Jan Boisen Junker

Jan Boisen Junker
af Jan Schmidt Sørensen
Denne mand har jeg haft den store glæde at have
meget såvel skriftlig som telefonisk kontakt
med. Ja, det blev også til et møde. Desværre kun
det ene møde fordi Junker var meget syg, og
døde kort efter. Skulle der være nogen som ved
noget om Junker eller hans familie vil jeg være
taknemlig for oplysninger.
Jeg kom i kontakt med ham i forbindelse med, at
jeg samlede oplysninger til min bog "Hans
Hedtoft". Af dem der kendte ham godt, havde
jeg på forhånd fået oplyst at det var omsonst,
fordi han bare sagde nåh og hmmm. Det startede
godt nok også noget i den retning, men nu er jeg
jo selv gammel sømand så jeg ved udmærket
hvordan man kommer i tale med en kaptajn. Jeg
sagde nogle ting som jeg ikke mente, men det
hjalp til at jeg fik en skideballe og så var isen
brudt. Efterfølgende havde vi meget kontakt.
Dette er skrevet fordi jeg mener, at mænd af
hans karakter bør huskes og deres minde æres.
Følgende noterede jeg straks efter hjemkomsten:
Møde med kaptajn Jan Boisen Junker
Søndag den 12. maj 1996 havde jeg en oplevelse
jeg aldrig glemmer. Det var dagen jeg mødte
kaptajn Jan Boisen Junker (født 1917).
På forhånd var jeg en smule nervøs, for om jeg
kunne liste ham til at fortælle om sit liv. Min
bekymring blev hurtigt gjort til skamme, ikke
alene havde Junker meget at fortælle, han var
også en meget god fortæller.
Jeg kom til ham kl. 13:50, han havde bakket op
med kaffe og blødt brød. Som den naturligste
ting i verden gav han sig til at fortælle.
Hans far
Han hed Jørgen Boisen Junker og var en rigtig
sejlskibs skipper. I 1896, længe før Panama
kanalen blev gravet, sejlede han til San Fran-
cisco neden om hornet. Senere i en alder af 82
år, fik han lyst til at gense byen. Han ville se
hvordan byen så ud efter det voldsomme
jordskælv i dagene 18.- 22. april 1906. Han tog
med, vist nok ØK, over gennem Panamakanalen
og op langs kysten til San Francisco. Da han
skulle hjem valgte han at tage med Greyhound
busserne til New York. Busssen kørte ikke om
natten, der skulle de rejsende have mulighed for
at hvile. Junker senior mente ikke der var grund
til at indlogere sig på hotel, han fandt en bænk i
parkerne omkring busstationen. Han fortalte
senere at det var en stor oplevelse at sove
sammen med de subsistensløse, og at det tog
kegler når han om morgenen bød på morgenmad
i busstationens cafeteria.
Hans datter havde et farligt mas med at passe
ham. I haven var der nogle kirsebærtræer, og
selv om Junker senior var langt over 80 år ville
han klatre op i træerne og plukke kirsebær.
Datteren bad ham om at stoppe med de
udfoldelser, fordi hun ikke kunne samle ham op,
hvis han faldt ned. Senior mente dog ikke det
var så galt, "Du kan vel i det mindste give mig
en pude under hovedet hvis jeg falder ned"
sagde han. Jeg ved ikke om han klatrede op,
men alene det han kunne få tanken viser han var
en robust herre.
Barndommen
Første gang han blev fotograferet på et skibsdæk
var da han var 4 år gammel. Junker senior var
var kaptajn på den gamle "Georg Stage" og når
skibet var i København var den lille Junker med
sin far ombord. Engang var der også en fotograf
ombord på skibet. Junker senior fandt på at
junior skulle fotograferes ved skibets rat. Junior
fik besked på at han skulle ligne en rigtig
sømand, det morer Jan Junker sig stadig over,
for selv om han har sejlet hele sit liv, ved han
stadig ikke hvordan en en sømand ser ud.
Jan Junker havde to mindre brødre og en en
mindre søster. Han fortæller selv at han var nødt

til at holde de mindre i ørerne, og måske var han
ind imellem en smule barsk. Jeg tror, at den lille
Junker var manden i huset når far var til søs.
Billeder fra hans yngre dage afslører, at han
antagelig ikke har været let at løbe om hjørner
med.
Allerede tidligt i hans barndom meldte udlængslen
sig hos den lille Junker. Han besluttede at
han ville emigrere til Amerika, og vandrede følgelig
derudad. Forsøges mislykkes dog, for den lille
emigrant havde glemt, at man kunne blive sulten.
