Syndikalisme i Danmark

Syndikalisme
i Danmark ?

Indhold
Side 3:
Introduktion
Side 4:
Arbejderklassen og syndikalismen
Side 5:
Hvorfor er arbejderklassen så vigtig?
Side 6:
Hvem er arbejderklassen og hvem er de andre?
Side 8:
Hvorfor separatisme?
Side 10:
Arbejderklassens politik
Side 12:
Demokrati og syndikalismen
Side 17:
Faglige klubber
Side 23:
Direkte aktion
Side 27:
Globaliseringen
Side 30:
Afslutning - Et forsvar for fagbevægelsen
Side bagsiden:
Liste over gode bøger og hjemmesider
Skrevet i 2007 af Jakob Mathiassen. Jord og beton arbejder.
Alle rettigheder tilhører arbejderklassen.
Hvis denne pjece koster mere end 20 kr. så stjæl den.
Forside foto af en lærlinge aktion d. 3.Oktober 2006.
Fotograf: Søren Andersen

Introduktion
Der har ikke været en syndikalistisk bevægelse
i Danmark siden omkring 1920.
Der har været flere forsøg på at genrejse
bevægelsen, men alle er mislykkedes.
Forfatteren til denne tekst har været
med i de to seneste forsøg.
Ind imellem at jeg har gået og syslet
med at bilde andre ind at syndikalismen
indeholder mange svar på venstrefløjens
problemer, har jeg arbejdet fagligt i min
fagforening og på min arbejdsplads. Jeg
har forsøgt at bruge de syndikalistiske
ideer i mit arbejde, og har derved fået
nogle erfaringer med praktisk anvendt
syndikalisme. Dette er erfaringer som jeg
gerne vil videregive med denne tekst.
Dette er altså syndikalisme set ud fra mit
perspektiv som jord- og betonarbejder i
København tilsat rigeligt af tyveri fra andres
arbejde, der har været til inspiration
for mig.
Teksten er henvendt til de socialister,
anarkister og kommunister, der ønsker at
vide mere om hvad man kan bruge syndikalismen
til i den moderne arbejderbevægelse.
Den er hverken ment som en
propagandatekst eller som et manifest,
men derimod som en debatskabende
tekst til intern brug i arbejderbevægelsen
og på venstrefløjen.
03

Arbejderklassen
og
Syndikalismen
Syndikalisterne er en del af den venstreorienterede
familie af socialister,
socialdemokrater, kommunister,
anarkister, autonome og andet godt.
Syndikalismens særkende fra alle disse
grene på familietræet er at syndikalisten
organiserer sig i fagforeninger frem for
i partier eller andre former for organisationer.
Derved organiserer syndikalisterne
sig kun i arbejderklassen og altså
ikke sammen med andre klasser i samfundet.
Men hvorfor det?
Man kan på en måde sige, at syndikalismen
giver arbejderne en separatistisk
platform, hvorfra de kan hævde sig selv
over for andre klasser i samfundet og på
venstrefløjen.
Jeg vil påstå at alle tre såkaldte arbejderpartier
i folketinget A, F og Ø, ikke
er kontrolleret af arbejderklassen. Den
samme påstand
vil jeg også vove
at udbrede til også
at gælde så godt
som alle andre
organisationer og
partier på venstrefløjen.
Disse partier er i
stedet kontrolleret
af en form for middelklasse
som jeg
vil kalde for den
administrative klasse.
Jeg vil i de næste kapitler forsøge at
argumentere for at arbejderklassen er
04
»Jeg vil påstå at
alle tre såkaldte
arbejderpartier
i folketinget A, F
og Ø, ikke er kontrolleret
af
arbejderklassen«
blevet sat uden for indflydelse, selv i de
såkaldte arbejderpartier. Denne manglende
tilstedeværelse af arbejderklassens
synspunkter i det politiske og
kulturelle liv er så total og omfattende,
at det til tider kan virke som om at de 2
millioner lønmodtagere, der ikke er akademikere,
end ikke eksisterer.
Når det en sjælden gang imellem lykkes
os at slås os ind i mediernes bevågenhed,
er det tydeligt at pressen og politikkerne
ikke rigtigt ved hvad de skal gøre
ved det.
Nogle gange kan det virke som om at
selve det, at vi ikke taler om spin og politiske
strategier, men virkelige problemer
som arbejdsskader, nedslidning og
manglende penge til husholdningen,
er lidt suspekt. Man kan næsten høre
magthaverne, journalisterne, kommentatorerne
og de-
battørerne sidde
lammede i deres
m i n i m a l i s t i s k e
kontorer og mumle:
”Hvad fanden
er de egentligt
ude på?” Heldigvis
går det hurtigt
over og de kan
komme tilbage
til at tale om spin
og valgstrategier
igen. Det virker på mig som om, at de
øverste klasser åbent sidder på TV og taler
om hvem der er bedst til at lyve over
for os dumme arbejdere.

Hvorfor er
arbejderklassen
så vigtig?
Udover at jeg er arbejder og derfor er
forudindtaget på den konto, er der vel
et par objektive sandheder man kan
sige om den sag. Jeg vil jeg selvfølgelig
starte med at sige at arbejderklassen set
som et hele, er vigtig fordi den udgør befolkningsflertallet
her i landet, og at der
er et demokratisk problem ved at den
konsekvent ikke bliver hørt, men det er
langt fra alt der er at sige om den sag.
Marx og Engels var jo som bekendt helt
vilde med arbejderklassen, og lige siden
har alle socialister og kommunister snakket
fanden et øre af om arbejderklassen.
Jeg er ikke Marx-olog eller Engels-ianer,
men jeg vil vove den påstand at grunden
til at disse to akademikere, og for
Engels vedkommende arbejdskøber, var
så interesserede i arbejderklassen, var at
arbejderklassen dengang som i dag er
den eneste klasse, der har styrken til at
omstyrte den herskende klasse, kapitalisterne.
Kapitalisterne er den herskende klasse
fordi de besidder produktionsmidlerne.
Folketinget kan ikke bare beslutte hvad
som helst, for hvis folketingets beslutninger
kollidere for meget med de store
kapitalisters interesser så rejser de med
deres penge, hvis de altså ikke køber
politikkerne.
Jeg må mindst 1000 gange have hørt argumentet
fra nogle af mine kolleger, når
jeg i en diskussion har foreslået et eller
andet sindssygt, såsom at vi skal have
mere ud af vores olie i undergrunden,
eller at de multinationale skal betale
skat.
Ingen TV-intellektuel tør sige det som
stort set alle mine kolleger på de københavnske
byggepladser ved: Vi lever ikke
i et demokrati hvor alle er lige, nogen er
mere lige end andre.
Arbejderklassen er den eneste klasse, der
kan udfordre denne magt over produktionsmidlerne,
fordi vi faktisk er halvdelen
af produktionsmidlet. Arbejderklassen
er baggrunden for kapitalisternes
styrke, og hvis vi kollektivt trækker vores
opbakning til deres projekt, så falder det
sammen.
Hvis Mærsk vil flytte sine skibe kan
sømændene jo bare nægte at flytte
dem.
Så simpelt og så omfattende er det, som
syndikalisterne foreslår arbejderklassen.
Traditionelt foreslår syndikalisterne at
man via en generalstrejke, hvor arbejderne
besætter produktionsmidlerne
for at undgå skruebrækkere, ender
med at overtage produktionsmidlerne
og fortsætter produktionen med arbejderne
som ledelse. Virksomhederne slår
sig så sammen i faglige og geografiske
organisationer på baggrund af de gamle
fagligeorganisationer, og herefter styres
samfundet så af arbejdernes organisationer
og ikke af hverken parlament eller
kapitalisterne.
Det hele bliver nok noget mere kompliceret
i virkeligheden, tør man svagt antyde.
Men det er altså grundideen.
05

Hvem er
arbejderklassen
og hvem er
de andre?
Jeg har som sagt ikke læst Marx eller andre
af de store socialistiske teoretikere
særligt grundigt, så i stedet vil jeg bygge
min klasseopdeling på den syndikalistiske
fagforening Industiel Workers
of the World (IWW) organiseringsprofil.
IWW organiserer alle lønarbejdere, arbejdsløse
og folk der, uddanner sig til
lønarbejde. Men ikke lønarbejdere der
kan fyre eller hyre eller som i deres arbejde
bliver sat til at modarbejde arbejderklassens
interesser. De organiserer
heller ikke valgte ansatte i politiske partier
eller i andre fagforbund.
Det væsentlige ved denne definition
er for mig at se magtesløsheden: den
magtesløse lønarbejder der ikke kan
fyre eller hyre og som heller ikke har
hverken administrativ eller økonomisk
magt. Det væsentligste kendetegn ved
en lønarbejder er at man arbejder for
andre, på andres præmisser og for andres
berigelse. Det giver sig udtryk i alle
dele af arbejdslivet.
Da jeg arbejdede som betonarbejder
på den landskabelige kanal i Ørestaden,
blev hele sjakket en dag kaldt til møde
06
med formanden. Vi blev ikke budt på
kage og vi fik heller ikke en stol at sidde
på. I stedet blev vi bedt om at mønstre
ude foran formandens skur efter pausen.
Der stod vi så beskidte i tøjet, rastløse
efter at komme i gang med arbejdet og
lidt bange, fordi vi vidste at vi var tæt på
at være færdige med kanalen, så der var
fyringer i luften.
Formanden stillede sig så op foran os og
fortalte hvad vi skulle videre til, når vi var
færdige med kanalen. Det havde egentlig
ikke noget med os at gøre, altså lige
bortset fra at det var os der skulle skabe
det!
Bygningen var bestilt af bygherre, den
var tegnet af arkitekter og ingeniører,
det var MT Højgaards administration der
havde besluttet at byde på projektet, og
hvis du spørger alle andre end lige os, så
var det var MT Højgaard der skulle bygge
det.
Til sidst sagde formanden så de forløsende
ord, der signalerede at mødet
var forbi: “Ja sådan bliver det altså, har
I nogle spørgsmål eller klager så sig til,
altså medmindre det er mig I klager over,
for så kan I bare rejse.”
Der var ingen humor over den tørre konstatering
til sidst!

