You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
CD-releasekoncert i Sankt Markus Kirke, Aarhus<br />
tirsdag den 11. juni 2013 kl. 19.30<br />
Jysk Akademisk Kor dirigeret af <strong>Morten</strong> <strong>Heide</strong><br />
Spejlinger - gammelt og nyt:<br />
Program<br />
Thomas Tallis: O sacrum convivium! (1575)<br />
(ca. 1505 - 1585)<br />
Olivier Messiaen: O sacrum convivium! (1937)<br />
(1908 - 1992)<br />
Claude Debussy: Trois Chansons de Charles d'Orléans (1898-1908)<br />
(1862 - 1918) 1) Dieu! qu'il la fait bon regarder<br />
2) Quand j'ai ouï le tambourin<br />
mezzosopransolo: Bente Lund Degn<br />
3) Hiver, vous n'êtes qu'un vilain!<br />
sopransolo: Lisbeth Lorentzen, altsolo: Anne Sinnbeck<br />
tenorsolo: Edvard Christoffersen, bassolo: Jakob S. Sørensen<br />
3 bud på minimalisme:<br />
Eva Rotenberg: Under solen (2011)<br />
(f. 1984)<br />
Arvo Pärt: Solfeggio (1963)<br />
(f. 1935)<br />
Rued Langgaard: 2. sats fra "3 Rosengårdsviser" (1919)<br />
(1893 - 1952) "Bag muren sidde de roser små"<br />
Blomstre som en rosengård:<br />
Benjamin Britten: (I anledning af 100-året for komponistens fødsel)<br />
(1913 - 1976) Five flower Songs opus 47 (1950)<br />
1) To Daffodils<br />
2) The succession of the Four Sweet Months<br />
3) Marsh Flowers<br />
4) The Evening Primrose<br />
5) Ballad of Green Broom<br />
Eric Whitacre: Three flower Songs (1992, rev. 2001)<br />
(f. 1970) 1) I hide myself<br />
2) With a lily in your hand<br />
3) Go, lovely Rose<br />
tenorsolo: Edvard Christoffersen, sopransolo: Anne Christoffersen<br />
Svend S. Schultz: (I anledning af 100-året for komponistens fødsel)<br />
(1913 - 1998) De vilde blomster (1974)<br />
Yndigt dufter Danmark (1970)<br />
Midsommersang (1974)<br />
CD-release:<br />
Per Skriver: fra "Nu lægger vinden sig i verdens haver" (2010)<br />
(f. 1962) 7. sats: Jesus falder anden gang
af <strong>Morten</strong> <strong>Heide</strong>, maj 2013<br />
Programnoter<br />
I januar 1575 modtog Thomas Tallis og hans yngre ven, eleven William Byrd, en eksklusiv licens fra Dronning Elizabeth I, der gav<br />
dem eneret på udgivelse af musik ”eit<strong>her</strong> in English, Latine, Frenche, Italian or ot<strong>her</strong> tongues that may serve for musicke eit<strong>her</strong> in<br />
Churche or chamber, or ot<strong>her</strong>wise to be plaid or soonge.” Deres allerførste tryk udkom samme år og var - til trods for det<br />
protestantiske monarki - en samling af latinske salmer og motetter, Cantiones Sacrae.<br />
Tallis' var i sit 80-årige liv vidne til store omvæltninger i det engelske samfund præget af reformationen, men ikke desto mindre var<br />
han i stand til at skabe musikalske mesterværker i en hvilken som helst stil, der måtte være samtidens gangbare møntfod. Først skrev<br />
han musik i traditionel katolsk stil under Henrik VIII's styre; så skrev han i den mest strenge koralprægede protestantiske stil under<br />
Edward VI; dernæst tilbage til en latinsk og katolsk stil under Dronning Maria I, omend i et mere modent tonesprog end under<br />
Henrik VIII. Tallis var nu fyldt 50 år, da Dronning Elizabeth I kom til magten og bød Tallis at komponere i en kompromissøgende stil<br />
i de 26 år, han tjente hende. Heldigvis blev Tallis overladt så tilstrækkeligt meget til sig selv, at han formåede at komponere noget af<br />
sin bedste musik netop under Dronning Elizabeth I's regeringstid, også kaldet The Golden Age.<br />
Den femstemmige motet O sacrum convivium (da. O hellige gæstebud), som udkom i Cantiones Sacrae, er et smukt eksempel på<br />
Tallis' sene stil. I motetten benytter Tallis den frem<strong>her</strong>skende flamske teknik, hvor stemmerne immiterer hinanden under opbygning<br />
af stadigt større lyd, efterhånden som alle 5 stemmer synger samtidig. Hver sætning konkluderer i en kadence, før et nyt tekstled<br />
understreges af en ny række af immitatoriske indsatser i de fem stemmer som påny ender i en kadence. Det er et transparent<br />
tonesprog, hvor alle ordene er itonesat stort set syllabisk (dvs. én node pr. stavelse), hvorved Tallis opfyldte det protestantiske behov<br />
for klarhed, men hvor musikken også får lov til at udvide sig og ånde.<br />
O sacrum convivium er en latinsk tekst af Thomas Aquinas (1225-1274), som hylder Det hellige Gæstebud - eukaristien. Det er en<br />
