COMMON SENSE - Petersen Tegl

Foto: Cameraphoto
27 2012
E T M A G A S I N O M T E G L O G A N S V A R L I G A R K I T E K T U R
COMMON
SENSE
Biennale Architettura i Venedig er den største, internationale arkitekturbegivenhed i verden. Biennalens tema i 2012 var Common
Ground. Biennalens kurator, arkitekt David Chipperfield, siger om temaet, at han ønskede at rette biennalen mod bevidsthed om
kontinuitet, sammenhæng og erindring, mod fælles indflydelse og fælles forventninger. Ingen byggematerialer er bedre bærere
af denne kontinuitet end murstenen, som indgår i flere af biennalens udstillinger. Intet valg af byggematerialer kan være mere
common sense end murstenen, som gennem årtusinder har været en del af det fælles sprog. Hos Petersen Tegl er vi stolte over,
at tegnestuen Kuehn Malvezzi valgte den smukke mursten D99 til den installation, som kurator havde inviteret dem til at udføre.
®

Til Biennale Architettura i Venedig i år har arkitekterne Kuehn Malvezzi skabt installationen, “Komuna Fundamento”,
der er centralt placeret ved udstillingsbygningen Palazzo delle Esposizioni. Man møder den ene del af installationen
uden for pavillonen i form af en muret plint, der optager niveauforskydningen i terrænet.
Biennalens kurator, David Chipperfield
valgte ordlyden Common Ground
som årets udstillingstema.
2|
FÆLLES GRUND
TEMAET FOR ARKITEKTURBIENNALEN I VENEDIG I ÅR MATCHER MURSTENEN GODT.
FOR HVILKET BYGGEMATERIALE ER MON MERE ’COMMON GROUND’ END MURSTENEN,
DER GENNEM ÅRTUSINDER HAR SAT PRÆG PÅ ALLE BEBOEDE KONTINENTER.
AF THOMAS BO JENSEN, LEKTOR, ARKITEKT MAA, PH.D.
Common ground. Med dette tema har hovedkuratoren
ved dette års arkitekturbiennale i Venedig,
den britiske arkitekt David Chipperfield,
ønsket at tvinge de 119 bidragende arkitekter
til at nedtone de individuelle manifestationer
til fordel for mere kollektivt funderede udsagn.
Vores tid, præget af ængstelse og økonomisk
usikkerhed, fordrer, at vi vender blikket imod
det, der samler os som kulturhistoriske væsner,
frem for at konkurrere på de mest højtråbende,
enkeltstående udsagn, som det ifølge David
Chipperfield har været tilfældet i de seneste
årtier. »Den byggede verden er et testamente
til det arkitektoniske sprogs kontinuerlige evolution,«
skriver han i biennalens hovedtekst. I
dette ’testamente’ ligger næringen til en kritisk
og fremadrettet forståelse af vores omgivende
verden, mener han.
Common ground-temaet har fremmanet
mange interessante og meningsfulde udstillingsbidrag.
En del af dem er udført som store
sammenhængende installationer og arkitektur-
modeller, eller sågar hele rum udført i 1:1.
Blandt disse fuldskala bidrag har en del af udstillerne
valgt murstenen som udtryksmiddel.
Man kan måske ligefrem tale om en mindre revival
for murstenen, som på forskellig vis indgår
i flere af bidragene. Udstillingens tema må
da også siges at matche murstenen godt. For
hvilket byggemateriale er mon mere ’common
ground’ end murstenen, der har sat betydelige
aftryk på alle beboede kontinenter gennem tusinder
af år – og stadig gør det.
Blandt de mest gennemførte murstensinstallationer
finder man den tyske tegnestue
Kuehn Malvezzis bidrag til den store, fælles udstillingsbygning
centralt på biennale-området.
Installationen består dels af en aflang, massivt
muret plint, anlagt i siddehøjde uden for bygningens
hovedindgang, og dels af en let,
skærmagtig, rumlig installation, opført i bygningens
ottekantede fordelingsrum. Tyngde og
lethed. Det massive og det spinkle. To tilgange
til murværket, som hviler på vidt forskellige
Plinten er opført i en blådæmpet mursten,
der rummer både sorte, grålige, blålige,
hvidlige og grønlige nuancer.
principper. Det både overraskende og raffinerede
ved Kuehn Malvezzis arbejder er dog, at
murstenene er stablet på præcis samme måde
i begge værker. De er alle rejst op på langsiden
og stablet i lige, lodrette kolonner uden overlappende
fuger. Dette er principielt et brud på
den massive konstruktions regelsæt, men ved
at sammensætte plinten lag på lag af lodrette
skiver, opstår den nødvendige sammenhæng og
massivitet. Plintens vandrette overside bliver
derved tegnet af løbere, langsiderne af kopper
og de korte sider af murstenens rektangulære
flader. Det skaber en vrangvendt virkning, hvor
oversiden har karakter af en mur der er lagt
ned, mens endevæggene får karakter af en rejst
belægning.
I den rumlige installation inde i udstillingsbygningen
er det præcis denne virkning, som
er dominerende. Væggene fremstår som store
skiver, der har rejst sig fra deres vante leje. Det
vender op og ned på vores forestillinger om,
hvad der er naturligt for murstenen. Vi lever i
Den internationale arkitekturbiennale i Venedig, der afholdes hvert andet år, varer fra ultimo august til ultimo november. Antallet af besøgende er stigende fra år til år og var i 2010 cirka 170.000.

Den rumlige del af installationen møder man inde i udstillingsbygningen som tynde, stablede vægge, der danner en zigzag-bevægelse,
som forhindrer direkte, visuel kontakt mellem indgangen og udstillingssalene.
en tid, hvor murstenen er blevet berøvet sin
tyngde og blot fungerer som beklædning, påhægtet
en bagmur. Dette har frigjort murstenen
fra forbandtets stramme regler – med
mange nye stablings- og mønstermuligheder
som gevinst. At der så samtidig er røget nogle
væsentlige bygningsfysiske kvaliteter ud med
badevandet – eksempelvis termiske, fugtregulerende
og indeklimamæssige fordele – er en
helt anden snak. I Kuehn Malvezzis installation
erdettedogligegyldigt.Herforekommerden
spidsfindige dialog med den massive plint både
tankevækkende og smuk. Rent rumligt fungerer
det også godt. De tynde, stablede vægge danner
en rumlig zigzag-bevægelse, der forhindrer
direkte, visuel kontakt mellem indgangen og
udstillingssalene. Herved skabes en lille omvej,
før man entrer bygningens første egentlige udstillingsrum.
Undervejs passeres et tværgående
opholdsrum med en indbygget bænk, opmuret
ligesom den udendørs plint. Opholdsrummet
fungerer både som pauserum og som et lille
galleri, hvori er ophængt store, frithængende
rammer med billeder af fotograferne Candida
Höfer og Armin Linke.
Petersen Tegl har doneret murstenene. Der
er tale om den meget smukke D99 – en fætter
til den (i mine øjne) næsten endnu smukkere
D58. Dens varierede og changerende overflader,
der både rummer sorte, grålige, blålige,
hvidlige og grønlige nuancer, kommer klart
bedst til deres ret udendørs. Indenfor skæmmer
en stribe meget uheldige lysstofrør oplevelsen
af stenenes keramiske kvaliteter. Det kolde lys
bevirker, at stenene forekommer mere gråvejrsagtige,
end de i virkeligheden er. Det retter
plinten heldigvis op på. Her træder stenenes
varmere nuancer frem i skøn forening med de
mange udstillingsgæsters behov for hvile.
Common ground i bogstaveligste forstand!
Komuna Fundamento,
Biennale Architettura 2012
Arkitekt: Kuehn Malvezzi
Murerfirma: Errico Costruzioni, Venezia
Sten: D99
Fotos: Cameraphoto
En indbygget bænk i den rumlige installation er
opmuret på samme måde som den udendørs plint.
Installationen har også funktion som et lille,
eksklusivt galleri med billeder af fotograferne
Candida Höfer og Armin Linke.
|3

