afsnit ii: disciplinæransvar - Tandklage.dk

Forord
Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og
Regionstandlægenævnenes) praksis.
Ansvaret for teksten er udelukkende mit. Fremstillingen kan ikke opfattes som retningslinjer, og der gives ikke
udtryk for opfattelsen hos Tandlægeoverenskomstens parter eller i Tandklagesystemet, ej heller hos de
enkelte medlemmer af Landstandlægenævnet eller af Regionstandlægenævnene.
Offentliggørelsen sker som bidrag til informationen om Tandklagesystemet og større åbenhed om dets
arbejde.
K. Wiingaard
TANDKLAGERET
(Indholdsfortegnelse anbragt bagest)
1. For de privatpraktiserende tandlægers og deres patienters klageordning gælder et særligt sæt regler. I
denne fremstilling kaldes regelsættet Tandklageret.
Tandklageproces, Tandklageansvar, Tandklagesystem

- 2 –
2. Tandklagerettens retskilder er Tandlægeoverenskomsten (5-9), forskellige bestemmelser i lovgivningen (26-
58) og den praksis, der er udviklet i forbindelse med behandlingen af klagesagerne. Derimod findes der så godt
som ingen domspraksis på området.
Sagsbehandlingsreglerne (”Tandklageprocessen”, 62-143) er formelle forskrifter i forbindelse med behandling
af klagerne og har til hovedformål at sikre rigtige afgørelser vedrørende Tandklageansvaret, herunder
disciplinæransvaret (145-216) og kontraktsansvaret (222-425). Disciplinæransvaret, men ikke
kontraktsansvaret, omfatter også tandskade (445).
I daglig tale anvendes udtrykket Tandklagesystemet. Der tænkes på de klageorganer, der som
Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet har til opgave at behandle klager vedrørende
privatpraktiserende tandlægers disciplinæransvar og kontraktsansvar.
Strengt taget dækker udtrykkene Tandklageret, Tandklageproces, Tandklageansvar og Tandklagesystem også
Serviceansvar (18-19 og 82-85) og de klagesagsbehandlende samarbejdsorganer på tandlægeområdet, men
denne emnekreds behandles kun lejlighedsvis i denne fremstilling.
FØRSTE DEL
TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST.
Resumé

- 3 –
3. Tandlægeoverenskomsten forpligter parterne og kan undertiden skabe ret også for patienterne. Det er
Landssamarbejdsudvalget, der fortolker Overenskomsten. Tandklagesystemet behandler disciplinærklager og
forbrugerklager, men kan ikke tage stilling til erstatningskrav. Den samtidige (integrerede) behandling af
disciplinærklage og forbrugerklage har visse fordele.
Praksissektoren
4. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af praktiserende sundhedspersoner samt af regionernes sygehusvæsen,
kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner m.v.
Praksissektoren drives gennem landsoverenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og faglige
organisationer af privatpraktiserende sundhedspersoner.
Tandlægeoverenskomsten
5. Regionernes Lønnings- og Takstnævn har med Tandlægeforeningen indgået Overenskomst om
tandlægehjælp af 9. juni 1999, senest ændret ved aftale af 27. maj 2010 (”Tandlægeoverenskomsten”). Der er
ca. 2.200 privatpraktiserende (aktive) medlemmer med ydernummer. Hertil kommer et betydeligt antal
ansatte privatpraktiserende tandlæger.
Eksklusivbestemmelser er forbudt. En tandlæge kan være tilsluttet Tandlægeoverenskomsten uden at være
medlem af Tandlægeforeningen. Antallet af sådanne tandlæger er yderst beskedent.

- 4 –
6. I medfør af Tandlægeoverenskomsten er der udsendt Forretningsorden for Regionstandlægenævnene af 10.
december 2010. En forretningsorden af samme dato er gældende for Landstandlægenævnet.
Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne?
7. Tandlægeoverenskomsten er en aftale mellem dens parter og binder umiddelbart kun dem.
Men adskillige overenskomstbestemmelser skaber desuden ret for patienterne. Patienterne kan påberåbe sig
bestemmelserne, når dette fremgår af disses ordlyd eller af den fortolkning, der må anlægges.
Derimod kan Tandlægeoverenskomsten ikke uden hjemmel forpligte patienterne (men der foreligger hjemmel,
hvis Overenskomsten gengiver, hvad der står i loven).
Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten
8. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten, indeholder regler om
samarbejdsorganer (Samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalg).
9. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp behandler henvendelser om fortolkning af
Tandlægeoverenskomsten fra blandt andre Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet.
Landssamarbejdsudvalget kan udlægge hele Tandlægeoverenskomsten. Landssamarbejdsudvalgets beføjelse
gælder altså også alle spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med patientklage under Overenskomsten.

- 5 –
10. Landssamarbejdsudvalget har godkendt Vejledning i sagsbehandling af klager over tandlæger, marts 2012,
http://www.tandklage.dk/om-klagesystemet/vejledninger-i-behandling-af-
klagesager/landssamarbejdsudvalget.aspx.
Tandklagesystemet - Klager og ansvar
Disciplinærklage, forbrugerklage – disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar
11. Patientens klage over den sundhedsfaglige virksomhed falder uden for alle landsoverenskomster med
undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten.
Sundhedsfaglig virksomhed er ikke alene den faglige udførelse af undersøgelse, diagnosticering, behandling
m.v., men også opfyldelse af processuelle pligter, der er knyttet hertil, fx journalføring, indhentelse af
informeret samtykke og tavshedspligt.
I forbindelse med patientens klage over den privatpraktiserende tandlæges sundhedsfaglige virksomhed
bruges der i denne fremstilling udtrykkene disciplinærklage og disciplinæransvar.
12. Patientens klage over den kontraktlige ydelse falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse af
en enkelt, Tandlægeoverenskomsten.
I forbindelse med patientens klage over en sådan ydelse fra en privatpraktiserende tandlæge bruges der i
denne fremstilling udtrykkene forbrugerklage og kontraktsansvar eller – normalt synonymt med udtrykket
kontraktsansvar – mangelsansvar.

- 6 –
13. Tandklagen rummer som oftest en kombination af begge klagetyper (begge former for ansvar).
Tandklagesystemets grundkompetencer
14. Efter Tandlægeoverenskomsten bedømmer Regionstandlægenævnet klager, der vedrører rent faglige
forhold. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle disciplinærklager.
15. Det hedder videre, at Regionstandlægenævnet over for en tandlæge kan beslutte, at tandlægen til
patienten skal betale et af nævnet fastsat beløb. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til
at behandle forbrugerklager. Ifølge Overenskomsten fungerer Landstandlægenævnet som ankeinstans for
afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene.
Negativt er Tandklagesystemets kompetence afgrænset ved en bestemmelse i Landstandlægenævnets
forretningsorden, hvorefter der ikke kan påkendes krav om erstatning, f.eks. for tabt arbejdsfortjeneste,
påført skade, svie og smerte eller invaliditet.
16. Om organisationen af Tandklagesystemet henvises også til bemærkningerne under 62-69.
Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet modtager henholdsvis ca. 600 og ca. 120 sager årligt.
Klager og ansvar uden for Tandklagesystemet

- 7 –
17. I klagen kan der indgå elementer, der falder uden for Tandklagesystemets kompetence, således at kun en
nærmere analyse kan adskille elementerne. Klager af alle slags kan i princippet indbringes som retssag for
domstolene, også selv der måtte være en klageadgang i Tandklagesystemet, som ikke har været udnyttet i
forvejen.
Serviceklage – Serviceansvar
18. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten, indeholder regler om klage til
samarbejdsorganerne.
Klagereglerne gælder for blandt andre patienter og de pågældende overenskomstomfattede
sundhedspersoner. Genstanden for klage er de forhold, der er beskrevet i overenskomsten.
19. I forbindelse med patientens klage over sådanne forhold bruges der i denne fremstilling udtrykkene
Serviceklage og Serviceansvar. I praksis rejses der ret få serviceklager.
Deliktsansvar
20. Deliktsansvar er erstatningsansvar for al ansvarspådragelse, der ikke udspringer af en forudgående aftale.
Erstatning i henhold til deliktsreglerne kaldes i denne fremstilling undertiden skadeserstatning.
Delikt giver ikke patienten mangelsbeføjelser, og allerede af den grund falder deliktet uden for
Tandklagesystemets område. Se dog nedenfor 445 om disciplinæransvar.

- 8 –
Produktansvar
21. Produktansvaret er det erstatningsansvar, som påhviler en producent, en leverandør eller en anden
”mellemhandler” – herunder efter omstændighederne tandlægen –, når et produkt under brug volder skade, i
nærværende sammenhæng altså skade på patienten. Produktansvaret er efter sin karakter et deliktsansvar.
Produktansvarsloven omfatter ansvaret for løsøregenstande – dvs. rørlige, fysisk overgivelige ting. Indgår der
imidlertid i præstationen af tandlægeydelsen materialer, bevarer disse materialer deres karakter af løsøre i
lovens forstand, således at en produktskade forvoldt af en defekt ved de anvendte materialer omfattes af
lovens produktansvar. Området for produktansvaret omfatter imidlertid mere end det ansvar, der reguleres i
Produktansvarsloven, og området kan muligvis udstrækkes til enhver form for tandlægeydelse.
Produktansvarsspørgsmål falder uden for Tandklagesystemets kompetence og dermed uden for rammerne af
nærværende fremstilling.
Tandklagesystemet i perspektiv
22. Klageordningen forudsættes i alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt,
Tandlægeoverenskomsten, principielt at være trestrenget (serviceklager, disciplinærklager og forbrugerklager
behandles i hvert sit regi). Til forskel herfra er Tandlægeoverenskomstens ordning énstrenget.
Praksissektorens flerstrengede klagesystemer bliver undertiden kritiseret, fordi de virker uoverskuelige. De er
dermed ikke patientvenlige. Tandklagesystemet rammes ikke af denne kritik.

- 9 –
Den énstrengede ordning muliggør behandling af disciplinærklage og forbrugerklage i én sagsgang. Dette er til
fordel for både patient og tandlæge. Man undgår, at samme sag skal behandles af flere klagesystemer.
Ordningen sparer sagsskridt, er procesbesparende og forkorter i sig selv perioden, inden alle spørgsmål er
afgjort. Den helhedsbaserede ordning giver dernæst særegne, umiddelbare muligheder for – på grundlag af
den almindeligt anerkendte tandfaglige norm – at skabe, opretholde og udbygge praksis vedrørende forholdet
mellem disciplinæransvar og kontraktsansvar.
Som noget særligt for det sundhedsfaglige klageområde har enhver sundhedsperson (privatpraktiserende
tandlæge), der kritiseres disciplinært og/eller findes kontraktsansvarlig, ret til få sagen prøvet ved en højere
klageinstans. Tilsvarende er det kun patienten hos den privatpraktiserende tandlæge, der har ankeadgang.
Tandklagesystemet er – som noget særligt i forbindelse med retshåndhævelsen ved forbrugerklager – gebyrfrit
og uden beløbsmæssig under- og overgrænse.
Der er inden for Tandklageretten på grundlag af langvarig praksis i Landstandlægenævnet og
Regionstandlægenævnene skabt den mest udviklede gren af forbrugerretten inden for praksissektoren. Den
ydre autoritet af denne omfattende forbrugerretlige praksis skal selvsagt vurderes i lyset af, at kun få
afgørelser har været indbragt for domstolene. Dette forhold gør sig dog også gældende inden for andre
områder af det samlede forbrugerklagesystem.
ANDEN DEL
TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING
Resumé

- 10 –
23. I denne del af nærværende fremstilling nævnes fem lovområder, der har relevans for Tandklagesystemet. I
hovedsagen angår de to første Tandklageprocessen og de tre øvrige Tandklageansvaret.
24. Klage- og erstatningsloven indeholder regler om klageadgang. Tandklagesystemets beføjelse til at behandle
disciplinærklager bygger på en særlig lovordning. Disciplinærafgørelser kan munde ud i kritik og kan under
visse betingelser offentliggøres. Tandskader behandles efter en særlig lovordning af Tandskadesystemet. –
Tandklagesystemets sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningsloven.
25. Autorisationsloven indeholder regler om tandlægepligter, herunder den centrale forpligtelse til at udvise
omhu og samvittighedsfuldhed. Sundhedsloven indeholder bestemmelser om patienters rettigheder, derunder
retten til selvbestemmelse og fortrolighed. Tandklagesystemet er undtaget fra forbrugerklageloven. Købeloven
gælder heller ikke, men lovens principper spiller en vigtig rolle.
AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING
Første lovområde: Klage- og erstatningslovgivningen
26. Klage- og erstatningsloven (Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf.
Lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der
tidligere var indeholdt i loven om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. og Patientforsikringsloven.
27. I medfør af Klage- og erstatningsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 1445 af 15. december 2010 om
offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet

- 11 –
(”Offentliggørelsesbekendtgørelsen”) og Bekendtgørelse nr. 1340 af 18. december 2012 om afgrænsning af
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed og behandlingen af klager over privatpraktiserende
tandlæger (”Klagebekendtgørelsen”).
Klage- og erstatningsloven 1 – Klageadgang
28. Klage- og erstatningsloven indeholder i første række formelle regler om klageadgang.
Patientombuddet
29. Patientombuddet behandler patientens klage over den konkrete samlede sundhedsfaglige virksomhed i
sundhedsvæsenet, også i tilfælde, hvor ansvaret herfor ikke eller ikke umiddelbart kan placeres hos navngivne
sundhedspersoner. Patientombuddets afgørelser retter sig til vedkommende behandlingssted, fx til
vedkommende institution eller private praksis.
Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
30. Disciplinærklager behandles som hovedregel af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Der er givet nærmere
regler om kompetencefordelingen mellem Patientombuddet og Disciplinærnævnet.
31. Endvidere behandler Disciplinærnævnet indberetninger, også vedrørende privatpraktiserende tandlæger,
fra blandt andre Sundhedsstyrelsen, såfremt denne myndighed finder, at der vil være grundlag for kritik eller
anden sanktion.

- 12 –
Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet
32. Disciplinærklager er undtaget fra Disciplinærnævnets kompetence, hvis sundhedspersonen er omfattet af
Tandlægeoverenskomsten. Sådanne disciplinærklager behandles af Tandklagesystemet, jf. nærmere
Klagebekendtgørelsen.
En klage over, at tandlægen har undladt af egen drift gøre opmærksom på skader, som må antages at kunne
give ret til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens Patientforsikring må dog uden udtrykkelig lovhjemmel
anses som en disciplinærklage, der kan behandles i Tandklagesystemet.
Offentliggørelse af disciplinærafgørelser
33. Der kan i medfør af Klage- og erstatningsloven fastsættes regler om offentliggørelse af afgørelser om
sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Sådanne regler er fastsat ved
Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
Klage- og erstatningsloven 2 – Erstatningsadgang
34. Klage- og erstatningsloven indeholder i anden række regler om patienters mulighed for at opnå
forsikringsdækning af skader, de påføres i forbindelse med undersøgelse eller behandling.
Særordning: Tandskadesystemet

- 13 –
35. Visse sager kan undtages fra lovens almindelige ordning og henlægges til en privat institution.
Dette er sket for sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger. Disse sager behandles i det
såkaldte Tandskadesystem (Tandlægeforeningens Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet).
Andet lovområde: Forvaltningslovgivningen
De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning
36. Praksissektorens ydelser udføres af private sundhedsaktører, jf. ovenfor 4.
De almindelige forvaltningslove – Forvaltningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. september 2012),
Offentlighedsloven og Ombudsmandsloven – gælder for den offentlige forvaltning.
Disse forvaltningsretlige love omfatter altså ikke den private sundhedssektor, herunder klageorganer, der er
oprettet på privatretligt grundlag, som fx Tandklagesystemet. Det samme er tilfældet for fundamentale
forvaltningsretlige principper om saglighed, lighed og proportionalitet m.v.
Persondataloven finder anvendelse også inden for den private sundhedssektor.
.. men det er aftalt, at Forvaltningsloven m.v. gælder for Tandklagesystemet

- 14 –
37. Det kan imidlertid være aftalt, at forvaltningsretten helt eller delvis finder anvendelse inden for den private
sundhedssektor.
En sådan aftale er indgået for Tandklagesystemets vedkommende, hvilket er udmøntet i en bestemmelse i
Landstandlægenævnets forretningsorden.
Efter denne bestemmelse fastsætter Landstandlægenævnet selv sin egen og Regionstandlægenævnenes
forretningsordener. De heri fastsatte sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med
Forvaltningslovens regler om inhabilitet, vejledning og repræsentation, parters aktindsigt, partshøring,
klagevejledning og tavshedspligt. Forvaltningslovens regler om begrundelse og de nævnte fundamentale
forvaltningsretlige principper er ikke nævnt i denne opregning, men der kan ikke sluttes modsætningsvis.
De forvaltningsretlige lovregler og principper er udviklet for at sikre borgeren en rimelig retsstilling over for
den offentlige forvaltning. Forvaltningsretten kan dermed betragtes som en retssikkerhedsgaranti. Aftalen om
anvendelse af Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper inden for
Tandklagesystemet bygger på ønsket om retssikkerhed for både patienter og tandlæger.
AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING
Tredje lovområde: Autorisationslovgivningen m.v.

- 15 –
38. Autorisationsloven (Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf.
Lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 14
specielle autorisationslove, herunder den tidligere Tandlægelov, samt en række yderligere bestemmelser.
Det kan i denne forbindelse nævnes, at der er påtænkt ændringer af lovgivningen med henblik på
gennemførelse af Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger. Efter nærmere regler skal klinikker, hvor
der foretages tandlægebehandling, og som ikke ejes af offentlige myndigheder, udpege en
virksomhedsansvarlig tandlæge. Den virksomhedsansvarlige tandlæge har det overordnede ansvar for at sikre
kvalitet i behandlingen og er kontaktperson i forhold til tilsynsmyndighederne. Ordningen betyder, at der er
etableret en utvetydig tandlægefaglig ledelse. Det overordnede ansvar supplerer den enkelte tandlæges
selvstændige ansvar efter Autorisationsloven m.v.
39. I medfør af Autorisationsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede
sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.)
(”Journalbekendtgørelsen”).
Tandlægepligter
40. Autorisationsloven indeholder navnlig regler om sundhedspersoners pligter vedrørende sundhedsfaglig
virksomhed.
Centralt står den almindelige pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket. Visse grupper af
sundhedspersoner, herunder tandlæger, skal føre patientjournaler over deres virksomhed, og journalen skal
indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling.

- 16 –
Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder
41. Autorisation meddeles af Sundhedsstyrelsen til personer, der har gennemført en nærmere bestemt
uddannelse. Tandlæger er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, der kan sanktionere tilsidesættelse af de
faglige pligter. Det er ingen betingelse, at der forinden er givet kritik efter disciplinærklage.
Skærpet tilsyn
42. Der kan iværksættes skærpet tilsyn, hvis Sundhedsstyrelsen har en begrundet formodning om, at
virksomhedsudøvelsen vil udgøre en forringet sikkerhed for patienter.
Det skærpede tilsyn kan fx indebære, at tandlægen skal afgive en redegørelse vedrørende særlige faglige
forhold.
Fagligt påbud
43. Såfremt en tandlæge har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen
påbyde vedkommende at ændre denne.
Et fagligt påbud er en konkret anvisning af, hvorledes tandlægen skal forholde sig for at rette op på en
konstateret kritisabel virksomhed. Fagligt påbud vil typisk vedrøre journalføring, information eller efterlevelse
af sædvanlige faglige normer.

- 17 –
Virksomhedsindskrænkning
44. Hvis det ikke findes tilstrækkeligt med et fagligt påbud, og en fuldstændig autorisationsfratagelse ikke
skønnes nødvendig, kan Sundhedsstyrelsen foretages virksomhedsindskrænkning.
En virksomhedsindskrænkning er en delvis autorisationsfratagelse. Det kan fx pålægges en tandlæge at
afholde sig fra at anvende visse behandlingsmetoder eller behandle visse patienter. Indskrænkningen kan også
bestå i, at tandlægen ikke kan virke selvstændigt, men skal arbejde under en anden tandlæges vejledning og
instruktion.
Autorisationsfratagelse
45. En tandlæge kan fratages autorisationen af Sundhedsstyrelsen, såfremt han eller hun må antages at være
til fare for andre mennesker på grund af grov forsømmelighed udvist ved udøvelsen af hvervet.
Fjerde lovområde: Sundhedslovgivningen
46. Sundhedsloven (Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 med senere ændringer) samler en række
bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 15 forskellige love, herunder den tidligere Tandplejelov.
47. I medfør af Sundhedsloven er udsendt henholdsvis Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 og
Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger mv.

- 18 –
Patientrettigheder
48. Mens Autorisationsloven som nævnt navnlig indeholder bestemmelser om autoriserede
sundhedspersoners pligter, indeholder Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 navnlig regler om patienters
rettigheder.
Blandt patientrettighederne er retten til selvbestemmelse og retten til fortrolighed.
49. Klager over stillingtagen til aktindsigt i patientjournalen er ikke omfattet af Tandklagesystemets
kompetence. (I Forretningsordenerne for henholdsvis Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet er
det ved en lapsus angivet, at kompetencen omfatter sådan aktindsigt.)
50. Patientoplysninger, som ikke er led i behandling af patienten, omfattes ikke af Sundhedslovens regler om
aktindsigt. Spørgsmålet om adgang til aktindsigt i disse tilfælde må besvares efter reglerne i den øvrige
lovgivning. Om aktindsigt efter Forvaltningsloven henvises til 101-104.
I denne forbindelse skal nævnes Persondataloven, der finder anvendelse, når behandling af
helbredsoplysninger m.v. helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling. Klager efter
Persondataloven falder uden for Tandklagesystemets kompetence.
Femte lovområde: Den forbrugerretlige lovgivning

- 19 –
51. En forbrugeraftale er en aftale, en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv.
Forbrugerretlig lovgivning 1 – Offentligretlig forbrugerlovgivning
52. Den offentligretlige forbrugerlovgivning har ingen praktisk direkte betydning for Tandklageansvaret.
Tandlægers handlinger i erhvervsøjemed er omfattet af Markedsføringsloven, men retshåndhævelsen af
denne lov sker ved domstolene. Visse af lovreglerne, fx om vildledende og utilbørlig markedsføring og om
vejledning, udtrykker dog grundsætninger, som har betydning for kontraktsansvaret
Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn
53. Forbrugerklager kan indbringes for Forbrugerklagenævnet eller for et godkendt, privat klage- eller
ankenævn.
Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet
54. Dette gælder dog ifølge Forbrugerklageloven ikke, hvis der i lovgivningen er foreskrevet en særlig
klageadgang.
En sådan særlig klageadgang er foreskrevet for det område, der dækkes af Tandlægeoverenskomsten (og flere
andre områder, fx advokatydelser, lægemidler og tandskader).

- 20 –
Forbrugerretlig lovgivning 2 – Privatretlig forbrugerlovgivning
55. Der findes en del lovregler, som begrænser aftalefriheden mellem de erhvervsdrivende og deres private
kunder, forbrugerne, men reglerne har ingen praktisk betydning for Tandklageansvaret.
56. I Aftalelovgivningen findes regler om forbrugerbeskyttelse mod urimelige aftalevilkår.
57. Forbrugeraftaleloven indeholder en række regler om beskyttelse af forbrugeren i tilfælde, hvor en
forbrugeraftale indgås uden forbrugerens forudgående henvendelse til den erhvervsdrivende på dennes
forretningssted.
Købeloven gælder ikke, men …
58. Købeloven regulerer alle køb (bortset fra køb af fast ejendom og visse internationale køb). Nogle af lovens
regler gælder dog kun forbrugerkøb.
Tandlægeydelsen og betalingen herfor er ikke et køb, ej heller et bestillingskøb, se 223. Tandlægekontrakten
omfattes ikke af Købeloven. Købeloven er imidlertid i betydeligt omfang udtryk for uskrevne almindelige
regler, som omfatter også Tandklageansvaret. Købeloven spiller på denne indirekte måde en vigtig rolle.
TREDJE DEL

- 21 –
TANDKLAGEPROCESSEN
Resumé
59. Tandklagesystemet er organiseret i Visitationsudvalg, Besigtigelsesudvalg, Regionstandlægenævn og
Landstandlægenævnet.
60. Tandklagesystemets afgørelser er som hovedregel realitetsafgørelser, dvs. at der tages stilling til selve
mellemværendet mellem patienten og den indklagede tandlæge.
Tandklagesystemets behandling af sagerne er imidlertid til en vis grad formbunden. En del afgørelser er på
denne baggrund formalitetsafgørelser, dvs. at de drejer sig om den processuelle teknik i forbindelse med
sagsbehandlingen og ikke om selve mellemværendet.
Til de processuelle spørgsmål under en tandklagesag hører spørgsmål om, hvem der er part, frister for
fremsættelse af krav og Tandklagesystemets kompetence. Der stilles en lang række krav til selve
sagsbehandlingen, dels forvaltningsretlige, dels interne krav inden for Tandlægesystemet selv, blandt andet
vedrørende indsendelse af patientjournaler.
61. I en realitetsbehandlet sag om en faglig klage skal der altid tages stilling til spørgsmålet om
disciplinæransvar. Inden for Tandklageprocessens område behandles også nogle spørgsmål om bevis og
bevisbyrde samt om Tandklagesystemets underretningspligt.

- 22 –
AFSNIT I: ORGANISATION
Visitationsudvalg
62. Enhver klage vurderes af det lokale Visitationsudvalg for Tandlægeklager. Dette sker blandt andet med
henblik på at henvise (”visitere”) klagen til rette klageforum (det lokale Regionstandlægenævn, det lokale
Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp). Erstatningssager, der ikke (også) er klagesager, videresendes til
Tandlægeforeningens Patientforsikring.
Der er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt Regionens sekretariat eller Visitationsudvalget nogen
instruktionsbeføjelse i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som
forudsat ved Overenskomsten.
63. Visitationsudvalget kan efter Tandlægeoverenskomstens ordlyd afvise enhver klage, men dette må forstås
således, at adgangen til afvisning kun omfatter åbenbart grundløse klager.
Visitationsudvalget kan ikke træffe realitetsafgørelse i en faglig klagesag.
64. Sagsbehandlingen i Visitationsudvalget kan – i overensstemmelse med et ret udbredt princip inden for
klagesager på sundhedsområdet – også muliggøre et tilbud om en dialog med vedkommende indklagede
tandlæge. I Tandlægeoverenskomsten finder dette udtryk i en bestemmelse, hvorefter det påhviler udvalget at
(r)etablere kontakt mellem klageren, tandlægen og udvalget.

- 23 –
Reglen er formuleret absolut, men den forstås således, at der vil forekomme situationer, hvor
Visitationsudvalget efter sit skøn kan undlade tilbud om dialog og forligsforsøg. Det vil gælde, såfremt det på
grund af sagens hidtidige forløb, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages, at
mægling vil være forgæves. Undladt forligsmægling vil i sådanne situationer ikke være en retlig mangel, der
kan føre til ophævelse af Regionstandlægenævnets afgørelse.
65. Der er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt Regionens sekretariat eller Visitationsudvalget nogen
instruktionsbeføjelse i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som
forudsat ved Overenskomsten.
Regionstandlægenævnet kan give en generel bemyndigelse til Visitationsudvalget om at igangsætte
besigtigelse i klagesager.
Besigtigelsesudvalg
66. Et Besigtigelsesudvalgs opgave er ifølge Tandlægeoverenskomsten blandt andet efter anmodning fra
Regionstandlægenævnet at foretage en faglig vurdering af det påklagede forhold.
Besigtigelsesudvalgets opgave må antages at være faglig bevissikring (hvorledes kan det påklagede forhold
faktisk beskrives, hvilke egenskaber har det udførte tandlægearbejde, hvilken kvalitet har det osv.).
Besigtigelsesudvalget skal derimod ikke foretage faglig bedømmelse (er det påklagede forhold udført i
overensstemmelse med den almindeligt anerkendte faglige norm, se 151-167, hvilken behandling ville kunne
være hensigtsmæssig osv.). Dette hænger sammen med, at den instans, der skal afgøre sagen –
Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet – selv rummer fagkundskab.

- 24 –
De besigtigende tandlæger bør derfor afholde sig fra at fremkomme med bemærkninger om prognose på
omgørende arbejde eller lignende.
67. Besigtigelsesudvalget udfører i henhold til Tandlægeoverenskomsten sin opgave efter anmodning fra
Regionstandlægenævnet. Derfor bør det være Regionstandlægenævnet, der tager stilling til, hvorvidt
udbedring af det påklagede tandlægearbejde kan iværksættes efter endt besigtigelse.
De besigtigende tandlæger bør derfor i givet fald henvise patienten til Regionstandlægenævnet angående
dette spørgsmål. Regionstandlægenævnet må omgående træffe afgørelse om spørgsmålet, hvis
omstændighederne kræver hurtig udbedring af arbejdet.
Tandklagesystemet kan kun afgøre en sag, der er oplyst i fornødent omfang. Fjernes den indklagede tandlæges
arbejde – fx påstået mangelfulde kroner –, således at det ikke er i behold som før, når det er muligt at
foranstalte fagkyndig besigtigelse, kan arbejdet efter omstændighederne ikke underkastes den fagkyndige
vurdering, som er en forudsætning for at bedømme patientens klage.
Under sådanne omstændigheder er det ikke er muligt at fastslå, hvorvidt tandlægen er ansvarlig. Resultatet
må herefter være, at der ikke gives medhold i klagen.
Forudsætningen for, at Besigtigelsesudvalget kan udføre sin opgave er naturligvis, at Udvalget faktisk kan få
lejlighed til om fornødent at undersøge den patient, som har rejst klagen.

- 25 –
Hvis besigtigelse er indiceret – og derfor skal foretages efter Regionstandlægenævnets anmodning – hviler
risikoen for en manglende besigtigelse principielt på den, der har bevisbyrden, dvs. som udgangspunkt på
patienten som den, der klager over en mangelfuld tandlægeydelse. Ved bedømmelsen af disciplinærklager
kommer efter praksis enhver rimelig bevistvivl den indklagede tandlæge til gode, se 123, også den rimelige
tvivl, som kunne være afklaret, hvis ikke patientens sygdom havde hindret den nødvendige besigtigelse.
Det principielle udgangspunkt fraviges ikke, selv om sygdom kan være en uforskyldt personlig forhindring, som
patienten ikke kan overvinde. Konsekvensen af manglende besigtigelse kan være, at der helt eller delvis ikke
gives patienten medhold i klagen.
Hvis patienten har oplyst sygdomsforfald, vil klagesagen som regel blive udsat. Modparten har dog krav på, at
behandlingen af sagen fremmes rimeligt hurtigt. Udsættelse bestemmes derfor normalt ikke for et længere
samlet tidsrum end et par måneder.
Regionstandlægenævn
68. Regionstandlægenævnet behandler disciplinærklager og forbrugerklager i 1. instans og står i øvrigt for
gennemførelsen af Landstandlægenævnets afgørelser om betaling og tilbagelevering. Det påhviler Nævnets
sekretariat at formidle udveksling af tilbagebetaling og eventuelt det påklagede tandlægearbejde, se 348 ff.,
383 og 385. Nævnet har pligt til at oplyse sagen i denne forbindelse, idet Nævnet – som i alle andre sager –
skal afgøre, om der er behov for indhentning af yderligere materiale til oplysning af sagen.
Landstandlægenævnet
69. Landstandlægenævnet fungerer som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene.

- 26 –
AFSNIT II: FORMALITET
PARTER
70. Parterne er klageren ( patienten) og den indklagede ( den privatpraktiserende tandlæge). Afgørelser kan
kun angå patienten og den eller de indklagede tandlæge(r). Tandklagesystemet har ikke kompetence til selv at
inddrage andre – fx en tandlæge, der ikke er klaget over – i sagen.
Fysiske personer
71. En nær pårørende til en afdød patient er omfattet af klageadgangen og kan dermed have status som part.
72. Tandlægen skal have autorisation (og være omfattet af Tandlægeoverenskomsten) på tidspunktet for det
faglige forhold, der klages over. Er betingelsen ikke opfyldt, kan sagen ikke behandles af Tandklagesystemet.
En tandlæge kan fraskrive sig autorisationen, eller retten kan fratages eller fradømmes den pågældende.
Klagesagen kan imidlertid behandles, uanset at autorisationen efterfølgende er ophørt. En bedømmelse af
tandlægens faglige forhold kan få betydning i forbindelse med et eventuelt senere spørgsmål om
generhvervelse af autorisationen.

