BAS 50 år - PDF - Bagsværd Amatør Scene

Bagsværd Amatør Scene
50 år
Niende december 1954 blev Bagsværd Amatør Scene (forkortet BAS) stiftet. Hvad de
færreste måske ved eller husker i dag, er, at foreningens forhistorie er knyttet til det civile
KFUM, og at det i virkeligheden var en regnfuld sommer, der blev startskuddet til BAS.
Forhistorien
I 1948 blev der dannet en kirkekomite i Bagsværd med pastor Poul Pedersen i spidsen. Disse
entusiastiske mennesker ønskede et selvstændigt kirkesogn og ikke mindst en rigtig kirke til
afløsning for det gamle menighedshus, som havde fungeret som kirke siden 1923.
For at skaffe penge til dette gode formål, gik de sammen om at opsætte et religiøst
skuespil på amatørbasis. Stykket skulle kun spilles én gang, nemlig: 12/6 1949, og skuespillet
hed ”Skuespilleren”. Det var et martyrspil, hvor ”man ser de to store, klassiske statuer, der
flankerer scenen, og et kor af tolv unge piger, hvor skuespilleren fra tribunen afbryder spillet
og aflægger en klar og fast bekendelse af sin kristne tro i den hedenske kejsers paahør”.
Ståpladser kostede 2 kr. og siddepladser 3 kr.
Aftenen blev en bragende succes. Skuespillet varede i alt 3 timer, og der dukkede
mellem 12- og 1300 mennesker op.
Året efter spillede amatørgruppen et stykke af Dorothy Sayers, og denne gang vovede
man at gennemføre hele tre forestillinger i Aldershvileparken. Samme år, altså 1950, blev
Bagsværd et selvstændigt sogn med pastor Poul Pedersen som sognepræst, men en kirke kom
man, alle gode intentioner til trods, til at vente på i mange år endnu.
De næste år spillede man flere amatørskuespil til fordel for kirkesagen i Bagsværd. Og
man fik stor bevågenhed også fra de ”rigtige” københavnske teatre, for amatørerne i
Bagsværd var dygtige. I 1951 fik amatørerne fra Bagsværd således lejlighed til at
gæsteoptræde på Nørrebros Teater.
Men publikum var, er og forbliver en ustabil størrelse. Hvad der fængede det ene år,
gad man måske ikke længere året efter. Heller ikke selvom niveauet var højt, og der var tale
om danmarkspremierer. Fra 1952 dalede tilskuertallet, og i 1954, hvor sommeren var lige så
våd som den i 2004, kom der næsten ingen for at se friluftsforestillingerne i
Aldershvileparken.
Bagsværd Amatør Scene oprettes
De kloge hoveder bag friluftsteatret i Aldershvileparken lagde hovederne i blød efter fiaskoen
i 1954. Man havde brug for økonomisk rygdækning, hvis publikum svigtede, og man havde
brug for en indendørs scene, hvis sommeren viste sig for våd til de udendørs forestillinger.
Løsningen blev at oprette Bagsværd Amatør Scene (BAS) i vinteren 1954. Som
selvstændig forening havde man flere muligheder for dels at få et fast, betalende publikum i
form af passive, men betalende medlemmer, dels kunne man søge støtte hos kommunen, dels
kunne man samarbejde med andre foreninger.
I første omgang gik man i gang med at tegne medlemskaber og lave love for den nye
forening. Det første år fik man 19 aktive medlemmer, et tal, der voksede til 27 i løbet af 1955.
Desuden tegnede man passive medlemskaber, men det gik trægt. Efter et år havde man stadig
kun 85 passive medlemmer, selvom det passive medlemskab kun kostede 5 kr. pr. år og
inkluderede 2 gratis forestillinger og 25% rabat på yderligere forestillinger.

BAS blev ikke en kirkelig forening, selvom den havde rødder i kirkespillene. I de
første vedtægter bandt man sig fortsat til at levere et årligt Aldershvilespil, hvis det var
praktisk gennemførligt, og man bestemte, at eventuelle ekstraordinære overskud på
regnskabet skulle skænkes til velgørende formål. Den første formand blev Poul Christensen
fra Bagsværd.