Magnificat-antifon (antifon = vekselsang) til Vesperen på Kristi Legemsfest (også kaldet Corpus Christi), hvori man udtrykker det<br />
eukaristiske mirakels dybe mysterium (oversættelse ved <strong>Morten</strong> <strong>Heide</strong>):<br />
O sacrum convivium!<br />
In quo Christus sumitur:<br />
recolitur memoria passionis eius:<br />
mens impletur gratia:<br />
et futurae gloriae nobis pignus datur.<br />
Alleluia.<br />
O hellige gæstebud!<br />
hvori Kristus er tilstede,<br />
hans lidelse ihukommes,<br />
sindet fyldes med nåde,<br />
og et løfte om fremtidig <strong>her</strong>lighed gives os.<br />
Halleluja.<br />
Corpus Christi, eller Corpus Domini, dvs. Kristi Legemsfest, er en katolsk højtidsdag, der falder på torsdagen efter pinsesøndag,<br />
indført år 1264 af pave Urban 4. Til festen hører, at nadveren bæres i procession, hvortil knyttes diverse former for optræden.<br />
Sammen med påske og pinse var Corpus Christi et tidspunkt for store middelalderlige udendørsspil, undertiden over flere dage. I det<br />
tysksprogede område blev udviklet en særlig genre, Fronleichnahmsspiel, som var mindre spil, der for<strong>her</strong>ligede nadversakramentet,<br />
eller større, som omfattede fra syndefaldet til Kristus, og hvori kunne indgå optrin med Sankt Georg og dragen. Kristi Legemsfest<br />
falder i kirkeåret 2013 på torsdag den 30. maj, og således finder de to programsatte værker af Tallis og Messiaen lidt forsinket deres<br />
næsten oplagte berettigelse i dagens program; også selvom ingen idag bærer nadveren i procession.<br />
Olivier Messiaen (1908-1992) beskrev musik som "en regnbue af vidunderlige farver", og han sagde, at han opfattede farver, både<br />
når han selv komponerede, og når han lyttede til andre komponisters musik. Synæstesti kaldes fænomenet, som er en tilstand i<br />
hjernen hos nogle mennesker, som indebærer, at deres sanser i større eller mindre omfang er "krydsaktiverede". Hos Messiaen skabte<br />
en lyd eller en akkord således en farveassociation. Også komponisterne Skrjabin og Mozart menes at have haft det på denne måde.<br />
Kombinationen af disse farver var for Messiaen vigtige i hans kompositoriske proces. Men nok så vigtigt for Messiaen var igennem<br />
hele hans liv ønsket om at åbenbare for omverdenen ”den katolske tros teologiske sandheder” igennem musikken.<br />
Motetten O sacrum convivium! er et tidligt eksempel på dette. I modsætning til Tallis' polyfone udsættelse af teksten er Messiaens<br />
strengt homofon. Med Messiaens særdeles inderlige fortolkning af teksten understreger han det eukaristiske mirakels under og håbet<br />
i ordene om "et løfte om fremtidig <strong>her</strong>lighed". Samtidig med at motetten både hvisker sin dybe respekt og højt besynger sin<br />
håbefuldhed, er følelsen af ærefrygt vævet ind i hver eneste frase, og mens impletur gratia - "sindet fyldes med nåde".<br />
Da Olivier Messiaen var 10 år gammel forærede en af hans lærere ham partituret til Claude Debussys (1862-1918) opera Pelléas et<br />
Mélisande, som blev afgørende for den unge Messiaens videre musikalske udvikling. I betydelige dele af særligt Messiaens tidlige<br />
oeuvre høres inspirationen fra landsmanden Debussy. Omend den er mindre åbenbar mellem Messiaens O sacrum convivium! og<br />
Debussys Trois chansons de Charles d'Orléans, så synes det af flere grunde alligevel oplagt at programsætte Debussys tre<br />
vidunderlige korsatser umiddelbart efter Tallis og Messiaen.<br />
Trois chansons de Charles d'Orleans er (desværre!) Debussys eneste værk for a cappella kor. Alene af den grund er disse tre sange<br />
værdifulde i studiet og forståelsen af Debussys øvrige værker. Værket forbinder tidligere tiders stil med de harmoniske teknikker i<br />
Debussys samtid; teksterne er af Charles Duc d'Orléans (1394-1465), som både var prins og digter samt arving til den franske trone.<br />
Han sad i engelsk fangenskab i 25 år efter slaget ved Agincourt i 1415. Med sit valg af tekster af Charles d'Orléans fra længe før<br />
Tallis blev født, referer Debussy tilbage til renæssancen. Sangene blev først udgivet i 1908 (Messiaens fødeår), selvom 1. og 3. sang<br />
foreligger i et tidligere udkast fra 1898. De to var oprindeligt overvejende modale, men blev ved revisionen 10 år senere mere<br />
kromatiske i tonesproget.
