Filosofiske tanker om det grønne

Tema:
Filosofiske tanker
om det grønne
8 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004
Global Økologi ser i dette tema
på hvilke værdier og tanker, der
ligger bag vor tids naturdebat.
Parallelt med de filosofiske
artikler, viser vi nutidige
billedkunstneriske værker, der
refererer til tidens naturforhold.
Bendt Ulrich Sørensen: (Retoriske) spørgsmål til den herskende ideologi III, 2002. Linoleumsnit.

Naturetikkens hovedopfattelser
Etikken er en filosofisk
disciplin, der beskæftiger
sig med spørgsmålet om,
hvilke mål eller værdier,
handlinger skal orienteres
efter.
Af Claus Wilhelmsen
Hvad mennesket bør orientere
sin tilværelse efter er en gammel
diskussion. Det nye indenfor de
seneste 20 års miljøetik og -debat
er introduktionen af begrebet
“bæredygtig udvikling”, hvor
ikke bare nulevende, men også
fremtidige generationer bringes
ind i de etiske diskussioner. Ligesom
fremtidens menneskers
skæbne er overladt til de nulevende
menneskers nåde, er alle de
øvrige arter på jorden i nogenlunde
samme situation. Disse
mange arter er en vanskelig gruppe
at forholde sig til, idet vore
sympatier åbenlyst er forskellige
for hunde, katte og bjerggorillaer
i forhold til fluer, edderkopper
og moskitomyg. Og så er der alle
de andre, der løber rundt og dræber
og æder hinanden, så snart
vi vender ryggen til, som påpeget
af den danske filosof Finn
Arler (2002).
De etiske diskussioner kan
bredes længere ud til også at omfatte
biodiversitet, økosystemer
eller hele biosfæren. Samlende
for disse delmængder anvender
vi ofte begrebet natur. Men hvad
er natur? Udtrykket natur stammer
fra det latinske “nasci”, som
betyder at blive født, opstå, at
udvikle sig. En definition på begrebet
natur kan være alt det i
vores verden, der ikke er lavet af
mennesker, men tværtimod det
som hovedsageligt er opstået af
sig selv og forandrer sig af sig
selv (som f.eks. dyr, planter, sten,
floder, bjerge og planeter). Modbegrebet
til natur i denne forstand
er artefakt eller kultur, som omvendt
betegner det unikt menneskelige
eller kunstige.
Mod denne naturdefinition
indvendes ofte, at der ikke længere
findes natur i denne betydning
af ordet. Indvendingen er
vigtig, fordi den påstår, at den
natur, der omgiver os, er menneskeligt
påvirket, og ikke uberørt,
oprindelig natur. Ren natur findes
der i dag kun i dybhavet og
på fjerne planeter. Indvendingen
umuliggør imidlertid ikke definitionen,
eftersom selv menneskeligt
formet natur ikke er lavet af
mennesker. Ren natur, som stort
set ikke findes i dag, og rene artefakter
eller menneskeligt skabte
ting, som heller ikke findes eftersom
alt, hvad mennesker producerer,
er lavet af materialer fra
naturen, er de yderste, modsatrettede
poler på en skala, hvor
det mest almindelige er forekomsten
af gradualitet eller blandinger
af de to.
Hovedspørgsmålene i de naturetiske
diskussioner er; i hvilken
udstrækning naturen bidrager
til det gode menneskelige liv,
til lykken (naturens værdi for
mennesket), og om vi i vores etiske
holdninger kun bør tage hensyn
til mennesker, eller om der
også bør tages hensyn til naturen
selv (naturens egen etiske værdi).
Indenfor naturetikken påpeger
mange, at det i menneskeartens
diskussioner om etik i denne
forbindelse er vigtigt at betone
forskellen mellem en menneskecentreret
eller antropocentrisk
tilgang på den ene side og en
biocentrisk (eller ikke-antropocentrisk)
på den anden, der ikke
umiddelbart giver mennesket en
særstatus i forhold til andre arter.