Så da sulten meldte sig ændrede han kurs til
hjemad til mors kødgryder.
I alle hans ferier var han ude og sejle med sin far.
Det har nok været nødvendigt for at aflaste
moderen lidt. Jeg tror at det har været en stor
opgave for hende at opfylde Jan´s behov for
oplevelser.
Da han var 13 år kom han med "Georg Stage" på
togt, dernæst kom han med "Danmark".
Voksenlivet
I tiden før 2. verdenskrig sejlede han med
forskellige sejlskibe, desværre ved jeg ikke noget
om den periode. I begyndelsen af krigen gjorde
han tjeneste ombord på en minestryger, hvor han
var løjtnant. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men han
mente ikke der var fornuft i det arbejde han
udførte. Han tog til Sverrige for at komme videre
til England.
I Sverige kom han i tugthus i en uge, og efter
store vanskeligheder kom han med et fly til
England. Hvordan de nærmere omstændigheder
var ved jeg ikke, men han blev indrulleret i den
engelske hær, hvor han blev uddannet i mange
forskellige ting. Det eneste han fortalte var, at det
var en hård uddannelse. Han blev faldskærmssoldat
i SOE, og kastet ud over Danmark.
Tilføjelse:
Jan Boisen Junker blev nedkastet på operation
Spaghetti natten mellem 10-11/12 1943 ved
Fristrup Krat øst for Hammel. Han blev arresteret
4/8 1944. Han blev nedkastet af Halifax NF-K fra
138 Sqn ført af F/Sgt Thomas som på samme tur
nedkastede på Tablejam 14 ved Skodborg Høj.
Han blev arresteret den 13. december 1943 af
tyskerne, og kom i fængsel i Århus. (oven over
står der at han blev taget 4/8, begge datoer
optræder. Jeg gætter på, at den 4/8 er den dato
hvor han blev flyttet til Tyskland) På et
tidspunkt efter Kaj Munk var blevet myrdet blev
han sammen med en anden modstandsmand kørt
ud på Hørbylunde bakke (vist nok) for at blive
henrettet som hævn for mordet på Munk. I sidste
øjeblik blev henrettelsen forhindret af en
motorcykelordonans der kom med kontraordre.
Der var ganske enkelt for meget uro i den
danske befolkning til at tyskerne turde henrette
de to modstandsfolk.
Junker blev derefter overført til Vestre Fængsel,
hvor han sad på dødsgangen. Af hans beretning
fremgik det tydeligt, at han havde indstillet sig
på at hans liv havde nået sin ende. I mere end et
halvt år sad Junker i en celle der var 3 x 2 meter,
uden at komme på gårdtur, og der var heller ikke
noget at læse i. Det er underligt han slap fra det
med forstanden i behold. Han blev flyttet til et
fængsel i Tyskland. En dag kom han med på en
transport, det var vist nok til Rostock han skulle,
for at blive henrettet. Til hans held blev byen
bombet af de allierede inden de nåede frem. Da
han senere meldte sig tilbage til den engelske
hær, kiggede de underligt på ham for de havde
fået oplyst, af tyskerne, at han var henrettet.
Hans bekendskab med tyskerne blev rundet af
med en tur i koncentrationslejren Sachenhausen.
Der sad han sammen med 274 andre danskere.
Jeg ved ikke noget om hans ophold der, men jeg
ved han kom hjem med de hvide busser.
På et tidspunkt var Junker 2. styrmand på
"Georg Stage" mens det foretog en jordomrejse.
På den rejse lavede han en model af skibet.
Mange år senere var der nogle som opfordrede
ham til at forære modellen til søfartsmuseet på
Kronborg. Junker tilbød dem modellen, de var
lidt tøvende med om de i det hele taget var
interesseret, men sagde dog, at de måske kunne
finde en plads til den. Som det forstås blev der
ingen bukser ud af det skind. I midlertid var der
nogle amerikanere, der havde fundet ud af at han
havde modellen. Jeg kender ikke de nærmere
omstændigheder, men der kom en mand, from
over there, og kiggede på skibsmodellen. Han
fik straks julelys i øjnene og sagde: "Jeg kan
godt sige dig, jeg har kun 2.000 dollar, det er
alt", dengang stod en dollar til omkring ti
kroner. Junker var storsindet og sagde: "Så giv
mig de 1.500, og tag den med dig". Der blev

estilt et ekstra sæde i flyet til modellen. Til
brug for forsikringen blev der taget en masse
billeder af modellen, disse billeder fik Junker en
kopi af. Jeg har set billederne, og det fremgår
tydeligt, at det var en meget smuk og detaljeret
model.
