MÆND I DEN ENGELSKE HÆR - Siden Saxo

Ordet ‘verdensrige’ i kontrakten skulle
senere blive årsag til megen debat.
Bureaukratiet var i orden. Også vaccinationerne
var på plads.
stillede på Københavns Hovedbanegård, parat til at tage af sted, »ud til forhåbentlig
spændende og dejlige oplevelser.« I alt skulle 259 af sted denne gang. Klokken 00.30
holdt oberst Lunn en tale, hvor han blandt andet sagde, at »Det glæder mig at se,
at der er så mange, der er sluppet igennem det nåleøje, vi stillede op for Jer. I skal
nu indrulleres i den engelske hær i et af dens berømte regimenter: The Buffs, et
regiment med hæderkronede traditioner. Jeg vil ønske Jer held og lykke i det fremmede
og husk, at I behøver aldrig stå tilbage for nogen, og dem af Jer, der synes, at
Danmark er et lille ubetydeligt land, kan nu drage ud og gøre det større ved at gøre
Danmarks navn vidt bekendt.«
Christian 10. havde været æresoberst i The Buffs, som ganske rigtigt var hæderkronet.
Men på trods af oberst Lunns ord kunne der ikke på forhånd loves, »at de
danske, der træder i engelsk tjeneste, vil blive ansat ved et eller andet bestemt regiment,
selv om man fra engelsk side vil gøre mest muligt for, at de danske ansættes
i »The Buffs«.« Derimod fik alle garanti for seks ugers grundtræning i Canterbury,
hvor The Buffs holdt til.
Rejse og ankomst til England
Danskerne rejste gennem det sønderbombede Tyskland. Mange af de medbragte
madpakker blev givet til de forhutlede børn, der løb langs skinnerne og tiggede.
Veteranen Leo Hansen skrev i sin dagbog, at »det var næsten umuligt blot at betragte
denne elendighed, navnlig børnene led meget. Selv ikke de negative følelser, man
rettelig burde have overfor den tyske nation, var til at opretholde i denne elendighed.«
Fra Holland sejlede danskerne over det stadig minefyldte farvand til England.
Leo Hansen fortsætter: »Først nu gik det op for én, hvor privilegeret man dog har
været i disse år.«
Canterbury med katedralen og de små gader var en rar lille by, næsten uberørt af
krigens hændelser. Et par kilometer fra byen lå danskernes nye hjem, »en ældgammel
kaserne, grå, trist og med et meget uvenligt udseende, så et ret barskt soldaterliv
tog sin begyndelse.« Sådan havde den danske gesandt i London, Eduard Reventlow,
formentlig også tænkt. Han havde i december 1945 skrevet til udenrigsministeren,
at »Rekrutteringen af danske til den engelske hær er, hvor meget der end kan tale
derfor, et eksperiment, der i sig selv indebærer ret betydelige risici for gnidning.
Unge danskere er ikke vant til den hårde disciplin, som håndhæves i den britiske
hær.« Det viste sig, at danskerne trods lidt sprogvanskeligheder klarede sig godt, og
7