Sangene er ikke tematisk forbundne. Dieu! qu'il la fait bon regarder! (Gud! hvor gjorde han hende skøn at skue) er en flimrende<br />
kærlighedserklæring til det Frankrig, som Charles d'Orléans længtes så dybt efter at gense. Den er komponeret i et æterisk, afdæmpet<br />
tonesprog og har øjeblikke af religiøs stemning; en skønsom blanding af renæssance og moderne klange giver et interessant og<br />
retrospektivt blik ind i Debussys harmoniske tankegang.<br />
I Quand j'ai ouy le tambourin (Da jeg hørte tamburinen) slynger en smægtende solo for mezzo-sopran sig over et hurtigt percussivt<br />
korakkompagnement. Den er også overvejende æterisk i tonesproget, men livligere og mere farverig end den første. Debussy skrev,<br />
at han fandt digtet ”så fuld af sødme og inadvendt musik, at jeg – naturligvis – ikke kan afholde mig fra at 'udvendiggøre' det.”<br />
Den sidste energiske sang Yver, vous n'estes qu'un villain (Vinter, I er blot en lømmel) skælder vinteren ud for dens grusomhed. De<br />
immitatoriske indsatser i den 3. sang er det eneste eksempel i Debussys oeuvre på en akademiske skrivemåde, som kan minde os om<br />
fx Tallis' immitatoriske vokalpolyfoni. Velvidende at Debussy ikke havde meget tilovers for akademisk komposition, er det værd at<br />
antage, at Debussy mente, at den 'lømmelagtige vinter' ikke havde fortjent bedre.<br />
DIEU! QU’IL LA FAIT BON REGARDER<br />
la gracieuse bonne et belle;<br />
Pour les grans biens que sont en elle<br />
chascun est prest de la loüer.<br />
Qui se pourroit d'elle lasser?<br />
Toujours sa beauté renouvelle.<br />
Dieu! Qu'il la fait bon regarder<br />
la gracieuse bonne et belle;<br />
Par de ça, ne de là, la mer<br />
ne scay dame ne damoiselle<br />
qui soit en tous bien parfais telle.<br />
C'est ung songe que d'i penser:<br />
Dieu! Qu'il la fait bon regarder!<br />
QUANT J'AI OUY LE TAMBOURIN<br />
sonner pour s'en aller au May,<br />
en mon lit n'en ay fait affray<br />
ne levé mon chief du coissin<br />
En disant: il est trop matin,<br />
ung peu je me rendormiray.<br />
Quant j'ai ouy le tabourin<br />
sonner pour s'en aller au May,<br />
jeunes gens partent leur butin<br />
de nonchaloir m'accointeray<br />
a lui je m'abutineray,<br />
trouvé l'ay plus prouchain voisin.<br />
YVER, VOUS N'ESTES QU'UN VILLAIN.<br />
Esté est plaisant et gentil<br />
En témoing de may et d'avril<br />
Qui l'accompaignent soir et main<br />
Esté revet champs, bois et fleurs<br />
De sa livrée de verdure<br />
Et de maintes autres couleurs<br />
Par l'ordonnance de nature.<br />
Mais vous, Yver, trop estes plein<br />
De nége, vent, pluye et grezil.<br />
On vous deust banir en exil<br />
Sans point flater, je parle plein<br />
Yver, vous n'estes qu'un villain<br />
Eva Rotenberg (f. 1984) studerer komposition på Det kongelige danske Musikkonservatorium og har en stor interesse for kormusik.<br />
Evas 7-stemmige motet Under solen har tekst fra Prædikerens Bog, kap. 1, vers 8:<br />
Det, der kommer, er det, der var.<br />
Det, der sker, er det, der skete.<br />
Der er slet intet nyt under solen.<br />
Prædikeren tager temaet tomhed op og siger, at alt i tilværelsen – under solen – er tomhed, endeløs tomhed og en jagen efter vind.<br />
Ordene har dannet grundlag for motettens minimalistiske tonemateriale: en rytmisk kanon, hvor en trillebevægelse mellem to toner<br />
accellererer og decelererer. Denne sarte sitren af fluktuerende lyd kan opleves som solens glimtrende stråler, eller som den<br />
meningsløse og umulige beskæftigelse det er at jage efter vinden.<br />
Arvo Pärt (f. 1935) regnes i dag for Estlands betydeligste nulevende komponist, og han er en af sit lands mest fremtrædende<br />
komponister af kirkelig musik. Minimalisme er et mærkbart karakteristika ved Pärts musik, og det tidlige værk Solfeggio fra 1963 er<br />
et godt eksempel <strong>her</strong>på. Stykket består udelukkende af en opadgående C-durskala sunget 10 gange på udholdte toner som en stafet<br />
imellem de fire stemmer.<br />
Ordet Solfeggio betyder egentlig det at synge enkelte stavelser på durskalaen, hvor do er skalaens første tone, re er den anden, mi den<br />
tredje, osv. Ved første øjesyn kan det synes som værende en simpel øvelse, men effekten af de samklange, som opstår af de udholdte<br />
toner, er særdeles smuk.
