Udsagn - Samfundslitteratur

Kapitel 1 

Udsagn 

veltalenhed er logik med turbo på. 

– Lyman Beecher 

Deklarative udsagn er udsagn, der på den ene eller anden 

måde hævder, at noget er tilfældet og således kan være sande 

eller falske, som i 

eller 

Jeg læser i bogen, (1.1) 

Benedikte spiser ost. (1.2) 

Dette indebærer ikke, at et naturligt sprog kun indeholder 

deklarative udsagn, der er enten sande eller falske. Ordren 

Gå din vej!, (1.3) 

den æstetiske dom, 

Maleriet er smukt, (1.4) 

64435_tal en tanke_r2.indd 17 07-06-2007 11:30:03

18 tAL en tAnKe 

eller det moralske udsagn 

Abort er forkasteligt, (1.5) 

er ikke sande eller falske på nogen indlysende måde, men 

udtrykker talehandlinger, udfylder æstetiske og etiske funk‑ 

tioner eller udtrykker følelser. Disse meningsbærende, men 

ikke‑deklarative udsagn – ikke‑deklarative i den forstand, at 

de ikke er hævdelser om sagsforhold – holder vi for det meste 

her udenfor. Når vi for fremtiden refererer til udsagn, tænkes 

der på deklarative udsagn, med mindre andet er angivet. 

De deklarative udsagn i naturligt sprog, der er af umiddelbar 

interesse for undersøgelsen af tænkningens fundamentale 

principper, falder groft sagt i tre klare kategorier. 

For at skelne mellem disse kategorier kræves en defini‑ 

tion. En definition består generelt i det, der skal defineres, 

definiendum, og det, der definerer det, definiens, på en sådan 

måde, at definiens udgør nødvendige og tilstrækkelige betin‑ 

gelser for definiendum. Derfor bestemmer definitioner på 

entydig måde en genstand. 

Den definition, der er nødvendig for at adskille de tre 

kategorier, der her interesserer os, kan nu formuleres såle‑ 

des: 

Definition 1. Bivalensprincippet: Ethvert udsagn i sproget er 

enten sandt eller falsk. 

Bivalensprincippet medfører, at ethvert interessant udsagn 

enten er sandt eller falsk, og hvis ethvert deklarativt udsagn 


KApIteL 1 · UDSAGn 19 

i sproget enten er sandt eller falsk, er bivalensprincippet 

opfyldt. Således udgør definiens nødvendige og tilstrækkelige 

betingelser for definiendum. 

Ifølge bivalensprincippet er sandhed og falskhed egen‑ 

skaber ved deklarative udsagn – og kun ved deklarative 

udsagn. Dette princip er tilstrækkeligt for at uddrage de 

nævnte kategorier af udsagn, der igen afspejler bestemte 

karakteristiske mønstre for tanke og tale. 

1.1 Kontradiktoriske udsagn 

I filmen Annie Hall siger Woody Allen et sted: 

Hvad hvis alt er en illusion? 

Så har jeg uden tvivl betalt for meget for mit 

gulvtæppe! (1.6)1 

Hvis alt er en illusion, som det første udsagn hævder, så 

ville handel med tæpper ikke eksistere – og ergo ville han 

ikke have betalt for meget for sit tæppe. En af de to må vige, 

eftersom de to udsagn er indbyrdes inkonsistente. Generelt 

er en mængde udsagn inkonsistent, hvis de ikke alle kan være 

sande samtidig. Omvendt er en mængde udsagn konsistent, 

hvis de alle kan være sande samtidig. 

Ved at hævde (1.6.) modsiger Woody Allen sig selv på 

en – indrømmet – vittig måde. Ofte er kontradiktioner imid‑ 

lertid et problem for det menneskelige intellekt. Det har 

været velkendt i det mindste siden Aristoteles, der gav den 

første eksplicitte formulering af modsigelsesprincippet: 



Definition 2. Modsigelsesprincippet: ‘Det er således klart, 

at et sådant princip er det sikreste af alt, og vi kan formulere 

det således: ‘Det er umuligt for den samme ting på samme 

tid at tilhøre og ikke tilhøre samme ting på samme tid på 

samme måde’.’ 

Aristoteles fortsætter med at sige, at hvis man bryder dette 

princip om ikke at modsige sig selv, så er man ikke ‘andet end 

blot en plante’, med mindre man er villig til at præcisere, på 

hvilken måde tingen er den samme og dog forskellig. 

