januar 2006 - Bjert Stenderup Net-Avis

Snurrebassen
Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen
Vores seneste kat så dagens lys engang i
foråret, 2005.
Vi, fruen og jeg, overtog den ungefær
otte uger senere. En hankat. Og den
havde ikke boet her længe, inden den
afslørede, at den mener, den er sin
egen.
Lad mig uddybe.
Forleden aften, hvor vi sad nede i stuen
og så noget fjernsyn, fruen og jeg,
lød der igen en ganske svag klirren ude
fra køkkenet, hvorpå jeg for ikke under
hundred-og-syttende gang listede derud
og opdagede katten trippe rundt
oppe på køkkenbordet. Og snuse efter
madrester. Og lur mig, om ikke også
den smilede lidt. Lidt giftigt. "Se, hvad
jeg tør!".
Jeg blev tosset, gjorde jeg. Ja, altså
ikke tosset på dén måde, jeg blev let
gal.
Vi vil nemlig ikke have katte oppe på
bordene.
I den slags situationer, hvor de nye
endnu ikke har tillært sig husets regler,
ligger jeg heldigvis inde med et lille
medfødt talent.
Jeg knurrer.
Som en hund.
Normalt er jeg jo ellers stille og rolig
og gemytlig, men her er der tale om en
indre hund (ikke svinehund!), der vågner
– og knurrer.
Inderligt.
Og sikkert uforståeligt for hunde,
men mis forstår i hvert fald signalets
dybere mening.
Den her dag blev jeg imidlertid så let
gal, at flere sikkert ville mene, der ligefrem
var noget Fenrisulv over selve
udtalen.
Og her klappede jeg så også lige den
ene træsko hårdt i køkkengulvet og gav
køteren lidt mere snor, hvilket gjorde,
at mis var helt på det rene med, hvor
det bar henad.
Den hoppede ned fra køkkenbordet
og ville helt tydeligt gerne forlade køkkenet.
Jeg var imidlertid ikke færdig med at
knurre og klappede også lige træskoen i
gulvet en gang til.
Nu ville mis uhyre gerne forlade køkkenet.
Træskoen i gulvet en gang til, hvorefter
katten bare gav poterne besked på
at gå direkte i højeste gear.
Men.
Vores køkkengulv består af glaserede
fliser, der er ret glatte i det.
Mis kunne ikke rigtig få fodfæste,
kløerne kunne ikke få ved nogen steder,
hvilket vores nye kat selvfølgelig ikke
lod sig slå ud af – den er jo sin egen –
dens ben gik allerede som trommestikker
i et omrejsende jazzorkester. Alle
fire.
Lodne trommestikker.
Det foregik nu nærmest liggende på
siden, idet den vist ikke lige erindrede,
hvad der var højre og venstre. Den løb i
cirkler, kan man roligt sige, nærmest liggende
på venstre side drejede den
rundt om sig selv, mens Fenrisulven
gjorde sit til, at de blev mindre og mindre,
cirklerne. Det var en meget interessant
situation.
Og der var ikke noget med, at jeg
hjalp til, ikke rent fysisk i hvert fald.
Fruen er også altid lidt øm over de
katte.
Jeg har aldrig set en kat løbe så hurtigt,
lad mig sige det sådan – uden at
komme nogen steder.
Og jeg tør selvfølgelig ikke sige det
præcist, men jeg vil da gætte på, at mis
var oppe på omring en tres-halvfjerds
kilometer i timen, som den lå der med
alle fire ben i en stort set lydløs trommesolo,
der ellers nok kunne have givet
noget susen for ørerne.
Den sansede åbenbart ikke lige at
tage den med ro et øjeblik for at komme
ordentlig på benene, den lå bare på
stedet og løb det bedste, den havde
lært.
Den sansede heller ikke at hvæse,
15
men det var måske for at spare på kræfterne
Og noget må den nu alligevel have
kunnet få ved, siden den drejede rundt
om sig selv.
Måske var det selve trædepuderne,
som de vist hedder, der ind imellem fik
fat i fugerne mellem fliserne. De er nu
ikke ret dybe, men lidt kunne det vel
give.
Man kan roligt sige, der var noget
snurrebasse over kæledyret i de sekunder.
Ja, og det hele varede jo kun nogle få
sekunder, måske op mod et halv minut,
det var med at nyde situationen, så længe
den varede.
Underholdningsværdien var jo ikke at
kimse ad.
På et tidspunkt fik den sig alligevel
arbejdet over mod køkkenlågerne, hvor
den så kunne finde en smule fodfæste.
I et par sidelæns rullespring, nærmest
lidt Bambi på Glatis-agtigt, tumlede den
forbi mig og ud i gangen, hvor den lige
hurtigt cirklede et par meter henover
gulvet, der har vi jo også glaserede fliser,
jo-jo, og videre ind i den fine stue,
med flere fliser, hvor den efter et lille
minuts tid fik sig snurret ind under sofaen,
hvorefter jeg – billedlig talt – mumlede
"sit" til vovhunden.
Da jeg kom ned til fjersynet igen,
spurgte fruen, om jeg var ved at få
noget med halsen, hvortil jeg hæst svarede,
at lidt hoste har man jo altid her i
den kolde tid.