28959_1Historie.indd - Maersk Oil

OLIE OG GAS I DANMARK 

1 Historie

2 

I 1960 søgte skibsreder A.P. Møller om retten til at 

bore efter olie i den danske undergrund. 

Ingen vidste dengang, om der fandtes olie under 

Danmark. Men de fl este var skeptiske. 

I dag er den danske olie- og gasproduktion i Nordsøen 

en halv gang større end det samlede energiforbrug 

i Danmark. Dette hæfte fortæller historien om, 

hvordan det gik til, at Danmark blev et olieland. 

Olie- og gasproduktionen og det 

danske energiforbrug 

Det samlede danske energiforbrug steg 

kun svagt i 1980’erne og har siden 

1990’erne været næsten konstant. Forbruget 

af olie faldt derimod i 1980’erne 

og har siden været konstant. Olie er blevet 

erstattet af bl.a. naturgas, men samtidig 

bruges der mere olie til transport. 

I 1999 oversteg olie- og gasproduktionen 

for første gang det samlede danske 

energiforbrug. 

PJ 

1200 

1000 

800 

600 

400 

200 

1980 19811982 1983198419851986 19871988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 

olie- og gasproduktion 

det danske energiforbrug

Det begyndte i Amerika 

Første gang man fandt olie i jordens undergrund var i 1859. 

Olien blev fundet i 23 meters dybde i det østlige USA. I dag 

borer man op til 8-10 kilometer ned i undergrunden. 

Dengang så verden anderledes ud - også energimæssigt. 

Man varmede sig ved kakkelovnen eller komfuret. Hvis man 

en sjælden gang tog på langfart, foregik det med hestevogn, 

damptog eller sejlskib, og datidens fabrikker fi k energi fra 

store, kulfyrede dampmaskiner. 

Da benzin- og dieselmotoren blev opfundet, kom der gang 

i oliejagten. Man borede på må og få over det meste af verden, 

og i Mellemøsten gjorde man i begyndelsen af 1900-tallet 

store oliefund. Verden blev snart afhængig af olie. Det var 

jo en nem og bekvem energikilde. 

Indtil midten af 1800-tallet kendte man kun den olie, der 

sivede op til overfl aden. Og for resten havde man ikke meget 

at bruge den til. Men så fandt oberst Drake, der vist nok var 

pensioneret togfører, på at bruge et faldbor. 

Det var en stor mejsel ophængt i et tov. Han lod mejslen 

hugge ned i undergrunden, hvorefter den igen blev trukket 

op. Ofte styrtede borehullet sammen, og det var besværligt at 

fjerne de knuste klippestykker. Omkring år 1900 gik man over 

til at bruge rotationsbor, dvs. lange borerør med en borekrone 

forneden. Den første olie blev brugt til petroleumslamper, og 

man spåede ikke olien nogen stor fremtid. Men så satte bilismen 

gang i olieforbruget. 

Den danske undergrund 

De største olieselskaber kom fra England eller Amerika. Før 

et selskab indledte oliejagten, måtte det have en bevilling 

- eller koncession – fra staten til at lede efter olie. Bevillingen 

gav som regel selskabet eneret til at søge efter olie i 

det pågældende land og fastslog desuden, hvor stor en afgift 

selskabet skulle betale til staten for den olie, det måtte fi nde 

i undergrunden. 

3

4 

Den første bevilling til olieefterforskning gik i 1935 til en amerikansk statsborger 

Han fandt ingen olie. 

Sådan foregik det også i Danmark. I 1959 var der boret i alt 

31 »tørre« huller i Danmark, og olieselskabet ESSO, der havde 

bevillingen, opgav oliejagten. 

Samme år fandt man imidlertid gas ud for den hollandske 

kyst, og et tysk selskab begyndte at interessere sig for den 

danske bevilling. 

Det fi k skibsreder A. P. Møller til at henvende sig til den danske 

regering. A. P. Møller »henstillede ærbødigst«, at regeringen 

sagde nej til tyskerne - i al fald indtil det var klarlagt, om 

et dansk foretagende ville påtage sig opgaven. 

»Den af mig ledede danske Koncern er af nationale grunde 

villig til at overveje dette«, skrev den 84-årige skibsreder. 

