1 På gensyn til Afrika Check-in i Entebbe lufthavn en sen aften. Det ...

På gensyn til Afrika
Check-in i Entebbe lufthavn en sen aften. Det er meget mørkt derude, få meter fra
lufthavnens svagt oplyste enklave. Luften er varm og fugtig, cikadernes hvislen og
frøernes kvækken kan høres, og fra Victoria-søen som ligger få meter herfra kommer
en svag brise, af skidt og møg, sikkert fra de millioner af skarver, der holder til i
vandkanten. Jeg tog et brus inden taxien kom og hentede mig i Kampala, men de
35km herud til lufthavnen har taget over to timer, en stor del tilbragt i den for
Kampala typiske trafikprop, hvor alt står stille, så min skjorte igen er gennemblødt af
sved.
Jeg er på vej hjem og står sammen med flere hundrede andre rejsende i kø. Der er trefire
store fly der afgår iaften mod Europa alle skal igennem sikkerhedscheck allerede
inden man bliver lukket ind i terminalbygningen. Af med sko, computer ud, bælte af
(hold på bukserne), forsøge at holde styr på alle løsdelene, imens sikkerhedsvagten
lægger skoene oven på min jakke og ikke fatter, hvad jeg har at beklage mig over.
Flere af de andre rejsende bakser med ton-tunge baggage-trollier, læsset med
baggage, papkasser med elektronisk udstyr som tv og computere, eller plasticposer
med teddybjørne og legesager. Man må på økonomiklasse have et styk baggage med
på højst 20kg, men at dømme efter besværet hvormed taskerne bakses op på båndet til
gennemlysning, ligner mange af kufferterne noget på 50kg – eller er det måske
håndbaggage ?
Sådan er der så meget, der kan være vanskeligt at forstå i denne del af verden.
Nå men I vil forhåbentlig tilgive mig, at denne her hilsen fra mig, måske er gået hen
og blevet lidt omfangsrig, så lad os hellere kalde det et ”brev fra Uganda”.
Når man til daglig færdes langt fra sin familie, er det nemt i sin egen lille dagligdag at
glemme, at store og små oplevelser måske kunne være sjove for dem at høre om.
Oplevelser skal helst deles med andre og/eller nedfældes på skrift ! Nu er I advaret ☺
Jeg har i de sidste seks måneder været i Uganda, rejste herop fra Zambia i starten af
oktober. Min kontrakt med Noremco som branch manager i Zambia var egentlig
overstået, men i forbindelse med et afsluttet projekt i Uganda, manglede firmaet en til
at afvikle projektet, sælge maskiner og rydde op. Da jeg rejste til Zambia i 2009 for
Noremco var det for at etablere deres kontor og søge projekter, men ovenpå
opdagelsen af et gigantisk rod i regnskaberne fra 2007 og 2008 ved hovedkvarteret i
Tanzania, der vendte op og ned på alle planer, blev det besluttet at der alligevel ikke
skulle satses på ekspansion i Zambia. Mit ophold blev derfor en del afkortet og i
september 2010 opsagde jeg således lejemålet på kontoret og det dejlige hus jeg
havde lejet og gav de få medarbejdere deres opsigelse til min store fortrydelse. Jeg
havde jo kun et lille år forinden fået dem overbevist om at Noremco var et firma, der
var værd at satse på !
Jeg havde fra 2009 haft en aftale med Colas om at jeg kunne vende tilbage i 2011,
men inden for asfaltbranchen er der jo ikke meget aktivitet i vintermånederne
derhjemme, så jeg accepterede opgaven i Uganda, vel vidende at det var midlertidigt.
At sælge en maskinpark til omkring kr 20mio i et af verdens fattigste lande er jo ikke
lige noget der klares på fjorten dage, der har da også været mange tilbageslag
undervejs og i skrivende stund resterer stadig nogle af de store maskiner og et
knuseanlæg, så hvis I eller nogen I kender mangler en CAT 330 gravemaskine eller
andet udstyr på omkring 30ton, så....
1

