download - Bibellæser-Ringen i Danmark

Johannes’ Åbenbaring 

Fortolket af Flemming Frøkjær-Jensen 

Indledning 

Johannes Åbenbaring er en trøstebog til Guds menighed her i verden. Vi ser, hvor 

højt, vi er elsket, og at vi er i Guds varetægt. Så skal vi gå sejrende ud af kampen 

mod Satan. 

Bogen er opbygget i 7 syner. Der begyndes tidsmæssigt hele tiden forfra. Der 

er altså ikke tale om en fortløbende beretning. Nej, vi får fra syn til syn noget at 

vide om det samme tidsforløb ud fra nye vinkler. 

Åb 1,1-11: Jesu Kristi åbenbaring 

Der står, at bogen er Jesu Kristi åbenbaring. Så er det ord, vi må tage til os som 

ord fra Gud og derfor ubetinget må bøje os for. Skriftet er sendt til syv menigheder 

i provinsen Asien (v.4 og 11). Syvtallet er selve nøgletallet i bogen. Det symboliserer 

Gud og verden og deres indbyrdes forhold til hinanden. Her angiver det 

symbolske tal alle menighederne til alle tider – altså også den menighed, vi tilhører. 

Nådes- og fredshilsenen i v.4-6 lyder fra den treenige Gud. Når Helligånden 

her omtales som »de syv ånder«, betegner det ham som sand Gud og aktivt til stede 

i verden. Mest udførligt er det, der siges om Guds søn. Hele hans kærlighedsgerning 

til vor frelse oprulles for os. 

Og så slås et hovedtema fast: Jesus kommer igen. Alle skal se ham – men for 

nogle bliver det et skæbnesvangert møde. For virkelig lykkelig er kun den, der 

holder fast ved Guds ord (v.3). 

Åb 1,12-20: Kristus, menighedens Herre 

Nu får vi et betagende syn af menighedens Herre. Han står mellem syv guldlysestager, 

billedet på de syv menigheder. I sin højre hånd holder han syv stjerner. De 

er billede på menighedernes ledere. Han er klædt i ypperstepræstens dragt, for 

han er den himmelske ypperstepræst, der går i forbøn for os hos Gud. Og selv er 

han sand og virkelig Gud. Det kendes på hans snehvide hår, som svarer til skildringen 

af Gud selv i Daniels Bog (Dan 7,9 (791)). Og hans vældige røst har guddommelig 

kraft. 

Da Johannes ser ham, falder han til jorden af frygt. Men så lyder de ord, han 

før har hørt af Jesu mund: Frygt ikke! Og trøsten er, at det er Jesus, der har dødens 

og dødsrigets nøgler. Også her, hvor vi intet har at skulle have sagt, er Jesus 

herre. Vi er i hans stærke varetægt i liv og i død. Hvad mere kan vi ønske os! 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 

Bibellæser-Ringen i Danmark | Korskærvej 25 | 7000 Fredericia | Tlf: 82 27 13 37 | info@blr.dk | www.blr.dk | Reg.nr.: 3205 Konto: 907 1164 

1

Åb 2,1-7:Den første kærlighed 

Det første brev er til menigheden i Efesos. Men ingen af brevene er bare privatbreve. 

Derfor slutter de alle med en opfordring til at høre, hvad Ånden siger til 

menighederne, altså alle Kristi menigheder. 

Først rettes blikket mod Jesus, og de ser, at Jesus er hos dem. Så lyder de 

kærlige ord om, at Jesus kender alt det gode, som kendetegner dem. Men så kommer 

de alvorlige ord om, at de har svigtet deres første kærlighed. Det græske 

ord, som er oversat med »svigtet« (v.4), betyder »at forlade noget«. Det alvorlige 

er altså ikke, at de har svigtet Jesus. Det undgår ingen kristen. Men de har forladt 

den kærlighed til ham, som de engang havde. Derfor skal de standse op og vende 

tilbage til det hjerteforhold til Jesus, som de har forladt. Ellers vil lysestagen, billedet 

på menigheden, ikke længere stå blandt de lysestager, som har Kristus i deres 

midte. Men omvender de sig, er de på vej mod Paradis. 

Åb 2,8-11: Men rig er du 

Menigheden i Smyrna var udsat for forfølgelse især fra jødernes side. Derfor kalder 

Jesus disse jøder for Satans synagoge; det er mennesker, der helt og holdent 

er i den ondes magt. 

Menigheden behøver trøst. Og det får de, ved at deres blik rettes mod Jesus. 

Han er den første og sidste, altså herre over tiden, så han kan forkorte lidelsen. 

Den varer kun 10 dage, altså en kort tid. 

Jesus var død og blev levende igen. Han kender til lidelse, for han har selv 

mødt smerten fuldt ud. Derfor ved han, hvad de trænger til også nu. Og han kan 

give dem det. For han er opstanden fra de døde og lever nu hos sin lidende menighed. 

Så er de rige. De har nok, også når livet bliver svært. Og ender trængslen 

med død, har Jesus også vej dér. De får livets sejrskrans, som rummer frelsen fra 

den anden død, dvs. den evige fortabelse. 

Åb 2,12-17: Det skarpe tveæggede sværd 

Pergamon er en by, som var et centrum for hedenskab. Derfor står der, at dér har 

Satan sin trone. Men Jesus glæder sig over, at menigheden trods al modstand har 

holdt ud. De har ligesom os været værnet af ham, der har det skarpe tveæggede 

sværd. 

