Haderslev-artiklerne 2007 - Haderslev Stift

Haderslev-artiklerne
2007

Indledning
I foråret 2006 udfoldede der sig i de kirkelige medier en voldsom diskussion om
Den augsburgske Bekendelse. Den augsburgske Bekendelse er det dokument, som
de lutherske kirker fremlagde i Augsburg i 1530 som udtryk for, hvad det efter deres
opfattelse var, den kristne tro handlede om.
Diskussionen i 2006 i Danmark handlede blandt andet om, hvorvidt bekendelsen
skulle gøres mere ”spiselig” i vores nutid, eller om den ordret skulle fastholdes, fordi
den udgør et historisk dokument. Men dybest set handler en sådan diskussion
om et mere væsentligt spørgsmål: Hvad er det, vi tror på?
Denne diskussion førte til, at Biskop Niels Henrik Arendt bad nogle af Haderslev
Stifts præster om at udarbejde et forslag til, hvorledes bekendelsens ord kunne udtrykkes
i 2007, således at det, der tales om, når det gælder kristendommen og troen,
bliver mere tydeligt.
Dette arbejde fremlægges nu i ”Haderslevartiklerne 2007”.
Udtrykket ”Haderslevartiklerne” stammer fra en række tros-sætninger, som Hertug
Christian lod skrive i 1528 og som indførte reformationen i Haderslev-Tørning
Len – altså inden han som kong Christian d.3 indførte reformationen for hele
Danmark i 1536. Meningen med Haderslevartiklerne var, at de skulle give retningslinier
for, hvordan man tænkte kristendom og ikke mindst hvordan man
skulle fejre gudstjeneste efter de nye lutherske tanker. Fælles for de ”gamle” og de
”nye” Haderslevartikler er altså, at de begge ønsker at sætte ord på kristendom og
kirke ind i tiden.
Der er således ikke tale om, at der er udarbejdet en ny trosbekendelse. Men der er
gjort forsøg på at sige noget om, hvordan en moderne bekendelse kan lyde med afsæt
i Den augsburgske Bekendelse. Dette er i sig selv en vanskelighed, for i vores
dagligdag står alt til diskussion, en bekendelse søger derimod at fastholde, at noget
ikke står til diskussion.
En af de udfordringer som vores tid byder kirken er, at vi igennem de seneste
årtier har gjort op med troen på autoriteter. Det er først og fremmest den enkelte,
som bestemmer, hvad der er godt og ondt, og det er langt henad vejen også den
enkelte, som afgør, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Om noget ”fungerer for
mig” eller ”siger mig noget”, er det væsentligste kriterium for om noget tillægges
en mening eller værdi. Det har i vores aktuelle sammenhæng til følge, at det at tale
om Gud, treenigheden og andre af kristendommens nøglebegreber er blevet om
2