FRA OL
TIL PRIVATE
BOLIGER
C.F.MØLLERS NYE BOLIGBEBYGGELSE I STRATFORD
– DER UNDER OLYMPIADEN HUSEDE ATLETER –
ER OPFØRT EFTER GENNEMPRØVEDE,
DANSKE MURTRADITIONER.
AF IDA PRÆSTEGAARD, ARKITEKT
C.F.Møllers byggeri er formet omkring et hævet gårdrum og disponeret som fire sammenhængende blokke i forskellige højder.
Grundens irregulære form betyder, at bygningerne er drejet forskelligt i forhold til hinanden, og at samtlige boliger får sol i løbet af dagen.
Byggeriet er her fotograferet lige efter færdiggørelsen og kort før det store rykind af olympiske atleter.
Der var ingen adgang til den atletiske by, mens olympiaden blev
afviklet i juli og august i år. Men også nu går besøgende forgæves.
Området er nemlig igen omdannet til byggeplads og vil
være det, indtil de cirka 16.000 atletboliger er omdannet til
2800 lejligheder. Transformationen er et væsentligt led i en
strategisk plan, der fundamentalt adskiller de olympiske lege i
år fra tidligere OL.
Londons ønske om at være vært for OL 2012 var nemlig helt
fra begyndelsen baseret på ønsket om at skabe forandrende og
blivende værdier for byen. Bæredygtighed blev dermed et centralt
begreb, der er tænkt ind på alle niveauer i hele det britiske
OL-projekt. Alle bygninger er udført optimalt energibesparende
blandt andet med hensyn til varmeindvinding. Tanken var tillige
at sikre kommerciel bæredygtighed. I udgangspunktet skulle
britiske skatteborgere ikke belastes, og legene blev derfor udbudt
til private investorer. Sidst, men ikke mindst, betød beslutningen
om bæredygtighed, at byplan og bygninger skulle
udføres i kvaliteter, der dels ville sikre anlæggene en meget
lang levetid, dels ville kunne tiltrække kommende beboere og
brugere, når OL var overstået.
I begyndelsen af august
– mens legene var i fuld gang –
blev H.K.H. Kronprins Frederik
og kulturminister Uffe Elbæk
vist rundt i den atletiske
landsby af Julian Weyer,
arkitekt og partner
i C.F.Møller Architects.
Foto: Holly Knight
Som den eneste danske virksomhed var C.F.Møller Architects
blandt de 16 internationale arkitektfirmaer, der blev udvalgt til
at tegne den atletiske by.
Projektet blev varetaget af C.F.Møllers tegnestue i London
med Julian Weyer som ansvarlig partner:
»Da London vandt 2012-legene i 2005, indså man, at store
overbuds-OL var ude af trit med tiden. London behøver ikke
branding i traditionel forstand, men kunne gå nye veje. Mange
OL har gennem tiden udviklet sig til økonomiske katastrofer,
fordi de store investeringer ikke er tænkt ind i fremadrettede
helheder. I London valgte man derfor at integrere legene i et
eksisterende byudviklingsprojekt i Stratford, øst for London, der
blev udvidet til at omfatte opførelse af sportsfaciliteter og flere
boliger, hvis færdiggørelse blev timet til legenes åbning, men
i øvrigt behandlet efter de oprindeligt vedtagne planer.«
Området i Stratford, der blev døbt East Village, var et nedslidt
industriområde, som infrastrukturelt var ideelt til at rumme
de mange besøgende. Der blev udviklet en masterplan for den
kommende bydel, inspireret af det klassiske Londonkvarter med
en velfungerende opdeling mellem offentlige og private arealer
Situationsplan

Byggeriet er bæredygtigt – også i kraft af sine slidstærke materialer.
Mursten kræver et minimum af vedligeholdelse
og skal hverken udskiftes eller efterbehandles.
– en model, der har vist sig at være velfungerende gennem flere
hundrede år. East Village kommer foruden boliger til at rumme
pladser og parker samt et gigantisk forretningscenter, der blev
indviet inden legene startede.
C.F.Møllers byggeri er markant placeret ved indgangen til
East Village på en af områdets 11 grunde og blev under OL benævnt
Plot N 13. Bebyggelsen er formet omkring et hævet gårdrum
og opført som fire sammenhængende bygninger af
vekslende højder på mellem 9-14 etager. Efter ombygningen vil
de fire huse rumme 185 lejligheder.
»Det var oprindeligt besluttet, at bygningerne skulle opføres
af præfabrikerede betonelementer, dels fordi denne teknologi
opleves som avanceret i UK, dels fordi man dermed kunne demonstrere
et hurtigt byggetempo for omverdenen. Vores mål
var, at husene skulle have et neddæmpet, men kvalitativt
stærkt udtryk, som efter vores mening bedst kunne opnås med
murede facader – som vi efter et stykke tid fik accept for. Til
gengæld var stenen, vi anbefalede, genstand for megen diskussion.
Vi blev bedt om at indhente prøver fra hele UK, og da
samtlige sten var placeret ved siden af hinanden, blev vores
Blandingen af ejer- og lejeboliger er bevidst
usynliggjort i byggeriets arkitektoniske hovedgreb.
> Den nye bydel East Village i Stratford
bliver snart hjem for 10.000 nye beboere.

Det kompakte hus åbner sig mod vest, hvor murværkets forløb på næsten grafisk vis understreger det delikate spil mellem inde og ude.
Den præcise rumdannelse skaber dialog mellem balkonen på første sal og den overdækkede terrasse i stueplan.
ELEGANCE OG
KOMPROMISLØS
KVALITET
SOM ET DYREBART, JAPANSK SMYKKESKRIN PLACERET I
ET FORSTADSKVARTER: SÅDAN OPLEVES VILLA LINARI,
DER PÅ YDERSIDEN FREMSTÅR I ROBUSTE, NÆSTEN
GROVE KOLUMBA STEN, MENS DET INDRE UDGØRES AF
DELIKATE MATERIALER, LAKEREDE FLADER OG MASSER
AF HI-TECH. MODSÆTNINGER MØDES OG BOLIGKULTUR
OPSTÅR.
AF THOMAS DICKSON, ARKITEKT OG FORFATTER
En to meter høj mur i haven, også beklædt med Kolumba, integrerer en
grill og anvendes desuden til opbevaring af brænde og haveredskaber.
6|
Det er altid spændende at se arkitektoniske fortolkninger af en
arketype som villaen, og i tilfældet Villa Linari er det endda
rigtig interessant. På en stille villavej i det vestlige Hamborg
ligger det helt nye hus, som på den ene side falder meget godt
ind med den øvrige arkitektur i området, og på den anden side
er radikalt anderledes i sit udtryk.
Kvarteret er præget af bundsolide, herskabelige rødstensvillaer
af den pænt store størrelse, som alle er op imod 100 år
gamle. Her arvede arkitekt Thomas Dibelius’ bygherre et hus,
der dog var temmelig nedslidt og forfaldent. Løsningen blev at
rive ned og bygge nyt, selvom det skabte en vis modstand
blandt naboerne, og kommunens krav til nybyggeriet var følgelig,
at det ikke måtte skille sig alt for meget ud.
Villaen holder derfor samme højde som de andre huse på
vejen og er opført i tegl, men derefter hører ligheden op. Husets
470m 2 er fordelt på 3 etager foruden den 270m 2 store kælder
med plads til fem biler. Bygherren er industriel designer og perfektionistisk,
helt ned i detaljen. Han ønskede et modernistisk
hus med fladt tag, og resultatet er en teglbeklædt kube.
For at skabe en dialog mellem gammelt og nyt, som Thomas
Dibelius udtrykker det, og for at associere til områdets øvrige
huse, der alle har høj rejsning, er den øverste etage i Villa Linari
gjort en anelse smallere. Således opnås den visuelle effekt af
taghældning og fladt tag på samme tid. Desuden er husets ydre
form holdt ret stramt i udtrykket, og sammen med brugen af
tegl glider det klassiske og det moderne sammen i en ganske
fin blanding.
Konstruktionen består af en indermur i beton og en ydre skal
af murværk med 150mm isolering imellem. Om valget af Kolumba
siger Dibelius: »I Tyskland finder man ikke mursten med
Kolumbas æstetiske kvaliteter og format, og de horisontale linjer
er netop vigtige for facadeudtrykket. På tegnestuen havde vi foretrukket
en lysere Kolumba, som den Peter Zumpthor brugte i
Köln, men bygherren ønskede en mørkere sten. Vi valgte den
mørke Kolumba K58 og bad teglværket fremstille stenene med
Planer,
stue 1. sal, 2. sal.
De japanske associationer – som huset er fuldt af – understreges af det
eksakte haveanlæg med bonsai-lignende buske.
et ekstra farvespil i guldgult og et ekstra tilslag af sand, som
gør murværket levende og varieret. For at forstærke det mørke
indtryk valgte vi en antracitgrå mørtel. Huset har et svagt rødbrunt
skær i sollys, mens det i dunklere lys virker mere gråligt.
Det er en dyrere, men meget skønnere løsning at bruge Kolumba,
og det var vores bygherre helt enig i.«
Huset stod færdigt i december 2011 og er yderst stramt indrettet,
helt i hvidt, med blandt andet italiensk kalksten, udspartlede
vægge, højglanslakerede kridhvide døre og skabe,
samt gulve og trappetrin i hvidpigmenteret egetræ. Der er halogen
downlights og skjulte LED belysninger mange steder i
huset og delikat finish overalt. Der ses enkelte, markante kunstværker,
foruden store fladskærme i alle rum, vinkælder og
sauna, samt et udekøkken bagest i haven – også muret op i Kolumba-sten.
Bygningen opvarmes – og afkøles – af et geotermisk anlæg,
der består af otte boringer i 96 meters dybde. Et rørsystem i
gulvene sørger for varme om vinteren og kølighed om sommeren,
og der er derfor ikke installeret aircondition. Tre-lags vinduer
og kaminen giver deres bidrag til et behageligt indeklima.
Det tog et år at tegne og to år at bygge huset – og der er ikke
indgået et eneste kompromis.
Villa Linari, Hamburg
Bygherre: Dipl.-Ing. Oec. Rainer Diersche
Arkitekt: Dibelius Architekten
Entreprenør: WP Weber Poll Ingenieurbüro für Bauwesen Mühlenkamp
Ingeniør: Energiehausingenieure Planungsgesellschaft
für Gebäudetechnik
Landskab: Dibelius Architekten
Sten: K58
Fotos: Anders Sune Berg
Villaens facade mod gaden,
længdesnit.

