Dagbog 1 Beskrivelse af vores sommertur 2005 til ... - thomsen site

Kortet her viser ruten vi gennemkørte
Ferien Frankrig 2005 startede allerede flere måneder før selve afrejsen med flere møder, hvor vi, der havde hovedansvaret
for rejsen, blev enige om at rejsen skulle følges nøje efter den planlagte rute.
Vi måtte dog ændre lidt på ruten, da vi ikke fik tilbagemelding på vore reservation ved La Rochelle, så det blev
tre campingpladser i stedet for fire.
Vi havde næsten pakket færdigt en uge før, og nu var der bare nogle småting, der skulle købes. I dag, dagen før
afrejsen, er alt klart.
Fredag den 5/8 2005 (1. dag)
Vi stod op tidligt for at pakke det sidste, og Per kom ved nitiden, for at vi kunne blive klippet inden afrejsen.
Finn som sædvanligt, medens jeg fik rigtigt sommerhår.
Kl. 14 ringede vi til Lars for at høre, hvordan det gik med Candy. Det var en rigtig ulykkelig Lars, der svarede
stakåndet, at hun var stukket af, og at de ikke kunne fange hende. Hver gang de næsten var ved at få fat i hende,
løb hun igen.
Finn måtte skynde sig at køre til Jyllinge og hjælpe med at finde hende. Men da han kørte op ad indkørslen hos
Lars, var det en lykkelig Lars, der fortalte, at han havde fundet hende. Han havde kørt en runde igen og havde
set hende gå over på den anden side, og han åbnede bare døren og kaldte blidt: ”Candy”. Hun havde set op på
ham og sprang ind i bilen.
Jeg spurgte Lars om han stadig havde mod til at passe Candy. Han svarede: ”Tør du lade mig passe hende”?, og
jeg svarede, at det turde jeg godt.
Endeligt kom vi af sted. Vi mødtes med rejsefællerne ved Farø-broen, hvor vi spiste mad. En dejlig sammenkogt
ret, som jeg havde lavet aftenen før. Da vi nåede færgen og købte vores billet, blev vi ledt ind på en vognbane,
hvor vi ikke ventede særligt længe før lyset blev grønt
Da vi var næsten inde på færgen blev vi imidlertid standset, og en mand kom hen og gav os besked om at bakke
hele vejen tilbage. Men vi kunne nøjes med et lille stykke, og så vende vognen for at køre hele vejen uden om.
Nu var det bare at vente på næste færge, og regnen silede ned, men vi holdt lidt beskyttet da vi stod under opkørselsrampen.
Oppe i restauranten fandt vi et bord til os alle. Hundene opførte sig perfekt og alle mennesker omkring os skulle
kæle med dem.
Tyskland
Regnen silede stadig ned og det var temmelig koldt. Klokken var ca. 3 om natten, så vi besluttede os at finde en
autohof, hvor vi kunne overnatte. Den første var ikke særlig rar at være på, så vi besluttede os til at køre videre
og tage en almindelig rasteplads, men ved Münster fandt vi en ny autohof, som vi kørte ind på. Her overnattede
vi så, men det blev ikke til så meget søvn, for det var bidende koldt, og vi havde bare lagt os oven på dynen
med et tæppe over.
1

Lørdag den 6/8 2005 (2. dag)
Vi vågnede ved 8-tiden stadig frysende, og kunne lige så godt stå op. Vi lavede morgenmad og sad og snakkede
lidt, indtil de andre også var klar.
Frankrig
Vi er nu nået til den franske grænse, hvor vi holdt det første hvil. Vi besluttede
alle at stoppe ved den første franske rasteplads for at købe os en kop
kaffe.
Nu gik turen videre mod campingpladsen Haliotis i Normandiet. Men inden
stoppede ved en ny rasteplads, hvor vi skulle gennemgå ruten. Medens vi
stod og kiggede på kortet, kom 2 flotte lastbiler fra Danmark kørende ind,
hver på 18 m. og med de helt rigtige
danske farver, røde og hvide.
Turen gik videre, og efter flere forsøg valgte vi en rasteplads, hvor vi kunne
spise. Da vi havde spist og havde luftet hundene, var vi helt alene på
pladsen, som desuden var udenfor betalingszonen. Vi følte os temmelig
sårbare, så vi besluttede os for at køre videre til en anden rasteplads på vej
A29 mod Le Havre.
Først prøvede vi på selve rastepladsen, som var en autohof. Men vi mente,
at det kun var for lastvogne, så vi vendte vognene og kørte ned til en holdende campingvogn, der var parkeret
og så ud til at ville overnatte. Men det viste sig, at det bare var et picnicsted, hvor han åbenbart kun skulle spise
sin mad. Vi kørte derfor tilbage til lastbilerne, og valgte at sove der.
Søndag den 7/8 2005 (3. dag)
Efter en god nats søvn vågnede vi ved 7-tiden, hvor vi stod op, og medens jeg lavede morgenmad, gik Finn tur
med hundene. Nu er vi igen på vej og nu er der kun ca. 200 km. tilbage.
Da vi havde kørt ca. 100 km., blev vi enige om at stoppe lidt og få os en
kop kaffe, så vi kørte ind på den næste rasteplads, vi kom til. Det var ikke
nogen dårlig idé. Der var en lille restaurant, måske nærmere en pølsevogn.
Her købte vi en Croissant til os hver og en kop kaffe.
Vi fandt en bænk med bord til, hvor vi satte os og nød solen.
Da vores opfattelse af denne del af Frankrig var som at køre hjemme på
Sjælland, var overraskelsen stor, for det vi så, var et smukt kuperet område,
der dukkede op med mange flotte og fantastiske bygningsværker.
Efter yderligere en times tid kom vi til Haliotis, som er en af de bedste
pladser, vi har været på i Frankrig. Endelig var vi ved det første mål.
Haliotis
Vi blev anvist de to reserverede pladser hvoraf den ene lå langs med høje
træer, så der ville være en del skygge. Da vi imidlertid var blevet gjort opmærksomt
på, at vi ikke nødvendigvis behøvede at tage dem men frit kunne
vælge nogle andre, gjorde vi det. Vi gik et stykke tid og så på de muligheder,
der var, og fandt to hjørnegrunde
overfor hinanden midt blandt
alle mennesker, og med en dejlig udsigt.
Man kunne se den smukke kirke
som var oplyst om aftenen. Vi gik
straks i gang med at sætte teltet på, og imens havde vi sat hundegården op,
så vi kunne have alle tre hunde sammen og frit kunne bevæge os uden at
tænke på, om de var i vejen.
Som det altid sker, kom der straks to piger for at snakke med hundene. Det
2

var nogle hollændere, som lå lige over for vores campingvogn. Den ene af pigerne havde helt tabt sit hjerte til
Hope, og moderen kom over og talte med os og fortalte, at hun gerne ville
passe hundene for os. Men det afslog vi høfligt. De to forældre var vældig
søde. Da vi var færdige med at rejse vores lejr og ikke havde fået frokost
endnu og klokken efterhånden var blevet temmelig mange, blev vi enige
om at springe frokosten over og grille
sammen alle fire.
Medens vi ventede på at skulle spise,
sad jeg og slappede af med strikketøjet
og nød det gode vejr.
Efter spisningen blev vi enige om at gå
en tur rundt på pladsen for at se på lokaliteterne. Først kom vi til receptionen.
Siden til toiletterne, som var rene og pæne. Hvis man gik til venstre var
der en lille tilbygning, hvor der var to håndvaske med sæbe og håndklæde i
hver side
Der var en dejlig swimmingpool som lå i forbindelse med baren. Baren og reception var forbundet med hinanden,
og der kunne man også købe morgenbrød.
Efter inspektionen af pladsen, gik vi
ned mod byen. Jeg kunne mærke, at
der var nogen, som fulgte efter os, og
da jeg vendte mig om, så jeg, at det var
den lille pige fra pladsen overfor os.
Jeg prøvede at snakke med hende, men
hun kunne kun tale hollandsk. Jeg
kunne ikke få hende til at vende om.
Vi fortsatte vores tur som endte ved en
lille smal flod med en af Frankrigs utallige smukt pyntede broer.
Da vi nu havde nået broen, og synes at det var en temmelig lang tur, blev vi enige om at vente med at se byen
til dagen efter.
Mandag den 8/8 2005 (4. dag)
Jeg vågnede ved 4-tiden ved at kirkeklokkerne ringede uafbrudt i ca. 10 minutter, hvorefter jeg sov igen (det
gjorde de faktisk hver morgen).
Vi vågnede igen ved 8-tiden. Hundene blev lukket ud, men blev hurtigt hentet ind igen da de begyndte at gø
voldsomt. Da jeg kiggede ud, så jeg en stor schæferhund på vej ind i hundegården, så jeg fik hundene ind i en
fart. Efter frokost kørte vi til Lidl for at købe vin ind til resten af turen. Da vi kom hjem fra Lidl tog vi hundene
og gik til det lokale supermarked, hvor vi købte bøffer til grillen. Resten af dagen og aftenen gik med afslapning
og hygge.
Tirsdag den 9/8 2005 (5 dag)
Efter morgenmad gik vi begge i bad og gjorde os klar til at tage til Le Mont St. Michel.
Le Mont St. Michel
På vej til Le Mont St. Michel kørte vi 9 km. i kø næsten hele vejen, men da
vi endelig var ved Le Mont St. Michel kunne man se den utrolige klippeø
midt ude i Atlanterhavet ud for det vestlige Normandiet, og som er forbundet
med en dæmning der knytter fastland og klippeø sammen.
En verdensattraktion, så dramatisk og smuk ligger den lille by med spiret af
klostret på toppen. Le Mont St. Michel er udsat for Europas kraftigste tidevand,
15 meters ændring i vandstanden på et døgn, hvilket fuldstændigt
ændrer omridset af øen. Man kan simpelthen se tidevandet og det er et betagende
syn.
3

