Syndikalisme i Danmark

Hvem er
arbejderklassen
og hvem er
de andre?
Jeg har som sagt ikke læst Marx eller andre
af de store socialistiske teoretikere
særligt grundigt, så i stedet vil jeg bygge
min klasseopdeling på den syndikalistiske
fagforening Industiel Workers
of the World (IWW) organiseringsprofil.
IWW organiserer alle lønarbejdere, arbejdsløse
og folk der, uddanner sig til
lønarbejde. Men ikke lønarbejdere der
kan fyre eller hyre eller som i deres arbejde
bliver sat til at modarbejde arbejderklassens
interesser. De organiserer
heller ikke valgte ansatte i politiske partier
eller i andre fagforbund.
Det væsentlige ved denne definition
er for mig at se magtesløsheden: den
magtesløse lønarbejder der ikke kan
fyre eller hyre og som heller ikke har
hverken administrativ eller økonomisk
magt. Det væsentligste kendetegn ved
en lønarbejder er at man arbejder for
andre, på andres præmisser og for andres
berigelse. Det giver sig udtryk i alle
dele af arbejdslivet.
Da jeg arbejdede som betonarbejder
på den landskabelige kanal i Ørestaden,
blev hele sjakket en dag kaldt til møde
06
med formanden. Vi blev ikke budt på
kage og vi fik heller ikke en stol at sidde
på. I stedet blev vi bedt om at mønstre
ude foran formandens skur efter pausen.
Der stod vi så beskidte i tøjet, rastløse
efter at komme i gang med arbejdet og
lidt bange, fordi vi vidste at vi var tæt på
at være færdige med kanalen, så der var
fyringer i luften.
Formanden stillede sig så op foran os og
fortalte hvad vi skulle videre til, når vi var
færdige med kanalen. Det havde egentlig
ikke noget med os at gøre, altså lige
bortset fra at det var os der skulle skabe
det!
Bygningen var bestilt af bygherre, den
var tegnet af arkitekter og ingeniører,
det var MT Højgaards administration der
havde besluttet at byde på projektet, og
hvis du spørger alle andre end lige os, så
var det var MT Højgaard der skulle bygge
det.
Til sidst sagde formanden så de forløsende
ord, der signalerede at mødet
var forbi: “Ja sådan bliver det altså, har
I nogle spørgsmål eller klager så sig til,
altså medmindre det er mig I klager over,
for så kan I bare rejse.”
Der var ingen humor over den tørre konstatering
til sidst!