig et markant overlap. Højrefløjen tiltrækker
således stadig vælgere til venstre for skæringspunktet og venstrefløjen tiltrækker
stadig vælgere til højre for skæringspunktet. Dette skyldes, at ikke alle vælgere
udelukkende stemmer efter den nypolitiske dimension. Som tidligere vist er den
gammelpolitiske dimension stadig vigtig for stemmeadfærden, og mange af de
vælgere, der ud fra deres nypolitiske placering stemmer på ”den forkerte fløj” gør det
således på trods af deres nypolitiske holdninger. Overlappet på henholdsvis venstre
og højre side af skæringspunktet er illustreret i figur 9.3.
Figur 9.3. Illustration af overlap i de to fløjes vælgergrundlag på ny politik. 2001. Pct. af
alle vælgere.
Pct. af
vælgerne
0,5
0,4
0,3
0,2
0,1
7 pct. 22 pct.
0,0
-100 -75 -50 -25 0 25 50 75 100
HF
VF
153

Af figuren fremgår det, at overlappet til venstre for skæringspunktet udgør 7 pct. af
alle vælgere, mens overlappet til højre i figuren udgør 22 pct. af alle vælgere. Hvis
den nypolitiske dimension i fremtiden bliver endnu mere salient, vil de to fløjes
vælgerfordelinger blive endnu mere parallelforskudt og ovenstående overlap mellem
fløjene vil blive mindre. Der er altså stadig mulighed for, at op til 22 pct. af alle
vælgere vil tage konsekvensen af deres højreorienterede holdninger og stemme på
højrefløjen, mens op mod 7 pct. af alle vælgere vil tage konsekvensen af deres
venstreorienterede holdninger og stemme på venstrefløjen. Figuren illustrerer
derved, at hvis ny politik i fremtiden bliver endnu vigtigere for vælgernes
stemmeadfærd, vil venstrefløjen have et markant større problem end højrefløjen,
idet over tre gange så mange venstrefløjsvælgere holdningsmæssigt befinder sig på
den ”forkerte” side af skæringspunktet.
Dette scenarium kan dog modereres ved, at venstrefløjen indtager en mere
højreorienteret position på ny politik for derved at erobre nogle af de mange
vælgere, der ikke er ekstremt højreorienterede, men som i øjeblikket alligevel er
tættere på højrefløjens position end på venstrefløjens. Lidt firkantet opstillet står
venstrefløjen altså så længe ny politik er vigtigst, med et valg mellem på den ene
side at bevare sin politik (policyseeking), og være i opposition, eller på den anden
side at rykke til højre på den nypolitiske dimension for derved at kunne genvinde
medianvælgeren (voteseeking) og dermed regeringsmagten (officeseeking) (Strøm,
1990). Dette dilemma har også højrefløjen stået i med hensyn til deres
velfærdspolitik. Da Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre indså han,
at et farvel til minimalstatstanken var nødvendigt for at genvinde regeringsmagten.
Venstrefløjen vil således med al sandsynlighed miste endnu flere stemmer, såfremt
ny politik i fremtiden fortsætter med at blive vigtigere. På lang sigt synes en
yderligere stigning i betydningen af ny politik at være det mest plausible, da
årsagerne til ny politiks fremvækst i høj grad hænger sammen med stigende
velstand (Inglehart, 1997). På kort sigt er der dog flere muligheder for, at
udviklingen ikke nødvendigvis vil være lige så lineær som den har været i
1990’erne. Ny politiks betydning er delvist korreleret med de økonomiske
konjunkturer, hvorfor en eventuel ny lavkonjunktur med en høj arbejdsløshed,
sandsynligvis atter vil få vælgerne til at fokusere på gammel politik (Borre & Goul
Andersen, 1997: 52).
Også uden en økonomisk lavkonjunktur kan det sandsynliggøres, at dimensionen
på kort sigt atter vil falde i betydning. En mulighed er, at hvis det rent faktisk
lykkes den nuværende borgerlige regering at opfylde vælgernes ønsker på ny
politik, er det tænkeligt, at vælgerne vil begynde at fokusere på andre områder,
som ikke nødvendigvis vil være nypolitiske. Med modsat fortegn var det hvad der
skete for de socialdemokratiske regeringer gennem 1990’erne. Arbejdsløsheden
blev bragt ned, og i stedet fik vælgerne overskud til at fokusere på de nypolitiske
problemer.
154

En mulighed er også, at vælgerne holdningsmæssigt bevæger sig mod venstre på
den nypolitiske dimension. Dette er sandsynligt fordi befolkningen er blevet mere
og mere uddannet og hidtil har det vist sig, at uddannelse og venstreorienterede
nypolitiske holdninger korrelerer positivt (Warwick, 1998).
Hvis ny politik fortsætter med at stige i betydning, og hverken vælgere eller
partierne ændrer deres holdninger på dimensionen er der fortsat mulighed for, at
venstrefløjen kan miste endnu flere stemmer. Årsagen illustreres i figur 9.3 ovenfor
og viser altså, at næsten halvdelen 147 af venstrefløjens vælgere i 2001 på ny politik
er placeret til højre for de to fløjes skæringspunkt. På den nypolitiske dimension
har næsten halvdelen af venstrefløjens vælgere altså stadig mere tilfælles med
højrefløjen end med venstrefløjen. Højrefløjens tilsvarende problem er langt mindre,
idet kun 13 pct. 148 af deres vælgere ligger til venstre for skæringspunktet.
Delkonklusion
I afsnit 9.3 har vi set nærmere på effekten af, at ny politik er blevet vigtigere for
vælgerne. Grafisk blev det vist, at det på grund af dimensionens stigende betydning
er lykkedes højrefløjen at få en del venstrefløjsvælgere til at skifte til højrefløjen.
Disse venstrefløjsvælgere viste sig at være mere i overensstemmelse med højrefløjen
på den nypolitiske dimension, og deres stemmeadfærd har derfor tidligere været
betinget af deres holdninger på andre områder – primært gammel politik og velfærd.
Nu er disse andre grunde blevet langt mindre betydningsfulde, idet de to
regeringsalternativer langt hen ad vejen har erklæret sig enige i hinandens
velfærdspolitiske og økonomiske mål. Derfor er det blevet muligt for mange vælgere
at bringe både deres velfærdspolitiske, nypolitiske og gammelpolitiske holdninger i
overensstemmelse med deres stemmeadfærd ved at stemme på højrefløjen. Dette er
ud fra issue voting-teorien den væsentligste forklaring på, at så mange af
venstrefløjens vælgere pludselig drager konsekvensen af deres nypolitiske
holdninger og forlader venstrefløjen til fordel for højrefløjen.
Desværre var det ikke muligt at lave beregninger, der er sammenlignelige med vores
tidligere effektberegninger af holdnings- og kompetenceændringer, og som viser,
hvilken stemmemæssig effekt det har haft, at ny politik er steget i betydning.
Ovenstående analyse har dog sandsynliggjort, at stigningen i ny politiks betydning
har været mindst lige så væsentlig som de holdnings- og kompetencebevægelser
som tidligere er blevet analyseret. Der synes derfor ikke at være tvivl om, at ny
politiks stigende betydning er en af hovedårsagerne til den stemmemæssige
højredrejning.
Vores analyser viste ligeledes, at der også i fremtiden er et stort potentiale for, at
venstrefløjen kan miste et betydeligt antal stemmer ved at være i
uoverensstemmelse med deres vælgere på den nypolitiske dimension. Hvis ikke
Socialdemokratiet ændrer kurs på det nypolitiske område og søger ind mod midten,
vil venstrefløjen sandsynligvis også i fremtiden miste endnu flere vælgere, såfremt
147 De 22 pct. fra figur 9.3 udgør 46 pct. af alle venstrefløjens vælgere (22 pct./ 48 pct. = 46 pct.).
148 De 7 pct. fra figur 9.3 udgør 13 pct. af alle højrefløjens vælgere (7 pct. / 52 pct. = 13 pct.).
155

den nypolitiske dimension fortsætter med at stige i betydning og vælgerne ikke
samtidig holdningsmæssigt rykker til venstre.
Blandt de fire nypolitiske spørgsmål, som det nypolitiske indeks består af, viste de
indledende analyser overraskende, at det var emnet ulandsbistand, der var det
nypolitiske spørgsmål, der siden 1990 var steget mest i betydning. De efterfølgende
analyser sandsynliggjorde imidlertid, at ulandsbistandens betydning var
overestimeret på grund af overnormal efterrationalisering. Analyserne viste
endvidere, at den oprindelige måling af udlændingeemnets betydning var
underestimeret på grund af spørgsmålets abstrakte udformning. Den endelige
konklusion var derfor, at det er udlændingeemnet, der op gennem 1990’erne er
blevet det klart vigtigste nypolitiske emne for vælgerne. Da højrefløjen samtidig må
siges at have haft fordel af, at udlændingeemnet i stigende grad har optaget
vælgerne, kan det konkluderes, at emnet bidrager væsentligt til forklaringen af den
stemmemæssige højredrejning. Derfor har vi nu valgt at se lidt nærmere på
udlændingeemnet.
9.4. Særlig fokus på udlændingespørgsmålet
Den væsentligste årsag, til at udlændingeemnet er det nypolitiske emne, der er
mest interessant at se nærmere på, er, at det i løbet af 1990’erne er blevet det
nypolitiske emne, der er højest på vælgernes og mediernes dagsorden. Dette har
ført til, at udlændingeemnet i 2001 også er det nypolitiske emne, der har den
største saliens hos vælgerne. Udlændingeemnet er altså centralt i forhold til
højredrejningen og derfor vil vi i dette afsnit se nærmere på danskernes holdninger
til udlændingeemnet.
I afsnit 9.4.1 vil vi se nærmere på, hvorvidt den stemmemæssige højredrejning kan
forklares ved en højredrejning i vælgernes holdninger til udlændinge. Herefter vil vi
i afsnit 9.4.2 se på, om den stemmemæssige højredrejning kan forklares ved, at
vælgerne nu finder udlændingeemnet centralt for deres stemmevalg. Ovenfor har vi
allerede beskæftiget os med dette spørgsmål, men vi vil her gå lidt dybere ind i
denne diskussion. Derefter vil vi i afsnit 9.4.3 se på årsagerne til emnets stigende
saliens. Endelig vil vi i afsnit 9.4.4 fremlægge en karakteristik af vælgernes
holdninger til udlændinge. Et af formålene hermed er at diskutere, hvordan
holdningerne til udlændinge er opstået. I denne forbindelse vil vi særligt se
nærmere på, om skeptiske holdninger til udlændinge kan ses som indikator for en
mere generel skepsis over for det moderne. Diskussionerne i afsnit 9.4.4 leder også
til et bud på, hvorfor det er lykkedes Dansk Folkeparti at bruge udlændingeemnet
til at sikre sig en markant stemmemæssig fremgang.
9.4.1. Vælgernes positionsbevægelser på udlændingespørgsmålet
Tidligere i analysen af ny politik har vi set på nogle af de positionsbevægelser, der er
sket med hensyn til udlændingeemnet. 149 I det følgende vil vi, på grund af emnets
fremtrædende placering, gå i dybden med vælgernes holdningsbevægelser på
149 Jævnfør tabel 9.2 på side 126.
156

udlændingeområdet, for at undersøge i hvor høj grad disse kan bidrage til at
forklare det stemmemæssige højreskred.
Det er en udbredt forestilling i befolkningen og medierne, at der gennem de senere
år er sket et holdningsskred i synet på indvandrere og flygtninge. Ofte høres der
påstande om, at fremmedhadet er øget, og at racismen er i fremmarch (Goul
Andersen, 2002a: 31f). I det følgende undersøges, om denne opfattelse har hold i
virkeligheden. Hvis det er tilfældet, har det givetvis været en markant fordel for
højrefløjen, idet en holdningsmæssig højredrejning på udlændingeemnet må
antages at gavne højrefløjens partier. På baggrund heraf testes følgende hypotese:
Hypotese 9.4: Vælgerne er blevet mere skeptiske overfor udlændinge, og
derfor øges opbakningen til højrefløjens partier, der
udtrykker samme skepsis.
I valgundersøgelsen findes kun ét udlændingespørgsmål, der går tilbage til 1990.
Derimod findes der yderligere to spørgsmål, som kan genfindes siden 1994. De tre
spørgsmål indeholder hver især tre forskellige aspekter af vælgernes holdninger til
udlændinge. Det ene omhandler, hvorvidt indvandringen udgør en trussel for vores
nationale egenart 150 og kan siges at måle graden af vælgernes xenofobi. Et andet
spørgsmål beskæftiger sig med vælgernes holdning til, hvor mange udlændinge
Danmark bør tage imod, 151 mens det tredje spørgsmål beskæftiger sig med et
toleranceaspekt om, hvorvidt udlændinge bør have ret til de samme sociale ydelser
som danskerne 152 (Togeby & Gaasholt, 1995: 42). 153 De tre spørgsmål indfanger
altså følgende tre forskellige aspekter: Xenofobi, indvandringens omfang samt
tolerance. Af tabel 9.15 fremgår vælgernes positionsbevægelser på disse tre
udlændingespørgsmål. Af tabellens to kolonner til højre fremgår ændringerne på
kort (siden 2000) og lang (siden 1990/1994) sigt. En positiv ændring betyder en
højredrejning, mens en negativ ændring betyder en venstredrejning.
150
V105 – det er også det udlændingespørgsmål, der indgår i ny politik indekset. Se note 47 på side 34 for
nøjagtig spørgsmålsformulering.
151
V187 i valgundersøgelsen.
152
V112 i valgundersøgelsen.
153
Etnisk tolerance indeholder ifølge Togeby og Gaasholt flere elementer:
- Accept af at de indvandrere, der nu engang er her, må forblive i Danmark.
- Udlændinge skal have de samme basale borgerlige rettigheder som danskere.
- De fremmede må bevare deres sprog og kultur.
- Indvandrerne får mulighed for at øve indflydelse på de beslutninger, der har betydning for dem selv.
Spørgsmålet om social bistand afdækker kun en mindre (men central) del af Togebys definition. Alligevel mener
vi, at spørgsmålet kan anvendes som en indikator for tolerance, idet den afdækker et væsentligt element i denne
definition af etnisk tolerance.
157

Tabel 9.15. Udviklingen i vælgernes holdninger til udlændinge: Xenofobi, tolerance og
indvandringens omfang. 1990/1994-2001. 1 Skala: -100º (mest venstreorienteret) til
+100º (mest højreorienteret).
Ændring
1990 1994 1998 2000 2001 siden
2000 1990/4
Indvandring udgør en trussel (xenofobi) 5 -1 -3 -13 -4 9 -9*
Antal udlændinge Danmark kan tage imod - 28 33 14 34 20 6*
Udlændinges ret til social bistand (tolerance) - 36 26 - 21 - -15*
1) I 2000 er kilden Goul Andersens midtvejsanalyse (Goul Andersen, 2000). Der er knap 1000 respondenter i
midtvejsanalysen, der blev gennemført i februar 2000, altså omtrent to år før 2001 undersøgelsen (hvor
hovedparten af indsamlingen først foregik i starten af 2002 – jævnfør afsnit 2.3).
* betyder, at ændringen er signifikant ved p < 0,05. Vedrørende ændringen fra 2000 kan vi dog ikke vide om den
er signifikant, da vi ikke har individdata for 2000.
På lang sigt går udviklingen ikke i nogen entydig retning. Vedrørende den fortsatte
tilstrømning, er der således som forventet sket en højredrejning, mens der mod
forventningen på de to andre spørgsmål er sket en venstredrejning. Vælgerne er
således blevet mindre xenofobiske og intolerante siden 1990/1994.
På kort sigt (siden 2000) er der dog tilsyneladende sket en markant højredrejning.
Vi har kun data for de to spørgsmål, der vedrører xenofobi og indvandring og her
går holdningerne på kun to år 154 markant til højre. Vedrørende xenofobien er det
således bemærkelsesværdigt, at der er sket en højredrejning, når langtidstendensen
er den modsatte.
På lang sigt må vi konkludere, at vælgerne er blevet mere tolerante og mindre
xenofobiske. Til gengæld opfatter vælgerne tilstrømningen som et stigende problem.
Umiddelbart er der altså kun begrænset støtte for hypotesen om, at vælgernes
holdninger har bevæget sig mod højre. En del af den manglende forventede
højredrejning kunne imidlertid skyldes, at en sådan udvikling er blevet undertrykt
af, at vælgerne på samme tid er blevet mere uddannede. Det er altså relevant at
kontrollere ovenstående udvikling for uddannelse. Dette gøres i tabel 9.16.
Tabel 9.16. Udviklingen i vælgernes holdninger til udlændinge: Xenofobi, tolerance og
indvandringens omfang. 1990/1994-2001. 1 Skala: -100º (mest venstreorienteret) til
+100º (mest højreorienteret). Med og uden kontrol for uddannelse.
Uden kontrol Med kontrol for udannelse 1
90/94 2 2001 Ændring 90/94 2 2001 Ændring
Indvandring udgør en trussel (xenofobi) 5 -4 -9* 1 -2 -3
Antal flygtninge Danmark kan tage imod 28 34 6* 27 35 8*
Udlændinges ret til bistand (tolerance) 36 21 -15* 34 23 -11*
1) Kontrol for uddannelse. Metode for kontrol: Multiple Comparison Analysis (MCA)
2) Xenofobispørgsmålet starter i 1990, mens de to andre starter i 1994.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabellen, at uddannelse generelt har stor betydning for udviklingen i
vælgernes holdninger til udlændinge. Mest bemærkelsesværdig er udviklingen i
154 Jævnfør note 1 under tabel 9.15.
158