Men der er nogle, der alligevel har ladet sig drage med ind i hedenskabet og 

dets forførende lærdomme. Her drejer det sig om nikolaitternes lære. Det var 

folk, der både dyrkede afguderne og Israels Gud. Ligesom Bileam lærte israelitterne 

at dyrke både Gud og afguderne på Moses’ tid. For det gjaldt om at stå sig 

godt med begge parter for en sikkerheds skyld – akkurat som i dag, hvor mange 

satser både på Gud og på vor tids afguder som f.eks. materialismen. Men Jesus siger 

advarende, at han vil vende sit sværd mod dem. Med de ord kalder Jesus de 

vildfarende tilbage. Hvis de lader sig advare, lover Gud dem »den skjulte manna«. 

Manna er nogle gryn, som Gud på underfuld vis gav israelitterne, mens de var 40 

år i ørkenen. Her er det et billede på Jesus selv, som holder os i live, mens vi 

vandrer gennem livet. 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


2

Åb 2,18-29: Ikke nye byrder 

Først udtaler Jesus sin anerkendelse af menighedens kærlighed og udholdende 

tjeneste. Men så kommer det, der er galt: en profetinde, Jezabel, som har brudt 

med Guds ordninger ved at påtage sig en lærergerning i menigheden, fører mange 

vild. Hun har forkyndt den falske lære, at det er gavnligt at indlade sig med de 

sataniske gerninger, så man siden bedre kan bekæmpe det onde, fordi man nu 

kender det indefra! Men både hun og hendes tilhængere vil blive ramt af svære 

lidelser, som har den kærlige hensigt at bringe dem til omvendelse. 

Men dem, der ikke er bukket under for den falske lære, pålægger Jesus ikke 

yderligere byrder. De skal ikke forlade menigheden, fordi Jezabel er der. Nej, de 

skal blive og holde fast ved det, de har: sandhedens ord. Den, der holder ud, skal 

få del i Kristi herredømme over folkene. Og Jesus lover dem del i den strålende 

dag, der kommer med ham til sidst. 

Åb 3,1-6: Det ene nødvendige 

I brevet til menigheden i Sardes er der for første gang ikke ét ord om noget, Jesus 

glæder sig over. Her råder den åndelige død hos de fleste. Det er altså de færreste, 

som har en levende tro på Jesus. Jesus siger sandheden, også når den er svær 

og tung at høre. 

Men endnu er situationen ikke håbløs. Jesus taler stadig om, at han har syv 

stjerner (d.v.s. de syv menigheder repræsenteret af deres ledere) – så de er stadig 

talt med! Og han har Helligånden – ham, der skaber liv af døde. 

Det, der nødvendigvis må ske, er en forandring af deres forhold til Guds ord. 

Heraf afhænger alt. De skal vende tilbage til udgangspunktet: at tage imod Guds 

ord og høre det på samme måde som første gang: med åbne hjerter. 

Men det haster. Jesus kommer overraskende. Og da er der ingen mulighed 

for omvendelse. Men ikke alle er ramt af den åndelige død. Dem vil Jesus kendes 

ved på dommens store dag, fordi de er klædt i frelsens hvide klæder. 

Åb 3,7-13: Den åbnede dør 

Om menigheden i Filadelfia har Jesus kun godt at sige. Til disse små og trængte 

kristne, der dog var tro, lyder der løfterige ord om døren, Jesus har åbnet for 

dem, og som ingen kan lukke i. Det er døren ind til Guds rige med alle de rigdomme 

og forråd, som de trængte så hårdt til. Men det er også døren ind til en 

rig missionsvirksomhed. Selv blandt jøderne, som har ført an i forfølgelse af de 

kristne, vil nogle komme til tro på, at Jesus er frelser. For de vil se og indse den 

kærlighed, Jesus omfatter menigheden med. Og det syn vil drage dem ind under 

den samme kærlighed. 

Og så lyder der et løfte om bevarelse i den sidste store trængsel, som vil 

komme forud for Jesu genkomst. Da er der bare én ting, Jesus beder dem om: at 

holde fast ved det, de har – hans frelsende evangelium, som giver dem sejrskransen. 

Gør de det, vil de eje en blivende plads i Guds åndelige tempel både nu og i 

Guds evighed. 

Åb 3,14-22: Kold eller varm 

Til denne menighed sender Jesus kun ord, som er udtryk for smerte. For den åndelige 

lunkenhed har taget overhånd og truer med at aflive deres tro på ham. Al- 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


3

ligevel tror de, at alt er vel. Spørgsmålet, om de nu også lever i en sand tro på 

ham, stiller de slet ikke. 

Men deres redning er, at Jesus bærer navnet »Amen«. Det betyder den trofaste, 

den pålidelige. Derfor indbyder han dem til hos ham at købe alt det, de 

trænger til for at finde tilbage til det ægte trosforhold til ham. Men det forunderlige 

er, at hos ham kan vi købe uden betaling – altså få alt gratis og uden nogen 

modydelse. 

Kaldet til omvendelse fra lunkenhedens fare lyder ikke fra et sted i det fjerne. 

Det lyder fra ham, der står lige ved hjertets dør. Og han bliver ved med at 

banke på, til der lukkes op for ham. Da begynder det fællesskab med ham, som 

indebærer, at vi får fælleseje med ham – også om den kommende herlighed. 

Åb 4,1-11: Guds trone 

Johannes får lov til se ind i himlen. Han ser en trone, hvor Gud sidder – han, der 

har det sidste ord over os. Derfor er det så vigtigt at vide, hvad der karakteriserer 

ham. 

