April 2011 - DOF Bornholm

hugst til byggematerialer og brændsel.
Nogle steder blev der ryddet skov for at
skaffe plads til nye marker, endvidere
blev der drevet jagt og indsamlet bark,
rødder og urter til naturmedicin. Arbejdet
i markerne foregik uden maskinel
hjælp, så det var et meget slidsomt erhverv
at være landmand.
På slap line. Dette emne handlede om
underholdning og hygge om aftenen i
landsbyerne. Da der som sagt ikke var
adgang til kontinuerlig elforsyning,
måtte man klare sig med ”de forhåndenværende
søms princip”.
En mobiltelefon med noget downloadet
musik blev lagt sammen med en megafon
og – voila – så kunne der danses! I
det hele taget var lokalbefolkningen glade
og humoristiske og der blev grinet og
talt med fagter og kropssprog, så alle
syntes, de kunne forstå hinanden og more
sig sammen.
De to piger i gruppen, Henriette Tøttrup
Hansen og Kirsten Marie Haugstrup,
havde et forrygende møde med en gruppe
af de lokale kvinder, der leder over
til næste emne:
Kvindeliv. Med sarkasme, selvironi og
humor berettede disse lokale kvinder
om deres dagligdag. Deres indforståede
latterbrøl lagde et forsonende slør over
deres forhold til mændene, som efter
vore normer var alt andet end ligeværdigt.
Mændene gik først i seng og stod
sidst op, alt imens kvinderne tog sig af
de huslige sysler, også selv om de havde
været med i marken og arbejde. Det
værste var dog – syntes kvinderne – at
de kun fik det halve i løn, endskønt de
arbejdede dobbelt så meget som mændene
(stort latterbrøl!). Når man tænker
på vores moderne husførelse med alle
tænkelige tekniske hjælpemidler, var
Gaddisijn
33
det fantastisk at se, hvad disse kvinder
kunne få ud af et ildsted og et vaskekar i
det fri. Børnene og de voksne havde altid
pænt rent og farvestrålende tøj på og
enhver mesterkok ville gladelig have
brækket deres højre arm på langs, hvis
de kunne koge ris så perfekt som disse
kvinder var i stand til ved hjælp af tre
sten, lidt brænde og en gammel gryde!!
Og så foregik al madlavning oven i købet
i det fri.
Hvor kvinder og mænd lever sammen
udmønter det sig som oftest også i en
flok børn, så kan næste emne hedde andet
end:
De kære børn?
Børnene på Flores var søde og sjove,
men ikke påtrængende. Til gengæld var
de meget nysgerrige og var ofte i hælene
på gruppen for at se, hvad der foregik.
Noget af det sjoveste for børnene var at
blive fotograferet. De kunne grine og
grine, når de så billederne af sig selv i
kameraets display. De var også glade for
at synge og sang bl.a. en sang, der handlede
om at passe godt på naturen, skoven
og fuglene.
Til ære for den gæstende gruppe opførte
nogle drenge en forrygende og ikke helt
ufarlig stammedans, der hed ”Cacidans”
og tillige kunne opfattes som lidt
af en manddomsprøve. Drengene dansede
parvis, den ene med en pisk og den
anden med et skjold, røde striber på
kroppen vidnede om at skjoldet ikke altid
ydede beskyttelse mod piskens slag.
Dansen blev akkompagneret med sang
og slagtøj. I øvrigt var drengene iført
meget fantasifulde kostumer. Børnene
viste også en leg, der nærmest kan sammenlignes
med at sjippe. Det foregik
dog ikke med et sjippetov, men med
bambusstokke lagt ud som en stor hin-