graden af xenofobi, hvor venstredrejningen bliver insignifikant. 155 På spørgsmålet
om indvandringens omfang forstærkes højredrejningen, når der kontrolleres for
uddannelse, mens venstredrejningen mindskes på tolerancespørgsmålet. Fra 1990
til 2001 har det øgede uddannelsesniveau altså fremmet tolerancen, mindsket
xenofobien, og modereret kravet om, at indvandringen bør begrænses.
Litteraturen har tidligere fastslået, at de unge og de veluddannede er knap så
skeptiske overfor udlændinge som de ældre og lavtuddannede (Togeby & Gaasholt,
1995: 75ff; Andersen m.fl., 1999: 209, Nannestad, 1999a: 186). Da
Socialdemokratiets kernevælgere netop er kendetegnet ved at være relativt
lavtuddannede samt ældre end befolkningsgennemsnittet, 156 er det interessant at se
nærmere på, hvordan denne del af befolkningen ser på udlændinge.
Socialdemokratiet er ofte blevet beskyldt for at være ude af trit med partiets vælgere
på udlændingeområdet og derfor er det interessant at se nærmere på udviklingen i
holdningerne til udlændinge hos gruppen af lavtuddannede ældre.
Tabel 9.17. Udviklingen i uuddannede ældre vælgeres 1 holdninger til udlændinge.
1990/1994-2001. Skala: -100º (mest venstreorienteret) til +100º (mest højreorienteret).
1990 1994 1998 2001 Ændring
Indvandring udgør en trussel (xenofobi) 44 39 29 48 4
Antal flygtninge Danmark kan tage imod - 44 40 52 8
Udlændinges ret til social bistand (tolerance) - 51 36 35 -16*
(N) 147 303 231 221
1) Alle vælgere, der ingen erhvervsuddannelse eller højere uddannelse har og som er over 50 år.
2) For xenofobispørgsmålet er ændringen udregnet fra 1990 til 2001 og for de andre to fra 1994 til 2001.
* = ændringen er signifikant ved p < 0,05.
Det fremgår af tabel 9.17, at der blandt lavtuddannede ældre har været en øget
tendens til xenofobi. Udviklingen er ikke signifikant, men mens resten af
befolkningen som helhed bliver stadig højere uddannet og derfor signifikant mindre
xenofobisk, tenderer de uuddannede ældre altså til at gå i den modsatte retning.
Højredrejningen fra 1990 til 2001 på 4º dækker imidlertid over en markant
venstrebevægelse fra 1990 til 1998 og en endnu mere markant, og signifikant,
højrebevægelse fra 1998 til 2001. Sammenlignes denne gruppes højrebevægelse fra
1998 til 2001 med befolkningens (jævnfør tabel 9.10) har de lavtuddannede ældre
bevæget sig væsentligt mere mod højre. Dette udgør et særligt stort problem for
Socialdemokratiet, idet partiet i de tre valg i 1990’erne i gennemsnit har opnået 45
pct. af stemmerne i denne gruppe, hvilket er 9 procentpoint mere end de har fået i
befolkningen som helhed. En holdningsmæssig højredrejning i netop denne gruppe
rammer derfor partiet relativt hårdt.
155 Jævnfør også Goul Andersen (2002a: 9p).
156 Socialdemokratiet har sammen med Dansk Folkeparti, både den ældste og mindst uddannede
vælgersammensætning. I gennemsnit er Socialdemokratiets vælgere 50 år gamle, mens alle vælgere i gennemsnit
er 47 år gamle. På en skala fra 1-6, er socialdemokraters uddannelsesniveau i gennemsnit på 2,89. Kun Dansk
Folkepartis vælgere har med 2,79 et lavere uddannelsesniveau og vælgerne som helhed har et gennemsnitligt
uddannelsesniveau på 3,08.
159

Delkonklusion
Analysen har vist, at der overordnet set ikke er tale om nogen entydig højredrejning
i vælgernes holdning til udlændinge. På ét område er udviklingen dog klar og i
forventet retning: Vælgerne ønsker i stigende grad at begrænse tilstrømningen af
flygtninge.
Xenofobien og intolerancen er derimod siden starten af 1990’erne faldet. Når der
kontrolleres for vælgernes stigende uddannelsesniveau, modificeres udviklingen på
tolerancespørgsmålet og udviklingen i xenofobien forsvinder endog helt. Analysen
viste altså, at der med hensyn til tolerance og xenofobi var sket en holdningsmæssig
venstredrejning, hvilket delvist var forårsaget af et stigende uddannelsesniveau.
Hypotesen, der forventede et højreskred på dette område, kan dermed afvises.
Ses der isoleret på Socialdemokratiets traditionelle kernevælgere (lavtuddannede og
ældre), er det bemærkelsesværdigt, at xenofobien er stigende for denne gruppe og i
særlig grad fra 1998 til 2001. Mens den samledes vælgerskare generelt er blevet
mindre xenofobiske, er der altså en tendens til, at socialdemokratiske kernevælgere
er blevet mere xenofobiske. Dette bidrager til at forklare, hvorfor så mange tidligere
socialdemokratiske vælgere i 2001 søgte til Venstre og Dansk Folkeparti, der som
bekendt er mere kritiske overfor udlændinge end Socialdemokratiet.
Alt i alt er billedet meget sammensat. Vælgerne bliver mere tolerante, men samtidig
også mere skeptiske over for en fortsat indvandring. Xenofobien falder generelt, men
den stiger blandt socialdemokratiske kernevælgere. Der er altså ikke nogen entydig
udvikling i retning af en større skepsis overfor udlændinge, hvorfor den samlede
konklusion bliver, at der overordnet set ikke kan findes støtte for hypotese 9.4 om,
at den stemmemæssige højredrejning skyldes en holdningsmæssig højredrejning på
udlændingeemnet. Til gengæld er det i forbindelse med højredrejningen vigtigt at
konstatere, at Socialdemokratiets kernevælgere er blevet mere højreorienterede.
Konklusionen om at vælgernes holdninger til udlændinge er sammensat, og at
holdningerne samtidig er kendetegnet ved stabilitet på lidt længere sigt, er i øvrigt i
overensstemmelse med konklusionerne hos Gaasholt og Togeby (1995).
9.4.2. Udlændingeemnets betydning for stemmeadfærden
Ovenstående afsnit viste, at vælgerne ikke entydigt har udviklet større
udlændingeskepsis. Det fremgik dog også af de præsenterede tabeller, at vælgerne
faktisk i forvejen er noget skeptiske. 157 På en skala fra -100º til +100º er vælgerne
gennemsnitlige holdning i 2001 til de tre spørgsmål, der indgår i ovenstående
analyse, således hele +17º, hvilket er noget til højre for midten. Hertil kan dog
indvendes, at denne placering er delvis afhængig af spørgsmålsformuleringerne. I
2001 er der imidlertid hele ti spørgsmål, der omhandler udlændinge, 158 og også hvis
157 Jævnfør eksempelvis tabel 9.15 på side 153.
158 Foruden de tre spørgsmål, der også indgår i tabel 9.15 på side 153, vedrører de øvrige spørgsmål: Stramninger
af flygtninge-/indvandrerpolitikken (V100), muslimske lande udgør en trussel (V109), udgifter til flygtninge og
indvandrere (V84), tillid til udlændinge (V123), islam udgør trussel (V131), religioner skaber konflikt (V134)
samt familiesammenføringsret bør begrænses (V136).
160

man anvender alle disse spørgsmål, viser det sig, at vælgerne også her er placeret
noget til højre for midten (+15º). Dermed kan det konkluderes, at et flertal af
vælgere er noget skeptiske overfor udlændinge, og derfor bliver det relevant at
undersøge, om vælgerne i deres partivalg lægger større vægt på denne skepsis, da
dette ville være til gavn for højrefløjens partier. Således testes nu følgende hypotese:
Hypotese 9.5: Vælgerne tager i højere grad konsekvensen af deres
skepsis overfor udlændinge og derfor øges opbakningen til
de partier, der udtrykker samme skepsis.
Såfremt hypotesen styrkes, kan den bidrage til at forklare den stemmemæssige
højredrejning, da det er højrefløjen og særligt Dansk Folkeparti, der har udtrykt den
største skepsis overfor udlændinge. Det følger derfor af hypotesen, at hvis vælgerne
har lagt større vægt på udlændingeemnet vil dette have haft en gunstig effekt på
højrefløjens stemmeandel.
Vi har allerede beskæftiget os en del med den øgede saliens på udlændingeområdet
i forbindelse med analyserne af den mere generelle stigning i saliensen på hele det
nypolitiske område. Konklusionerne i afsnit 9.3 ovenfor var, at blandt de fire
nypolitiske emner var udlændingeemnet blevet det vigtigste emne i 2001. Tidligere
analyser har altså allerede styrket hypotesen ovenfor. Når der tænkes på den
markante stigning i udlændingeemnets tilstedeværelse på både mediernes og
vælgernes dagsorden, er dette også forventeligt. Formålet med dette afsnit er derfor
ikke kun atter at vise sammenhængen, men også at opnå en dybere forståelse af
den.
I første omgang vil vi se nærmere på de tre spørgsmål, der vedrører xenofobi,
tolerance og antallet af flygtninge Danmark kan tage imod. Af tabel 9.18 fremgår
hvilket af disse tre aspekter, der er mest salient.
161

Tabel 9.18. De tre udlændingeaspekters betydning for stemme på højrefløjen.
Logistisk regression. 1 1994-2001. Kun med kontrol. 2 b-koefficient 3 og Nagelkerke R 2 .
1994 1998 2001 Ændring
b-koefficienter
Indvandring er en trussel (xenofobi) 0,0021* 0,0024 * 0,0015 * -0,0006
Antal flygtninge DK kan tage imod 0,0063* 0,0093 * 0,0104 * 0,0041
Udlændinges ret til bistand (tolerance) 0,0002 0,0014 0,0034 * 0,0032
Nagelkerke R 2 0,416 0,484 0,474 0,0580
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængige variabler: Vælgernes position på spørgsmålene
vedrørende xenofobi, antal flygtninge og tolerance. Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på
forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for de tre andre nypolitiske emner (ulandsbistand, miljø samt lov og orden) gammel politik, køn
(kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder, selvstændig og funktionær, som
referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1994: Gammel politik (0,0199), ulandsbistand (0,0027), miljø (0,0047), lov og orden (0,0046), arbejder
(-0,0021), selvstændig (0,0051), alder (-0,0051) og køn (0,0013).
1998: Gammel politik (0,0201), ulandsbistand (0,0037), miljø (0,0067), selvstændig (0,0073) og arbejder
(-0,0017).
2001: Gammel politik (0,0182), ulandsbistand (0,0071), miljø (0,0029), lov og orden (0,0046) og
selvstændig (0,0026).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
* = koefficienten er signifikant ved p < 0,05. Normalt ville insignifikante uafhængige variabler ikke blive
medtaget i den endelige model, men her er der gjort en undtagelse, for ellers kan vi ikke se på udviklingen i
b-koefficienten.
Det fremgår af tabellen, at i 2001 er b-koefficienten klart størst ved spørgsmålet
om, hvor mange flygtninge Danmark bør tage imod. Spørgsmålet er således hele tre
gange vigtigere end spørgsmålet vedrørende tolerance, der er det næstmest saliente
udlændingespørgsmål. Spørgsmålet om xenofobi falder i betydning for vælgernes
stemmeadfærd fra 1994 til 2001 og er i 2001 afgjort det udlændingespørgsmål, der
har mindst betydning for stemmeadfærden. Dette illustrerer igen at det spørgsmål,
der i valgundersøgelsen vedrører xenofobi, er for abstrakt formuleret.
At det især er spørgsmålet om antallet af flygtninge, der optager vælgerne, er
interessant set i lyset af, at det samtidig er det eneste udlændingespørgsmål, hvor
vælgerne både på kort og på lang sigt holdningsmæssigt har bevæget sig mod højre
– jævnfør tabel 9.15 på side 153. På de to andre spørgsmål er der fra 1990/1994 til
2001 sket en venstredrejning, men dette har altså ikke så stor betydning som
højredrejningen på spørgsmålet om antallet af flygtninge, idet dette spørgsmål har
størst betydning for stemmeadfærden. En meningsmåling fra 2000 viser, at der
netop på spørgsmålet om antallet af flygtninge på kort sigt er sket en markant
højredrejning fra 14º i 2000 til 34º i 2001. 159 Denne markante højrebevægelse sker
altså på et område, der får stadig større betydning for vælgerne, og som i 2001
uden sammenligning var det vigtigste udlændingespørgsmål. Denne observation
styrker de tidligere resultater om at udlændingeemnet generelt har været til fordel
for højrefløjen og er således væsentlig i forbindelse med den stemmemæssige
højredrejning.
159 Jævnfør tabel 9.15 på side 153.
162

Konklusionen er således, at udlændingeemnets betydning for stemmeadfærden er
afhængig af, hvilket aspekt af danskernes holdning til udlændinge, der måles på.
Det må formodes, at den bedste beskrivelse af danskernes sammensatte
holdninger til udlændinge fås ved at anvende alle tre spørgsmål i et samlet
udlændingeindeks. 160 Af tabel 9.19 fremgår det således, hvordan emnets saliens
udvikler sig, når et sådant indeks anvendes.
Tabel 9.19. Udlændingeindeksets betydning for stemme på højrefløjen. Logistisk
regression. 1 1994-2001. Med og uden kontrol. 2 b-koefficient 3 og Nagelkerke R 2 .
Ændring
1994 1998 2001 Absolut I pct.
Uden kontrol
b-koefficient 0,010 0,015 0,018 0,009 91
Nagelkerke R 2 0,083 0,174 0,235 0,151 181
Med kontrol
b-koefficient 0,007 0,011 0,012 0,005 73
Nagelkerke R 2 0,410 0,478 0,466 0,056 14
1) Afhængig variabel: Stemme på højrefløjen. Uafhængig variabel: Vælgernes position på udlændingeindekset.
Der blev ikke konstateret nævneværdige brud på forudsætningerne for regressionerne.
2) Kontrol for de tre andre nypolitiske emner (ulandsbistand, miljø samt lov og orden) gammel politik, køn
(kvinder lav værdi), alder, uddannelse og stilling (tre dummyer: arbejder, selvstændig og funktionær, som
referencekategori). Følgende variabler blev signifikante:
1994: Gammel politik (0,0200), ulandsbistand (0,0030), miljø (0,0047), lov og orden (0,0047), arbejder
(-0,0022), selvstændig (0,0049), alder (-0,0052) og køn (0,0013).
1998: Gammel politik (0,0201), ulandsbistand (0,0040), miljø (0,0066), selvstændig (0,0075) og arbejder
(-0,0015).
2001: Gammel politik (0,0183), ulandsbistand (0,0076), miljø (0,0028), lov og orden (0,0050) og
selvstændig (0,0027).
Tallene i parentes angiver variablens b-koefficient.
3) b-koefficienten er ustandardiseret, men da alle uafhængige variabler er kodet efter samme skala (-100º til
+100º), er b-koefficienterne sammenlignelige.
Af tabel 9.19 fremgår resultaterne fra en logistisk regression med stemme på
højrefløjen som den afhængige variabel, med og uden kontrol for andre variabler.
Uden kontrol for tredjevariabler fordobles udlændingeindeksets b-koefficient fra
1994 til 2001 næsten. Når der kontrolleres for både sociale baggrundsvariabler,
gammel politik og de tre øvrige nypolitiske emner, falder udlændingeemnets bkoefficient
lidt, men stigningen fra 1994 til 2001 er stadig på hele 73 pct., hvilket
viser, at vi trods omfattende kontrol for tredjevariabler kan fastholde konklusionen
om, at udlændingeemnet bliver stadig vigtigere for vælgerne.
Tabellen viser i øvrigt, at når der ikke kontrolleres for tredjevariabler, er der
næsten tale om en tredobling af modellens forklaringskraft (Nagelkerke R 2). Under
kontrol for tredjevariabler stiger forklaringskraften derimod stort set ikke. Dette
viser, at udlændingeemnets stigende saliens er sket på bekostning af de variabler,
som der kontrolleres for.
Hermed kan det konstateres, at udlændingeemnet er steget kraftigt i betydning for
stemmeadfærden, og at dette ganske givet har haft en positiv stemmemæssig effekt
på højrefløjens stemmeandel. Når vælgerne i stigende grad drager konsekvensen af
160 Indeksets alfa-værdi er i 2001 på 0,71.
163

deres relative højreorienterede holdninger på udlændingeområdet gavner det
naturligvis højrefløjen. At det særligt er spørgsmålet om antallet af flygtninge, der
er vigtigt for vælgerne, er en ekstra fordel for højrefløjen, da det netop er dette
aspekt på udlændingeområdet, hvor vælgerne holdningsmæssigt har bevæget sig
mod højre og derudover er det også på dette område, at den største splittelse i
Socialdemokratiet er at finde. Lidt populært fremstillet har der i Socialdemokratiet
været en højrefløj med Karen Jespersen i spidsen, der ønskede at mindske
tilstrømningen af flygtninge, samt en venstrefløj med Svend Auken/Frank Jensen i
spidsen, som ikke ønskede stramninger på dette område. Socialdemokratiet
udsendte altså tvetydige budskaber på det aspekt ved udlændingeemnet som
mange vælgere fandt centralt. I dette lys er det derfor ikke overraskende, at det var
vanskeligt for Socialdemokratiet at fastholde sine udlændingekritiske vælgere.
Et interessant spørgsmålet er, om det også i fremtiden vil være et problem for
venstrefløjen, hvis udlændingeemnet bliver endnu vigtigere for vælgeradfærden.
Dette giver figur 9.4 et svar på.
Figur 9.4. Illustration af overlap i de to fløjes vælgergrundlag på udlændingeindekset.
2001. Pct. af alle vælgere.
Pct. af
vælgerne
0,5
0,4
0,3
0,2
0,1
13 pct. 19 pct.
0,0
-100 -50 0 50 100
Det fremgår af figuren, at 19 pct. af alle vælgere stemmer på venstrefløjen, selvom
de holdningsmæssigt befinder sig til højre for skæringspunktet mellem venstrefløjen
og højrefløjen. Det kan siges, at disse vælgere stemmer på venstrefløjen på trods af
deres udlændingeholdninger. Hvis udlændingeemnets saliens fortsætter med at
stige vil nogle af disse vælgere tage konsekvensen af deres holdninger på
udlændingeområdet og søge mod højrefløjen. På samme måde stemmer 13 pct. af
alle vælgere på højrefløjen, selvom de på udlændingeområdet holdningsmæssigt må
formodes at have mere til fælles med venstrefløjen. Disse 13 pct. bliver altså et
tilsvarende problem for højrefløjen, såfremt emnets saliens stiger. Figuren
illustrerer imidlertid, at venstrefløjens fremtidige problem er større end højrefløjens.
Der er altså fortsat en vis risiko for, at venstrefløjen kan miste stemmer, hvis
udlændingeemnet bliver endnu vigtigere for vælgerne.
HF
VF
164