Gud er for det første nådepagtens Gud. Det fremgår af den regnbue, som er 

rundt om tronen. Den skal minde om Guds pagt med Noa om aldrig mere at sende 

en syndflod over jorden. Så vil alle Guds handlinger være i overensstemmelse med 

hans nådepagt. Men Gud er også hellighedens Gud. Det fremgår af, at der fra tronen 

kom lyn, brag og torden. Det skal minde os om pagten, Gud sluttede med sit 

folk på Sinaj. For netop disse skræmmende fænomener ledsagede Guds bud på de 

to stentavler. Så vil Gud altid håndhæve alt det, der stod på de to tavler med de 

ti bud. Og så slutter dette afsnit med at skildre den lovsang, der ombølger Guds 

trone. Både himmelske væsener og mennesker, der er gået hjem til Gud, er med i 

lovsangen. 

Åb 5,1-14: Guds testamente 

Det er bogrullen med Guds testamente, vi nu hører om. Men Johannes græd bittert, 

fordi der ikke var nogen, der var værdig til at bryde bogrullens syv segl, så 

testamentet kunne åbnes. Da lyder det befriende budskab om, at Jesus kan åbne 

bogrullen, fordi han er Guds slagtede lam, altså ham, der gav sit liv som et offer 

for vore synder. Gud rækker ham bogen, og da bryder lovsangen løs. Men denne 

gang er det Jesus, der lovprises af de fire himmelske væsener og de 24 ældste, 

der er menighedens repræsentanter i himlen. Lovprisningens tema er det offer, 

Jesus har bragt, som fører os til Gud. Dernæst det forunderlige, at han har hævet 

os op til at være Guds kongelige folk og hans egne præster. Læg så mærke til, 

hvordan lovsangen breder sig videre ud. Englenes myriader stemmer i. Og helt ned 

til os på jorden, ja, under jorden og i havet breder lovsangen sig til Guds og Jesu 

ære. 

Åb 6,1-17: De seks segl brydes 

Nu brydes seks af de segl, som holdt Guds testamente lukket. Seglene betegner, 

hvad der skal ske, inden testamentet til sidst kan åbnes. Det første segl viser os 

noget forunderligt godt, som vil præge hele denne jords historie. Rytteren på den 

hvide hest, Jesus, vil drage ud fra sejr til sejr – et herligt missionssyn. 

Men alle de andre segl betegner svære tider. Priserne vil stige dramatisk, 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


4

mange vil lide en svær død. Men Gud sætter dog en barmhjertig grænse for alt 

dette forfærdelige. Livet skal stadig kunne leves på denne forpinte jord. 

Da det femte segl brydes, ser vi de kristne martyrer. En martyr er en, der 

har vidnet om Jesus og frelsen ved tro på ham. For nogle kostede det livet at vidne 

om Jesus, de led martyrdøden. Men ingen af dem er dog gået tabt. De er alle i 

god behold under Guds alter, det sted, hvor Gud er. 

Det sjette segl indvarsler jordens undergang, hvor gru og rædsel vil gribe alle 

dem, der ikke i tide lod sig vinde af rytteren på den hvide hest. 

Åb 7,1-8: Menighedens skæbne 

Nu hører vi, hvordan Gud tager sig af sit folk. Han holder trængslens vinde tilbage, 

til alle Guds tjenere er blevet beseglet. Seglet er Guds ejermærke. Og det garanterer, 

at de er inde under ejermandens omsorg og beskyttelse. Ingen og intet 

får lov til at skille Guds menighed fra dets ejermand, uanset, hvad de her i livet 

kommer ud for af svære ting. De beseglede er selv i svære tider dog i god behold, 

fordi de har fællesskab med Gud. 

Men seglet betyder også, at vores bestemmelsessted dermed er markeret. Vi 

er på vej hjem. Og vi når frem. Det kan ingen og intet hindre os i. Det fortæller 

Jesus os ved at sige, at der er 144.000 beseglede. Tallet er symbolsk og udtrykker 

helheden. Der er ingen, der mangler. Her er der tale om Guds Israel. De 12 stammer 

sigter til alle Kristustroende mennesker i både den gamle og den nye pagts 

tid. Hele Guds folk til alle tider er beseglet af Gud, og de vil alle nå målet: en 

evighed hjemme hos Gud. 

Åb 7,9-8,1: Når hele Guds folk når hjem 

I det sidste stykke hørte Johannes om dem, Gud har beseglet. Han hørte om deres 

symbolske tal på 144.000. Men nu ser han dem. Og da ser han en stor og broget 

skare, som det er umuligt at tælle. Når der er så utrolig mange, er det fordi de 

144.000 er et symbol på helheden. Tallet angiver, at her er der tale om hele Guds 

frelste folk af alle folkeslag og fra alle tidsaldre. 

De er alle samlede foran Guds trone, og dér lovpriser de Gud og Jesus, Guds 

offerlam. Lovsangens tema er Guds frelse. Og alle de andre levende væsner i himlen 

deltager i lovsangen i glæde over, hvad Gud har gjort for os. Vi hører også, 

hvad der er grunden til, at den utallige skare nåede frelst hjem trods alle trængsler 

og alle synder og mangler. Det skyldes alene Lammets, altså Jesu frelsende 

blod. Og hjemme hos Gud ophører al nød og alle plager. Ingen går tårefrit hjem, 

men hjemme hos Gud er al sorg trøstet for evigt. 