Som oprører skulle jeg selvfølgelig
brokke mig over et eller andet, men det
er ikke historiens pointe. Pointen er at
formanden ikke er aktionær eller direktør
i firmaet, men for os kunne han lige
så godt være Mr. Burns himself. Når han
siger: “Sådan bliver
det“, så bliver det
sådan!
Slaven behøver
ikke at tage imod
ordren fra sin ejer
for at adlyde, han
kan nøjes med at
adlyde den person,
der har pisken.
Formanden er,
i øvrigt ligesom
direktøren, bare
en almindelig
lønslave som os,
men han har den
a d m i n i s t r a t i v e
magt og deler der-
for ikke vores følelse af magtesløshed.
Det administrative lag er ifølge mig ikke
en del af arbejderklassen.
Administrationen af det kapitalistiske
samfund bliver udført af en mængde
»formanden
ikke er aktionær
eller direktør
i firmaet,
men for os
kunne han lige
så godt være
Mr. Burns himself«
mennesker. Der er selvfølgelig ledere og
mellemledere, men der er også en masse
andre jobfunktioner såsom advokater,
arkitekter, ingeniører, embedsmænd og
økonomer. Disse grupper er ikke altid
direkte overordnede, men de deler alle
l i v s b e t i n g e l s e r
hvor de administrerer
magt.
Det vil sige at
meget store dele
af de akademikere,
der bliver uddannet
til at administrere
vores
liv i statsadministrationen
eller i
firmaer, ikke er en
del af arbejderklassen
i min definition.
Ud over at de som
regel har modtaget
et ganske pænt
lønhop, har de noget endnu vigtigere:
Indflydelse over deres eget og andres
arbejdsliv!
07

Hvorfor
separatisme?
De administratorer af kapitalismen, som
efter min definition ikke er en del af arbejderklassen,
er netop de akademikere
og funktionærer der udgør ledelsen i alle
de politiske “arbejder”-partier. Den administrative
klasse
er uddannet til at
lede os, og det er
selvfølgelig automatisk
det, den
kommer til at gøre,
når vi organiserer
os sammen med
den.
Arbejderklassen
bliver påvirket af
magtesløsheden
på en måde, der
fratager os vores
evner til at tænke
selvstændigt og
kreativt. Akkurat som når kvinder kollektivt
bliver puttet i en kasse hvor de ikke
må hævde sig fysisk over for mænd, og
til sidst ikke selv tror at de kan, så bliver
arbejderklassen kollektivt puttet i en
kasse, hvor de ikke må hævde sig psykisk
over for dem, der har den administrative
magt, og ender med til sidst selv at tro
på, at de ikke kan. Vi ender med velvilligt
at overlade magten til de andre, for de
ved nok bedst.
Jeg har vel en million gange stået i den
situation hvor jeg har foreslået en eller
anden form for ændring í arbejdsgangen,
der vil gøre arbejdet nemmere eller
08
»arbejderklassen
bliver kollektivt
puttet i en kasse,
hvor de ikke må
hævde sig psykisk
over for dem, der
har den administrative
magt, og
ender med til sidst
selv at tro på, at de
ikke kan«
mere sikkert. Mine kolleger kan have
været enige i at min ide var god, men har
næsten altid opgivende sagt “nej det får
vi aldrig lov til”. “Hvis du vil spørge om
det, så gør det bare”. Konsekvensen af at
spørge alene, er at
man bliver råbt ad
eller fyret, så det
gør man ikke for
tit.
Jeg ved selvfølgelig
ikke præcist
hvad der foregår
inde i hovedet på
ledelsen, men min
erfaring er at når
ledelsen så godt
som altid reagerer
negativt på arbejdernes
forslag til
ændringer, så er
det fordi det udfordrer
ledelsens eneret på at definere
sig som tænkende mennesker.
I mit arbejdsliv, som sikkert er præget af
at være ufaglært, har jeg igen og igen
oplevet at ledelsen hellere vil smide
tusinder af kroner ud til løn eller materialer,
end at gå med til en af arbejderne
foreslået rationalisering af arbejdet.
Dobbelt arbejde og uhensigtsmæssigt
planlagt arbejde er en raffineret måde at
holde os dumme på.
Til sidst beder man simpelthen hjernen
om at holde op med at tænke. Det er
ikke lykkedes for mig endnu, men jeg har
bedt til at det ville ske.

Engang jeg var i Cuba, ville jeg besøge en
betonbyggeplads og fotografere arbejderne
der. Da jeg fandt en betonarbejdsplads
stillede jeg mig op nede i porten
og råbte nogle betonarbejdere an. Jeg
forklarede så godt jeg kunne, at jeg ville
tage billeder af dem til mine betonarbejderkolleger
hjemme i Danmark og
de var meget positive og der kom hurtigt
en hel masse stormende for at blive
fotograferet. Eftersom jeg var i Cuba,
havde jeg den naive opfattelse at det
måtte være fint nok at lave denne aftale
med arbejderne
på pladsen, men
der tog jeg grueligt
fejl. Kort
efter at jeg var
begyndt med at
fotografere, kom
der en kontornusser
løbende
ud af sit kontorskur.
Han råbte
og skreg på
spansk en masse for mig uforståelige
gloser, men meningen var nem nok at
opfatte. Jeg måtte ikke tage billeder og
betonarbejderne skulle komme i gang
med arbejdet. Vi luntede så med bøjede
hoveder hver vores vej; dem ind på pladsen
og mig mod porten.
Der er sikkert tusinde gode grunde til at
en yankee som mig ikke må tage billeder
på en byggeplads i Cuba, men det er
ikke pointen. Pointen er, at dem der skaber
bygningen med deres arbejdende
hænders flid, tilsyneladende ikke regnes
for kloge nok til selv tage beslutningen
om hvorvidt de vil fotograferes eller ej.
Sådan noget har man folk til! Selv i “kommunistiske”
Cuba er det ikke meningen
at arbejdere skal kunne tænke selv.
Skal det lykkedes os at skabe et samfund
hvor vi alle deltager på lige fod, så kræver
det at vi, arbejderne, holder op med at
lade andre tænke for os, og begynder
at træne os op til selv at kunne tænke
selvstændigt og kreativt. Det kan vi kun
hvis vi har vores egne organisationer,
hvor der kun er
os selv til at tage
beslutningerne.
Vi kan ikke organisere
os
sammen med
hverken den
klasse, der ejer
produktionsmidlerne
i samfundet,
eller den
klasse, der er blevet
sat til at administrere dem.
»Selv i “kommunistiske”
Cuba er det ikke
meningen at
arbejdere skal
kunne tænke
selv«
Os der skaber samfundets værdier med
vores hænder må rejse os og kræve
vores del af kagen og af indflydelsen på
kagens form og farver.
(Det at kræve indflydelse og at organisere
sig separatistisk omkring at opnå den, er
i øvrigt for mig at se ikke det samme som
at nægte at samarbejde eller endda at alliere
sig med de andre fra sag til sag.)
09

Arbejderklassens
politik!
Historisk har syndikalismen haft mange
problemer med at forholde sig politisk
til hele samfundet. Det er nemmere at
organisere sig omkring selve lønkampen
og det er nok også nemmere at få sine
kolleger med på 10 kr. mere i timen end
at få dem til at støtte for eksempel homoseksuelles
rettigheder i Argentina.
Nogle syndikalistiske organisationer har
løst problemet ved kun at organisere sig
i fagforening med dem de er politisk enige
med. Denne form for syndikalisme er
jeg ikke enig i. Men jeg anerkender at det
kan virke umuligt at organisere sig sammen
med f.eks. Nazister, bare fordi de er
arbejdere. Det er i øvrigt også kun disse
politiske syndikalist-fagforeninger der
har formået at overleve frem til i dag.
Det er selvfølgeligt ikke nemt at opnå
enighed i en hel klasse omkring hvordan
politikken skal skrues sammen i alle enkelthederne
i hele samfundet. Men det
handler for mig at se ikke om at opnå
enighed, men om at opnå deltagelse i
diskussionen.
Så længe de øverste klasse sidder tungt
på ikke bare den økonomiske magt men
også den politiske og kulturelle dagsorden,
så giver det ingen mening for os
arbejdere at deltage i debatten. Man
bliver bare deprimeret af at få udstillet
sin magtesløshed.
Det eneste tidspunkt magthaverne selv
tager initiativ til at henvende sig til arbejderne,
er op til et valg. Og her kan de
bare lyve alt det de vil, for arbejderne er
gennemsnitligt ikke orienteret godt nok
10
til at de kan gennemskue det.
Absurd nok gælder dette problem også
for de såkaldte arbejderpartier og for en
stor dels vedkommende også fagbevægelsen.
Det med fagbevægelsen vender
jeg tilbage til i demokratiafsnittet.
Ø, F og A er nærmest usynlige på de
tekniske skoler, hvorimod man skal være
meget uheldig hvis man ikke løber ind i
en pjece fra dem eller deres ungdomsorganisationer
på et gymnasium. Det skyldes
nok at flertallet af dem der skriver
og omdeler pjecerne, er gymnasieuddannede
og at det er denne verden de
er fortrolige med.
Jeg talte engang med nogle SUF-ere om
at dele SUF-materialer ud på tekniske
skoler. En af dem sagde til mig at det ikke
var noget han var tryg ved, for det var de
samme unge der gik på teknisk skole,
som kørte rundt i byen og råbte bøssesvin
efter ham og hans venner med langt
hår. Det skal nok passe, og alle undersøgelser
viser da også en overvægt af DFstemmer
blandt teknisk skole-elever.
Min påstand er så, at hvis venstrefløjen
igennem i hvert fald de sidste 30 år ikke
havde været så grundlæggende domineret
af den administrative klasse, så
havde venstrefløjen haft en bedre dialog
med arbejderklassen, og de socialistiske
synspunkter havde haft større indflydelse
på klassen.
Jeg har været meget aktiv i lærlinge- og
ungdomsklubben i min fagforening og
har derigennem haft lejlighed til at tage

