Udstillingsplancher

Starten på den danske indsats for armenierne
I Danmark blev 1890er-massakrerne mødt med skarpe
protester, ligesom det var tilfældet i store dele af resten af
verden. Og ligesom andre steder blev massakrerne så at
sige startskuddet til en større dansk missions- og hjælpekampagne,
en kampagne der har tråde helt op til i dag.
Den kendte danske forfatter og kritiker Georg Brandes
udtalte sig i 1900 i en tale om armeniermassakrerne
under Abdul Hamid II:
”Neros Blodsudgydelser er rent ud Barneleg i
Sammenligning med Abdul Hamids; Neros Grusomhed
er Dilettanteri i Sammenligning med Abdul Hamids
Virtuositet i Martring og Slagtning. Og nu betænker man,
at paa Neros Tid den store Morder, om end straffri, dog i
de Kristnes Øjne gjaldt for Dyret i Aabenbaringen,
medens i vore Dage alle kristne Magter staar i det venskabeligste
Forhold til Abdul Hamid, og ingen har lagt
ham et Halmstraa i Vejen.”
Den danske biskop, tidligere Kulturminister H. V. Styhr
skrev i 1897 om armeniermassakrerne:
”Af de fra Konsulerne indkomne Beretninger fremgaar
det, at rundt om i de Provinser, hvor Forfølgelserne have
raset, have Tyrkerne følt sig sikre paa, at de kunde begaa
hvilke Umenneskeligheder de vilde, uden at udsætte sig
for Straf.”
Maria Jacobsen og Kvindelige Missions Arbejdere
I 1900 dannedes Kvindelige Missions Arbejdere (KMA),
en organisation med rødder i det danske indremissionske
miljø. KMA havde til formål at være en kvindeorganisation
der arbejdede for andre kvinder gennem mission og
hjælpearbejde.
Armenierne i Osmannerriget blev KMAs første og vigtigste
indsatsområde. Armenierne skulle ikke blot hjælpes,
men også helst omvendes fra flertallets religion,
ortodoks kristendom (apostolsk kristendom), til hvad
missionærerne regnede for den ”sande” kristendom, protestantismen.
Samtidig havde man et håb om også at
kunne omvende muslimer i området. Udover missionsarbejdet
udførte missionærerne også et stort hjælpe-, lægeog
oplysningsarbejde blandt både kristne og muslimer.
KMA-missionæren Maria Jacobsen blev født 1882 i et
indremissionsk miljø på Horsensegnen. Hun var uddannet
sygeplejerske, men blev tidligt draget mod missionsarbejdet.
Efter at have gennemgået et uddannelsesfor-
Maria Jacobsen, 1910. Rigsarkivet.
Karikatur af Sultan Abdul Hamid II, der regerede 1876-
1908/9, og den tyske Kejser Wilhelm II, der regerede
1888-1918. Denne sarkastiske kommentar, bragt i det
danske satiremagasin Panoptikon i 1898, henviser til et
venskabeligt møde i 1898 mellem Abdul Hamid og
Wilhelm i Betlehem, dengang en del af Osmannerriget.
Dette møde fandt sted kun kort tid efter de store armeniermassakrer
i Osmannerriget og blev derfor anset af
mange for en direkte tysk accept af osmanniske overgreb. Tegning med gengivelse af en armeniermassakre i Trabzon 1895. Ternon & Kebabdjian, 1979.
løb på KMAs missionsskole, der lå på Mynstersvej i
København, blev Maria Jacobsen udvalgt til at deltage i
missions- og hjælpearbejdet i marken.
Maria Jacobsens kommentar til dette fotografi af armenske
mænd før 1. Verdenskrig lyder: ”KFUM Medlemmer
fra Collegiet ude paa Udflugt. Alle dræbte.”
Jacobsen, 1979.
Den danske missionær Ejnar Prip, udsendt for
Østerlandsmissionen, opsummerede mange protestantiske
missionærers syn på ikke-protestantiske
religioner i Mellemøsten: ”Kolde og golde, stive
Former findes her mere end nok af; men Døden har
mærket dem.”
Missionselever i missionsskolens have. KMA 1950.

Missionærer i Harput
I 1907 kom Maria Jacobsen til Harput-provinsen i det
centrale Anatolien, hvor hun som det første måtte lære
armensk og tyrkisk. Derefter påbegyndte hun sit arbejde
som omrejsende ”bibelkvinde”, dvs. prædikant, blandt
først og fremmest kristne armeniere. Samtidig var hun
oversygeplejerske ved missionshospitalet i byen Harput,
et hospital bygget og drevet af et amerikansk missionsselskab.
I den nærliggende by Mezreh ledede en anden KMA-
Christa Hammer og Christiane Black, KMAs første missionærer
i Harput-regionen. KMA 1950.
KMA-børnehjemmet Emaus i Mezreh. KMA 1950.
missionær, Karen Marie Petersen, det danske børnehjem
Emaus for forældreløse armenske piger. To andre danske
KMA-missionærer, Jenny Jensen og Hansine Marcher,
arbejdede for et tysk missionsselskab i disse byer. Det var
ikke noget ufarligt arbejde. For eksempel var den første
danske KMA-udsending, Christa Hammer, død af tyfus i
1903, og andre danske udsendinge måtte vende hjem
efter kort tid som følge af sygdom eller overanstrengelse.
Emaus-børn. Efter optagelsen på børnehjemmet.
Rigsarkivet. Foto: Karekin Dickran.
Ingeborg Dithmers brev til Elise Blædel.
Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.
Emaus-børn. Før optagelsen på børnehjemmet.
Rigsarkivet. Foto: Karekin Dickran.
For at finansiere hjælp og uddannelse til armenske
børn arrangerede dansk KMA at de enkelte børnehjemsbørn
blev sponsorerede (”fjernadopterede”) af
støttekredse og ”plejeforældre” spredt over hele Skandinavien.
Ligesom i dag var det almindeligt at sponsorerne
fik tilsendt fotos af deres sponsorbarn og
breve der fortalte om baggrund, udvikling, osv.
Esbjergenseren Ingeborg Dithmer, Kirkegade 60, 1.,
var ”plejeforælder” for 6-årige Asnio Gevorkian fra
1909-11. Oktober 1911 skrev Dithmer et brev til
Elise Blædel, medlem af KMAs bestyrelse, hvor der
bl. a. står:
”Hvad lille ’Asnio’ angaar, vil jeg jo gerne give
hende en Ubetydelighed til Julen. Jeg har tænkt paa
Penalhus med Indhold og en praktisk Tegnebog; ja,
det har jeg egentlig lovet hende. Ellers kunde maaske
lidt Syrekvisitter til Dukketøj være passende. Det er jo
grumme lidt at sende; men sender De en Kasse alligevel,
kan det jo komme med, naar jeg faar at vide
fristen for Indleveringen.”
Asnio Gevorkian. Rigsarkivet.

Karen Jeppe og Danske Armeniervenner
Længere mod syd, i byen Urfa ved den nuværende tyrkiske
grænse til Syrien, var hjælpearbejderen Karen Jeppe
ankommet i 1903.
Karen Jeppe blev født 1876 i Gylling, ikke langt fra
Horsens, men i modsætning til Maria Jacobsen kom
Jeppe fra et grundtvigiansk miljø. Jeppe havde påbegyndt
en uddannelse som matematiker på Københavns Universitet,
men valgte at afbryde uddannelsen for i stedet at
blive lærer på Ordrup latinskole nord for København.
I 1903 hørte hun med sine elever et foredrag af den
dansk-jødisk-islandske sprogforsker Aage Meyer Benedictsen.
Benedictsen havde i Osmannerriget set konsekvenserne
af armeniermassakrerne, og de armenske overlevende
blev fra da af en mærkesag for ham.
Karen Jeppe. Sick, 1928.
I 1902 blev foreningen Danske Armeniervenner (DA)
dannet på Benedictsens initiativ. Det var en humanitær
organisation uden ambitioner om at forsøge at omvende
kristne armeniere eller muslimer til protestantismen, hvilket
var en af grundene til at Jeppe følte sig tiltrukket af
netop DA frem for f. eks. KMA. I Urfa fik Jeppe bl. a. til
opgave at lede et tysk børnehjem for armeniere.
Selvom Jeppe ikke missionerede eller forsøgte at ændre
traditionel armensk kultur, så arbejdede hun ligesom
andre hjælpearbejdere og missionærer for udstrakt ligestilling
mellem mænd og kvinder, indførte moderne
undervisningsmetoder og oversatte både danske sange og
en dansk ABC til armensk.
Armenske piger fra børnehjemmet i Urfa. Den hvide
dragt symboliserer sorg over drabene på deres fædre
under Abdul Hamid-massakrerne. Benedictsen, 1925.
Urfa før 1. Verdenskrig. Benedictsen, 1925.
Dansk ABC, oversat til armensk af Karen Jeppe og brugt ved undervisningen
af armenske børnehjemsbørn i Urfa. Lokalhistorisk Arkiv for Gylling
og Omegn.
Aage Meyer Benedictsen (1866-1927),
dansk forfatter, sprogforsker og formand
for Danske Armeniervenner.
Benedictsen, 1934.