Den danske komponist Rued Langgaard (1893-1952) opholdt sig i sommeren 1913 sammen med sin familie i huset Rosengården i<br />
byen Kyrkhult i Blekinge. Her oplevede han sandsynligvis sin første forelskelse, og det er nærliggende at tro, at de lykkelige minder<br />
fra denne sommer får Langgaard til at opkalde 3 Rosengårdsviser efter stedet seks år senere. De folkelige tekster er skrevet af Thor<br />
Lange i 1902. De enkle Rosengaardsviser blev hentet frem fra Det Kongelige Bibliotek, hvor Langgaards efterladte manuskripter<br />
befinder sig, da dirigenten Steen Lindholm i 1983 søgte repertoire til en produktion med Radiokammerkoret. Kun én gang vides 3<br />
Rosengårdsviser at være blevet opført i komponistens levetid.<br />
Jeg har valgt i dagens program kun at programsætte 2. sats Bag muren sidde de roser små, som med sit hypnotiserende enkle<br />
tonesprog illustrerer, hvordan romantisk minimalisme kan være særdeles effektfuldt. Pudsigt nok handler denne sang om de små<br />
roser, der sidder skjult bag muren, og som lever hele deres rosentilværelse i total ubemærkethed. Det samme gjorde sig gældende for<br />
både Langgaard og en lang række af hans hengemte partiturer. Langgaard tilbragte en stor del af sit liv i skyggen af Carl Nielsen,<br />
isoleret som domorganist i Ribe, og Langgaards partiturer, som han ofte indsendte til Statsradiofonien med opfordring til, at værkerne<br />
måtte blive (ur)opført, endte ofte hengemte og glemte i dunkle arkiver.<br />
Bag muren sidde de roser små er blevet kendt for sin originalitet. Langgaard behandler teksten meget enkelt, idet de fire stemmer to<br />
og to synger en kanon på en sådan måde, at stemmerne væver sig sammen i en stadigt skiftende, ‘uendelig’ harmonik.. Sopran og<br />
tenor synger i kanon hele teksten fem gange på samme måde en takt forskudt, imens alt og bas – ligeledes i kanon – synger samme<br />
tekst på lange toner én gang.<br />
Bag muren sidde de roser små,<br />
slet ingen kaster et blik derpå.<br />
Bag muren blomstre de roser frem,<br />
slet ingen lægger sin hu til dem.<br />
De lukke sig op, de lukke sig i;<br />
en føje stund, så er det forbi.<br />
Bedre for blomsten med vold at dø<br />
end falme lønligt og gå i frø.<br />
Bedre, om var jeg på bålet brændt<br />
end ingen elskov at have kendt.<br />
Thor Lange (1851-1915)<br />
Benjamin Britten (1913-1976) hører til blandt det 20. århundredes betydeligste vokalkomponister. Adskillige operaer, liedcykler og<br />
korværker er blevet standardværker og har opnået stor popularitet takket være den smidige, enkle linieføring og det ukunstlede i hans<br />
musikalske diktion, som har sit udspring i en melodisk fornemmelse nedarvet fra engelsk sang og kortradition. Stilisering og<br />
aristokratisk forfinelse, streng be<strong>her</strong>skelse og udvælgelse af materialet, opfindsomhed og altid følelsesfyldt gestik karakteriserer<br />
Brittens bedste værker. Hans stil er personlig, tonesproget er i melodikken snart spirituelt og brillant, snart følsomt ekspressivt, men<br />
altid direkte og plastisk i udtrykket, mens harmonikken er fantasifuldt tonalt med bitonale krydderier.<br />
I år er det 100-året for Brittens fødsel, og det markerer vi i JAK ved at programsætte et af hans kendte korværker.<br />
I foråret 1950 komponerede Benjamin Britten sine Five Flower Songs for kor a cappella. De er tilegnet ægteparret Elmhirst i<br />
anledning af parrets sølvbryllup, og fejrer meget passende ægteparrets kærlighed til botanik. Britten havde allerede i andre værker<br />
vist at han var en kompetent itonesætter af idylliske, engelske digte.<br />
Den første af de Fem blomstersange har tekst af Robert Herrick. To Daffodils sammenligner påskeliljernes liv, død og forfald med<br />
den tilsvarende menneskelige skæbne. Sangen er skrevet i to-delt form. I første del deler Britten koret i to grupper. Sopraner og<br />
basser begynder, og alterne og tenorerne træder i karakter en takt senere, hvor de immiterer førstnævnte stemmer. En triolfigur er<br />
fremtrædende <strong>her</strong>. I den anden del er koret på ny opdelt med melodien hos sopraner, alter og tenorer, mens basserne udgør<br />
akkompagnementet, hvor de genkalder triolfiguren fra første del.<br />
Den anden sang The Succession of Four Sweet Months har også tekst af Herrick. Den handler om månederne april, maj, juni og juli.<br />
Ifølge fortælleren er hver måned dejligere end den foregående, og juli er den dejligste i hele året.<br />