For ikke så længe siden var følgende klistermærke til 

kofangeren populær bag på biler i USA: 

Honk, if your horn is broken (1.7) 

hvilket er lige så selvmodsigende som: 

Du skal altid sige ‘De’. (1.8) 

Selv om de er ordrer, og således ikke deklarative udsagn i 

streng forstand, så indeholder de også selvmodsigelser: Man 

kan ikke dytte, hvis hornet er itu, og man kan ikke hævde en 

regel, som man bryder i selve formuleringen af reglen. Der 

er ingen situationer, der kan opfylde kommandoerne i (1.7) 

og (1.8), og deklarative udsagn med indbyggede modsigelser 

kan aldrig være sande – de er nødvendigvis falske: 

Definition 3. Kontradiktion: Et udsagn er kontradiktorisk, 

hvis det er falsk i alle mulige situationer. 



Udsagnet 

Jeg vælter i byen og bliver hjemme (1.9) 

er umiddelbart en kontradiktion af formen ‘A er tilfældet, 

og ikke‑A er tilfældet’. Uanset hvordan forholdene er, kan 

man ikke både‑og – medmindre man specificerer på hvilken 

måde, man både går på druk og samtidig bliver hjemme for 

at se den seneste episode af Sex and the City. Hvor (1.9) er en 

kontradiktion baseret på udsagnets form, så hidrører kontra‑ 

diktionerne i (1.7) og (1.8) fra betydningerne af udsagnenes 

ord. Inkonsistenser som (1.6) og selvmodsigelser som (1.7) 

og (1.8) kan bestemt være underholdende, men kun fordi 

de ikke tages bogstaveligt – for i så fald viderebringer de 

ingen information. 

USAs tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld må 

man på den anden side tage alvorligt. Han er berømt for at 

være vidtløftig – ja, endda selvmodsigende, som her under 

Forsvarsministeriets pressekonference 12. februar 2002: 

Reports that say that something hasn’t happened are 

always interesting to me, because as we know, there are 

known knowns; there are things we know we know. 

We also know there are known unknowns; that is to 

say we know there are some things we do not know. 

Så langt, så godt: Rumsfeld ved, at han står på det Hvide Hus’ 

pressepodie, og ved at reflektere ved han, at han ved det; han 

ved også, eksempelvis, at han ikke kender køreplanen for 

samtlige tog, der går fra Grand Central Station i New York 



City, så han ved, at han ikke ved det. Rumsfeld fortsætter 

imidlertid: 

But there are also unknown unknowns, 

the ones we don’t know we don’t know. (1.10) 

‘Unknown unknowns’, ukendt ikke‑viden, er en selvmodsi‑ 

gelse at hævde eksistensen af. At hævde, at der er ting, ‘vi 

ikke ved, vi ikke ved’, er at hævde viden om ikke‑viden, som 

vi angiveligt ikke ved noget om. Således reduceres (1.10) 

til en absurditet. Der er ikke noget at sige til, at Rumsfeld 

fortsætter med ‘snedigt’ at tilføje: 

If I know the answer I’ll tell you the answer, and if I 

don’t, I’ll just respond, cleverly. 

Længe før Rumsfeld argumenterede den britiske filosof G.E. 

Moore for, at der er noget uundgåeligt modsigelsesfuldt ved 

udsagn som 

Der er ni planeter i vort solsystem, men det er ikke 

tilfældet, at jeg tror på det. (1.11) 

Enhver variant af (1.11) kaldes en performativ modsigelse 

(fordi man i selve sin handling modsiger det, man hævder) 

eller et Moore‑paradoks – og man kan sige, at Rumsfeld 

burde have kunnet sin Moore. Niels Bohr spillede engang 

listigt på paradokset, da en interviewer undrede sig over, at 

fysikeren havde en hestesko over døren til sit sommerhus 



som en magisk garanti for lykke. Kunne en fysiker virkelig 

tro på, at den slags overtro virkede? Bohr: 

Men jeg har ladet mig fortælle, at det også virker for 

dem, der ikke tror på det …. 