Tiden inden 1. Verdenskrig og
det armenske folkedrab
Udblik over det amerikanske college i Harput før 1. Verdenskrig. Riggs, 1997.
I 1908 overtog Komitéen for Enhed og Fremskridt
(”Ungtyrkerne”) magten i Osmannerriget ved en relativt
fredelig revolution.
I starten vakte magtovertagelsen forhåbninger også
blandt de ikke-tyrkiske grupper i samfundet: et ikkereligiøst
demokrati skulle indføres, og forfølgelsen af
mindretal skulle ophøre. Disse forhåbninger knustes
dog af en række begivenheder i de kommende år. Det
galdt særligt de blodige Balkan-krige 1912-13, hvor
Grækenland, Serbien og Bulgarien kæmpede mod
Osmannerriget. Krigene resulterede i tabet af næsten
alle rigets europæiske besiddelser, samt i gensidige
massakrer og i fordrivelser af hundredetusinder af muslimer.
Balkankrigene resulterede også i en radikalisering af det
osmanniske samfund og i et stigende had til særligt de
kristne græske og armenske minoriteter. Særligt alvorligt
blev det efter at en radikal fraktion af Ungtyrkerne
under ledelse af Mehmet Talaat Pasha, Ismail Enver
Pasha og Ahmed Djemal Pasha overtog magten ved et
kup i 1913. Osmanneriget var igen et diktatur, og mottoet
blev ”Tyrkiet for Tyrkerne”.
Hadet til armeniere havde både økonomiske, politiske,
religiøse og etniske årsager, og mange tyrkere og europæere
anså armeniere for at være gridske og forræderiske.
Det var et had, der på flere punkter kan sammenlignes
med hadet til jøder i Europa. For eksempel skrev
den danske journalist Frantz von Jessen i 1909 at ”alle
Kendere priser Tyrkerne på Grækeres, Armenieres og
Jøders Bekostning”. Og fra 1914 rapporterede den danske
diplomat Wandel fra Konstantinopel om ungtyrkernes
”fremmedfjendtlige og nationalistiske politik”.
Mehmet Talaat Pasha (1874-1921).
Ungtyrkisk indenrigsminister 1913-18.
Den mest magtfulde af Osmannerrigets
diktatorer.
For de danske missionærer og hjælpearbejdere i
Osmannerriget blev Ungtyrkernes magtovertagelse i
1908 modtaget med en blanding af håb og skepsis. Men
særligt efter at de radikale ungtyrkere var kommet til
magten i januar 1913 forventede missionærerne det
værste. Som det blev noteret ved et møde i KMAs
Armenierkomité i samme måned: ”Julebreve fra
Armenien melder, at alt endnu er roligt derovre, om end
de føler sig som paa en Vulkan, hvor det ulmer i Dybet
af Forbitrelse imod de Kristne.”
Men i det store og hele fortsatte missionærerne deres
arbejde, i hvert fald når det galdt undervisning, lægearbejde
og produktion af f. eks. tæpper og broderier. Hvad
selve missionsvirksomheden angik, så var effekten til
stadighed meget begrænset: meget få ortodokst kristne
og endnu færre muslimer lod sig omvende.
Den danske professor i islamisk kultur,
Johannes Østrup, skrev i sine erindringer
fra 1937 om en række møder han havde
med Talaat Pasha i 1910, før denne blev
den mest magtfulde af Osmannerrigets diktatorer:
”Det havde virkelig været Talaats Plan at
udrydde hele det armeniske Folk, og den
var ikke opstaaet som et Udslag af en
Krigspsykose. Jeg talte gentagne Gange
med Talaat i Efteraaret 1910, og blandt
meget andet talte vi ogsaa om Armenierne.
’Ser De’, sagde han, ’mellem os og dette
Folk er der en Modsætning, som ikke kan
løses af fredelig Vej; enten undergraver de
os fuldstændigt, eller vi maa tilintetgøre
dem. Hvis jeg nogen Sinde faar Magt i dette
Land, vil jeg sætte al min Kraft ind paa at
udrydde Armenierne’.”
Ved et møde i KMAs Armenierkomité 19.
Oktober 1914, kort før Osmannerrigets
indtræden i 1. Verdenskrig, blev der gjort
opmærksom på de farer der ventede armeniere
og missionærer:
”Drøftelse af situationen i Armenien og
hvad der muligt fra vor Side burde foretages
for at sikre vore danske Søstres Liv
under de truende Forhold. Missionær
Blædel tilraadede absolut at kalde dem
hjem, ligesom de tyske Missionærer var
kaldet hjem fra Ægypten. Han mente, at
Faren ikke saa meget vilde stamme fra, om
vi – under en eventuel Krig – kom til at staa
paa den modsatte Side af Tyrkiet og
Tyskland, som fra, at man under disse urolige
Forhold maatte være forberedt paa en
Kristenforfølgelse derovre – og da vilde
ogsaa Missionærernes Liv være udsat for
Fare.”
Komitéen valgte at sende et brev der tilbød
at stille missionærerne frit overfor at blive
eller rejse hjem. Men, som det blev fremhævet,
”ingen af dem har noget Øjeblik
ønsket at forlade deres Gerning, hvortil de
var kaldede af Gud; tværtimod har de gentagne
Gange udtalt, at de ’betragtede det
som et Privilegium fra Herren’at faa Lov til
at staa derude i denne forfærdelige Tid og
kunne trøste og hjælpe det ulykkelige
Folk.”

Carl Ellis Wandel i Konstantinopel
I Konstantinopel blev der i sommeren 1914 føjet endnu
en dansk aktør til, der kort efter skulle komme til at
bevidne centrale aspekter af folkedrabet. Carl Ellis
Wandel var oprindelig vinimportør og havde stået for
driften af en korkfabrik i Portugal. Her var han blevet
udnævnt til konsul i 1904, og i 1909 blev han udnævnt
til dansk generalkonsul i Buenos Aires, Argentina.
Herefter drev han fra forretningsverdenen over som
professionel diplomat.
I 1914 blev Wandel udnævnt til at lede en lille dansk
diplomatisk repræsentation i Osmannerriget. I Konstantinopel
begyndte han hurtigt at knytte vigtige forbindelser
og samle informationer om forholdene i Osmannerriget.
Carl Ellis Wandel (1871-1940), dansk diplomatisk repræsentant i Osmannerriget/Tyrkiet 1914-25. Rigsarkivet.
Allerede inden folkedrabets start i 1915 rapporterede
Wandel til udenrigsminister Erik Scavenius om den stigende
ungtyrkiske radikalisering, der ifølge Wandel og
andre observatører ikke ville føre noget godt med sig.
Særligt ikke for rigets minoriteter. Wandel skrev i juli
1915: “I mine tidligere Beretninger har jeg allerede
gentagne Gange haft lejlighed til at omtale det Had, den
ungtyrkiske Regering siden Krigens udbrud og Kapitulationernes
afskaffelse med stadig større Utvetydighed
lægger for Dagen overfor de Fremmede i Tyrkiet, og i
særdeleshed overfor de Kristne.”
Pera Palace Hotel, Konstantinopel/Istanbul, hvor Wandel havde kontor under og efter 1. Verdenskrig.
Wandel rapporterede i januar 1915 til udenrigsminister
Scavenius om det pres, som ungtyrkerne
lagde på ham og dermed den danske regering for at
få den danske presse til at rapportere mere ”venligt”
om den osmanniske regering:
”Hr. Udenrigsminister. I løbet af en Samtale, jeg
igaar havde med den fungerende tyrkiske Udenrigsminister,
Storvezir Prins Said Halim, beklagede
han Hs. Højhed sig over, at der i den danske Presse
kommer Uvenlighed til udtryk mod den herværende
Regering. ’Man sender mig Udklip af danske Blade’,
sagde Storveziren, ’af hvilke det fremgaar, at man
hos Dem siger os mange Ubehageligheder’. Jeg
svarede, at jeg ikke havde bemærket noget saadant,
og at jeg fandt Tonen i de danske Blade, der kom
mig for Øje, saa neutral og upartisk, at jeg end ikke
i samme kunde finde noget Udtryk hverken for
Antipati mod eller overdreven Sympati for nogen af
de krigsførende Grupper. Om nogen Uvilje mod
Tyrkiet var der i Danmark ikke Tale. Jeg har ikke
kunnet bringe i Erfaring, hvorfra de af Hs. Højhed
omtalte Udklip hidrører.”