Vi kom til en kæmpe parkeringsplads som egentlig var havbunden, men
som var drænet til formålet og som lå temmelig langt fra øen. Da vi havde
parkeret bilerne begyndte vi vandringen som i sig selv også var en udfordring,
for man kunne kun gå derud enten oven på dæmningen, hvor der var
en sti langs strandkanten. Her kunne man også af og til se ryttere. Valgte
man stien skulle man passe gevaldigt på for stenene på stien var meget glatte.
For at komme ned på stranden skulle man klatre ned ad en stejl skrænt.
Alternativet var landevejen men da der også her var meget trafik, ville vi
hellere gå på diget.
For at komme op til klostret skulle man passere en masse trapper og
smalle afsatser, hvor det var svært at komme frem for alle de mennesker,
der var denne dag, og som vi fik at vide, at der var hver eneste dag i sæsonen.
Conny og jeg satte os med hundene og ventede til drengene havde
været oppe for at filme. Også her var der mennesker omkring os hele
tiden, som skulle nusse hundene.
Inde i selve byen var der en masse souvenirboder. Men der var også en
masse atelier. Besøget var meget anstrengende på grund af de mange
mennesker. Man måtte simpelt hen følge folk og kun ensrettet. Der var 3
række op og 1 ned, og hundene måtte bæres hele tiden, ellers blev de
ganske simpelt trampet ned, da gaderne var meget trange.
Vi skulle have været helt op til klostret, men måtte opgive på grund af
knæene og varmen, og på grund af de mange trapper, som vi skulle både op
og ned af, da klostret lå helt oppe på toppen af byen. Men på vejen kom vi
til en lille oase med bænke og dejlige skyggende træer, og her satte vi os
med hundene.
Vi nåede egentligt ikke at nyde det som vi plejer, dels fordi de andre ikke
gad gå ind i forretningerne og dels fordi der var så mange mennesker at
man næsten måtte gå sidelæns. Vi plejer normalt altid at sætte os ned og få
en drinks og sidde og slappe lidt af. Vi fandt da også en restaurant og et
bord, men da vi så, hvad en cola kostede, opgav vi det og gik. Vi nåede dog at købe to dækkeservietter med motiv
af klosteret.
Da vi besluttede at vende næsen hjemad igen og kom ud fra byen, var
havet begyndt at trække sig tilbage. Også det var et betagende syn. Der
var en masse mennesker ude at gå på havbunden.
På vejen så vi et lille marked, men da ikke kendte nogen af deres varer
købte vi ingen ting og kørte igen. Længere hende ad vejen så vi rigtige
søde møller, og vi stoppede for at se prisen på møllerne. Finn ville så
gerne forære mig en, men de var virkelig for dyre. Vi vil senere vende
tilbage for at se.
Da vi kom hjem igen spiste vi frokost for derefter at bade. I dag var vandet
dejligt varmt. I det hele taget var vejret upåklageligt. Conny og jeg var oppe
for at bade, og da vi kom tilbage, gik vi op til opvasken for at vaske lidt tøj
og vaske op.
Middagsmaden om aftenen var Lasagnette. Medens jeg lavede saucen kom
grydelapperne for tæt på ilden, og der opstod store flammer. Jeg greb bare
grydelapperne og smed dem i vasken og øsede vand på.
Efter middagen ville vi alle gå en tur op i byen, men landede i stedet i baren,
hvor vi drak kir. Da Finn kom ned med drinksene, var der ikke lige meget i
glassene, og da jeg tog dem for at vise tjeneren glassene snublede jeg over hundene og faldt lige ned på mine
dårlige knæ. Jeg slog også min arm, da jeg prøvede at redde glasset, som jeg stadig havde i hånden. Jeg landede
på de skinner dørene glider på og slog knæene rigtigt godt og grundigt. Tjeneren var rigtig sød og hjælpsom, og
4

fik mig samlet op og sat i en stol med benene op på en anden stol og lagde et koldt og vådt håndklæde over mine
ben og kom med en ny kir.
Onsdag den 10/8 2005 (6. dag)
Vi sov lidt længere end plejede fordi jeg havde haft meget ondt i mine knæ og højre arm.
Dagen i dag var ren afslapning grundet mit knæ, som skulle være i ro.
Vores søde genboer kom over for at spørge til mig og jeg inviterede dem over til et glas vin om aftenen. Det
blev de meget glade for og lovede at komme.
Efter vi havde spist aftensmad kom så den hollandske familie for at få et glas vin sammen med os andre.
Torsdag den 11/8 2005 (7. dag)
Næste morgen sov vi lidt længe, da vi vist fik lidt for meget vin i går aftes. Dagen skulle gå med et besøg på invationskysten.
Da vi havde spist til morgen kom de andre ind til os og sagde de ville pakke deres sager og måske drage hjemad.
Grunden var at jeg skulle have moppet ham, mens der var fremmede til stede. Jeg svarede, at det vidste jeg
godt måske var en fejl og undskyldte det. Inden vi kørte gik Finn pænt ind til Dem for at spørge om de skulle
med. Han fik kun et surt nej. De skulle ingen steder.
En dag med D-dag
Ved 10 tiden kørte vi til invasionskysten på Normandiet. Det var en køretur på omkring 160 km. ad små veje.
Det var en dejlig tur, hvor vi fik set meget af det, man ellers ikke gør på en motorvej. Men her i Frankrig har
man placeret motorvejene særligt smukt i landskabet.
Da vi ankom til Sword Beach et par timer senere og fandt en parkeringsplads tæt
ved, hvor det hele havde foregået. Vi startede med at gå hen til Pegasus Bridge for
ligesom at gå i hælene på alle disse modige mænd, der ofrede deres liv for freden.
Vi gik så over broen og hen til en lille park, hvor englænderne om natten mellem
den 5 og 6. juni 1944, havde sendt en række bombefly af sted med svæveplan på
slæb. Da bombeflyene var over målet kappede man trossen til svæveflyene midt om
natten. Disse svævefly var lastet med soldater, som skulle være med til at holde
broen intakt for invasionsstyrkerne, der skulle passere denne bro for at komme længere
ind i Frankrig.
Lidt efter midnat landede de første svæveplan kun få hundrede fra de tyske stillinger
ved broen, hvor tyskerne havde en maskingeværrede. Et af svæveplanene landede
i den lille park i mørket, og tyskerne hverken så eller hørte noget før
de var overmandede. Den Pegasus Bridge vi går over i dag er ikke den
virkelige Pegasus Bridge, som ligger et par hundrede meter ved siden af.
Den gamle bro blev udskiftet i 1994. Vi gik nu over til Parken hvor man
stadig hædrer disse modige mænd, hvoraf mange af dem, der blev kastet
ned med faldskærm døde enten ved landingen eller skudt af tyskerne.
Mange af disse svævefly forulykkede under landingen. Her var der en
mindebuste af den berømte officer major John Howard, der ledede aktionen
præcis hvor hans fly landede ved broen. Major John Howard var den
første soldat der satte fødderne på fransk jord. Da vi havde set hvad vi kom for gik vi tilbage over broen og satte
kursen mod det første hus der blev befriet i 1944, og som hedder Cafe
Pegasus, hvor vi satte os og fik en kop kaffe og en kage til. Da der ikke
måtte komme hunde med ind i Cafe Pegasus, måtte vi skiftes til at se cafeen.
Det er et meget spændende hus som fungerer i dag som et lille museum
med billeder og andre minder for de nu overlevende, og hvor de
ændre veteraner mødes, snakker og mindes. Det er både gamle og unge
som begge synes at D-dag historien er et stykke historie, som både er
rædselsfuldt men samtidig spændende at tale om, også for den kommende
generation.
5