Marsh Flowers hedder den tredje sang, hvis tekstforlæg er et digt af George Crabbe. Blomster i våde omgivelser er temaet for digtet.<br />
Sangen har mange interessante stemmekombinationer og immitationer, ligesom Britten på malende vis understreger de forskellige<br />
planters karakteristika.<br />
Den fjerde sang er til et digt af John Clare: The Evening Primrose, som beskriver en bleg rose, der kun blomstrer om natten. Sangen<br />
er stille, indadvendt og æterisk.<br />
Den sidste sang Ballad of Green Broom er til et digt af en anonym forfatter. Historien handler om en mand, som høster gyvelris, og<br />
hans dovne søn. Efter at faderen har truet sønnen til at overtage arbejdet, gifter sønnen sig og bliver anderkendt i hele byen.<br />
TO DAFFODILS<br />
Robert Herrick (1591-1674)<br />
Fair daffodils, we weep to see / You haste away so soon;<br />
As yet the early-rising sun / Has not attained his noon.<br />
Stay, stay until the hasting day<br />
Has run but to evensong;<br />
And, having prayed toget<strong>her</strong>, we / Will go with you along.<br />
THE SUCCESSION OF THE FOUR SWEET MONTHS<br />
Robert Herrick (1591-1674)<br />
First, April, she with mellow showers<br />
Opens the way for early flowers;<br />
Then after <strong>her</strong> comes smiling May,<br />
In a more rich and sweet array;<br />
We have short time to stay as you,<br />
We have as short a spring;<br />
As quick a growth to meet decay, / As you, or anything.<br />
We die as your hours do,<br />
and dry away like to the summer's rain;<br />
Or as the pearls of morning's dew, / Ne'er to be found again.<br />
Next enters June, and brings us more<br />
Gems, than those two, that went before:<br />
Then (lastly) July comes, and she<br />
More wealth brings in, than all those three.
MARSH FLOWERS<br />
George Crabbe (1754-1832)<br />
Here the strong mallow strikes <strong>her</strong> slimy root,<br />
Here the dull night-shade hangs <strong>her</strong> deadly fruit;<br />
On hills of dust the henbane's faded green,<br />
And pencil'd flower of sickly scent is seen;<br />
Here on its wiry stem, in rigid bloom,<br />
Grows the salt lavender that lacks perfume.<br />
THE EVENING PRIMROSE<br />
John Clare (1793-1864)<br />
When once the sun sinks in the west,<br />
And dew-drops pearl the evening's breast;<br />
Almost as pale as moonbeams are,<br />
Or its companionable star,<br />
The evening primrose opes anew<br />
Its delicate blossoms to the dew.<br />
BALLAD OF GREEN BROOM<br />
Anonymous<br />
T<strong>her</strong>e was an old man lived out in the wood,<br />
And his trade was a-cutting of broom, green broom.<br />
He had but one son without thought<br />
Who lay in his bed till 'twas noon, bright noon.<br />
The old man awoke one morning and spoke,<br />
He swore he would fire the room, that room,<br />
If his John would not rise and open his eyes,<br />
And away to the wood to cut broom, green broom.<br />
So Johnny arose and slipp'd on his clothes<br />
And away to the wood to cut broom, green broom,<br />
He sharpen'd his knives, and for once he contrives<br />
To cut a great bundle of broom, green broom.<br />
At the wall's base the fiery nettle springs,<br />
With fruit globose and fierce with poison'd stings;<br />
In every chink delights the fern to grow,<br />
With glossy leaf and tawny bloom below;<br />
The few dull flowers that o'er the place are spread<br />
Partake the nature of their fenny bed.<br />
These, with our sea-weeds, rolling up and down,<br />
Form the contracted Flora of our town.<br />
And, <strong>her</strong>mit-like, shunning the light,<br />
Wastes its fair bloom upon the night;<br />
Who blindfold to its fond caresses,<br />
Knows not the beauty he possesses.<br />
Thus it blooms on while night is by;<br />
When day looks out with open eye,<br />
'Bashed at the gaze it cannot shun,<br />
It faints and wit<strong>her</strong>s and is gone.<br />
When Johnny pass'd under a Lady's fine house,<br />
Pass'd under a Lady's fine room, fine room,<br />
She call'd to <strong>her</strong> maid : "Go fetch me", she said,<br />
"Go fetch me the boy that sells broom, green broom!”<br />
When Johnny came into the Lady's fine house,<br />
And stood in the Lady's fine room, fine room,<br />
"Young Johnny", she said, "Will you give up your trade<br />
And marry a lady in bloom, full bloom?"<br />
Johnny gave his consent, and to church they both went,<br />
And he wedded the Lady in bloom, full bloom;<br />