Skibsreder A. P. Møller (1876-1965) fi k i 1962 tildelt en eneretsbevilling til 

efterforskning og produktion af kulbrinter (olie og gas) i Danmark. A.P. Møller 

dannede sammen med to amerikanske olieselskaber Dansk Undergrunds 

Consortium, DUC. Fra 1963 blev koncessions-området udvidet med havbunden 

ud for Danmark - herunder Nordsøen. 

Eneretsbevilling til A.P. Møller 

Regeringen opfordrede A.P. Møller til at søge, og året efter 

søgte han bevillingen. 

I 1962 fi k A.P. Møller en 50-årig eneretsbevilling til efterforskning 

og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund. 

Rederiet havde ingen erfaring med olieefterforskning og gik 

derfor i gang med at fi nde olieselskaber, der var interesserede 

i et samarbejde. Det var ikke nemt. Der var allerede boret 

forgæves mange gange. 

Det lykkedes dog at få Gulf Oil og senere Shell med, og 

disse tre selskaber dannede Dansk Undergrunds Consortium 

(DUC). Gennem årene er sammensætningen i DUC ændret 

et par gange. I dag er de tre parter i DUC: 

A.P. Møller.............................................39% 

Shell ....................................................46% 

Chevron ...............................................15%

De første år var Gulf Oil operatør, det vil sige, at Gulf stod for 

det praktiske arbejde. Siden 1986 har Mærsk Olie og Gas 

stået for såvel olieefterforskning som produktion. 

Ud på havet 

De første boringer foregik på land, men i 1966 rykkede DUC 

ud på havet. 

Efter Anden Verdenskrig var den amerikanske oliejagt i Texas 

fortsat ud i Den mexicanske Golf. Først langs kysten, senere 

længere til havs. I dag foregår 60 pct. af verdens olieproduktion 

offshore, dvs. på havet. 

Allerede ved den første boring i Nordsøen fandt DUC spor af 

gas i et kalklag to kilometer nede i undergrunden. DUC kaldte 

fundet Anne. Det var i 1966. 

Året efter borede man et nyt hul omtrent samme sted. Denne 

gang nåede boret ned i tre kilometers dybde, og der blev fundet 

olie. Det var det første oliefund i hele Nordsøen. 

Resultatet var alligevel skuffende. I undergrunden er trykket 

så højt, at olie og gas ofte af sig selv søger hen mod borehullet 

og videre op gennem borerøret til overfl aden. Men det var 

svært at vriste olien ud af undergrunden, fordi den var bundet 

i et tæt kridtlag, og der var heller ikke så meget olie. DUC 

forlod derfor »Anne« for at bore andre steder. 

Kæmpefund i Norge 

Nordmændene var anderledes heldige. I 1969 gjorde de et 

kæmpefund, som de kaldte Ekofi sk tæt på grænsen til Danmark. 

Nu voksede interessen for alvor for den danske del af 

Nordsøen. 5

6 

Endelig kom meddelelsen om et dansk fund, som var værd 

at udnytte. 200 kilometer vest for Esbjerg fandt DUC i 1971 

olie i et felt, som fi k navnet Dan. 

Nu fi k DUC travlt. Eneretsbevillingen fra 1962 fastslog, at der 

skulle være indledt en produktion af kulbrinter inden 10 år, 

ellers ville DUC miste bevillingen. 

I USA byggede man tre platforme, en til indvinding af olie, 

en til behandling af olien, og en til afbrænding af gas. De tre 

platforme blev bugseret ud i Nordsøen, hvor deres lange ben 

blev hamret ned i havbunden. I 1972 kunne man åbne for 

ventilerne til den første danske olieproduktion. 

I 1972 ankom tankskibet »MARIE MÆRSK« med den første last dansk råolie til 

raffi naderiet i Stigsnæs. Prins Henrik åbner ventilen, mens skibsreder Mærsk 

Mc-Kinney Møller ser til. 

Dengang på platformen 

Boreingeniør Leif Velser, Mærsk Olie og Gas, blev ansat på 

Dan-platformen i 1973. 

“Der var ikke nogen beboelsesplatform dengang. På indvindingsplatformen 

var der et maskinrum og et lille kontrolrum. 