Folkedrabet
Verdenskrigens udbrud og folkedrabets begyndelse
I november 1914 angreb Osmannerriget Rusland og
gik dermed ind i 1. Verdenskrig på Tysklands og
Østrig-Ungarns side imod Rusland, Storbritannien
og Frankrig. Disse alliancer blev kaldt for hhv.
Centralmagterne og Ententen. For Osmannerrigets
armeniere var det den værst tænkelige situation, både
fordi de frygtede nye massakrer og fordi de nu ville
blive tvunget til at kæmpe imod russiske armeniere
på den anden side af grænsen i Kaukasus.
Derfor forsøgte armenske religiøse og politiske ledere
at overtale Ungtyrkerne til at forholde sig neutrale,
men forgæves. Krigen var generelt meget upopulær i
den brede befolkning, og en del armenske soldater i
den osmanniske hær deserterede på grund af de forfærdelige
forhold i hæren, ligesom mange muslimske
soldater gjorde, og nogle af disse armeniere meldte
sig til den russiske hær.
Langt størstedelen af armenierne forsøgte dog blot at
overleve imens frygten og sulten voksede. Frygten
var ikke ubegrundet. I foråret 1915, efter de første
store nederlag på den kaukasiske front, begyndte
Ungtyrkerne at planlægge den ”endelige løsning” på,
hvad man betegnede som ”det armenske problem”:
armenierudryddelsen. Man anså armenierne for forrædere
og for at stå i vejen for skabelsen af et rige der
skulle være tyrkisk-domineret i både politisk, økonomisk
og etnisk henseende.
Der var regionale forskelle, men generelt var mønstret
for folkedrabet, at man først overførte de fleste
af de ca. 200.000 armenske soldater i den osmanniske
hær til arbejdsbattaljoner, hvorefter de blev arbejdet
ihjel eller dræbt i mindre grupper.
Derefter, fra 24. april 1915, blev flere tusinde armenske
intellektuelle, politikere og præster ført til det
indre af Anatolien, hvor de blev torturerede og dræbt.
Så kom turen til den tilbageværende armenske
befolkning. I langt de fleste tilfælde blev overlevende
mænd og større drenge fra sommeren 1915 dræbt
inden eller i den tidlige fase af, hvad der blev kaldt
”deportationerne” af den armenske befolkningsgruppe.
Det skete ved hjælp af soldater, gendarmer, civilbefolkningen
eller de meget brutale enheder fra den
”Særlige Organisation”.
De fleste kvinder og mindre børn blev ”deporteret”,
dvs. blev sendt på uge- eller månedlange dødsmarcher
mod syd eller blev ført rundt i cirkler gennem
øde egne, indtil alle eller flertallet var døde af sult,
Den senere svenske socialdemokratiske statsminister
Hjalmar Branting udtalte bl a. følgende om
armenierudryddelsen ved et offentligt møde i Stockholm
i 1917:
”Dokumenten säga klart ifrän, att här äj er tal
om övergrepp av underordnade, utan det är fråga
om ett organiserat och systematisk folkmord, värre
än vad vi någonsin sett maken till i Europa.”
sygdom eller overgreb. Kvinder og piger blev systematisk
bortført, seksuelt misbrugt og tvunget ind i
tyrkiske, arabiske eller kurdiske husholdninger. De
armeniere, der overlevede marcherne, blev dræbt i
hundredetusindevis i Syrien i løbet af 1916.
Folkedrabet var formentlig ikke overvejende religiøst
motiveret – ledende ungtyrkere som f. eks. Talaat var
som regel enten ateister eller imod religioners indblanding
i politik. Men som det ofte er tilfældet under
folkedrab kunne religionen bruges af magthaverne.
Her blev anti-kristne følelser i store dele af den muslimske
befolkning brugt til at mobilisere dem imod
armenierne.
Plakat opslået i Danmark ved 1. Verdenskrigs udbrud.
I 1925 brugte også Aage Meyer Benediktsen udtrykket
”folkemord” til at beskrive den ungtyrkiske politik
overfor armenierne, ligesom svenske og tyske iagttagere
havde gjort det tidligere:
”Det armeniske Folks Ødelæggelse er tidligt gaaet
ind iden eventyrlig-forbryderiske Plan, som Tyrkiets
Førere, Folk som Storveziren Saïd Halim, pasjáerne
Enver, Djevdet og Djemal og det for alle tænkende
Hoved, Indenrigsministeren Tal’at beg havde opridset.
[…] Dette Folkemord skulde gøres grundigt, ikke
et Lapværk som for tyve Aar tilbage.”
1915: Armenske mænd bliver drevet fra Harput til
fængslet i Mezreh. Her blev de udsat for tortur og
siden dræbt. Foto taget af tysk forretningsmand.
Jacobsen, 1979.
Engelsksproget ”folkedrabskort”, bl. a. med angivelser af større og mindre massakresteder, deportationsruter
og -knudepunkter, koncentrationslejre, og byer hvor armeniere forsøgte at gøre modstand.
De danske vidner
”Den fuldstændige Udryddelse”
Fra sommeren 1915 begyndte danskere i Osmannerriget
at indsamle oplysninger om, hvordan det
armenske folkedrab blev udført i praksis. Fra
Konstantinopel rapporterede Carl Ellis Wandel flittigt
hjem om de politiske, økonomiske og ideologiske
bevæggrunde for folkedrabet. Disse rapporter var
baseret på informationer indsamlet fra en stor mængde
kilder: danske og andre vestlige missionærer,
diplomater fra neutrale, tyrkisk-allierede eller tyrkisk-fjendtlige
lande, ungtyrkere og osmanniske
regeringsembedsmænd, armenske kirkelige kredse,
og tyske og osmanniske officerer. Men Wandel
bevidnede også selv henrettelser og deportationer i
hovedstaden. Konklusionen, som han kom til, var
entydig, ligesom den var for diplomater og andre
observatører fra f. eks. Tyskland, Sverige, USA,
Schweiz, Italien og Østrig-Ungarn: der var tale om en
udryddelseskampagne.
Wandel rapporterede i marts 1916 om den øgede sult
og elendighed, der særligt ramte de kristne, og om
fortsættelsen af forfølgelserne:
4. september 1915 rapporterede Carl Ellis Wandel
for første gang at forfølgelsen af armenierne havde
karakter af udryddelse:
”Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres
grusomme Hensigt, at udrydde det armeniske Folk,”
en udtalelse han i rapporten belægger med talrige
eksempler.
”En dansk Værkmester paa en af Firmaet [F. L.
Smidth] i København bygget Cementfabrik, der er
beliggende mellem Konstantinopel og Ismid, fortalte
mig igaar nogle Smaatræk, der sikkert er karakteristiske
for Forholdene i Provinsen. Naar der kom Mel
til de to ved Fabrikken liggende Byer, hvoraf den ene
er muhammedansk, men kun har ca. 1500 Indbyggere,
mens den anden er græsk og med ca. 5000
Indbyggere, kunde man altid være sikker paa, at den
lille tyrkiske By fik 3 à 4 Gange saa meget Mel som
den forholdsvis store græske By. De græske Kvinder
maatte af Mangel paa Brød friste Livet ved at plukke
Urter i Bjærgene. Alle Markerne i Omegnen var
udyrkede – af Mangel paa sædekorn og Arbejdskraft
og af frygt for Rekvisition; Fjerkræ og Frugter o.s.v.
var tagne af de Talrige indkvarterede Territorialsoldater,
hvis Officerer saa gennem Fingre med og
drog Fordel af alle slags Misbrug etc. etc. Alle
Cementfabrikken Arslan, hvor den danske værkfører
arbejdede. Riisager, 1921.
Armenierne i den paagældende By var deporterede,
men der havde for et Par Maaneder siden passeret en
Transport af armeniske Kvinder og Børn, der tvungne
af Sult grædende søgte at tigge sig lidt Brød til.”
I en anden rapport fra marts 1916 skrev Wandel at:
”Efter den Behandling, Armenierne har faaet og
fremdeles faar, vil der overhovedet næppe blive mange
af dem tilbage, og hvis Grækenland bliver nødt til
at gaa med Ententen, er jeg bange for at det vil
komme til at gaa Grækerne i Tyrkiet ligesom det er
gaaet Armenierne. Med Ungtyrkernes gode Vilje
kommer den Tid aldrig tilbage, da Araberne,
Armenierne og Grækerne dannede Majoriteten i det
ottomanske Parlament, thi de indsaa, at en saadan
Majoritet før eller senere vilde forlange Kalifatet
erstattet af et Føderativ-System, og at det snart vilde
være ude med deres Magt. Tyrkerne har derfor valgt
det eneste Middel, der stod til deres Raadighed for at
bevare deres Herredømme i Tyrkiet – nemlig den
fuldstændige Udryddelse af de Folk, der efter Forfatningens
Indførelse havde de største Udviklingsmuligheder
og med hvilke de er ude af Stand til at
optage Konkurrencen i en fredelig Kamp i Tilværelsen.”
Wandel rapporterede i juni 1915 direkte til
undenrigsminister Scavenius om effekten af
Ententens erklæring fra maj 1915 om, at de ville
stille de tyrkiske ledere til regnskab for hvad man
kaldte ”forbrydelser mod menneskeheden og
civilisationen”, dvs. for armenierudryddelsen :
”Paa den engelske, franske og russiske Regerings
offentlige Erklæring at ville holde Medlemmer
af den tyrkiske regering personlig ansvarlige
for de for nylig forefaldne Massakrer i
Armenien, har den ungtyrkiske Regering nu svaret
bl. a. ved igaar at lade 20 Armeniere hænge i
Stamboul og ved at lade 111 Englændere og
Franskmænd arrestere i Smyrna. Jeg har den
Ære at hoslægge et Udklip af ’Hilal’ for igaar og
en Genpart af en Indberetning af 11ds. fra det
Kgl. Konsulat i Smyrna vedrørende disse
Begivenheder. Ententemagternes ovennævnte
Erklæring har vakt stor Harme her, og givet
Chauvinismen og Fanatismen yderligere Vind i
Sejlene, og den vil sikkert faa en ganske anden
Virkning end den formentlig tilsigtede. Den har
her fremkaldt Ønsket, siger man, om at vise
Ententemagterne, at de gør bedst i ikke at blande
sig i Tyrkiets indre Anliggender, og allermindst
nu, naar de som Landets Fjender har mindre Ret
dertil end nogen sinde.”

Slagtehusprovinsen
I Harput og Mezreh havde Maria Jacobsen skrevet dagbog
siden hun ankom i 1907. Da folkedrabet blev indledt
i Harputprovinsen – på dette tidspunkt kaldet ”slagtehusprovinsen”
– var det en altoverskyggende begivenhed,
hvilket også afspejles i dagbogen. I første omgang
gav det sig udslag i beskrivelser af den øgede mistænkeliggørelse
og undertrykkelse af armeniere i området:
husundersøgelser, arrestationer, tortur og henrettelser, der
i løbet af få uger blev til massakrer og dødsmarcher.
Men de første tegn på, at en katastrofe uden fortilfælde
var på vej, kom med de første konvojer med armeniere
fra de nordlige provinser. De deporteredes tilstand var så
elendig at danske, tyske og amerikanske iagttagere måtte
konstatere, at deportationerne i realiteten var dødsmarcher.
Maria Jacobsen skrev 22. juli 1915:
”Tyrkerne ved godt at Krigen raser i Europa og de kristne
nationer har alt for travlt til at tage sig af Armenierne.
Saa nu benytter de Tiden til at udrydde deres Fjender,
som de ikke nu forstaar er deres Venner.”
Sabit Bey, Harputs generalguvernør
og den øverste
ansvarlige for folkedrabets
udførsel i regionen.
Tak til Ugur Ü. Üngör,
Amsterdam.
I sin dagbog beskrev Jacobsen indgående tilstanden
for de armeniere der kom nordfra på dødsmarcher. 8
juli 1915:
”En Skare forviste er kommen fra Erzingan, de har
lidt ubeskriveligt af Pinsler, Nød og Fare paa Vejen
hertil. Mange af mændene er dræbte, Kvinder og
unge Piger er blevet skændte af Soldater, mange er
blevet taget til tyrkiske og kurdiske Hjem, de var blevet
fortalt at de skulde til Harpoot og da de efter
ugers og maaneders Lidelser og Farer naaede hertil,
blev mændene og drengene som var blevet tilovers
taget fra dem og puttet i Fængsel her, hvad betyder at
de skal dræbes. Kvinderne bliver holdt her nogle
Dage, og de tyrkiske Mænd gaar hen og udser sig de
kønneste Koner og Piger, som de saa tager med hjem
til deres Harem, de syge som ikke kan gaa bliver taget
ud og ført til en Kirkegaard hvor de faar Lov at ligge
til de dør.”
Andre af Jacobsens beskrivelser af grusomhederne er helt
korte, som 22. oktober 1915: ”Alle de armeniske Børn
som var opsamlet i de tyrkiske Børnehjem er blevet kørt
Side fra Maria Jacobsens originale dagbøger, 1907-19. Foto: Karekin Dickran.
bort i Oksevogne og kastet i Floden.” Det drejede sig om
ca. 1000 børn, der blev druknet i Palu-floden, der havde
sit løb nord for Harput.
Maria Jacobsen har selv skrevet billedteksten til fotografiet
af Palu-floden: ”Broen ved Palu hvor tusinder af
vore Venner blev dræbte.” Jacobsen, 1979.
Maria Jacobsens billedtekst til fotografiet lyder: ”En
døende Dreng i Harput.” Jacobsen, 1979.

