Læs som pdf - Historie-nu.dk

TEKST Thomas Skovgaard [19. december 2005]
Thomas Skovgaard, adjunkt
Ph.D. Syddansk Universitet,
Institut for Sundhedstjenesteforskning
Historie Netmagasinet
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der
sætter nutiden i perspektiv
og giver baggrunden.
Den Den spanske spanske dame
dame
I
I had a little bird
Its name was Enza
I opened the window
And in-flu-enza
Nordamerikansk børnerim fra 1918
De første dage af juli 1918 kunne læserne af danske dagblade orientere sig
om en større influenza-epidemi, der var under opsejling i det store udland.
Givet var det, at den snart ville nå til Danmark. Selvom sygdommen allerede
var stærkt udbredt i lande som Holland og Belgien var der dog tilsyneladende
ingen grund til alarm.
I midten af juli indtraf de formodentlig første dødsfald hertillands grundet den
influenza-afart, som blev berygtet under navnet Spansk Influenza eller Den
Spanske Syge.
Hv Hvor Hv Hvor
or orfor or or egentlig egentlig den den spansk spanske spansk influenza?
influenza?
Faktisk er det rigtig uretfærdigt, at denne voldsomme epidemi har fået navnet
Spansk influenza. Selvom sygdommen gjorde sin entré tidligt i dele af Spanien,
så tyder intet på, at sygdommen opstod her. Andre betegnelser som den
franske, engelske eller kinesiske influenza er blevet foreslået. Dette på baggrund
af teorier om, at sygdommen udviklede sig i mindre ”lommer” af disse
lande for herefter rigtig at udfolde sig omkring 1918-1919 – i øvrigt med
tidlige udbrud i nordamerikanske militærlejre. Under alle omstændigheder
var Spanien ikke arnestedet, men aben havnede her, fordi dette land – som
ikke-krigsførende nation under Første Verdenskrig – havde en ret så fri presse,
der hurtigt begyndte at rapportere om den nye, hæslige sygdom. Det skulle
man måske aldrig have gjort for nu hang tyrefægternationen på den. De russiske
dagblade begyndte således hurtigt at tale om Ispanka – den spanske
dame – da sygdommen nåede til Moskva. Kært barn har dog som bekendt
mange navne. I Tyskland døbte man udyret Blitzkatarrh. Engelske soldater
talte om Flanders Grippe. Spanierne havde på grund af diverse udeståender
med Italien hang til benævnelsen Den Napolitanske soldat, mens man i det
gamle persiske område hviskede frygtsomt om Vindens sygdom.
Men den globale benævnelse i såvel samtiden som eftertiden forblev Den
spanske influenza.
En En særegen særegen sy sygdom sy gdom
Blandt de voldsomme udbrud af smitsomme sygdomme vi kender til, placerer
den spanske influenza sig blandt de mest dødbringende. Et helt sikkert tal

www.historie-nu.dk - side 2
for, hvor mange liv den spanske syge krævede, får vi aldrig. Dertil er registeroplysninger
vedrørende sygelighed og dødelighed simpelthen for ringe. Dette
gælder hele verden rundt, men i særdeleshed for nogle af de områder, hvor
influenza-epidemien rasede med størst voldsomhed – eksempelvis Indien.
Uafhængigt heraf er der dog bred enighed om, at den spanske influenza var
en både usædvanlig ondartet og aparte epidemi. Ondartet fordi den ramte
ca. halvdelen af de mennesker, som vandrede rundt på jordens overflade i
1918-1919 og dræbte mellem 50-100 millioner af disse på et tidspunkt, hvor
klodens samlede befolkning var på omkring 2 milliarder mennesker. Aparte
fordi den til forskel fra gængse influenza-udbrud ikke i vid udstrækning hentede
sine ofre i de typisk mest udsatte grupper – de gamle, de svage og de
mindste børn – men derimod blandt tilsyneladende raske yngre mennesker i
alderen 25-45 år.