Åb 8,2-13: Guds advarsler til verden 

Det tredje syn starter med et indblik i den himmelske verden. For det, vi ser dér, 

har den helt afgørende betydning for denne verdens skæbne. Det første vi ser, er 

de helliges bønner. De bliver omhyggeligt samlet på Guds alter, så ingen af dem 

går tabt. Røgelsen er det bibelske billede på bøn. Her betegner det Kristi forbøn 

for os. Den omslutter vore ufuldkomne bønner, så de nu stiger op for Guds ansigt 

som Kristus-bønner. Et vældigt bønnens evangelium. 

Derfor får de helliges bønner indgribende følger for denne jord. De udløser 

de syv basunstød. Hver af dem er Guds advarsler og kald til denne verden. For 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


5

Guds kald møder ikke kun mennesker gennem velgerninger, men også gennem det 

svære og tunge. De fire første basunstød, som vi her hører om, betegner naturkatastrofer. 

Men Gud har i sin barmhjertighed begrænset dem. For endnu er det ikke 

tidernes ende, hvor denne verden forgår. 

Åb 9,1-12: Når man står Guds kald imod 

Det femte basunstød får indgribende følger. Den faldne stjerne er billedet på Satan. 

Han lukker de ødelæggende magters onde ånder ud af afgrundens brønd, så 

græshopper myldrer frem. Der er noget særligt ved disse græshopper. De får kun 

lov til at skade dem, der står Guds kald imod. Og de viser os noget om syndens 

magt. For de enkelte træk ved disse græshopper er nemlig træffende billeder på 

syndens nedbrydende kræfter, som vi genkender den dag i dag. 

Græshopperne er som stridsheste: de symboliserer magtbegæret. De bærer 

kroner af guld: det er æresyge. Deres ansigter er som menneskeansigter: de skjuler 

deres sande væsen og virker så tilforladelige og ufarlige. Deres hår er som 

kvindehår: de er lokkende og forførende. Men tag ikke fejl, de har haler som en 

skorpion: for synden fører til en smerte, som kan blive ulidelig. Sådan er syndens 

barske konsekvenser i de enkeltes liv. 

Åb 9,13-21: Guds kald gennem det svære 

Nu blæser den sjette engel i sin basun. Da lyder der en røst fra guldalteret i Himlen. 

Det var dér, de helliges bønner var gemt. For også det, der nu sker, er svar 

på Guds folks bønner. Og Guds svar er, at han lader krigens engle slippe løs. At de 

stod bundne betyder, at de må afvente det tidspunkt, Gud finder ret, for at hans 

kald til omvendelse kan nå det stolte og hovmodige menneske. Gennem malende 

billeder skildres krigens gru og rædsel. De mange ryttere er nok til, at krigen kan 

nå verden rundt. Og deres frygtindgydende våben viser, at de kræfter, som udfolder 

sig i krigen, er så stærke, at de ikke kan tæmmes af os mennesker. Men Gud 

har dog også dette forfærdelige under kontrol, og han har trods alt sat en grænse 

for, hvor galt det kan gå. 

Men hvad er så det store flertals svar på Guds kald gennem krigene? Det 

kommer som et smerteligt omkvæd i v.20-21: de omvendte sig ikke. 

Åb 10,1-11: Gud udruster ordets tjenere 

Igen hører vi om en mægtig engel. Da han taler, lyder der syv tordner. Men Johannes 

må ikke skrive ned, hvad det betyder. For Gud indvier os ikke i alt, hvad 

han ved og gør. Englen havde en åben bogrulle i sin hånd. Det er Guds ord, som 

skal bringes videre til verden. At den er åben, betyder, at dens budskab skal ud til 

alle. Men inden det kan ske, må der ske noget med dem, der skal række Guds ord 

videre. Johannes får befaling til at spise den lille bogrulle. Det er et billede på, 

hvad der sker med os, når vi hører Guds ord: Vi får det ind i os, og vi bliver ét 

med det, for at vi troværdigt kan sige det videre. Guds ord har en dobbelt virkning 

i os. Det skaber en usigelig glæde, der sammenlignes med honningens sødme, 

for det er glædens budskab. Men det skaber også smerte – smerten over Guds 

dom, som vil ramme alle, der ikke får del i Guds frelsende ord. Sådan forbereder 

Gud Johannes og alle senere vidner til at være hans ords tjenere. 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


6

Åb 11,1-18: Menighedens vidnesbyrd 

Vi hører her om to vidner. De er Guds udsendinge til verden. To-tallet har sin baggrund 

i, at Jesus sendte sine vidner ud to og to. De to vidner er derfor et symbolsk 

billede på Guds vidnende menighed – altså alle os, som Gud sender til andre med 

hans ord. At de to vidner er klædt i sæk betyder, at de har et alvorligt budskab at 

forkynde. Og deres ord får indgribende følger. Ingen slipper godt fra at forkaste 

deres vidnesbyrd. Guds vidner vil møde modstand, men de kan ikke besejres, selv 

om det kan se sådan ud i den korte endetid, før Jesus kommer igen. De vil til verdens 

ærgrelse fuldføre deres vidnetjeneste. Og når Jesus kommer igen, tager han 

sit forfulgte folk hjem til sig, mens denne verden bryder sammen. Og da lyder den 

syvende basun, som markerer, at nu kommer Guds totale herredømme og hans 

endegyldige dom over denne verden. Og i Himlen bryder lovsangen løs til Guds 

ære. 