Et berygtet eksempel på en performativ kontradiktion i ame‑ 

rikansk politik blev leveret af den tidligere vicepræsident 

Dan Quayle i 1992, da han besøgte Trenton Munoz Rivera 

School. En tolv år gammel elev William Figueroa havde 

korrekt stavet til ‘potato’ på tavlen, men vicepræsidenten 

insisterede på at tilføje et ‘e’ til sidst. Quayle svarede bittert 

på den artikel i Washington Post, der afslørede hans brøler 

i Trenton, ved at sige, at artiklen kun fik så stor medieop‑ 

mærksomhed, fordi ‘den syntes at være en perfekt illustration 

af, hvad folk alligevel mente om mig.’ 

Når folk i en debat er tilstrækkeligt pressede, siger de 

ofte ‘OK, ja, måske har du ret, men alligevel …’ 

Alt er relativt. (1.12) 

Hvis alting er relativt, så må der være noget, som alting er 

relativt til. Men dette noget kan så ikke selv være relativt, 

for ellers ville ‘relativ’ ikke give nogen mening. Derfor må 

der være noget absolut, men så kan alting ikke være relativt. 

Kontradiktion! De mest lumske kontradiktioner er dem, 

der således skjuler sig i de begrebslige forudsætninger til et 

udsagn, og som det indimellem kan kræve et betragteligt 

arbejde at få frem. 



1.2 Tautologiske udsagn 

Den tidligere amerikanske vicepræsident Bob Dole sagde 

engang: 

Internettet er en fed måde at komme på nettet på. 

(1.13) 

Det er jo svært at være uenig i, især hvis Internettet defi‑ 

nerer nettet, for så er man der jo allerede. Man kunne lige 

så godt have sagt ‘1 = 1’ eller hævdet, at ‘Rådhuspladsen er 

Rådhuspladsen’. I modsætning til kontradiktionerne ovenfor 

er (1.13) ligesom udsagnet at ‘1 = 1’ og at ‘Rådhuspladsen er 

Rådhuspladsen’ sande i alle mulige situationer. Der er ingen 

situationer, der kan gøre dem falske: 

Definition 4. Tautologi: Et udsagn er en tautologi, hvis det 

er sandt i alle mulige situationer. 

Da de altid er sande, er tautologier heller ikke særlig infor‑ 

mative, fordi de er umulige at falsificere eller tilbagevise. 

De svarer omtrent til at sige ‘tjah, sådan er der jo så meget’, 

eller ‘Det er jo det’, – de er altid passende, uanset hvor i 

samtalen, og uanset om man er enig eller uenig i, hvad der 

bliver sagt. At tale sandt er ikke altid interessant. Tautologiens 

væsen – ikke‑informativ ren støj, der ikke tilføjer nogen in‑ 

formation – eksemplificeres klart af udsagnsindledere som 

Det siger sig selv, at … (1.14) 



og 

Det er unødvendigt at sige, at … (1.15) 

Hvor (1.13) er en tautologi baseret på ordenes betydning, 

er der andre udsagn, der er tautologier allerede på grund af 

udsagnets form. Det øjensynlig meteorologiske udsagn 

Enten regner det, eller også regner det ikke, (1.16) 

er sandt, når det regner, men er også sandt, når det ikke 

regner, og i filmen Deer Hunter svarer Robert de Niro sin 

medspiller John Cazale: 

This is this, this ain’t something else, this is 

this. (1.17) 

Senere, i filmen Heat, svarer de Niro tilsvarende Al Pacino 

ved deres eneste møde på landevejscafeteriet, da Pacino spør‑ 

ger ham, om ikke de Niros liv i filmen er ‘pretty vague’: 

It is what it is, (1.18) 

som man også har på dansk i ‘Det er, hvad det er.’ Både (1.13) 

og (1.18) er tautologier af formen ‘A=A’; (1.16) har formen 

‘A eller ikke‑A’, mens (1.17) er en variant af ‘Hvis A, så A’ – 

hvis det fortolkes som ‘Hvis dette er det, så er det det’. 

Tautologiske udsagn, der simpelthen er sande i kraft af 

de indgående ords betydninger, kaldes analytiske a priori 



udsagn. Woody Allen har et ønske, der indeholder en tau‑ 

tologi: 

Jeg ønsker ikke at opnå udødelighed gennem mit ar‑ 

bejde – jeg ønsker at opnå det ved ikke at dø. (1.19) 

Ved at undersøge ordenes betydning fremgår det, at udø‑ 

delighed er ikke at dø, og at ønsket derfor retter sig mod et 

analytisk a priori udsagn: Det er ikke nødvendigt at kon‑ 

sultere erfaringen for at konstatere, hvorvidt udødelighed 

består i ikke at dø. At tautologien her kan fremstå som en 

vits, kommer naturligvis af, at den stilles op over for en 

metaforisk fortolkning af udødelighed, som ofte fremføres: 

At udødelighed er at præstere noget, der lever videre efter 

ens død. 