mange diskussioner med specielt struktørlærlinge.
Op til den store velfærdsdemonstration
i maj 2006 tog jeg rundt til
de tekniske skoler og diskuterede demonstrationens
paroler med lærlingene.
På Glostrup Teknisk Skole talte jeg blandt
andet med en struktør klasse på 3. skoleforløb.
De var rimeligt enige i de paroler,
der direkte berørte de tekniske skoler,
men parolerne der berørt de arbejdsløse
og indvandrerne… Dem var de sgu ikke
lige helt enige i.
En af lærlingene
sagde for eksempel
at hans brors kone
var akademisk uddannet
og nu ville
hun kun arbejde
som akademiker
også selvom hun
ikke havde kunnet
finde et job i flere
år. Det syntes han
var forkert, og derfor
mente han at de
ledige skulle tvinges
ud i arbejde. Jeg
a r g u m e n t e r e d e
omvendt med at
alle indskrænkninger i rettighederne
som vi godtog af hensyn til nogle enkelte
dårlige betalere så at sige, ville ramme os
hårdt når der igen kom arbejdsløshed og
at man jo må huske på, at kapitalismen
er indrettet således at der altid vil være
nogle arbejdsløse. Det er simpelthen en
økonomisk nødvendighed, også kaldet
strukturel arbejdsløshed.
Jeg var nok ikke specielt god til at argumentere
mine pointer, men det der slog
»Hvis socialismen
skal vinde
indpas i arbejderklassen
kræver det at
nogen giver sig
tid til at diskuteresocialistiske
holdninger
med arbejdere«
mig var, at det var første gang han havde
hørt disse argumenter, og at for nogle
af lærlingene var det måske første gang
de diskuterede noget så væsentligt som
arbejdsløshed. Jeg gik derfra med en ærgrelse
over ikke at have mulighed for at
opsøge dem igen og diskutere videre.
Det var det sidste skoleforløb hvor de
havde tid til sådan noget.
Pointen med historien er, at hvis der ikke
havde været et formål med diskussionen,
nemlig deres deltagelse
i /opbakning
til en demonstration,
havde vi helt
sikkert aldrig diskuteret
emnet. Og
havde vi aldrig diskuteret
dette emne
havde de nok aldrig
hørt om strukturel
arbejdsløshed.
Hvis socialismen
skal vinde indpas
i arbejderklassen
kræver det at nogen
giver sig tid til
at diskutere socialistiske
holdninger med arbejdere. Det er
der nok ingen af partierne der gider, så
længe arbejderklassen ingen indflydelse
har i disse partier.
I en syndikalistisk organisation bliver
man derimod tvunget til at diskutere
med arbejderklassen, fordi den eneste
mulighed man har for at få sine politiske
holdninger igennem, er hvis man kan få
ens kolleger i klassen til at bakke op om
dem.
11

Demokrati
og syndikalismen
Syndikalismen er antiparlamentarisk og
ønsker at samfundet efter en revolution
skal være styret af arbejdernes egne organisationer,
altså fagforeningerne.
Jeg er ikke helt på bølgelængde med
de gamle syndikalister, når det gælder
deres benhårde linie overfor parlamentarismen.
I 1920érns Italien nægtede syndikalisterne
at tage stilling til fascisternes magtovertagelse
i parlamentet, da de opfattede
det som en ren parlamentarisk
kamp, der ikke havde noget med dem at
gøre. Da fascisterne senere vendte statens
magtapparater mod syndikalisterne,
opdagede de at det ikke var helt ligegyldigt
hvem der sidder i parlamentet.
Men jeg kan sagtens bakke op om at
det er udemokratisk at 179 mennesker
skal regere et helt land oppefra. Det vil
naturligvis ende med at de 179 kommer
til at fremstå som en overklasse i sig selv,
uanset om de oprindeligt kommer fra arbejderklassen
eller ej.
Folketinget er for mig at se endnu en del
af den administrative klasse.
“ Alle politikere lyver og des pænere hår
de har, des mere lyver de”
Citat fra en bitter arbejder.
Men hvad med fagforeningerne? Er de
ikke lige så præget af despotisme og
magtfuldkomne embedsmænd, som
selv den mest forstenede statsadministration?
JO gu er de så! Og lige siden syndikalismens
begyndelse er syndikalister kommet
med en mængde forslag til hvordan
fagbevægelsen kunne demokratiseres.
12
Specielt den anarkistiske del af syndikalismen
(anarko-syndikalisterne) har været
dygtige til at pege på demokratiske mangler
i de faglige organisationer.
Det faglige
demokrati/ hierarki
Jeg mener at toppen af fagbevægelsen
i Danmark, fra formanden i den lokale
afdeling, over den ansatte konsulent i
forbundet, til formanden for LO, er en
del af den administrative klasse. De deler
ikke de almindelige medlemmers følelse
af magtesløshed i dagligdagen, og hvad
værre er; de får ofte deres følelse af magt
ved at udøve denne over for de menige
medlemmer i fagforeningerne, snarere
end via kampen imod arbejdsgiverne.
Dette er en grov generalisering af alle
dansk fagbevægelses ansatte, men set
som en gruppe kan man ikke komme
udenom at de lever et helt anderledes liv
end os ude på pladserne, et liv som de
ofte vil gøre meget for at beholde frem
for at ende tilbage i mudderhullet sammen
med os andre. For at sikre sig imod
denne “degradering” til almindelig arbejder,
holder de ansatte i fagbevægelsen
sammen som en klasse. De ansatte sidder
dag ud og dag ind ved siden af hinanden
på kontorerne, og det er derfor
helt naturligt at de kommer til at føle
solidaritet med hinanden frem for med
deres tidligere kollegaer ude på pladsen.
Magtesløsheden som menigt medlem
har jeg følt mange, mange gange. Et
eksempel er en oplevelse jeg havde i et
blad- og kommunikationsudvalg.
Som menigt medlem har jeg leveret

artikler til de medlemsblade min fagforening
udgiver. Gennem ungdoms- og
lærlingeklubben har jeg også siddet i
det udvalg, der redigerer bladet og de
andre udadvendte kommunikationsmidler.
Her foreslog jeg engang at vi skulle
holde udvalgsmøderne uden for normal
arbejdstid, således at det blev muligt for
medlemmer at deltag i mødet. Alle udvalgets
andre medlemmer var ansatte
og de var rørende enige om at møderne
fortsat skulle afholdes i arbejdstiden, så
de ikke behøvede at bruge deres fritid
på det. Det faktum at jeg jo brugte min
fritid, og at alle menige medlemmer, der
ønsker at være aktive i fagforeningen
bliver nødt til at gøre det i deres fritid,
rørte dem tilsyneladende
ikke.
Der er i den forbindelse
næsten
intet jeg kan gøre.
Jeg var endda i
den heldige position
at jeg gennem
ungdomsklubben
havde mulighed for at gå til bestyrelsen
i fagforeningen med min klage, men når
bestyrelsen består af 17 ansatte mod 7
almindelige medlemmer, så er der nok
heller ikke meget at hente der.
På den måde sidder de ansatte næsten
overalt i hele fagbevægelsen og sørger
for sine egne interesser på bekostning af
medlemmernes indflydelse.
Det skal ikke forstås sådan at jeg mener,
at hvis man har arbejde i fagbevægelsen,
så er man reaktionær. Der er bare et
tydeligt mønster som der skal gøres noget
ved.
Der er i fagbevægelsen mange former for
»Alle politikere
lyver og des
pænere hår de
har, des mere
lyver de«
magtrelationer som er usunde, og som
er hentet direkte fra det kapitalistiske
samfund. Der er en helt klar hierarkisk
opbygget karrierestige som man kan begive
sig ud på, hvis man har skarpe nok
albuer.
Jeg har i en periode arbejdet sammen
med andre unge fra SID i en ungdomsorganisation.
I den forbindelse blev vi
tilknyttet et fagforeningskontor. Her var
en formand og to sekretærer tilknyttet.
De var sådan set alle tre sekretærer, men
den ene fungerede som daglig leder af
kontoret og havde flere og mere ansvarsfulde
opgaver. Vi unge fik tit hjælp
af de to menige sekretærer. De var søde
og hjælpsomme
og selv om de tit
skældte os, og specielt
mig, ud for at
være sløsede og
rodede, så var de
vist nok ret så glade
for at have os rollinger
rendende.
En dag var jeg oppe på deres kontor for
at få hjælp, og pludselig kom formanden
ind og begyndte at svine den ene
af sekretærerne til i grove vendinger.
Jeg kan ikke huske hvad det handlede
om, men det var en bagatel. Da han var
gået spurgte jeg sekretæren om det var
en form for omgangstone de havde sammen.
“Nej, det er bare sådan han taler til
mig” lød svaret. Jeg spurgte om hun ikke
ville gøre noget ved det, men det var
nærmest umuligt, da alle de, der havde
magt til at sætte formanden på plads, selv
var formænd og selv havde sekretærer
under sig. Ikke at de alle nødvendigvis
var lige så ubehøvlede i deres opførsel,
13