Et stykke borte fra Cafe Pegasus er der nu opført et museum, der minder om begivenhederne i området. På museets
område har man opstillet den gamle Pegasus Bridge, efter at den blev udskiftet med en ny i 1994.
På museet har man også lavet en kopi af et af de stor svæveplan der blev brugt ved aktionen ved broen. Her sad
soldaterne og håbede at piloten fandt en god plan mark at lande på.
Et kig ud cockpittet hvor piloten sad og ikke kunne gøre andet end at styre. Uden motor bestemte flyet selv
temmelig meget. Her var der kun en vej og det var nedad gennem mørket.
Vi kørte videre langs kysten til Arromanches Beach, som ligger ved Juno Beach, i den britiske del af D-dagkysten.
Her er et flot plateau med panoramaudsigt over hele Gold Beach, som denne del af kysten blev kaldt.
Ude i vandet ligger resterne af den mobile havn, Mulberry Harbour, som de allierede etablerede ved at sejle
enorme betonelementer fra England, og placere dem langs kysten. Tyskerne havde sikret sig alle havne langs
Normandiets kyst, for at sikre sig mod indtrængen i Frankrig, og dermed de allieredes mulighed for at komme
videre frem, ind i Tyskland. Derfor måtte de allierede styrker etablere deres egen havn ude i vandet – et fantastisk
projekt, der blev dømt umuligt og advaret kraftigt imod af flere militæreksperter, men Churchill trumfede
det igennem. Der blev skabt en havn ved Omaha Beach, der i dag er væk, og en ved Arromanches. Den består
af 146 massive cementstykker, der blev fragtet fra England. I de følgende
tre måneder efter D-dag blev disse havne benyttet til at søsætte 2,5 millioner
soldater, 4 millioner tons militært udstyr og 500,000 køretøjer. Den
største invasion i 2. verdenskrig, og en operation af et nærmest ufatteligt
omfang.
På udsigtsbakken i Arromanches har man en glimrende udsigt til kysten og
den gamle havn.
I Arromanches ligger der to D-dag seværdigheder, der absolut er et besøg
værd: På toppen af udsigtsbakken er der bygget en 360-grader biograf, der
viser den fantastiske film ”The Price of Freedom” om D-dag.
Den amerikanske Kirkegård
Når man har parkeret på den ret så velholdte parkeringsplads, kan man
næsten fornemme, hvordan resten er holdt. Indgangen består af snoede stier.
Før man når ind til selve kirkegården og for enden af stierne, ser man
en flot bygning, som er Den Amerikanske Kirkegårds museum. Man går
så til højre og lige ind på selve kirkegården. Og man er slet ikke i tvivl for
man får sådan en stilhed inden i, når man står ved klinterne, ved kirkegårdens
nordende, og ser ned mod vandet.
På et skilt lige ved rækværket ser man et billede af de i alt 5 landgangsstrande
man har foran sig:
Vi var ikke ved dem alle, da vi ikke havde så meget tid til rådighed, da dagen
var temmelig varm og vi havde måttet efterlade vore hunde i bilen.
Kirkegården er således lagt ved det sted, hvor historiens største landsætning
af tropper fandt sted.
Vedligeholdelse af både kirkegården og mindesmærket påhviler ”The
American Battle Monuments Commission”,
eller på dansk: Kommissionen
for Amerikanske Kamp-monumenter.
I alt er der begravet 9.387 soldater her, 307 af gravstederne bærer mærket
”Unknown” – ukendt. En davidstjerne markerer gravsteder for faldne af
jødisk trosretning mens et latinsk kors er placeret for alle øvrige.
6

Foran kirkegården står der en virkelig flot bygning med et enormt mindesmærke.
Mindesmærket består af en halvbuet søjlegang, med en overdækning
i begge ender – en såkaldt loggia. På platformen ses den 22 fod høje
”Spirit of American Youth”, der er en hyldest til de, der mistede livet i forbindelse
med landgangen. Værket er udført i bronze. På statuens basis ses
inskriptionen ”MY EYES HAVE SEEN THE GLORY OF THE COMING
OF THE LORD” – Mine øjne har skuet den kommende Herres pragt.
På mindesmærkets østside ligger en
have, udformet som en halvbue: ”De
savnedes Have”. På væggene der omkranser haven, ses navnene, rangen,
enheden samt statsborgerskabet for de 1.557 savnede soldater samt slagets
gang på de forskellige strande. De gav deres liv for deres fædreland, men
ligene er aldrig fundet, eller har været umulige at identificere. En del er ligeledes
blevet begravet til søs, her i regionen. Der ligger i øvrigt ingen
danskere på kirkegården, men hvis man søger en bestemt grav, og man
ved at den ligge på denne kirkegård, kan man få hjælp i receptionen.
De har lister over de begravede.
Det runde Kapel er designet og udført af Leon Kroll fra New York. Kapellets
mosaik-udsmykkede loft symboliserer Amerika, der giver sønnerne sin
afskedsvelsignelse, da de drager af sted over havet for at kæmpe for de
amerikanske frihedsidealer.
Oven over alteret skænker et taknemmeligt Frankrig en laurbærkrans og
mindes de døde amerikanere der ofrede livet for at befri Europas undertrykkede
folk. Fredens tilbagekomst symboliseres af en engel, en due og et
hjemstævnende skib.
Dette sted var en speciel oplevelse, man kunne næsten fornemme stemningen,
stilheden og rædslen hos de unge mennesker, når man gik rundt iblandt de hvide smukke marmorkors.
Efter at have set det meste, drog vi tilbage til bilen for at køre tilbage til campingpladsen.
Fredag den 12/8 2005 (8. dag)
Medens vi sad og spiste vores morgenmad besluttede vis os for at pakke sammen og rejse videre alene og overnatte
på en rasteplads.
Det var selvfølgelig rigtigt trist, at det skulle ende sådan, men nu kunne vi være os selv. Så vi pakkede færdigt
og gik op og betalte for derefter at køre videre på vores ferie.
Vi fortsatte nu mod vores næste destination. Vi kørte et par hundrede kilometer før vi standsede for at få noget
at spise. Vi fandt en rigtig god rasteplads, ja faktisk den største nogen sinde. Der var flere cafeterier samt restaurant
og hotel og en kæmpe stor butik, hvor man kunne få alt mellem himmel og jord.
Der var ikke så mange vogne da vi ankom, nogle få franske og en enkelt hollandsk. Jeg gik hen og spurgte om
de skulle overnatte, hvilken de svarede ja til. Vi blev så enige om at så var der da større sikkerhed. Så vi slog
benene ned og gik til en Cafe, hvor vi spiste kylling og drak en forfærdelig kaffe.
7

Lørdag den 13/8 2005 (9. dag)
Vi fik en rigtig god nattesøvn og vågnede ved 8-tiden, spiste morgenmad og fortsatte mod vores bestemmelsessted
i det franske baskerland, hvor vi ankom kl. 1600 til campingpladsen Les Pins Du Soleil i Dax.
Les Pins Du Soleil
Da vi kørte ind på campingpladsen, holdt vi lige overfor receptionen, hvor
vi gik ind for at skrive os ind. Da alt var klaret kørte vi hen til den anviste
plads, som var en rigtig god plads lige over for toilet og bad.
Selve campingpladsen var en af de bedre. Der var swimmingpool, 6 petanqebaner
samt en stor legeplads til børnene.
Der var en lille butik ved siden af receptionen, hvor man kunne bestille
morgenmad. Der stod en lille pølsevogn og 8 runde borde, som fungerede
som restaurant, hvor de lavede udmærket mad. Da vi havde inspiceret pladsen
gik vi i gang med at indrette lejren. Pladsen vi havde fået var en dejlig
stor plads, hvor der var rigelig rum til, at vi kunne stille hundegården op under de skyggende træer. Franskmændene
inde ved siden af os var helt betaget af vores hunde og prøvede at kommunikere med os, og til sidst
kom damen ud med en lille urne, hvor hendes afdøde hund var i. Det var meget rørende.
Hendes mand var en ret lille og rigtig rar franskmand.
Da vi var færdige med at pakke ud gik vi ned til den lille restaurant for at
få noget at spise. Der hyggede vi os et par timer, hvorefter vi vendte tilbage
til campingvognen for at indtage vores kaffe og hygge os videre. Vi hører
nu for første gang cikaderne og mærker den lune sommeraften. Så nu
kunne vi mærke, at vi var kommet til Frankrig.
Søndag den 14/8 2005 (10. dag)
Vi havde en noget broget nat, hvor en masse støjende unge mennesker
holdt fest lige til den lyse morgen. De grinede og spillede højt musik.
Vi stod op kl. 9 00 . Finn hentede morgenbrød, medens jeg lavede kaffe. Da han kom tilbage spiste vi morgenmad
og forberedte dagens udflugt. Jeg gik ned for at spørge, om det var kutyme, at man måtte lave sådan en larm om
natten. Damen jeg snakkede med kaldte på lejrchefen, som sagde, at han ville gøre noget ved det.
Det var meget svært at holde skidtet væk fra gulvet i forteltet, så det blev et
fast job for Finn, og man kan se her, hvor han nyder det sammen med pigerne.
Pludselig stod der en dame på vores alder og kiggede på hundene. Hun tiltalte
mig på engelsk, og jeg blev forbavset, da hun fortalte, at hun var
fransk. Hun fortalte, at hun havde haft en Sheltie, men at den var blevet
stjålet, og nu vidste hun ikke, hvor hun kunne købe en ny, da den anden var
købt i Amerika. Nu var det så heldigt, at jeg havde fået adressen på den
kennel som Ruth have været hos, og glad blev hun da jeg gav den til hende.
Vi besluttede at køre en tur til Dax for at se lidt på byen, medens det ikke
var alt for varmt for hundene.
Da vi skulle til at køre mod byen, så vi, at alle mennesker havde røde bukser
og hvid bluse, eller bare med et rødt tørklæde. Det undrede vi os noget
over. Og da jeg så, at vores nabokone også havde en hvid kjole og et rødt
tørklæde på, blev vi enige om, at det nok var et træf ligesom i Danmark.
Der var tilsyneladende slet ingen regel for, hvordan man blandede tøjet,
bare det var rødt og hvidt. Da vi nærmede os byen, så vi flere og flere der
gik med rødt og hvidt. Vi lagde mærke til, at det var den røde farve som
8