Åb 11,19-12,6: Den store kamp 

Det fjerde syn begynder som altid i den himmelske verden. Dér ser vi pagtens ark. 

Det skal forvisse os om, at Gud stadig er pagtens barmhjertige Gud. 

Efter dette trosstyrkende syn er vi rede til at høre om alle de sataniske 

kræfter, som vil hindre Guds frelsesplaner i at ske. Kvinden, der bærer en krone 

med 12 stjerner, er billedet på Israels folk, hvori Guds søn skal fødes. Dragen er 

billedet på Djævelen. Han sætter alt ind på at tilintetgøre det barn, som nu fødes 

til verden for at frelse menneskene fra Satans herredømme. Men Satan får ikke 

held med sit onde forehavende. Kristus bortrykkes ved sin himmelfart til Gud og 

hans trone. Og i sit raseri forfølger Djævelen så kvinden, der er blevet tilbage. 

Men nu er kvinden blevet billedet på Guds frelste menighed af både jøder og hedninger. 

Men Gud sørger for sin menighed. Tidsangivelsen betegner tiden fra Jesu 

fødsel og til hans genkomst. 

Åb 12,7-17: Kampen fortsætter 

Nu hører vi om, hvad der skete i himlen, da Jesus vendte hjem efter sin sejr over 

Satan. Der bliver kamp. Som en konsekvens af Jesu sejr lader Gud sine engle kaste 

Satan ud af himlen. Før kunne Satan med god grund anklage os mennesker for 

Guds trone, fordi vi er syndere. Men nu, hvor Jesus har betalt for vore synder, har 

Satan intet grundlag for at anklage os. Men kampen fortsætter – ikke længere i 

himlen, men her på jorden. Og Satan er desperat, fordi han ser sit nederlag i øjnene. 

Men så længe Guds folk tager deres tilflugt til »lammets blod«, det er Jesu 

offer på korset, kan Satan ikke gøre dem noget. 

Kvinden, som Satan koncentrerer sine angreb mod, er igen et symbolsk udtryk 

for Guds menighed af både jøder og hedninger. Som Gud i gamle dage sørgede 

for Israels folk i ørknen, sådan sørger han også for os. Han samler os i sin menighed 

og giver os sit ord som føde for vor tro. 

Åb 12,18-13,10: Dyret fra havet 

Selv om Satan har lidt sit afgørende nederlag, har han ikke opgivet kampen. Vi 

hører om dragen, at han kalder to dyr frem. I stykket til i dag er det dyret fra havet, 

vi hører om. Det dyr er et billede på den misbrugte statsmagt. Det er statsmagten, 

når den går Satans ærinde. Det kan vi se af de træk fra dyreverdenen, 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


7

som tillægges dette dyr. For i Daniels Bog symboliserer netop de dyr verdensriger, 

som står Guds rige imod. 

Det forfærdelige er, at alle, der ikke hører med i Guds folk, vil tilbede dyret. 

Det gør de ved at sætte deres lid og forventning ikke til Gud, men til alt det, 

staten kan gøre for dem. Staten overtager Guds plads i menneskers hjerter. I den 

sidste svære tid, inden Jesus kommer igen, vil det se ud, som om Guds folk er besejret. 

Men også da vil der være et folk, som lever i den udholdenhed og tro, som 

Gud her kalder os til. 

Åb 13,11-18: Dyret fra jorden 

Nu hører vi om det andet dyr, som Satan kalder frem som sin samarbejdspartner. 

Det har helt anderledes tilforladelige og fredelige træk end det første dyr. For nu 

er der tale om den misbrugte åndelige magt, som er stillet i det første dyrs tjeneste. 

Det er den forførende magt, som vi f.eks. møder i alle de ikke-kristne religioner. 

Eller i ideologierne, altså de mange forskellige tankesystemer, som går imod 

Guds ord. Eller når den kristne tro forfalskes. Hver gang er det dette dyr, vi møder. 

Satan bruger altså ikke kun vold og magt i sin tjeneste, men også de mange 

former for misbrugt åndelig magt. 

Et væsentligt træk i dette dyrs strategi er, at det efterligner Helligåndens 

gerning. Det sker, når dyret øver underfulde tegn, der imponerer folk, og når det 

levendegør et helt andet billede end billedet af Kristus. For han vil fjerne os fra 

Kristus og binde os til denne verdens magter. 

Åb 14,1-5: Sammen med Kristus 

Nu afløses beskrivelsen af mørkets kræfter af et herligt syn. Vi ser hele Guds menighed. 

Vi har allerede mødt deres tal i kap 7,4 og set, at det betegner hele Guds 

menighed, både dem, der er hjemme hos Gud, og alle os, der endnu kæmper her 

på jorden og er undervejs hjem. Alle er de samlede på Zions bjerg, en betegnelse 

for Guds rige både her på jorden og i himlen. Guds folk er altså i god behold, for 

alle er de samlede i Guds rige. Og de er et lovsyngende folk. For de er sammen 

med Lammet, et udtryk for Jesus som den korsfæstede frelser. Det er ham, der er 

centrum i deres liv. Derfor kan kun de synge den nye sang til Jesu ære. Og de bærer 

både Lammets og dets faders navn på deres pande. Det er en stærk kontrast 

til alle dem, der forføres til at tage dyrets mærke på pande og hånd (13,16). Og 

alle er de af et folk af sandhed. For de er blevet skærmet af Lammet mod løgnens 

forførende kræfter. 

