Kirkebladet Kirkebladet

Ja - Gud velsigne ham, den bondeknold
– skriver Jeppe Aakjær.
Ordet velsignelse bruges i mange sammenhænge,
både i kirken og udenfor
– i dagligdagens sprog mennesker
imellem.
Du har min velsignelse, siger vi og giver
dermed udtryk for – du har min
tilladelse.
I kirken har ordet en ganske anden
langt mere omfattende betydning,
selvom det på en måde dækker det
samme, for når velsignelsen, som det
sidste er blevet lyst under gudstjenesten,
sendes vi ud i det liv, vi nu en
gang skal leve og det med ordene, du
Tekst & foto: John Melchiorsen
sikken velsignel-
har min tilladelse til at leve det liv, der
nu en gang er det liv, du skal leve, så
godt som du nu kan, for også det er
under min velsignelse.
Det er ikke kun mennesket, der er
under Guds velsignelse, men hele skaberværket
– den natur der omgiver os,
med alt hvad den indbefatter.
Vi kan blot løfte hovedet. Så kan vi se
det, hvis vi ellers har øje og sans for,
at det vi ser, er en velsignelse for øjet
– for sindet – der stemmes og hvis det
ikke er bevis nok, kan vi læse om det
i det gamle testamente. Der mindes vi
om – glemslen er menneskets vej til
forbandelse – at vi fødes ind i en verden,
der er givet på forhånd, sat under
velsignelsens fortegn, for selv da Gud
Herren sendte Adam og Eva ud af
Edens Have, trak han ikke sin velsignelse
tilbage.
”Du tager dig af landet og giver det regn,
du gør dets rigdom stor;
Guds bæk er fuld af vand,
du sørger for kornet, ja, det sørger du for.
Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden,
du blødgør jorden med regnskyl
og velsigner dens spirer.
Du kroner året med dine gode gaver,
dine hjulspor driver af fedme,
selv øde græsgange drypper,
og højene ifører sig jubel.
Engene klæder sig i lam,
dalene hyller sig i korn;
de jubler og synger”. (Salme 65,10-14)
k i r k e b l a d e t s ø n d e r m a r k s k i r k e n