men de havde nok en del mere sympati
og solidaritetsfølelse med hinanden som
formænd, end med sekretærerne som de
var sat til at administrere. En konflikt ville
under alle omstændigheder nok ende
med at hun måtte rejse.
Der er ingen forskel imellem den rolle,
som min formand på pladsen spiller over
for mig, og den rolle som formanden i en
fagforening eller forbund spiller over for
de menige kontoransatte.
Der er i fagbevægelsen en udbredt opfattelse
af at man er en succes hvis man
bliver ansat i forbundet. Det er som en
forfremmelse fra den lokale nettobutik
til centraladministrationen. Hvis der er
en solidaritet blandt de ansatte i en lokal
fagforening vendt
imod de menige
medlemmer, så
gælder det 10
gange for de forbundsansatte.
På et tidspunkt afholdt
min lokale
fagforening et debatmøde
om nogle
ændringer i erhvervsuddannelserne. som
oplægsholder kom der en forbundsansat
fra det faglige uddannelsesudvalg. I ungdomsarbejdet
i fagforeningen og på
landsplan var vi meget imod ændringen
og ville gerne slås for at bevare vores uddannelser.
Nå, men jeg forsøgte at få de
andre til debatmødet til at bakke op om
en strategi, hvor vi unge skulle lave spektakulære
happenings for at få pressens
opmærksomhed, samtidig med at vores
forhandlere i de faglige uddannelsesudvalg
skulle sætte hårdt mod hårdt.
Det kan sagtens være at min ide var
14
» Det er som
en forfremmelse
fra
den lokale
nettobutik «
dårlig eller ligefrem farlig for fagbevægelsen
gunstige position i tilrettelæggelsen
af erhvervsuddannelserne, men
det var ikke engang nødvendig for den
forbundsansatte uddannelsessekretær
at fremføre nogle argumenter for et
feje forslaget til side. Han nøjedes med
at sige: “Nå, men det tror jeg ikke jeg vil
gøre” Og så var det det!
Jeg havde ingen magt over en forbundsansat
og der var egentligt ikke så meget
at diskutere. Denne form for ligegyldighed
over for menige medlemmers
holdninger har jeg oplevet igen og igen.
Han afsluttede i øvrigt mødet med at
sige at vi lokale fagforeningsfolk altid
kunne ringe til uddannelsesafdelingen
i forbundet og bede om et oplæg, hvis
vi ønskede information om et eller andet.
Og at det da
altid var rart at få
en føling med folk
ude i de lokale fagforeninger.
For mig at se var
det selve problemets
kerne. For
ham var vi ikke ligeværdigesamarbejdspartnere,
men folkene på gulvet.
Han forholdte sig til os på samme måde
som direktøren, som da altid kan have
gavn af at besøge medarbejderne på
gulvet en gang imellem.
Den lokale fagforenings generalforsamlingen
er det eneste beslutningsdygtige
organ i hele 3F, der har en klar overvægt
af menige medlemmer tilstede. Alt andet
fra så godt som alle fagforeningernes
bestyrelser, over kongressen til hovedbestyrelsen
i forbundet har en overvægt
af de ansatte.

Det betyder dog ikke at generalforsamlingen
er et nemt sted at få reformer igennem,
for ligesom at folketingsvalget
er det eneste tidspunkt, hvor magthaverne
bruger rigtig mange penge på at
overbevise os om deres holdninger, så er
generalforsamlingen de ansattes store
aften.
Op til generalforsamlinger bruger de
ansatte meget af deres tid på at kontakte
medlemmerne og få dem over på deres
side. Antallet af medlemsmøder og
kurser stiger altid lige op til en generalforsamling.
Som menigt medlem bundet
til sin arbejdsplads har man ikke mange
chancer overfor denne magtdemonstration,
hvilket da også betyder at der som
regel var mindre end 100 almindelige
medlemmer, der deltog i min gamle
Arbejdspladsernes
bestyrelse!
Fagforeningens bestyrelse skal vælges
således at der aldrig er mere end 25% af
de valgte, der er aflønnet af fagforeningen.
Denne fordeling vil give medlemmerne
den totale kontrol med fagforeningens
øverste organ imellem generalforsamlingerne.
Det er bestyrelsen, der skal
fortælle daglig ledelse samt personalet
i fagforeningen, hvad der er vigtigst og
nødvendigt at gribe fat i, den skal sætte
arbejdspladsernes problemer på dagsordenen
og sikre at strategierne passer
til realiteterne ude på pladserne. Det
giver derfor ikke nogen mening, at det
er de ansatte der sidder i bestyrelsen.
For- og næstformænd skal selvfølgelig
sidde der, men ikke særligt mange andre
ansatte. De kan hentes ind når det
er nødvendigt.
Det kan godt være at dette forslag vil be-
fagforenings generalforsamlinger. Fagforeningen
havde ca.2000 medlemmer.
Min nye fagforening med ca. 6000
medlemmer, samler iøvrigt ikke meget
over 100. Der er dog for mig at se ingen
vej udenom, det er på generalforsamlingerne
i de lokale fagforeninger at
slaget skal stå.
Hvordan kan man undgå denne magtkoncentration?
Som et forsøg på at komme med konkrete
svar på dette spørgsmål vil jeg her
vedlægge nogle forslag, som min ungdomsklub
har indstillet til fagforeningens
generalforsamling. Den afholdes i
efteråret 2007.
Det er ikke en færdig plan, men nogle
ledetråde.
tyde at det ikke er de bedst egnede der
kommer til at sidde i bestyrelsen, men til
gengæld vil man måske blive tvunget til
at gå mere ud i blandt medlemmerne og
finde nye talenter til det faglige arbejde.
På den måde vil den samlede mængde
af dygtige folk i vores bevægelse vokse.
Fagforeningens
repræsentanter
skal være fra arbejdspladserne!
Repræsentanter fra denne fagforening,
om det er til organer i forbund eller
karteller (som f.eks. repræsentantskab
og kongresdelegerede), skal være valgt
således at ikke mere end 30% af de
delegerede til hver instans er ansat i fagforeningen.
Det vil gøre det attraktivt for et fagligt
interesseret medlem at blive på arbejdspladsen,
i stedet for at søge ind som
ansat i fagforeningen for derved at få
indflydelse og ansvar. Det vil således
15

stille arbejdspladserne stærkere overfor
arbejdsgiverne, da der blandt kollegerne
på pladserne vil være folk, der kender og
forstår det faglige system godt.
Det vil også give ansatte i forbund og
kartel det privilegium at mødes med
medlemmer fra arbejdspladserne fra tid
til anden.
Endelig er det en demokratisk katastrofe,
at flertallet af delegerede til 3Fs kongresser
er ansatte i fagbevægelsen og
ikke medlemmer fra arbejdspladserne.
Arbejdspladsernes
udvalg!
Alle møder i udvalg og bestyrelser der
afholdes i denne fagforening og som
ikke er heldagsmøder, skal afholdes
uden for ordinær arbejdstid.
Det vil give medlemmerne mulighed
for at deltage. De fleste udvalg har selv
fundet ud af at lægge deres møder uden
for arbejdstiden, men f.eks. kommunikationsudvalgets
møder ligger stadig
således, at medlemmer fra arbejdspladserne
skal kunne tage fri for at deltage.
Det er vigtigt at medlemmer fra arbejdspladserne
får mulighed for at påvirke
det faglige og politiske liv i fagforeningen,
men vi kan ikke bare tage fri fra arbejde
når vi har lyst.
Rotationsordning!
Alle nyansættelser af faglige sekretærer
i denne fagforening skal være tidsbegrænsede
ansættelser. Fastsættelsen af
længden af ansættelsen skal på den ene
side tage hensyn til, at den ansatte skal
Dette er kun nogle få forslag som kunne
hjælpe med at give medlemmerne ude
på pladserne mere indflydelse på fagforeningen.
Jeg vil ikke nedskrive en recept
på en utopisk fagforening. Det må
vi sammen finde frem til.
Det er heller ikke sikkert at medlem-
16
have tid til at tilegne sig evnen at udføre
arbejdet og give sine erfaringer videre,
samt på den anden side tage hensyn
til at den ansatte skal kunne komme
tilbage til sit oprindelige fag, hvis det til
den tid ønskes.
Det vil sikre et flow i udskiftningen af de
faglige sekretærer, der både giver nye inputs
ude fra pladserne, samt giver pladserne
en lind strøm af veluddannede
fagligt aktive kolleger, der til enhver tid
kan udfordre selv den bedst uddannede
arbejdsgiver.
Klubberne frem for alt!
Arbejdsplads, firma og fagklubbers faglige
arbejde skal understøttes økonomisk
og politisk. Der skal tilfalde alle
organiserede klubber i fagforeningen et
tilskud, der svarer til antallet af medlemmer
i klubben.
Klubber skal også have foretræderet for
bestyrelse og daglig ledelse.
Det naturlige sted for medlemmerne på
arbejdspladserne at organisere sig er i
faglige klubber. Det er her de politiske
og faglige diskussioner kan tages mellem
generalforsamlingerne. Det menige
medlem, der ikke sidder i bestyrelse eller
i repræsentantskabet, står magtesløs
over for sin fagforening, hvis medlemmet
ikke har mulighed for at træde ind
i en klub med andre menige medlemmer,
for dér at organisere sig politisk og
fagligt.
merne kommer rendende bare fordi fagforeningen
åbner døren.
Der er brug for andet og mere end en
ændret struktur i fagforeningerne, hvis vi
skal lykkes med at ændre vores kollegers
passivitet. Et væsentlig værktøj til det er
klubarbejdet.