Delkonklusion
Hvis vi atter vender os imod udviklingen fra 1990 til 2001, kan det konkluderes, at
udlændingeemnet er blevet stadigt vigtigere for vælgerne og da mange vælgere
samtidig er meget skeptiske overfor udlændinge, har emnets stigende betydning
været til stor stemmemæssig fordel for højrefløjen. Dermed er udlændingeemnets
stigende betydning en væsentlig delforklaring på den stemmemæssige
højredrejning.
Analysen viste endvidere, at det særligt er spørgsmålet vedrørende antallet af
flygtninge, som vælgerne i stigende grad er optaget af. Selvom vælgerne ikke er
rykket til højre holdningsmæssigt på udlændingespørgsmålene generelt, fremgår
det dog entydigt, at der i befolkningen er et voksende ønske om at begrænse
antallet af flygtninge. Saliensstigningen er altså sket på netop det område, hvor
vælgerne er gået markant til højre og dette bidrager naturligvis yderligere til
forklaringen af det stemmemæssige højreskred.
Venstrefløjen har utvivlsomt mistet stemmer på, at vælgerne fra 1990 til 2001 i
stigende grad har taget konsekvensen af deres holdninger til udlændinge, og
såfremt udviklingen fortsætter viser vores analyser, at der fortsat er mulighed for,
at venstrefløjen kan miste endnu flere stemmer, hvis emnets saliens fortsætter
med at stige.
9.4.3. Årsager til emnets stigende betydning for stemmeadfærden
I det følgende vil vi kort diskutere, hvad der er årsagen til udlændingeemnets
stigende effekt for stemmeadfærden. Det er således oplagt at pege på, at
saliensstigningen hænger sammen med dels det rent faktiske antal udlændinge
dels mediernes omtale af dem. At emnets stigende betydning i sidste ende hænger
sammen med antallet af udlændinge i Danmark er indlysende, for hvis der ingen
udlændinge var, ville emnet naturligvis heller ikke optage vælgerne. Af figuren
fremgår udviklingen i antallet af udenlandske statsborgere.
165

Figur 9.5. Udviklingen i antallet af udenlandske statsborgere fra tredjelande
bosiddende i Danmark. 1 1979-2001.
Antal
200.000
150.000
100.000
50.000
0
1979 1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 År
1) Kilde: Danmarks Statistik. Tredjelande defineres som alle lande undtagen Norden, EU, Nordamerika og
Australien. Når udenlandske statsborgere efter nogle år i Danmark eventuelt søger og opnår dansk
statsborgerskab, vil de ikke længere optræde i figuren. Derfor er antallet af borgere af fremmed herkomst lidt
større end antallet af udenlandske statsborgere.
Det fremgår af figuren, at antallet af udenlandske statsborgere fra tredjelande er
steget markant fra omtrent 40.000 i 1979 til knap 200.000 i 2001. Da de danske
myndigheder i 1973 stoppede for den almindelige indvandring, er disse
udenlandske statsborgere kommet til landet som enten flygtninge 161 eller som
familiesammenførte (Coleman & Wandensjö, 1999: 105). I 1970’erne, inden antallet
af statsborgere fra tredjelande for alvor begyndte at stige, var Danmarks
befolkningssammensætning en af verdens mest homogene (Nielsson, 1985). Trods
den massive indvandring udgør statsborgere fra tredjelande i 2001 under fire
procent af befolkningen, og derfor er Danmark fortsat et meget homogent land. På
den anden side er udlændingene ikke ligeligt fordelt i det danske samfund og på
grund af deres anderledes udseende og den forskellige kultur, lægger danskerne
desuden mærke til udlændingene i bybilledet. Derfor har Danmark i manges øjne
udviklet sig til et multi-etnisk samfund (Togeby, 1998: 1141).
Spørgsmålet er imidlertid, om sammenhængen mellem antallet af udlændinge og
udlændingeemnets betydning for stemmeadfærden er direkte, eller om den kunne
tænkes at blive medieret eller forstærket igennem medierne. I både dansk og
udenlandsk litteratur om mediernes betydning, er det, som tidligere beskrevet, 162
almindeligt anerkendt, at medierne har en dagsordensfastsættende effekt, således
at de er i stand til at påvirke hvad vælgerne går op i, og dermed også hvilke emner
vælgerne stemmer efter.
For at vurdere, hvorvidt medierne faktisk har denne medierende og måske
forstærkende betydning på udlændingeområdet, sammenligner vi i figur 9.6
161 Særligt i løbet af firserne skete der en voldsom stigning i antallet af asylansøgere. Mens kun 800 søgte asyl i
1983, var tallet mere end tidoblet til 9300 i 1986, hvoraf dog langt fra alle fik asyl (Goul Andersen, 2002).
162 Jævnfør afsnit 6.3.
166

udviklingen i 1) antallet af udenlandske statsborgere, 2) udlændingeemnets
placering på mediernes dagsorden, 3) udlændingeemnets placering på vælgernes
dagsorden og 4) udlændingeemnets betydning for stemmeadfærden.
Figur 9.6. Forskellige aspekter af udlændingeemnet. Udviklingen i mediernes
dagsorden, vælgernes dagsorden, emnets betydning for stemmeadfærden samt
antallet af udenlandske statsborgere fra tredjelande. 1990-2001. Indeks (1990=100).
700
600
500
400
300
200
100
0
1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 År
Mediernes
dagsorden 1
Vælgernes
dagsorden 2
Betydning
for stemmeadfærd
3
Antal
udenlandske
statsborgere 4
1) Udlændingeemnets placering på mediernes dagsorden er målt ved gennemsnittet af placeringen på
henholdsvis avisernes og TV-debatudsendelsernes dagsorden under valgkampene i henholdsvis 1990 (6
pct.), 1994 (12 pct.), 1998 (14 pct.) og 2001 (42 pct.) – jævnfør tabel 6.5 på side 69.
2) Udlændingeemnets placering på vælgernes dagsorden er målt i forbindelse med valgundersøgelserne efter
valgene i 1990 (4 pct.), 1994 (8 pct.), 1998 (15 pct.) og 2001 (22 pct.) og fremgår af tabel 6.4 på side 66.
3) Betydningen for stemmeadfærden er beregnet ved hjælp af logistisk regression med stemme på højrefløjen
som afhængig variabel og udlændingeindekset som uafhængig variabel. Da indekset først kan konstrueres
fra 1994, er værdien i 1990 estimeret på baggrund af det ene udlændingespørgsmål, der går tilbage i tid.
Følgende b-koefficienter er således anvendt til konstruktionen af figuren: 1990: 0,0034; 1994: 0,0071; 1998:
0,0100; 2001: 0,0124.
4) Antallet af udlændinge er målt på samme måde som i figur 9.5 ovenfor og kilden er stadig Danmarks
Statistik. I 1990 var antallet således 93.776 og i 2001 var antallet steget til 177.754.
Det fremgår af figuren, at der er markante stigninger på alle de fire parametre. Af
de fire parametre er det udlændingeemnets omfang i medierne, der stiger mest. Fra
1990 til 2001 er der således tale om en syvdobling. Stigningen sker dog ikke
lineært. Fra 1990 til 1998 fordobles emnets omfang i medierne for herefter at
eksplodere under valgkampen i 2001. Også på vælgernes dagsorden stiger
udlændingeemnet meget markant, idet vælgerne i 2001 går mere end fem gange så
meget op i emnet som i 1990. Vælgernes dagsorden påvirker som tidligere nævnt
vælgernes stemmeadfærd. Imidlertid er stigningen i emnets betydning for
stemmeadfærden ikke helt så markant, idet udlændingeindekset ”kun” bliver lidt
over tre gange så vigtigt. Antallet af udlændinge er det udlændingeparameter, der
stiger mindst, idet antallet af udenlandske statsborgere end ikke fordobles i
perioden 1990 til 2001.
167

Figuren kan ikke endeligt afkøre, om medierne faktisk har den medierende og
forstærkende rolle, som de tilskrives i det meste af ”agenda setting” litteraturen
(Dearing & Rogers, 1996). Den kan dog alligevel give en antydning herom. Det
fremgår således, at stigningen i antallet af udlændinge aftager fra 1996 og frem til
2001. Alligevel fortsætter emnet med at vokse på vælgernes dagsorden samtidig
med at emnet også fortsat stiger i betydning for stemmeadfærden. Derfor er det
sandsynligt, at mediernes omfattende fokus på udlændingeemnet under
valgkampen i 2001 har haft en selvstændig effekt, som ikke kan forklares ved øget
indvandring. Omvendt er det lige så tydeligt, at selvom emnet stiger voldsomt på
mediernes dagsorden i 2001, er reaktionen ikke nær så voldsom blandt vælgerne.
Der er altså grænser for, hvor meget vælgerne lader sig påvirke af medier, der
nærmest går i selvsving over et emne under en valgkamp.
Der har været peget på, at en af forklaringerne på mediernes omfattende dækning
af udlændingeemnet delvist skyldes terrorangrebet på World Trade Center og
Pentagon den 11. september 2001 (Goul Andersen, 2002a: 10). Der er ingen tvivl
om, at spørgsmålet om religioners forskellighed fyldte meget i medierne lige efter
angrebet og det synes oplagt, at terrorangrebet har bidraget til mediernes megen
omtale af udlændingeemnet, og dermed også været medvirkende til at øge
vælgernes interesse for udlændingeemnet. 163
9.4.4. Forklaringer på danskernes udlændingekritiske holdninger
Vi har indtil videre konstateret, at udlændingeemnet har haft stor betydning for
den stemmemæssige højredrejning. Årsagen er ikke, at vælgerne er blevet mere
højreorienterede, men at vælgerne i højere grad tager konsekvensen af deres
skepsis overfor udlændinge. Emnet er altså centralt i forståelsen af den
stemmemæssige højredrejning. Formålet i dette afsnit er at diskutere, hvad der er
årsagerne til vælgernes udlændingeholdninger. Hvis vi kan komme nærmere et
svar på dette spørgsmål, vil dette bidrage til en bedre forståelse af, hvorfor emnet
er steget i betydning, og dermed vil vi også få mere at vide om årsagerne til den
stemmemæssige højredrejning.
I dansk samfundsvidenskab findes der særligt to hovedværker, der beskæftiger sig
indgående med årsagerne til danskernes holdninger til udlændinge. I 1995 udgav
Gaasholt og Togeby ”I syv sind”. Fire år senere, i 1999, udkom Nannestads bog
”Solidaritetens Pris”, hvori han forholder sig stærkt kritisk til Gaasholt og Togebys
konklusioner og i stedet argumenterer for helt andre forklaringer på danskernes
udlændingeholdninger.
Gaasholt og Togeby ser holdninger til udlændinge som sociale konstruktioner. Ofte
er danskernes syn præget af fordomme og fjendebilleder, men de kan også være
solidariske og venligt stemte over for fremmede i nød. Danskerne har med andre
163 Det er imidlertid vigtigt at gøre opmærksom på, at terrorspørgsmålet kun fik moderat valgkampsdækning
selvom Nyrup Rasmussen udskrev valget med henvisning til den usikkerhed terrorangrebet den 11. september
havde afstedkommet (jævnfør tabel 6.1 på side 61).
168

ord et ambivalent forhold til de etniske minoriteter, idet de fleste rummer såvel
positive som negative følelser over for dem (Gaasholt & Togeby, 1995: 69). Det
socialkonstruktivistiske i deres tilgang er, at Gaasholt og Togeby tilskriver især
medierne og til dels politikerne en afgørende rolle med hensyn til at skabe en
stemning i befolkningen, der fremmer bestemte følelser. Da mediernes
udlændingedækning fortrinsvis er præget af negative historier, medfører en
intensivering i mediedækningen ifølge Gaasholt og Togeby, at danskerne får mere
negative holdninger til udlændinge. Derfor mener de to forskere, at holdninger til
udlændinge på kort sigt påvirkes negativt af megen omtale i medierne, mens de på
lang sigt stort set er stabile (Gaasholt & Togeby, 1995: 141).
På aggregeret niveau testes mediernes rolle i holdningsdannelsen ved at
sammenligne udsving i antallet af avisartikler med ændringer i danskernes
gennemsnitlige tolerance overfor indvandrere. Derudover foretager Gaasholt og
Togeby analyser på individniveau og bekræfter tidligere danske og internationale
konklusioner om, at uddannelsesgrad er den sociale baggrundsvariabel, der klart
forklarer den største del af variationen i tolerancen over for de fremmede. Selvom
de fleste danskere således har blandede følelser overfor udlændinge, nærer de
lavtuddannede generelt mere negative følelser end de højtuddannede (Gaasholt og
Togeby, 1995: 75). Gaasholt og Togeby argumenterer for, at der er flere årsager til
at uddannelse øger tolerancen over for de etniske minoriteter. For det første peger
de på, at der gennem uddannelse sker en almindelig indlæring af tolerante normer.
For det andet skaber uddannelse et højere vidensniveau om udlændinge og dermed
mindskes faren for fordomme og misforståelser. For det tredje sikrer uddannelse
mod en følelse af politisk magtesløshed og fremmedgørelse. Alt i alt argumenteres
der således for, at intolerance delvist er et udslag af en mere generel
marginalisering og følelse af magtesløshed, hvor omverdenen opleves som
uforståelig og truende. Heri indgår en forestilling om, at det ”os mod dem”, hvor
”os” er folket, og ”dem” er både politikere og indvandrere (Gaasholt & Togeby,
1995: 86). For det fjerde fremmer uddannelse en større kognitiv kapacitet, som
blandt andet bevirker, at de uddannede har større modstandskraft overfor
mediernes skræmmekampagner (Gaasholt & Togeby, 1995: 100; Togeby, 1999:
447).
Gaasholt og Togebys konklusion på aggregeret niveau er altså, at danskernes
holdninger til udlændinge på lang sigt er stabile, men på kort sigt påvirkes negativt
af medierne. På individniveau er deres konklusion blandt andet, at højtuddannede
generelt er langt mere tolerante end lavtuddannede.
På samme måde som Gaasholt og Togeby opererer Nannestad (1999) med to
niveauer i forklaringen af danskernes modvilje mod de fremmede. Nannestads
teoretiske udgangspunkt er rational choice teorien, hvorudfra den såkaldte
konkurrenceteori kan deduceres (Hernes og Knudsen, 1989). Ifølge
konkurrenceteorien reagerer svage grupper mod indvandrere, fordi de i særlig grad
skal konkurrere med dem om jobs, bolig og sociale ydelser. På aggregeret niveau
viser Nannestad, at udviklingen i modviljen mod de fremmede hænger sammen
169

med udviklingen i dels antallet af udlændinge dels arbejdsløsheden. Forklaringen
herpå er, at når antallet af udlændinge eller arbejdsløsheden stiger, opstår der
større konkurrence om jobs, bolig og sociale ydelser. Med andre ord oplever visse
grupper i det danske samfund i disse situationer, at der er omkostninger forbundet
med at være solidarisk, hvilket fører til negative reaktioner.
På individniveau tester Nannestad konkurrenceteorien ved at se nærmere på
forskelle i modviljen overfor de etniske minoriteter blandt boligejere og boliglejere. I
overensstemmelse med konkurrencehypotesen finder Nannestad, at lejerne, som er
i størst konkurrence med indvandrerne om bolig, generelt har størst modvilje mod
indvandrere (Nannestad, 1999a: 177).
Nannestad beskæftiger sig også med uddannelse og finder i lighed med alle andre,
at lavtuddannede er mere modvillige overfor etniske minoriteter end
højtuddannede. Umiddelbart ville det være nærliggende at forvente, at Nannestads
forklaring herpå bygger på konkurrencehypotesen, således at højtuddannedes
manglende modvilje forklares ved, at de ikke behøver at frygte konkurrence fra de
ofte lavtuddannede etniske minoriteter. På dette punkt anvender Nannestad
imidlertid ikke konkurrencehypotesen. I stedet forklares sammenhængen med, at
uddannelse mindsker faren for, at man bliver skræmt af det ukendte og at
uddannelse ruster til at håndtere nye indtryk. Det forventes altså, at
højtuddannede ikke vil opleve de samme omkostninger ved tilstedeværelsen af de
fremmede som lavtuddannede (Nannestad, 1999a: 54). Med denne lidt blødere
forklaring end konkurrenceteoriens er Nannestad stadig i overensstemmelse med
rational choice teorien, men han nærmer sig samtidig de forklaringer, som
Gaasholt og Togeby giver på uddannelsens betydning. 164
Uenigheden mellem Gaasholt/Togeby og Nannestad træder mest markant frem på
aggregeret niveau. Mens Gaasholt og Togeby argumenterer for at medierne på kort
sigt påvirker udlændingeholdningerne, argumenterer Nannestad for, at holdninger
i stedet påvirkes af udviklingen i henholdsvis arbejdsløsheden og antallet af
asylansøgere. Vi har på grundlag af vores data ikke mulighed for at undersøge
nærmere, hvilken forklaring der, på aggregeret niveau, er den mest frugtbare. Vi
tør dog godt påpege det åbenlyse i, at både Gaasholt/Togeby og Nannestad
bidrager med plausible forklaringer på det samme fænomen, og at de to teorier
ikke nødvendigvis, som de selv fremstiller det, (Togeby, 1999; Nannestad, 1999b)
udelukker hinanden.
På individniveau handler uenigheden mellem Gaasholt/Togeby og Nannestad
primært om forskellige fortolkninger af især grunden til, at uddannelse har stor
betydning. Også her er det vanskeligt helt at afgøre, hvem af de to, der har mest
ret. Der er dog også områder, hvor det ikke kun er fortolkningen af en given
164 Særligt er der dog én af Gaasholt og Togebys forklaringer på uddannelsens betydning, som Nannestad afviser
meget bastant. Han nævner således gentagende gange, at Gaasholt og Togeby er af den fejlagtige opfattelse, at
højtuddannede har større modstandskraft overfor mediernes skræmmekampagne (Nannestad, 1999a: 55, 57, 157-
158, 176).
170

