11. søndag efter trinitatis 19. august 2012 1 Kl. 10.00 Burkal Kirke ...

Kl. 10.00 Burkal Kirke 

Tema: Hvem Jesus er 

Salmer: 748, 681, 398; 151, 522 

Evangelium: Luk. 7,36-50 

11. søndag efter trinitatis 

19. august 2012 

P.P. Rubens: Kvinden i farisæerens hus (1620) 

"Hvem er han som endog tilgiver synder?" "Hvem er han?" Hvem er Jesus? Det er det 

store og vigtige spørgsmål der bliver stillet i dag. Og svaret bliver givet her i dagens 

tekst: Jesus er Guds Søn, der viser os Guds store kærlighed og barmhjertighed. 

Farisæeren Simon havde inviteret Jesus hjem til sig, men han havde ikke taget 

ordentligt imod ham. Jesus bebrejder ham det i højeste grad: "Du gav mig ikke vand 

til mine fødder. Du gav mig ikke noget kys. Du salvede ikke mit hoved med olie." Si- 

mons mangel på almindelig høflighed står i skærende kontrast til de kærlighedsger- 

ninger som den syndige kvinde havde vist ham. 

1



Ved at fortælle en lille lignelse sætter Jesus tingene i deres rette perspektiv: To 

skyldnere kunne ikke betale, men fik eftergivet deres gæld. Den ene skyldte 10 gange 

så meget som den anden. Det er ikke svært at forstå at skyldneren med de 50 dena- 

rer er et billede på farisæeren Simon, mens den store skyldner med gælden på de 500 

denarer er et billede på den syndige kvinde. 

Men hvem er så pengeudlåneren et billede på? Tilhørerne var overbevist om at 

det var Gud. For det er ham der har skabt al ting. Det er ham vi står i gæld til med alt 

hvad vi er og har. 

Men uden at sige det direkte, så overtager Jesus selv denne rolle. Han siger dét 

som kun Gud kan sige til et menneske: "Dine synder er tilgivet." Og da er det alle ved 

bordet undrer sig og begynder at tænke ved sig selv: "Hvem er han som endog tilgi- 

ver synder?" 

Jesus viser sig som Gud, der har ret til at tilgive syndere. Det bliver endnu tyde- 

ligere, da han til sidst siger til kvinden: "Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!" 

Det var en almindelig jødisk opfattelse at når Messias kom, ville han selv være 

syndfri og udrydde synden i verden. I hans messianske kongerige skulle der ikke fin- 

des nogen synd. Jesus blev Herrens lidende tjener, der med ord fra profeten Esajas 

"bar de manges synd og trådte i stedet for syndere." (Es. 53,12) Jesus kom for at 

kalde syndere til omvendelse. Det nye og overraskende ved Jesus var at han kom 

med syndernes forladelse. Det bliver vi mindet om hver gang vi holder nadver og hø- 

rer de vidunderlige ord om hans blod: "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes 

for mange til syndernes forladelse." (Matt. 26,28) 

"Pagtens blod". Hvad er det for en pagt? Det er den nye pagt, som Gud ville 

indstifte en gang. Det skete som en opfyldelse af profetierne fra Jeremias og Ezekiel 

om at Gud ville oprette en ny pagt på grundlag af syndernes forladelse. Den gamle 

pagt, der blev stiftet af Moses på Sinai-bjerg, den duede ikke, for Israels folk brød 

den. Men den nye pagt skulle være helt anderledes. Gud ville nu ikke længere skrive 

sin lov på stentavler, men i folkets hjerte. Han ville være deres Gud, og de skulle væ- 

re hans folk. Gud ville tilgive deres skyld og ikke længere huske på deres synd. (Jer. 

31,31-34) 

En helt ny pagt baseret på tilgivelse. Det var det utrolige og helt vidunderlige 

budskab som Jesus kom med. Det var derfor han ville have fællesskab med toldere og 

syndere, og endda spise sammen med dem. (Luk. 15,1-2) Jesus viste med hele sin 

2



udstråling, med alt hvad han sagde og gjorde, at han elskede alle mennesker. Han 

havde den kærlighed som skjuler mange synder. (1. Pet. 4,8) 

Farisæerne vidste ikke hvad de skulle gøre med synden. De kendte kun ét mid- 

del: at afsondre sig. (Ordet "farisæer" betyder netop "afsondret".) Derfor ville de ikke 

have med tolderne og synderne at gøre; og de forstod ikke hvorfor Jesus indlod sig 

med sådan nogle mennesker. 

I modsætning til de religiøst ligeyldige og slappe omgivelser ville farisæerne gør 

alvor af deres tro. Hele livet skulle underlægges Guds vilje. Loven skulle tillempes på 

alle livsforhold. Farisæerne mente at de i kraft af deres samvittighedsfulde livsførelse, 

kunne udsondre sig fra de store, vantro skarer i jødefolket. Over for dem der brød 

loven kunne farisæerne ikke gøre andet end at vise deres misbilligelse og fordømmel- 

se. Det var den eneste måde de kunne forholde sig til synden i verden. 