Tiden i Kongelig Grønlandske Handel
Fra 1948 til 1974 gjorde Junker tjeneste i KGH.
På grund af sin faglige dygtighed nød han
hurtigt stor respekt. Efter forholdsvis kort
ansættelse blev han udnævnt til fører af
"Kaskelot". Allerede på den den første rejse han
gjorde med som kaptajn, blev omgivelserne klar
over, at her var en mand, som der ikke skulle
spøges med.
"Kaskelot" skulle afgå fra København sammen
med "Disko" ført af kaptajn P. L. Rasmussen
(der senere gik ned med "Hans Hedtoft"). Da
Junker og Rasmussen på afsejlingsdagen var til
møde med skibsinspektøren sagde denne "Nord
for Helsingør er der en skrækkelig masse is, og
derfor skal I gå op til Helsingør og ankre. Først
ved daggry begiver I jer ud i Kattegat for jeg vil
ikke risikere, at skulle hente jer ved Kullen med
en isbryder".
"Kaskelot" var klar til afsejling en smule før
"Disko", så Junker stod ud i sundet. Ved
Kronborg ankrede han som beordret, og ventede
til daggry med at sejle videre. Junker tænkte, at
det var mærkeligt, at "Disko" ikke også lå for
anker, men den måtte jo være forsinket af en
eller anden grund. Da "Disko" senere sendte en
positionsmelding viste det sig, at den var langt
forud for "Kaskelot". "Disko" havde altså
passeret "Kaskelot" om natten og var gået
nordpå. Egentlig var det en svinestreg af kaptajn
Rasmussen, men det er forståeligt at han ville
komme før opkomlingen til Grønland.
Da "Kaskelot" passerede Kap Farvel var Junker
i radiokontakt med Rasmussen der sagde, at
Junker var nødt til at følge den rende "Disko"
havde lavet for der var store isvanskeligheder,
Det ville Junker lige tænke nærmere over.
"Disko’s" første anløbsplads var lidt nord for
den plads "Kaskelot" skulle anløbe først. Ved en
snedig manøvre, som jeg ikke helt forstod
lykkedes det Junker at komme først på plads,
Det var noget med, at han gjorde ligesom
vikingerne, altså lod havstrømmen føre ham til
målet. Rasmussen der troede, at "Kaskelot" sad
fast i isen blev meget forbavset, da han endelig
nåede bestemmelsesstedet og fik oplyst at
"Kaskelot" var godt i gang med at losse.
Herefter var der ingen tvivl om at opkomlingen
var sin opgave voksen.
I 1957 fik Junker med stort besvær orlov fra
KGH. Han var blevet udvalgt til sejle som 2.
styrmand på "Mayflower". Kaptajn Rasmussen
hjalp meget til med at få orloven bevilget. Han
sagde til inspektøren at de burde være stolte af
at have en medarbejder der blev udvalgt til
denne færd.
Den "Mayflower", som Junker var med, var en
rekonstruktion bygget efter hvad man vidste
om den "Mayflower" der i 1620 sejlede 102
puritanere, de såkaldte pilgrimsfædre, til det
senere Massachusetss i Nordamerika. "Mayflower"
2 gjorde den samme rejse.
Den 21. februar 1959 blev der afholdt
mindegudstjeneste for de omkomne på "Hans
Hedtoft". Junker deltog i denne. Den følgende
beskrivelse skrev han til mig:
”Gudstjenesten fik, så vidt jeg ved, ikke megen
omtale i aviserne, men jeg overværede den selv
på meget tæt hold og kan derfor berette om de
faktiske forhold, selv om de ikke egner sig til
offentliggørelse.
Da gudstjenesten skulle foregå i Holmens
Kirke, var der opstået en strid mellem biskoppen
for Grønland og den biskop, som Holmens
Kirke sorterede under, om hvem der skulle
holde talen. Da ingen af parterne ville lade den

M/S ”KASKELOT” laster kul fra pram i Qutdligssat
anden komme til, stod de begge foran alteret,
hvor de skiftevis talte (der er jo kun plads til en i
prædikestolen).
Først ankom et musikkorps fra Livgarden
spillende en sagte sørgemarch og tog opstilling
foran kirken. Lidt senere kom marinens tamburkorps
med højt klingende spil, lidt før kirken
besindede de sig, og slog over i noget mere
afdæmpet, og tog også opstilling ved kirken.