sammenhæng de er uenige i, men også om der overhovedet er en sammenhæng.
Således afviser Gaasholt og Togeby i 1995, at der skulle være en statistisk
sammenhæng mellem boligform og etnisk tolerance (Gaasholt og Togeby, 1995:80).
I 1999 medgiver Togeby dog, at de forskelle Nannestad har fundet mellem ejere og
lejere nok er:
”(…) signifikante, men aldeles uinteressante og ikke på nogen måde en
bekræftelse af, at et konkurrenceforhold til de etniske minoriteter har
betydning for bekymringen.” (Togeby, 1999: 445).
Hvorvidt forskellen mellem ejere og lejere er stor nok til at bekræfte
konkurrencehypotesen er vanskeligt at afgøre, men diskussionen virker heller ikke
særlig frugtbar, for det forekommer indlysende, at begge tilgangsvinkler på samme
tid ser ud til at kunne bidrage til at forklare forskellige aspekter af
udlændingeholdninger. I stedet for at forsøge at gøre os til dommere over, hvem der
har mest ret, vil vi i stedet afprøve en helt tredje tilgang, som i dansk
sammenhæng ikke har været testet lige så grundigt som de to tilgange, som
henholdsvis Gaasholt/Togeby og Nannestad er talsmænd for.
Uden nødvendigvis at være i modstrid med Gaasholt/Togeby og Nannestad kunne
man således anskue holdningerne til udlændinge i lyset af en
marginaliseringshypotese, som i hvert fald i udlandet 165 har været anvendt til at
forklare holdninger overfor minoriteter. Mens Nannestads tilgang er en rationel
variant af konkurrenceteorien, kan marginaliseringsteorien overordnet ses som en
irrationel variant af den (Goul Andersen, 2002a: 4). I marginaliseringsteorien ses
de etniske minoriteter som en slags syndebukke, et krystalliseringspunkt for
frustrationer og bekymringer hos grupper, der marginaliseres af
samfundsudviklingen, både i materiel forstand og i den forstand, at de mere
generelt føler sig afmægtige over for den hastige samfundsudvikling (Goul
Andersen, 2002a: 4).
Den økonomiske udvikling bevæger sig således væk fra traditionel industriel
produktion og over i en global økonomi baseret på informationsteknologi (Castells,
1993). I de avancerede vestlige samfund sker den økonomiske transformering
sideløbende med væsentlige sociale og kulturelle forandringer. Ulrich Beck (1987)
argumenterer således for, at den høje levestandard og den høje sociale sikkerhed,
som findes i moderne samfund, har skabt en social og kulturel overgang fra
traditionelle klassetilhørsforhold til en diversifikation og individualisering af
forskellige måder at leve sit liv på. For at nyde godt af alle disse individuelle tilbud
er individerne nødt til at kunne tilpasse sig hurtigt. Fleksibilitet samt evnen til at
forstå komplekse sammenhænge er derfor vigtige karakteristika, som, hvis
individet har dem, åbner for muligheder i det moderne samfund (Beck, 1987: 342).
Disse egenskaber er samtidig stærkt korreleret med uddannelse, hvorfor
uddannelse er nøglen til at klare sig i det moderne, globale og individualiserede
165 Blandt andet Betz (1993, 1994, 2001), Mudde (1999) samt Tajfel og Turner (1979).
171

samfund (Beck, 1987: 344). Har individet derimod ikke disse egenskaber, vil det få
svært ved at få del i de samfundsskabte goder. Derfor tales der i den nyere
sociologiske litteratur om, at overgangen til det postmoderne samfund har skabt et
”to-tredjedels samfund” eller et ”A og B hold” (Betz, 1994: 34). Borgere, der er en
del af de underprivilegerede grupper kunne kaldes for ”den nye underklasse”, som,
fordi de ikke besidder nogen kvalifikationer, som samfundet efterspørger, trues af
marginalisering.
Den marginaliseringstruede underklasse oplever det moderne globale samfund
som noget negativt, og da de etniske minoriteter udgør et meget synligt symbol på
de moderne globale tider, er det forventeligt, at underklassen får afløb for deres
frustration ved at reagere med intolerance og xenofobi. En anden forventet reaktion
fra de marginaliserede er en udtalt skepsis overfor elementer, der truer
nationalstatens status og eksistens. I dansk sammenhæng forventes det derfor, at
de marginaliserede udlændingeskeptiske vælgere også vil være skeptiske overfor
EU og international samarbejde i almindelighed. Magtesløsheden og modstanden
overfor det fremmede hænger desuden sammen med, at den marginaliserede
gruppe også vil have en høj grad af mistillid overfor ”almindelige” danskere, samt
til det politiske system, idet de ikke føler, at politikerne på Christiansborg
varetager deres interesser. Ifølge marginaliseringshypotesen er det altså
forventeligt, at der er en sammenhæng mellem skepsis overfor de etniske
minoriteter og mistillid. Når individet føler sig kasseret i det moderne samfund, er
det med andre ord forventeligt, at det risikerer at udvikle mistillid til såvel
udlændinge, politikere og til andre mennesker i det hele taget. 166 En tredje ting, der
kendetegner de marginaliserede borgere, er at de har en følelse af ikke at kunne
følge med i samfundets stadigt stigende kompleksitet. Dette kommer blandt andet
til udtryk ved en følelse af, at politik er blevet alt for uigennemskueligt og
kompliceret. Derfor er det forventningen, at der vil være en sammenhæng mellem
følelsen af ikke at kunne gennemskue det politiske spil og skepsis overfor
udlændinge.
Men hvilke befolkningsgrupper er det, der især må forventes at være
marginaliserede? Som vi har været inde på tidligere, er uddannelse et væsentligt
parameter i denne henseende. Dem, der har uddannet sig formår at klare sig i det
moderne globaliserede samfund, mens de uudannede og lavtuddannede risikerer
at blive marginaliserede og dermed udvikle modvilje mod de fremmede. På samme
måde må det antages, at omstillingsparatheden generelt er mindst blandt den
ældre del af befolkningen. Ældre må formodes i højere grad at stille sig i opposition
overfor de nye ting, som det moderne samfund fører med sig. Det nye kan være
ting som eksempelvis internethandel og e-mail, men også indvandrerne med deres
forskelligartede kultur og levevis kan opfattes som noget nyt og uønsket. Det er
derfor forventeligt, at ældre i lighed med lavtuddannede vil have større modvilje
mod de fremmede.
166 Også Gaasholt og Togeby (1995) er inde på denne forbindelse mellem generel mistillid og etnisk intolerance
– jævnfør side 164 ovenfor.
172

Af marginaliseringsteorien kan der altså udledes følgende hypoteser:
Hypotese 9.6: Modvilje mod etniske minoriteter stiger med faldende
uddannelse.
Hypotese 9.7: Modvilje mod etniske minoriteter stiger med alderen.
Hypotese 9.8: Modvilje mod etniske minoriteter stiger med stigende
skepsis over for EU.
Hypotese 9.9: Modvilje mod etniske minoriteter stiger sammen med
stigende skepsis over for andet internationalt
samarbejde.
Hypotese 9.10: Modvilje mod etniske minoriteter stiger med stigende
mistillid til henholdsvis andre mennesker og til det
politiske system.
Hypotese 9.11: Modvilje mod etniske minoriteter stiger desto mindre
individet kan gennemskue det politiske spil.
I dansk sammenhæng er det gentagne gange blevet påvist, at der er de forventede
sammenhænge mellem alder og fremmedskepsis samt mellem uddannelse og
fremmedskepsis. 167 Det, der i litteraturen er uenighed omkring, er, hvad der er
årsagen til, at eksempelvis uddannelse har så stor betydning for tolerancen over de
fremmede, og selvom eksempelvis Gaasholt og Togeby (1995: 95) forsøger at teste
de forskellige forklaringer herpå, er det i sidste ende mest af alt et
fortolkningsspørgsmål, der afgør, om sammenhængen forklares med enten 1)
marginalisering, 2) konkurrence, 3) modstandskraft overfor mediernes
skræmmekampagner, 4) hypotesen om, at uddannelse generelt fremmer tolerante
holdninger eller noget helt femte. 168 Når alle tilgange forventer den samme
sammenhæng mellem udlændingeskepsis og henholdsvis alder og uddannelse, kan
vi altså ikke bekræfte marginaliseringsteorien blot fordi vi måtte finde empirisk
belæg for hypotese 9.6 og 9.7. Kun hvis vi får styrket hypoteserne 9.8 til 9.11,
vedrørende EU, international orientering, tillid og håndtering af kompleksitet, kan
vi konkludere, at udlændingeholdninger kan forklares ved, at nogle mennesker
reagerer på det moderne samfund ved blandt andet at udvikle mistillid til de
etniske minoriteter.
Inden vi tager fat i den egentlige test af marginaliseringshypotesen, skal det først
undersøges, om der også i vores data kan findes støtte for hypotese 9.6 og 9.7
vedrørende uddannelse og alder.
167 For eksempel: Gaasholt og Togeby (1995), Gundelach (1992), Körmendi (1986) og Nannestad (1999).
168 Det samme kan siges om årsagerne til sammenhængen mellem alder og tolerance.
173

Den afhængige variabel i alle nedenstående analyser er vælgernes
udlændingeholdninger, målt ved det indeks, der blev konstrueret i afsnit 9.4.2 på
side 158 og som består af de tre aspekter xenofobi, tolerance og indvandringens
omfang. 169 Indekset er kodet fra -100º til +100º, og i denne sammenhæng er
indekset vendt således, at -100º udtrykker den mest negative holdning overfor
udlændinge, mens +100º udtrykker den mest positive holdning. 170 I tabel 9.20 ses
nærmere på sammenhængen mellem uddannelse og holdningen til udlændinge.
Tabel 9.20. Udviklingen i holdningen til udlændinge. Opdelt efter uddannelse. 1 1994-
2001. Skala: -100º (mest negativ) til +100º (mest positiv). Med og uden kontrol for
alder. 2
1994 1998 2001 Ændring
Uden kontrol for alder
Ingen uddannelse -41 -34 -35 6
Erhvervsuddannelse -27 -31 -29 -2
Højere uddannelse af kort varighed 4 0 2 -2
Højere uddannelse af mellemlang varighed 7 0 11 4
Højere uddannelse af lang varighed 32 22 13 -19
Forskel 3 73 56 48 -25
Med kontrol for alder
Ingen uddannelse -37 -33 -33 4
Erhvervsuddannelse -27 -31 -29 -2
Højere uddannelse af kort varighed 0 -1 0 0
Højere uddannelse af mellemlang varighed 6 0 10 4
Højere uddannelse af lang varighed 29 21 13 -16
Forskel 3 66 54 46 -20
1) Uddannelse er defineret som den uddannelse man har ud over folkeskolen. I valgundersøgelserne er der for
hvert af de fire år omkring 100 respondenter, der har angivet, at de ingen uddannelse har, men som dog
alligevel har en studentereksamen. Da en del af disse må formodes at være under uddannelse og at
studentereksamen må formodes at påvirke disse personer på samme måde som dem, der har anden
uddannelse af kort varighed, er disse to grupper slået sammen. Ingen uddannelse er altså defineret ved, at
man ud over folkeskolen hverken har en studentereksamen, en erhvervsuddannelse eller en højere
uddannelse.
2) Kontrolmetode: Multiple Comparison Analysis (MCA).
3) Forskellen mellem de vælgere, der ingen uddannelse har ud over folkeskolen og de vælgere, der har en
højere uddannelse af lang varighed.
Helt overordnet fremgår det af tabel 9.20, at der er stor forskel på den
gennemsnitlige udlændingeholdning i de forskellige uddannelseskategorier. Da
ældre borgere ofte er mindre uddannede end de yngre, er det relevant at
kontrollere for alder. Dette sker i den nederste del af tabellen og det fremgår, at
kontrollen ikke ændrer nævneværdigt ved det overordnede billede. Forskellen
mellem de højt- og lavtuddannede er stadig meget markant.
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at spredningen falder betydeligt fra 1994,
hvor forskellen var hele 66º, til 2001 hvor den kun er på 46º. Spredningen
mindskes altså med hele 20º, og som det fremgår af tabellen, er årsagen først og
169 De tre spørgsmål omhandler xenofobi (V105), tolerance (V112) og indvandringens omfang (V187).
170 Når indekset vendes sådan, er det omvendt i forhold den traditionelle højre-venstre skala, hvor høj værdi
normalt er den mest højreorienterede position. Årsagen til, at det her er vendt om, er, at det i en sammenhæng,
hvor det alene er udlændingeholdninger, der er i fokus, forekommer mest logisk at positive holdninger også har
positive værdier.
174

fremmest, at de mest højtuddannede bliver betydeligt mere skeptiske overfor
udlændinge, idet de i deres holdninger bevæger sig fra 29º til 13º.
En sådan markant bevægelse mod mere skeptiske udlændingeholdninger blandt
de højtuddannede er uventet set i lyset af, at stort set alle teorier forventer, at de
højtuddannede også i fremtiden vil være de mindst skeptiske. Årsagen er dog
sandsynligvis ikke, at højtuddannede pludselig er begyndt at få andre
udlændingeholdninger, men snarere, at der i valgundersøgelserne er problemer
med uddannelsesvariablen. Ifølge Danmarks Statistik er antallet med en højere
uddannelse af lang varighed steget med 31 pct. fra 1994 til 2001. 171 I
valgundersøgelserne er der derimod tale om en tredobling fra 1994 til 2001, 172
hvorfor noget tyder på, at man i valgundersøgelserne har haft problemer med
konsistent at få defineret overfor respondenten, hvilke karakteristika en
højtuddannet har. Når vi ovenfor konstaterer, at højtuddannedes
udlændingeholdninger nærmer sig de øvrige vælgere, er det derfor sandsynligt, at
denne konklusion skyldes reliabilitetsproblemer med uddannelsesvariablen. Den
overordnede konklusion er der dog ingen tvivl om. Jo mindre kritiske vælgerne er
over for udlændinge, desto højere uddannede tenderer de til at være. Hypotese 9.6
er dermed styrket.
Hypotese 9.7 ve drører sammenhængen mellem alder og udlændingeholdninger og
for at teste hypotesen, foretages i tabel 9.21 en analyse af forskellige
aldersgruppers udlændingeholdninger.
171 Fra 132.114 i 1994 til 174.377 i 2001.
172 Mens der i 1990 kun var 4 pct. (83 respondenter), der tilkendegav, at de havde en højere uddannelse af lang
varighed, mener hele 12 pct. af alle respondenter i 2001, at de har en højere uddannelse af længere varighed (245
respondenter).
175