Den spanske influenza rullede henover verden i tre distinkte bølger, hvor det
var den midterste, der udgjorde den absolutte dræber.
Den første kom til udtryk i foråret og den tidlige sommer i 1918. Denne forholdsvis
milde, ikke ekstraordinært dødelige, omgang blev generelt modtaget
med sindsro. Influenza-epidemier var erkendt som et jævnligt tilbagevendende
fænomen, der kom, lagde de fleste ned et par dage, slog de mest
svagelige ældre ihjel for herefter at forsvinde igen. Influenza var ikke noget
særligt, og dermed heller ikke noget befolkningen i almindelighed og
sundhedsmyndighederne i særdeleshed ofrede megen opmærksomhed.
Den anden bølge var helt anderledes kraftig og af uhyre dødelig karakter. I
tiden omkring juli/august 1918, på et tidspunkt hvor alles øjne ellers var
rettet mod Frankrig, hvor tyske tropper havde Paris indenfor rækkevidde, brød
influenzaen ud i fuld flor, og i oktober og november var der tale om en verdensomspændende
epidemi. I perioden omkring afslutningen af Første Verdenskrig,
november 1918, var dødeligheden i London således fuldt på højde
med den, man så i tiden omkring de store koleraepidemier i midten af 1800tallet.
Antallet af døde i den engelske hovedstad oversteg mod slutningen af
1918 for første gang i mange år antallet af fødte. I denne periode bukkede
der i øvrigt flere soldater under ved fronten på grund af sygdom end af egentlige
kamphandlinger. På sin egen ubehagelige facon var den spanske dame
muligvis med til at sætte en endelig stopper for Første Verdenskrig.
Den tredje bølge fulgte tæt i kølvandet på den anden først på året 1919, men
var trods alt mindre fortvivlende ødelæggende.
Da enden var nået, syntes resultatet ufatteligt. I USA var dødstallet fem- til
syvhundredetusinde. I afsidesliggende Vest-Samoa dræbtes ¼ af befolkningen.
I Europa skulle antallet af dødsfald tælles i millioner. Hertillands bukkede
godt 12.000 af en samlet befolkning på lidt over 3 millioner under. I
Indien frygtedes det, at omkring 4-5 % af befolkningen var gået til – svarende
til omkring 13 millioner mennesker.
Hv Hv Hvor Hv Hv or orfor or or vv
var v ar lige lige ne netop ne op op den den her her influenza influenza så så dødelig?
dødelig?
I snart mange år har biologiske og medicinske videnskabsfolk søgt et svar på
dette spørgsmål. Udgangspunktet herfor har været virologisk basisviden opbygget
siden det for godt 70 år siden lykkedes Wilson Smith, C.H. Andrews &
P.P.Laidlaw at påvise et såkaldt filtrerbart virus som årsag til influenza. Udtrykket
’virus’ er afledt fra latin for ’slim’ eller ’giftig væske’. Siden slutningen
af 1800-tallet havde det via særlige filtreringsprocesser været muligt at konstatere,
at væsker, der fremkaldte specifikke sygdomme, indeholdt enheder,
der ikke kunne ses, men dog nødvendigvis måtte være noget andet end ek-

www.historie-nu.dk - side 3
sempelvis bakterier. Som fællesbetegnelse for disse usynlige ’giftstoffer’ indførtes
betegnelsen ’filtrerbart virus’.
De tre englænderes fund var den afgørende kulmination på en meget omfattende
og kostbar række af eksperimentelle forsøg. Hermed var et nyt og afgørende
skridt taget mod senere tiders erkendelse af, at influenza og dets vira
er langt mere komplicerede og foranderlige størrelser end de bakteriologiske
komponenter som Robert Koch (1843-1910) - Louis Pasteur (1822-1896)
generationen havde tæmmet.