På spørgsmålet om naturen
har en moralsk værdi, findes der
groft sagt to svar: Enten har naturen
ingen moralsk egenværdi
og har kun værdi for mennesker
(antropocentrisme) eller den har
en egen moralsk værdi, og menneskene
er nødt til at tage hensyn
til den, når de realiserer deres
ønsker (ikke-antropocentrisme).
Spørgsmålet om naturens
etiske værdi er derfor dobbelttydig.
Med naturens etiske værdi
kan der på den ene side menes
en fra mennesket opstået værdi
eller på den anden side en absolut
værdi.
Antropocentrisme
– det unikke menneske
Ofte hedder det: eftersom det til
syvende og sidst er mennesket,
der beskriver naturen i sine begreber
og fastsætter dens moralske
værdier, eksisterer naturværdier
kun i kraft af mennesket.
Indenfor en sådan antropocentrisk
opfattelse kan der skelnes
mellem mindst tre forskellige
underkategorier.
Ifølge epistemologisk antropocentrisme
betones den kends-
“Ren natur findes der
i dag kun i dybhavet
og på fjerne
planeter”
gerning, at mennesket kun kan
forholde sig til verden vha. menneskelige
begreber, og at det menneskelige
udgangspunkt derfor
udgør vores verdensbillede. Ikke
mange ikke-antropocentrikere
vil modsige denne påstand, men
vandene skilles, når det nærmere
skal specificeres, hvad konsekvenserne
heraf er. Eftersom mennesket
kun kan opfatte verden
vha. sine egne begreber, må anvendelsen
af disse begreber være
knyttet til kriterier, som menneskene
kan erkende, og man kan
derfor argumentere for, at det er
meningsløst at spekulere på, om
f.eks. dyr eller planter har værdi
uafhængigt af os, for værdier
kan alligevel kun erkendes af
mennesker.
Endnu mere kontroversiel
bliver diskussionen, når det ikke
kun drejer sig om beskrivelsen af
fakta vha. menneskelige begreber,
men om fastlæggelsen af
godt eller ondt. Ifølge værdiantropocentrisme
afgøres ikkemenneskelige
væsners værdi udelukkende
af, om de i en snæver
forstand er nyttige for mennesker
f.eks. som mad, trækdyr eller
lægeplanter. Altså kommer værdi
igen først ind i verden med mennesket:
Før der var mennesker
i verden, var det “ligegyldigt”,
hvordan den udviklede sig. Der
var ingen god eller dårlig tilstand,
fordi der ikke var nogen, den betød
noget for. Det samme vil ske,
når mennesket igen forsvinder
ud af verden. Kun gennem eksistensen
af værdifastsættende
mennesker findes der en god eller
dårlig tilstand for verden.
Ifølge normativ antropocentrisme
har mennesket i kraft af
sin fornuft og sine kommunikationsevner
en særlig værdi i forhold
til andre væsner. En sådan
opfattelse vil de fleste igen kunne
tilslutte sig; med den tilføjelse, at
dette ikke betyder, at menneskets
ønsker altid har forret. Denne
opfattelse behøver altså ikke at
være speciesistisk, dvs. på forhånd
tilkende mennesket en
særstilling fremfor andre arter.
Den dominerende tankegang i
den europæiske tradition har dog
siden kristendommens indtog
været speciesistisk og antropocentrisk
i denne forstand, at kun
mennesket har værdi. Således
fremgår det af Første Mosebog:
“bliv frugtbare og mangfoldige
og opfyld jorden, gør eder til
herrer over den og hersk over
havets fisk og himlens fugle, kvæget
og alle vildtlevende dyr, der
rører sig på jorden”. En naturetik,
der radikaliseres og videreføres
med moderniteten og den
moderne naturvidenskabs fremvækst
i 1700-tallet, hvor naturen
anses som et objekt, en ressource,
som mennesket kan anvende efter
forgodtbefindende. Mens
mange kan tilslutte sig den epistemologiske
antropocentrisme
og få værdiantropocentrismen,
så er der uenighed i forhold til
den normative antropocentrisme.
Megen biocentrisk etik definerer
sig især negativt i forhold til
denne position.
Har mennesket alene værdi?
