På dette tidspunkt af vores traditionelle Sct. Hans aften på ... - Nustrup

På dette tidspunkt af vores traditionelle Sct. Hans aften på byens legeplad plejer jeg at kunne
præsentere årets båltaler, men det er ikke altid tingene lykkes for mig og i år har det ikke været
muligt trods ihærdige anstrengelser at få en spændende taler til at give sit bud på en båltale. Det
er en kendt sag at en bestyrelsesformands fornemste opgave er at uddelegere opgaverne, men
hvis det ikke lykkes hænger man selv på den, hvis den skal løses.
Hvis jeg skulle sige noget om hvad Sct. Hans betyder for mig er der et par begivenheder der har sat
sig fast i min erindring. Det ene er en oplevelse der gjorde et stort indtryk på mig og står som
nogle stærke billeder i min ellers noget skrantene hukommelse. Det fandt sted i 1945 hvor min far
tog mig ved hånden og sagde nu skulle vi over på Fælleden og se Sct. Hans bål. Dengang var
Amager Fælled et meget stort fladt område med græs og buske. Fælleden var i generationer brugt
til store forsamlinger og som øvelsesplads for borgervæbningen og militæret. I den ene ende var
der en stor kunstig bakke som kaldes Langbakken og var meget yndet som kælkebakke når der var
sne. Fælleden ligger tæt på mit barndomshjem så vi gik derover. Der var et mylder af mennesker
på vejen så det var med at holde fast i min fars hånd. Da vi kom frem var der forsamlet mange
tusind mennesker. Midt på Langbakken var der bygget et stort bål. Der blev sagt noget i et af den
tids højtaleranlæg som bestemt ikke var hi fi sikkert en velkomst og et forslag om en sang og så
begyndte folk at synge. Det lyder af noget når en så stor folkemængde synger de nationale sange.
Lidt inde i sangen begyndte bålet at brænde og store flammer steg op mod aftenhimlen. Det var
en betagende oplevelse for en næsten 6 årrig. Det store bål, sangen og de mange mennesker. Der
var så nogen der holdt en tale og så sang folk igen. Jeg ved ikke hvilke sange der blev sunget, men
det var nogen som folk kunne. Jeg ved heller ikke hvad talen indeholdt, men det var jo lige efter
befrielsen. Det var i hvert fald noget der gjorde indtryk for min far havde lommetørklædet fremme
for at tørre sig på kinden.
Det andet jeg forbinder med dagen i dag er at det er min datters fødselsdag. Leila er født tidlig om
morgenen den 23. juni netop som solen stod op og skinnede ind ad vinduet på Gram sygehus. Man
kan godt sige at hun er et barn af lyset. Nu var det jo ikke noget som fædre fik lov til at overvære
dengang. Jeg blev nådigst tilstået et kort besøg sent aftenen inden og blev så kostet ud. Fædre var
i vejen. Dagen efter fik jeg så lov til at se det lille nye menneske lidt på afstand. Ikke noget med at
holde, det havde nybagte fædre ingen forstand på. Sådan var det dengang. Af sted af sted på lette
fjed hen til registerføreren i Gram for at få den nye borger skrevet ind i registreret med sirlig
håndskrift med pen og blæk. Personlig henvendelse og forevisning af behørige attester ikke noget
med telefonisk henvendelse eller internet. Bureuakratiet og skrappe jordmødre til trods var det nu
en rigtig god dag.
Der er en enkelt skik omkring Sct. Hans som jeg ikke er så pjattet med selv om det er skik og brug.
Det er det med at man brænder en symbolsk dukke en såkaldt heks af. Jeg kan ikke lade være med
at tænke på at engang var det ikke en dukke der blev brændt, men et levende menneske. Et
menneske som regel ikke i de bedste kår som nogen havde anmeldt for hekseri fordi man havde
følt at der var kastet onde øjne og det var derfor der var uheld på marken, stalden eller i familien.
Jeg ved godt at siden Adam og Eva har det været noget menneskeligt at hvis noget gik galt og ikke
flaskede sig så man sig omkrig for at se om der var nogen man kunne give skylden. Brugte man så
tilstrækkelige forhørsmetoder gloende tænger for eksempel kunne man få hvem som helst til at
tilstå hvad som helst. Så var det af sted ledsaget af en hujende folkemængde hen til pælen med

ålet. Skikken med de gloende tænger og bålet har vi lagt bag os, men jeg er ikke sikker på det
med at se sig om efter en syndebuk helt er lagt på hylden. Det kan man jo tænke lidt over.
Her beboerforeningens bestyrelse har vi en rigtig god arbejdsfordeling. Vi gør hver især det vi er
gode til. For eksempel er Jørn god til at grille pølser og Oluf er god til at passe på vores penge.
Mogens og Niels Erik kan det tunge slæb. Toni holder øje med legepladsen og Erling er god med en
trailer når der skal stilles op Jeg ved godt at jeg burde gå foran og tænde bålet, men det vil jeg
ikke. Det er der en god grund til. De første år vi holdt Sct. Hans her på legepladsen blev bålet
brændt af i en stor brønd ring som lå her på pladsen. Et år ville bålet bare ikke brænde. Vi asede og
maste, tiggede og bad lige meget hjalp det. Et medlem af bestyrelsen, som fra sit erhverv som
smed var vandt til effektive løsninger, gik hjem og hentede en brændbar væske som også kan
bruges i biler, i en spand og det røg ind i bålstedet. Det kan nok være at det satte gang i
foretagenet. Meterhøje flammer stod op og udad. Det var meget effektivt. Der var bare den hage
ved det at jeg ikke var helt klar over hvad der var gang i og stod for tæt på begivenhederne
centrum. Nå jeg trængte nok alligevel til en ny jakke og jeg kunne også spare udgiften til en
klipning og trimning af øjenbryn et stykke tid. Siden den tid har jeg holdt mig i passende afstand
fra båltænding.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig god sommer.