JK Rowling The hans ChRisTian andeRsen liTeRaTuRe awaRd 2010

J.K. Rowlings takketale
Deres Kongelige Højhed, Borgmester, Rådmand, Medlemmer
af H. C. Andersen Litteraturpriskomité, ­ Mine
damer og herrer. Jeg er meget ydmyg og beæret over at
modtage denne vidunder lige pris.
H.C. Andersen er en forfatter, som jeg beundrer, fordi
hans værker tilhører den sjældne kategori, som overgår
et almindeligt forfatterskab. Han skabte uforgængelige
karakterer: Den grimme Ælling, Den lille Havfrue, Snedronningen
og Kejserens nye Klæder. De ligger alle så
dybt i vores underbevidsthed, at vi nogle gange glemmer,
at vi ikke var født med historierne – det var H. C.
Andersen, som gav dem til os.
Hans fortællinger har rørt generationer på tværs af nationer
og har givet anledning til millioner af fortolkninger.
Men originalerne har fortsat den største fortryllelse.
H. C. Andersen forstod, at det at skrive for børn ikke
bare er at forenkle voksenlitteratur; det skal ikke være
flyd ende og uden smag som puré, men må gerne indeholde
udfordrende ingredienser.
De, der skriver for børn, eller de, som er bedst til at
skrive for børn, er ikke barnlige eller umodne. De kan
derimod erindre, ­ nogle gange med pinefulde minder,
hvordan det var at være lille og forvirret samt den vidunderlige
intense glæde, der kan være så vanskelig at huske
senere i livet.
Enhver bog, der bliver skrevet ”ned” til børn eller bli
ver skrevet med et nervøst vandrende øje på ens kolleger
eller i troen på, at ”dette kan de lide”, fungerer ikke og vil
ikke blive bevaret.
Børn er ikke ”de”, de er os. Det er derfor, at børnelitteratur
ofte også er en stor succes hos de voksne. Ikke
fordi de er barnlige eller regressive, men fordi barndommens
dilemmaer varer ved hele livet: at høre til, at
blive svigtet, gruppens magt og modet til at være sig selv.
Kærlighed og tab, at lære at være menneske – og ikke
mindst at være et godt, modigt og ærligt menneske.
H. C. Andersens værker er et veltalende modbevis for
dem, som vil rense børnelitteratur. Trods varme, humor
og skønhed i hans værker, var han ikke bange for at vise
grusomhed og smerte. Den lille pige med svovlstikkerne
dør i stilhed og armod, og den lille havfrue viser, at det
at risikere alt og alligevel tabe, har sin egen skønhed, romantiske
pragt og storhed.
Jeg forsøger ikke at sammenligne Harry Potter bøgerne
med historier, som har holdt i de sidste to århundreder.
Men jeg elskede mine figurer så meget, at det at efterlade
dem efter 17 år har været næsten som at miste flere af
mine kære. Det faktum, at så mange mennesker har nydt
den verden, som jeg har skabt, overvælder mig hver dag.
Og dog føles det på mirakuløs vis stadigvæk som mit eget
private kongedømme, som jeg ikke kan lade være med at
vandre rundt i en gang imellem bare for at se, hvad mine
overlevende figurer laver nu.
Jeg elsker at møde unge mænd og kvinder, der er vokset
op med at læse Harry Potter bøgerne. Nogle gange
undskylder de sig ved at sige, ”du må høre på det her
hele tiden”, men jeg synes aldrig, at det er kedeligt at
møde mennesker, der har boet på Hogwarts sammen