Bygherre og arkitekt Thomas Dibelius valgte at få Kolumbastenen leveret i en specialproduktion
med øget indhold af både gult ler og tilslag af sand.
> Trappen til førstesal er
beklædt med egetræ og løber
langs en væg af brudt kalksten.
Kunstværket i hallen er udført
til stedet af Hamborgkunstneren
Andrea Anatas.
Pejsen udført i Kolumba bryder stuens dobbelthøje glasfacade som
et element, der forbinder det ydre murværk med husets indre.
I indgangspartiet danner den markante Kolumba en spændingsfyldt kontrast til de spinkle glasfacadeprofiler af aluminium og til de hvide kalkstensfliser, der danner belægning både inde og ude.
|7

Astley Castle ligger i hjertet af England i smukke Warwickshire, kendt som Shakespeares County. Slottet har stor lokal betydning, og mens ombygningen stod på,
slog mange beboere i området vejen forbi og fortalte arkitekter og håndværkere om deres oplevelser med slottet.
Arkitekterne arbejdede minutiøst med fotos
og tegninger af ruinen for at opnå en perfekt
sammenføjning med det nye murværk.
8|
TRANSFORMATION
AF ET SLOT
BLANDT ANDET VED AT SAMMENVÆVE
GAMLE MURE AF STEN OG NYT MURVÆRK
HAR WITHERFORD WATSON MANN OMDANNET
EN MIDDELALDERRUIN TIL EN RAFFINERET
OG MODERNE BOLIG.
AF IDA PRÆSTEGAARD, ARKITEKT
»De kommende gæster på Astley Castle skal ikke blot føle, at de er tilskuere
til historien. De skal føle, at de bor i den!,« lyder det fra arkitekt
Stephen Witherford, da jeg møder ham på slottet i juni måned i år,
samme dag, hvor der er officiel overdragelse til bygherren. En rundgang
på stedet bekræfter, at arkitekternes mål til fulde er indfriet.
Man får øje på slottet, straks man har passeret portbygningen. Allerede
her fornemmer man, at slottets mange hundrede års historie er
beriget med et nyt lag, der signalerer en ny funktion og epoke. Når man
træder ind i slottet, bliver lagene tredimensionale, og man betages af
den radikale, men samtidig meget respektfulde restaurering, der skaber
stedets nye værdighed og selvbevidsthed. Man fanges tillige ind af bygningens
konstruktive logik og de smukke håndværksmæssige detaljer,
der er tilstede overalt.
For syv år siden tegnede fremtiden sig dyster for Astley Castle, hvis
ældste del er opført som fæstning i 1100-tallet. Igennem århundreder
er slottet blevet udvidet og forandret. I det 20. århundrede begyndte
forfaldet, og slottet blev nedbrudt lidt efter lidt, indtil en voldsom
brand i 1978 efterlod det som en skrøbelig ruin. I de følgende 30 år
tærede regn og frost på de uoverdækkede mure, og slottet stod til sidst
øverst på listen over bygninger i fare for sammenstyrtning i Warwickshire.
En udstrakt hånd viste sig i 2002, hvor skytsenglen for historiske
huse blev interesseret i slottet: The Landmark Trust er en velgørende
og dedikeret fond, der siden 1965 har forestået finansiering og opkøb

af 250 usædvanlige bygningsværker, fortrinsvis i Storbritannien, som
den har ladet istandsætte og dernæst udlejer. I 2006 inviterede fonden
ni tegnestuer til at komme med et bud på, hvordan Astley Castle kunne
transformeres til en eksklusiv udlejningsbolig. På baggrund af designstudier
og interviews blev konkurrencen vundet af den Londonbaserede
tegnestue, Witherford Watson Mann Architects.
Det nyindrettede slot er disponeret med fire soveværelser i stueetagen
og stue og køkken på førstesal, »For os var det oplagt, at opholdsrum
skal have den bedste udsigt over det gamle, smukke landskab med
middelalderlige fiskedamme og kirke,« fortæller Stephen Witherford.
»Lige så væsentlig en nyskabelse er det store gårdrum, som engang var
en del af stueetagen. Branden i 1978 havde imidlertid fjernet etagedæk
og tag og efterladt fri udsigt til himlen. Det meste af rummets oprindelige
ydermure, der består af sandsten, kalksten og middelaldermursten,
var bevaret, og vi valgte at gøre det til et uderum. Vi ville ikke behandle
ydermuren for bedst at bevare dens usædvanligt smukke farver og valgte
derfor at overdække dens overside med et smalt tag, der forhindrer yderligere
nedbrydning.« Resultatet er et meget spændende rum, hvorfra
man i læ kan sidde og nyde ruinen, men man kan også nyde naturen,
der som billeder er indrammet af de glasløse vindueshuller.
Forudsætningen for, at en nye epoke for slottet kunne blive til virkelighed,
var naturligvis den statiske sikring af ruinens mure, der var
tæt på kollaps, da projektet gik i gang. Ruinen er fredet, men alle var
klar over, at en radikal løsning var nødvendig, hvis huset skulle bevares.
Skitser af rummet på 1. etage og skalmure.
Resterne af Astley Castle var i så ringe forfatning,
at det var irrelevant at diskutere, hvilken epoke huset
skulle tilbageføres til. I stedet lod arkitekterne ruinen
væve sammen med ensartet, moderne murværk, hvis
farvespil matcher de oprindelige mure.
Hvor det nye murværk møder den irregulære
ruin i brudte linjeforløb, varierer studsfugerne
nødvendigvis i bredde for at optage tolerancerne.
For at undgå at denne fuge ville syne uforholdsmæssig
bred og dominere helhedsindtrykket,
er alle studsfuger i det nye murværk 18mm.
Liggefugen i det nye murværk er derimod 10mm.
En helt tidlig skitse rummer i sin
enkelhed essensen af ombygningen.
|9

Det store rum på førstesalen kombinerer ophold,
spiseafdeling og køkken.
> Husets soveværelser og badeværelser
er alle placeret i stueetagen.
The Landmark Trust, der ejer og udlejer huset,
har stået for møbleringen.
De fleste af projektets aktører var samlet på slottet
på dagen for overdragelse til bygherre. Fra venstre
til højre: David Marsh, tilsynsførende i William
Anelay, Freddie Phillipson og Chris Watson,
arkitekter hos Witherford Watson Mann. Fotos: I.P.
Freddie Phillipson og Stephen Witherford,
henholdsvis arkitekt og arkitekt/direktør
10 |
Den enkle trappe til førstesalen er udført i egetræ og stål.
Arkitekterne valgte at lade nyt murværk være det gennemgående og
samlende element, der overdækker og understøtter de gamle vægge og
forbinder de nye betonoverliggere med de eksisterende stenmure. Det
nye murværk er desuden anvendt til at stabilisere hjørner og åbninger
i huset, så alt indre træværk – etagedæk, trappe, dør- og vinduesrammer
med mere – kunne apteres. Det nye murværk er nærmest vævet ind
i den gamle ruin som et smukt og smidigt stykke tekstil, hvis farvespil
i røde nuancer genfindes i ruinen. Murstenene var dermed et centralt
element, som havde stort fokus fra arkitekter og bygherre.
»Vi så på rigtig mange både europæiske og britiske mursten og
valgte til sidst D36 i Flensborgformat fra Petersen Tegl. I kraft af stenens
lave format kunne murværket udføres, så det tæt følger ruinens
irregulære linjer. Stenens format (228 x 108 x 40mm) er atypisk i UK
og giver murværket et anderledes og ensartet udseende. D36 er kulbrændt
og besidder derfor et væld af røde, jordfarvede og ligefrem
grønne nuancer, der genfindes i ruinmuren. der består af sandsten, kalksten
og noget murværk fra middelalderen, der i øvrigt har mærker af
branden i 1978.«