muligt endnu vanskeligere end før. I den situation må vi fastholde, at en samtale
om troen er nødvendig, således at enhver af os ikke lukker sig inde med hver vores
mening og tro.
Når vi i kirken taler om bekendelse, siger vi, at hvert enkelt menneske ikke står alene
med sin tro. Troen er min, men den er tillige et fælles anliggende, og de fælles
udsagn om troen er en del af vores gudstjeneste, og dermed en bekendelse. Det er
just det særlige ved det, der siges i kirken: Selv om ingen autoriteter i 2007 er givet
på forhånd, så vover vi at påstå, at der findes en autoritet, som vi kalder Gud.
I 1530 blev der indkaldt til en rigsdag i Augsburg i Sydtyskland, hvor der skulle
tales om religion. For Reformationen i kirken var ved at blive til, under inspiration
af Martin Luther.
De tilstedeværende på Rigsdagen skulle gøre rede for deres tro for at holde sammen
på det tyske kejserdømme og Kirken og undgå splittelse.
Derfor blev der udarbejdet en bekendelse, hvori det, der blev anset for den evangeliske
troslære var beskrevet.
Denne bekendelse skulle så fremlægges for kejseren. Den 25. juni 1530 blev det
færdige skrift oplæst for kejseren, og dermed var Den augsburgske Bekendelse blevet
til. Dette skrift er sammen med de tre oldkirkelige bekendelser og Luthers lille
Katekismus, det officielle bekendelsesgrundlag for den lutherske kirke, og dermed
også for folkekirken.
Haderslevartiklerne 2007 rummer en tolkning af Den augsburgske Bekendelse,
hvor der anvendes nye ord for at nå frem til en nutidig forståelse af, hvad vores
forfædre mente med det, de sagde for 477 år siden. Når vi nu anvender nye ord
om troen, så fortæller det, at kirken er levende, og at vi i kirken mener noget og
tror på noget i 2007. Kirken er ikke et museum.
Når vi læser, hvad vores forfædre sagde om troen og skal tale om det i dag, så vil
det, vi siger, altid være udfordret af den nutid, vi lever i, og af de samfundsmæssige,
moralske og religiøse spørgsmål, der er oppe i tiden.
Derfor er det nødvendigt at tale om en dogmatisk udvikling. En udvikling af kirkens
dogmer, uden at de forandres i deres essens. Vi er nemlig nødt til at sige noget
andet i dag for at sige det samme, som blev sagt af vore fædre for mange år siden.
Formuleringerne omkring, hvem Gud er, er blevet dannet op igennem historien,
igennem tider med forskellige verdensbilleder og med forskellige kulturelle
3

strømninger, og derfor er det vores opgave at finde de formuleringer, som hører
vores tid til. Noget har forandret sig, noget forbliver det samme, men ordene vi
bruger om det, er anderledes end de ord, der blev brugt før i tiden.
Den augsburgske Bekendelse er blevet til i en bestemt kirkelig og politisk situation.
Haderslevartiklerne er skrevet ind i en helt anden situation, nemlig den nutid, vi er
midt i. Derfor er kun de dele af Den augsburgske Bekendelse taget med, som forekommer
mest relevante. Desuden har vi indføjet elementer, som vi savnede. Det er
ikke hele den kristne tro, der her behandles, men der er givet et bud på, hvorledes
der i de enkelte menigheder kan føres samtaler om den kristne tro. Derfor er artiklerne
efterfulgt af nogle spørgsmål. Disse spørgsmål kan drøftes i menighedsråd, på
sognemøder, i studiekredse etc, alt efter hvad der forekommer mest naturligt.
Der er endvidere angivet steder i Bibelen, hvor der kan arbejdes videre med
spørgsmålene i bibelkredse og studiekredse.
Leif Arffmann
Anne Andersen Dolmer
Peter Østergaard Jacobsen
Inge Lindhardt Mikkelsen
Kjeld Claudi Rasmussen
Jan Unold
Lone Vesterdal
4

Om troen
Tro er en tillid til Gud – og ofte er troen
ligesom at vandre på dybet og vide,
at Gud holder hånden under mig. Troen
vil livet igennem veksle med tvivl.
Tvivl er som en skygge, der altid følger
troen, snarere end en modsætning.
I troen forandrer vi ikke vores liv,
men venter, at Gud forandrer livet for
os som en konkret erfaring i dagligdagen.
Den forandring hedder syndernes
Oplæg til samtale:
1Hvad tror du på?
a. Kan du formulere tre vigtige punkter i din tro?
b. Tror du på horoskoper? Numerologi?
2Hvordan kommer din tro til udtryk i din hverdag?
3Har troen ændret sig gennem dit liv?
4Flytter troen bjerge eller flytter bjerge tro?
Virker tro? Ind imellem virker vores livsvilkår som bjerge. Hvad gør livsvilkår
ved vores tro?
Læs også:
Lukasevangeliet 24, 13-35
Matthæusevangeliet 14, 22-33.
5
forladelse, kødets opstandelse og det
evige liv. Derfor kan tro heller ikke adskilles
fra håb og kærlighed.
For den som tror er der intet andet
endegyldigt end kærligheden fra Gud,
sådan som Jesus Kristus har vist os
den. Den kristne tros anledning, indhold
og mål er altid Kristus.
Denne tro kommer ikke af os selv.
Vi får den givet af Gud.