Poul Christensen
BAS´ første formand, Poul Christensen, fortjener sit eget afsnit. Han var født i 1923 og boede
i Bagsværd en længere årrække, hvorefter han flyttede til Holte. Han var salgsdirektør i et
emballagefirma, men ikke mindst var han en ildsjæl indenfor amatørteaterverdenen. Poul
Christensen var formand indtil generalforsamlingen i januar 1959, hvor han valgte at trække
sig fra det krævende formandsarbejde. Han accepterede dog at fortsætte som redaktør af
Bagsværd Amateur Tidende, som han selv omtalte som ”retrætepost for afdankede formænd”,
samt som foreningens presseagent.
Året 1959, som skulle have været foreningens første ”jubelår”, eftersom den kunne
fejre fem års fødselsdag, blev ret kedeligt. Uden Poul Christensens energi blev medlemmerne
mere sløve til at komme til prøverne og det var slet ikke godt. Da man nåede til næste
generalforsamling i begyndelsen af 1960, endte det derfor ikke helt uventet med, at den
afdankede formand genoptog sin værnepligt i bestyrelsen. Et af de første initiativer var at
oprette en juniorafdeling, der var en forløber for det senere Gawenda.
Men selv PCs tilbagevenden som formand, var i første omgang ikke helt nok til at
redde den synkende skude. Der manglede ellers ikke initiativer. Man fik udenlandsk besøg af
”The Irving Club” om sommeren, og man besluttede at opsætte Aldous Huxleys ”Det
gådefulde smil”. Gæstebesøget blev en stor, men dyr succes, hvorimod det viste sig at ”et
bjerg af uanede vanskeligheder har tårnet sig op for os ved såvel indstuderingen som den
praktiske tilrettelægning af dette meget krævende skuespil.” (PCs forklaring til de passive
medlemmer), og man endte med at aflyse ”Det gådefulde smil”.
Et af de mange problemer var, at en del medlemmer havde for lidt at lave, mens nogle
få var ved at kollapse under arbejdspresset. Foreningens underskud havde borgmester Erhard
Jacobsen/Gladsaxe Kommune heldigvis reddet foreningen ud af. Bølgerne gik derfor højt til
foreningens generalforsamling i begyndelsen af 1961. Resultatet blev delvist nye vedtægter
(man afskaffede bl.a. de passive medlemmer), nye måder at finansiere professionelle
instruktører, og medlemmerne fik langt større ansvar, for hidtil havde bestyrelsen taget alle
initiativer til forestillinger, men fremover skulle bestyrelsen være mere administrativ, mens
de menige medlemmer skulle komme med forslag til de forestillinger, man ønskede at
opsætte.
Poul Christensen var nu formand for BAS indtil generalforsamlingen i 1963. Denne
gang mente han det mere seriøst. Der SKULLE yngre kræfter til, især fordi jubilæumsåret
1964 stod for døren. Men han gik tilbage til sin gamle retrætepost som redaktør af Amateur
Tidende, og især blev han i de kommende år en nøgleperson i kampen for et hjemsted for
foreningen, idet han tog sig af kontakten til medierne. I løbet af året 1966 blev PC stadig mere
aktiv i foreningen i sine bestræbelser på at få lov at bruge Irons gamle smedje som hjemsted
for BAS. Det resulterede i, at han i januar 1967 atter blev valgt som formand for BAS! Denne
gang forblev han aktiv formand indtil generalforsamlingen primo 1973, hvor han netop var
blevet udnævnt til salgsdirektør. Han forblev dog aktiv i styrelsen (som bestyrelsen var
begyndt at kalde sig) til sin død d. 28/12 1978. På generalforsamlingen i 1976 foreslog han –
og fik vedtaget – at BAS skulle have kollektiv ledelse, så man arbejdede uden egentlig

formand og næstformand, hvilket straks medførte, at PC atter fik mere indflydelse på og
arbejde med BAS. Desuden var han aktiv i Dansk Amatør Teaters Samvirke (DATS) og
skrev desuden teateranmeldelser m.m. for Folkebladet for Gladsaxe Kommune, det
nuværende Gladsaxe Bladet.