Urfa - Et stop før ørkenen
I Urfa forsøgte Karen Jeppe at hjælpe så mange som
muligt af de armeniere, der passerede gennem byen på
vej mod ørkenen. I sit hjem skjulte hun ikke bare armenske
kvinder og børn, men også nogle af de få mænd og
større drenge, der havde overlevet den brutalt nedkæmpede
armenske opstand i Urfa. Opstanden udbrød da det
stod klart for byens armeniere, at alternativet var selv at
blive dræbt eller sendt på dødsmarcher. Hvis Jeppes handlinger
var blevet opdaget af myndighederne, ville det
med meget stor sandsynlighed have medført dødsstraf.
Karen Jeppe skrev i 1926 i en beretning om folkedrabet
i Urfa bl. a. følgende:
”Den tredje Dag brød frem, og det var en Søndag.
Tyrkerne var nu omtrent færdige med at at slaa de
Mænd ihjel, de havde kunnet finde. Plyndringen fortsattes
derimod endnu, og Jagten paa Kvinderne var
ikke endt, nogle af dem blev slæbte til Haremmerne,
andre blev straks voldtagne paa Stedet.”
Den danske KMA-missionær Karen Marie Petersen
nedskrev et antal overlevendes vidnesbyrd. Sevart
Mikaelian fra Erzerum var 11-12 år gammel i 1915,
da hun og hendes familie blev sendt på en dødsmarch
sammen med et stort antal andre armeniere. Det var
normalt at flere tusinde blev sendt afsted på en enkelt
march. Under marchen blev alle mænd dræbt. De fleste
kvinder blev dræbt eller døde af sult, tørst og udmattelse,
og Sevart mistede næsten hele sin familie. I
1918 kom hun til Emaus efter at have flygtet fra en
tyrkisk embedsmænd, som havde tvunget hende til
ægteskab. Det følgende er uddrag af hendes beretning:
”Da de kom til Djisere maatte de atter over Vandet.
Stadig sagde de lejede Gendarmer der var med dem,
’I vil alle blive dræbt’ og overalt blev ogsaa Lig tilbage
hvor de var. De gik fra tidlig Morgen til Aften,
naar de om Aftenen kom og slog Lejr, kunde de købe
Brød af Kurderne. I to Md. [Måneder] vandrede de
ustandseligt [mellem] Bjergene og saae ingen andre
Mennesker; da de kom til Mosul var kun 50 tilbage.
De døde af Hede og Tørst. Naar de kom forbi
Landsbyerne kom T. [tyrkere] til Hest og tog de Piger
de ønskede. Sevart og hendes Søstre klippede deres
Haar af, og tog Lasede Klæder paa for ikke at blive
bemærkede. […] De vandrede bogstavelig [mellem]
Lig; naar de saa, at Folk blev skudt eller røvede løb
de andre forskrækkede videre. Da de kom til et lille
Vandløb sagde Sevarts Tante hvis 4 Børn alle var
dræbt ’jeg kan ikke udholde det længere’ og kastede
sig i Vandet, med alle deres Anstrengelser kunde de
ikke faa hende fra det og hun druknede. Mange kastede
deres smaa Børn [mellem] Buskene og gik videre
eller Gendarmerne dræbte dem. Eller de kastede
Børnene i Vandet og sprang selv ud bag efter.”
Stileheftet, hvor Petersen nedskrev bl. a. Sevart Mikaelins
vidnesbyrd. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.
Et af de mange unikke vidnesbyrd om folkedrabet
som blev indsamlet af danskere, var den armenske
læge Khosrov Krikorians edsvorne beretning om massakrerne
i den syriske ørken i 1916. To osmanniske
embedsmænd i og omkring Der Zor havde forsøgt at
beskytte områdets armeniere, da de mente at armenierudryddelsen
stred mod deres samvittighed og mod
islam. Men de blev netop derfor på indenrigsministeriets
ordre forflyttet og erstattet af mere radikale folk,
som den erfarne guvernør Zeki Bey:
”Et par Uger hengik i Usikkerhed; en Eftermiddag
ankom en stor Karavane bestaaende af c. 1200 Mænd
og Kvinder, alle nøgne, da de var udplyndrede af Gendarmer
og Beduiner. Ved at spørge os for hørte vi, at
det var Armeniere, udvist fra Intilly i Nordsyrien og
efter en lang Rejse gennem Ørkenen mellem Aleppo
og Mardin var de blevet bragt til Shedadi på
Mutesariff Zeki’s Ordre. […] Før Takki forlod os,
anbefalede han os til Førerne som uskyldige Folk, og
han bad dem skaane os for Allah’s Skyld. Suleiman
Bey, den tjetjenske Fører, der udfyldte Takki’s Plads,
modtog kort efter Instruktioner fra Der Zor, og en Nat
sendte han de 1200 Deporterede fra Intilly væk; vi
kunde høre Skydningen, vi vidste hvad der foregik, og
næste Morgen før Solopgang kom ogsaa en af de
Deporterede, alvorligt saaret i Nakken, ind paa vort
Værelse og fortalte, at alle 1200 Mænd og Kvinder var
blevet dræbt. Nu blev vi ogsaa meget bange, vi ventede
jo simpelthen fra Minut til andet paa vor Tur.”
To af de fotografier Karen Jeppe tog i Urfa af armenske ofre. Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn.
Første side af Karen Marie Petersens oversættelse af
Krikorians vidnesbyrd. Rigsarkivet.
Foto: Sisse Siegumfeldt.

Hjælpearbejdet under folkedrabet
Konfronteret med den enorme ødelæggelse forsøgte vestlige
missionærer, hjælpearbejdere og diplomater at redde,
hvad reddes kunne. De danske, tyske og amerikanske
missionærer i Harput og Mezreh formåede i samarbejde
med den amerikanske konsul Leslie Davis i perioder at
brødføde, beskytte eller skjule flere tusinde armeniere.
Mange af disse blev hjulpet til at flygte med hjælp fra
kurdere i området. Det var hverken nemt eller ufarligt,
missionærernes hospitaler og børnehjem var overvågede
og konstant truede af razziaer og lukning. Det krævede
diskretion, bestikkelse og gode forbindelser til amerikanere,
tyskere og osmanniske officerer og embedsmænd at
hjælpe armeniere til at overleve fra den ene dag til den
anden. Ofte var arbejdet forgæves, men nogle blev reddet
og optaget i Emaus. Det galdt f. eks. Vartanush Lusigian.
Om hende står der i børnehjemmets protokol: ”Optaget
Sept. 1915. 14 Aar gl. Forældreløs, hele Familien dræbt.
Stille, tiltalende, beskeden.”
Maria Jacobsen og Bessie. Rigsarkivet.
Den 22. juli 1915 skrev Maria Jacobsen i sin dagbog
om omstændighederne bag hendes adoption af en
armensk pige, Beatrice Dingilian, kaldet Bessie:
”I Dag har jeg taget et lille Barn Beatrice Dingilian,
14 Maaneder. Hendes Fader, som var vor Sekretær,
blev taget og ført til Fængslet i Mezreh. Han var et
alvorligt troende Menneske, dernede opdagede de
ogsaa snart at han var en de kunde stole paa, saa de
gav ham et Bind om Armen og han skulde tage mod
fangernes Mad og uddele den. […] Saa blev ogsaa
han ført bort. Men vi fik Lov at se hvordan Gud kan
styrke sine Børns Hjerter naar de er i Fare og
Lidelser. Da Mr. Riggs saa ham sidste Gang, sagde
han ’jeg er ikke bange. Jeg er rede til at dø, jeg har
helt overgivet mig i Guds Hænder, de maa gøre med
mig hvad de vil, de kan ikke skille mig fra Gud.’ Saa
gik han ud med en Skare Fanger og blev dræbt.”
Fra sommeren 1917 måtte amerikanske missionærer og
diplomater trække sig ud af Osmannerriget efter at have
erklæret Tyskland og Østrig-Ungarn krig, og derefter var
Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen overladt til at
overtage ansvaret for hele det store amerikanske hjælpearbejde
i Harputprovinsen. I slutningen af 1918 sluttede
1. Verdenskrig med Tyrkiets og dets allieredes nederlag,
og fra 1919 begyndte de amerikanske missions- og hjælpeorganisationer
at vende tilbage til Anatolien. Danskerne
kunne nu vende hjem, sygdomsramte og nervenedbrudte.
Flere af de danske KMA-missionærer, bl. a. Jenny Jensen
og Maria Jacobsen, havde på dette tidspunkt adopteret
forældreløse armenske overlevende. Myndighederne
lagde svære hindringer i vejen for at såvel missionærerne
som deres adoptivbørn skulle forlade landet – de havde
set for meget.
I en årsrapport fra starten af 1919 beskriver Wandel de
fortsatte vanskeligheder ved at skaffe udrejsetilladelse
til danske missionærer og hjælpearbejdere:
”Af danske Missionærer og Sygeplejersker i det asiatiske
Tyrki er der nu kun to tilbage. I løbet af 1918 rejste
2 til Danmark. Men det var først efter betydelige Vanskeligheder,
at det lykkedes ges. at skaffe dem de nødvendige
Rejsetilladelser fra det tyrkiske Politi, idet det
syntes, som om dette havde Ordre fra de militære
Myndigheder til ikke at visere de 2 danske Damers
Pas, førend de havde opholdt sig nogle Maaneder i
Konstantinopel. En vis Rolle har det maaske ogsaa
spillet, at begge Damerne kom fra Armenien, hvor de
havde været Vidne til Begivenheder, som man ikke
ønskede, skulde blive bekendt i Europa.”
I 1918 udsendte KMA et bønskrift til deres medlemmer om yderligere økonomisk hjælp til arbejdet med at redde de overlevende
armeniere i Harput-området. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.

