HARVEY Dueholm, en landmand i POLITIK Jim Dueholm Foråret ...

Baggrund og kilder
HARVEY Dueholm, en landmand i POLITIK
Jim Dueholm
Foråret 2011
Min far, Harvey Lewis Dueholm, døde på University Hospital i Madison Wisconsin den
torsdag 29 maj, 1980, glider væk i de tidlige morgentimer, fældet ved en fejl, der havde
hærget en American Legion konventionen i Philadelphia tre år tidligere. Men mens
legionærsyge en virulent lungebetændelse, var den umiddelbare årsag til død, var det ikke
den virkelige skyldige. Fem uger tidligere havde far fået konstateret kræft i hjernen.
University Hospital havde held behandlede ham for en række kræftformer i løbet af de sidste
20 år, så han kom igen, håber på endnu et mirakel. Det var ikke til at være. Kirurger
opererede, men kunne ikke få alle de kræft, så prognosen ikke var god. Fejlen ramt, da han
restitueret fra kirurgi, og hans tilstand stadig forværret. Mine tre brødre og jeg blev kaldt til
Madison den 28. maj, og vi mistede ham næste morgen.
Medio formiddagen den 29. maj, mine brødre, mor og jeg fik i familiens bil og gjort den
lange, sørgelige tur tilbage til gården i Bone Lake Township, syv miles øst for Luck,
Wisconsin. Da vi kom der, var vores tanter og onkler venter os i en rørende udstilling af
støtte og komfort. Mine brødre gik til at rydde op i gården til dem, der ville komme til at
tilbyde deres medfølelse og vise deres respekt, mens jeg bosatte sig i at skrive foreslåede
avisartikler og andre materialer. Jeg er sikker på far, som kendte min aversion mod manuel
arbejdskraft, ville have grinede på denne arbejdsdeling. Weekenden var hektisk, fyldt med
besøgende, begravelse arrangementer, planlægning og deltage i samvær på søndag, og
forberedelse til mandag begravelse.
Mandag 2 juni 1980, brød solrigt og varmt i Luck. I slutningen af formiddagen, indgav folk ind
i Luck lutherske kirke, som blev valgt til begravelsen tjenesteydelser, fordi familiens Bone
Lake kirke ikke kunne rumme det forventede fremmøde. Gaylord Nelson, USA senator,
tidligere Wisconsin guvernør og fars ven af 50 år, var der, og ville levere en lovprisning.
Kongresmedlem Dave Obey, en Wisconsin forsamling kollega til fars i seks år, var der, som
var tre planeloads of Wisconsin lovgivere fra begge parter, der var fløjet op fra Madison.
Venner, familie, naboer, bekendte og andre overfyldt i de hundreder, nogle uden tvivl tegnet
af nekrologer, som løb i aviser, store og små, i hele staten.
Efter tjenesteydelser, gjorde vi vores vej til Bone Lake lutherske kirke for begravelse i kirken
kirkegården. Det var familien kirkegården, men far var ikke lagt til hvile i familiens plottet syd
for kirken, som var fyldt til kapacitet. Han ligger nord for kirken, med en gravsten, der gav
plads til mor, som ville slutte sig til ham i 2005. Efter begravelsen, Ladies Aid observere en
brugerdefineret dybt forankret i landdistrikterne, serveret frokost i kirken kælderen.
Den lange weekend over, gjort de ydelser, mor, mine brødre og jeg genstartet vores liv, men
med et stort tomrum. Den ægtemand og far, som havde været en kommanderende
tilstedeværelse i vores liv var væk.
Sidste år, 2010, markerede 100-året for fars fødsel og 30-årsdagen for hans død. Min bror
Bob rejste ideen om en kort biografi, og tildelt opgaven til mig (måske tænker, at hvis jeg
kunne løbe værftet oprydning for selv-valgte skriftsprog, kunne jeg darn godt skrive en
biografi.) Og nu, med forsinkelse, jeg flyttet til opgaven. Men da jeg kom ind i det, det var
ikke opgaven, men en opdagelsesrejse og erindring, et bevis på en mand, der dukkede store
i vores liv og gjort sit mærke på den politik, hans amt og stat. En medfølende mand, klog,
vittig, tankevækkende og intelligent. En mand, hvis uskrømtet glæde i hans ære, resultater
og position blev syret af perspektiv og en følelse af, hvem han var, og hvor han kom fra, der
producerer en blanding af stolthed og ydmyghed, der er let at huske, men svær at beskrive.
En god landmand, ægtemand, far og bedstefar.
En biograf behov kilder.

Over en 40 år politisk karriere, syntes far ofte i uge-og dagblade, men deres regnskaber er
øjebliksbilleder, registrering ceremonielle og politiske begivenheder, men at fortælle os lidt
om far eller hans tid. Fars sønner, svigerfamilie, vejes børnebørn og venner i med minder.
Disse erindringer med til at give os et afrundet billede af far, men i sagens natur de er
begrænset til personlig viden og ting, der far og andre kunne have fortalt os. De kan ikke
give os fars ord eller personlige erindringer. Heldigvis, for disse har vi båndene.
I november og December 1978 Mark Dorman og Chap Treleven gennemført båndede
interviews af far til Wisconsin State Historical Society, der producerer bånd, der kører til
omkring 15 timer. I disse bånd far fortæller historier og historier. Han fortæller om sin
herkomst og ungdom, af sin far, en omvandrende ulden Hosekræmmeren, landmand og de
lokale og amtslige politiker som udjævnet sin karriere i Wisconsin forsamling, af "grimme"
tyre, landbrug og landbrugssamfund og virkningen af "fremskridt" på begge, af kurset og
udvikling af Wisconsin republikanske, Progressive republikanske og demokratiske partier, af
politiske venner og fjender og lovgivningsmæssige kampe vundet og tabt, af fars baggrund
af rette rolle og funktion af regeringen, og meget mere. Og som lyd, bringer båndene os
manden selv, en stemme fra fortiden taler til en uendelig stede, generobre en personlighed
for dem, der kendte far, og i ord af en barnebarn født efter far døde, formidle "en følelse af
manden "til dem, der ikke kender ham. Båndene er nødvendige for en konto til Fars liv og en
uvurderlig gave til den familie han efterladt i nuværende og kommende generationer.
Herkomst og unge
Trækker på midler, som hans bror NN Dueholm, som var kommet til Bone Lake Township i
1882, Christian Poulsen (CP) Dueholm udvandrede fra Danmark med sin familie i 1890, at
sætte sig på en gård nordøst for Bone søen, en straight-line halv mile syd for den
nuværende hjemsted for Det Bone søen lutherske kirke. Familien omfattede CP, 39, hans
kone Sidsel, 33, og børn Nels, 11, Marius, ni, Christine, syv, og Mads, fire. Vi kender lidt af
CP. Han arbejdede gården og transporteres mail fra indsamle posthuset i nærheden af Little
Butternut Lake, en mile vest for Luck, til "Dueholm" posthus etableret og drevet af hans nevø
Christen Barslev (Old Chris) Dueholm i den nordlige ende af det gamle Chris gård, der sad
Mis hjørne hele vejen fra CP's gård. CP var syg, da han ankom, og døde i 1895. Vi kender
ikke dødsårsagen, men det var sandsynligvis tyktarmskræft, som har ramt en række af hans
efterkommere, herunder hans søn Marius og barnebarn Harvey.
Marius var fjorten, da CP døde, og sandsynligvis sluttede sin formelle skolegang så, for han
havde fem års skolegang, og var ankommet Bone Lake fem år før hans far døde. Hans
læring ikke stoppe med hans skolegang, selv om, for far huskede ham læse til langt ud på
natten, og sagde, at Marius var en af de bedst læste personer, han vidste.
Efter hans far døde, Marius arbejdede på gårdene, formodentlig inklusive CP's gård, og
tilbragte vinteren i logning lejre, prikkede det område på det tidspunkt. Han besluttede hurtigt
at dyrke sin egen, og købte en 80 acre parcel langs det, der nu Highway 48. Jeg har skøde
på den jord, der er dateret 10 juni 1899, men på bånd far siger, det dobbelte Marius købte
land "i 1898, da han var 17," så forekommer det sandsynligt, at Marius opnået et land
kontrakt i 1898 og derefter fik en gerning, da han betalte ud af kontrakten i 1899. I 1902, lige
forbi hans 21 års fødselsdag blev han amerikansk statsborger.
Den 6. januar 1906, giftede Marius Mary Jensen. Maria var den 24-årige datter af Jens
Peder Jensen og Ana Jensen, dansk indvandrere, der bosatte sig i Bone Lake Township i
1874 på gården, der i nyere tid var ejet af Bud og Dorothy Curnow og Christine Klas, Jens
Peder og Anna's barnebarn, og hendes søn Kenneth. Familien omfattede en række danskfødte
Sønner, da det kom til Bone Lake, og det tilføjede yderligere tre børn --- Karl, der er
kendt i familien som Charlie, der ifølge tradition i familien var den første hvide dreng født i
Bone Lake Township da han ankom i 1876, Elsie, født i 1879, og Mary, født i 1881. Elsie
blev gift Marius 'bror Nels i 1904. Jens Peder, som havde kæmpet for tyskerne i Slesvig-
Holsten krig, døde i midten af 1890'erne, men Ana boede på, indtil 1925.
Marius og Mary begyndte deres gifte liv på Marius 'gård, i et lille hus, der senere blev en del

af huset, hvor mine brødre og jeg var rejst. De startede med to køer, Flora, en Holstein, og
Big Eye, en gul og hvid ko, som far sagde måske eller måske ikke have været en Guernsey.
Marius holdt Holsteins i besætningen indtil ca 1922, da han gik udelukkende til Guernseys.
Malkningen besætning aldrig overskredet 19 i løbet af Marius 'liv, med
bestandsstørrelsesklasser begrænset til, hvad hånd-malkere kunne håndtere.
Børn kom hurtigt og ofte. Mary fødte 10 børn, hvoraf fem var dødfødte eller døde, før de når
deres første fødselsdag. De fem, der overlevede til voksenalderen inkluderet Rose (1906),
far, født 29 januar 1910, Ralph (1913), Doris (Dorie) (1914) og Fern (1916).
Det unge par er nødvendige off-indkomst. Marius kunne vende tilbage til sit vinter job i
skovhugst lejrene, men et bedre tilbud kom. Mary's bror Jens tilbragte sine vintre som en
omvandrende ulden sælger, og han fik en tilsvarende koncert for Marius. For 12 vintre, fra
1906 til 1917 Marius lastes Barron Uld varer ind i en hestetrukken vogn og solgte dem fra
gård til gård i dele af Polk og Burnett amter, bunking på gård i hans sidste kunde for dagen.
Han fik $ 100 per måned plus kost og logi for sig selv og sit hold, hvilket var bedre end han
kunne gøre i skoven. Han vendte tilbage til gården på lørdag, og ledes ud igen på søndag.
Far huskede uld leveret til gården og læsset ind i vognen, og spændingen af børnene, når
"Pa" gav i weekenden. Jeg havde altid antaget, at Marius opgivet sin rute i 1917, fordi han
var brug for på gården, eller blev træt af den trummerum, men far sagde, at Marius forlod sin
rute i 1917, fordi det var svært at få både uld og hyrede mænd under Anden Verdenskrig I.
(Mens Marius 'uldne vogn trak sig tilbage fra aktiv tjeneste i 1917, havde et liv efter døden. I
1950'erne hvilede i Grandma Dueholm's gård, og blev et stykke legetøj for mig, at mine
brødre og fætre sidde på, gemmer sig i og klatre over . Det endte i skoven, men blev påstået
af Barron County Historical Society i 1979, og nu hænger i en af selskabets bygninger, som
ligger lige ved Highway 8, øst for Barron.)
Starten, da han var omkring fem, far tog "kaffe" til Marius, som han var pløje markerne med
sin hest trukket, en-bottom plov. På det tidspunkt og for lang tid derefter i Bone Lake gården
samfund, Formiddag og eftermiddag "kaffe" indgår mere end kaffe. Far bragte Marius en
sandwich med sin kaffe (i min ungdom, kaffe generelt kom med ting, der pakkes flere
kalorier end ernæring.) Hvis Marius var i den fjerneste ende af feltet, når far kom til området,
han ville hoppe op på gren af en lind træet og venter Marius 'ankomst. Vi kan næsten se
ham der, der ligger på en gren, ben dinglende i overalls, måske med et spyd af timothe i
munden, måske med en hue på hovedet og lignede en Urchin på et Norman Rockwell
magasin dækker eller John Greenleaf Whittier's barfodet dreng ("Velsignet være dig lille
mand, barfodet dreng med kinden af tan").
Når Marius kom til fars slutningen af feltet, far hoppede ned fra træet, mens Marius trak
hestenes manker fra under deres kraven til at lade dem hvile, og derefter satte sig på pole,
at koblet ploven til hestene. Som han sad der spiser sin sandwich med den ene hånd,
Marius ofte skovlede en håndfuld jord med de andre, lade det filter tilbage til jorden gennem
hans fingre i tilsyneladende tavs kommunen med jorden. Og han elskede landet. I en af Fars
sidste samtaler med Marius som Marius lå døende i januar 1936, Marius fortalte far, at hvis
det bare var et spørgsmål om hans ønsker, ville han blive begravet på hans jord. Du kunne
ikke gøre det, selv om, Marius tilføjede, hvorefter alt for mange mennesker havde været
begravet i private grave, der blev tabt til deres efterkommere.
Omtrent på samme tid, han tog kaffe til Marius, fik far en lektion i fugle og bier. Med en lille
besætning, havde Marius ikke har en tyr, så han førte sine køer til Gregersen gården, der
skal avles til Gregersen tyren. Forsøg på at beskytte far fra parringen, Marius afsendt ham til
laden, mens koblingen sket uden, men far sagde, at han "stod på en skammel og kiggede
ud af vinduet."
I 1916 Far startede i første klasse i en landsbyskole, og overføres to år senere til nybyggede
LaFollette School, som ved sin 1918 afsluttet var den største klasse skole mellem Eau Claire
og Superior. Som formand for skolebestyrelsen, underskrev Marius kontrakten for skolen og
Mary underskrives som vidne. På bånd, bemærkede far ironien i en skole, der åbnes i
"Fighting Bob" LaFollette navn på et tidspunkt, hvor han blev hængt i en afbildning for hans