At market and fair, all folks do declare,<br />
T<strong>her</strong>e's none like the Boy that sold broom, green broom.<br />
Eric Whitacre (f. 1970) er en populær og hyppigt opført amerikansk komponist i vor tid. Ligesom Britten har Whitacre en<br />
forkærlighed for at komponere for stemmer. Det første værk Whitacre var med til at synge som 18-årig uskolet korsanger på<br />
universitetet var Mozarts Requiem, hvilket ændrede hans liv – Whitacre var rørt til tårer og blev med hans egne ord en ægte kornørd.<br />
En vej ind i musikken var blevet banet for Whitacre. Han blev inspireret til at komponere sit første stykke Go, lovely Rose da han var<br />
21 år. En forlægger hørte uropførelsen og opfordrede Whitacre til at komponere yderligere musik, som sammen med Go, Lovely rose<br />
kunne udgøre en samling. Det blev til Three Flower Songs.<br />
Musikken til I hide myself er ligesom den sky jeg-fortæller indadvendt og længselsfuld.<br />
With a lily in your hand viser en helt anden side af Whitacre. Lorcas surrealistiske associationsrækker er sat i musik med hastige<br />
spansk-inspirerede rytmer og drømmende melodier. Whitacre lader de kontrasterende elementer vand og ild præge musikken: ild er<br />
den overordnede idé; vand opstår midt i sangen i stille trioliseret skvulpen hos alter, tenorer og basser, imens sopraner synger ”tamer<br />
of dark butterflies! I keep along my way.” Herefter vender musikken tilbage til ilden for en stund inden fire små klokkeagtige toner<br />
bebuder endnu et flydende afsnit inden musikken transformeres tilbage til elementet ild, hvor den slutter.<br />
Årstidernes gang og en roses cykliske liv er strukturen bag Go, lovely Rose. Det indledende rose-motiv optræder mange gang i<br />
sangen i forklædning. Alle årstider er repræsenteret i sangen, som begynder og slutter med foråret, hvor de øvrige tre årstider svarer<br />
til 2., 3. og 4. strofe.<br />
I HIDE MYSELF within my flower<br />
that wearing on your breast,<br />
you, unsuspecting, wear me too –<br />
and angels know the rest.<br />
WITH A LILY IN YOUR HAND I leave you,<br />
o my night love!<br />
Little widow of my single star I find you,<br />
tamer of dark butterflies!<br />
I keep along my way.<br />
After a thousand years are gone you'll see me,<br />
o my night love!<br />
I hide myself within my flower<br />
that fading from your vase,<br />
you, unsuspecting, feel for me<br />
almost a loneliness.<br />
Emily Dickinson (1830-86)<br />
By the blue footpath, tamer of dark stars,<br />
I'll make my way,<br />
until the universe can fit inside my heart.<br />
Federico García Lorca (1898-1936)<br />
Oversat til engelsk af Jerome Rothenburg (1931- )
GO, LOVELY ROSE,<br />
tell <strong>her</strong> that wastes <strong>her</strong> time and me,<br />
that now she knows,<br />
when I resemble <strong>her</strong> to thee,<br />
how sweet and fair she seems to be.<br />
Tell <strong>her</strong> that's young<br />
and shuns to have <strong>her</strong> graces spied,<br />
that hadst thou sprung<br />
in deserts w<strong>her</strong>e no men abide,<br />
thou must have uncommended died.<br />
Small is the worth<br />
of beauty from the light retired.<br />
Bid <strong>her</strong> come forth,<br />
suffer <strong>her</strong>self to be desired<br />
and not blush so to be admired.<br />
Then die, that she,<br />
the common fate of all things rare<br />
may read in thee<br />
how small a part of time they share<br />
that are so wondrous sweet and fair!<br />
Edmund Waller (1606-87)<br />
Svend S. Schultz (1913-1998) står som én af hovedrepræsentanterne inden for den nyere, danske sang. Han har trukket de bedste<br />
digte ud af boghylden, så de er blevet levende liv med toner på! Schultz ignorerede med sit lyriske lette tonesprog det 20.<br />
århundredes tendenser som avantgarde, tolvtonemusik og andre musikalske eksperimenter. Han vedblev at skrive enkle smukke<br />
korsatser inspireret af digte om det danske landskab og vejrlig. JAK fejrer 100-året med en buket af tre af Schultz' kendte korsange.<br />
Det smukke, lyriske digt De vilde blomster vil man sikkert ikke læse som et mindedigt i egentlig forstand. Digtet er skrevet i vinteren<br />
1922 (jvf. verslinien: Nu vokser Is i Hav og Sund) til et maleri af Albert Naur. Umiddelbart vil man opfatte sidste strofe som rettet til<br />
en kvinde. Digtet kan læses som et kærlighedsdigt, diskret, fint og yndigt som det vilde blomsterflor:<br />