Det anses normalt for en dyd at tale sandt – men det er 

ikke rigtig tautologier, man tænker på, når dette mål frem‑ 

hæves. At sige noget, der både er sandt og informativt, er 

virkelig godt. Det tillader handling, overvejelse og beslutning 

snarere end blot at efterlade samtalepartnerne og deres tan‑ 

ker med kontradiktioner og tautologier – og den apati, der 

ligger i at beskæftige sig med noget, der altid er falsk eller 

altid er sandt. 

1.3 Kontingente udsagn 

Udsagnet 

Det regnede i København d. 25 oktober, 2006, (1.20) 



er enten sandt eller falsk. Det er sandt, hvis det regnede i Kø‑ 

benhavn den pågældende dag, og falsk hvis det ikke regnede. 

Kontingente udsagn er karakteriseret derved, at de kan være 

sande eller falske afhængigt af situationen. 

Filippinernes tidligere førstedame Imelda Marcos, gift 

med præsident Ferdinand Marcos, hvis regime faldt i 1986, 

var boligminister og guvernør i Manila. Hun blev kærligt 

kaldt ‘Nationens Moder’ og havde over 3000 par sko (i stør‑ 

relse 39) – hendes samling indeholdt et par plastic‑disco‑san‑ 

daler med tre tommer høje, blitzende, batteridrevne hæle – 

og en skudsikker bh. Hun udbrød engang: 

Jeg er hinsides logik og rationalitet. (1.21) 

Dette udsagn har i det mindste den dyd at være muligvis 

sandt og muligvis falsk, eller sandt i visse situationer og falsk 

i andre. Uanset hvad, så er (1.21) under de givne forhold et 

dristigt udsagn, der løber den risiko at blive enten verificeret 

og falsificeret – at blive dømt sandt eller falsk: 

Definition 5. Kontingent udsagn: Et udsagn er kontingent, 

hvis det er sandt i nogle situationer og falsk i andre. 

Kontingente udsagn er interessante, for de indeholder – ikke 

nødvendigvis sand – information om verden og dens sag‑ 

forhold. De lader rummet åbent for ægte uenighed, snarere 

end den trivielle uenighed med kontradiktioner eller den 

trivielle enighed med tautologier. Den 5. februar 2003 frem‑ 

lagde USAs tidligere udenrigsminister Colin Powell følgende 

kontingente udsagn om Irak i FNs Sikkerhedsråd: 



Med disse informationer indtager Iraks benægtelser af 

at støtte terrorisme sin plads sammen med andre iraki‑ 

ske benægtelser af masseødelæggelsesvåben. Det hele 

er et væv af løgne. (1.22) 

Det viste sig senere at være et falsk udsagn – i det mindste 

den del af det, der handlede om masseødelæggelsesvåben. 

Men det kunne have været sandt – hvilket ser ud til at være 

antagelsen bag de efterfølgende konklusioner, der blev draget 

af USAs regering i tale og handling – indtil det slutteligt, blev 

vist falsk efter invasionen i Irak. I al fald var (1.22) et modigt 

udsagn – også for så vidt som det ikke længe efter førte til, 

at Powell ikke længere beklædte sit embede. 

Ordet ‘Irak’ er ikke i sig selv synonymt med masse‑øde‑ 

læggelsesvåben og terrorisme, lige så lidt som betydningen 

af navnet ‘Imelda Marcos’ i sig selv er at overskride logik og 

rationalitet som sådan. Både (1.21) og (1.22) er syntetiske a 

posteriori udsagn – eftersom analyser af udsagnenes form 

og de indgående ords betydning ikke er tilstrækkeligt til at 

afgøre deres sandhedsværdi. Erfaringsbårne undersøgelser, 

empirisk evidens, kræves for at afgøre den. (‘A posteriori’ 

betyder ‘efter’ og henviser til, at udsagnets gyldighed kom‑ 

mer ‘efter erfaringen’; ‘syntetisk’ betyder, at udsagnene er 

sammensatte, så at de både involverer noget logisk og no‑ 

get ikke‑logisk. Det modsatte af ‘a posteriori’ er ‘a priori’, 

der tilsvarende betyder ‘før’ erfaringen, og det modsatte af 

‘syntetisk’ er ‘analytisk’, der betyder, at udsagnets sandhed 

kan bedømmes ved ren analyse af den logiske form og de 

indgående begreber). 