ensomme modstand mod amerikansk deltagelse i Første Verdenskrig I. Mine brødre og jeg
dimitterede fra LaFollette Grade skole, der lukkede i midten af 1960'erne, kort efter Dave
indtastet gymnasiet. Til sidst var det et sted uhørt og utænkelige nu, med fire kvaliteter i en
rum, tvinger tre kvaliteter til at passe deres studier (eller forsøge at) som lærer underviste
fjerde klasse, drenge leger med jackknives (jo flere blade de bedre), for at bekæmpe fodbold
uden puder eller hjelme, og om vinteren recess byder interimistiske hockey spil på Anders
Hutton's dam, på tværs fra skolen.
Vi har et billede af Marius og Maria og deres familie fra disse år, der på den vestlige side af
veranda på huset, som blev bygget i 1916 og stadig står i dag. Billedet er udateret, men
baseret på størrelsen af børnene, var det formentlig taget i begyndelsen til mid1920s. Marius
og Mary står i den bageste. Rose står på den yderste venstrefløj, fuldvoksne i hendes
teenageår. Ralph er på den yderste højrefløj, slank, med en fuld leder af krøllet hår, meget
forskellig fra den korpulent, tæt beskåret, halvskaldet onkel Ralph at mine brødre og jeg
vidste. Dorie og Fern, uadskillelige dengang og senere, står i front, søger og klædt ens. Far
står med armene bag hans ryg, overalls trak op til halsen, med en højtidelig udseende og
hår slidt lang og fejede frem på toppen og kort i siderne. Hvis hans sønner så dette billede
med far stå alene, uidentificerede som til familie, tid og sted, er det usandsynligt, at vi ville
genkende ham.
I 1920 Marius udvidet bedriften ved at købe en 105 hektar stor ejendom fra Kretchmer
familien. Firs acres af denne ejendom støder Marius 'oprindelige 80 mod vest. De
resterende 25 hektar ligger vest og syd for Kretchmer 80, og er kendt i familien som
Fraktion, fordi det er en del af en 40, der strækker sig lige River, med de 25 hektar, at en del
af de 40 --- fraktionen - - der ligger øst for floden. Den fraktion og en del af de 80 var i
skoven langs floden. Yderligere viser sin kærlighed og forvaltning af jorden, Marius
dekreteret, at disse RIVER WOODS aldrig skulle være ryddet. De forbliver i familien, og de
er stadig skov.
Så snart han var gammel nok, far arbejdede på gården. Lejlighedsvis, han arbejdede for de
lokale landmænd, og ofte også gjorde under afgrøde høst. Han arbejdede også på vejene,
og fortæller om første gang han gjorde det, da han var 17. Han startede på syv om
morgenen med en hestetrukken Vejhøvl, og arbejdede indtil aften. Han havde forsikret sin
mor, at to pakkede sandwiches for hans middag ville være rigeligt. Hun pakkede seks, og far
sagde, at han slugte dem og ønskede mere. Efter Marius blev valgt til Wisconsin
forsamlingen i 1930, far arbejdede på fuld tid på familiens gård.
I mellemtiden fortsatte far sin skolegang, til et punkt. Han er uddannet fra LaFollette Grade
School i 1924, og startede i Luck High School, der falder. Med vinteren rejser stadig
hestetrukne, han opholdt sig i Luck i løbet af vinteren skolen måneder fratage gården af
hans tjenester. Han afslutter gymnasiet i 1927, efter afslutningen af hans yngre år. Han
sagde, at han forlade for at arbejde på gården, men erkendte, at Marius ikke havde bedt
ham om at holde op, og havde sandsynligvis ville have ham til at fortsætte. Vi lærte senere,
at han havde bevaret en B-gennemsnittet. Selvom han var en frafald, de Luck High School
klasse af 1928 altid inviteret ham til sin genforeninger.
I 1925 blev far fanget i (og til en vis grad traumatiserede af) et mord, og en mordsagen. I
begyndelsen af september, han Rose og Ralph deltaget i et Luther League møde på John
Hermsted gård nordvest for Ward Lake, hvor Irvin Hermsted liv nu. Deres fætter Elsie
Jensen, i hendes tidlige tyverne, var der sammen med Hans Tendrup og Alf Bearood. Elsie
havde dateret Tendrup i fortiden og var forsynet med hans barn, men var nu dating Bearood.
Efter programmet og post-program spil, gik far at få bilen, og hørte tre skud. Da han stødte
tilbage til gruppen, fandt han, at Tendrup havde dræbt Elsie og derefter vendte våbnet på sig
selv, påføre en ikke-dødeligt såret. Selv om han ikke var et øjenvidne, blev far indkaldt som
vidne under retssagen. Han var nervøs, da retssagen nærmede sig, men blev beroliget af
den offentlige anklager, der fortalte ham simpelthen at besvare de spørgsmål, hverken mere
eller mindre. Han vidnede i en time og en halv, uden uheld. Tendrup blev dømt, og gik
sindssyg i fængsel.

Far var en pligtopfyldende søn, men han forlod sine forældre i én vigtig henseende, tilføjer
flyvehavre til familiens sædskiftet. Hans mor var en "tør" --- skønt med strikkede
hovedbeklædning hun bar i seng, hun altid havde en godnatdrink --- og hans far drak
sparsomt og moderat. Lokket af forbuddet-æra måneskin umiddelbart tilgængelige Vernie
Johnsons officinet bare en halv mile op Highway 48, far udviklet en smag for måneskin, som
han og hans venner drukket på land danse og andre steder. Fars drikkeri var ikke ophævet
med forbud i 1933, men han altid hævdet, at han aldrig havde haft en rigtig god drink siden
Forbud. (I vores ungdom, var far en meget moderat drikkende, næsten en teetotaler, men
han udviklede et alkoholproblem i 1970'erne, og afslut derefter kold tyrker, lige som han
havde pludselig faldt en fire-pack-en-dag cigaret vane ti år tidligere.)
Karakteren af landbrug og transport i fars ungdom, og til en vis grad i årene efter at han
begyndte at drive landbrug på egen hånd i 1936, at kvarteret samhørighed bidraget til. Når
de bliver spurgt, hvor naboerne oftest mødtes for at socialisere, far sagde på vejene, da de
mødtes i deres hestetrukne køretøjer. Han tilføjede, at han kom til at frygte rejse med
Marius, for tilfældige møder på vejen ville uvægerligt føre til lange og for en ung dreng,
kedelig samtaler. Få landmænd havde tyre, orner og hingste, så de førte deres køer, søer
og hopper til nabogårde til avl, sætte dem i kontakt ikke blot med værten landmanden, men
også med andre, der var kommet til samme formål. Landmænd sluttet sig sammen til at
høste havre og majs, med fælles-ejede korn og majs bindemidler til at skære og samle de
afgrøder på marken, mænd til at stable bundterne på marken for at afvente dagen for
forarbejdningen, vogne samlet fra alle de gårde til træk den havre og majs til tærskning
maskiner, adskilt havre fra bukkene, og silo fyldstoffer, at hakket kornet og blæste det ind
siloer, og i fællesskab ejede tærskning maskiner og silo fyldstoffer, der flyttede fra gård til
gård. Og når mænd arbejdede sammen i disse joint ventures, de også spiste sammen på
hver bedrift, der har bidraget yderligere til den følelse af fællesskab, men også indført en
oplagt byrde på gården koner.
Over tid og lidt efter lidt disse kvarter bindinger flosset og bragt i orden. Biler erstattet heste
på vejene. Som besætninger blev større, landmænd hævet deres egne tyre og senere
vendte til kunstig befrugtning. Færre og færre landmænd havde svin, hvilket reducerer
behovet for kommunale orner. Traktorer erstattet heste i felterne, og selv hvis landmændene
holdt heste som de flyttede til traktorer, som far gjorde, de ikke længere opdrættet dem.
Kombinerer og helikoptere erstattet korn bindemidler, tærsket maskiner, majs bindemidler og
silo fyldstoffer, hvilket eliminerer behovet for puljede arbejdskraft og udstyr. (Nogle gårde
modstod ændringer længere end andre. Far fik ikke en traktor indtil 1942, senere end de
fleste naboer. Jeg kan svagt huske majs bindemidler på vores gård, og vi var en del af en
tærskning rute indtil 1957, længe efter de fleste landmænd havde vendte sig til
mejetærskere, og selv da vi fortsatte med at tærske med en eller to naboer indtil 1962.)
Marius blev diagnosticeret med kræft i tyktarmen omkring 1930, og hans tilstand
forværredes som årene gik.
For et par år siden fandt jeg gerninger i mors pengeskab, at vidnet i et wrenching
følelsesmæssig transaktion. I Wisconsin, som i mange stater kontrakter mellem ægtefæller
var ugyldige, så den ene ægtefælle ikke kunne skøde til den anden. At foretage en interægtefællebidrag
overførsel uden at køre på kant med loven, vil begge ægtefæller overbringe
jord til en "stråmand", der øjeblikkeligt ville gerning det til en ægtefælle. I pengeskab fandt
jeg gerninger fra Marius og Mary til far, og derefter fra far til Mary, dateret i midten-1935.
Disse overførsler blev begaaet i forventning om Marius 'død, som kom den 18. januar 1936,
tretten dage efter hans 55:e fødselsdag. Far var med ham ofte i slutningen, og mindede om
en pinefuld scene i løbet af Marius 'sidste måned. Far arbejdede i marken, og Marius
sluttede sig til ham. Når en hest er opdrættet, Marius greb tøjlerne og blev løftet fra jorden,
sende ulidelig smerte gennem hans kræft-hærgede krop. Efter skriger "Lad gå, far, lad gå,"
Far spurgte, hvorfor Marius havde grebet tøjlerne. Det var instinktiv, sagde han, en refleksiv
flytte for at undgå en løbsk
.