Hvad man kunne vide i Danmark
Der kan ikke herske nogen tvivl om,
at den danske regering blev grundigt
orienteret om det armenske folkedrab,
ikke mindst gennem de snesevis
af detaljerede rapporter om begivenheden
fra Carl Ellis Wandel. Ca. 25 år
før gennemførelsen af Holocaust var
en mand som Erik Scavenius, udenrigsminister
under både 1. og 2. Verdenskrig,
vidende om, at en organiseret
udryddelseskampagne, iværksat
af et fremmedfjendsk diktatur imod
et forhadt mindretal, var både tænkelig
og gennemførlig.
I samtidige danske aviser blev folkedrabet
ofte nævnt. Det galdt særligt i
Kristeligt Dagblad. Den 9. oktober 1915
angreb en skribent på avisen hvad han
mente var neutrale landes ligegyldighed
overfor armenierudryddelsen:
”Vil man have et typisk Udtryk for
denne Tilstand, skal man læse de redaktionelle
Bemærkninger, hvormed Regeringens
Hovedorgan i Danmark
[dagbladet Politiken] i Gaar ledsagede
Meddelelserne om de armeniske Massakrer.
Bladet betegner ganske vist
Tyrkernes ’Udryddelses-Politik’(’Politik’
er sublimt i denne Forbindelse) som en
’Hjerteløshed og en Grusomhed, som er
enestaaende i Verdenshistorien’ – det
fremhæve, at over for Tallet 800.000
myrdede Armeniere ’blegner Verdenskrigens
øvrige Rædsler’. Men kort efter
slaar Bladet Rædslen hen ved at udtale,
at ’Indtrykket er dog mindre dybt, mindre
varigt’, end da Gladstone afslørede
Myrderierne under Abdul Hamid. Thi,
siger ’Politiken’, ’Maalestokken er forrykket,
Begreberne er forvirrede’ –
’Krigen forraaer umærkeligt, men sikkert-’
Og for at understrege dette
Resultat slutter Artiklen med følgende
Linjer: ’Vi gribes og indigneres et
Øjeblik, inden Forraaelsesværket fortsættes.’
I saadanne Udtryk giver ’det
bedste Blad’ sin Indignation Luft! Det
byder et dansk Blad sine Læsere! Hvis
’Politiken’ havde skrevet saadant noget
lignende som dette: ’Tag jer det ikke
nær, I der har Ansvaret for Udryddelsen
af det armeniske Folk – vi glemmer det
hurtigt’ – saa var netop sagt i faa Ord
det, som Artiklens mange Ord i Virkeligheden
siger.”
Det var også i nogen grad muligt for
den almindelige borger i Danmark at
holde sig orienteret, bl. a. gennem
aviser og bøger. Missions- og hjælpeorganisationerne,
der udover udenrigsministeriet
var bedst orienterede
om forholdene i Osmannerriget, var
dog forsigtige med at udbrede detaljeret
viden om folkedrabet.
Dette kunne udsætte både danske
vidner og de armeniere de beskyttede
for fare.
Kristeligt Dagblad, 26 maj 1915.
Forside-notits.
Kristeligt Dagblad, 9 oktober 1915.
Forside-notits.
Den armensk-gifte danske forfatterinde
Inga Nalbandian udgav i løbet af 1917
flere novellesamlinger om armenierudryddelsen,
bl. a. Den Store Jammer.
Nalbandian havde opholdt sig i Osmannerriget
indtil september 1916 og bevidnede
selv aspekter af folkedrabet. Derudover
benyttede hun f. eks. tyske kilder
og den officielle britiske Blue Book fra
1916, en alment tilgængelig samling
øjenvidneberetninger om folkedrabet.
Nalbandian skriver i sit forord til Den
Store Jammer:
”Nogle vil undres over, at jeg har
behandlet mit Stof digterisk. Over, at jeg
ikke har lagt det frem for Offentligheden
som et blot og bart historisk Dokument.
Men andre vil forstaa, at netop saaledes
maatte det være. Jeg maatte bøje mit
Stof ind under den kunstneriske Selvbeherskelses
Tugt. Jeg maatte se med
andres Øjne og føle med andres Hjerter
for at kunne skildre de Begivenheder,
der er det forfærdeligste og utroligste af
alt, hvad Verdenskrigen har voldt af
uopretteligt. De Begivenheder, der har
sat uudslettelige Spor i mit eget og i
mine smaa Børns Liv. Og om nogen
spørger, naar de har læst Bogen om
Armeniernes store Jammer: hvad er
Digt og hvad er Virkelighed? vil jeg
svare: Personerne er – af let forstaaelige
Grunde – delvis opdigtede. Begivenhederne?
Ja, de er Draaber i Virkelighedens
Hav. […] Historien, den store Neutrale,
vil en Dag dokumentere det politiske
Ansvar for det utrolige, der er sket.
Den vil dømme de Skyldige. Og de
Medskyldige. Min Rolle indskrænker sig
til at fortælle hvad jeg med egne Øjne og
Øren har set og hørt. Og hvad jeg har
oplevet. Blot en lille Del deraf.”
Tyrkeres syn på folkedrabet: modstand og benægtelse
Det armenske folkedrab kunne kun gennemføres
ved at en stor del af den almindelige
befolkning enten forholdt sig passiv
eller deltog på et eller andet niveau – f. eks.
ved at medvirke i massakrer, plyndringer
eller tvangskonverteringer. For den almindelige
borger kunne årsagerne til at deltage
i folkedrabet være forskellige, f. eks. økonomisk
vinding, religiøst eller etnisk had,
opportunisme, eller en kombination af faktorer.
En væsentlig årsag til ikke aktivt at gå imod
folkedrabet var, at det kunne straffes med
døden. Maria Jacobsen skrev i sin dagbog
24. juli 1915, at husene i Harput blev undersøgt
for skjulte armeniere, og byens udråber
råbte fra moskeerne og i gaderne at ”en
Tyrk som skjuler en Armenier vil blive
hængt og hans hus brændt.” Men et ukendt
antal osmanniske muslimer – tyrkere, kurdere,
arabere, m. fl. – valgte altså alligevel
at protestere eller forsøge at redde armeniere
og andre forfulgte minoriteter. Som
Maria Jacobsen skrev 14 august 1915: ”Der
er ikke saa faa Tyrker som er imod hvad der
sker.’”
Den nok mest prominente tyrkiske modstander
af det armenske folkedrab og andre
af regimets forbrydelser var parlamentsmedlemmet
Ahmed Riza, en tidligere prominent
Ungtyrk. Næsten ene mand prote-
Forside af den hollandske 1918-udgave af
Inga Nalbandians Den Store Jammer.
Bogen udkom også på svensk og fransk. Det
Kgl. Bibliotek.
sterede han i det osmanniske senat forgæves
mod regimets overgreb. Deciderede redningsmænd
fandtes ikke mindst blandt arabiske
muslimer i Syrien, Libanon og Irak og
blandt kurdiske stammer i det anatolske
Dersim-område. Den officielle tyrkiske benægtelse
af folkedrabet blev tidligt standardiseret,
hvilket bedst kan opsummeres i en
noget paradoksal ”benægtelses-formel”, en
formel der i det store og hele bruges den dag
i dag: ”Der var ikke nogen organiseret
udryddelseskampagne, og armenierne var
selv ude om det.”
Fra 1915 modtog dansk KMA førstehåndsoplysninger
om folkedrabet, ikke bare fra
danske missionærer via breve der omgik
den osmanniske censur. Man fik også oplysninger
fra svenske, norske, tyske og amerikanske
missionærer, der rejste fra Osmannerriget
via København til deres hjemlande.
F. eks. berettede den svenske KMA-missionær
Alma Johansson om hendes og norsk
KMA-missionær Bodil Biørns oplevelser i
Osmannerriget. Denne beretning blev i anonymiseret
form sendt rundt til KMAs lokalafdelinger
som fortrolig meddelelse – med
tydelig markering af, at ”Eftertryk af denne
Artikel forbydes”. Årsagen til fremgangsmåden
var, at man vidste at repræsentanter
for den osmanniske regering overvågede
den danske presse.
Forside af ”Fra Armenien”. Rigsarkivet.
Foto: Sisse Siegumfeldt.
Ahmed Riza (1858-1930), forside af hans
selvbiografi. Tak til Ugur Ü. Üngör, Amsterdam.
I en rapport fra december 1917 citerer
Wandel Ahmed Riza for bl. a. at udtale
følgende om den ungtyrkiske forfølgelse
af landets mindretal og det organiserede
tyveri af deres jord og ejendele:
”Denne fremgangsmaade er ogsaa i
strid med Grundloven. Thi Forfatningen
tilsikrer Alle deres Ejendeles Ukrænkelighed.
Jeg vil gaa videre og sige, at hvis
der i et Land ikke eksisterer Ejendomsret,
eller denne Ret ikke er sikret, eksisterer
der heller ingen Regering. Hvis
de, der er blevet deporteret og forjaget,
havde en Ejendomsret, er denne Ret nu
blevet undertrykt. Ganske vist hævder
Regeringen, at den har haft Ret til at
handle saaledes. Da jeg endnu ikke har
undersøgt dette Forhold i sin Helhed,
kan jeg ikke i Øjeblikket udtale mig
bestemt herom. Regeringen offentliggør
ud fra sit Synspunkt Brochurer. Lad os
gaa ud fra, at hvert et Ord i disse
Brochurer er fuldstændig rigtigt. En del
af Armenierne og Grækerne kan meget
vel, som Regeringen siger, have været
Forrædere. Dem finder man blandt
Tyrkerne og Kurderne, saavel som blandt
Armenierne. Men Loven fastsætter Straf
for Forræderne, Forbryderne. Man
henretter dem, skyder dem; men man
deporterer eller dræber aldrig Familierne
eller berøver dem deres Formuer.
Dette er det rene Rædselsherredømme.”

I 1919 var de sidste danske missionærer og
hjælpearbejdere vendt hjem, syge og nedbrudte.
Men efter relativt kort tid begyndte
Maria Jacobsen og Karen Jeppe at rejse rundt
i både Danmark og udlandet for at samle støtte
og skabe opmærksomhed om de overlevende
armenieres forhold både i det der nu skulle
blive Tyrkiet, i den lille nydannede armenske
republik, og i landflygtigheden i Grækenland
og de arabiske områder.
I 1919 havde man endnu ambitioner om at
kunne genbosætte armenierne i deres oprin-
delige områder under vestlig beskyttelse.
Men det viste sig hurtigt umuligt, da en ny
tyrkisk nationalistisk bevægelse under ledelse
af den senere tyrkiske præsident Mustafa
Kemal (Ataturk) fortsatte forfølgelserne.
Ingen af de sejrende vestlige stormagter var i
sidste ende villige til at overholde deres løfter
om beskyttelse og uafhængighed for Osmannerrigets
forfulgte mindretal. I stedet
måtte man koncentrere sig om at hjælpe
armeniere i de omkringliggende områder.
Efter folkedrabet
Arbejdet afsluttes, et nyt begynder
Alle armenske kvinder og børn
der blev reddet af Jeppes organisation,
blev som det første lægeundersøgt
og fotograferet, hvorefter
man kort nedskrev deres
oplevelser under og efter folkedrabet.
Dette er Jeppes håndskrevne
rapport om Jeghsa Torosian,
20 år i 1926, og oprindeligt fra
Harput-området.
Lokalhistorisk Arkiv
for Gylling og Omegn.
Karen Jeppe i Syrien
I 1921 genoptog Karen Jeppe sit hjælpearbejde,
nu blandt flygtninge i og omkring Aleppo,
Syrien, der var under fransk kontrol. I første
omgang kun som udsending for Danske
Armeniervenner, men på baggrund af hendes
erfaringer og kvalifikationer blev hun kort
efter udnævnt til kommissær for det nydannede
Folkeforbund. Hun skulle først og fremmest
arbejde for befrielsen af armenske kvinder
og børn i muslimske husholdninger. Det
skete bl. a. på foranledning af den danske
kvindesagsforkæmper Henni Forchhammer,
der selv var medlem af den danske delegation
i Folkeforbundet.
Det var nu stort set umuligt at få frigivet
armeniere fra Tyrkiet, men i Syrien kunne
Jeppe samarbejde med andre hjælpeorganisationer,
med lokale arabere og med fransk-
Forside af Danske Armeniervenners blad Armeniervennen.
Kort over Syrien og Libanon. KMA 1950.
Den dag i dag kan man stadig finde knogler fra massakrerede armeniere forskellige steder i
Syrien. Som her ved Merqedeh, ved floden Khabur i det østlige Syrien.
Foto: Matthias Bjørnlund.
mændene om frigivelsesprojektet. Fra 1921-
27 lykkedes det Jeppe og hendes organisation
at få frigivet ca. 2000 armeniere, en del gennem
forhandlinger med deres muslimske
”ejere”, mens andre blev løskøbte eller flygtede
med hjælp fra Jeppes ”agenter”.
Andre af Jeppes projekter gik ud på at oprette
en lille koloni for armenske enker og deres
børn samt at oprette landbrugskolonier i det
nordlige Syrien. Karen Jeppe døde i Syrien i
1935 af sygdom.
Karen Jeppes gravsted i Aleppo.
Foto: Matthias Bjørnlund.