Det er et gammelt emne i filosofien, om der findes en 

tredje kategori udsagn ud over de analytiske a priori udsagn 

(tautologier) og de syntetiske a posteriori udsagn (der er 

sande eller falske alt efter verdens opbygning og indret‑ 

ning) – nemlig de syntetiske a priori udsagn, der er sande 

uafhængigt af erfaringen, men ikke af rent logiske grunde. 

Eksempler kunne være matematiske sandheder, der er sande 

uafhængigt af erfaringen, men ikke kan reduceres til logik. Et 

andet eksempel på syntetiske a priori udsagn vedrører vores 

erkendelse: 

Det anskuelige rum har 3 og kun 

3 dimensioner. (1.23) 

Af logikken følger ikke, at det rum, vi kan se, har 3 dimen‑ 

sioner – der findes jo mange‑dimensionale rum, så det er 

ikke et analytisk udsagn, men et syntetisk udsagn. Samtidig 

forholder det sig således, at hvis det anskuelige rum ikke har 

3 dimensioner, så kan vi ikke anskue det, så derfor er det en 

forudsætning for erkendelsen, at rummet har 3 dimensioner, 

og derfor er udsagnet et, der går forud for erkendelsen, og 

derfor er a priori. 

Et andet eksempel kunne være: 

Ingen genstand kan være sort og hvid over det hele på 

samme tid. (1.24) 

Modstandere af eksistensen af syntetiske a priori domme vil 

sige, at (1.24) er sand, fordi det på en eller anden måde logisk 

ligger i definitionen af ‘sort’ og ‘hvid’ eller af deres overbegreb 



‘farve’, at samme flade ikke kan have begge farver over det 

hele på én gang – og at sætningen således er en (godt) skjult 

tautologi. Fortalere vil sige, at forståelsen af udsagn som dette 

kræver en viden om farvernes væsen, der er mere omfattende 

end logikken, og at udsagnets sandhed hidrører herfra. I alle 

tilfælde peger diskussionen om syntetiske a priori udsagn på 

det forhold, at empiriske begreber hænger sammen i karak‑ 

teristiske ‘klaser,’ der er motiveret af de aspekter af verden, 

de taler om. Begreber som ‘sort’ og ‘hvid’ hænger sammen 

med begreber som ‘lys’, ‘farve’, ‘udstrækning’, ‘syn’, ‘overflade’ 

og mange andre i over‑ og underordnings‑relationer, for‑ 

udsætningsrelationer – og grundigt kendskab til sådanne 

begrebs‑klynger udgør grundlaget for viden og argumenta‑ 

tion inden for det pågældende felt i verden. 

Den information om et område, der ligger i kontingente 

udsagn, behøver ikke altid at have sproglig form. Tag et 

portrætmaleri med titlen ‘Ludvig XIV.’ Det er et fuldgyldigt 

udsagn, selvom kun halvdelen af det er sprogligt, nemlig 

titlen, der udpeger udsagnets subjekt. Udsagnets prædikat, 

den beskrivende del af udsagnet, der siger noget om Ludvig 

XIVs egenskaber, er her repræsenteret af en bemalet flade, 

der (måske) har en eller anden grad af lighed med Ludvig 

XIV. Hvorvidt denne lighed er til stede og i hvilken grad, er 

netop kontingent og kan blive genstand for nøjere undersø‑ 

gelse, der kan tillade os at skønne, i hvilket omfang portrættet 

er et sandfærdigt portræt. Sandhed i denne brug af ordet 

er naturligvis relativ til billedets formål: Intet billede ligner 

dets genstand i alle aspekter. Men ligesom formel logik i en 

vis forstand er formaliserede dele af det naturlige sprog, så 

findes der også en meget stor mængde formaliserede billed‑ 



lige udtryk, der alt for ofte forbigås i logisk sammenhæng: 

Grafer, diagrammer, skemaer, tabeller, kort, skitser osv., der 

meget ofte indgår i udsagn, både i videnskabelige tekster 

og i almindelig litteratur og sagprosa. Vi vender tilbage til 

diagrammer og deres betydning for tanke som udtryk i ka‑ 

pitel 8. 