Marius blev begravet den 22. januar, midt i en af de koldeste magi nogensinde at ramme
den del af Wisconsin. Fra nu af ville far køre gården.
Landbrug på egen hånd, ægteskab og familie
Vi tror, far ønskede at køre gården, men der var virkelig ikke nogen anden mulighed. Rose
havde giftet Vitus Chell i 1935, og levede med ham på deres Lewis gård. Dorie og Fern var i
college. Ralph var næsten 23, og på gården, men jeg er sikker på han ville have været den
første til at indrømme, at han ikke var så eller nogensinde rustet til at drive gården.
Når far overtog gården, så det ud en masse som det gjorde, da Marius og Mary blev gift i
1906. Køer blev malket i hånden. Der var ingen traktorer, og ingen elektricitet. Held Power
and Light havde udvidet sin elektriske ledninger til området i 1921 eller 1922, men Marius
havde ikke sluttet til linjerne. I begyndelsen af trediverne høje poster blev installeret i en
højre-of-måde, der strejfede rundt i den sydlige ende af Marius 'oprindelige 80 og Kretchmer
80, og derefter skåret igennem Fraktion. Marius havde kørt en hård handel for retten-ofmåde
i hele Fraktion, holder ud indtil det elselskab mødte hans krav i 1930, da det stod klart,
at han ville blive valgt til forsamlingen. Men den høje linje ikke levere strøm til gården.
I 1937 Far byggede et supplement til laden og elektrificeret gården ved at udnytte en
Wisconsin Hydro Electric linje. Endnu vigtigere, især til mine brødre og mig, han mødte Mor,
Hazel Mae Smith, på et Clam Falls dans. Ifølge Far --- og han kunne forstille i en sag som
denne af hensyn til en god historie --- mors forældre, Marion og Stella Smith, havde
forbehold over for den romantik, fordi far var højlydt og liberal, med den første attribut
ulovlige deres følelser og den anden deres rock-ribbet Republikanisme. (I 1968 hørte jeg
bedstefar Smith fortæller mine svigerforældre, at "Harvey er den eneste demokrat, jeg
nogensinde har stemt for", som sætter ham i en relativt udvalgt gruppe, der stemte imod
Franklin Roosevelt fire gange.)
Mors forfædre slog sig ned i det nordvestlige Wisconsin omtrent samme tid som fars
forfædre. Hendes farfar, Rob Smith, den første Polk County motorvej kommissær, bosatte
sig i Indian Creek området med sine forældre om 1874. Hans far Benjamin Smith, der
startede livet som Benjamin Bull, var en veteran fra borgerkrigen, der forsvandt under
mystiske omstændigheder omkring 1880. Mors morfar, John Albee, kom til det samme
område med sin familie på omtrent samme tid. Hans far, James Albee, var også en veteran
fra borgerkrigen. John's kone, Jesse Lutes Albee, var datter af en veteran fra borgerkrigen.
Jeg ved ikke, hvornår familierne til Jesse Lutes eller Melvina Robinson, Rob Smiths hustru,
bosatte sig i området.
Forbehold, Marion og Stella Smith, hvis de eksisterede, var enten ignoreret eller overvundet,
for mor og far blev gift i januar 6,1940, 34 år til dagen efter Marius og Mary bandt knude. I
løbet af de næste ni år, produceret de fire sønner, Will (1940), Jim (1942), Bob (1945) og
Dave (1949). Det var en kærlig, lykkeligt ægteskab, uden hævede stemmer eller
kontroversielle argumenter om, at jeg var vidne til, og med få undtagelser, ingen grund til
nogen af dem.
Når far overtog den, gården bestod af 185 acres. I 1938 Far købte en 80 acre parcel
beliggende øst for Marius 'oprindelige 80. Den nye 80, døbt lille sted af ukendte årsager,
blev hjemsted for mor og far efter de blev gift, selvom far fortsatte med at malke køer i
Marius 'stald. I november 1943 en haymow lys antændt Høet og brændte laden til jorden. Da
laden brændte, flyttede far og Ralph gennem stalden befri køerne og jagte dem til værftet,
hvilket sparer dem alle. De opdagede bagefter, at da de befriet hver ko fra dens hals kæde,
de sætter kæden på den pind, der holdt den mellem malkninger viser, at det tog mere end et
inferno at ændre indgroede vaner.
Far flyttede malkning til Lille Place og parat til at genopbygge laden, men besluttede ikke at
gøre det, fordi hans mor holdt titel til gården, og fordi byggematerialer var svært at komme
med under Anden Verdenskrig. I stedet købte han en 80 acre Pakke tværs Highway 48 i

1944, og flyttede malkning til laden på dette sted. Det er her, mine brødre og jeg voksede
op, og at vi kender som Home Place.
Over tid, tilføjede far yderligere grunde. I 1957 købte han en 80 acre Pakke omkring tre
miles fra Home Place. Købt fra boet efter Pat Spangenberg, vi naturligvis kaldte det "Pat's."
Da vi voksede op, en pensioneret ægtepar, som ejes George og Laura Geisen, en 40 acre
parcel der grænser op til Kretchmer ejendommen mod vest og nord. Efter George døde af et
hjerteanfald i 1960, far har købt dette 40 fra Laura i 1961. Et par år senere købte han de 60
hektar parcel vest for Home Place fra hans fætter Richard Dueholm. I mellemtiden, bekymret
over hans mors fremrykkende alder han har købt Marius oprindelige 80 og den Kretchmer
ejendom fra hende i 1962, atten måneder før hun døde. Således i begyndelsen af tresserne,
bestod bedriften på 445 hektar, som omfattede omkring 150 hektar tillable jord og en masse
græsningsarealer. Hertil kommer, far i mange år lejet afgrøder jord fra Adolph Nelson, hvis
bedrift var omkring seks miles fra vores gård.
Som far voksede gården, han moderniseret det. I 1942 købte han en Ford traktor, kultivator
og plov for $ 1120, tilføjede en John Deere "A" i 1949 og en International Harvester (Farmall)
i 1955. Han har stadig benyttes heste lejlighedsvis, dog især for plantning og dyrkning majs.
Da jeg var ung havde vi tre heste, Babe, født i 1930, og hendes afkom Chub, en Dapple grå
kvinde, og Lad, en sorrel vallak, begge født i begyndelsen af fyrrerne. Babe døde omkring
1950, et år efter at hun havde givet mig, og far, en skræmme. Syv år gammel i 1949, var jeg
rider Babe bareback, da hun løb med mig, efter Chub og Lad som Ben Randall kørte dem op
ad vejen med en majs plantageejer. Af grunde, han ikke kunne huske, skete far til at se ud
den østlige ende af laden, så en flygtende Babe med mig ombord, hoppede i en bil og
fangede os, ligesom vi crested Highway 48 bakken øst for vores bygninger. Vi holdt Chub og
Lad, aldrende pensionister med noget at gøre, indtil de døde. (Kort tid efter den løbske,
inspireret far min barnlige muse Tilsyneladende har han og jeg havde problemer, da jeg var
meget ung, men vi voksede stadig tættere, og jeg præsenterede ham med et digt slutter
med min livret: Jeg elsker dig. Far, jeg gør , jeg gør. jeg elsker dig mere end jeg plejede. Jeg
elsker dig mere og mere synes. jeg elsker dig mere end svinekød og bønner.)
I årenes løb, tilføjede far mere udstyr. Han lagde op hø med en hø læsser indtil slutningen af
fyrrerne, men så skiftede til baller, først med en brugerdefineret runde bailer, der ejes af en
nabo, og derefter med en firkantet bailer af hans egne. Choppere erstattet majs bindemidler.
Igen, han først har påberåbt sig brugerdefinerede hakke fra naboer, men så købte sin egen
helikopter. Som nævnt ovenfor, dog brugte han en tærskeværk gennem 1962.
Jeg er ikke sikker på, hvornår far købte sin første malkemaskiner, men tror det var i
begyndelsen af fyrrerne. Vi har altid haft Surge malkemaskiner, som hang fra en rem, eller
surcingle, omkring ko, med sugekopper er forbundet med maskinen, som passede over
køernes patter og klemte den mælk fra dem. Indtil 1963, omfattede maskinerne en spand
der er knyttet til remmen til at indsamle mælken, med spanden tømt i en spand på laden
gulvet, da maskinen blev taget fra en ko. Spanden blev tømt i dåser eller begyndende i
1958, en lagertank. I 1963 installerede far et rørsystem, som tog mælk direkte fra køerne til
en rørledning, der løb gennem stalden og ind i den store tank i mælken huset. Med ingen
spande til at tømme, kunne hver malkeren håndtere en ekstra maskine.
Med mere jord, bedre udstyr, og malkemaskiner, kunne far øge besætningen. Først, han var
nødt til at øge antallet af kvæg sidestøtter i stalden. Da jeg kan først huske laden på Home
Place, det indgår hestebokse i det sydvestlige hjørne, en kalv pen i det nordvestlige hjørne,
og en tyr pen i det nordøstlige hjørne. Over tid de var alle fjernet og erstattet med kvæg
sidestøtter, giver i sidste ende, 48 sidestøtter. I lang tid var dette nok, og alle kvæget blev
holdt i laden i løbet af vinteren. (Da de først blev udlejet til græs om foråret, de bogstaveligt
talt sparket op af deres hæle.) Men besætningen holdt voksende, og i sidste ende ikke
kunne indpasses i laden, så vi malkede køer på skift, og havde køer udenfor, selv i vinteren.
På det tidspunkt besætningen blev solgt, indeholdt det omkring 85 malkekøer, alle
Guernseys, som var en af de største besætninger i området på det tidspunkt.
Far havde aldrig foder partier eller bedrift kuglepenne, men altid sætte køerne på græs fra

forår til efterår. Indtil 1952, kørte vi køerne over Highway 48 til græsgange tværs af vejen. I
1952, da Highway 48 var genopbygget vejen bygherrer installeret en stor stenkiste, eller
"kvæg passere," under vejen, så køerne kan passere frit til den anden side.
Far havde aldrig foder partier eller bedrift kuglepenne, men altid sætte køerne på græs fra
forår til efterår. Indtil 1952, kørte vi køerne over Highway 48 til græsgange tværs af vejen. I
1952, da Highway 48 var genopbygget vejen bygherrer installeret en stor stenkiste, eller
"kvæg passere," under vejen, så køerne kan passere frit til den anden side.
Far var en god godsforvalterhus. Indtil begyndelsen af 1940'erne, brugte han en treårig
omdrift i majs, havre og hø, ligesom Marius havde altid gjort. Han skiftede til "græsdrift", som
holdt felter i græs --- generelt lucerne, men nogle rødkløver, hejre og som alderen plantning,
timothe --- i flere år, generelt indtil lucerne og rødkløver ebbede ud . Græsdrift stærkt
reduceret jorderosion. Far yderligere reduceret erosion ved at afbryde anvendelsen af
"kontrol" kornmarker. I en ordning, var majs plantet, så det kunne blive dyrket fra ende til
anden og fra side til side. Kontrolleret majs lavet til ukrudt-fri områder, men det var ineffektiv.
Hvis en majs række kun kunne dyrkes ende til anden, det holdt mange flere stængler end en
kontrolleret træk, for stilke ikke skulle være fordelt, så til side til side dyrkning. Kontrol blev
også hårdt på jorden, da udhuler vand kunne flyde på alle tænkelige måder, uhindret af
nogle få korn stilke og færre ukrudt. Med mere majs i ukontrolleret rækker, og udyrkede jord,
og nogle ukrudt langs rækkerne, var der mindre erosion. Far også næret af jorden, med
gødning, gødning og kalk.
Helt bortset fra hans opmærksomhed og omsorg for jorden, far var en meget god landmand,
og en fantastisk mejeri mand. Han plantede lucerne, kongen af bælgplanter, fyldt med
næring, og sørgede for det blev høstet, når dens ernæringsmæssige værdi var på sit
højeste. Han omhyggeligt blandet begrundelse korn for maksimal ernæring. Han valgte den
bedste tyre, både på gården og gennem kunstig befrugtning, og hensynsløst nedslagne
under-producerende køer. Starter omkring 1950, han i stigende grad flyttet til renracet kvæg.
Ved den tid far solgt besætning, var det ikke kun en af de største, men en af de bedste
besætninger i Polk County.
Mine brødre og jeg startede gården arbejde i en tidlig alder. Vil kørte traktor fra det tidspunkt,
han var fem. Han var altid større og mere moden end de tre andre brødre, men de andre var
temmelig ung, da de klatrede op på en traktor. Vi startede kalvefoder, før vi var ti, og da vi
var i vores tidlige teenageår Will og jeg var malke køer, og med hjælp fra en ansat mand og
naboer med hvem vi har udvekslet landbrugsarbejde, der kører gården. Da vi blev ældre, far
malkede køer efter behov under høst gange, men har lidt andre landbrugsarbejde.
Der var en undtagelse til fars tilbagetrækning fra feltarbejde. Han fortsatte med at ride kornet
bindemiddel (sandsynligvis fordi ingen andre vidste, hvordan), og i 1954, da jeg var 12, gav
jeg ham en hel tur.
Det tyvende århundrede korn bindemiddel var en vidunderlig maskine, den endelige
forfinelse om Cyrus McCormick's nittende århundrede mejetærsker. Det skar kornet, trak det
ind i et bundt, indpakket pakken i sejlgarn, knyttede tråden, og sparkede den bundne bundt
ind i feltet, hvor det ville være stables i seks eller otte bundt "chok" for at afvente sin tur til
tærske maskine. Et sæde på bagsiden af ringbind afholdt en person, der førte tilsyn med
dets arbejde. Bindemidlet var knyttet til en traktor med en hitch og en hurtig hvirvlende
"power take-off", der overføres kompetence fra traktoren til ringbind.
I 1954 høstsæsonen, skåret far og jeg havre, med ham på bindemiddel og mig på vores
John Deere "A." "A" havde to store udbredt back dæk og to små side-by-side fordæk i
midten af traktoren, ligesom en motorcykel med de store hjul i den bageste. En hånd greb
engageret og frakobles koblingen. Med ingen spredning-out, stabilisere forreste dæk på
traktoren gav indtryk (i det mindste at en 12 år gammel), at det kunne vælte på siden af
stejle bakker eller skrænter. Da jeg kørte traktoren langs et hegn-line, jeg henvendte hvad
der syntes at være en busk, men i virkeligheden var en træstub skjult af træer. Som retten
bageste traktor dæk monteret stub, deponering traktoren skarpt til venstre, jeg gik i panik og