Jesus vidste derimod hvad der skulle gøres ved synden. Den skulle tilgives og 

sones. Det var det han var kommet for. Som Guds fuldgyldige repræsentant på jorden 

gav han mennesker tilgivelse for deres synd, og ved sin stedfortrædende død på kor- 

set sonede han al verdens synd. Han blev det Guds lam, som Johannes Døberen hav- 

de peget på og sagt: "Se dér er Guds lam som bærer verdens synd." (Joh. 1,29) 

Jesus nøjedes ikke med at analysere eller kommentere sygdom, synd og død, 

disse store plager for os mennesker. Nej, han greb ind. Han gjorde noget ved det. 

Han "tog vore sygdomme og bar vore lidelser ... han blev gennemboret for vore over- 

trædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans 

sår blev vi helbredt ... Herren lod al vor skyld ramme ham." (Es. 53,4-6) 

Ved at hengive sig selv i døden, i sin selvopofrende kærlighed, vandt han frelse 

og fred til os. Vore synder skilte os fra Gud, men denne hindring fjernede Jesus selv 

langfredag på Golgata. Forhænget i templet flængedes ved Jesu død. Det var det for- 

hæng der hang mellem det hellige og det allerhelligste. Forhænget skilte Israels syn- 

dige folk fra den hellige Gud. Èn gang om året, på den store forsoningsdag, gik ypper- 

stepræsten ind i det Allerhelligste for at skaffe folket soning. Han stænkede blod af 

bukke og kalve på låget af pagtens ark. Det var i den kasse der lå de to stentavler 

med de 10 bud. Men ved Jesu død blev denne gamle ordning ophævet. Nu var der 

ikke længere brug for at sone menneskers synd med blod fra offerdyr. For Jesus gik 

som vores store ypperstepræst selv ind i Guds himmelske helligdom langfredag, ikke 

3



med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod og vandt en evig forløsning. (Heb. 

9,11-12) 

Gud har dermed forligt verden med sig selv. Han tilregner os ikke længere vore 

overtrædelser. (2. Kor. 5,18-19) Er det ikke bare fantastisk? Er det ikke for godt til at 

være sandt? Men det er sandt, for Gud har selv sagt det i sit ord. 

Jesus sagde det dengang på Guds vegne til den syndige kvinde i Simons hus: 

"Dine synder er tilgivet". Det samme siger han også til os i dag. Det er de forløsende 

ord, som vi kender fra skriftemålet, og som præsten siger til den der angrer og be- 

kender sin synd: "På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg 

dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!" 

Al synd skal tilgives menneskene! (Matt. 12,31) Det er det kristne budskab om 

forløsning og frihed i en nøddeskal. Så kort og kontant kan det siges: Al synd skal til- 

gives! Der er ikke nogen syndig tanke, noget syndigt ord eller nogen syndig handling 

som der ikke er tilgivelse for! Enhver som vil tage imod tilgivelsen, får den. Men hvis 

nogen nægter at de har syndet, så er der ikke noget at gøre. Gud vil ikke påtvinge 

nogen sin nåde og frelse. Både på Jesu tid og i dag er der mange mennesker der ikke 

mener at de har brug for Jesus. Og derfor får de heller ikke hvad han har til dem. 

Der er ikke nogen tilgivelse for den som ikke vil have den! Jesus sagde det så 

stærkt engang, da han havde helbredt en blind mand: "Til dom er jeg kommet til 

denne verden, for at de der ikke ser skal komme til at se, og de der ser skal blive 

blinde." Nogle farisæere hørte det og spurgte så Jesus: "Er vi måske også blinde?" Til 

det svarede Jesus kort og præcist: "Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi 

ser; i synd er og bliver I." (Joh. 9,39-41) 

Farisæeren Simon som havde inviteret Jesus, han kunne ikke se at han var en 

synder. Han fokuserede kun på den prostituerede kvinde. I sammenligning med hen- 

de, så var hans fejltagelser og skrøbeligheder ikke noget at snakke om, syntes han 

selv. Han havde da virkelig ikke brug for at få tilgivelse. Han mente ikke at der var 

nogen særlig synd der skilte ham fra Gud. Derfor viste han ikke Jesus nogen særlig 

opmærksomhed. Han var mere interesseret i at vide om Jesus kunne gennemskue 

den syndige kvinde; om han med andre ord virkelig var en profet. 

Igennem alt hvad der skete ved måltidet hjemme hos Simon, viste Jesus sig 

overraskende som meget mere end en profet. Han viste sig som Messias med fuld- 

magt til at tlgive andre på Guds vegne. Det frihedsbudskab om tilgivelse og forsoning, 

4



som Jesus havde forkyndt blandt fattige og foragtede mennesker, havde båret frugt. 

En kvinde fra samfundets skyggeside havde vovet sig frem i rampelyset og vist Jesus 

al den hengivenhed og kærlighed, som han ikke havde fået af farisæeren Simon. Ved 

at vaske og tørre Jesu fødder og derefter kysse og salve dem, havde hun vist ham en 

utrolig stor respekt. 