Mange fortalere for biocentrisme
nægter at tilkende mennesket en
højere værdi end andre arter,
hvilket ikke behøver at være i
uoverensstemmelse med den epistemologiske
antropocentrisme.
En biocentriker kan dog også gå
ud fra eksistensen af sådanne
TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 9

10 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 TEMA: INDIEN

TEMA: INDIEN GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 11
They don‘t want our desires today · EU-topmøde, København 2002 · Jakob Jakobsen

værdier uafhængigt af eksistensen
af værdifastsættende mennesker,
hvorved den adskiller sig
fra denne position. Mens alle
former for antropocentrisme opfatter
værdier som relationelle,
dvs. som værdier for og fastsat
af mennesker (og tidligere som
værdier givet fra Gud til mennesket),
gives der for biocentrikere
absolutte (ikke-relationelle, ikkeantropogene)
værdier.
Selvom mennesket i forhold
til andre arter er udstyret med
fornuft og gode kommunikationsevner,
som ikke kan matches af
andre arter, har andre arter deres
sæt af specialiteter, som ikke kan
matches af os. Fisk svømmer og
lugter bedre, kattedyr løber bedre
og planterne producerer ilt og
blomster. Forsøger man derfor
efter bedste evne at sætte sig ud
over sin menneskelige horisont,
kan man spørge sig selv, om nu
fornuften og evnen til at kommunikere
er så speciel og enestående,
at det giver os en helt unik værdimæssig
særstilling.
I stedet for at fokusere på det,
der adskiller, kan man mere konstruktivt
se på det, som samler,
som det f.eks. er tilfældet i menneskerettighederne.
En biocentrisk
etik fremfører derfor typisk
den opfattelse, at alle væsner eller
arter har en iboende værdi, et
selvstændigt slutmål. En værdi
som ikke er afledt eller instrumentel
i forhold til noget andet (typisk
menneskets ønsker og mål).
Mennesket indtager selvfølgelig
en særstilling, idet mennesket
har fået en overvældende indflydelse
på naturens gang, ligesom
det har (i hvert fald i teorien) en
mulighed for selvbegrænsning.
Det er dog et problem, hvordan
arternes ligestilling skal tilgodeses,
da det ikke er muligt at
tilgodese alle individuelle organismer
på samme måde, som det
i princippet burde kunne gøres i
mellemmenneskelige forhold. En
løsning kunne være at overlade
det til de økologiske systemer.
Dette rejser dog straks problemet
med menneskeartens status, idet
vi jo har kæmpet os frem til vo-
res magtfulde position i de økologiske
systemer. En biocentrisk
etik kunne således argumentere
for menneskets ret til at råde
over naturens ressourcer, idet det
gælder for alle andre arter, at de
først og fremmest tilgodeser egne
interesser.
Til forskel fra denne opmærksomhed
på andre arter og organismer
adskiller den såkaldte
økocentrisme sig fra denne ved
at argumentere for, at det er det
samlede økosystem inklusiv ikkeorganiske
ting, som f.eks. landskabet
i sig selv, der har krav på
hensyntagen. En handling eller
ting er vigtig hvis det hjælper til
at bevare hele naturens integritet,
stabilitet og skønhed. Gaiahypotesen,
fremsat af videnskabsmanden
James Lovelock, anvendes
ofte som argument for dette.
Modsætningerne mellem antropocentrisk
og biocentrisk etik
skal derfor ses som yderpositioner,
idet der – ligesom med førnævnte
skelnen mellem natur og
kultur – typisk er tale om blandinger.
Den gyldne middelvej?
Kritikere af biocentrisk etik påstår,
at megen biocentrisk etik
ikke handler om naturen “i sig
selv”, men er et udtryk for en
social kritik og at “de grønne”
gør sig selv en bjørnetjeneste ved
ikke at indrømme dette faktum.