sprang fra traktoren ind i ringbind vej. Jeg har ikke trække koblingsgrebet før jeg boltet, så
bindemiddel og dens pulserende segl kom på mig, og de blev ved at komme da jeg styrtede
tilbage, for jeg havde vendt rattet, da jeg sprang fra traktoren. Råber "Kør Jimmie, løbe," Far
begyndte over ringbind, men snart syntes bedre af det. Han hoppede ud igen, kredsede de
bevægelige bindemiddel, trådt på bagsiden af traktoren, nåede op og frakobles koblingen.
(Vi er tilbøjelige til at huske far i sine senere år, da han blev ofte overvægtig, men i 1954 han
var 44, slank og ruhåret.) Far ikke bebrejde eller endog kritisere mig for en handling, der var
tvivlsom i bedste (hensyntagen til alderen) og dumt i værste fald. Selv om det var rimeligt at
antage, at traktoren kunne gå over (og jeg tror ikke, det var rimelig), kunne jeg let have
stoppet traktoren, og min adfærd sætte mig, far, traktor og bindemiddel i fare. Der var mange
andre gange, at far ikke kom på vores sag, når vi skruet op, herunder den tid, vi forlod studs
på mælketanken åbne, sendte det meste af en nats mælk ned i afløbet, og de gange køerne
kom ud, fordi vi forlod en gate åbent. Når far gjorde skælde os, skælder var tøvende og lavkey,
den handling at en mand, der ikke havde maven for, hvad han gjorde. Far var
hensynsfuld og forståelse, tolerance over for menneskelig skrøbelighed.
Vi havde masser af lejet mænd, men en skiller sig ud. Paul Frandsen, Jr., som stadig kaldes
Paul Junior selvom han skubber 80 og har overlevet sin far i næsten 50 år, arbejdede for far
i løbet af sin gymnasietid fra 1947 indtil 1951. En hårdtarbejdende, flittige, en go-getter, har
han parlayed et lån fra far i en væsentlig trucking, landbrug og fast ejendom. (Paul kunne
også være en trickster. One Halloween, han og nogle venner, spiller en gammel Halloween
trick, hejste vores udhus --- vi ikke fik indendørs VVS indtil slutningen af 1940'erne --- på
toppen af en silo. Ukendt til Paul og hans venner, var far at se hele operationen, og da de
var færdige, gik han ud og sagde "OK drenge, jeg tror du bedre tage det ned.") Paul bærer
hans succes meget let, forbliver tæt på sine rødder , og er den mest fordringsløs person i en
gruppe.
I slutningen af 1940'erne, fik vi angribere, og hjælp fra en usandsynlig kilde. Alex og Monica
var fordrevne, eller "udviklingspartnerskaber", som blev fordrevet fra Østeuropa ved
afbrydelsen af Anden Verdenskrig. De levede sammen med os for omkring et år, og flyttede
derefter til New Jersey. De havde ingen landbrug baggrunden, så var begrænset hjælp på
gården, men de blev venner, og mor og far holdt i kontakt med dem og stoppede for at se
Monica (Alex var død) på en tur ud øst. Jeg beklager, at jeg ikke gider at få deres efternavn,
for jeg ville elske at se deres efterkommere.
Livet på gården var ikke alle arbejde og ingen leg. Vi havde hestesko miner ved siden af
tørresnoren i øst gården. Far spillede ikke meget, men onkel Ralph ofte tog os med på.
Kvarteret børnene spillede rundbold, i 4-H eller ej, græsgange og bold felter. Kvarterets
unge fik sammen, til fødselsdage og for hvad vi nu ville kalde spille datoer. Og så, i 1952,
købte far et fjernsyn, en 28 tommer Motorola konsol han havde samlet op på en lærke fra
hans fætter-in-law Art Vansgaard. Vi var den fjerde i kvarteret for at have et tv, efter Jesse
Petersens Bone Lake Store, Albert og Jeanette Sørensen og Ben og Mrs Barter. (Vi vidste
aldrig hendes fornavn.)
Det er svært at forestille sig eller overvurdere effekten af tv i begyndelsen af halvtredserne
landdistrikterne Amerika. Voksne reageret på denne vidunderlige boks og dets tale billede
med barnlig glæde, og for en tid, det erstattede hestetrukne køretøjer og hingste og orner og
tyre og tærskning maskiner og majs plukning som kvarter klæbemidler. Folk gravitated til
Bone Lake Store, hvor Jesse var eftertænksomt forudsat sæder, så kunderne kunne se sit tv
og købe hans produkter. Mine brødre og jeg besøgte Sorensons og byttehandel for at se
vores yndlingsprogrammer. Da vi fik vores tv, naboer kom for at se Dwight Eisenhower's
første tiltrædelsestale i 1953, Dronning Elizabeth's kroning samme år, og hver uge Friday
Night Fights, sponsoreret af Gillette Blue Blades.
Far, ikke meget gives til film eller andre former for underholdning, sluttede i
kærlighedsaffære med tv'et. Der var forskellige shows for at se hver aften --- I Love Lucy,
The Milton Berle Show, Sid Caesar og Imogene Coca, The Jackie Gleason Show,
Gunsmoke, General Electric Theater, Edward R. Murrow 's se det nu og person til person, til
navn kun et par stykker. Far ville undertiden sidde på sofaen, men var mere ofte på gulvet,

enten tilbøjelige, på hans side og parallelt med TV med hovedet støttet af sin højre arm, eller
satte sig på hug før TV, cigaret i hånden. (Min mest levende erindring om far i hans squat
stilling indebærer Army-McCarthy høringer i 1954, hvor han fulgte med en passion.)
Far var ikke færdig med lækkerier. I sommeren 1956, han rullede ind i gården med en trailer
er forsynet med et 14 fods Aluma Craft båd, en 15 hestekræfter Johnson motor, et par
vandski og to redningsveste. Ligesom tv, var de en impulsiv køb, men også gerne TV, gav
de os stor glæde og underholdning. Vi sætter båden i en sø afgrænses mod syd af bedrifter,
der indgår Martin og Agnes Kirk og Neil og Ruby Martin. Kirk børn blev dyrket og gået, men
Martin børnene var vores alder, og gode venner til at starte. For flere somre, vi regelmæssigt
fastsat til søen, monteret ski og gearet omkring søen. (Mange har spekuleret på, hvordan vi
kunne stå på vandski bag en 15 hest motor, da ski generelt trukket af mammut-motorer. Vi
har ikke vejer meget dengang, og jeg er sikker på vi hjulpet motoren ved hurtigt at løfte os
selv op af vandet. )
Da TV-og vandski eksempler viser, var far en god og gavmild far. Mens han gjorde det
normalt ikke deltage i eller se vores barndom spil, han var en bekymret og engageret far, der
altid skånet stangen, med få regler, små disciplin eller straf, og ingen udgangsforbud
(selvom Mor delte i denne hands-off tilgang, Vi lærte først år senere, at hun altid lå vågen
om natten, indtil den sidste af os kom hjem.) Og Far var hensynsfuld i vor tid, sjældent
arbejder os om søndagen, hvilket giver os tid til sportsbegivenheder og andre begivenheder,
giver mulighed for tidlig malkning natten til frigøre vores aftener, og giver let adgang til
familien biler. (Far engang gik ind i laden, som Will og jeg, da omkring 20 blev malkning.
Efter Hemming og hawing lidt, spurgte han "om det ville være okay, hvis mor og jeg tager en
bil i aften." Selvfølgelig far, sagde vi , gå bare i gang.) Jeg er sikker på, at fars forældre
filosofi udsprunget dels fra en modvilje mod at indføre standarder, at han ikke havde
observeret i en halv-vilde ungdom --- en modvilje deles af hans sønner, da de tiltrådte no-
stang skole med deres egne børn --- og dels fra en fornemmelse af, at hans gård-arbejde
sønner fungerede som mænd og bør behandles som sådan. Mest dog far handlede som han
gjorde, fordi han var en god far.
Fars generøsitet sætte penge i vores regnskaber. I slutningen af 1940'erne, før Dave blev
født, han gav Will, Bob og mig tre tyrekalve, som Onkel Ralph døbt Buckshot, Little skiderik
og Whirlaway. Vi holdt kalve i læggen pen og førte dem hulter til bulter på tyren pennen til
die deres mødre. Vi kan ikke huske, hvad der skete med kalvene, men vi ved, at de ikke
bliver avlstyre og er temmelig sikker på de ikke bliver stude, så de var sandsynligvis solgt
som kalvekød, med salgsprisen deponeret i vores bankkonti . Far har ikke givet os en fast
ydelse, men gav os, hvad vi havde brug for uden spørgsmål og jævnligt købte os
amerikanske Besparelser Obligationer og deponeres penge ind i vores opsparingskonti. Far
gaver gennem årene i vid udstrækning finansieres vores college uddannelser, og i mit
tilfælde, jura. Hans dag-til-dag gaver holdt vores pengepung lukket, for det var umuligt at slå
far til en check, selv efter vi var vokset, borte og beskæftigede.
Men hvis far var gavmild, han var også sparsommelige (eller, som han ikke ville tvivl
foretrække at sige, at han "vidste værdien af en dollar.") Han havde altid ønsket en hvid
plankeværk langs den østlige værftet, så i maj 1967, mens far var i Madison for den uge,
bygget Bob, Dave og jeg, med en masse hjælp fra en nabo, Art Kreutzian, ham sådan et
hegn. Når far kørte ind i gården, så han hegnet, trukket op af det, stod overfor hegnet med
armene lidt Akimbo, knytnæver let sammenbidte, tommelfingre i hans bælte, en typisk udgør
lyste, og. Men snart indså, at hans sønner ikke havde leveret noget, men på
arbejdsmarkedet, spurgte han "Hvor meget kostede det?"
Som nævnt, far ikke normalt deltage i vores sportsbegivenheder, men han var der i
1961when den Bone Lake Bævere bejlede om den Polk County Softball Championship i en
kamp mod Apple River, og han blev en utilsigtet deltager. I løbet af spillet, tilråb nogle Applefloden
boostere Bone Lake pitcher, Bob Martin. Som det bånd show i væsentlig detalje, far
havde en god hukommelse, og han mindede om, at en af de bestilt til forhånelse var blevet
anholdt for vanding hans mælk. "Vand hans mælk, Bob, vand hans mælk," Far tilrådes. Det,
kombineret med Neil Martin's erklæring en Iowa Heckler, at han ikke vidste, at Iowa havde