I dag ved vi, at influenza er en virusinfektion, der smitter ved dråbeinfektion
eller direkte kontakt. Den kan smitte allerede før symptomerne indtræffer. I
1800-tallet begyndte man at tale om raske smittebærere. Influenza klassificeres
i henholdsvis A, B og C versioner, hvor de to sidstnævnte kun giver
anledning til milde symptomer og jævne mutationer. A versionerne er anderledes
virulente og labile. De varierer meget fra gang til gang, og det er også
dem, der har den egenskab, at de kan klare sig i såvel mennesker som dyr.
Formodningen er, at det naturligt forekommende reservoir for A influenza er
vilde fugle. Det er yderst sjældent, at der sker direkte ”spring” fra dyr til menneske
af influenzavira. Det er endnu sjældnere, at det fører til egentlige nye
influenza typer – farlige for mennesker. Dette kan ske, når dyre- og menneskevira
optræder i samme vært på samme tid. Altså eksempelvis når en person
er smittet med såvel dyre- som menneskevira. I sådanne tilfælde kan der
forekomme udveksling af genetisk materiale, hvorved der skabes en ny afart
influenza mod hvilket intet eller ingen – umiddelbart – kan stå imod. I den
slags tilfælde er de influenzaramte befolkninger, som det hedder sig i den
sjældent skønne, men ofte meget præcise medicinsk-faglige nomenklatur,
’immunologisk naiv’.
Da influenza som nævnt spredes ved dråbeinfektion - eksempelvis i forbindelse
med tale, hoste, nyse - kan der i tætbefolkede områder blive tale om en
meget hurtig udvikling i antallet af infektioner, hvilket er en grundlæggende
forklaring på, at byområder typisk rammes hårdest i forbindelse med influenzaepidemier
- således også i 1918-20.
Hvad angår den spanske influenza formodes det, at omkring 20-30 % af de
befolkningsgrupper, der ramtes af pandemiens første bølge i foråret 1918
opnåede en sådan grad af immunitet, at de gik fri, da anden bølge ramte i
årets anden del. Hertil kom, at en del af de ældre medlemmer af samme
befolkninger muligvis i nogen udstrækning var uimodtagelige for 1918 influenzaen,
fordi de tidligt i tilværelsen havde været udsat for en lignende type
vira - i form af den såkaldte russiske influenza, der hærgede verden mod
slutningen af 1800-tallet. Erhvervelsen af resistens i en tidlig alder - den såkaldte
’original antigenic sin’ - er måske en af forklaringsnøglerne til, at så
relativt små andele af ældrebefolkningerne bukkede under for den spanske
influenza. Det skal for en god ordens skyld anføres, at sidstnævnte udgør
kvalificerede gisninger, som løbende revideres af yderligere erkendelser. Således
antyder ganske nye resultater, offentliggjort i efteråret 2005, at den
spanske influenza virus højst sandsynligt ikke var slutproduktet af en særegen
sammenblanding af menneske- og dyrevira, men derimod bestod af en
art fugleinfluenza der, grundet ikke kendte modificeringer, kunne smitte mennesker
direkte og med stor effekt.
Status er dog, at selvom der efterhånden vides en del om sygdommens oprindelse
og udviklingsmønster, så er der stadig ikke noget godt svar på, hvad det
var ved lige netop denne influenza-afart, der førte til så ekstraordinært mange
sygdomstilfælde og dødsfald.
Mens vi venter på ny indsigt angående den spanske influenzas mikrobiologi-

www.historie-nu.dk - side 4
ske karakter og virkningsmåder, kan vi gribe fat i nogle af de ydre omstændigheder,
der medvirkede til, at den tydeligvis ondartede sygdom kunne komme
i kontakt med størstedelen af klodens befolkning på uhyre kort tid.
Kloden Kloden kr krym kr krym
ym ymper ymper
per og og V VVes
V es esten es en en fører fører v vver
v er erdenskrig er denskrig
Siden midten af 1800-tallet var verden for alvor begyndt at skrumpe ind. Selvklart
ikke i egentlig fysisk forstand, men infrastrukturelle, kommercielle og
politisk-kulturelle fremstød havde på forskellig vis gjort jordkloden mere overskuelig
og tilgængelig. Mennesket bevægede sig, af lyst eller nød, stadig hurtigere
rundt over stadig større afstande. Med sig bragte det ressourcer, nye
tanker og særlige traditioner – samt sygdom, død og ødelæggelse.
