Hent arkitekternes program her - Grøndalskirken

Alter og knæfald
Altertavlen er fulgt med fra barakkirken. Den forestiller Lazarus’ opvækkelse og er
udført i farvet, brændt ler af August Hassel. På antependiet ses den tørstende
hjort, der drikker af livets kilde ved korsets fod. Det er tegnet af Niels Skovgaard
og broderet af Margrethe Drejer.
Alteret er i dag placeret på et podium i korets gavl. Knæfaldet indrammer og
adskiller alteret fra menigheden. Alterets placering og knæfaldets udformning
etablerer en visuelt og fysisk afstand til menigheden. Alteret fremstår tungt og
mørkt, og alterbilledet er meget direkte i sit udtryk. Relationen mellem alteret og
kirkerummet er svagt.
En mulighed er at flytte alteret frem – eller opføre et nyt og undlade knæfald mod
kirkeskibet. Dette vil etablere en fysisk og visuel kontakt til alteret og giver præsten
mulighed for ved alteret at være både frontal og rygvendt i forhold til menigheden.
Et nyt knæfald kan indeholde flytbare dele til brug ved bryllup og konfirmation.
At rykke alteret frem er i overensstemmelse med kristendommen, mens det er
katolsk processionstradition at alteret står langt tilbage.
Alteret kan karakteriseres som:
Offeralteret (sten) Gl. Testamente
Fællesskabsbordet (bord) Skærtorsdag
Alterbilledets status skal diskuteres i forbindelse med den kunstneriske udsmykning.
Knæfald vurderes i sammenhæng med alteret og udsmykningen.
Prædikestol
Prædikestolen med baldakin er hævet over kirkeskibets gulv med adgang bagfra
og forekommer dårligt integreret i kirkerummet. Det fysiske udtryk rummer en del
af problemet.
Prædikestolens rolle bør tænkes i sammenhæng med den måde, kirken bruges
på i dag, herunder præstens mulighed for at tale direkte til menigheden.
En mulighed er at prædikestolen nedlægges og erstattes af en prædikepult, der
kan opstilles under korbuen, neden for kortrappen eller andre steder i kirken alt
efter, hvad der vurderes bedst i forhold til den kirkelige handling, der skal foregå.
Døbefont
Døbefonten med en oprindelig romansk granitkumme af granit er skænket til
kirken i forbindelse med opførelsen og stammer fra Herfølge Kirke, år ca. 1200.
Døbefonten ’står dårligt’ på nålefiltstæppet.
Døbefontens placering virker presset og foreslås rykket længere frem i kirkerummet.