store gab samt store ører, genoprettede forhånelse til en stille bibeskæftigelse. (Bone Lake
vundet.)
Far var overbærende, men ikke naive, med en indsigt i barndommen adfærd, som ikke var
tvivl informeret af erindringer om sin egen misbrugte ungdom. Da jeg var 17, et år væk fra
juridiske forbrug, forklarede jeg tilstedeværelsen af en kasse øl i en bæk med en konto, der
var plausible, men usandt. Mor købte historien, og jeg troede, at far gjorde alt for, indtil han
sagde, efter at mor havde gjort min version af historien, "Min Gud, behøver du ikke tro, at
historien vil du?" Samme år, jeg tegnede sig for tiden i en Cushing bar ved at sige jeg havde
været til en fest på Johansens. Far vidste bedre, og da han mødte Harry Johansen på en
Luther League møde et par dage senere, han håbede at afsløre den løgn, da han gik op til
Harry og henkastet bemærkede, at "der må have været noget af en fest på din plads Harry."
I den hurtigste af hurtig tænkning, jeg nogensinde har været vidne til, Harry, som jeg ikke
havde orienteret, sagde straks "det sikker var." Far selvfølgelig stadig ikke tro på historien,
men han havde ikke varen. (Jeg er sikker på han ikke ville have disciplineret mig selv om
hans trick havde arbejdet.)
Næsten helt sikkert uden hensigt at gøre dette, forudsat far os med en ældre legekammerat.
Af ukendte årsager, anlagde han Bill Alner ind i vores liv. Født i 1879, en enkemand med
voksne børn ville Bill bo hos os i uger eller måneder uden nogensinde at røre en dråbe
alkohol, gå på en "bender" for en uge eller deromkring, og derefter vende tilbage til vores
hus eller et andet sted, hvor han ville hænge sin hat i et stykke tid. (Han var en hård tømrer,
der har arbejdet for os og andre, og ofte bunked hvor han arbejdede.) Trods sin alder, Bill
tog Will på hans fælde linje, hengivet vores barndom fantasier, gik kælkning og engageret i
andre anstrengende aktiviteter med os, og ellers underholdt os. Han blev en regelmæssig,
hvis ofte fraværende, medlem af familien, halv-voksen, halv-tilgroet barn.
Far var en snu forretningsmand og en erfaren forhandler, de færdigheder, at han ikke i tvivl
om, der anvendes i sin lovgivende karriere, da han mellemstore sin politiske modstandere
og søgte mellemvej. Jeg var vidne til disse færdigheder igen og igen, som far behandlet med
kvæg købere og landbrugsudstyr sælgere. Enkelt hændelse i særdeleshed skiller sig ud, for
jeg var en interesseret vidne til, hvad denne dag, efter at jeg har diskuteret med advokater
over hele landet i en lang juridisk karriere, er fortsat det mest imponerende eksempel på et
vellykket forhandling, jeg nogensinde har set. Det viser, at far havde to af de mest kritiske
forhandlingsevner --- en vilje til at gå væk fra en aftale, og en intuitiv fornemmelse af den
anden side bundlinje.
I maj 1967 var jeg 24, frisk ud af jurastudiet, om at blive gift, job i hånden, der har brug for en
bil, men med ingen erfaring i at købe en i, hvad jeg vidste var en mine lastet på at give og
tage. Far let indvilliget i at hjælpe mig købe en bil. Vi startede tidligt, gjorde runder af Polk
County forhandlere, og endte til sidst i St. Croix Falls. Der så jeg bilen af mine drømme --- en
fuld størrelse, top-of-the-line Ford, blød grøn med en sort vinyl top, en bil, der selv nu, 44 år,
og flere biler senere, stadig den smukkeste bil min kone og jeg nogensinde har ejet. Numre
gik frem og tilbage, og i sidste ende forhandler sagde $ 2.800 var det bedste han kunne
gøre, mens far fast på $ 2.750.
Så vi vendte tilbage til gården, 25 miles væk, uden en bil, og endnu vigtigere, uden bil, og
jeg var sikker på, at mine chancer for at få det aftog med hver passerer mile. Og alle over
halvtreds bukke. Og det var min halvtreds bukke, selvom jeg var nødt til at låne det fra mor
og far. Jamen far, jeg sagde, jeg kan virkelig godt lide, at bilen, i håb om uden at spørge, at
han ville gå tilbage til forhandleren. Bare rolig, far sagde, fredfyldte og unflustered, han vil
kalde. Tilbage på gården, er midt i en af Mom typisk overdådige middag måltider, telefonen
ringede i det næste rum. Far tog opkaldet. Øjeblikke senere kom han tilbage og sagde bare,
med blot en lille, flygtige smil triumf, "sagde han tog $ 2.750."
Når far fik ikke den bedste tilbud, eller kom tæt på at få bested, kunne han gøre grin med sig
selv, som vi kan se fra historien om Monte tyren --- en historie, der er blevet legende i
familien.

I halvtredserne på de fleste gårde, i hvert fald på vores, og havde tyre ikke køre med køerne,
der blev insemineret kunstigt. De blev kun brugt til at avle kvier, så de blev satte i gården
med en kæde, der forbinder andel til en ring i tyrens næse, at blive ført til opgaven, når en
kvie blev i brunst. Monte var satset i vores gård, og en storslået væsen han var. Stor,
velproportioneret og dyb overkrop, med klassisk Guernsey farvetegning, en gennemprøvet
far med en række top producere døtre i vores stald.
På den pågældende dag, svingede en kvæg køber væk fra vejene, kom til laden, og spurgte,
hvad far ønskede for vores satset tyr. Han havde ikke rigtig lyst til at sælge, far sagde, men
ville tage 250 $. Forhandleren tilbød $ 220, far nægtede, og dealeren ledes tilbage op ad
vejen. Så far kom til at tænke. Forhandleren var en professionel, kan uden tvivl størrelse op
Monte's dyder, vidste markedet for kvæg, og skal have ønsket Monte dårligt, for det var
usædvanligt for en kvæg køber til at falde i at gøre et første-øjekast tilbud på et bestemt dyr.
Sikker nok, forhandleren vendte tilbage i et par minutter og sagde, at han ville tage 250 $.
Åh nej, far siger, det er når to idioter mødte --- mig for at gøre et tilbud, og du til at vende den
ned. Tyren, tilføjede han, var ikke til salg.
Det er ikke afslutningen af Monte's historie, for det viste sig, at Monte var en "grim" tyr, og
hans hæslighed beseglede hans skæbne på en måde, som viste, at far havde haft ret til at
afvise 250 dollars.
I landdistrikterne sprogbrug som anvendes på en tyr, "grimme" har intet at gøre med
udseende, men henviser i stedet til en tyr med en Higen at dræbe mennesker. Far havde
erfaring med en grim tyr, for i 1927, han var blevet slået ned af en af Marius 'tyre. Han
reddede sig kun ved at rulle under et hegn, minus det meste af hans tøj og sålerne på hans
sko. Marius var ikke intimideret af tyren, og det næsten kostede ham hans liv, for tyren slog
ham ned og havde plantet sin forreste fødder på begge sider af ham, leder på hans bryst, da
en nabo eller lejet mand kørte tyren væk .
I sommeren 1957 Far tog Monte ved kæden og førte ham til en vandtank i gård, der lå ud
østlige ende af laden. Fornemmede, at tyren kunne angribe, far gled ind i laden med døren
lukket mellem ham og Monte, og opfordrede til min bror Will. Hvis Monte angreb, far sagde,
ramte ham med en pibe. Far åbnede døren. Monte stak. Will, seksten, atletisk og kraftfuldt,
svingede røret og bankede Monte både knæ og hans sanser, dræning ham om hans trang til
at angribe. Far ville normalt ikke ramt kvæg, fordi han var godhjertet, vidste, at det var dårligt
for virksomheden som en voldsramte ko udgivet mindre mælk, og indså, at en sparke ko
havde ingen intentioner om at skade og ingen anelse hvorfor du var slående tilbage. Men
hans tid far ikke modstå trangen til hævn. Han tog Monte i kæden og kastede det over en
elektrisk hegn, sende bumpe efter rystelse i skælven tyr.
Den næste morgen Monte var på en kvæg lastbil, på vej til blodige i det sydlige St. Paul
slagtning værfter. Han hentede $ 300, $ 50 mere end far havde tilbudt kvæget køber, og hvis
Monte ikke havde været en mand-killer, jeg er sikker på kvæg køber kunne have fået mere
end $ 300 for ham.
Monte ville ikke have været på, at lastbilen, hvis han havde været så smart og pligt-drevet
som en senere satset-out tyr. I sommeren 1962 vores tyr blev satset på Tom og Sophie
Kreutzian's nabogården, og far bad mig om at få ham efter behov. Så når en kvie var i
varmen, jeg kørte den gamle grønne pickup til Kreutzian gården, læsset tyren, og
indvarslede ham til udførelsen af sit ensomme (og som vi er ved at se, meget elsket)
opgave. Første gang eller to, jeg havde en hård tid at indlæse tyr, men begynder omkring
den tredje gang han praktisk talt hjalp mig tage ned i slutningen porten, og han hvælvede ind
i bagsiden af pickup. Intet dum eller grim om det tyr.
I begyndelsen af tresserne far landbrugeren var på toppen af sit spil. Han havde en smuk
spredt, med ekstensiv græsning lander, veldrænet, sammenkoblet felter, der er produceret
Bountiful afgrøder, og en stor og produktiv besætning. I 1962, han som squired en imponeret