Præsidiet
I de første vedtægter for BAS stod der i paragraf 7, at ”Bestyrelsen udpeger et præsidium, der
ikke er på valg”. I fremmedordbogen oversættes ”præsidium” med ”formandskab”, men der
var ingenlunde tænkt på en konkurrerende bestyrelse indenfor BAS. Man havde brug for
kendte navne og ansigter til at tegne foreningen udadtil, hvis man ville være mere end en rent
lokal forening. Og i BAS var man ambitiøse fra dag ét. Naturligvis skulle man være en kendt
og anerkendt forening!
Præsidiet, der i dette tilfælde skulle yde bestyrelsen ”praktisk og moralsk” støtte, kom
til at bestå af: Karen Aabye, Axel Beck, Mogens Dam og Gunnar Nyborg-Jensen, der
accepterede at sidde i præsidiet ”bjergtagne af ære”!
Karen Aabye boede på Højgårdsvænge i Bagsværd. Hun var født i 1904 og døde i
1982. Som forfatter var hun lokalkendt for sin biografi om Grevinden af Bagsværd, men på
landsplan var hun nok mere kendt som journalist for BT og Berlingske Tidende.
Axel Beck blev født i 1910 og uddannet læge. Han arbejdede mange år i Grønland,
men i 1946 slog han sig ned som praktiserende læge i Hareskovby og fik udgivet sit første
skuespil, som blev antaget på Det kgl. Teater. Han skrev også hørespil og en enkelt biografisk
roman om Grønlandstiden.
Mogens Dam blev født i 1897 og døde i 1979. Han var uddannet journalist og nåede
at arbejde på stort set alle de store aviser, men på Politiken var han fra 1922 - 1940, hvorefter
han skiftede til Dagens Nyheder, hvor han blev til 1961. Desuden tegnede han for
Svikmøllen, oversatte skuespil, operaer og operetter, skrev digte til revyer m.m.
Gunnar Nyborg-Jensen fortaber sig i tågerne. Det er muligt, at det er ham, der skrev
”De små synger” og diverse kendte børnesange, men det har ikke været muligt at identificere
ham mere præcist.
Juniorscenen
Et af Poul Christensens største projekter, da han genindtrådte som formand for BAS i
begyndelsen af 1960, var at starte en juniorscene. Interessen var der, og allerede efter få
måneder talte juniorscenen 16 medlemmer. Et af de store problemer var at få skolet
juniorerne, men ligesom man havde gjort for de voksnes vedkommende, slog man sig
sammen med den lokale aftenskole, der fra vintersæsonen 1960/61 udbød kurser om ”Teatret
og dets historie i teori og praksis. Bevægelseslære, sminkning, dragter etc.” v. Svend Møller
Nicolaisen fra Dansk Amatør Teater Samvirke. Kurset var obligatorisk for
juniormedlemmerne, mens seniorerne kunne melde sig frivilligt, idet der som sagt også var
særskilte kurser specielt til seniorerne.
Kurserne for juniorerne var gratis for de unge medlemmer. BAS afregnede direkte
med aftenskolen. For en forening med mere eller mindre kronisk pengeunderskud, var det en
stor beslutning, men man havde vedtaget at investere i de unge, fordi de jo trods alt var
foreningens fremtidige medlemmer. Man vidste dog samtidig, at de fleste ville springe fra,
inden de som 21-årige kunne optages som almindelige medlemmer af BAS. Som PC beskrev
det, var der ”jo så meget, der trækker – sport, uddannelse, den omstændighed, at de opdager,
at der er to slags mennesker, både hanner og hunner, - og meget, meget mere. Men vi undgår

da – for at se socialt og opdragelsesmæssigt på sagen – at de kommer til at hænge på
gadehjørnerne”. Håbet var dog, at de unge mennesker, når de havde slået sig til ro, ville
vende tilbage til BAS i 25-30 års alderen, hvis de havde tilstrækkeligt med gode minder fra
deres ungdomsår i foreningen.