Her var der også et fryseskab, et stort komfur, et lille 

spisebord og nogle køjer. 

Vi var kun tre eller fi re mand på platformen, en produktionsformand, 

en ingeniør og en altmuligmand, som vi i oliesproget 

kalder en roustabout. 

Hver aften kom helikopteren og fl øj os over til tankskibet 

Marie Mærsk, der lå fortøjet et par kilometer fra platformen 

og lastede den olie, vi hentede op. Hvis vejret var dårligt, f eks. 

havgus eller storm, kunne helikopteren ikke lande. Så måtte 

vi overnatte i 

det lille lukaf på 

platformen. 

Dan Feltet producerede 

kun 

500 tons olie i 

døgnet. Det tog 

et par måneder 

at fylde tankskibet. 

Derefter 

sejlede det ind til et af olie-raffi naderierne med lasten. Imens 

var produktionen herude stoppet”. 

Spiritus og kvinder var bandlyst på platformen, husker Leif 

Velser. I dag arbejder mange kvinder i Nordsøen, men spiritus er 

stadig forbudt, og der må kun ryges ganske bestemte steder. 

Dengang var Gulf Oil operatør. Det betød, at mange af Leif 

Velsers kammerater var englændere, skotter eller amerikanere, 

som tidligere havde boret efter olie i Kuwait, Nigeria eller 

Mexico. 

“Det hele var lidt Klondyke-agtigt. Amerikanerne brød sig ikke 

om regler. Det var nogle hårde drenge fra de store oliefelter, 

der producerede masser af olie. De var vant til at have 

deres egen helikopter og forsyningsbåd på boreriggen. Hvis 

is-maskinen gik i 

stykker kunne de 

godt fi nde på at 

sende helikopteren 

ind til land 

efter en ny forsyning 

is”, fortæller 

Leif Velser.

Danmarks første oliefelt i produktion fi k navnet Dan. Siden har felterne fået 

navn efter tidlige danske konger og dronninger eller sagnkonger og -dronninger. 

Dan Feltet bestod fra starten af tre platforme. Olien blev lastet over 

i et tankskib via en lastebøje. I 1984 kom der olie- og gasrørledninger til land. 

Deling af Nordsøen 

Da oliejagten rykkede ud på havet, måtte landene rundt om 

Nordsøen fi nde en løsning på et vigtigt spørgsmål: Hvordan 

skulle havbunden deles? 

I 1958 havde man i FN vedtaget, at en kyststat måtte udnytte 

havbunden ud til 200 meters dybde. Nordsøen er imidlertid 

ikke så dyb, så landene måtte dele Nordsøen efter andre 

regler, f. eks. på midten, dvs. langs en linie, der lå lige langt 

fra to kyststater. 

Det kunne både Danmark, Norge og England enes om i 

1965, men Tyskland protesterede. Den tyske kyst krummer 

indad, så tyskerne ville kun få en lille del af Nordsøen. 

Tyskland klagede til Den internationale Domstol i Haag og fi k 

ret. Domstolen pålagde Danmark og Holland at give Tyskland 

en større del af havbunden, og i 1971 blev man enige om 

den opdeling, vi har i dag. 

Det fi k stor betydning, at DUC på det tidspunkt allerede havde 

boret og fundet olie. Danmark fi k nemlig lov at beholde det område, 

hvor fundene var gjort. Det er i denne del af den danske undergrund, 

at den største produktion af olie og gas foregår i dag. 

Staten bliver interesseret 

Den danske olieproduktion var lige begyndt, da verden blev 

rystet af oliekrisen i 1973. De olieeksporterende lande gennemtvang 

en fi redobling af olieprisen i løbet af få måneder. 

Normalt strækker et lands suverænitet sig kun 12 sømil ud i havet. Derefter er 

der åbent hav. I FN er man dog blevet enige om 200 sømils fi skerigrænser og 

om et lands eneret til at udnytte undergrunden ud til 200 meters havdybde. 

Nordsøen er så lavvandet, at de omkringliggende lande i stedet måtte dele 

undergrunden efter aftaler. Det lille hak i linien mellem Danmark og Tyskland 

skyldes, at DUC allerede havde søgt efter olie her og gjort fl ere fund, før man 

enedes om midterlinien. Danmark fi k lov at beholde dette område. 