Maria Jacobsen i Libanon
Som Karen Jeppe vendte Maria Jacobsen tilbage til arbejdet
blandt de overlevende armeniere i 1921. Hun blev leder
af et stort KMA-børnehjem i Libanon, kaldet Fuglereden.
En del af eleverne blev hentet fra børnehjemmet Emaus i
Harput.
Behovet var enormt, så der kom hurtigt andre forældre-
løse og fattige børn til. På børnehjemmet blev der undervist
i almindelige skolefag, og formålet var gennem
uddannelse, ”protestantiske dyder” og disciplin at skabe
armenske borgere, der kunne klare sig selv
under de meget vanskelige kår i eksil. Maria
Jacobsen døde i 1960 i Libanon. Ligesom
Jeppe arbejdede hun til det sidste.
Fuglereden.
KMA 1950.
Armenske fordrevne i Beirut, ca. 1930. Teksten til fotoet, skrevet af Maria Jacobsen, lyder: ”Jertjanig (betyder den lykkelige)
har to lange Fletninger og er fortvivlet fordi han bliver drillet dermed. Forældrene, begge blinde, [har] haft 7
Børn som er døde. Den Gang var de rige, og de aflagde nu det Løfte til Herren at de vilde give Barnet til Ham og lade
[barnets hår] voxe til de kunde gøre en Rejse til det hellige Land og faa det klippet af. Men nu er de meget fattige.”
Rigsarkivet. Fuglerede-børn, ca. 1930. Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.
Maria Jacobsen med Fuglerede-børn, ca. 1930.
Rigsarkivet. Foto: Sisse Siegumfeldt.

Tiden op til 2. Verdenskrig
Gennem 1930erne var der i Danmark stadig fokus på armeniernes
skæbne. Der blev udgivet bøger om emnet, og man fortsatte med
at samle ind til hjælpearbejdet. Danske Armeniervenner,
Kvindelige Missions Arbejdere, Industrimissionen og andre organisationer
fortsatte arbejdet i Libanon, Grækenland og Syrien, et
arbejde der nu fokuserede mindre på nødhjælp og mere på f. eks.
uddannelse.
På dette tidspunkt mødte både organisationernes arbejde direkte
og indirekte anerkendelse fra den danske stat. For eksempel fik
Karen Jeppe den Kongelige Fortjenstmedalje i guld for sin livslange
indsats. I undervisningsmateriale fra Undervisningsministeriet
blev armenierudryddelsen præsenteret som et ukontroversielt
faktum.
Med 2. Verdenskrigs udbrud blev de danske missionærer og hjælpearbejdere
isoleret fra organisationerne i hjemlandet, hvor man
fik sine egne problemer under besættelsen. Som der står i KMAs
jubilæumsskrift fra 1950:
Pierre J. Honoré nedskrev i 1990 en
beretning fra modstandsarbejdet i
Fredericia under 2. Verdenskrig. Honoré
var en ung og idealistisk modstandsmand,
og var bl. a. blevet inspireret
til modstand af en tidlig og klar
erkendelse af nazismens umenneskelighed:
”Min far var meget historisk interesseret,
dels fra sin reformerte baggrund,
og interesserede sig meget for forfulgte
folk, især armenierne. Hans yndlingsbog
var Werfels ’40 Dage på
Musa Dagh’, der udspilles under tyrkernes
nedslagtning af en million
armeniere under den første verdenskrig.
Han havde tilfældigt oplevet krystalnatten
i Tyskland i 1938, hvor SA
folkene havde ødelagt de jødiske butikker
efter lister, som de omhyggeligt
krydsede af på. Han sagde ofte, at
jøderne ville få den samme skæbne
som armenierne, blot langt værre, fordi
tyskerne er meget bedre organisatorer
end tyrkerne. Det skulle vise sig at
blive en uhyggeligt nøjagtig profeti.”
”Den 9. april, denne smertens og ydmygelsens dag for alle
Danske, traf alt missionsarbejde føleligt. KMA blev afskåret fra
alle sine missionærer.”
Og Holocaust, en ny, endnu mere radikal og gennemgribende
udryddelseskampagne, var undervejs. En af de væsentligste danske
forkæmpere for armeniernes rettigheder, Henni Forchhammer,
blev i øvrigt i 1933 medlem af Hjælpekomitéen for Nazismens
Ofre, og blev således tidligt involveret i arbejdet for at hjælpe
tyskere til at undslippe det nazistiske diktatur.
2. Verdenskrig betød dog ikke at armeniernes skæbne blev helt
glemt i Danmark. Som der f. eks. står i I. C. Willesens undervisningsbog
fra 1942, Fra den Første til den Anden Verdenskrig:
”Kun i Kaukasus havde Ententen Lykken med sig det Aar [1915].
Her blev Tyrkerne slaaet af Russerne, men de hævnede sig ved at
myrde over 1 Million af de ulykkelige, kristne Armeniere.”
I 1935 udsendte det danske undervisningsministerium denne pamflet om Karen Jeppes
arbejde, der blev udsendt til samtlige skoler og byråd i landet i anledning af den årlige
Folkeforbundsdag. Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn.

UDBLIK – HOLOCAUST Nazisternes
Kort over koncentrationslejre og dødslejre
samt estimater over antal dræbte jøder fra
de enkelte lande. Antallet af bl.a. myrdede
sovjetiske jøder er formentlig større end 1
million.
(The Oxford Companion to
World War II. 2001).
Naziregimets jødepolitik – fra forfølgelse til udryddelse
antisemitisme byggede
langt hen ad vejen på en moderne
(pseudo-) biologisk racisme. Hitlertyskland
levnede ingen plads for
jøder og andre, der blev regnet for
mindreværdige og fjender – i modsætning
til ungtyrkernes politik, der
gjorde det muligt at tvangsassimilere
nogle armenske kvinder og børn.
I 1930erne var der tale om vilkårlige
overfald og undertiden organiserede
pogromer. Skridt for skridt forvandlede
nazistisk lovgivning jøderne til
retsløse og mindreværdige borgere.
Tyskland skulle være jødefrit, det
skulle ”ariseres” og al jødisk ejendom
konfiskeres. Jøderne skulle tvinges til
at forlade det Tredje Rige.
Under den 2. verdenskrig udviklede
jødepolitikken sig rykvis til et systematisk
folkemord. Naziregimets endelige
løsning, die Endlösung eller
Holocaust, som vi kalder det i dag,
begyndte i anden halvdel af 1941. Fra
1942 var det målet at udrydde alle
europæiske jøder – mænd, kvinder og
børn.
Omkring tre millioner jøder blev
myrdet i rene dødsfabrikker i primært
Pogrom i Kaunas den 25.-29. juni
1941, på opfordring af SS nedslagter
litauiske ekstremister jødiske mænd.
Det hele foregik, som billedet også
viser, i fuld åbenhed (Topographie des
Terrors. 1987). Et øjenvidne berettede
senere "På turen gennem byen [den
27. juni 1941] kom jeg forbi en tankstation,
som var omgivet af en stor
menneskemængde. I mængden befandt
sig også mange kvinder, som holdt
deres børn højt eller stod på stole og
kasser for bedre at kunne se. Igen og
igen lød der brusende bifald - bravoråb,
klap og latter - så jeg formodede,
der var tale om en sejrsfest eller en
form for sportsbegivenhed…Da jeg
trådte nærmere, blev jeg vidne til det
mest frygtelige, jeg har oplevet i løbet
af to verdenskrige.
På betonpladsen foran tankstationen
stod en mellemstor lyshåret mand på
ca. 25 år, som i dette øjeblik pustede
ud og lænede sig op ad en tommetyk
træknippel, som gik ham til brystet.
Auschwitz-Birkenau sommeren 1944. Ungarsk-jødiske kvinder og børn på vej
til døden i gaskamrene. (…I skal fortælle det…2005).
Polen – i lejre som Auschwitz-
Birkenau eller i Treblinka og Belzec,
der kun skulle udrydde mennesker.
Men Holocaust var ikke fuldkommen
industrialiseret. Det var også primitivt.
Udryddelsen lignede på nogle
punkter folkemordet på armenierne
25 år før. Mere end 1 million jøder
blev myrdet af primært SS i masse-
For hans fødder lå 15 til 20 døde
eller døende.
Fra en vandslange løb der hele tiden
vand, som spulede det spildte blod
ned i et afløb. Kun få skridt bag
denne mand stod der omkring 20
mænd, som blev overvåget af nogle
bevæbnede civile. I tavs tålmodighed
nedskydninger i navnlig Sovjetunionen.
Dertil omkom hundredtusinder af sult,
udmattelse og sygdomme i ghettoer
og koncentrationslejre.
Omkring seks millioner jøder blev
myrdet af Nazityskland og dets allierede.
ventede de på deres grusomme henrettelse.
Ved et kort vink trådte så den næste
tavst frem og blev på denne bestialske
måde pryglet ihjel med trækniplen.
Hvert slag blev hilst med
begejstrede tilråb fra tilskuerne."