De unge mennesker var dog sværere at holde på, end selv PC havde troet, og i løbet af
en kort årrække forsvandt juniorscenen igen. Til gengæld havde man trods alt fundet så stor
interesse blandt de unge, at kommunen i 1969 inviterede en polsk gæsteinstruktør til
Gladsaxe for at give ny inspiration til det frivillige børne- og ungdomsarbejde i skoler,
klubber, fritidshjem og børnehaver. I Polen ledede han ungdomsteatret Gawenda, og i løbet af
det halve års tid han var i Gladsaxe, fik han startet Gladsaxe Kommunes egen afdeling af
Gawenda. Gawenda eksisterer stadig i bedste velgående og bor i øvrigt også på Telefonvej,
om end de ikke deler scene med BAS.
I dag er det sådan, at Gladsaxe Kommunes Ungdomsskole har et hold i drama, der
øver i BAS, og som er ledet af et BAS-medlem.
Generel beskrivelse af medlemmerne
Poul Christensen beskrev i 1960 medlemmerne af BAS i et brev, og det er så
almenmenneskeligt, at det fortjener at blive citeret. ”I al fortrolighed kan jeg sluttelig sige om
netop vores juniorer, at de faktisk repræsenterer de samme karakterer, som vore gamle. Der
er det lidt overfladiske, men absolutte talent, der er den begavede og meget talentfulde fyr,
den kønne stillestående pige, de lidt mindre kønne og idealistiske piger, de meget
arbejdsomme og herlige gutter, der altid møder op, når der skal ”slæves” – og de luddovne,
der aldrig rør´ en finger. Ham, der bliver væk fra prøve, når der er noget godt i TV (det
kommer han nu ikke til at gøre mere!) – og hende, der maser på cykel fra Amager til
Bagsværd for at være med. Mon ikke vi dér finder, hvad samtlige andre grupper indeholder –
alderen komplet underordnet?????”
Da BAS i begyndelsen af 1970´erne begyndte at bruge militærnægtere til at arbejde
bag scenen med dekorationer, kostumer, små revyer m.m., fik disse unge mennesker også
deres helt egen beskrivelse af Poul Christensen: ”De er lidt genstridige for tiden… Jeg var
der den 3. og 4. januar (1972) uden at træffe dem, den 5. var jeg der også, da havde jeg
aftenen før bedt dem gøre i stand i teatret, det var også gjort, men så var herrerne taget til
møde inde i byen kl. 13. Nu ved jeg ikke, om Ove og Axel (to andre medlemmer af
bestyrelsen) har det samme indtryk, men for mig at se kan vi snart lisså godt kvitte dem –
navnlig hvis vi skal betale husleje på 2-300 kroner om md. for den næste… Jeg har bedt dem
lave noget til revyen, men har ikke set eller hørt noget endnu. Og hvad skal de ellers lave?”
Problemet var – igen ifølge Poul Christensen – at: ”Ellers har vi jo i perioder haft endog
særdeles stor glæde af dem, vort problem er blot, at de går og tuller rundt alene om dagen,
mens de er hjemme hos Lillemor om aftenen, når vi altså er her”.
Ikke ganske overraskende opgav bestyrelsen herefter at ansætte militærnægtere, for
ikke nok med at de var svære at beskæftige, de skulle altså også have et værelse stillet til
rådighed af arbejdspladsen, hvis de var singler (gifte fik stillet bolig til rådighed på anden
vis). Borgmester Erhard Jacobsen var ikke vild med militærnægterne, og det fik også
betydning for bestyrelsens beslutning, for det betød i sidste ende, at kommunen måske ikke
ville finansiere BAS underskud, hvis underskuddet var kommet pga. huslejeudgifter til en
militærnægter.
Repertoiret

BAS har været vidt omkring i deres repertoire gennem årene. Noget af det første, man
spillede i 1955, var Hostrups ”Genboerne”, som jo tager udgangspunkt i en lokal Gladsaxeskikkelse,
om end dette ikke var begrundelsen for at opsætte netop det stykke. Faktisk havde
man også spillet stykket i 1953, altså da man stadig var en kirkelig skuespilgruppe. I 1955
deltog man i alt i 18 forskellige skuespil, og det skulle blive reglen gennem årene, at man
gennemførte et vidtspændende repertoire, og opsatte mange stykker hvert år. Undtagelsen var
dog årene omkring 1970, hvor der kun spilledes et stykke om året. Succeserne brugte man
ofte til at drage på turné med. De penge, man tjente på forestillingerne, blev ofte brugt til at
engagere professionelle instruktører.