Således var situationen i årene omkring 1918. På dette tidspunkt var der dog
ganske særlige forhold, der betød bevægelser af meget store menneskemængder
over meget store afstande. I forbindelse med Første Verdenskrig
transporteredes hundredtusindvis af soldater mellem diverse kontinenter og
regioner. Såvel under transporten som efterfølgende var de stuvet sammen
på usigelig lidt plads. Alt dette gav en smitsom sygdom som spansk influenza
usædvanligt gode betingelser for at brede sig.
Den spanske influenza ramte på et meget kritisk tidspunkt, hvor store dele af
verdens befolkning var påvirket af den tilsyneladende endeløse storkonflikt –
Første Verdenskrig. Kloden var i 1918 slidt af godt 4 års direkte krigsførelse
og – som i det danske tilfælde – nødvendigheden af at indstille hele samfundet
på krigens præmisser. De krigsførende nationer var selvklart mest mærket,
men alle steder var krigstrætheden, den sociale armod, forsyningsproblemerne
og de klart forringede basale levevilkår virkelig ved at manifestere
sig.
Dette svækkede miljø ramtes nu af en ny, yderst voldsom influenzatype. For
at gøre situationen endnu mere kritisk var mulighederne for at yde i det mindste
professionel pleje og omsorg for de mange patienter – og måske af den
vej redde nogle af dem – ganske begrænsede – i særdeleshed i de krigsførende
lande. Mange læger og sygeplejersker var således optaget af krigstjeneste.
Et andet problem var de begrænsede muligheder for at indlægge og
isolere hårdt ramte influenzapatienter på sygehuse og lignende. Dette var
ikke kun et problem i krigens lande. Også i Danmark oversteg antallet af
indlægningskrævende hurtigt den faktiske kapacitet. I København oprettes
derfor nødlazaretter på steder som Regensen og i Odd Fellow Palæet. Det
siger sig selv, at sådanne interimistiske foranstaltninger ikke øgede chancerne
for patienternes helbredelse, og risikoen for yderligere udbredelse af
sygdommen var overhængende. For at snøre elendighedens sæk yderligere
til rådedes der kun over meget begrænsede lagre af de lægemidler, der muligvis
kunne øge chancen for overlevelse og bedring. I de krigsførende lande
var det endvidere således, at disse lagre i udgangspunktet var reserveret
militærvæsenet. I øvrigt var sundhedsmyndighederne og sundhedsprofessionelle
hurtigt klar over, at de ikke kunne tilbyde noget egentligt virksomt
middel, der direkte kunne forebygge eller helbrede spansk influenza. I
ren desperation blev alskens ting og sager derfor foreslået – af læger, kvaksalvere,
kloge koner og andre vidende personager. Et ofte givet råd lød på
indtagelse af store mængder løg. I Storbritannien sværgede mange til den
gode gamle recept: rigelige mængder af whisky.
Man ville trække på smilebåndet af sådanne opfindsomme tiltag, hvis ikke
det var fordi, at de var udtryk for to ting. For det første menneskers forståelige
trang til at beskytte sig og sine fra en dødelig sygdom, der satte uhyggelige

www.historie-nu.dk - side 5
spor alle steder samt, for det andet den sundhedsprofessionelle og medicinske
verdens manglende evne til at pege på virkningsfuld behandling af og
mulige nye tiltag mod sygdommen. Det er det sidste punkt, vi nu vender os
imod.
For or or orker or er er ert ert
t og og f ffor
ff
or ringe ringe indsats
indsats
Mens den værste epidemi verden længe havde oplevet hærgede medførte to
forhold, at den første, afgørende respons fra sundhedsmyndighederne og de
hertil knyttede videnskabelige miljøer var ganske fejlslagen.