Men, at være tilbage i Zambia, i Afrika og opleve Uganda har været dejligt, budt på
mange gode oplevelser, store som små. For de uindviede er Afrika meget mere og
(også) andet end fattigdom, krige og elendighed. Men det har - for mig i det mindste –
altid været forbundet med de store følelser; store oplevelser, store skuffelser, store
glæder, tætte venskaber, forskrækkelser, usikkerhed, vold, kærlighed, barmhjertighed,
skønhed, skidt og møg.
Er man mest til tryghed og små udsving i sin tilværelse, er der hellere andre steder,
man bør leve sit liv.
Uganda er et godt eksempel på et land der udfordrer hele registret.
Navnkundige engelskmænd som Burton og Speke havde i 1860’erne fulgt de samme
ruter som de arabiske slave-handlere ind i landet fra Zanzibar. Stanley, betalt af både
avisen Telegraph i London og den belgiske Kong Leopold II, fulgte efter i 1875 i sin
søgen efter Congo-flodens oprindelse. For lokalbefolkningen var der for de heldige to
valg: lade sig omvende til islam eller blive solgt som slave og ført med halsen bundet
til lange pæle i lange konvojer af menneskelig lidelse hele vejen til kysten, Zanzibar
og afskibning til Arabien. Livingstone viede sit liv til at få slaveriet gjort ulovligt i
Afrika. Kong Leopold II havde en mere jordnær ambition om at få sin egen koloni i
Afrika og på rygterne om enorme rigdomme af guld, kobber, gummi og elfenben
havde han satset en stor del af sin private formue på dette. Hvor stormagterne hidtil
havde betragtet Afrika uden større entusiasme, var det kongen der fremprovokerede
kapløbet om at tegne landegrænser i Afrika, og inden for 10-15 år var hele kontinentet
udloddet. Selv besøgte den belgiske konge aldrig sin afrikanske ejendom, men med
belgisk systematik blev hele det store land på få år organiseret som een stor
leverandør af rigdomme. Nå, men Congo er en historie for sig...
John Hanning Speke
Uganda kunne have endt med at blive en tysk koloni hvis ikke Tyskland i 1890 havde
accepteret øen Helgoland i Vesterhavet i bytte for at anerkende britisk herredømme
2

over kongedømmet Buganda. Således blev det blandt tidens supermagter indlemmet i
den britiske ”interesse-sfære” sammen med Kenya og Equatoria (idag det sydlige
Sudan - det nordlige Sudan hørte officielt under Ægypten).
Da de engelske skatteydere ikke havde megen appetit på en koloni, blev
administrationen ”privatiseret” i Imperial British East Africa Company under stedlig
ledelse af Frederick Lugard. Han var åbenbart en ilter herre og samtidig udstyret med
det seneste indenfor Gatling maskinkanon, hvilket han ikke tøvede med at anvende
imod nogle franske, katolske missionærer der havde formastet sig til at bygge en
katedral (en simpel trækonstruktion med stråtag) på en af højdedragene ved Kampala.
Disse blodige sammenstød i 1894 imellem protestantiske britiske missionærer under
beskyttelse af nævnte Lugard og de fromme franskmænd fik den engelske
offentlighed nys om, hvorefter den engelske stat så sig nødsaget til at nationalisere
selskabet mod en kompensation til aktionærerne på £ 250.000, og således blev dannet
et protektorat, det vil sige, kongen af Buganda beholdt sin position og sine lande imod
at anerkende britisk overherredømme. Tilsvarende aftaler blev indgået med de andre
kongdømmer i regionen (Toro, Ankole og Bunyoro) og i 1901 blev det slået fast af
den engelske administration, at i modsætning til Kenya, ville Uganda forblive et
afrikansk land, ikke opdyrket af europæiske farmere. Endnu idag præges Uganda
derfor af små-landbrug, omend der også findes store kaffe –og te-plantager. En
industrialisering har aldrig rigtig fundet sted, men nylige fund af enorme olieresourcer
i det nordvestlige Uganda har fået Museveni, landets nuværende præsident,
til at få dollar-tegn i øjnene.
Den afrikanske nationalisme i Uganda, særligt efter Anden Verdenskrig, vendtes
hovedsageligt imod de feudale monarker, især den magtfulde Buganda-konge, Mutesa
II, så få år efter at den unge brev-kursus-uddannede socialist, Milton Apollo Obote,
kom til magten ved Ugandas uafhængighed i 1962 blev kongen sendt i eksil (1966) til
London (og døde her). Obote blev få år senere selv sendt i eksil da Idi Amin tog
magten i 1971. Obote er faktisk et af de få statsoverhoveder der er blevet væltet ved
kup hele to gange. Anden gang var i 1985. Årene fra 1971 under Idi Amin og derefter
under Obote 2.0 indtil 1985/6 blev nogen af de blodigste Afrika oplevede før Rwanda,
Øst-Congo, Syd-Sudan, Darfur, Sierra Leone osv osv. Nogen præcise tal over dræbte
findes ikke, men det nærmer sig nok en million, og var ofte præget af etnisk had
imellem stammerne, som på det ondeste blev udnyttet af både Amin og Obote.
Idi Amin havde smidt de ca 150.000 etniske indere ud i 1972, hvorved økonomien
kollapsede da disse dominerede handlen. Infrastrukturen forfaldt og nationalparkerne
betragtet som leverandører af kød, elfenben og næsehorn (i starten af 1970’erne var
der ca 20.000 næsehorn i Uganda. Jeg har set 9 af de 11 der findes idag – de holdes
beskyttet på et indhegnet område, vogtet 24/7 af bevæbnede Rangers). Siden er der to
stykker i Entebbe Zoo.
National Resistance Movement (NRM) havde ført en guerilla-krig i 70’erne og
80’erne under ledelse af Yoweri Museveni, først imod Idi Amin og siden imod Obote.
Lidt apropos i disse dage er det at Gadaffi i 70’erne sendte nogle tusinde libyske
soldater til Uganda for at beskytte Idi Amins styre. De var dog så dårligt trænede og
forberedte så NRM ikke havde det store besvær med at nedkæmpe dem. De var så
forhadte blandt Uganderne, så de stort set blev betragtet som vildt i jagtsæsonen, og
ingen af dem fik en heltebegravelse. Gaddafi ”glemte” dem også hurtigt da det stod
klart at Idi Amin var færdig. Museveni gik af med sejren i 1986 og har siddet som
præsident lige siden. Der har lige været de tredie, såkaldt frie valg i Uganda og man
3

