læs novelle

Maskeret
En pludselig kulde ramte mig, da jeg trådte ud ad hoveddøren. Måske skyldtes det den kolde vind, der
øjeblikkeligt truede med at flå masken af mig og afsløre mit forehavende. Måske var det angstsveden, der
piblede frem. Jeg ved det ikke. Men nu stod jeg i det. Nu stod jeg med sort kappe og en meget bleg maske
og var på vej til karneval. Jeg aner ikke, hvorfor jeg gjorde det, men nu var jeg der.
Jeg stavrede som en nyfødt girafunge rundt uden for min opgang og kæmpede med at overbevise mig selv
om, at dette var bedre end at ligge på sofaen, som jeg plejede. Men var det mon egentlig det? Et
insisterende ryk i kappen rev mig ud af min tankerække.
”Hvem er du?”
Jeg så ned på en lille dreng og skulle til at opgive navn og profession og pege på min hoveddør, men
huskede så masken. Nu skulle det være. ”Jeg er Dracula. Kan du ikke se det?”
”Din maske ligner altså overhovedet ikke Dracula.”
”Du ved måske, hvordan han så ud?” Jeg drejede mig teatralsk, mens jeg holdt fat i kappen. Den blafrede
imponerende i vinden, og jeg gik rankt væk fra den lille dreng, der måske stod tilbage med en forbløffende
viden om Dracula. Måske ikke. Jeg var ligeglad. Det handlede ikke om Dracula. Det handlede om mig.
Jeg gik ned gennem den karnevalsramte gågaden. Der var fyldt med glade mennesker i farvestrålende
kostumer over det hele. Folk dansede og smilede, og jeg måtte kante mig uden om midaldrende kvinder,
der i alt for lidt tøj viste, hvordan samba i hvert fald ikke blev danset i de klip, jeg havde set fra Rio. Jeg gik
afslappet. Tænk, at jeg gik afslappet gennem dette menneskehav. Jeg var på jagt efter noget. Ja, hvis jeg
skal leve mig ind i rollen, var jeg vel på jagt efter blod.
Og det var lige præcis, hvad jeg fandt. En pirat og en cowboy var øjensynligt blevet uenige om noget og
skiftedes til at lange ud efter hinandens blødende ansigter. Under normale omstændigheder havde jeg
skyndt mig forbi for ikke at blive involveret. Nej, jeg havde egentlig slet ikke været her. Men opfyldt af den
blege maskes magi gik jeg roligt over til dem og skubbede dem lidt væk fra hinanden. De kiggede begge
overrasket på dette tredje medlem i deres mellemværende, men så mig ikke. De så masken. Jeg bad dem
stoppe, og de blev enige om, at når nu Dracula, eller hvem fanden jeg egentlig skulle forestille, sagde det,
var det nok sikrest at gøre sådan. Piraten kløede sig nervøst på albuen med sin klo. ”Hva’ fa’en… Øh, skal du
med ind og have en øl, Drace?” Min tøven blev tolket som et ja, og så gik vi.
Den bar, de to styrede målbevidst efter, viste sig at ligge få meter fra min egen opgang. Jeg havde aldrig
været derinde, men af og til betragtet stemningen. Det lignede, at folk kunne mødes ene og alene med det
formål at drikke øl. Som om, man ikke behøvede gøre sig umage med noget, hvis bare man drak øl. Der var
småt og røgfyldt. Nogen ville sikkert kalde det hyggeligt. Der kom øl på bordet, og vi skålede, som man vel
gør, når man er venner. Jeg hældte den ene øl efter den anden gennem maskens åbne mund og forvred
1

ansigtet i mærkelige udtryk på grund af den bitre smag. Jeg havde aldrig lært at drikke øl, men det smagte
nu alligevel lidt anderledes gennem en gummimund. Faktisk havde jeg brugt mange timer derhjemme på at
lære at drikke øl, men det var aldrig lykkedes, og det virkede omsonst at drukne sorgerne. Jeg havde nok
lignet en alkoholiker, som jeg sad der i min udraderede sofa og knappede et utal af øl op. Hvis man bare
kunne drikke, var det meget nemmere at passe ind. Og nu gjorde jeg det. Det virkede, som om hver
mundfuld gjorde masken stærkere. Som om jeg kunne slappe af og lade masken tage styringen.
Efter et par timer rejste piraten sig op og råbte ”skål” til hele rummet. Ingen svarede, så jeg stemte i og
skrålede ”SKÅL” af mine lungers fulde kraft, og pludselig var alle med. Sådan gjorde vi nogle gange, og der
kom mange fremmede over til vores bord for at snakke med os. Ikke fordi de havde det store at sige. Bare
for at være der, tror jeg. Det var som om, folk hellere ville snakke med mig, når jeg var klædt ud som
Dracula, end når jeg bare var klædt som mig selv. ”Men I vil blive klogere,” tænkte jeg under masken. På et
tidspunkt sagde cowboyen, at han havde fået en sms fra nogle piger om, at de sad og ventede på dem et
andet sted. Ville jeg ikke med?