- 27 –
Autorisationen kan bortfalde som følge af alder eller dødsfald. Ved bortfaldet ophører disciplinæransvaret.
Behandlingen af klagesagen kan fortsætte efter bortfaldet, for så vidt angår eventuelt kontraktsansvar. Om
dødsfald, se i øvrigt 73.
Den ansatte tandlæge, der medvirker som tandlægelig medhjælp, er disciplinært ansvarssubjekt og er
dermed part. Den ansatte tandlæge er ikke kontraktligt forpligtet over for patienten. Derimod kan patienten
gøre kontraktsansvar gældende over for den tandlæge, der er principal, idet denne også hæfter for sine
ansattes forsømmelighed, ganske som var det ham eller hende selv, der ikke havde opfyldt kontrakten rigtigt,
se også 222.
Principalen – her kaldet den driftsansvarlige tandlæge – er uden videre også part, hvis der er rejst
forbrugerklage. Men også den driftsansvarlige tandlæge kan være disciplinært ansvarssubjekt og altså part
tillige i denne egenskab, se 151.
Som driftsansvarlig tandlæge anses efter fast praksis den, der er indehaver af ydernummeret. Dette skal blandt
andet ses på baggrund af det offentlige sundhedsvæsens realisering af ydelser i praksissektoren. På dette
område er ydelser, herunder vilkår for ydelser, og tilskud til ydelser fastsat ved overenskomst. Efter den
overenskomstmæssige ordning betragtes ydelsen – altså her tandlægehjælp – som ydet mod tilskud og en
egenbetaling fra patienten. Ydernummeret anvendes blandt andet i forbindelse med forvaltningen af de
tilskud, som i henhold til Sundhedsloven ydes til behandling hos tandlæge.
Afgørende for, hvem der er driftsansvarlig, er forholdene på tidspunktet for det faglige forhold, der klages
over. En tandlæge kan således hæfte som driftsansvarlig – og være part –, selv om den pågældende på
afgørelsestidspunktet ikke længere er indehaver af ydernummeret.

- 28 –
En virksomhedsansvarlig tandlæge, se 38, kan ikke være part. Klager over en sådan tandlæges varetagelse af
forpligtelser i henhold til Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger indbringes for Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn. Den virksomhedsansvarlige tandlæge kan imidlertid i den konkrete sag have pådraget sig
ansvar i henhold til såvel Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger som disciplinæransvar og
kontraktansvar eller være driftsansvarlig. Den pågældende kan være part i de sidstnævnte henseender.
Juridiske personer
73. Tidligere kunne disciplinærsager rejses af Sundhedsstyrelsen i Tandklagesystemet, men Styrelsens
disciplinærsager mod privatpraktiserende tandlæger indbringes nu for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Efter Tandlægeoverenskomsten kan tandlægepraksis tilrettelægges som enkeltmandspraksis,
kompagniskabspraksis eller selskab.
Ved enkeltmandspraksis forstås: Tandlægevirksomhed udøvet af enkeltperson uden fællesskab med andre
tandlæger om økonomi. Enkeltmandspraksis med tandlægelig medhjælp betragtes efter overenskomsten som
enkeltmandspraksis. Partsstatus afgøres efter de under 72 omtalte regler.
Tandlægeklinikker, der drives i kompagniskab eller selskabsform, er ikke omfattet af Autorisationsloven, og de
kan som sådanne ikke pådrage sig disciplinæransvar.
Ved kompagniskabspraksis forstås: Praksis, der drives af to eller flere tandlæger/tandplejere med fællesskab
om økonomi, lokaler og personale. – Et kompagniskab vil som sådant næppe kunne pådrage sig
kontraktsansvar. Det kan altså i praksis ikke optræde som part.

- 29 –
Ved selskaber forstås: At en eller flere tandlæger/tandplejer(e) ansættes i en selskabsform, der har til formål
at udøve tandlægevirksomhed, og hvis vedtægter er godkendt af Tandlægeforeningen. – Tandlægevirksomhed
kan altså udøves i selskabsform som anpartsselskab eller aktieselskab med tildeling af ydernummer og med
hæftelsesbegrænsning for selskabsejeren. Selskabet kan have partsstatus som driftsansvarlig.
Der foreligger ofte ikke umiddelbart oplysninger om, hvem der kontrollerer og leder selskabet. Selskabets
vedtægter og partshaverprotokol skal være tilgængelig for Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og
Takstnævn samt vedkommende region, der til enhver tid skal kunne forlange attestation fra selskabet om dets
ejerforhold.
Efter Tandlægeoverenskomsten skal direktionens medlemmer alle udøve tandlægevirksomhed som ansatte
selskabet. Det er således forudsat, at tandlægeselskabet har en direktion. Selskabets direktør (direktion)
hæfter som sådan normalt ikke for gælden og kan for så vidt ikke personligt være part i sagen. Direktøren
repræsenterer selskabet udadtil. Partsstatus som driftsansvarlig har altså selskabet ved direktøren.
Efter tandlægens dødsfald eller konkurs kan sagen, for så vidt angår eventuelt kontraktsansvar, fortsætte med
boet som part. Tandklagesystemet påtager sig ikke anmeldelse af betalingskrav.
Det kan i denne forbindelse nævnes, at der blandt andet i tilfælde af tandlægens død, insolvens eller konkurs
på nærmere betingelser og efter anmeldelse til Tandlægeforeningens Sikringsordning, adr. Svanemøllevej 85,
2900 Hellerup, kan opnås dækning af patientens tilgodehavende hos den pågældende tandlæge.
Tandklagesystemet vejleder herom.
FRISTER

- 30 –
Ankefrist
74. Regionstandlægenævnets afgørelse kan inden 6 uger indbringes for Landstandlægenævnet, der kan se bort
fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor.
75. Justitsministeriet antager, at en klagefrist begynder at løbe fra det tidspunkt, da meddelelsen om
afgørelsen er kommet frem til parten. Det bør i almindelighed lægges til grund, at afgørelser sendt som A-brev
først er kommet frem til modtageren 2 – ved afgørelser sendt som B-brev 5 – dage efter, at afgørelsen er
dateret og overgivet til postbesørgelse.
Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp regner fristen fra ”afsendelsesdatoen på afgørelsen”, og denne
forståelse lægges derfor til grund af Landstandlægenævnet.
76. Landstandlægenævnet ser imidlertid efter fast praksis uden videre bort fra overskridelse af fristen, når der
er anket inden 7 uger fra afsendelsesdatoen på afgørelsen.
Er ankefristen overskredet med blot 1 dag, er den fremkommet for sent. Landstandlægenævnet kan ikke
behandle sagen, medmindre der er noget i anken, der giver grundlag for at dispensere for fristen. Det er den
ankende patient eller tandlæge, der bærer risikoen for, at et brevs fremkomst måtte blive forsinket i forhold til
normal postgang.
Frister for fremsættelse af krav (kravsfrister)

- 31 –
77. Disciplinærklager og forbrugerklager skal rejses inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller
burde være bekendt med det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har
fundet sted.
78. 5-års fristen løber fra den hændelse, der klages over. Fristen er absolut og kan ikke suspenderes, se
derimod 79 om suspension af den korte 2-års frist.
For disciplinæransvarets vedkommende regnes den lange frist fra den dag, hvor klageforholdet har fundet
sted.
For mangelsansvarets vedkommende regnes den lange frist som udgangspunkt fra det tidspunkt, da
tandlægen afleverede arbejdet.
Kan der i forbindelse med arbejdets aflevering påvises væsentlige mangler, og kan patienten kræve
afhjælpning, regnes fristen fra seneste forgæves forsøg på afhjælpning. Er der på den anden side gået nogen
tid efter arbejdets aflevering, førend manglerne viser sig (skjulte mangler), regnes fristen fra afleveringen.
79. 2-års fristen løber fra det tidspunkt, da patienten kendte eller burde kende det forhold, der klages over.
2-årsfristen begynder ikke nødvendigvis at løbe, fordi en behandling er behæftet med komplikationer, fordi
denne ikke medfører det forventede resultat, eller fordi patienten har været skeptisk over for behandlingen.
Uanset gentagne forsøg på at afhjælpe generne løber fristen efter omstændighederne først, når patienten af
en fagperson har fået tilkendegivet, at der ikke findes mulighed for yderligere behandling.

- 32 –
80. Så længe patienten ikke kender eller bør være bekendt med klageforholdet, suspenderes 2-års fristen. Det
betyder, at fristen opsættes, så længe man ikke kan bebrejde patienten, at han eller hun er uvidende om
forholdet. Fristen er kun relevant, når det, der klages over, fandt sted for mere end 2 år siden. Burde
formodningen om det, der klages over, fx en mulig fejlbehandling, være opstået for mere end 2 år siden, er der
klaget for sent.
Man må i praksis finde frem til datoen for forholdet, der klages over, og herefter afgøre: Vidste patienten eller
burde han eller hun på denne dag formode, at forholdet, der klages over – fx fejl ved behandlingen – blev
begået. Er svaret ”nej” til spørgsmålet, udskydes 2-årsfristens begyndelsestidspunkt til den dag, hvor svaret er
”ja” til spørgsmålet. Såfremt patienten én gang får viden eller formodning om fx begået behandlingsfejl, kan
han eller hun ikke senere glemme dette eller på anden vis undslå sig. Med andre ord: Når 2-års fristen først er
begyndt at løbe, kan suspension ikke indtræde (eller indtræde igen).
Suspensionen kan ikke gøre, at den absolutte frist på 5 år udskydes. Sagen kan ikke behandles, når der er gået
5 år, selv om patientens viden eller formodning om fx fejlbehandling først er indtrådt efter fx 4½ år.
Fristen suspenderes ikke ved indgivelse af anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring.
81. I Tandklagesystemet beskriver man ofte virkningen af de overenskomstbestemte frister for fremsættelse af
krav som ”forældelse”. Denne sprogbrug er strengt taget ikke korrekt. Vedkommende frist er i sig selv ingen
forældelsesregel. Fristens udløb får ikke patientens krav til at ophøre, således som forældelse gør. Fristen
stiller udelukkende nogle processuelle (dvs. formelle, tidsmæssige) betingelser for, at Tandklagesystemet
overhovedet kan behandle sagen. Udløbet af den overenskomstmæssige frist for fremsættelse af kravet
udelukker ikke i sig selv, at domstolene kan behandle kravet.

- 33 –
For at markere forskellen er de processuelle frister i det foregående kaldt ”kravsfrister”. Nedenfor under 415
omtales nogle forældelsesfrister.
SAGLIG KOMPETENCE
Serviceklager
82. Det kan generelt siges, at patienters adgang til at klage over overenskomstmæssige forhold (serviceklage)
skal bidrage til at sikre, at det serviceniveau for betjeningen, som er fastlagt ved Tandlægeoverenskomsten,
efterleves i det enkelte tilfælde.
83. Serviceklager drejer sig hyppigst om serviceniveauet, herunder manglende tilbud om skriftligt uspecificeret
prisoverslag (skønnet pris), prisoplysninger og tandlægens optræden (adfærdsklage).
Spørgsmål om prisberegning er ikke et spørgsmål om faglige forhold. En del serviceklager drejer sig således
blandt andet om, hvorledes prisen skal beregnes, hvis denne ikke er aftalt på forhånd. Et andet tema for
serviceklage kan være, om tandlægen uanset en opgiven pris eller prisoverslag kan betinge arbejdets udførelse
af et pristillæg, hvis arbejdet fordyres som følge af omstændigheder, som tandlægen ikke burde have taget i
betragtning. Tvist om, hvorvidt en meddelt prisoplysning er et tilbud, en højeste pris eller et prisoverslag,
indbringes også for Samarbejdsudvalget.
Spørgsmålet om, hvorvidt sagen allerede er afgjort ved forlig, afgøres af Samarbejdsudvalget.

- 34 –
84. En speciel gruppe af serviceklager drejer sig om sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet. Der vil typisk
være tale om adfærdsklager.
I en sag var der klaget over, at en sagsbehandler i Regionstandlægenævnet ”glemte” patientens
dokumentation (kliniske fotos og røntgenbilleder) ved besigtigelsen for derved at opnå en rapport, der
frikendte tandlægen, og senere – sammen med Regionstandlægenævnet – indberettede falsk til
Sundhedsstyrelsen. Landstandlægenævnet henviste klagen til vedkommende Samarbejdsudvalg for
Tandlægehjælp.
Kombinerede klager
85. Klages der ikke alene over overenskomstmæssige forhold (altså en kombineret service- samt disciplinær-
og eventuelt forbrugerklage), behandles sagen først i Regionstandlægenævnet (med ankeadgang til
Landstandlægenævnet), for så vidt angår de ikke-overenskomstmæssige forhold. Når afgørelsen foreligger,
sendes sagen videre til behandling i Samarbejdsudvalget til behandling af de overenskomstmæssige forhold.
Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse
86. Det har tidligere været gjort gældende, at Landstandlægenævnet ikke kan tage stilling til
(forvaltnings)retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse, fordi det efter
Tandlægeoverenskomsten er det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp, der skal behandle klager over
sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet. Hvis denne argumentation var rigtig, ville den endelige afgørelse
i Tandklagesystemet af patientens og tandlægens mellemværende kunne forhales gennem systematisk klage
og videre appel til Landssamarbejdsudvalget med måske grundløse indsigelser over retlige mangler ved
Regionstandlægenævnets afgørelse.

- 35 –
Det er derfor i Tandlægeoverenskomsten bestemt, at Landstandlægenævnet behandler klager over også
sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene.
87. Regelteknisk kunne der måske være valgt en heldigere løsning, men det er altså nu præciseret, at det kun
er serviceklager over Regionstandlægenævnet, der behandles i Samarbejdsudvalget.
AFSNIT III: SAGSBEHANDLING
FORVALTNINGSRETLIGE KRAV
88. Lovgivningen indeholder kun en enkelt speciel bestemmelse om anvendelse af Forvaltningsloven i
Tandklagesystemet. I Klagebekendtgørelsen er det bestemt, at Forvaltningslovens regler om inhabilitet finder
anvendelse for Regionstandlægenævnenes og Landstandlægenævnets virksomhed. Fra denne bestemmelse
kan der ikke sluttes modsætningsvis. Hele Forvaltningsloven mv. gælder for hele sagsbehandlingen i
Tandklagesystemet, se 37.
Krav 1 - Habilitet
89. Et nævnsmedlem har pligt til at underrette nævnet om forhold, som kan medføre vedkommendes
inhabilitet, ligesom ethvert af nævnets andre medlemmer, der er bekendt med sådanne forhold, har pligt til at

- 36 –
oplyse nævnet herom. Nævnsmedlemmet må ikke selv deltage i nævnets behandling og afgørelse af
spørgsmålet om vedkommendes inhabilitet.
Generelle habilitetskrav
90. Generelle habilitetskrav vedrører betingelserne for overhovedet at beklæde det pågældende hverv.
I Tandlægeoverenskomsten findes en nærmere bestemmelse om, at der ikke må være personsammenfald i
repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet, og samme bestemmelse genfindes i
Forretningsordenen for Regionstandlægenævnene.
Eksempler
91. Fra praksis kan nævnes, at formanden for Tandlægeforeningens Praksisforsikring, herunder
Tandlægeforeningens Patientforsikring, var generelt inhabil som medlem af et Regionstandlægenævn, da
formandshvervene omfattede opgaver og pligter og dermed interesser, der ikke var sammenfaldende med,
hvad vedkommende skulle varetage som medlem af Regionstandlægenævnet. Den indbragte afgørelse var
truffet enstemmigt af Regionstandlægenævnet som kollegialt sammensat organ, men det kunne ikke
udelukkes, at den pågældende havde haft en afgørende indflydelse på resultatet.
Landstandlægenævnets medlem udpeget af Forbrugerrådet har tillige sæde i Tandskadeankenævnet, men er
ikke generelt inhabil; den pågældende er udpeget begge steder som repræsentant for Forbrugerrådet og
varetager samme interesse.

- 37 –
Det gøres undertiden gældende, at tandlægerne i Regionstandlægenævnet ikke kan bedømme en foreliggende
klagesag, fordi de – i lokalområdet – konkurrerer med den indklagede tandlæge. De pågældende tandlæger er
imidlertid udpeget af Tandlægeforeningens Regionsbestyrelse til at have sæde i Regionstandlægenævnet og er
ikke generelt inhabile i forhold til sagen.
Specielle habilitetskrav
92. Specielle habilitetskrav drejer sig om forudsætningerne for at deltage i behandlingen af den konkrete sag.
93. Den nøjagtige udformning af habilitetsreglerne fremgår af Forvaltningsloven, men der kan i hovedtræk
bemærkes følgende herom:
Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag, hvis 1) den pågældende har nære
personlige relationer til en af sagens parter, 2) har deltaget i behandlingen af samme sag i en anden
institution, fx Visitationsudvalget, Besigtigelsesudvalget, Regionstandlægenævnet eller Patientforsikringen, 3)
som praktiserende har undersøgt eller behandlet patienten på noget tidspunkt, 4) er – eller på det tidspunkt,
hvor den påklagede virksomhed har fundet sted, var – beskæftiget i den klinik, hvor den indklagede tandlæge
er driftsansvarlig eller behandler, eller hvor i øvrigt patienten i forbindelse med det påklagede forhold er
blevet undersøgt eller behandlet. Der må heller ikke 5) i øvrigt foreligge konkrete omstændigheder, som kan
være egnede til at vække tvivl om nævnsmedlemmets uvildighed.
Eksempler

- 38 –
94. Et tandlægemedlem af Regionstandlægenævnet var gift med et medlem af det i sagen
rapporterende Besigtigelsesudvalg. Ægteparret ejede et tandlægeholdingselskab, der delte klinik med
en tredje, selvstændig tandlæge, som patienten havde konsulteret.
Landstandlægenævnet udtalte, at reglerne om inhabilitet har et dobbelt formål, nemlig dels at undgå en
reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at undgå, at der
hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos den, der skal virke i vedkommende
sag. Det sidstnævnte formål indebærer, at inhabilitet foreligger, hvis der på grund af den pågældende
persons tilknytning til sagen eller dens parter kan rejses tvivl om hans eller hendes upartiskhed. For at
føre til inhabilitet skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder. Der blev ikke
statueret inhabilitet i den pågældende sag..
Krav 2 - Vejledning og repræsentation
95. Vejledningspligt for instanserne i Tandklagesystemet foreligger, når patienten eller tandlægen i en konkret
sag, der er eller vil kunne komme til behandling i vedkommende nævn, anmoder om oplysninger vedrørende
fortolkning og udfyldning af regelgrundlaget, praksis og formalia, som har klar betydning for den pågældende
parts varetagelse af sine interesser under sagen.
96. En skriftlig henvendelse, der ikke vedrører nævnets område, skal så vidt muligt videresendes til rette
myndighed. En sådan henvendelse anses i relation til klagefrister for at være kommet frem, når den er
modtaget af nogen, der er forpligtet til videresendelse.
97. Trækker en sag ud, har vedkommende nævn pligt til at underrette parten herom samt om årsagen hertil.
En sag anses i Landstandlægenævnets praksis ikke for at trække ud, udelukkende fordi sagsskridt eller
afgørelse må afvente førstkommende nævnsmøde. På www.tandklage.dk er det oplyst, at

- 39 –
Landstandlægenævnet afholder normalt mindst 8 møder om året, og at sagerne som regel være afsluttet i
løbet af et par måneder.
Rykker klageren for svar, besvares rykkeren, og der gives oplysning om, hvad sagen beror på.
98. Parten kan som udgangspunkt på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå
af andre. Parten kan altså forlange at blive repræsenteret både af sagkyndige – i praksis typisk en advokat – og
andre, fx ægtefælle, samlevere og pårørende. Det kan dog kræves, at parten medvirker personligt, når det er
af betydning for sagens afgørelse.
99. Der udvises dog tilbageholdenhed med hensyn til, hvem der kan deltage i en besigtigelsesforretning.
I besigtigelsen bør der normalt ikke deltage andre end den patient, hvis tandsæt besigtiges, den eller de
tandlæger, der foretager selve besigtigelsen, og eventuelt deres assisterende personale,
Regionstandlægenævnets sekretær eller andre medlemmer af nævnet samt den indklagede tandlæge, som
skal have lejlighed til at udtale sig og udpege det arbejde, som han eller hun har udført.
En patient kan efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde fra Regionstandlægenævnets side – når der er
begrundet behov derfor – få tilladelse til at medtage en i forhold til sagen neutral bisidder. Bisidderen skal
alene have til opgave at støtte patienten ved at virke beroligende for denne og lytte til, hvad der foregår, men
bør ikke føre ordet.
Patientens nye tandlæge kan ikke anses som neutral i forhold til sagen, da man ikke kan udelukke, at denne
kan have en vis interesse i, hvordan klagesagen afgøres, og dermed hvilke arbejdsopgaver der bliver en følge
heraf. Patientens nye tandlæge bør derfor ikke have adgang til at deltage i en besigtigelsesforretning.

- 40 –
100. En tandlæge, der ikke er medlem af Tandlægeforeningen, skal gives ret til at møde, eventuelt ved
bisidder, når en klage over den pågældende (herunder en sag, som eventuelt vil kunne give anledning til
fastsættelse af sanktioner over for den pågældende) behandles.
Krav 3 - Parters aktindsigt
101. Som nævnt, se 49, har Tandklagesystemet ikke kompetence til at afgøre spørgsmål om aktindsigt efter
Sundhedsloven.
Parten i en afgørelsessag kan imidlertid få aktindsigt – dvs. indsigt i sagens dokumenter – efter reglerne i
Forvaltningsloven og dermed har spørgsmålet om aktindsigt aktualitet for Tandklagesystemet, herunder som
tema for klage over Regionstandlægenævnet.
102. Interne dokumenter er ikke omfattet af aktindsigten. Besigtigelsesudvalgenes rapporter anses ikke som
interne dokumenter.
Oplysninger kan undtagelsesvis unddrages fra aktindsigt, hvis afgørende hensyn til blandt andre parten selv
tilsiger det. Der skal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Spørgsmålet om unddragelse fra
aktindsigt har ikke foreligget i Landstandlægenævnets praksis.
103. Lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt begrænser ikke pligten til at give parten aktindsigt.

- 41 –
104. Er en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at begæringen er
modtaget af nævnet, skal dette underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan
forventes at foreligge.
Krav 4 - Partshøring
105. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at nævnet er i besiddelse af bestemte oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før nævnet har gjort parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun,
hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Partshøring kan undlades, hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for
ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.
106. For at være part i Forvaltningslovens forstand kræves det i almindelighed, at der foreligger en væsentlig
individuel interesse. Forpligtelsen til partshøring gælder ikke alene den behandlende, men også den
driftsansvarlige tandlæge.
107. Et begrundet ønske fra parterne eller en af dem om udsættelse af sagen til senere afgivelse af yderligere
indlæg skal normalt imødekommes.
Efter omstændighederne kan hensynet til klagesagens behørige fremme dog indebære, at det ikke findes
nødvendigt at afvente yderligere erklæring fra parten. Såfremt der imidlertid foreligger væsentlige nye
oplysninger efterfølgende, er der mulighed for at bede om at genoptagelse af sagen.

- 42 –
108. Som et led i sagsbehandlingen kan et nævn selv undersøge det påklagede arbejde. Der tænkes i denne
forbindelse ikke på Besigtigelsesudvalgets undersøgelse, men på en foranstaltning, der iværksættes af
Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet selv. En sådan foranstaltning kaldes selvsyn, og er
hyppigst forekommende i Landstandlægenævnets praksis.
Når et nævn orienterer sig om det påklagede arbejde ved selvsyn, foretages der ikke en bevissikring som ved
en egentlig besigtigelse i Besigtigelsesudvalget. Forudsat at der ved selvsynet ikke fremkommer nye bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, har nævnet ikke pligt til at foretage partshøring over
selvsynet. Bemærkninger angående selvsynet i præmisserne til nævnets afgørelse er nemlig udtryk for direkte
fagkyndig bedømmelse, ikke en oplysning af klagesagen.
Krav 5 - Begrundelse
109. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på skøn, skal begrundelsen tillige angive
de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent
indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen.
110. Der er ikke pligt til at komme ind på alt, hvad parten har gjort gældende. Hvis patienten specifikt har
anført, at der er begået bestemte fejl, fx at der ikke blev foretaget røntgenundersøgelse eller ikke blev
iværksat antibiotikabehandling, er der en formodning for, at forholdet skal berøres i begrundelsen. Et
klagepunkt kan rejse flere problemstillinger, og der må i begrundelsen tages stilling til hvert enkelt. Som
afslutning kan indsættes en konklusion, fx om behandlingen var i overensstemmelse med den almindeligt
anerkendte tandfaglige norm.

- 43 –
111. Det kan i øvrigt i denne sammenhæng nævnes, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse den 3. januar
2008 har udsendt retningslinjer om formulering af disciplinærafgørelser (klagesagsafgørelser med kritik af
tandlægers faglige virke).
Krav 6 - Klagevejledning
112. Efter Forvaltningsloven skal der gives klagevejledning, hvis en afgørelse kan påklages til anden
forvaltningsmyndighed. Der skal herefter som udgangspunkt gives klagevejledning i Tandklagesystemet. Hvis
der ikke er givet klagevejledning, får det almindeligvis den konsekvens, at klagefristen suspenderes.
113. Klagevejledningspligten efter Forvaltningsloven angår ikke afgørelser, hvor myndigheden har den
endelige administrative afgørelse. Landstandlægenævnets afgørelser vedrørende disciplinærklager og
forbrugerklager kan ikke indbringes for nogen anden instans i Tandlægeoverenskomstens klagesystem, og
klagevejledningspligten angår derfor ikke Landstandlægenævnets afgørelser.
Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg,
skal være ledsaget af oplysning herom. En sådan frist gælder ikke for afgørelser truffet af Tandklagesystemet,
der således ikke skal give klagevejledning i denne forbindelse.
Der kan serviceklages over sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene (til Samarbejdsudvalget) og i
Landstandlægenævnet (til Landssamarbejdsudvalget), se 84. Efter praksis gives der ikke vejledning herom.

- 44 –
114. På www.tandklage.dk er det oplyst, at når Landstandlægenævnet har truffet afgørelse i en klagesag
(anke), er der ikke mulighed for at klage yderligere i Tandklagesystemet. Er patienten eller tandlægen ikke
tilfreds med en afgørelse, som Landstandlægenævnet har truffet, må der anlægges retssag ved de almindelige
domstole.
Det bemærkes herved, at Regionstandlægenævnets og Landstandlægenævnets afgørelse af en forbrugerklage
ikke kan ændres ved et søgsmål mod det pågældende nævn. En sådan retssag vil blive afvist af domstolene.
Tvisten må endeligt afgøres i et søgsmål mellem parterne (altså tandlægen og patienten),
Krav 7 - Tavshed
115. Sundhedslovens bestemmelse om tavshedspligt gælder ikke for tandlæger under disses funktioner i
Tandklagesystemet.
116. Derimod gælder Forvaltningslovens almindelige regler om tavshedspligt for Tandklagesystemets
nævnsmedlemmer, disses stedfortrædere og sekretariater. Overtrædelse af tavshedspligt, som for øvrigt kan
være strafbelagt, kan være tema for klage over Regionstandlægenævnet til Landstandlægenævnet.
117. Forvaltningslovens specielle regler om tavshedspligt har næppe praktisk betydning for
Tandklagesystemets sagsbehandling. Loven regulerer videregivelse af oplysninger og undtager fra
tavshedspligten de tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen
skal videregives. Der er givet regler om indhentelse af oplysninger i ansøgningssager, men de sager, der
optræder i Tandklagesystemet kan ikke betegnes som ansøgningssager.
Krav 8 – Landstandlægenævnets ændringer til skade for en part?

- 45 –
118 Udgangspunktet i forbindelse med anke er, at Landstandlægenævnet skal træffe den rigtige afgørelse i
sagen.
119. Landstandlægenævnet vil tage stilling til spørgsmålet om disciplinæransvar, selv om
Regionstandlægenævnets afgørelse ikke er indbragt af patienten, jf. 122.
120. For så vidt angår spørgsmålet om kontraktsansvar vil en ændring til gunst for den ene part normalt
modsvarende være en ændring til skade for den anden part. Landstandlægenævnet vil derfor som
udgangspunkt kun prøve sagen i det omfang, anken giver anledning til. En fuld prøvelse vil med andre ord som
hovedregel forudsætte en kontraklage.
Er der ikke sket kontraklage, anser Landstandlægenævnet anser sig dog som beføjet til at ændre
Regionstandlægenævnets afgørelse til ugunst for en part, hvis særlige grunde taler derfor. Sådanne særlige
grunde kan foreligge, enten fordi det efterfølgende viser sig, at Regionstandlægenævnets afgørelse hviler på
urigtige forudsætninger, eller fordi de omstændigheder, der har haft betydning for Regionstandlægenævnets
afgørelse, efterfølgende har ændret sig.
PATIENTJOURNALER
121. Regionstandlægenævnene skal til Landstandlægenævnet indsende systemfil (tekstfil) for hver optagelse
af digitalt røntgenbillede og klinisk foto, der er fremsendt uden datoangivelse og dermed ikke er behørigt
dateret.

- 46 –
Desuden skal Regionstandlægenævnene indsende håndskrevne patientjournaler i renskrift og elektroniske
patientjournaler printet med historik, således at den oprindelige version af de oplysninger, der er ændret ved
at rette eller tilføje, i det hele fremgår, jf. 171.
UDTRYKKELIG STILLING TIL DISCIPLINÆRKLAGEN
122. Enhver realitetsbehandlet klagesag rummer som udgangspunkt et disciplinært tema. Ved
realitetsbehandling af sagerne skal det – uanset udfaldet – altid fremgår udtrykkeligt af nævnets afgørelse, at
der er taget stilling til spørgsmålet om kritik af tandlægens faglige virke. Den driftsansvarlige tandlæges
disciplinæransvar, se 72, omtales dog kun, hvis det er realiseret.
AFSNIT IV: BEVIS
BEVIS 1 – DISCIPLINÆRKLAGER
123. Ved bedømmelsen af disciplinærklager kommer efter Tandklagesystemets praksis enhver rimelig
bevistvivl den indklagede tandlæge til gode. Dette skal ses i lyset af, at Tandklagesystemets vurdering kan
indeholde en sanktion, nemlig disciplinær kritik af tandlægen.
124. En disciplinærsag kan ikke sidestilles med en straffesag efter straffeloven. I en straffesag er tiltalte ikke
selv forpligtet til at bidrage til oplysning af sagen. En indklaget tandlæge er efter Tandlægeoverenskomsten
tværtimod forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle forhold i klagesagen til den instans, der har sagen til
behandling. En forsømmelse heraf vil tale mod tandlægen, når disciplinærsagen afgøres.