Om den treenige Gud
Gud er én, men Guds væsen kommer
til udtryk på tre forskellige måder, der
samtidig udgør en levende enhed: Treenigheden.
Derfor bekender vi Gud:
- som Skaberen (Faderen) som både er
i verden og som samtidig er mere end
verden. Skaberen er grunden til at
der findes liv og at vi er skabt til fællesskab
med Gud og med hinanden.
- som Sønnen, Jesus Kristus, der som
sand Gud fødes ind i verden som
sandt menneske, og sætter kød og
blod på Guds vilje til at dele vilkår
med os i tid og rum – i historien og
verden.
- som Helligånden – der også kunne
kaldes Guds hukommelse; Gud glemmer
os ikke. Ånden blæser liv i os og
Oplæg til samtale:
1Overvej forholdet mellem de videnskabelige teorier om universets, verdens og
livets opståen, og den bibelske forestilling om verden som Gudskabt. Hvilke
konsekvenser får det for synet på verden, os og andre?
2Overvej om videnskabens svar og det bibelske bud på livets opståen udelukker
hinanden, som viden i forhold til tro. Eller om de supplerer hinanden – som
forskellige forklaringer på, hvad livet og verden er, og hvorfor de er.
3Kan vi lære noget af andre religioner?
Læs også:
Johannesevangeliet 1, 1-18.
6
er nærværende i fællesskabet med den
enkelte i hverdagen og i gudstjenestens
fællesskab omkring Jesus Kristus.
Gennem disse tre udtryk er tanken
om det guddommelige som det evige,
det historiske og det aktuelle og nærværende
bundet sammen.
Den kristne tro står og falder med troen
på den treenige Gud. Om den kristne
og den ikke-kristne med forskellige
udtryk bekender troen på den samme
Gud, kan mennesker ikke afgøre. Men
Gud er Gud, uanset hvad vi tror.
Som kristne har vi verden fælles med
mennesker, der har tro, traditioner og
livssyn, som kan være uforenelige med
vores. Men vi anerkender, at den trosog
tankefrihed, som vi ønsker for os
selv, også gælder for alle andre.
Som kristne må det være vores opgave
at komme vores næste i møde og samtidig
forkynde Jesus Kristus.

Om Jesus
Gud møder os i verden og i historien
som Jesus Kristus. Igennem Jesu liv på
jorden, har Gud vist os, hvem han er
og hvad det sandt menneskelige er.
Evangeliet om Jesus holder os fast på,
at vi ikke kan lukke os inde og skabe
hvert vores billede af Gud, men at Gud
altid er konkret og har med hverdagslivet
at gøre.
Evangeliet fortæller, at Jesus blev født
af jomfru Maria og levede på jorden.
Han betalte med sin død for det, vi
Oplæg til samtale:
1Overvej tanken om mennesket som Gudskabt og frelst ved Jesus Kristus overfor
de træk i moderne bevidsthed, der ser mennesket som sin egen herre, skaber
og frelser.
2I moderne kristendom vægtes Jesus Kristus som menneske ofte mere end Jesus
Kristus som Gud.
I hvilket omfang er tanken om en skabende og styrende Gud (stadig) forståelig
i og forenelig med moderne kristendom?
3Overvej om kristendom uden tanken om en Skaber adskiller sig fra humanistisk
etik og livssyn.
Læs også:
Johannesevangeliet kapitel 14, 1-14
Romerbrevet 3, 21-24 og 8, 1-11.
7
ikke kan betale – nemlig vores synd, og
for det, som vi skylder Gud – nemlig
vores liv.
Ved sin død og opstandelse overvandt
han døden og forsonede os med Gud.
Som opstanden blev han igen forenet
med den Far, som havde sendt ham.
Ved Helligånden er den opstandne
nærværende for os ved gudstjenesten
og i hverdagen, for at opmuntre os til
glæde, og for at trøste og oplive os i
sorg, når vi føler os glemte og forladte.