For det første var det sådan, at hovedparten af de mange videnskabelige
bestræbelser, der hurtigt blev sat ind på at efterspore sygdomsårsager, og
smitteveje tog afsæt i det, man på daværende tidspunkt, fejlagtigt, antog
som sikker viden – nemlig, at influenza skyldtes en bestemt bakterie opkaldt
efter den tyske forsker Richard Friedrich Johannes Pfeiffer (1858-1945), som
havde isoleret bacillen i 1892. I forbindelse med influenzaepidemier i det
første årti af det 20. århundrede havde flere forskergrupper godt nok rapporteret,
at det var vanskeligt at genfinde Pfeiffers bacille hos deres patienter, og
under alle omstændigheder fandt man også en masse andre bakterier. Men
på trods heraf holdt teorien om Pfeiffers bacille som den specifikke årsag til
influenza i al væsentlighed stand i perioden ca. 1890 til 1918-1919. På dette
tidspunkt blev det dog hurtigt klart, at den gængse viden var galt afmarcheret.
Denne klarhed var imidlertid ikke særlig behagelig, da den samtidig betød
erkendelsen af, at den medicinske videnskab stod på bar bund med hensyn
til, hvad der i sidste ende forårsagede den alvorlige sygdom. Der skulle gå
endnu nogle år før det blev fastslået, at influenza var en virusinfektion – altså
en art parasit med tæt forbindelse til værtsceller.
Den videnskabelige impotens blev suppleret af indgreb fra offentlige sundhedsinstanser,
der tog afsæt i fremgangsmåder opbygget og justeret i løbet af de
foregående 50-70 års indsats mod smitsomme, bakterielle sygdomme i først
og fremmest større byområder. I og for sig var der intet galt med de traditionelle
foranstaltninger. Problemet var bare, at myndighederne ikke havde nogen
jordisk chance for at vide, at de i 1918-1919 stod overfor en sygdom, der
var uhyre smitsom og under konstant forandring og derfor krævede hurtigere
indgreb end vanligt.
Hv Hvor Hv or orfor or or ble blev ble v der der gjor gjort gjor t så så lidt?
lidt?
På trods af det åbenlyst vanskelige i at sætte effektivt ind overfor den spanske
influenza undrer det måske alligevel i dag, at der ikke blev forsøgt mere,
hurtigere.
For det første vidste myndighederne ikke rigtig, hvad de skulle stille op. Ingen
lå inde med, eller vidste, hvor der sandsynligvis skulle ledes efter, den gyldne
viden og de gode, effektive planer. Et eksempel blandt mange på den udbredte
usikkerhed kan hentes fra Japan, hvor de centrale sundhedsmyndigheder
i deres officielle udmelding lagde ud med erkendelsen af, at de ganske
simpelt ikke anede deres levende råd. Japanerne var dog ingenlunde alene
om at stå på bar bund. Et hyppigt anført argument var således, at der ikke var
nogen grund til at forskrække en allerede oprevet befolkning med informationer,
tiltag og foranstaltninger, som man alligevel ikke kunne garantere virkningen
af.
Der var i øvrigt meget stor forskel på, hvor meget (sundheds)myndigheder
rundt omkring i verden gjorde for at begrænse influenza epidemiens udbredelse.
Måske en smule paradoksalt var det liberale lande som USA og Austra-

www.historie-nu.dk - side 6
lien, der greb mest håndfast ind i den personlige frihed ved at isolerer patienter
i stor stil, forbyde offentlige samlinger og lukke restaurationer, biografer,
teatre og andre offentlige mødesteder. I en række amerikanske byer blev det
ligeledes påbudt at bære maske (helst bestående af 3-4 lag gaze) i forbindelse
med offentlig færden. Masken skulle dække næse og mund, hvilket
selvklart var højst ubelejligt i mangen en sammenhæng. Påbuddet blev derfor
heller ikke efterlevet eller søgt opretholdt i særlig voldsom grad.