7

8 

Den næste oliekrise kom under revolutionen i Iran i 1979/80. Det nye 

præstestyre kunne dog ikke undvære olieindtægterne, og snart var der igen 

olie på vej til Vesten. Men krisen havde lært økonomerne, at forventninger 

om mangel på olie får priserne til at stige stærkt. 

Den danske stat var fast besluttet på at mindske afhængigheden 

af de arabiske olielande. DUC’s olieproduktion blev 

derfor en vigtig brik i energipolitikken. 

Nede i undergrunden fi ndes ofte olie og naturgas i samme 

lag. Derfor producerede DUC både olie og gas, men gassen 

kunne ikke eksporteres og den del, der ikke blev brugt 

til brændstof på platformen, måtte pumpes tilbage i undergrunden 

eller afbrændes. 

I andre lande, først og fremmest i Holland, hvor man havde 

gjort store gasfund, havde man ført gasledninger ind til land 

for at anvende naturgassen til opvarmning og madlavning. 

Flere partier i Folketinget krævede derfor, at Danmark skulle 

udnytte naturgassen. 

Da de arabiske lande i 1973 nedskar olieproduktionen og fi redoblede priserne, var der 

ved at gå panik i mange vestlige lande - ikke mindst i Danmark, som var fuldstændig afhængig 

af olie fra Mellemøsten. Bilkørsel blev forbudt om søndagen for at spare benzin. 

Forhandlinger om naturgassen mellem regeringen og A.P. 

Møller førte i 1976 til en aftale: DUC forpligtede sig til at undersøge 

mulighederne for en økonomisk udnyttelse af gassen 

og gik med til en trinvis tilbagelevering af arealer til staten. 

Derfor kunne DUC og det statslige selskab Dansk Olie og 

Naturgas A/S (DONG) i 1978 begynde at forhandle om salg 

af naturgas fra Nordsøen. 

Revolution i Iran 

I 1979 udbrød der borgerkrig i Iran - verdens næststørste olieproducent. 

Shahen måtte fl ygte, og det muslimske præstestyre 

overtog magten. Uroen i landet rejste i nogen tid tvivl om 

olieproduktionen, og verden oplevede på ny en oliekrise med 

meget høje priser på olie. 

Folketinget besluttede, at Danmark skulle have et naturgasnet, 

og DONG kunne nu indgå aftaler med DUC-partnerne 

om køb af 55 milliarder kubikmeter naturgas fra 1984 til 

2009. Senere er der kommet nye aftaler om salg af gas. 

Eneretsbevillingen genforhandles 

Under denne anden oliekrise var Danmark ikke så afhængig af 

udenlandsk olie som tidligere. Olieproduktionen i Nordsøen 

var kommet igang, og alle de store kraftværker var gået over 

til at fyre med kul. Men den nye oliekrise ramte til gengæld 

landet hårdt økonomisk, og den socialdemokratiske regering 

sendte lange blikke efter de rigdomme, man håbede at fi nde 

i Nordsøens undergrund. 

I foråret 1980 meddelte energiministeren, at regeringen 

krævede A.P. Møllers bevilling ændret. Staten ville have det 

meste af undergrunden tilbage, forkøbsret til halvdelen af 

DUC’s olie og en olierørledning ind til land. 

A.P. Møller svarede, at DUC indtil udgangen af 1980 havde 

investeret 7,5 milliarder kroner i Nordsøen og kun tjent lidt 

over to milliarder kroner på olien fra Dan Feltet.

A.P. Møller tilbød at tilbagelevere 75 pct. af undergrunden, 

men regeringen ville have mere og gik i gang med at forberede 

en lov om overtagelse - eller nationalisering - af A.P. 

Møllers rettigheder til undergrunden. I lovsproget kom det til 

at hedde »erstatningsfri regulering« af koncessionen. 

A.P. Møller fastholdt, at der ville være tale om ekspropriation, 

og at det det ville kræve erstatning fra staten. Aviserne fandt 

de store overskrifter frem om denne styrkeprøve mellem A.P. 