- 47 –
BEVIS 2 – FORBRUGERKLAGER
Sagens oplysning
125. For Tandklagesystemet gælder forvaltningsretten. Herefter påhviler det i princippet klageorganerne –
Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet – selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de
foreliggende sager eller dog søge foranlediget, at patienten og tandlægen yder medvirken til sagens oplysning.
Nogle af de vigtigste midler til oplysning af sagen er 1) den fagkyndige besigtigelse og de tandlægelige
nævnsmedlemmers efterfølgende 2) fagkyndige bedømmelse. Den fagkyndige besigtigelse og senere
bedømmelse beskæftiger sig imidlertid udelukkende med sagens faktum.
Sagens juridiske bedømmelse – bevisbyrde
126. Efter de tandlægelige medlemmers fagkyndige bedømmelse står stadig tilbage at uddrage de juridiske
(retlige) konsekvenser af det foreliggende faktum. I denne sluttelige juridiske bedømmelse deltager det
samlede nævn (altså også fagkundskaben).
127. Bevisbyrderegler angår denne juridiske bedømmelse af sagen ved dens afslutning, når sagen er undersøgt
og oplyst i behørigt omfang, herunder fagkyndigt bedømt. At have bevisbyrden for et faktum vil sige, at dette
faktum kun lægges til grund, hvis der ved parternes oplysninger og yderligere (fagkyndige) undersøgelser er
skabt en vis sikkerhed eller i hvert fald overvejende sandsynlighed for det pågældende faktum. Fører
bedømmelsen til, at der ikke er en sådan sikkerhed eller sandsynlighed, lægges faktum ikke til grund.

- 48 –
Den følgende omtale af, at ”patienten/tandlægen har bevisbyrden” skal forstås på den anførte baggrund.
Bevisbyrde – Mangelsbedømmelse
128. Udgangspunktet er, at det er patienten, som har bevisbyrden for, at tandlægeydelsen var mangelfuld på
det tidspunkt, da den blev afleveret.
Ansvarstype 1: Arbejdspræstation
129. Skal tandlægen alene udføre en arbejdspræstation, anses ydelsen kun for mangelfuld, hvis patienten kan
godtgøre, at præstationen ikke har levet op til den almindeligt anerkendte tandfaglige norm. Nås det, som har
været tilstræbt med arbejdspræstationen, ikke, og er årsagen hertil uoplyst, går dette således her ud over
patienten.
Det er den praktiske hovedregel, at det meget ofte er muligt fagkyndigt at bedømme, hvad der må anses for
den mest sandsynlige årsag. Nås det, som har været tilstræbt med arbejdspræstationen, og er der tale om en
rutinemæssig arbejdspræstation, som erfaringsmæssigt plejer at have et heldigt udfald, vil der ofte bestå en
vis formodning for, at tandlægen ikke har udvist den fornødne fagmæssighed.
Ansvarstype 2: Arbejdsresultat

- 49 –
130. Kan patienten godtgøre, at et arbejdsresultat, som tandlægen skal frembringe, ikke var tilfredsstillende,
da tandlægens arbejde blev afleveret, anses arbejdet som mangelfuldt.
Dette gælder dog i så fald ikke, hvis tandlægen kan godtgøre, at det er et forhold på patientens side, som er
skyld i, at det forudsatte arbejdsresultat ikke er blevet opnået. Bevistvivl med hensyn til den bagvedliggende
årsag kommer således i den her forudsatte situation tandlægen til skade.
131. Viser en nedsat anvendelighed eller brugbarhed ved det aftalte arbejdsresultat sig først, efter at
tandlægens arbejde blev afleveret (skjult mangel), er det ligeledes patienten, som har bevisbyrden for, at den
omstændighed, som forholdet er begrundet i – kimen til manglen, så at sige – , også var til stede, da
tandlægens arbejde blev afleveret.
Dette gælder dog i så fald ikke, hvis tandlægen har garanteret for, at arbejdet har en bestemt egenskab. Viser
det sig i garantiperioden, at arbejdet ikke har den garanterede egenskab, anses arbejdet således for
mangelfuldt, medmindre tandlægen kan godtgøre, at årsagen hertil skyldes et forhold, som patienten bærer
risikoen for.
6 måneders-reglen
132. Viser en mangel ved det aftalte arbejdsresultat sig kort tid – 6 måneder – efter, at tandlægens arbejde
blev afleveret, vil der bestå en sådan formodning for, at manglen var til stede ved afleveringen, at det påhviler
tandlægen at afsvække denne formodning.
Formodningsreglen anvendes, hvor det ikke kan udelukkes, at manglen var til stede på afleveringstidspunktet,
men hvor manglens tilstedeværelse ved afleveringen på den anden side heller ikke er bevist ved

- 50 –
Besigtigelsesudvalgets erklæring eller anden fagkyndig bedømmelse. Dog må det ikke anses for mere
sandsynligt, at manglen skyldes forkert brug.
6 måneders-reglen strækkes undertiden betydeligt i nævnspraksis og må anses som en minimumsregel. Se
286.
133. Også i denne sammenhæng er spørgsmålet om bevisbyrdens placering hos den ene eller den anden af
parterne praktisk af mindre betydning, fordi det ret ofte er muligt fagkyndigt at bedømme, hvad der må anses
for den mest sandsynlige årsag.
AFSNIT V: AFGØRELSESFORMER
134. Efter Forretningsorden for Landstandlægenævnet kan afgørelsen gå ud på, at Landstandlægenævnet
tiltræder, ændrer eller ophæver Regionstandlægenævnets afgørelse, og at Landstandlægenævnet hjemviser
sagen til fornyet afgørelse i 1. instans. Til denne opregning kan føjes resultaterne afvisning, henvisning og
genoptagelse.
135. Afvisning kan formelt set gå ud på afvisning af overklagen (anken) fra Landstandlægenævnet, – således at
Regionstandlægenævnets afgørelse står ved magt (typisk fordi ankefristen er overskredet). Afgørelsen kan
også gå ud på afvisning fra Tandklagesystemet – således at Regionstandlægenævnets afgørelse annulleres
(typisk fordi Regionstandlægenævnet har taget stilling til et krav om skadeserstatning).
Efter Tandlægeoverenskomsten er parterne i klagesager er forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle forhold
vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling. Overenskomsten indeholder derimod ikke

- 51 –
regler om, hvornår en faglig klage må anses for rejst på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Klagen kan være
berettiget uden på forhånd at være belyst ved dokumentation.
Det vil ikke være rigtigt at afvise en faglig klage, der ikke er fornødent underbygget med oplysninger til støtte
for klagerens (patientens) opfattelse af faktum i sagen. Klagen vil under disse omstændigheder være
uberettiget (ubeføjet), og den indklagede (tandlægen) vil have krav på, at dette bliver fastslået. Sagen skal
altså afgøres i realiteten. Derimod ville man ved at afvise sagen tilkendegive over for både patient og
tandlæge, at sagens realitet på grund af en formel mangel ikke havde kunnet tages under behandling, og at
der dermed ikke var blevet taget stilling til, hvorvidt klagen var berettiget eller ej.
136. Henvisning betyder henvisning til rette klageforum, typisk til det lokale Samarbejdsudvalg for
Tandlægehjælp.
Er rette forum ikke omfattet af Tandlægeoverenskomsten, vil der ikke ske henvisning, men afvisning, normalt
ledsaget af en vejledning. Typeeksemplet er skadeserstatningskrav (Tandlægeforeningens Patientforsikring).
Afvisning vil være den mest korrekte afgørelse ved bagatelkrav, dvs. krav, hvor der ganske vist foreligger en
mangel, men omgørelse er udelukket ved 1.000 kr.-reglen, jf. 368-369, og betingelserne for tilbagebetaling, jf.
nedenfor 341-347, heller ikke er opfyldt.
Der kan i stedet rejses krav ved domstolene. Man skal være opmærksom på, at et sagsanlæg vil være
forbundet med risiko for betaling af sagsomkostninger til modparten, hvis sagen ikke vindes fuldt ud. Der vil
også være omkostninger til betaling af egen advokat. Der er visse muligheder for at opnå fri proces. Som
nævnt ovenfor 114 skal sagen i givet fald anlægges mod modparten, ikke Regionstandlægenævnet eller
Landstandlægenævnet.

- 52 –
137. Ophævelse betyder, at afgørelsen, herunder normalt hele den forudgående sagsbehandling, i 1. instans,
annulleres. Hvis klagesagsbehandlingen i 1. instans (også) skal gå om, træffes der bestemmelse om
hjemvisning.
Ophævelse kan ramme Regionstandlægenævnets afgørelse og hele sagsbehandling, men ophævelse kan også
ramme kun en del af den forudgående sagsbehandling. I sidstnævnte tilfælde går Landstandlægenævnets
afgørelse ud på, at den påklagede afgørelse ophæves og hjemvises til fornyet behandling ved
Regionstandlægenævnet med tilkendegivelse af, fra hvilket punkt i sagsforløbet den fornyede sagsbehandling
skal begynde. Typeeksemplet er, at Regionstandlægenævnet har undladt at iværksætte nødvendig
besigtigelse.
Ophævelse (og eventuelt hjemvisning) kan naturligvis også indskrænkes til at gælde en del af sagen, hvis den
omfatter flere krav.
Det er Regionstandlægenævnets ansvar, at sagen er oplyst. Regionstandlægenævnet kan derfor ikke afvise en
klage med den begrundelse, at Regionstandlægenævnet ikke kan tage stilling, fordi de pågældende tænder
ikke er behandlet i besigtigelsesrapporten. Sagen må hjemvises til Besigtigelsesudvalget til undersøgelse i
fornødent omfang.
138. Genoptagelse er en beslutning om at realitetsbehandle en allerede afgjort sag på ny, fordi der er
fremkommet oplysninger, som – hvis de havde foreligget under den tidligere behandling af sagen – må
antages at ville have medført et andet udfald.

- 53 –
139. Afvisning, henvisning ophævelse, hjemvisning og genoptagelse er formalitetsafgørelser. Stadfæstes eller
ændres Regionstandlægenævnets resultat, træffer Landstandlægenævnet en realitetsafgørelse.
AFSNIT VI: UNDERRETNING M.V.
140. Tandklagesystemet skal efter Klagebekendtgørelsen underrette 1) Patientombuddet og 2)
Sundhedsstyrelsen om samtlige afgørelser og forlig i klagesager.
141. Desuden skal Tandklagesystemet inden 14 dage til Patientombuddet indsende afgørelser, hvor der er
givet kritik for nærmere angiven alvorlig eller gentagen forsømmelse, eller givet kritik i forbindelse med
kosmetisk behandling, dog efter sletning af eventuelle oplysninger, der vedrører andet end tandlægens faglige
virksomhed, herunder tandlægers tilbagebetaling af honorar, genbehandling m.v., og af eventuelle oplysninger
om, at sagen oversendes til politiet.
142. Skønnes det, at der foreligger en alvorlig eller gentagen overtrædelse af Autorisationsloven eller af
Straffeloven, skal vedkommende nævn desuden indberette sagen til Sundhedsstyrelsen, så snart nævnets
behandling af den pågældende sag er afsluttet. Det samme gælder klager over mangelfuld diagnostik og
dermed manglende behandling.
143. I givet fald skal afgørelsen skal indeholde oplysning om, at den vil blive offentliggjort, men der er i øvrigt
ingen pligt til at orientere parterne, når underretning mv. sker. Ordningen er omtalt på tandklage.dk.
FJERDE DEL

- 54 –
TANDKLAGEANSVARET – DISCIPLINÆRANSVAR
144. Spørgsmålet om disciplinæransvar falder i to dele.
Resumé
For det første skal der foreligge (være realiseret) en faglig forseelse (et gerningsindhold). Hvad der kan være
faglig forseelse, afhænger nærmere af tandlægens pligter og patientens rettigheder. De centrale
tandlægeforpligtelser er overholdelse af den almindeligt anerkendte tandfaglige norm og pligten til
journalføring. De centrale patientrettigheder er retten til selvbestemmelse og til fortrolighed.
For det andet er der spørgsmål om reaktionen på en foreliggende (realiseret) faglig forseelse. Der er tre
muligheder for sanktion – kritik, offentliggørelse af klagesagsafgørelsen og anmodning om overvejelse af
tiltalerejsning. Der gælder en række betingelser for at tage sanktionerne i anvendelse.
AFSNIT I: GERNINGSINDHOLD
TANDLÆGEPLIGTER
Tandlægepligter 1 – Tandlægen og forvaltningsretten

- 55 –
Intet forvaltningsretligt ansvar for tandlægen selv, og dog …
145. Patienten kan ikke påberåbe sig Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper –
saglighed, lighed og proportionalitet m.v. – over for tandlægen selv. Tandlægen kan fx aftale ekstra
undersøgelser og kontroller ud fra hensynet til slægtskab eller venskab (altså i strid med det forvaltningsretlige
princip om saglighed).
Tandlæger har monopol på tandlægebehandling. Det offentlige medfinansierer (yder tilskud) til behandling
hos den privatpraktiserende tandlæge. Der kan i forhold til patienten foreligge et vist beskyttelsesbehov, som
minder om det retssikkerhedshensyn, som motiverer de forvaltningsretlige regler, se 37. Nogle af de følgende
regler m.v. er eksempler herpå.
Tandlægen vælger frit sine patienter, men …
146. Tandlægen må ikke inddrage hensyn til race, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering i
sine behandlingsbeslutninger. Mænd og kvinder skal behandles lige.
I Tandlægeoverenskomsten findes der bestemmelser om vagtordninger, pligt til at dække akut opstået behov
for tandpleje inden for rimelig tid og til at sikre akut tandbehandling af smertepatienter. I disse tilfælde er
tandlægen formentlig underlagt forvaltningsretlige principper til betryggelse af patientens retssikkerhed.
147. Men i øvrigt vælger tandlægen frit sine patienter og kan udelukke patienter, som den pågældende ikke
ønsker at behandle. Dette gælder også, selv om behandling efter almindeligt anerkendte tandfaglige norm er
nødvendig.

- 56 –
I almindelighed kan tandlægen træffe beslutninger om behandling, selv om der foreligger eller er risiko for
interessekonflikt på grundlag af slægtskab, venskab m.v. (inhabilitet).
Vejledning og repræsentation
148. Tandlægen har pligt til at vejlede om adgang til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens
Patientforsikring, se 32 og 428. Patienten har krav på, at tandlægen informerer om behandlingsmuligheder
m.v., se 173. Det er forudsat, at patienten vejledes om sin ret til at frabede sig, at helbredsoplysninger mv.
indhentes eller videregives som led i behandling, se 194 og 196.
Der er derimod ikke nogen pligt til at give klagevejledning.
149. Sundhedsloven forudsætter, at patientens ønsker om at få støtte af en tredjemand eller en bisidder i
forbindelse med en samtale med tandlægen som led i afgivelse af informeret samtykke så vidt muligt
imødekommes fra tandlægens side.
Partshøring
150. Formålet med partshøring er at give lejlighed til at kommentere, supplere eller korrigere oplysninger, som
den pågældende ikke har været bekendt med. Patientens ret til at få information om sin helbredstilstand og
behandlingsmulighederne, inden tandlægen træffer beslutning om behandling i det enkelte tilfælde, se 172 ff.,
kan måske beskrives som en pligt til partshøring.

- 57 –
Tandlægepligter 2 - Den almindeligt anerkendte tandfaglige norm
151. En tandlæge er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed,
se 40. Det forudsættes herved, at tandlægen skal handle i overensstemmelse med den til enhver tid værende
almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
Der er i de seneste år oprettet flere større tandklinikker, hvor der ikke er en fasttilknyttet tandlæge, som
entydigt har ansvaret for den tandlægebehandling, der foregår på klinikken. Flere af disse klinikker bemandes
med udenlandske tandlæger, som ikke har det store kendskab til det danske sundhedsvæsen, herunder den
faglige praksis og de pligter, som er fastsat i lovgivningen. Fx har klinikkerne ofte ikke tilknyttet fastansat
sundhedsfagligt personale, men benytter sig af kortere og løsere ansættelsesforhold. Det er dermed vanskeligt
at opretholde en god faglig standard for tandbehandlingen. Blandt andet på denne baggrund er den påtænkte
lovordning vedrørende virksomhedsansvarlige tandlæger, se 38, fundet hensigtsmæssig.
Den til enhver tid værende almindeligt anerkendte tandfaglige norm er grundlæggende for en bedømmelse af
enhver autoriseret tandlæges disciplinæransvar uanset den pågældendes baggrund m.v.
Tandlægen – også den driftsansvarlige tandlæge, se 72 – er forpligtet til at handle i overensstemmelse med
den til enhver tid værende almindeligt anerkendte tandfaglige norm ved benyttelse af medhjælp, herunder
tandlægelig medhjælp i form af ansatte tandlæger, se hertil 222. Det indebærer, at tandlægen skal sikre sig, at
medhjælpen er uddannet til og instrueret i at udføre sine opgaver fagligt forsvarligt og i fornødent omfang føre
tilsyn med medhjælpens varetagelse af opgaven.
Ved afgørelse af en disciplinærklage skal det alene vurderes, om tandlægen har handlet i overensstemmelse
med normen. Der skal ikke tages stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling, eller om
behandlingen kunne have været bedre, se også 203.

- 58 –
152. Normen kan ændre indhold over tid, dvs. den er dynamisk. Den er ikke altid entydig. Dens indhold
fastlægges i første række af den tandfaglige sagkundskab.
Den tandfaglige norm og skønnet
153. Den tandfaglige norms ubestemte karakter betyder, at tandlægens beslutninger om tilrettelæggelse og
udførelse af behandling beror på en skønspræget vurdering.
Skønnet må dog udøves inden for visse rammer. Tandlægen har pligt til behørig vejledning og information, og
visse hensyn må ikke indgå, se 146. Inden for disse rammer træffer tandlægen imidlertid frit beslutning om,
hvorledes behandlingen skal tilrettelægges.
154. Det følger af den faglige norm, at tandlægen er ansvarlig for, at der foretages de fornødne undersøgelser,
herunder relevante kliniske undersøgelser.
155. Det kan følge af normen, at en bestemt behandling m.v. i det foreliggende tilfælde skal tilbydes, eller at
der i det enkelte tilfælde skal anvendes en bestemt metode eller teknik.
Efter normen kan der være valgfrihed mellem flere (ligeværdige) forsvarlige behandlingsmuligheder,
behandlingsteknikker og -metoder.
Eksempler

- 59 –
156. Tandlægen skal fx vurdere, om der skal iværksættes forebyggende behandling af cariesangreb eller
egentlig fyldningsbehandling. – Der kan være spørgsmål om at undlade renboring af tanden og i stedet lave en
midlertidig (provisorisk) fyldning.
Spørgsmålet om, hvornår der skal behandles med fyldning, beror på tandlægens skøn. Sædvanligvis udvises
der tilbageholdenhed med fyldningsbehandling af de cariesangreb, som patienten selv er i stand til at rengøre
ved daglig mundhygiejne. Udviklingen af caries varierer imidlertid fra patient til patient. Den afhænger blandt
andet af mundhygiejne, kost og – for de tandflader, der har kontakt med nabotanden –, om der er tæt
fladekontakt eller en lille mere punktformet kontakt mellem fladerne (ved mere punktformet kontakt kan
tandbørstning nemmere rense fladerne mellem tænderne).
Dentincaries vil kræve fyldning på et tidspunkt af sygdomsudviklingen. Fordelen ved at gøre det tidligt er, at
fyldningen bliver mindre og dermed mere holdbar, end hvis man venter. Venter man meget længe med
behandling, er der risiko for, at fladen over cariesangrebet bryder sammen, når angrebet nedenunder bliver
større, og den emalje, der ligger over kariesangrebet, bliver for tyndt. Derved kan der opstå smerter og
eventuelt behov for rodbehandling.
Udskydelse af behandling
157. Som det fremgår af de nævnte eksempler, kan det efter omstændighederne være fagligt forsvarligt ”at se
tiden an”, dvs. udskyde en behandling i stedet for straks at påbegynde den.
Henholdende behandling fordrer i almindelighed, at behandlingen tydeligt er aftalt med patienten, og at der
med jævne mellemrum gives information om, hvilke konsekvenser en sådan behandling vil få på længere sigt.

- 60 –
Men fx kan en stor rodspidsbetændelse selvsagt ikke henstå ubehandlet længe; tanden må efter
omstændighederne snarest muligt søges rodbehandlet og rodfyldt på adækvat vis.
Flere behandlingsseancer
158. Det er i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandfaglige norm at foretage rodbehandling,
når der er opstået akut betændelse i en tandnerve. En sådan rodbehandling lader sig imidlertid ikke altid
færdiggøre i én behandlingsseance. Det er almindeligvis ikke muligt at rodfylde en pulpitis tand samme dag,
som tanden åbnes. – Broer kan ikke altid fastcementeres med det samme, navnlig ikke i forbindelse med
bidhævning. Der kan cementeres provisorisk, således at man ved beslibning kan sikre en god bidfunktion på
broen.
Den tandfaglige norm og proportionaliteten
159. Af den tandfaglige norm følger et proportionalitetsprincip. Heri ligger, at undersøgelse, behandling m.v. af
patienten – uanset meddelt samtykke – ikke må gå videre, end formålet tilsiger. Ved valget mellem flere
mulige beslutninger m.v., skal tandlægen som udgangspunkt vælge den mindst indgribende. I
proportionalitetsprincippet ligger altså et krav om nødvendighed og forholdsmæssighed. Der skal være et
passende forhold mellem undersøgelse og behandling og patientens udbytte.
160. Et praktisk eksempel er visse tilfælde af ”overbehandling”, hvor tænder, som bør kunne udbedres ved en
kirurgisk rodbehandling, unødvendigt trækkes ud og erstattes med implantater. – Et andet eksempel
foreligger, hvis tandlægen fremstiller en krone uden indikation herfor i et tilfælde, hvor behandling
overhovedet var ufornøden eller kunne indskrænke sig til nye fyldninger.

- 61 –
161. I Tandklagesystemets praksis er det for øvrigt ofte udtalt, at det – uanset patientens ønsker og fravalg af
behandlingsmuligheder – er den behandlende tandlæges ansvar at afstå fra en behandling, der ikke kan
gennemføres forsvarligt.
Vurderingen af den tandlægefaglige adfærd
162. Den almindeligt anerkendte tandfaglige norm foreskriver en vis adfærd og retter sig dermed mod
tandlægen.
163. Normen kan imidlertid også ses som et direktiv til disciplinærmyndigheden, altså Tandklagesystemet, om
hvordan man i påkommende tilfælde skal vurdere tandlægens adfærd (udøve myndigheden).
164. Hvis vurderingen falder ud til, at der ikke er begået fejl, betyder det, at tandlægens undersøgelse og
behandling har været i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
165. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger et hændeligt uheld, betyder det, at tandlægen efter de
givne kriterier har handlet korrekt, men at slutresultatet af en eller anden årsag, som ikke kan tilskrives
tandlægens faglige adfærd, er blevet dårligere end sædvanligt.
166. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger et fejlskøn, betyder det, at tandlægen ud fra de
foreliggende præmisser og en adækvat undersøgelse har mulighed for at drage mere end én konklusion med
deraf følgende mulighed for mere end én tandlægelig behandling, og hvor det først efterfølgende viser sig, at
tandlægens beslutning ikke var den optimale i det konkrete tilfælde. I sådanne tilfælde har tandlægen ikke
begået en faglig fejl, men hans eller hendes behandling har på den ene eller anden måde haft uheldig
indflydelse på behandlingens endelige resultat.

- 62 –
167. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger en fejl, betyder det, at tandlægen har handlet imod den
almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
Tandlægepligter 3 - Journalføring m.m.
168. Tandlægen har visse oplysnings- og indberetningsforpligtelser og skal afgive erklæringer med omhu og
uhildethed.
169. Tandlægen har pligt til at føre patientjournal over sin virksomhed.
170. Journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for god og sikker patientbehandling.
Oplysningerne skal være relevante, korrekte og fyldestgørende.
I praksis viser mangelfuld journalføring sig i et bredt spektrum fra enkeltstående fejl til grove tilfælde, hvor
tilførslerne efter omstændighederne er meget sparsomme uden tilstrækkelige notater omkring diagnoser,
behandlingsmæssige overvejelser, forbehold og anbefaling af andre behandlinger end de faktisk udførte fx
tandrensninger og almindelig vedligeholdende tandbehandling.
171. Oplysningerne skal tilføres journalen snarest muligt efter patientkontakten, og det skal fremgå, hvem der
har indført dem og tidspunktet herfor.

- 63 –
Patientjournalen kan føres manuelt eller elektronisk. Oplysningerne må ikke slettes eller gøres ulæselige. Der
skal rettes op på fejl og mangler ved tilføjelser (ikke ved sletning).
PATIENTRETTIGHEDER
Patientrettigheder 1 - Selvbestemmelse
Selvbestemmelse 1 - Information
172. Patienten skal modtage den nødvendige og tilstrækkelige information om behandlingsmuligheder, risici
mv.
Information - indhold
173. Oplysninger om helbredstilstand og behandlingsmuligheder omfatter alle for patienten relevante
oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandlingsmuligheder,
prognoser, risici, bivirkninger, komplikationer, herunder senfølger osv.
174. Informationen skal indeholde tilstrækkelig oplysning om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder, risici
og bivirkninger mv., således at patienten med mening kan tage stilling til behandlingsspørgsmålet.
Oplysningerne og omfanget heraf hviler på den almindeligt anerkendte tandfaglige norm.

- 64 –
Informationspligten skærpes, jo mere nærliggende eller alvorlige komplikationer eller bivirkningerne kan være.
Der skal som udgangspunkt altid informeres grundigt om risiko for alvorlig komplikation og bivirkning, hvad
enten den er ofte eller sjældent forekommende. Ved risiko for bagatelagtig komplikation eller bivirkning, der
forekommer ofte, skal der tit informeres, men ikke intenst, men er forekomsten sjælden, er det som regel ikke
påkrævet at informere. I mellemstadiet er det overladt til det tandlægefaglige skøn, i hvilken udstrækning og
hvor grundigt der bør informeres.
175. Da patienten også skal have mulighed for at tage stilling til, om der overhovedet ønskes behandling, skal
der ud over forskellige behandlingsmuligheder også informeres om konsekvenserne af, at der ikke iværksættes
behandling.
Information - form
176. Informationen skal gives, uanset om patienten har anmodet derom. Informationen skal altid gives
mundtligt og kan suppleres med skriftlig information. Den mundtlige information skal give patienten mulighed
for at drøfte eventuelle særlige problemer i relation til behandling.
Hvis der er tale om en fremmedsproget patient, bør man nøje overveje behovet for tolkebistand. Det må i
hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende familiemedlemmer som tolk. Hvis patientens
pårørende kan benyttes, må det først undersøges, om patienten samtykker i, at de pårørende skal have
adgang til oplysningerne.
Information – Hvem?
177. Pligten til at give information og til at indhente samtykke påhviler den behandlende tandlæge.

- 65 –
Der er ikke noget i vejen for, at tandlægen videregiver opgaven med at informere og at indhente samtykke til
en anden sundhedsperson, men det er den behandlende tandlæge, der har ansvaret for, at patienten faktisk
får information, og at informationen opfylder lovens krav.
Journaltilførsel
178. Det skal fremgå af patientjournalen, 1) hvilken information der er givet til patienten, og 2) hvad patienten
på den baggrund har tilkendegivet vedrørende behandling og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.
Selvbestemmelse 2 - Samtykke
Samtykke - frivillighed
179. Et samtykke skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under pres, er ikke gyldigt.
180. Hvis tandlægen tilbageholder væsentlige oplysninger for patienten, og vedkommende derfor ikke får et
tilstrækkeligt grundlag at tage stilling på, kan der efter omstændighederne rejses tvivl om, hvorvidt der er tale
om et frivilligt samtykke.
Tandlægen bør naturligvis tilkendegive over for patienten, hvad der efter den pågældendes opfattelse vil være
det fagligt bedste for patienten, men tandlægen skal være varsom med at gå så langt i sine overtalelser, at der
kan blive tale om utilbørlig påvirkning af patienten.

- 66 –
181. En patient kan på et hvilket som helst tidspunkt standse en behandling ved at nægte yderligere
medvirken.
Samtykke - form
182. Et samtykke til behandling kan foreligge udtrykkeligt, mundtligt eller skriftligt eller efter
omstændighederne stiltiende.
183. Et udtrykkeligt samtykke foreligger, når patienten bevidst og konkret giver udtryk for, at han eller hun er
indforstået med den påtænkte behandling.
184. Et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt for, at tandlægen kan indlede eller fortsætte en behandling, men
det skal fremgå af patientens journal, hvilken information patienten har fået, og hvad patienten har
tilkendegivet på baggrund af denne.
185. Et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens signaler og opførsel må forstås således, at der foreligger
et samtykke på baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil kun være gyldigt, hvis det er
utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget eller dele
heraf.
Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et
undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis fx en patient kommer til en konsultation hos sin tandlæge, må
tandlægen kunne gå ud fra, at patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige undersøgelser, som
foregår ved en sådan konsultation.

- 67 –
Samtykke - indhold
186. Det skal være klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal være klart, hvilken behandling,
herunder behandlingsmetode, der må foretages, og hvad der er formålet med behandlingen.
Samtykket skal være informeret, jf. ovenfor 172 ff., og aktuelt, dvs. givet til behandling, der skal foretages i
nærmeste fremtid og ikke på et uvist tidspunkt i fremtiden.
Livreddende behandling kan iværksættes uden at indhente informeret samtykke. Ingen tandlæge må
iværksætte behandling mod patientens vilje.
187. Tandlægen har pligt til at sikre sig samtykke til behandling, inden den iværksættes. Dette er særlig
relevant i forbindelse med operative indgreb, hvor man ikke løbende kan indhente samtykke fra patienten.
Tandlægen skal derfor, inden behandlingen iværksættes, oplyse om mulige komplikationer, og hvilke fund der
vil kunne gøres under operationen, og sikre sig, at patienten har taget stilling hertil og på den baggrund givet
sit samtykke, såfremt der skulle vise sig noget uventet under operationen.
Hvis der er tvivl om samtykkets rækkevidde, bør tandlægen undlade at behandle, medmindre der foreligger en
situation, hvor behandling er absolut nødvendig.
188. Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes
fornyet samtykke.

- 68 –
Selvbestemmelse 3 - Biologisk materiale
189. Biologisk materiale omfatter væv, organer og vævsvæsker, fx hud, knoglevæv, celleskrab, og blodprøver. I
Sundhedsloven er der fastsat regler om anvendelse af biologisk materiale, der er afgivet i forbindelse med
behandling. Udtagning kan kun ske på grundlag af et informeret samtykke fra patienten.
190. En biobank er en struktureret samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter
bestemte kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan henføres til
enkeltpersoner. En klinisk biobank er en biobank, der anvendes til kliniske formål (forebyggelse, diagnose,
behandling, pleje m.v.). Patienten kan sige fra med hensyn til ikke-behandlingsrelateret anvendelse, forlange
det biologiske materiale destrueret, eller forlange materialet udleveret, hvis patienten kan godtgøre en særlig
interesse i det.
Patientrettigheder 2 - Fortrolighed
Fortrolighed 1 - Tandlægens tavshedspligt
191. En patient har krav på, at tandlægen iagttager tavshed om, hvad vedkommende under udøvelsen af sit
erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger.
Helbredsforhold er sygdomsoplysninger eller oplysninger om en persons tidligere, nuværende og fremtidige
helbredstilstand. Det gælder ikke kun de helbredsoplysninger, der er ført i en journal, men alle oplysninger,
der kan fortælle noget om patientens helbred.

- 69 –
Øvrige rent private forhold omfatter fx oplysninger om patientens ægteskab, patientens pårørende m.v.
Andre fortrolige oplysninger omfatter fx oplysninger om indkomstforhold, sociale forhold samt strafbare
forhold.
192. En patient oplyste, at en sælger af patientens ”nylig indkøbte lystbåd skulle knuses i retten grundet nogle
revner i glasfiberen”. Dette refererede tandlægen under et indlæg i en klagesag.
Landstandlægenævnet bemærkede, at oplysningen ikke angik helbredsforhold. Det afgørende var herefter, om
oplysningen i øvrigt kunne betegnes som fortrolig. Herved måtte der ikke alene lægges vægt på, om
oplysningen ud fra en almindelig opfattelse i samfundet kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab,
men også på den enkelte patients egen opfattelse af, om en oplysning er fortrolig. Efter karakteren af
oplysningen, og idet der ikke var grundlag for at fastslå, at patienten forventede fortrolighed, da han gav
oplysningen til tandlægen, var tavshedspligten ikke brudt.
Fortrolighed 2 – Håndtering af helbredsoplysninger m.v.
Håndtering A - Elektronisk indhentning af helbredsoplysninger m.v.
193. En tandlæge kan uden patientens samtykke i fornødent omfang indhente oplysninger om
helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger ved opslag i elektroniske systemer,
når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienter. Der kan indhentes oplysninger om
såvel aktuel som historisk behandling.