ved det ikke præcist (det er jo Afrika) men mener at NRM fik omkring 65% af
stemmerne, imod 20-30 til det største oppositionsparti. Valget blev af både afrikanske
og europæiske observatører kritiseret for at være, om ikke direkte svindlet, så i det
mindste så overvældende iscenesat af regeringspartiet, at oppositionen ikke havde en
reel chance. Ingen ved for eksempel hvor mange af de ca 150.000 afdøde vælgere der
stemte på NRM !
Men med en ung befolkning (50% af de ca 33mio indbyggere er under 15 år – kun ca
2% er over 65 år), er der kun få der har kendt anden end Museveni (eller ”M7” som
han populært kaldes) og de store fremskridt der er sket siden han kom til magten. At
han så er ved at nå den alder, hvor en kommunal-ansat i Danmark forlængst er
begyndt at tænke på golf og lange ferier sydpå uden for sæssonen, ser ikke ud til at
mindske hans appel til flertallet af .de unge vælgere. Han udgav op under valget en
musikvideo med sin egen appel til de unge vælgere om at give ham en ny (den fjerde)
termin: ”You want another rap?”
http://www.youtube.com/watch?v=S7ZZKPxsGDo&feature=player_detailpage
Uganderne er generelt meget venlige og høflige og har en afslappet form for humor.
Hvis man skal sige noget positivt om Musevenis tid ved magten må det nok være at
han har formået at skabe en middelklasse, udviske etniske og racemæssige skel, så
selvom oppositionen kalder til demonstrationer, synes der ikke at være nogen som
opildner til etnisk vold. Ikke at folk finder sig i hvad som helst. Senest 9. marts var
der demonstrationer i Kampalas bymidte, som politiet slog hårdt ned på med tåregas
og skud i luften. Som er typisk i denne del af verden, er politiet politisk, og har før,
under og efter valget forbudt alle demonstrationer. Museveni havde inden valget
udtalt, at han ville ”spise” sin hovedmodstander, så i samme ånd havde mange af
demonstranterne plakater med ”Museveni er en samosa som vi vil spise”. (En samosa
er en trekantet, indisk form for fyldt pandekage). Fra mit kontor kunne jeg høre
skuddene, råbene og sirenerne, så holdt mig indendøre. Fra den danske ambassade
kom der et par sms-beskeder iløbet af dagen om, hvilke steder man skulle holde sig
fra. Heldigvis var der ingen dræbte, kun nogle knubs og skrammer, deriblandt fire
politifolk der faldt af laddet på den politibil de stod på. Men, desværre tegner det ikke
godt, når politiet går så hårdt til værks og på den måde er med til fremprovokere
endnu stærkere reaktioner. Det kan nemt eskalere til en ond cirkel, hvilket skete i
2009, da der var flere dræbte under demonstrationer.
Det er generelt nemt at arbejde sammen med Ugandere, tonen er ligefrem men
alligevel både høflig og uformel på samme tid. Man indleder altid med et ”Hello, how
are you ?” om det så er kassedamen i supermarkedet, og svaret er jo som regel ”I’m
fine”. Med mindre man ikke har det godt, måske endda føler sig ret syg. I så fald vil
man helst ikke lyde som en der beklager sig, så oftest vil svaret være ”I’m a little bit
4