Tabel 9.21. Udviklingen i holdningen til udlændinge. Opdelt efter aldersgrupper. 1994-
2001. Skala: -100º (mest negativ) til +100º (mest positiv). Med og uden kontrol for
uddannelse. 1
1994 1998 2001 Ændring
Uden kontrol for uddannelse
Under 30 år -11 -11 -13 -2
Mellem 30 og 39 år -10 -15 -13 -3
Mellem 40 og 49 år -12 -15 -8 4
Mellem 50 og 59 år -23 -18 -17 6
Mellem 60 og 69 år -39 -27 -28 11
Over 69 år -45 -34 -34 11
Forskel 2 -34 -23 -21 13
Med kontrol for uddannelse
Under 30 år -13 -16 -12 1
Mellem 30 og 39 år -13 -17 -15 -2
Mellem 40 og 49 år -15 -16 -10 5
Mellem 50 og 59 år -23 -16 -19 4
Mellem 60 og 69 år -32 -24 -24 8
Over 69 år -39 -27 -29 10
Forskel 2 -26 -11 -17 9
1) Metode for kontrol: Multiple Comparison Analysis (MCA).
2) Forskellen mellem vælgergruppen under 30 år og vælgergruppen over 70 år.
Det fremgår af tabellen, at der overordnet set er tale om, at jo ældre vælgerne er,
desto mere skeptiske er de i deres udlændingeholdninger. Kontrol for uddannelse
er i dette tilfælde vigtig, da det er en kendt sag at ældre borgere generelt har lavere
uddannelse. Kontrollen mindsker da også effekten lidt, men der er fortsat
betydelige forskelle. Sammenhængen er dog ikke helt entydig, for der en tendens
til, at midaldrende faktisk er lidt mindre skeptiske end de helt unge. Denne
tendens mindskes imidlertid betydeligt, når der kontrolleres for uddannelse. En
forklaring på, at det i 2001 er de 40 til 49-årige, der er de mindst skeptiske, er, at
disse vælgere tilhører den såkaldte 68’er generation, som netop er en generation,
der er kendetegnet ved at være særlig venstreorienteret (Andersen m.fl., 1999:
70f). 173
Selvom sammenhængen ikke er fuldstændig lineær, er der dog stadig tale om en
klar tendens til, at skepsis overfor de etniske minoriteter vokser med alderen.
Selvom der er en lille tendens til, at forskellene mellem aldersgrupperne op gennem
1990’erne bliver mindre, er det stadig ret entydigt, at ældre er mere skeptiske end
yngre, hvorfor hypotese 9.7 styrkes.
Det fremgår af tabel 9.20 og 9.21, at spredningen er større blandt vælgere med
forskellig uddannelse end blandt vælgere med forskellig alderssammensætning.
Det tyder altså på, at uddannelse i væsentligt højere grad end alder bidrager til at
forklare variationen i udlændingeholdninger. En lineær multipel regression med
udlændingeindekset som afhængig variabel og alder samt uddannelse som
uafhængige variabler viser også, at uddannelsens betydning er langt større end
173 Jævnfør Goul Andersens gennemgang af alderskohorternes stemmeadfærd ved folketingsvalget i 2001:
http://www.socsci.auc.dk/election/valg2001-2002/tabel-a4.htm.
176

alderens. Dette fremgår af følgende regressionsligning for 2001 med
standardiserede koefficienter: 174
Udlændingeholdninger = 0,337*uddannelse - 0,119*alder
Det fremgår af ligningen, at effekten af uddannelse numerisk set er næsten tre
gange større end effekten af alder, som tilmed er bedre intervalskaleret end
uddannelsesvariablen. Den samlede konklusion bliver derfor, at både hypotese 9.6
og 9.7 styrkes. Vi kan derfor nu gå videre til hypoteserne 9.8 til 9.11.
Til at teste hypotese 9.8 om, at modviljen mod de etniske minoriteter hænger
sammen med skepsis overfor EU, har vi konstrueret et indeks, der måler
holdningen til EU. 175 I tabel 9.22 fremgår sammenhængen mellem dette indeks og
udlændingeholdninger.
Tabel 9.22. Sammenhæng mellem holdningen til udlændinge og EU-holdninger. 2001.
Skala: -100º (mest negativ) til +100º (mest positiv). Med og uden kontrol. 1
Uden kontrol
Kontrol for
uddannelse
og alder
Fuld kontrol 2 (N)
Holdning til EU-samarbejde
1 Negativ overfor EU -27 -26 -12 127
2 -22 -22 -19 505
3 -18 -17 -18 718
4 -13 -14 -17 573
5 Positiv overfor EU 3 -5 -7 102
Forskel 3 30 21 5
1) Kontrolmetode: Multiple Comparison Analysis (MCA).
2) Ved fuld kontrol er der udover udannelse og alder også kontrolleret for alle de fire andre indeks, der er
konstrueret til testen af hypoteserne 9.8 til 9.11.
3) Forskel mellem de mest negative og de mest positive (kategori 5 – kategori 1).
Det fremgår af den af tabel 9.22, at der uden kontrol er den forventede
sammenhæng mellem udlændingeholdninger og holdninger til EU, således at dem,
der er mest negative overfor EU også er de mest negative overfor udlændinge.
Forskellen mellem de mest positive og de mest negative er uden kontrol 30º og
falder kun til 21º, når der kontrolleres for alder og uddannelse. Til gengæld fjernes
sammenhængen næsten, når der foretages fuld kontrol, hvor der foruden alder og
uddannelse også kontrolleres for de fire øvrige indeks, der er konstrueret til testen
af hypoteserne 9.8 til 9.11. Den sammenhæng, der uden kontrol var mellem
174 Den ustandardiserede ligning er: Udlændingeholdninger = -34,719 + 14,124*uddannelse - 0,375*alder
Uddannelse er kodet som i tabel 9.20 på side 169, altså med fem uddannelseskategorier, mens vi i regressionen
har valgt at bibeholde alder fuldt intervalskaleret, så skalaen går fra 16 år til 102 år. Den afhængige variabel,
udlændingeindekset, er kodet fra -100º til +100º, således at -100º udtrykker den mest negative holdning overfor
udlændinge og +100º udtrykker den mest positive holdning. Regressionens R 2 = 0,132. En forudsætningstest
viste ingen alvorlige brud, og der var således heller ingen signifikant interaktion mellem uddannelse og alder.
175 EU-indekset består af fire spørgsmål, som tilsammen har en meget tilfredsstillende alfa-værdi på 0,756. De
fire spørgsmål vedrører om EU bør spille en storpolitisk og militær rolle (V151), den generelle holdning til EU
(V155), om Danmark skal ud af EU vs. at EU bør udvikle sig til Europas forenede Stater (V158) samt om
Danmark skal ud af EU vs. EU skal udbygges hurtigst muligt (V223).
177

udlændingeholdninger og EU er altså spuriøs, hvorfor det kan konkluderes at
hypotese 9.8 må afvises, hvilket svækker marginaliseringshypotesen.
Hypotese 9.9 vedrører sammenhængen mellem internationalt samarbejde og
udlændingeholdninger. Til test af denne hypotese er konstrueret et indeks, 176 som
måler vælgernes holdninger til internationalt samarbejde. I tabel 9.23 fremgår
sammenhængen mellem dette indeks og udlændingeholdninger.
Tabel 9.23. Sammenhæng mellem holdningen til udlændinge og holdningen til
internationalt samarbejde. 2001. Skala: -100º (mest negativ) til +100º (mest positiv).
Med og uden kontrol. 1
Uden
kontrol
Kontrol for
uddannelse
og alder
Fuld
kontrol 2
Holdning til dansk deltagelse i int. konflikter
1 Negativ overfor dansk deltagelse -57 -49 -39 196
2 -35 -26 -20 156
3 -32 -28 -23 204
4 -10 -12 -12 441
5 Positiv overfor dansk deltagelse -7 -10 -14 1029
Forskel 3 50 39 25
1) Kontrolmetode: Multiple Comparison Analysis (MCA).
2) Ved fuld kontrol er der udover udannelse og alder også kontrolleret for alle de fire andre indeks, der er
konstrueret til testen af hypoteserne 9.8 til 9.11.
3) Forskel mellem de mest negative og de mest positive (kategori 5 – kategori 1).
Af tabellen fremgår det, at der er en klar sammenhæng mellem
udlændingeholdninger og holdninger til dansk militærdeltagelse i internationale
konflikter. Dem, der er mest skeptiske over for at Danmark blander sig i
internationale problemer, er også dem, der er mest skeptiske overfor udlændinge.
Uden kontrol er spredningen hele 50º, og selvom denne spredning halveres under
fuld kontrol, er der stadig betydelige forskelle i udlændingeholdningerne hos dem,
der er henholdsvis negativt og positivt indstillet overfor dansk involvering i
internationalt samarbejde. Hypotese 9.9 giver altså støtte til
marginaliseringshypotesen.
Hypotese 9.10 vedrører sammenhængen mellem tillid og udlændingeholdninger. Til
at teste hypotesen er konstrueret to indeks, der måler henholdsvis tilliden til
danske politikere 177 og tilliden til mennesker generelt. 178 I tabel 9.24 undersøges
sammenhængen mellem udlændingeholdninger og disse to indeks.
176 Indekset vedrørende dansk militærdeltagelse i internationale konflikter består af to spørgsmål, der korrelerer
godt, og da der kun er to spørgsmål, er indeksets alfa-værdi på 0,511, tilfredsstillende. De to spørgsmål vedrører,
om Danmark skal blande sig i internationale konflikter (V55), og om Danmark skal deltage i krige for at beskytte
menneskerettigheder i andre lande (V127).
177 Indekset vedrørende tillid til danske politikere består af fire spørgsmål og har en alfa-værdi på 0,592. De fire
spørgsmål er: V138, V140, V146 og V154 – jævnfør note 62 på side 48.
178 Indekset vedrørende tillid til mennesker generelt har en alfa-værdi på 0,534 og spørgsmålene handler om frygt
for at blive udnyttet (V132), om at stole på andre (V133) og om at udvise forsigtighed i omgangen med andre
mennesker (V137).
(N)
178

Tabel 9.24. Holdning til etniske minoriteter fordelt efter tillid til henholdsvis politikere
og mennesker generelt. 2001. Skala: -100º (mest negativ) til +100º (mest positiv). Med
og uden kontrol. 1
Uden
kontrol
Kontrol for
uddannelse
og alder
Fuld
kontrol 2
Grad af tillid til politikerne på Christiansborg
1 Lav grad af tillid til politikere -46 -39 -23 175
2 -36 -33 -25 487
3 -15 -15 -16 806
4 1 -5 -13 379
5 Høj grad af tillid til politikere 18 10 -1 178
Forskel 3 64 49 22
Grad af tillid til andre mennesker generelt
1 Lav grad af tillid til mennesker generelt -57 -52 -46 292
2 -38 -34 -29 342
3 -23 -21 -22 491
4 -3 -5 -8 628
5 Høj grad af tillid til mennesker generelt 29 22 17 272
Forskel 3 86 74 63
1) Kontrolmetode: Multiple Comparison Analysis (MCA).
2) Her gælder det samme som tidligere – jævnfør tabel 9.23.
3) Forskellen mellem den laveste og højeste grad af tillid (kategori 5 – kategori 1).
Det fremgår af tabellen, at der trods fuld kontrol er sammenhæng mellem begge
tillidsindekser og udlændingeholdninger, således, at modviljen mod de fremmede
klart er størst blandt de vælgere, der også har den største mistillid til politikerne og
mennesker generelt. Sammenhængen er særlig stærk mellem holdningen til
udlændinge og tillid til mennesker generelt – jævnfør den nederste del af tabellen.
Her er den fuldt kontrollerede spredning på hele 63º. På baggrund af tabellen kan
vi således konkludere, at hypotese 9.10 er styrket betydeligt.
Hypotese 9.11 vedrører om der er en sammenhæng mellem udlændingeholdninger
og de vælgere der føler, at politik er blevet uigennemskueligt. Til at teste hypotesen
er konstrueret et indeks, der måler følelsen af, at politik er blevet
uigennemskueligt. 179 I tabel 9.25 undersøges sammenhængen mellem
udlændingeholdninger og dette indeks.
179 Indekset der vedrører om politik er uigennemskueligt har en alfa -værdi på 0,838 og spørgsmålene i indekset
vedrører om politik er indviklet (V144), om det er svært at tage stilling til politiske spørgsmål (V145), viden om
EU (V147), om økonomisk politik er svær at forstå (V148), om man ved nok til at kunne tage stilling til det der
sker i Folketinget (V160) og om det er svært at følge med i, hvad der sker i Folketinget (V163).
179
(N)

Tabel 9.25. Holdning til etniske minoriteter fordelt efter om man føler, at politik er
blevet uigennemskueligt. 2001. Skala: -100º (mest negativ) til +100º (mest positiv).
Med og uden kontrol. 1
Uden
kontrol
Kontrol for
uddannelse
og alder
Fuld
kontrol 2
Følelse af at politik er uigennemskueligt
1 Politik føles uigennemskueligt -49 -39 -25 140
2 -32 -26 -19 577
3 -19 -17 -17 572
4 0 -6 -13 551
5 Politik føles ikke uigennemskueligt 8 -5 -17 187
Forskel 57 34 8
1) Kontrolmetode: Multiple Comparison Analysis (MCA).
2) Her gælder det samme som tidligere – jævnfør tabel 9.23 på side 173.
3) Forskellen mellem dem, der mest og mindst føler, at politik er uigennemskueligt (kategori 5 – kategori 1).
Det fremgår af tabellen, at der uden kontrol er den forventede sammenhæng,
således at dem, der ikke føler, at de kan følge med i det politiske spil også er dem,
der nærer den største skepsis overfor de fremmede. Sammenhængen mindskes
imidlertid betydeligt ved kontrol for de andre variabler. Selvom forskellen fortsat er
som forventet, er det således nu kun 8º, der skiller dem, der mener, at politik er
uigennemskueligt og dem, der mener, at politik ikke er uigennemskueligt. Det er
derfor tvivlsomt, om der kan findes støtte for hypotese 9.11. En lineær regression
vil kunne bidrage til at afgøre, om den mindre forskel, der trods alt stadig er, nu
også er statistisk signifikant. Derfor har vi i tabel 9.26 foretaget en sådan lineær
regression med udlændingeholdninger som afhængig variabel og de fem
holdningsindeks samt uddannelse og alder som uafhængige variabler.
Tabel 9.26. Lineær regression med holdningen til udlændinge som afhængig variabel
og en række holdnings- og sociale baggrundsvariabler som uafhængige variabler. 1
2001. Standardiserede beta-koefficienter.
(N)
Standardiseret betakoefficient
Sociale baggrundsvariabler
Uddannelse (hypotese 9.6) 0,163
Alder (hypotese 9.7) -0,068
Holdningsvariabler
Holdning til EU (hypotese 9.8) insig.
Holdning til andet internationalt samarbejde (hypotese 9.9) 0,108
Tillid til politikere (hypotese 9.10) 0,091
Tillid til mennesker (hypotese 9.10) 0,343
Følelse af at politik er uigennemskueligt (hypotese 9.11) 0,064
Modellens samlede forklaringskraft (R 2 ) 0,313
1) Der er ingen signifikant interaktion og forudsætningerne for multipel lineær regression er tilfredsstillende
opfyldt.
Tabel 9.26 viser, at følelsen af at politik er uigennemskueligt er signifikant, også
når der kontrolleres for alle andre fire holdningsvariabler samt de to sociale
baggrundsvariabler. Spredningen på de 8º er altså lige præcis stor nok til, at
180

sammenhængen, selv ved fuld kontrol, er statistisk signifikant. Hypotese 9.11
styrkes derfor moderat.
Det fremgår endvidere af tabellen, at sammenhængen mellem holdninger til EU og
udlændingeholdninger er insignifikant. Dette viser, at det var korrekt, da vi ovenfor
afviste hypotese 9.8, der vedrørte EU.
Ifølge tabel 9.26 er manglende tillid til andre mennesker den faktor, der bidrager
mest i forklaringen af danskernes udlændingeholdninger. Interessant er det
således, at tillidsindeksets standardiserede beta-koefficient er mere end dobbelt så
stor som uddannelsesvariablen, der ellers er den uafhængige variabel der har den
næststørste standardiserede beta-koefficient. Alle andre signifikante uafhængige
variabler har en mere moderat betydning.
Kausaliteten i regressionen ovenfor kan diskuteres. De sociale baggrundsvariabler
er der ingen diskussion om, for i sagens natur ligger de tidsmæssigt før både
holdningsvariablerne og den afhængige variabel. Det, der kan problematiseres, er
hvorvidt kausaliteten mellem de fem uafhængige holdningsvariabler og den
afhængige variabel ikke også til dels går den anden vej, således at det er
holdningen til udlændinge, der eksempelvis påvirker tilliden til andre mennesker.
Måske har man i sit liv haft så mange dårlige oplevelser med udlændinge, at det
har haft en negativ påvirkning på ens generelle tillid til mennesker. At der
eventuelt er tale om omvendt kausalitet er dog ikke noget problem i denne
sammenhæng.
På baggrund af testen af hypoteserne 9.6 til 9.11, kan det konkluderes, at der er
fundet delvis støtte for marginaliseringshypotesen. De fleste indikatorer støttede
marginaliseringshypotesen, men med hensyn til EU var der ikke den forventede
sammenhæng. Netop denne sammenhæng må anses som værende særligt vital for
marginaliseringshypotesen, da EU på samme måde som de etniske minoriteter må
anses for at være et stærkt symbol på den nye moderne globale verdensorden, hvor
nationalstaternes suverænitet er sat under pres. På den anden side støtter alle de
øvrige faktorer hypotesen, og den samlede konklusion må derfor være, at der er
fundet delvis støtte for tankegangen om, at samfundsudviklingen er årsagen til at
marginaliseringstruede danskere blandt andet reagerer ved at udvikle mistillid til
de etniske minoriteter.
Når der er fundet delvis støtte for marginaliseringshypotesen, er det ikke
ensbetydende med, at konkurrencetesen, mediehypotesen og andre forklaringer på
spørgsmålet om holdninger til udlændinge automatisk er falsificeret. Efter vores
opfattelse er udlændingeholdninger et komplekst fænomen, hvorfor det er frugtbart
at se på problemstillingen gennem de forskellige tilgange, der er på området, som
således snarere bør ses som komplementære end som konkurrerende.
I forlængelse af marginaliseringshypotesen er det en oplagt mulighed, at Dansk
Folkeparti fungerer som talerør for de vælgere, der risikerer marginalisering som
181

følge af samfundsudviklingen. Ved at sammenligne Dansk Folkepartis vælgere med
alle andre vælgere på en række centrale variabler undersøges det i tabel 9.27, om
der kan findes belæg herfor.
Tabel 9.27. Dansk Folkepartis vælgere sammenlignet med alle andre vælgere på en
række variabler. 2001. Skala: -100º til +100º (ved alder dog år). 1
Dansk
Folkepartis
vælgere
Alle andre
vælgere
Forskel
Sociale baggrundsvariabler
Alder 48 47 -1
Uddannelse -41 -23 18*
Marginalise ringsindikatorer 2
Holdning til udlændinge -70 -11 59*
Holdning til EU -19 2 21*
Holdning til andet internationalt samarbejde 15 45 30*
Tillid til politikere -27 -1 26*
Tillid til mennesker generelt -25 10 35*
Følelse af at politik er uigennemskueligt -7 3 10*
De tre hoveddimensioner 3
Velfærd -72 -55 17*
Gammel politik 8 0 -8*
Ny politik 65 23 -42*
(N) 226 1800
1) Aldersvariablen udtrykker respondenternes gennemsnitlige alder.
Ved alle andre variabler går skalaen fra -100º til +100º:
- Ved uddannelse betyder -100º lav (ingen) uddannelse og +100º høj uddannelse.
- Ved de tre hoveddimensioner betyder -100º venstreorienteret og +100º højreorienteret.
- Ved marginaliseringsindikatorerne betyder -100º negativ holdning til udlændinge, EU og andet
internationalt samarbejde, lav tillid samt følelse af at politik er uigennemskueligt.
2) Der er tale om de samme marginaliseringsindikatorer, som de ovenstående hypoteser er testet med.
3) Velfærdsindekset består af et sundhedsspørgsmål (V73) og et ældrespørgsmål (V75), idet disse to emner er
de mest saliente velfærdsemner.
Ny og gammel politik indekset består af de sædvanlige spørgsmål (jævnfør noterne 43, 45 og 47 på side 33f.
* betyder, at forskellen er signifikant ved p < 0,05.
I tabellen skal man være opmærksom på, at udlændingeholdninger indgår to
gange, dels selvstændigt under marginaliseringsindikatorerne dels som en del af
den nypolitiske dimension. Grunden til at dette bemærkes, er, at når emnet står
selvstændigt er det kodet således, at -100º udtrykker mest negativ overfor
udlændinge og når det indgår i det nypolitiske indeks, er spørgsmålet kodet
således, at -100º udtrykker mest venstreorienteret overfor udlændinge og derfor
altså mest positiv overfor dem.
I tabel 9.21 på side 191 blev det vist, at der var en negativ sammenhæng mellem
alder og udlændingeholdninger. Derfor ville det være forventet, at Dansk
Folkepartis vælgere i gennemsnit ville være ældre end de øvrige vælgere. Men som
det fremgår af tabel 9.27 ovenfor adskiller Dansk Folkepartis vælgere sig ikke
signifikant fra de øvrige vælgere på dette område. 180
180 Det samme resultat når Hans Jørgen Nielsen (1999a: 75) frem til i en analyse af Dansk Folkeparti og
Fremskridtspartiet.
182

