Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Dansk</strong> skønlitteratur<br />
med skak og skakspillere<br />
Af Claes Løfgren<br />
For skakspilleren med forkærlighed<br />
for skønlitteratur er det spændende<br />
at støde på tekster med relation til<br />
spillet. Hvad enten skak bruges som<br />
symbolmættet motiv – det indbyder<br />
spillets på overfladen enkle metaforik<br />
jo til: sort/hvidt, godt/ondt osv. –<br />
eller tjener som bærende motiv i<br />
fortællingens konstruktion og handling,<br />
giver det os stof til eftertanke:<br />
Hvorfor spiller vi egentlig? Ligger<br />
der mere bag end spillets spænding<br />
og tilfredsstillelsen ved undertiden<br />
at gennemskue komplicerede sammenhænge<br />
bedre end sin modstander?<br />
Middelalderens moralister så spillet<br />
som et billede på menneskelivet.<br />
Hvert menneske havde sin af Gud<br />
bestemte plads at udfylde så godt<br />
man nu kunne, hvad enten det var<br />
som bonde eller konge. Måske ligger<br />
der stadig en rest af denne anskuelsesmåde<br />
i en søgen gennem<br />
spillet efter den logik og sammenhæng,<br />
som kan være svær at finde i<br />
livets vilkårlighed.<br />
Forførende skak<br />
<strong>Skak</strong>terminologien finder hurtigt vej<br />
til litteraturen. Grundtvig bruger enkeltstående<br />
skakudtryk og -billeder<br />
i sine digte ligesom H.C. <strong>Andersen</strong><br />
og Oehlenschläger, men lidt videre<br />
går Poul Martin Møller. I hans parodiske<br />
Statistisk Skildring af Lægdsgaarden<br />
i Ølseby-Magle (1820) er<br />
den unge fortæller i færd med at beskrive<br />
religionen på nævnte eksotiske<br />
sted, da han distraheres ved synet<br />
af husets plejedatter i haven, og<br />
en forførelsesscene udvikler sig som<br />
et skakparti:<br />
28 2011 /1/28<br />
‘... da jeg pludselig saa et blomstrende<br />
Pigebarn med Straahat paa<br />
Hovedet skjule sig bag en Hasselhække.<br />
(...) Jeg skyndte mig tilbage<br />
for at besætte denne Udgang.<br />
Ved et løseligt Overblik af det hele<br />
Terræn blev jeg var, at hun umuligen<br />
kunne undslippe mig, naar<br />
jeg blot afskar hende Vejen til<br />
Døren. Vi legte nu mellem Blomsterkvarterernes<br />
mangfoldige Kvadrater<br />
et fuldstændigt <strong>Skak</strong>- og<br />
Damspil. Ingen af os kunne flytte<br />
ind i de firkantede Blomsterbede<br />
uden at anrette frygteligt Nederlag<br />
paa Tulipaner og Lilier. Vi<br />
maatte begge følge de Stier, som<br />
ved Buksbomhækkenes Flugt vare<br />
foreskrevne. Jeg havde to Planer<br />
for Øje: 1) Stedse at rykke frem<br />
for at fængsle Pigen i en Krog, 2)<br />
men tillige at spærre hver Adgang<br />
til Døren. Hun, som var mig deri<br />
overlegen, at hun kendte Terrænet<br />
bedst, gjorde tit et uformodentligt<br />
Træk, som satte mig i Forlegenhed<br />
og nær havde tilintetgjort mine<br />
Anslag. Men jeg benyttede mig da<br />
uden Betænkning af min Fordel<br />
som Springer og satte dristig over<br />
een Kvadrat efter den anden, medens<br />
hun med de smaa Jomfruskridt<br />
i sin snævre Sirses Kjole var<br />
nødt til at følge Landevejen. Saaledes<br />
blev Pigebarnet snart mat, og<br />
stod ganske raadvild i en vinkelspids<br />
af Havegærdet uden at kunne<br />
flytte sig videre.’<br />
Også den fortvivlet-humoristiske<br />
provokatør Gustav Wied kunne bruge<br />
spillet til at fremmane en stemning.<br />
I novellen Regnvejr (1896)<br />
fordriver to ældre herrer en kedelig<br />
dag med røg, drikkevarer – og skak:<br />
‘– Vi spiller vel <strong>Skak</strong> til?<br />
– Ja vel, smilede han, for det kunne<br />
han lide. – Verden er sgu slet ikke<br />
saa gal, sagde han lidt efter, bare<br />
man forstaar at tage paa den!... her<br />
er Spirituosaen! (...)<br />
– Maa jeg ta’ en Cigar?<br />
– Ta’ væk! ...Pas nu paa Springeren<br />
dér!<br />
– Jamen det er ikke Spil! Sagde<br />
jeg.<br />
– Aa Vrøvl, jo Gu’ er det Spil! Man<br />
ta’r sig da den Fordel, man kan!<br />
Maa jeg klinke med Dem?<br />
– I hvad? spurgte jeg arrig.<br />
– I Cognak.<br />
Og saa klinkede vi igen i Cognak.’<br />
Men vi skal tættere på vor egen tid<br />
for at finde skønlitteratur, hvor skak<br />
så at sige spiller hovedrollen.<br />
Peter Dürrfeld:<br />
Kandidaten (Gyldendal, 1976)