OK” (eller swahili ”mimi ni mzuri kidogo” ”jeg har det lidt godt”). Det regnes for
uhøfligt at hviske i Afrika, så almindeligvis taler afrikanerne højt når de taler sammen
for at forsikre andre om, at man ikke taler om dem. Man ser også ofte voksne mænd
holde hånd mens de taler sammen, som for at vise fuld opmærksomhed for det, den
anden siger.
Man fornemmer en dynamik. Overalt er folk på vej til eller fra ærinder, forretninger er
åbne stort set døgnet rundt, varer bliver kørt på voldsomt overlastede gamle lastbiler
ind til byerne. Selvom den officielle statistik sikkert viser 70% arbejdsløshed, så synes
alle at have en form for forretning, om det så er at sælge taletid eller strøm til
opladning af mobiltelefoner (alle har selvfølgelig mobiltelefon), tomater og
grøntsager. Mange af inderne er kommet tilbage til Uganda, inviteret af Museveni,
som gav dem deres ejendomme og forretninger igen. Deres dukaer findes overalt i
landet, oftest små butikker der sælger alt fra plasticspande til krydderier og sko. Ordet
duka kommer vel oprindelig fra ”dukawalla” som var det englænderne kaldte de
indere der efter at have opfyldt deres kontrakt ved bygningen af jernbanen i Kenya i
starten af 1900´tallet slog sig ned og åbnede forretninger.
Derudover er der de små motorcykeltaxier, ”bodaboda” (”pikipiki” på swahili), som
kører med alt og alle overalt. I Kampala findes vel flere hundrede tusinde af disse.
Antal passagerer og benyttelse af hjælm er ikke noget man går så meget op. Jeg har
set helt op til fire voksne (dog inklusiv føreren, der sidder helt oppe på tanken) på en
sådan lille 125cc motorcykel. I mangel af en flyttebil, rustvogn eller anden transport,
anvendes også bodaboda når sofaen skal hjem, kisten videre, eller grisen til slagtning.
Så er lastbilen vist også læsset !
Lige så venlige Uganderne ellers er, muterer mange af dem til bøller når de sætter sig
bag rattet. Trafikken, specielt i Kampala, er helt og aldeles vanvittig. Der er een
trafikal hovedregel som alle synes at leve efter: er der et mellemrum, så udfyld det –
5

straks. Det betyder at trafikken i trafikkryds og rundkørsler som regel, men specielt
morgen og eftermiddag, står fuldstændig fast. Værre bliver det, når politiet forsøger at
regulere trafikken. En gang om ugen går jeg en tur ned til shoppingcentret et par
kilometer fra kontoret/lejligheden (jeg bor i en lejlighed oven på kontoret). Det tager
mig ca 20min at gå derned, men hvis jeg skal handle lidt større (f.eks øl ☺) og må
tage bilen kan det nemt tage tre kvarter til en time at komme derned. Der findes
selvfølgelig mange supermarkeder overalt, og hvem vil ikke gerne handle ind i ”Super
Supermarket” eller ”Jesus Loves U Supermarket”, men jeg plejer nu at gå i et
kenyansk kædesupermarked der bare hedder Uchumi og har åbent 24/7.
I en af de store rundkørsler (”kipilefti” på swahili) på vejen står som regel en ældre
herre, klædt i jakkesæt og slips og læser højt og hidsigt op af sin bibel, mens han
svinger sin pegefinger af hver enkelt bilist der med dukket hoved forsøger at komme
forbi uden at blive fordømt.
Minibusser, såkaldt ”matatus” (fra swahili-ordet ”matatu” – problem. ”hakuna
matata” – ingen bekymringer!). Disse lever efter en enkelt trafikregel: der er ingen
regler ! De overhaler indenom, kører op over fortovet, skærer hjørner, holder midt på
gaden for at tage passagerer op – og de giver aldrig plads, med mindre man er ligeså
fræk. Således har jeg måtte lære mig et par dårlige vaner, som jeg håber går i sig selv
igen, når jeg kommer hjem. Ellers har jeg et problem !
Trafikken i Kampala er aldrig kedelig !
Børn af middelklassen i Kampala hentes og bringes fra de tusindvis af private
vuggestuer, børnehaver og skoler der ligger spredt omkring i byen. Børnehaver er
ambitiøse institutioner i Uganda. Med navne som ”Divine Future Pre-school”
(Guddommelig Fremtid), “Pretty and Precious Kids School”, “First Steps School”,
”Little Tots School” osv osv tager de hver morgen imod tusindvis af bittesmå børn i
skoleuniform. Ude på landet ser man også titusindvis af børn i farverige
6