Om synd
Det er et eksistentielt vilkår ved menneskelivet
at det at være et menneske
også er at være en synder. Den grundlæggende
synd består i, at vi i vores
selvoptagethed ikke ser vores afhængighed
af Gud, og at vi sætter os selv højere
end vore medmennesker. De enkelte
handlinger er symptomer på det vilkår
og gennem dem bekræfter vi synden
som en del af også vores historie.
Vi kan hverken overvinde synden ved
Oplæg til samtale:
1Giver beretningen om syndefaldet en forklaring på, hvor det onde kommer
fra?
2Overvej, hvad det vil sige at forsage det onde.
3Er det rigtigt, at synden er et vilkår? Eller er det faktisk muligt at overvinde
det onde ved konsekvent at gøre det rigtige og ved kun at tænke positivt?
4Er synd og skyld overhovedet relevante begreber for mennesker i 2007?
5Skyldes det onde en reel virkelighed ( Satan) eller er det blot billedsprog om
alt det, vi kalder ondt?
Læs også:
1. Mosebog 3
Romerbrevet 5,12-13
8
at handle os ud af den (ved konsekvent
at gøre det rigtige) eller tænke os ud af
den (gennem bestræbelsen på at udvikle
os mod stadig større indsigt ). Det er
alene Gud, der kan tilgive vores synd.
Menneskets synd udspringer af den
ondskab, hvis inderste årsag forbliver
en gåde, men hvis følger ikke desto
mindre er en realitet. Som mennesker
skal vi ikke forklare det onde; vi skal
forsage det.

Om retfærdiggørelsen
I kristendommen er retfærdighed noget
der bliver givet til os – ikke noget der
kræves af os.
Vi lever i en præstationskultur. Vi
forstår i udpræget grad os selv og hinanden
ud fra, hvad vi kan yde eller
præstere. Vores værdi som mennesker
lader vi afgøre af, hvad vi præsterer. En
sådan selvforståelse, som vi lader afhænge
af, hvad vi er i egne og andres
øjne, er synd.
Oplæg til samtale:
1Ovenstående hævder, at vi moderne danskere lever i en ”præstationskultur”.
Er det en rimelig beskrivelse? Giv i så fald nogle eksempler herpå!
2Betyder det der her er sagt, at al ydre handling/præstation for den kristne er
overflødig?
3Prøv at beskrive, hvordan handlinger/ præstationer (f.eks. politiske eller moralske
handlinger) forholder sig til troen for den kristne!
4Som beskrevet i artiklen, forkynder evangeliet Guds godtagelse af mennesket
som person, uafhængigt af dets præstationer. Er det rimeligt at mene, at denne
godtagelse bevirker at vi bliver bedre mennesker, eller er det mere rimeligt
at mene, at det er hele menneskets situation der ændres (at mennesket nu er
godtaget som den det er)? Udelukker de to opfattelser nødvendigvis hinanden?
Læs også:
Romerbrevet 3, Romerbrevet 4,5,
Galaterbrevet 2,16-21
9
I kristendommen forkyndes derimod,
at Gud skelner mellem (adskiller
ikke), hvad vi præsterer og hvad vi er
som personer. Der forkyndes endvidere
at Gud, på grund af Jesu liv, død og
opstandelse, ubetinget godtager – eller
retfærdiggør – os, som personer, uafhængigt
af vores præstationer. At se sig
selv i det lys er at tro.