De danske Grøfters vilde Flor —<br />
Ak findes paa den vide Jord<br />
saa sommerlig og sval en Pragt,<br />
saa sød en Magt?<br />
Før Høslettid naar Rugen staar<br />
med grønne Aks, og Dræet gaar,<br />
og Kørvel breder Skærmen ud —<br />
du lyse Gud!<br />
Nu vokser Is i Hav og Sund.<br />
Hvor er den sommergrønne Stund,<br />
da Blomst og Vej og Gud og du<br />
var i mit Nu?<br />
Johannes V. Jensen (1873-1950)<br />
En interessant historie og dermed en anden læsning af digtet knytter sig dog til De vilde blomster.<br />
I »Danske Studier« – J. H. Schultz Forlag, 1955 – skriver Harry Andersen i kapitlet Nogle mindedigte af Johannes V. Jensen<br />
følgende:<br />
”Digtet er mærkeligt derved, at Gud nævnes. Verslinien: Du lyse Gud er måske ikke helt let at tolke. Rent umiddelbart<br />
vil man forbinde den med det foregående vers og betragte den som en udvidelse til den blomstrende kørvel; men i sidste<br />
strofe taler digteren om blomst og vej og Gud og du. Hvem er Gud? Man venter ikke dette ord hos Johannes V. Jensen.<br />
Den der vil lægge noget religiøst, kristeligt i denne strofe vil tage fejl. Gud må være den lyse natur, den sommelige dag<br />
med lys og de vilde blomsters pragt på grøftekanten. Ordets brug skyldes måske ganske simpelt rimforholdet.<br />
Digteren spørger hvor den sommergrønne stund er henne, hvor nuet er, da hun og blomsterne, hele den lyse natur var<br />
fyldt af det. Vi kan svare med hans egne ord og citere nogle digte. »Motorsang« (1927), der har tilknytning til »De vilde<br />
Blomster« — grønne grøftekanter, grøftens seng, blomstervrimmel — har: Aldrig kommer svunden Stund igen. / Aldrig<br />
glemmer vi vor Glæde, Ven. / Motormand, far hen, far hen! »Kæmpehøjen« (1929) har: Det sjælegrebne Nu er aldrig<br />
omme, / i Mindets Ring det varer, alle Dage!<br />
»De vilde Blomster« står indmejslet på skuespillerinden Ella Ungermanns gravsten på Søllerød kirkegård. Ella<br />
Ungermann tog sit eget liv i 1921. I artiklen »Ella Ungermann« er digtet optrykt, og digteren tilføjer: »Disse Vers skrev<br />
jeg til et Maleri af vilde Grøftekanter af Naur, i Erindring om lykkelige Motorcykleture vi foretog sammen paa danske<br />
Veje i sorgløse Aar, som nu allerede ligger langt tilbage. Ofte maa jeg tænke paa hende, naar vi kom forbi Steder, paa<br />
Landevejene, hvor vi holdt Hvil sammen. Til Gravskriften kunde føjes følgende:<br />
Da Smertens Kalk blev dig for fuld, / du søgte Ly i sorten Muld.<br />
Med Ve paa blomstret Sommervej / vi mindes dig.«<br />
(<strong>Se</strong> »Politiken« 29. 10. 1935).<br />
[…] Vi kan altså fastslå, at »De vilde Blomster« ikke er et kærlighedsdigt, du er Ella Ungermann. Det er et mindedigt<br />
om lykken på en sommerdag med grøftekantens vilde blomsterflor. Digteren kommer for skade at indføre Gud, muligvis<br />
af rent verbale grunde (rimet), men udnytter det på en overordentlig poetisk og suggestiv måde. Gud er naturen.”<br />
Yndigt dufter Danmark<br />
i skærsommerluften,<br />
mærk, hvor lyset, duften<br />
næsten hvisker: Tøv<br />
Hør, hvor drosler, stære<br />
nærmer sig det nære,<br />
lykken ved at være,<br />
skønt skærsommers løv<br />
snart, for snart er støv.<br />
Støv og støv og støv.<br />
Yndigt dufter Danmark<br />
i skærsommernatten,<br />
drøm at du er atten<br />
og har dugget hår.<br />
Hyld langs alle veje<br />
og en kåd skalmeje:<br />
ønsker du at eje<br />
alt, før alt forgår<br />
i hvor mange år?<br />
År og år og år.<br />
Yndigt dufter Danmark<br />
i skærsommerregnen,<br />
find ved daggry egnen<br />
i en em af vin.<br />
Skjulte nattergale,<br />
vakt af himmelsk dvale,<br />
får dig tyst i tale:<br />
Vil du være min?<br />
Jeg er altid din.<br />
Din og din og din.<br />
Ulf Hoffmann (1905-1987)
Midsommersang<br />
Nu går midsommer ind i Danmarks stue,<br />
under loftet hænger lærkers sang.<br />
Her kan øjet søge fortrolig<br />
mellem enge, fjord og vang.<br />
Alt igen er nær<br />
i en sommers klær<br />
Over gulvet er bredt et solskinstæppe,<br />
vævet af ranunklers gule flor.<br />
Bakkebølger veksler med skove<br />
og et stykke hedejord.<br />
Alt hvad vi har lært<br />
er os dobbelt kært.<br />
(Smilets ynde og alvoren i sindet<br />
er en dyd, der regnes <strong>her</strong> omkring.<br />
Med et smil på læben kan siges<br />
selv de alvorsfulde ting.<br />
Det forstår især<br />
vi, der lever <strong>her</strong>.) (Schultz har ikke sat 3. strofe i musik)<br />
Denne lyse og sommerlige stue<br />