Gennem årene lagde man sig fast på en strategi i BAS. Man forsøgte jævnligt at vise
helt nye og moderne skuespil, men samtidig holdt man også fast i de gamle kendinge, og bl.a.
Holbergs skuespil, som var Poul Christensens foretrukne, optræder jævnligt i repertoiret.
Man sørgede også for at få ideer fra andre amatørteatre fra ind- og udland. BAS
optrådte flere steder i landet. I 1962 fik Poul Christensen arrangeret med ejerne af Admiral
Gjeddes Gård i København, at BAS skulle optræde dér. Det blev en tradition, der stadig lever
i bedste velgående. De sidste par år sat lidt i bero på grund af Gjeddegårdens restaurering,
men traditionen genoptages i 2005 eller 2006.
Man prøvede også gennem årene at holde fast i BAS´ religiøse fortid. Da man i 1967
begyndte at overveje indvielsesforestillingen til Smedien, blev man enige om følgende: Først
en børneforestilling á ca. 20 minutters varighed. Dernæst et Holberg-indslag á 20-30 min.
Derpå et uddrag af Barabas, som var et religiøst Aldershvilespil, som første gang opførtes i
1956 og endelig et stykke moderne dansk dramatik á ca. en halv times varighed.
Til 25-års jubilæet i 1979 holdt man sig til Holbergs Barselsstuen, samtidig havde
man allerede i 1977 bedt Karen Aabye om at skrive et stykke om Grevinden af Bagsværd,
som man ville bruge til de årlige festspil i Aldershvileparken. Karen Aabye var jo et af
foreningens ”fine” medlemmer, og hun havde allerede i 1958 skrevet en bog om Grevinden af
Bagsværd, så BAS mente nok, hun kunne omskrive denne biografi til et skuespil relativt
hurtigt.
Sådan kom det dog ikke til at gå. Hvorfor Karen Aabye afslog, melder historien ikke
noget om, men et bud er, at den aldrende dame (75 år) ikke har overkommet opgaven. BAS
gik dog videre med deres planer om et skuespil over Grevindens liv. Man bad tre forfattere,
hvoraf den ene dog hurtigt trak sig, om at give deres bud på et skuespil, og valgte Kaj
Himmelstrups version. Grevinden af Bagsværd blev opført første gang i Aldershvileparken i
1983. Karen Aabye opnåede aldrig at se den færdige forestilling, da hun døde i 1982. Her i
2004 er skuespillet udvalgt til at være jubilæumsforestilling, i en ny udgave, som Kaj
Himmelstrup har genskrevet, så det kan sættes op i Smedjen, der jo har en noget mindre
scene end Aldershvileparken.
På vej mod en fast adresse
27 aktive amatørskuespillere med sminke, rekvisitter, kulisser, tekniske installationer m.m.
krævede plads. Den plads havde man af gode grunde ikke. Foreningens medlemmer lagde
derfor på skift hus til prøverne. Det var i længden meget utilfredsstillende og besværligt.
Det var ikke svært at finde steder at opføre stykkerne. Aldershvileparken lagde - og
lægger stadig – græs til sommerspillene, mens kommunen kvitterede for foreningens
anstrengelser ved at opstille flagallé ned mod scenen på premiereaftenerne. I dag medvirker
BAS desuden på kommunens stort anlagte årlige kulturdag.

Ved de indendørs stykker brugte man oftest Stengård Skoles aula, men også mange
andre af kommunens skoler lagde i årenes løb hus til BAS. I 1965 ombyggede man sågar
filmsalen på Buddinge Skole til miniscene.