Inde i kirken var der lagt en række store kranse
fra de forskellige ministerier og andre fra alteret
og ned ad midtergangen. Vi, seks officerer fra
Grønlands Handel, stod med tre på hver side af
kransene i vores pæne uniformer og med
kasketten under venstre arm.
Kong Frederik IX sad lidt til venstre for os, kun
få meter fra mig. En gang imellem, når de to
talende biskopper sendte hadske blikke til hinanden,
gik der et lille ironisk smil over Kongens
ansigt, som han delvis skjulte med hånden. Jeg
tror,at alle øvrige i kirken sad for langt væk til at
kunne bemærke noget.
Selv om jeg havde de mange, jeg kendte fra
"Hans Hedtoft", i tankerne, var det med blandede
følelser jeg forlod kirken.
Der havde været strid og kiv om "Hans Hedtoft"
lige fra begyndelsen, men selv afslutningen
kunne altså heller ikke foregå i mindelighed.
Jan Junker skrev et lille efterskrift:
Var navnet "Hans Hedtoft" forkert valgt til
skibet? Statsminister Hans Hedtoft døde pludseligt
og alene på et hotelværelse i Stockholm i
1955 kun 52 år gammel.
Junker havde mange evner, han kunne også digte
se selv:
"Tanker på falderebet"
Ved kaptajn Thøger Sørensen´s tilbagetræden i
marts 1972 eller epilog over "Grønlands´s
Handels plads i København":
I trangraven steg en skipper i land
hans hår de var hvide
han havde ej været på Burmavej
i mange herrens tide.
Han havde ej set at pladsen den faldt
for politiske spekulanter
skæbnen havde fra hjemmet ham kaldt
langt ud på de grønlandske kanter.
Fra skibet han træder så sindigt i land
hans kuffert er tung at bære
den er pakket med erfaring i
Grønlandssejlads
noget, som nutiden godt kan undvære.
I porten han vender sig omkring
og skuer ud over pladsen
til venstre ligger kaj 1-2-3
og resten af suppedasen.
Til højre ligger trangraven hen
som en rest fra gamle dage
hvor skibe drog ud og de fleste kom hjem,
men nogle kom aldrig tilbage.
Hvor er i henne i store og små
"Kaskelot" og "Jutho" og resten
det er lidt vemodigt at tænke på
at de alle er borte med blæsten.
Snart skal vi alle flyttes herfra
vi har længe mærket tendensen
nu venter vi kun på en isrecco fra
"Lima - Oskar - Bravo" Jensen.
Jan Boisen Junker
Efterskrift:
Forfatteren af denne artikel døde den 6.4.2009 af
en kræftsygdom i an alder af 56 år. Hans bror
Allan vil videreføre hans hjemmeside:www.janss.dk
og kan kontaktes her.

Læsekommentarer om kaptajn Jan Boisen Junker:
En lille historie fra Junkers tid som kaptajn i K.G.H. Junker var afløserkaptajn på ”Erika Dan” i 1965
(tror jeg det var). Vi var på rejse fra København til Grønland og da vi skulle passere Helsingør, hvor
der jo er tæt tværgående trafik, var Junker selvfølgelig i styrehuset, han stod i ene hjørne med sin
fedtede kasket trukket godt ned i panden. 3. styrmand var helt nyudklækket fra navigationsskolen, og
godt nervøs over den megen trafik, og var ikke så heldig med at afpasse fart og det at vige på de
rigtige steder, så Junker måtte hjælpe ham. Efter passagen var styrmanden synlig nervøs, og
forventede en skideballe af store dimentioner, den eneste kommentar fra Kaptajn Junker var:“Det var
De sgu så heldig med”. Det var alt, så var det glemt fra Junkers side, men aldrig fra styrmandens side.
På en anden rejse serverede hovmæsteren kolorabisuppe til middag, det skulle han aldrig have gjort.
Det blev øjeblikkelig taget ud af messen med besked om, at der aldrig skulle serveres kolorabisuppe i
skibe, hvor han var kaprajn fo det havde han fået nok af i sin tid som fange hos gestapo.
Af Jørgen Scheel-Poulsen den 5. februar 2009
Mange tak for at du deler dine oplevelser med os. Den slags er med til at tegne et meget mere
nuance-ret billed af kaptaj Junker. Det passer også med det andre har sagt om Junker, nemlig at han
var en mand af få, men velvalgte ord. En kvindelig journalist sejlede en del med kaptajn Junker på
vestkys-ten. Da hun kom hjem skrev hun en bog om hendes rejse. I den fortæller hun også om den
meget spændende, og fåmælte mand. Bogen forærede kaptajn Junker mig. Jeg skal finde den frem og
skriver titlen i denne kommentar.