Også valg af forbandt var i fokus: »For at undgå abrupte overgange
mellem det nye murværk og ruinmuren valgte vi et flamsk format – et
blokformat – der ideelt møder de brudte linjer i ruinen og giver et upåtrængende
mønster.
Arkitekternes passion for opgaven med at restaurere og transformere
Astley Castle er helt åbenbar og synlig i det færdige resultat – inklusive
udfordringen med at sammenføje nyt og gammelt, som også afspejler
sig i den afsluttende kommentar fra Stephen Witherford: »Et af vores
mål var, at gæsterne oplever, at middelalderruinen og den nye konstruktion
arbejder sammen, ikke bare statisk, men også følelsesmæssigt.«
Astley Castle
Bygherre: The Landmark Trust
Arkitekt: Witherford Watson Mann Architects
Entreprenør: William Anelay
Ingeniør: Price & Myers
Sten: D36, Flensborg format
Fotos: Philip Vile
I det store, dobbelthøje rum er man på én gang ude og inde. De ubehandlede ruinmure beskyttes af et smalt tag.
Stueplan og 1. sal, eksisterende vægge vist i grå, nye vægge i rød
|11

KÆRE ARKITEKTER, BYGHERRER
OG ANDRE INTERESSEREDE
I HAR ALLE EN STÅENDE INVITATION
TIL AT BESØGE TEGLVÆRKET I BROAGER,
HVOR I KAN EKSPERIMENTERE SÅ LÆNGE
I HAR LYST MED AT FINDE PRÆCIS DEN
BLANDING AF STEN, DER ER RIGTIG
TIL JERES PROJEKT – OG HVIS I IKKE
FINDER DE FARVER I VIL HAVE,
SÅ LAVER VI NOGLE NYE.
PÅ GENSYN OG MANGE HILSNER
CHRISTIAN A. PETERSEN
Foto: Anders Sune Berg

Den nye Globetrotterforretning i Frankfurt ligger i det trafikerede forretningskvarter Ostend. Den massive kubus giver gode indkik til en eventyrlig verden med alle tænkelige former for outdoor udstyr.
NATUREN
SOM BILLEDE
PROF. MOTHS ARCHITEKTEN FIK FREMSTILLET
KOLUMBA I SPECIALMÅL OG HAR SKABT EN MURET
FACADE, DER MED SIT RELIEF OG SKYGGEVIRKNINGER
OPLEVES SOM EN KLIPPEVÆG.
AF IDA PRÆSTEGAARD, ARKITEKT
»Vi søgte efter en facadesten fremstillet af naturlige
materialer, der ville reflektere naturens råhed.
Med Kolumba kunne vi skabe det abstrakte billede af
uensartet og lagdelt klippevæg, som vi havde forestillet os.«
Arkitekt Holger Moths
Ombygningen af Globetrotters forretning i Berlin
var den første opgave Holger Moths løste
for forretningskæden, der har specialiseret sig
i alle former for udstyr til udendørs aktiviteter.
Siden da har Prof. Moths Architekten i tæt parløb
med ejerne konceptudviklet og indrettet
forretninger i Köln, Hamburg, München og
Dresden.
Den allernyeste forretning åbnede i Grusonstrasse
i Frankfurt i marts måned i år. Her har
Prof. Moths Architekten for første gang foruden
indretningen også forestået opførelse af bygningen.
Udover det enorme og velassorterede sortiment
med udstyr fra mere end 700 forskellige
leverandører, byder forretningerne også på forskellige
oplevelser og aktiviteter. Eksempelvis
kan man midt i Globetrotter, Köln, afprøve dykkerudstyr
eller kajak og kano i en 5m dyb sø
med en diameter på 250m. I Frankfurt kan børn
vaske ægte guld a la canadiske guldgravere i
1800-tallet. Et fryserum inviterer kunderne til
at afprøve polarudstyr i minusgrader, og alle,
der tør, kan benytte den 18m høje klatrevæg
af klart glas.
Den nye bygning i Frankfurt er udført med
en rektangulær bygningskrop, 42x32m og 27m
høj og ligger i den stærkt trafikerede bydel
Ostend. Det var en væsentlig præmis, at bygningen
ikke skulle ligne den typiske frankfurter-kontorbygning
i glas og stål: »Huset skulle
have et udtryk, som alle ville lægge mærke til.
Vi ønskede, at det skulle give associationer til
en skattekiste, og vinduerne er tænkt som indrammede
billeder, der gør det muligt for forbipasserende
at kikke ind til skatten,« fortæller
Holger Moths.
Der var stort fokus på husets facadeudtryk
fra både bygherre, investor og Frankfurts byplanafdeling.
Ostend er domineret af murede
industribygninger fra begyndelsen af 1900-tallet,
men også Globetrotters rødder i Nordtyskland,
hvor der er en stærk tradition for at
bygge i mur, gjorde det oplagt at tænke i murstensbaner.
Som et fast element indeholder alle forretningerne
forskellige naturreferencer – med den
vigtige pointe, at arkitekterne ønsker at skabe
associationer til naturen, aldrig imitere den. I
frankfurtforretningen frembringer 26 kæmpestore
træer assocciationen af en storbyoase
midt i husets glas- og spejloverdækkede centralrum.
Men også facaden skulle frembringe
billeder fra naturen, og løsningen fandt arkitekterne
hos Petersen Tegl.
»Med sit rige farvespil og grove overflade
ligner Kolomba natursten, men den er samtidig
elegant og delikat proportioneret,« fortæller
Holger Moths. »At Kolumba fremstilles i hånden
giver desuden nogle helt usædvanlige muligheder.
Kolumba laves nemlig i simple træforme,
og det er derfor enkelt og minimalt fordyrende
Arkitekterne Holger Moths og Elenora Schröder besøgte Petersen Tegl og eksperimenterede sig frem til den
rigtige Kolumbablanding, der blev opført som prøvemur på teglværket. Arkitekterne bibeholdt Kolumbas standardlængde
og -højde, men valgte tre nye bredder, 140, 115 og 90mm, som frembringer det ønskede relief. Det store indgangsparti i Grusonstrasse er udført i glas og er med til at invitere forbipasserende indenfor.

Tværsnit
Situationsplan
at bestille sten i specialstørrelser. Det kan slet
ikke lade sig gøre med de industrifremstillede
sten. Vi besøgte teglværket i Broager, hvor vi
eksperimenterede med at sammensætte Kolumba
i forskellige farver. Vi besluttede os for
K43 (80%) kombineret med K57 Royal Playhouse
og K58. Vi bestilte sten i standardlængde
og højde men med tre forskellige bredder, henholdsvis
90, 115 og 140mm. Den færdige facade
har dermed opnået et fantastisk relief med
et konstant vekslende skyggespil afhængigt af
lys og tidspunkt på dagen,« fortæller Holder
Moths, der slutter samtalen med følgende beretning:
»Et møde var afsat til at træffe endelig beslutning
om valg af mursten til facaden. I
mødet deltog bygherre, ejerne af Globetrotter
og investor, Gross & Partner. Vi havde medbragt
to murtavler med forskellige industrifremstillede
mursten og én med Kolumba. Vi
præsenterede stenene og investor pegede på
Kolumba og sagde: »Det er den smukkeste«
også selv om Kolumba er flerfold dyrere end industristen.
Da bygningen 12 måneder senere
stod færdig, og Jürgen Gross havde inspiceret
den, ringede han til mig for specifikt at erklære
sin tilfredshed med murværket og Kolumbas
kvalitet og udtryk.«
Globetrotter i Frankfurt
Bygherre: Groß & Partner Grundstücksentwicklungsgesellschaft
mbH
Lejer: Globetrotter Ausrüstung
Arkitekt: Prof. Moths Architekten, Hamburg
Udførende, facade: Klinker Forum GmbH, Morsbach
Entreprenør: Peter Gross Bau GmbH & Co. KG
Ingeniør: Kannemacher + Dr. Sturm
Sten: K543 (80%) kombineret med
K57 Royal Playhouse og K58.
Fotos: Paul Kozlowsky
Globetrotter i Frankfurt modtog AIT Award 2012
i kategorien “Shop, Presentation”.
Murværkets relief skifter hele tiden udseende afhængigt at lyset. Udtrykket er naturligvis mest dramatisk i fuld sol, i overskyet vejr fremstår relieffet blødere.
Alle Globetrotter forretninger i Tyskland har hvert sit særpræg. Holger Moths rejste selv til Holland og valgte de 26 træer, der er særegne for Frankfurtfilialen.
|15