Åb 14,6-13: Frelse eller fortabelse 

Her hører vi først om Guds modtræk mod mørkets onde og forførende kræfter. 

Det består i det, der her kaldes for et evigt evangelium. Det taber altså aldrig sin 

gyldighed. Og det skal forkyndes for alle, der bor på jorden, hvem eller hvordan 

de end er. For det er deres eneste redning fra Satan og hans to onde håndlangere, 

vi hørte om for et par dage siden: dyret fra havet og dyret fra jorden. Men hvis 

det evangelium forkastes, og man i stedet for holder sig til de forførende magter, 

da er man fortabt. Så er der ingen redning fra at skulle drikke af Guds vredes bæger. 

Alvoren understreges ved, at Guds harmes vin skænkes ufortyndet. Det betyder, 

at man fuldt ud kommer til at smage den evige, pinefulde hvileløshed i for- 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


8

tabelsen. Men alle, der tog imod det evige evangelium om Jesus, skal få lov til at 

smage hvilen hjemme hos Gud. Men mens vi er undervejs, gælder det om at holde 

ud i troen på Jesus. 

Åb 14,14-20: Når høsten kommer 

Den første, vi møder i vores tekst, er Jesus. Han er menneskesønnen, Guds egen 

søn, der blev menneske for vor frelses skyld. Og guldkronen på hans hoved viser 

hans kongeværdighed. Han alene er vor retmæssige konge og herre. Og seglet i 

hans hånd, den tids høstredskab, siger os, at det er ham, der er høstmanden. Og 

de, der sammenlignes med kornet på marken, er alle dem, som har taget imod 

Jesus og tilhører ham. Dem vil han selv høste hjem til sit evige rige, som han har 

lovet (se Mark 4,29 (900)). Men alle de, som har forkastet ham, bliver høstet ind 

til dommen og undergangen. Det er det, som skildres i v.17-20. Fortabelsens gru 

udmales her med det stærke billede af vinpersen, der strømmer over med ufattelige 

mængder af blod. Det eneste lysglimt er, at den høst sker ikke, før druerne 

er modne. Det betyder, ikke før alle frelsesmuligheder er udtømt. Først da kommer 

Guds store afslutning. 

Åb 15,1-4: Hjemme hos Gud 

Det fjerde syn slutter ikke med det forfærdelige, vi så i går: de vantro menneskers 

undergang. Nu til sidst ser vi ind i Guds fremtid for det folk, han har frelst. 

Vort blik løftes mod den frelste skare i himlen. De er alle gået sejrrige ud af kampen 

mod de antikristelige magter, som vi har mødt i det fjerde syn. Nu står de 

ved glashavet, dvs. det sted, hvor alt er gennemsigtigt og det gådefulde forbi. De 

er et syngende folk. Og det, de synger, er Moses’ og Lammets sang. Moses’ sang 

er den sang, som Israels folk sang, da Gud på forunderlig måde havde bjærget 

dem frelst gennem Det røde Hav, så Faraos tropper ikke længere kunne nå dem. 

Sådan er alle de frelstes historie: De er blevet bjærget hjem til Gud ved hans 

stærke hånd. Og når de også synger Lammets sang, så er det, fordi det var på 

grund af Lammet, den korsfæstede frelser, de står frelst for Guds trone. De er 

frelst ved Jesu død. 

Åb 15,5-16,11: Når Guds vrede griber ind 

I det femte syn møder vi Guds reaktion på menneskers forkastelse af hans ord og 

deres oprør mod hans vilje. Vi hører i dette syn om syv vredesskåle, der hældes 

ud over jorden og medfører lidelser. Guds vrede er altså en aktiv og handlende 

vrede, der får følger for mennesker. De syv skåle, som rummer Guds vrede, er alle 

lavet af guld. Det betyder, at Guds vrede er blottet for alt det syndige, som 

præger vores vrede. Hvem rammes så af Guds vrede? Først de mennesker, der følger 

og dyrker dyret, det billedlige udtryk for Guds store modstander. De rammes 

af ondartede bylder, et billede på både legemlig og åndelig pine. Men heller ikke 

dyrets gudløse rige går ram forbi. Det blev ikke det lykkerige, som skulle være et 

godt alternativ til Guds rige. Læg mærke til, at hver gang en vredesskål udgydes, 

står der, at de omvendte sig ikke. Så sigter også Guds vredesdomme på menneskers 

omvendelse. 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


9

Åb 16,12-21: Guds sejr 

Den sjette engels vredesskål udtørrer den store flod Eufrat. Den dannede en uindtagelig 

voldgrav om datidens storby Babylon. Men den store Perserkonge Kyros 

ledte i sin tid flodens vand bort, så byen faldt. Det er et billede på det, der vil 

gentage sig op gennem historien. Gud vil selv bane vejen, for at det ene gudløse 

rige kan bekæmpe det andet. Dragens, altså Satans, reaktion på Guds straffedomme 

over de antikristelige riger kommer ud af munden på hans to håndlangere. 

Der er tale om de mange antikristelige budskaber, der er inspireret af onde dæmonånder 

og ledsaget af besnærende tegn. På den måde samler dragen alle verdens 

magthavere til hans store og afsluttende krig mod Guds rige. Men det slår 

fejl. Gud sætter sit store punktum for ham og hans magt på denne jord. Verden 

bryder sammen, mens mennesker midt i undergangen forbander Gud og dermed 

slår dommen fast over sig selv. 