Faglige klubber
- arbejdernes
sidste
organisationer.
Faglige klubber på arbejdspladser, i firmaer
eller i hele brancher er fagbevægelsens
hjerteblod og det er, efter min
mening, her de spændende ting sker.
Alle medlemmerne i en fagforening kan
af gode grunde ikke side i fagforeningens
bestyrelse, så hvis vi skal have alle vores
kollegaer igang med at deltage i faglig og
politiske diskutioner er det i klubberne det
skal forgå.
Der foregår i hele fagbevægelsen en konstant
magtkamp mellem klubberne og de
ansatte. På landsplan foregår kampen
mellem de forskellige forbundsinstitutioner
mod landsklubberne. I 3F er der
endda to adskilte strukturer, der arbejder
inde for det samme felt, men som ofte
er i åben strid. På den ene side de forbundskontrollerede
branchegrupper og
på den anden de mere medlemsstyrede
landsklubber.
På det lokale plan er det ofte i konflikten
mellem klubberne og den ansatte
ledelse i fagforeningen at magtkampen
finder sted. Men det betyder ikke at klubberne
altid er i de menige medlemmers
kontrol, for de ansatte i fagforeningerne
har det med at sætte sig tungt i ledelsen
af klubberne. Når først de ansatte har besat
ledelsen i klubben, bliver mødeaktiviteten
typisk skruet ned til et punkt, hvor
klubben kun bliver brugt til at arrangere
kurser og at samle støtte op til det årlige
slag på generalforsamlingen. Det er
meget få lokale klubber der bliver brugt
til jævnligt at samle medlemmerne og
spørge dem, hvad de mener der bør
gøres.
Det behøver ikke nødvendigvis være ond
mening fra de ansatte, der driver denne
udvikling, det kan også være medlemmerne,
der læner sig tilbage og giver de
ansatte hele ansvaret.
Jeg har engang oplevet at en sjakbajs i et
sjak hvor jeg arbejdede, var modstander af
at vi i sjakket tog til en faglig blokade, fordi
han mente at det måtte være de ansattes
ansvar at tage sig af de ting.
I tømrernes fagforening i København har
de ansat en faglig sekretær til at støtte op
om ungdomsklubben i fagforeningen.
Det er jo med et godt hjerte, men jeg har
igen og igen set hvordan den unge aktivist
som fagforeningen ansætter, drukner
i opgaver og ansvar. Det er simpelthen
alt, alt for nemt hele tiden at give den
ansatte aben, alt fra brygningen af kaffe
til organiseringen af store kampagner. Vi
er jo, når alt kommer til alt, arbejdere. En
af vores mest skattede egenskaber som
lønarbejder er ansvarsforflygtigelse. Kun
hvis den ansatte satte sig uden for den
almindelige kammeratskab og nægtede
17

at lave noget ud over almindelig arbejdstid,
overlevede han i længden.
Der er dog også ansatte, der modarbejder
medlemsindflydelse, hvis ikke af
ond mening, så ud fra en ide om at de er
uundværlige. Som oftest er de ansatte
gode til at sætte sig selv i centrum og
bruge de 8 timer hvor de er på arbejde i
fagforeningen, til at cementere deres indflydelse.
For ikke så længe siden hørte jeg
et referat fra et klubmedlemsmøde, hvor
medlemmer forsøgte
at få klubben til at
indstille medlemmer
til bestyrelsen frem
for ansatte. Det viste
sig svært at få igennem,
for de ansatte
ville ikke slippe deres
greb om bestyrelsen.
Argumenterne de
brugte gik på at de
jo alle havde vigtige
poster i fagforeningen.
Det, at de jo fik
løn for at påtage sig
disse poster, hvorimod
alle de menige
medlemmer må tage deres poster med
hjem og kæmpe med dem efter arbejde,
tog de ansatte sig ikke synderligt af.
Kampen er fra start af ulige, og hvis ikke
enten medlemmerne eller de ansatte
18
»Kampen
er fra start
af ulige, og
hvis ikke entenmedlemmerne
eller
de ansatte
selv stopper
det, så
overtager de
ansatte «
selv stopper det, så overtager de ansatte
stille og roligt hele butikken.
En klub der med held har forsøgt sig med
et udvidet medlemsdemokrati er stilladsklubben
i København. De arrangerer
medlemsmøder hver anden måned og
tillidsmandsmøde i de mellemliggende
måneder. De har endda åbne bestyrelsesmøder
i klubben. Men så har stilladsarbejderklubben
i København også en
formand der går og
sætter stilladser op til
dagligt.
Så vidt jeg ved har
stilladsklubben et
fremmøde til deres
m e d l e m s m ø d e r
på ca. 20% af hele
medlemsgruppen.
Så gode resultater
har jeg aldrig været
med til i mit klubarbejde,
men nogle erfaringer
har jeg dog
fra ungdoms- og lærlingeklubben
i min
fagforening. Jeg vil her videregive de
nyeste af vores vedtægter for klubbens
arbejde. Vi har aldrig brugt dem ordret,
men det giver et billede af hvad, vi har
stræbt efter •

Vedtægter for
3 kroner ung
Generalforsamling
en gang om året. Her samler vi op på
året og tager de store diskussioner. Derfor
laver vi det en lørdag, så vi har hele
dagen. Det er her den grundlæggende
struktur kan ændres.
Medlemsmøde
for alle unge under 30 i 3kroner.
Sidste tirsdag i måneden. Indkaldes via
sms og medlemsbladet.
Vi diskuterer alle mulige emner sammen
men kan gå ud i fag & arbejdsgrupper
efter behov.
Konsensus efterstræbes. Afstemninger
er tabu.
Alle medlemmer i 3kroner fagforening
under 30 år er automatisk medlemmer
i klubben, men kun lærlinge og unge
der har vist særlig interesse kontaktes
jævnligt.
Hvis man melder sig ind i klubben, og
betaler 10 kr. pr måned, får man dagsorden
og referat tilsendt før hver møde.
Faggrupper.
F.eks. murerlærlingene alene. Nedsætter
sig selv og aftaler selv hvordan de vil
arbejde.
Faggrupperne står for rekrutteringen
af lærlinge inden for deres eget fag, så
vidt de kan magte det; ellers må hele
klubben hjælpe.
Arbejdsgrupper.
F.eks. en gruppe, der står for en fest.
Nedsættes på medlemsmødet eller af
kontaktudvalget og er selvstyrende lige
indtil næste medlemsmøde.
Kontaktudvalg
Vælges på medlemsmødet, igen helst i
konsensus. Det tilstræbes at alle fag er
repræsenteret.
Kontaktudvalget kan tage beslutninger
på vegne af klubben mellem
møderne når der ikke er tid til andet.
Alle beslutninger kan kaldes tilbage på
medlemsmødet.
Bestyrelsesrepræsentant
for klubben.
Er en fast del af kontaktudvalget.
Fremlægger klubbens holdning til
bestyrelsen.
Skal fremlægge på medlemsmøderne
og vælges på medlemsmødet.
Posten går så vidt muligt på omgang.
Alle skal have en mulighed for at se toppen
af poppen i øjenhøjde.
Vedtaget den 28/03 2006.
Af 3 murerlærlinge, 1 gatnerlærling, 2
struktørlærlinge, 4 fire struktører og 2
betonarbejdere.
19

Jeg vil ikke sige at disse vedtægter er de
bedste klubvedtægter jeg kan finde på.
Der er mange mangler og problemer
med denne måde at køre tingene på.
En vigtig lektie jeg har fået, blandt andet
fra fagligtak-
tive kolleger på
en brødfabrik i
Sverige, er ikke
at være bange for
afstemninger. De
kan være meget
nyttige, hvis
man bruger dem
rigtigt.
Den forkerte
måde er der, hvor
man bruger dem
til at lukke mun-
»skyndte sig
at kræve afstemning
for
at få dødningehovedideen
smidt på historienslosseplads«
den på et mindretal. Jeg var engang
kommet til et medlemsmøde i lærlinge-
og ungdomsklubben med et forslag til
et logo for klubben. Der var generel god
stemning om logoet, men der var en ung
murerlærling der gerne ville have noget
mere gnist i logoet. Han foreslog derfor
at vi i stedet for det værktøj jeg havde
tegnet, skulle bruge et dødningehoved.
Det var der til gengæld mange der ikke
var særligt enige i. En ung skovarbejderlærling,
der havde erfaringer fra enhedslisten
og deres måde at arbejde på,
20
skyndte sig at kræve afstemning for at få
dødningehoved ideen smidt på historiens
losseplads så hurtigt som muligt.
Det var nok rigtigt set at dødningehoveder
ikke lige var det
vi havde brug for,
men til gengæld
havde vi brug for
at give den unge
murerlærling en
oplevelse af at
hans ideer var noget
værd, at han
var noget værd,
og det får man
ikke ved at kaste
hans ideer ud i en
indlysende nederlagsafstemning.
I stedet kunne en grundig diskussion af
formålet med logoet og baggrunden
for hans ide, have givet gode resultater
og måske endt med en konsensus, der
havde stillet os samlet bag et logo.
Modsat har jeg til tider oplevet at nogle
lærlinge kan føle sig tromlet af mere
højtråbende og bedre formulerede kolleger
(mig), og at de helt opgiver at
udtrykke deres modstand mod et forslag
og resignerer ved at side tavse. Denne
tavse modstand kan i et konsensusde-