Kontingente udsagn er vigtige byggeklodser, når man 

skal konstruere argumenter i det virkelige liv, enten fordi 

de tjener som præmisser for konklusioner eller selv udgør 

konklusioner, der afledes fra andre udsagn, der overvejende 

selv er af kontingent art. 

I næste kapitel vil det blive klart, at argumenters kerne‑ 

egenskab er deres gyldighed (eller mangel på samme). Udover 

at være gyldige kan de også være holdbare – altså hvis deres 

præmisser faktisk er sande. Powell og USAs regering forsøgte 

at konstruere omfattende beskyttelsesrum af gyldige argu‑ 

menter til forsvar for deres synspunkt, men deres præmisser 

var ikke faktuelt sande, og uanset hvor gyldige argumenterne 

måske var, så var de ikke holdbare. Det viste evidensen – eller 

manglen på samme. 

1.4 Ondartede udsagn 

Det naturlige sprogs udtryksmuligheder er omfattende. Med 

det kan man danne deklarative udsagn (‘Aktiekurserne for 

dybfrossen koncentreret appelsinjuice er stigende’), pre‑ 

sumptive udsagn, der henviser til antagelser (‘Jeg mener 

eller tror, at aktiekurserne for dybfrossen koncentreret ap‑ 

pelsinjuice er stigende’), kontrafaktiske udsagn, der henviser 

til forhold i verden, hvis noget andet var hændt (‘Hvis det 



havde været tilfældet, at aktiekurserne for dybfrossen kon‑ 

centreret appelsinjuice er stigende, ville jeg købe mig en 

Aston Martin Volante’), deontiske udsagn, der henviser til, 

hvad der bør være tilfældet (‘Aktiekurserne for dybfrossen 

koncentreret appelsinjuice bør stige’), man kan udtrykke, 

følelser, bekymring, glæde, synspunkter og meget andet. Det 

naturlige sprogs brede udtryksregister har imidlertid både 

en for‑ og en bagside. 

Sproget kan udvise ondartede træk, der kan forvirre 

tanke, overvejelse og handling. Betragt udsagnet 

Denne sætning er falsk. (1.25) 

Hvis bivalensprincippet holder, så skulle (1.25) være sandt 

eller falsk. Hvis (1.25) er sandt, så er (1.25) falsk. Antag nu, 

at det er falsk. Så er det jo nøjagtigt, hvad (1.25) hævder, 

så det må være sandt. Det er således blevet vist, at (1.25) 

er sandt, hvis, og kun hvis, det er falsk. Eftersom (1.25) er 

det ene eller det andet, må det være begge. Kontradiktion! 

Det er kendt som løgnerparadokset – prøv at gå de samme 

skridt igennem med sætningen ‘Jeg lyver’, og man vil nå til 

samme paradoks. 

Der er mange andre variationer over dette paradoksale 

tema, og de indeholder alle sammen på den ene eller anden 

måde en selvreference som 

Hvis jeg var dig, hvem ville så læse denne 

sætning? (1.26) 



eller 

eller 

Læser du mig? (1.27) 

Kun en ting er sikkert – og det er, at intet er sikkert. 

(1.28) 

Hvis dette udsagn er sandt, så er det også falsk. Eller hvad 

med Raymond Smullyans potentielt fornærmende udgave: 

Kun en idiot ville tro på denne sætning. (1.29) 

Det er ikke her stedet at gennemføre den store diskussion 

af selvreference, som er et enormt, kompliceret og interes‑ 

sant emne – der findes midler mod selvreference og nogle 

af de paradokser, den afføder. Her må det være nok at sige, 

at blandt andet takket være sådanne udsagns problematiske 

væsen har mange ment, at det naturlige sprog er for rigt – el‑ 

ler for inkonsistent – til at kunne udgøre det passende me‑ 

dium for tanken, og at kun begrænsede, kontrollerede dele 

af sproget er passende for korrekt ræsonneren. Hvis man er 

på vagt over for selvreferencer, kan man imidlertid sagtens 

argumentere i dagligsproget – og til og med anvende selvre‑ 

ferencer som krydderi, hvor den fungerer som vits.

Udsagn - Samfundslitteratur

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?