28.07.2013 Views

Mads Andersen - Dansk Skak Union

Mads Andersen - Dansk Skak Union

Mads Andersen - Dansk Skak Union

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Foto: Jytte Bech Dürrfeld.<br />

Helstøbt skakroman<br />

Peter Dürrfelds Kandidaten (1976)<br />

er stadig den danske skakroman par<br />

excellence i den forstand, at spillet<br />

udgør den ramme, som både handlingen<br />

og hovedpersonernes ageren<br />

udfolder sig på baggrund af. Her<br />

møder vi for første gang skakspilleren<br />

så at sige indefra, i en<br />

hverdagsramme med ham selv som<br />

fortæller, og ikke som i mange andre<br />

værker set gennem en undrende<br />

omverdens øjne.<br />

Hovedpersonen Peter Trøst er en<br />

40-årig ungkarl, der lever sin stille<br />

eksistens på Nørrebro med udsigt<br />

over Peblingesøen, omgivet af et<br />

myldrende liv som han med mild<br />

overbærenhed betragter på afstand.<br />

Han begyndte at spille skak som<br />

dreng, men fik hurtigt afsky for rygende,<br />

snøftende og bussemandspillende<br />

modstandere på den anden<br />

side af brættet og efter at have tabt<br />

på tid i en stilling, hvor brikkerne<br />

var placeret så perfekt, at det simpelthen<br />

ikke gav mening at flytte<br />

dem, forlod han klubbens påtrængende<br />

fællesskab for at søge over i<br />

korrespondanceskakken, hvor uvanerne<br />

– ligesom den øvrige menneskehed<br />

– kan holdes på betryggende<br />

distance.<br />

Peter Dürrfeld – 35 år efter udgivelsen i 1976 står<br />

hans 'Kandidaten' fortsat som den danske<br />

skakroman par excellence.<br />

‘Jeg forklarer ham, hvad begrebet<br />

fjernopposition indebærer, og<br />

hvordan det kan være nødvendigt<br />

at anvende dette i det praktiske spil.<br />

Med fjernoppositionen er det som<br />

med mange menneskelige relationer.<br />

To figurer står afventende over<br />

for hinanden, tre felters mellemrum<br />

skiller dem. Ingen kan gå den<br />

anden i møde, ingen kan tage det<br />

første skridt. For man véd, at der<br />

altid vil være mindst ét felt mellem<br />

en selv og den anden, det ene<br />

felt man taber på...’<br />

Trøst tjener til portoen og sine øvrige<br />

beskedne fornødenheder som<br />

petitjournalist på et forbrugerblad<br />

(‘er det bedst med gær eller bagepulver<br />

i æbleskivedej?’) Imellem de<br />

grundige analyser bliver der tid til<br />

tebrygning, hvor heller intet overlades<br />

til tilfældet – Trøst har et batteri<br />

af sandure, så Oolong eller Lapsang<br />

Souchong-bladene kan få præcis den<br />

korrekte trækketid – og til TVkiggeri,<br />

hvor en række af 70’ernes<br />

studieværter trods fiktive navne er<br />

let genkendelige.<br />

En enkelt gang melder en svensk<br />

k-skakmodstander sin ankomst til<br />

København, men det bliver en kejtet<br />

affære og Trøst drager et lettelsens<br />

suk, da han kan sige pænt farvel og<br />

tak i færgeterminalen.<br />

Også kvinden i Trøsts liv befinder<br />

sig langt borte – hun er k-skakspiller<br />

og violinist i Los Angeles<br />

Philharmonic, og at lytte til hendes<br />

Mozart-indspilninger og spille det<br />

ene remisparti efter det andet er tilstrækkeligt<br />

for ham.<br />

Gennem årene har Trøst spillet sig<br />

op i rækkerne og er nu i VM-finalen<br />

med titlen inden for rækkevidde, da<br />

hans blodsygdom (blodet er for<br />

tyndt!) kræver hospitalsindlæggelse.<br />

Og her må han lægge ikke blot sit<br />

liv, men også det sidste afgørende<br />

parti i overlægens hænder.<br />

I modsætning til mange andre<br />

skakromaner mærker man her, at forfatteren<br />

har førstehåndskendskab til<br />

sit miljøs særlige karakter – jargonen,<br />

forholdene omkring turneringerne,<br />

spillernes omgangsform osv.<br />

– som skildres kærligt-ironisk.<br />

Blandt modstanderne i VM-turneringen<br />

optræder kendte navne: det sidste<br />

afgørende parti, som overlægen<br />

helst skulle holde remis, er mod en<br />

vis Jan Smejkal!<br />

På det overordnede plan er temaet<br />

tiden, der ubarmhjertigt rinder ud,<br />

hvad enten det er teens trækketid<br />

eller k-spillerens betænkningstid og<br />

liv. Trøsts sidste tanke er: så længe<br />

stillingen er uafgjort, er det godt nok.<br />

Hvordan mon Peter Trøst ville have<br />

forholdt sig til computerprogrammernes<br />

indtog i k-skakken? Han<br />

kunne jo have valgt infinite level...<br />

Pudsigt er det, at den lavmælte<br />

Peter Trøst nær havde afstedkommet<br />

en litterær fejde: Da en noget bedrevidende<br />

anmelder påtog sig at forklare<br />

den debuterende skribent,<br />

hvordan han burde have skrevet sin<br />

bog, rykkede Anders Bodelsen til<br />

undsætning og forsvarede sin nye<br />

forfatterkollegas ret til at skrive som<br />

han ville!<br />

Også senere i Dürrfelds efterhånden<br />

omfattende skønlitterære produktion<br />

dukker spillet undertiden op.<br />

I nogle erindringsnoveller genken-<br />

2011 /1/29 29

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!