Frederic High School ag læreren rundt på gården, der viser ham jorden og mejeriet drift, fars
stolthed var tydeligt.
Men der var problemer i paradis. Will og jeg var på universitetet, og Will blev gift i 1962. Bob
rejste til college i 1964. Merle Johnson, en ven, nabo og lang tid hyret mand, forlade i
efteråret 1964 over en omstridt sag med Onkel Ralph. Far midlertidigt erstattet Merle, men
det var tydeligt, at tiltrække den nødvendige arbejdskraft ikke ville være til rådighed på lang
sigt. I december 1964 og januar 1965 far solgte hele besætningen, køer, kvier og kalve, til
en enkelt køber i det sydlige Wisconsin. Mejeriet operation, der var vokset fra Flora og Big-
Eye for længe siden var historie.
Et liv i politik
Hvis far ikke indsuge politik med sin mors mælk, han sikkert drukket det længe, før han
tippled måneskin. Marius var på skolen og township bestyrelser og far ofte sluttede Marius,
som han talte politik med naboer / vælgere. Og far fulgte Marius 'politiske synspunkter,
aktiviteter og afstemninger præferencer, der konstaterer, at Marius stemte for Woodrow
Wilson som præsident i 1916, og for Eugene Debs, en socialist, der havde været fængslet
for sin modstand mod Første Verdenskrig, i 1920. Ku Klux Klan var en stor faktor i 1924
valget, især i Indiana og nogle sydlige stater, og en faktor, men en mindre en, i Polk County.
Marius energisk imod Klan, som dæmoniseres ikke kun sorte, men også katolikker og andre
etniske grupper.
Marius havde arbejdet med katolikker i skoven, og havde ikke brug for en bevægelse
forankret i had og intolerance.
Far var aktiv som en ung progressiv republikaner, og sluttede sig til progressive parti i 1934.
Gaylord Nelson fra Clear Lake, seks år Fars junior og en fremtid Wisconsin guvernør og
USA senator, var aktive på samme tid, og han og far blev venner og associerede
virksomheder, smedning en afslappet, intim relation, der udholdt indtil fars død og ofte
indgår ribkant på begge sider. Når far blev valgt forsamlingsmand og Nelson guvernør i
1958, min far fortalte Nelson, at Nelson havde "gled ind på [Fars] frakkeskøderne," selv om
Nelson havde vundet flere stemmer i fars distrikt end far havde. År senere, far fortalte et
publikum --- som omfattede Nelson og en af mine partnere, der omgående indrapporteres til
mig ---, at han altid vidste, at Gaylord Nelson ville ende op i en institution, men aldrig troet,
det ville være De Forenede Stater Senatet. Reaktion i naturalier, når min far fortalte Nelson,
at "Hazel sandsynligvis ville have giftet sig nogle ikke gode søn af en kælling", hvis far var
død af sine første kræft, Nelson sagde: "yeah, hvis de gør det, når de vil gøre det igen." og
Nelson sagde, at det var godt, at far talte til studerende på University, så de kunne se, hvad
der ville ske, hvis de ikke får en uddannelse.
I trediverne og fyrrerne, blev Wisconsin politiske partier under forandring, hovedsagelig fordi
der ikke var nogen reel Demokratiske parti, som var den sidste og vedvarende offer for
borgerkrigen. På grund af sin skinger, og undertiden næsten forræderisk, modstand mod
krigen, var det demokratiske parti i nord i det politiske vildnis, med kun lejlighedsvise og
flygtigt sejre, fra borgerkrigen til New Deal. I 1931 Wisconsin forsamlingen, var der mere
socialister end demokraterne. Og ifølge far det meste af demokraterne var i den
konservative formen af præsident Grover Cleveland og John W. Davis, i 1924 Demokratiske
kandidat til præsidentposten, ikke de liberale, der begyndte at dukke op i løbet af New Deal
og andre steder. Konkurrerende fraktioner af det republikanske parti, regelmæssig
republikanere og progressive republikanere, som i 1934 blev bare Fremskrittspartiet, fyldte
tomrummet efter demokraterne.
I 1938 mange socialdemokrater tiltrådte Progressive Parti, svække partiet og sende
guvernør Phil LaFollette at besejre i hans genvalg bud. I 1946 Fremskridtspartiet opløst, og
dens medlemmer gravitated til enten republikansk eller demokratisk parti.
Far svømmede i disse politiske cross-strømninger. I 1940 løb han i det republikanske
primærvalg til sherif, og havde held til at miste, for en sejr ville have tvunget ham til at sælge

kvæg. I 1942 løb han for formanden for Bone Lake Township Tilsynsrådet uden partipolitisk
udpegning, tabte snævert, og derefter vandt i 1944. Han blev genvalgt flere gange, selvom
byen formanden er en position, hvor det er lettere at gøre fjender end venner, der tjener
indtil 1959. I disse dage, blev byen formændene automatisk medlemmer af amtet
tilsynsrådet, og far var formand for Polk County tilsynsrådet fra 1955 til 1959.
I 1946, far med hans egne ord, "efterfulgt Bob LaFollette" i det republikanske parti. At Bob
LaFollette var Robert LaFollette, Jr., kendt som Young Bob, der havde været en amerikansk
senator fra Wisconsin, da hans far, "Fighting Bob," døde i 1925. Unge Bob blev besejret af
"Haleskytten Joe" McCarthy i 1946 republikanske primærvalg, og i samme år Gaylord
Nelson mistede sit tilbud som den republikanske kandidat til Polk County forsamlingsmand.
Far mødtes med Young Bob på 1946 republikanske State Convention i Portage, og
advarede ham om, at den tidlige, august primære fastsat for det pågældende år kan
resultere i lav valgdeltagelse, der kunne skade LaFollette chancer. Far sagde på bånd, at
den primære blev sat i august i stedet for sin sædvanlige September indstilling med henblik
på at imødekomme tilbage Verdenskrig veteraner. Han ikke nærmere ind på dette punkt,
men de tidlige primære var formentlig indstillet til, at veteranerne kunne stemme før
overskriften til college på GI Bill. LaFollette tabte snævert, med omkring 5000 stemmer, og
far citerer stemme tal, der har tendens til at støtte hans lave valgdeltagelse bekymring. En
typisk primær valgdeltagelse i Bone Lake Township på det tidspunkt var omkring 150. Tres
stemte i 1946 primære, med 58 af dem til LaFollette. Fars Implikationen er, at den mistede
90 ville have gået stærkt for LaFollette og at lignende scenarier udspillede sig i andre
landdistrikter på et tidspunkt, hvor landdistrikterne afstemningen var meget større end den er
nu. Far tilføjede dog, at LaFollette's undladelse af at tage McCarthy alvorligt, og hans
beslutning om at bo i Washington indtil et par dage før det primære, også kostet ham
stemmer. (Republikanske senator Henry Cabot Lodge of Massachusetts gentagne
LaFollette's valgkamp fejl i en 1952 valget, der gav os en fremtid præsident. Populær, en let
vinder i tidligere valg, Lodge tilbragte kampagnen sæson stumping for Dwight David
Eisenhower, der ikke kunne tabe, mens ignorere kampagne Henry Cabot Lodge, der gjorde
det. Sejrherren blev kongresmedlem John Fitzgerald Kennedy, på vej til større ære og
tragisk slutning.)
Det er fristende at traske et par skridt ned ad stien ikke taget. Hvis unge Bob havde vundet,
og helt sikkert hvis Gaylord Nelson havde vundet, ville far efter al sandsynlighed have
opholdt sig i det republikanske parti, i det mindste inden for en overskuelig fremtid. Og som
far bemærkede, centrifugale kræfter, der opererer på dem, der valgte en fest i 1946 haft
tendens til at drive dem dybere ind i deres valgte parti, gøre regelmæssig republikanerne af
dem, der valgte denne part, og regelmæssig Demokrater for dem, der gik den anden vej.
Gaylord Nelson gik på at blive valgt som en demokratisk stat senator fra Dane County i
1948, det første demokratiske guvernør i en generation i 1958, og en amerikansk senator i
1962. I alle disse positioner han var en pålidelig liberal, en af de første miljømæssige
mestre, far til Jordens Dag, og et charter modstander af Viet Nam krigen. Hvis han havde
vundet som en republikaner i 1946, synes det sandsynligt, at hans karriere forløb, og
sandsynligvis hans politiske synspunkter, ville have udviklet sig forskelligt. Det er mindre
klart, hvad fars politiske fremtid kunne have holdt, men rimeligt at spekulere, at han, hans
politiske filosofi og hans politiske fremtid (hvis nogen) kunne have taget forskellige
drejninger.
I de bånd, tager far en tentativ skridt ad denne vej ikke er taget, men ikke forfølger det.
Med Young Bob ud og Gaylord Nelson en demokratisk stat senator, gled far i Det
Demokratiske Parti. (Jeg ved, at han stemte demokratisk i 1952, for jeg trak et stort billede af
Adlai Stevenson og hæftet det til et træ i Grandma Dueholm's værft, og derefter med
skyklapper af unge, kunne ikke finde ud af, hvordan Eisenhower fik Stevenson, da alle Jeg
vidste støttede Stevenson.) Far arbejdede med Allen Kinney og andre til at organisere det
demokratiske parti i Polk County, men han sagde, at den lokale part ikke rigtig få dannet
indtil 1954, og ikke helt dannet før 1956.

Far kørte til Wisconsin forsamling som Demokrat i 1956, og tabte til Lowell Nelson med
omkring 350 stemmer, bebrejde Eisenhower genvalg jordskredssejr for hans nederlag. I en
omkamp to år senere, erobrede far sædet med omtrent samme margin. (I en afsluttende
kamp mod Nelson, sejrede far med ca 900 stemmer i 1960.) Han blev genvalgt hvert andet
år gennem 1976, selvom han meget havde tætte opkald i 1966 og 1968, og valgte ikke at
køre i 1978.
Far sluttede sig til montage i aftagende år af borgerne valgperiode. Kun ledere havde
kontorer, så lovgiverne blandet med deres kolleger i anterooms ud de lovgivende
forsamlinger og i de lokale barer og restauranter. Denne ordning er opnået i kollegialitet,
hvad det tabte i personale støtte. Far Værelsers på Belmont Hotel med kolleger Demokrater
Bill Ward og Bob Barabee, et arrangement, der ville være utænkeligt i dag.
Mange af de problemer, der befalede far opmærksomhed i disse år er så dateret som længe
siden, lovgivningsmæssige kultur. Ingen nu ville meget ligeglad House Un-American
Activities Commitee, eller farvet margarine, eller valg-dagen drikker. På den anden side, er
nogle af de spørgsmål, han står over for så aktuelle som dagens overskrifter, herunder
1959-loven, der tillod offentligt ansatte til at forhandle kollektivt.
Far tjente 20 år i Wisconsin forsamlingen. En fortælling af disse år vil tage lang tid, og
fortælle os lidt. En lokal behandling er mere frugtbart. Der er tilbagevendende temaer eller
mønstre i fars lovgivende rekord, og vi kan finde far styrende filosofi og tilgang til lovgivning
på disse temaer.
Far havde en Jacksonian modvilje mod regeringen tillægges privilegium. Da han var på Polk
County Board han tvunget bankerne til at betale renter på deres amt indskud, slutter en
mangeårig praksis, der havde tillod bankerne at holde amt indskud uden at betale renter på
dem. Han forsøgte at ophæve loven, der krævede suspension af alkohol licenser
detailhandlere, som ikke betaler deres grossister, siger, at der ikke var nogen grund til at
staten skal være en samling agent for grossisterne. Når et medlem af en lokal
skolebestyrelse imod 1959-lov, der giver lærerne til at forhandle kollektivt, far sagde, at
medlemmets mand, en dyrlæge, tilhørte en stærkere union end lærerne. Han var imod
regninger til at kræve licens for håndværkere, herunder godt borere, blikkenslagere,
barberer og morticians, især siden de regninger altid inkluderet bedstefar bestemmelser om
fritagelse af eksisterende håndværkere. Hvis dokumenterede kompetencer var nødvendige
for at forfølge en handel, far sagde, at alle, også dem, der allerede i handelen, burde have at
demonstrere færdigheder. Når et medlem af en faglig fortalte far, at mange af dets
medlemmer var inkompetente, far påpegede, at med bedstefar bestemmelse, kunne disse
hacks holde på hacking. Og en bedemand, der insisterede på, at licenser var nødvendigt
pralede hvordan han havde været en bedemand siden ottende klasse. Far skubbet gennem
en skifteretten reform lovforslag, fordi han mente, at den eksisterende arveret beriget
advokater og eksekutorer.
Han var imod et lovforslag om afgift råjord på sit landbrug i stedet for markedsværdien,
insisterer på, at det var en velsignelse for udviklere, der ikke hjælpe landmændene.
Far imod lovgivningsmæssige tiltag, at han troede var skadeligt, unødvendigt, et spild af
lovgivningsmyndigheden har tid eller en uegnet emne for lovgivningsmæssige overvejelser.
Han var imod et lovforslag om at øge støtten til lav indkomst erhvervsskole elever, der
påpeger, at støtten blot ville reducere føderal bistand til de studerende, flytte midler fra den
føderale regering til staten. Han var imod regninger, der godkendte Parlamentet Un-
American Activities Commitee og svaret fra Oshkosh college præsident til studerende uro,
regninger, krævede USA flag skal vises i alle offentlige og private skoler og tvunget økonomi
og amerikanisme kurser i skole læreplanerne, et lovforslag, der ville kræve
lovgivningsmæssig kontrol af obskøn lovgivning, og et lovforslag, som ville kræve tilstand
inspektion af kød, der allerede havde passeret føderale inspektion. Mest berømt, far imod et
lovforslag, der fordømte Far Groppi og hans tilhængere for deres forstyrrende 1969 march
på Capitol. På uanstændighed regningen, foreslog far en vellykket ændringsforslag om, at