mokrati komme til at ses som opbakning.
I dette tilfælde vil en afstemning bringe
modstanden frem i lyset, hvor man kan
diskutere den åbent.
Jeg har i mit faglige ungdomsarbejdes
begyndelse ofte prøvet at stå helt alene
med mine synspunkter, og her var det
næsten dejligt at kunne blive stemt ned,
og så var det det.
De andre vidste at jeg arbejdede loyalt
inden for klubbens beslutninger, men
de vidste også at jeg var uenig i nogle
af dem. Langsomt, uendeligt langsomt,
lykkedes det mig ved at pege på problemerne
ved de beslutninger de andre
vedtog, at overbevise dem om flere og
flere af mine synspunkter. Det havde
måske været svært at få denne sympati
for mine synspunkter, hvis jeg igen og
igen havde lammet hele klubbens arbejde
ved at hive i konsensusbremsen,
sådan som det for nylig er set på Christiania.
Til forsvar for konsensusdemokratiet
vil jeg her
gerne gengive et
argument som en
brolæggerlærling
engang fremhævede:
“Ingen
bekymre sig om hvad JBF (Jord og Beton
arbejdernes Fagforening) mener. Men
hvis alle betonarbejdere, der arbejder i
København mener det, så er det noget
som selv Anders Fogh bliver nødt til at
lytte til.”
De fås diktatur af de
mange
»Tømrerlærlingeklubben
virkede i den periode
meget stærk, men
lykkedes det at få lærlingene
til at føle sig
stærke?«
Demokratiet i klubben kan være en
meget besværlig ting at få op at køre. I
dag er det sådan at de faglige er i mindretal
i alle fag og på alle arbejdspladser.
Hvordan sikrer man så at alle føler at det
er deres faglige klub, hvis de ikke rigtigt
deltager? Vi venstreorienterede skal efter
min mening være ekstra opmærksomme
på at vi ikke stiller os tilfredse med
at klubben fremstår venstreorienteret,
uanset at flertallet af de medlemmer
klubben burde organisere, hellere så Pia
som statsminister.
Nogle syndikalistiske tømrerlærlinge jeg
havde meget at gøre med, har prøvet at
stå med den næsten totale magt i deres
klub.
Når jeg besøgte dem i deres lærlingeklubs
lokale hang der syndikalistplakater
fra IWW, CNT og SAC overalt på
væggene. Det var
super dejligt at se
og jeg følte mig
rigtig hjemme der
samtidig med at
jeg tabte så godt
som alle vigtige
diskussioner i min
egen ungdoms- og
lærlingeklub. Men spørgsmålet er, om
de rød-sorte plakater fik de mange hundrede
tømrerlærlinge i den fagforening
til at føle sig hjemme. Det var jo trods
alt deres klub. Tømrerlærlingeklubben
virkede i den periode meget stærk, men
lykkedes det at få lærlingene til at føle
21

sig stærke? I hvert fald røg alle plakaterne
ned så godt som lige efter, at alle
syndikalistlærlingene var udlærte eller
havde fundet på noget andet at tage sig
til.
I min egen klub var der en lidt sjovt version
af denne problemstilling. Vi var
meget tværpolitiske, og selv struktørlærlinge
med Dansk Front-sympatier brugte
klubben, men vi var et meget øldrikkende
folk, og de fleste af lærlingene i faget
var til coke og kulørte drinks. Denne
modsætning har helt sikkert gjort sit til
at skubbe nogle lærlinge fra os. For slet
ikke at tale om de muslimske lærlinge.
Sådan skal kagen
skæres!
Jeg har ikke noget klart svar på hvordan
klubarbejdet skal skæres, specielt
fordi mit eget ar-
bejde ikke rigtigt
har båret de store
frugter. Skal jeg
pege på et oplagt
eksempel til efterfølgelse,
så vil jeg
pege på stilladsklubben.
Det, der gør stilladsklubbeninteressant,
er ikke bare
deres demokratiske
struktur men
deres brug af faglige
aktioner. De laver jævnligt faglige
aktioner med flere hundrede deltagere.
At så mange menige medlemmer bakker
op om og deltager i det faglige, er uhørt
22
»Vi var meget
tværpolitiske,
og selv struktørlærlinge
med Dansk
Front-sympatier
brugte
klubben«
i dansk fagbevægelse og noget som,
så vidt jeg ved, alle andre fag bare kan
sukke efter.
Det er ikke fordi jeg vil tage stilladsen
til indtægt for mine synspunkter, men
efter min ydmyge mening, så er der en
sammenhæng imellem det levende
demokrati i klubben og aktionerne.
Måske er det demokratiet der er baggrunden
for at der er så mange stilladsarbejdere,
der deltager i aktionerne,
eller måske er det omvendt, altså at aktiviteterne
skaber det levende demokrati
i klubben. Der er nok tale om et samspil,
hvor begge dele skal være til stede
for at give resultatet.
Det centrale er for mig at se, at aktiviteten
på pladsen og demokratiet i den
faglige organisation er som to sider af
det samme forsøg
på at give os arbejdere
mere indflydelse
på samfundet.
For det er, for
mig at se, netop
det stillandsarbejderne
gør når
de aktionerer. De
kræver retten til at
bestemme hvordan
deres arbejdsliv
skal se ud, hvordan
deres samfund skal
se ud.
Det er det som syndikalisterne kalder en
direkte aktion.

Direkte Aktion
- En udvidelse af
demokratiet!
Dette er et forsøg på at forklare hvad direkte aktion er og ikke er. Dette er skrevet
tilbage i 2002, i forbindelse med endnu et syndikalistisk genrejsningsforsøg, der centrede
sig om hjemmesiden www.syndikalister.dk. Jeg har lavet en lettere omskrivning
af teksten.
Den direkte aktion er en aktion der
udøves af mennesker, som ønsker at
ændre noget i deres eget liv, og som
uden at lade sig repræsentere går i gang
med at ændre det selv. Denne form for
aktion er en udvidelse af demokratiet,
da den indfører demokrati på områder,
der ikke normalt har et reelt demokrati,
som f.eks. arbejdspladsen og skolen. En
form for basisdemokrati.
Direkte aktion er også et angreb på
magthaverne, hvor den tilsidesætter
deres magt i deltagernes liv, samtidig
med at den giver deltagerne selvstyre.
Historisk var det de anarkistiske teoretikere,
der opfandt begrebet, men det
er en aktionsform, der altid har været
brugt.
Syndikalisterne opfatter den direkte aktion
som det vigtigste redskab til at udvide
folks bevidsthed om socialismen
og demokratiets fortræffeligheder, samt
at vise folk deres egen styrke når de solidarisk
handler sammen. I sidste ende er
det også det eneste redskab, der kan
give varige og omfattende forbedringer,
idet alt hvad magthaverne giver os kan
tages tilbage igen, hvorimod det vi af
egen kraft har taget - det kan vi forsvare
og beholde under demokratiske styring.
Eksempler på
direkte aktion:
1) Et sjak har igen og igen bedt om at få
koblet en støvsuger til deres savbord. Til
sidst beslutter de på et møde i en pause
at tage saven ud af produktionen indtil
der er kommet en støvsuger. De kobler
strømmen fra saven og informerer de
andre faggrupper, der også låner saven,
om, at den ikke virker før den er tilkoblet
en støvsuger. Efter en uge lander der
en støvsuger på pladsen! I stedet for at
sjakket ringer efter arbejdstilsynet eller
fagforeningen for at få dem til at ordne
problemet for dem, så handler sjakket
selv og skaffer selv resultatet.
2) For at undgå løntrykkeri beslutter
stilladsarbejderne i København sig for
at ingen må sætte stilladser op i byen,
hvis de ikke bliver ordentligt betalt og er
medlemmer af stilladsarbejdernes fællesskab.
Alle stilladser, der bliver sat op
af dårligt lønnede eller uorganiserede
arbejdere, bliver revet ned igen af
næsten 100 stilladsfolk, der mødes om
morgenen for at gennemføre aktionen.
På den måde undgår de mange stilladsarbejdere
i København at blive udsat
for løntrykkeri. De spørger ikke fagforeningen
eller lovgiverne om lov til at
sikre sig at kapitalisternes rovdrift ikke
kommer til at påvirke deres muligheder
23

for at kræve en god løn for et godt arbejde.
De gør det bare!
Ideen er at de mennesker, der bliver
direkte berørt af en konflikt, skal
beslutte hvad der skal ske. Eleverne og
arbejderne er som oftest den lovmæssigt
svage part, hvis arbejdsgivere og
skoleledelsen står i vejen for det lokale
demokrati.
Derfor må vi selv sikre tålelige arbejdsforhold
på vores arbejdspladser og
skoler igennem direkte handling tværs
igennem loven til sejr.
Aktionen er ikke en direkte aktion, hvis
aktivisterne tilsidesætter demokratiet
ved at tiltvinge sig magt i andre folks liv,
for at tvinge deres holdning igennem
uanset hvad flertallet af de mennesker,
der bliver direkte berørt af aktionen,
mener.
Eksempler på hvad der
ikke er direkte aktion.
1) En flok aktivister er uenige i McDonalds´
måde at behandle sine ansatte og
miljøet på og de beslutter derfor at folk
ikke skal bruge butikkerne. Om natten
smadrer de butikkerne for derved at
gøre det umuligt for folk at købe ind i
McDonalds. Aktivisterne spørger ikke
først hvad de ansatte i McDonalds men-
24
er om aktionen, eller hvad alle vi andre,
der bliver berørt af McDonalds’ miljøsvineri,
mener om aktionen.
2) To garvede fagforeningsaktivister har
udtænkt en plan for hvordan man skal
få MT Højgaard til at optage flere murerlærlinge.
De to aktivister fremlægger
planen for de unge murerlærlinge, der
ikke har lærerplads og som er nød til
at gå i skolepraktik i stedet for ordinær
praktik i et firma. Lærlingene står lidt og
tænker over planen, da en lærer pludselig
tager ordet og nærmest presser
sin holdning ned over hovedet på dem.
Med sætninger som: ”Det skal I sgu” og
”I kan ikke bare gå her og fede den”. De
to ellers så garvede aktivister undlader
at sende læren væk for derved at give
eleverne mulighed for selv at træffe valget.
I stedet bruger de læreren til at få
beslutningen hurtigt igennem. Selvom
aktionen senere bliver udført af lærlingene
og selvom det er deres lærepladser
det handler om, bliver det aldrig rigtigt
lærlingenes aktion, da de to aktivister
ikke har givet sig tid til at lade lærlinge
beslutte hvad der skal ske.
Som syndikalister er vi meget imod
denne type aktion, men den er desværre
meget udbredt på venstrefløjen.
Mange socialister er tilsyneladende så
sikre på at de har ret, at de er parat til