- 70 –
194. Patienten kan frabede sig, at tandlægen indhenter oplysninger. Det er forudsat, at patienten informeres
om denne ret. Dette kan ske i generel form, f.eks. ved brochurer eller anden skriftlig vejledning.
Patienten kan dog ikke frabede sig indhentningen, hvis den er nødvendig til berettiget varetagelse af en
åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, tandlægen eller andre patienter. Denne
”værdispringsregel” forstås, således, at de hensyn, der kan begrunde indhentning, skal være tungtvejende,
dvs. klart overstige hensynet til patientens ønske om fortrolighed.
Håndtering B - Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling
Videregivelse i forbindelse med behandling
195. En tandlæge kan med patientens samtykke videregive helbredsoplysninger m.v. til andre
sundhedspersoner i forbindelse med behandling af patienten eller behandling af andre patienter.
196. Oplysninger kan videregives uden samtykke fra patienten blandt andet efter værdispringsreglen.
Oplysninger kan desuden videregives, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for
patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov, men patienten kan i
disse tilfælde frabede sig videregivelse. Det er forudsat, at der informeres om denne ret konkret eller via en
generel patientinformation.
Videregivelse til andre formål

- 71 –
197. En tandlæge kan med patientens skriftlige samtykke til andre formål end behandling videregive
helbredsoplysninger m.v. til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
198. Videregivelse uden samtykke kan ske efter værdispringsreglen, samt når det er lovpåbudt og af væsentlig
betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling m.v.
Væsentlige hensyn til tandlægen kan efter værdispringsreglen foreligge fx i klagesager, hvor der må være en
vid ramme, idet tandlægen skal have mulighed for at kunne forsvare sig ved at fremlægge oplysninger, som
tandlægen skønner, kan have betydning for klagesagen.
I visse tilfælde kan en tandlæge uden patientsamtykke videregive helbredsoplysninger mv. fra patientjournaler
til en forsker og skal efter anmodning videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb m.v. til
blandt andre afdødes nærmeste pårørende.
AFSNIT II: SANKTIONER
INDLEDNING
199. Spørgsmålet om sanktioner opstår, når der er svaret bekræftende på, om et disciplinært gerningsindhold
er realiseret, jf. 145-198.

- 72 –
Tandlægeoverenskomsten indeholder ikke udtrykkelige regler om sanktionerne. Spørgsmålet om sanktioner
må udledes af forudsætningerne i Klage- og erstatningsloven samt Klagebekendtgørelsen og
Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
Hvilke reaktioner?
200. Det må antages, at reaktionsmulighederne svarer til dem, der er tillagt Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn.
201. Tandklagesystemet er derfor beføjet til at give kritik, dvs. afgive en udtalelse om, hvorvidt tandlægens
faglige virksomhed har været kritisabel.
Tandklagesystemet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat andre sanktioner. Kritik
med indskærpelse benyttes ikke i praksis. Der ses i det følgende bort fra den særlige mulighed for at udtale
kritik i forbindelse med kosmetisk behandling.
202. Muligheden for at søge andre sanktioner iværksat benyttes blandt andet i tilfælde, hvor sagen giver
grundlag for berettiget mistanke om, at tandlægen kan have gjort sig skyldig i grovere eller gentagen
skødesløshed, og hvor nævnet på den baggrund kan anmode anklagemyndigheden om at overveje at rejse
tiltale. Tandklagesystemet kan desuden træffe bestemmelse om offentliggørelse efter
Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
203. Tidligere kunne Tandklagesystemet – i sager, der ikke gav anledning til kritik af tandlægen – udtale, at
tandlægen i en eller flere nærmere angivne situationer kunne have handlet mere hensigtsmæssigt. En sådan
reaktionsmulighed blev i 2010 udtrykkelig afskaffet for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns vedkommende

- 73 –
med den begrundelse, at Disciplinærnævnet ikke bør have adgang til at benytte reaktioner, der ikke har
disciplinær karakter. Tandklagesystemet kan derfor heller ikke længere antages at have denne
reaktionsmulighed.
TRE SANKTIONER
Sanktioner 1 – Kritik
204. Kritik er den mildeste form for disciplinær sanktion og – sammen med offentliggørelse og forelæggelse for
anklagemyndigheden – den eneste, som Tandklagesystemet selv råder over. (Fra andre områder kendes
betydeligt videregående reaktionsmuligheder, fx bøder, tvangsbøder, fratagelse af beskikkelse for advokaters
vedkommende). Man skal dog have for øje, at Tandklagesystemets disciplinære kritik af tandlægen kan føre til
langt mere indgribende foranstaltninger fra Sundhedsstyrelsens side.
Kritik forudsætter skyld
205. Anvendelse af kritik forudsætter ikke alene, at disciplinært gerningsindhold er realiseret, men også skyld
hos tandlægen. Der skal altså ikke alene objektivt være realiseret en faglig forseelse, men forseelsen skal
endvidere subjektivt kunne tilregnes (bebrejdes) tandlægen som forsætlig eller uagtsom. Den blot hændelige
tilsidesættelse af lovgivningen, andre tandfaglige regler og den almindeligt anerkendte tandfaglige norm
medfører ikke kritik.
(Derimod er kontraktsansvaret somme tider ikke betinget af skyld hos tandlægen. Opnås fx det
arbejdsresultat, som tandlægen og patienten har aftalt, ikke – uden at dette skyldes forhold, som patienten

- 74 –
bærer risikoen for – er arbejdet mangelfuldt, uanset at der ikke er noget at bebrejde tandlægen. Denne
mangelsvurdering er dermed objektiv. Se 270.)
Kritik forudsætter forseelse af en vis grovhed
206. Sanktion i form af kritik er et reaktionsmiddel, der er kvalificeret ved at være disciplinært. Disciplinær
kritik går videre end den blotte tilrettevisning og rummer elementer af misbilligelse, irettesættelse og
advarsel.
I Tandklagesystemets praksis anvendes kritik som disciplinær – og altså kvalificeret – reaktion efter en
helhedsorienteret vurdering af grovheden af såvel den subjektive som den objektive side af den begåede
forseelse. Det er altså ikke enhver fejl og forsømmelse, der anses for kritikpådragende.
Kritik udtales altid efter et skøn i det konkrete tilfælde
207. Hvis de ovennævnte minimumskrav er opfyldt, kan Tandklagesystemet i princippet frit vælge, om kritik
skal udtales. Anvendelse af disciplinær kritik er således ikke uden videre en retlig nødvendighed (som når
domstolene straffer), men beror på en individuel bedømmelse i det enkelte tilfælde. Ved vurderingen af om et
givet forhold blot er et fejlskøn eller må betegnes som en kritikpådragende fejl, indgår et betydeligt element af
skøn, og der er ikke nogen skarp afgrænsning.
Det afhænger således altid af en konkret vurdering, hvorvidt kritik skal udtales, men dette skøn er underlagt
de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Det er naturligvis et krav, at kritik kun udtales, hvor der er
saglig grund dertil. Ligeledes skal principperne om lighed og proportionalitet m.v. respekteres.

- 75 –
Sanktioner 2 – Offentliggørelse
208. Afgørelsen skal offentliggøres uden anonymisering af oplysninger om vedkommende tandlæge, såfremt
der findes grundlag for berettiget mistanke om, at tandlægen har gjort sig skyldig i grovere eller gentagen
forsømmelse eller skødesløshed efter reglerne i Lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed eller regler fastsat i medfør heraf.
209. Er tandlægen indskærpet at være mere omhyggelig og samvittighedsfuld i sit fremtidige virke, eller er der
for tredje gang inden for 5 år har givet ham eller hende kritik for overtrædelse af sundhedslovgivningen, skal
afgørelsen også offentliggøres. Ved opgørelsen af antal kritiksager medregnes sager, der tilhører førstnævnte
gruppe (se 208). I sidstnævnte gruppe offentliggøres alle afgørelser, der er medregnet i opgørelsen, dog kun
hvis de ikke tidligere har været offentliggjort.
Efter Tandlægeoverenskomsten kan manglende indsigt i og manglende efterlevelse af etableret faglig viden
betragtes som en alvorlig overtrædelse af Autorisationsloven, ikke mindst i gentagne tilfælde.
1. gangs kritik
210. ”Grovere” forsømmelse eller skødesløshed er fejlagtige behandlinger baseret på helt forfejlet diagnostik
eller – mere almindeligt – på manglende diagnostik (og deraf affødt manglende behandling). Til denne gruppe
hører også typisk alvorlig underbehandling af caries og parodontitis. Som det fremgår, medfører ”grovere” fejl
efter Autorisationslovgivningen offentliggørelse i tilfælde af 1. gangs kritik.

- 76 –
En tandlæge besvarede ikke Regionstandlægenævnets henvendelser om sagen og undlod således at afgive fuld
oplysning om alle forhold vedrørende sagen til den instans, der havde sagen til behandling. Under anken
fremkom den pågældende med udelukkende irrelevante oplysninger. Udtalt alvorlig kritik og truffet
bestemmelse om offentliggørelse.
211. Offentliggørelse i tilfælde af 1. gangs kritik kommer også på tale ved ”gentagen” forsømmelse eller
skødesløshed. Ordet ”gentagen” tages ikke bogstaveligt. Udtrykket forstås endog ikke nødvendigvis som
”gentagne” eller ”oftere gentagen” (altså mindst tre forseelser). Det kræves, at tandlægens ikke-opfyldelse af
forpligtelserne efter en samlet bedømmelse har antaget en vis massiv karakter.
En tandlæge præparerede to tænder uden samtykke, fjernede et antal metalkeramikkroner og erstattede
nogle af dem med provisorier uden nogen journaltilførsel. Patienten betalte for to af kronerne, hvorefter
tandlægen afbrød behandlingen. Journalføringen var i øvrigt mangelfuld på nogle punkter. Udtalt alvorlig kritik
og truffet bestemmelse om offentliggørelse.
En tandlæge lod en cand.odont. uden autorisation supervisere en klinikassistent ved cementering af kroner. 5
kroner havde kantoverskud, der vanskeliggjorde/umuliggjorde renhold. Det var ikke journalført information
om isættelse af krom-kobolt kroner. Udtalt alvorlig kritik og truffet bestemmelse om offentliggørelse.
212. Kriterierne ”grovere” og ”gentagen” kan være opfyldt i samme sag.
Patientjournalen manglede tilførsel vedrørende røntgenbeskrivelse, behandlingsplan, ekstraktioner og de
terapeutiske overvejelser i forbindelse med de drastiske indgreb. Ekstraktion var på det foreliggende grundlag
i sig selv kritisabelt. Patientens samtykkede i fjernelse af fjernelse af 3 tænder, hvilket under de foreliggende
omstændigheder ikke fritog for disciplinæransvar. Tandlægen ekstraherede 8 tænder uden information og
patientens accept og i øvrigt uden at informere protetikeren. Desuden foretog tandlægen diagnostisk

- 77 –
forebyggende grundydelse uden journaliserede diagnostiske og behandlingsmæssige overvejelser og
plastfyldte en tand, der ekstraheredes. Udtalt alvorlig kritik af grovere (nemlig ekstraktion af 8 tænder uden
information og accept) og gentagen forsømmelse og truffet bestemmelse om offentliggørelse.
2. gangs kritik
213. Som nævnt ovenfor foreligger der ikke nødvendigvis gentagelse, fordi der i samme sag foreligger mere
end ét kritisabelt forhold, men der kræves en vis massiv ikke-opfyldelse af tandlægepligterne.
Derimod foreligger gentagelse efter almindelig sprogbrug uden videre, når to kritisable forhold er adskilt ved
mellemliggende kritik.
Det er imidlertid uklart, hvorledes udtrykket ”gentagen” forsømmelse eller skødesløshed skal forstås, når en
tidligere kritiseret tandlæge for første gang på ny optræder fagligt kritisabelt. Ukvalificerede fejl efter
Autorisationslovgivningen synes at kunne medføre offentliggørelse i tilfælde af 2. gangs kritik, men
spørgsmålet er uafklaret i praksis (også fordi lovordningen som nævnt nedenfor ikke fungerer).
3. (eller flere) gangs kritik
214. Udtrykket Sundhedslovgivningen, der er aktuelt i tilfælde af 3. (eller flere) gangs kritik, har muligvis kun
selvstændig betydning for fejl efter Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med tilhørende bestemmelser, men
udtrykket omfatter formelt også Autorisationslovgivningen. Også dette spørgsmål er uafklaret.
Lovordningen fungerer ikke i praksis

- 78 –
215. Regionstandlægenævnene udveksler ingen oplysninger om meddelt kritik. Landstandlægenævnet får
ingen oplysninger om, hvorvidt vedkommende tandlæge tidligere har modtaget kritik. Landstandlægenævnet
kan aldrig – og Regionstandlægenævnene kan i hvert fald ikke altid – tage stilling til, om der foreligger gen-
tagelse efter tidligere meddelt kritik.
Som konsekvens heraf kan Tandklagesystemet i givet fald ikke som påbudt ved Klage- og erstatningsloven
udtrykkeligt give kritikken indhold af gentagelse.
Sanktioner 3 – Overvejelse om tiltalerejsning
216. Tandklagesystemet må antages udelukkende at skulle anmode anklagemyndigheden om at overveje at
rejse tiltale ved de allergroveste overtrædelser, der er begået forsætligt eller i høj grad uagtsomt. Eksempelvis
bruger tandlægen en forurenet nål til sutur på trods af at være gjort opmærksom på, at en medarbejder
forinden har stukket sig til blods på nålen.
En forsætlig overtrædelse er et forhold, som tandlægen har haft hensigt til, hvis indtræden han eller hun har
indset som overvejende sandsynlig, eller dog hvis realistiske mulighed for indtræden han eller hun har
accepteret.
FEMTE DEL
TANDKLAGEANSVARET – KONTRAKTSANSVAR

- 79 –
Resumé
Tandlægearbejdet
217. Tandlægen skal såvel ved aftalens indgåelse som under arbejdets udførelse vejlede patienten i fornødent
omfang. Tandlægen skal udføre arbejdet fagmæssigt tilfredsstillende og varetage patientens interesser i
overensstemmelse med god skik.
Risikoen
218. Patienten kommer i almindelighed først til at bære risikoen for tandlægearbejdets hændelige
beskadigelse efter arbejdets aflevering.
Mangler
219. Tandlægearbejdet er mangelfuldt, hvis det på det tidspunkt, da risikoen for arbejdet går over på
patienten, er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end det ifølge aftalen og de
foreliggende omstændigheder skulle være, eller hvis det forringes efterfølgende som følge af tandlægens
forsømmelse.
Tandlægearbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan
antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet. Har tandlægen forsømt sin loyale
oplysningspligt, foreligger der også en mangel. I visse andre tilfælde er arbejdet mangelfuldt, hvis det
indebærer risiko for skade på patienten.

- 80 –
Mangelsbeføjelser
220. Er formålet med tandlægearbejdet væsentlig forfejlet, er arbejdet ikke honorarværdigt, og patienten kan
kræve tilbagebetaling. Patienten kan på nærmere betingelser kræve omgørelse for tandlægens regning, og der
er efter nævnspraksis en vis begrænset adgang til at kræve afslag i honoraret svarende til manglen.
Udelukkelse, bortfald, ophør af mangelsbeføjelserne (sjældent i nævnspraksis)
221. Tandlægen har som udgangspunkt – i nævnspraksis kun, hvis parterne er enige – adgang til at afværge
patientens tilbagebetalings- eller omgørelseskrav ved uden omkostninger eller væsentlig ulempe for patienten
at foretage omgørelse inden rimelig tid efter modtaget reklamation. Patienten skal principielt – for at bevare
sin ret til at påberåbe sig en mangel – reklamere inden rimelig tid efter, at han eller hun har eller burde have
opdaget manglen. Betingelserne for at fastslå tilsidesættelse af reklamationspligten er imidlertid meget
strenge, og i nævnspraksis spiller reklamationspligten ingen rolle. Ophør ved forældelse har spiller ligeledes
ingen rolle i nævnspraksis.
AFSNIT I: TANDLÆGEKONTRAKTEN
Hvad er en tandlægekontrakt?
222. Tandlægekontrakten er en aftale mellem tandlægen og patienten.

- 81 –
Efter Tandlægeoverenskomsten kan der i alle former for tandlægepraksis medvirke tandlægelig medhjælp i
form af ansatte tandlæger. Det er ikke nogen betingelse for tandlægens kontraktsansvar, at den ansatte
tandlæge selv bliver ansvarlig over for patienten. Derimod bliver principalen kontraktsansvarlig, såfremt han
eller hun ville være blevet gjort ansvarlig, hvis den pågældende handling (eller undladelse) var udført af
vedkommende selv (principalansvar).
Aftalen går ud på præstation af en ydelse. Tandlægekontrakten kan karakteriseres nærmere i forhold til nogle
andre typer af kontrakter.
Tandlægekontrakten: Køb, bestillingskøb, værksleje, forbrugertjeneste?
223. Køb er afhændelse af et gode mod vederlag i penge. En aftale herom omfattes af Købeloven.
Bestillingskøb er karakteriseret ved, at tilvirkeren fremstiller en genstand. Såfremt dette element i den
konkrete situation må anses som det væsentligste, falder forholdet under Købeloven, ellers udenfor.
Den såkaldte værksleje er en kontrakt, hvorefter den ene part (arbejderen, entreprenøren, værksmesteren)
mod vederlag påtager sig at frembringe et arbejdsresultat (værk) for den anden part (bestilleren,
arbejdsherren, værksherren). En sådan aftale har et væsentligt element af arbejdsydelse og falder uden for
Købeloven.
Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tjenesteydelsesaftale eller et køb kommer navnlig komme på tale,
hvis der ved en reparation eller omdannelse i ikke ubetydeligt omfang anvendes reservedele eller indføjes nye
ting i en genstand. Vurderingen beror efter praksis som nævnt på, om købselementet eller tjenesteydelsen må
anses for at være den væsentligste af forpligtelserne. Eksempelvis vil en aftale om reparation af en bil typisk

- 82 –
blive betragtet som en tjenesteydelsesaftale – også selv om der ved reparationen måtte blive indføjet nye
reservedele, idet den overvejende del af forpligtelsen er knyttet til reparationen.
224. Kontrakten mellem tandlæge og patient er ikke en købsaftale, selv om tandlægen er ansvarlig som en
sælger for mangler ved materialer, der afleveres af ham eller hende. Tandlægekontrakten er heller ikke
værksleje, selv om der i et vist omfang kan påhvile resultatansvar for mangler ved arbejdet.
225. Tandlægen udøver et liberalt erhverv, der kan sammenlignes med fx lægens, advokatens og revisorens.
Tandlægekontrakten kan typisk betragtes som en tjenesteydelsesaftale, fordi aftalens væsentligste moment
består i en tjenesteydelse.
Købeloven gælder ikke for aftaler om tjenesteydelse, se herved 58.
226. Tandlægekontrakten bestemmes i vidt omfang af almindelige, uskrevne forbrugerretlige regler. Disse
regler er som allerede nævnt meget påvirket af Købelovens regler. Indholdet af reglerne præges for øvrigt i et
vist omfang af den offentlige kontrol med virksomheden som tandlæge og af andre særlige forhold.
AFSNIT II: TANDLÆGEARBEJDETS UDFØRELSE OG OMFANG
TANDLÆGEARBEJDE
227. I det følgende er udtrykket ”tandlægearbejde” undertiden anvendt som helhedsbetegnelse for de faglige
ydelser, som indgår i tandlægens samlede præstation.

- 83 –
Hvilke faglige ydelser der indgår i tandlægens samlede præstation, beror først og fremmest på parternes
aftale. Er parternes aftale ufuldstændig, må man anse den som udfyldt (suppleret) med sædvaner og kutymer
inden for tandlægebranchen samt ikke mindst minimumskravene ifølge den almindeligt anerkendte
tandfaglige norm. Den tandfaglige norm knæsætter også, hvad der er god forretningsskik inden for
tandlægefaget. Tilsidesættelse af god forretningsskik kan i sig selv være en faglig fejl.
Tandlægen har som udgangspunkt ingen kontraheringspligt, men pligt kan foreligge i visse akuttilfælde m.m.,
se herved 146.
TO HOVEDFORPLIGTELSER
Første hovedforpligtelse: Fagligt tilfredsstillende udførelse
228. I kravet om, at arbejdet skal udføres fagmæssigt tilfredsstillende, ligger i det hele taget et krav om
fagmæssighed i relation til alle de ydelser, som tandlægen skal præstere i hele behandlingssituationen, dvs.
iværksættelse af undersøgelser, diagnosticering, beslutninger om iværksættelse af behandling og om valg af
behandlingsmetode, udførelse af behandling, herunder præstation af et fysisk arbejdsresultat, og
efterfølgende tilsyn med patienten.
Arbejdet skal altid opfylde den almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
229. At arbejdet skal udføres fagmæssigt tilfredsstillende, indebærer, at tandlægen skal udføre arbejdet på en
måde, som en dygtig og erfaren tandlæge anser for rigtig og forsvarlig i overensstemmelse med den

- 84 –
almindeligt anerkendte tandfaglige norm. Dette gælder, selv om det er aftalt, at arbejdet skal udføres særligt
billigt (fx visse former for udenlandsk teknik) eller særligt hurtigt. Det hænder, at de materialer, som patienten
ønsker anvendt, ikke er de bedst egnede (fx uædel legering).
Der må dog selvfølgelig tages et vist hensyn til, hvad der er aftalt med patienten, men selv hvor det er aftalt, at
arbejdet blot skal udføres så godt, som tandlægen nu kan, gælder det, at arbejdet skal leve op til en vis god
minimumsstandard.
230. I kravet om fagmæssighed ligger endvidere, at tandlægen har pligt til ikke blot ukritisk at rette sig efter
patientens anvisninger, idet tandlægen må sige fra, hvis han eller hun kan se, at arbejdet ikke kan udføres
tilfredsstillende, hvis det skal udføres efter de anvisninger, som patienten har givet, jf. 311. Hvis et arbejde ikke
er udført fagmæssigt tilfredsstillende, vil der som oftest foreligge en mangel ved arbejdet, se herom nærmere
251.
Anden hovedforpligtelse: Omsorgspligt, herunder vejledning
231. Den pligt, som tandlægen har til at varetage patientens interesser i overensstemmelse med god skik,
herunder særlig vejledningspligten, kan illustreres gennem fremdragelse af nogle eksempler. Opregningen af
eksempler er ikke udtømmende.
(Vejledningspligten udspringer af tandlægens pligt til rigtig opfyldelse af det gensidigt forpligtende
kontraktforhold med patienten. Vejledningspligten er ikke identisk med informationspligten efter
Sundhedsloven, se 173-175, der knytter sig til spørgsmålet om patientens selvbestemmelse (autonomi) og
respekten for individets værdighed og ukrænkelighed (integritet). Se også 299.)

- 85 –
Eksempel 1: Flere muligheder
231. Kan arbejdet udføres fagmæssigt tilfredsstillende på flere måder eller ved anvendelsen af forskellige
former for materialer, bør tandlægen i almindelighed ved aftalens indgåelse vejlede patienten herom, idet
patienten samtidig bør vejledes om sammenhængen mellem pris og kvalitet.
Eksempel 2: Unødvendig dyr udførelse
232. Har tandlægen under tilsidesættelse af sin vejledningspligt udført arbejdet på en unødvendig dyr måde,
kan arbejdet blive mangelfuldt.
Dette gælder i tilfælde, hvor tandlægen unødvendigt udtrækker tænder, som bør kunne udbedres ved en
kirurgisk rodbehandling, og erstatter dem med implantater. Sådanne tilfælde er udtryk for malpraksis som
følge af den “overbehandling”, der er tale om. Der skal foreligge tilstrækkelig indikation for udtrækning af
tænderne. Selv om det kan dokumenteres, at patienten informeret måtte have samtykket i
“overbehandlingen”, er tandlægeydelsen alligevel mangelfuld.
Eksempel 3: Billigere udførelse
233. Har tandlægen anvendt en billigere udførelsesmåde, skønt han eller hun vidste eller burde vide, at
patienten forventede arbejdet udført på en mere kvalitetsbetonet måde, vil der ligeledes foreligge en mangel
ved arbejdet.
Eksempel 4: Yderligere arbejde

- 86 –
234. Bliver tandlægen opmærksom på, at der inden for tandlægens eget professionsområde er behov for
udførelse af yderligere arbejde, som det vil være hensigtsmæssigt (herunder nødvendigt efter en tandfaglig
vurdering) at få udført samtidig (tillægsarbejde), bør han eller hun ligeledes vejlede patienten herom, jf. 242.
235. Dette betyder dog ikke, at tandlægen ikke kan have pligt til at gøre patienten opmærksom på behovet for
behandling af anden art – altså uden for tandlægens eget professionsområde. En sådan pligt kan følge af
tandlægens almindelige omsorgspligt. Dette vil være tilfældet, hvis tandlægen har kunnet konstatere, at
patienten har et påtrængende behov for behandling uden for det tandlægefaglige område, som det ikke er
givet, at patienten selv har set.
Eksempel 5: Brug, vedligehold, opfølgning
236. Hvor der er anledning dertil, bør tandlægen vejlede patienten med hensyn til brug og vedligeholdelse af
arbejdet efter dets udførelse, ligesom tandlægen så tidligt som muligt bør orientere patienten om forhold,
som må antages at have betydning for patientens beslutningsgrundlag, fx. om, at arbejdet vil forudsætte en
efterbehandling, som ikke er omfattet af aftalen, at arbejdet forudsætter omkostningskrævende
vedligeholdelsesforanstaltninger, at arbejdet eventuelt kan indebære visse risici osv.
Forsømmer tandlægen at vejlede patienten om sådanne forhold, gælder i vidt omfang det samme, som hvor
der foreligger mangel på fagligt tilfredsstillende udførelse, se herom ovenfor 229. Giver forholdet ligefrem
tandlægen grund til at tvivle på, om arbejdets udførelse eller dets fortsættelse vil være i patientens interesse,
skal han eller hun vejlede patienten herom.
TILLÆGSARBEJDE
237. Tillægsarbejde er, jf. 234, arbejde, der har en sådan sammenhæng med det aftalte arbejde, at det vil være
hensigtsmæssigt eller nødvendigt at udføre det i forbindelse hermed. Det er ingen betingelse, at behovet for

- 87 –
det yderligere arbejde er akut. Tillægsarbejde kan således også være arbejde, som der er behov for at få udført
inden for en overskuelig fremtid, forudsat at det arbejdsmæssigt er en fordel at få det udført i en vis
sammenhæng med det bestilte arbejde.
Hvad har patienten bestilt?
238. Det er en betingelse for, at der kan foreligge tillægsarbejde, at der er tale om arbejde, som ikke er
omfattet af patientens bestilling. Hvorvidt arbejde er omfattet af patientens bestilling, må afgøres ved
fortolkning af den indgåede aftale. Har tandlægen ifølge aftalen påtaget sig at frembringe et bestemt resultat,
fx udførelse af en tandprotese, vil de foranstaltninger, som tandlægen foretager med henblik herpå, være
omfattet af aftalen (og dermed også af en eventuelt aftalt pris).
Går bestillingen ud på, at tandlægen skal foretage bestemte foranstaltninger, vil andre arbejder kunne anses
som stiltiende bestilt og aftalt, hvis de hænger naturligt sammen med det aftalte arbejde. Dette vil især kunne
være tilfældet, hvis det ikke udtrykkeligt bestilte og aftalte arbejde er af mindre omfang, fx proteseeftersyn.
Ikke bestilt
239. Har en ikke-aftalt foranstaltning ikke en sådan naturlig sammenhæng med det bestilte arbejde som
nævnt ovenfor 238, falder foranstaltningen uden for aftalen (tandlægens opdrag), uanset om der er tale om en
større eller mindre foranstaltning. Er det arbejdsmæssigt en fordel at udføre foranstaltningen sammen med
det bestilte arbejde, foreligger herefter et tillægsarbejde.
Initiativpligt

- 88 –
240. Tandlægen har imidlertid som udgangspunkt pligt til af egen drift søge udførelse af tillægsarbejde
iværksat, hvis dets udsættelse vil medføre betydelige omkostninger, ulemper eller risiko for fare for patienten.
Dette gælder i almindelighed for nødvendigt opfølgende arbejde. Det kan dreje sig om kontrol af
immediatproteser eller opfølgning efter transplantation. Foretager tandlægen en knogletransplantation, kan
patienten ganske vist henvises til egen tandlæge for fjernelse af suturer, men opererende tandlæge skal selv
informere om vigtigheden af kontrol og forsøge at kontakte patienten for opfølgning.
Forholdsordre - samtykke
241. Uanset initiativpligten kan det spørgsmål opstå, om tandlægen bør udføre tillægsarbejde af egen drift.
Ved første øjekast kan spørgsmålet synes at være vanskeligt. Hvis tillægsarbejdet ikke udføres, kan patienten
efter omstændighederne let påføres fare eller dog unødvendig ulempe samt omkostninger. Omvendt risikerer
patienten, hvis tillægsarbejdet udføres med pligt for patienten til at betale herfor, at blive påført en udgift,
som han eller hun ikke selv ville have valgt at påtage sig, og som den pågældende måske ikke har råd til at
betale.
Tandlægen må imidlertid ikke udføre tillægsarbejde af egen drift. Patientens autonomi skal respekteres. En
tandlæge er forpligtet til at følge en voksen habil patients ønsker også i de tilfælde, hvor der endog er tale om
livsnødvendig behandling. Patientens selvbestemmelse vejer tungere end tandlægens hjælpepligt.
242. Tandlægen har – som også nævnt i 234 – pligt til at vejlede patienten om det hensigtsmæssige i en
samtidig udførelse, således at patienten kan tage stilling til, om han eller hun ønsker tillægsarbejdet udført.
Patienten kan selvsagt have grunde til ikke at ønske tillægsarbejdet udført, fx. fordi han eller hun som nævnt
ikke har råd til at betale herfor eller ønsker tillægsarbejdet udskudt til senere og eventuelt udført af en anden
tandlæge.
AFSNIT III:

- 89 –
RISIKOEN FOR ARBEJDETS HÆNDELIGE UNDERGANG
HVAD VIL DET SIGE AT BÆRE RISIKOEN?
243. Beskadiges arbejdet, eller går det til grunde, på grund af omstændigheder, som hverken tandlægen eller
patienten er skyld i, opstår spørgsmålet om, hvem der skal bære risikoen herfor.
Bærer tandlægen risikoen, er dette ensbetydende med, at patienten kan gøre mangelsbeføjelser gældende,
medmindre tandlægen udbedrer arbejdet vederlagsfrit. Bærer patienten risikoen, indebærer dette, at
patienten uanset det indtrufne skal betale fuldt honorar for arbejdet, ligesom tandlægen, hvis han eller hun
udbedrer arbejdet, har krav på særskilt betaling herfor.
Udefra kommende begivenheder
244. Ved risikoen for arbejdet forstås alene spørgsmålet om, hvem der skal bære følgerne af, at arbejdet eller
en del af dette beskadiges eller går til grunde som følge af en udefra kommende begivenhed, som hverken kan
bebrejdes (tilregnes) tandlægen eller patienten, dvs. som indtræder uden forsæt eller uagtsomhed (culpa) fra
den pågældende part.
Forvoldes skaden derimod af tredjemand, herunder en anden tandlæge, som udfører arbejde for patienten
samtidig, er skaden - set i forhold til aftalens parter - hændelig, og hvem af parterne der skal bære følgerne
heraf, afhænger derfor af, om skaden sker før eller efter arbejdets aflevering.
AFLEVERING

- 90 –
245. Hovedreglen er, at risikoen for arbejdet påhviler tandlægen, indtil arbejdet er afleveret, hvorved forstås,
at arbejdet skal kunne betragtes som endeligt afsluttet. Delaflevering kan dog aftales, jf. nedenfor 248.
Hvornår er aflevering sket?
246. Aflevering er som nævnt sket, når arbejdet må betragtes som endeligt afsluttet. Et kronearbejde er
færdigt, når der er cementeret endeligt. Drejer det sig om en arbejdspræstation, fx en undersøgelse eller en
tandrensning, er ydelsen leveret, når præstation er helt afsluttet.
247. Arbejdet kan først anses for leveret, når tandlægen også har udført de med arbejdet forbundne
biforpligtelser. Hvad der er biforpligtelser, afgøres efter den almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
Eksempelvis går normen ved visse protesearbejder ud på, at det kan være nødvendigt i forbindelse med et
eller flere kontrolbesøg at foretage mindre justeringer eller korrektioner af såvel okklusion/artikulation som af
ekstensionen.
Delaflevering.
248. Hvor de enkelte dele af arbejdet udføres tidsmæssigt adskilt, kan der imidlertid i visse tilfælde være et
særligt behov for at kunne aftale risikoovergang efter, at en del af arbejdet er udført, fx den kirurgiske og den
protetiske del af en implantatbehandling.
Dette vil således være tilfældet, hvor tandlægen har udført en del af arbejdet, men hvor færdiggørelsen af
dette herefter må afvente visse omstændigheder, som tandlægen er uden indflydelse på, fx en længere
helingsperiode efter fiksturindsættelse ved implantatbehandling. Såfremt risikoen ufravigeligt altid først går
over, når det samlede arbejde er udført, ville tandlægen efter omstændighederne muligvis sørge for, at aftalen
ikke kom til at omfatte fx det protetiske arbejde i forbindelse med implantatbehandling, således at patienten
eventuelt ville være henvist til at lade dette afsluttende arbejde udføre af andre.