dominerede, og efterhånden som vi nærmede os byen kom der flere og flere med samme tøj på. Selv her på
campingpladsen var der mange festivaldeltagere, og der var glade mennesker overalt. Deltagerne kom fra flere
forskellige land hvert år, dog oplevede vi ingen danske, bortset fra os.
Vi fandt ud af at der var festival Dax, fra den 11- 16. august. Det var en del
af en festival, der stammede fra den spanske baskerside, hvor tyrene løber
ned gennem gaden, og de går i det samme rød-hvide tøj som i den franske
baskerdel. Det sker på samme tid hver år, og vi røg lige ind i det hele. Der
var hverken til at komme frem eller tilbage, så vi valgte at køre ud igen.
Det skulle vise sig, at det næsten ikke var til at komme ud, fordi de havde
spærringer alle vegne, og hvis der ikke var spærringer, var der en hob af
mennesker som gik skulder ved skulder. Det var med meget stort besvær vi
fik os bugseret ud igen og prøvede at finde et sted, hvor vi kunne handle.
Men det lykkedes ikke. Alt var lukket. Da vi nåede tilbage til campingvognen lavede vi 2 sandwich, for det var,
hvad vi havde. Ved 20-tiden kom de unge mennesker ud fra deres telt med festtøjet . De var såmænd rigtig høflige,
og da jeg snakkede med dem blive de modige og satte sig på en række med arme og ben i luften. Da de var
gået, gik vi ned til baren og fik en dejlig kold kir. Derefter gik vi tilbage til campingvognen, hvor vi hygge os
med et godt parti terningspil.
Vi var godt spændte på, hvilken tilstand de unge ville være i, når de kom hjem senere på natten, og om de ville
larme det meste af natten igen. Helt stille gik det da heller ikke af. Jeg tror grunden var den, at lejrchefen kørte
rundt og havde fat i dem. Lejrchefen kom nemlig farende, da nogle bilister skulle være morsomme og sad og
tudede i bilhornene, da de kom hjem. Straks kom han farende i sin lille jeep og bankede på deres tage, og derefter
var der til vores overraskelse ro resten af natten.
Mandag den 15/8 2005 (11 dag)
Efter en god nats søvn stod vi op ved 9-tiden. Finn gik efter morgenmad
og jeg lavede kaffen. Efter morgenmaden satte vi hundene ind i campingvognen.
Derefter startede vi bilen og kørte ned til supermarkedet Leclerc.
Efter vores vilde indkøb, hvor vi købte en rød top med en tyrefægter på
maven og en hvid T-shirt til Finn, samt et trekantet tørklæde til os hver
kørte vi hjem for at få et forfriskende bad samt frokost.
Senere drog vi til Dax, hvor vi parkerede lige foran broen og gik ind i selve
byen, hvor alting foregik. Der var en leben, men hvor var det sjovt. Efter
en tid blev vi enige om at sætte os og få et lille glas. Vi satte os ind på en af de talrige serveringssteder der
var over alt.
Medens vi sad og nød vores drinks, kom det ene orkester efter det andet.
Der kom blandt andet et Ægyptisk orkester, som spillede deres musik og
fra en anden side kom et jazzorkester som spillede traditionel jazz
Det meste musik man hører her er ellers spansk musik.
Efter hjemkomsten lavede vi mad på grillen som var svinemedaljon med
grillede mangofrugter.
Tirsdag den 16/8 2005 (12. dag)
Biarritz
Vi havde aftalt at vi ville tage til stranden i Biarritz.
Biarritz er Sydvestfrankrigs mest mondæne badested. Man kan sammenligne Biarritz med Nice og Cannes.
Jeg smurte frokost og pakkede køleboksen med forfriskende vand samt vores frokost. Derefter drog vi mod havet.
Vi valgte at køre ad landevejene i stedet for motorvejen, og det var en fantastisk tur. Vi kørte igennem den
ene smukke landsby efter den anden og allerede inden man kom ind til Biarritz, var der store køer på vejene.
9

Det var som om alle mennesker skulle til stranden den dag, og det var ikke engang søndag men en ganske almindelig
hverdag.
Da vi nåede helt ind til Biarritz var der ganske rigtigt smukt. Der var så mange mennesker, så selvfølgelig var
der ikke til at opdrive en parkeringsplads. Vi kørte gade op og gade ned, men vi fik da set byen fra bilen og det
var en oplevelse i sig selv. Selve kysten var klipper, og da det var et meget kuperet terræn, havde man en god
udsigt, når man holdt oppe på toppen. Men til sidst opgav vi og blev enige om at køre til den næste strand. Det
var rigtig synd for vandet så rigtigt indbydende ud.
Vi fortsatte til en anden strand i byen efter Biarritz og håbede at man kunne finde en parkeringsplads her, for vi
ville så gerne en tur i vandet. Vi var så heldige at se en bil køre ud så Finn
fik hurtigt vendt bilen. Vi fik hundene ud af bilen, og vandrede hen til restauranten
ved stranden og fandt et bord, hvor vi satte os for at få noget at
drikke, da det var meget varmt. Vi opdagede at det kun var for spisende
gæster, men satte os alligevel. Da vi havde drukket vores øl gik vi ned til
stranden. Det var lidt svært at komme derned, da det var mange klipper,
man skulle klatre nedad, men ned kom vi da. Vi fandt en plads ca. 100 m
fra vandkanten. Vandet havde en dejlig grønlig farve og så virkelig indbydende
ud.
Vi blev enige om at skiftes til at passe
hundene, medens den anden gik i Atlanterhavet. Men da jeg kom derned
mærkede jeg, at sandet ligesom forsvandt under mine fødder, så jeg var ikke
i så længe for brændingen var for stor til, at jeg kunne stå fast og blev
også væltet omkuld og måtte virkelig kæmpe mig op igen.
Da jeg kom op igen, passede jeg på hundene og vores ting og så var det
Finn’s tur. Han boltrede sig rigtigt i bølgerne som en fisk i vandet.
Jeg holdt godt øje med Finn efter min egen vandgang, og blev lidt nervøs,
da jeg nogle gange ikke kunne se ham, men så dukkede hans hoved heldigvis
op igen.
Da Finn kom op fra vandet pakkede vi sammen og drog op til bilen igen. Turen hjem var lettere, for nu var der
ingen bilkøer.
Efter hjemkomsten til campingpladsen gjorde vi os klar til at drage til Dax
igen. Nu havde vi også det røde/hvide tøj på som alle de andre. Når jeg siger
alle de andre, overdriver jeg ikke, for man så ikke nogen, der ikke bar
det røde på en eller anden måde. Slet ikke i aften hvor det hele kulminerer
med et enormt festfyrværkeri.
Vi var klare til at køre kl. 20. Vi havde puttet hundene ind i campingvognen,
for dem turde vi simpelthen ikke tage med os. De ville blive trampet
ned af alle de mennesker, som vi vidste ville være der sådan en aften. Vi
var ikke langt fra campingpladsen, før der allerede var megen trafik, og da
vi kom til Dax kunne vi godt se, at det måske ville blive svært at finde en parkeringsplads.
Vi var heldige ”troede vi da”, at finde en nær ved centrum. Men det skulle
senere vise sig, at det var en dårlig ide,
da det jo var den sidste aften af festivalen,
og hvor der rigtigt var gang i gemytterne.
Vi havde aldrig oplevet noget
lignende. Da vi havde parkeret gik
vi over broen, og der mødte vi det
samme syn som de andre dage. En
masse glade mennesker, som havde
noget godt tilfælles, og som vi andre følte os en del af. Lige indenfor
bommen som man havde spærret gaden af med, var der nogle boder hvor
man kunne købe souvenir af forskellige slags, mest af alt i rødt og hvidt.
10