Om kirken
Kirken er der hvor Guds skabende ord
forkyndes, og hvor vi møder ordet om
syndernes forladelse, som sætter os fri
til at være det, vi er skabt til at være.
Det enkelte menneske sættes i gudstjenesten
ind i Guds sammenhæng gennem
forkyndelse og fællesskabet omkring
ordet, dåben og nadveren..
I kirken tales der om det evige, og
det evige kan aldrig være tidssvarende.
Samtidig er kirken på en gang solidarisk
medspiller og modspiller ind i den
tid og den verden, som den er en del
af. Kirken er i bund og grund uden
Oplæg til samtale:
1Det afgørende spørgsmål er: Hvorfor går jeg i kirke? Eller hvorfor går jeg ikke
i kirke?
2Går jeg ikke i kirke, fordi jeg har fundet svar på alle livets store spørgsmål og
derfor ikke behøver mere?
3Er den individualistiske kultur udtryk for dette, at vi intet kan have, som er
fælles? Hvert menneske sin tro?
4Vil jeg helst have, at kirken er den gæstfrie kirke, hvor jeg kan komme og gå,
uden at nogen spørger mig hvorfor, eller ønsker jeg mig, at der bliver stillet
spørgsmål til mig?
5Skal der efter gudstjenesten være kirkekaffe eller kirkefrokost med diskussion
om gudstjenesten?
Læs også:
Apostlenes Gerninger 2,37-47
1. Korintherbrev 12,14-27
10
magt, og bringer i sin magtesløshed ordet
om den almægtige Gud videre.
Kirken er den lokale kirke henne om
hjørnet, som vi kender fra vigtige begivenheder
i vores liv. Kirkens rum er det
anderledes rum, hvor vi kan komme og
gå. Men kirken er mere end det. Der er
noget, der binder kirken sammen. I folkekirken
har vi en fælles salmebog, en
fælles gudstjeneste og en fælles historie.
Som kirke er vi forbundet med
kristne overalt i verden som udtrykker
deres tro på forskellige måder, og som
er fælles om at forkynde evangeliet.

Om dåben
Dåben er begyndelsen på et liv, hvor vi
hører sammen med Gud. Dåben kan
igennem livet hjælpe os til at holde fast
i, at Gud holder fast i os.
Grunden til at vi døber er, at Jesus
Kristus har befalet det. Det er Jesus
Kristus som er den, der er aktiv i
dåben, og som igennem Ordet og vandet
lader den døbte få del i Helligånden,
syndernes forladelse og evigt liv.
Vi lægger i dag stor vægt på vores
valg, og derfor er der også i mange familier
debat om, om børnene skal
døbes. Dåben rummer en dobbelthed:
Oplæg til samtale:
1I artiklen står der at menigheden har ansvar for at hjælpe med dåbsoplæringen.
Hvordan kan menigheden gøre det?
2Hvordan kan fællesskabet mellem døbte vise sig?
3Er dåben en forpligtelse på hele trosbekendelsen?
4Er dåben et magisk ritual, eller betyder livet og troen også noget?
Læs også:
Matthæusevangeliet 28,16-20, 1. Peters brev 1-3
Markusevangeliet 10, 13-16
11
det er enten forældrene, der vælger om
barnet kommer til dåb eller den voksne,
som selv vælger at bede om dåb,
men i dåben bliver det, vi har valgt, givet
til os. Udøbte overgiver vi i Guds
hånd i tillid til, at Gud har bundet os
og ikke sig selv til dåbens handling.
Uanset om man døbes som barn eller
voksen, er det den samme dåb.
I dåben bekræfter Gud, at han kender
den døbte og kalder ham eller hende
ved navn. Derfor er det både forældres
og menighedens ansvar at hjælpe
den døbte til at lære Gud at kende.