Åb 17,1-18: Skøgen og det verdslige liv 

Det er et domssyn, der nu begynder. Guds dom vil ramme den store skøge Babylon, 

der er betegnelsen for gudløshedens samfund. Skøgen (et andet ord for en 

luder) bæres af det dyr, vi mødte i det fjerde syn (13,1-9): dyret fra havet, 

statsmagten, når den er domineret af Satan. Og nu får vi et signalement af det 

gudløse liv. Skøgen er tiltrækkende og pragtfuld klædt og tilgængelig for enhver. 

Som skøgerne dengang bar hun sit navn på panden. Og hun er dybt antikristelig. I 

hånden holder hun et bæger fyldt med gudløshedens onde drink. Men pas på! Den, 

der drikker af hendes bæger, vil selv blive dybt præget af hendes gudløshed. 

Vores tekst slutter med at forudse, hvordan de gudløse riger i historien alle 

kommer og går. Og før eller siden vil de rammes af indbyrdes splid og gå i opløsning. 

Til sidst vil de samle sig til kamp mod Lammet, Jesus Kristus. Men de vil lide 

nederlag, for Lammet er herrernes herre og kongernes konge. 

Åb 18,1-19: Dommen over Babylon 

Nu forkynder en engel Guds dom over Babylon, verdslighedens syndige rige, hvor 

det gudløse liv udfolder sig. Vi kommer bag skøgens skinnende facade. Guds afslørende 

ord viser os alle de hæslige ting, som er dennes skøges kendetegn, og som 

hun har fyldt verden med. Og købmændene har frydet sig over at kunne levere alt 

det, som den overdådige livsstil krævede. I v.4 griber Gud selv ordet og taler til 

sit elskede folk. De skal bryde med denne forførende stormagt, som rækker ud efter 

os alle med sine fristelser. Og de skal volde skøgen smerte ved at holde Guds 

ord frem, så det afsløres, hvor tomt det verdslige liv er. Vi får til slut en malende 

skildring af de verdslige menneskers sorg, når endnu en kopi af Babylon falder. Da 

jamrer de, som havde deres livsindhold i det, skøgen havde at byde på. Det skal 

sige til os: Sats ikke dit liv på verdslighedens fristende tilbud om lykke og glæde 

uden Gud. 

Åb 18,20-19,10: Lovsangens store tema 

Nu, hvor dommen over Babylon snart bliver udført, lyder der en opfordring til 

glæde. For nu skal de domsord opfyldes, som Guds tjenere har forkyndt, men som 

de gudløse letsindigt har forkastet. Og vi får en malerisk beskrivelse af, hvordan 

det søde liv i Babylon får en brat ende. Alt sammen, fordi gudløshedens rige har 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


10

udgydt Guds tjeneres blod. Og opfordringen til glæde bliver fulgt. Hele den himmelske 

verden bryder ud i lovsang. Først lovsynges Gud, fordi han har dømt og nu 

straffet den store skøge, Babylon. For hun er verdslighedens produktive centrum i 

verden. Men lovsangen bliver jublende, da temaet bliver Lammets bryllup. Nu hører 

vi om skøgens diametrale modsætning, Lammets brud, Kristi menighed. Den 

bærer frelsens hvide klæder, der er spundet af Kristi frelsende gerning for os. 

Iført den klædning ved troen på Jesus er vi rede til at gå ind til den store fest 

hjemme hos Gud. 

Åb 19,11-21: Rytteren på den hvide hest 

Det er Jesus. Hans mange navne viser os afgørende sider af ham og hans gerning. 

Jesus hedder »Tro og Sanddru«, for han er værd at tro på, og hans ord får altid 

ret. Hans navn er også »Guds Ord«. For han er ét med sit ord, og hans gerning 

sker gennem hans mægtige ord. Og så kaldes han »Herrernes Herre og Kongernes 

Konge«, en betegnelse for Gud selv. Derfor bærer han mange kroner, for han er 

alle rigers retmæssige Konge og Herre. 

Så skifter billedet. Fra Kristi gerning i nutiden hører vi nu om det sidste store 

opgør. Da vil han endegyldigt besejre dyret fra havet (= den misbrugte verdslige 

magt) og dyret fra jorden, her kaldet den falske profet (= den misbrugte åndelige 

magt). Selv om de to onde magter samler alle deres tilhængere til kamp mod rytteren 

på den hvide hest, går de kun deres evige undergang i møde. De falder alle 

for det sværd, der udgår af Jesu mund, som er hans mægtige ord. 

Åb 20,1-10: Kristi sejr 

Vi lever i den tidsperiode, hvor Satan er bundet gennem Jesu sejr. Nu kan han ikke 

længere forføre folkeslagene, som før Jesus gav sin store marchordre til at gøre 

alle folkeslagene til hans disciple. Vist er han stadig aktiv, men kun på samme 

måde som en lænkehund. Den kan ikke gøre noget som helst uden for kædens 

rækkevidde. Satan kan ikke hindre, at det frelsende evangelium om Jesus når ud 

til verdens ender. Og så hører vi om alle dem, der gik frelst hjem til Gud. De er 

konger med Kristus; så kan også de være med i kampen for Guds riges udbredelse. 

Det sker i de tusinde år, som er en symbolsk betegnelse for hele evangeliets tidsalder. 

Men til sidst kommer den store trængselstid for Guds folk, som vi før har 

hørt om. Grunden til det er, at Satan en kort tid slippes løs, så han kan mobilisere 

alle vantro mennesker til kamp mod Guds folk. Men det ender med Djævelens totale 

nederlag. 