Landskabsarkitekt Niels Junggren Have fik
inspiration til opgaven af en gammel knipling,
der kan ses på museet.
Drøhses Hus, som tilhører Museum Sønderjylland, Kulturhistorie
Tønder, rummer museets fine samling af gamle kniplinger. En fascinerende
mønsterverden, det er spændende at gå på opdagelse
i. Kniplingemønstrene er nogle gange rent geometriske, andre
gange stiliserede blomster. En kniplings grundmønster er sekskantet,
som cellerne i en bikube. Kniplingekunsten går ud på at
lave afvekslende brud i grundmønsteret ved at samle flere sekskanter,
udspare større huller, indføje andre elementer, f.eks.
kniple indlægstråde.
Nogle af de smukkeste, mest levende mønstre findes i de op
mod 200 år gamle Tønderkniplinger. Ét bestemt af disse mønstre
har været inspirationskilde til nyindretningen af den 300m 2
store, rektangulære gårdhave ved Drøhses Hus, der blev indviet
i juni i år.
Gårdhavens nye teglbelægning og plantebede er udformet
som et 50 gange forstørret udsnit af den 200 år gamle knipling.
Mønstret er blevet stiliseret og bearbejdet, så det danner havens
fordeling af gange og plantebede. Man kan således fornemme,
at man går rundt inde i en knipling.
Gårdhavens nye belægning er udført af specialfremstillede
klinker fra Petersen Klinker. Valgt fordi tegl både er i samklang
med det omkringliggende teglmurværk og særdeles velegnet til
belægninger og ikke mindst specialproduktion. Teglstenen kan
gives den form, der ønskes; i dette tilfælde sekskantet som kniplingens
grundmønster. Tilføjelsen af glasur har på en nem måde
gjort det muligt at fremhæve de enkelte dele i den stiliserede
kniplinge-belægning.
Der er anvendt samme klinke til hele gårdhavens belægning,
en håndstrøget, hårdtbrændt, terrakottafarvet klinke fremstillet
af speciel tysk klinkeler. Dens mål er 220 x 220 x 50mm.
Halvdelen af klinkerne er udlagt som knipling. Disse kniplinge-klinker
er forsynet med en smal, mathvid glasurkant, som
tegner kniplingens spinkle, hvide, sekskantede grundmønster.
Dette grundmønster er brudt af kraftigere "indlægstråde" skabt
ved hjælp af mathvide, helglaserede klinker. Klinkerne med hvid
glasur er kun beregnet til gående trafik, helt i overensstemmelse
med gårdhavens brug.
Bede i sekskantformer med lave, klippede buksbom og stauder
er sirligt udsparet i belægningen og udgør et tredje mønsterelement
i kniplingen.
Klinkerne i gårdhavens øvrige belægning er ubestrøgne og
danner bund og ramme om det forstørrede kniplingemønster.
I den ene ende af gårdhaven er der anlagt et vandbassin omkranset
af et smalt kniplingemønster, udformet af de samme
kant- og helglaserede, mathvide klinker, som udgør hovedkniplingen.
En større jernskulptur, der mimer teglenes og kniplingens
sekskant-mønster, er placeret i gårdhavens modsatte ende, hvor
den bl.a. fungerer som klatrestativ for et par slyngende blåregn.
Drøhses Have
Landskabsarkitekt: Niels Junggreen Have
Entreprenør: Kjelkvist A/S, Tønder
Springvand og Jernskulptur: Torkild Junggreen Have*
Klinke: Specialfremstillede klinker 220 x 220 x 50mm.
Fotos: Anders Sune Berg
Foto: knipling: Elsemarie Dam-Jensen
*) Finansiering: Ny Carlsbergfondet
16 |
SOM AT GÅ RUNDT
I DEN FINESTE
KNIPLING
SPECIALFREMSTILLEDE KLINKER SKABER FORSTØRRELSE
AF EN 200 ÅR GAMMEL KNIPLING SOM DEL AF
NY BELÆGNING I DRØHSES HAVE I TØNDER.
Efter en omfattende istandsættelse midt i 1980erne
modtog Drøhses Hus Europa Nostra-prisen i 1985.
Hegnet omkring den cirka 300m 2 store have
bliver begroet med vedbend, så oplevelsen
af oase snart fuldendes.
Tønder Museum har ejet huset siden 2003, men har anvendt
det til kniplings- og tekstiludstillinger siden 1997.
Gårdhavens nye teglbelægning og plantebede er udformet som et 50 gange forstørret udsnit af den 200 år gamle knipling.

Havebænkene i massiv aluminium er designet af
kunstneren Ingvar Cronhammar og udført
af firmaet Aage Damgaard.
Man ønskede en fast belægning på stierne i rosenhaven, og med sine traditionsrige
og historiske referencer var det oplagt at vælge naturproduktet tegl.
Klinken på stierne måler 240 x 120 x 50mm – et godt format til haveplanens bladmønster.
Klinken er fremstillet i en fed, engelsk klinkeler, der changerer i rødlige, brune og blålige nuancer.
KLINKER I
BLADMØNSTER
DEN NYE ROSENHAVE I FREDENSBORG SLOTSHAVE
ER ANLAGT SOM EN STILISERET BLOMST
TEGNET OP AF EN KLINKEBELÆGNING.
Rosenhavens udformning er inspireret
af belægningsmønstret på Piazza
del Campidoglio på Capitol i Rom.
I anledningen af H.M. Dronningens 70 års fødselsdag i 2010
forærede Folketinget og Regeringen majestæten en rosenhave
iform af en gendigtning af den rosenhave, Dronning Ingrid
sidst i 1950’erne fik anlagt i Fredensborg Slotshave.
Roser har langt tilbage i de kongelige havers historie været
en elsket plante. Christian d.4., Frederik d.4., Frederik d.5. og
Dronning Louise fik alle anlagt rosenhaver. Dronning Ingrid dyrkede
roser i både Gråsten og Fredensborg Slotshaver, mens
Dronning Margrethe har medvirket til anlæg med roser i haverne
ved Marselisborg og Gråsten Slot – og nu senest den nye rosenhave
ved Fredensborg Slot.
Dronning Ingrid hentede inspiration til disponeringen af Fredensborgs
rosenhave i belægningsmønstret på Piazza del Campidoglio
på Capitol i Rom. Mønstret er tegnet af Michelangelo
i slutningen af 1530'erne og består af en oval ramme omkring
et stiliseret bladmønster – næsten som en rose med mange
kronblade.
I Fredensborg blev bladmønstret tegnet op af belægningen
mellem rosenbedene, mens den omkransende elipseform blev
skabt af først dronningebuske og siden en takshæk, som barokt
var klippet i buer, kugler og buehvælv med nicher til skulpturer.
I midten af anlægget blev rejst en marmorsøjle med klatreroser.
Dronning Ingrids have blev nedlagt sidst i 1990’erne. Takshækken
blev dog bevaret ligesom marmorsøjlen med klatreroserne.
Begge dele indgår i den nye rosenhave, som er skabt i et
samarbejde mellem Slots- og Ejendomsstyrelsen (nu Styrelsen
for Slotte og Kulturejendomme) og H.M. Dronningen. Bladmønstret
er blevet forenklet til færre, men større plantefelter, bl.a.
af driftsmæssige hensyn. Til optegning af mønstret ønskede
man en fast belægning. Naturproduktet tegl med sine både traditionsrige
og historiske referencer var et oplagt bud. Valget
faldt på klinken B151B fra Petersen. Den måler 240 x 120 x
50mm – et format, der var særdeles velegnet til udlægning i
det ønskede bladmønster. Klinken er fremstillet i en fed, engelsk
klinkeler, der changerer i rødlige, brune og blålige nuancer – et
farvespil, der klæder rosenfloret. Der er stor tilfredshed med
den valgte klinke, som også er anvendt ved Gråsten Slot.
Den nye rosenhave, der stod færdig i juli sidste år, er beplantet
med et udvalg af roser, der giver et livligt farvespil og
intense duftoplevelser. Blomstringen er på sit højeste fra medio
juni til udgangen af juli. Rosenhaven er således både til glæde
for den kongelige familie og for offentligheden, der har adgang
til haven i hele juli måned.
Rosenhaven på Fredensborg
Landskabsarkitekt: Christine Waage Rasmussen,
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme
Udførelse: Skelskør Anlægsgartneri
Plantning: Styrelsens egne gartnerne (SLKE)
Design af bænke: Ingvar Cronhammar
Klinke: B151B, 240 x 120 x 50mm
Fotos: Anders Sune Berg
Foto, Rom: Ukendt fotograf
|17