Om nadveren
Når vi rækker vores hænder frem for at
modtage vin og brød, så er det et tegn
på nadverens væsen: Her kommer vi
for at modtage Guds gode gaver. I nadveren
skaber ordene, hvad de nævner.
Så når det siges, at brødet er Jesu Kristi
legeme og vinen er Jesu Kristi blod, så
er han virkeligt tilstede i brød og vin.
Det er Jesus Kristus som har befalet
os at holde nadver for at huske på ham
og for at vi kan få forkyndt, at vores
synd er overvundet. Måltidet skaber
fællesskab mellem Jesus Kristus og den,
som modtager ham i brødet og vinen
– uanset graden af tro eller tvivl. Det
giver også enhed med andre, som deler
det fællesskab. I nadveren tager vi forskud
på det himmelske måltid, hvor vi
ligeværdigt modtager både næring,
kærlighed og retfærdighed fra Gud.
Oplæg til samtale:
1Som det er formuleret i artiklen handler nadveren om at modtage Guds gode
gaver. Hvad kan afholde folk fra at gå med til alters?
2Læs salmen: O, du Guds lam (DDS 439). Hvad betyder det at Jesus kaldes
Guds lam?
3Nadveren handler om krop: Vi modtager Jesu legeme og vi bliver selv en del
af det fællesskab, som kaldes Kristi krop. Er kroppen en del af vores gudstjeneste?
Hvordan fejrer vi gudstjeneste for det hele menneske?
Læs også:
Johannesevangeliet 6,47-51, Matthæusevangeliet 26,17-29
1. Korintherbrev 11,26
12

Om skriftemålet
Ifølge evangeliet har vi alle del i Guds
tilgivelse. Men vi kan have brug for at
høre tilgivelsen sagt personligt til os,
som en hjælp til at tro den. Den mulighed
giver skriftemålet. Skriftemål og
tilsigelse af syndernes forladelse kan
både finde sted som en del af en mere
uformel samtale og som et fast ritual i
gudstjenesten.
I skriftemålet får vi tilsagt syndernes
forladelse. Selvom ordene siges af et
menneske, må vi høre dem som sagt af
Gud. At bekende sine synder og at få
tilsagt tilgivelsen personligt kan ofte
Oplæg til samtale:
1Hvad er bedst: en fast formuleret syndsbekendelse eller en personligt formuleret
bekendelse?
2Kan tilgivelse ske uden bekendelse?
3Bør skriftemålet være en del af gudstjenesten? Eller måske et tilbud i kirken
en hverdagsaften? Eller skal der opstilles skriftestole i supermarkedet?
Læs også:
1. Johannes’ brev 1,5-10
Salmernes bog 32
13
være en hjælp til at turde tro på at tilgivelsen
virkelig gælder.
Skriftemålet kan fastholde både at vi
handler, så vi gør os skyldige over for
andre mennesker og overfor Gud – og
at tilgivelsen netop handler om at Gud
i Kristus befrier os fra skyld.
Skriftemålet må aldrig blive betingelse
for tilgivelsen, eller en tvang. Skriftemålet
afhænger ikke af, at vi får sat ord
på hver enkelt synd. Det centrale i
skriftemålet er, at vi erkender, at vi har
brug for Guds tilgivelse for at kunne
leve vores liv i frihed – og at vi får den.