I et land som England nøjedes man derimod med diskrete indgreb som at
producere diverse informationsmaterialer med gode råd og gøre jævnlig
udluftning af biografer, teatre med videre obligatorisk.
I Danmark tog det bemærkelsesværdigt længe før sundhedsmyndighederne,
med Sundhedsstyrelsen i spidsen, reagerede. Det skal muligvis
ses i lyset af, at det var og er en markant beslutning at tage en bestemt
sygdom under offentlig behandling ved blandt andet at lade epidemilovene
træde i kraft. Et sådant tiltag indebærer nemlig iværksættelse af
tidskrævende, og dermed kostbare, procedurer, der tilmed potentielt kan
gribe dybt ind i individets autonomi. Men indgrebene kom herhjemme. I
oktober 1918 tog man således et skridt aldrig taget før, da de københavnske
skoler blev lukket.
I en række af de krigsførende nationer blev det, for det andet, også vurderet
vanskeligt at gå drastisk til værks i forbindelse med bekæmpelse af
influenzaepidemien. Eksempelvis kunne det under ingen omstændigheder
tillades, at afgørende produktion til krigsindsatsen blev forsinket grundet
forsøg på at dæmme op for influenza-epidemien ved at lukke fabrikker og
andre samlingspunkter for mange mennesker. Sådanne lukninger ville nok
have ført til mindre smitterisiko. Krigen, og ententens sejr heri, var det afgørende
forhold – herfor måtte alle andre ønsker og behov vige. Essensen af
denne fordring blev i november 1918 meget præcist formuleret af Sir Arthur
Newsholme, en ledende sundhedsfaglig skikkelse i England, med ordene:
’The demands of the war necessitates the public to carry on’.
For det tredje havde den lange krig på smertelig vis galvaniseret hele befolkninger
for indtryk af død og ødelæggelser. Det var frygteligt at se et
menneske gå til af influenza. Men var det værre end at modtage besked
om sønnens død ved fronten og synet af de tusindvis af lemlæstede krøblinger,
der fyldte mere og mere i gadebilledet?
Set i bakspejlet lyder konklusionen på den spanske influenza: at en ny type
infektion med potentiale til at smitte og afkræfte mange individer indenfor
kort tid, udbredes hurtigt grundet en (1) generel samfundstendens mod større
global afhængighed, (2) manglende evne til at lokalisere sygdomsårsag og
dermed udvikle effektive forebyggende og behandlende tiltag samt (3) ganske
særlige omstændigheder på grund af en verdensomspændende militærkonflikt
med udspring og tyngde i Europa.
Kan an an de de det de det
t sk ske sk ske
e igen? igen?
igen?
Skal vi forvente, at noget i retningen af Den spanske Influenza på ny rammer
kloden?
Det umiddelbare svar herpå er, at alarmklokkerne allerede har ringet adskillige
gange. I anden halvdel af det 20. århundrede har særligt Asien været
udgangspunktet for kraftige influenzaepidemier. I 1957 dræbte den asiatiske
influenza mere end en million mennesker. I 1968 krævede den såkaldte Hong
Kong influenza omkring ¾ million ofre. I 1997 bekræftedes den første direkte
overførsel af fugleinfluenza til mennesker.

www.historie-nu.dk - side 7
Ingen af disse ubehagelige hændelser medførte dog udviklingsforløb så katastrofale
som i forbindelse med den spanske influenza. Udover held er grunden
hertil blandt andet, at vi – det vil sige sundhedsmyndigheder, politiske
beslutningstagere og borgere i almindelighed – har lært lektien. De fleste af
os ved godt, at spredning af smitsom sygdom kan forhindres eller begrænses
ved tiltag som 1) helbredelse af de syge, 2) begrænsning af de smittedes
kontakt med andre, 3) ved at diagnosticere de smittede med henblik på behandling
eller isolation, 4) ved forebyggende vaccination og 5) ved at sikre
rimelig personlig hygiejne, renlighed ved madlavning, udluftning m.v.