Hanna Reemtsma Haus er en ældrebebyggelse formet som
et levende og varieret lokalmiljø integreret i et frodigt
havemiljø, der mest af alt ligner en lysning i skoven.
Som i en lysning midt i en skov ligger Hanna Reemtsma Haus.
Selv om bebyggelsen befinder sig knapt en times kørsel vest
for Hamborg og faktisk ligger i et spredt bebygget villakvarter,
er det lykkedes at skabe en skov-illusion. Og var man blevet
ført dertil med bind for øjnene, kunne man lige så godt tro, at
man var kommet til en moderne udgave af en italiensk landsby.
Så poetisk ligger de nye bygninger mellem høje, opstammede
træer – og ligner bestemt ikke et plejehjem.
Og hverken personalet på Hanna Reemtsma Haus eller arkitekten,
Lars Schneekloth, bryder sig da specielt meget om ordet
’hjem’ (Heim), der giver associationer til fortidens alderdomshjem.
I stedet har man ønsket at skabe noget nyt, mere som
netop en landsby, hvor der er taget nogle særlige hensyn til
indbyggernes behov. Som symbol herpå har man stillet nogle
Når beboerne kommer ud på trappen fra deres lejligheder
mødes de af udsigten ud over den lille by.
18 |
Den udbredte brug af tegl på både facader og tage er, sammen med byggeriets øvrige proportioner og beplantning,
med til at skabe en næsten italiensk stemning, selvom bebyggelsen ligger lige uden for Hamborg.
POETISK
ÆLDREBEBYGGELSE
AF THOMAS DICKSON, ARKITEKT OG FORFATTER
lokaler til rådighed for en lokal skovbørnehave, så den lille by
for ældre jævnligt genlyder af høj barnelatter.
Reemtsma Stiftung er en familiefond grundlagt på cigaretproduktion.
I dag er familien fortrinsvis involveret i social og
kulturel velgørenhed, deriblandt denne bebyggelse for ældre. I
øvrigt støtter fonden også museer, kunst og heriblandt den nye
Elbphilharmonie, tegnet af arkitekterne Herzog og de Meuron,
som ventes at stå endeligt færdig i 2013.
Tegnestuen E. Schneekloth und Partner har gennem de senere
år specialiseret sig i sociale projekter, ikke mindst boliger
for ældre. Tegnestuen vandt konkurrencen om Reemtsma-projektet
i 2007, og efter omfattende diskussioner med bygherren
i projekteringsfasen kom byggeriet for alvor i gang midt i 2008.
I forvejen lå der et nedslidt plejehjem fra 1970, der stadig var
Murværket er defineret meget omhyggeligt og ikke mindst overgangene
til andre bygningsdele og materialer er præcist markeret.
VISIONEN OM AT SKABE EN ANDERLEDES
BOLIGFORM FOR ÆLDRE MEDBORGERE
HAR VÆRET DRIVENDE FOR BÅDE BYGHERRE
OG ARKITEKT I EN NYBYGGET LANDSBY
UDEN FOR HAMBORG.
beboet, så udfordringen var at bygge, mens der boede ældre
mennesker klods op af byggepladsen.
Det blev klaret ved, så nænsomt som muligt, at rykke rundt
på beboerne over et par gange. Hele byggeprocessen varede
blot to år, og i 2011 stod den nye bebyggelse færdig – med
plads til 40 plejekrævende beboere i den ene bygning og lejligheder
til 60 mere aktive ældre i fem villalignende enheder. I
midten af bebyggelsen finder man samlingslokaler, såsom restaurant
(hvor også folk udefra kan komme og spise), musikrum,
kapel og andre aktivitetslokaler, foruden kontorer.
Byggeriet er af høj standard, idet Reemtsma-familien er
meget kvalitetsbevidst og var villige til at spendere det nødvendige
for at få hele bebyggelsen gjort perfekt. Blandt andet gik
familien direkte ind i designprocessen gennem møder med arki-
Sydvendte tagflader er forsynet med solfangere til brug for opvarmning,
som også forgår med bebyggelsens eget træpillefyr.

tekterne hver anden uge – for at sikre, at både visioner og detaljer
var de bedste. Som partner på tegnestuen, Lars
Schneekloth, udtrykker det: »Det var rigtig godt, at bygherren
var så krævende, tålmodig og kvalitetsbevidst, helt ned i materialevalget.«
Således ønskede man en førsteklasses mursten med et farverigt
udtryk. Efter mange prøver og besøg på Petersens teglværk
i Broager, faldt valget på D78. Arkitekterne har desuden
gjort deres bedste for at udnytte stenene optimalt og har tegnet
varierede forbandter, somme steder med relief-virkninger
og andre forfinede detaljer.
Materialevalget blev i øvrigt gjort så enkelt som muligt, og
efter familiens ønske kom det også til at bestå af meget få
typer: Eksklusivt gult murværk og klassiske røde tagsten, apte-
Murværket er suppleret med fine detaljer i kobber, som er med
til at øge oplevelsen af omhu og højt niveau i bebyggelsen.
ringer i kobber og sortbrune, lakerede vinduespartier i enten
træ eller aluminium – alt så naturligt og vedligeholdelsesfrit
som muligt. Lars Schneekloth forklarer: »Fonden ønskede et rustikt,
moderne design, lidt afdæmpet og bestemt ikke institutionsagtigt,
og vi har gjort, hvad vi kunne, for at opnå dette!«
Stiftung Hanna Reemtsma Haus
Bygherre: Stiftung Hanna Reemtsma Haus
Arkitekt: Dipl.-Ing. Architekt E. Schneekloth und Partner
Entreprenør: Fa. D. Schröder GmbH & Co.KG
Ingeniør: Dipl.-Ing. Architekt E. Schneekloth und Partner
Landskabsarkitekt: Dipl.-Ing. H. Muhs
Sten: D78
Fotos: J. Lehmann Situationsplan
Arkitekterne har tilstræbt at skabe både skygge og læ i
forbindelse med indgangspartierne og stien til fælleshuset.
Der er en næsten renæssanceagtig stemning over bebyggelsen,
både hvad angår materialer, bygningsvolumener og størrelsesforhold.
Tegnestuen Schneekloth har haft mulighed for at arbejde med
smukke og utraditionelle murdetaljer på flere af bygningerne.
|19

Det nye rådhus i Kirkkonummi, der blev indviet i 2011, samler under ét tag en række
kommunale og administrative funktioner, der tidligere var spredt på mange addresser.
Rådhuset er et stort bygningsvolumen, der udefra præges af gedigne materialer – tegl, kobber, træ og glas.
RÅDHUS MED
KARAKTERFULDE
HJØRNER
I DET FLADE LANDSKAB OMKRING 30 KILOMETER
UDEN FOR HELSINKI LIGGER FORSTADSBYEN KIRKKONUMMI.
HER FINDER MAN I DAG DEN STØRSTE BYGNING I FINLAND,
DER INDTIL VIDERE ER OPFØRT MED KOLUMBA.
AF THOMAS DICKSON, ARKITEKT OG FORFATTER
Stueplan Plan, førstesal

Kirkkonummis nye rådhus, der blev færdigt i november
2011, servicerer nu kommunens 40.000
indbyggere. Bygningen er på 11.000 kvadratmeter,
fordelt på fem etager med kontorer og mødelokaler,
samt en kælder med parkering og
teknik. Bygningens højde og kompakte proportionering
skyldes byggegrundens relativt begrænsede
størrelse. Vinduer og skodder i mørkt
kobber ligger næsten i plan med facaderne, hvilket
forstærker udtrykket af en tæt og sluttet
struktur, især set fra gaden. De lange og lave
Kolumba tegl bidrager tillige til fornemmelsen
af tyngde og soliditet.
Der er dog flere elementer, der bløder det
kubeagtige look op: Dels er der taget en stor
bid ud af bygningsvolumenet på rådhusets bagside
for at skaffe lys ind i kontorerne på de øvre
etager, dels krager tre kasseagtige elementer ud
over facaden fra den øverste etage. To af
’æskerne’ er omklædningsrum til de obligatoriske
finske saunaer, der er placeret i tagetagen.
Den tredje æske rummer mødelokaler og afslapningsfaciliteter,
heriblandt en bar og en terrasse,
hvorfra der er god udsigt ud over hele det
forholdsvis flade landskab omkring bymidten.
Det nye rådhus samler en række kommunale
afdelinger, der hidtil har været placeret på forskellige
adresser i byen. Dog var der ikke plads
til alle funktioner i det nye hus, og i et ældre,
naboliggende centerbyggeri finder man derfor
kommunens ingeniører og arkitekter. Det var indeholdt
i opgaven at skabe gode forbindelser
mellem de to bygninger, og det er løst i form
af en tunnel i kælderniveau og en glasindkapslet
gangbro i 1. sals højde.
Indenfor skaber et stort atrium midt i bygningsvolumenet
en torveagtig stemning i stueplan
– en passende ramme om de sociale
funktioner, der er placeret her: byrådssalen, reception,
information og en restaurant. Den lidt
amorfe trappesøjle, der stræber op igennem
atriummet, er beklædt med baner af vævet tråd
i kobber, det samme materiale er anvendt på
væggene i byrådssalen. Gulvet i stueplan er belagt
med en særlig finsk, granitagtig stentype.
De indvendige glasarealer har fået en udsmykning
printet på sig.
En interessant detalje ved byggeriet er den
særlige måde, Kolumba-stenene er lagt i forbindelse
med husets ’skæve’ hjørner. Stenene
er ikke afkortede, men har udragende ender,
hvilket skaber en særlig grafisk virkning, som
om der sad en kæmpe lynlås på rådhusets
hjørne. Som chefarkitekt Pekka Mäki fra tegnestuen
Sigge OY forklarer: »Vi kunne have fået
stenene skåret til på de hjørner af bygningen,
der ikke er på 90 grader, men vi valgte det mere
ærlige look at lade dem stå som hele sten og
fik samtidig en lille karakteristisk signatur på
huset.«
Brugen af røde teglsten på facaden var i øvrigt
et krav i byggeprogrammet, hvilket bunder
i, at mange af bygningerne i området er opført
i røde mursten. Den valgte Kolumba changerer
i et fint, rødbrunt farvespil.
Pekka Mäki havde stiftet bekendtskab med
Petersen Tegl i et tidligere projekt: »I forbindelse
med opførelsen af en villa i slutningen af
1990’erne anvendte vi Kolumba. Vi var begejstrede
for den meget karakterfulde sten og ville
gerne bruge den igen. I byggeriet af rådhuset i
Kirkkonummi fik vi så på ny chancen.«
Kirkkonummi Rådhus
Bygherre: Keva
Arkitekt: Sigge OY
Entreprenør: Peab
Ingeniør: Wsp Finland
Landskabsarkitekt: Sigge OY
Sten: K43
Fotos: Jussi Tiainen
Tre hjørner på bygningen er ikke vinkelrette, men henholdsvis 77, 86 og 107 grader.
Frem for at bestille specialsten, blev hjørnerne løst ved at lade Kolumbasten i deres fulde format
lappe over hinanden – en praktisk og usædvanlig løsning med en interessant effekt.
Man ankommer til rådhuset via et lavt, horisontalt indgangsparti, der skærer sig skråt ind i bygningen,
og det opleves som om man går ind i bunden af en stor kube.
Atriummet er præget af ovenlyset og den silketrykte glasbeklædning. I byrådssalen og i hall’en, der går op
gennem alle etager, er der anvendt et kobbernet som beklædning og afskærmning af væggene.