Vi gik ud af baren og kom kort efter ind på en ny, hvor der rigtignok sad tre piger og ventede på os. De
kendte tydeligvis alle piraten og cowboyen, og den eneste af pigerne, der havde maske på, pegede på mig,
og spurgte, hvem jeg var. Jeg tøvede, mens jeg spekulerede over, hvad hun forestillede. Maske med
antenner og noget, der lignede vinger. Idet jeg nåede frem til, at hun nok var en sommerfugl, svarede
piraten for mig. ”Det er sgu da Dracula. Kan du ikke se det?”
Dér sad jeg imellem dem, og de troede, jeg var Dracula. I virkeligheden var jeg bare mig selv, men det
kunne de jo ikke vide. Pludselig rejste piraten og cowboyen sig op og forsvandt med to af pigerne, der viste
sig at være deres kærester. Tilbage sad jeg med pigen, som jeg nu havde bestemt måtte være en
sommerfugl. Der var noget over hende.
”Tal til hende” sagde jeg til min maske, men nu var den lige så tavs, som en maske bør være. ”Jeg kan ikke
det her uden dig.” Sveden begyndte at løbe fra min pande og samlede sig i små fordybninger på maskens
inderside. Pigen sad bare og kiggede granskende på mig. Jeg drak lidt øl i håb om, at masken igen kunne
tage styringen. Hun så lige igennem mig. Det var tydeligt. Hun havde gennemskuet mit maskespil. Jeg drak
igen og fik kvalme. Men hvorfor sagde hun ikke noget? I et øjeblik virkede min lille stue lokkende med det
tunge mørke og den posede sofa og ikke mindst tårnene af dvd’er med tv-serier. Hvem der bare var
hjemme nu. Jeg kunne vel egentlig bare gå hjem.
Et halvt minut senere stod jeg uden for baren. Jeg havde ikke sagt noget. Var bare gået. Jeg begyndte at
traske hjemad. Nu kunne det hele vist være lige meget. Hvad fanden havde jeg regnet med? At jeg bare
kunne tage en maske på, og glemme alt om, hvem jeg var. At en maske gjorde mig i stand til alt? At den
gjorde mig til en anden? Hvem prøvede jeg at snyde? Det kløede i hånden for at flå masken af. Mon ikke
det er præcis sådan vampyrer føler, når de skal have blod. Eller rygere, når abstinenserne rammer dem. Jeg
besindede mig. Hvis jeg tog masken af ville jeg bare være mig selv igen. Jeg var stadig for langt hjemmefra
til at være mig selv.
Uden at jeg tænkte over det, fangede mit blik noget velkendt. På en kæmpe tv-skærm i Fonabutikken
udspillede en af mine yndlingsscener fra Spin City sig. I et øjeblik gik hele verden i stå, mens jeg sank tilbage
2

i min trygge sofa afskåret fra omverdenen. Lige der, hvor alt foregik efter mit hoved. Hvor jeg ikke
behøvede tage en maske på, for at være mig selv. Netop dér, hvor jeg et tocifret antal gange havde set,
hvordan hovedpersonen, Mike, havde haft muligheden for at vinde sin udkårnes hjerte ved at donere en
nyre til en syg dreng for så at få kolde fødder og springe fra i sidste øjeblik og lade hendes nuværende
kæreste spille helt. Jeg hamrede mod skærmen i frustration mod hans åbenlyse dumhed. Jeg havde råbt
det til ham så mange gange, men han blev ved med at vælge forkert. Hvordan kunne man være så dum?
Forstod han virkelig ikke, at han lige netop dér havde muligheden for at ændre på alt. Muligheden for at
gøre hele sin tilværelse lyserød i stedet for grå. Billedet skiftede til et close-up af hovedpersonen. Jeg stod
længe som et skræmt rådyr i lyset fra en bils forlygter og stirrede ind i disse to krystalklare blå øjne på
skærmen. De var så inderligt bekendte, men der gik et stykke tid, før det gik op for mig, at det var mit eget
spejlbillede. Det var mig, der stod derinde i butikken. Skærmen var gået i sort. Det var mine blå øjne, min
kappe og min blege maske. Og det lignede intet andet end mig. Det var mig, der lige havde undladt at
handle. Det var mig, der var hovedpersonen. Det lignede ikke Dracula. Jeg spillede mig i tv-serien om mig.