skoleuniformer, så uden at kende til lærer/elev forholdet, må man vel formode at de
fleste børn går i skole.
Når man ser gamle billeder fra Kampala i 60’erne og 70’erne er det vanskeligt at
genkende gadebilledet. Der var få biler, mest Peugeot, Volkswagen og Land Rover,
og endda engelske dobbeltdækkerbuser. Lastbilerne var små, kvinderne var iført
kjoler der gik til knæene, mændene i jakkesæt med hat. Fortov og gader var rene og
velholdte. Idag er 99% af bilerne japanske, fortovene er revnede eller helt væk,
brønddæksler mangler så man kan komme svært til skade i et øjebliks
uopmærksomhed, der er fortovsboder overalt. Gaderne er mere huller end belægning,
så trafikken snegler sig afsted i zigzag imellem de vandfyldte kratere, somme så dybe,
så små biler nemt sidder fast. Dem med penge, og dem der bestemmer kører
selvfølgelig heller ikke i små biler men lader sig køre i kæmpe firehjulstrækkere med
tonede ruder og bull-bars monteret foran på bilen.
Det var lidt om trafikken og gadebilledet. Jeg oplevede ikke trafikken helt så aggresiv
i Zambia som i Uganda. Folk i Zambia synes generelt også mere ”laid-back”, tager
tilværelsen mere roligt.
Jeg har omtrent en gang om ugen måtte køre de 360km ud i det vestlige hjørne af
Uganda, hvor Noremco byggede et mindre vandkraftværk (13MW). En af de større
floder der kommer ned fra Rwenzori bjergene, ledes delvist igennem en lang kanal,
igennem en tunnel og ned til et turbinehus. Projektet blev afsluttet sidste år og jeg har
haft ansvar for at demobilisere fra pladsen, rydde op og sælge maskiner og udstyr. Det
er den kedelige ende af ethvert projekt, og arbejdsmæssigt har det langtfra været det
mest spændende jeg har foretaget mig. Men det har budt på muligheden for at komme
ud af Kampala og se nogle flotte landskaber. Rwenzori bjergene i det vestlige Uganda
forsvinder 5km op i skyerne og danner grænse til Congo. Det er dog den del af Congo
som man skal holde sig fra. Det østlige Congo, hvor det menes at 4-5 mio mennesker
har mistet livet de seneste 5-6 år i en af verdens blodigste og mindst omtalte krige.
Men på Uganda-siden af grænsen er her meget smukt med grønne frodige bakker der
leder op i de høje bjerge, hvor turister betaler mange hundrede dollar per dag for at
komme tæt på de sky bjerg-gorillaer. Selv synes jeg det er synd at forstyrre disse
reserverede fætre, der forsøger at leve for sig selv i skyggen af os menneskers
ubønhørlige krav om mere plads, flere veje, rigdom og et langt liv.
7