Efter tilbygningen består anlægget af huse fra 1850, 1992 og 2010. Den nye tilbygning demonstrerer kunsten at underspille virkemidlerne, og facaderne fremstår roligt og afklarede.
Opgaven for Bispegården i Nykøbing var en klassisk arkitektopgave.
Lolland Falsters Stiftsadministration, som har til huse
i Bispegården, havde brug for mere plads på grund af nye arbejdsopgaver
og aktiviteter. Og den nye bygning skulle tilpasses
to eksisterende huse på grunden fra hver deres århundrede.
Opgaven blev tildelt Creo Arkitekter.
Hovedbygningen og dens tilhørende sidebygning er fra midten
af 1800-tallet og er tegnet af den danske arkitekt Gottlieb
Bindesbøll i en klassisk, historiserende stil. Sidebygningen fra
1992 er tegnet med reference til historisk arkitektur af arkitekt
Gunilla Rønnow. Begge bygninger er udført med murede facader
i gule mursten og røde tagsten.
»I udgangspunktet skulle begge bygninger bevares, men vi
søgte derudover at respektere gårdrum, belægninger, teglmure
og beplantninger i videst muligt omfang og se dem som et samlet
ensamble. Samtidig ønskede vi at sætte et nutidigt aftryk på anlægget,
og vi var meget bevidste om, at den nye bygning skulle
have et selvstændigt udtryk – i sin funktion, sit interiør og i sit
arkitektoniske udtryk. Det var en nærliggende beslutning at lade
materialer være det sammenbindende element og lade den nye
bygning opføre i gule sten, som derved ville blive fællesnævneren
i anlægget,« fortæller direktør Hans Toksvig Larsen.
Situationsplan
Opstalt
Plan
22 |
EN NÆNSOM TILBYGNING
I DET SYDLIGE DANMARK
ANVENDER KULBRÆNDTE MURSTEN
SOM DET SAMMENBINDENDE ELEMENT.
UDVIDELSE AF BISPEGÅRD
»Det var naturligvis afgørende at finde den rigtige mursten.
En industristen ville ikke være rigtig, så vi søgte efter en gul
sten, der ville udtrykke noget nutidigt og have et ”blødt” farvespil,
som ville adskille sig fra anlæggets øvrige mursten og
samtidig føje sig ind i familieskabet af murstensfacader på stedet.
Efter en god dialog med Petersen Tegl og efter at have set
på mange muligheder, fandt vi den helt rigtige løsning i en kulbrændt,
gul sten med en uregelmæssig struktur, som var den
håndlavet, og et rigt farvespil, der changerer i en anelse grafitgrå
nuancer.«
Tilbygningen på 255m 2 er placeret i forlængelse af sidebygningen
fra 1992 og er nu det første man møder, når man drejer
ind i det lille grønne område omkring anlægget. Bispegården
opleves i dag som en karré i en park, hvor den seneste komposition
skaber nye vinkler samt ind- og udkik til de tilstødende
gader. Der er opstået små, intime rum og nicher omkring tilbygningen,
som danner modspil til det store gårdrum.
Kontrasten mellem bygningens murskiver i gule, kulbrændte
mursten og de translucente facadepaneler i silkefarvet glas skaber
bygningens forskellige lys- og rumvirkninger.
»Tanken er, at man ved hjælp af de store glaspartier signalerer,
når der sker noget i huset – og åbenheden skal gerne fun-
gere som en invitation til at tage del i de mangeartede aktiviteter,
som sker på stedet,« slutter Hans Toksvig Larsen.
Tilbygning til Bispegården i Nykøbing
Bygherre: Lolland-Falsters Stift Stiftsadministration
Arkitekt: Creo Arkitekter A/S
v. kgl. bygningsinspektør Hans Toksvig Larsen
Landskabsarkitekt: Charlotte Skibsted
Ingeniør: Niras A/S
Sten: D72
Projektet modtog Årets Arkitekturpris 2011 af Guldborgsund Kommune
Fotos: Anders Sune Berg
Ankomsten til bispegården sker nu med den nye bygning på højre hånd og udsigt til parken med store, gamle træer på venstre.

»Kolumba har en ideel størrelse, som er ukendt på det amerikanske marked. Frank Lloyd Wright arbejdede med sten med lignende dimensioner, som ikke findes mere.« fortæller arkitekt Peter Guthrie,
som også fortæller, at murerne ikke tidligere har arbejdet med tilsvarende formater. »Kolumba laves i hånden, hvilket giver stenen større tolerancer, der er nemme at arbejde med. Derudover er murerne
på alle måder begejstrede for Kolumba, og det smiter af på det færdige resultat!«
KOLUMBANYC
345, WEST 14. GADE ER P.T. PAKKET IND I EN OVERDIMENSIONERET KOPI
AF ET KUNSTVÆRK UDFØRT AF YAYOI KUSAMA. NÅR STILLADSET FORSVINDER,
ER MANHATTAN BERIGET MED EN BYGNING PÅ 11 ETAGER OPFØRT I KOLUMBA
FRA PETERSEN TEGL.
Bygningens fem penthouselejligheder får udsigt til Hudson River og downtown Manhattan, men
de øvrige i alt 37 boliger på 14. gade, bliver også i luksusklasen. Det er første gang arkitektfirmet
DDG Partners – som har tegnet, opført og finansieret projektet – anvender Kolumba. I følge arkitekt
og partner, Peter G. Guthrie, tilfører Kolumba netop det udtryk af rustik og naturlig skønhed
til facaden, som arkitekterne ønskede.
Peter D. Guthrie så Kolumba første gang i Peter Zumthors museum i Køln, hvortil stenen er udviklet.
Arkitekterne tog efterfølgende kontakt til teglværket i Broager, som de senere besøgte
for at tage den endelige beslutning om, hvilken af de 28 varianter af Kolumba, der var rigtig til
bygningen på Manhattan. Det er problemfrit at levere sten fra Broager til New York, og Gladstone
Gallery på 21. gade er den første bygning opført med Kolumba i NYC. De første paller med sten
(K91 og D91/FF) ankom til DDG Partners bygning efter 20 dages transport med skib via Hamborg
i foråret 2012. Den nye bygning forventes færdig midt i 2013, og vi ser frem til at fortælle mere
om den.
Forbipasserende har længe kunnet glæde sig over det store draperede kunstværk, som indhyller stilladset på 14. Gade. Kunstværket er en reproduktion af værket, Yellow Trees, skabt af den japanske
kunster Yayoi Kusama, der sluttede en retrospektiv udstilling på the Whitney Museum den 30. september 2012. DDG Parners har initieret og finansieret udførelsen af det store værk, og deres motiv
er ønsket om at gøre noget positivt for NY – også mens man venter på en ny bygning.