Jeg var bare mig. Det vendte sig i maven på mig. Ligegyldigt hvor mange masker, jeg tog på, ville jeg aldrig
kunne snyde mig selv. Jeg ville altid inderst inde bare være den samme. Bare være mig.
Jeg løsrev blikket fra den mørke butiksrude og gik med hurtige skridt tilbage, hvor jeg kom fra.
I baren var der ikke sket det store. Cowboyen og piraten var kommet tilbage med deres kærester, og der
var en ledig plads ved siden af sommerfuglen. Dér satte jeg mig og gjorde mig klar til at svare på, hvorfor
jeg lige var gået. Men spørgsmålet kom aldrig. Hun kiggede bare nysgerrigt på mig, og jeg begyndte
tøvende at snakke. Jeg snakkede om vejret, som man jo gør, om hvad jeg så i fjernsynet. Hun sagde ikke det
store, men sad dér og sad. Aldrig har jeg mødt nogen, der sad så intenst. Det var som om, at selve det at
sidde var nok til at gøre hende tilpas. Jeg rykkede nervøst rundt på mig selv i håb om, at en ny
kropsholdning afledte et nyt samtaleemne.
På et tidspunkt sagde piraten farvel og forsvandt med sin kæreste. Lidt senere gjorde cowboyen det
samme. Jeg tænkte på at gøre det samme, men lod af en eller anden grund være. Jeg blev siddende
sammen med sommerfuglen. Vi sad og hørte på de lyde, der kom ud af min maske. Rystede synkront på
hovedet, når det simpelthen var for tåbeligt og nikkede ivrigt, når der blev ramt helt plet. Det var ikke så tit.
På et tidspunkt hørte jeg mig også fortælle, at radiatoren i min stue peb, når der løb vand igennem. Det fik
sommerfuglen til at rejse sig og flakse op i baren. Lidt efter kom hun tilbage med en drink, som hun satte
foran mig. ”Det er en bloody mary.”
Mere forklaring behøvedes ikke. Jeg gik øjeblikkeligt op i baren og kiggede kortet igennem. ”Det er en
Strawberry Daiquiri,” sagde jeg lidt senere, da jeg satte en drink foran hende. Vi skålede, og jeg faldt
længere og længere tilbage i stolen.
”Endelig kunne du slappe af. Så kan jeg måske også få et ord indført?” sagde sommerfuglen og lagde en
beroligende hånd på mit lår. ”Vil du med hjem?”
Masken hoppede op og ned i hovedet på mig, inden jeg overhovedet nåede at tænke over, at jeg sad dér og
nikkede, og så gik vi.
3

”Du har jo ikke nogen hugtænder,” sagde sommerfuglen fra midten af sin stue.
”Næ, men det tror jeg nu heller ikke, den ægte grev Dracula havde.” Det lykkedes langt om længe at få
knagen til at arbejde sammen med hanken i min noget slidte jakke.
”Men vampyrer plejer da at have hugtænder?”
”Dracula var ikke vampyr, han var bare psykopat. Han er først blevet vampyr i fiktionen, men jeg tror på, at
han var bleg og havde en kappe.”
”Så du har bare sparet hugtænderne væk?”
”Tja, men jeg kan nu godt bide med dem, jeg har.”
”Prøv,” svarede hun helt enkelt og lagde hovedet på skrå, så hun blottede hele den ene side af sin spinkle
hals.
Med en kræftanstrengelse sank jeg en klump, der havde vokset sig større og større gennem mange, mange
år og trådte helt hen til hende. Mine hænder rystede voldsomt, og jeg mumlede noget med abstinenser
efter blod, som fik hendes øjne til at smile. Der stod hun midt på gulvet og gav et monster, der endelig var
sluppet ud i verden efter mange års indespærring i mørke, lov til at lade sine hænder finde hvile på hendes
hofter. Alting var en kamp for at være rolig, og jeg gjorde mit yderste for at bevæge mig afslappet, men det
lykkedes sikkert ikke. Det føltes som en evighed, vi stod der maske over for maske. En lykkelig evighed af
dirrende forventning. Forsigtigt førte jeg min maske forbi hendes og anbragte mit duggede åndehul på
hendes blottede hals.
Jeg bed blidt for at vise, jeg var med på legen. Hendes ene hånd fandt min nakke og kravlede søgende
rundt. Da den fandt en snor i en sløjfe fik den hjælp af den anden hånd. Det hele var en del af legen. ”Nu
kommer det sjove og farlige,” tænkte jeg, mens jeg kunne mærke sløjfen blive løsnet ganske roligt.
”Nu skal vi se, hvem der gemmer sig under masken,” hviskede hun, og jeg rettede mig op igen, så jeg kunne
se hendes øjne, da hun chokeret opdagede, at min maske var en nøjagtig afstøbning af mit eget ansigt.
4