Til gengæld er Dansk Folkepartis vælgere som forventet betydeligt mindre
uddannede end de øvrige vælgere. Dette ikke er specielt overraskende, da Dansk
Folkeparti har mange fælles træk med Fremskridtspartiets, der også stod stærkt
blandt arbejderne og de lavtuddannede. Fra Goul Andersen lyder det således i
1992, at Fremskridtspartiets:
”(…)appeal to the working-class indicates that we are faced with a
genuinely new type of party, related to basic changes in the structural
cleavages in post-industrial society.” (Goul Andersen, 1992: 203).
Selvom Goul Andersen i flere sammenhænge afviser, at de, der har
marginaliseringskarakteristika, også i praksis er marginaliserede (Goul Andersen,
1995a, 1997), er der ingen tvivl om, at et lavt uddannelsesniveau øger
sandsynligheden for og, måske lige så vigtigt, følelsen af marginalisering.
Derudover er partiets vælgere signifikant mere skeptiske over for udlændinge, EU
og andet internationalt samarbejde. Partiet tiltrækker altså tydeligvis de vælgere,
der er negativt indstillede over for den stigende internationalisering. Partiets
vælgere forfægter således langt mere end andre vælgere det synspunkt, at
Danmark og danskerne bør holde sig for sig selv, og hverken lukke op for
fremmede til Danmark eller blande sig i, hvad der sker rundt omkring i verden.
Tabellen viser endvidere, at sammenlignet med andre vælgere, har Dansk
Folkepartis vælgere markant mindre tillid til politikere og mennesker generelt og de
har tillige en stærkere følelse af, at politik er blevet kompliceret og
uigennemskueligt.
Uddannelsesvariablen samt de seks holdningsmæssige marginaliseringsindikatorer
viser således, at Dansk Folkeparti evner at tiltrække vælgere, der har
marginaliseringskarakteristika. Derfor kan det konkluderes, at der kan findes
empirisk støtte for tesen om, at Dansk Folkeparti er et talerør for de
marginaliseringstruede danskere.
Udover marginaliseringsindikatorerne har vi i tabellen medtaget gennemsnitlig
placering på velfærd, gammel politik og ny politik, der er de tre hoveddimensioner,
vi har beskæftiget os med. Det fremgår, at Dansk Folkepartis vælgere i forhold til
de øvrige vælgere kun er lidt mere højreorienterede på gammel politik, mens de er
markant mere højreorienterede på ny politik. Dette skyldes naturligvis først og
fremmest, at partiets vælgere er meget kritiske overfor udlændinge. På
velfærdsområdet er partiets vælgere langt mere venstreorienterede end de øvrige
vælgere, hvilket er bemærkelsesværdigt set i lyset af, at partiets forløber,
Fremskridtspartiet, i 1990 var et af de mest højreorienterede partier på både
velfærd og de to andre hoveddimensioner. Nøglen til Dansk Folkepartis succes og
dermed også til en væsentlig del af den stemmemæssige højredrejning, er altså, at
den yderste højrefløj markant har ændret væsentlige dele af deres politiske
standpunkter. I 1990 var Fremskridtspartiet således et parti, der godt nok allerede
dengang talte om indvandringen som et problem, men som stadig primært
183

fokuserede på neoliberale budskaber som lav skat, beskæringer i velfærdsstaten og
afskaffelse af overflødigt bureaukrati (Goul Andersen, 1992: 194ff). 181 Frem til 1992
var Fremskridtspartiet derudover tilhænger af yderligere dansk integration i det
daværende EF (Goul Andersen, 2002a: 19). Da Kjærsgaard i 1995 forlod
Fremskridtspartiet og dannede Dansk Folkeparti markerede dette et afgørende
skift på den yderste højrefløj. Siden 1995 har Dansk Folkeparti primært profileret
sig på en glødende modstand mod de fremmede og sekundært på modstanden mod
EU. Fremskridtspartiets neoliberale idéer blev i starten gemt væk og siden skiftet
ud med budskaber om flere ressourcer til velfærd – især de ældre eller syge
danskere skulle have det bedre (Andersen, 1999: 10; Goul Andersen & Bjørklund,
2000: 197). Dermed er der meget, der tyder på, at Dansk Folkeparti i høj grad har
indrettet partiets politik med henblik på at appellere til moderniseringens og
globaliseringens tabere. Som ovenfor vist, er disse vælgere ofte lavtuddannede og
har derfor traditionelt stemt på Socialdemokratiet, selvom de deler den yderste
højrefløjs modstand mod globaliseringen. Tidligere var disse vælgere skeptiske
overfor den yderste højrefløjs neoliberale budskaber om en demontering af
velfærdsstaten, men da disse budskaber nu er erstattet af omfattende
velfærdspolitiske løfter, har Socialdemokratiets kernevælgere trygt kunnet erstatte
stemmen på Socialdemokratiet med en stemme på Dansk Folkeparti.
Delkonklusion
Mange danskere er skeptiske overfor udlændinge, og denne skepsis har fået større
og større betydning for stemmeadfærden i løbet af 1990’erne. I dette afsnit har vi
diskuteret, hvad der kan forklare denne skepsis overfor de etniske minoriteter.
Formålet hermed var at opnå en mere indgående forståelse af, hvad der har været
årsagerne til den stemmemæssige højredrejning. I litteraturen findes der mange
tilgange til spørgsmålet om holdninger overfor udlændinge. Nogle lægger
eksempelvis vægt på mediernes rolle (Gaasholt & Togeby, 1995), mens andre
forklarer holdningerne med, at udlændingene står i konkurrence til bestemte
befolkningsgrupper (Nannestad, 1999a). En tredje forklaring ser udlændinge som
et symbol på moderniseringen og globaliseringen, som marginaliserede grupper
reagerer imod (Betz, 1993, 1994, 2001). Vi har især beskæftiget os med
marginaliseringshypotesen, da denne i dansk sammenhæng ikke har været så
grundigt afprøvet som de to andre forklaringer.
Vores analyser viste, at der kan findes delvis støtte for marginaliseringshypotesen,
hvorfor det tyder på, at en del af forklaringen på skepsis overfor udlændinge, er, at
moderniseringens tabere reagerer mod det moderne samfund ved at udvikle denne
skepsis. Vores analyser viste endvidere, at der er tydelige indikatorer på, at Dansk
Folkeparti i meget høj grad evner at appellere til disse moderniseringens tabere.
Nøglen til Dansk Folkepartis succes ser ud til at være, at partiet på den ene side
tilbyder velfærdsforbedringer til de danske vælgere, og på den anden side ytrer
skepsis overfor alt det fremmede – især etniske minoriteter og EU. Derfor kan
181 Interessant er det således, at Kjærsgaard i den afsluttende TV-transmitterede partilederrunde dagen før valget
i 1990 på intet tidspunkt omtalte udlændingeemnet, men i stedet talte om skattelettelser og afskaffelse af
”papirnussere”.
184

Dansk Folkeparti med en vis rimelighed beskrives som et ”velfærdschauvinistisk”
parti (Goul Andersen, 1992), hvis politik appellerer til lavtuddannede, der er i fare
for at blive marginaliserede i den moderne og globale samfundsstruktur. Ydermere,
da disse vælgere på mange måder minder om den typiske socialdemokratiske
kernevælger, har transformeringen af den yderste højrefløj haft stor betydning for
højredrejningen.
9.5. Delkonklusion
I dette kapitel har vi beskæftiget os med den nypolitiske dimension. Indledningsvist
blev det undersøgt, om den stemmemæssige højredrejning kunne forklares med en
holdningsmæssig højredrejning på den nypolitiske dimension. Vores analyser viste,
at når ny politik operationaliseres ved hjælp af de fire traditionelle nypolitiske
spørgsmål, var der ingen holdningsmæssig højredrejning. Fra 1994 indeholder
valgundersøgelserne dog en række andre nypolitiske spørgsmål og på disse var der
faktisk en tydelig tendens til, at vælgerne havde bevæget sig mod højre. Derfor kan
vi ikke afvise muligheden for, at der faktisk har fundet en nypolitisk højredrejning
sted, som kan forklare en del af den stemmemæssige højredrejning.
Efter analysen af vælgernes nypolitiske holdningsbevægelser, så vi nærmere på
partiernes holdningsbevægelser. Analysen viste, at der fra 1990 til 2001 er foregået
en entydig polarisering i partiernes nypolitiske holdninger. Med undtagelse af
Kristeligt Folkeparti er alle partier således i 2001 signifikant mere ekstreme end de
var i 1990. De partier, der i forvejen var venstreorienterede er blevet endnu mere
venstreorienterede og dem, der var højreorienterede er blevet endnu mere
højreorienterede. Denne tendens til partiernes nypolitiske polarisering er
bemærkelsesværdig set i lyset af, at det modsatte er sket på især velfærdsområdet
og til dels også på den gammelpolitiske dimension. Derudover har vores analyser
vist, at Socialdemokratiet tenderer til at bevæge sig væk fra vælgerflertallet på ny
politik, og dermed er højrefløjens partier generelt blevet mere attraktive for den
nypolitiske medianvælger.
I kapitlets tredje afsnit viste vores analyser, at ny politik fra 1990 til 2001 er
kommet på vælgernes og mediernes dagsorden og som følge heraf kan det
konstateres, at vælgerne i forbindelse med deres partivalg i langt højere grad
inddrager deres nypolitiske holdninger. Ny politik er med andre ord blevet markant
mere salient, hvilket viste sig at være en klar fordel for højrefløjen, da et markant
flertal af vælgere på ny politik havde mere til fælles med højrefløjen end med
venstrefløjen. Vi kunne således påvise, at vælgerne nu i massivt omfang tager
konsekvensen af deres relativt højreorienterede holdninger på den nypolitiske
dimension. Analysen viste således entydigt, at ny politiks stigende betydning havde
været en markant fordel for højrefløjen, og vi kan derfor konkludere, at dette har
været en af de afgørende årsager til den stemmemæssige højredrejning.
Politologisk set er udlændingeemnet det mest interessante nypolitiske emne. Dette
skyldes dels mediernes meget omfattende dækning af emnet under valgkampen i
2001, dels at vælgerne i stigende grad stemmer efter emnet. I analysen blev der
185

argumenteret for, at mediernes massive dækning af udlændingeemnet givetvist var
med til at forstærke vælgernes interesse for emnet, således at det i 2001 blev det
vigtigste emne på vælgernes dagsorden og samtidig også det nypolitiske emne, som
vælgerne i størst grad stemte efter. Særligt spørgsmålet vedrørende antallet af
flygtninge viste sig at være vigtigt for vælgerne, og på dette aspekt af
udlændingeemnet blev vælgerne i 2001 afgjort mere højreorienterede end de var i
forvejen.
Alt i alt er vælgernes stigende fokus på deres udlændingeskepsis en vigtig
delforklaring på den stemmemæssige højredrejning. Derfor har vi forsøgt at
forklare årsagerne til den udbredte udlændingeskepsis, og det viste sig, at
udlændingeholdninger er et komplekst fænomen, som ikke blot lader sig forklare
ud fra en enkelt teori. I ovenstående analyse blev der fokuseret på en, i dansk
sammenhæng, mindre afprøvet hypotese om, at vælgere, der føler sig tilovers i det
moderne globale samfund, reagerer ved blandt andet at udvikle modstand mod
udlændinge. Vi fandt delvis støtte for denne marginaliseringshypotese og viste
samtidig, at Dansk Folkepartis vælgerfremgang i meget høj grad kan forklares ved,
at partiet har forstået at appellere til denne type vælgere.
186

10. Konklusion
Fra 1990 til 2001 er danske vælgere gået markant til højre i deres stemmeadfærd.
Højrefløjens partier har således oplevet en samlet fremgang på over 14 pct. Dette
meget markante højreskred kulminerede ved valget i 2001, hvor Socialdemokratiet
led et stort valgnederlag, som var bemærkelsesværdigt derved, at vælgerne i langt
større grad end tidligere bevægede sig helt over til højrefløjen i stedet for at stemme
på midterpartierne eller på venstrefløjens øvrige partier. Dette speciale har haft til
formål at svare på, hvad årsagerne til denne markante højredrejning var, og vi er nu
efter de empiriske analyser i stand til at konkludere.
Den stemmemæssige højrebevægelse har været særligt markant blandt arbejderne,
der ellers traditionelt har været venstrefløjens kernevælgere. Funktionærernes og de
øvrige vælgeres højredrejning har været mindre udtalt, hvilket har medført, at
stemmeadfærden i dag ikke længere kan forklares ved klassetilhørsforhold.
Stemmeadfærden determineres i stedet af helt andre forhold og det er derfor
åbenlyst, at højredrejningen ikke kan forklares ved hjælp af teorier om
klassebestemt stemmeadfærd.
En anden oplagt forklaring, som også har fået en del omtale i nyere
vælgeradfærdslitteratur, er, at vælgerne vurderer den siddende regering ud fra de
økonomiske resultater. Vores analyser viser, at der kan konstateres en vis
økonomisk vælgeradfærd blandt danske vælgere i 1990’erne. Renses der for alle
andre effekter, har vælgerne på baggrund af de økonomiske resultater faktisk
belønnet SR-regeringen, hvorfor det kan konkluderes, at den gunstige økonomiske
udvikling faktisk har lagt en dæmper på højredrejningen.
En stigning i vælgernes mistillid til politikerne er en anden oplagt forklaring på især
Dansk Folkepartis øgede stemmeandel, for i international litteratur forklares
fremvæksten af radikale højrepartier ofte med, at disse partier appellerer til vælgere
med politisk mistillid. Vores analyser viser da også, at der i Danmark siden 1990 er
opstået en mere entydig sammenhæng mellem mistillid og det at stemme på det
yderste højre. Den yderste højrefløjs fremgang kunne alligevel ikke forklares ved
hjælp af denne teori, da den politiske mistillid fra 1990 til 2001 er faldet markant.
En tredje forklaring på højredrejningen kunne være, at Nyrup Rasmussen var
mindre populær end lederne hos de partier, der gik markant frem (Venstre og
Dansk Folkeparti). I medierne tillægges partilederne ofte særdeles stor betydning, og
da valgresultatet forelå den 20. november 2001 var ledende socialdemokratiske
ministre da også selv inde på, at vælgerne havde fravalgt Socialdemokratiet fordi de
efter næsten ni år var trætte af at se på de samme ministre. Selvom vores analyser
faktisk viser, at Nyrup Rasmussen i modsætning til Ellemann Jensen/Fogh
Rasmussen og Kjærsgaard, har været et passiv for sit parti, viser vores analyser
også, at dette stort set ikke har haft nogen målbar betydning for højredrejningen. I
det hele taget afkræfter analyserne, at partiledernes personlighed skulle have nogen
særlig stemmemæssig betydning og ydermere fremgår det, at betydningen af
187