I det vestlige Uganda op mod Rwenzori bjergene
Når jeg er i Kasese bor jeg på Magherita Hotel. Det ligger lidt uden for byen op imod
bjergene. Det er ikke meget by - en hovedgade med indiske dukaer fulde af
plasticspande, dåsemad og krydderier. Hotellet er heller ikke noget videre, men har
den kæmpe fordel (udover kolde øl) at der er en fantastisk udsigt op imod bjergene.
Flot at sidde i baren om aftenen og se lynene glimte og høre bulderet fra torden højt
oppe i mørket. Og så er der stille, hvilket efterhånden er en sjældenhed i Afrika. Der
kan dog være undtagelser som for et par måneder siden, da golfbanen neden for
hotellet lagde plads til tusindvis af feststemte mennesker, inviteret til den lokale
konges bryllup. Ministre og præsidenten himself kom kørende i endeløse konvojer af
store Landcruisers og armerede mandskabsvogne (plus en enkelt Hummer med
antiluftskytskanon - just in case!). Præsidentens konvoj kører altid midt på vejen, så
det er bare med at holde langt ud i vejkanten, straks de kommer susende. I Uganda er
der mange såkaldte ”speed-humps” igennem byerne, men det får fik ikke konvojen til
at sænke hastigheden, sikkert ikke sundt for hverken biler eller den præsidentielle
bagdel, men han må vel lide for sit image som Big Man.
Fra Hotel Margherita har jeg ofte efter arbejdstid taget min løbetur op til en tidligere
mineby, Kilembe der ligger ca 10km oppe imellem bjergene, 500m højere end
hotellet. Idag er det nærmest en spøgelsesby, dvs der bor tusindvis af mennesker men
den store kobbermine, der op til 1970’erne sørgede for beskæftigelse til mændene,
skoler til børnene og et moderne hospital, ligger idag som rustent skrot og
værkstedshaller der falder sammen. Det canadiske firma der drev minen, byen og
samfundet i Kilembe blev drevet på porten af Idi Amin der nationaliserede minen og
ingen har siden vist interesse i at investere de formuer der ville være nødvendige for
at starte igen.
8

På mine løbeture i Kampala er der næsten ingen der tager notits af mig (desværre
heller ikke minibusserne, matatus, som kører rigtig tæt og ofte har jeg måtte springe
for livet for ikke at blive ramt), men i Kasese bor der ikke mange hvide mennesker, så
når jeg kommer oksende i min selvlysende orange t-shirt bliver jeg mødt af tilråb som
”Hey, Mzungu, give me money”, latter og fnis. En sen eftermiddag var der en hel flok
skolebørn på vej hjem fra skole da jeg passerede dem i stift løb og koncentreret mine.
Det synes de var hylemorsomt og satte derfor i løb efter mig i deres lilla
skoleuniformer og for de flestes vedkommende barfodet. Et par halvstore piger nåede
op på siden af mig og forsøgte at tage fat i min trøje. Pludselig og uden varsel vendte
jeg mig om mod flokken og udstødte et frygteligt brøl, hvorved hele flokken hylende
spredtes for alle vinde. Men så begyndte latteren. De skreg af grin, og lige siden – det
er nu gået flere måneder – hører jeg fra hytter og bag hegn, når jeg kommer løbende,
forsigtige brøl efterfulgt af fnis og latter. Nej, man er aldrig anonym i Afrika !
Lige så tosset skolebørnene sikkert synes jeg er, lige så tosset var en kone som vi
mødte da vi under en tur til Kasese en dag holdt ind for at spise madpakke i vejkanten.
Hun kom gående langs vejen med sin oppakning på hovedet og syntes at vi passende
kunne give et lift videre vestpå, så hun satte sig i græsset og plaprede løs mens hun af
og til proppede en levende græshoppe ned i næbbet på den høne hun havde i sin
håndtaske.
Der er nogle fantastiske nationalparker i Uganda, og jeg har været heldig at have haft
lejlighed til at besøge et par af dem.
Queen Elizabeth National Park i det vestlige Uganda er ikke en stor park, bare
2000km2, men har en god vildt-bestand af blandt andet elefanter og bøfler foruden
Ugandas ”national-antilope” Uganda Kob, der minder lidt om den lille Common
Duiker, men lever sammen i større flokke. Derudover er der Water Buck – den der har
sat sig på en nymalet bænk og har en hvid ring på bagdelen, Oribi og mange andre
antiloper.
I Queen Elizabeth NP findes utallige udslukte vulkan-kratere, mange med søer
omkranset af tæt krat. Fra højdedragene ved disse kratere er der den smukkeste udsigt
over græs-savannen, hvor enkelte acacie-træer står spredt hist og her, og man kan se
små og store grupper af bøfler og elefanter stå som store grå-sorte sten i det gyldne
græs.
Det var en ”lokal” svensker fra Kasese, Jan Rugsten, som tog mig med rundt i parken
første gang. Han bor i Kasese, men hjælper den Ugandiske vildtmyndighed, Uganda
Wildlife Authority, med at bekæmpe krybskytteri. Jan er en ældre herre på 78 år som
kom til Afrika i 50’erne, dengang det meste af landkortet var malet orange og hørte til
Storbritannien. Han har været storvildtjæger, farmer, lejesoldat, entreprenør og sikkert
meget andet, og så er han både venlig og fortælleglad, så det har været en oplevelse at
køre på safari med ham. Mange aftener har vi siddet på hotellet og udvekslet afrikahistorier,
selvom mine ”kun” går ca 35 år tilbage i tiden. Jan har altid gang i projekter
og iøjeblikket er det at importere en Unimog (tysk 3-tons terrængående lastbil) til
Namibia og køre den med et hold turister op igennem det sydlige Afrika til Uganda.
Han har tidligere ført 30 svenske militærlastbiler ned igennem Afrika til sin ranch i
Angola, så noget erfaring i den slags kørsel har han!
På en af vores ture, hvor også nogle gode venner var med havde Jan arrangeret en
guide som var med i et løve-projekt. Mine venner havde ikke rigtig været på safari
9