- 91 –
Rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og karakter
249. Delaflevering kan aftales, såfremt aftalen er rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og karakter.
Selv om det er patienten, der som følge af arbejdets karakter er henvist til at tage en del af det i brug, må en
aftale om aflevering af denne del af arbejdet må anses for rimeligt begrundet, således at tandlægen vil være
berettiget til at tage et forbehold om delaflevering i forbindelse med ibrugtagningen.
Risikoovergang efter aflevering
250. Kan der i forbindelse med arbejdets aflevering påvises væsentlige mangler, og kan patienten kræve
omgørelse, går risikoen for arbejdet ikke over på patienten. Forholdet sidestilles i så fald med, at arbejdet
endnu ikke er færdiggjort, således at risikoen først overføres på patienten, når omgørelse har fundet sted.
Er der på den anden side gået nogen tid efter arbejdets aflevering, førend manglerne viser sig, er risikoen for
arbejdet alligevel gået over på patienten ved afleveringen. Dette skyldes, at tandlægen i modsat fald ville
kunne komme til at bære risikoen for det leverede arbejde i en uvis periode.
AFSNIT IV: MANGELSBEGREBET
Indledning.
251. Tandlægekontrakten er karakteriseret ved, at den aftalte ydelse ikke foreligger ved aftalens indgåelse,
men først skal præsteres i fremtiden. Arbejdet vil endvidere ofte ved aftalens indgåelse blot være betegnet

- 92 –
ved sit formål, således at ydelsens nærmere karakter og omfang først afklares efterfølgende i forbindelse med
tandlægens undersøgelse eller i forbindelse med arbejdets udførelse. Desuden er det på grund af
tandlægeydelsens karakter vanskeligt for patienten at tage fornuftig stilling til, hvordan kravene til ydelsen skal
udformes i enkeltheder.
Tandlægen kan for vidt siges at have en magtstilling over for patienten. Der er derfor et væsentligt behov for
at præcisere, hvilke krav til tandlægens ydelse patienten er berettiget til at stille.
Der har i tandlægeprofessionen dannet sig en faglig tradition – den almindeligt anerkendte tandfaglige norm –
om, hvordan tandlægegerningen skal udføres. Denne norm er hovedkilden til en indkredsning af, hvad der er
mangelfuld opfyldelse af en tandlægekontrakt.
Mangelsbegrebet fastlagt ved indeståelse (garanti)
252. En garanti er et løfte om at indestå for en oplysnings rigtighed eller for en fremtidig udvikling.
Har tandlægen har påtaget sig at indestå for (garanteret), at arbejdet har en bestemt egenskab, er arbejdet
mangelfuldt, hvis det viser det sig i garantiperioden, at arbejdet ikke har den garanterede egenskab. Det
gælder dog ikke, hvis tandlægen kan godtgøre, at årsagen hertil skyldes et forhold, som patienten bærer
risikoen for.
I det følgende ses der bort fra sådanne garantitilfælde.
DET GENERELLE MANGELSBEGREB
Grundlæggende definition

- 93 –
253. Tandlægeydelsen er mangelfuld, hvis den på det tidspunkt, fra hvilket patienten bærer risikoen for den,
er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være.
Ydelsen er også mangelfuld, hvis den efter risikoens overgang til patienten beskadiges som følge af, at
tandlægen udviser forsømmelse (dvs. optræder, så det kan bebrejdes den pågældende) i forbindelse med
opfyldelsen af aftalen.
Udfyldning af aftalen
254. Ved vurderingen af, om der foreligger en mangel efter det generelle mangelsbegreb, er udgangspunktet,
hvad patienten på baggrund af aftalen og de foreliggende omstændigheder har haft grund til at forvente sig af
tandlægens ydelse.
Fremgår det ikke klart af parternes aftale, hvilke ydelser tandlægen har påtaget sig, må aftalen udfyldes
(suppleres) på grundlag af kutymer i tandlægebranchen og navnlig den almindeligt anerkendte tandfaglige
norm.
Tandlægeydelsens beskaffenhed eller brugbarhed
255. Udgangspunktet for mangelsbedømmelse af tandlægens ydelse er ydelsens beskaffenhed eller
brugbarhed.
Ved vurderingen heraf har det betydning, om der i sammenhængen er kontraheret (dvs. indgået aftale) om
udførelse af en arbejdspræstation eller om opnåelse af et arbejdsresultat. Afgørelsen af, hvad der er
kontraheret om, beror på en fortolkning af aftalen og de foreliggende omstændigheder.

- 94 –
Ansvarstype 1: Præstationsansvar
Når ydelsen er en arbejdspræstation
256. I de hyppigst forekommende tilfælde er der alene er kontraheret om en arbejdspræstation.
Mangelsbedømmelsen er i så fald en nærmere vurdering af de enkelte ydelser, som tandlægens præstation
består af.
De krav, som i denne forbindelse kan stilles til tandlægens arbejdsindsats, vejledning m.v., er bestemt af, hvad
en dygtig og erfaren tandlæge anser for rigtigt og forsvarligt. Der er således tale om en vurdering baseret på,
hvad en fagmand inden for området anser for forsvarligt (den almindeligt anerkendte tandfaglige norm).
Mangelsbedømmelsen er subjektiv (den afhænger af, om der er noget at bebrejde tandlægen).
257. Beskadiges tandlægens arbejdspræstation af en hændelig begivenhed inden afleveringen – altså uden at
tandlægen er skyld i beskadigelsen –, er risikoen dog tandlægens, således at arbejdet i sådanne tilfælde bliver
mangelfuldt, selv om der ikke er noget at bebrejde tandlægen.
No cure, no pay gælder ikke
258. En aftale med en tandlæge om at udføre en operation, foretage en undersøgelse eller lignende forpligter
altså – ligesom aftaler med andre fagudøvere – tandlægen til at udøve en god faglig indsats. Patientens aftale
med tandlægen indebærer derimod ingen garanti for et heldigt udfald.
Tandlægens honorar afhænger altså ikke af, om behandlingen fører til lindring eller helbredelse. Den gode,
men mislykkede præstation skal honoreres. Tandlægen har ikke nogen ubetinget forpligtelse til at kurere
patienten. Princippet no cure, no pay gælder altså ikke i denne forbindelse.

- 95 –
259. At tandlægens ydelse er virkningsløs i forhold til grundsygdommen behøver ikke at være en følge af den
udførte behandling eller mangel på samme. En lidelse responderer ikke altid på en given behandling. Der kan
derfor være tale om en behandling, som ikke har kunnet lykkes – dvs. ikke har resulteret i den grad af
helbredelse, som man normalt kan regne med –, uden at tandlægen har nogen skyld deri.
Den faglige præstation
260. Har tandlægen fx påtaget sig et tandeftersyn eller at se på tænder, som der er noget i vejen med, bør han
eller hun først på fagligt forsvarlig måde forsøge at diagnosticere sygdom eller finde defekter. Finder
tandlægen en sygdom eller defekt, som kan være skyld i tandsættets manglende funktionsdygtighed, bør han
eller hun vejlede patienten og indhente dennes stillingtagen i det omfang, dette følger af den almindelige
omsorgspligt.
Skal sygdommen behandles, eller defekten udbedres, har patienten krav på, at dette sker på fagligt forsvarlig
måde, hvilket efter omstændighederne tillige kan indebære en efterfølgende kontrol af, at der ikke foreligger
yderligere sygdom eller andre kilder til defekt.
261. Diagnosticering, fyldning og parodontosebehandling er eksempler blandt mange i gruppen af tilfælde,
hvor tandlægen bærer præstationsansvar.
Den (måske) mislykkede præstation
262. Har tandlægen ikke påtaget sig et bestemt arbejdsresultat, kan ydelsen altså være mangelfri, selv om det
senere viser sig, at behandlingen fx alene har fjernet et symptom på en sygdom eller en defekt, som efter
kortere eller længere tid igen forårsager funktionssvigt i tandsættet. Afgørende for mangelsspørgsmålet bliver
i så fald, om den bagved liggende årsag burde have været lokaliseret, eventuelt ved kontrol efter udførelse af
behandlingen.

- 96 –
Specialydelse m.m.
263. Ved vurderingen af, hvilke faglige krav der kan stilles til tandlægens arbejdspræstation, må der også ses
på, hvad tandlægen har stillet patienten i udsigt. Er tandlægen specialist – specialtandlæge –, må
mangelsvurderingen således tage sit udgangspunkt i, hvilken arbejdspræstation man normalt kan forvente sig
fra en specialist som den pågældende.
Også den aftalte pris vil kunne få betydning ved vurderingen af, hvilke krav der kan stilles til tandlægens
præstation.
Den fagligt uforsvarlige præstation
264. Har det imidlertid været fagligt uforsvarligt af tandlægen at påtage sig arbejdet, eller har han eller hun i
øvrigt optrådt fagligt uforsvarligt, må arbejdet dog normalt altid anses for mangelfuldt, hvis forholdet har
medført en forringelse af arbejdet, idet tandlægen da har handlet i strid med sin almindelige omsorgspligt.
Ydelsen er mangelfuld, hvis en ubehandlelig sygdom ved en fejl ikke er blevet diagnosticeret korrekt.
Præstation med dårlige materialer
265. Skyldes en forringelse af præstationen, at der er mangler ved materialer fremskaffet af tandlægen, anses
arbejdet for mangelfuldt, uanset at tandlægen ikke har påtaget sig noget resultatansvar.
Ansvarstype 2: Resultatansvar

- 97 –
266. Selv om tandlægens arbejde består af flere forskelligartede ydelser, behøver mangelsbedømmelsen dog
ikke altid bestå i en særskilt vurdering af den enkelte ydelse.
Har patienten på grundlag af aftalen og de foreliggende omstændigheder haft grund til at regne med, at der
med arbejdet ville blive frembragt et bestemt resultat, kan man således ved mangelsvurderingen undlade at
bedømme den enkelte ydelse, men nøjes med at vurdere resultatet, idet arbejdet i så fald anses for
mangelfuldt, såfremt det tilsigtede resultat ikke er opnået, uden at dette skyldes patientens forhold.
Når ydelsen er et arbejdsresultat
267. I det omfang, der således er kontraheret om et arbejdsresultat, kan tandlægen – ligesom en sælger eller
en entreprenør – kun kræve honorar, hvis han eller hun præsterer den lovede ydelse, arbejdsresultatet.
Protetik m.v.
268. Tandlægeydelsen er som regel en arbejdspræstation, jf. ovenfor. Det hører til undtagelsen – men i praksis
en vigtig undtagelse – at tandlægen, eventuelt som en del af ydelsen, skal frembringe et bestemt resultat.
Består arbejdet i indpasning eller indføjelse af fysiske strukturer i tandsættet, ofte efter forudgående
tildannelse, må aftalen normalt fortolkes således, at tandlægen har påtaget sig at frembringe et bestemt
arbejdsresultat. Er en sådan aftale indgået, foreligger der som udgangspunkt en mangel ved arbejdet, såfremt
det tilsigtede resultat ikke opnås, uden at dette skyldes patientens forhold.
269. For øvrigt må det, som nævnt nedenfor 296, antages, at tandlægen pådrager sig resultatansvar for
urigtige eller vildledende oplysninger, der må antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af
arbejdet.

- 98 –
Mangelsbedømmelse af resultatet
270. Har tandlægen en ”resultatforpligtelse”, må der ved mangelsbedømmelsen navnlig ses på resultatets, det
færdige arbejdes, kvalitet, udseende, holdbarhed, anvendelighed og værdi. Arbejdet skal med hensyn til
beskaffenheden og brugbarheden svare til, hvad der i det enkelte tilfælde er lovet af tandlægen eller med
rette forudsat af patienten.
Mangelsbedømmelsen er objektiv (den afhænger ikke af, om der er noget at bebrejde tandlægen).
Hvilket resultat kan patienten forvente?
271. Vejledende for, hvad patienten er berettiget til at forvente, er blandt andet, hvilken beskaffenhed eller
brugbarhed tandlægearbejder af den pågældende karakter normalt plejer at have, navnlig bedømt efter den
almindeligt anerkendte tandfaglige norm. Berettigede forventninger kan også bygge på, hvilke oplysninger
tandlægen har givet vedrørende sine kvalifikationer, den aftalte pris, osv.
Ringere beskaffenhed – eksempler
272. Hvis en protese placeres passivt i munden, og det kan konstateres, at den ikke slutter tæt til gummen –
idet der fx ses luft i en tandregion, og protesen er underekstenderet i en anden – kan mangelsbedømmelsen
indskrænke sig til denne konstatering. – Det samme gælder et kronearbejde, hvor der konstateres
utilfredsstillende kanter i form af fx underskud/spalte.
En bro er mangelfuld, hvis der konstateres kosmetisk uheldige forhold ved kronekanterne og manglende
kontaktflade mellem bro og slimhinde som følge af vævsskrumpning (uanset om det ved en nærmere

- 99 –
udredning kan vises, at manglen skyldes, at tandlægen uforsvarligt fremstillede og cementerede broen kort
efter tandfjernelsen).
Kronebehandling forudsætter, at der etableres det for fastholdelsen og stabiliteten nødvendige ringgreb. Er
resttandsubstansen beskeden, er det afgørende, hvorvidt ringgrebet om tandstubben har den fornødne
tæthed.
Er tanden ubehandlelig, kompromitteres kronearbejdet. En i sig selv fejlfri, funktionsdygtig krone
underkendes, hvis tandlægen fejlagtigt har sat den på en udtrækningsmoden tand.
Dårlig kosmetik og lignende
273. Der foreligger også en mangel, hvis arbejdet ikke er af en ringere, men dog af en anden beskaffenhed
eller brugbarhed end aftalt eller med rette forudsat af patienten. Arbejdet er i så fald mangelfuldt, selv om
dets værdi ikke formindskes af uoverensstemmelsen. Typeeksemplet er dårligt kosmetisk arbejde.
Resultat med dårlige materialer
274. Indgår der i tandlægens ydelse levering af materialer eller lignende, er patienten, medmindre andet er
aftalt, berettiget til at forvente, at sådanne ydelser er af sædvanlig god karakter. Der bliver således også her
tale om en objektiv mangelsbedømmelse.
Knækker akrylet over attachment på en protese – uden at patienten bærer risikoen herfor – afhænger
ansvaret altså ikke af, om noget kan bebrejdes tandlægen.

- 100 –
275. Begrundelsen for den objektive mangelsbedømmelse er, at tandlægen på samme måde som en
mellemhandler har mulighed for at beregne sig en avance på materialerne. Tandlægen vil endvidere normalt
kunne gøre regres gældende over for den, som han eller hun har købt materialerne hos.
Præstationsansvar eller resultatansvar?
276. Om der påhviler tandlægen et resultatansvar, afhænger primært af en fortolkning af aftalen og de
foreliggende omstændigheder, herunder hvad patienten ud fra arbejdets karakter har haft grund til at regne
med.
Tandlægen har som nævnt præstationsansvar for de fleste af sine forskellige ydelser. I praksis indgår
spørgsmål om resultatansvar i et stort antal sager.
Resultatet usikkert
277. Vedrører den indgåede aftale udførelse af behandling, kan det være uklart, hvad tandlægen har lovet, og
hvad der er indgået aftale om. Det samme gælder, hvis patienten ved aftalens indgåelse indser, at en opnåelse
af det ønskede arbejdsresultat er afhængig af en række usikre omstændigheder.
I så fald må tandlægens og patientens aftale, hvis andet ikke fremgår, ofte fortolkes som ydelse af en
arbejdspræstation således, at tandlægen blot har påtaget sig at foretage en fagligt forsvarlig undersøgelse og i
den forbindelse behandle diagnosticeret sygdom og udbedre forefundne defekter på faglig forsvarlig måde.
Tandlægen kan i så fald have præsteret en mangelfri ydelse, selv om der ikke opnås noget arbejdsresultat.
Forhold, som patienten bærer risikoen for

- 101 –
278. Hvad enten tandlægen har påtaget sig et præstationsansvar eller et resultatansvar, foreligger der dog ikke
nogen mangel, hvis en beskadigelse af arbejdet skyldes forhold, som patienten bærer risikoen for.
Burde tandlægen have indset, at der som følge af et sådant forhold var risiko for, at arbejdet ville blive
beskadiget eller forringet, uden at han eller hun har vejledt patienten behørigt herom, bliver arbejdet dog
alligevel mangelfuldt, idet der i så fald i tandlægens ydelse indgår en mangelfuld vejledning, således at ydelsen
ikke lever op til kravene om fagmæssighed og omsorgsfuldhed.
Eksempler – patientens risiko
279. Fyldninger – med sølvamalgam, plast, guld eller porcelæn – har ikke ubegrænset holdbarhed; tænderne
bliver ved deres funktion konstant udsat for slitage, tryk- og trækpåvirkninger. Dette bevirker, at der over tid
opstår ujævne fyldnings- og emaljekanter, der udvikler spalter mellem fyldning og tand. Resultatet heraf kan
være, at der udvikles et nyt cariesangreb. Hastigheden for udvikling af caries i denne situation er afhængig af
patientens renhold af tænder og kostvaner. Disse forhold er patientens risiko.
En rodbehandling kan være tæt og i orden, men ikke optimal på grund af tandens anatomiske forhold.
Rodbehandlingen er ikke mangelfuld. – Det samme gælder, hvis der efter en sufficient rodfyldning konstateres
en betændelsestilstand; i en vis del af alle rodbehandlinger kan der opstå efterfølgende rodspidsbetændelse,
uden at dette pådrager tandlægen mangelsansvar.
Jo længere bagtil i mundhulen tanden er placeret, desto vanskeligere er det at foretage en perfekt rodfyldning.
Er fyldningen i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandfaglige norm, er risikoen patientens.
Fyldninger, der falder ud inden for kort tid – 6 måneder – formodes at være mangelfulde, medmindre
tandlægen godtgør andet, jf. ovenfor 132.

- 102 –
280. Fraktur i tandroden forekommer oftest i rodbehandlede og stiftopbyggede tænder og er normalt en
hændelig komplikation. Komplikationen kan være dels en konsekvens af udtrætning, der er sket i tanden
gennem måske mange års funktion, dels en følge af svækkelse, som en oprindelig nødvendig behandling af en
grundsygdom, fx caries, har betydet. En rodbehandlet tand er således mere skrøbelig end en vital tand; den
rodbehandlede tand er sprød og har en betydelig risiko for fraktur; en udboring, som er nødvendig af hensyn
til fornyet rodbehandling, kan svække tanden yderligere. Resultatet kan være yderligere rodfraktur, eller at
roden simpelthen flækker. Tanden kan tabes, eller der kan ske væskeindsivning fx med den effekt, at cement,
der fastholder en tandkrone, opløses, og kronen går løs. Sådanne forhold skyldes ikke mangler ved tandlægens
behandling, men at tanden uundgåeligt er svækket grundet tidligere (korrekt) behandling. Patienten bærer
risikoen for forholdet.
En bro erstatter en udtrukket tand, men efter knap 2 år konstateres det, at der ikke er liv i nerven på en af
bropillerne. Denne risiko kan ikke nødvendigvis henføres til en mangel ved behandlingen. Frakturer i
tandroden kan forårsage (gentagne) løsninger af kronen, uden at arbejdet af den grund er mangelfuldt.
281. Et antal tænder var under nedbrydning, men af økonomiske årsager fravalgte patienten den nødvendige
kronebehandling. Nu fremstår tandsættet stærkt destrueret. Patienten bærer risikoen, idet tilstanden ikke kan
bebrejdes tandlægen.
Patientens mange udeblivelser og afbud vanskeliggjorde eller umuliggjorde fx gennemførelsen af et
fyldningsarbejde, der var planlagt ved de løbende undersøgelser. Risikoen er patientens.
Hvornår mangelsvurdering?

- 103 –
282. Hvorvidt arbejdet er mangelfuldt, skal vurderes ud fra arbejdets beskaffenhed og brugbarhed på
tidspunktet for risikoens overgang. Har arbejdet ikke på dette tidspunkt de egenskaber m.v., som patienten
har krav på, er arbejdet mangelfuldt, uanset at manglen først viser sig på et senere tidspunkt.
Skjulte mangler
283. Gøres arbejdet færdigt uden de egenskaber m.v., som patienten har krav på, er arbejdet mangelfuldt,
uanset at manglen er skjult og først viser sig på et senere tidspunkt. Bevisbyrden for ydelsens beskaffenhed, da
risikoen gik over, er patientens, jf. 128.
284. Landstandlægenævnet fulgte tidligere (indtil 1999) en særlig praksis (10 årsreglen) vedrørende arbejde
med lang holdbarhed (visse former for fast protetik). Praksis byggede på en antagelse om, at man kan forvente
en holdbarhed på mindst 10 år. Kunne arbejdet ikke holde i 10 år, skulle tandlægen tilbagebetale en
forholdsmæssig del af honoraret, uanset om der var påvist konkrete mangler, eksempelvis 3/10, hvis arbejdet
gik tabt 7 år efter fremstilling.
285. Der findes imidlertid ikke fagligt grundlag for at opstille en norm for normal holdbarhed af protetik – eller
tandlægearbejde i det hele taget –, da der ikke findes systematiske undersøgelser, der tager højde for alle de
faktorer, som har betydning for holdbarheden. Efter gældende praksis vurderes det i hver enkelt sag, om der
foreligger mangler.
Det afgørende er, om kimen til manglen var til stede på afleveringstidspunktet. Kan der påvises (oprindeligt
skjulte) mangler, er det – bortset fra forældelse – ligegyldigt, hvilken alder arbejdet har. Arbejdet er
mangelfuldt, når tanden først mistes adskillige år senere, fordi en rodstift i sin tid blev placeret skævt.

- 104 –
Kan der ikke påvises mangler, er det i princippet ligegyldigt, hvilken alder arbejdet har. En mangelfri stiftkrone,
der mistes efter 1½ år, fordi roden flækker, kendes honorarværdig.
286. Viser en mangel ved et aftalt arbejdsresultat sig kort tid – 6 måneder – efter, at tandlægens arbejde blev
afleveret, vil der bestå en sådan formodning for, at manglen var til stede ved afleveringen, at det påhviler
tandlægen at afsvække denne formodning, jf. nærmere ovenfor 132 om denne 6 måneders regel.
Undertiden påberåbes der tyggeskade (sten i brød o. lign.), som er patientens risiko. Nævnspraksis på dette
område er ikke ganske fast, og der foreligger eksempler på, at 6 måneders-reglen er udstrakt betydeligt (flere
år).
287. Defekter, som indtræder efter længere tids forløb, behøver ikke at bero på en skjult mangel ved
tandlægens arbejde, idet forholdet også kan skyldes undladt eller dårlig vedligeholdelse, anden gradvis
forringelse uden udførelsesfejl fra tandlægens side, eller simpelthen at arbejdet er slidt op.
Patienten har normalt kun krav på, at arbejdet har en holdbarhed af sædvanlig og rimelig længde. Arbejdet vil
således ikke i almindelighed kunne anses for mangelfuldt, hvis forringelsen først har vist sig efter dette
tidspunkt.
Tandlægens forsømmelse efter risikoens overgang
288. Der foreligger en mangel, hvis arbejdet efter det tidspunkt, fra hvilket patienten bærer risikoen for det,
forringes som følge af tandlægens forsømmelse (dvs. forhold, som kan bebrejdes tandlægen). Se eksempel 324
(leveret metalkeramikkrone).

- 105 –
Forsømmelsen skal være udvist i forbindelse med udførelsen af en foranstaltning, hvormed tandlægen
opfylder aftalen eller prøver at opfylde den rigtigt.
289. Beskadiges arbejdet som følge af tandlægens uforsvarlige adfærd udvist efter arbejdets aflevering, men
uden forbindelse med kontrakten herom, bliver tandlægen skadeserstatningsansvarlig. Patienten vil i så fald
ikke kunne gøre mangelsansvar gældende. En sådan situation vil f.eks. kunne forekomme, hvis tandlægen,
efter at arbejdet er afleveret, beskadiger arbejdet i forbindelse med udførelse af andet arbejde for patienten.
Andres forsømmelse
290. Mangel foreligger endvidere, hvis forsømmelse udvises af en af tandlægens ansatte eller af en anden
tandlæge, som tandlægen selv har overladt en opfyldelsesforanstaltning til.
Delafleveret arbejde bliver beskadiget ved restopfyldelsen m.v.
291. Der foreligger også en mangel, hvis der er sket aflevering af en del af arbejdet, hvorefter denne del
beskadiges ved forsømmelse fra tandlægens side udvist i forbindelse med færdiggørelsen af det resterende
arbejde. Manglen kan også opstå ved en beskadigelse af arbejdet, som sker efter risikoens overgang i
forbindelse med, at tandlægen har påtaget sig omgørelse for at afhjælpe en mangel ved arbejdet.
SPECIELLE MANGLER

- 106 –
292. Den almindelige mangelsdefinition er så bred, at den kan dække området for de specielle regler. Det kan
derfor diskuteres, om der er behov for specielle regler om mangler. Reglerne om specielle mangler drejer sig
imidlertid om spørgsmål, der set fra et patientsynspunkt er særligt vigtige. Men de specielle regler udgør
tilsammen ikke en udtømmende regulering af, i hvilke tilfælde arbejdet er mangelfuldt.
Specielle mangler 1: Urigtige eller vildledende oplysninger
293. Arbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen i forbindelse med aftalen har givet urigtige eller vildledende
oplysninger, der må antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet.
De urigtige og vildledende oplysninger skal være givet i forbindelse med aftalen. Der er tale ikke blot om de
oplysninger, som forelå, da patienten bestilte arbejdet, men også oplysninger, som er fremkommet i
forbindelse med arbejdets udførelse, forudsat at oplysningerne må antages at have indvirket på aftalen.
Baggrunden for denne tidsmæssige udstrækning er, at det ofte først er i forbindelse med arbejdets udførelse,
at der træffes nærmere aftale om arbejdets omfang, udførelsesmåde m.v. Patienten har derfor et tilsvarende
behov for at kunne stole på de oplysninger, som han eller hun efterfølgende måtte have fået af tandlægen.
294. Det skal være tale om bestemte oplysninger vedrørende arbejdet. Patienten kan således normalt ikke
støtte ret på anprisninger holdt i helt generelle vendinger (”Godt smil”, ”Sund mund”, ”Helsetand”), hvilket
gælder, hvad enten de er fremsat direkte over for ham/hende eller i en reklame, der er rettet til en videre
kreds.
Reklamer o. lign.

- 107 –
295. Patienten kan ikke alene støtte ret på oplysninger, som tandlægen har afgivet direkte over for ham eller
hende, men også på oplysninger, som tandlægen har fremsat i reklamer og andre meddelelser, der er
beregnet for en videre kreds.
Resultatansvar
296. Har patienten modtaget oplysninger af den nævnte karakter, vil der påhvile tandlægen et resultatansvar i
det omfang, resultatet af arbejdet ikke svarer til, hvad patienten på baggrund af oplysningerne havde grund til
at regne med.
Prisforhold
297. Oplysninger om andet end arbejdets beskaffenhed kan være oplysninger vedrørende prisforhold.
Sådanne oplysninger er imidlertid ikke et spørgsmål om faglig fejl fra tandlægens side. Derfor afviser
Tandklagesystemet klager over urigtige, vildledende eller mangelfulde prisoplysninger (og henviser dem til
Samarbejdsudvalget som serviceklage). Det samme gælder klager over, at prisen for en fagligt
ukompromitteret, sml. 232, ydelse overstigerven skønnet pris (prisoverslag), som tandlægen har givet.
298. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der også sker afvisning (og henvisning til Samarbejdsudvalget),
hvis den påståede mangel består i, at tandlægen har udført for lidt arbejde i forhold til honorarkravet, og der
altså ikke foreligger spørgsmål om manglende fagmæssighed. Der foreligger ingen fagmæssig problemstilling,
hvis patienten fx klager over, at der er faktureret for rodbehandlinger, som han eller hun aldrig har hørt om.

- 108 –
Specielle mangler 2: Tilsidesættelse af loyal oplysningspligt
299. Arbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen har forsømt at give patienten oplysning om forhold af betydning
for patientens bedømmelse af arbejdet, som tandlægen kendte eller burde kende.
Tandlægen siges i så fald at have forsømt sin loyale oplysningspligt. I udtrykket "forsømt" ligger, at tavsheden
skal kunne bebrejdes tandlægen; tandlægen skal kun oplyse om forhold, som han eller hun kender eller bør
kende.
Det vil i den forbindelse ikke i almindelighed kunne betragtes som forsømmelse fra tandlægens side, at han
eller hun undlader at oplyse, at arbejdet eller dele heraf kan fås billigere andetsteds.
300. Der påhviler tandlægen en almindelig forpligtelse til at skaffe sig løbende information om nye materialer,
nye arbejdsprocesser, nye maskiner, nye informationer om hidtil anvendte materialer osv. Et ubetinget krav
om, at tandlægen skal være orienteret om også de sidst indvundne teknologiske erfaringer, stilles ikke. Er
tandlægen specialist på området, må han eller hun imidlertid følge bedre med end den almindelige fagudøver,
der i forhold til specialisten har lov til at være lidt bagefter det nyeste.
Skade m.m.
301. Tandlægens ydelse anses normalt som mangelfuld i forbindelse med manglende eller mangelfulde
oplysninger om mulige risici ved en behandling. Dette vil i hvert fald være tilfældet, hvis det kan lægges til
grund, at patienten ville have handlet anderledes (afstået fra behandling), hvis den loyale oplysningspligt var
blevet overholdt. Hvis tandlægen klart har overtrådt pligten til at informere om risikoen for skade, og det efter
en generel, objektiv vurdering må antages, at disse oplysninger ville være egnede til at influere på patientens
overvejelser om accept af behandlingstilbuddet, er tandlægens ydelse mangelfuld.