partiledernes personlighed for stemmeadfærden op gennem 1990’erne har fået
stadig mindre betydning.
Samtidig med at partiledersympati får stadig mindre betydning for
stemmeadfærden, får politikken større og større betydning. Derudover viser vores
analyser, at medierne under valgkampene i dag bringer langt flere indslag og
artikler, der handler om valgkampsrelaterede politiske emner. Det er således svært
at fastholde den pessimisme, der præger de debatindlæg, som taler om en
”amerikanisering” af dansk politik, hvor ”(…)argumenterne er få, sagligheden er
fraværende, opportunismen er til at få øje på, og profileringen af personer dominerer
over profileringen af politisk indhold.” 182
Politiske emner bliver altså under valgkampene stadig mere og mere omtalte i
medierne, og vælgerne stemmer i stadig større grad efter dem. Set i dette lys og i
lyset af, at hverken klassetilhørsforhold, økonomi, politisk mistillid eller
partiledersympati kan forklare højredrejningen, er det oplagt at søge en forklaring
på den markante højredrejning ved at se nærmere på politiske emner. Dette gør vi i
specialets tre empiriske hovedafsnit, hvori vi ud fra issue voting-teorier analyserede
henholdsvis velfærdspolitiske, gammelpolitiske og nypolitiske positions-,
kompetence- og saliensbevægelser.
En stemmemæssig højredrejning er umiddelbart mest nærliggende at forklare med
en holdningsmæssig højredrejning blandt vælgerne. Vores analyser viste imidlertid,
at vælgerne ikke har bevæget sig tilstrækkeligt til højre til, at det kan forklare den
stemmemæssige højredrejning. Med hensyn til velfærdspolitikken er der samlet set
ikke sket nogen holdningsændringer og på ny og gammel politik viser de fleste
indikatorer, at selvom vælgerne nok har bevæget sig mod højre, er bevægelserne
langt fra entydige og under alle omstændigheder ikke tilstrækkelige til at forklare
højredrejningen.
Selvom vælgerne gennemsnitligt ikke i særligt omfang har bevæget sig
holdningsmæssigt, har der blandt partierne fundet betydelige holdningsbevægelser
sted. På både velfærdspolitikken og på gammel politik dimensionen har partierne
således nærmet sig hinanden, mens partierne på den nypolitiske dimension er
blevet mere polariserede. På gammel politik var det venstrefløjen, med
Socialdemokratiet i spidsen, der ændrede sin økonomiske politik for at bevæge sig
ind mod de borgerliges standpunkter. Efter 1998 foretog Venstre, som en
konsekvens af, at det ikke lykkedes partiet at overtage regeringsmagten, tilsvarende
ændringer i deres velfærdspolitiske profil, og som følge heraf har partiet bevæget sig
markant ind mod midten i velfærdspolitikken.
Partiernes velfærds- og gammelpolitiske bevægelser er altså initieret af især de to
store partier, Socialdemokratiet og Venstre. Der er dog også sket en
bemærkelsesværdig holdningsmæssig bevægelse på den yderste højrefløj. I starten
182 Uddrag af den politiske hovedudtalelse vedtaget af Socialistisk Folkepartis landsmøde i 1997. Kilde:
http://www3.hotlips.sf.dk/sf-status/sf-status-1997/%2383578.
188

af 1990’erne var den yderste højrefløj domineret af Fremskridtspartiet, som med
dets neoliberale paroler om en afbureaukratiseret minimalstat, blev opfattet som
yderst højreorienteret på alle væsentlige politikområder, det vil sige velfærdspolitisk
samt ny og gammel politik. Den yderste højrefløj skiftede karakter, da Kjærsgaard i
1995 forlod Fremskridtspartiet for at stifte Dansk Folkeparti. Her blev de
dominerende idéer i stedet midterorienterede gammelpolitiske holdninger og
ligefrem venstreorienterede velfærdspolitiske synspunkter samt modstand mod EU
og en skærpet højreorienterethed på den nypolitiske dimension. Denne blanding af
venstre-, midter- og højreorienterede holdninger er i disse år ved at gå op for flere og
flere vælgerne, der ikke længere opfatter Dansk Folkeparti som en kopi af
Fremskridtspartiet.
Partiernes bevægelse ind mod midten har været mest markant i velfærdspolitikken,
som i 2001 nu helt er blevet et valensemne, hvor alle partier accepterer
målsætningen om en bevarelse af det nuværende velfærdsniveau. På den
gammelpolitiske dimension er der i dag forsat de traditionelle forskelle i partiernes
placering, men partierne har nærmet sig hinanden så meget, at også denne
dimension er på vej til at blive et valensemne. Når der opstår enighed om målene er
det afgørende for partiernes succes, om de kan overbevise vælgerne om, at de er
mest kompetente til at indfri målene. Med andre ord bliver det interessant at se
nærmere på regeringsalternativernes kompetence.
En siddende regerings kompetence er naturligvis influeret af hvilke resultater den
har opnået (performance), og da økonomien under Nyrup Rasmussen fik det
markant bedre burde SR-regeringens kompetence på gammel politik være steget
betydeligt. Det lykkedes bare ikke rigtig regeringen at profitere stemmemæssigt af
den gunstige udvikling. At få knækket arbejdsløshedskurven var Nyrup
Rasmussens helt store projekt i starten af hans første regeringsperiode og selvom
det lykkedes, gav det ikke nogen særlig stemmemæssig fremgang, fordi vælgerne på
dette område allerede fra starten havde høje forventninger til en socialdemokratisk
ledet regering. Man kan sige, at vælgernes belønning for at knække
arbejdsløshedskurven på sin vis var foruddiskonteret.
Økonomien var også i fremgang i løbet af 1990’erne, hvilket vælgerne også
belønnede regeringen for, men da økonomien ikke længere var et problem holdt
emnet op med at være på vælgernes dagsorden. I stedet for at bekymre sig om
økonomien, begyndte vælgerne at bekymre sig om velfærdspolitikken og om
udlændingeemnet.
At velfærd optager vælgerne plejer normalt at være en fordel for venstrefløjen, da de
traditionelt har det bedste velfærdspolitiske image. Problemet for SR-regeringen var
imidlertid, at vælgerne var utilfredse med dens performance på især sundheds- og
ældreområdet, der er de to vigtige velfærdsområder. Mange vælgere oplevede, at SRregeringen
måske nok fik knækket arbejdsløshedskurven, men ventelisterne kunne
skiftende sundhedsministre ikke knække. På ældreområdet kom Socialdemokratiet
189

i store problemer i forbindelse med efterlønsreformen, som var et særdeles
upopulært indgreb især blandt mange af Socialdemokratiets kernevælgere.
Samtidig med SR-regeringens dårlige performance på de to centrale
velfærdsområder bevægede højrefløjen, anført af Venstres Fogh Rasmussen, sig
markant ind mod Socialdemokratiets velfærdspolitiske position og under
valgkampen i 2001 lovede Venstre endda endnu flere penge til både sygehuse og
plejehjem end Socialdemokratiet var indstillet på at give. Endnu mere markant end
Venstres bevægelse er transformeringen på den yderste højrefløj, hvor Dansk
Folkepartis succes betød, at den yderste højrefløj på velfærdspolitikken i løbet af få
år gik fra at være højreorienteret til at være venstreorienteret.
En kombination af SR-regeringens dårlige velfærdsperformance og højrefløjens langt
mere midterorienterede velfærdsposition førte til, at højrefløjens relative
velfærdskompetence blev stærkt forbedret. Særligt det forhold, at højrefløjens
bevægelse ind mod midten skete samtidig med, at vælgerne var utilfredse med SRregeringens
velfærdsperformance viste sig at være en stor fordel for de borgerlige, da
det viste sig, at vælgerne fandt deres alternativ troværdigt. Den stemmemæssige
effekt af de borgerliges forbedrede kompetence viste sig at være markant. Vi kan
derfor konkludere, at de borgerliges relative kompetenceforbedring på
velfærdsområdet er en af de afgørende årsager til den del af højredrejningen, der
fandt sted fra 1998 til 2001 og dermed også en vigtig delforklaring på den samlede
højredrejning fra 1990 til 2001.
Udover velfærdspolitikken direkte effekt er der også en væsentlig indirekte effekt af,
at velfærdspolitikken og til dels gammel politik er blevet valensemner. Denne effekt
skal findes deri, at når vælgerne ikke længere kan se nogen særlig forskel på
partiernes politik på områder som de har været vant til at navigere efter, vil
vælgerne i stedet fokusere på andre områder, hvor der fortsat er uenighed mellem
partierne. I praksis viser det sig, at vælgerne i deres stemmeadfærd er begyndt at
lægge stor vægt på deres nypolitiske holdninger, hvor vores analyse viser, at
vælgerne er relativt højreorienterede. Årsagen til ny politiks stigende betydning
hænger, ud over stigende valens på velfærd og til dels gammel politik, naturligvis
også sammen med, at vælgerne finder denne dimension vigtig i sig selv. Udviklingen
på velfærd og gammel politik har således forstærket den nypolitiske dimensions
saliensstigning og i øvrigt haft den effekt, at det for mange vælgere i 2001 nu er
blevet muligt at bringe både deres velfærdspolitiske, gammelpolitiske og nypolitiske
holdninger i overensstemmelse med deres stemmeadfærd ved netop at stemme på
forskellige dele af højrefløjen. Analysen viste således entydigt, at ny politiks stigende
betydning har været til stor fordel for højrefløjen, og dermed er ny politiks stigende
saliens en af hovedårsagerne til den stemmemæssige højredrejning.
Blandt de nypolitiske spørgsmål er det udlændingeemnet, der op gennem 1990’erne
er blevet det klart vigtigste for vælgerne. Emnet har fyldt meget på mediernes
dagsorden og dette har utvivlsomt påvirket vælgernes dagsorden, men det kan
heller ikke afvises, at en del af forklaringen, på at emnet optager vælgerne meget, er
190

at antallet af udlændinge i løbet af 1990’erne har været stigende. I hvert fald er det
blandt forskellige aspekter af udlændingeemnet netop spørgsmålet om antallet af
flygtninge, der både optager vælgerne mest og samtidig også er det eneste
udlændingeaspekt, hvor der har fundet en holdningsmæssig højredrejning sted. På
de øvrige aspekter viser vores undersøgelser, at både intolerancen og xenofobien er
svagt faldende. Samlet set afviser vi derfor, at vælgerne er gået entydigt til højre på
udlændingeområdet. I stedet bidrager emnet til at forklare højredrejningen ved, at
vælgerne altid har været relativt skeptiske overfor udlændinge og at de i 2001 nu i
langt større grad drager konsekvensen af denne skepsis.
Når nu vælgerne tillægger deres udlændingeskepsis stadig større betydning, har det
været relevant at få undersøgt, hvad der er årsagerne til vælgernes skeptiske
holdninger. I litteraturen findes der mange tilgange til spørgsmålet om holdninger
overfor udlændinge. Nogle lægger vægt på mediernes rolle, mens andre forklarer
holdningerne med, at udlændinge står i konkurrence til bestemte
befolkningsgrupper. En tredje forklaring ser udlændinge som et symbol på
moderniseringen og globaliseringen, som marginaliserede grupper reagerer imod.
Da marginaliseringshypotesen ikke før i dansk sammenhæng har været anvendt så
meget, har vi valgt at teste denne hypotese, i stedet for at gå ind i en diskussion om
de andre forklaringer.
Vores analyser viser, at der kan findes delvis støtte for marginaliseringshypotesen.
Det viste sig således, at moderniseringens tabere reagerer mod det moderne og
globaliserede samfund ved at udvikle skepsis overfor blandt andet udlændinge. Det
viser sig, at det særligt er Dansk Folkeparti, der appellerer til disse
moderniseringens tabere. Dansk Folkepartis succes kan derfor forklares ved, at de
på den ene side tilbyder velfærdsforbedringer og på den anden side ytrer skepsis
overfor det fremmede – især etniske minoriteter og EU.
Alt i alt kan det konkluderes, at de to primære årsager til højredrejningen dels er
højrefløjens forbedrede velfærdskompetence dels at vælgerne i stort omfang tog
konsekvensen af deres højreorienterede holdninger på ny politik i almindelighed og
udlændingeemnet i særdeleshed. De to forklaringer hænger sammen, for hvis ikke
vælgerne havde været utilfredse med SR-regeringens velfærdsperformance og
højrefløjen samtidig var rykket ind mod Socialdemokratiets velfærdsposition, ville
ikke nær så mange af Socialdemokratiets vælgere have taget konsekvensen af deres
udlændingeskepsis. Da de to forklaringer på denne måde er forbundet, er det
vanskeligt at afgøre, hvilken forklaring, der er den vigtigste. På baggrund af
udviklingen i ny politiks placering på både mediernes og vælgernes dagsorden, er
det dog vores klare opfattelse, at ny politiks stigende betydning for stemmeadfærden
trods alt er den væsentligste forklaring af de to.
Selvom det er vanskeligt at spå om fremtiden, har vores analyser givet grobund for
nogle mulige fremtidsscenarier. Siden starten af 1990’erne har vi set nogle meget
betydelige ændringer i, hvad vælgerne fokuserer på, hvor særligt ny politik og
velfærdspolitikken er kommet i centrum. En del af forklaringen herpå er den
191

økonomiske højkonjunktur, som medførte, at vælgerne ikke længere bekymrede sig
om økonomiske problemer. Derfor vil en ny økonomisk lavkonjunktur givetvis få
vælgerne til igen at fokusere mere på den gammelpolitiske dimension. En mulighed
er dog også, at den nypolitiske dimension nu har fået så godt fat i vælgernes
bevidsthed, at den, uanset de økonomiske konjunkturer, bliver en permanent del af
den politiske dagsorden.
Med deres nuværende meget venstreorienterede position på ny politik er det i så
fald vanskeligt at forestille sig, at midterpartierne i fremtiden igen skulle kunne
indtage en central plads i midten af dansk politik. Tidligere var midterpartierne
således kendetegnede ved, at de kunne udgøre parlamentarisk grundlag for begge
fløje. Hvis den nypolitiske dimension fortsætter med at stige i betydning, vil dette
blive stadig vanskeligere, idet midterpartierne som tidligere nævnt ikke er
midterpartier på ny politik, men derimod til venstre for Socialdemokratiet. Hvis ny
politik fortsætter med at stige i betydning, vil midterpartierne derfor sandsynligvis
blive en del af en ny venstrefløj og de to store partier – Venstre og Socialdemokratiet
– vil blive de to midterpartier.
På baggrund af specialets analyser er det oplagt at spørge, hvilken strategi
Socialdemokratiet burde følge, for at genvinde regeringsmagten. Den mest oplagte
mulighed synes således at være, at lade den nye venstrefløj tiltrække de mest
venstreorienterede nypolitiske vælgere for så selv at forsøge at tiltrække de vælgere,
der befinder sig på den politiske midte. For at få flertallet sammen med den nye
venstrefløj, skal Socialdemokratiet med andre ord akkurat indfange den nypolitiske
medianvælger. I dag ligger denne vælger til højre for Socialdemokratiets politik og
såfremt partiet igen vil have regeringsmagten, er det derfor sandsynligt, at dette
først kan ske, når partiet har justeret deres ny politik til højre, således at partiet
kan tiltrække de vælgere, der ellers ville stemme på Venstre. Mens
Socialdemokratiet i starten af 1990’erne lagde grundlaget for sin regeringstid ved at
bevæge sig mod højre på gammel politik og Venstre i 2001 banede sig vejen til
regeringsmagten ved at bevæge sig mod venstre i velfærdspolitikken, må
Socialdemokratiet, for atter at genvinde regeringsmagten, bevæge sig mod højre på
ny politik.
Om Socialdemokratiet og venstrefløjen ved de kommende folketingsvalg vil genvinde
regeringsmagten, og dermed stoppe den højredrejning, der har fundet sted siden
1990, kan kun tiden vise. Vores analyser viser nemlig også, at selvom højrefløjen i
2001 står historisk stærkt, er der fortsat muligheder for en yderligere højredrejning.
192

Litteratur
Agresti, Alan & Barbara Finlay (1997): Statistical Methods for the Social Science.
New Jersey: Prentice-Hall.
Aidt, Toke S. (2000): Economic Voting and Information. Electoral Studies, vol. 19,
pp. 349-362.
Alford, Robert A (1963): Party and Society. The Anglo-American Democracies.
Chicago: Rand McNally.
Andersen, Johannes (1999): Højrefløjen og kritikken af de fremmede i Danmark.
Arbejdspapir. Aalborg: Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg
Universitet.
Andersen, Johannes m.fl. (1999): Vælgere med omtanke. Århus: Systime.
Bartels, L.M. (1988): Presidential Primaries and the Dynamics of Public Choice.
Princeton: Princeton University Press.
Beck, Ulrich (1987): Beyond Status and Class: Will There Be an Individualized
Class Society?, i V. Meja, D. Misgeld, N. Stehr (red.): Modern German Sociology. New
York: Columbia University Press.
Bell, Daniel (1973): The Coming of Post-Industrial Society: A Venture in Social
Forecasting. New York: Basic Books.
Berlet, Chip & Matthew N. Lyons (2000): Right-Wing Populism in America - Too Close
for Comfort. New York: The Guilford Press.
Betz, Hans-Georg (1990): Political Conflict in the Postmodern Age: Radical Right-
Wing Populist Parties in Europe. Current Politics and Economics of Europe, vol. 1,
pp. 11-27.
Betz, Hans-Georg (1993): The New Politics of Resentment: Radical Right-Wing
Populist Parties in Western Europe. Comparative Politics, vol. 25, pp. 413-427.
Betz, Hans-Georg (1994): Radical Right-Wing Populism in Western Europe. New York:
Macmillan.
Betz, Hans-Georg (2001): The Two Faces of Radical-Wing Populism in Western
Europe. Review of Politics, vol. 55, no. 4, pp. 663-685.
Bille, Lars (2003): Den danske partimodels forfald?, i Lars Bille & Jørgen Elklit:
Partiernes medlemmer. Århus: Århus Universitetsforlag (upubliceret).
Borre, Ole (1995): Old and New Politics in Denmark. Scandinavian Political Studies,
vol.18, no. 3, pp.187-205.
Borre, Ole (1996): Voting and Issue Stands in Recent Danish, Norwegian and
Swedish Elections. Arbejdspapir. Århus: Institut for Statskundskab, Århus
Universitet.
193