Åb 20,11-15: Den store dom 

De tusinde år og den korte trængselstid ender med den store dom. Hele den skabte 

verden svinder bort for at give plads for en ny himmel og en ny jord. Og foran 

Guds trone samles nu alle mennesker. End ikke døden kan hindre Gud i at kalde 

også dem frem til den endegyldige dom. Og dommen fældes på grundlag af det, 

der står i de bøger, der er nævnt. Der er to slags bøger. Der er én bog, livets bog, 

og så de mange bøger, som vi kunne kalde livsbøgerne. I livsbøgerne står der om 

hvert eneste menneskes gerninger. Og er ens navn ikke skrevet i livets bog, så 

dømmes man alene efter, hvad man har gjort her i livet. Og den dom kan kun resultere 

i fortabelsen under Guds vrede. Men alle, hvis navn står i livets bog, fri- 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


11

kendes til evigt liv. Og fordi livets bog ifølge 13,8 er »det slagtedes lams bog«, er 

det dem, som tror på Jesus som deres korsfæstede frelser, der undgår fortabelsen 

i ildsøen. 

Åb 21,1-8: Når alt bliver nyt 

Det syvende syn ender med det store mål: Guds menigheds liv i det nye Jerusalem 

på den nye jord under den nye himmel dér, hvor alt er godt, og alle spor af syndefaldet 

er slettet for evigt. Det nye Jerusalem er Guds menighed i dens nye og herlige 

omgivelser. Og der er tale om et kærlighedsforhold. For menigheden er skildret 

som en smykket brud, der nu skal forenes med sin brudgom, Gud selv. Og det 

store glædestema bliver Guds permanente nærvær hos os. Og alt, hvad der smerter, 

svinder bort under Guds kærlige hånd, når han tørrer tårerne af vore øjne. Og 

aldrig får alt dette herlige ende, for selv døden er udslettet. Den, der sejrer, får 

del i alt dette. Og at sejre er at overleve som en kristen i en gudsfjendsk verden 

og nå målet. Og den sejr skyldes kun én ting: Gud rakte os undervejs af kilden 

med levende vand, hans trøstende og livgivende ord. Udelukket er kun de, der 

vragede Guds frelse. 

Åb 21,9-21: Det ny Jerusalem 

Efter at vi nu i syv syn har fulgt Guds kæmpende menighed her i verden, vendes 

vort blik hjemad til alt det herlige, vi har i vente. Gennem malende billeder ser vi 

ind i en ufattelig rigdom på herlighed. Det er en slående kontrast til Guds menigheds 

ringe skikkelse, mens den er undervejs hjem. Det skal give os en klar forståelse 

af, at det, der venter os, er rigeligt alle omkostningerne værd. Dér i det ny 

Jerusalem opfyldes alle Guds løfter til fulde. For ingen af de malende billeder om 

herligheden derhjemme har karakter af overdrivelse! Med to talende billeder slås 

det fast, hvem der skal befolke denne by. Indskriften over portene og på murens 

grundsten gør det klart. Det bliver Guds frelste folk af både jøder og hedninger. 

Og byen er enorm stor. Dens længe og bredde svarer til afstanden fra Danmark til 

Rom. Det er et løfte om, at her er der plads til alle, der tog imod frelsen ved Jesus. 

Åb 21,22-22,5: Det største og det bedste 

I byen samles folkeslagenes herligheder. Der er nemlig i alle folkeslag noget ægte 

og godt, som Gud ikke bare forkaster. Der vil i det ny Jerusalem være noget fra 

livet i dag, som vi vil genkende. Det bedste, som vi oplevede her, vil møde os i 

renset og herliggjort skikkelse. Men der er også noget, der aldrig vil møde os dér. 

Det er alt, hvad der er ondt og grimt, og alle, der ikke ved dåben og troen på Jesus 

har deres navn skrevet i livets bog. Men det største og bedste, som vi skal møde 

i det ny Jerusalem, bliver dog Guds egen herlighed. Det er den, som vil oplyse 

hele byen. For nu er vi hjemme hos Gud og skal opleve den største af alle glæder: 

se Gud ansigt til ansigt, bo hos ham og lovprise og tilbede ham. Og livet i byen 

bliver præget af en enestående frugtbarhed. Her er ingen mangel. Og som Guds 

tjenere får vi lov til at øve en kongelig tjeneste for Gud både i tilbedelse og arbejde. 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


12

Åb 22,6-21: De sidste ord 

Her til slut lægges der os tre grundtemaer fra bogen på sinde. Først: Jesus kommer 

snart. Livet her er begrænset. Snart kan Jesus komme. Det eneste, der endnu 

mangler, er den sidste store trængselstid forud for Jesu komme. Så nu gælder det 

om at være rede til at tage imod ham. Det andet grundtema er kaldet til at holde 

fast ved det profetiske budskab i denne bog. For det er ikke menneskeligt tankespind, 

men troværdig tale. Og det er ord, som hele vores skæbne i tid og evighed 

afhænger af. Så hold fast ved det. Og det tredje grundtema er endnu en beskrivelse 

af frelsens vej og kaldet til at gå den. Og det samler sig i det afgørende, 

som er alle frelstes kendetegn: de vasker deres klæder i Lammets blod – et malende 

udtryk for at tage sin tilflugt til den korsfæstede frelser. Til allersidst 

kommer så den indtrængende indbydelse til at komme og få del i den frelse, som 

rækkes os af nåde alene. 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 


13

download - Bibellæser-Ringen i Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?