den lovgivningsmæssige opsynsmænd måtte være over 65, afskærmning deres yngre
kolleger fra de korrumperende effekt af den tilsigtede materialer (hans ændringsforslag
dræbt regningen). Far's stemmer om disse regninger blev ofte stemmer i en nær-ørkenen,
med støtte fra kun en håndfuld kolleger.
Den Groppi affære var høj profil og omstridt, tiltrække nationale dækning og antænde et
slagsmål mellem far og Assemblyman John Wilcox efter Wilcox råbte "Gå hjem Dueholm."
Den slagsmål fremsættes aftenen Network News, hvilket fik min New Jersey mor-i-lov til at
fortælle min kone, at "vi så Harvey på tv." Og Far's position i sagen sled kæden af mindst én
af hans vælgere, i en hændelse, der viser fars psykiske hurtighed og hans foragt for hykleri.
Midt i den Groppi sagen, gik far ind i en bil værksted i Frederic og overhørte en mand beder
lederen om at udarbejde en dublet, pris-oppustede faktura at give sit forsikringsselskab. Da
manden så far, han kraftigt angrebet Groppi for sine handlinger og erklærede, at han skulle
blive skudt. Enig, far sagde, tilføjer, at Groppi forbrydelse var næsten lige så slemt som
forsikringssvindel.
Far prøvede hårdt på at holde politik og personligheder i forskellige Pigeon huller,
modsatrettede holdninger uden dæmonisere modstandere, og opretholde venskaber, eller i
det mindste venskabelige forbindelser på tværs af midtergangen. Han sagde, at tre-tiden
modstander Lowell Nelson var en hyggelig fyr, en venlig svensker, der "kunne tale
skandinavisk." Han syntes at nyde foibles af Alvin E. O'Konski på lang sigt kongresmedlem,
der blev besejret af Dave Obey. Han kunne godt lide både stat senator Bob Knowles og
hans bror, guvernør Warren Knowles, der konstaterer, at Warren var den første til at kalde
Bill Ward efter Ward's hjerteanfald. Han var venlig med Tommy Thompson,
forsamlingsmand og kommende guvernør, som altid var den første til at forhøre sig om fars
helbred. Han opretholdt venskabelige forbindelser med Assemblyman Wilcox både før og
efter opmærksomhed bliver slagsmål.
Fars var en pålidelig liberal stemme og stemme. Han støttede first-in-the-nation lov, der tillod
offentligt ansatte til at forhandle kollektivt, i 1967 åbne-boligområdet lov, statsstøtte til
uddannelse, og den lov, der tillod byerne at annektere omkringliggende områder. Han
foretrak indtægter til salg skatter og imod forsøg på at privatisere el-co-ops.
Far var en effektiv og produktiv lovgiveren, vellidt, praktiske, engageret, overbevisende,
opfindsom og kreativ. I 1961 lovgiver, var guvernør Nelson og det republikanske lovgivende
på kant over skatter. Nelson's indkomstskat forslag døde i den lovgivende, og han nedlagde
veto mod en generel omsætningsafgift lovforslag, der lovgiver sendt til sit skrivebord. Bedt
om at blive involveret, far mæglet en aftale, at en afbalanceret en selektiv omsætningsafgift
med ejendomme skattelettelser. Han kunne ikke lide den omsætningsafgift, han sagde, men
folk arbejde måtte få gjort. Når Demokrat, der står for forsamlings uddannelse udvalg
nægtede at fremme et lovforslag, der vil øge statsstøtten til uddannelse, far tvang regningen
til forsamlingen gulvet og skubbede den til passage ad én stemme. Han forfremmet og fik en
lov, der forenklede og strømlinede skifteret procedurer. (For at vise hvor effektiv denne lov
var, far probated Bedstefar Smiths ejendom i to måneder, før far døde.) I hvad han sagde
var hans stolteste bedrift, han gennet en minedrift lovforslag igennem fra 1975 lovgiver.
Far var kendt for sin humor og vilje i debatten. Han var snarrådig og dygtige til at give og
tage, snøret sine taler og svar med humor, anekdoter og hjem-spundet visdom, og var
blandt de få, der kunne konsekvent kommando opmærksomhed af hans kolleger. Da han
rejste sig på stævnepladsen gulvet, medlemmer og ansatte lyttede, ofte belaste at fange fars
ord som hans håndholdt mikrofon øde hans mund som svar på hans fagter.
Far var for populær og effektiv til at blive kaldt en maverick, men han gjorde vinde et ry som
en modig, skide-the-konsekvenser uafhængige. I de bånd, spiller far ned mod. Hans
upopulære stoffer var sjældent rejst af hans vælgere, siger han og tilføjer, at de to eneste
ting, de brød sig om var kanoner og abort. (Nogle ting aldrig ændre sig.)
Selv om det er svært at argumentere med en 20-årig strækning af valg succes, jeg tror far er
unødigt beskedent på dette punkt. Auto-forhandler Groppi udveksling tyder på, at fars

upopulære holdninger ophidset større interesse i sit distrikt, at han brød sig om at indrømme.
Og mens han var personligt populær og afholdt i høj agtelse, han aldrig bar hans distrikt
med jordskred margener. Alt i alt er det svært at modstå den konklusion, at hans ensomme
omfavnelse af upopulære holdninger og årsager kostede ham nogle stemmer.
I de bånd, diskuterer far centralbankcheferne han tjente under. Han havde et særligt forhold
til Gaylord Nelson, selvfølgelig, men fik på godt med alle de centralbankchefer, herunder
republikanske Warren Knowles. I sin diskussion af centralbankchefer, står en hændelse ud,
for det giver os et glimt af den ensomhed af magt. I en 6 januar diskussion med guvernør
Pat Lucey, henkastet far nævnte, at det var hans og mors jubilæum, og Lucey straks
inviterede Far og mor til middag på Executive Mansion. I en behagelig, uformel aften,
bemærkede Lucey ruefully, at det var sjældent at mødes med nogen, der ikke ønskede
noget fra ham. (Lincoln havde det samme problem. Da han erfarede under et møde med en
gammel ven fra Springfield, at den ven ikke ønskede noget fra ham, Lincoln vendte svimmel,
sprang op, knugede vens hænder, insisterede på, at han blive til middag, og inviterede ham
til at tilbringe natten.)
Mor var en stor del af fars succes. Under Fars service i kommuner og amtskommuner politik
og hans tidlige år i forsamlingen, rejste mor og næret børnene, fodret mange munde hele
tiden og mange flere i høst sæsoner, og deltog de funktioner, fedt politiske karriere. Efter
besætningen blev solgt, og sønnerne gået, mor var med far i Madison næsten hele tiden,
duvende i på sit kontor, der beskæftiger sig med bestanddele, muskelspasmer far op, når
den politiske udvikling fik ham ned, da de undertiden gjorde, der tjener som klingende bord,
og rådgiver, og våger over hans helbred. Og hun udviklet en konstituerende forhold enhed,
der var inspireret i sin enkelhed og effektivitet. Når en lokal avis, der en følge af en
konstituerende skole eksamen, tildeling, ægteskab eller anden begivenhed, mor klippede det
ud og sendte det, at dette stof i fars navn. Denne enkle gestus placeret Fars navn, før en
konstituerende og smigret det konstituerende med et opmærksomt handling. Jeg var ikke
klar over hvor effektivt dette program var indtil for omkring 20 år senere, da en partner af
mine gav mig en nyheder klipning af hendes bryllup, at hun havde modtaget fra Far ---
virkelig Mor --- 22 år tidligere. Folk kan ikke bevare ting som dette, medmindre det betyder
noget for dem. Mor tog det i stiv arm, da hun var den godmodige genstand for fars
vittigheder, såsom den tid, far faldt et hotel afrydderen's tilbud om at "hjælpe med hans
taske", fordi "hun kan gå."
Far var en fremtrædende lovgiver, men han er mest husket for sin humor og hurtig Vid, på
og uden for montage gulvet.
I en af Fars mest kendte Udfald, svarede han til en advokat-lovgiverens præsentation ved at
sige, at lovgiver var en talentfuld, overbevisende taler, der med held kunne argumentere
begge sider af ethvert spørgsmål, og til tider gjorde, og derefter tilføjede, at hvis far havde
seks ugers uddannelse i offentlige taler, og hans modstander havde seks års uddannelse i
offentlighedens interesse, ville de stå foran deres kolleger som ligeværdige. Far spurgte
forsamlingen Speaker til at søge lægehjælp til en forsamlingsmand der skar ansigt og
rystede på hovedet som far talte, da manden udstillet symptomer, der ligner en strandet
hest. Reagerer på en klage, at hans kontor var overbemandet, far sagde Republikanerne
ikke behøvede personale, fordi særlige interesser, udarbejdede deres regninger. Når far
gjort nar af en Burnett County dommer som far talte til fordel for skifteretten reformen
regningen, kun for at opdage, at dommeren sad i forsamlingen galleriet, far sagde "Mr.
Højttaler, jeg ønsker at indføre en tidligere ven af mine. "Far sagde, at en foreslået
corporate-landbrug lovforslaget var blevet svækket til det punkt, at det var som at kysse en
gammeljomfru, lige nok til at forfjamskelse hende uden at gøre hende lykkelig. Når en
konservativ republikansk senator dumpede en blind smagstest af margarine og smør, far
sagde, at han aldrig havde haft meget respekt for senator smag. Regninger, der stillede
særlige interesser, sagde han, vedtog en trickle-down teorien om, at mere havre til hestene
ville fodre fugle.
Far påstod hans kone og børn kæmpet for ham efter at han meddelte, at han ønskede at
tilbringe mere tid med sin familie. Hans stemme totaler var gledet i Village of Luck i 1976

valget, sagde han, fordi kvinder har stemt imod ham, fordi han ikke havde giftet sig dem,
deres ægtemænd stemte imod ham, fordi han ikke havde giftet sig deres hustruer, og deres
mødre, der ville have stemt for ham, fordi han ikke havde giftet sig deres døtre, var død. Far
sagde, at en mand med en ung kone havde tabt til Lowell Nelson i en republikanske
primærvalg, fordi manden havde brugt for meget tid på at starte en tredjepart. Alvin O'Konski
var en succesfuld politiker, far sagde, fordi han hjalp vælgere, der kunne blive hjulpet, og
fortalte dem, der ikke kunne blive hjulpet, at de skal tale med deres forsamlingsmand.
Kritiseret for mors hjælp på sit kontor af en modstander, som var angiveligt at have en
affære med sin sekretær, far påpegede, at mor var ikke får betalt for hendes arbejde, og
tilføjede, at det var bedre at have en kone, der handlede som en sekretær, end at har en
sekretær, der handlede som en kone.
Humoren var ofte selv afværgende, og far kunne grine ad sig selv, da han var skydeskive for
mange vittigheder eller situationer. Far konstant fortalte den Nelson put-downs nævnt
ovenfor. Som nævnt, han fortalte hvordan han næsten var truffet af kvæg køber, der havde
Monte i hans seværdigheder, og de bånd fortælle andre tilfælde, hvor han kom ud på den
korte ende af kvæg-selling sticks. I hans kvæg-opfedning dag, beskrevet nedenfor, løb far
en Black Angus tyr med sin rødbrune og hvide Hereford køer. Han købte en Hereford tyr, da
han blev overbevist om, at mat Angus ikke var avl køerne, selvom Carter Dueholm, Historisk
Chris 'barnebarn og tredje generation landmand på den sydlige ende af Bone Lake, fortalte
ham, at han ikke skulle bekymre sig, fordi Angus tyre var naturligvis sløv. Når far lærte, at
alle kalve var sorte, han fortalte Carter og nød et godt grin på hans egen regning. I en af
vores påske besøg derhjemme, blev far overbevist om, at en ko havde leveret en dødfødt
kalv, selvom hans sønner forsikrede ham, at hun ikke havde født. Vi senere fandt ko med
hendes nyfødte, og meget-meget-levende, kalv. Ingen lo hårdere end far, når jeg bemærket,
at mine brødre og jeg ville have mere kylling til påske middag, da far ville være at spise
krage. Under en 1973 familie-billede skyde, beordrede fotografen far at "flytte din hage,
Harvey." Da min bror Dave spurgte ", som en?", Fars blomstrende grine steg over det
almindelige munterhed. Og Far klukkede da Dave sagde, at han fik sin charme og gode
udseende fra sin mor og sin beskedenhed fra sin far.
Hagen kommentar kalder Fars Ansigt til at tænke på. Han havde en robust ansigt,
rødmosset, dybt furet, jowly og multi-chinned i de senere år, et ansigt, der talte til sine
rødder og sit hjem-spundet karakter, et ansigt Dave Obey altid nævner, når han taler om far.
I min ungdom jeg antaget fars træk var det uundgåelige raderinger af tid, men som mine
brødre og jeg matche far i år uden at skulle gentage disse funktioner, har jeg konkluderet, at
hans Ansigt var et produkt af for meget sol og alt for mange cigaretter.
Adlyd beskrivelser af Fars ansigt var ikke altid gratis, men han var en stor fan af fars. Han
nævnes ofte far til at foretage eller pryde et punkt. I en erindringsbog skrevet efter seks år i
Wisconsin forsamlingen og næsten 40 år i USA Repræsentanternes Hus, sagde Obey at far
var den mest interessante person, han nogensinde havde kendt, og en af de to bedste
debattører han nogensinde havde set.
Far var ikke altid genstand for familiens humor. I 1972 giftede Dave Barbara Wagner, kendt i
hendes familie og vores som Bobbie, på en marts dag husket i lige dele til Bobbie og Dave's
bryllup og Will's uforlignelige joke-telling. Bobbie og Dave levede i Madison i 1970'erne, og
mor og far var der naturligvis meget af tiden. Bobbie voksede meget tæt på mor og far, men
det gjorde ikke spare hende fra fars blidt-deflatering humor.
På en slægtsgård weekend, da far oprundet en besætning til at jordbær patch Bobbie og
Dave valgt et par runder på Luck's ni-hullers golfbane. (Det er siden blevet udvidet til 18
huller.) Når besætningen vendte tilbage, mor konverteret nogle af dagens kagen ind i
hendes patenteret, lækre jordbær shortcakes. På middag samme aften, sværmet Bobbie om
den vidunderlige dage på linkene og foreslog, at som konkurrenter til sommertid, ville
golfbaner slå Strawberry Fields Forever. Dessert fulgte middag, og da Bobbie hjalp os med
at gøre kort proces med de shortcakes, far fik glimter, der signalerede en kommende
vittighed eller vittighed, kiggede på Bobbie, og tillod, at "jeg vil vædde på du hellere spise
dem jordbær end golfbolde. "