at gøre næsten hvad som helst for at
presse deres holdninger igennem. Vi
mener at det er udemokratisk og derved
selvbesejrende, da folk ikke bliver
bevidstgjort af aktionen, men snarere
passiviseret.
Syndikalisterne mener at midler og mål
skal passe sammen. Denne type aktioner,
er også tit kendetegnet ved at aktivisterne
aktionerer på vegne af nogle
andre, f.eks. indianere i Sydamerika eller
arbejderklassen, men de har som regel
”glemt” at spørge om den gruppe, de
mener at repræsentere, kan bakke op
om aktionen. Resultatet er ofte, at dem
man gerne vil hjælpe, føler sig sat ud på
et sidespor og opgiver selv at gøre noget.
Happenings
Til sidst kan nævnes at der er en type
aktion som kun handler om at få pressens
og folks opmærksomhed og starte
en debat, f.eks. gadeteater, graffitti og
andre happenings. Happenings er ikke
direkte aktioner selvom de ofte bliver
forvekslet med det.
Rammerne for disse aktionsformer er at
man bruger sin ret til det offentlige rum
til at vise andre mennesker hvad man
mener om et eller andet emne.
Happenings er ikke direkte aktioner og
man skal passe på med at tro at man
kan ændre tingenes tilstand fundamentalt
med happenings. Det er uendeligt
meget nemmere at få nogle af de her
revolverjournalister til at skrive et eller
andet i deres skodblade, end det er at få
ens kollegaer til at sætte job og hjem på
spil for at tiltvinge sig nogle rettigheder
i dette samfund. Men virkningen af det
sidste er også uendeligt meget stører
end ved et simpelt pressestunt. Sammenspillet
kan dog forstærke effekten
af dem begge.
1) Et eksempel på en happening er da
nogle faglige unge, murede undervisningsministeriet
til i juni 2006 for
derved at sætte fokus på erhvervsuddannelserne
og specielt manglen på
murerpraktikpladser. Aktionen gav en
masse medieomtale, men der var ingen
murerlærling uden praktikplads med til
at udføre den.
Det var ene og alene en pressebegivenhed.
Begivenheden spillede sammen
med den store velfærdsdemonstration
17 maj og gav derved ekstra styrke til
lærlinges demonstration, men der var
sgu ingen, der havde brugt tid på at få
lærlingene med på ideen.
Direkte aktion dækker over mange former
for aktioner og kampmidler. Det,
der gør en aktion til en direkte aktion, er
at demokratiet indføres igennem aktionen;
at der er en direkte kontakt mellem
den der udfører aktionen, det aktionen
drejer sig om og målet for aktionen.
25

Tjaaaa det var så en gennemgang af
direkte aktionsbegrebet fra 2002, med
nogle lette omskrivninger, specielt i happeningafsnittet.
Hertil kan man så tilføje at en direkte
aktion jo ikke nødvendigvis behøver at
være en positiv ting. Jeg blev engang
belært om, at der i Nordirland havde fundet
nogle kæmpe arbejdskampe sted på
et skibsværft. Arbejderne brugte alle arbejdskampens
våben for at sikre at de
kom til at kontrollere hvem de skulle arbejde
sammen med. Problemet var bare
at arbejderne var protestanter, der ikke
ville arbejde sam-
men med katolikker….
Igen handler det
for mig at se ikke
om at have retten
på sin side, men
om at deltage.
Normalt er det
a r b e j d s g i v e r
der bestemmer
hvem der skal ansættes
på en virksomhed,
og det
er udemokratisk,
også selv om arbejdsgiveren
er en
flink fyr.
Arbejdere kan have lige så forkerte holdninger
som alle andre, men normalt er
vores holdninger bare ligegyldige, fordi
vi ingen magt har.
26
»Det er jo ikke
sikkert at arbejdere,
der tænker
over tingende
og opsøger informationer
for
bedre at kunne
danne sig en
holdning til tingene,nødvendigvis
vil blive
socialister«
Når arbejdere beslutter sig for at tage
styringen af vores arbejde igennem en
direkte aktion, så bliver vi nødt til at gøre
os en masse overvejelser om hvorfor vi
gør det, hvad vi vil have ud af det, og
hvad konsekvensen af aktionen kan blive.
Disse tanker er normalt ikke til stede, når
arbejdere bare gør hvad der bliver sagt.
Direkte aktioner giver os magten og derved
også ansvaret for at tænke os om!
Det er jo ikke sikkert at arbejdere, der
tænker over tingende og opsøger informationer
for bedre at kunne danne
sig en holdning til
tingene, nødvendigvis
vil blive socialister.
Men når
anledningen til at
foretage alle disse
hovedbrud er en
aktion, der kun
kunne lykkedes
fordi man stod solidarisk
sammen, ja
så er det da nærliggende
:- )
Under alle omstændigheder
vil
jeg ikke bakke op
om nogen form for
socialistisk revolution,
der ikke giver
mig og mine kolleger retten til at tænke
os om og danne vores egen mening til
tingene.

Globalisering
Globaliseringen er på alles læber og jeg vil gerne her give et bud på hvordan fagforeningerne
kan bruges til at tackle globaliseringen.
Jeg vil tage udgangspunkt i en udtagelse fra ungdomsklubben i min fagforening.
Den blev også vedtaget på en generalforsamling, men uden at nogen egentlig tog
synlig notits af den. Det er en anden måde man kan lukke munden på oprørere: repressiv
tolerance.
Når arbejdsgiverne er
multinationale, må vi
også blive det.
Via forskellige initiativer og pres fra FN,
OECD, nationale regeringer med flere,
er det lykkedes for det internationale
byggearbejderforbund (BWINT) at få
nogle multinationale selskaber til at underskrive
rammeaftaler om socialt ansvar.
Aftalerne er baseret på en udviklingsorienteret
proces, der indeholder tre
grundprincipper:
1) Socialt ansvar
2) Miljømæssig bæredygtighed og
3) Økonomisk ansvarlighed.
Formålet med aftalen er ikke at erstatte
de lokale og nationale aftaler. Det er heller
ikke muligt at trække firmaerne for
nogen form for international arbejdsret
hvis aftalerne ikke overholdes. Formålet
med aftalerne er at hjælpe lokale fagforeninger
med at blive anerkendt som
en forhandlingspartner og at starte en
social dialog i firmaet og dets underlev-
erandører. Forhåbentlig leder den ekstra
hjælp fra de internationale aftaler så til
lokale kollektive overenskomster og
forbedringer i arbejdsforhold.
Udviklingslande verden over bliver
fortsat presset til at acceptere elendige
arbejdsforhold, forurening og udplyndring
af naturlige resurser. De lokale regeringer
håber at de ved at give efter for
de multinationale, kan tiltrække økonomiske
investeringer, som de har så hårdt
brug for. Resultatet er en utrolig fattigdom,
hvor arbejderne bliver nedbrudt af
det hårde og ofte giftige arbejde.
Der er ingen danske entreprenører der
har underskrevet en international rammeaftale.
BJMF opfordrer i den forbindelse
3F og BAT(Bygge- og Anlægskartellet
i fagbevægelsen) til at gøre en
ekstra indsats for at få danske byggefirmaer,
der opererer i udlandet, til at underskrive
en international rammeaftale.
Det er klart at de internationale aftaler
ikke kan løse problemerne med de
skruppelløse multinationale selskaber,
27

der på det nærmeste rejser efter den
største elendighed, men det er, som
BWINT noterer sig, et skridt på vejen.
Hvis man ser på aftalerne som en start,
så kunne en fortsættelse være at holde
et vågent øje med om de firmaer i Danmark,
som har underskrevet aftalen, nu
Det er måske ikke den mest revolutionære
strategi, men den har en vigtig
pointe, nemlig den direkte solidaritet
med kæmpende arbejdere i andre
lande. Indtil videre har fagbevægelsen i
Danmark brugt sine kræfter på at sende
penge og vejledning til de fattige landes
fagforeninger, for at opbygge dem.
Det tror jeg er en i bedste fald nyttesløs
strategi. Jeg tror kun de fattige landes
fagforeninger kan
vokse, hvis de
begynder at vinde
a r b e j d s k a m p e
over de store multinationale
firmaer.
Det kan de kun
lykkes med hvis vi
kæmper sammen
med dem herhjemme.Produktionen
kan de
flytte fra det ene
fattig land til det næste, men forbruget
skal foregå der hvor der er penge, altså
28
her i de rige lande.
»Hvis nogle
Nike-arbejdere
strejker i Thailand
så skal vi
nægte at lodse
Nike-produkter
fra skibene«
også overholder den. Hvis de ikke gør, så
har vi her i landet en række muligheder
for repressalier, fra at gå til pressen, over
happenings foran firmaernes hovedkontor,
til aktioner på firmaets arbejdspladser
her i landet. Det kommer an på dagsformen
hvad vi helt konkret kan gøre,
men noget skulle vi vel nok få fyret af.
Jeg mener vi bliver nødt til at indføre
sympatikonflikter hen over grænserne.
Hvis nogle Nike-arbejdere strejker i
Thailand så skal vi nægte at lodse Nikeprodukter
fra skibene, nægte at køre
Nike i lastbilerne, nægte at flytte Nikeprodukter
fra lageret og ud i butikken og
endelig nægte at kører Nike skoene hen
over kassebåndet.
Denne form for
international sympatikonflikt
er fagretsligt
ulovlig i
dag, men hvis globaliseringen
ikke
skal knække os alle,
må vi tilkæmpe os
retten til den.
Jeg har et dansk eksempel
fra 3f.dk på
noget der minder
om sådan en international sympatikonflikt.