Om dommen og Jesu genkomst
Ved denne verdens afslutning, kommer
Jesus Kristus til syne som verdens dommer,
så det bliver åbenbart for enhver,
hvem han virkelig er. Kun Gud ved,
hvornår dette sker, og kun Kristus afgør
dommens udfald for det enkelte
menneske. Dommen ligger således i
hænderne på den kærlige og hellige
Gud, hvis vilje det er, at alle mennesker
skal frelses.
Både frelse og fortabelse er en virkelighed
både her og nu og efter døden.
Frelse er et fællesskab med Gud:
Her i livet er det et skjult fællesskab
under alle livets forhold. Efter døden
et synligt fællesskab, hvor alt det
brudte bliver helet. Fortabelse er adskillelse
fra Gud og er en følge af
menneskets synd. Som fortabte bærer
vi ikke selv frelsen og det evige liv i os.
Derfor må frelsen altid bero på Gud
og ikke på os. Jesus Kristus alene
bærer det evige liv i sig, og enhver,
som tror på ham, skal ikke fortabes,
men have evigt liv.
Det må ligge enhver kristen på sinde
at bede om menneskers frelse og at
forkynde Kristus, indtil han kommer.
Oplæg til samtale:
1Del tanker om ”dommedag”. Hvilke tanker florerer blandt folk i dag? Hvad
tænker du selv? Giver bekendelsen nye vinkler på disse tanker?
2Blandt teologer foregår af og til en debat om ”alles frelse” – at alle mennesker
frelses til sidst. Hvad taler for og imod sådan en tankegang?
3Hvad betyder hellig? Er det et positivt eller negativt ord?
Læs også:
Johannesevangeliet 5,19-30 og 14,1-7 og 17,3, Johannes’ Åbenbaring 21,1-8
Kolossenserbrevet 3,1-16
14

Litteraturliste:
Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter ved Leif Grane. Det danske Bibelselskab 1981.
Den danske Folkekirkes bekendelsesskrifter ved Peder Nørgaard-Højen. Anis 2001.
Efter Gud ved Don Cupitt. Anis 2000.
En folkebog om troen ved Søren Lodberg Hvas og Kaj Mogensen. Aalborg Stiftsavis forlag 1999.
En lille bog om kristendommen ved Niels Henrik Arendt og Agnete Brink. Anis 1996.
Et sted at stå ved Helga Kolby Kristiansen. Unitas Forlag 2006
Immanuel ved Jeanne Dalgaard. Aros Underviser 2007.
Interesse for Gud ved Niels Grønkjær og Henrik Brandt-Pedersen. Anis 2002.
Katekismus ved Eberhard Harbsmeier, Birgitte Thyssen m. fl. Anis 2000.
Katekismus i kristendom ved Jan Lindhardt. Rosinante 2000.
Kirkens lutherske bekendelse ved Regin Prenter. Lohses forlag 1978.
Kritik af den negative opbyggelighed ved Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen. Vindrose 2005.
Skabelse og genløsning ved Regin Prenter. Anis 1998.
Tænkning og tro ved Rudolf Arendt. Gads Forlag 1967.
15

Haderslev-artiklerne
En kirke må altid kunne gøre rede for, hvad dens tro er. Mest udfordres
den til det i krisetider. Det kan ligefrem blive nødvendigt at formulere
det i enkle sætninger eller ”artikler”, i en såkaldt bekendelse.
Måske lever vi i en sådan krisetid uden blot helt at have erkendt det.
I hvert fald er folkekirken udfordret på to måder:
• mange forskellige religiøse forestillinger gøres gældende, også af mennesker,
der tilhører kirken, ja, selv politiske budskaber iklædes kristelige
gevandter. Kan det alt sammen kaldes kristendom?
• mennesker spørger nysgerrigt og helt kontant: hvad står I for – til forskel
fra alt det andet? Sig os det med få ord!
HADERSLEV-ARTIKLERNE 2007 er en bekendelse. De er ikke vedtaget
på et kirkemøde, men de er syv forskellige danske lutherske teologers
forsøg på i fællesskab at formulere den kristne tro i dag.
Med glæde udsender jeg dem til drøftelse og diskussion i Haderslev
Stift. Nogle kan ønske at føje noget til eller udtrykke noget anderledes.
De er ikke udtømmende, men bærer vidnesbyrd om noget af det mest
centrale og vigtige i den kristne tro.
»Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og
har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners
påhør.«1.Tim 6,12
NIELS HENRIK ARENDT, biskop over Haderslev Stift
Efteråret 2007
Haderslevartiklerne 2007 · Udgivet af Haderslev Stift · 1. udgave 1. oplag
Trykt på Haderslev Stiftsbogtrykkeri 74 522 522
Forsidebillede: ”Vokser træerne ind i himlen?” · ISBN
541 514
Tryksag