Møller og staten. Men »dramaet« forduftede, da parterne efter 

hemmelige forhandlinger kunne enes om en aftale i 1981: 

A.P. Møller skulle tilbagelevere 98 pct. 

af undergrunden inden 1986, men 

beholdt 2 pct. i den sydvestlige del af Nordsøen, 

hvor der allerede var fundet olie og gas. 

A.P. Møller skulle betale for en olieledning ind til land. 

Staten fi k forkøbsret til 40 pct. af olien. 

Dagmar 

I produktion 1991 

Ubemandet 

Indvindingsplatform 

9 km (8 tommers rør) 

Olie/kondensat 

Gas 

Vand 

Gas/Olie/Vand 

Rolf 



Til F3 (Holland) 

F 

F 

Behandlings- og 


BA 

Ubemandet 



Ubemandet 



C 


beboelsesplatform 

Valdemar 


Roar 



Ubemandet 


Tyra Vest 

B 


C 



A 


B 


Svend 


AB 

Ubemandet 




AA 

Ubemandet 


A Behandlings- og 


D 

Afbrændingsplatform 

E 

Bromodul til 

gasbehandling 

og kompression 

Gorm 


D 


Undergrunden udbydes påny 

Efter aftalen med A.P. Møller vedtog Folketinget en ny undergrundslov. 

Hele den danske undergrund til lands og til vands 

- i alt 150.000 kvadratkilometer - blev inddelt i små blokke, så 

staten i fremtiden kunne udbyde undergrunden blok for blok 

på samme måde som i de andre Nordsø-lande. 

E 

Stigrørsplatform 

A 



Ubemandet 


3 km 

(24 tommers 

rør) 



B 

Beboelsesplatform 









F 

B 


C 



Skjold 


C 


12 km (12tommers rør) 

80km (24 tommers rør) 

Harald 


Lulita 

(50 % DUC) 


Tyra 


Bromodul 

med 

modtagefaciliteter 






E 

Stigrørsplatform 

DB 


B 


og bromodul med 

indvindingsudstyr 

A 


FC 



A 




Tyra Øst 

D 



11 km (8tommers rør) 

DC 




FF 

BehandlingsogIndvindings- 

Kraka platform 



Ubemandet 


Tyra Sydøst 


Ubemandet 


FA 


FB 


Gasledning til land 


Olieledning til land 


BB (planlagt) 

Stigerørsplatform 

BC (planlagt) 


FD 


Dan 

gaslift 


Halfdan 



1.7 km (14 tommers rør) 





BA 


DA 


indvindingsplatform 

0.5 km(10 tommers rør) 




FG 

Behandlingsplatform 


Oile/kondensat 

Gas 

Vand 

Gas/Oile/Vand 

A 




D 

CA (planlagt) 

Ubemandet 


FE 

Indvindingsplatform og bromodul 

med indvindingsudstyr 

2 km (10 tommersrør) 


B 

Behandlingsplatform 

C 



E 

Ubemandet 


D 


Regnar 


Udbygget på havbunden 

Indenfor A.P. Møller-Mærsk’s koncessionsområde er der siden starten installeret betydelige 

produktionsanlæg, som er forbundet med rørledninger til olie, gas og vand. 

Der produceres i dag fra 14 olie- og gasfelter. 

9

10 

Staten har siden afholdt seks udbudsrunder. Normalt foregår 

det ved, at en række selskaber danner en gruppe, eller et 

konsortium, der i fællesskab søger retten til et bestemt område 

og dermed deler risikoen. 

Før staten giver gruppen en tilladelse, aftales de nærmere 

vilkår, der beskriver både pligter og rettigheder for gruppen. 

Rettighederne består i tilladelse til efterforskning og indvinding 

af olie og gas. Forpligtelserne består for eksempel i, at gruppen 

på forhånd binder sig til et bestemt antal efterforskningsboringer. 

Staten er nemlig interesseret i at få hele undergrunden 

undersøgt så grundigt som muligt. 

En anden forpligtelse, som gælder for alle licenser, er at den 

danske stat skal deltage med 20 pct. 

Gruppen aftaler selv, hvem der skal være operatør og dermed 

stå for selve borearbejdet. Siden 1986 har Mærsk Olie og Gas 

været eneoperatør for DUC og dermed stået for hovedparten 

af de danske Nordsøaktiviteter. 