Hvad kunne man vide i Danmark?
Nøjagtigt som med folkemordet på armenierne
nåede forfærdende nyheder til Danmark. Denne
gang foregik forfølgelser og massemord sågar
tæt på, i nabolande. Og i oktober 1943 nåede
Naziregimets jødeforfølgelser også her til landet.
Men det er vanskeligt at udrede, hvor meget
den enkelte dansker egentlig kunne vide, og
hvordan nyheder blev modtaget og forstået.
Temaet er endnu ikke undersøgt til bunds.
Et udpluk af nyhedsmedier og informationskanaler
af højst forskellig karakter peger på, at
hverken overgrebene i Tyskland eller masseudryddelsen
var totalt mørkelagt for danskerne i
tiden fra 1933-45. Men mange vidnesbyrd om
jødeforfølgelserne synes at være druknet i
nyhedsstrømmen.
30‘ernes forfølgelser i dansk presse
Nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933
medførte hurtigt en vis censur og selvcensur i
den danske dagspresse. Regeringen ville hævde
neutraliteten og hindre, at den aggressive nabo
følte sig provokeret. Hitlertyskland var allergisk
overfor kritik og lagde også direkte pres på
danske dagblade.
Sådan blev den åbne, detaljerede kritik af
Naziregimet efterhånden marginaliseret til venstrefløjen
og enkelte borgerlige stemmer.
Alligevel var den stigende forfølgelse af de
tyske jøder ingen hemmelighed. I bogudgivelser,
aviser og ugeblade kunne man læse om vilkårlige
overfald og boykot af jødiske forretninger
i Tyskland i 1933 og om Nürnberglovenes
indførelse i 1935, der gjorde jøderne til andenrangsborgere.
Den 9.-10. november 1938 begyndte en pogrombølge
i Tyskland med den såkaldte
”Krystalnat.” Det var en antisemitisk
udløsning, iscenesat af Naziregimet. Påskuddet
var en ung jødes attentat på en tysk diplomat.
Overfald, drab, nedbrændinger af synagoger og
ødelagte jødiske forretninger nåede avisforsiderne
verden over. Også i Danmark.
Berlingske Tidende berettede over forsiden den
11. november
”Over hele Tyskland afbrændtes synagogerne
… Med stokke og hamre knuste de alle de jødiske
vinduer i hovedgaderne. Intet blev sprunget over,
intet levnet, hvor ødelæggelsen gik sin gang”
Socialdemokraten Hartvig
Frisch’ bog “Pest over
Europa” udkom første gang
i oktober 1933. Den var en
advarsel mod både fascismen,
nationalsocialismen
og kommunismen.
Og den omtaler de tidligste
jødeforfølgelser i Hitlertyskland
i foråret 1933.
Uddrag fra “Pest over
Europa”.
Jødeforfølgelserne i
Tyskland var ikke noget
centralt tema i bogen. Og
selv om Frisch' blik for de
nazistiske stormtroppers
brutale jødehad var klart,
var bogen typisk for sin tid,
når den undervurderede
antisemitismens dybde og
helt centrale plads i den
nationalsocialistiske tænkning
og politik.
I 1930erne var den offentlige opmærksomhed
om jødeforfølgelserne dog ikke særlig stor.
Meget blev bagatelliseret og forsvandt i den
begyndende torden fra en ny verdenskrig.
”Prøv at få os væk fra dette helvede”
Sådan skrev en fortvivlet tysk-jødisk kvinde til
venner i København i 1939. Hun fik sammen
med sin mand bevilget opholdstilladelse i
Danmark. Ægteparret var heldige. Og de var en
undtagelse.
Danske myndigheder blev gang på gang konfronteret
med desperationen. Derved fik ministre,
embedsmænd og politifolk konkrete indtryk
af de tyske og østrigske jøders skæbne. Det
samme gjorde familier, forretningsforbindelser
og de netværk, der forsøgte at hjælpe flygtningene.
Sådan nåede nyheder også frem fra Nazityskland.
Men portene til Danmark blev ikke
åbnet på vid gab – bl.a. fordi arbejdsløsheden
var høj, og fordi regeringen frygtede at skabe
antisemitisme og fremkalde tyske reaktioner.
Selv ugebladene lod i 1930erne jødeforfølgelserne komme ind på siderne. Billed-Bladet,
der ellers var til let underholdning med forkærlighed for Clark Gable og amerikanske pinups,
bragte også udenrigspolitiske billedreportager. Undertiden virkede det som om ugebladet
overtog tysk propaganda. Antisemitiske undertoner nåede ind i spalterne.
Men her er ”Krystalnatten” stort opsat. Ugebladet var tydeligvis angst for at fremprovokere
vrede reaktioner fra regeringen og Hitlertyskland. Derfor understregede det, at billederne
kom fra det store amerikanske billedbureau ”World Wide Photos”. (Billed-Bladet
nr. 8, februar 1939. Historisk Samling fra Besættelsestiden).

Under besættelsen
Med den tyske besættelse den 9. april 1940
blev der på tysk krav indført egentlig censur
af nyhedsformidlingen i Danmark.
Alligevel er der hist og her spor i krigens danske
dagblade af forfølgelsen af jøderne.
Notitser i de store dagblade fortalte sågar om
deportationer af jøder til Østeuropa.
Men det systematiske og industrialiserede
folkedrab, der blev sat i gang i 1941-42 nåede
ikke læserne af den danske dagspresse.
Andre kanaler – udenlandsk radio
Nogle danskere havde adgang til at læse
svenske aviser og høre svensk radio. Svenske
medier begyndte at skrive om massemord på
jøder i 1942. Og især deportationerne af de
norske jøder (til Auschwitz) i efteråret samme
år blev meget omtalt i Sverige
I det hele taget var 1942 året, hvor verdensoffentligheden
kunne læse og høre om nazisternes
masseudryddelse af jøder i Østeuropa.
Via BBC kunne nyheder nå frem til Danmark.
Landet uden Quisling. Den illegale bog
udkom på Dansk Samlings forlag ”Skipper
Clement” i oktober 1944 i et oplag på 2000.
Bogen var med sine 50 duplikerede sider en
forkortet udgave af en bog med samme titel,
der udkom i Sverige tidligere samme år. Bag
bogens forfatter-pseudonym Stefan Tadeus
Norvid gemte sig to polakker, der havde reddet
sig til Sverige i 1943.
(Historisk Samling fra Besættelsestiden).
Bl.a. den 17. december 1942, hvor radioen
omtalte de allieredes erklæring, der fordømte,
hvad de direkte kaldte en udryddelses-politik.
Men bulletinerne om massemordet på jøderne
spillede ikke nogen stor rolle i den britiske
radio. Det gjaldt heller ikke Radio Moskva.
Illegale blade
Fra efteråret 1941 voksede en illegale presse
frem i Danmark. Den skrev om jødeforfølgelser
og massemord. Men kun sjældent og typisk
i notitsform. Deportationen af de norske
jøder i 1942 blev dog bredt omtalt og fordømt.
Det illegale Dansk Presse november 1944. Teksten til billedet af dåserne med Cyklon B beretter,
at det er giftgas, ”hvormed SS-Folkene har aflivet i Tusindvis af Jøder”. Sandsynligvis kom
Dansk Presses billedartikel oprindelig fra den sovjetiske hærs avis, der i august 1944 bragte en
illustreret artikel fra det nyligt befriede Majdanek (Historisk Samling fra Besættelsestiden).
Det illegale Dansk Presse maj 1945 med billeder fra bl.a. det befriede Auschwitz uden særlig
fokus på jøderne. (Historisk Samling fra Besættelsestiden).
Det illegale De Frie Danske refererede i den
forbindelse i januar 1943 den svenske mosaiske
forsamling:
”I ti Aar er der foregaaet en hensynsløs
Udryddelseskamp mod Jøder i de fleste europæiske
Lande, der allerede har krævet
2.000.000 Ofre. Taleren betegnede denne
Kamp mod en værgeløs Befolkning som en af
Verdenshistoriens største Forbrydelser.”
Et andet illegalt blad, Danskeren, rapporterede
i maj 1943 temmelig detaljeret om ghettoen
i Warszawa. For at overbevise dem, der
tvivlede på de forfærdende nyheder. Samtidig
skrev bladet om de sovjetiske krigsfanger, at
de næsten blev behandlet værre end jøderne -
“og det siger ikke saa lidt.”
Efterhånden nåede mere og mere detaljerede
vidnesbyrd ind i den illegale presses spalter.
“Landet uden Quisling” var en illegal bog.
Den fortæller om tysk terrorpolitik i Polen og
om jødeudryddelsen. Nogle oplysninger er
forkerte, andre er detaljerede og korrekte:
”Større Ligfabriker” findes i Belzec, i Sobibor
og i Majdanek…. Disse ”Ligfabriker” er i reglen
lavet for at likvidere Ghettoerne … Nogle
af Fabrikerne er elektriske, d.v.s. at de nøgne
Mennesker drives frem paa en Staalplade,
hvor de saa dræbes med Højspænding
(Saaledes foregaar det f.Eks. i Belzec). Andre
har hermetisk lukkede Gaskamre, hvor de
ligeledes nøgne Mennesker dræbes med Gas
eller Damp. (Saaledes foregaar det i
Tremblinka) [sic]. Tyskerne bilder Fangerne
ind, at de skal paa Arbejde og forinden skal
afluses og bade.”
Bogen kombinerede korrekte facts om
Treblinkas gaskamre med forkerte oplysninger
om massemord ved hjælp af højspænding
i Belzec.
Men der var ikke nogen særlig opmærksomhed
om jødernes skæbne i de illegale blade og
bøger. I Frit Danmark kunne man læse mere
udførligt om Nazitysklands udryddelse af
“retarderede”, og det kommunistiske Land og
Folk fokuserede især på overgreb på Sovjetunionens
befolkning som helhed. Bladene
tenderede til at lade Naziregimets udryddelsespolitik
forsvinde i nyhederne om andre
tyske forbrydelser.
Generelt koncentrerede undergrundspressen
sig om danske forhold. Det var sådan de illegale
blad bedst mente at kunne mobilisere
befolkningen bag modstandsbevægelsen og
imod besættelsesmagten og Hitlertyskland.