- 109 –
302. Har tandlægen tilsidesat sin pligt til at fraråde arbejdets udførelse, se 236, vil han eller hun som regel også
have tilsidesat sin loyale oplysningspligt.
Specielle mangler 3: Risiko for skade på patienten
303. Om begrebet skade, herunder risiko for skade, henvises til fremstillingen nedenfor i 433 ff.
Det følgende angår spørgsmålet om mangelsansvar, når der er risiko for skade, eller med andre ord om det
mangelsansvar, der knytter sig til et farestadium inden skadevirkningen.
304. Når man bliver behandlet hos en tandlæge, er der altid en risiko for, at der kan ske en skade.
Risiko for skade rettet mod arbejdsobjektet
305. Det foreliggende mangelsspørgsmål drejer sig ikke om farer for selve arbejdsobjektet. Spørgsmålet drejer
sig om de farer, der udgår fra arbejdet og retter sig mod dets omgivelser eller, om man vil, mod patientens
person.
Risiko for skade, der ikke er behandlerpåført

- 110 –
306. Det foreliggende mangelsspørgsmål er kun aktuelt, når det er tandlægens arbejde eller behandling som
sådan, der indebærer risiko for skade på patienten. Spørgsmålet drejer sig altså ikke om fare, der ikke er
behandlerpåført.
Den omstændighed, at patienten på anden måde er i fare, fx som følge af en latent grundsygdom, skal derfor i
princippet holdes ude fra mangelsbedømmelsen. Dette principielle udgangspunkt spiller dog ingen rolle, hvis
tandlægen burde have lagt mærke til en sådan fare, advaret patienten om forholdet og taget initiativ til
adækvat terapi. I givet fald er tandlægens ydelse mangelfuld som følge af denne undladelse.
Behandlerpåført risiko for skade rettet mod patienten
307. Endvidere drejer spørgsmålet om mangler i forbindelse med risiko for skade på patienten sig ikke om fare,
som patienten har givet behørigt samtykke til at underkaste sig, og som der loyalt er oplyst om.
Patientens samtykke
308. Et samtykke fra patienten til at lade sig underkaste en rimelig behandling indebærer, at uundgåelige risici
for skade i forbindelse med behandlingen ikke kan pådrage tandlægen mangelsansvar.
Det er i øvrigt tandlægens opgave at varetage patientens tarv og ikke at opnå samtykke til at udføre et
overfladisk arbejde. Et samtykke kan således efter omstændighederne fritage tandlægen for mangelsansvar
for en undladelse, men samtykket kan normalt ikke berettige tandlægen til at udføre en positiv handling på en
måde, der ikke er betryggende. Uanset hvilken risiko patienten accepterer, fastholdes altså visse
minimumskrav til tandlægens handling. Minimumskravene er fastlagt ved den almindeligt anerkendte
tandfaglige norm.

- 111 –
Behørig vejledning
309. Har tandlægen været – burde han eller hun have været – opmærksom på arbejdets farlighed, kan
tandlægen dog kun kunne påberåbe sig fritagelse for mangelsansvar, hvis vedkommende i forbindelse med
aftalen har vejledt patienten i det behørige omfang om konsekvenserne af det farlige forhold. Har tandlægen
undladt dette, er arbejdet mangelfuldt som følge af, at tandlægen har tilsidesat sin loyale oplysningspligt.
Hvis patienten insisterer
310. Uanset meddelt samtykke og uanset opfyldelse af den loyale oplysningpligt og den eventuelle pligt til at
fraråde arbejdets udførelse er det den behandlende tandlæges ansvar at afstå fra en behandling, der ikke kan
gennemføres forsvarligt. Det gælder også, selv om patienten insisterer på, at et arbejdet skal udføres trods
dets farlighed.
Tandlægen må sige fra
311. Tandlægen må således nægte at påtage sig opgaven, såfremt patienten ønsker arbejdet udført med et
helt uforsvarligt resultat til følge. Sker det ikke, er arbejdet mangelfuldt.
Ønsker en patient med vedvarende smerter udtrykkeligt løbende tandekstraktion, og ekstraheres der løbende
uden nogen diagnose, der kan begrunde ekstraktion, er det ikke tilstrækkeligt, at tandlægen har vægret sig ved
at skulle trække tænderne ud og har gjort patienten opmærksom på, at det vil være uhensigtsmæssigt at
ekstrahere.

- 112 –
Patientens manglende påpasselighed
312. Bortset fra de ovennævnte tilfælde kan det foreliggende mangelsspørgsmål opstå, når tandlægearbejdet
er i besiddelse af den forudsatte brugbarhed, således at det for så vidt kan anvendes til sit formål, men med
risiko for skadeforvoldelse.
Undertiden vil farligheden dog kun bero på, at patienten anvender tandlægearbejdet på en urigtig eller
uhensigtsmæssig måde. Er patienten i det behørige omfang vejledt om farefri håndtering, er ydelsen ikke
mangelfuld.
Fare og manglende faglig forsvarlighed
313. Problemet opstår, når tandlægearbejdet ikke – trods samtykke, behørig vejledning og selv ikke ved
udøvelse af påpasselighed – kan benyttes uden risiko for skade på patienten. I så fald kan arbejdet være
mangelfuldt, fordi det efter en bedømmelse på grundlag af den almindeligt anerkendte tandfaglige norm
savner den forsvarlighed, som patienten med rette kunne forvente.
I det følgende nævnes en række eksempler på tilfælde, hvor mangelsproblematikken kan foreligge, og hvor
mangelsbedømmelsen på sædvanlig vis afhænger af den almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
Boringer

- 113 –
314. Det afgøres som udgangspunkt efter den almindelige tandfaglige norm, hvorvidt mislykkede udboringer
gør ydelsen mangelfuld, men det er grundlæggende, at boringer skal udføres med den omhu og
samvittighedsfuldhed, som patienten med rette kan forvente.
315. I forbindelse med visse udboringer kan der ske parietal perforation (af latin paries, en væg). En sådan
gennembrydning indebærer ikke nødvendigvis (umiddelbart) nogen sundhedsrisiko eller negative
konsekvenser for tandstatus. Undertiden – om overhovedet – kan der gå endog meget lang tid, inden
skadevirkningen (typisk en betændelsestilstand) indtræder. Men den parietale perforation indebærer risiko for
skade.
En sådan gennembrydning kan være hændelig – den kan ske, uden at der er noget at bebrejde tandlægen – og
i så fald begrunder risikoen for skade intet mangelsansvar. Kan gennembrydningen bebrejdes tandlægen, er
det nærliggende at anse ydelsen for mangelfuld. Dette gælder naturligvis navnlig, hvor det må lægges til
grund, at tandlægen har indset den konkrete skademulighed uden at reagere adækvat på den.
316. Ved stiftudboring og rodbehandling skal der foretages røntgenfotografering i overensstemmelse med den
almindeligt anerkendte tandfaglige norm. Boringen skal følge retningen af rodkanalen og respektere den
behørigt undersøgte rodanatomi. Tilsidesættelse heraf med deraf følgende gennembrydning kan gøre ydelsen
mangelfuld.
Under udboring til stift følger tandlægen ikke rodkanalen i dens længdeakse, men skævborer, så stiften i
tanden ikke kommer til at sidde i midten, centreret i rodkanalen, som man tilstræber, men gennembryder
roden med risiko for betændelse. – En rodskrue isættes skævt og perforerer tandoverfladen. Sådanne ydelser,
hvor der er noget at bebrejde tandlægen, er mangelfulde.

- 114 –
I forbindelse med udboring til rodstift sker der en gennembrydning af roden, som kan bebrejdes tandlægen.
Herefter opstår der betændelse, og tanden skal fjernes. Ydelsen er mangelfuld (og
skadeserstatningspådragende på grund af betændelsen og tandtabet).
Under rodbehandling bliver roden gennembrudt tæt på emalje-cementgrænsen, og derfor er en ny
rodbehandling nu nødvendig. Selv om det forudsættes, at tanden under alle omstændigheder skulle være
restaureret med opbygning og krone for at kunne bevares på langt sigt og nu faktisk kan restaureres med en
krone, der kan trækkes ned under tandkødet og forsegle gennembrydningen af roden, er den oprindelige
rodbehandling mangelfuld.
317. I forbindelse med indsættelse af en rodstift bliver roden gennembrudt ved skævboring. Tanden er
imidlertid ubehandlelig (har fx så beskeden mængde resttandsubstans og er dermed svækket i en sådan grad,
at den ikke er bevaringsværdig). Kan skævboringen bebrejdes tandlægen, kan ydelsen være mangelfuld
allerede af denne grund. I øvrigt er ydelsen mangelfuld, hvis tandlægen burde have indset, at behandlingen er
håbløs. Det er uden betydning for mangelsspørgsmålet, at tanden var tabt under alle omstændigheder.
Boringer – Eksempler på mangelfri ydelser
318. Renboring er ret vidt omfang så vanskelig, at perforation ikke kompromitterer ydelsen. Dette kan skyldes
unormal anatomi – undertiden kan rodkanaler trods behøring (røntgen)undersøgelse ikke lokaliseres.
319. Tandrodens overflade bliver gennembrudt, men gennembrydningen bliver korrekt aflukket med et
rodfyldningsmateriale, og der udvikler sig ikke efterfølgende betændelse omkring gennembrydningens
afslutning. Ydelsen er mangelfri.

- 115 –
En mindre skævboring under rodbehandlingen udgør normalt ingen mangel, hvis den efterfølgende
rodbehandling følger rodens kanal.
Rodfiler
320. Efterladelse af fremmedlegemer kan udgøre en mangel ved ydelsen. Efterlader tandlægen en
gazetampon i kæbehulen i forbindelse med tandrodsoperation eller en vatpellet under en plastfyldning, er
ydelsen mangelfuld.
321. Efterladelse af knækkede rodfiler udgør en særlig gruppe tilfælde. I forbindelse med rodbehandling kan
det hænde, at et rodkanalinstrument (rodfil) knækker, således at der efterlades en rest i kanalen.
Det afgøres på vanlig vis med udgangspunkt i den almindeligt anerkendte tandfaglige norm, hvorvidt
afbrækning og efterladelse af rodfiler pådrager mangelsansvar.
Efterladelse af knækkede rodfiler indebærer undertiden ingen sundhedsrisiko, fordi den knækkede fil ligefrem
kan fungere som rodfyldningsmateriale. Der senere kan opstå betændelse som følge af den knækkede rodfil,
men betændelsen kan dog gå væk i løbet af en kortere observationsperiode. Alligevel kan det ikke udelukkes,
at spørgsmålet om mangelsansvar (og for øvrigt skadeserstatningsansvar) kan aktualiseres, eventuelt i
forbindelse med genoptagelse af en klagesag.
Rodfyldninger

- 116 –
322. Ved en rodbehandling tilstræbes det sædvanligvis at fylde rodkanalen til rodspidsen eller dog næsten til
denne. Ved en større længde af den ikke fyldte rodkanal vil risikoen for efterfølgende komplikationer i form af
betændelse og smerter blive større. Der arbejdes i nævnspraksis ikke med en fast grænse, fx til 1-1½ mm fra
rodspidsen.
Rodfyldningsoverskud uden for rodspidsen indebærer i almindelighed, at behandlingen er mangelfuld.
MANGLER OG SKADE
323. Det følgende drejer sig ikke om farestadiet, men om de tilfælde, hvor skadevirkningen er indtrådt.
Om begrebet skade henvises til 433 ff.
Spørgsmålet om skade på patienten må holdes ude fra spørgsmålet om skade på selve arbejdsobjektet.
Skade på arbejdsobjektet
324. Forvolder tandlægen skade på selve arbejdsobjektet – inden risikoens overgang eller efterfølgende som
følge af forsømmelse – er arbejdet mangelfuldt. En leveret metalkeramikkrone, som tandlægen efter
reklamation besliber og beskadiger ved at slibe gennem porcelænet på tyggefladen, er mangelfuld, og
patienten kan eventuelt opnå omgørelse af kronearbejdet eller få det erklæret ikke honorarværdigt.

- 117 –
Hvis derimod samme metalkrone beskadiges som følge af tandlægens uforsvarlige adfærd udvist efter
leveringen, men uden forbindelse med aftalen om kronearbejdet, bliver tandlægen skadeserstatningsansvarlig
(og patientens krav falder uden for Tandklagesystemets kompetence). Situationen vil fx kunne forekomme,
hvis tandlægen efter levering af metalkeramikkronen, kommer til at beskadige den i forbindelse med udførelse
af andet arbejde for patienten.
Om man vil, kan tandlægen, der besliber metalkronen efter reklamation, siges at beskadige et objekt, der har
bevaret sin oprindelige karakter af løsøre, uanset at den er cementeret endeligt. Der er tale om tingsskade.
Derimod foreligger der personskade (tandskade), hvis tandlægen beskadiger samme metalkrone i forbindelse
med andet arbejde for patienten.
Skade på omgivelserne (skade på patienten)
325. Spørgsmålet om skade på omgivelserne kan karakteriseres som et spørgsmål om skade på patientens
person.
Forvoldelse af skade på omgivelserne falder uden for det egentlige mangelsansvar. En mangelsbedømmelse er
således ikke afgørende for, hvorvidt tandlægen skal erstatte en skade, som behandlingen faktisk forvolder på
omgivelserne (patienten). Spørgsmålet om skadeserstatning reguleres af reglerne om deliktsansvar, se
nedenfor 430 ff. – og falder uden for Tandklagesystemets kompetence.
Grænsen mellem mangel og skade: Positiv afgrænsning af mangelsområdet?
326. Forvolder tandlægen skade på patienten i forbindelse med behandlingen, opstår spørgsmålet om at
afgrænse denne skade fra det egentlige mangelsansvar.

- 118 –
Det vil være vanskeligt at angive en positiv grænse for mangelansvaret. En negativ afgrænsning kan for langt
de fleste praktiske tilfældes vedkommende udledes af vilkårene for Patientforsikringen på tandlægeområdet,
se om forsikringsordningen nedenfor navnlig 437.
”Omgørelse” nu som forud
327. Der foreligger ikke skade, når tandlægearbejde kan udbedres ved en ny tilsvarende behandling. Begrebet
skade omfatter ikke normal afhjælpning af mangler.
Begrebet skade omfatter i det hele taget ikke tilfælde, hvor tandlægens behandling – med en ofte anvendt
formulering – ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige behandling”. Der
foreligger med andre ord ikke skade, hvis den behandling, der skal gennemføres, har samme omfang og kan
foretages under samme forudsætninger som de oprindelige.
Hvad er ”omgørelse” i nærværende forbindelse?
328. Ordene ”kan omgøres” skal i denne forbindelse forstås bogstaveligt. Man skal gøre sig klart, at ordene her
ikke nødvendigvis betyder, at betingelserne for patientens omgørelsesbeføjelse, se nedenfor 359, er opfyldt.
Patientens beføjelse til at kræve omgørelse for tandlægens regning, eventuelt hos ny behandler, kan være
udelukket, selv om tandlægens behandling faktisk ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den
oprindelige behandling”. Tilsvarende kan undertiden behandlinger, der kendes ikke honorarværdige, faktisk
udføres på uændrede præmisser.

- 119 –
Mulighed for omgørelse uden mangel
329. Kriteriet – at behandlingen ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige
behandling” – er kun en negativ angivelse af grænsen for mangelsansvaret: Tandlægens behandling er ikke
nødvendigvis mangelfuld, blot fordi den nu kan omgøres på uændrede præmisser.
Der foreligger – uanset mulighed for omgørelse – ikke et mangelsansvar, hvor patienten bærer risikoen.
Omgørelse kan fx være nødvendig på grund af en efterfølgende sygdomsudvikling, som tandlægen ikke har
haft indflydelse på. – Det kan også være, at en korrekt behandling ikke er lykkedes i første omgang, således
altså at patienten nu er stillet som før behandlingen. – Patienten kan ønske en mangelfri behandling omgjort
for at optimere (perfektionere) sin tandstatus. – Behandlingen er uden tandlægens fejl blevet udskudt til nu og
kan udføres under samme forudsætninger som tidligere.
330. Mangelspørgsmålets løsning afhænger, jf. 253, i korthed af, om behandlingen har levet op til patientens
berettigede forventninger og været i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
Eksempler
331. Eksempler på mangelstilfælde er i sagens natur talrige. I det følgende angives nogle tilfælde, der måske
kan illustrere grænsedragningen.
332. Efter det anførte kan der tales om mangler, fx når en insufficient rodfyldning skal revideres på grund af
opstået rodspidsbetændelse, når der konstateres et behandlingsbehov i form af caries ved eksisterende
fyldninger og kroner, og cariesangrebene kan udbedres ved fremstilling af nye fyldninger eller kroner, når en
plastfyldning er retineret med en skævt isat rodstift, som perforerer tandoverfladen, og der kan fremstilles ny

- 120 –
plastrestaurering på ny rodstift, når en aftalt beslibning af et antal porcelænskroner er sket med et kosmetisk
uacceptabelt resultat – alt altså forudsat muligheden for omgørelse.
Der henvises til bemærkningerne nedenfor 341 ff.om betingelserne for mangelsbeføjelserne. I de netop
angivne eksempler vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honorar eller omgørelse for
tandlægens regning eventuelt hos ny behandler, afhængigt af om betingelserne for de respektive
mangelsbeføjelser er opfyldt.
333. En diagnosticering kan være ukorrekt eller fejlagtigt helt undladt, og tandlægens undladelse af at søge
adækvat terapi iværksat kan gøre ydelsen mangelfuld. I dette omfang kan der tales om mangelsansvar.
Ydelsen kan imidlertid ikke gøres om, og et sygdomsforløb, der kan henføres til ydelsen kan ikke beskrives som
en mangel. Behovet for behandling, der kan henføres til forsømmelig diagnostik og manglende behandling af
fx parodontose og caries, kan således ikke beskrives som en mangel ved ydelsen. Derimod kan der foreligge
spørgsmål om skadeserstatningsansvar.
I sådanne tilfælde vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honoraret for den ydelse, der ikke
kan gøres om, og i øvrigt en vejledning om muligheden for at anmelde erstatningskrav over for
Tandlægeforeningens Patientforsikring. Tandklagesystemet har ikke derved taget stilling til, om der kan fås
erstatning. Erstatning afhænger af yderligere betingelser, hvis opfyldelse Tandklagesystemet ifølge
kompetencereglerne ikke kan forholde sig til.
334. En fejlagtigt udført bro har medført, at en tand mistes, og der skal laves en ny større bro i stedet for den
fejlagtige. Den fejlagtige bro kan for så vidt omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige
behandling, idet omgørelsen kan indgå som en del af den nye større bro. I dette omfang kan der tales om
mangelsansvar. Behovet for den anden del af den nye bro kan derimod ikke beskrives som en mangel ved
ydelsen. Derimod kan der for så vidt angår denne anden del foreligge spørgsmål om skadeserstatningsansvar.

- 121 –
I sådanne tilfælde vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honoraret, og i øvrigt en
vejledning om muligheden for at anmelde skadeserstatningskrav over for Tandlægeforeningens
Patientforsikring. Tandklagesystemet har ikke derved taget stilling til, om der kan fås skadeserstatning.
Resultatet vil derimod ikke kunne være omgørelse for tandlægens regning, eventuelt hos ny behandler. Det
skyldes, at der bliver tale om tillægsarbejde (merarbejde). Arbejdet med den nye større bro er dels udbedring
af manglen (i omfang svarende til den gamle mangelfulde bro), dels tillægsarbejde (resten af den nye bro, som
er nødvendiggjort af hensyn til den mistede tand). Mangelsbeføjelsen omgørelse giver ikke patienten krav på
udførelse af tillægsarbejde, og Tandklagesystemet har ikke beføjelse til at pålægge tandlægen udgiften hertil.
Mangelsbedømmelse er ikke ansvarsfordeling
335. Tandklagesystemet tager stilling til, om tandlægens ydelse er mangelfuld eller ej (og om betingelserne for
mangelsbeføjelserne er opfyldt). Tandklagesystemet fortager derimod ingen ansvarsfordeling, fx opdeling
mellem grundsygdommen og tandlægens behandling eller fordeling mellem tandlæge og patient. Der fordeles
heller ikke ansvar mellem tandlægen og patienten, uanset at patienten måske kan siges at have medvirket til,
at et nu foreliggende behandlingsbehov er opstået.
Af og til skyldes et foreliggende behandlingsbehov såvel tandlægens fejl som udviklingen af en sygdom, som
tandlægen ikke har haft indflydelse på. Undertiden – blandt andet i parodontosesager – kan patienten i den
foreliggende situation hævdes at have et vist (med)ansvar ved ikke at følge op med forbedret mundhygiejne
og adfærd, herunder ændret ryge- og slikforbrug.

- 122 –
I Tandklagesystemet foretages der mangelsbedømmelse efter de regler, som er angivet i det foregående. Ved
afgørelsen er der kort udtrykt kun spørgsmål om, hvorvidt tandlægens ydelse er af en anden eller ringere
beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, og i
benægtende fald, om betingelserne for mangelsbeføjelse er opfyldt.
AFSNIT V: PATIENTENS MANGELSBEFØJELSER
336. Patientens mangelsbeføjelser har til formål dels at tilskynde tandlægen til at præstere arbejdet uden
mangler, dels at sikre patienten en rimelig retsstilling, hvis arbejdet alligevel viser sig mangelfuldt.
Garanti
337. Tandlægen kan ved garanti have forpligtet sig til tilbagebetaling, omgørelse m.v. uden at de almindelige
betingelser for mangelsbeføjelser er opfyldt. Virkningen af, at der foreligger en mangel, beror i så fald på
indholdet af den enkelte aftale, hvor der er lovet garanti. Der ses bort fra disse tilfælde i det følgende.
Kontraktserstatning og skadeserstatning ikke til rådighed i Tandklagesystemet
338. Det mangelfulde arbejde er under visse betingelser erstatningspådragende efter regler i og uden for
kontrakt, se henholdsvis 397-398 og 432ff. Tandklagesystemet kan dog ikke tage stilling til nogen form for
erstatningsspørgsmål.
Valget af beføjelser er frit

- 123 –
339. Er betingelserne opfyldt for at gøre flere af beføjelserne gældende, kan patienten frit vælge mellem disse,
medmindre tandlægen ønsker – og kan – gøre brug af sin afhjælpningsret, jf. 399-407. Er der fx bestemt
omgørelse og godkendt tilbud herom, jf. 383, men ønsker patienten arbejdet udført på anden måde end
godkendt, kan bestemmelsen om omgørelse tilbagekaldes – hvis betingelserne for at genoptage sagen er
opfyldt –, således at der i stedet træffes bestemmelse om tilbagebetaling (hvis formålet med arbejdet er
væsentligt forfejlet), jf. 341-354.
340. Patienten har under nærmere betingelser krav på 1) tilbagebetaling af honoraret, fordi tandlægens ydelse
ikke er honorarværdig. Der kan under andre betingelser kræves 2) omgørelse af arbejdet på tandlægens
regning, og der er en vis begrænset adgang til at kræve 3) afslag i honoraret svarende til manglen. Derimod
kan Tandklagesystemet som flere gange nævnt ikke tage stilling til patientens krav om 4) erstatning.
I det følgende redegøres nærmere for, hvad betingelserne er for at gøre den enkelte beføjelse gældende.
MANGELSBEFØJELSE 1:
TILBAGEBETALING, HVIS ARBEJDET IKKE ER HONORARVÆRDIGT
341. Patienten kan kræve tilbagebetaling af honoraret, dersom tandlægens indsats er væsentlig ringere, end
god faglig standard – den almindeligt anerkendte tandfaglige norm – kræver.
Når væsentligt mangelfuld opfyldelse kan forventes med sikkerhed

- 124 –
342. Ofte kan kvaliteten af tandlægens indsats først vurderes, når aftalen er opfyldt. Kan det imidlertid
allerede inden arbejdets færdiggørelse sikkert forudses, at formålet med arbejdet bliver væsentlig forfejlet på
grund af mangler, kan patienten kræve sig frigjort fra aftalen allerede på dette tidspunkt (anteciperet
misligholdelse).
343. En anden situation foreligger, hvis patienten udnytter sin ret til frit og uden varsel at bringe
tandlægekontrakten til ophør, selv om det intet er at udsætte på tandlægens arbejde. Patienten er i så fald
forpligtet til at honorere det allerede præsterede arbejde med et rimeligt arbejdshonorar.
Hvad betyder ”ikke honorarværdigt”?
344. Hvis således formålet med tandlægens arbejde som følge af manglen er væsentligt forfejlet, siges
arbejdet at være ikke honorarværdigt. I så fald kan patienten kræve sig frigjort fra aftalen enten således, at
honoraret skal tilbagebetales, eller således, at patienten frigøres for honorarkravet. Bortset fra
mangelsansvaret har patienten yderligere krav på erstatning for skade, som han eller hun måtte have lidt på
grund af tandlægens fejl eller forsømmelse, jf. nedenfor navnlig 431.
Hvornår væsentligt forfejlet (ikke honorarværdigt)?
345. Betydningen af ordet ”væsentlig” er fleksibel. Der kan ikke angives et mål, som både er generelt og
præcist, for, hvornår en mangel er væsentlig, fx for en værdiforringende mangel en værdiforringelse på mere
end 5 eller 10 % af tandlægens honorar. Der må foretages en helhedsvurdering, især på grundlag af den
almindeligt anerkendte tandfaglige norm.
346. Om arbejdet er ikke honorarværdigt – dvs. lider af en væsentlig mangel, eller formålet er væsentlig
forfejlet –, vil afhænge såvel af arbejdets formål som af manglens karakter. Hvis det er fastslået, at der
foreligger en mangel, er det hovedreglen, at adgangen til at kræve tilbagebetaling ikke i sig selv er betinget af,

- 125 –
at der er noget at bebrejde tandlægen. Alene den omstændighed, at manglen er til betydelig ulempe for
patienten, kan være afgørende.
Ved afgørelsen af, om en mangel er væsentlig, eller formålet er væsentligt forfejlet, kan det dog i et vist
omfang tillægges betydning, om tandlægen har udvist fejl eller forsømmelse. Det kan tages i betragtning,
hvorvidt tandlægen har gjort, hvad han eller hun har kunnet for at opfylde tandlægekontrakten på rette måde,
eller om tandlægen har taget sig sine forpligtelser let.
Stort set værdiløst og kassabelt
347. Kriteriet ”væsentligt forfejlet” vil være opfyldt, hvis arbejdet er udført så dårligt eller afviger så meget fra,
hvad der var aftalt, at det er værdiløst eller stort set ikke har nogen værdi for patienten. Dette vil fx være
tilfældet, hvis et arbejde er udført så dårligt, at det må gøres om.
Er manglen af en sådan karakter, at arbejdet let lader sig omgøre, vil formålet med arbejdet i almindelighed
ikke kunne anses for væsentligt forfejlet.
Er formålet med arbejdet blevet væsentligt forfejlet som følge af en mangel ved dette, kan patienten kræve
tilbagebetaling, selv om manglen objektivt set ikke er værdiforringende.
Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt
348. At ydelsen er ikke honorarværdig, indebærer, at patientens og tandlægens ret efter aftalen tilintetgøres.
Situationen svarer til, at aftalen ikke er indgået, og udvekslingen af de aftalte ydelser falder bort. Er ydelserne
udvekslet, skal de som udgangspunkt gå tilbage, således at tandlægen beholder sin ydelse og patienten sine
penge.

- 126 –
349. Men tandlægens ydelse kan ofte umuligt gå tilbage. Det er jo fx umuligt at returnere en dårlig
undersøgelse.
Det følgende er nogle bemærkninger om opgørelsen af parternes mellemværende.
Honorar skal tilbagebetales
350. Når tandlægearbejdet er ikke honorarværdigt, skal tandlægen tilbagebetale honoraret til patienten (og
tilskuddet til det offentlige).
Efter Tandlægeoverenskomsten kan det over for en tandlæge besluttes, at tandlægen skal betale et beløb til
patienten, se 15, men heri ligger ingen beføjelse til at tilkende morarente, herunder fastsætte
forfaldstidspunkt og rentesats. Rentekrav afvises.
Krav på sagsomkostninger – fx udgift til advokat – er et erstatningskrav, som Tandklagesystemet ikke kan tage
stilling til. Sådanne krav afvises ligeledes.
(Regionstandlægenævnet har pligt til at opgøre honoraret for de ikke honorarværdige ydelser og dermed
fastsætte et eksakt tilbagebetalingsbeløb. Er beløbet ikke fastsat, hjemvises sagen, se 68.)
Tilbagelevering: Uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten?

- 127 –
351. Hvis tilbagelevering af tandlægenydelsen er mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten, skal
patienten aflevere det underkendte arbejde tilbage til tandlægen.
Det mangelfulde arbejdes eventuelle værdi for patienten
352. Hvis tilbageaflevering ikke er mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten, afhænger
mellemværendet af, om det mangelfulde arbejde har en værdi for patienten. Har arbejdet en værdi for
patienten, skal tandlægen (foruden tilskuddet) tilbagebetale honoraret nedsat med et godtgørelsesbeløb
svarende til den værdi, det underkendte arbejde antages at have for patienten.
Afgørende for, om det underkendte arbejde har en værdi for patienten, er primært, om arbejdet indebærer en
besparelse for patienten. Meget ofte har arbejdet ingen værdi for patienten, da det jo er ikke honorarværdigt
og dermed så dårligt, at det må gøres om (kassabelt).
Godtgørelse
353. Godtgørelsen, hvormed tandlægens tilbagebetaling nedsættes, svarer til værdien af den besparelse,
herunder eventuel handelsværdi af materialer, som patienten har opnået.
I vurderingen indgår, hvorvidt dele af den mangelfulde ydelse, fx krone eller bro, efter en faglig bedømmelse
må forventes at blive genanvendt ved den nye behandling.
Godtgørelsen kan aldrig overstige tandlægens udgifter ved at udføre arbejdet. Tandlægen har jo ikke krav på
fortjeneste, når arbejdet er ikke honorarværdigt.

- 128 –
Risikoen
354. Tandlægens honorar skal også tilbagebetales fuldt ud, selv om arbejdet kunne have haft en vis værdi
patienten, men dette ikke længere er tilfældet, fordi arbejdet er gået til grunde eller bortkommet, uden at
dette kan bebrejdes patienten. Patienten undgår altså risikoen for det mangelfulde arbejde, indtil parternes
mellemværende er afviklet.
Delvist honorarværdig
355. I visse tilfælde kan formålet med arbejdet være opfyldt for en del af arbejdets vedkommende, mens det
er væsentligt forfejlet – ikke honorarværdigt – for den resterende dels vedkommende.
Dette indebærer, at tandlægen kan kræve betaling for den del af aftalen, som er honorarværdig. Er det fulde
honorar betalt, skal det altså delvist tilbagebetales af tandlægen.
356. Betalingen for den del, som er honorarværdig, kan ikke overstige, hvad der ville svare til prisen for det
samlede arbejde efter et afslag beregnet som gængs pris for den del af arbejdet, som ikke er honorarværdigt.
Herved sikres det, at patienten alene kommer til at betale et honorar, som står i rimeligt forhold til, hvad det i
normale tilfælde vil koste ham eller hende at få den mangelfulde del af arbejdet udbedret hos en anden
tandlæge.
Beregning af delhonorar - Eksempler

- 129 –
357. Har tandlægen fx. påtaget sig at udføre arbejdet for 9.000 kr., og er en tredjedel af arbejdet ikke
honorarværdigt, afhænger tandlægens honorar dels af parternes aftale, dels af hvad det efter gængs pris vil
koste at få den mangelfulde tredjedel udbedret.
Koster udbedringen af den mangelfulde tredjedel efter gængs pris 5.000 kr., kan tandlægens honorar for de
mangelfri to tredjedele ikke overstige 4.000 kr. Koster udbedringen af den mangelfulde tredjedel efter gængs
pris 2.000 kr., vil tandlægen i mangel af holdepunkter for andet alene kunne kræve 2/3 af den aftalte pris, dvs.
6.000 kr. for det mangelfri arbejde.
Eventuel tilbagegivelse, når arbejdet er delvis honorarværdigt
358. Tandlægen vil derudover – for så vidt angår den del af aftalen, som ikke er honorarværdig – kunne kræve
tilbagegivelse samt eventuel godtgørelse efter samme regler som nævnt ovenfor vedrørende de tilfælde, hvor
arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt.
MANGELSBEFØJELSE 2:
OMGØRELSE AF ARBEJDET FOR TANDLÆGENS REGNING
359. Hvis arbejdet er mangelfuldt, kan patienten på visse nærmere betingelser kræve, at arbejdet omgøres for
tandlægens regning.
Omgørelsesbeføjelsen forudsætter mangel at udbedre

- 130 –
360. Omgørelse for tandlægens regning forudsætter som nævnt, at der er en mangel at udbedre. Det forhold,
at der ikke skabes symptomfrihed ved en korrekt udført behandling, (som dermed er mislykket, således at den
muligvis skal gøres om) giver ikke patienten beføjelse til at kræve arbejdet omgjort for tandlægens regning.
361. Undertiden skal et eksisterende behandlingsbehov nu opfyldes efter at have været udskudt. Udskydelsen
som sådan kunne efter omstændighederne i sin tid indebære mangelfuld ydelse, men denne mangel er af en
sådan karakter, at den ikke lader sig udbedre. Har udskydelsen haft negative konsekvenser for tandsættet, kan
der muligvis foreligge et skadeserstatningspådragende forhold. Gennemførelse af opsparet behandlingsbehov
og af vedligeholdelse er imidlertid ikke omgørelse. Det samme gælder omlavning, der sker for at optimere
tandstatus. Der ses i det følgende bort fra sådanne tilfælde.
Parternes interesse i omgørelse
362. Det må normalt antages at være i såvel patientens som tandlægens interesse, at opståede
mangelsproblemer finder deres løsning ved, at eventuelle mangler ved arbejdet bliver afhjulpet ved
omgørelse. Omgørelse består i udførelse af arbejde af samme slags, som aftalen vedrører, og som tandlægen
derfor selv har sagkundskab og faciliteter til at udføre. Omgørelse vil ofte – hvis parterne kan enes derom –
fremstå som den mindst indgribende af patientens mangelsbeføjelser.
Vilkår 1: Omgørende behandling er dyrere
363. Da Tandlægeoverenskomsten blev fornyet i 2007, blev muligheden for at bestemme omgørelse for
tandlægens regning præciseret.