før, og det er altid en oplevelse at være afsted med nogen som ikke har ”been there,
done that”. Begejstringen er smittende.
En af hunløverne, matriarken for et kuld af egne og andres afkom, følges af et
forskerhold, og er i den forbindelse udstyret med en radiosender om halsen. Med en
antenne som den Danmarks Radio anvendte i gamle dage til at afsløre sortseerer,
fulgte vi radiosignalet fra løvinden over stok og sten, ind over savannen. Det var ikke
helt let, da en flok løver i det tørre græs, er vanskelig at få øje på, og måske endda
trykker sig ned i græsset ved lyden af en bil. Men pludselig stak et par små runde ører
op i græsset lidt ude til højre, og der lå så hele flokken og slappede af.
En hunløve som vi så i Murchison Falls National Park. Lige før solnedgang lå hun og overvejede
middags-menuen
Oppe i det nordvestlige hjørne af Uganda ligger Murchison Falls nationalparken, som
også var en oplevelse jeg nåede at få med. Efter at have raset, brusende og dundrende,
igennem en kun syv meter bred spalte i klippen løber den blå nil fredsommeligt ud i
Albert Søen i et frodigt flod-delta, der er hjemsted for millioner af fugle, flodheste,
bøfler og antiloper.
10

Murchison Falls – på grund af strømmen og klipperne var det ikke muligt at komme nærmere med båd
Under dette grønne område gemmer der sig desværre enorme olie-foreskomster, og
regeringen arbejder intenst på at udlicitere udvindingskontrakter til udenlandske olieselskaber.
Med tanke på de billeder af gas-afbrænding, oliespild og ødelagte
økosystemer, som man ser fra Nigeria´s Nigerdelta kan man frygte det værste for
dette område i Uganda.
Elefanter har vi set i hundredevis, og det er altid morsomt at opleve specielt de unge
hanner, der truer og trompeterer, går til ”angreb” og viser sig men ikke rigtig ved,
hvad de skal stille op når man ikke flytter sig. Man skal dog holde motoren gående i
tomgang, klar til en hurtig get-away, hvis en af dem skulle blive lidt for modig eller
en af de gamle vil vise hvordan man virkelig skræmmer en bil-fuld turister.
Bøfler er et andet af Afrikas dyr som man skal have respekt for. De står som regel
fredeligt og betragter os nysgerrigt, indtil de som på kommando vender sig og
galoperer væk i en støvsky. De har dog et hidsigt temperament, så man gør som altid
klogt af at holde sig i bilen.
11

Uganda har et enormt økonomisk potentiale som et smukt, frodigt og sikkert
turistmål, så jeg håber ikke regeringen lader sig forblænde af oliemilliarder på
bekostning af de vidunderlige naturområder der findes.
Nu er det på tide at komme videre, og Uganda har været et følelsesladet bekendtskab,
der har budt på mange gode oplevelser, men også stress, ensomhed og savn af
familien. Afrika har tag i mig - i 36 år har jeg levet i eller færdedes ind og ud af
Afrika, og Uganda er Afrika på godt og ondt med følelser, glæder og frustrationer, så
mon ikke det er på gensyn snarere end farvel. Vi får se...
12

Lars Peter Jensen, Marts 2011
13