Jesus tolkede hendes handlinger som en angrende synders kærlighed og tak- 

nemlighed, hvorimod Simon så det hun gjorde som en uren synders upassende berø- 

ring, for ikke at sige befamling. For ordet "røre ved" har seksuelle overtoner. Fx bru- 

ger Paulus det samme ord hvor han taler om at det er bedst for en mand "ikke at røre 

en kvinde". (1. Kor. 7,1) 

Kvinden kom ikke for at bede om tilgivelse for sine mange synder. Men hun 

kom for at vise sin taknemlighed. Hun viste sin taknemlighed gennem sine kærlig- 

hedshandlinger. Det var hun ikke forpligtet på (det var Simon – og han gjorde det ik- 

ke!), men hun gjorde det helt spontant og frivillligt. Hendes hengivenhed over for Je- 

sus viste at hun havde erkendt sin store skyld og taget imod hans tilgivelse. 

Hun blev ikke tilgivet, fordi hun viste kærlighed. Men omvendt: Hun elskede, 

fordi hun var blevet tilgivet. Hun har sikkert tidligere hørt Jesus forkynde evangeliet 

om Guds ubetingede og ubegrænsede kærlighed. Hun har så på et tidspunkt taget 

imod dette budskab om tilgivelse, og nu viser hun så med stor begejstring sin kærlig- 

hed til Jesus. 

Ved at sammenligne hvordan Simon havde taget imod Jesus i sit hjem – meget 

dårligt – og hvordan kvinden havde taget imod Jesus i sit hjerte – meget overstrøm- 

mende – så stiller Jesus indirekte et åbent spørgsmål til Simon: Har du overhovedet 

modtaget Guds tilgivelse? Har du overhovedet en sand erkendelse af din egen synd? 

Som den skyldner der ifølge Jesu lille lignelse kun skylder 50 denarer havde Si- 

mon en meget lille syndserkendelse. Derfor havde han også en meget lille anger, en 

lille tro og en lille kærlighed til Jesus. 

Jesus var lige som Simon udmærket klar over at kvinden var en synder, men – 

og det var det afgørende – en tilgivet synder! Hun havde ydmyget sig meget foran de 

mange mænd ved middagsbordet ved de ting hun havde gjort mod Jesus. Hun havde 

løsnet sit hår. At gøre det, mens andre end ens ægtemand så på, var meget ublufær- 

digt. Og hun havde ikke – som det var almindeligt – vist ham respekt ved at kysse 

5



hans hånd, men hun havde kysset hans fødder. At kysse andres fødder var den stør- 

ste ydmygelse man kunne tænke sig. 

Så på flere måder havde kvinden ydmyget sig ved det fornemme middags- 

selskab, men nu gav Jesus hende offentlig oprejsning. Til hende lyder tre store kristne 

kerneord: tro, frelse og fred. Det er ikke hendes kærligheds-gerninger, som Jesus 

fremhæver, men derimod hendes tro. For det hun gjorde mod Jesus udsprang af hvad 

hun troede om ham. Hun ønskede at vise ham sin taknemlighed over hans kærlighed 

til hende. 

Kvinden blev frelst i kraft af sin tro på Guds tilgivelse i Jesus Kristus. Hun fik 

den fred som englene sang om julenat: "Fred til mennesker med Guds velbehag." 

(Luk. 2,14) Hun havde nu Guds velbehag, fordi hun havde fået tilgivelse for sine syn- 

der. Med tilgivelsen og Guds velbehag fulgte også freden. Kvinden kunne gå bort med 

Guds fred, fordi hun var en tilgivet synder, der var elsket af Gud. 

Fred betyder i den jødiske og bibelske sammenhæng helhed og genoprettelse af 

et brudt forhold. Det er fordi vi har fået tilgivelse, syndsforladelse, at vi kan havde 

fred med Gud, sådan som Paulus siger et sted i Romerbrevet: "Da vi nu er blevet 

gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus." (Rom. 5,1) 

Til indledning stillede jeg det afgørende spørgsmål, som vi også har i dagens 

evangelium: Hvem er han som endog tilgiver synder? Hvem er Jesus? 

Nu kan vi så slutte med at formulere et kort svar på det spørgsmål: Jesus er 

mere end en profet. Han er den der igennem sin forkyndelse og gerning giver os Guds 

frie og betingelsesløse tilgivelse, frelse og fred. Og derfor fortjener han vores store 

hengivenhed og kærlighed. 

Jesus er Guds repræsentant her i vores verden. Hans gerninger er sammenfal- 

dende med Guds egne gerninger. Derfor er der kun to måder vi kan forholde os til 

ham på: 

enten kan vi – som Simon – dømme Jesus som en gudsbespotter eller vi kan – som 

kvinden – bøje os for ham i tro på at han er vores frelser. 

Hvem er han? Hvem er han for dig? 

6

11. søndag efter trinitatis 19. august 2012 1 Kl. 10.00 Burkal Kirke ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?