Øjenvidner – og deltagere.
Danske østfrontfrivillige
"Det var det, Tyrkerne gjorde ved Armenierne,
hvilket i Dag synes lykkeligt glemt af
alle gode Mennesker".
Sådan skrev nazisten Knud Nordentoft om
jødeudryddelsen i sin dagbog 10. januar
1942. Godt tre uger senere noterede han efter
et møde med en dansk østfrontfrivillig:
Henning Brøndum (i midten) fotograferet
under retsopgøret efter krigen, lænket til en
kriminalbetjent. I fængselscellen skrev Brøndum
om sine oplevelser som østfrontfrivillig og
terrorist i tysk tjeneste i Danmark. Han kom
med stærkt antisemitiske ytringer, når han fx
beskrev jøderne i Sovjetunionen eller sin deltagelse
i deportationen af de danske jøder i
oktober 1943. Han blev henrettet i 1947 for
sin medvirken i terroraktioner her i landet.
(Tiden der fulgte. 1948).
”Fyren havde ogsaa været med til Jødemyrderierne.
”Ja, den dag slog vi 9.000 Jøder ihjel i den By!”
Jeg spurgte bagefter den unge, blonde, pæne,
rolige Mand: ”Var det da ikke æklende? Kneb
det ikke at gør det?”
Han svarede: ”De er jo ikke Mennesker. Russerne
hader og frygter og afskyr dem, som vi
gør – de er saa væmmelige!”
Det har hidtil ikke kunnet klarlægges, i hvilket
omfang danske SS’ere deltog i folkedrabet
på Europas jøder.
Men der er næppe tvivl om, at nogle af dem
deltog direkte i massemyrderier. Og at de
havde forfølgelsen tæt inde på livet.
Nogle af de i alt 6.000 danske østfrontfrivillige
nærede et voldsomt had til jøderne.
Under ophold på en SS-rekrutteringsskole
modtog frivillige undervisning i Danmarkshistorie
i regulær antisemitisk og racistisk
udlægning.
En SS-frivillig, den senere henrettede terrorist
Henning Brøndum, skriver i sine optegnelser,
at han og kammeraterne nysgerrigt ville på tur
i den jødiske ghetto i Krakow under en gennemrejse
i 1941. På det tidspunkt skulle ghettoen,
der var etableret tidligere samme år,
huse fem gange så mange mennesker som før
krigen.
I udtalelser til pårørende under krigen og i
senere beskrivelser udtrykte Brøndum sig
stærkt antisemitisk.
Udryddelsen af jøderne og andre grupper, der
i nazistisk tænkning var fjendtlige og overflødige,
var en integreret del af især SS’ krigsførelse
og hele den tyske besættelsespolitik i
Østeuropa.
En dansk frivillig skrev i november 1941 i sin
dagbog om behandlingen af de jødiske tvangsarbejdere
på Frikorps Danmarks kaserne i
Treskau i Polen:
”De bliver tilpas pryglet og slået med en kæp,
og efter ordre møder de med bare ben til
arbejde i haven, vi har 10 graders frost. Kan
ikke sanktionere det, mener ikke det er germansk
ånd værdigt”.
Nogle østfrontfrivillige tog del i massemordet,
nogle bifaldt det, andre væmmedes ved
behandlingen af jøderne, skønt de ikke brød
sig om dem.
Fælles for de fleste danske SS’ere var, at de
var tæt på udryddelsen.
Deres viden cirkulerede i de dansk-nazistiske
kredse
Fra det nazistiske miljø bredte nogle rygter
sig. Det illegale Land og Folk skrev i martsnummeret
1942 om massemord i de tyskbesatte
dele af Sovjetunionen
To danske Øjenvidner har overensstemmende
berettet følgende fra en lille ukrainsk By.
Straks efter Besættelsen lavede Tyskerne
regulær Jagt paa Byens 35 Jøder – Mænd,
Kvinder og Børn. Efter nogle Timer kom
Lederen af ”Jagtholdet” og aflagde
Beretning til Kommandanten: ”Melder, at nu
har vi skudt de 34 og den 35. lurer vi paa!”
Øjenvidnerne var sandsynligvis danske østfrontfrivillige.
Også regeringen fik ad den vej
viden. Her forlød det, at en dansk frikorpsmand
havde været med til at skyde 30.000
jøder i Rusland.
Endelig var de dansk-nazistiske blade antisemitiske
og undertiden temmelig åbne om
Hitlertysklands jødepolitik. Det vulgært-antijødiske
blad Kamptegnet, en dansk pendant til
Der Stürmer, refererede Hitlers udtalelser om,
at en ny verdenskrig ville betyde udryddelsen
af jøderne. Forsidehistorien den 5. september
1941 handlede om ”Den store Udrensning.
Jøderne i Koncentrationslejr.”
Som denne artikel fra den 9. april 1941 i ugebladet National-Socialisten viser, var behandlingen
af jøderne i Polen absolut ingen hemmelighed for nazistiske kredse. Tværtimod. Inden for den
antisemitiske ramme kunne man faktisk læse en del detaljer ud af reportagen fra bladets
udsendte, Ole Bentzen. Det fremgår, at jøderne er anbragt i ghettoer omgivet af bl.a. pigtrådshegn
og bevæbnede vagter. De skal bære gule Davidsstjerner. Dertil er der en racistisk og selvopfyldende
fordom, når artiklen fortæller om stanken. Men det skyldtes ikke en speciel jødisk
mangel på hygiejne, men elendige forhold. For den der ikke var præget af antisemitisme, kan de
forfærdende levevilkår læses ud af artiklen og fotoet af en familie på ti, der måtte sove i en seng.
Reportagen i National-Socialisten nævner bl.a. ghettoen i Litzmannstadt (polsk Lodz). Her var
omkring 146.000 jøder indespærret i 1941. Det år døde over 11.000 i ghettoen. I 1942 blev
jøder i titusindtal sendt fra Lodz til dødslejren i Chelmno, hvor de blev dræbt med udstødningsgas.
I 1944 blev ghettoens overlevende sendt til Auschwitz. Ghettoen i Löwenstadt
(Brzeziny) blev etableret i 1940. Den rummede 6.000 jøder. I 1942 blev de, der ikke kunne arbejde,
dræbt i Chelmno. De øvrige blev sendt til ghettoen i Lodz. (Det Kgl. Bibliotek).

Jødeaktionen og efterkrigstiden
Den dansk-tyske samarbejdspolitik beskyttede
de danske jøder mod Naziregimet. Men
med strejkebølgen i august 1943 faldt samarbejdspolitikken
på regeringsniveau.
Den 1.-2. oktober 1943 foretog tysk politi en
storrazzia mod Danmarks jødiske befolkning.
Jøderne var imidlertid advaret på forhånd.
Besættelsesmagtens top lod nyheden sive ud i
slutningen af september. Hjulpet af mange
danskere, svensk velvilje og tysk passivitet
efter storrazziaen lykkedes det over 7.000
jøder at flygte til Sverige. I alt 475 blev
deporteret til KZ-lejren Theresienstadt. Omkring
60 af dem døde i lejren.
Nogle jøder var forberedt på den tyske aktion.
Addi Grün, som det lykkedes at komme i sikkerhed
i Sverige, beretter
”Siden tyskerne besatte Danmark d. 9. april
1940 var min familie og jeg daglig forberedt
på det værste; vi vidste om tyskernes metoder
imod jøderne i Tyskland, og dertil kom, at vi
på udenlandsk radio hørte om deres fremgangsmåde
i Norge i 1942.”
Men nogen konkret viden om dødsfabrikkerne
i Polen var der ikke tale om – det viser
også forhør i Sverige af de flygtende jøder.
Mange nægtede overhovedet at tro på, at forfølgelsen
var nået til Danmark. ”De lyver”
erklærede det jødiske Trossamfunds formand,
Et af de ganske få autentiske fotos fra jødernes
flugt til Sverige efteråret 1943. Kutteren
bragte ti voksne jøder og fem børn fra Falster
til Ystad (Kreth og Mogensen 1995).
Frit Danmarks kommentar oktober 1943 til jødeaktionen. Karakteristisk nok berettes der om
”Raceforfølgelse”, men ikke nærmere om, hvad der var overgået andre landes jøder, eller om den
skæbne, som bladet frygtede ventede de deporterede danske jøder. Desuden var omtalen af jødeaktionen
ikke mindst et middel i mobiliseringen mod besættelsesmagten. (Historisk Samling fra
Besættelsestiden)
da han i september 1943 blev advaret om den
kommende aktion.
Hjælperne
Der var dem, der tjente gode penge på de
flygtende jøder. Men langt de fleste hjælpere
gik ind i arbejdet i protest mod besættelsesmagten
og i raseri over forfølgelsen af danske
medborgere. Den tyske jødeaktion blev forstået
i en national, dansk sammenhæng – ikke
som led i en nazistisk udryddelse af Europas
jøder. Også det fortæller om et begrænset
kendskab i Danmark til folkemordet.
En af de mange danskere, der hjalp jøderne til
Sverige, var den dengang 19-årige Ebba
Lund. Hun beretter
”Blandt de mange mennesker, som dukkede
op i havnen [Sydhavnen], og som jeg fik kontakt
med og hjalp videre, var også et par danske
slesvigere, som deserterede fra tysk værnemagtstjeneste.
Af dem fik jeg fotografier fra
Polen. Det var jernbanegodsvogne fulde af
lig, det var rækker af mennesker i galger. Jeg
gemte fotografierne et stykke tid, men turde
ikke beholde dem. Det er ganske karakteristisk,
at jeg, trods alt, dengang slet ikke forstod
den egentlige karakter af det, som vi
hjalp mennesker væk fra. Det tror jeg gælder
mange andre, også blandt de flygtende. Vi
havde slet ikke fantasi eller indsigt til at virkeligt
at forstå. – Derfor sagde de grufulde
billeder heller ikke så meget, som de kunne
have gjort.”
Dansk viden 1940-45 – og derefter
Mere eller mindre vilde rygter florerede i det
besatte Danmark. Mange mennesker oparbejdede
en vis skepsis mod nyhederne i både den
illegale presse og den allierede radio.
Politiken-journalisten og dagbogsskriveren
Vilhelm Bergstrøm noterede søndag den 13.
august 1944
”Kl. 19 - var jeg ovre paa Bladet. Lidt senere
var man meget optaget af den amerikanske
Radio. Ifølge den havde Tyskerne hele Lejre,
hvis ”Indvaanere,” de efterhaanden gassede
og brændte. Jeg maa indrømme, det lyder som
en mægtig Propagandaløgn. Saa – om jeg maa
sige – smagløse kan Tyskerne ikke være…”
Beretninger om jødernes skæbne blev opsuget
i krigens generelle rædsler, og ofte blev
udryddelsen af jøderne ligestillet med tyske
krigsforbrydelser. Resultatet var en fragmentarisk
viden. De allerfærreste i Danmark
havde indsigt i, at Naziregimet førte en helt
særlig og målrettet udryddelsespolitik overfor
Europas jøder.
På mange måder kendetegnede denne mangel
på viden om Hitlertysklands jødepolitik også
de første årtier efter 2. verdenskrig.
Jøderne blev set som blot én offergruppe
blandt mange. Det ændrede sig først langsomt
med bl.a. Eichmann-processen i 1960‘erne,
med Tv-film som Holocaust og siden med
kommunismens sammenbrud og den uhindrede
adgang til arkiver og gerningssteder i Østeuropa.
Billed-Bladet rapporterede i en stor illustreret
artikel fra Auschwitz sommeren 1945. Uden
specifikt at nævne jøderne.
(Historisk Samling fra Besættelsestiden).
Med den amerikanske Tv-serie Holocaust fra
1978, der året efter blev vist på dansk TV,
begyndte omfanget af nazisternes jødeudryddelse
for alvor at blive indlejret i den kollektive
bevidsthed.
Udstillingen er skabt af cand. mag.
Matthias Bjørnlund (om folkemordet på
armenierne) og af arkivleder Henrik Lundtofte,
Historisk Samling fra Besættelsestiden,
Esbjerg (om Holocaust).
En særlig tak rettes til Ejnar Pedersen
Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og omegn
for udlån af effekter samt en tak til Rigsarkivet
og Det Kgl. Bibliotek.
Udstillingen med udførlige litteratur- og
kildehenvisninger kan også ses på Internettet
via www.hsb.dk.