- 131 –
Dette skete ved at ændre ordet ”tilbagebetale” til det nugældende ”betale” i vedkommende
overenskomstregel. Om baggrunden for ændringen blev det af Overenskomstens parter bemærket: ”Ændrin-
gen gør det muligt, at patienter kan ydes en erstatning ud over det oprindeligt betalte honorar, hvis
omgørende behandling er dyrere.”
(Anvendelsen af ordet ”erstatning” er nok ikke så træffende. De juridiske erstatningsbetingelser skal ikke være
opfyldt, og det er som nævnt grundlæggende i Overenskomsten, at der i Tandklagesystemet ikke kan tages
stilling til erstatning.)
364. Det må antages at være hovedbetragtningen i Overenskomsten, at patienten ikke bør komme til at betale
mere, end han eller hun skulle have betalt, såfremt tandlægens arbejde – også lavprisarbejdet – fra starten var
udført rigtigt. Formålet kan også udtrykkes på den måde, at patienten har krav på friholdelse for merudgiften
ved omgørelse af behandlingen, således at tandlægen skal betale, hvad det reelt koster at gøre arbejdet
ordentligt.
Det afgørende og retningsgivende er, at omgørelse for tandlægens regning kun må bestemmes, hvis
omgørende behandling er dyrere end det oprindelige honorar, se dog 368-369 om den såkaldte 1.000 kr.-
regel.
Overenskomstens hovedbetragtning fører praktisk til, at man først og fremmest ved den faglige bedømmelse i
hver enkelt sag skal foretage en vurdering af, hvad det reelt koster at gøre arbejdet ordentligt.
Gennemførelse af omgørelse vil imidlertid som oftest indebære visse omkostninger for tandlægen, fx til
accessorisk arbejde, jf. nedenfor 373, og derfor vil betingelsen – at omgørende behandling er dyrere – ret ofte
være opfyldt.

- 132 –
Betingelsen svigter typisk, hvis tandlægen har taget en højere pris end normalt. Forudsat at ydelsen er ikke
honorarværdig, skal afgørelsen gå ud på tilbagebetaling, hvis den omgørende behandling prismæssigt svarer til
det oprindelige honorar eller er billigere.
Prisstigninger
365. Ved sammenligningen mellem det oprindelige honorar og den senere pris for omgørelse skal der tages
hensyn til, om der er sket væsentlige stigninger i materialepriser, lønudgifter eller lignende. Dette vil navnlig
være aktuelt, hvis manglen er skjult og først får konsekvens efter lang tids forløb.
Prisoplysning - Dokumentation
366. Omgørelse bestemmes efter praksis blandt andet i en gruppe tilfælde, hvor patienten ikke er klar over
den specielle baggrund for billig pris, fx billig udenlandsk teknik, uædel legering. (Situationen er en anden end
nævnt ovenfor 229, hvor patienten har foretrukket en særlig billig fremgangsmåde eller ikke ønsket bedst
egnet materiale. Har patienten været fuldt informeret om, at teknikarbejdet blev udført på et udenlandsk
laboratorium til en lavere pris, bestemmes der ikke omlavning.)
367. Omgørelse er også resultatet, hvis der ikke foreligger fornøden dokumentation for udgiften til det udførte
arbejde (navnlig i form af specificeret faktura), således at merudgiftens størrelse ikke kan vurderes.
1.000 kr.-reglen

- 133 –
368. Overenskomstens parter har fastsat en bagatelgrænse (den såkaldte 1.000 kr.-regel): Hvis det på grundlag
af priserne i lokalområdet skønnes, at omgørelsen ikke koster over 1.000 kr. mere, end hvad patienten har
betalt for den underkendte behandling, skal der ikke bestemmes omgørelse, men tandlægen pålægges at
tilbagebetale honoraret. (Det kan nævnes, at erstatninger på mindre end 1.000 kr. ikke dækkes af
Patientforsikringen.)
Har en tandlæge krævet 5.000 kr. i honorar for en underkendt krone, der i lokalområdet kan afleveres for
5.800 kr., er merudgiften på 800 kr. under 1.000 kr., og afgørelsen gårdermed ud på tilbagebetaling af
honoraret på 5.000 kr. Har tandlægen krævet 4.600 kr., er merudgiften på 1.200 kr. over 1.000 kr., og
afgørelsen går dermed ud på omgørelse.
Omfatter samme klagesag flere behandlinger og dermed flere honorarer, vurderes hver behandling for sig. Er
en underkendt rodbehandling 500 kr. billigere og en underkendt krone i samme sag 800 kr. billigere end
normalprisen, er resultatet tilbagebetaling, selv om den samlede merudgift, 1.300 kr., overstiger 1.000 kr.
369. 1.000 kr.-grænsen gælder ikke honorarer under 1.000 kr. Har en tandlæge krævet 750 kr. for en
fejlbehæftet krone, kan der bestemmes omgørelse, selv om merudgiften er beskeden, blot det er klart, at 750
kr. ikke er nok.
Vilkår 2: På samme betingelser nu som før
370. Det nye arbejde er den blotte omgørelse af allerede udført arbejde, herunder (korrekt) gentagelse af
tidligere foretagne foranstaltninger. Behandlingen skal kunne omgøres på samme betingelser nu som forud for
den oprindelige behandling.

- 134 –
Eksempler
371. Blev en mangelfuld krone sat på en udtrækningsmoden tand, kan der ikke bestemmelse omgørelse. Det
samme gælder, hvis tanden senere er blevet udtrækningsmoden. I disse tilfælde er arbejdet ikke
honorarværdigt (og behandlerpåført skade kan udløse skadeserstatningsansvar). Er der bestemt omgørelse,
men konstateres det af ny behandler, at tanden er udtrækningsmoden, må sagen genoptages, og afgørelsen
ændres til tilbagebetaling.
Fyldninger uden fornøden kontakt mellem tænderne med gener i form af fødeindpres til følge kan typisk
fjernes, og nye fyldninger isættes sammesteds og på samme præmisser som før.
En (mangelfuld) rodfyldning – fx kun til midtrods – kan typisk omgøres under samme forudsætninger som den
oprindelige behandling. Dette gælder i hvert fald, hvis rodkanalens form og størrelse giver den nødvendige
tilgængelighed. Savnes denne tilgængelighed, er det dog i nævnspraksis antaget, at omgørelse for tandlægens
regning kan ske, hvis en kirurgisk rodbehandling kan løse problemet på samme præmisser nu, som da tanden
tidligere blev (mangelfuldt) rodbehandlet.
Der opstår carieslæsion under en leveret mangelfuld krone. – Et implantat er placeret for langt bagude i
tandrækken, og udformningen af kronen er uhensigtsmæssig; der skal nu foretages en ny behandling samt
eventuelt knogleopbygning i området. I intet af disse tilfælde kan der bestemmes omgørelse.
For lidt arbejde på grund af manglende fagmæssighed
372. Består manglen i, at tandlægen som følge af manglende fagmæssighed har udført for lidt arbejde, kan
omkostningen ved den resterende del pålægges tandlægen, når der bestemmes omgørelse. (Disse tilfælde må

- 135 –
ikke forveksles med tillægsarbejde, se 374, og de tilfælde, hvor der ikke foreligger spørgsmål om
fagmæssighed, se 297.)
Accessorisk arbejde
373. Som det fremgår, forstås ordet omgørelse i ret streng forstand. Omgørelse omfatter imidlertid ikke altid
udelukkende (korrekt) gentagelse af tidligere foretagne foranstaltninger.
Fjernelse af strukturer er også omfattet af omgørelsen. Har tandlægen afleveret en mangelfuld implantatbåret
fuldbro, som skal laves om, er såvel fjernelse af den gamle bro som efterfølgende knogleopbygning at betragte
som en del af omgørelsen. Omgørelsen omfatter således fjernelse af gamle implantater, ny knogleopbygning,
indsættelse af nye implantater og påsættelse af ny bro.
Vilkår 3: Tillægsarbejde må ikke være nødvendigt
374. Vilkår 3 er en refleks af vilkår 2. Omgørelse indebærer kun, at arbejdet som sådant skal bringes i en sådan
stand, at det kan karakteriseres som mangelfrit. Der bestemmes altså kun omgørelse, hvis der er fagligt belæg
for, at en tilsvarende behandling, fx krone for krone eller protese for protese, fortsat er tilstrækkelig.
375. Tandlægen har ingen kontraheringspligt, se 227, og kan ikke pålægges – ej heller mod ekstrabetaling – at
udføre tillægsarbejde. Tandlægen skal altså ikke betale for en behandling, der går videre end den, der blev
aftalt (og nu er underkendt).

- 136 –
376. Er der samtidig sket skade på patienten, kan det ikke kræves, at også en sådan skade udbedres gennem
omgørelsen. Er betingelserne herfor opfyldt, kan patienten i stedet kræve skadeserstatning af tandlægen, jf.
herved nedenfor navnlig 431 ff..
Vilkår 4: Ikke, hvis urimelig opofrelse
377. Tandlægens omgørelsespligt er ikke ubetinget. Visse mangler kan være umulige at udbedre. Udbedring
kan være så bekostelig, at byrden ikke står i et rimeligt forhold til patientens interesse i en omgørelse.
Patienten kan forlange omgørelse, medmindre dette vil forvolde tandlægen urimelig opofrelse. Ved
vurderingen af, om en afhjælpning vil forvolde tandlægen urimelig opofrelse, spiller manglens betydning for
patienten dog en væsentlig rolle. Dette kan i nævnspraksis føre til, at udgiften til omgørelse for tandlægens
regning efter omstændighederne kan stige i ret betydeligt omfang.
Andre spørgsmål
Omgørelse uanset om formålet væsentligt forfejlet
378. Der stilles ingen betingelser med hensyn til manglens karakter for retten til at kræve omgørelse.
Patienten kan således som udgangspunkt kræve omgørelse, selv om manglen ikke har forringet
tandlægearbejdets værdi, og uanset om formålet med tandlægearbejdet er væsentligt forfejlet.
Ingen tidsbegrænsning

- 137 –
379. Så længe patienten ikke har fortabt sin ret til at påberåbe sig manglen (på grund af manglende
reklamation, overskridelse af frister for fremsættelse af krav eller forældelse), kan han eller hun forlange, at
tandlægen omgør arbejdet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det forhold, at der går meget lang tid,
inden en mangel konstateres, vil dog kunne påvirke bedømmelsen af, hvorvidt omgørelse kan antages at
forvolde tandlægen urimelig opofrelse.
Risikoen
380. Påvises manglen først senere end afleveringen, er det patienten, som i omgørelsesfasen bærer risikoen
for arbejdets hændelige undergang eller forringelse, se 250. Beskadiger tandlægen under omgørelsen selve
arbejdet, må skaden dog betragtes som en mangel ved arbejdet, hvis den skyldes forsømmelse. Forvoldes i
øvrigt under omgørelsen skade på patienten, kan patienten kræve skaden erstattet, jf. herved om
forsikringsdækning nedenfor431 ff.
For tandlægens regning eventuelt hos anden behandler
381. Formålet med omgørelse er at stille patienten lige så godt, som hvis arbejdet fra starten af havde været
udført rigtigt. Udgangspunktet er derfor, at omgørelse sker for tandlægens regning.
Afgørelser om omgørelse indeholder altid en henvisning til, at omgørelsen mest hensigtsmæssigt sker ved, at
tandlægen selv fornyer arbejdet vederlagsfrit. Kun for så vidt patienten eller tandlægen ikke ønsker dette,
pålægges det tandlægen at betale for omgørelse hos en ny behandler.
Godkendelse af tilbud

- 138 –
382. Adgangen til at få omgørelsesomkostningerne betalt af tandlægen er ikke ubegrænset.
Patienten kan således kun forlange omgørelse for tandlægens regning, hvis dette kan ske uden
uforholdsmæssige omkostninger, se 377. Udbedringsomkostningerne skal stå i et rimeligt forhold til manglens
betydning og ikke åbenbart gå ud over, hvad det sædvanligvis vil koste at få et udbedringsarbejde af den
pågældende karakter udført. Tandlægen sikres herved mod misbrug af beføjelsen. Var adgangen til at kræve
afhjælpningsomkostninger betalt af tandlægen ubegrænset, ville der være en risiko for, at udbedringen af
manglen ville blive unødvendigt kostbar.
Det skal imidlertid tages i betragtning, at omgørelse kan være omkostningskrævende, ikke mindst på grund af
accessorisk arbejde, se ovenfor 372. I nævnspraksis forekommer tilfælde, hvor omgørelsesudgiften ligger
betydeligt over honoraret.
383. Tilbud fra patientens nye tandlæge skal derfor godkendes i Regionstandlægenævnet for at sikre et
rimeligt honorarniveau. Der lægges ved vurderingen vægt på omgørelsesarbejdets sædvanlige pris. Kan
arbejdet udføres væsentligt billigere et andet sted, anses tilbuddet for at være uforholdsmæssigt dyrt, og det
godkendes ikke.
Der skal naturligvis kun betales omgørelsesudgift i det omfang, omgørelse faktisk finder sted. Oplyser
patientens nye tandlæge fx, at abutments genanvendes, må den indklagede tandlæges betaling reguleres,
eventuelt i forbindelse med genoptagelse af sagen.
Patientens pligt til medvirken
384. Patienten har pligt til at medvirke til, at omgørelsen kan finde sted, fx ved at indfinde sig på klinikken. Det
antages, at patienten ikke kan kræve sine udgifter i den anledning refunderet af tandlægen, selv om patienten
i princippet har krav på, at omgørelsen sker uden omkostning for ham eller hende. Patienten kan heller ikke få
godtgjort eventuelt honorar for afgivelse af tilbud (i den pågældende situation vil tandlægen dog normalt ikke
beregne sig honorar for afgivelse af tilbud).

- 139 –
Hvis patienten ikke ønsker omgørelse, er resultatet normalt tilbagebetaling. Det samme gælder efterfølgende,
hvis patienten ikke kan skaffe tilbud fra ny tandlæge.
Tilbagelevering i omgørelsessager
385. Det underkendte arbejde, der substitueres med det omgjorte, skal tilbageleveres til tandlægen, hvis det
er muligt uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten. Denne betingelse vil normalt være opfyldt i
omgørelsessagerne, hvor tilbagelevering altså er hovedreglen.
MANGELSBEFØJELSE 3:
AFSLAG I HONORARET SVARENDE TIL MANGLEN
386. Hvis arbejdet er mangelfuldt, kan patienten kræve et til manglen svarende afslag i honoraret. I
nævnspraksis er adgangen dog stærkt begrænset.
Afslag er ikke erstatning. Afslag forudsættet normalt, at manglen er værdiforringende. Erstatning – som
Tandklagesystemet ikke kan tage stilling til – forudsætter et nærmere ansvarsgrundlag og et
erstatningsrelevant tab.
Objektiv og subjektiv værdiforringelse
387. Adgangen til at kræve honorarafslag er som nævnt normalt betinget af, at den foreliggende mangel er
værdiforringende. Det fastholdes dog ikke konsekvent, at manglen skal være objetivt værdiforringende. I

- 140 –
særlige tilfælde indrømmes afslag, når subjektive, æstetiske forudsætninger svigter, jf. 395. Disse tilfælde har
for øvrigt i nævnspraksis været næsten de eneste, hvor resultatet har været afslag.
Bagateller
388. Adgangen til afslag er ikke betinget af, at formålet med arbejdet er væsentligt forfejlet.
Adgangen til at kræve honorarafslag er derimod betinget af, at den foreliggende mangel ikke kan betegnes
som en ren bagatel. Er den helt bagatelagtig, vil den normalt ikke berettige til honorarafslag, da sådanne
mangler ikke i almindelighed kan anses for objektivt værdiforringende.
Honorar i forvejen fastsat under hensyn til manglen
389. Er honoraret for arbejdet fastsat under fornøden hensyntagen til manglen, vil denne ofte ikke længere
kunne anses for værdiforringende. Dette vil f.eks. kunne være situationen, hvis tandlægen allerede ved
honorarets fastsættelse har givet et nedslag i honoraret på grund af manglen, eller hvis manglen består i, at
der er udført for lidt arbejde, samtidig med, at tandlægen kun har beregnet sig honorar for det faktisk udførte
arbejde.
Udmåling af afslag
390. Honoraret nedsættes som udgangspunkt sådan, at det beløb, der skal betales efter, at der er givet afslag,
forholder sig til det aftalte honorar, ligesom det mangelfulde arbejdes værdi forholder sig til værdien af
arbejdet i mangelfri stand. Har patienten indgået en særlig gunstig aftale og aftalt et lavt vederlag i forhold til,
hvad arbejdet normalt koster, må afslaget altså fastsættes, så det bliver forholdsvis mindre end den absolutte

- 141 –
værdiforringelse. Har patienten betalt en særlig høj pris for arbejdet, bør afslaget omvendt også have
forholdsvis større effekt for patienten.
Eksempler
391. Et tandlægearbejde ville være 10.000 kr. værd i mangelfri tilstand. Arbejdet lider imidlertid af en mangel,
der forringer dets værdi med 10 %. Tandlægen har forlangt 8.000 kr. i honorar. Afslaget er 800 kr. Har
tandlægen forlangt 12.000 kr., er afslaget 1.200 kr.
Hvad er arbejdet værd med og uden mangler?
392. Fremgår ikke andet, vil der ofte bestå en formodning for, at det aftalte honorar svarer til arbejdets værdi i
mangelfri stand. Svarer det aftalte honorar til arbejdets værdi i mangelfri stand, vil værdiforringelsen svare til
afslaget.
Værdiforringelsen som følge af manglen kan principielt ikke blot udmåles til, hvad det vil koste at få manglen
udbedret (omgørelsesudgiften). Man må altså ideelt set skønne over, hvad arbejdet objektivt er værd
henholdsvis med og uden mangler. Det vil normalt være priserne på tidspunktet for arbejdets aflevering, som
skal lægges til grund ved vurderingen.
Den praktiske udmåling af afslaget: Svarende til omgørelsesudgiften
393. Beregningen af den forholdsmæssige værdiforringelse efter de anførte retningslinjer kan meget ofte være
vanskelig. I sådanne tilfælde kan det være praktisk at udmåle afslaget, så det svarer til omgørelsesudgiften.

- 142 –
Men udmåles afslaget på denne måde, kommer afslagsbeføjelsen til at svare til patientens krav på under visse
betingelser at få arbejdet omgjort for tandlægens regning hos en ny behandler.
Beføjelsen anvendes sjældent i nævnspraksis
394. Patienten har principielt valget mellem flere mulige beføjelser. Patienten har i almindelighed større
interesse i omgørelse end i afslag.
Afslagsbeføjelsen spiller på denne baggrund ikke ingen særlig rolle i nævnspraksis, jf. dog straks nedenfor om
svigtende æstetiske forudsætninger.
Svigtende æstetiske forudsætninger
395. Det kan som nævnt 387 ikke fastholdes det helt konsekvent, at manglen objektivt set skal være
værdiforringende, for at den kan give grundlag for tilkendelse af et forholdsmæssigt afslag. Er der for
patienten svigtet en væsentlig æstetisk forudsætning, må arbejdet kunne betragtes som havende en ringere
værdi for den pågældende patient, således at han eller hun får mulighed for at kræve et skønsmæssigt fastsat
afslag svarende til den ubestemte værdiforringelse, som en svigtende æstetisk forudsætning kan være udtryk
for. Der bliver i sådanne tilfælde i realiteten tale om at give patienten "et plaster på såret" udmålt
skønsmæssigt efter en vurdering af manglens betydning for ham eller hende.
Mangelsbeføjelse 4
Erstatning – ikke til rådighed i Tandklagesystemet

- 143 –
396. Tandklagesystemet kan som ofte omtalt ikke tage stilling til krav om erstatning.
Patienten kan i kontraktforholdet have ret til erstatning for tab som følge af, at tandlægens ydelse er
mangelfuld.
397. Under visse betingelser kan der kræves en erstatning, der stiller patienten, som om aftalen med
tandlægen var blevet rigtigt opfyldt. Tandlægen opfylder kontrakten ved at betale en erstatning, der svarer til
patientens økonomiske interesse i rigtig opfyldelse (naturalopfyldelse). En sådan erstatning kaldes positiv
opfyldelsesinteresse.
Denne form for erstatning kan som nævnt ikke fås i Tandklagesystemet.
Typiske erstatningsposter i den positive opfyldelsesinteresse er ekstraudgifter, fordi patienten nu må skaffe
sig ydelsen dyrere fra en anden tandlæge. Tabt fortjeneste vil også kunne kræve erstattet (skønt patienten
normalt forfølger andre formål end at opnå fortjeneste og derfor indgår aftale med tandlægen, skønt
kontrakten ikke kan ventes at give patienten økonomisk fordel).
Tandlægen skal erstatte det formuetab, patienten er blevet påført ved, at kontrakten ikke er blevet rigtigt
opfyldt. Størrelsen afhænger af tabet, ikke af tandlægens honorar (og ville i taleksemplet, jf. 391, udgøre 1.000
kr. i begge situationer.
398. Under visse betingelser kan der kræves en erstatning, der stiller patienten, som om aftalen med
tandlægen ikke var blevet indgået. En sådan erstatning kaldes negativ kontraktinteresse.

- 144 –
Denne form for erstatning kan som nævnt ikke fås i Tandklagesystemet.
Tandlægen skal erstatte de udgifter, som patienten er blevet påført ved at stole på aftalen. Patienten kan have
haft også andre udgifter end honoraret til tandlægen, men negativ kontraktinteresse vil ofte praktisk være
identisk med tilbagebetaling af tandlægens honorar.
AFSNIT VI: UDELUKKELSE, BORTFALD OG OPHØR AF
MANGELSBEFØJELSERNE
UDELUKKELSE - TILBUD OM OMGØRELSE
Ret til omgørelse?
399. Tandlægen har som udgangspunkt ret til at afværge patientens mangelsbeføjelser gennem tilbud om
udbedring eller omgørelse. De mangelsbeføjelser, som tandlægen kan afværge ved tilbud om omgørelse, er
patientens ret til at kræve tilbagebetaling og afslag i honoraret.
Omgørelsestilbud i tilbagebetalingssager
400. Tilbud om omgørelse, som ført fremkommer på et tidspunkt, hvor patienten har ret til at kræve
tilbagebetaling, betager i almindelighed ikke patienten adgangen til at kræve tilbagebetaling.

- 145 –
Tidspunkt for tilbud om omgørelse
401. Tilbuddet om omgørelse bør så vidt muligt fremsættes straks efter, at tandlægen har modtaget
patientens reklamation.
Patienten har en nærmere pligt til at medvirke
402. Har tandlægen i tide tilbudt omgørelse, må patienten give tandlægen mulighed herfor, medmindre dette
vil forvolde patienten væsentlig ulempe, eller medmindre patienten i øvrigt har en særlig grund til at nægte
tandlægen at foretage omgørelse, se om dette spørgsmål nedenfor 406.
Afslår patienten uberettiget tilbuddet om omgørelse, eller undlader han eller hun at yde den nødvendige
medvirken til gennemførelse af omgørelsen - fx ved at indfinde sig på klinikken –, er tilbuddet eller et foretaget
omgørelsesforsøg tilstrækkeligt til at afværge, at patienten kan kræve tilbagebetaling eller afslag.
Omgørelse inden rimelig tid
403. Omgørelse skal ske inden rimelig tid. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor patienten har reklameret.
Fristens længde må afhænge af patientens behov for en mangelfri ydelse og de øvrige omstændigheder i det
enkelte tilfælde.
Uden væsentlig ulempe og udgift for patienten

- 146 –
404. Omgørelsen skal ske uden væsentlig ulempe for patienten og uden udgift for den pågældende.
Omgørelsen må således ikke påføre patienten en udgift, som han eller hun ikke ville have haft, såfremt
arbejdet fra starten var udført rigtigt. At patienten i et vist omfang må medvirke til omgørelsens
gennemførelse fremgår af, at han eller hun ikke kan kræve, at den sker helt uden ulempe for ham. Patienten
må medvirke efter de samme retningslinjer, som gælder, hvis han eller hun selv kræver afhjælpning.
Ret til, at anden tandlæge foretager omgørelsen
405. I øvrigt indebærer tandlægens omgørelsesret, at denne også kan lade omgørelsen foretage af en anden
tandlæge. Tilbyder tandlægen at lade manglen afhjælpe af en anden behandler, må patienten således lade
denne foretage omgørelsen, medmindre patienten har grund til at nægte dette.
Tandlægen har ikke ret til omgørelse, hvis patienten har særlig grund til at afslå
406. Selv om en afhjælpning kan ske inden rimelig tid og uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten, kan
denne dog afvise tandlægens tilbud om omgørelse, hvis patienten kan godtgøre, at han eller hun har en særlig
grund til at nægte tandlægen at foretage omgørelse.
Dette beror på, at det er nødvendigt, at der består det nødvendige tillidsforhold mellem patienten og
tandlægen. Arbejdet udføres på patientens person og under omstændigheder, som forudsætter en yderst nær
kontakt mellem parterne. Patienten kan derfor afvise tandlægens tilbud om omgørelse, hvis tandlægen har
vist sig uegnet til at udføre arbejdet, hvis der er opstået væsentlige personlige uoverensstemmelser mellem
parterne eller i øvrigt forhold, som er egnet til at nedsætte patientens tillid til, at tandlægen vil varetage hans
eller hendes interesser på behørig måde.
Ret til omgørelse er sjældent resultatet i nævnspraksis

- 147 –
407. Patienten vil som netop nævnt i en række tilfælde være berettiget til at afslå tilbud om omgørelse. Skal en
klagesag viderebehandles efter forelæggelse i Visitationsudvalget, må det normalt uden videre lægges til
grund, at tillidsforholdet mellem patient og tandlæge er brudt. I nævnspraksis er tandlægens ret til omgørelse
sjældent udslaggivende.
BORTFALD – MANGLENDE REKLAMATION
Bortfald ved manglende reklamation?
408. En patient, som vil påberåbe sig en mangel, skal give tandlægen meddelelse herom (reklamere) inden
rimelig tid efter, at han eller hun har eller burde have opdaget manglen. I modsat fald taber patienten retten
til at påberåbe sig manglen.
Fristen løber tidligst fra afleveringen
409. Da vurderingen af, hvorvidt arbejdet er mangelfuldt, beror på arbejdets beskaffenhed på tidspunktet for
dets aflevering, regnes reklamationsfristen tidligst fra dette tidspunkt.
Fristen vil ikke begynde at løbe fra et tidligere tidspunkt, selv om patienten under arbejdets udførelse har haft
en formodning om, at arbejdet ville blive mangelfuldt. Patienten vil i så fald ofte i egen interesse gøre
tandlægen opmærksom på eventuelle observationer, som han eller hun har gjort. Men patientens adgang til
efterfølgende at gøre mangelsbeføjelser gældende er ikke afhængig heraf. En reklamationspligt bestående
allerede under arbejdets udførelse ville kunne skade parternes indbyrdes forhold. Det bør ikke komme

- 148 –
patienten til skade, hvis han eller hun er gået ud fra, at tandlægen af egen drift ville rette eventuelle fejl inden
afleveringen.
I øvrigt fra det tidspunkt, da manglen blev eller burde være opdaget
410. Fristen regnes fra det tidspunkt, da patienten har eller burde have opdaget manglen.
Patienten har ikke nogen pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af tandlægens arbejde. Patienten må
kunne regne med, at eventuelle fejl vil vise sig, når arbejdets genstand anvendes på sædvanlig måde eller
udsættes for sædvanlige påvirkninger m.v.
411. Fristen løber ikke, blot fordi patienten har kunnet iagttage det mangelfulde forhold. Det må yderligere
kræves, at patienten har haft de fornødne forudsætninger for at kunne udlede, at der var noget galt.
Patientens forudsætninger for en sådan vurdering kan være særdeles begrænsede, og erkendelsen af sygdom
eller den rette indsigt i tandlægetekniske forhold kan være vanskelig at opnå. Forholdet stiller sig selvsagt
anderledes, hvis patienten selv er tandlæge, men kravene til igangsættelse af fristen er i almindelighed meget
strenge.
Reklamationsfristens længde
412. Patienten har en reklamationsfrist. Patienten kan lade nogen tid gå fra manglens opdagelse, inden han
eller hun retter henvendelse til tandlægen. Tidspunktet, da manglen burde være opdaget, er altså ikke
ensbetydende med fristudløb.
Reklamationsfristens længde må afgøres på grundlag af de konkrete forhold i det enkelte tilfælde. Patienten
må navnlig have en passende periode til at overveje sin stilling, og desuden må der indrømmes tid til at søge
råd hos andre, herunder eventuelt en anden tandlæge. Hensyn vil endvidere kunne tages til individuelle

- 149 –
forhold hos patienten, f.eks. bortrejse eller sygdom, der har medført en udsættelse af henvendelsen til den
behandlende tandlæge om manglen.
Fristudløb
413. Som nævnt ovenfor skal sagen i Tandklagesystemet være rejst inden 2 år efter det tidspunkt, hvor
patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Det er en misforståelse at opfatte
denne frist som en overenskomstmæssig garanti for tandlægearbejdet i 2 år. Hensigten med den pågældende
frist for fremsættelse af krav i Tandlægeoverenskomsten har således ikke været at fastslå en regel om, at der
nødvendigvis foreligger en mangel, hvis tandlægearbejdet fremviser en defekt inden 2 års fristens udløb.
Bortfald statueres sjældent i nævnspraksis
414. Nævnspraksis på området er imidlertid ganske streng. Det fastslås kun undtagelsesvist, at patienten har
tabt mangelsbeføjelserne ved undladelse af rettidig reklamation inden udløbet af den ovennævnte 2-års frist
(hvis oversiddelse medfører afvisning af sagen).
Reklamationsreglen kan aldrig bevirke tab af patientens beføjelser, hvis manglen er skjult.
OPHØR – FORÆLDELSE
Fristerne

- 150 –
415. Der gælder to forældelsesfrister: En kort på 3 år regnet fra det tidspunkt, da manglen foreligger, med
mulighed for suspension, se 417. Den korte kombineres med en lang på 10 år. Den lange er absolut og kan ikke
suspenderes.
Begyndelse og suspension
416. Forældelsesfristen ved krav i anledning af mangler løber fra det tidspunkt, hvor manglen foreligger, dvs.
når tandlægens arbejde afleveres.
417. Dette gælder, selv om manglen først kan konstateres på et senere tidspunkt, men i disse tilfælde
indebærer suspensionsreglen, at den korte 3-års frist først løber fra den dag, da patienten fik eller burde have
fået kendskab til manglen. Den lange 10 års frist kan have betydning, hvor manglen først bliver kendt efter
lang tids forløb.
Den korte 3-års forældelsesfrist med mulighed for suspension, se 415, minder – bortset fra åremålet – meget
om den korte 2-års kravsfrist ligeledes med mulighed for suspension, se 79. De to fristregler bygger ikke på
ganske samme hensyn. Efter praksis suspenderes kravsfristen muligvis lettere end forældelsesfristen, og
dermed kan spørgsmålet om forældelse efter omstændighederne være aktuelt i Tandklagesystemets sager.
Forældelse har dog alt overvejende ingen praktisk betydning for sagerne.
Afbrydelse
418. For at afbryde forældelsen kræves det, enten at tandlægen erkender forpligtelsen, eller at patienten
foretager retslige skridt.

