MÆND I DEN ENGELSKE HÆR - Siden Saxo

jødiske terroristgrupper.« Han beskrev den sidste tid således: »Efterhånden, som vi
nærmede os midten af maj, blev alt mere og mere hektisk. Vagterne blev længere
og længere, og alle tænkte kun på et – ud! Væk fra dette helvede, som til tider var
ubeskriveligt. Jaffa var for en stor del ruiner, døde dyr lå overalt og udbredte en
frygtelig stank.«
Den danske konsul i Palæstina, A.E. Mulford, oplyste, at der var danskere, som følte
det svært at være part i en konflikt, der involverede jøder. Der var begrænsning på
antallet af jødiske indvandrere til Palæstina, så skibe med jødiske flygtninge blev
tvunget til at vende om og returnere til, hvorfra de kom eller til Cypern. Nogle
danskere bad om fritagelse for tjeneste i Palæstina med den begrundelse, at da de
under krigen havde hjulpet jøder til flugt, var deres nuværende situation i Palæstina
meget vanskelig. Det danske udenrigsministerium og gesandtskabet i London fandt
det betænkeligt at støtte krav om forflyttelse, selvom man havde fuld forståelse for
soldaternes bevæggrund. Man ville undgå, at en officiel dansk holdning kunne
medvirke til at svække disciplinen i den britiske hær. En officiel henvendelse til
de britiske myndigheder ville, blev det sagt, foruden at være betænkelig, også være
resultatløs. Skulle sagen overhovedet rejses, skulle det fra dansk side fremhæves, at
det skete ud fra den interesse, den danske regering havde i, at de danskes tjenstgøren
i den britiske hær blev en succes. Forholdet mellem de to lande måtte under ingen
omstændigheder belastes.
Hvad omfattede ‘Det britiske Rige’?
Som før nævnt opstod der diskussion omkring tolkningen af ordlyden i den kontrakt,
danskerne havde skrevet under på. Netop ordene, at man kunne blive sendt overalt
i det britiske rige, hvor der var brug for det, gav anledning til heftig debat. Den
kommunistiske avis Land og Folk mente, at englænderne havde omgået kontrakten
og skrev, at »Der er atter blevet røre om de danske frivillige i den britiske hær, der,
meget imod den oprindelige tanke, bliver anvendt som garnisonstropper i en række
lande, hvor England har ganske andre interesser end den antifascistiske befrielseskrig,
som de danske frivillige følte sig inspireret af, da de i sin tid meldte sig under de
britiske faner. Det er lande som Burma, Indien, Egypten, Palæstina og ikke mindst
Grækenland, hvor de engelske tropper opholder sig på trods af befolkningens ønsker,
ja med det direkte formål at holde de ‘indfødtes’ friheds- og selvstændighedstrang
i ave.« En dansk London-korrespondent skrev i februar 1947, at nogle danskere
havde protesteret så kraftigt mod at skulle til Palæstina, at de engelske myndigheder
måtte ændre planer. Også fra en Moskva-avis lød stærkt kritiske toner, og her spillede
storpolitikken sikkert ind.
At danskerne kunne udsendes overalt i det britiske rige, den ordlyd var der ikke
tvivl om. Det, der derimod var uklart, var blandt andet mandatområderne Palæstina
og Grækenland. Var de, som kolonierne, en del af det britiske rige? Den engelske
regering tolkede det som et ja, andre tolkede modsat. Sagen kom til debat i det
engelske underhus, hvor kommunisten Phil Piratin spurgte, om det var i overensstemmelse
med den danske regering, at danskere gjorde tjeneste i områder, der
ikke havde været på tale på det tidspunkt, de meldte sig. Krigsminister Frederick
Bellenger svarede, at det i 1945, da planen begyndte, officielt blev udtalt, at disse
Danske soldater i midlertidig lejr nær
den egyptiske grænse.
Privateje.
Camp 87 for 39. Bataljon, 48. Field
Regiment, hvor nogle af de danske
soldater tjente.
Privateje.
12 SIDEN SAXO NR. 1, 2005