Da vi var inde i byen ledte vi efter et godt sted at spise. Det første sted var
ved et hotel, men der kunne man ikke få mad. De serverede kun drinks. Vi
fandt et andet sted, og en halv time efter vi var kommet, var der så mange
mennesker at alt var optaget. Fra det bord, vi sad ved, havde vi god udsigt
over hele pladsen. Pludselig kom der et af de orkestre, vi havde hørt men
ikke set, ind på selve restauranten og stillede sig op og spillede. Vi bestilte
en hel menu, som bestod af salat, entrecote og is. Dertil en flaske spansk
rødvin, som smagte fortrinligt. Vi kan ellers ikke lide spanske vin, men
denne vin var lidt i vores smag.
Tjeneren virkede meget stresset på grund af de mange mennesker. Han
kom flere gange med det forkerte mad. Salaten var OK, men bøffen var ikke
stegt ordentlig, den var næsten rå indvendig. Isen var det rene vand.
Da vi havde spist, spadserede vi rundt og ventede på det store festfyrværkeri. Vi
gik hen mod broen, hvor vi havde parkeret vores bil. Der skulle foregå noget på
floden Adour, så vi ville gerne stå i forreste række. Hvis man skulle se ordentlig
måtte man stå på midten af broen, men Finn fortsatte alligevel at gå nedad og nu
var der så mange mennesker at det var umuligt at komme hen til kanten igen.
Lige pludselig lød der musik fra floden, og
nu gik menneskemængden helt amok, for at komme hen til kanten for at se
showet der foregik på vandet.
Da vi alligevel ikke kunne se ret meget, kunne vi lige så godt gå ned mod
vores bil. Vi standsede lige ud for bilen, og der blev vi stående ”heldigvis”,
for pludselig stod der en mand midt oppe på taget af vores bil. ved Finn’s
råb og ansigtsudtryk kom han ned med en fart. Anden gang var det mig der
råbte, da der var en anden mand i gang med at kravle op på fronten af bilen.
Finn besluttede sig for at køre, hvad der var næsten umuligt. Det var ikke
det helt store, vi fik set af fyrværkeriet, men vi fik da filmet lidt af det. Det vigtigste var også at komme væk og
redde vores vogn og os med for den sags skyld. Vi fik vendt bilen medens
de unge mennesker begyndte at hamre på vognen og gløderne fra fyrværkeriet
faldt ned over os. Værst var det at vi sad næsten fast i menneskemængden,
der blev vildere og vildere. Folk ville slet ikke flytte sig. Bilerne
var parkeret i begge sider i den smalle gade og der var færdsel i begge
retninger. Flere end os vendte også bilerne.
Da vi endelig nåede tilbage til campingpladsen var klokken nær ved midnat,
og vi regnede med at skulle parkere ude på den store parkeringsplads
før indkørslen til pladsen. Normalt kan man ikke komme ind på en campingplads
efter kl. 22, men det viste sig, at det ikke blev nødvendigt, for
ude ved indgangen stod en smilende lejrchef og vinkede os frem.
Hundene blev meget glade da vi kom hjem. De blev luftet og vi tog en drink for at slappe af efter strabadserne.
Onsdag den 17/8 2005 (13. dag)
I dag var det en rigtig slappe-af dag. Ved 16-tiden kørte vi ud for at handle
i et supermarked. Det var et stort supermarked, men vi havde hundene i bilen,
så vi kunne ikke blive der for længe, så vi bestræbte os på kun at finde
det, vi skulle have til vores middag om aftenen.
Da vi kom tilbage gik vi i swimmingpoolen. Da vi kom ned til kanten af
bassinet, så vi to små børn som legede. De var omkring 3 og 6 år, og vi
blev lidt bekymret, for den store af børnene sad på kanten og kastede noget
legetøj ned i vandet og bøjede sig forover mod bassinet, for at samle legetøjet
op igen. Det så ret farligt ud.
11

Torsdag den 18/8 2005 (14. dag)
Vi stod tidligt op for at køre op i Pyrenæerne. Det blev en vidunderlig tur.
Turen var på ca. 250 km. og gik gennem 2 byer, vi havde udvalgt på forhånd. Den første af byerne, der hed
Saint Jean Pied De Port er en ægte baskerby. Halvvejs oppe mod denne by blev udsigten bare pludselig så
smuk, at vi måtte standse. Vi har set så mange steder, der måske var smukkere, men dette var noget specielt
som betog os meget.
Da vi så kørte ind i byen, blev vi først meget skuffede, men det var kun
indgangen til byen og snart viste den rigtige by sig med sin gamle smukke
bymur. Som i alle andre byer, er der også her alt for mange souvenirboder
og forretninger, men hyggelig alligevel. Det lille hvide tog var der også.
Vi besluttede at gå gennem den lille byport. Lige efter byporten, var der en
bro over floden, og da man havde passeret broen kom så selve bykernen.
Det viste sig, at det var den rigtige
hovedgade. Den var meget smal og
svær at gå på, da underlaget på gaden
var af brosten. Men byen var spændende
og særpræget, og det man lagde mærke til var, at som overalt i baskerlandet
lå der aldrig noget og flød. Der var rent og pænt alle steder.
Men bybilledet blev dog lidt skæmmet af alle de souvenirboder.
Vi vendte tilbage til bilen og kørte
videre opad mod næste by som hed
Mauléon. Da vi var oppe på toppen af
vejen var der den vidunderligste udsigt, hvor vi stoppede for at kunne tage
et billede.
Byen var ikke nær så charmerende som Sant Jean Pied De Port, men meget
hyggelig på en sær grå unik måde. Da vi
kom ind i byen var dens torv parkeringsplads,
hvor vi parkerede bilen. Det var et
meget smukt torv med mange smukke
blomster og nederst på torvet stod der en meget flot statue.
Til venstre for torvet lå der en restaurant, hvor vi gik ind for at spise. På den
modsatte side af restauranten lå Rådhuset og når man sad på restauranten kunne
man se rådhuset med den flotte statue foran og kirken ved siden af.
Fra restauranten kunne man se en flot kirke
med en gammel borg bagved. Da vi havde
spist og betalt, gik Finn ud for at filme og
jeg gik på opdagelse og fandt en butik som
solgte sko og souvenirs. Her faldt jeg for et får som åbenbart er kendt her,
for de er alle vegne i forskellige afskygninger. Får hedder på Fransk ”Mauton”,
så det hedder min nu også.
Fredag den 19/8 2005 (15. dag)
Vi vågnede begge kl. 8, og begyndte at pakke. Det regnede meget, så Finn stod først op og iførte sig regntøj og
paraply og drog ned efter morgenbrød. Heldigvis begyndte solen at skinne igen og nu fik vi travlt med at hænge
siderne fra teltet til tørre. De var meget beskidte.
Vi havde bestilt pladsen til søndag, men vi ville nu hellere køre lørdag, da pladsen nu var næsten tom, og dem
vi havde lært at kende var også kørt. Så beslutningen var ikke særlig svær. Vi ville nu køre ned til byen for at få
et godt måltid mad, men på vejen blev vi enige om, at se hvad de havde i restauranten på pladsen. Men der var
slet ikke åbent, så vi blev enige om at køre ned til Christus-søen. Der havde vi set en restaurant, der så rigtig
hyggelig ud, og samtidig få en chance for rigtigt at se søen.
12

Klokken var ca. 18 da vi parkerede ved restauranten. Da der kom en tjener
for at spørge, hvad vi ønskede, svarede vi, at vi ønskede noget at spise.
Tjeneren sagde, at det kunne vi ikke få før efter 19 30 , og desuden var det
bord vi sad ved reserveret om aftenen, hvilket de fleste borde var.
Vi kørte derfor tilbage til campingvognen og tog noget pænt tøj på, hvorefter
vi igen kørte til restauranten. Men det var stadig for tidligt, så vi gik en
tur rundt om søen.
Et stykke han ad stien neden for en stor svømmehal var der lavet en kunstig
strandbred, hvor der var samlet en masse mennesker, så vi gik derhen for at
se, hvad det var. Det var simpelthen den største flok vildgæs, vi nogen sinde
havde set. Alle gæssene var så tamme, at de spiste af hånden.
Nu var klokken 19 30 , så vi gik tilbage til restauranten for at indtage vores mad. Hundene lod vi blive tilbage, da
det ikke var varmt mere. Vi blev meget overrasket over, at vi fik henvist netop det bord, vi havde valgt, da vi
var her tidligere. Vi havde specielt valgt dette bord fordi her var en utrolig flot udsigt over søen. Tjeneren havde
oven i købet sat et reserveret skilt på
bordet. Han kom smilende med spisekortet,
og vi bestilte bøf med reven
gulerod og pommes frittes, som
smagte dejligt. Efter maden fik vi
kaffe.
Lørdag den 20/8 2005 (16. dag)
Cahors
I dag drager vi videre til Cahors.
Vi kørte efter GPS’en, som ledte os ad snørklede landeveje i stedet at føre os ad motorvejen. Da vi nåede byen
Agen, blev vi ført hen til en vejunderførsel (tunnel), der kun var 2,5 m i højden. Finn sagde, at vi skulle tage
den næste, men jeg fik ham til at dreje til højre, da der stod Cahors, og selvfølgelig gjorde han, som jeg sagde.
Men det skulle han aldrig have gjort, for der var nemlig to veje til Cahors. En for almindelige biler og en for
lastbiler og campingvogne. Vi kørte den forkerte vej og måtte i sidste øjeblik dreje skarpt til højre. Da vi kom
forbi indkørslen til tunnelen, var vi virkelig på den. Der var nemlig meget smalt og der var parkeret biler i højre
side så vi måtte kante os rundt, men klarede det lige.
Efter en kørsel ad flere småveje til Cahors uden yderligere dramatiske begivenheder,
nåede vi endelig til Cahors. Her ankom vi ved 13-tiden og parkerede
uden for bommen og gik ind til Madame, der lyste op i et stort smil,
med et ansigt, der sagde velkommen. Jeg kender godt jer igen, sagde hun
og bød os velkommen. Vi fik 3 pladser
at vælge imellem. Igen var vi heldige
at få en plads lige ved toiletter og
bad.
Da vi havde fået vores lejr etableret
gik vi ned og bestilte en kylling hos Madame. Efter maden skal vi rigtigt
hygge og glæde os over atter at være hos Madame.
Søndag den 21/8 2005 (17. dag)
Efter den første rolige nat i 8 dage, stod vi op ved 9-tiden godt udhvilede.
Vi luftede lige hundene og gik ud ad stien til minigolfbanen og igennem den ud til en mark tilhørende campingpladsen,
som blev brugt i højsæsonen. Her mødte vi to danskere som lå herude. De var kommet, da der var
totalt udsolgt, men de havde spurgt om der ikke bare var et sted på en parkeringsplads eller lignende.
Madame havde fået medlidenhed med de to danskere og lagt dem på marken, hvor der ellers kun ligger teltfolk.
13