Fars menneskeheden vises i sine holdninger og sin personlighed, og det var slebet og
uddybet af hans sygehistorie. Under hans lovgivningsmæssige år udviklede far
tyktarmskræft i 1959, tyktarmskræft igen i 1965, og blære-og prostatakræft i midten af
halvfjerdserne. Han var konstant ind og ud af University Hospital, først på sit universitet
Avenue faciliteten og derefter på dets nuværende West Campus placering, for diagnoser,
operationer, behandlinger og check-ups. Far selvfølgelig stødt ødelæggelser og fortvivlelse i
kræft afdelinger. Han var især grebet af ramte børn, der konstaterer, at de fleste af hans år
var i bakspejlet, mens de fleste af deres dukkede i vejen forude. Men da han vendte tilbage
til hospitalet igen og igen, og slå en cancer efter den anden, blev han en booster og godt vil
ambassadør til hans medpatienter, chatter dem op, inspirere dem med sin medicinske
succeser. Efter han døde, mor fik et brev fra en kvinde, som sagde, at far havde reddet sin
mands liv. Voldsramte og trykket af rigor af kemoterapi, hendes mand var tilbageholdende
med at fortsætte behandlingen. Men efter far venner ham, tilbragte tid sammen med ham, og
opmuntrede ham, manden vendte igen og igen for de behandlinger, der ville redde hans liv.
Som hans tid i forsamlingen nærmede sig sin afslutning, blev far hædret på en række af
pensionering parter, i Madison og i hans distrikt, og nogle mennesker deltog mere end én af
dem. Nogle stak sjov på far for de mange parter, og spekulerede på, hvad der ville være den
ægte fete accompli. Men det var godmodig rib, og pensionering part i Madison var en stærkt
tværpolitisk affære. Far forlod scenen til tværpolitisk bifald.
De senere år
Far's senere år, er ikke den tid, efter at han forlod lovgiver i 1979, men året efter solgte han
besætningen i 1965. For første gang siden barndommen, havde han fri tid, og han gjorde det
meste af det.
Der var stadig samling af kurset, men der var lange strækninger, da det ikke var i session.
Så far købte kødkvæg i foråret, ofte på kvæg auktioner, holdt dem på græs indtil efteråret,
og derefter solgte dem i efteråret. I nogle år købte han en tyr til at køre med køerne, så de
kan sælges med den merværdi ufødte kalve. Han typisk penge, som ikke var alt for svært at
gøre, da hans cost-of-pounds-added var hovedsagelig nul.
Mine brødre og jeg ofte samles vores penge med far i kvæg-opfedning venture, og jeg
undertiden deltog gård auktioner med ham. På en af disse auktioner, oplevede jeg ikke kun
den brummer fra publikum, og spændingen og spændingen af udbudsprocessen, men også
show-must-go-på etos en kommerciel drift til formål at likvidere alt på auktion dag uden
morgen. Før Far, mine brødre og jeg kom til auktionen, var en mand døde af et hjerteanfald,
og blev lagt ud på en vogn. Auktionen foregik omkring ham.
Far dabbled i fast ejendom, undertiden med sine sønner. Jeg husker en venture i
særdeleshed, for det viser, at for alle fars forretning kyndige og købmandskab, denne søn af
den Store Depression, der har betalt kontant for alt ikke forstå dynamikken i kredit-eller
gearing. Far, Bob, jeg og en ven af Fars Jeg ringer Joe investeret i et kommanditselskab,
der har købt en stor pakke omkring Straight
Sø, et par miles fra gården, og vi fordoblet vores penge i tre år. Efter at vi havde sænket
vores penge, min far fortalte mig, at "vi" --- han, Bob og jeg --- havde gjort alt rigtigt, men
"fattige Joe, han lånte sine penge."
Far begyndte havearbejde. Vi havde altid haft en stor have på gården, men det var det
domæne af Will og mor, luget som plantede, og høstede det. Far havde meget lidt interesse
dengang, men han udviklede en intens interesse for hans senere år, at tilbringe tid i haven,
høster sin gavmildhed og dele det med venner, naboer og familie. Og hans nyligt grønne
tommelfinger sluttede ikke her, for han ofte slæbt sine døtre-in-law til at udvælge
ekspeditioner i lokale jordbær og hindbær patches.
I foråret 1966, besluttede far at gøre ahornsirup. Han slog sukker ahorn og hang indsamling
spande på dem, raslede en beholder til at koge saft til sirup og placerede det ved siden af

den lille hytte på Geisen 40, indsamlede saft og bragt ind til kar, samledes træ til at fyre den
moms , og hvervede Tom Lund i foretagendet. (Far satte vat tæt på Geisen kabinen, så
sirup kunne flaske der, for mor ønskede ikke kondens og duften af kogende sirup i hendes
køkken.) Tom døde, der falder. To år senere far indgået et samarbejde med Tom's bror
Louie, der døde den næste vinter. Når far besluttede at give det en chance, hans sønner
mente, at hans track record kan afskrække potentielle partnere. Men den tredje gang var en
charme. Far kastede sit parti med Donald Hutton, der overlevede far med syv år. De
ventures var en succes, der producerer flere Potter sirup året. (Det tager omkring 40 Potter
saft til at gøre en kvart af sirup.)
Og så var der de børnebørn! De fleste bedsteforældre synes, det er deres bounden pligt til
at ødelægge børnebørnene, men far udførte sin pligt ud over opkaldet. Han elskede dem ud
over alle grænser --- en kærlighed rigt gengældt --- og forkælede dem skamløst. Han købte
heste for dem. Ture til Bone søen Store eller i Luck de kunne købe, hvad de ville, herunder
junk korn valgt udelukkende at udtrække en begravet præmie, med indholdet kasserede
som prisen opstod. Han legede med dem, låse dem ud af huset, vel vidende at de ville snige
tilbage ind gennem kælderen. Han tog dem fiskeri, selv om han aldrig havde været en fisker.
Han kastet dem på hans knæ med sin off-key udgave af "Little Brown Jug." Han tog de to
ældste, Will's døtre Kim og Carin, til Capitol bygningen, sendte vagter for at lede efter dem,
når de blev tabt, og elsket viser og indføre dem rundt. Han gav børnebørnene "kvoter", og
købte tøj til dem, om de havde brug for dem eller ej. En tabt tand på morfar's var altid meget
mere værd, end det var hjemme.
Der er en efterskrift til Carin ungdommelige plyndringstogter i Capitol, og det vidner om
vedvarende respekt, hvor far blev afholdt. I midten af 1980'erne, en studerende ved UW
Madison Carin ansøgt om at blive en forsamling side. Da hun sagde som svar på et
spørgsmål, at hun var Harvey Dueholm's barnebarn, blev hun ansat på stedet. Dette var
ikke indflydelse, men en spontan hyldest til en elsket mand, for far var ikke længere i
forsamlingen, og faktisk havde været død i fem år.
Far nød simple glæder foruden tomater, sukker-dryppende træer, og børnebørn. Der var
navnlig én, som han selv nævner i bånd. Mange dage, måske de fleste dage, han på vej til
Luck, stoppede ved bageren, sluttede sin regulars, og rystede terninger til kaffe og donuts.
Vinder eller taber, syvere eller slange-øjne, det gjorde ingen forskel, for der var ikke mange
penge involveret, og han var der for ledsagelse af gamle venner, langt fra de afdelinger,
kontorer og korridorer og magt og bekymrer sig for Capitol.
I oktober 1979 gik jeg hegn med far på lille sted. Far var i sit rette element, en landmand
udfører en grundlæggende opgave. Og selvom far og mor havde deeded det meste af
gården, herunder lille sted, at deres sønner, dette var hans land, hans første indkøb, den
første jord, han kunne kalde sit eget.
I december samme år vendte vi tilbage til gården for juleaften, som vi havde siden 1958, det
sidste år, at Bedstemor Dueholm hostede vores juleaften indsamling.
I januar 1980 Far svarede en banke på døren og købte et luftfoto af avlsbygningerne fra en
pilot, der havde overfløjet gården. Det er vores sidste billede af laden, som brændte i 1984.
Bedstefar Smith døde i slutningen af marts 1980, nær slutningen af hans 89:e år. Farmor
Smith var død et par år tidligere, så det var nok sidste gang hele Smith klan ville samle en
gruppe. Og samle det gjorde. De fem børn og deres ægtefæller, 23 af de 24 børnebørn og
deres ægtefæller, og et væld af oldebørn deltog i tjenester og opfølgning på frokost på
stuehus af Harold og Agnes Smith Owens. Far var der, naturligvis. Han var fuld af liv, i
tilsyneladende godt helbred, i rimelig god form, og på 70, ikke længere ung, men ikke endnu
gammel. Vi antog uden at tænke over det, at vi ville have ham i et stykke tid, formentlig mere
end et årti. År for ham og mor til at bifalde sønner og deres familier til gården og dens
hukommelse fyldt acres. År til at ødelægge den yngre afgrøde af børnebørn, og for at se de
gamle afgangselev fra high school og college, start karriere, og, måske, overrække ham en
ny generation til kramme og forkæle.

To uger senere, den sønner og deres familier kom til gården til påske. Den venstre side af
fars ansigt hang. Vi håbede, det var Bell's parese, en betingelse, at aldrig var livstruende og
sjældent permanent. Men vi har set denne film. Vi ved, det var ikke Bell's parese. Og vi ved,
hvordan filmen ender.
En opsummering
En biograf er meningen at vise vorter og det hele. Jeg giver ingen foregivende af det. Far
havde sine fejl, som alle mennesker gør, og en søn ser dem første hånd. Men jeg tror, med
hvad løsrivelse en søn kan mønstre at far var en pligtopfyldende og tilbedende søn, en
hengiven og trofast mand, en kærlig og gavmild far og bedstefar, en dygtig landmand /
forretningsmand, en ansvarlig forvalter af jorden, en ekstraordinær offentlig ansat , og en
god og anstændig mand. Vi kunne ikke bede om mere. Jeg er sikker på at han hviler i fred.