- 151 –
419. Forældelsesfristen afbrydes, når tandlægen – som loven siger – ”udtrykkeligt eller ved sin handlemåde”
erkender sin forpligtelse over for patienten. Det er altså ikke et krav, at tandlægen udtrykkeligt indrømmer at
have en forpligtelse. Der kan også i tandlægens handlinger ligge en fristafbrydende erkendelse.
420. I tilfælde, hvor patienten ikke kan opnå tandlægens erkendelse, er det en betingelse for at undgå
forældelse, at patienten inden forældelsesfristens udløb foretager retslige skridt med henblik på at opnå en
afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse.
Det relevante retslige skridt er at indbringe sagen for Tandklagesystemet. Ifølge Tandlægeoverenskomsten har
tandlægen pligt til at rette sig efter Tandklagesystemets afgørelse. Der opnås i Tandklagesystemet en
afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse.
Forældelsen afbrydes, når Regionstandlægenævnet modtager patientens klage.
Retsvirkninger af afbrydelse
421. Som udgangspunkt vil der løbe en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte.
422. Dette udgangspunkt fraviges i tilfælde, hvor der i forbindelse med afbrydelsen tilvejebringes et særligt
retsgrundlag, idet den nye frist da er 10 år.

- 152 –
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis afbrydelsen sker ved, at tandlægen skriftligt og udtrykkeligt bekræfter
forbrugeransvarets tilblivelse og dets størrelse – f.eks. ved et frivilligt forlig – idet der i så fald er tale om en
egentlig anerkendelse af kravet.
Hvis afbrydelsen sker ved afgørelse i Tandklagesystemet, vil der ligeledes blive tilvejebragt et særligt
retsgrundlag (nemlig afgørelsen) i forbindelse med afbrydelsen.
423. Hvis afbrydelsen sker ved tandlægens erkendelse, vil den nye frist skulle regnes fra dagen for
erkendelsen. I tilfælde, hvor afbrydelsen er sket ved indbringelse af klage for Tandklagesystemet, løber den
nye frist fra den dag, da afgørelsen træffes. Hvis patienten får medhold i Landstandlægenævnet, vil dagen
være datoen for Landstandlægenævnets afgørelse.
Kan forældelsesreglerne fraviges?
424. Der kan ikke på forhånd, dvs. inden forældelsesfristens begyndelse, gyldigt indgås aftale om fravigelse af
forældelsesreglerne til skade for tandlægen. Det kan ikke på forhånd aftales, at kontraktsansvar slet ikke er
undergivet forældelse, eller at 10-års fristen forlænges.
Selv om forældelsesreglerne ikke på forhånd kan fraviges til skade for tandlægen, vil denne gyldigt kunne
påtage sig en garanti, der rækker ud over forældelsesfristen.
Der er ikke noget til hinder for, at tandlægen efterfølgende giver afkald på at påberåbe sig forældelse. Dette
kan ske ved, at tandlægen helt frafalder forældelsesindsigelsen eller aftaler en udskydelse af forældelsen.
Afkald kan også gives, efter at forældelse er indtrådt; tandlægen kan jo bare lade være med at gøre forældelse
gældende.

- 153 –
425. Forældelsesreglerne kan heller ikke fraviges til skade for patienten. Tandlægen kan altså ikke gyldigt indgå
aftale med patienten om en kortere absolut forældelsesfrist end 10 år.
SJETTE DEL
TANDSKADE - DELIKTSANSVAR
Resumé
426. Spørgsmålet om tandskade har hovedsagelig interesse for Tandklagesystemet i forbindelse med pligten til
at henvise patienten til eventuelt at indgive skadesanmeldelse.
Erstatning for tandskade er i vidt omgang et spørgsmål om forsikringsdækning fra Tandlægeforeningens
Patientforsikring. Interessen samler sig derfor om, hvad der er tandskade.
Forsikringen dækker ikke tandlægens mangelsansvar. Uanset erstatningsproblematikken må ethvert spørgsmål
om disciplinæransvar afgøres i Tandklagesystemet.
AFSNIT I: ERSTATNINGSKRAV – IKKE AFGØRELSE I TANDKLAGESYSTEMET
427. Tandklagesystemet kan ikke tage stilling til krav om erstatning.

- 154 –
Afgørelsen af spørgsmålet om erstatning for tandskade kommer ikke Tandklagesystemet ved.
Patientforsikringsordningen, jf. herved Klage- og erstatningsloven, sikrer patienten en nem adgang til
behandling af erstatningsspørgsmålet, idet skaden blot skal anmeldes til Tandlægeforeningens
Patientforsikring, Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup.
VEJLEDNING
428. Tandklagesystemet – og enhver tandlæge – har pligt til at informere den skadelidte patient om
ordningen.
429. De erstatningsretlige regler deles i to grupper. De regler, der angår erstatning i anledning af, at en aftale
(kontrakt) ikke er blevet rigtigt opfyldt, kaldes regler om erstatning i kontraktforhold. Nogle af disse regler er
omtalt 396-398.
De regler, der angår erstatning i andre tilfælde, kaldes reglerne om erstatning uden for kontraktforhold
(delikt). Ansvaret for tandskade opfattes som et erstatningsansvar uden for kontrakt (delikt).
Erstatning efter almindelige regler
430. Patienten kan i et vist omfang kræve skadeserstatning af tandlægen baseret på almindelige
erstatningsretlige regler. Dette erstatningsansvar bygger på den såkaldte culpa-regel. Grundbetingelsen er, at
tandlægen har forvoldt skaden uagtsomt eller forsætligt. Målestokken er den almindeligt anerkendte
tandfaglige norm.

- 155 –
Erstatning efter Patientforsikringsordningen
431. De almindelige erstatningsretlige regler har ringe praktiske betydning, fordi de fortrænges af reglerne
om patientforsikringsordningen i Klage- og erstatningsloven, så vidt disse lovregler rækker. Lovordningen
skal ses i forbindelse med Tandlægeforeningens Praksisforsikring – et kollektivt, obligatorisk kompleks af
forsikringer for privatpraktiserende tandlæger. Kompleksets vigtigste del er en Patientskadeforsikring.
432. Efter lovreglerne ydes erstatning ikke kun, hvor patienten er kommet til skade på grund af tandlægens
fejl (culpa). Erstatning ydes i det hele taget, hvor skaden – forvoldt på nærmere angiven måde – kunne være
undgået ved en anderledes udførelse af undersøgelsen eller behandlingen. Desuden ydes erstatning for visse
uundgåelige skader.
Ordningen under Tandlægeforeningens Praksisforsikring, herunder Patientskadeforsikringen, sikrer erstatning
i et noget videre omfang.
Hvad er skade?
433. At nogen har lidt en skade betyder, at et faktisk, virkeligt begivenhedsforløb på en for den pågældende
ufordelagtig måde afviger fra et andet begivenhedsforløb, som ville have udviklet sig, dersom ikke en vis
begivenhed var indtrådt eller udeblevet. Der sammenlignes altså mellem to begivenhedsforløb – på den ene
side det, som faktisk, virkeligt er sket, og på den anden side et naturligt begivenhedsforløb, som sandsynligvis
ville være indtrådt. Skaden er differencen mellem disse to begivenhedsforløb.
Elementer i skadesforløbet

- 156 –
434. Inden skadevirkningen kan der ligge et farestadium, hvor der ikke er sket skade, men består risiko for
skade. Først indtrådte skadevirkning kaldes initialskaden. Følgeskader, der senere måtte støde til, kaldes ofte
komplikationer. Når skadens virkning er indtrådt i fuldt omfang, tales der om færdig skade.
Begivenhed Farestadium Initialskade Komplikation Færdig
(Årsag, (Risiko skade
Tandlægens for skade)
undersøgelse
eller behandling)
I ethvert skadesforløb indgår mindst én årsag og mindst én virkning. Spørgsmålet om konkurrerende
skadesårsager tages ikke op her. Det er ikke altid muligt at identificere alle ovennævnte elementer. Fx kan
årsag og skadevirkning falde tidsmæssigt sammen uden mellemliggende farestadium (risiko for skade) –
svarende til, at den ene billardkugle rammer den anden.
Hvad er tandskade?
435. Tandskade er en form for personskade. Personskade er skade i form af helbredsforringelse eller dødsfald.
Helbredsforringelsen i forbindelse med tandskade beskrives ofte som forringelse af tandstatus.

- 157 –
Økonomisk skade – dvs. tingsskade (altså skade på løsøre eller fast ejendom) og almindelig formueskade – er
ikke tandskade.
Grundbetingelser for tandskade
436. En tandskade kan kun foreligge, hvis tandlægen har foretaget en undersøgelse eller behandling, hvis der
faktisk er indtrådt en skade, og hvis der er årsagssammenhæng mellem undersøgelse/behandling og skaden.
Tandskaden skal med blot overvejende sandsynlighed være forvoldt på en måde angivet i loven, herunder
kunne henføres til den givne undersøgelse eller behandling. Dette beviskrav lempes undertiden yderligere.
Negativ afgrænsning
437. Risiko for skade er i sig selv ikke tandskade. Derimod foreligger tandskade, for så vidt blot nogen
skadevirkning faktisk er indtrådt. Det kræves altså ikke, at der er indtrådt komplikation, eller at skaden er
færdig.
Der foreligger ikke tandskade, hvis tandlægens undersøgelse eller behandling ikke indgår som årsagsfaktor. Et
tandtraume pådraget ved fald i klinikken er ikke tandskade.
Behov for optimering af tandstatus eller for gennemførelse af en (fejlfrit) udskudt behandling er ikke
tandskade.

- 158 –
Følger af et sygdomsforløb udgør ingen tandskade, hvis forløbet er upåvirket af tandlægens undersøgelse og
behandling. Har tandlægen ikke stillet diagnose, men ville der alligevel ikke have været nogen mulighed for at
behandle lidelsen, er der heller ikke opstået tandskade. Det samme gælder, hvis en sygdom ikke er
diagnosticeret korrekt eller rettidigt, men hvor lidelsen ikke påvirket ved, at behandling først blev iværksat
på et senere tidspunkt.
Tandskade foreligger ikke, når tandlægen forvolder skade på arbejdet (arbejdsobjektet) under opfyldelsen af
aftalen, eller når behandlingen kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den allerede udførte
behandling.
Tilsidesættelse af reglerne om indhentelse af informeret samtykke er ikke i sig selv tandskade. Det er altså ikke
skade, at patienten har fået eller mener at have fået utilstrækkelig information om risikoen ved undersøgelse
og behandling.
Hvornår vejledes om Tandlægeforeningens Patientforsikring? – Tommelfingerregler
438. Der kan være grund til på ny at fremhæve, at pligten til at vejlede om muligheden for anmeldelse til
Tandlægeforeningens Patientforsikring gælder, når der består en rimelig – ikke nødvendigvis nøje udredt –
formodning om en skade, der kan give ret til erstatning.
439. Vejledning behøver ikke at blive givet, hvis der ikke foreligger tandskade, Se 437.
440. I mangelstilfælde gives der vejledning, hvis genopretning ikke kan ske blot ved mangelsudbedring, eller
med andre ord, hvis skadesudbedringen (opretning af skaden) kræver merarbejde (tillægsarbejde). Der skal

- 159 –
endvidere vejledes, hvis en lidelse er blevet forværret ved, at sygdom ikke er blevet diagnosticeret i tide eller
korrekt, eller hvis behandling ikke er blevet iværksat rettidigt.
Det følger heraf, at vejledning er unødvendig, hvis tandlægen har beskadiget selve arbejdsobjektet under
opfyldelse af aftalen (324, 327), eller der bestemmes omgørelse for tandlægens regning (363-377). Vejledning
kan derimod efter omstændighederne være nødvendig, hvis arbejdet er ikke honorarværdigt.
441. I andre tilfælde afhænger vejledningspligten af, om patienten med overvejende sandsynlighed er påført
en skade i forbindelse med tandlægens undersøgelse eller behandling.
FORSIKRINGSDÆKNING OG MANGEL
442. Forsikringen dækker ikke tandlægens udgift til tilbagebetaling af honorar for mangelfuldt udført arbejde
eller merudgifter ved omgørelse af et sådant arbejde.
Et sådant forsikringsvilkår kendes også inden for andre erhverv end tandlægebranchen. Tilbagebetalingen og
merudgifterne er en driftsrisiko, som tandlægen selv må bære. Forsikringen dækker ikke risikoen, dels af
præventive grunde, dels fordi risikoen afhænger af den skadevoldende tandlæges faglige dygtighed.
Regres
443. Har forsikringsselskabet bekostet skadesudbedringen, indtræder det efter loven i patientens ret mod
tandlægen.

- 160 –
444. Hvis der altså i erstatningen til patienten for forvoldt skade indgår en dækning af udgifter, der kan
henføres til et mangelfuldt arbejde, skal tandlægen til forsikringsselskabet indbetale det beløb, som patienten
ellers kunne kræve af denne i anledning af det mangelfulde arbejde. Udføres udbedringen af skaden hos den
tandlæge, der har forårsaget skaden, fratrækker forsikringen honoraret for selve omgørelsen af det
mangelfulde arbejde i honoraret for den samlede skadesudbedrende behandling. I det tilfælde, at den
skadesudbedrende behandling udføres af en anden tandlæge end den, der har udført det mangelfulde
arbejde, betaler forsikringen for hele behandlingen og opkræver honoraret for den del af omgørelsen, som
patienten har krav på, hos den skadevoldende tandlæge.
Har Tandklagesystemet kendt arbejdet ikke honorarværdigt, får patienten erstattet udgifterne til udbedringen
med fradrag af tilbagebetalingen fra tandlægen.
AFSNIT II: DISCIPLINÆRANSVAR
445. Der er ingen organisatorisk sammenkædning er mellem Tandskadesystemet og Tandklagesystemet. Det
er vigtigt for at sikre patienterne erstatning, at den, der har forvoldt en skade, ikke risikerer, at der rejses en
disciplinærsag mod ham eller hende, selv om Patientskadeforsikringen under sagsbehandlingen måtte finde, at
der kunne være grundlag herfor.
Ønsker altså en patient – der ikke gør mangelsansvar gældende – både skadeserstatning og en vurdering af,
om behandlingen giver anledning til kritik, må patienten såvel indgive en anmeldelse til Tandlægeforeningens
Patientskadeforsikring som rejse en klagesag ved Regionstandlægenævnet.
-o-

- 161 –
Indholdsfortegnelse
Fremstillingen består af seks dele, der hver især indledes med et resumé.
FØRSTE DEL - TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST ....................... 3 - 22
Praksissektoren ................................................................................................................................................... 4
Tandlægeoverenskomsten .......................................................................................................................... 5 - 10
Tandklagesystemet – Klager og ansvar ................................................................................................... 11 – 16
Klager og ansvar uden for Tandklagesystemet ......................................................................................... 17 - 21
Tandklagesystemet i perspektiv ....................................................................................................................... 22
ANDEN DEL - TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING .............................. 23 - 58
AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING ............................................................. 26 -37
Første lovområde: Klage- og erstatningslovgivningen ........................................................................... 26 -35
Klage- og erstatningsloven 1 - Klageadgang ........................................................................................... 28 - 33
Klage- og erstatningsloven 2 - Erstatningsadgang ................................................................................. 34 - 35
Andet lovområde: Forvaltningslovgivningen .......................................................................................... 36 - 37
AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING ....................................................... 38 -58
Tredje lovområde: Autorisationslovgivningen m. v. ................................................................................ 38 -45
Fjerde lovområde: Sundhedslovgivningen ............................................................................................... 46- 50
Femte lovområde: Den forbrugerretlige lovgivning ............................................................................... 51 - 58

- 162 –
Forbrugerretlig lovgivning 1- Offentligretlig forbrugerlovgivning ........................................................... 52- 54
Forbrugerretlig lovgivning 2 - Privatretlig forbrugerlovgivning ............................................................. 55 - 58
TREDJE DEL - TANDKLAGEPROCESSEN ............................................................... 59 - 143
AFSNIT I: ORGANISATION ........................................................................................................ 62 -69
Visitationsudvalg ..................................................................................................................................... 62 -65
Besigtigelsesudvalg .................................................................................................................................. 66 -67
Regionstandlægenævn .................................................................................................................................. 68
Landstandlægenævnet .................................................................................................................................. 69
AFSNIT II: FORMALITET ............................................................................................................. 70 - 87
PARTER ............................................................................................................................................... 70 - 73
Fysiske personer ..................................................................................................................................... 71 - 72
Juridiske personer ......................................................................................................................................... 73
FRISTER ................................................................................................................................................ 74 -81
Ankefrist ................................................................................................................................................. 74 - 76
Frister for fremsættelse af krav (kravsfrister) ........................................................................................ 77 - 81
SAGLIG KOMPETENCE ................................................................................................................... 82 -87
Serviceklager .......................................................................................................................................... 82 - 84
Kombinerede klager ...................................................................................................................................... 85
Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse ...................................................................... 86 -87
AFSNIT III: SAGSBEHANDLING ............................................................................................ 88 -120
FORVALTNINGSRETLIGE KRAV ................................................................................................ 88 -120
Krav 1 - Habilitet ..................................................................................................................................... 89 - 94

- 163 –
Krav 2 – Vejledning og repræsentation ................................................................................................ 95 - 100
Krav 3 – Parters aktindsigt .................................................................................................................. 101 - 104
Krav 4 - Partshøring ............................................................................................................................ 105 - 108
Krav 5 - Begrundelse ........................................................................................................................... 109 - 111
Krav 6 - Klagevejledning ..................................................................................................................... 112 - 114
Krav 7 - Tavshed ................................................................................................................................. 115 - 117
Krav 8 – Landstandlægenævnets ændringer til skade for en part ......................................................118 -120
PATIENTJOURNALER .......................................................................................................................... 121
UDTRYKKELIG STILLING TIL DISCIPLINÆRKLAGEN ............................................................... 122
AFSNIT IV: BEVIS ........................................................................................................................ 123 - 133
BEVIS 1 - DISCIPLINÆRKLAGER ............................................................................................ 123 - 124
BEVIS 2 – FORBRUGERKLAGER ............................................................................................. 125 - 133
Sagens oplysning ......................................................................................................................................... 125
Bevisbyrde .......................................................................................................................................... 126 - 133
AFSNIT V: AFGØRELSESFORMER .................................................................................... 134 - 139
AFSNIT VI: UNDERRETNING M.V. .................................................................................. 140 - 143
FJERDE DEL – TANDKLAGEANSVARET - DISCIPLINÆRANSVAR 144 - 216
AFSNIT I: GERNINGSINDHOLD ......................................................................................... 145 - 171
TANDLÆGEPLIGTER ................................................................................................................... 145 - 198
Tandlægepligter 1 – Tandlægen og forvaltningsretten .....................................................................145 -150

- 164 –
Tandlægepligter 2 – Den almindeligt anerkendte tandfaglige norm ............................................... 151 - 167
Normen og skønnet ............................................................................................................................ 153 - 158
Normen og proportionaliteten ............................................................................................................159 -161
Vurderingen af den tandlægefaglige adfærd ......................................................................................162 -167
Tandlægepligter 3 – Journalføring m.m. ........................................................................................... 168 - 171
PATIENTRETTIGHEDER ............................................................................................................. 172 - 198
Patientrettigheder 1 - Selvbestemmelse ...........................................................................................172 -190
A - Information ................................................................................................................................... 172 - 178
B - Samtykke ....................................................................................................................................... 179 - 188
C - Selvbestemmelse over biologisk materiale ....................................................................................189 -190
Patientrettigheder 2 - Fortrolighed ................................................................................................... 191 - 198
Fortrolighed 1 – Tandlægens tavshedspligt ........................................................................................191 -192
Fortrolighed 2 – Håndtering af helbredsoplysninger .......................................................................... 193 - 198
Håndtering A – Elektronisk indhentning af helbredsoplysninger m.v. ................................................193 -194
Håndtering B – Videregivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med behandling ........................195 -198
AFSNIT II: SANKTIONER ........................................................................................................ 199 - 216
INDLEDNING – HVILKE REAKTIONER?............................................................................... 199 - 203
TRE SANKTIONER ....................................................................................................................... 204 - 216
Sanktioner 1 - Kritik ........................................................................................................................... 204 - 207
Skyld ............................................................................................................................................................ 205
Grovheden ................................................................................................................................................... 206
Konkret skøn i det enkelte tilfælde ............................................................................................................. 207
Sanktioner 2 - Offentliggørelse ........................................................................................................... 208 - 215
1. gangs kritik ...................................................................................................................................... 210 - 212
2. gangs kritik ............................................................................................................................................... 213
3. (eller flere) gangs kritik ............................................................................................................................ 214
Lovordningen fungerer ikke ........................................................................................................................ 215
Sanktioner 3 – Overvejelse om tiltalerejsning ............................................................................................. 216

- 165 –
FEMTE DEL – TANDKLAGEANSVARET - KONTRAKTSANSVAR .... 217 - 425
AFSNIT I: TANDLÆGEKONTRAKTEN ..............................................................................222 -226
AFSNIT II: TANDLÆGEARBEJDETS UDFØRELSE OG OMFANG ................... 227 - 242
TANDLÆGEARBEJDE .......................................................................................................................... 227
TO HOVEDFORPLIGTELSER ......................................................................................................228 -236
Første hovedforpligtelse: Fagligt tilfredsstillende udførelse ............................................................. 228 - 230
Anden hovedforpligtelse: Omsorgspligt, herunder vejledning .......................................................... 231 - 236
TILLÆGSARBEJDE ........................................................................................................................ 237 - 242
AFSNIT III: RISIKOEN FOR ARBEJDETS HÆNDELIGE UNDERGANG ........ 243 - 250
HVAD VIL DET SIGE AT BÆRE RISIKOEN? ........................................................................ 243 - 244
AFLEVERING .................................................................................................................................. 245 - 250
Hvornår er aflevering sket? ................................................................................................................ 246 - 247
Delaflevering ...................................................................................................................................... 248 - 249
Risikoovergang efter aflevering ................................................................................................................... 250
AFSNIT IV: MANGELSBEGREBET ..................................................................................... 251 - 335
INDLEDNING. GARANTI ........................................................................................................... 251 - 252
DET GENERELLE MANGELSBEGREB .................................................................................... 253 - 291
Grundlæggende definition ................................................................................................................ 253 - 255
Ansvarstype 1: Præstationsansvar .................................................................................................... 256 - 265
Når ydelsen er en arbejdspræstation ................................................................................................. 256 - 257

- 166 –
No cure, no pay gælder ikke ................................................................................................................258 -259
Mangelsbedømmelse af præstationen, specialydelse m.m. ...............................................................260 -264
Præstation med dårlige materialer ............................................................................................................. 265
Ansvarstype 2: Resultatansvar ...........................................................................................................266 -275
Når ydelsen er et arbejdsresultat. Protetik m.v. ................................................................................ 267 - 265
Mangelsbedømmelse af resultatet .................................................................................................... 270 - 273
Resultat med dårlige materialer .................................................................................................................. 274
Præstationsansvar eller resultatansvar? .......................................................................................... 276 - 277
Forhold, som patienten bærer risikoen for ...................................................................................... 278 - 281
Hvornår mangelsvurdering? ....................................................................................................................... 282
Skjulte mangler .................................................................................................................................. 283 - 287
Tandlægens forsømmelse efter risikoens overgang ......................................................................... 288 - 289
Andres forsømmelse ................................................................................................................................... 290
Delafleveret arbejde bliver beskadiget ved restopfyldelsen m.v. ............................................................ 291
SPECIELLE MANGLER ................................................................................................................ 292 - 322
Specielle mangler 1: Urigtige eller vildledende oplysninger ............................................................ 293 - 298
Specielle mangler 2: Tilsidesættelse af loyal oplysningspligt .......................................................... 299 - 302
Specielle mangler 3: Risiko for skade på patienten .......................................................................... 303 - 322
Risiko for skade rettet mod arbejdsobjektet ............................................................................................... 305
Risiko for skade, der ikke er behandlerpåført .............................................................................................. 306
Behandlerpåført risiko for skade rettet mod patienten ..................................................................... 307 - 322
Patientens samtykke ................................................................................................................................... 308
Behørig vejledning ....................................................................................................................................... 309
Behandling, der ikke kan gennemføres forsvarligt ............................................................................. 310 - 311
Patientens manglende påpasselighed ......................................................................................................... 312
Fare og manglende forsvarlighed ....................................................................................................... 313 - 322
MANGLER OG SKADE ............................................................................................................... 323 - 335
Skade på arbejdsobjektet ........................................................................................................................... 324
Skade på omgivelserne (skade på patienten) ................................................................................... 325 - 334
Grænsen mellem mangel og skade: Positiv afgrænsning af mangelsområdet? ......................................... 326

- 167 –
”Omgørelse” nu som forud ................................................................................................................ 327 - 330
Eksempler ........................................................................................................................................... 331 - 334
Mangelsbedømmelse er ikke ansvarsfordeling ......................................................................................... 335
AFSNIT V: PATIENTENS MANGELSBEFØJELSER ................................................... 336 - 398
Garanti ......................................................................................................................................................... 337
Kontraktserstatning og skadeserstatning ikke til rådighed i Tandklagesystemet ....................................... 338
Valget af beføjelser er frit .................................................................................................................. 339 - 340
MANGELSBEFØJELSE 1: TILBAGEBETALING, HVIS ARBEJDET IKKE ER
HONORARVÆRDIGT .................................................................................................................. 341 - 358
Når væsentlig mangelfuld opfyldelse kan forventes med sikkerhed .............................................. 342 - 343
Hvad betyder ikke honorarværdigt? ................................................................................................. 345 - 347
Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt ........................ 348 - 354
Honorar (og tilskud) skal tilbagebetales ...................................................................................................... 350
Tilbagelevering: Uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten? ................................................ 351 - 354
Delvist honorarværdig ........................................................................................................................ 355 - 358
MANGELSBEFØJELSE 2: OMGØRELSE AF ARBEJDET FOR TANDLÆGENS REG-
NING ................................................................................................................................................. 359 - 385
Omgørelsesbeføjelsen forudsætter mangel at udbedre .................................................................... 360 - 361
Parternes interesse i omgørelse .................................................................................................................. 362
Vilkår 1: Omgørende behandling er dyrere ...................................................................................... 363 - 369
Prisstigninger ............................................................................................................................................... 365
Prisoplysning - Dokumentation .......................................................................................................... 366 - 367
1.000 kr.-reglen .................................................................................................................................. 368 - 369
Vilkår 2: På samme betingelser nu som før ............................................................................................... 370
Eksempler .................................................................................................................................................... 371
For lidt arbejde på grund af manglende fagmæssighed ............................................................................. 372
Accessorisk arbejde ..................................................................................................................................... 373
Vilkår 3: Tillægsarbejde må ikke være nødvendigt .......................................................................... 374 - 376

- 168 –
Vilkår 4: Ikke, hvis urimelig opofrelse ........................................................................................................ 377
Andre spørgsmål ................................................................................................................................ 378 - 385
Omgørelse uanset om formålet væsentligt forfejlet................................................................................... 378
Ingen tidsbegrænsning ................................................................................................................................ 379
Risikoen ....................................................................................................................................................... 380
For tandlægens regning eventuelt hos anden behandler ........................................................................... 381
Godkendelse af tilbud ........................................................................................................................ 381 - 383
Patientens pligt til medvirken ..................................................................................................................... 384
Tilbagelevering ............................................................................................................................................ 385
MANGELSBEFØJELSE 3: AFSLAG I HONORARET SVARENDE TIL MANGLEN ..... 386 - 395
Værdiforringelse ................................................................................................................................ 387 - 389
Udmåling af afslag ............................................................................................................................. 390 - 393
Beføjelsen anvendes sjældent i nævnspraksis .......................................................................................... 394
Svigtende æstetiske forudsætninger .......................................................................................................... 395
MANGELSBEFØJELSE 4: ERSTATNING – IKKE TIL RÅDIGHED I
TANDKLAGESYSTEMET ............................................................................................................ 396 - 398
AFSNIT VI: UDELUKKELSE, BORTFALD OG OPHØR AF
MANGELSBEFØJELSERNE ..................................................................................................... 399 - 425
UDELUKKELSE – TILBUD OM OMGØRELSE ..................................................................... 399 - 407
Ret til omgørelse? .............................................................................................................................. 399 - 406
Omgørelsestilbud i tilbagebetalingssager ................................................................................................... 400
Tidspunkt for tilbud om omgørelse ............................................................................................................ 401
Patienten har en nærmere pligt til at medvirke .......................................................................................... 402
Omgørelse inden rimelig tid ........................................................................................................................ 403
Uden væsentlig ulempe og udgift for patienten ......................................................................................... 404
Ret til, at en anden tandlæge foretager omgørelsen .................................................................................. 405
Ikke ret til omgørelse, hvis patienten har særlig grund til at afslå .............................................................. 406
Ret til omgørelse er sjældent resultatet i nævnspraksis ........................................................................... 373

- 169 –
BORTFALD – MANGLENDE REKLAMATION .................................................................... 408 - 414
Bortfald ved manglende reklamation? ...................................................................................................... 373
Fristen løber tidligst fra afleveringen .......................................................................................................... 409
I øvrigt fra det tidspunkt, da manglen blev eller burde være opdaget .............................................. 410 - 411
Reklamationsfristens længde ...................................................................................................................... 412
Fristudløb ..................................................................................................................................................... 413
Bortfald statueres sjældent i nævnspraksis............................................................................................... 414
OPHØR – FORÆLDELSE ............................................................................................................ 415 - 425
Fristerne ...................................................................................................................................................... 415
Begyndelse og suspension .................................................................................................................. 416 - 417
Afbrydelse ........................................................................................................................................... 418 - 420
Retsvirkninger af afbrydelse ............................................................................................................... 421 - 423
Kan forældelsesreglerne fraviges? ..................................................................................................... 424 - 425
SJETTE DEL – TANDSKADE ............................................................................................. 426 - 445
AFSNIT I: DELIKTSANSVAR - IKKE AFGØRELSE I TANDKLAGESYSTE-
MET ......................................................................................................................................................427 -444
VEJLEDNING .................................................................................................................................. 428 - 441
Erstatning efter almindelige regler ............................................................................................................ 430
Erstatning efter Patientforsikringsordningen ................................................................................... 431 - 437
Hvad er skade? ................................................................................................................................... 433 - 434
Hvad er tandskade? ............................................................................................................................ 435 - 437
Hvornår vejledes om Tandlægeforeningens Patientforsikring - Tommelfingerregler .................... 438 - 441
FORSIKRINGSDÆKNING OG MANGEL ............................................................................... 442 - 444
AFSNIT II: DISCIPLINÆRANSVAR ............................................................................................. 445

- 170 –