Da vi gik forbi dem og hilste, kom de ud og spurgte ,om vi havde campingchecks, hvad vi ikke havde. Da fortalte
de os om et andet system som lignede campingchecks, hvor man ikke behøvede at købe dem hjemmefra,
men man får fratrukket rabatten med det samme. Det var ordningen med CampingCard ACSI.
Ved 12-tiden kørte vi mod Caix for at besøge Slottet og for at købe en gave
til Lars og Berit. Vi fulgte igen vores GPS, og vi blev ført ad nogle mærkelige
veje. Værst var det, da vi blev ført op i bjerge, vi vidste slet ikke var
nødvendigt. Men det var ganske godt alligevel, for der var en ganske vidunderlig
udsigt, som vi ikke havde set før. Vi har ellers kørt her i Cahors et
par gange.
Da vi endelig kom op til slottet, havde de lukket, og da der var en time til
de åbnede igen, besluttede vi os for at køre en tur rundt og se på omegnen
imens. Vi kørte derfor op til den nærmeste landsby, for at finde et sted,
hvor vi kunne få os en kop kaffe og få ventetiden til at gå. Men der var lukket over
alt, da det var søndag.
Den lille landsby, vi kom til, havde en af de særprægede kirker, man ofte ser i
franske landsbyer, men denne her var unik. Udenfor stod der et enormt krucifiks,
som man kunne dvæle ved uanset om kirken havde lukket eller ej. I Frankrig er
det dog ikke nødvendigt, for her har alle kirker åbent hele døgnet.
Efterhånden gik tiden, og nu var der kun et
kvarter tilbage, så vi besluttede os til at køre
tilbage til slottet og vente de sidste 10 minutter.
Ventetiden gik med at fotografere området
omkring slottet fra andre vinkler end vi
havde taget det før.
Der er lavet en ganske pæn indkørsel til selve
slottet, hvor man har plantet roser på den ene side af vejen. Roserne står
som en god kontrast til de flotte druer på den anden side af hele vejen op til
slottet.
Da vi kom hen til butikken, var der stadig lukket, og det kunne vi ikke forstå. Vi spekulerede på om vi havde
læst forkert og om der overhovedet var åbent om søndagen, så vi læste
sedlen, der var hæftet på døren igen. Der stod, at man kunne ringe på en
klokke, men den havde vi ikke set i første omgang. Vi prøvede at ringe på
flere gange, før der skete noget. Efter et øjeblik lød der en fløjten et eller
andet sted fra, og en mand kom gående gennem en havelåge med en stor
nøgle i hånden. Han sagde pænt goddag på Fransk og åbnede butiksdøren.
Da vi spurgte efter den vinkaraffel,
som vi var kommet hele denne vej til
Cahors efter, var den udsolgt, og ville
først komme til september.
Så, hvad skulle vi nu gøre. Vi så os omkring og konstaterede, at der var så
rodet omme bag ved disken, at hvis han havde kigget godt efter under alt
rodet, ville han måske have fundet en karaffel til os. Der stod blandt andet
en gammel weekendseng med legetøj i, og vi kom til at grine og sagde til
hinanden, at det sikkert var sengen til den lille ny kronprinsesse eller prins.
Vi besluttede så at købe 6 rødvinsglas i stedet for. Da vi nu havde bestemt
os for vinglas kom turen til vinen. Først spurgte jeg til hvidvin, men den måtte vi ikke smage. Man skulle købe
den usmagt, hvad vi naturligvis aldrig ville gøre. Så smagte vi på en rødvin fra 1997. En ganske god af en Cahors
vin at være, men til en pris a Ca. 150 kr. pr. flaske. Så den blev det heller ikke.
14

Da vi havde opgivet at købe vin, og vendte os omkring for at se, hvad der var på den modsatte væg, opdagede
vi nogle gaveæsker med en vin og to glas eller 1 og 2 glas samt et forklæde til 41 €, så det bestemte vi os for i
stedet for glassene, til Lars og Berit.
Vi kørte hurtigt derfra igen, da der ikke rigtig var noget at komme efter. Nu var det bare at komme hjem til
campingpladsen igen.
På vej tilbage kom vi igennem en temmelig stor by og pludselig lå der et vinsted midt i hovedgaden. Vi standsede,
så vi kunne smage noget andet vin end Prinsens. Da vi kom ind i forretningen, var der ikke et øje at se nogen
steder og vi rømmede os, men der kom stadig ikke nogen, og vi skulle lige til at gå igen, da indehaveren
endelig dukkede op. Vi havde fået lyst til at smage en Rosévin og spurgte, om vi kunne smage og naturligvis
kunne vi det. Det var flasker til 5 € stykket, så vi bestilte 6 af dem, så spurgte hun om vi ville smage en rødvin.
Vi så på hinanden og blev enige om at prøve. Det var en rigtig god vin fra 1999. Finn så på mig og spurgte om
vi skulle købe en kasse og jeg svarede, at det synes jeg, hvis han virkelig kunne lide den. Finn glemte bare en
ting, og det var at se efter, hvad vinen kostede. Han bestilte en kasse med 6. Det blev 66 €, så vi betalte og så
glade ud og kørte tilbage til Cahors.
Mandag den 22/8 2005 (18. dag)
Vi havde lavet en plan for dagen og den bestod i at se Célédalen også kaldet Paradisdalen samt Rocamandour.
Vi startede efter morgenmaden og begav os til Célédalen. Der var specielt tre landsbyer, som vi skulle se undervejs.
Den første landsby vi kom igennem var da også spændende. Der var for eksempel en rigtig gammel kirke og
udenfor stod et kors med Jesus. Nummer to var der ikke særligt meget at huske på. Men selve turen var utrolig
smuk, og vi var nået næsten igennem Célédalen, undrede det os hvor den 300 år gamle landsby mon var. Havde
vi overset den, eller var den længere forude. Vi nåede til et vejkryds, hvor
vi ikke viste, hvad vej vi skulle dreje. Vi tog vejen til højre, da vi altid kunne
vende om, hvis det skulle være helt galt. Vi var lidt kede af, at vi ikke
fik set den gamle by Espagnac, da vi havde læst, at det skulle være som at
træde ind i 1700-tallet, og hvor intet var forandret.
Vi fortsatte ind i en landsby og parkerede foran et gammelt hus, hvor der
var souvenir i vinduet. Men der var lukket. Vi gik ud fra, at der var siesta.
Efter at have fået parkeret og fået hundene ud af bilen og i snor, gik vi hen
imod et meget gammelt hus med en fantastisk velbevaret statue af en bondepige
i træ, stående ved en brønd. Vejen var meget svær at passere da den var belagt med brosten.
Med hundene i snor begav os ned af den temmelig stejle vej til en buet indgang. Vi tror det var den gamle byport
eller porten indtil slottet.
Vi gik op ad en lille smal men stejl gade med boliger til højre. Vi tror at
der stadig bor folk her, i hvert fald opsynsfolk. Men i gamle dage var det
sikkert boliger til tjenestefolket til slottet.
For enden af gaden kom man direkte ind i slotsgården, hvor lidt af stemningen
blev ødelagt, da man havde sat et skrammel af skur op, med snore
hejst og med en masse farvede flag, der smældede og knaldede i vinden.
Inde i selve slottet var der en lille butik, ikke en egentlig souvenirbod, men
en slags forretning, som handlede med de ting, man brugte dengang. I
husholdningen, stod der i hvert fald honning i krukker på en hylde. Det
kunne man se, når man kiggede ind ad vinduet.
Da vi synes det hele var så spændende, ville vi gerne have rigtige billeder af slottet og ikke bare video, så Finn
besluttede at gå tilbage for at hente fotografiapparatet.
15