Borre, Ole (1997): Economic Voting in Danish Electoral Surveys 1987-1994.
Scandinavian Political Studies, vol.20, no. 4.
Borre, Ole (2000): Critical issues and political alienation in Denmark. Scandinavian
Political Studies, vol. 23, no. 4.
Borre, Ole (2001): Issue voting: An Introduction. Aarhus: Aarhus University Press.
Borre, Ole & Jørgen Goul Andersen (1997): Voting and political attitudes in
Denmark. Aarhus: Aarhus University Press.
Borre, Ole & Karen Siune (1975): Setting the Agenda for a Danish Election. The
Journal of Communication, vol. 25, no. 2, pp. 65-73.
Borre, Ole m.fl. (1998): Issue Voting: Models and Findings; Tthe Coming 1998
Election in Denmark. Paper. Århus: Institut for Statskundskab, Århus Universitet.
Brody, Richard A. (1991): Assessing the President; The Media, Elite Opinion, and
Public Support. Stanford: Stanford University Press.
Budge, Ian & Dennis J. Farlie (1983): Explaining and Predicting Elections : Issue
Effects and Party Strategies in Twenty-Three Democracies. London: Allen & Unwin.
Castells, Manuel (1993): The Information Economy in the New International
Division of Labour, i M. Carnoy; M. Castells; S.S. Cohen & F. H. Cardoso (red.): The
New Global Economy in the Information Age. University Park: The Pennsylvania
State University Press.
Cohen, Bernard (1963): The Press and the Foreign Policy. Princeton: Princeton
University Press.
Croteau, David og William Hoynes (1997): Media/Society. Industries, Images and
Audiences. London: Pine Forge Press.
Dalton, Russell J. (1988): Citizen Politics in Western Democracies. Chatham:
Chatham House Publishers.
Damgaard, Erik (1974): Stability and Change of the Danish Party System Over Half
a Century. Scandinavian Political Studies, vol. 9, pp. 103-25.
Damgaard, Erik mfl. (1984): Dansk demokrati under forandring. København:
Schultz.
Davis, Darren W. m.fl. (1999): Postmaterialism in World Societies: Is It Really a
Value Dimension? American Journal of Political Science, vol. 43, no. 3, pp. 935-962.
Dearing, James W. & Everett M. Rogers (1996): Agenda-Setting. Beverly Hills: Sage.
Downs, Anthony (1957): An Economic Theory of Democracy. New York: Harper.
Dunleavy, Patrick (1991): Democracy Bureaucracy & Public Choice. London: Prentice
Hall.
194

Easton, David (1953): The Political System: An Inquiry into the State of Political
Science. New York: Alfred A. Knopf.
Elklit, Jørgen (1999): Party Behaviour and the Formation of Minority Coalition
Governments: Danish Experiences from the 1970s and 1980s, i W. C. Müller & K.
Strøm (red.): Policy, Office, and Votes. Cambridge: Cambridge University Press.
Enelow, James M. & Melvin J. Hinich (1984): The Spatial Theory of Voting: An
Introduction. New York: Cambridge University Press.
Esping-Andersen, Gøsta (1996): The Three Worlds of Welfare Capitalism. Oxford:
Oxford Polity Press.
Flanagan, Scott C. (1982a): Changing Values in Advanced Industrial Societies:
Inglehart's Silent Revolution From the Perspective of Japanese Findings.
Comparative Political Studies, vol. 14, no. 3, pp. 403-444.
Flanagan, Scott C. (1982b): Measuring Value Change in Advanced Industrial
Societies. Comparative Political Studies, vol. 15, no. 1, pp. 99-128.
Gilljam, Michael & Sören Holmberg (1993): Väljarna inför 90-talet. Stockholm:
Norstedts Juridik.
Golthorpe, J.H. & D. Lockwood (1969): The Affluent Worker. Cambridge: Cambridge
University Press.
Goul Andersen, Jørgen (1984): Kapitel 5 i Klasseløse vælgere? Århus: Politica.
Goul Andersen, Jørgen (1992): Denmark: The Progress Party - Populist Neo-
Liberalism and Welfare State Chauvinism, i Paul Hainsworth (ed.): The Extreme
Right in Europe and the USA. London: Pinter Publishers.
Goul Andersen, Jørgen (1995a): Arbejdsløshed, polarisering og solidaritet. Social
Politik, no. 4, pp.5-16.
Goul Andersen, Jørgen (1995b): Hvorfor vinder regeringen ikke på den økonomiske
fremgang? Policy vurderinger, policy effects og andre forklaringer. Arbejdspapir.
Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
Goul Andersen, Jørgen (1995c): Personer eller politik? : partilederne og 1994-valget.
Arbejdspapir: Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
Goul Andersen, Jørgen (1997): The Scandinavian Welfare Model in Crisis?
Scandinavian Political Studies, vol.20, no. 1, pp.1-31.
Goul Andersen, Jørgen (2000): Midtvejsanalyse 2000: Vælgere og partier midt i
valgperioden. Arbejdspapir. Aalborg: Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning,
Aalborg Universitet.
Goul Andersen, Jørgen (2002a): Danskernes holdninger til indvandrere. En oversigt.
AMID Working Paper Series no. 17. Aalborg: Institut for Økonomi, Politik og
Forvaltning, Aalborg Universitet.
195

Goul Andersen, Jørgen (2002b): Socialdemokratiet. Notat til Mandag Morgen. Kan
downloades her: http://www.mm.dk/filer/SOC2002homepage-version.pdf.
Goul Andersen, Jørgen & Tor Bjørklund (2000): Radical Right-Wing Populism in
Scandinavia: From Tax Revolt to Neo-Liberalism and Xenophobia, i Paul
Hainsworth (red.): The Politics of the Extreme Right. From the Margins to the
Mainstream. London: Pinter.
Goul Andersen, Jørgen m.fl. (1999): Valgundersøgelsen 1998. Teknisk rapport.
Arbejdspapir. Aalborg: Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg
Universitet.
Goul Andersen, Jørgen m.fl. (2002): Valgundersøgelsen 2001, Teknisk rapport.
Arbejdspapir. Ålborg: Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg
Universitet.
Granberg, Donald & Michael Gilljam (1997): Implausible Hypothesis in the
Directional Theory of Issue Voting. European Journal of Political Research, vol.32,
no. 4.
Gundelach, Peter (1992): Danskernes intolerance. Dansk Sociologi, vol. 3, no. 2, pp.
4-22.
Gundelach, Peter & Ole Riis (1992): Danskernes Værdier. København: Forlaget
Sociologi.
Güllner, M. (1993): Parteien und Wahlen - "Volkes Stimme"? Empirische Analyse
einer Entfremdung, i J. Buchholz (red.): Parteien in der Kritik. Bonn: Bouvier.
Gaasholt, Øystein & Lise Togeby (1995): I syv sind. Århus: Politica.
Harrop, Martin & William L. Miller (1987): Elections and Voters. New York:
Macmillan.
Hellevik, Ottar (1991): Forskningsmetode i sosiologi og statsvitenskap. Oslo:
Universitetsforlaget.
Hernes, Gudmund & Knud Knudsen (1989) Om holdninger til innvandrere og
asylsøkere. Tidsskrift for samfunnsforskning, vol. 30, pp. 27-60.
Heywood, Andrew (1997): Politics. London: Macmillan.
Hildebrandt, Kai & Russel L.Dalton (1978): The New Politics: Political Change or
Sunshine Politics?, i Max Kaase & Klaus von Beyme (red.): Elections and Parties.
London: Sage.
Hovland, Carl m.fl. (1953): Communication and Persuation. Yale: Yale University
Press.
Inglehart, Ronald (1971): The Silent Revolution in Europe: Intergenerational Change
in Post-Industrial Societies. The American Political Science Review, vol. 65, no. 4,
pp. 911-1017.
196

Inglehart, Ronald (1977): The Silent Revolution. Changing Values and Political Styles
Among the Western Publics. Princeton: Princeton University Press.
Inglehart, Ronald (1982): Changing values in Japan and the West. Comparative
Political Studies, vol. 14, no. 3, pp. 445-479.
Inglehart, Ronald (1990): Culture Shift in Advanced Industrial Society. Princeton:
Princeton University Press.
Inglehart, Ronald (1997): Modernization and Postmodernization. Princeton: Princeton
University Press.
Iversen, Torben (1994a): Political Leadership and Representation in West European
Democracies: A Test of Three Models of Voting. American Journal of Political Science,
vol. 38, no. 1, pp 45-74.
Iversen, Torben (1994b): The Logic of Electoral Politics - Spatial, Directional and
Mobilizational Effects. Comparative Political Studies, vol. 37, no. 2, pp. 155-189.
Iyengar, Shanto & Donald R. Kinder (1987): News That Matters. Chicago: The
University of Chicago Press.
Johnston, R.; A. Blais; H.E. Brady & J. Crête (1992): Letting the People Decide:
Dynamics of a Canadian Election. Oxford: Oxford University Press.
Kitschelt, Herbert (1995): The Radical Right in Western Europe - A Comparative
Analysis. Ann Arbor: The University of Michigan Press.
Klapper, Joseph T. (1960): The Effects of Mass Communication. New York: The Free
Press.
Körmendi, Eszter (1986): Os og de andre. Danskernes holdninger til indvandrere og
flygtninge. Publikation nr. 153. København: Socialforskningsinstituttet.
Kaarsted, Tage (1988): Regeringen vi aldrig fik. Regeringsdannelsen 1975 og dens
baggrund. Odense: Odense Universitetsforlag.
Kaarsted, Tage (1992): De danske ministerier 1953-1972. København: PFA Pension.
Lazerfeld, Paul; Bernard Berelson & Hazel Gaudet (1948): The People's Choice. New
York: Columbia University Press.
Lewis-Beck, Michael S. (1990): Economics and Elections: The Major Western
Democracies. Ann Arbor: University of Michigan Press.
Lewis-Beck, Michael S. & Martin Paldam (2000a): Economic Voting: An
Introduction. Electoral Studies, vol. 19, pp 113-121.
Lijphart, Arend (1981): Political Parties, i D. Butler (red.): Democracy at the Polls.
Washington D.C.: American Enterprise Institute.
Lipset, Seymour Martin (1964): Revolution and Counterrevolution. London:
Heinemann.
197

Lipset, Seymour Martin (1981): Politial Man. Baltimore: Johns Hopkins University
Press.
Lipset, Seymour Martin & Stein Rokkan (1967): Party Systems and Voter
Alignments, i Cleavage Structures, Party Systems and Voter Alignments: An
Introduction. New York: The Free Press.
Lowery, Shearon A & Melvin L. DeFleur (1988): Milestones in Mass Communication
Research. New York: Longman.
Lubbers, M & P Scheepers (2001): Explaining the Trend in Extreme Right-Wing
Voting: Germany 1989-1998. European Sociological Review, vol. 17, no. 4, pp. 431-
449.
Lund, Anders Brink m.fl.. (2000): Først med det sidste - en nyhedsuge i Danmark.
Århus: Ajour.
Macdonald, Stuart Elaine; Orla Listhaug & George Rabinowitz (1991): Issue and
Party Support in Multiparty Systems. The American Political Science Review, vol. 85,
no. 4, pp. 1107-1131.
Macdonald, Stuart Elaine; George Rabinowitz & Orla Listhaug (1995): Political
Sophistication and Models of Issue Voting. British Journal of Political Science, vol.
25, no. 4, pp. 453-483.
Macdonald, Stuart Elaine; George Rabinowitz & Orla Listhaug (1998): On
Attempting to Rehabilitate the Proximity Model: Sometimes the Patient Just Can´t
Be Helped. The Journal of Politics, vol. 60, no. 3, pp. 653-90.
Macdonald, Stuart Elaine; George Rabinowitz & Orla Listhaug (2001): Sophistry
versus Science: On Further Efforts to Rehabilitate the Proximity Model. The Journal
of Politics, vol. 63, no. 2, pp. 482-500.
Manza, Jeff; Michael Hout & Clem Brooks (1995): Class Voting in Capitalist
Democracies Since World War II: Dealigment, Realignment or Trendless
Fluctuations? Annual Review of Sociology, vol. 21, pp. 137-162.
Merrill III, Samuel & Bernard Grofman (1999): A Unified Theory of Voting.
Cambridge: Cambridge University Press.
Merrill, Samuel III (1994): A Probabilistic Model for the Spatial Distribution of Party
Support in Multiparty Electorates. Journal of the American Statistical Association,
vol. 89, pp. 1190-1197.
Merrill, Samuel III (1995): Discriminating between the Directional and Proximity
Spatial Models of Electoral Competition. Electoral Studies, vol. 14, no. 3, pp. 273-
287.
Miller, Arthur (1974): Political Issues and Trust in Government: 1964-1970. The
American Political Science Review, vol. 68, pp.951-971.
Mudde, Cas (1999): The Single-Issue Party Thesis: Extreme Right-Wing Parties and
the Immigration Issue. West European Politics, vol. 22, no. 3, pp. 182-197.
198

Nannestad, Peter (1999a): Solidaritetens Pris. Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Nannestad, Peter (1999b): Uenighed og videnskabelighed - en umulig symbiose?
Politica, vol. 31, no. 4, pp. 454-74.
Nannestad, Peter & Martin Paldam (1993): Sammenhængen mellem
samfundsøkonomi, privatøkonomi og tilslutningen til regeringspartierne. Politica,
vol. 25, no. 2.
Nannestad, Peter & Martin Paldam (1994): The VP-Function: A Survey of the
Literature on Vote and Popularity Functions after 25 Years. Public Choice, vol. 79,
pp. 213-245.
Nannestad, Peter & Martin Paldam (1997a): From the Pocketbook of the Welfare
Man: A Pooled Cross-Section Study of Economic Voting in Denmark 1986-92.
British Journal of Political Science, vol. 27, pp. 119-137.
Nannestad, Peter & Martin Paldam (1997b): The Grievance Asymmetry Revisited: A
Micro Study of Economic Voting in Denmark, 1986-92. European Journal of Political
Economy, vol. 13, pp. 81-99.
Nannestad, Peter & Martin Paldam (2000b): What Do Voters Know About the
Economy? A Study of Danish Data, 1990-1993. Electoral Studies, vol. 19, pp. 363-
391.
Neu, V. & C. Zelle (1992): Der Protest von Rechts. Interne Studie, no. 34.
Nielsen, Hans Jørgen (1992): Socialdemokratiet og "Arbejdsløsheden". Hvor godt er
det at have en god "sag"? Samfundsøkonomen, no.6, pp. 5-11.
Nielsen, Hans Jørgen (1999a): The Danish Election 1998. Scandinavian Political
Studies, vol. 22, no. 1, pp. 67-91.
Nielsson, Gunnar P. (1985): States and "Nation-Groups": a Global Taxonomy, i
Edward A. Tiryaskin & Ronald Roqowsli (red.): New Nationalisms in the Developed
West. Boston: Allen & Unwin.
OECD (2000): Measuring Student Knowledge and Skills: The PISA 2000 Assessment
of Reading, Mathematical and Scientific Literacy.
Page, Benjamin L. & Robert Y. Shapiro (1992): The Rational Public. Fifty Years of
Trends in American Policy Preferences. Chicago: The University of Chicago Press.
Petrocik, John R. (1996): Issue Ownership in Presidential Elections With a 1980
Case Study, American Journal of Political Science, vol. 40, no. 3, pp.825-50.
Pittelkow, Ralf (2000): Det personlige samfund - Et portræt af den politiske tidsånd.
København: Lindhardt og Ringhof.
Rabinowitz, George & Stuard Elaine Macdonald (1989): A Directional Theory of
Issue Voting. American Politicial Science Association, vol. 83, no. 1, pp. 93-121.
Risbjerg Thomsen, Søren (1995): Politiske meningsmålinger. Politica, vol. 27, no. 1.
199

Ræbild, Jesper & Holger Spangsberg Kristensen (2001): Efterlønsreformen bag
facaden - et sandt politisk drama. København: Columbus.
Siune, Karen (1982): Valgkampe i TV og radio Århus: Politica.
Siune, Karen (1984): Politik og medier. Århus: Politica.
Siune, Karen (1991): EF på dagsordenen. Århus: Politica.
Skjæveland, Asbjørn (2003): Government Formation in Denmark 1953-1998. Århus:
Politica.
Strøm, Kaare (1990): A Behavioral Theory of Competetive Political Parties. American
Journal of Political Science, vol.34, no. 2.
Svensson, Palle & Lise Togeby (1991): Højrebølge? Århus: Politica.
Sønderriis, Ebbe (1993): Kan de knække kurven? København: Hovedland.
Taggart, Paul A. (1996): The New Populism and the New Politics. London: Macmillan
Press.
Tajfel, Henri & Jonathan Turner (1979): An Integrative Theory of Intergroup
Conflict, I William Austion og Stephan Worchel (red.): The Social Psycholgy of
Intergroup Relations. Montery: Brooks/Cole.
Togeby, Lise (1994): The Disappearance of the Gender Gap: Tolerance and
Liberalism in Denmark from 1971 to 1990. Scandinavian Political Studies, vol.17,
no. 1, pp.47-68.
Togeby, Lise (1995): A Gender Gap that Vanished: Tolerance and Liberalism, i Lauri
Karvonen & Per Selle (red.): Women in Nordic Politics: Closing the Gap. Aldershot:
Dartmouth.
Togeby, Lise (1998): Prejudice and Tolerance in a Period of Increasing Ethnic
Diversity and Growing Unemployment: Denmark Since 1970. Ethnic and Racial
Studies, vol.21, no. 6, pp. 1137-54.
Togeby, Lise (1999): Hvem sagde "videnskabelighed"? Politica, vol. 31, no. 4, pp.
432-53.
Warwick, Paul V. (1998): Disputed Cause, Disputed Effect. The Postmaterialist
Thesis Re-Examined, Public Opinion Quarterly, vol. 62, pp. 583-609.
Weaver, David H (1982): Media Agenda-Setting and Media Manipulation, i Charles
Whitney, Ellen Wartella og Sven Windahl (red.): Mass Communication Yearbook, vol.
3. Beverly Hills: Sage.
Westholm, Anders (1997): Distance Versus Direction: The Illusory Defeat if the
Proximity Theory if Electoral Choice. The American Political Science Review, vol. 91,
no. 4, pp. 865-883.
Westholm, Anders (2001): On the Return of Epicycles: Some Crossroads in Spatial
Models Revisited. The Journal of Politics, vol. 63, no. 3, pp. 436-81.
200

Zaller, John R. (1992): The Nature and Orgins of Mass Opinion. Cambridge:
Cambridge University Press.
Aardal, Bent (1994): Hva er en politisk skillelinje? En begrepsmessig
grenseoppgang. Tidsskrift for samfunnsforskning, vol. 35, pp. 218-250.
Aardal, Bent (1999): Velgere i 90-årene. Oslo: NSK-Forlaget.
201