Når en gruppe foretager en efterforskningsboring, sendes 

resultaterne til Energistyrelsen, som hører under staten. Resultaterne 

er hemmelige i fem år, hvorefter alle og enhver har 

adgang til at se de data, der kom frem ved boringen. 

I midten af 1990’erne fandt en af de nye grupper olie, og i 

1999 begyndte man for første gang at indvinde olie i to felter 

uden for A.P. Møller- Mærsks område. 

DUC kan naturligvis på lige fod med andre byde på de arealer 

som man tidligere måtte give tilbage til staten. Det har DUC 

gjort fl ere gange. 

Staten kræver fl ere penge 

I 2003 begyndte politikerne igen at kaste lange øjne efter 

DUC’s indtægter i Nordsøen, og et folketingsfl ertal bad 

regeringen om at undersøge mulighederne for at få en højere 

beskatning af DUC’s olie og gas i Nordsøen. DUC forsvarede 

sig med, at det var langt sværere – og dyrere – at indvinde 

olie og gas i den danske del af Nordsøen end mange andre 

steder. Der var lagt op til et nyt drama om Nordsøen, og aviserne 

fandt de store overskrifter frem. 

Samtidig kunne både staten og DUC konstatere, at den gamle 

eneretsbevilling fra 1962 snart ville ophøre, og begge parter 

var interesseret i at produktionen fortsatte ud over 2012. 

I efteråret 2003 kunne staten og A.P. Møller-Mærsk underskrive 

en ny aftale, som betød at DUC skulle betale mere i 

skat. Samtidig blev koncessionen forlænget fra 2012 til 2042 

mod at staten fra 2012 bliver 20 procent medejer af DUC 

– ligesom den er medejer af de andre grupper, der udfører 

olie- og gasaktiviteter i Danmark. 

Eventyret fortsætter 

I 2005 blev der produceret olie og gas fra 19 felter i den danske 

del af Nordsøen. Mærsk Olie og Gas er for DUC operatør 

på 14 af disse felter. Der blev i alt produceret 22 millioner m 3 

olie – svarende til 4-5 tons for hver dansker – og knap 10 

milliarder m 3 gas. 

Værdien af produktionen var 53 milliarder kroner, og heraf 

fi k staten i skatter og overskudsdeling 24 milliarder kroner. 

Takket være aktiviteterne i Nordsøen blev handelsbalancen 

forbedret med 25 milliarder kroner samme år. 

De kommende år kan det danske samfund regne med fortsat 

store indtægter på grund af høj produktion og forventning om 

høje oliepriser. 

Men det er også en dyr fornøjelse at deltage i oliejagten. Det 

har mange af de nye selskaber, der er kommet til, måttet 

sande. En enkelt efterforskningsboring koster nemt mellem 

50 og 100 millioner kroner. Alt i alt er der siden starten brugt 

200 mia. kroner på efterforskning og produktion i Nordsøen. 

Til sammenligning kostede Metroen i København 12 mia. 

kroner at bygge. 

Nu mener eksperter, at vi er halvvejs i eventyret. De kendte 

reserver i Nordsøen er nu mindre end den mængde, 

vi allerede har hentet op af undergrunden. Men der 

er stor usikkerhed, for Mærsk Olie og Gas og de andre 

operatører bliver stadig dygtigere til at vriste mere olie 

og gas ud af de kendte felter. Under alle omstændigheder 

fortsætter eventyret indtil videre, og Danmark vil også i 

fremtiden være et olieland. 

Fordeling af produktionen i Nordsøen 2005 

Shell 38% 

Øvrige 5% 

A.P. Møller - Mærsk 32% 

Hess 6% 

Chevron 12% 

Dong 7%

www.duc.dk 

Forfatter: Lars Søndergård. Layout og tryk 

Fotos: 

Forside/ bagside: Dan feltet 

s. 3 ©DARGAUD ÉDITEUR PARIS 1971 by Goscinny and Morris 

©LUCKY COMICS – s. 4 Danish American Prospecting Company 

s. 6 Arne Andersen – s. 8 Scanpix - POLFOTO 

Øvrige: A. P. Møller-Mærsk med mindre andet er angivet.

28959_1Historie.indd - Maersk Oil

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?