Nu kørte vi videre mod Rocamandour og stoppede på vejen ved et udsigtssted,
hvor man kunne se ud over Rocamandour.
Vi fandt en parkeringsplads oppe ved kirken, hvor vi desuden også parkerede
sidste gang vi var her.
Vi besluttede at gå ned, men havde vi husket rigtig, havde vi nok valgt elevatoren
i stedet. Nedturen var slem ved benene, da den bestod af en masse
stejle hårnålesving, som var virkelige stejle, og det er næsten værre at gå
stejlt ned end at bruge trapper. Da vi var nået halvvejs ned var det heldigt at
der var en elevator.
Ved afsatsen med elevatoren stod der et par fra Belgien med en sheltiehvalp.
Da vi havde stået og snakket lidt og den lille hvalp og pigerne havde
leget lidt, fotograferede vi alle hundene, og damen havde et mas med at
få den lille til at stå helt stille, og det lykkedes da heller ikke.
Efter at have sagt farvel stod vi lidt, og talte om vi skulle gå ned resten af
vejen eller tage elevatoren, vi besluttede os til at gå ned.
Men det skulle vi aldrig have gjort,
for der var så mange stejle trapper, vi
skulle passere, men ned kom vi da,
Det første sted vi så på vej ned var
kirken med den sorte dame med Jesusbarnet i favnen. Sagnet siger at hvis
man beder jomfru Maria inderligt om noget, går det i opfyldelse. Da vi kom
ind i selve kirken og så op på hende, måtte vi have et billede med os hjem,
men vi kom i tvivl om man måtte fotografere her.
Da vi endelig kom helt ned og ind i selve Rocamandour, prøvede vi først et
sted, som så hyggeligt ud, men der serverede de kun øl. Det var ikke fordi vi ikke kunne bruge en øl i den varme,
det duede bare ikke uden mad. Vi fortsatte nedad gaden, hvor der var et menneskemylder. Det næste sted,
hvor vi gik ind, fandt vi et bord ved siden af et engelsk par med et par børn som vi
kom i snak med. Medens vi snakkede, satte drengen sig ned på gulvet og snakkede
med hundene. Hans forældre fortalte, at de selv havde hunde derhjemme, men
som de ikke have med. Det havde drengen været ked af, men nu fik han lidt trøst.
Det viste sig, at man ikke kunne få mad på dette tidspunkt, så vi måtte gå igen.
Vi prøvede flere steder, men lige meget hvor vi gik ind, kunne vi intet få, køkkenerne
var lukket kl. 16.
Nu kunne det da også være lige meget, så vi besluttede
os at vente til vi kom hjem til campingpladsen og begyndte
at gå. Da vi kom hen til elevatoren, kunne vi ikke
rigtig blive enige om, vi skulle tage den op eller gå.
Vi tog elevatoren, for vi kunne ikke gå helt op ad de
stejle bakker igen.
Efterhånden nåede vi op til parkeringspladsen, og nu var det bare om at komme hen
til vognen og køre hjem til campingpladsen.
Vi hyggede resten af aftenen og gik tidligt og trætte i seng.
Tirsdag den 23/8 2005 (19. dag)
Det havde været en meget urolig nat. Ved 2-tiden vågnede vi ved, at Sofie
stod og klaprede med vandskålen. Hun havde ikke en dråbe i skålen. Sofie er
en meget dygtig hund, der forstod at vække os for at få vand.
Vi vågnede igen ved 9-tiden, puttede hundene i bilen og kørte ind til byen for
at se broen Pont Valantre og den lille trold der holdt hjørnestenen. Sagnet siger
at arkitekten der byggede broen ikke kunne få den færdig, for hver gang
han kom til hjørnestenen, faldt det sammen. Så indgik han en aftale med en
trold. Og i dag sidder den lille trold stadig og holder på hjørnestenen.
16

Vi kørte op så vi kunne fotografere broen oppefra, og den var virkelig flot.
Siden drog vi til byen, parkerede og gik til vore springvand og købte kaffe.
Derefter gik vi til katedralen og torvet og håbede at der var marked men der
var ingenting.
Senere på dagen begyndte Finn at tage forteltet ned, og efter han havde
pakket det meste, gik han op til Madame for at betale. Han havde på fornemmelsen,
at han ikke kunne bruge sit visa-kort, og det var desværre også
rigtigt og banken var lukket, så han
måtte bruge en automat. Vi skulle
bruge 80 € for pladsen.
Finn gik op og betalte og kom hjem med en flaske rødvin, som vi fik som
gave af Madame.
Vi kom atter i snak med en englænder, som var interesseret i hundene.
Han havde selv bordercollie.
Onsdag den 24/8 2005 (20. dag)
Vi stod op kl. 7. og pakkede færdigt og begyndte at køre. Vi gjorde holdt ved receptionen for at sige farvel til
Madame som gav mig det store franske kram med kys og det hele. Så kørte vi mod Vaison-La-Romaine. En
strækning på 490 km. Vi regnede med at køre strækningen i et træk.
Vi fortsatte vores færd, og pludselig sagde Finn: ”Kig ind til venstre, så kan
du se Cargassonne”. Som sædvanligt havde jeg ikke filmsapparatet klar,
men det gjorde heldigvis heller ikke noget, for der kom en rasteplads 1 km.
længere fremme med et godt udsigtspunkt, hvor vi så kunne filme hele det
storslåede bygningsværk.
Fra udsigtspunktet, som var bygget op på en top med et gelænder omkring,
kunne man så se hele Cargassonne.
Nu er det rigtigt begyndt at blive
varmt ligesom sidst vi var her. Nu
kunne man begynde at kende landskabet selv her på motorvejen, hvor der
ud til siderne var vinmarker og masser af pinjetræer.
Ved frakørsel 23 ved Remoulin, spurgte jeg, om det ikke var tosset at køre
videre til campingpladsen, når vores normale vinkøbested var et par kilometer
fra os. Så vi drejede af ved frakørsel 23 og tog over til Cooperativet.
Vi kom med hele vogntoget, og til vores store glæde var der åbent.
Vi bestilte 1 kasse hvidvin og 1 kasse af vores sædvanlige gemmerødvin.
Da vi havde fået pakket vinen og startet bilen kørte vi videre til campingpladsen i Vaison la Romain.
Det var svært at finde pladsen. Vi måtte vende et par gange men fik endelig øje på et campingskilt, hvor der
stod CARPE DIEM.
CARPE DIEM Camping Club International.
Da vi kørte ind på pladsen, var det ikke bedste forhåndsindtryk. Vi parkerede uden for bommen og gik op til receptionen
for at skrive os ind og få anvist vores plads.
Pladsen var inddelt, således at der var bygget nogle små sanitære bygninger rundt omkring. I disse små bygninger
var der alt, hvad man skulle bruge.
I vores bygning var der 2 toiletter plus 1 handikaptoilet og herudover baderum samt et pænt stort køkken.
Den plads vi havde fået anvist lå lige overfor toiletbygningen. Vi har været heldige med afstanden til toiletbygningerne
alle de steder, vi har været.
Parcellerne var temmelig små og gav mange problemer med at få campingvognen bakset på plads. Det var absolut
ikke for større vogne, og bilen kunne knap nok være på parcellen, og da slet ikke hvis også forteltet skulle
slås op.
Da vi endelig var kommet på plads og havde fået os en kop kaffe, som vi trængte, gik vi en tur for rigtig at inspicere
pladsen. Når man gik op ad bakken kom man til receptionsbygningen, som også bestod af en lille købmandsbutik,
hvor man kunne købe ganske få ting samt en lille bod, hvor der sad en ung pige, man kunne hen-
17

vende sig til, hvis man havde problemer. Når man gik videre kom man til en trappe fra romertiden. Den førte op
til swimmingpoolen, som var udformet i gammel romersk stil. Når man
står og ser ind gennem lågen, er det næsten som at være i år 1000 før kristus.
Foran poolen var der borde og stole og igen toiletter og bad.
Vi satte os ved baren og bestilte en iskold kir, men den var ikke særlig
god og slet ikke pengene værd.
Vi kiggede på aktivitetstavlen og så, at der skulle være barbecue dagen
efter, så vi skyndte os hen for at melde os til. Det var ganske billigt kun
5€ pr. person.
Torsdag den 25/8 2005 (21. dag)
Vi stod op til en dejlig solrig dag. Vores første morgen her i Provence. Efter morgenmaden tog vi en svømmetur
i den vidunderlige swimmingpool. Man følte sig rigtig langt tilbage i tiden nærmest som at leve i romertiden.
Nu er det virkeligt for varmt. Finn foreslår, at vi kører op og ser slottet,
som man kunne se fra campingpladsen.
Vi pakkede hundene og begav os mod slottet. På vejen op kunne man se en
fantastisk udsigt over byen.
Det viste sig, at man skulle igennem
en rigtig gammel fascinerende landsby
for at komme op til slottet. Det
sidste stykke op til selve slottet var
dog ikke nogen nydelse, da man først
skulle op ad nogle stier og trapper,
der var dannet af væmmelige sten at gå på. De var glatte og stejle, men
udsigten oppefra var smuk især ud over byen.
Selve slottet kunne man ikke komme ind på, og vi tror at det var af sikkerhedshensyn,
den var afspærret.
På hjemvejen kørte vi ind i selve landsbyen for at se den rigtigt. Det var en virkelig skøn lille by som vi brugte
del tid på.
Der var blandt andet nogle skønne stræder og passager, som her med mange buer, der var pyntet med smukke
blomster, og der var en ro, som man let kunne fornemme.
Det er i aften vi skal til barbeque oppe ved swimmingpoolen, så vi går først en tur med hundene, da de skal blive
i vognen.
Ved otte-tiden gik vi op til baren, men det var for tidligt. De har slet ikke tændt for grillen endnu. Der var 5 store
gasgrill parat. For at udfylde tiden gik vi ind i baren. Her var allerede nogle mennesker, som sad og ventede.
18