DET DUELIGE LER I KANGERLUSSUAQ
Grønlandsk ler fremkommet for 8000
år siden kombineret med 221 års
broagersk erfaring i at fremstille tegl
har resulteret i unikke mursten.
Hvor der en vilje er der en vej. Da tegnestuen
SANATI AS tegnede klubhus for skisportsklubben
i Sisimiut i Grønland i 2005,
var det et ønske hos både bygherre og arkitekt,
at murstenene i facaden skulle være
af lokalt ler.
Hvad ikke alle er klar over er, at Grønland
har store forekomster af ler, men det
er en usædvanlig slags, som GTO (Grønlands
Tekniske Organisation) for cirka 30 år siden
erklærede uegnet til murstensfremstilling.
»Rigtigt« ler opstår, som geologer definerer
det, ved forvitring under passende
temperatur og fugtighed. Den grønlandske
ler derimod er fremkommet som pulver, der
er skrabet af inde under indlandsisen og
sendt til havs som finkornet bjergartsmateriale
(= ler). Senere er havbunden med leret
hævet, og i dag ligger det nemt tilgængeligt
på en stor slette ved Søndre Strømfjord.
KONSULENTER PETERSEN TEGL
DANMARK ØST
CHRISTIAN TEITUR HARRIS
T: +45 2463 9235
E: CTH@PETERSEN-TEGL.DK
DANMARK VEST OG FYN
TORBEN SCHMIDT
T: +45 2028 4355
E: TSC@PETERSEN-TEGL.DK
TYSKLAND VEST
REINHARD BAASCH
T: +49 170 4818 870
STEPHAN BAASCH
T: +49 170 2705 530
E: STEPHANBAASCH@GMX.DE
TYSKLAND ØST
HARTMUT REIMANN
T: +49 170 5565 792
E: HARTMUTREIMANN@
HOTMAIL.DE
Ingeniører og arkitekter involveret i Sisimiutprojektet
besluttede, at sagen måtte
afprøves, også selv om der ikke findes teglværker
på Grønland. Løsningen blev at
skibe 80 tons grønlandsk ler fra Kangerlussuaq
til Aalborg. Herfra blev det fragtet til
Petersen Tegl, der forarbejdede leret, formede
murstenene, kulbrændte dem på vanlig
vis og skibede dem retur. Det færdige
hus står i dag smukt til landskabet i Sisimiut
med sine rabarberfarvede facader, som
skyldes, at grønlandsk ler er helt uden kalk.
I næste nummer af Petersen fortæller vi
mere om det spændende projekt.
MURSTEN OG
BÆREDYGTIGHED
Byggeindustrien internationalt har
længe været meget fokuseret på energi
og CO2 udledning. En ny byggevareforordning
fra EU hviler imidlertid på en mere
nuanceret holdning.
Forordningen er delvist implementeret i alle EU
landene. Den træder i fuld kraft medio 2013 og
opererer med følgende syv krav til bygningsværker:
UDGIVER
PETERSEN TEGL A/S
NYBØLNORVEJ 14
DK-6310 BROAGER
T: +45 7444 1236
E: INFO@PETERSEN-TEGL.DK
WWW.PETERSEN-TEGL.DK
TYSKLAND SYD/NRW
SCHWEIZ
ØSTRIG, TYSKTALENDE DEL
BACKSTEIN-KONTOR GMBH
T: + 49 221 546 33 99
E: INFO@BACKSTEIN-KONTOR.DE
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
ANNETTE PETERSEN
ARKITEKT MAA
E: ANNETTE@ZINCK.INFO
HOLLAND
PETERSEN BENELUX
T: +31 (0) 26 3121236
E: BJORN@LUCASSEN-SI.NL
E: LINEKE@LUCASSEN-SI.NL
BELGIEN
PETERSEN BENELUX
T: +31 (0) 26 3121236
E: BJORN@LUCASSEN-SI.NL
GRØNLAND I VENEDIG
Det officielle danske bidrag på den
13. Arkitekturbiennale i Venedig er en
udstilling med titlen Possible Greenland.
Grønland er kommet på verdenskortet og er det
også i Venedig i år. Projektet og udstillingen sætter
fokus på de udfordringer og potentialer, som
Grønland står over for i takt med, at isen smelter,
enorme råstof-ressourcer bliver tilgængelige, og
nye erhverv og bykulturer opstår.
Possible Greenland er det første tværnationale
samarbejdsprojekt af sin art. Dansk Arkitektur
Center har i samarbejde med projektets hovedkurator,
professor i geologi ved Københavns Universitet,
Minik Rosing og med-kurator, NORD
Architects Copenhagen samt teams bestående af
grønlandske og danske arkitekter, ingeniører og
byplanlæggere i fællesskab udviklet nytænkende
visioner for en bæredygtig økonomisk og samfundsmæssig
udvikling i Grønland. Projektet ønsker
at vise, hvordan arkitekturfaglige
kompetencer kan bidrage til at skabe en bæredygtig
samfundsudvikling i Grønland og
det arktiske område. Samarbejdet mellem
danske og grønlandske arkitektvirksomheder
vil være med til at
styrke faglige bånd og kulturudveksling
inden for arkitektbranchen.
Mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet
Brandsikring
Hygiejne, sundhed og miljø
Sikkerhed og adgangsforhold ved anvendelse
Beskyttelse mod støj
Energibesparelser og varmeisolering
Bæredygtig udnyttelse af naturressourcer
Det er sund fornuft at anlægge en holistisk
synsvinkel på bæredygtighed – en synsvinkel
der inddrager flere parametre. Og det er positivt
for teglindustrien, at de syv krav er synonyme
med bærende (eller væsentlige) kvaliteter ved
det murede byggeri. Selv om der ved brænding
af mursten udledes CO2 – så er miljøpåvirknin-
REDAKTØR
IDA PRÆSTEGAARD
ARKITEKT
E: IPR@PETERSEN-TEGL.DK
POLEN
CENTRUM KLINKIERU SCHÜTZ
T: +48 58 56 37 201
E: BIURO@CENTRUM-KLINKIERU.PL
ØVRIGE ØSTEUROPA OG ITALIEN
INGRID KATHRIN GROKE
T: +45 2047 9540
E: IKG@PETERSEN-TEGL.DK
LAYOUT
ZANGENBERG DESIGN
NORGE
MURDIREKTE AS
SIMEN BØE
T: +47 2339 2010
E: SIMEN@MURDIREKTE.NO
SVERIGE (FREM TIL 31.12.12)
KAKEL & TEGEL AB
T: +46 40 611 1146
E: INFO@KAKEL-TEGEL.COM
SVERIGE (FRA OG MED 01.01.13)
TEGELMÄSTER AB
T: 046 40 542 200
E: MAIL@TEGELMASTER.SE
Det er første gang, at Grønland eksponeres så
markant på den internationale arkitekturbiennale,
og udstillingen har vakt stor international
opmærksomhed. I sin åbningstale den 29. august
sagde Minik Rosing:
»Grønland er en vigtig del af verden og vil
blive en væsentlig del af vores fælles fremtid,
uanset om vi tror det eller ej. Et projekt som
dette, der giver et bud på visioner for den fremtidige
udvikling af Grønland, er nødvendigt. Arkitekter
har gennem arkitekturen evnen til at
sætte billeder på en mulig fremtid og samtidig
skabe en sammenhæng mellem kunst og naturvidenskab.
Det er vi lykkedes med i dette projekt."
Udstillingen i Venedig kan ses indtil den 25.
november 2012.
Følgende virksomheder har bidraget til udstillingen:
Tegnestuen Nuuk, BIG, Qarsoq Tegnestue, Clement
& Carlsen, Tegnestuen Vandkunsten, KITAA
Arkitekter, David Garcia Studio, Henning Larsen
Architects, tnt nuuk, ELKIÆR + EBBESKOV,
Hausenberg, DTU - Sisimiut, Arkitektskolen Aarhus,
CEBRA, Transform, Conditions Magazine, TERROIR
og Boris Brorman Jensen.
gen set over stenens levealder forholdsvis beskeden,
hvilket kan illustreres med et par eksempler:
Når en familie på fire flyver fra Hamborg
til Bangkok udledes der tur/retur på de
20 timer cirka 6 tons CO2.
To køer udleder i løbet af et enkelt år
methangas svarende til cirka 8 tons CO2.
Til en almindelig villa med en levetid
på et par hundrede år, anvendes der
12.000-16.000 mursten. Ved brændingen
af dem udledes der 6-8 tons CO2.
Og så er mursten vedligeholdelsesfri.
TRYK
ZEUNER GRAFISK
REPRO
EHRHORN OG HUMMERSTON
EKSPORT
USA/UK/ØVRIGE LANDE
STIG H. SØRENSEN
T: +45 4014 1236
E: SHS@PETERSEN-TEGL.DK
OPLAG
97.000
HVOR INTET ANDET ER ANFØRT
ER ARTIKLER OG TEKSTER SKREVET
AF IDA PRÆSTEGAARD ARKITEKT/
REDAKTØR
EKSPORT - GENERELT KONSULENTER - ØVRIGE
TEGLBJÆLKER OG OVERLIGGERE
STEEN SPANG HANSEN
T: +45 2142 7962
E: SSH@PETERSEN-TEGL.DK
PETERSEN KLINKER
DANMARK ØST
ANNEMARIE HARRIS
T: +45 2463 9162
E: AHA@PETERSEN-KLINKER.DK
DANMARK VEST
TINA KJÆR LOICHTL
T: +45 3063 4912
E: TKL@PETERSEN-KLINKER.DK