Af Jan den 5. februar 2009
————————————————————————————————————————–-
Jeg havde den glæde, at sejle som telegrafist under kaptajn Junker i m.s. ”Disko” i 1963. Han var
rigtig nok en mand af få ord, men man følte sig godt tilpas i hans selskab. Som kaptajn var han overordentlig
kompetent.
Af Jan Preisler den 12. februar 2009
Velkommen her på bloggen, og mange tak for kommentaren.
Jeg er meget glad for at få oplysninger, om kaptajn Junker af folk der har sejlet sammen med ham.
Man må nok regne med, at det er ved at være sidste udkald for at få oplysninger om denne fantastiske
mand, af folk som har sejlet sammen med ham.
Af Jan den 12. februar 2009
————————————————————————————————————————–
Jeg var med på den sidste sejlads på ”Disko” i 1963, hvor Junker var kaptajn. Da vi gik på grund
knækkede kølen ved indsejling til Frederikshåb. Jeg var med som ungmand på udkig på broen.
Junker var kold og rolig, som vanlig og sagde kun: ”Nå Jumbo, nu kan vi vist nok pakke vores
køjesæk. BEMÆRK: Som jeg erindrer, var årsagen til grundstødningen problemer med styremaskinen
og maskinen (fra 1927). Vi sejlede herefter med eskorte af et par Y-kuttere til Godthåb og
herefter til Egedesminde, hvor Disko endte som en slags hotelskib.Særligt husker jeg Kaptajn Junker
for, at han hver morgen, hvor jeg skulle pudse messing i styrehuset, sendte mig i kabyssen efter en
amagermad, det var hans faste morgenmad hver dag. En prikær ting husker jeg også fra broen på
”Diske”. Junker (og mig) opdagede, at det svandt i min polersprit på broen, hvilket afstedkom, at 1.
styrmand Nielsen (senere Kaptajn i KGH) smurte sort trykfarve på flaskehalsen. Det blev efterfølgende
svært at bortforklare for en ussel sømand. Af mere sørgelige historier fra det år var også, da
vores færøske maskinmester skød vores telegrafist (var det Jan Preisler, som har skrevet på denne
blok?). Det afstedkom en frygtelig følgeulykke, nemlig, at en tilkaldt læge i en Catalina fløj ind i et
bjerg og alle omkom inkl. lægens familie, som han havde taget med på turen. Positive oplevelser samt
godt kammeratskab og mange venner (og veninder) husker jeg fra dengang. Her blot nogle få nævnt:
Kai Refsgaard, Verner (senere havnefoged i Nuuk), Augusta Frederiksen, Kirsten Davidsen, Stefine
Lynge, vores donkeymand, vores fantastiske kok og hovmester og selvfølgelig Kaptajn Junker, som
var idealet af en sømand/kaptajn. Hvis andre kan huske mig fra DISKO 1963 så kontakt mig gerne.
Af Jann C. Persson (Ungmand på DISKO 1963) den 24. november 2009.E-mail: himmelev@mail.tele.dk
fortsættes...

Hej Jann, og tak for dit indlæg.
Som du kan læse andetsteds på bloggen, er Jan (min storebror) desværrre død her i foråret. Jeg har
dog lovet ham at føre hans hjemmeside og bloggen videre, da det jo er et godt opsamlingssted for alle
søfartshistorie relaterede historier. Din historie er jeg ked af, at Jan ikke kom til at se, for det er bl.a.
disse historier, beretninger og små anekdoter fra hverdagen til søs om han holdt meget af.
Men under alle omstændigheder, velkommen til indlægget.
Af Allan den 25. november 2009
————————————————————————————————————————–
Min morfar, Jens Kruse, var 1.maskinmester på m.s.”Disko”. Desværre døde han før jeg blev født.
Nu er jeg gået i gang med at forsøge at få rede på hans liv. I den forbindelse er jeg interesseret i om,
der er skrevet om ”Disko” 1927 - 1940 eller om der er nogen, som kan huske noget derfra.
Af Bjarke Thorsteinsson den 16. Marts 2010
Hej Bjarke.
Velkommen og tak for dit indlæg på bloggen. Jeg håber at der er andre brugere af bloggen, som kan
hjælpe dig.
Af Allan den 18. marts 2010
————————————————————————————————————————–
Hvor sjovt, det er min Grandonkel. Det er meget sjovt at høre om sin mors onkel og at familien Junker
bare har noget med havet og gøre.
Af Emil junker den 21. januar 2011
twp/3.4.2011/kapt.junker.pdf