Vi blev der ikke men gik en tur rundt omkring, bl.a. over til swimmingpoolen,
hvor der var belyst og et par mennesker boltrede sig i vandet.
Efterhånden indfandt folk sig og begav sig til de festligt dækkede borde.
Finn og jeg satte os ved bordenden nærmest grillen, men fandt ud af, at vi
måske skulle flytte os om på siden af bordet, så der var to pladser ledige.
Senere fandt vi også ud af, det var meget smart gjort, da vi derved ikke fik
alt den røg i hovedet. Vi følte først os lidt udenfor da alle talte fransk og det
forstår vi jo ikke. Vi kunne ikke kommunikere med nogen af dem og troede,
at det ville blive en kedelig aften.
Men det blev det overhovedet ikke.
Man skal bare ikke opgive på forhånd. Over for os sad der et ganske sødt
ungt par og en enlig dame.
Damen præsenterede sig, og da hun sikkert havde fået at vide, at vi var
fra Danmark, tror vi at hun med vilje placerede sig netop her. Det viste
sig da også, at hun talte et udmærket engelsk. Også det unge par, som var
fra Belgien talte godt engelsk. og det viste sig, at de var bryllupsrejse. Så
det så ud til at blive en god aften alligevel.
Nu kom der gang i grillen og i festen. Da vi havde fået vores grillmad som
var nogle tørre pølser og noget mærkeligt kød med en slags salat til, sad vi
bare og snakkede og grinede hele aftenen. En rigtig sød pige fra Holland
havde set vores hunde og spurgte, om vi ville hente dem.
Da Finn kom tilbage med hundene skulle alle røre og se dem, og jeg ved
ikke hvor mange pølser, de fik den aften.
Ved midnatstiden gik vi tilbage til vognen med hundene og sad lidt en
stund udenfor, inden vi gik til ro.
Fredag den 26/8 2005 (22. dag)
Ved swimmingpoolen var der sat et bord op udenfor baren, hvor der stod en ung dame og fortalte om vingården,
hun kom fra, og som hun arbejdede på sammen med sin far. Vi smagte på vinen, og selvfølgelig var der en
vi begge vældig godt kunne lide, så vi blev enige om at tage med på vinturen om eftermiddag sammen med de
andre.
Da vi kom til vingården parkerede vi på landevejen lige uden for, og lod hundene blive i vognen. Vi gik derefter
ind i en stor gårdhave med bænke og borde foran en stor lade, hvor der stod mange vinkasser. På bænken
foran sad en mand med et glas hvidvin og snurrede det rundt i glasset for derefter at stikke sin næse helt ned i
glasset.
De fleste var nu ankommet, og vi blev bedt om at følge med hen til bygningen med de store vintanke, hvor hun
stod op på en kasse og fortalte, på fransk, så vi forstod ikke et kuk af alt det hun fortalte om vinen. Heldigvis
har vi været på rundvisning på en vingård før, så det var nok det samme. Men da hun havde inviteret os til besøget,
burde hun også have forsøgt at fortælle lidt på Engelsk. Efter gennemgangen af vinens vej fra mark til
forbruger, blev vi bænket udenfor med hver sit glas i hånden.
Udenfor sad vinbonden, som havde vingården til fælles med datteren. Det var nu ham, der fortalte om vinen.
Han startede med at skænke hvidvin i vores glas. Derefter fortalte han om vinen, og selv om vi ikke forstod alt,
forstod vi dog, da han fortalte om hvordan man skulle holde på et glas og smage. Man holder om glassets stilk
helt nede ved foden med kun to fingre. Derefter skal man så dreje det rundt og dufte, indtil vinen havde den rette
aroma og derefter smage. Glassene skulle have den rigtige form. Det skulle være tulipanformede rødvinsglas.
Vi bestilte 2 kasser hos vinbonden, som stod og modtog ordre.
Lørdag den 27/8 2005 (23. dag)
Vi stod op til en regnfuld morgen, men vi havde bestemt, at vi under alle omstændigheder skulle på marked. Efter
morgenmaden pakkede vi bilen og hundene og kørte mod Nyons. Men der var overhovedet ikke noget marked,
så besluttede vi os for at køre til Bolléne for at se, om der skulle være noget, men der var der heller ikke
19

noget marked. Vi kørte så i stedet til Pont St. Esprit. Turen dertil var meget
smuk. Der var blandt andet en utrolig smuk bygning som lå højt oppe. Vi
ved ikke, om det var et slot eller en borg, men vi gættede på et slot.
Næsten hele vejen fra Bolléne kørte vi gennem vinmarker og olivenlunde.
I Bolléne så vi pludselig det sted, hvor man kan købe krukker m.m. Men nu
havde de ikke mere min slags krukker,
så jeg købte i stedet en Cigall til
terrassen.
Det første vi kendte, da vi næsten
var i Pont St. Esprit var alléen og derefter den Gule kirke og det store
springvand. Så var vi i Pont St. Esprit, og vi var så spændte, om der
overhovedet var noget marked. Det var der, og glade blev vi. Vi skulle
have en dug og nogle sæber.
Da vi havde parkeret og taget hundene
ud af bilen, gik vi så ind på
markedet. Det vi mest var opsat på at få fat i var mine sæber, blomster samt
en ny dug. Vi købte gaven til Berit og madvarer til om aftenen.
Vi besluttede at køre hjem til campingpladsen igen og få lidt frokost for
derefter at køre til Vaison La Romain for at se byen rigtigt igen.
Søndag den 28/8 2005 (24. dag)
Vi stod op til en dejlig solrig morgen.
Ved 16-tiden drog vi til Vaison La Romain for at se byen igen og derpå spise vores afskedsmiddag med Frankrig.
Da vi kom ind til byen fandt vi en parkeringsplads inde ved de gamle udgravninger,
og da vi havde parkeret og fået hundene ud, belavede vi os på
at se hele byen. Før vi overhovedet gik nogen steder, skulle vi lige først
hen og kigge ved stakittet omkring parkeringspladsen.
Der var nemlig en vidunderlig
udsigt. Herefter gik vi hen imod turistbureauet.
For bag det var de ældste udgravninger fra
romertiden. Når man står og ser ned på udgravningerne
føler man sig mange år tilbage i
tiden.
Gennem byen løber floden og over den, byggede
romerne en bro som er meget høj. Man
kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke
på, at de var klogere dengang, end vi er nu.
De vidste, at floden en gang imellem gik over sine bredder, og gjorde alt
for at beskytte folk. Når man står ved rækværket og ser ud over floden, kan
man godt fornemme, at hvis vandet pludselig kom, var dette her stedet
hvor jeg i hvert fald ville løbe hen, og derved redde livet.
Efter at have vandret lidt rundt og
set på byen, og klokken var blevet så mange, at man efterhånden kunne
få noget at spise, fandt vi et godt sted. Vi fandt en fortovsrestaurant hvor
vi fik en Entrecote, med en Cotes Du Rhone Village Rouge til.
Da vi havde spist gik vi hen til bilen for at køre hjem til campingpladsen.
20

Søndag den 28/8 2005 (24. dag)
I dag er vi parate til at køre hjem. Vi besluttede at køre en dag før beregnet, da alt er droslet ned, fordi sæsonen
er ovre for i år.
Vi pakkede helt færdigt for at spænde for og køre hjem. Vi startede ved 9-tiden og kørte ad landevejen til Bolléne,
hvorefter vi kørte ind på motorvej A5 og nordpå mod Tyskland.
Ved 20-tiden kørte vi ind på en dejlig stor og godt oplyst plads med udendørs servering, hvor vi kunne holde
øje med vognen hele tiden, medens vi spiste. Da det var alt for tidligt at stoppe blev vi enige om at fortsætte
kørslen, til vi var på den anden side af Hannover.
Ved 22-tiden begyndte Finn at føle sig lidt træt, så vi begyndte at søge efter ledige rastepladser. Men det var
umuligt, for enten var de fulde eller bare for små. Da vi kom til den tredje plads ved midnatstiden var der rigtigt
mange campingvogne. Vi luftede hundene og gik så i seng hvor Finn lagde sig til at sove, medens jeg satte mig
og skrev på denne dagbog.
Vi vågnede ved 6-tiden og nettede os lidt og gik over i restauranten og købte morgenmad.
Da vi endelig kom ombord på færgen købte vi en kop kaffe og lidt at spise. Hundene var meget trætte og lå
pænt ved siden af os. En lang ferie var næsten slut, og vi glædede os til at komme hjem til vante omgivelser.
21