Vil holde DONG fast på
løfter om Colombia
DONG’s status som privat monopol
stiller store krav til etikken, mener energiekspert
i 3F. Tillidsmand lover at sag
om mord på colombianske kulminearbejdere
bliver fulgt op.
Danske tillidsfolk vil holde DONG Energy
op på, at selskabet ikke køber kul fra firmaer,
der krænker faglige rettigheder.
Det forsikrer Jens Nybo, tillidsmand på
Avedøreværket ved København. Det
er et af de værker, der modtager kul
fra miner i Colombia. To mineselskaber
beskyldes for mord på fagligt aktive
og landsbyboere i det sydamerikanske
land.
- Jeg tager skarpt afstand fra sagen,
hvis der er noget som helst om beskyldningerne.
Hvis det kan bevises at
selskaberne er involveret i mord og undertrykkelse,
skal indkøbene naturligvis
stoppes straks – også selv om det måske
koster penge. Vi skal holde ledelsen fast
på, at denne sag ikke er glemt igen om
en måned, siger Jens Nybo.
Etiske regler er ikke nok
DONG har lovet at stramme op på kontrollen
af selskaber fra Colombia, efter
at Jyllands-Posten i slutningen af juli
afslørede forbindelsen til de omstridte
selskaber.
Han sammenligner situationen med
den debat, der blev ført om indkøb af
kul fra Sydafrika under det racistiske
Apartheid-styre.
- Det er ikke nok at have et sæt etiske regler.
Forholdene skal tjekkes og det vil
jeg opfordre til, at ledelsen gør meget
grundigt nu, siger Jens Nybo.
En leder af minearbejderfagforeningen
Futraenergetica i Colombia opfordrede
tidligere på måneden DONG til
at stoppe indkøbene øjeblikkeligt. Den
opfordring vil Jens Nybo bringe videre
over selskabets ledelse.
- Jeg er ikke sikker på at en boykot er
det rette våben lige nu, men når vores
minearbejdere i Colombia sender det
signal, skal vi selvfølgelig tage det alvorligt.
(…)
Eksemplet er fra august 2006. Og det var min fagforening der var med til at sætte det
i gang. Jeg er af den opfattelse at det er denne type international solidaritet der kan
knække ryggen på globaliseringsmonstret.
29

Afslutning
Ja, det var så en gennemgang af nogle af
de væsentlige dele af syndikalismen sådan
som jeg opfatter dem pt. Jeg håber
det kan bruges til noget.
Her på falderebet vil jeg gerne lige bruge
nogle linier på at forsvare den danske
fagbevægelse. Jeg har siden 2001 deltaget
i det faglige liv i min fagforening og
forbund, og jeg må
indrømme at det
nok ikke har været
nemt for de faglige
sekretærer og
formænd at have
med mig at gøre.
Jeg er antiautoritær
og nærer en
dyb mistillid til alle
over 45. Alligevel
er jeg ikke hverken
blevet ekskluderet eller kørt totalt ud på
et sidespor. Det vidner om en hvis rummelighed
og demokratisk tradition. En
tradition der nok har været med til at
holde enhedsfagbevægelsens enhed
i mere end 100år. Noget næsten enestående
i verdenen. Desuden kan man
ikke komme uden om de enorme resultater
som fagbevægelsen henter hjem år
ud og år ind, nu som for 100 år siden.
Jeg mener man skal passe på med at se
den faglige historie som en lang rejse
fra revolutionær til systembevarende. Så
vidt jeg kan læse mig til passer det ikke.
Fagbevægelsen var fra fødslen af topstyret
og reformorienteret.
30
»Det ville være
en forbrydelse
mod klassen at
forsøge at opdele
den yderligere«
For eksempel blev hovedaftalen fra 1899,
der så godt som uændret regerer arbejdsmarkedet
den dag i dag, vedtaget
af det daværende LOs hovedbestyrelse
uden at medlemmerne blev spurgt. Noget
som nok ville være utænkeligt i dag,
specielt efter en konflikt der var så hård
at børnedødeligheden tredoblede i den
periode konflikten stod på.
Forskellen fra den-
gang til i dag er
nok nærmere at vi
nu har en 100-årig
historie med voksende
fred og velstand,
og derfor er
vores organisation
indrettet på fred
og ikke på krig.
Man må som revolutionær
forstå og anerkende at man er
et mindretal i arbejderklassen, og at i
denne verden så sikrer fagbevægelsen
et minimum af sammenhold og styrke i
en klasse så splittet som nogen sinde.
Det ville være en forbrydelse mod klassen
at forsøge at opdele den yderligere,
specielt så længe vi har mulighederne
for at påvirke organisationen, samt at
oprette vores egne underorganisationer,
med egne vedtægter og kampformer, i
form af klubberne.
På et planlægnings stormøde for en af
de store velfærdsdemonstrationer gik
den ene revolutionære efter den anden
på talerstolen og krævede at initiativet

læste til generalstrejke. Lige indtil formanden
for stilladsarbejderne i København
gik op og sagde at han ikke gad
og høre et ord mere om generalstrejke
fra andre end dem, der samtidig lovede
at deres arbejdsplads lukkede på dagen.
Derefter var der stille på de revolutionære
rækker. Stilladsen i København
lukkede i øvrigt deres arbejdspladser og
mødtes til massemøde.
Vi skal ikke splitte
klassen, specielt
ikke så længe vi
end ikke kan samle
vores egne kolleger
bag vores krav. Jeg
vil opfordre andre
revolutionære til at
tage arbejdstøjet
på og prøve om
i kan få ideer om
internationalsoli-
»Vi skal ikke
splitte klassen,
specielt
ikke så længe
vi end ikke kan
samle vores
egne kolleger
bag vores
krav«
daritet, antiracisme, socialisme, basisdemokrati
og qouierteori til at virke i virkeligheden
lige der hvor vi arbejder og bor
til dagligt, før vi skælder Helle Torning
og Hans Jensen ud for ikke at prøve på at
gennemføre det på landsplan. Hvis vi ikke
kan henvise til resultater i virkeligheden
kan jeg godt forstå at opbakningen til
projektet er tøvende.
Jeg mener at jeg igennem mit arbejde
har forsøgt at skabe
disse konkrete
resultater, men
jeg kan ikke prale
af at det altid er
lykkedes. Jeg håber
at andre vil forsøge
sig og have mere
held med det end
mig.
Held og lykke!
31

Læs mere
Tilbage er det vel bare at give nogle links og bogtitler videre:
Hjemmesider:
www.3kronerung.dk : Hjemmesiden for min gamle ungdoms- og lærlingeklub.
www.stilladsklubben.dk : De klart stærkeste og sejeste arbejdere i Danmark pt.
www.aktionsgruppen.dk : Et sjovt og spændene arbejdsmiljøinitiativ.
www.ladk.dk : Landsorganisationen af Arbejdsledige. Vigtige, men oversete.
www.labourstart.org : Netværksbaseret international faglig solidaritet.
www.labornotes.org : Noget af det samme som labourstart.
www.fagligtansvar.dk : Har tidligere været noget af det mest spændende i dansk fagbevægelse,
men er efter min mening blevet syltet ind i parlamentarisme.
www.lpsf.dk : Den så vidt jeg ved bedste fagforening i Danmark.
(TIB afd. 9 er med i opløbet, men har ikke en god hjemmeside.)
www.geocities.com/syndikalister/ : Hjemmesiden for det hedengangne syndikalistinitiativ
fra 2002.
www.sac.se : Svensk anarkosyndikalistisk fagforening. Ca. 8.000 medlemmer
www.cgt.es : Spansk anarkosyndikalistisk fagforening. Ca. 65.000 medlemmer
www.iww.org : International syndikalistisk fagforening. De er nok ikke mange.
Bøger:
Danske revolutionære
af Carl Heinrich Petersen.
Dette er blot en af mange. Alle hans bøger er værd at læse.
International arbejderbevægelse
ABAs samling af små bøger om arbejderbevægelsen i 11 lande over hele kloden.
Spanien, Italien, Frankrig, Brasilien og USA har afsnit om syndikalistiske fagforeninger.
Vi tog skraldet
af Hans Erik Madsen.
Hans parti IS er måske ikke lige min kop te, men skraldemændenes faglige klub er
lige efter mit hoved.
Bare det holder min tid ud
af Michael Valentin
Han er skide ligeglad med Syndikalismen, men hans analyse af problemet med de
ansatte i fagbevægelsen er ret god.