De gør således gældende, at epistemologisk
antropocentrisme er
et eksistensvilkår, idet vi altid
sanser tingene fra en menneskelig
synsvinkel. Biocentrisk etik
definerer sig da også ofte negativt,
altså i forhold til det, som
den ikke er. Typisk i form af en
afvisning af at betragte naturen
som et objekt, en mekanisk ting,
som vi kan styre, kontrollere, effektivisere
og beregne efter
forgodtbefindende. En naturopfattelse,
som har domineret den
moderne europæiske kultur
siden 1700-tallet. Der er altså
tale om en form for “negativ”
eller kritisk etik, som vil ind og
korrigere den nuværende adfærd
i forhold til naturen f.eks. i for-
hold til svinefabrikker, kemikalier
i naturen, pelsdyrhold osv.
Den franske sociolog Bruno
Latours mener, at der er behov
for en politisk økologi og miljøetik,
der kan gøre op med hele
den magttænkning og rationalitet,
der er indlejret i det moderne
projekt, og ikke kun en økologi,
der hævder at handle om naturen
“i sig selv”. En sådan politisk
økologi må ifølge Latour ses som
et alternativ til “det moderne
projekt”, som den ikke kan integreres
med. Denne holdning aktualiserer
så spørgsmålet, om det
er muligt at reformere eller fastholde
det moderne projekt med
dets fokus på naturbeherskelse,
eller om det er nødvendigt at
bryde med det moderne, som en
del af fortalerne for biocentrisk
etik og de økologiske bevægelser
har konkluderet.
Antropocentrisme betyder
ifølge ordbogen “med mennesket
i centrum” og er en verdensopfattelse,
som hævder, at universet
er til for menneskets skyld.
Dette er altså klart en speciesistisk
forestilling, som indlysende
er af religiøs eller ideologisk karakter.
Selvom vi ikke kan se
bort fra det faktum, at vi ser verden
fra en menneskelig synsvinkel,
behøver denne ikke at være
antropocentrisk. Modsætningen
mellem menneske og natur, som
ligger i antropocentrismen, er et
udtryk for en toverdenstænkning,
som gør det lettere at tænke men
sværere at forstå. Der ses således
bort fra, at mennesket selv er natur
med biologiske drifter, behov
osv. Indenfor samme toverdenstænkning
er det ligeså forkert at
påstå, at man har adgang til og
udelukkende taler naturens sag,
som visse biocentrikere og “grønne”
påstår. Ekstremerne indenfor
naturetikkens hovedpositioner
tenderer til at være dogmatiske
eller religiøse i deres tilgang.
Uanset ståsted er det vigtigt
at indse, at der er tale om en
magtkamp mellem forskellige
kulturelle fraktioner eller politiske
og økonomiske interesser
omkring fastlæggelsen af, hvilken
naturetik og -opfattelse der er
den “rigtige”. Etikken er ikke
marginal men central for vores
måde at handle på, om vi er os
det bevidst eller ej. Hvis vi mener,
at det er økonomi, der alene vha.
tal og statistik bør afgøre, hvordan
vi bør handle, er det fordi,
vi på forhånd har lavet nogle etiske
vurderinger af, at det er i orden
at træffe beslutninger på
denne måde. Etikken giver os
retningslinier og rettigheder.
Grænserne for hvem, der er tilkendt
en etisk værdi “i sig selv”
er f.eks. udvidet kraftigt i det 20.
århundrede. Først til ikke-jordejende
mænd, så til kvinder, så
(til dels) til fremtidige generationer
og senest til (visse af) dyrene.
Claus Wilhelmsen er kulturgeograf.
Litteratur:
Finn Arler. Miljøetik – en introduktion.
I Finn Arler (red.): Humanøkologi.
Miljø, teknologi og Samfund. Aalborg
Universitetsforlag, 2002.
Andrew Dobson. Green political thought.
Routledge, 2000.
Per Ariansen. Miljøfilosofi. Oslo
Universitetsforlag, 1992.
Jacob Wolf. Etikken og universet.
Forlaget Anis, 1997.
John Holten-Andersen. Artikel i temanummer
om Grønne organisationer i
tidsskriftet Salt, december 2000.
12 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

TEMA: INDIEN GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 13
Plasticmaling lavet ud fra mælk · Info
Centre, London 1998 · Jakob Jakobsen