Generelt er vi verden over i løbet af det 20. århundrede blevet bedre til at
håndtere epidemiske tilstande, ligesom redskaberne til at overvåge nye smitsomme
organismer og fremstille modmidler herimod er blevet styrket ganske
betragteligt. Der er altså ikke grund til umiddelbar panik.
MEN: I de seneste år er der registreret bemærkelsesværdigt mange nye typer
af først og fremmest fugleinfluenza hos mennesker. Ligeledes er antallet af
dyr og fuglearter involveret i disse smittekæder vokset. Mange tager dette
som en indikation på, at vi står over for den næste ekstra voldsomme influenzaepidemi.
Lad os håbe, at den sidste tids intensiverede nationale og internationale tiltag
på området smitsomme sygdomme vil sikre en tilstrækkelig indsats i tilfælde
af nye, særlig voldsomme ’influenzastorme’. Og lad os håbe, at denne
tilstrækkelige indsats kommer tids nok.
Historien om den spanske influenza kan i den henseende være med til at
skubbe på og øge hastigheden i de mange rigtige tiltag, der gøres i disse år.
Historien om Den spanske syge er nemlig fortællingen om en verden, der
vidste og gjorde for lidt med hensyn til en uhyre ondartet sygdom. Verden
anno 1918-1919 kan undskyldes på grund af de ganske særlige omstændigheder
den befandt sig i grundet Første Verdenskrig. Endvidere var videnskaben
kun så småt begyndt at forstå de mere præcise konsekvenser af virusinfektioner.
Sådanne undskyldninger har vi knapt så mange af i dag, og i vores del af
verden må vi gå forrest i arbejdet for at sikre en global indsats mod det, der
særligt de sidste 85 år har fremstået som en global massedræber – influenza.
Vi må gøre det vel vidende, at den influenzaart, der indeholder kimen til
den næste verdensomspændende epidemi ganske givet er fremmed for os i
dag. Konstant og åbent samarbejde indenfor det vidtforgrenede netværk af
myndigheder og individer med ansvar for overvågning og analyse af smitsomme
sygdomme er derfor altafgørende. Gennemslagskraften af den næste
voldsomme, globale influenza-epidemi bliver en lakmusprøve på, hvor
langt vi er nået, ikke med at binde verden sammen via handel, samfærdsel
og folkevandringer, men mere med at tilvejebringe ressourcer og skabe fundamentet
for en samvirkende indsats effektivt rettet mod det, der uundgåeligt
er et fælles, globalt problem.
Udv Udv Udvalgt Udv Udv algt algte algt e ref referencer ref erencer
Barry JM (2004) The Great Influenza. Penguin Books: Viking, New York.
Byerly CR (2005) Fever of war. New York University Press, New York
Crosby AW (1989) America’s forgotten pandemic: the influenza of 1918.
Cambridge University Press, Cambridge.
Johnson NPAS & Mueller J (2002) Updating the Accounts: Global mortality of
the 1918-1920 “Spanish” Influenza Pandemic. Bulletin of the History of

www.historie-nu.dk - side 8
Medicine vol. 76, pp. 105-115.
Otto L (2003) »Sygdommen kom som en explosion«. Den spanske syge i Danmark.
Fortid og Nutid hft. 1, pp. 3-25.
Rice GW & Palmer E (1993) Pandemic influenza in Japan, 1918-1919:
Mortality Patterns and Official Responses. Journal of Japanese Studies vol.
19, pp. 389-420.
Tanner A (2002) The Spanish lady comes to London: the influenza pandemic
1918-1919. London Journal vol. 27, pp. 51-76.
Tauenberger JK et al. Characterization of the 1918 influenza virus polymerase
genes. Nature vol. 437, pp. 889-893.
Webby RJ & Webster RG (2003) Are we ready for pandemic influenza?. Science
vol. 302, pp. 1519-1522.