Boxeren 6-2007

Box Brill blev i 1944 kåret som årets avlshan. Der
var i 1943 udstillet 15 stk. afkom efter ham med 3
forskellige tæver. Af disse afkom får hannen Box
Conny rosende omtale, men også opdræt fra
kennel Bellahøj er nævnt. (2 kommende
champions, nemlig: Box Etty af Brill og Box
Emuk af Brill.)
Asta Hartig gjorde sig også gældende på den
anden side af sundet, hvor Box Conny og Box
Mira af Bärbel var af de mest vindende.
Eftertiden.
Besættelsesårene var domineret af opdræt fra
kennel Box, kennelBellahøj, kennel Holmas af
Rosenheim og naturligvis mange flere. Kennel
Marmon og kennel Sanderum var indtil de
ophørte, i henholdsvis 1937 og få år senere, de
mest betydende med hensyn til fremskaffelse af
nyt og bedre avlsmateriale.
Kennel Box var i 1947 både kvantitativt og
kvalitativt den største.
Kennel Rudme fik sin store fremgang nogle år
senere, men havde dog stambogsført en enkelt
hvalp i 1939 og igen en tæve i 1943, nemlig
Rudmes Bella, samt et kuld i 1944 af førnævnte
Bella ved Buller fra Hobro. Fra dette kuld kom
Rudmes Jette, der blev kåret af ”Landsforeningen
for Politihundesagen i Danmark” den 3.8.1946 i
Svendborg - med 88 point.
Kennel Rudme har mere end nogen anden
kennel i talmæssigt henseende præget
boxeropdrættet i Danmark.
Mange generationers senere Rudme-boxere
kunne, via Rudmes Jette, føre aner tilbage til
Marmons Carlo og Schack v. Dom, ja næsten til
de første boxere i Danmark.
I årene efter befrielsen faldt antallet af hunde her i
landet og derfor også antallet af boxere.
Historien gentager sig, om end heldigvis på andre
forudsætninger.
Vi havde krise i de såkaldte fattigfirsene, og vi
havde krise i trediverne, men begge gange steg
antallet af hunde.
Når forbrugsmuligheder øges, falder antallet af
hunde.
Desuden er der tilsyneladende behov for stærke
hunde i urolige tider, og derfor en stigning i
racerne Rottweiler og Dobermann, men samtidig
et fald i racen Boxer.
Under krigen var antallet af de to racer større end
boxerens antal, og i 1980 kunne man også
notere en fremgang her på boxerens bekostning.
Man kan kun gisne om disse forhold, da der ikke
findes videnskabelig udredning omkring folks
hundehold.
I efterkrigsårene ophørte varemangel og dette,
sammen med øvrige samfundsændringer,
medførte naturligt andre behov.
36 BOXEREN
På DKK`s generalforsamling i 1948
konstateredes, at 1947 havde bragt et fald i
stambogsførte hunde, men formanden
konstaterede, at denne tendens ville ændre sig,
når folk havde fyldt deres garderobeskabe.
Stagnationen varede dog helt frem til 1953, og så
mange år gik der vel næppe med, at udskifte
krigsårenes maximaltøj!
På trods af fald i antal, steg kvaliteten heldigvis.
I Norge steg antallet af Boxere i de sidste
besættelsesår, men til gengæld med ringe
kvalitet.
Johs. Hartig dømte på den første udstilling i
Norge efter krigen. Han kom til Norge på
”fredsrusens bølge” og måtte bedømme alt for
mange hunde.
Han var ”mild” i sine bedømmelser og
præmieringer, så der menes, at resultatet gav et
forkert billede af niveauet.
Her i landet gjorde Asta Hartigs kennel Box sig
stadig gældende.
På DKK`s udstilling i Ålborg, den 17.-19. maj
1946, overraktes Asta Hartig en blomsterbuket af
DKK`s daværende formand, greve K. F. Knuth,
da hun mødte, for at hente sin ærespræmie.
Greve Knuth fremhævede fru Hartigs store
indsats for den danske hundesag og fortsatte:
”Dette er et enestående tilfælde og skaber ikke
præcedens for andre udstiller- og
opdrætterjubilæer.” Sluttende med ønsket om
held og fremgang i fremtiden.
Hun var ubestridt den opdrætter, der havde taget
den højeste udmærkelse i opdrætsklasse oftest i
de 25 år, hvor hun havde været udstiller.
Eftertiden har berømmet Asta Hartigs indsats,
men samtiden skønnede dog også på den.
Hendes bramfrie udtryksmåde er også husket af
mange. Hun skal, på en DKK udstilling, have
sagt til formanden, at ”han hellere skulle tage
hjem til sit slot, for hunde havde han ikke
forstand på.”
Gennem mange år kom DKK`s formand fra
landadelen, så det behøver nødvendigvis ikke at
være føromtalte greve Knuth, der sigtes til.
Heldet fulgte til en vis grad nok Asta Hartig, men
det faktum, at hun og hendes mand, Johs.
Hartig, senere blev ekskluderet af Boxer-klubben,
hvorefter formand Hans Dønvig fik udvirket, at hun
ikke kunne udstille i De forenede Specialklubber,
har ganske givet betydet en hindring for hendes
fortsatte karriere.
Asta Hartig var, på grund af hendes uforbeholdne
måde at sige tingene på, et let offer for
den eksklusion, der fandt sin definitive afgørelse
ved landsretten senere.