fyldt med kløverduft og strandens blæst.<br />
Hører du en hvisken i løvet?<br />
Elskov vær min sommergæst!<br />
Latter <strong>her</strong> og der<br />
i det milde vejr.<br />
Leo Estvad (1902-1986)<br />
Per Skriver er uddannet fra Det jyske Musikkonservatorium med orgel som hovedfag. Han har virket som organist og korleder i<br />
mange år, senest ved Skt. Markus kirke, Århus. Han er<br />
desuden lærer i orgel og musikteori ved Vestervig kirkemusikskoles<br />
Århus-afdeling. Han har skrevet en del<br />
kirkemusik, især for kor a cappella. Flere af værkerne er<br />
indspillet på CD bl.a. af Mogens Dahls kammerkor. Et<br />
af korværkerne nåede finalen i Vagn Holmboe-komponistkonkurrencen<br />
i 2007. Desuden blev han udvalgt som<br />
en af de danske komponister ved ”The 8th World<br />
Symposium on Choral Music” i København i 2008.<br />
I 2010 komponerede Per Skriver Nu lægger vinden sig<br />
i verdens haver, som Jysk Akademisk Kor uropførte<br />
året efter. Værket har en sonetkrans af Lisbeth<br />
Smedegaard Andersen som tekstforlæg.<br />
Værket, som JAK netop har indspillet, er omfattende i<br />
både form, varighed og instrumentation. Det består af<br />
15 satser, varer 73 minutter og er for sopransolist,<br />
recitator, blandet kor og strygekvartet. 7. sats Jesus<br />
falder anden gang er værkets eneste a cappella-sats.<br />
Medvirkende<br />
nu er det mørkets tid det bryder frem<br />
og gør sig fri af horisontens skyer<br />
nu føres Jesus fra Jerusalem<br />
og glæden ud af alle verdens byer<br />
han kom fra Gud der ved hvor hinden kælver<br />
og ser når pindsvin lægger sig i skjul<br />
nu ligger han på jorden hånden skælver<br />
som vingen på en såret spurvefugl<br />
og <strong>her</strong> er ingen sang og palmegrene<br />
kun fluer støv og romersk militær<br />
og vejen som enhver må gå alene<br />
de kaldte ham for frelser og forsoner<br />
men hvem tør mere kendes ved ham <strong>her</strong><br />
hvor rosens grene snos til tornekroner<br />
Som et af landets ældste blandede kor har Jysk Akademisk Kor (JAK) gennem sin mere end 60-årige historie haft en fremtrædende<br />
plads i det århusianske musikliv, dels gennem et mangeårigt samarbejde med Aarhus Symfoniorkester og dels gennem et stort antal<br />
koncerter i eget regi. Koret har også gjort sig bemærket internationalt gennem konkurrencedeltagelse og turneer i bl.a. Italien, Irland,<br />
England, Belgien og Tyskland. <strong>Se</strong>nest deltog JAK i april 2013 i en succesrig opførelse af Brahms’ Ein Deutsches Requiem med<br />
Aarhus Symfoniorkester.<br />
Som a cappella-kor har JAK bl.a. markeret sig med 2. pris ved den internationale korkonkurrence i Randers i både 2002 og 2005.<br />
Koret har gjort en særlig indsats for ny dansk kormusik, der f.eks. kan høres på cd’en “Spejlinger” fra 1998. Repertoiret omfatter dog<br />
også værker fra renæssancen og frem, hvor romantikken udgør et andet tyngdepunkt, som i 2005 blev dokumenteret på en cd med<br />
romantisk musik fra de tre skandinaviske lande, udgivet på Danacord. I DR-regi har JAK medvirket i forskellige produktioner; senest<br />
er optaget en række salmer til ”Før søndagen” som blev sendt i to omgange på DR1. <strong>Se</strong> også www.jysk-akademisk-kor.dk<br />
<strong>Morten</strong> <strong>Heide</strong> tog i 2006 diplomeksamen i klaver fra Musiker-Performerlinien ved Det fynske Musikkonservatorium, og i 2010<br />
debuterede han fra solistklassen. I løbet af studietiden studerede han også i Hamborg ved Hochschule für Musik und Theater.<br />
Parallelt med klaverstudierne har han fulgt en to-årig kandidatuddannelse i kor- og ensembleledelse ved Syddansk Musikkonservatorium<br />
og Skuespillerskole, hvorfra han aflagde eksamen i juni 2011. <strong>Morten</strong> <strong>Heide</strong> er netop blevet optaget på Kungliga Musikhögskolan<br />
i Stockholm med henblik på videre direktionsstudier. Dette er derfor også <strong>Morten</strong>s sidste koncert med Jysk Akademisk Kor.<br />
<strong>Morten</strong> <strong>Heide</strong> har optrådt i en række lande og deltaget aktivt i mange masterclasses både som pianist og dirigent. Han har som den<br />
eneste dansker indspillet hele Olivier Messiaens enorme klavercyklus “Vingt Regards sur l’Enfant-Jésus” på dobbelt-cd. <strong>Morten</strong><br />
<strong>Heide</strong> dirigerer foruden JAK også Kolding Kammerkor og Vestsjællands Kammerkor i Kalundborg. <strong>Se</strong> også www.mortenheide.dk