Læs årets første udgave af Ankiro Working Papers in Linguistics

Onomatopoietika
Onomatopoietika
Christina Kaa Rosted
Politikens Bagside og Sproglaboratoriets dommerpanel kårede i december vuvuzela til
årets ord. Bagsiden skønner at ordet er valgt i kraft at sin eksotisk klingende lyd; den
sproglige gengivelse af trutlyden fra vuvuzelaen der i nogle ører lyder som vuvu.
Normalt er der ingen direkte sammenhæng mellem et ords form og betydning. Således er der mange
ord der betyder én ting på ét sprog og noget helt andet på et andet. Der er dog undtagelser, fx de
lydmalende ord, onomatopoietika, som miav, bang - og vuvu. Vuvuzela er et langt, smalt
sydafrikansk horn af plastic som siden 1990’erne har været populært blandt sydafrikanske
fodboldfans. Den monotone og gennemtrængende lyd fra vuvuzelaerne, vuvu, der blev kritiseret
fordi den kan nå op på 127 decibel og dermed forårsage høretab, skønnes at have givet vuvuzelaen
sit navn.
Lydefterligningerne er ikke de samme på tværs af sprog idet de fonetisk hænger sammen med det
sprog de er en del af. Men hvorfor er nogle lydefterligninger meget lig hinanden på tværs af
sprogene og andre mere forskelligartede? Et udråb som dansk av, fransk aie, italiensk ahi, russisk oj
og engelsk ouch lyder tilnærmelsesvis ens. Fordi vores taleorganer ligner hinanden uanset sprog,
bliver udråb næsten ens. Dyrelyde kan derimod ikke umiddelbart omtolkes til sproglyde og vil
derfor blive tolket vidt forskelligt; en ands rappen bliver på engelsk til quack, på fransk til coin
coin, på italiensk til qua qua og på rumænsk til mac mac. Også ikke-organiske genstandes lyde
tolkes forskelligt på tværs af sprog. En knirken på dansk lyder knirk, på engelsk creak, på tysk
knarz og på italiensk cric crac. Lyden af en (gammeldags) telefon gengives på dansk ring ring eller
dingeling, på tysk klingelingeling, på engelsk ring ring, brrring eller ringaling, på fransk dring
dring og på italiensk drin drin.
Onomatopoietika har altså i høj grad at gøre med øret der hører. Den ’rene’ lyd er svær at dechifrere
da den altid vil være sprogspecifikt funderet. Betragter man dette fænomen mere generelt, stemmer
det overens med fraværet af objektive oplevelser; alting er forbundet med tid og sted, og i dette
tilfælde altså i høj grad til ørerne der hører.
Ankiro Working Papers in Linguistics 9

Onomatopoietika
Eksistensen af onomatopoietika har ofte været brugt som argument imod det synspunkt at
verbalsproget er tilfældigt konstrueret. Dette tilbagevistes dog af Ferdinand de Saussure; det er
undtagelsen snarere end reglen at ords lydlige kvaliteter har at gøre med betydningen. Han så tegnet
(’le signe’) som en dobbelt enhed der består af et begreb (’le signifié’) og et lydbillede (’le
signifiant’). Det sproglige tegn forener ikke en ting og et navn, men et begreb og et lydbillede. Både
tegnet, begrebet og lydbilledet er mentale størrelser. Tegnene hest, horse, pferd og cheval har vidt
forskellige lydbilleder, men fremkalder nogenlunde samme mentale begreb for både en dansker, en
englænder, en tysker og en franskmand (med eventuelle detaljemæssige variationer afhængig af
hvilken type hest der anses som mest almindelig). Forbindelsen mellem begrebet og lydbilledet vil
for langt de fleste ord være arbitrær.
Imitationer af lyde dannes oftest til lejlighedsbrug og opfattes ikke som en del af det etablerede
sprog, men de kan med tiden leksikaliseres. Ideofoner er et overbegreb til lydord og en bredere
betegnelse for ord der bruges til at give et levende billede af en særlig følelse eller perception.
Ideofonerne, der udgør en ordklasse for sig, er altså tæt forbundet med sanserne og beskriver
visuelle, lydlige eller følelsesladede fænomener der ikke på samme præcise måde ville kunne
udtrykkes med ét andet ord. Perceptioner af omgivelserne kan med ideofonerne derfor gengives
meget præcist. De har tendens til at udfylde en adverbiallignende funktion.
Der er på dansk ikke skrevet meget om ideofoner, måske fordi de fleste ideofoner på dansk er
lydord, som av, dingeling, bang, krash, plask. Blingbling er et nyt ord i dansk og et eksempel på et
ideofon der både er lydmalende (et udtryk, der stammer fra lyden af raslende juveler og bruges som udtryk for
overdreven rigdom, JyP 18.6.2003) men også visuelt beskriver noget glamourøst og glitrende. Gakgak og
wow er eksempler på ideofoner der ikke beskriver lyde men nærmere følelser af henholdsvis vanvid
og begejstring. Wobbly er et eksempel på et engelsk ideofon der beskriver en følelse af ustabilitet
eller svaghed.
Sprog der er rige på adverbier og adjektiver kunne mistænkes for at have mindre brug for ideofoner
end sprog der mangler ord til at specificere og krydre. Ofte dannes der også afledte ord af
ideofonerne, fx en knirken, at knirke. Ideofoner ses særligt hyppigt brugt i mange afrikanske sprog
der fx har flere lydord for forskellige objekter der falder på jorden, og for forskellige
blæseinstrumenter - herunder vuvuzelaen.
Ankiro Working Papers in Linguistics 9

Litteratur
Onomatopoietika
Roger Blench: Ideophones and the sensory world, 2009
Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Cross-linguistic_onomatopoeias
Nye ord i dansk: http://dsn.dk/sproghjaelp/nye-ord-i-dansk/nye-ord-i-dansk
Ankiro Working Papers in Linguistics 9