Men i 1966 begyndte det så småt at lysne. Irons maskinfabrik, som under krigen
havde været ramt af sabotage, havde i 1964 solgt deres gamle fabrik på Telefonvej 7 til
kommunen. Iron brugte dog stadig selv fabriks- og kontorbygningen og var i 1964 begyndt at
opføre en ny fabriksbygning på grunden. Fabriksbyggeriet fortsatte og stod færdigt i 1966,
hvor det blev præmieret! Kommunen agtede at bruge den nyopførte fabriksbygning til
værkstedsskole, når Irons lejemål udløb i slutningen af 1966. Men i mellemtiden fik
værkstedsskolen andre lokaler, og nu stod kommunen med en splinterny fabriksbygning, som
man ikke anede, hvad man skulle bruge til! Man overvejede at sælge, men BAS fik nys om
sagen og beså lokalerne. Bestyrelsen var begejstret ”idet de fandt, at der netop kunne
indrettes et lille værkstedsteater, som kunne blive en ideel ramme om deres arbejde”.
I første omgang fik ”Den private realskole i Søborg” dog tilladelse til at leje
Telefonvej 7, hvor de forblev i 1967 og 1968. Men i mellemtiden overvældede Poul
Christensen de lokale aviser, kommunen m.fl. med breve, indlæg og gode argumenter for, at
BAS skulle få lov at indrette Irons gamle smedje til fast domicil, ligesom foreningens
formand, Nina Christoffersen, også skrev breve til kommunen. BAS mente, at teatersal,
værksteder, foyer m.m. i Irons ”gamle” smedje, ville kunne laves for i alt 135.000 kr., og man
håbede, at kommunen ville finansiere ombygningen.
D. 15/4 1967 gav kommunen grønt lys for indretningen af den gamle smedje til teater
for BAS. I den anledning indkaldte Poul Christensen til et ”jubel-, orienterings- og
præsentationsmøde på åstedet, Telefonvej 7”. Kommunen var dog ikke til sinds at betale hele
gildet. Man accepterede en beløbsramme på 100.000 kr., hvoraf kommunen ville yde de
70.000, mens BAS selv skulle finde de 30.000.
Nu kunne man forledes til at tro, at alle problemer var løst, og at byggeriet kunne gå i
gang. Men sådan var virkeligheden ikke. Stadsarkitektens kontor var så underbemandet, at
stadsarkitekten ringede til Poul Christensen privat og sagde, at hvis han havde nogle, der i al
diskretion kunne lave tegningerne til ombygningen, men lade kommunen tage æren/ansvaret,
så ville det hele nok gå noget hurtigere… BAS foreslog herpå et ”pakkasseteater” bygget af
kassemoduler. Næste problem var foyeren til publikum, som kommunen fandt for dyr.
Løsningen blev, at BAS legede selvbyggere for kommunens regning. Så manglede der
installation af varme og elektricitet osv.
Smedjen kunne tages i brug i december 1969 og kom til at koste noget mere end de
oprindeligt budgetterede 135.000 kr.
Men hvad skulle scenen hedde? Medlemmerne havde mange forslag: ”Telefonteatret”,
”Smedeteatret”, ”Gladsaxe Amatørteater” eller ”Smedien”. Sidstnævnte forslag vandt om end
stavemåden i dag er ændret til ”Smedjen”.
BAS nyeste historie – kort fortalt
I årenes løb fik BAS indrettet Smedjen, så den passede bedre og bedre til teaterformål. Man
fik f.eks. ombygget foyeren i 1977. Men netop nu er en lokalplan for området til høring,
hvorefter man regner med at jævne Aktivcentret, hvori BAS ”Smedjen” ligger, med jorden,
for at bygge etageboliger. Til gengæld er man i gang med at indrette den tidligere
telefonfabrik på Telefonvej 8 til nyt opholdssted for BAS, Gawenda og de mange øvrige
foreninger, der tidligere havde til huse i Aktivcentret på Telefonvej 7. Det nye og væsentligt
større Aktivcenter står efter planen klar til indvielse i uge 7, 2005.

Kilder og litteratur
Bagsværd Amatør Scenes korrespondance 1954-1980
BasAvisen 1980-2003, specielt april 2003, artikel om Poul Christensen